Feddersen, Hans (RFAR48) – Merville, Frankrig.
Hansen, Hans Jensen (RIR240/1) – Dickebusch-See, Kemmelberg, Flandern.
Hansen, Waldemar Martinus (RIR17/10) – Pont Riqueul, Frankrig.
8. maj 1918 – De faldne
Kategoriarkiv: Sønderjyder
7. maj 1918: Frederik Tychsen – På kort orlov med kort varsel
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. Han var midlertidigt hjemme på en kort orlov i Agerskov.
Hen på eftermiddagen den 7. maj ankom vi til Malzy, og her skulle vi blive foreløbig. Marchturen havde i det hele og store været ret interessant, og vi blev ikke overanstrengte på denne tur. Malzy var en almindelig landsby med kønne omgivelser.
Vi kom op på et loft, og her lå de fleste kanonerer. Huset lå langs med hovedgaden. De første dage gik med at ordne tøjet. Vi vaskede og kogte undertøjet, smurte støvlerne, vi kom hen på luserensningsanstalten, ordnede kanonerne og håndvåben.
Efter en uges tid, blev jeg spurgt, om jeg ville på orlov; men jeg kunne kun få 9 dage – rejsedagene inklusive. Jeg regnede ud, at der ville gå 3 dage til rejsen 1 1/2 hen og 1 1/2 tilbage. Jeg sagde tak til tilbuddet og fik besked om, at jeg kunne rejse den 14. maj og skulle være tilbage igen den 23. Samme måned.
Der var imidlertid orlovsspærre i Nordslesvig. Dvs. at der måtte ingen komme på orlov til Nordslesvig. Grunden til denne spærring var, at alt for mange af dem, der kom hjem, gik over grænsen til Danmark. Men jeg fik lov til at rejse til Flensborg, og herfra skulle jeg så indhente mig orlov og tilladelse til at rejse til Nordslesvig.
Jeg fik mine papirer, orlovsbevis samt to røde billetter (Fahrschein), der gav tilladelse til at benytte hurtigtog (Dtog). Så snart jeg havde mine papirer begav jeg mig til nabobyen Proisy. Den var stationsby. Der var vel en lille times gang (fra Malzy til Proisy).
Kanoner Bernhardt (fra Kassel) gik med til banegården. Jeg havde hele min oppakning med. Bernhardt ville gerne have været med på orlov, men han stod ikke for tur. Hen på eftermiddagen kom jeg med et tog, der gik igennem til Køln. Vi kørte over Maubeuge, Charleroy, Namur, Huy, Lüttich, Herbesthal, Aachen til Køln.
Vi var i Herbesthal hen på natten. Her var vi genstand for en meget skarp kontrol, derefter fik vi kaffe ved ”Røde Kors”, dog skulle vi først synge sangen: “Argonnerwald, Argonnerwald” osv., det gjorde vi gerne mod at få en kop varm kaffe.
Derefter fortsatte toget, og om morgenen ankom vi til Køln. Der var nogle timers ophold, inden vi kunne fortsætte til Hamborg. Jeg gik ned i venteværelset: ”für Soldaten”, og her kunne man købe en brilliant skål suppe for 50 Pfennig. Jeg fik mig sådan en portion, og så lagde jeg mig på gulvet sammen med alle de andre.
Efter nogle timers ophold fortsatte jeg med toget og kom til Hamborg ved aftenstid. Her måtte jeg blive om natten og sov hos “Røde Kors” i et lokale i nærheden af banegården. Det var gratis. Om morgenen fik jeg et rundstykke og en kop kaffe.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
7. maj 1918 – De faldne
Hansen, Peter Nielsen (IR149/9) – Brimont, Frankrig.
Mai, Gustav Wilhelm Paul (RIR31).
6. maj 1918 – De faldne
Lorenzen, Christian (IR152) – Grodno, Rusland.
Meyer, Alfred Magnus (IR102/4) – Bac. St. Maur, Frankrig.
5. maj 1918: Frederik Tychsen – Marchen fortsætter
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen sammen med sit batteri.
Den 5. maj gik vi en lille march og nåede Mezieres hen på eftermiddagen. Det regnede hele dagen, og vi var efterhånden gennemblødte. Her i Mezieres fik vi nødkvarter, vi blev fritaget for at gå i teltene, og sammen med Hulsmann, Skurnia, Neumann og nogle flere fik vi en gedestald anvist til sovested.
Der var gammelt halm i stalden, og vi diskuterede, om halmen ikke var for urent og fyldt med lus osv. Men Neumann, der var bankmand fra Berlin, mente, at vi rolig kunne lægge os i halmen, vi kunne højest forurene det endnu mere, og det skal indrømmes, at lusene havde taget frygtelig overhånd i den sidste tid.
Efter ankomsten tændte vi ild, kogte lidt kartofler, og samtidigt tørrede og varmede vi os ved ilden, og efterhånden blev vi tørre. Bagefter kravlede vi i halmen og sov ganske udmærket hele natten.
Dagen efter, den 6. maj marcherede vi til Proix, en lille by i nærheden af Guise. Det var en dejlig marchtur gennem en smuk egn. Solen skinnede hele dagen, og humøret stod højt. Landevejen gik ved siden af Oise floden, og på den anden side af floden gik jernbanen Noyon – Guise – Le Cateau.
Af og til kom transporttog, soldaterne vinkede, og kom der et tog med civil befolkning, og der var piger med, der vinkede, så hylede hele batteriet. Det var på denne strækning Gefreiter Gans løb forud for batteriet og trådte til højre og satte sig på naturens vegne. Gans løb ned – foran, sådan at alle kunne se ham.
Først så sad han på hug og forrettede det mere alvorlige, det gik hurtigt, så rejste han sig op og knappede bukserne, og imens kom vi op ved siden af ham. Da han så havde bukserne knappet og var tilsyneladende færdig med alt, gav han sig til at pisse.
Det vakte imidlertid vild jubel hos hele batteriet, så de udbrød i en mægtig latter. De klappede, råbte og så smed de sand og små jordknolde efter ham, men Gans fortsatte sit arbejde, indtil han var færdig, mens jord og sand røg ham om ørerne. Gefreiter Gans var en morsom og godmodig fyr, derfor virkede det så komisk. I Proix lå vi natten over, og dagen efter tog vi den sidste tørn til Malzy.
Hen på formiddagen kom vi igennem Guise. En ret stor landsby med gamle huse. Vi kom over torvet. Her var soldaterne netop i færd med at vælte en statue af bronze af en eller anden person. Statuen var en civilklædt mand med en høj hat i hånden. Det gik sikkert med denne statue ligesom med kirkeklokkerne, at den skulle til Tyskland og smeltes om.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
5. maj 1918 – De faldne
Rasmussen, Matthias Christian (RIR16/9) – Flensburg.
4. maj 1918: Asmus Andresen – Granatild ved køkkenet
Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.
Næste Dag Kl. 11 gik vi til Køkkenet efter vor Middagsmad, men den var som sædvanlig først færdig Kl. 12.
Da vi saa skulde vente en hel Time, satte vi os paa en Vognstang. Vi havde siddet omtrent 10 Minutter, da vi pludselig blev opmærksomme paa en Piben i Luften, og 6 mindre Granater faldt ca. 200 Meter foran os, og straks efter kom der 6 til endnu nærmere. Officeren og Halvdelen af dem, der var i Lejren søgte Dækning bag nogle Ruiner, medens vi, som sad paa Vognstangen, blev hvor vi var og ventede paa, at Køkkenfolkene ogsaa skulde løbe deres Vej, da vi saa vilde gøre os tilgode ved Køkkenvognen.
Straks efter slog atter 6 Granater ned midt i Lejren, og hvis Franskmændene havde vidst hvor godt de havde ramt, kunde vi have ventet over 200 Skud i de næste 10 Minutter. Da Skydningen blev indstillet et Øjeblik, fik vi travlt med at pakke sammen, og i Løbet af 10 Minutter var Lejren brudt af og trukket længere tilbage.
Efter 3 Timers Kørsel kom vi til en lille By; der blev Vognene kørt sammen paa en Mark, og først da fik vi Middagsmad.
Den første Nat derefter sov jeg paa Cementgulvet i en Ruin, men Dagen efter byggede min Kammerat og jeg et lille Telt bag nogle Ribsbuske i Haven, hvor ingen kunde finde os,vi lod os kun se ved Maaltiderne.
I 6 Dage gik det godt, men saa opdagede Feltveblen os. Han spurgte, om vi havde været med til Appel i de sidste Dage, men da vi benægtede det og tilføjede, at vi ikke vidste, der havde været Appel i denne Tid, blev vi noterede.
Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).
4. maj 1918 – De faldne
Wolff, Jørgen Clausen (RIR90/2) – Broager, Broager Sogn.
3. maj 1918: Spor af en landsmand – Frederik Tychsen på tur rundt i St. Quentin
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis,var han nu igen sammen med sit batteri. Fra slutningen af april 1918 var batteriet på march mod en endnu ukendt destination.
Tidlig næste morgen blev vi vækket igen, og vi marcherede en dag igen og nåede om aftenen til St. Quentin. Vi holdt længe i St Quentin og vidste ikke rigtig besked om, hvor vi skulle hen. Vi holdt i nærheden af katedralen. Den var imidlertid brændt, og murene stod tilbage. Hvælvingen var styrtet ned, og hele bygningen lignede en ruin.
Rundt omkring i Murene var der indlagt sprængladninger, og der hang en luntesnor ned hvert sted, hvor en sådan sprængladning fandtes, og der var plakater alle vegne, hvorpå der stod: “Berøring livsfarlig”, “Adgang forbudt” osv. Trods alle advarsler gik jeg alligevel ind i katedralen og rundt omkring den.
Det bemærkes, at skyttegravene havde gået direkte gennem byen og forbi katedralens mur. Henne ved det ene hjørne af den mægtige bygning var en forpoststand. Den var gravet ned i jorden, og oven for, var der barrikader med sandsække. Der førte trappetrin op til et kikhul igennem barrikaden, og herfra havde vagtposten så nogen udsigt.
Her havde stillingen ligget fast i adskillige måneder, ja måske i årevis, og mangt en soldat havde stået her på den fremrykkede post, og mangen en havde sikkert også draget sit sidste suk i denne løbegrav og på denne stand.
Mens jeg gik omkring og så på sagerne, opdagede jeg en indskrift i kirkens mur lidt nede under jordoverfladen; den var indridset i sandstenen, og der stod: ”WI WIL JEM IGEN TIL DANMARK TIL DET RØDE OG WIDE FLAG”.
Her havde altså stået en landsmand, en nordslesviger, og i sin ensomhed havde han tænkt på Sønderjylland og på Danmark. Ok, ja, hvem tænkte ikke på at komme hjem – hjem til far og mor, hjem til Danmark – en helt ufattelig tanke. Jeg blev et øjeblik grebet af hjemve.
Jeg satte mig ned og læste indskriften mange gange. Jeg gik derfra hen til batteriet, der stadig holdt på gaden. Lidt efter fortsatte vi vor march og kom til en landsby, der hed Castrees, her bivuakerede vi.
Jeg mindes endnu, at det var en dejlig aftenstund, da vi forlod St. Quentin, og da vi efter en times march så tilbage efter St. Quentin, kunne vi se katedralens nøgne mure træde tydeligt frem i silhuet omkranset af solnedgangens gyldne skær, medens bataljonens lange hale langsomt sneglede sig ned efter Castrees.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
3. maj 1918 – De faldne
Dall, Iwer Lorenz (Torpedoboot G 9) – Nordsøen.
Hockerup, Thomas Carstensen (FAR9) – Albert, Somme, Frankrig.
2. maj 1918: Asmus Andresen – Sulten skal stilles
Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.
Vi kom uskadt gennem Lavningen og naaede hen til vort Batteri. Officeren gik til Feltveblen og meldte os tilbage. Vi gik derimod til Køkkenet for at faa vor Sult stillet, men vi kunde intet faa før Middag, hvorfor vi gik hen for at finde os et Hvilested, som vi ogsaa fandt i et bombesikkert Rum.
Om Eftermiddagen gik vi hen til Vognen for at finde vort Tøj, men vi ogsaa fandt i en stor Dynge gamle Sager, som i en daarlig Forfatning. Karabinerne var rustne og Tornystrene tomme, og da vi meddelte dette til Feltvedlen, blev vi affærdigede med det Svar, at hvis vi havde taget det hele med os, havde vi haft det i Behold. Med dette Svar kunde vi gaa igen.
Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).
2. maj 1918 – De faldne
Boysen, Jørgen Marius – Ohlings.
Hansen, Hans Hinrich (IR23/3) – Merries.
Nørby, Jakob Andersen (IR394/3) – Piennes, Frankrig.
Paulsen, Christian Hermann (RIR49/11) – Bus-la-Mesiere, Poye, Frankrig.
Petersen, Martin Christian (LIR31/12) – Paschendaele, Flandern.
Rande, Carl Johannes Marius – Frankrig.
1. maj 1918: Asmus Andresen – En længe ventet ordre om afløsning
Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I maj 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.
Kl. 1 om Middagen blev vi vækket igen af Posten, som da kom med et nyt Telegram; med dette Telegram havde han løbet omkring hele Natten, fordi han var gaaet vild i Mørket, han forsikrede os, at det var sidste Gang, han løb med Telegram om Natten.
Om Eftermiddagen Kl. 2 kom der Vælling til os fra Batteriet, men der var kun en halv Liter til hver; det var saa lidt, at vi, da vi havde fortæret den, var mere sultne, end da vi begyndte.
Kl. 4 fik vi Ordre til at pakke sammen, fordi vi skulde afløses. Denne Ordre havde vi længe ventet efter, og da vi ikke havde meget at pakke sammen, var vi hurtig færdige til Afmarsch. Vi gik saa til den næste Post; videre kunde vi ikke komme, fordi vi skulde igennem en Lavning, der den Dag blev saa hæftig beskudt med Granater, at det var umuligt at komme igennem, hvorfor vi maatte vente til næste Dags Morgen Kl. 3.
Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).
1. maj 1918: Frederik Tychsen – Uventet tilbagetrækning
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis,var han nu igen sammen med sit batteri. Fra starten af maj 1918 var batteriet på march mod en endnu ukendt destination.
Den 1. maj 1918 om eftermiddagen fik vi besked på, at vi skulle bryde op dagen efter tidlig om morgenen. Batteriet blev gjort marchberedt – enhver havde sine sager at ordne. Kun teltene blev stående til om morgenen. Der var altid en ekstra stemning, når man stod over for noget nyt. Gik det mod fronten, var stemningen trykket, men høj, når vi vidste, at det gik tilbage, og vi vidste, at vi skulle tilbage.
Tidligt om morgenen den 2. maj blæste hornisten signalet, og vi kravlede mere eller mindre søvnige ud af teltene. Dog kom der hurtigt liv i lejren. Alt blev pakket og bragt på plads, hestemandskabet fik dyrene sadlet og en times tid senere var batteriet færdig til afmarch.
Med undtagelse af en “bremser” ved de enkelte fartøjer, stod alle kanonererne først (foran alle køretøjer med heste spændt for). Et par minutter før kl. 5 kom batterichefen i strakt galop efterfulgt af løjtnant Lücker og løjtnant Hermansen; vi stod ret.
Chefen, leutnant Wiederholdt, løftede graciøst hånden til huen, og medens han red lang med siden: “Guten Morgen, 1. Batterie!” Fra et par hundrede struber lød der et: “Guten Morgen, Hr. Løjtnant” tilbage. Chefen modtog meldingerne – alt i orden, og lidt efter kommanderede han: “Batterie: Aufgesessen!” Alle ryttere stak venstre fod i stigbøjlen og svang sig på hestene. Derefter lød et: “Batterie – march!” og batteriet satte sig i bevægelse.
Lidt efter sluttede 2. og 3. batteri sig til, og dermed var hele bataljonen samlet på en række på ca. 5km. Efter at vi havde gået en halv time, gjorde vi det sædvanlige “Pishalt” på 5 – 10 minutter og så fortsatte vi 2 – 3 timer i træk uden at standse.
Efter at vi havde gået 40 – 45 km. gjorde vi holdt ved byen Sancourt. Kl. var ca. 2. Vi fik først middagsmad. Den blev kogt alt imens vi kørte, og uddelt straks efter ankomsten. Vi fik også brød, lidt ost og pølse, snaps, tobak, cigarer og cigaretter. I reglen 2 cigarer og 4 cigaretter. Dernæst byggede vi teltene, det tog ikke mere end et kvarter.
Vi hvilede os, sov måske lidt, og hen imod aften fik vi kaffe, og vi spiste vor aftensmad. Vi kogte også tit kartofler eller pandekager, alt eftersom man havde sult og proviant til. Om aftenen ved mørkets frembrud kom der et musikorkester og spillede for os. Musikerne stillede op i en rundkreds på en fri plads inde i skoven, og vi samledes rundt omkring. De spillede en række marcher, og når de spillede nogen, der var alment kendt, sang vi med alle sammen.
Det var meget stemningsfuldt med musik sådan en smuk forårsaften i en skov som soldat i fremmet land. Dog måtte vi give afkald på det, der giver den smukkeste stemning, nemlig Lagerilden (lejrbålet). Det var af hensyn til fjendtlige flyvere og observationer.
Aftenen sluttede med den store tappenstreg: først nogle trommehvirvler, så en fløjte – hornsignaler og en bøn: et helt musikværk. Før bønnen blev der kommanderet: ”Helm ab zum Gebet” (hjelm af til bøn), og så spillede musikken den bekendte koral: ”Ich bete an die Macht der Liebe!” ”Helm auf!” Så kom afslutningen og vi begav os til teltene.
Vi lå som regel 3 i hvert telt. Her var ikke halm eller hø, men vi lagde et par tæpper nogle sække eller lignende på jorden, og så dækkede vi os til med overfrakkerne, men vi trak aldrig af tøjet. Støvlerne trak vi af og så løsnede vi selerne og knapperne hist og her.
Vi lagde os så helt nær til hinanden som smågrisene. Jeg havde næsten altid et ekstra tæppe, som jeg fik transporteret på kanonens Protzer (forvogn) mellem havresækkene. I almindelighed var der “krig” mellem kanonererne og hestemandskabet, men jeg havde det altid til vens med dem, for så kunne jeg altid få min privat bagage anbragt mellem sækkene eller i furagevognene. Jeg gav dem også ofte et par cigaretter, et stykke brød eller lign.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
1. maj 1918 – De faldne
Andersen, Johannes Peter (LIR87/2) – Aabenraa.
Dau, Thorvald (IR164/5) – Rumancourt, Frankrig.
Jespersen, Johann (IR450/1) – Warnetau, Belgien.
30. april 1918: Asmus Andresen – På jagt efter vand
Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.
Næste Dag vaagnede jeg først Kl. 9, og da jeg ikke havde noget at bestille gik jeg ud for at søge efter Vand, som jeg ogsaa fandt i Nærheden af en Ruin. Jeg slukkede først min Tørst, fyldte derefter min Kogespand med Vand, som jeg bragte mine Kammerater.
Da jeg kom ind i Hulen, spurgte de mig straks efter, hvor jeg havde fundet Vand, da de Dagen i Forvejen havde ledt og intet fundet. Jeg meddelte dem, hvor Vandet var at finde, men da de troede, de ikke kunde finde det, maatte jeg sammen med 2 andre af Sted igen. Det var ikke nogen Fornøjelsestur; thi der blev stadig skudt, og mange Granater faldt i Nærheden af os.
Vor Opgave var at udlægge Telefontraad til en Hule oppe paa Bakken, et Sted, hvor fra vi kunde holde Øje med Fjenden, men da Bakken blev stærkt beskudt, var det umuligt at holde Telefonen i Orden. Om Eftermiddagen skulde vi saa danne en Løberpost.
En Kammerat fra Hamburg og jeg blev anvist en Lavning bag Bakken; der skulde vi rejse en Stang op med en Daase paa Toppen til Tegn paa, at her var Løberposten. Vi fik straks travlt med at grave et Hul i Jorden, hvor vi kunde dække os for Granaterne, som her faldt i stor Mængde. En Lavning i Terrænet bliver altid stærkt beskudt, fordi Fjenden ikke kan se, hvad der foregaar i den.
Henad kl. 4kom det første Telegram fra Bakken; det skulde saa bringes videre saa hurtigt som muligt. Jeg tog den første Tur. Der var 20 Minutters Løb til den næste Post. Da jeg kom tilbage sad min Kammerat i Hullet med et Telegram i Haanden og ventede paa mig. Han sagde, at han var bleven syg, derfor kunde han ikke løbe med Telegrammet. Jeg maatte saa af Sted igen.
Da jeg atter var paa Tilbagevejen blev Lavningen beskudt med Granater; da 2 af disse faldt i Nærheden af mig, fik jeg snart fat i Gasmasken, og saa løb jeg, alt hvad jeg kunde, for ikke at komme i for tætte Gasskyer. Jeg kom ogsaa godt tilbage til min Kammerat. Vi søgte nu efter nogle Tæpper og Kapper, hvormed vi kunde dække os for Natten.
Kl. 7 kom der atter et Telegram, og Posten, som bragte det, spurgte, om vi havde faaet noget at spise. Vi meddelte ham da, at vi ikke havde faaet Mad i 2 Dage. Han fortalte os endvidere, at Officeren havde lovet os Jærnkorset, saafremt vi holdt ud en Dag til.
Da Posten var gaaet, vilde min Kammerat liste mig af Sted igen, men det skulde jeg nu ikke have mere af, han maatte selv se at komme af Sted, og han maatte skynde sig, da det ellers vilde blive mørkt inden han kom tilbage, Kl. 7½ løb han, og imens lagde jeg nogle Brædder og en Del Jord over Hullet, som vi havde gravet, og nu ventede jeg efter, at han skulde komme igen.
Tiden blev imidlertid lang. Ved Ottetiden kunde han være naaet tilbage, men da Kl. var 9, var han hverken til at høre eller se, hvorfor jeg begyndte at blive urolig for ham. Jeg kravlede ud af Hullet for at se efter ham, men da han endnu ikke var til at øjne, mente jeg, at han havde forvildet sig eller var kommen til Skade. Jeg lagde mig til at sove, men jeg kunde ikke falde i Søvn.
Kl. 11 hørte jeg en raabe »Arras«! Det var ikke mit Navn, men Stemmen lød mig bekendt. Jeg kravlede da atter ud af Hullet og gik i den Retning, hvorfra Raabet kom, og efter 10 Minutters Forløb opdagede jeg den raabende Mand, som jeg paa Grund af Mørket ikke kunde kende; men det viste sig at være min Kammerat.
Ved min Tilsynekomst blev han i den Grad glad, at han teede sig som et Barn, og jeg begyndte at tvivle om hans Forstand, thi han var i den Grad medtaget, at jeg maatte støtte ham hen til Hullet, hvor han straks faldt i Søvn.
Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).
30. april 1918 – De faldne
Johannsen, Christian Nielsen (IR74/4) – Gallehus, Møgeltønder Sogn.
Johannsen, Søren Christian ((IR31/8) – Konstanz.
Schultz, Friedrich Karl August (LIR84/1) – St. Julien, Flandern.
30. april 1918. Han og to andre gik nordpå forleden. Brev fra Inger til Jørgen.
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Tirsdag d. 30. april
Kæreste Jørgen!
… Jeg tror, at vi begge lidt efter lidt opgiver håbet om et godt resultat af ansøgningen, det er tungt, men vi biir jo vant til skuffelser alt imens. Nu talte Andreas Erlang om, at du måske dog kunne blive søgt hjem som vagtmand. Jeg fik ikke rigtig besked på hvordan. Det var i går aftes i Hauge, og der var jo flere fremmede; men Fedder sagde da også, at vi allerførst skulle høre, hvad du syntes. Orlov bryder du dig ikke om, det har du jo skrevet så tit. Måske du hellere vil, at vi skal vente til henimod høst, og så søge om udsættelse igen. Og hvis du tror det er nødvendigt, kan H. jo godt rejse hjem først, så lader vi bare stå til. Du må vel da også blive gammel nok omsider, nu er du da snart nået de 40. Et svar må vi vel da også få på den sidste ansøgning…
Torsdag d. 2. maj 1918
… I går var det jo flyttedag, og Gustav og Petrine er rejst. Ja, Tin er da hjemme endnu, hun skal først i sin plads i morgen, da henter Hans Krogs hendes tøj. Vor nye pige er også kommen, Anna Andersen fra Knud. Det er en lille fiks pige, så pæn i tøjet, så det er en fornøjelse at se på, men hun har jo også en dygtig mor. Rasmus Thuesen regnede mig det ud med løn og sygekasse pengene, så jeg tror nok, det kom rigtig i orden. Jeg skulle jo ellers vænne mig til at gøre det selv, men jeg tænker jo da altid, at du er hjemme til næste gang. Vor nye andenkarl er ikke kommet endnu. Han og to mere gik nordpå forleden og har nok haft lidt uheld, men han dages jo nok. Sådan går det de fleste i denne tid, det gir en Flensborgtur…
I dag er Hans hos malerens med hestene. I år får de da sået i ordentlig tid. Sidste år husker du nok, det var så sent. De er meget bekymrede for Otto. Han er hårdt såret i hovedet, har en søster skrevet. Selv har han ikke skrevet. Det er tungt at gå i den uvished. De ved heller ikke, hvor han er på lazaret…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
29. april 1918. Asmus Andresen: Føj! Der var brændevin i officerens feltflaske!
Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.
Da vi kom tilbage til Officeren, skældte han os dygtig ud, men vi lod de vrede Ord gaa ind af det ene Øre og ud af det andet; Hovedsagen var, at vi havde faaet fat paa Kagen, som stoppede godt i vore tomme Maver, lidt efter var vi godt tilpas igen.
Vi kom saa til en anden Skyttegrav, hvor der laa 3 gasforgiftede franske Soldater, deres Kapper tog vi for at dække os til med om Natten. — De franske Soldater kunde vi af og til jage ud af Skyttegravene, men deres Lus kunde vi ikke faa Bugt med, de gik aldrig et Skridt tilbage.
Nu sad vi i Skyttegraven, medens Granaterne susede og bragede til højre og venstre for os, og vi risikerede hvert Øjeblik at blive kastet et Stykke op i Luften; men vi var som sædvanlig heldige.
For hver Time gennemsnitlig var Telefontraaden skudt itu, og saa maatte 2 Mand langs med Ledningen for at sætte den sammen igen.
Henad Kl. 3 spurgte Officeren os, om nogen vilde gaa frivillig med ham op paa Kemmelbakken. Der var ingen, der svarede ham straks. Jeg, som hverken havde Fader eller Moder, regnede maaske mit Liv for mindst værd og tilbød at gaa frivillig med. Vi gjorde os straks færdige til Afmarsch; med Gasmasken hængende ved den venstre Side, gik vi i rask Tempo op ad Bakken.
Bakken havde været bevokset med Træer, som nu allesammen var knækkede. Her saa det sørgeligt, ja rædsomt ud; her laa Lig ved Lig, her hørtes Jamren og Raab, Raab om Hjælp af dem, der var bleven fastklemt mellem de styrtede Træstammer.
De arme Mennesker maatte udholde de frygteligste Pinsler, indtil Døden tog dem i Favn, og der var alt for mange til, at vi kunde yde dem Hjælp allesammen. Solen skinnede og varmede stærkt den dag, og vi blev badet i Sved ved at hoppe over Træstammer og Lig.
Da vi var naaet halvvejs op ad Bakken, gav Officeren mig sin Kobbel med Feltflasken, som jeg skulde bære, og saa styrtede han af Sted igen; jeg maatte anstrænge mig for at følge med. Efter at vi havde naaet Bakkens Top, gav Officeren sig i Samtale med de derværende Officerer, medens jeg stod bag ved ham og ventede. Jeg var meget tørstig, og det begyndte at køre rundt i Hovedet paa mig; jeg gik derfor bort for at søge efter Vand, men fandt intet.
Jeg kravlede saa ned i en fransk Skyttegrav for om muligt at finde noget spiseligt, men ogsaa her blev jeg skuffet. Ved hvert Skridt jeg tog, klukkede Officerens Feltflaske, som vilde den opfordre mig til at smage paa den. I lang Tid hørte jeg paa dens Klukken uden at lade mig friste af den, men Tørsten blev mig saa uudholdelig, at jeg tog Proppen af Flasken og førte den til Munden, men føj, det var Brændevin, og den kunde jeg ikke synke en Draabe af. Jeg satte Proppen i Flasken og gik for at finde Officeren; men ham fandt jeg ikke.
Efter en halv Times Søgen sank jeg dødtræt ned paa en Træstamme, og var da i en saadan Tilstand, at jeg var ligeglad, hvad der end maatte ske. Da jeg havde hvilet mig i 20 Minutter hørte jeg Stemmer bag mig, og idet jeg vendte mig om, saa jeg, det var Officeren, der kom. Han begyndte straks at skælde ud, fordi jeg var gaaet fra ham. Han var ogsaa bleven tørstig og rakte efter sin Flaske, som han tømte i et Drag, og jeg var nu glad ved, at det var Brændevin og ikke Vand, thi saa havde den været tom.
Nu var det hen ved 7-Tiden om Aftenen, og da det var bleven mere køligt, gik vi ned til mine Kammerater. Jeg lagde mig straks til at sove.
Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).
29. april 1918 – De faldne
Hansen, Emil (IR449/2) – Kemmel, Flandern.
Jensen, Hans Nielsen (IR50/3) – Armentieres, Frankrig.
Jespersen, Andreas (IR88/11) – Kemmel, Flandern.
Lorenzen, Nis Martin (RIR94/4) – Wenzelhook, Flandern.
Møller, Ernst Jürgen (IR448/6) Kemmel, Flandern.
Schmidt, Wilhelm Christian (IR448/10) – Kemmel, Flandern.
Urban, Reinhard Franz – Aabenraa.
28. april 1918 – De faldne
Ankersen, Nis Lauritzen (RIR57/12) – Vormezeele, Belgien.
Brunn, Hans Julius – Frankrig.
Jørgensen, Hans Peter (RIR202/1) – Richebourg, Frankrig.
Petersen, Peter (RIR13/1) – Vormezele, Ypern, Belgien.
Wernicke, Erich August Max (LIR31/4) – Flandern.
27. april 1918 – De faldne
Hansen, Andreas (GFAR6) – Villers Bretonncure, Frankrig.
Henrici, Werner – Aabenraa.
Holst, Peter H. – Frankrig.
Jørgensen, Peter Wilhelm (RIR86/3) – Frankrig.
Knudsen, Heinrich (IR74/3) – Frankrig.
Köhler, Jörgen (RIR267/1) – Metern, Fransk Flandern.
Stölting, Andreas Peter ((/22) – Nesle a/Somme, Frankrig.
Telscher, Amandus (MIR1/4) – Aveluz, Albert.
26. april 1918 – De faldne
Callesen, Peter Christian (RIR73/1) Kemmelberg, Frankrig.
Ebsen, Georg (IR85/6) – Valenciennes, Frankrig.
Jürgensen, Antin (FAR108) – Frankrig.
Stöhrmann, Dethlef Peter Friedrich (RIR34/6) – Nauroy, Frankrig.
26. april 1918. Dette brev kan du brænde. Brev fra Jørgen til Inger
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Fredag d. 26.4.1918
Min egen kære Inger!
… Vore folk har nok en meget slem stilling. Der er ingen huler eller huse, hvor de kan bo. Englænderne er jo tilbage, og offensiven synes at være gået i stå. Vi må nok hellere forberede os på, at krigen vil vare længe endnu, men så har vi måske lov til at vente en god fred for os. Det har vi da næsten fortjent, skulle man synes…
Tirsdag d. 30. april 1918
… Mon du har talt med Thaysen om ansøgningen om tilbagesættelse, og mon der i det hele taget er sendt en sådan ansøgning ind? Hvis det ikke er tilfældet, så er det nu for sent, og så må vi hellere vente til høsten. Nu taler du nok med ham derom og hører, hvad han siger. Det er jo meget kedeligt sådan at gå og vente og længes, for med krigen vil det vist vare meget længe endnu… Den gang, offensiven begyndte i foråret, tænkte de allesammen her, at nu kom freden snart, og jeg tænkte også, at det måtte jo vist stemme, når de alle sagde det. Men tyskerne har nok grundigt forregnet dem, denne gang som så ofte før. Jeg husker godt, at du skrev, at offensiven snart ville gå i stå igen, og at det kun var en reklame for krigslånet. Du fik ret. Hvorledes vil de også tænke at kunne slå både England og Amerika, således at de kom til at diktere dem freden, selv om det kunne lykkes tyskerne at ødelægge Frankrig. Men det kan de vist heller ikke.
Du skriver, at I har godt vejr hjemme. Det kan jeg ellers ikke sige, at vi har her, for det regner hver nat, og om dagen ligger der en tyk tåge over egnen. Det bidrager vel også til, at jeg ser lidt mørkt på sagen. For du kan nok forstå af mit brev, at mit humør i aften er »skidt«. Det er 5 måneder siden, jeg har været hjemme. Da jeg rejste, troede jeg fuldt og fast på, at det nok skulle passe, som Thaysen sagde, at jeg skulle komme hjem til foråret. Ja, han snakker.
I morgen er det altså 1. maj, og da er det ikke så rart for dig, kære Inger, med de ny folk. Når blot jeg kunne have hjulpet dig. Dette brev kan du brænde, for det er nok et kedeligt brev.
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
25. april 1918: Frederik Tychsen – Sammen med batteriet igen
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.
3 – 4 km uden for byen lå skoven. På vejen derud traf jeg en Unteroffizier med nogle mænd fra vort batteri, de skulle til Herly efter drikkevand. Jeg fik yderligere stedet, hvor de opholdt sig i skoven, bekræftet, og en halv times tid senere havde jeg fundet dem.
Jeg fik hilst på Karl Skurnia, Heinrich Hiibschmann, Beckmann m.fl., og derefter meldte jeg mig hos batterichefen, hr. løjtnant Wiederholdt, der havde sit ophold i en understand langt nede i jorden: “Obergefreiter Tychsen vom Lazaret entlassen”.
Han var tilsyneladende glad og tilfreds med at se mig igen; han spurgte efter mit befindende, og spurgte, om jeg nu også var helt rask. Derefter sagde han besked om, at jeg kunne gå over til køkkenet og få nogen proviant, brød, pølse, lidt smør og marmelade.
Endvidere fik jeg tæpper, overfrakke, støvler, karabiner osv. ved monderingsvognen. En stålhjelm fandt jeg senere. Nu var jeg altså ved batteriet igen efter at have været borte fra 18. marts til 25. april (38 dage). I denne tid havde jeg f.et udhvilet, forplejningen var også god og tilstrækkelig.
Imens jeg havde været borte, havde batteriet været med i den store forårsoffensiv, der begyndte den 22. marts. De havde gennembrudt de franske og engelske linjer, og var først blevet standset ved Montdidier. De sidste dage foran Montdidier havde bragt dem svære tab, og da jeg kom til dem den 25. april, havde de været trukket ud af stillingen nogle få dage.
En af mine gode kammerater, Unterof. Jäger var faldet en aften da han sammen med nogle flere (Skurnia og Hans Gothe) var gået hen til en lille landsby for at prøve på at finde lidt proviant. Jäger var kommet fra infanteriet og skulle passe samt lede betjeningen af batteriets to maskingeværer; disse to maskingeværer fik batteriet tildelt august 1917, og de blev anvendt, når modstanderen truede med at indtage stillingen, men specielt imod de idelige flyverangreb. Nu blev Jäger på denne natlige færd ramt af en fjendtlig granat og var død på stedet. Skurnia og Gothe begravede ham med det samme, og de rejste et kors på hans grav.
Han blev ca. 35 år, og han var gift og havde børn. Skurnia fortalte, at der havde været fint måneskin denne nat, og var meget vemodigt stemt under arbejdet med at begrave Jäger. Da de var færdige, lyste Hans Gothe ”Fred over støvet” og bad “Fader vor”. Hans Gothe var teologisk student og katolik. Han var et godt menneske.
Batteriet havde mistet en del af mandskabet samt 56 heste i denne offensiv. Vi lå i skoven ved Herly i 6 dage. Tiden gik med at rense kanonerne, men der var for øvrigt ikke ret megen tjeneste. Vi måtte ikke gå uden for skoven om dagen af hensyn til fjendtlige flyvere.
Vi stod vagt ved køkkenteltet og provianten, men alt i alt var det 6 lette dage. Der blev meget snakket og røget tobak. Vi boede i telte, og klimaet var ret mildt. Om dagen skinnede solen, men nætterne var noget kølige.
Det varede ikke mange timer, inden jeg var inde i de gamle gænger igen, og af de gamle kammerater var der endnu nogle tilbage og det hjalp til, at man følte sig hjemme ved batteriet. Det var også blevet forår, man følte varmen om dagen og mildheden om natten.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
25. april 1918 – De faldne
Boisen, Lauritz (GGR5/3) – Villers-Bretonneux, Frankrig.
Jensen, Anton (IR118/10) – Kemmel, Frankrig.
Klindt, Niels Christensen (RIR73/12) – Wytschaete, Flandern.
Nielsen, Christian Marius ((U-104) – Ved den irske sydøstkyst.
Nielsen, Hans – Nørby, Løjt Sogn.
Pastwa, Theopil Johann (IR419/11) – Harbonnieres, Frankrig.
Petersen, Hans Lauritz (IR358/2) – Kommel.
Prahl, Hermann Ludwig Georg (RIR73/12) -Wytschaete, Flandern.
Quitzau, Nis Peter (IR49/6) – Nieppe Wald, Merville, Frankrig.
24. april 1918 – De faldne
Jensen, Niels (GIR7/10) – Haugard en Santerre, Frankrig.
Jepsen, Nicolai (RIR223/8) – Jurgeu Polski, Moskva, Rusland.
Postler, Wilhelm Gustav Adolf (RIR207/10) – Villers-Bretonneux, Frankrig.
Toft, Ehm Lassen (RIR6/8) – Sallenmines, Frankrig.
23. april 1918 – De faldne
Hulwey, Nis Jørgen Petersen (IR42/4) – St. Armand, Frankrig.
Jessen, Jes Peter (RIR82/7) – Hille, Baillcul.
Nielsen, Hans Peter (RIR76) – Meesin, Belgien.
22. april 1918 – De faldne
Hansen, Nis Bertelsen (LIR31/6) – Kungur, Rusland.
Homelius, Hermann (AB10/4) – Pozieres, Frankrig.
Jensen, Christian Iversen (PB8/3) – Calonne, Frankrig.
Jensen, Laust Knudsen (RIR93/9) – Villers-Bretonneux, Frankrig.
Klüglein, Hans Theodor (/207) – Frankrig.
21. april 1918 – De faldne
Atzen, Erich Christian (FAR233) – Erguinghem, Lys, Frankrig.
Rasmussen, Jens Jepsen (Deutsche Feldpost) – St. Quentin, Frankrig.
