Tag-arkiv: Peter Kier

9. november 1914. Amtsforstander: Send dansksindede på særligt farlige opgaver!

Senest ændret den 22. februar 2016 14:32

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen

Tysk amtsforstander og nordslesvigske Soldater: Han anbefaler Militæret, at sende dem til de mest udsatte Steder

Om en Amtsforstander, der har gjort sig vidt bekendt i Nordslesvig ved sin ildesindede optræden over for danske Sønderjyder, meddeler hjemsendte saarede Nordslesvigere følgende lille Træk, hvis Paalidelighed forholdsvis let vil kunne konstateres af rette Vedkommende.

Kort efter Krigens Udbrud tilskrev Amtsforstanderen militære Myndigheder et Brev, hvori han fremhævede det hensigtsmæssige i at sende Soldater blandt de Nordslesvigere, der var kendte som fremtrædende dansksindede, til særligt udsatte poster i Felten.

Dette Brev oplæste en Kaptajn en Dag for Fronten af sit Kompagni i Øvelseslejren i Angel. Kaptajnen, der med Rette var opbragt over en saadan Optræden, karakteriserede denne i kraftige Udtryk, der ikke lader sig gengive, og rev Brevet i Stumper og Stykker. Paa hans Spørgsmaal om, hvem Brevskriveren var, svaredes fra en enkelt Side med Ordet: “Dänenfresser.” Opbragt, som Kaptajnen var over det lavtsindede brev, tilføjede han, idet han slængede Stumperne af Brevet hen ad Jorden: “Hvis nogen af Jer, Karle, kommer helskindet hjem, husk ham saa!”

Der kunne tilføjes yderligere Enkeltheder som f.Eks. om, hvorledes Kaptajnen opfordrede dem, der havde Lyst til at overtage Vagtposterne ved Passagen over Alssund – hvor den paagældende Amtsforstander af og til passerede – til at melde sig, at der meldte sig en Del osv.; men det anførte er tilstrækkeligt til at vise, hvilket Sindelag enkelte tyske embedsmænd møder en pligttro og loyal Befolkning, hvis eneste Fejl er den saare naturlige, at den ikke er tysksindet.

Peter Kier
Amtsforstander på Sydals Peter Kier – berygtet for sin danskfjendtlighed.