Har du læst vores leksikonopslag om granatchok?
Første Verdenskrigs soldater risikerede ikke blot død og fysisk lemlæstelse. Også psykiske krigsskader ramte soldater i tusindvis.
Den militære ledelse og lægevidenskaben stod helt uforberedt over for lidelsen, som via den engelske betegnelse er gået over i det danske sprog: granatchok.
Youtube-kanalen The Great War med historikeren Indiana Neidell bringer hver torsdag et overblik over den seneste uges kampe. Denne gang handler det navnlig om Kut i Mesopotamien og Østfronten.
3. Garde-Infanterie-Division havde tilbragt hele krigen på Østfronten. Den 20. april 1916 blev den flyttet til Vestfronten. I den anledning blev der holdt en række taler.
Om 3. Garde-Infanterie-Divisions (inkl. kampkalender)
Ved den græske Grænse, i April.
Efter at have ligget 8 Dage paa Jernbanen og gjort 2 Dagsmarcher har vi nu naaet vort Bestemmelsessted. Jeg er atter kommen til mit gamle Kompagni, sammen med mine gamle Venner. For Tiden ligger vi i Reserve
ved en By ved Vardarfloden. Vore Dækninger har vi gravet ind i Bjergene, hvad der ikke har været et let Stykke Arbejde, da næsten alt er Sten. Men det er nødvendigt paa Grund af de franske Flyveres livlige Virksomhed.
Om Dagen har vi Ro. Vor Virksomhed begynder om Natten. Det gaar over Bjerge og Dale i Maaneskin til Hovedstillingen, som vi stal udbygge. Fra Klokken 8 til 1 arbejdes der ivrigt med Spade, Hakke og Sprænges. Naar saa vort Nattearbejde er endt, gaar det samme Vej tilbage, altid i Gaasegang, da Vejen er smal. Saa har vi for det meste Ro igen til næste Aften.
Selve Rejsen herned var meget interessant, den førte jo gennem helt nye Egne, Serbien og Makedonien. I en lille By før Belgrad blev vi liggende halvanden Dag.
Batajnika ligger 30 Kilometer fra Belgrad. Efter at have faaet Forplejning og Lønning gik vi ud i Landsbyen, som ligger lidt afsides fra Banen. Det første, man støder paa, er Soldatergrave fra 1914/15, en Tid, da Serberne endnu stod ved Donau og Save. Om Kamp fortæller ogsaa en Del ødelagte og nedbrændte Bygninger. Befolkningen er vel ogsaa for en Del serbisksindet, og en Del forladte Gaarde vidner om, at deres Beboere er flygtede med Serberne.
Om Dagen var Byen som uddød. Kun hist og her et Par Børn, som render efter en og tigger om „Kreuzer”. Ellers undtagen en bjæffende Hund intet levende Væsen. De voksne Beboere og større Børn er alle ude paa Markarbejde eller vogter store Flokke af Kreaturer, Faar og Svin, som endrægtigt Side om Side søger deres Føde ude paa de store Græsmarker.
Næsten skjult i Græsset ligger de smaa hvide pyntelige Huse og Gaarde. En høj Mur og Port ud til Gaden forhindrer alt Indblik i Gaardens Indre. Men der er intet at skjule. Alt vidner om Renlighed og Ordenssans. Intet overflødigt Redskab staar omkring; alt er paa sin Plads. Ud til Gaardspladsen har næsten hvert Hus en Overbygning, baaren af Søjler. Vinranker snor sig omkring dem op til Taget. Gamle blomstrende Kastanjetræer hvælver deres brede Kroner beskyttende over Hus og Gaard. Syrener og blomstrende Frugttræer udstrømmer en tung, bedøvende Duft. Og over det hele en blændende Sol fra en dybblaa
Himmel. Der er Sommer i By.
Lige saa idyllisk et Indtryk selve Landbyen gør, lige saa tarveligt er Beboernes Udseende. Høje og magre med solbrændte Ansigter ser man dem om Aftenen vende tilbage fra deres Markarbejde. Kønne er de ikke, og deres tarvelige brogede Paaklædning gør ikke Helhedsindtrykket bedre. Ordknappe og næsten afvisende er de for fremmede. Kun smaa er deres Krav til Livet.
Et uudsletteligt Indtryk gjorde Aftenen paa mig. Solen var allerede forsvunden bag Horizonten, og kun et lyst Skær viste, hvor den var gaaet ned. Fra en funklende Stjernehimmel sendte Maanen sit milde Skyer ud over det flade Land, spejlende sig i de mange smaa Søer og Vandløb. Fra Mosekærene lød Frøernes Kvækken, og et enkelt Fugleskrig brød Stilheden.
Længselsfyldte og højtidelige tonede Soldaternes Sange om! Hjemstavn og Arne ud i den stille Aften, mens jeg gik mig en Tur alene igennem den lille By. Hist og her et Lys i Stuerne, ellers intet Tegn paa Liv. En sovende By. Kirketaarnets forgyldte Kors funkler i Maanelyset. Næsten spøgelseagtigt hæver de hvide Gravkors og Sten sig fra den mørke Baggrund. Alt aander Tryghed og Ro. Man glemmer for en Stund, at der er Krig. Og mens man vandrer ensomt, gaar Tankerne paa Langfart. Hjem higer de, til den kære gamle By ved den blaanende Fjord, til en lille Rede, som huser dem, der er en kære. Saa langt, langt borte fra Hjemmet gaar man drømmnde og nynnende hen for sig — en gammel hjemlig Sang — til
et Alarmsignal kalder en tilbage til Toget — til Virkeligheden.
O. M.
(Flensborg Avis 22. maj 1916)
Chr. Ohrt, Bredebro, fortæller:
Jeg blev indkaldt den 8. 12. 1915, var dengang 42 år og havde ikke tidligere været soldat.
Jeg gik dog først med indkaldelsessedlen om til amtsforstanderen for om muligt at få ham til at ansøge for mig, så jeg kunne blive hjemme som »uundværlig«. Jeg var eneste sadelmager mellem Tønder og Skærbæk og havde tillige kone og fem børn at forsørge.
Men amtsforstanderen var afvisende. Han »trøstede« mig med, at man nok ville sende mig hjem igen fra garnisonen. Der er vist ingen tvivl om, at mine kendte danske sympatier var medvirkende til amtsforstanderens stejle holdning.
Så måtte jeg da af sted, først til Flensborg, derfra til Lybæk, hvor jeg fik en kortvarig uddannelse. Allerede den 23. marts 1916 ankom jeg til skyttegraven på den anden side af Wilna. Vi skulle udfylde en landstormsbataillon.
Der havde været kampe i afsnittet kort tid forinden, og tre tyske døde lå på den anden side af floden, som løb mellem stillingerne. Råde vi og russerne lå i en skov. Der blev skudt en del. Vi havde også sårede. Men ellers var stillingen for tiden rolig.
Lige før påske kom ved højlys dag nogle russere frem af skyttegraven med et hvidt flag og vinkede over mod os. En fra vort kompagni, en thyringer, fulgte straks opfordringen og gik ned til floden for at mødes med russerne. Sproget hindrede dog en samtale. Thyringeren fik da sendt bud efter en anden tysker i nabokompagniet, som han vidste kunne tale russisk. Der gik så flere tyskere med ned til floden, en halv snes stykker, deriblandt også jeg.
De to parter blev her enige om først at få de tre døde tyskere bragt over floden. Russerne gik hen til ligene, korsede sig efter deres skik og bar dem så én efter én i en teltdug ad en lille bro lidt længere oppe ad flodløbet over til os, uden dog at komme ned i vore skyttegrave. Vi sørgede for viderebefordring til kirkegården bag fronten.
Officererne var i første omgang ikke vidende om vort forehavende. Det var det ene. Men dernæst blev vi enige om at holde påskefred, først i den tyske og dernæst i den russiske påske en uges tid senere.
Hver dag mødtes tyskere og russere ved floden og udvekslede gaver. Russerne kom med brød, vi gav cigaretter. Intet skud faldt.
Officererne var ikke tilfredse, men kunne intet stille op og greb heller ikke ind. Underofficererne var indforståede.
Fredsslutningen blev respekteret fra begge sider. Freden holdt 4 til 5 uger.
Der skete da det, at en tysker i et naboregiment skød en russer. Og så var det slut med freden. Vi blev snart udskiftede og forflyttedes en 20 km længere nordpå.
DSK-årbøger, 1958.
Youtube-kanalen The Great War bringer hver torsdag en oversigt over den seneste uges kampe. Vært er den amerikanske historiker Indiana Neidell.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyske soldater. I foråret 1916 befandt det sig i Champagne.
Da 86’erne rykkede ind i Champagne, fandt de en knap brystdyb skyttegrav, uden spærringer og dækningsrum, ellers intet, slet intet.
Da de blev afløst efterlod de sig tre mønsterværdigt byggede stillinger, der gik dybt i terrænet, alle vel forsynede med dækningsrum, beskyttet af en bred pigtrådsspærring og forbundet med baglandet ved dybe kilometerlange løbegrave. To godt udbyggede lejre rummede reservetropperne og dem, der var i hvile, stalde og barakker til trosset.
Som tidligere kort nævnt blev hovedgraven, K1, yderligere beskyttet af en forpostgrav, i det nye afsnit endda af tre. 16 saper, deriblandt én overdækket, stødte frem i ingenmandsland. Bag K1 løb K2, hvor frontkompagniernes reserver var anbragt. I dalsænkningen løb der en skinstilling, i begyndelsen knædyb, som skulle tiltrække fjendtlig artilleriild. Den blev dog snart udbygget til en forstærket skyttegrav og spækket med maskingeværer. Lige neden for højde 193 forløb K3, eller hovedforsvarsstillingen, en særlig fast og stærk stilling, her lå til stadighed et kompagni bataljonsreserve. Den var desuden bestykket med maskingeværer, der kunne skyde hen over egne stillinger mod fjendtlige grave, samt to små kanoner i en lurestilling.
Bag dem på kammen af højde 193 var K4, der hovedsageligt forblev til rådighed for artilleriobservation Det var den første stilling. Den bestod derefter på højre fløj af seks, på venstre af otte bag hinanden liggende grave. Talrige forbindelsesveje forbandt de forreste grave. Fire løbegrave på hver 1500 m førte fra K2 bag ud. Fra ”Bremerlejren” løb ”Königinvejen” endnu adskillige kilometer langt bag ud
(… teksten fortsætter under billedet)
3 km tilbage på højderne nord for Somme-Py beherskede en anden stilling den brede Py-dal, det var 1. reservestilling eller R1. Den bestod af to skyttegrave og var til stadighed besat af et kompagni. Yderligere 3 km tilbage løb R2 stillingen, ganske fikst camoufleret i et stykke skov, en grav, der blev vedligeholdt og udbygget og i alvorlige tilfælde besat af en del af bataljonen i hvileperioden.
Dette kolossale stillingsnet var hugget ud af hårdt kridt forsynet med en bred pigtrådsspærring og talrige dækningsrum.
Også i et dækningsrum lå der er mængde arbejde, navnlig i de nye store. Til ét eneste dækningsrum regnede man i almindelighed 30-40 dages arbejde. 6 læs træ skulle man bruge, træet skulle for størstedelen fældes og køres af eget tros. Dækningsrummene havde alle to udgange og blev i de sidste måneder endda forbundet indbyrdes. Til arbejdet på dækningsrummene hørte også, at det opkastede kridt skulle jævnes og ubemærket dækkes med mørk jord, så man ikke gav det fjendtlige artilleri nogen målpunkter.
Den væsentligste arbejdsbelastning havde de fire kompagnier i bataljons- og regimentsreserve. De havde bl.a.til opgave at skaffe frontens kolossale materialebehov gennem løbegravene op foran. Hvad det betyder, kan følgende fortegnelse antyde. Den indeholder regimentets materialebehov på én tilfældigt udvalgt dag:
23 træstammer, 50 planker, 2-5 m lange, 5 til 10 cm tykke, 100 brædder, 55 stk. lægter eller stænger, 650 sandsække, 50 store minerrammer, 18 små minerrammer, 50 stativer til spanske ryttere, 35 hurtigspærringer, 300 pæle, 1 rulle bindetråd, 1 rulle båndjern, 60 jernkramper, søm af alle slags, 20 ruller pigtråd, og dertil spader, skovle og spidshakker.
Men hvad skulle der ikke også klares oven i alt dette! I samtlige grave, altså også i løbegravene, skulle der anbringes skydenicher, små afstivede trætrin førte derop. I løbegravene måtte der med regelmæssige mellemrum forefindes vigepladser, især til brug for båreholdene. For skytterne var godt skudfelt en hovedbetingelse, derfor måtte hver jordbunke, hver busk, hver græstue glattes ud, og skydeskår skæres ud af jordopkastet.
Da terrænet på grund af vejret, artilleriet og jordarbejdet ændrede sig dagligt, måtte skudfeltet også kontrolleres hver dag. Hvor der regelmæssigt blev stillet poster, blev der bygget stålskjolde og standen blev splintsikkert inddækket. Til posterne i forpostgravene blev der lavet små afstivede dækningsnicher. Til ammunition og håndgranater var der indlagt hoved- og sidedepoter i gravens vægge. Der skulle til stadighed passes på, at de ikke blev fugtige. Mod regnen var man nu bedre rustet end forrige vinter. Gravene var over det hele forsynet med gangriste, og for hver 10 skridt var der afløb for regnvand.
Til de regelmæssige opgaver hørte rengøring og uddybning af gravene, da disse på grund af regn og frost stadig faldt sammen, 2,40 m var den reglementerede dybde. Endvidere var der reparation af beskudte steder, nyopførsel af ødelagte skulderværn og mange andre ting.
Når man tænker på, at størstedelen af disse arbejder er foretaget om natten eller under jorden, så kan man først ret vurdere, hvor svært og omfattende dette arbejde var. Füsiliererne slog, savede, hamrede, gravede, hakkede, slæbte, trak tråd, så blodet sprang af fingrene, så jakke og bukser faldt fra kroppen i laser. Var de overhovedet soldater endnu? Var øgenavnet ”arbejderforening” ikke blevet til sandhed nu?
Ofte var de ved at bryde sammen af udmattelse, officerer og underofficerer måtte så, hvor vanskeligt det end syntes dem, kommandere dem op igen, for regimentet slækkede ikke på sine krav. Hellere sved end blod, var grundidéen. Og den var korrekt. Den har skånet regimentet for tilbageslag og blodofre som ved Moulin. De stillinger, som regimentet efterlod, har, efter hvad vi ved, holdt lige til kort før sammenbruddet.
Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Berry-au-Bac.
Jeg kom hjem paa Orlov i April 1916 og var hjemme i Paasken, den eneste Højtid, jeg tilbragte hjemme i de halvfjerde Aar.
Nu gik det paa Skift at hente vand til Køkkenet, og den Aften, jeg skulde bort, var det min Tur at være med. Denne Aften var der et særlig heftigt Skyderi.
Vi hentede Vandet ved en Gaard, som var skudt i Ruin. Her varder en lille Pumpe, men det tog lang Tid at faa Spanden fyldt. Ubehageligt var det, at Gaarden blev beskudt med Mellemrum.
Vi skulde frem til Pumpen imellem Nedslagene. Jeg var vel sprunget frem et Par Gange allerede, og denne Aften skød de mere end sædvanligt.
Da kom en Kammerat fra Mecklenborg hen til mig og sagde: »Nu gaar jeg frem for dig, for du har dog Familie hjemme, som venter dig. Jeg er ene, og ingen vil sørge over mig«. –
Jeg havde engang skrevet en Orlovs ansøgning for ham, og den blev bevilliget; nu vilde han gøre Gengæld.
Saadan var Kammeratskabet.
DSK-årbøger 1959
3. Garde-Infanterie-Division havde tilbragt hele krigen på Østfronten. Den 12. april 1916 blev den transporteret til Vestfronten. I den anledning blev der holdt en række taler.
Om 3. Garde-Infanterie-Divisions (inkl. kampkalender)
Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttes til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. I august 1915 blever han herfra sendt til østfronten og overflyttes til Regiment 91. På grund af sygdom tilbringer Heinrich Jessen slutningen af 1915 på forskellige lazaretter og rekonvalecenssteder i Tyskland. Efter en kort juleorlov fik han besked på at melde sig til en maskingeværbataljon i Schneren. Heinrich Jessen bliver overført til et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. Marts bliver sendt til Mellemøsten.
Onsdag aften d. 29. marts passerer vi den tyrkiske grænse og onsdag aften er vi i Konstantinopel. Vi har nu været ni døgn under vejs fra Berlin, men vi har jo ellers haft det helt godt, vi var kun tre mand i kupeen, saa vi kunne jo nok ligge ned om natten, en mand paa hver bænk og en paa gulvet, saaledes kunne vi godt blive ved med at køre til krigens ende.
Storstaden ved det gyldne horn. “Dronningen af alle byer” har man kaldt Konstantinopel. Og i virkeligheden er der ingen overdrivelse heri. En kæmpe stad saa vidunderligt beliggende, saa umaadelig interessant som ingen anden, men ak, i et utroligt forfald, uden orden, uden administration, næsten middelalderlig. Men alligevel lokkende og dragende som et eventyr er Konstantinopel.
Alt forfalder i Konstantinopel. Allah sørge for sig og sine og først naar huset er ved at falde sammen over hovedet paa ham af ælde, indser han nødvendigheden af en lille reparation. Den er imod Allahs vilje. Denne hensmuldren hører ganske vist med til orientens karakter.
Men europæeren, som har døjet med tiggere i tusindvis, med urenlighed uden sidestykke paa offentlige gader og den smudsige tunnelbane som fører folk op fra Galata til det højtliggende moderne kvarter Pera – kan alligevel ikke lade være med at tænke som saa: hvad kunne der ikke blive af denne storstad hvis blot enkelte dele af den blev moderniseret en smule. Tænk hvis her kom rene gader nye kloaker, lidt orden og administration. Hvilket paradis kunne denne europas smukkeste by ikke blive, hvilke rigdomme ville der ikke strømme ind til den!
Men tyrkerne er ikke forretningsfolk. Der er ingen storindustri i Konstantinopel, kun en smule detailhandel og der gøres intet for at drage fremmede til byen. Man fortrædiger dem tværtimod med chikanøse pasbestemmelser, plukker dem og snyder dem, hvor man kan og forlanger tilmed bestandig ublu bestikkelsesgratialer. Det gælder dog kun embedsstanden og andre funktionærer, hvem en udlænding kommer i berøring med – selve den “brede” befolkning er berømt for sin ærlighed.
I eftermiddagstimerne, naar den bedre verdens damer gør deres indkøb, kan her være nok saa livligt. Udenfor magternes ambassader patrouillerer skarptbevæbnede soldater. De fine modebutikker rivaliserer med Paris og London.
Med nysgerrig interesse betragter man tyrkinderne, hvis liv henglider som et ørkenløst dolce far niente. Saa snart hun forlader haremet anlægges sløret, der bæres af alle kvinder. Hos de yngste fruer er sløret dog saa tyndt at det næsten er gennemsigtigt. De fleste bærer en art kappe der ligger tæt til kroppen og fremhæver alle legemets linier, dertil et langt hvidt tyllsslør, koket slynget om panden og den underste del af ansigtet og tilbage over skuldrene. At se for ivrigt efter en saadan tilsløret skønhed paa gaden eller i teateret kan medføre store ubehageligheder.
Naar man besøger bazaren, en gade, en smøge kan man godt kalde den, den er maaske tre m. bred og overdækket med glas, der er hul i muren paa begge sider af gaden, paa størrelse af 3 x 3 m., med en klap til at lukke for med. Der sidder saa alle købmænd i håb med benene over kors og falbyder deres varer. Og der er varer af alle slags, fra de billige japanske trykte bomuldsstoffer, en udendelig mangfoldighed af kobberarbejder og simple sølv og guldarbejder.
En dag var vi opstillet til parade for sultanen da han kom kørende til sin Moske, omgivet af sine ministre og fulgt af sine yndlingshustruer der vogtes af kulsorte negre. Sultanen stillede sig op i døren til Moskeen og vi defilerede i parademarch forbi ham.
Vi var ogsaa en tur ude at sejle paa Bosporus, det er det der forbinder Marmarahavet med det sorte hav, der ude har tyrkerne deres flaadebasis, der laa to tyske krydsere “Göben” “Breslau”. De havde været paa togt i middelhavet da krigen begyndte, saa de kunne ikke komme tilbage, de var saa sejlet ind til Konstantinopel.
Et par dage forinden havde de været paa togt i sorte havet sammen med den tyrkiske flaade og da det var usigtbart vejr blev de pludselig overrasket af den russiske flaade, som var meget stærkere end de andre, saa de maatte skyndsomt tage flugten. De bar ogsaa tydeligt spor af træfningen og havde flere huller i siden.
Nu har vi næsten været 14 dage her i Konstantinopel, men vi har ogsaa haft nok at bestille for alle vores sager skulle vi ha’ sejlet over til ”Haidar-Pascha”, som ligger ovre paa den asiatiske Side, her er der ingen baneforbindelse ind gennem Anatolien.
Den 12. april gaar turen videre.
Vi hører mere om hans færden den 29. April.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
Den 21. februar forvandlede tyske kanoner frontafsnittet ved Verdun til et sandt helvede af ild, røg, og stål. Det massive bombardement var starten på en stor tysk offensiv på Vestfronten – den første siden foråret 1915. Den tyske generalstabschef, Eric von Falkenhayn, ønskede at bringe briterne og franskmændene ind i afgørende og altomfattende kampe. Kunne det tyske angreb ved Verdun ikke gennembryde de allieredes linjer, så skulle slaget skabe en ’forblødning’ af fjenden på Vestfronten.
Angrebet på Verdun-afsnittet kom forholdsvis godt i gang. Det indledende bombardement lammede den forreste franske linje, og efter de første par dage kunne den tyske overkommando notere sig flere lokale sejre, bl.a. erobringen af den vigtige franske fæstning, Fort Douaumont, den 25. februar. Ved månedens udgang var de vigtige højdedrag på den østlige del af frontafsnittet imidlertid endnu ikke erobret. Herfra kunne franskmændene effektivt beskyde de tyske tropper, og det var en alvorlig streg i regningen for Falkenhayn, som ønskede at begrænse de tyske tab. Den franske overkommando havde omvendt fået en klar ordre fra den franske premiereminister: Verdun skulle holdes for enhver pris!
I de sidste dage af februar havde det tyske angreb mistet momentum, og i begyndelsen af marts ebbede angrebsbølgen ud. Generalernes modsvar blev at brede offensiven ud, således at området nordvest for Verdun (vest for floden Meuse) nu også blev mål for de tyske operationer. Tanken var, at når højderne på den vestlige del af frontafsnittet først var renset for fransk artilleri, ville det være lettere at indtage de oprindelige mål nord og øst for Verdun. Slaget blev med andre ord udvidet i betydelig grad og kampene fortsatte.
Frontudvidelsen bestod af et område strækkende godt 11 km fra byen Avocourt til Cumières. Terrænet var bakket, og særligt to punkter skulle blive nogle af de mest frygtede og forhadte steder på hele Verdun-afsnittet: Høj 295, som fik tilnavnet ’Toter Mann’ (Den døde mand) eller ’le Mort-Homme’ på fransk, og omtrent én km derfra, Høj 304. Kunne tyskerne beherske disse to højtliggende punkter, blev det muligt at nedkæmpe det franske artilleri, og vejen til Verdun ville være åben.
De første angreb på det nye frontafsnit begyndte om morgenen den 6. marts. Samtidigt fortsatte kampene også på det oprindelige afsnit øst for Meuse-floden, og resten af måneden forsøgte tyske tropper igen og igen at erobre de vigtige højtliggende punkter. Gang på gang mislykkedes angrebene. Hårde kampe ved især skovene nord for Avocourt og ved Corbeaux, højene 304 og ’Toter Mann’ samt landsbyen Vaux førte til store tab, men kun beskedne resultater.
Den 14. marts havde tyskerne kæmpet sig frem til en bakketop nordvest for ’Toter Mann’, men ved starten af april var det endnu ikke lykkedes at erobre den vigtige høj. For effektivt at kunne bekæmpe det franske artilleri, som ufortrødent forsatte sin beskydning fra sydligere stillinger ved Bois Bourrus og Marre, iværksatte tyskerne den 20. marts et angreb i retning mod Høj 304. To dage senere nærmede to tyske divisioner sig højen, men ved en lille bakke kaldet ’Termit Højen’ blev de tyske anstrengelser stoppet i en storm af granater.
De tyske tab løb nu op i ca. 20.000 mand, og det var nu i lige så høj grad tyskerne, som forblødte. Angrebene var med andre ord i strid med Falkenhayns overordnede visioner for offensiven, hvor egne tab skulle holdes på et minimum. De tyske angreb eskalerede blodbadet, hvilket paradoksalt nok gjorde det endnu sværere at indstille operationen af politiske og prestigemæssige årsager.
I slutningen af marts bad den tyske 5. Armé ved Verdun om forstærkning. Tyskerne var nødsaget til at falde tilbage og holde fast på de jammerlige positioner, de havde tilkæmpes sig siden slutningen af februar: Det var sammenskudte kældre, bakkeskråninger overstrøet med granathuller og hærgede skove, hvor kun splintrede stammer stod tilbage. Kampene havde været brutale: Angribende styrker havde tilkæmpet sig en position den ene dag, kun for at blive kastet tilbage igen den næste – og overalt lå ubegravede lig.
Med overførelsen af flere tropper fornyede tyskerne offensiven i starten af april. 11 regimenter rykkede frem mellem Avocourt og Cumières, men endnu en gang fastholdt eller generobrede franskmændene det meste af linjen, eksempelvis holdt landsbyen Cumières stand efter i alt ti tyske angreb. Den hårdnakkede franske indsats har i dag, den 10. april, fået general Pétain til at udsende en opmuntrende dagsbefaling til sine tropper: ”Courage! On les aura” (Fat mod, vi skal nok få dem!). De optimistiske ord har klare referencer til den franske nationalhelgen, Jeanne d’Arc, men sandheden er, at man efter syv ugers hårde kampe ved Verdun ikke på nogen måde er kommet tættere på en afgørelse, hverken for slaget i sig selv eller krigen som helhed.
Relaterede indlæg:
21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun
7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet
24. oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer Fort Douaumont
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i foråret 1916 ved Somme Py i Champagne.
Den 3. april blev der efter et artillerinedslag registreret en stærk detonation hos fjenden. Et stort ammunitionsdepot var åbenbart gået i luften.
Den 9. skulle nabokorpsenes tunge artilleri trækkes tilbage. Dagen i forvejen blev der af det samlede artilleri til afsked gennemført en kraftig effektskydning mod de fjendtlige grave, der var ved at blive anlagt foran vor front.
Jens Clausen ankom i november 1915 for anden gang til østfronten, og kom til at gøre tjeneste på den nordlige del af fronten i Landwehr-Infanterie-Regiment Nr. 99.
Rusland, d. 8/4-16.
Kjære Hr. Pastor!
Kjærlig Tak for Deres kjære Brev fra d. 22/3 og Bladene, to Numre som jeg alt har modtaget paa én Gang. Posten var en lang Tid udebleven, da vi her har havd en ustadig Ophold i den senere Tid. Nu er det ved at blive roligere og vi haaber snart at komme tilbage til vort Regim[en]t i de rolige Stillinger ved Berecina.
Her i Pastowy-Afsnittet er det gaaet haardt til i den sidste Maanedstid. Det værste har vi ikke gjort med, men seet megen Elendighed som Følge deraf. I der hjemme har læst de korte Beretninger om de russiske Fremstødsforsøg, dertil at de alle er strandet. Det lyder jo helt ligetil; men hvad Møje og Flid, ja Nød og Jammer der er forbunden dermed, det seer man først ret, naar man selv skal gjøre det med. Nu er det for den Gang overstaaet og Lov og Tak være Herren vores Frelser, fornemmelig[?] for aandelig Bistand. Tillidsfuld og enfoldig at lægge sig med alt i den gode Hyrdes Arme, o det er saa betryggende.
Legemet og Livet har man næsten helt opgivet, naar man saadan sidder midt i de overmenneskelige Anstrengelser. Saadan blev vi under heftig fjendlig Artilleriild Natten til den 26/3 trukken gjennem et stort Oversvømmelsessted, saa vi gik i Vand til langt over Knæerne, derefter ind i Stillingen bland[t] Hobe af Lig, for at løse en Batal[l]ion af som havde været der i tre Døgn og afværget flere Angreb. Der skulde vi altsaa fortsætte. Graven stod halvfuld af Vand og Understanderne var alle sammenskudte. Ja, mere vil jeg ikke skrive om; de Døgn som vi skulde tilbringe der, er gaaet tilende, efter Forrholdene endda meget heldig for os, kun med ringe Tab.
Naar saa man bliver afløst og faa[r] Ro igjen, saa gjenvindes Kræfterne endda ret snart. Det gjøre jo den yngre Alder, som De skrev om. Det har glædet mig meget at mærke, at Kam[m]eraterne er bleven bedre at tale alvorligt med. Herren selv vilde lade den gode Sæd spire i mange Hjerter saa det bringer Frugt til et evigt Liv for manges vedkommende.
Tænk naar engang er løst hver jordisk gaade,
besvaret hvert Hvorfor jeg grundet paa!
Men kunde ej med alt min Grublen raade;
Tænk, naar jeg Herrens Vej skal klart forstaa!
Saa kan man nok oversee den legemlige Møje og lade sig lede af Herrens vise Haand efter hans naadige Vilje. Det fører til Sejr for den Enkelte. Herren hjælper os alle!
De hjerteligste Hilsner fra Deres i Kr[istus]. forbundne
Jens Clausen
(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
På Youtube-kanalen The Great War bringer historikeren Indiana Neidell hver uge et overblik over den forgangne uges kampe. Denne gang handler det navnlig om Zeppelinangreb på Storbritannien og luftkrig i det hele taget, kampene i Mellemøsten, på den italienske front, Østfronten – og naturligvis Verdun.
Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. I sommeren 1915 blev han taget til fange og kom i fransk krigsfangenskab.
HØPRESNING
Vi havde det godt i Massiac, og Befolkningen var os meget venligsindet. Vort daglige Arbejde bestod i at presse hø i Knipper for et Konsortium, der sendte Høet som Hestefoder til Fronten.
Høet blev presset ved Haandkraft, og hvert Knippe blev derefter bundet med tynde Staaltraadsbaand og vejede gennemsnitlig 30 Kilo.
Pressen bestod af en firkantet, aflang og stærk Trækasse, som blev fyldt og stampet med Hø, derefter blev Laaget lagt paa og presset ned ved Hjælp af en Vægtstang ved hver Ende. Naar Staaltraadsbaandene var lagt omkring Knippet, blev Kassens Forside slaaet ned. og det fuldt færdige Knippe trukket frem.
Under Pressens Bund var anbragt fire Hjul, saa den med Lethed kunde transporteres. I et Halvtag, som tilhørte Byens Savskæreri, havde Konsortiet faaet Lov at installere Pressen.
Der var ogsaa god Plads for løst Hø og de færdige Knipper.
Høet blev opkøbt i Massiacdalen og de nærmeste Bjergegne. Naar der var Mangel paa Hø, kom Bønderne ofte langvejs fra med store Læs paa de smaa, spinkle, lavhjulede Vogne, der var forspændt med et Par Køer eller Stude.
Mens Manden og Studene styrkede sig efter den lange Tur, læssede vi Høet af Vognen, hvorfor vi ofte modtog en Franc eller en Liter Vin i Drikkepenge.
Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab (1925)
Læs den her: https://denstorekrig1914-1918.dk/litteratur/
Mandagen den 3. April, Aften Klokken 6, ramtes vi Nordslesvigere her ved … [86. Reserveinfanteri-]Regiment af en stor Sorg, idet fem af vore bedste Venner blev revne bort fra os. En engelsk Mine slog ned paa Dækningen, hvori de laa, og begravede dem fuldstændig. De ramte er Peter I. Petersen af Tornskov, Hans Nielsen af Mjøls, Thomas Olsen af Ravsted, Gefrejter Henrik Bollmann af Haderslev og Peter Nissen af Nørre Hostrup.
Sidstnævnte lykkedes det dog efter flere Timers Arbejde at faa ud i levende Live, og vi haabede saa sikkert paa, at han nok skulde have overstaaet det, da han var ved fuld Bevidsthed, og Doktoren mente ogsaa, at han var sluppen med at faa Benene kvæstet. Dog efter et Døgns Forløb døde ogsaa han paa Lazarettet i ….. Derfra har nu vi tilbageblevne Kammerater baaret ham til hans sidste Hvilested paa den herværende MilitærKirkegaard.
Henrik Bollmann og Th. Olsen blev Dagen før jordede paa Militær-Kirkegaarden i S. De to andre har det været umuligt at faa tilbage, og de hviler nu derud i Skyttegravene, hvor et lille Trækors vil kendetegne deres Grav.
Det er den største Sorg, der i hele Krigen har ramt os tilbageblevne Venner. Vi var nemlig her en halv Snes Mand, alle Nordslesvigere, ved eet Korporalskab, og de fleste af os har gjort Krigen med fra Begyndelsen af og havde nu i den henrundne tunge Tid sluttet et inderligt og varmt Venskab; og indtil nu var vi næsten alle — tit paa forunderlig Maade — blevne forskaanede. Saa kommer nu dette tunge paa en Gang saa uventet for os, at de fem af os nu ikke mere skal færdes iblandt os.
Altid var disse kære Venner ved godt Mod og bidrog tit meget til, at vi alle kunde tage Livet, som det nu har formet sig for os, med nogenlunde Ro og god Tro til, at vi nok skulde faa Lov til at opleve bedre Tider igen Hjemme hos vore kære i Nordslesvig. Ja, kære Venner derhjemme, det er en stor Sorg for os; vi tilbageblevne føler det tungere end andre og beder Vorherre om, at han vil mildne Sorgen for de afdødes Familier. Det var alle fem god og brave Mænd, som vi ikke har andet end gode Minder om. Ære være deres Minde.
De tilbageblevne Venner: Sigfred Hansen, Jørgen Brodersen, Peter M. Sørensen.
Dersom nogle af de afdødes paarørende skulde ønske mulige Oplysninger om dem, stal vi gerne give de Oplysninger, vi kan naar de henvender sig til os.
(Flensborg Avis, 2. maj 1916)
Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i foråret 1916 ved Loretto.
Når vi lå i denne første reservestilling, bestod vort arbejde mest i at bære mad, post og materiel ud i forreste linie. Efterhånden blev dog nætterne kortere og kortere, og vi måtte begynde med transporten, før det blev mørkt. Så strøg modstanderens flyvemaskiner hen over os og beskød os med maskingeværer. Det var dog sjældent, at nogen blev ramt.
Der var endnu mange civile i Lievin dengang. Hvad de levede af? Ja, det ved jeg ikke. De fik ikke nogen tildeling ved amerikansk hjælp. Amerika var dengang endnu ikke kommet med i krigen.
Det var mærkeligt at se børnene lege i gaderne og i ruinerne, men de vidste på en prik, når der var fare på færde, og i næste øjeblik var de forsvundne i deres smuthuller som rotter. Et par drenge gik tilhånde ved vort køkken. En dag så jeg dem komme kørende med nogle vandtønder. En granat gik ned i gaden lige foran dem. Et øjeblik var de fuldstændig borte i røg og støv, anen da jeg løb til for at se, hvordan det var gået, sprang de uskadte ind i det nærmeste hus.
Der kunne ved højlys dag godt være livlig trafik mellem Lievin og Lens, men det var mest ambulancer og enkelte køretøjer og smågrupper til fods, men der blev sjældent skudt efter dem.
En dag, da jeg stod og så på trafikken, kom en afdeling artillerister. De var knap kommet forbi mig, før en salve huggede ned blandt dem. Da jeg kom derhen, mødte mig et frygteligt syn. En mand kom ravende hen mod mig, og havde jeg ikke fået fat i ham, ville han være faldet. Han var oversprøjtet med blod og hjernemasse fra en kammerat. Da jeg fik ham lagt på briksen i mit opholdsrum, sov han med det samme.
Jeg kunne ikke opdage, at han havde noget sår. Det var choket, der havde slået ham ud. Der var telefon i vor bunker, og jeg ringede til sanitetsafdelingen. Her mente man dog, det var bedst at lade ham ligge foreløbig. Han sov i flere timer og blev så afhentet.
Det sværeste skyts, jeg har været ude for, var kaliber 38. Afskuddet havde jeg ikke hørt, men bæstet kom lige imod mig med et bims, som et eksprestog. Der var kun et at gøre: jeg kastede mig ned. Et par hundrede meter længere fremme slog den ned i en fabriksbygning.
Et frygteligt brag, og murbrokker og jemstumper slyngedes højt til vejrs. Et sprængstykke, der vejede omkring halvandet pund, slyngedes tilbage hen mod mig og faldt ned ikke 20 meter borte. Der kom endnu fire af samme slags. Målet har sikkert været et batteri 15 cm haubitser, som dog stod et hundrede meter længere til højre.
Netop fra dette haubitserbatteri har jeg lagt mærke til, at man under bestemte vejrforhold kunne følge projektilerne med øjnene.
Efterhånden som flyvevåbnet blev mere udviklet, blev de også mere nærgående. De sejlede lige hen over vore stillinger og beskød os med deres maskingeværer. Vi skød igen som rasende, men har nok alle skudt et godt stykke bagved. Ved en sådan lejlighed jog jeg 70 kugler gennem løbet, der blev så varmt, at det snerrede, når jeg spyttede på det.
Et par gange er det dog lykkedes os at beskadige en maskine, men de gik i glideflugt ned bag modstanderens stillinger. Den 1. april var jeg på vej gennem stillingen med en melding, da jeg så en flyver få en fuldtræffer. Den slog vingerne sammen og gik næsegrus mod jorden. En mand slyngedes ud af den og blev ved med at slå kolbøtter, mens han faldt.
Jeg råbte ned i en bunker: »Flyver ramt!« Men nedefra råbte de bare: »Aprilsnar!«
Det tyske artilleri undså sig ikke ved at sende et par salver over til den forulykkede maskine.
DSK-årbøger 1960
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder.
Klokken er 2 om natten. Sagte bliver der meddelt: patrulje rykker frem.
Tre mand med Parabellumpistoler i hånden og to håndgranater i bæltet forlader sapespidsen, arbejder sig gennem tråden og sniger sig mod fjenden.
Ganske langsomt, som store snegle glider de fremad på den bløde og våde jord, hele tiden med lange pauser og til det yderste iagttagende og lyttende. De skal konstatere, hvad de mærkeligt høje jordbunker ved den fjendtlige sapespids betyder. Bliver der arbejdet på en underjordisk gang?
Glidende og lyttende arbejder de sig frem, over en halv time har de brugt for at passere en strækning på 50 meter. Nu er de ved den fjendtlige grav, lægger sig foran den og hører den franske post hoste.
Da går der en lyskugle op og svæver over dem i sin silkefaldskærm. De tre stikker næsen dybt ned i skidtet. Er de opdaget? Hamrer der snart en kugle i kroppen på dem? Men lyskuglen slukkes, uden at der løsnes et skud eller en håndgranat brager. Nu ligger de i to timer som døde i de våde mudder. De oplever den franske vagtafløsning, hører nogle ord fra den tjenstgørende officer, men de fornemmer ikke nogen arbejdsstøj. Efter to timers uafbrudt og åndeløs lytten kravler de tilbage, fire timer er de kravlet omkring på den våde jord. Gennemvåde og smurt ind i ler, når de tilbage til deres egen grav og melder til deres kompagnifører, at de intet usædvanligt har erfaret.
Kompagniføreren er beroliget, roser sine soldater og giver dem lov til at sove lige til om aftenen. – Hvorfor bliver her fortalt om en tilsyneladende ubetydelig hændelse, en sag uden egentlig pointe?
For at vise dem, der først lader heltegerninger begynde med 10 dræbte og 20 fanger, hvilken offervilje, hvilken omtanke, hvilken tapperhed også en ganske enkel patruljeoperation kræver.
Hundreder af den slags opgaver har 86’erne gennemført. Denne ene fortælles for eksemplets skyld.
Da patruljedeltagerne kravler ned i deres bunker, gryr morgenen langsomt. Livet ebber ud. En ny dag begynder.
Hans Petersen (FR86) blev taget til fange ved Moulin-sous-Touvent den 16. juni 1915. I oktober kom han til den særlige fangelejr for dansksindede sønderjyder i Aurillac. Men i marts blev han sendt på arbejde uden for lejren.
De smukke timer fik for mig en brat Ende midt i Marts Maaned 1916, idet jeg fik Ordre til at overtage Pladsen for en af mine Kammerater ude paa Landet. Han var blevet syg og skulde under Lægebehandling i Lejren.
Det var for mig en stor Skuffelse at skulle af Sted. Jeg kunde ikke tænke mig noget andet, der tilnærmelsesvis kunde erstatte mig Samværet med Pastor Jensen.
Under Bevogtning af en elskværdig Vagtmand tog jeg en Morgenstund af Sted til min nye Plads, og Bestemmelsesstedet, en lille Stationsby ved Navn Massiac med omkring et Tusind Indbyggere, naaede vi henimod Aften. I Udkanten af Byen var et Hotel, og i dets Bilgarage var der indrettet Opholdssted til os fem Fanger.
Vagtmanden sov paa Hotellet ved Siden af. Hans Jørgensen fra Skodborgskov var Holdets Tolk; med de Par Brokker Fransk, han havde lært af Befolkningen, klarede han alle Vanskeligheder for os Han var en stovt og bredskuldret Fyr, en Gaa-paa-Natur; han havde tykke, røde Kinder, et skarpt Blik og rank Holdning. Alle ældre Fanger i Lejren kendte ham. Han var en Type paa den flittige, sønderjydske Landmand.
Forholdene derhjemme havde tidlig gjort ham moden. Han var fra et lille Jordbrug. Lige efter hans Konfirmation døde hans Far, og nu maatte han som den ældste træde i Fars Sted, hjælpe sin Mor med
at drive Gaarden samt forsørge sine seks mindreaarige Søskende.
Søren Jensen fra Jægerup var firskaaren og stærk som en Bjørn, godmodig, spekulativ og indesluttet. Til Tider kunde han dog bryde ud af denne Skal, og da kunde han være morsom, blive helt overgiven, og bad man ham om at klare en vanskelig Situation, da var han i sit Es.
Søren havde lært at være Urmager, og han havde et lige saa sikkert Tag paa den mindste Skrue i et Ur som paa Spade, Skovl og Le. Ofte har han med sit primitive Lommeværktøj repareret Lommeure, Vægure, glasmontrer og fotografiske Kameraer, ofte Ting, som af den stedlige Urmager var betegnet som kassable. Søren Urmager kunde alting, og han afslog altid at modtage Godtgørelse for sit Arbejde.
Thomas Christensen fra Dyntmark var rolig, pligtopfyldende og gjorde alt for at holde sig gode Venner med alle Mennesker. Da han var den yngste af Holdet, maatte han ikke sjældent være Skydeskive for de andres Spottegloser; men Thomas fandt desværre ikke Ord til Imødegaaelse; allerhøjst kunde hans Sjælsrørelser undertiden give sig Udtryk i en stor Taare.
En Kontrast til Thomas var »Niels«; thi som Thomas gjorde alt for at vedligeholde det bedste Kammeratskab og Venneforhold indenfor Holdet, søgte Niels med alle Midler at forstyrre dette og skabe Splittelse blandt de fem Mand, som dog under slige Forhold burde holde sammen.
Holdets femte Mand var »Peter«, som var Familiefar og den ældste af Holdet, og som saadan burde have været den fornuftigste. Det hændte ogsaa virkelig af og til, at han var fornuftig; men grundet paa, at han en Gang i en Rus var faldet ned af en Vogn og havde slaaet Hovedet, kunde han nu hverken taale Vin eller olskin, to Ting; som netop Frankrig byder saa rigeligt paa; paa Grund heraf skete det ofte, at han blev tovlig«.
Niels og Peter havde fundet hinanden og harmonerede sammen i ét og alt. Ret ofte gik det ud over Thomas, og denne, som gennem det lange Samvær med dem nu syntes at have faaet nok, mente ikke at kunne holde Stillingen længere og meldte til Depotet, at han følte sig træt og syg. Det var ham, jeg skulde afløse, og Thomas var henrykt af Glæde, da han fik Lov til at rejse.
Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab (1925)
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder.
Om vinteren med dens lange nætter er det et surt stykke arbejde at stå på post. Fredsinddelingen: to timers post, fire timers hvile har man for længst måttet opgive. To timers post og to timers hvile, ofte også arbejde i stedet for hvile, sådan er det nu. Tre eller fire gange må soldaten om natten ud af sin trange dækningsgrav og stå på post.
Der er han så et lille bitte led i en uhyre lang kæde, som når fra Nordsøen til de schweiziske bjerge. Men han ved, at en kæde aldrig er stærkere end sit svageste led, at det kommer an på ham, og derfor er han påpasselig om dagen som om natten.
Om dagen betragter han nøje det lille afsnit, som ligger foran ham. Han kender hvert krater, hver træstump, hver tidselstilk, han indprenter sig pælenes stilling i den fjendtlige pigtrådsspærring og trådenes virvar. Den fjendtlige gravs omrids sætter sig på øjnenes nethinde. Hver lille bunke, hver jordklump husker han efter form og alder. Om morgenen ser han straks: fjenden har her gravet nogle nye pæle ned, dér lappet en forhindring, dér kastet et par bunker jord op, han melder det til sin kompagnifører.
Om natten borer hans øjne sig ind i, lytter hans ører i timevis ud i mørket, særligt i sapespidserne, kompagniets yderste følehorn.
Sanserne er spændt ind til smertegrænsen. Var der ikke noget, der bevægede sig der fremme? Det var blot en tidselstump, der svajede i vinden. Raslede det ikke lidt i græsset? Hånden griber fast om geværkolben. Nej, det var vinden, der peb igennem ståltråden. Men nu, det er ikke til at tage fejl af, da dukker et hoved op. Klikker det ikke også i tråden? Et greb ned i kassen ved siden af ham, en håndgranat brager. To mørke skikkelser springer tilbage. En ramme patroner bliver sendt efter dem. Lyskugler stiger op i luften. Der er ikke mere at se.
Den fjendtlige patrulje synes at være sluppet fra det. – Hvis posten står på et mindre udsat sted, i anden eller tredje grav, så vandrer tankerne langt bort, alt efter stand, alder og temperament. Ungdomstid, hjemby, kone og barn, dækkede borde, hvide senge, balsale med smukke kvinder bevæger sig i en broget blanding i hans fantasi. Men frem for alt er det hjemmet, som hans tanker længselsfuldt kredser om som om en salighedens ø.
Overmander trætheden sommetider posten, så sørger det fjendtlige artilleri for, at han ikke sover ind. Han ved også nøjagtigt, i hvilken retning de fjendtlige kanoner står. Når det blinker to skridt til højre for træstumpen, så gælder det ham. Han har så 6 sekunders tid til at finde dækning.
Efter to timer kommer hans afløser ud af dækningsrummet. Han meddeler ham i få ord, hvad der er sket, til gengæld fortæller den anden, at det giver ”pigtrådshegn” til middag. Madhenterne er kommet tilbage fra det indbyggede feltkøkken for en halv time siden. Afløsningen, d.v.s. den halve gruppe, har allerede spist. Den anden halvdel, som ind til nu var på post, står nu for tur. Maden har deres gruppefører holdt varm. I dag tørrede grønsager, ”pigtrådshegn” også kaldet, i morgen nudler, i overmorgen ris, og så igen ”pigtrådshegn” osv.’
Til dette hovedmåltid kan der kun bevilges en halv time. I den første halvdel af natten kan der slet ikke tænkes på hvile. Gravene skal gøres dybere, om dagen må det ikke ske, fordi opkastet jord og kridt tiltrækker artilleriilden.
Nu bytter posten sit gevær ud med en spidshakke eller en spade. Geværet anbringer han imidlertid sådan, at han straks har det ved hånden. Ikke et øjeblik må han i graven være forsvarsløs, også i dækningsrummet hænger geværet sådan, at han kan fatte det med ét greb.
Andre tager de trådruller og pæle på skulderen, som reservekompagniet lige har slæbt hertil, og klatrer op på dækningen. Med uendeligt besvær arbejder de sig gennem pigtrådsspærringen. På den side, der vender mod fjenden, graver og skruer de først to rækker pæle i. Natten er sort og regnfuld, det er godt, men alligevel skal det gøres helt stille, for fjenden ligger på lur kun knap 40 meter borte.
Så spinder de et tæt net af pigtråd over pælene, river deres hænder til blods og ligeledes støvler og uniform, kaster sig et dusin gange eller mere ned i skidtet, når lyskuglerne derovre fra sønderriver mørket. Når de så slukkes i mudderet, springer de op igen og fortsætter deres arbejde. Den mistroiske modstander skyder uophørligt ind i mørket, så gnisterne springer fra tråden. Sommetider bliver én båret nedenunder, men arbejdet går videre, ind til tråden er sluppet op.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder.
Det første morgengry. Natposterne står endnu ubevægelige. Gråt og tomt dukker det hærgede terræn op for deres blik, det terræn, som natten så velgørende skjulte. Da får en velkendt klang dem til at lytte. Det klinger næsten lige som kirkeklokker. Det er kaffehenterne, som med fyldte kogekar skramler gennem graven.
Begærligt suger øret klangen ind, næsen den varme duft. Den tjenstgørende underofficer går gennem graven og kommanderer: Træd af!
Dagposten kommer op. Én mand for hver gruppe. Natposten stamper et par gange i jorden for at løsne de stive led og bringe blodet i bevægelse. Hans overanstrengte øjne smerter og brænder efter den langvarige stirren ind i natten. Nu stiger han ned i sit dækningsrum, fra hvilket duften af kaffeerstatningen igen behageligt slår ham i møde. Også lidt marmelade, ”Hindenburg-smør” eller ”Offensivsmørelse” også kaldet er med, undertiden lidt dåsefedt eller endog en lille klump smør. Denne kaffe efter en lang nattevagt med udsigt til et par timers ro er den kosteligste stund om dagen. Krig uden kaffe, om det så kun er fire uger? Fuldstændig utænkeligt!
En dyb ro sænker sig nu over fronten. Kanonerne tier. Graven er som uddød, man kan gå 4 til 5 skulderværn hen ad graven uden at træffe nogen post. Jorden har opslugt alt levende. Denne dybe ro bliver højst afbrudt af en højtstående besøgende, der anser det for sin pligt at lade ringeklokken gå i gang og starte en gasalarm. Et helligt tordenvejr nedkaldes over den arme kompagnifører, hvis hans folk ikke får sig viklet hurtigt nok ud af deres tæpper. Hen mod kl. 10 melder artilleriet, at krigen endnu ikke er forbi, og sender nogle salver herover. Flyvere kredser med en stille summen oven over stillingen.
Omkring middag er det i almindelighed slut med roen. De løbende arbejder bliver påbegyndt. Gravene bliver renset, der findes foresatte, der i rolige perioder ikke tillader et patronhylster eller et cigaretskod i Graven. Nedgange til dækningsrum og trin til skydepladser bliver afstivet, standpladser til poster bliver forbedret, dækningsrum udvides.
I den sene eftermiddag er der i almindelighed en times tjenestefri. Da sætter en sig måske hen i et stille hjørne for at skrive et brev. En anden, der ikke kunne sove roligt, undersøger på dækningsrummets øverste trin sin skjorte for at finde årsagen til forstyrrelsen. Andre kryber sammen et sted for at sludre.
Igen og igen er hjemmet det evige tema. Cykelordonnansen kommer med posten og tager den frisk skrevne med igen. Dagens andet højdepunkt. Til kompagniføreren medbringer han de nye ordrer, og nu bliver delings- og gruppeførerne kaldt til befalingsudgivelse. Efter en halv time vender de tilbage til deres folk og videregiver befalingerne: ”Jernkorset er tildelt … den 19. tager … på orlov… lyskuglesignalerne er ændret, rød betyder nu spærreild, grøn forlægning af ild, gul med forgrening gasangreb…, i nat kommer 7. kompagni med 50 pæle, 6 trådruller, 6 spanske ryttere. De spanske ryttere skal stilles op foran sape 3, rullerne skal helst bruges op foran den højre fløj … kridtbunkerne på dækningsrum 9 skal jævnes og dækkes med jord … regimentskommandøren er i morges gået gennem stillingen og udtaler sin anerkendelse over gravenes tilstand. Hos posterne var ikke alting i orden, i sape 5 har han fundet en post, der slet ikke havde forstået sin instruktion. I gruppe 3 stod en post uden skudfelt og observation … håndgranaterne i gruppe 5 ligger for fugtigt, en ny kasse skal indbygges … i nat kl. 2 skal en patrulje gå frem og finde ud af, hvad der er i vejen med jordbunkerne foran sape 4. Hvem har lyst? Fra kl.2 og til patruljens hjemkomst må der ikke skydes. Løsenet fra i dag ”Itzehoe” … det var så befalingen.
Gruppeførerne fordeler posterne. Det bliver mørkt. Den tjenstgørende underofficer råber: ”Træd an!” Livet i graven begynder.
Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.
Lige efter Nytaar 1916 fik jeg Tyfus og var temmelig længe om at komme over det, hvorfor jeg paa ny blev sendt paa Rekreation, men denne Gang til Byen Mpapua, der ligger ved Midtbanen. Paa Vejen passerede jeg den store Depotby Morogoro, hvor min Overordnede, Stache, havde til Huse.
Han ventede paa Stationen og meddelte mig, at der var Ugler i Mosen. Englænderne havde begyndt en Offensiv paa Nordfronten, og det saa ud, som om de havde sat meget store Styrker ind for at slaa den nordlige tyske Hær afgørende. Den tidligere Boerfører, nu General i den sydafrikanske Hær, Smuts, havde ført en stor Styrke Sydafrikanere til Kenya, og de trængte meget haardt paa.
— Boerne, sagde Stache og trak paa Skuldrene, det var dem, vi holdt med under deres Krig. Nu maser de os.
— De maa, sagde han, inden vi skiltes, holde Dem rede til at rejse til Morogoro, saa snart De faar Besked fra mig. Vi har en Mængde Ammunition liggende i Depoterne deroppe — han pegede op ad Bjergskraaningen, som Morogoro ligger paa — og skulde Boerne trænge hurtigere frem, end vi haaber, maa Depoterne rømmes i en Ruf. Men se nu at komme til Hægterne først!
Jeg lovede ham at sørge for alle Dele og rejste videre til Mpapua, en større Landsby, der var kendt for sin Markedsplads i vid Omkreds. Byen laa ikke højt som Korokve i Usambarabjergene, men havde et tørt og sundt Klima, som nu skulde komme mig til Gode.
Mpapuas Omegn var et nyt Afrika for mig. Hidtil havde jeg kendt sumpede Kystlandskaber, Bjerglandskaber, og paa Vejen fra Daressalam til Mpapua kørte vi, med et Lokomotiv med Brændefyring gennem næsten uendelige Urskove.
Den sidste Strækning før Mpapua var imidlertid Græssletter, i Familie med Sydafrikas „Veldt“ , og her, hvor Beboelsen var sparsom, og hvor de halvvilde, tyskfjendtlige Yagoger og Massajer levede deres Nomadetilværelse, vrimlede det med Vildt.
Vi saa Giraf er, der nysgerrigt stirrede paa Toget, Strudse,
Steppeantiloper og mange andre Slags Dyr, som jeg end ikke kendte Navnet paa. I Mpapua, hvor jeg fandt et brillant, men interimistisk Rekreationshjem et Stykke fra Militærstationen, mødtes jeg af vilde Rygter om den engelske Offensiv mod Nord.
Der var, navnlig da Efterretningerne fra Fronten tog fastere Form, ingen, der følte sig sikker i denne By. Sletterne laa ganske vist langt fra Fronten, men de var som beregnet til Boernes Rytteri, og Indbyggerne omkring Byen var fjendtlige og krigerske.
Hver eneste Nat svirrede Trommesignaler gennem Luften og hindrede mig til at begynde med i at sove. Ingen vidste, hvor de kom fra, og ingen vidste, hvor de skulde hen. Det var en Lyd, som blev skabt af Natten, og som jeg endnu den Dag i Dag kan høre klinge i mine Øren — utroligt dybe Toner skiftende om til højere, svirrende Toner, men i det store og hele en uendelig ensformig Gentagelse af de samme Lyde, som maatte gaa enhver Hvid paa Nerverne.
Da jeg hørte disse Lyde første Gang, gik jeg ned til Underofficeren, der kommanderede Militærstationen, og spurgte ham, hvad det skulde betyde. Han havde været dér længe og maatte vide det, men han rystede blot paa Hovedet.
— Der er ingen, der forstaar det, sagde han, herude kalder vi det for Poritelegrafen. De Indfødte kan telegrafere til hinanden fra den ene Ende af Afrika til den anden, og de forstaar det, uanset deres Sprog eller Stamme. Det er muligt, at de former hele Ord med deres Trommesignaler, men maaske ogsaa kun Følelser og Stemninger — vi véd det ikke — vi véd blot, at de Indfødte véd fantastisk god Besked om alt, hvad der sker i hele dette store Land — og det skyldes sikkert Trommesignalerne.
Trommerne kan give Meldinger, som er af Værdi for alle, de kan ophidse til Oprør og advare mod Fare. Jeg har selv hørt Signalerne i Nat og har tidligere hørt dem — jeg tror, det er Stammerne mod Nord, Massajerne, som fortæller om den engelske Offensiv.
Den sidste Uge jeg var i Mpapua, tog Efterretningerne fra Fronten yderligere Fart. Den tyske Hær havde rømmet de nordlige Stillinger i Bjergene og var paa Tilbagetog mod Syd. I Virkeligheden var Mpapua ikke længere noget sikkert Sted for Rekonvalescenter, men der skete dog intet i den Tid, jeg var dér.
Da jeg kom tilbage til Daressalam, hørte jeg hele Sandheden om Offensiven. Det rige Nordland var saa at sige helt oversvømmet af Boerne, der nu trængte frem mod selve Centralbanen. Tanga stod for Fald, og Daressalam var ikke længere den sikreste By i Ostafrika.
Boerne nærmede sig hurtigt Jernbanen og kunde snart afskære Forbindelsen mellem Byen og den tyske Hær.
Endnu nogle Uger arbejdede jeg paa Værkstedet med Fremstilling af Granater, saa slog de første Bølger af Smuts’ store Offensiv mod Byen og gjorde en Ende paa min fredelige Tilværelse i Afrika.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder.
Graven er den uhyggelige, dæmoniske magt, der på de gyldne dage med ro lurer på soldaten, og, når tiden er omme, ubønhørligt igen trækker ham ned i sit svælg. Så er graven i 10 dage soldatens hele verden, eller rettere det 6-8 meter lange stykke mellem to skulderværn. Her tilbringer han tiden sammen med otte kammerater.
Dette stykke er hans fængsel, som tugt og lydighed binder ham til. Inden for dens fire kridtvægge oplever han, hvordan solen om sommeren bager, og hvordan skulderværnene om natten tegner sig spøgelsesagtigt i måneskinnet. Herfra ser han længselsfuldt om natten et stykke stjernehimmel, om dagen et stykke himmelblå.
Når han er på post, stirrer han gennem en slidse i stålskjoldet på en lille dynge jord, som kaldes den fjendtlige grav. Meget mere tør han – i hvert fald om dagen – ikke se, for den kugle, der så rammer ham i panden, sidder allerede i løbet, og en finger leger måske allerede med aftrækkeren.
Men dette fængsel, som han altid vender tilbage til, bliver for ham, så mærkeligt det end lyder, til sidst et stykke hjem.
Det dækningsrum, som han sammen med sine kammerater klemmer sig ned i, har han selv været med til at bygge. Det har sine svagheder, det er klart, der findes både større og bedre, men hvis det ikke bliver alt for groft, så skal det nok holde. Pigtrådsspærringen har han i mørke regnvejrsnætter selv været med til at trække. Sådan lige med det første kommer ingen så let igennem.
Det lille stykke skyttegrav holder han dagligt ren og forbedrer det. Han kender hver revne, hver sten, hver jordklump.
V.O. Feddersen fra Bredebro gjorde krigstjeneste på Vestfronten ved 18. Jägerbataillon.
18. jægerbataillon overvintrede 1915-16 i stillingen ved Ypres, nærmere betegnet ved Langemarck og Bixschoote. I marts måned 1916 blev bataillonen flyttet til egnen omkring St. Eloi, til Wytschaete-buen. Her stod vi overfor de kanadiske tropper og var spændt på, hvad der nu skulle ske.
Vi var klar over, at der var noget i gære. Det var en offentlig hemmelighed, at begge parter udførte muldvarpearbejde for at komme hinanden til livs. Kanadieme blev først færdige med at underminere vor stilling. Tidligt om morgenen den 27. marts sprang bomben. Det blev til en tredobbelt sprængning af vor udbyggede stilling. Samtidig satte begge parters artilleri ind for fuld kraft. Djævlen var løs.
Sprængningen havde selvsagt forvoldt en frygtelig ravage i vor forreste stilling og yderligere forvoldt stort mandetab. Efter to timers bombardement skred kanadieme til angreb og brød ind i vore linier. Afsnittet blev fuldstændigt afskåret fra forbindelserne til venstre og højre.
Ved middagstid kom jeg sammen med min gruppe, der alle var sønderjyder, i fangenskab og tog bestik mod de kanadiske linier. Kanadierne tog imod os med udråbet: „Gott strafe England”. At vi ikke ville blive modtaget som hædersgæster, havde vi nu heller ikke ventet, men modtagelsen gik imod forventning ret glat og smertefrit.
Ved stormangrebet i den tidlige morgenstund var der allerede taget fanger, hvoriblandt også nogle sønderjyder. Ved vor ankomst ved middagstid så vi straks som en af de første en landsmand fra 1. komp. Han stod stovt og roligt blandt sejrherrerne og var iført en kappe, der fra øverst til nederst var tildækket med jord og ler. Min makker, der var fra Løjtkirkeby, udbrød glædeligt overrasket, da han saa landsmanden stå der: „Hvad søren, Lorenz, er du allerede kommet?”
Hvortil Lorenz med en flot gestus slog ud med hånden og svarede: „Tja, a kom da herover til davretid.” I sandhed, han havde lune.
DSK-årbøger 1949
Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Berry-au-Bac.
Der, hvor vi laa i Understanden, var der ogsaa en Udkigspost, Her laa nemlig et Bomhus.
Dette Hus var blevet forstærket med Cement, og her var anbragt en Kikkert med en meget skarp Linse. Naar Solen skinnede fra Vest, maatte den vendes om, for Franskmændene havde opdaget den og skød flittigt efter den.
En Dag sad jeg ude i Graven ved en Maskingeværstilling og skrev et Brev. Jeg fjernede mig et øjeblik, men lagde nok Mærke til, at der blev skudt. Da jeg kom tilbage, var mit Skrivetøj, og hvad der ellers hørte til Skriveriet, borte, og der, hvor jeg havde siddet, var der gaaet et Par Granater ned i Graven.
Lidt længere ned mod Aisnefloden havde nogle Kammerater holdt Vask og renset deres Støvler. De havde lagt deres Sager til Tørring oppe paa Gravens Rand, og nu mistede een en Hæl paa en Støvle, en anden et Bukseben.
De fik en ordentlig Omgang, for man mente, at det var letsindigt, hvad de havde gjort.
DSK-årbøger 1959
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder.
Anden halvdel af marts forløb roligt. I forhold til tiden før stormen tog tabene betragteligt af. Fjenden savnede de gode observationer, og på grund af vor stærke spredning i dybden måtte han nødvendigvis sprede sin ild.
Niels H. Lustrup gjorde krigstjeneste i Regiment 361, 10. kompagni. Han fortæller her om en minekampdag i Flandern.
Solen er ved at stige frem paa den østlige Horisont. Taagen, der ligger ud over Egnen, er ved at lette, mere og mere af Byen Dixmuidens sønderskudte Ruiner bliver synlige, efterhaanden som den røde Ildkugle i Øst hæver sig op over Jorden og med sine Straaler spreder Taagen, som til sidst kun som en let graa Masse svæver hen over Vandet i de mange Granathuller, der med Tiden er blevet til i Engdragene her foran Byen.
Luften er klar og krydret. Alting er endnu stille. Ja, saa stille, saa man næsten kunde fristes til at tro, at der ikke er Krig mere. — Højt over mit Hoved hører jeg en lille Lærke juble og trille i den friske Morgenluft. En svag Brise bringer Lyden ud til os inde fra Byen — Øksehug. — Man er derinde nok i Færd med at lave Brænde til Morgenkaffen.
— Ak ja! — En Kop varm Kaffe var vel nok paa sin Plads nu. Vi er tre Mand, der er paa Vej tilbage fra Patruljetjenesten derude foran Pigtraadsspærringen, hvor vi i den forløbne Nat har sneget os rundt, for om muligt at opsnappe fjendtlige Patruljer eller— maaske selv at blive opsnappet.
Vi har været heldige, og nu har vi passeret Pigtraaden og er gennem Udgravningen i den sønderskudte Jernbanedæmning naaet ind bag Jordvolden, der fører ind til Byen, der ligger nogle faa Hundrede Meter længere bagude.
Bag Jordvolden ligger der nogle lave halvt underjordiske „Bunkers”. Efter at have meldt vor Tilbagekomst hos vor Kompagnifører, begiver vi os hen til vort Kvarter i en af de andre „Bunkers”. De fleste af Kammeraterne ligger og nyder Hvilen. Der er kun et Par af Kammeraterne, foruden den gode Feldwebel Wilhelm Lamprecht, dei er vaagne. Medens vi søger at komme af med Klunset, sidder han og smaaskænder paa os.
— „Hvad i al Verden har I bestilt, siden I nu først vender tilbage,” siger han i en let bebrejdende Tone.
— „Ja, hvad skal jeg snart sige til det, Willem. Vi var naaet lidt langt over mod venstre og var naaet over i Nærheden af Slottet Woumen, hvor vi løb paa en Patrulje fra ,,33’erne”.
Vi holdt saa lidt Snak med dem, medens vi røg en Pibe Tobak. Desuden var Vejret smukt, og Taagen tæt og. . .“ Saa vidste jeg ikke mere. — „Ja, ja. Det er godt!” Sagde Willem leende.
Jeg ser paa mit Ur. — Nej se! Klokken er allerede 7! Ja, saa maa Klaus Hansen snart være her med Morgenkaffen. Altsaa kan det ikke blive til noget med at sove forinden, hvorfor jeg tænder min udgaaede Pibe og kaster mig ned hos den flinke Korporal Hannes Schrøder, der nu ligger og gnider Øjnene, idet han er vaagnet ved Samtalen, jeg førte med vor Delingsfører.
Aa — ah! Hvad er Klokken, Knacker? siger han gabende, medens han strækker sig paa det haarde Leje. — — Syv! — siger jeg, men ingen hører det — for i det samme lyder der et stærkt Brag, der faar vor Hule til at gynge og ryste.
Fortumlede triller vi rundt mellem hverandre. Heldigvis holdt Hytten.
Lugen foran Indgangen er af Lufttrykket slynget op. En efter en kryber vi ud for at se, hvor stor Skade der er sket. Medens vi staar og betragter den forvoldte Skade, lyder den os velkendte Lyd — „Klik”, siger det. — Minekamp!
Det piber og fløjter, og Minerne gaar bragende ned i vor første Stilling. Det lader til, at Englænderne derovre allerede har faaet deres Morgenkaffe. Vi er nysgerrige nok til at kigge over mod vor første Stilling, hvor Kammeraterne nu gør bedst i at søge i Dækning i deres Huler. — „Himmel og Hav” staar i et derovre.
Vi kan være glade, at vi kan ligge her i anden . . . raaber Korporal Schrøder — videre kom han ikke. — Der lyder nogle Brag lige i Nærheden af vor Stilling, og vi faar os hurtigt anbragt i Dækning bag Jordvolden. —
Man beskyder Stillingen her med Granater, hvis Stumper piber og hviner i Luften efter Bragene, der truer med at sprænge vore Trommehinder. Udstrakte ligger vi paa Jorden, der gynger under os efter hvert Nedslag. Af og til kommer der en lille Pause i Beskydningen, saa letter vi paa os og ser, om vi endnu alle er levende. Jo — det lader da til.
Du, Knacker, siger Wilhelm Schumann, der ligger lige foran mig, det er ikke blot Granater, men og- saa Miner, de . . . — mere hører jeg ikke for nye Hyl og Brag. Jeg stikker atter Næsen i Jorden og ønsker bare at kunne forsvinde ned i et Musehul. Efterhaanden bliver Tanke og Hjerne overtræt, og man næsten døser hen. Kun de værste Brag virker paa en.
I en Pause vaagner jeg. Det er Feldweblen, der kalder paa mig. — Halløj, du, Knacker! — Det er ham, Posten i Dæmningen. Ham har vi glemt. Se lige efter, om han er levende. Ellers faa ham med herud! siger han.
Naa, jeg letter paa mig, og som en Kat skynder jeg mig hen forbi de tomme „Bunkers”.
I Dæmningen ser det ikke godt ud, flere Granatnedslag har fundet Sted her. Gennemskæringen er næsten faldet sammen. Noget Tømmerværk er styrtet sammen foran Indgangen til Tunnelen i Jernbanedæmningen.
Posten, en af de ny tilgaaede Rekrutter, er der ikke. Jeg raaber ind i Tunnelen: — Halløj, er du der? — Ja, lyder det, men det er ikke inde fra det mørke Hul. Jeg rejser mig op og ser ham ligge henne paa Jorden ved Siden af Kompagniførerens Hule, hvor han klogeligt har søgt Dækning.
Da jeg kommer hen til ham, spørger jeg, om han fejler noget. Nej, jeg er bare saa bange, siger han med rystende Stemme. Han er helt grøn i Ansigtet, ser jeg nu.
Aah, ja, Krig er forfærdelig. Ikke noget for saadanne grønne Drenge, som ham der. Kom, Kammerat, befaler jeg og faar ham bragt paa Benene igen. Skyndsomst bevæger vi os tilbage til Kammeraterne og kaster os ind mod den beskyttende Jordvold netop tidligt nok til at undgaa at blive ramt af Granatstumperne, der svirrer rundt i Luften efter de eksploderende Miner og Granater, der i rigeligt Maal bliver os tildelt.
Vore egne Batterier svarer nu ogsaa. Larmen forstærkes endnu yderligere. Kampen mellem det svære Vaaben gaar videre. Vi elendige Mennesker, Smaakryb, kan kun ligge og vente.
— Vente og haabe, at det hele snart maa være forbi. Efter en Stunds Forløb — jeg ved ikke hvor længe — gaar en stor Mine ned i vor Jordvold i ganske kort Afstand fra det Sted, hvor jeg ligger. Braget er vældigt. Alt omkring mig bliver mørkt.
Jeg lukker Øjnene i og tror, at det hele er forbi. Knapt mærker jeg, at en sand Regn af Jord falder ned og næsten begraver mig. Lidt efter hører jeg gennem Larmen nogen skrige: „Hjælp mig! Aah, kom dog og hjælp!“
Jeg aabner Øjnene, og gennem Røgen ser jeg, at en af mine bedste Kammerater er blevet begravet af de nedstyrtende Jordmasser. I en Fart er jeg paa Benene og sammen med flere af Kammeraterne iler jeg den nødstedte Kammerat til Hjælp.
Ludvig Eggert ligger under Jordmasserne af den nu fuldstændigt jævnede Jordvold. Hans Ansigt er det eneste, der er frit. Ludvig Eggerts Ansigt er fortrukket af Smerte, og vi bruger vore Spader, saa godt vi kan. Endelig har vi faaet ham fri og slæber ham i Dækning. En af de unge Rekrutter bliver under dette Arbejde ramt i Ryggen af en Granatstump. Han forbløder under Arbejdet med at forbinde ham.
Atter ligger vi stille. I min umiddelbare Nærhed hører jeg een stønne og græde. — Det er Ludvig Eggert. Atter gaar der en Tid. Pludselig hører Beskydningen op. Den er lagt hen paa Byen og Artilleristillingerne bagved.
Granaterne roder svært op i den øde og sønderskudte Bys Gader og Huse. Det buldrer og brager derinde af Eksplosionerne, der faar de sørgelige Rester af Byens forhen saa smukke Huse til at styrte sammen. Et Minedepot rammes, og under et forfærdeligt Brag ryger det i Luften. Braget er saa voldsomt, at Luften ligefrem dirrer, og Jorden under os ryster, som var det Jordskælv. — Ekkoet fra Eksplosionen gjalder svagt tilbage fra de afstumpede og hullede Mure.
— Pludselig holder Beskydningen op! Gennem Stilheden hører jeg Willem sige: „Ha, — nu har „Tommy” nok faaet nok for denne Gang.
— Hans Rør er nok blevet for varme, saa han maa have dem afkølet lidt, før han kan begynde paa næste Akt.“
Gudskelov blev det dog ikke til mere denne Gang. Vi aander lettet op og er snart paa Benene igen. Solen skinner atter, medens de sidste Røgskyer bortvejres af den friske Brise. Oppe under Himlen synger Lærkerne, og Blomsterne i Engen, som her er temmelig fremmelige, nikker og samler Nektar af Solens varme Straaler. Vi staar og ryster Støvet af vore Klæder, og sandelig er der een, der ler — det er Ludvig Eggert, der staar paa de bare Ben. Han er glad over, at han slap saa heldigt fra det denne Gang.
Den eneste, der ikke ler mere, er den unge Soldat. Her endte han sit unge Liv.
DSK-årbøger 1945
Asmus J. Asmussen fra Genner, deltog i krigen i Reserveinfanteriregiment 86. Han blev såret af en kugle i højre skulder 5. oktober 1914 under et stormangreb i nærheden af Amy, returnerede til fronten efter endt behandling, men blev såret igen den 28. april 1915, denne gang af en kugle i venstre skulder. Han blev opereret på lazarettet i Noyon, men armen kunne ikke længere bøjes.
I Januar 1916 maatte jeg søge hos Landraaden i Aabenraa for at komme hjem til min Svigerfaders Begravelse, og i de tre Dage, Orloven varede, havde jeg at melde mig hver Dag hos Majoren i Aabenraa. Lidt uforstaaeligt for en haardtsaaret Soldat, men saadan var det.
Saa bliver jeg skrevet g. v., og sammen med nogle andre kommer jeg til Landstormsdragonerne i Parchim i Meklenborg. Jeg skal lære at ride, med en stiv Arm, som jeg ikke kan løfte. Hjælpsomme Mennesker løfter mig op paa Hesten, men den gamle Vagtmester udbryder: „Wenn du noch reiten willst, hast du’n Vogel!“ Og da jeg ikke havde en „Vogel“ , slap jeg for Ridningen og blev Postordonnans og kom senere ind paa Skrivestuen.
Da jeg gik herinde, kom den Tanke at søge ind til Postvæsenet. Og det gjorde jeg saa. Men der var lang Vej. inden jeg naaede saa vidt.
Først blev Eskadronen flyttet til Haderslev, og efter en 14 Dages Ridt blev jeg tildelt Husarerne i Parchim. De vilde absolut have mig op paa en Hest, og nu gik den samme Komedie om igen. Endelig kom der Besked, at jeg kunde begynde ved Postvæsenet, og det endda hjemme i Kliplev, og glad forlod jeg Kavalleriet.
Selvfølgelig troede jeg, at jeg straks kunde begynde, men den ene Dag gik med den anden, og stadig kom der ikke Besked om at komme i Gang. Jeg forstod ikke Grunden til alt dette, og skrev saa til Distriktskommandoen i Flensborg og spurgte, hvad Meningen var. Allerede Dagen efter fik jeg Ordre til at tage fat.
Forklaringen fik jeg først senere. Det var Amtsforstanderen, som var Ophavsmanden til dette, idet han holdt Haanden over et andet Postbud, som, saasnart jeg overtog Bestillingen, skulde møde i Flensborg. Amtsforstanderen var samtidig Postekspeditør.
Saa gik der et Stykke Tid, hvor der ikke skete noget, men saa kom Amtsforstanderen, alias Postekspeditøren, en Dag ind til mig og forklarede mig med et lumsk Smil i Ansigtet, at jeg ikke kunde blive fast ansat. Nogen Grund nævnede han ikke. Dette var heller ikke nødvendigt, jeg vidste Besked: Jeg var ikke tysk. Hvor kunde jeg dog være tysk, min Fader var her fra Egnen og havde staaet ved Fredericia, og min Moder var Københavner.
Det var dog mærkeligt, sagde jeg til ham, jeg er kommen hjem fra Krigen som Invalid og med en Civilforsørgelsesattest, der berettiger til Ansættelse i Statens Tjeneste, og saa kan jeg ikke blive ansat. Men vi faar se.
Saa skrev jeg selv en Ansøgning til Generalkommandoen i Altona og fik ogsaa kort efter Svar, hvori de forlangte indsendt en Attest paa, at jeg var uduelig til andet Arbejde. Det gjorde jeg saa med det ønskede Resultat, og Amtsforstanderen fik en lang Næse.
DSK-årbøger 1946
Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. I begyndelsen af september deltog regimentet i kampene omkring Brest-Litowsk. Men han blev syg og tilbragte de følgende måneder på lazaretter i Tyskland.
Vi var 40 underofficerer og feldvebler i to hold, de fleste var officersaspiranter. Nu skulle vi til at tumle med maskingeværet, det er da pokkers mange dele i saadan et tingest, hver et havde jo sit navn; kommandoen var ogsaa anderledes. Vi havde jo ikke to aar til vor uddannelse, vi skulle helst være færdig i 14 dage.
Garnisonskommandanten holdt saa afhøring, det gik helt godt. Jeg fik derefter et hold paa 20 underofficerer og feldvebler til videre uddannelse. Der var ikke nogen anfordring fra fronten.
I slutningen af januar, kom der fra krigsministeriet forespørgsel om to befalingsmænd, som ville melde sig frivilligt til et særligt foretagende. Det skulle være folk med god uddannelse, god føring og som ikke havde været straffet. Hele uddannelsesmandskabet meldte sig. Jeg og en korporal blev udtaget, men hvad det var for et foretagende vidste vi ikke, vi skulle vente efter nærmere ordre.
Der gik saa nogle dage, saa kom der besked fra krigsministeriet at vi skulle møde i Berlin, her fik vi at vide hvad foretagende vi skulle deltage i. Vi skulle med en ekspedition til Mesopotamien.
Vi blev nu indkvarteret i Slottsgods kaserne, der kom flere fra alle verdenshjørner af Tyskland, vi var 150 mand ialt, flest befalingsmænd. Vor fører af ekspeditionsn var hertug Adolf Friedrich af Meklenborg, næstkommanderende kaptajn von Stylpnagel og grev Kanitz.
Vi blev nu inddelt i 4 maskingeværafdelinger, og en bjergfeltartilleriafdeling, med 25 mand i hver og en oberløjtnant som fører. Der var en tolk ved hver afdeling, det øvrige mandskab skulle danne etappe. Der var to overlæger som havde været flere aar i Afrika, de var godt kendt med tropesygdom og saa noget sanitetspersonale.
Først skulle vi allesammen til lægeundersøgelse igen, vi skulle prøve om vi kunne taale Chinin, det er nemlig modgift for malariafeberen. Vi var nu en mand for mange, der var saa to der skulle trække lod om hvem der skulle blive tilbage. Den ene var en feldvebel, en jøde, han græd han ville nemlig gerne med, man kan saagodt forstaa at han gerne ville ned og se sine forfædres land.
Jeg tror nok han stak den anden et par tusind mark for at trække sig frivillig tilbage. Men det kom jo heller ikke saadan an paa et par tusind mark. Han var nemlig fem gange millionær!
Nu var afdelingen jo inddelt, saa var det om at faa hele udrustningen samlet. Vi kørte i flere dage med lastbil til depoterne i Spandau og hentede varer. Hver mand blev udrustet med tre sæt tøj, alt nyt. To sæt kakhi og et sort uldent, samt linned og strømper, to par sko og en mægtig tropehjelm af kork. Fødevarer havde vi med til tre maaneder, mange kasser vin og medicin og andre medikamenter.
Hver afdeling var udrustet med fire maskingeværer, og hver mand med karabin og revolver. Artilleriafdeling med fire 3,5 kanoner. Altsammen til at skille ad, og der var nogle brædder med remme, hvor alt kunne blive spændt fast Det skulle jo være saadan at det kunne blive transporteret baade paa kamel og muldyr.
Og saa kom al den øvrige udrustning, saddel, bidsel og ammunition. Til hver afdeling et stort dobbelt telt, hver mand havde sin feltseng med madras og to dækkener, dertil kom saa samtlige kogegrejer.
Nu fik vi ogsaa lidt undervisning i tyrkisk og arabisk og de enkelte ord og tal skrev vi ned i en bog for bedre at huske dem. Hver enkelt mand fik nu fire dages orlov, for at tage afsked med. familie og venner, for det vil jo nok tage nogen tid inden vi kommer tilbage igen. Jeg tror heller ikke at vi allesammen ser vor hjemstavn igen.
I dag har vi d. 21. marts 1916. Klokken 12 aften drager vi afsted til det fjerne syden.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Letland. Fra midt i marts og til juli var han arbejdssoldat og ordnede veje og banelinjer.
Af Allan Otto Wagner
Den 14. Marts blev vi afløst og kom i Reserve i Krautsche, 22 km bag ved Pikstern. Der fik de, hvis Tøj var for meget medtaget, nyt Tøj, og vi bestilte ingen Ting uden at sove og spadsere omkring, som vi selv syntes.
Saa maatte vi til at gøre noget Ekscersits for at modtage Generalen, der skulde komme og tilse Forholdene. En Trediedel af Armeen var saa til Parade for General Hindenburg. Han stod paa en Tribune, der var bygget af samme Grund, og saa i en Kikkert.
Da Paraden var overstaaet, blev vi delt ind i Arbejdsgrupper. Saa kom vi til at gaa og gøre Veje og Banelinjer i Stand.
K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
