Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling ved byen Troissy.
Hen på eftermiddagen mellem 4 og 5 kom jeg tilbage til batteriet. Dog opdagede jeg, da jeg gik igennem Porte a Binson, at divisionen var ved at tage skiltene ned, de havde nemlig haft divisionsstaben i denne by. Nu skulle staben flyttes, dog var jeg ikke klar over, om de rykkede fremefter eller tilbage. Jeg talte med de andre om det; Felix Ploschaichik (sergent), mente ikke, at vi kunne holde stillingen, og at det sikkert gik tilbage igen.
Om aftenen fik vi nye forsyninger af ammunition. Batteriet stod nu i en hulvej syd for byen. Vi rykkede frem til en stilling lige syd for byen Oeuilly. I mørkningen rykkede vi frem til denne stilling, der lå ca. 10 km øst for Port a Binson.
Byen Oeuilly lå ved landevejen, der gik en ret god vej af i sydlig retning, denne fulgte vi ca. 1 km og så gik der en hulvej af til højre. Her i denne hulvej tog batteriet opstilling. 4. kanon stod længst mod øst ud imod bivejen ca. 50 m fra bivejen.
Vi stod bag ved en bakke, og ca. 2 km foran os var der skov. Straks efter indstillingen begyndte vi at skyde i sydøstlig retning. Vi skød ret hurtigt ca. 100 skud i timen. Forplejningen fik vi ikke megen tid til, dog havde vi fundet franske kiks og engelsk kød.
Hele stemningen bar præg af uro og usikkerhed. Der var ingen, der vidste noget ud over, at franskmændene, englænderne og kolonialtropperne lå i den ene kant af skoven, og tyskerne i den anden, men forude syntes det at være rolig. Artilleriet var i stærk virksomhed overalt, og alle veje lå under fransk artilleriild.
De tyske reserveafdelinger rykkede stadig frem over bakkekammen, og alle styrede de hen imod skoven (det var Foret Englieu). Ved midnatstid fik vi ”Feuerpause” (ildpause, hvil), og den nye dag begyndte.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Luftskibsbasens dagbog beretter følgende om det engelske angreb 19. juli 1918.
19.7.18 Tondern
Vorm. 5,32 h. ½ bedeckt, etwas diesig, warm, schwache WSW-Winde, 1,5 doms; Beleuchtung 2. Aus Westen tiefere Wolkenbank heranziehend. Barometer: 761,0 steigt langsam. Temperatur: +15o Cels. 85 % Feuchtigkeit.
Fernspruch von Scherrebeck: ”3 Dop[pel]decker unbekannter Staatszugehöri[g]keit von Scherrebeck nach Tondern[.] Trupp, Abwehrbatterien und Hallenschutzstation gleichzeitig alarmi[ert.] Auf Tondern werden 2 Bomben abgewo[r]fen.
5,35 h Vorm.
Wind bis 3 doms aufgefrischt.
3 feindliche Landflugzeuge (Einsitze[r,] Doppeldecker) aus Südost ansteurnde, Hallen und Barackenlager an: Anfahrt -3000 m. Höhe, Sturzflug bis 30 m. über [–]le ”Toska” un ”Tobias”, werfen in ”Tos[ka”] 3, in ”Tobias” 1 Bombe, Batterien, Masc[h-] und Infanteriefeuer zur Abwehr hat b[ei] Näherkommen eingesetz. ”L54” und ”L[60”] in Halle ”Toska” brennen ab. Nach Bom[ben]abwurf gehen Flugzeuge im Westen bis 20 m. über Boden herunter, um sich dem Wehrfeuer zu entziehen und verschwin[den] mit Rechtsschwenkung im Wolkenbank.
5,50 h Vorm.
Wind bis 3 doms aufgefrischt.
Flugzeuge erscheinen im ca. 2000 m. von Osten ansteurnd wieder. Im [Sturz]flug herunter und greifen Halle ”Tobi[as”] an. Nordöstlich 30 m. von Halle ”Tobias[”] [1] Bombe, 2 Bomben im Halle, südwestlich Gaskesselwagen und 1 westlich auf Ei[sen]bahngleis. Die Flugzeuge fliegen sehr [nied]rig, 2 nach Westen, 1 nach Nordost ab. [Die] dritte Flugzeug hat keine Bomben abg[e]worfen (wahrscheinlich) um Lichtbildau[fnah]me zu machen.) Abwehrfeuer wie beim ersten Anlauf.
6,34 h Vorm.
F.-T. Kr. 0630 Flotte. Luftgefahr vorüber.
11,55 Vorm.
Fernspruch von Fliegerkommando ”Nord[–] Flensburg: ”F Doppeldecker zur Aufklä[rung] nach Tonder gestartet. Fl. N.W. Flensb[urg.]
1,05 h Nachm.
Ein Flugzeug im groβer Höhe, sodaβ Zugehörigkeit nicht erkennbar; werauf F[lug]zeug Batterie Twedt gibt Warnungssch[uβ] worauf Flugzeug abdreht. Alarm gegeben.
1,35 h Nachm.
Flugzeug als eigenes erkant, worauf Alarm beendet.
Også i flystationens dagbog blev angrebet noteret, omend mere kortfattet.
19.7.18
Wetter: Etw. diesig Wind. WSW 2 – 5 doms
5.30 Uhr vorm. erfolgte ein Angriff dreier englischer Landeinsitzer (Sopwith) auf den Luftschiffhafen. Durch Abwurf von 3 Bomben wurden L.54 u. L.60 in der Halle zerstört. Flakfeuer setzte erst beim Abflug des Gegnes ein. Um 5.45 Uhr vorm. Erfolgte ein zweite Angriff von 3 Sopwith auf die kleine Luftschiffhalle. Von 6 abgeworfenen Bomben wurden 3 Treffer erzielt. Schaden an den Hallen ist nur gering. Die Flugstation ist unversehrt geblieben. Der Feind wurde von den Flaks, M.G. und Infanteriefeuer der Mannschaf[t] stark beschossen. Von den feindlichen Maschinen landeten 3 oder 4 in Dänemark infolge von Motorschaden, Benzinmangel und dergleichen. Gez. Coester.
Kapitänleutnant Horst Treusch von Buttlar-Brandenfels havde kommandoen over Zeppelineren L54, der var stationeret på Luftskibsbasen i Tønder.
I halvsøvne fornemmede jeg den svirrende lyd af propeller. Jeg vågnede; det var allerede ved at blive lyst. Jeg så på uret, klokken var 06:00.
“Har Kapitänleutnant Flemming mon fået startordre”, spurgte min kone?
Flemming …. Kommandanten på L60? Men det lød ikke som L60! Det lød helt anderledes end en Zeppelin!
Med ét indså jeg, at det ikke var lyden fra et luftskib, dertil var tonen alt for høj. Skulle det mon være? … Forhulendaogså!
Hurtigt hen til vinduet, hvor jeg kunne overskue hele flyvepladsen.
En skygge fór hurtigt lige hen over huset, blot én meter over taget, helt latterlig lavt; en flyvemaskine med runde kendingsmærker: en englænder!
I det samme begyndte basens antiluftskyts at bjæffe.
Englænderen går endnu lavere og holder kurs direkte mod luftskibshallen. Så er han der! Han stiger lidt. Da med ét en ny lyd over mig. En skygge! Endnu en flyver!
Nu var den første lige over hallen!
Det er som hjertet stopper: I et flammehav stiger en kæmpe røgsøjle op fra hallen.
Et smukt og grusomt syn, dette kolossale, flammende offerbål, i hvilket L54 og L60 gik under!
Englænderne foretog endnu en runde og angreb så den lille luftskibshal med observationsballonen. Herregud! Lige ved siden af er jernbaneskinnene med en lang række række togvogne fyldt med benzin og brint!
I det samme kom et tredje fly, der dog holdt sig på afstand. Dets opgave var øjensynligt at fotografere.
På startbanen og mellem barakkerne står matroserne halvnøgne eller undertøj skyder som gale med deres geværer efter flyene.
Men englænderne ænsede dem ikke; de viger ikke en tomme fra deres bane og kredser så lavt, at man tydeligt kan se piloterne, der vinker hjerteligt ned til matroserne. Selvom de let havde kunnet, så løsner intet af flyenes maskingeværer et skud.
Mens jeg tramper som en vanvittig i pedalerne for at nå hen til flyvepladsen, farer en forfærdelig tanke gennem min hjerne! Hvad med de store bomber, vi lod ligge i luftskibshallen?
Heldigvis var [Oberleutnant Hans von] Schiller, der boede i barakkerne på basen, opmærksom på faren. Han ignorerede truslen fra flyene og løb sammen med nogle behjertede mænd ind i den brændende hal. Med en klud for munden til værn mod den kvælende røg slæbte han sammen med de frivillige de brandvarme bomber ud af hallen.
Et af de britiske fly tabte pludselig et landingshjul, og et kort øjeblik troede vi, at det var ramt og ville nødlande. Vi løb som gale hen mod landingsbanen.
Men det fløj lige som sine kammerater lavt for at undgå ilden fra forsvarsbatteriet, fløj under telegrafledningerne der gik langs Tønder-Ribebanen og forsvandt nordpå. (…)
Jeg stod ved det udbrændte skelet af mit luftskib.
Jeg havde allerede set mange luftskibe gå ned.
Men for første gang var det mit eget.
Fra: Kapitänleutnant Horst Treusch von Buttlar-Brandenfels: “Zeppeline gegen England”. (Oversættelse: René Rasmussen)
Marie Solmer, født Nielsen, fra Østerbymark i Daler Østerby, mistede sin far i slaget ved Somme i 1916. Som 5-årig oplevede hun de britiske flys overflyvning.
Jeg husker den nat da englænderne bombarderede flyvehallen ved Tønder, da fløj de så lavt at vi var bange for at de skulde ramme huset.
Vi havde en gammel hest, Lotte, den løb væk. Vi fandt den dagen efter, i en anden by 15 km. væk.
Kapitänleutnant Horst Treusch von Buttlar-Brandenfels havde kommandoen over Zeppelineren L54, der var stationeret på Luftskibsbasen i Tønder. Basens flyvere var trukket bort, mens arbejdere var i færd med at planere landingsbanen.
Når jeg så på folkene, der arbejdede, fik jeg en ubehagelig følelse: Bare englænderne ikke får noget at vide, for den danske grænse er pokkers tæt på og spionagen alt for effektiv!
– “Skal vi flytte bomberne tilbage til ammunitionsbunkeren”, spørger de?
– ”Næh”, siger jeg, “vi skal jo alligevel bruge dem igen snart! Lad bare dem ligge i hangaren.”
Det var en klar og smuk aften, vidunderligt flyvevejr. Observationsballoner og vindposer rørte sig knap nok.
Hyggesludder i Kasino og en spadseretur med min kone gennem Tønders hyggelige smågader. Vi hilser på kendte ansigter. Stjernehimmelen tænder sine lys.
Fra vinduerne i vores lejlighed kunne jeg se flyvepladsen, som lå én kilometer væk, egentlig kun et kattespring.
Natten er rolig.
Fra: Kapitänleutnant Horst Treusch von Buttlar-Brandenfels: “Zeppeline gegen England”.
Thomas Holm, Bolderslev, gjorde tjeneste ved et MG-kompagni
Min Soldatertid begyndte den 12. Marts 1916, da jeg blev indkaldt til Dragonerne. Da jeg engang havde været hjemme paa Orlov og kom tilbage, var mine Kammerater alle kommet til Fronten.
Sammen med tre Kammerater meldte jeg mig da til Uddannelse ved de tunge Maskingeværer. Vi blev uddannet i Potsdam, og derfra kom vi til Fronten i Rumænien. I Foraar et 1917 blev vi overført til Vestfronten og blev her tildelt et Batteri Felthaubitser (Nr. 229 fra Trier), som laa i Frontafsnittet ved Marnefloden.
Batteriet var placeret i en Dalslugt. Mine Kammerater og jeg blev beordret længere frem mod de fjendtlige Stillinger med vort Maskingevær, og Frontlivet gik sin vante Gang.
Den 18. Juli 1918 begyndte Franskmændene Klokken fire om Morgenen med en voldsom Trommeild. Det varede ikke længe, før vort Infanteri kom tilbage fra de forreste Linier, uden Vaaben og halvt paaklædt.
Vi fik omgaaende Ordre til at gøre Maskingeværet skudklart, og kort efter kom vi i Aktivitet. Skuddene rasede gennem Løbet, saa det næsten var gloende, Vandet dampede ud af Vandafkølingen. Min Sidemand blev saaret i højre Haandled.
Vore Modstandere, de sorte, stormede frem. Der var ikke Tid til at skifte Løbet paa Maskingeværet. Vi skød, saa længe vi kunde. Saa rev jeg Laasen ud af Geværet, og vi løb tilbage.
Da vi kom tilbage til Batteriet, trykkede man os nogle Haandgranater i Haanden, men der var faktisk intet at stille op. Der var kun to Ting at gøre, enten at løbe tilbage eller lade sig tage til Fange.
Jeg smed det hele og løb tilbage, saa hurtigt jeg kunde. De fleste af mine Kammerater blev staaende og blev taget til Fange. De haardtsaarede maatte naturligvis blive, hvor de var. De laa jamrende og klagende rundt omkring, og imellem dem laa dræbte Heste.
Medens jeg løb tilbage, blev jeg saaret af en Granatsplint, men jeg kunde dog fortsætte mit Løb. Omsider naaede jeg dog tilbage til et Sted, hvor jeg kunde blive forbundet. Herfra transporteredes jeg i en Ambulance videre til et Feltlazaret.
Den næste Dag blev vi bragt til den nær meste Station, hvor der holdt et Lazarettog parat. I det kørtes vi til Køln.
Andreas Esbensen gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Første Verdenskrig. I juli 1918 besluttede han og fire kammerater at desertere.
I første omgang havde vi til hensigt at nå til Berlin. En af kammeraterne var nemlig berliner. Han hed Schultz. Han havde haft arbejde på et bataljonskontor og havde her forsynet sig med orlovsblanketter.
Vi klarede os let ved togkontrollen ved grænsen og nåede uhindret til Berlin.
Så kunne vi heller ikke komme længere. Vi havde ikke flere papirer, og vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre.
Vi gik i otte dage på gaderne i Berlin og blev mere og mere nervøse.
Så en dag traf Schultz en kammerat, han kendte fra bataljonskontoret. Han sad på kontoret endnu, og ham fik han til at skaffe de nødvendige papirer.
Vi blev enige om, at det var en dårlig idé at prøve at komme til Svejts. Jeg foreslog, iat vi skulle prøve Danmark, og sagde, at hvis bare vi kunne nå Sønderborg, skulle jeg nok klare resten.
Luftskibsbasen i Tønder (Marine-Luftschiff-Detachement Tondern) var den nordligst beliggende tyske base. Mere end en fjerdedel af alle den tyske marines luftskibsflyvninger blev foretaget herfra.
Stadig intet nyt med flyvepladsen ved Tønder; eller rettere: Det var gamle nyheder; nemlig at planeringsarbejderne på start- og landingsbanen stadig ikke var fuldført og at vi dermed fortsat ikke havde nogen jagereskadrille til beskyttelse mod flyverangreb.
Hver anden dag var en jager forulykket og trimlet omkring på den helt umulige landingsplads, og så havde man trukket jagereskadrillen væk, indtil i det mindste en del af landingsbanen var nogenlunde brugbar.
Indtil da må antiluftskytset tage sig af forsvaret. Nåja! Vi kendte den slags af egen erfaring og var med rette temmelig skeptiske.
Fra: Kapitänleutnant Horst Treusch von Buttlar-Brandenfels: “Zeppeline gegen England”.
Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.
16.7.
Vi har så ryddet op i Stilling og er igen i vort Kvarter. Det er forfærdelig varmt her, næsten ikke til at holde ud. Under Arbejdet derude løb vi langvejs efter Vand i Kogekar og Feltflasker for at slukke Tørsten.
En Flok sorte Fanger, som opholdt sig ved Siden af os, mens vi en Gang skubbedes for at få en Slurk Vand, rakte os deres Feltflasker, for at vi kunne drikke af dem.
Jeg tog imod en, trak Proppen af, og gjorde Negeren forståeligt, at han skulle drikke først. Der kunne jo vare Lumskeri med i Spillet. Han drak sig en Slurk og gav mig Flasken igen.
De andre Negre havde straks forstået Meningen og drak alle af deres Flasker for at overbevise os om, at Drikken var god nok. Det var den også, den var udmærket. Den smagte som af Salmiak eller Pebermyntepastiller og læskede udmærket. Der blev sikkert ikke levned ret meget til dem selv.
Det går hårdt til forude ved Marnefloden. På nogle Punkter skal vore Stormtropper have været over Floden, men er bleven slået tilbage igen. (Ifølge senere Beretninger druknede de allesammen.)
Til højre og venstre for os er de gået et godt Stykke frem, men lige foran os er Fjenden slet ikke til at rokke. Et par Elsas-Lothringer forsvandt fra deres Kompagni den 12. om Aftenen, og det antoges, at de var gået over til Fjenden.
Angrebet blev da, fremskyndet med tre Dage, da det frygtedes, at de ville forråde Planerne. Men også gennem deres natlige Indbrud i vor Stilling har de kunnet få Kendskab til vort Foretagende.
For at de ikke skulle få Tid til at fremskaffe Forstærkning blev altså Angrebet fremskyndet. Men de var forberedt som ingen Sinde før. Alt deres Artilleri var bleven omplaceret, Infanteriet var bragt i Sikkerhed og vi havde bombarderet tomme Stillinger. Da så vort Angreb satte ind, havde de alt og alle i Behold til at tage imod os.
Et Infanteriregiment som gik frem fra det Sted, hvor vi var, blev i Morges afløst af et frisk Regiment. De kom tilbage mens vi endnu var derude.
Vi talte om, at Kompagnierne var bleven lidt små under Udflugten, men så oplyste de os om, at det vi antog for at være Kompagnier, var Batallioner. Der var vistnok kun mellem 200 og 300 Mand med i det samlede Regiment. Resten var dræbte, sårede eller taget til fange.
Og disse 200-300 Mand, hvor så de ud. Gustne og blege var de. Deres Klæder var tilsølede og forrevne. Mange blødte af mindre Sår, som der ikke var Forbindsstof til. Andre havde Bind om Hovedet, en Arm eller et Ben. ”Das ist die Hölle da drauseen” var det eneste vi kunne få at vide af dem. (Det er Helvede derude) Ikke et Ord andet om Forholdene derude.
Og mon der kan være værre i Helvede? Selv nu, efter at de var bleven afløste og var kommen uden for den egentlige Kampzone, fortalte deres Udtryk og Udseende mere end Ord om den Spænding og de Lidelser, som de i dette ene Døgn havde gennemgået. Trætte og sløve uden at danne nogen egentlig Formation slæbte de sig tilbage, bort fra dette Helvede.
Jeg har ikke før set Soldater så medtagne til Legeme og Sjæl, som disse få, der udgjorde Resterne af et Regiment efter 24 Timers Kamp. Men jeg ved, at dette ikke er et enestående Tilfælde.
I Argonnerskoven, ved Verdun, Hartmansveilerkopf og mange andre Steder på Vestfronten er Gang på Gang Regiment efter Regiment jaget frem til Storm og er bleven mejet ned for Fode. Og de få, som har overlevet et sådant Helvede kan ikke selv forstå, at de er sluppen levende fra det.
Hidtil er alle Angreb gået glat, men dette her glipper. Det begynder nu at knibe allevegne. Vi skal i Overmorgen tidlig pa Rejse igen til Lille og Flandern. Der er Offensiven også gået i Stå, og Englænderne presser på med stor Kraft, så vi får nok en varm Tur igen.
(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1914-18)
Andreas Christian Andersen gjorde krigstjeneste ved Landwehr-Fussartillerie-Bataillon 76, 6 Batteri, der blev indsat ved den store tyske offensiv i juli 1918. Nedenfor bringes hans beretning fra dagene 14.-17. juli.
Christian Andreas Andersen (1892-1965) som soldat. Original i privateje.
FRA KAMPDAGENE I JULI, 1918
Den hede julisol nedsender sine stråler over Champagnes ødemarker. Flere dage har luften været så trykkende, at det næsten ikke er til at drage ånde. Måske kommer det og så af den stadig tiltagende spænding i krigssituationen, thi siden 1. juli, har her især fra tyskernes side været udfoldet en travl virksomhed at skaffe tropper og ammunition, til fronter, som tyder på , at noget stort er i gære.
Vi har opslået vor lejr på en stejl affaldende skrænt, der er svagt bevokset med træer. Om dagen lever vi temmeligt fredeligt, men om natten suser projektilerne hen over os og vejene omkring os, ligger hele natten under en morderisk, fransk granatild, så at sove er der ikke tale om, Ofte må vi de lange nætter vandre omkring i de fugtige stoller (det er lange underjordiske gange) der er gravet f.eks. ind i bjergsiden og går skråt nedad, med ansigtet tæt indesluttet i de uhyggelige gasmasker, for ikke at blive overraskede af de giftige gasarter, der ofte udvikler sig ved dertil indrettede projektilers detonation.
Alt som forberedelserne til den frygtelige kamp skrider fremad, bliver også den franske ild mere livlig. Særlig slemme er dagene d. 10., 11. og 14 juli.
Sidstnævnte dag henved aftenstide, går jeg en lille tur gennem lejren og betragter det brogede feltliv, der i grunden tager sig ganske fredeligt ud i denne lune sommeraftenstund. Et par hundrede meter fra mig, ved skræntens fod, holder en ammunitionskolonne rast. Hestene græsser roligt og soldaterne koger deres aftensmad. Da med et afbrydes stilheden af et dumpt drøn, som jeg straks høre et afskud af en fransk kanon, i det næste øjeblik høres en granats uhyggelige sus gennem luften og midt i den fredeligt rastende kolonne slår den ned og eksploderer med en øredøvende larm. Billedet er med ét: heste og folk spredes i vild flugt fra hinanden. Et par sårede soldater råber om hjælp, et par heste bliver liggende, dødeligt ramt.
Højt oppe i luften kredser én fransk flyver, der nedkaster røde lyskugler, et tegn på at ilden kan fortsættes, da skuddene ligger gunstigt, atter de dumpe drøn, denne gang tre i umiddelbar rækkefølge, de uhyggelige sus og — , de tre skud ligger spredt blandt de flygtende folk og heste.
Atter de samme skrækkelige råb af sårede og lemlæstede mennesker, hvor frygtelig i denne ellers så kønne aftenstund.
Så hurtigt, som muligt skynder vi os nu fra lejren, hen til ulykkesstedet, at bringe de sårede hjælp. Desværre er dette i de fleste tilfælde til ingen nytte. Hvor granaterne har gjort deres værk, der er vi små mennesker for det meste magtesløse. De fleste er ramt så hårdt, så døden allerede er indtrådt. Til disse, seks i alt, kastes der en fællesgrav, derude på den åbne mark. Lempelig lægges de derned, uden salmesang og ligtale, men hver især af os føler i sit indre vistnok har følelsen af afmægtighed og er små overfor døden, for hvilken vi alle engang, tidlig eller silde skal bøje os.
Tilstedeværende ansigter bærer præg af de alvorlige tanker, de vist i dette øjeblik behersker sindene. Nu træder kolonnens fører, en ung løjtnant, hen til graven, han blotter hovedet, folder hænderne og med stille vemodig røst, beder han ved den åbne grav et Fadervor.
Efter denne korte men meningsfulde andagt, kastes graven til.
Næppe er jeg nået tilbage til lejren, før franskmændene igen åbner ilden. Denne gang har han vor lejr som mål. Heldigvis ligger denne så gunstigt, midt på den temmelig stejle skrænt, at de fleste skud går over os og ender nede i dalen 20-30 m. under os.
Hen ved 11-tiden kommer en mand løbende, deres opholdssted, en nyopført træbarak, er skudt itu, Heldigvis er ingen blevet såret, i hast får jeg alle om kvarteret og stuvet sammen, i de førnævnte stoller, et ubekvemt, men i sådanne tider, dog et ret behageligt kvarter. Her er man da i det mindste nogenlunde skudsikker. Skydningen tager til eftersom tiden skrider frem og jeg længes efter at klokken skal blive 1. På dette tidspunkt skal nemlig det tyske angreb begynde. Intet er nemlig mere oprivende end at ligge afventende og lade sig overdænge med granater af de fjendtlige. Endelig er klokken 1. og som med et slag, sætter den tyske trommeild ind.
Hen ved 1500 kanoner skyder i hurtig ild projektiler fra de mindste til de største og sværeste kalibere ind mod den franske stilling.
Lyskastere arbejder ustandseligt, blinkapparatur morser korte telegrammer mellem observeringen og kommandostabene. og så dertil den øredøvende larm af kanonernes afskud og projektilernes eksplosioner.
Henad morgenstunden, forsøger jeg at telefonere du til mit batteri, men desværre, alle ledninger er skudt itu, der er ingen forbindelse at få. Op på formiddagen kommer en telefonist ind til mig, på kontoret. Han kommer fra stillingen og blodet løber ham ned over ansigtet af et sår, som en granatsplint har tilføjet ham i hovedet. Jeg vil straks i færd med at forbinde ham, men han afslår det, det er kun en ubetydelig, men desværre, siger han, er begge officerer sårede, den ene temmelig hårdt, Batteriet er uden fører og ingen ved hvad de skal gøre. Mens han beretter dette, ser jeg, at hans højre øre og kind er stærkt ophovnede og spørger om årsagen. Åh, siger han, det er vist en bi eller myg der har stukket mig. Jeg lagde høreren af telefonen et øjeblik i græsset og da jeg satte den til øret igen, mærkede jeg det.
Nu vidste jeg straks årsagen. Græsset, hvor han havde lagt høreren, havde været forgiftet af de frygtelige gasarter og disse var nu årsagen til den stærke ophovnen. Disse gasarter er nemlig så frygtelige, at de formeligt æder kødet og det eneste middel derimod er indgnidning med klorkalk. Dette var også altid ved hånden og efter, at han foreløbig var blevet behandlet dermed, sendte jeg ham til forbindingspladsen.
Den franske ild der var rettet mod vores lejr, var forstummet og jeg kravler op ad skrænten, for deroppefra at følge kampens gang. Jorden ryster formelig af den voldsomme artilleriduel, der udkæmpes der forude. To rækker lænkeballoner kendetegner de to linier. Forude styres en tysk observationsflyver frem mod de franske linier, den er omgivet af flere lette jagtflyvere af Fokkertypen, der har til opgave at skærme mod de franske angreb.
Pludselig hører jeg lige i min nærhed lyden af fremmede motorer. Det er en kæk amerikansk flyver, der har taget sigte på en tysk lænkeballon. So men høg overfalder en høne, sådan suser han fra oven skråt ned ad på ballonen. Nu høres et maskingeværs tikken og et øjeblik efter slår en mægtig flamme ud af ballonens gasbeholder. Nu springer en mand, forsynet med faldskærm ud af gondolen. Han daler langsomt med små svingninger ned ad mod jorden. En anden følger efter, Men desværre, han kommer ikke langt nok ud til siden, flammerne får fat i hans faldskærm og staklen suser ned i dybet, han er fortabt.
Medens jeg betragter dette rædselsfulde og dog tillige storslåede skuespil, kommer en mand henimod mig. Det er min batterifører, Løjtnant T., højre arm bærer han i bind og hans ansigt er fortrukket af smerte. Efter at have hilst, siger han med brudt stemme: “Det ser sørgeligt ud derude, angrebet er i stå, ja franskmanden er somme steder i modangreb stødt frem over vore linier. Vort batteri ligger under den sværeste ild. Samtidig med mig bar de også løjtnant V. og tre mand bort, der er nok kommen flere til siden.”
Batteriet er fuldstændig afskåret og uden ledelse, løjtnant L. der opholder sig her i lejren, må øjeblikkelig derud.
Vi følgens ad, hen til løjtnant L., han går foran jeg bagefter, hvor nedbøjet er han, den ellers så stolte og modige mand, der med største hengivenhed i over fire år tappert har kæmpet for land og folk. Han føler vist i dette øjeblik, hvilken skæbne, der frister det stolte Tyskland, løjtnant L. kommer os i møde og udtaler sin beklagelse over det skete. Uden omsvøb, fortæller batteriføreren ham, hvorledes det står til derude. Da synker han sammen, den eller så militæriske løjtnant L. Han er dagen før, vendt tilbage fra en orlov i Hjemmet, hvor han tog afsked med sin hustru og to små børn. Jeg kan ikke, stønner han, jeg har ikke min udrustning og jeg har ingen gasmaske, det er den visse død at gå derind uden den. Batteriføreren måler ham med et foragteligt blik.
Han vender sig mod mig: ”Andersen, vil de tage dem af batteriet, de stakkels folk har ikke fortjent, at de ofres, fordi ingen vil tage sig af dem”.
-”Javel”, er mit svar og jeg belaver mig straks til at gå. Endnu et håndtryk og et lev vel og måske det sidste af den sårede mand, der altid har været så ærlig og rettænkende, over for sine undergivne, og jeg gør mig færdig til rejsen.
Det tager ikke lang tid. Iført en let sommerfrakke, gasmasken i beredskab på brystet, pistolen med otte skud i bæltet og stålhjelmen trykket godt ned over panden, begiver jeg mig på vej, ud til batteriet. I afstand ser jeg, hvorledes stillingen derude overdænges med granater og svære miner. Hver gang et projektil slår ned, ser jeg den lodrette røgsøjler stige til vejrs og jordklumper og jord kastes ud til siden. Det ser frygtelig ud på nært hold og der skal jeg ind, i dette helvede, jeg gyser og ser tilbage.
Hvorfor skal jeg sætte mit liv på spil? Så jeg ikke helst, at tyskerne knuses fuldstændigt? Jo, sandelig, men ikke den enkelte mand. Er hans liv ikke så meget værd som mit? Jeg ved at dersom jeg bliver derude, da vil jeg blive begrædt af min kære gamle mor og far, af søskende og af venner. Men har de, der nu ligger hjælpeløse derude, ikke også en mor derhjemme? Jo, sandelig, de vil savnes lige så meget som mig.
Her gælder det ikke en begejstret kamp for folk og Tyskland, men her gælder det om at frelse, måske mange mennesker og da bør jeg ikke vige tilbage. Jeg har et ansvar, en pligt, overfor dem derude, for hver enkelt der er betroet min. omsorg og derfor, kun fremad.
Snart er jeg midt i ilden. Nu gælder det om at holde hver nerve anspændt til det yderste. Af erfaring, lærer man at bedømme på afskuddene, om vedkommende granater vil slå ned i nærheden eller ej og jeg lytter derfor spændt, alt som jeg går fremad. Nu kommer der en – – i samme øjeblik ligger jeg pladask på jorden. Rigtig
Den slår ned omtrent 20 meter foran mig, splinter og jord farer hvinende henover mig. Med lynets hurtighed er jeg på benene og frem styrter jeg, for at kaste mig i det hul, den sidste granat efterlod sig. Det er nemlig en kendsgerning, at af hundrede granater, falder sjældent to på samme sted, selv om de er nok så velrettede, atter falder granater foran og bagved mig og i pausen arbejder jeg mig stadig fremad. Endelig når jeg ud til batteriet. Det ser sørgeligt ud. Jorden er fuldstændig omrodet af granater. Folkene har søgt skjul i løbegravene, der forbinder de enkelte kanoner med hverandre eller har nedgravet sig enkeltvis i små huller. Telefonisterne har indrettet i en ret rummelig jordhule med 25-30 cm jord ovenpå, de er nogenlunde sikrede mod splinter. Hos dem skal jeg også have mit opholssted. Da jeg kommer derind sidder en ung oversergeant bøjet over en mængde tabeller, som er udarbejdet i forvejen.
Jeg spørger hvorledes det står til. ”Sørgeligt’’, siger han, ”vi er fuldstændig afskåren, alle ledninger er itu”. Jeg spørger hvornår sidst vejrberetning er kommet. “For 6 timer siden”, svarer han. Disse plejer at komme fra et meteorologisk institut hver anden time, da vejret har stor indflydelse nå skydningen. Dermed kan vi altså ikke regne. Jeg går ud for at se, om alt er i orden i fald vi bliver nødsagede til at skyde. Skuddene falder nu kun enkeltvis og helt sjældent. Jeg kommer op foran batteriet og ser forud. Også derude synes det roligere. Da, pludselig ser jeg grønne raketter stige til vejrs, det er vort infanteri, der på denne måde forlanger spærreild, jeg retter i hast an, viser på et i terrænet nøjagtigt orienteret kort ind efter signaturerne, den viser i retning af Ripont mølle. Dernæst måler jeg afstanden fra hovedretningen til siden og afstanden fra batteriet til den plet, hvor skuddene skal ligge, og i samme øjeblik giver jeg kommando “Spærreild, Ripont mølle. Hovedretning 12 . 1850.- 3 skud. Næppe er kommandoen udtalt, før folkene bakser med de svære kanoner og snart fyrer den første kanon, straks efterfulgt af 2. og 3. Jeg observerer gennem mit glas. Efter at skuddene er faldet, sendes røde signaler til vejrs, et tegn på , at de ligger for langt. I hast prøver jeg afstanden på kortet. Den stemmer. Hvad er der så i vejen? Nu har jeg det, Krudtet er blevet opvarmet af solen og forbrænder under et stærkere gastryk. “1825” er mit næste kommando, 10 grupper, det vil sige at hvert skyts afgiver 10 skud på en og samme afstand i hurtig ild. Knap syv minutter efter melder de enkelte kanonkommandører, at de 10 skud er afgivet, fra infanteriet kommer der ingen flere signaler. Vor ild har altså bevaret dem fra franskmandens angreb.
Kanonbetjeningen kan nu tage sig et hvil og telefonfolkene må i gang med at lappe den sønderskudte ledning sammen. Den første forbindelse jeg får, er med bataillonen. Kommandøren er selv ved apparatet. Det er det første af sine batterier, han har forbindelse med og glæder sig sikkert derover. Jeg forklarer ham, hvorledes det står til og beder ham virke hen til, at vi så snart, som muligt bliver trukket ud af denne stilling, da den aldeles uholdbar i forsvarsøjemed. Han lover at gøre sit bedste, men foreløbig må vi vente og se tiden an. Imidlertid er feltkøkkenet nået ud til os. Den modige sergeant, der er ansvarlig for forplejningen, har trodset den franske ild og er og så uden synderligt uheld nået ud til os. Det tages formelig i storm af de stakkels, overanstrengte og udvågede folk. Efter at de har spist, giver jeg dem lov til at tage et hvil og jeg overtager selv vagten. Eftermiddagen forløber rolig. Mod aften kommer der befaling fra battallionen om at forblive i stillingen i endnu 3 dage, for at dække infanteriets tilbagetog, dog med den bemærkning at vi kun skal skyde, når infanteriet forlanger spærreild.
Vi indretter os så nogle jordhuler i en forladt stilling, ved siden af batteriet og her søger vi tilflugt, når franskmændene retter ilden mod vort batteri. Efterhånden som dagene går, tilintetgøres vor stilling næsten fuldstændig og da vi d. 19 . juli om natten endelig får lov at rømme den, er den næsten jævnet med jorden. Kun én af vore fire kanoner er i brugbar stand og ligeledes er folkenes udrustning ilde tilredt. Vi trækker omkring 3 km. tilbage i en god udbygget stilling, løjtnant L. overtager nu kommandoen og jeg vender tilbage til min skrivestue. Den 23. juli forlader jeg batteriet, for at tilbringe 4 ugers orlov hjemme.
Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 kom til Vestfronten.
Den 15. Juli marscherede vi af Sted til Linjen igen og kom til at ligge i tredie Skyttelinje, samme Sted som sidst. Der kom vi til at ligge i Huller, som vi søgte at udbedre, saa godt vi kunde.
Om Dagen maatte vi ikke komme ovenfor Hullet, og om Natten skulde vi være meget forsigtige med Cigaretild og andet, der kunde lyse, da Stillingen laa paa en Bakkeskrænt, som tydelig kunde ses fra de franske Linjer. Fjenden havde alligevel opdaget os og begyndte at bombardere os.
Det blev en frygtelig Tilværelse.
Jeg var sammen med to Kammerater i et Granathul. Af og til raslede store Sten og Jorddynger ned i Hullet fra Granater, som sprang ved Siden af. Mine to Kammerater vilde ikke blive der; jeg holdt paa dem, men et andet Sted hen vilde de. De sprang op af Graven, men naaede knap Overfladen, før en Granat faldt og splittede dem fuldstændig ad.
Jorden gled ned over mig og ødelagde mit Maskingevær. Granatstumper røg rundt med nogle forfærdelige Brag ovenfor Hullet, saa jeg var næsten helt sindsforvirret af Spektaklet. Jeg kunde se Ild og ligesom Stjerner allevegne.
Nu kom der en mærkelig Behagelig Ro over mig, og jeg tænkte: Nej, jeg bliver, jeg kan lige saa godt dø her, som springe ovenfor og blive skudt.
Hvordan Tiden gik, havde jeg ingen Anelse om, jeg sad som i en Døs og havde hverken Tanker for det ene eller det andet. Kun var jeg sikker paa Døden, og om den kom ti Minutter før eller senere, var mig fuldstændig ligegyldig.
Endelig begyndte det at mørkne, og jeg var endnu uskadt. Og nu kom der en Pause, i hvilken der blev fuldstændig stille ovre hos Franskmændene.
Jeg listede mig op af Graven, men alt var som uddødt. Hist og her mellem Granathullerne laa afskudte Arme og Ben, spredte Indvolde, hele Hoveder eller kun Dele deraf.
Det var meget værre, end den vildeste Fantasi kunde udmale det. Da jeg saa dette frygteligste Syn, jeg endnu har set, havde jeg kun en Tanke: bort fra dette Djævleværk.
Jeg løb tilbage, men kunde ikke se en levende Sjæl. Nu brød et mægtigt Spektakel frem nede fra de franske Skyttegrave, og jeg var klar over, at nu stormede de over vore Stillinger, men kun nogle enkelte overlevende var tilbage.
Jeg kunde ingen Tyskere se, før ca. 4-500 Meter længere fremme. Jeg løb, saa jeg hverken vidste det ene eller det andet, kun fremad. Endelig naaede jeg mine Kammerater, men Fjenden kom ikke længere end til vore gamle Stillinger. Mit Kompagni var der ingen af, saa jeg kom ind i et helt andet Regiment. Jeg kom i anden Linje og nogle nye Stillinger, der allerede var lavet nede i en Dal.
Nu havde Fjenden faaet Forstærkning af Amerikanerne og stormede vor nye Stilling. Hele første Linje lod sig tage til Fange, og nu stormede de frem mod os.
Det var min Beslutning at lade mig tage til Fange, men alle Officererne op til Oberstløjtnanter var med i Nærkampen, saa jeg kunde ingen Lejlighed faa til det.
Nu rykkede vore Reserver ogsaa frem, og det kom til en frygtelig Bajonetfægtning. Jeg havde taget en død Kammerats Gevær, da jeg jo ingen havde selv.
En engelsk Officer stod pludselig foran mig og sigtede paa mig med sin Revolver. Jeg troede atter, det var mit sidste Øjeblik, men Revolveren klikkede, og i det samme var jeg inde paa ham og havde gennemboret ham med min Bajonet.
Vi fik stadig Reserver, og nu maatte Fjenden vige. Jeg havde faaet min Læbe slaaet af en Træsplint, saa den var meget hævet, og jeg vilde melde mig saaret. Det kunde der ikke være Tale om, der blev ikke taget Hensyn hverken til døde eller Saarede, blot Stillingen blev holdt.
Om Natten var der saa nogenlunde roligt, og de, der var tilbage af mit Kompagni, blev samlet. Vi var kun tre Menige, en Løjtnant og en Underofficer. Det var alt hvad der var tilbage af godt Hundrede Mand før Bombardementet.
Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.
15.7. Kl. 5,15 Morgen.
Oh, hvor er verden dog en Jammerdal. Folk rejser sig imod Folk, og Mennesker stræber hinanden efter Livet. I tusindvis har sikkert mistet livet i denne Morgenstund. Andre er bleven såret og lemlæstet, og mange, mange flere vil lide samme Skæbne før Solen går ned. Jorden er bleven et Helvede.
I Går Middag måtte jeg afsted ud i Stilling, og at det ikke er helt roligt her opdagede jeg ret hurtigt.
Et Sted lå tre dræbte Infanterister og andre lå enkeltvis langs i Graven, som jeg passerede. Fjenden har været ret hård i de sidste Dage, siges der. De har skudt livligt om Dagen, og om Natten har de lavet regelret Trommeild, ledsaget af mindre Angreb pa vore Stillinger.
Under disse Angreb er ikke så få Infanterister bleven dræbt, ikke ved Skud, men ved Ha[l]soverskæring og lignende. Og det er ikke Negre, men rigtige Franskmænd, som har forøvet det. Måske er det kun Propaganda, men vi er opfordret til at tage Hævn over Niddingerne.
Kl. 1 begyndte Trommeilden og Kl. 5 gik Infanteriet frem.
Der er givet Ordre til at skyde alle ned. Der må ikke gives Pardon hverken til Høje eller lave, hverken til Sorte eller hvide, og hverken til Mænd med Våben eller Våbenløse. Det er ikke Krig længere, det er Myrderi.
Dog tror jeg ikke at vort Infanteri vil være med til at myrde sårede eller våbenløse Fjender. De er alle trætte af Myrderiet og et Regiment blev for et par Page Siden forflyttet på Grund af Mytteri. De ville være til at holde den nuværende Stilling, men nægtede rent ud at gå med til Angreb.
Under Trommeilden skete et par Uheld. (Sligt regnes kun for Uheld under dette Massemyrderi) Vi står her i anden Grav med vore M.W., og første er 100 til 150 Meter foran os. Ovenfor denne stod en Flok Infanterister og betragtede Skydningen. Da gik en 100 kg Mine fra en af vore M.W. ned midt i Flokken, så de røg til alle sider. Straks efter begyndte de uskadte og andre Folk fra graven at hjælpe de sårede, da røg endnu en Mine ned i Flokken.
Jeg stod begge Gange og så hvad der skete og straks første Gang blev en Mand sendt hen til Afdelingen med Melding om det Skete! Anden Gang gik vor Underofficer selv derhen.
Vi troede jo, at Minekasteren havde forskubbet sig, uden at de havde bemærket det. Dette var dog ikke Tilfældet, så det må vistnok have været Drivladningerne som har svigtet. Kort efter sprang samme M.W. i Luften, da Minen slet ikke kom ud af Røret ved Affyringen enten har den Kasse Drivladninger ikke Duet, eller også har de haft Sand og Skidt i Røret.
I min Afdeling er det altid min Bestilling at bære Miner til. En Mand tager Kurven af og renser Minen med Tvist. Jeg tager den så på Skulderen, hvorefter han renser den godt forneden og under Bunden. Jeg bærer den hen til Minekasteren og når alt er klar dertil, lader jeg den glide i Røret. En Mand skruer Tændrøret på og en anden gør klar til Affyring.
Heldigvis kom der ingen til Skade af Eksplosionen, da de alle, som vi altid skal være, var gået i Dækning. Jeg var netop ved at lade en Mine glide i Røret, da Eksplosionen skete.
Der er kun ca 30 m Afstand mellem den og os, og i oprejst Stilling står vi med Hovedet ovenfor Dækning til Siderne da den opgravede Jord er lagt op foran Hullet, for at have Dækning Imod Fjenden.
Lufttrykket om mit Hovede var så voldsom, så jeg troede, at også det ville eksplodere, men det holdt. Galt er det altid sådan en Trommeild, da Ørerne bliver overpressede, så man tilsidst ikke kan skelne de enkelte Lyde og al Tale lyder bare Summen og Brummen.
Ovenpå denne Omgang er det helt galt. Det er som om der er 3-4 Atmosfærers Tryk inde i Hovedet og Hørelsen er lig Nul. Dog er jeg Klar over, at Trommehinderne har holdt, men det er mig umuligt at forstå, hvad der siges til mig. Der er et kraftig brusende Vandfald for mine Øren, jeg kan høre, at der tales, men kan ikke forstå noget af det.
Så vidt jeg kan mærke skyder Franskmændene ikke ret meget, dog kommer der af og til en Drønert, så hele Buden her ryster. Den star ellers godt, da der er godt 30 Trappetrin ned fra Gravbunden. Når det bliver lidt roligere skal vi til at rydde op her i Stillingen.
Hvordan det star til forude, ved leg ikke, da jeg ikke har Lyst til at være nysgerrig i dag.
(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1914-18)
I anledning af det gode badevejr her i sommeren bringer vi et par billeder af badende soldater – og genudsender desuden historien om den løsslupne badeferie i Dixmuiden i 1915.
Soldater efter badning og aflusning (Museum Sønderjylland)Badende soldater (Museum Sønderjylland)En sommerdag i Flandern – langt bag fronten (Museum Sønderjylland)
En Baderejse under Krig. Dixmuiden i August 1915 (fra Dagbogen).
Sammen med min Gruppe var jeg forleden Dag beskæftiget inde i Jernbanedæmningen, der førte gennem de forreste Stillinger og videre over Furnes mod Havet. Formaalet var at drive en saakaldt Minegang frem til vor første Stilling.
Ved Skæret fra en blussende Carbidlampe foregik Arbejdet inde i den mørke Gang, hvor der var ret knebent med Plads. Forrest i Gangen sad der to Pionerer, Mauere, kaldtes de i Bjergmandssproget, og huggede løs i den haarde Lerjord med deres kortskaftede Hakker. Dernæst fulgte saa Weber og jeg, der fyldte den løse Jord i Sække, der af andre blev lagt paa en lille lav Vogn og slæbt hen til Indgangen, hvor Sækkene blev stablet op til om Natten, da de blev bragt hen til Opbygning og Sikring af en over mandshøj Jordvold, der fra Byen førte ud til Jernbanedæmningen.
Naa, Arbejdet gik støt og roligt derinde i Dæmningen. Snakken gik livligt, og der spøgtes og lo. Vognens Hvin og Knirken lød ind imellem. Selvom der ikke blev arbejdet ret meget, saa havde man det rigeligt med Varme herinde i den trange Gang, hvor der herskede en forpestet Luft.
Der var pludselig en af de bagved værende Kammerater, der kom med denne for os næsten utrolige Meddelelse: – Vi skal i Bad! – Naar vi kommer tilbage denne Gang, saa skal hele Bataillonen i Bad!
,,I Bad!” – prustede Weber og virrede med Hovedet. Det er da vist Løgn. Hvor skulde det for Resten være. Her har vi jo ikke andet end Mudder”. – “Nej, nej, det skal da være sandt. Anden Bataillon skal allerede have været i Ostende for at bade,” lød det i Mørket bagved. Ja-ja, la’ vos nu se, sa’ Weber og virrede videre med Hovedet, saa Skyggerne dan-sede i Skæret fra den blafrende Lampe.
– Men, selvfølgelig var det igen en af de saa godt kendte Latrinparoler. Dog Snakken gik stadig livligt, saa noget maa der vel have været om det.
Endelig var vor Tid omme. Vi forlod Gangen og gav Plads til det næste Hold.
Hvor var det herligt at komme ud i Guds frie Natur igen og fylde Lungerne med frisk Luft. Solen skinnede, og Fuglene kvidrede i Luften over vore Hoveder, og ogsaa herude gik Passiaren livligt. Det drejede sig om den omtalte Baderejse.
Nogle Dage senere blev vi en Aften afløst og drog tilbage til vore Hvilekvarterer bag Fronten. Vi laa dengang endnu i Byen Vladsloo. Tøjet og Udrustningen blev set efter, og vi havde faaet den fornødne Hvile.
Saa en Aften hed det ved Parolen: ,,I Morgen KI. 8 møder Bataillonens Kompagnier med let Udrustning paa Alarmpladsen, hvorefter der marcheres til Zarren. Herfra gaar det med Tog til Ostende, for der at bade!”.
Og saadan skete det da.
Den næste Morgen drog vi saa ud paa Skovturen, til Havet. Gamle Mejersahm var i Dagens Anledning kommen til Hest; stolt sad han i Sadlen paa sin Rosinante. Foran spillede Musikken, og bagefter den Gamle fulgte saa Kompagnierne, der saa lidet militæriske ud i deres brogede Blanding af store Drenge, Mænd med lidt Skæg og andre, der lignede Bedstefædre med deres Pryd, en frodig Skægvækst.
Alle var de glade og fornøjede, og man sang lystigt med paa de kendte Schlagere og Soldatersange – “Es war in Schöneberg -” eller “Hej – es war die base Schwiegermama-ma-ma!” og hvad de ellers hedder.
Vi naaede da til Stationen og indtog vore Pladser i de tomme Godsvogne. Toget satte sig i Bevægelse, og ved Middagstid var vi i Ostende.
Fra Banegaarden marcherede vi om til Stedet, hvor vi skulde bade. Geværerne blev stillet sammen. Klunset blev lagt af, dernæst af med Tøjet, og saa gik det ud i de kølige og forfriskende Bølger.
Det var vel nok dejligt! Som kaade Børn lo Kammeraterne og pjaskede rundt i de salte Bølger.
Lidt efter lidt vandrede Kammeraterne i Land igen og iførte sig Tøjet, hvorefter Turen gik op i Byen, for at man rigtigt kunde nyde den korte Frihed.
Jo, det blev en dejlig Tur for mange. Her var der Estaminet’er, hvor man kunde købe sig en Rus for sine Penge, og ~ her var der Kvinder.
Tiden for Afmarchen nærmede sig. Kammeraterne kom dryssende enkeltvis eller flere i Flok; mange af dem var mere eller mindre i løftet Stemning og gik noget usikre paa Benene, hvilket jo nok skyldtes den indtagne Mængde af forskellige Læskedrikke i Form af Øl og Snaps.
Kaptajn Mejersahm lod til at være ret langmodig i Dag. Endelig svang han sig i Sadlen. En enkelt Efternøler kom endnu dinglende og saa satte Bataillonen sig i Bevægelse.
Der marcheredes ad en anden Rute om til Banegaarden: undervejs skulde vi forbi Prins Eitel Friedrichs Kvarter. I Parademarch skulde det gaa forbi denne Herres Bolig.
Der blev nu raabt: “Achtung! die Augen links!” men det blev rigtignok et Syn for Guder at se denne “Hammelherde” paradere forbi. Foran spillede Musikken. Hornene skrattede og Trompeterne lød. Oppe paa sin Balkon stod Prinsen og nikkede og bukkede, jeg tror nok, han morede sig over vor Forbimarch.
Pludselig lød der foran et højt Brøl. Manden der trakterede Stortrommen, var faldet over sine egne Ben, og nu laa han der paa Gaden og sparkede for at komme paa Benene igen. – Jo, det kan nok være, vi morede os.
Vi naaede da Banegaarden, og under endeløs Latter og stor Staahej blev alle Mænnerne lempet ind i Godsvognene igen. Toget satte sig i Bevægelse, og et Par Timer efter naaede vi tilbage til Zarren igen.
Lidt før Stationen standsede Toget. Indkørselssignalet var nok ikke hejst. Underofficer Wegener vilde absolut en lille Tur ud her, for som han sa’: “Man maa da kunne komme ud paa Naturens Vegne”.
Man fik den udvendige Slaa listet fra, Døren gik op, og lidt hurtigere kanske end beregnet kom Wegener ned fra Vognen, han rullede et Par Gange rundt og endte med et Plask nede i den vandfyldte Grøft, hvor han, til stor Moro for os andre, nu laa og. sprællede og gav ondt fra sig.
– “Aa-nej, aa-høj, aa-ha!” –
Toget satte sig i Bevægelse. Vi naaede ind paa Stationen og steg ud. Der blev saa sendt to Mand ud langs Linjen for at bjerge den evigglade Korporal ind.
Under Resten af Turen herskede der en forventnings- fuld og dyster Stemning over Bataillonen.
Der var ingen Sang, og Musikken tav ogsaa. Saa stod vi da atter paa den hjemlige Alarmplads. I Tusmørket holdt vor Gamle nok foran Fronten paa sin Hest. Han var ædende gal, erfarede vi nu, og hvor kunde han denne Aften skælde ud. Dagligt en halv Times Strafekserceren, dikterede han harmfnysende.
– Jo, Bataillonen havde begaaet en lav og lumpen Handling. Æren, ja, særlig hans Ære, var pint og krænket. forsikrede han os højlydt.
Det blev rigtignok baade den første og sidste Baderejse, vi kom ud paa.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af Barisne, Frankrig.
Der lå mange flere tropper end vort battaillon i denne skov ved Cologne. Et musikkorps musicerede hver eftermiddag inde i skoven. Her var adgang for alle og enhver, og der var mange, der hørte på musikkens toner. Eksercits havde vi ikke noget af, vi pudsede kanonerne, holdt våben og tøj i orden og for resten spadserede rundt i skoven, sov meget, røg tobak, der blev spillet kort og fortalt anekdoter.
Uden at vi vidste det, blev forberedelserne truffet til det andet Marneslag. Vel mærkede vi nok, at der næsten hver eneste nat kom flere og flere tropper ind i skoven, og der kom mere og mere militær på egnen, men det tænkte vi os ikke så meget ved.
Det satte ind med stærk varme, og vi nød tilværelsen hver eneste dag. Lidt med arbejde, rigelig med søvn og en nogenlunde forplejning – men det varede kun nogle få dage – så fik vi andet at tænke på.
Tyskerne prøvede nu på for sidste gang under verdenskrigen at angribe, de sidste kræfter blev samlet sammen til det sidste voldsomme angreb, nu var det enten at briste eller bære, knald eller fald. Sejr eller dø!!!
H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin den 13. Juli 1918.
I Dag blev Rigsdagen sluttet, og jeg rejste sammen med flere Kolleger med Middagstoget fra Berlin. Jeg var i Kupé sammen med Dr. Blunck, Stubbe og Stolten fra Hamborg. I Afdelingen ved Siden af os sad Ballin og flere Direktører for Hamborg-Amerikalinjen.
Undervejs kom Ballin ind i vor Kupé. Vi havde jo nylig været i Hamborg og var ved denne Lejlighed kommen i personlig Berøring med ham. Han indledede straks en Samtale om Stillingen og gav sin Uvilje tilkende over, at Statssekretær v. Kühlmann var bleven fjernet. „Uden Forhandling er det dog umuligt at opnaa Fred,” sagde han. „Generalernes Storpralerier er utaalelige. Selv om vi i bedste Fald — hvad jeg iøvrigt holder for helt udelukket — sejrer paa Vestfronten, knuser Frankrig og driver Englænderne tilbage over Kanalen, er vi lige langt fjernede fra Freden. Hvad har vi saa i Virkeligheden opnaaet? Englænderne sidder saa vedblivende sikkert paa deres Øer. De vil have baade Folk og Materialer nok til Raadighed og vil kunne bygge 10 Gange saa mange Skibe, som vi er i Stand til at bygge. Verdensblokaden vil blive fortsat, og Søkrigen blive ført videre.”
Jeg noterede straks denne Udtalelse, da den forekom mig meget interessant som Udtryk ikke blot for Ballins personlige Opfattelse, men ogsaa for den Stemning, der hersker i hanseatiske Forretningskredse.
Kort før vi naaede til Bergedorf, standsede Toget, som det nu sker paa saa at sige hver Fart mellem Hamborg og Berlin. Lokomotivet var gaaet i Stykker. Et Leje var brændt ud. Der blev telefoneret efter et andet Lokomotiv i Hamborg, og indtil det kom, gav det et ufrivilligt Ophold. Ballin havde ingen Tid. Han vekslede et Par Ord med Togføreren, saa ud af Vinduet, aabnede Kupédøren og var med et Sæt ude af Toget.
Idet han vendte sig om og tog Afsked med os, raabte han, at han gik til Bergedorf, hvor han haabede at opdrive en Bil, da han ikke havde Tid til at vente.
Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.
13. 7.
Jeg er nu snart nået tilbage til Kompagniet, eller da i det mindste til det Sted, hvor jeg forlod det for at rejse pa Orlov. Jeg er rejst helt til Juniville uden Afbrydelser eller Omstigninger. Ankom dertil i Aftes Kl. 11,30, og sov der i Nat. Men for første Gang i mit Liv sov jeg under Sengen. Der var fuldt belagt både i Sengene, pa Borde, Bænke og på Gulvet, men sa opdagede jeg en fri Plads under en Seng og krøb derind. Jeg sov også nogenlunde, og sov til Kl. 8 i Morges. Efter at have spist lidt Morgenmad, for nu er jeg jo kommen i Vane med at spise flere Gange daglig og til bestemt Tid, vandrede jeg afsted og er nu nået til La Neuville.
Jeg sidder i Soldaterhjemmet og hviler ud. Der er jo ikke noget at haste efter, og jeg har kun en Times Gang tilbage. Som jeg nok tænkte, da jeg rejste hjemmefra, ser det ud til, at her går Dansen snart løs igen. Hvad pokker bliver de ved at mase på for, de kan dog ikke hamle op med hele Verden, og knække dem med Våbenmagt, kan de dog ikke. Eller er det de sidste Krampetrækninger, som ethvert Legeme gør for Livet ebber ud.
Jeg lovede min Mor ved Afskeden at jeg kom hjem til hende igen, nar Krigen er Slut. Og det varer ganske bestemt ikke et År, føjede jeg til. Fader er reklameret fri og er måske nået hjem allerede. Broder Mathias er i Lazaret og har det rigtig godt. Muligvis er Krigen forbi, nar han igen er tjenstdygtig. Og Frederik, ja selv om han bliver indkaldt, når Fader kommer hjem, så går der dog altid et par Måneder for han kan sendes ud. Så jeg tror helt bestemt, at vi alle samles igen.
Det er ikke Soldater disse 18 års Drenge, som de nu sender herud. Det er små spinkle Fyre allesammen, da de ikke har kunnet udvikle sig ved den Krigskost, som har været dem undt derhjemme i Tyskland. De kan lade og affyre en Bøsse, men skvatter sikkert omkuld derved. Derudover kan de næsten have en Barnepige med Barnevogn behov, for ikke straks at gå i Hundene.
(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af Barisne, Frankrig.
Vi gik meget omkring inde i skoven; en dag kom nogle soldater fra 1/407 ind på en afsides liggende plads; her lå en død fransk officer. Han havde ligget der i adskillige dage. Ved siden af ham lå en hund, den var meget udmattet, men endnu levende.
De tog hunden med sig og slæbte den hen til køkkenvognen, her bød de den noget at spise, men den ville intet æde.
Den bed rebet over, og så fandt de den nede hos den døde franskmand. De begravede officeren og tog hunden med; men den rev sig løs, og de fandt den liggende på sin herres grav.
De tog den med igen, men den ville ikke æde noget. Da den blev mere og mere elendig og stadig nægtede at æde, blev den skudt.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og efter flere operationer indlagt på lazarettet i Sønderborg i marts 1918.
Man havde indrettet frimurerlogen til lazaret,og her lå kun folk, der var oven senge,og som ikke behøvede megen behandling.
Alle var fra Als eller Sundeved, og jeg blev ikke så lidt forbavset, da jeg kom ind til dette selskab, for der var ingen opsyn, og alt gik så naturligt til, så jeg følte mig snart hjemme her.
Det bedste af det hele var,at her blev der talt dansk som hjemme. Da jeg meldte mig hos underofficeren for at få mine sager udleveret og for at få en seng anvist,foregik det på tysk,men stor blev min forundring, da han henvendte sig til de øvrige på stuen;da foregik det nemlig på dansk.
Fra den side havde jeg endnu aldrig set en overordnet ved det tyske militær,men mysteriet opklaredes,da jeg fik at vide,at manden var fra Fårhus.
Kl. 9 skulle vi være i vore senge,og da kom der en sanitetsfeltwebel og sagde “godnat”;det var bare den forskel,at her lå vi i sengene,og det hele gik meget mere roligt og ikke så militærisk.
En aften da lyset blev slukket,hørte vi et vældigt rabalder.Det var en seng,der var faldet sammen,og vedkommende skældte ud på tyrkisk manér. Alle lo undtagen ham,det var gået ud over.Han brummede kun.
Her i Sønderborg var det dejligt at være,og der gik ikke mange dage, inden jeg havde indlevet mig i de nye forhold.Vi gik og gjorde,som vi selv ville,og kun om formiddagen,når der var stuegang,skulle vi være der.
Dr. Reuter og hans datter havde overopsynet,men de viste sig kun en gang om ugen.
Så længe vi var på lazarettet,var vi godt hjulpne,og mit sår heledes i løbet af kort tid.Selve benet gjorde de ikke ret meget ved.Jeg skulle godt nok gøre gymnastik hver dag,men da jeg selv skulle gøre det, blev det ikke til ret meget.Jeg gik godt nok op og ned af trapperne,men det kunne jeg godt gøre uden at bøje benet alt for meget.
Forplejningen fik vi fra Sønderborghus, og den var god. Om morgenen hentede vi selv kaffen og den tildelte ration brød,og om middagen og om aftenen spiste vi nede på hotellet.
Det var let at få orlov, og jeg var hjemme hver week-end.I påsken og pinsen havde vi et par dage ekstra.
Sidst i maj fik jeg 14 dages rekreationsorlov,og jeg var nu så rask, at jeg kunne blive overflyttet til erstatningsbataljonen.
Da tiden var omme,søgte jeg yderligere 14 dages arbejdsorlov,hvilket også blev bevilget.
I alt var jeg hjemme i 6 uger,og i den tid var Chr. Faurholm også hjemme fra fronten,og vi var meget sammen.
Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”
Andreas Esbensen gjorde krigstjeneste i Første Verdenskrig. I 1915 var hans regiment til at storme en høj ved egnen omkring Lille. Han fortæller om begivenhederne dengang:
“Syv gange trådte vi an til storm, hver gang med to hundrede mand, men vi blev hver gang slået tilbage og kom hver gang tilbage med kun 20-25 mand. Franskmændene kunne dog ikke få nye forsyninger frem, og derfor lykkedes det os omsider at indtage deres stillinger, men — ved et modangreb tog de dog kort efter deres stilling tilbage.”
I juli 1918 kom hans regiment tilbage.
Så skete det, at vi i juli 1918 skulle indsættes på akkurat det samme sted, hvor vi havde haft så blodige tab. Det huede os ikke, og vi var derfor nogle stykker, der blev enige om, at vi ganske bestemt ikke ville være med her; vi ville ud af det hele, stikke af og prøve at komme til Svejts.
Der var tre tyskere foruden mig, og så min bedste kammerat. Han var fra Kiel. Da det kom til stykket, turde han alligevel ikke vove sig ud i det.
Vi andre aftalte, at vi næste gang, vi skulle ud i skyttegravene, ville smide os ned på vej derud og så ganske simpelt blive liggende, indtil alle var passeret.
Da vi så endelig var på vej frem, blev der kommanderet: »Sværm ud!« Vi fulgte ordren og smed os ned, og da alle var borte, rejste vi os og gik tilbage. Vi nåede byen Lille og opsøgte banegården.
I første omgang havde vi til hensigt at nå til Berlin.
En af kammeraterne var nemlig berliner. Han hed Schultz. Han havde haft arbejde på et bataljonskontor og havde her forsynet sig med orlovsblanketter. Vi klarede os let ved togkontrollen ved grænsen og nåede uhindret til Berlin.
Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten.
Morgenen efter kom han [den engelske flyver] igen ved samme Tid. Han lod da en Seddel falde, som han havde bundet ved en Sten, for at den kunde falde lige ned. Sedlen faldt tæt ved mig.
Jeg kunde ikke rigtig læse det engelske, men jeg kunde da forstaa, at jeg skulde give den til den første den bedste Officer, og at Tyskerne var fejge, fordi de vilde lade ham flyve der i Fred hver Morgen.
Jeg gav den til Løjtnanten og hørte ikke mere til det.
Men om Eftermiddagen var der mindst 200 tyske Flyvere over Skyttelinjerne. Det varede ikke længe, før der var lige saa mange Englændere og Franskmænd, og nu begyndte den mest rasende Kamp i Luften. Jeg talte 40 Flyvere, der faldt ned den Eftermiddag, og Kampen holdt ikke op, før det blev mørkt om Aftenen.
Jeg skulde efter Middagsmad, og paa Tilbagevejen havde jeg sat Kedlerne fra mig for at hvile Armene og stod bag en Træstamme. Pludselig mærkede jeg et Lufttryk, der tog Vejret fra mig, og jeg faldt. Da jeg fik rejst mig op, var en Granat faret i Jorden nogle Meter bag ved mig uden at eksplodere. Jeg var bleven helt forvildet, greb mine Kedler og løb ned til Skyttegravene.
Nu begyndte Fjendens Artilleri at tordne, og Gas blev lukket ud i store Bølger. Granater sprang, og Tanks kørte frem og spyede Ild og Maskingeværkugler ud til alle Sider. Tilsidst var der saadant et Helvede, at det var umuligt at være der, og vi maatte enten frem eller tilbage.
Men Kl. 10 holdt det op, og nu stormede Fjenderne op af Skyttegravene. Det kunde ikke hjælpe at tænke paa Modstand med de faa Folk, der endnu var tilbage, og vi trak os tilbage til en Skyttegrav 400 Meter længere tilbage. Vore Geværer og Gasmasker havde vi faaet med os, men det var næsten ogsaa det hele.
Da vi var kommen tilbage til den nye Stilling, blev der roligt, da Fjenden havde taget vore gamle Stillinger i Besiddelse. Om Morgenen løb der to Franskmænd over til os. De fortalte om store Forberedelser til en Offensiv, som de Allierede gjorde. De blev taget til Fange og kom i Forhør. Vi fik ikke at vide, hvad de fortalte, men da de var færdige, kom de tilbage til Fangelejren.
Samme Morgen blev vi afløst og kom i Reserve ved Amontier. Der havde vi det rigtig godt, bestilte intet, undtagen hver ottende Mand, der fik et Maskingevær, ligeledes fik hver 3. Mand, deriblandt jeg, en Browning-Revolver — Maskingeværet havde jeg jo i Forvejen.
Kosten var meget simpel. Vi fik et kg Brød om Dagen til tre Mand samt 60 Gram Smør eller Marmelade til hveranden Dag.
Middagsmaden var mest Suppe med saa godt som intet Kød i. Saa hvis vi kunde finde nogle Kartofler eller andre Rødder, gjaldt det bare om at faa dem kogt og spist med det samme. Det gjaldt blot om at sørge for sig selv først. Naar jeg saaledes var paa Vagt ved Køkkenet, kunde jeg til Tider stjæle et Stykke Flæsk el. lign
K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til til Vestfronten.
Da vi havde været der i to Dage, kom vi i Ilden igen, ca. 400 Meter fra, hvor vi var sidst. Der var ingen rigtige Skyttegrave, kun nogle Huller, man lige kunde dække sig i, og ellers Granathuller. Der var ikke saa godt, som hvor vi var før, her blev vi bombarderet med svært Kaliber.
Om Morgenen kom der en engelsk Flyver, ikke mere end 3-400 Meter over os. Jeg stod i et Granathul og kunde ingen Dækning finde, og han kunde bare lade en Bombe falde, saa var alle vi, der stod omkring, ødelagt. Jeg ventede hvert Øjeblik at se en Bombe falde, men i Stedet tog han Hatten af og vinkede til os.
K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.
7. Juli 1918. Veed du, hvor jeg er henne i Verden i Dag? En pæn Stue, højt til Loftet, et stort Vindue, rigtignok uden Glas, i Loftet nogle afskallede Steder, men ellers helt og det fine lysstribede Tapet delvis ubeskadiget. Møblementet er tre to Etagers raat sammen tømrede Sengesteder, men rummelige med fjedrende Langbrædder, saa man godt kan sove uden Træuld, og desuden ejer hver en lille Træstol med Halmsæde, som vi har hentet fra en Kirkeruin lige overfor. — Jeg bor nu i Armentiéres.
En Aftenstund forleden fik vi Ordre til Afmarche næste Morgen. Jeg gik hen i Gartneriet for at sige Farvel til Blomsterne og plukkede halvtudsprungne Roser. Næste Morgen stillede vort Korporalskab med hver Mand sin Rose, jeg med en dejlig mørkerød, og Kompagniet kørte med Feltbanetog til St. Andrée. Indkvartering i en lille Arbejdergades tomme Huse. Stuerne halvfulde af muggen Halm og Støv. Et Par Timers Rengøring, saa saa alt pænt ud. Men straks efter Ordre til ny Flytning næste Morgen. Spaseret til en af Lilles gamle Stadsporte, Porte de l’Abbaye, men for at komme ind i Lille skal man have særlig »Ausweis«. I Nærheden laa et Soldaterhjem i en smuk herskabelig Ejendom med Tæppe paa Gulvet i Læseværelset og Musik i Restaurationen. Man levede ligefrem op den Dag.
En søvnløs Nat paa Grund af et stærkt Hold i Ryggen og Flyverbomber. Næste Morgen kunde jeg knap røre mig; men en Sygemelding afvistes, og en Stuefælle hjalp mig Tornysteren paa. Naar den først sad der, stivede den Ryggen af. Men de 117 Gange, da den skulde af og paa i Dagens Løb, var lidt tragikomiske. Med et Transporttog til Armentiéres forbi; vort Frugtparadis og Hjem i to Maaneder. Langt om længe Indkvartering i halvt hele Huse, Arbejde med at indrette sig, Vagt om Natten. Jeg havde min Hyre med at passe paa Øjenlaagene, der vilde falde i.
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om tyske fredsplaner, der imidlertid omfatter fuld kontrol med Polen og Belgien. Og så handler det om det første slag ved Hamel, der er blevet kaldt verdens første, moderne slag med en minutiøst koordineret indsats af infanteri, luftvåben, kampvogne, artilleri, gas og maskingeværer. Slagplanen var lagt af den australske generalløjtnant John Monash, der må regnes for én af Første Verdenskrigs største taktiske begavelser.
Amerikanske tropper strømmer til Europa og tæller nu én million mand, og kolossale mængder af forsyninger følger dem. Centralmagterne lider derimod under en forsyningskrise, og på hjemmefronten står det mange steder katastrofalt til for civilbefolkningen. I Bulgarien demonstrerer kvinder næsten dagligt, og nogle demonstrationer beskydes med skarpt af politiet. I Osmannerriget står det ikke meget bedre til.
Ved Piave går italienerne frem – og her såres den amerikanske frivillige Røde Kors-chauffør Ernest Hemingway.
Og så er det også i denne uge, at en pilot for første gang med held anvender en faldskærm, da hans fly skydes ned. Og det er også i denne uge, at fly for første gang anvendes til at nedkaste forsyninger til tropper.
Fri entré! Se dagens program samt kørselsvejledning neden for.
Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum skriver:
Oplev Zeppelinbasen i Tønder under angreb
Vi har på Zeppelin og Garnisonsmuseet i næsten et halvt år arbejdet med planer om et kæmpe event ude ved Flyhangaren.
Det startede som en vild idé og det fede er, at det nu bliver realiseret!
Det sker i tæt samarbejde med Tønder Kommune og Støtteforeningen for Zeppelinbasen.
Zeppelin og Garnisonsmuseet Tønder er nu stolte over, at være i stand til at kunne markere 100-året for ”The Tondern Raid” – verdenshistoriens første hangarskibsbaserede flyangreb – udført af Royal Navy med hangarskibet HMS Furious og Royal Air Force med deres “Sopwith Camel” jagerfly – mod Zeppelin Luftskibsbasen i Tønder.
Det legendariske og banebrydende angreb har skrevet sig selv ind i krigshistorien og varslede et paradigmeskifte i krigsførsel.
På Imperial War Museum i London har man dedikeret en hel udstilling om luftskibene og deres hærgen over de engelske storbyer, ligesom “The Tondern Raid” har dets helt eget udstillingsrum.
Dermed er Zeppelinbasen i Tønder det eneste sted på nuværende dansk grund, hvor der fandt kamphandlinger med bombenedkastninger og kugler flyvende om ørerne under 1.verdenskrig!
Zeppelin og Garnisonsmuseet Tønder rummer mange hundrede genstande hidrørende angrebet.
Med et spektakulært show ved Flyhangaren i Soldaterskoven, vil den anerkendte Special Effects-ekspert Hummer Højmark iscenesætte flyangrebet gennem fantastiske special effects. Hummer Højmark er bl.a. kendt for alle special effects fra storfilmene Under Sandet og Flammen og Citronen – SAMT vores egen film “I Krig og Kærlighed” som har premiere i November i Flyhangaren i Tønder. (http://dsfx.dk)
Reenactor-gruppen “Westfront 1916” bemander skyttegraven i forsvaret af luftskibsbasen i tyske uniformer fra 1.vkr. og der kan samtidig opleves et tysk feltlazaret anno 1914.
Hele denne oplevelsen toppes af med deltagelsen af en ægte klassiker i flyvningens historie:
Danmarks Flymuseums “De Havilland – Tiger Moth” dobbeltdækker fly kommer og “kaster” bomberne.
Vi glæder os til at se dig til en hæsblæsende dag med masser af fantastiske oplevelser og aktiviteter!
HUSK: Vi opfører hele showet hele 2 gange kl.11.00 og 14.00.
Du kan opleve det hele i Tønder!
Søndag den 22. juli 2018 kl. 10.00 ▪ Flyhangaren i Soldaterskoven ved Tønder
HUSK: ZEPPELIN & GARNISONSMUSEET HAR ÅBENT HELE DAGEN FRA 10.00-17.00
Program
10.00: Start 10.15: Velkomst ved Zeppelin Museet og Tønder Kommune 11.00: Første angrebsshow 12.00: Frokost ved Hotel Tønderhus – Gullaschkanon, første rundvisning i Soldaterskoven/Flyhangaren og besøge stande m.m. 13.30: Opvarmning med Westfront 1916 14.00: Andet angreb og modeopvisning 15.00 Rundvisning i Soldaterskoven/Flyhangaren 16.00 Tak for i dag.
Westfront 1916 besøgte Zeppelinbasen i sommeren 2017 – nu er de tilbage.Mød Westfront 1916 og hør om livet og døden om soldat i 1. verdenskrig
Chresten J. Fauerholm, Blans Østermark, deltog i Første Verdenskrig. Han blev indsat på vestfronten i 1918 i Infanterie-Regiment 397, 2. MGK (Maskingeværkompagni).
Endelig, efter 13 måneder i felten, opnåede jeg orlov og rejste den 6. juli fra Roye. Jeg fulgtes med min ven og kompagnikammerat Peter Petersen fra Raade ved Øsby. Vi slæbte på en stor pakke med »vasketøj«, som tilhørte vor køkkenunderofficer.
Da vi kom ind i toget, mødte vi i kupeen Peters gamle nabo fra Raade, Claus Juhl, en mand på ca. 40 år. Det første spørgsmål, han stillede til Peter, var: »Hvem lader jer slæbe på sådan en stor pakke?« Peter fortalte så, at vasketøjet skulle afsendes fra Køln til køkkenmandens mor.
Claus Juhl havde ingen kommentar, men tog uden videre sin lommekniv frem og skar snoren om pap-æsken over, og til vor store overraskelse faldt der seks store dåser med flæskekonserves ud af pakken.
Claus Juhl forærede hver af kupeens seks soldater en dåse, og inden vi nåede Køln, var pakkens indhold forsvundet i vore maver.
Efter orloven var køkkenchefen den første til at byde os velkommen. Han gjorde det ret mistroisk, men vi var jo allerede enige om, at dersom han ville gøre ophævelser og behandle os uvenligt, ville han omgående blive meldt til regimentskommandøren. Han var dog klog nok til at holde sig i skindet, og vi to blev vældig godt behandlet.
Den omtalte Claus Juhl kan være den Claus Juhl, der flere gange optræder med egne historier her på siden og som har være inspiration for Pernille Juhls roman “Vent på mig, Marie”.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i egnen omkring Braisne i Frankrig.
Hen på natten kom der en granat og eksploderede i vor nærhed; vi hørte kun dette ene nedslag – og denne ene granat ramte netop Oberleutnant Ostermann, der var gået ud af tunnelen, vist nok på naturens vegne.
Han blev revet i stumper og stykker, og rygtet herom spredtes med det samme. Der blev ingen sorg blandt mandskabet over tabet.
Dagen efter kom der en kiste med køkkenvognen, og Oberleutnant Ostermann skulle lægges i denne, og 4 mand og en Gefreiter skulle bære ham ca. 20 km tilbage, her skulle han begraves på en kirkegård lige ved siden af kirken.
Bernhardt Kopp var med i dette kommando, og han fortalte, at de puttede kun hovedet og lidt af fødderne i kisten, resten smed de sand på, og før de kom til afleveringsstedet, fyldte de jord og sten i kisten, for at den kunne fa en passende vægt. Kisten blev godt tilsømmet og afleveret.
To dage senere skulle han begraves, med hele bataljonen som æreskompagni. Det var om eftermiddagen; vi stod der længe før højtideligheden begyndte på kirkegården. Kisten stod ved siden af den frisk opkastede grav tildækket med blomster og kranse (hvert batteri skulle binde et bestemt antal kranse, det besørgede de gartnere, der fandtes mellem mandskabet).
Bataljonens officerer med Excellence Bergmann og præsten i spidsen trådte ind på kirkegården. Vi stod ret. Musikken spillede en sørgemarch, dernæst sang vi et par salmer med musikledsagelse.
Præsten trådte frem og talte over den afdøde; han talte med høj røst om “Kejser und Vaterland”, og da han talte over det gode tyske hjerte, der engang havde slået kraftigt og varmt for fædrelandet; men nu stod stille i den simple kiste osv., begyndte den ene efter den anden at trække på smilebåndene, og Gefreiter Ganz, der stod ved min venstre side, begyndte ligefrem at fnise – alle tænkte på stenene i kisten – særlig da præsten talte så meget om det dyrebare legeme, der her fandt sit sidste hvilested i fremmed jord.
Derefter sang vi: ”Ich hat einen Kammeraten”, skød salut – tre skud og højtideligheden var forbi.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten.
Da vi havde været der tre Dage og haft det rigtig gemytligt med Englænderne uden nogen særlig Batalje, blev vi afløst og kom til at ligge i en Dal bag ved Jernbanen, som vi var kommen over, da vi kom ud til Skyttegravene.
Om Dagen sov vi hele Tiden, men om Natten skulde vi bære Ammunition ud til Artilleriet, som stod i en Sump, hvor Vognene ikke kunde passere. Ligeledes var der Miner paa 90 kg, som skulde bæres ud til Skyttegravene.
Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en ukendt fransk landsby.
Jeg fandt det store proviantdepot – det største, jeg nogen sinde har set. Jernbanen førte derhen med 2 gange dobbeltspor, og hele komplekset udgjorde en hel by. Der var vistnok over hundrede større og mindre barakker.
Da jeg kom derhen, var der ikke så forfærdelig mange mennesker; jeg gik hen til kornbarakkerne og skaffede mig en sæk ved at hælde kornet ud på gulvet, gik hen i en anden barak og fyldte den med franske kiks og konservesdåser med amerikanske beafstyk.
I alt havde jeg vel en 30 – 35 kg i sækken, så kom jeg forbi vinbarakkerne, jeg drak 2 gange et drikkebæger til 1/4 1 og fyldte min feltflaske. Det havde været meget varmt, og jeg kunne godt mærke virkningen af den dejlige vin. Jeg gik straks tilbage til batteriet, men da begyndte folk af alle våbenarter at strømme til, alle ville de hen for at hente levnedsmidler – og slukke tørsten.
Da jeg kom tilbage til kanonerne, var vi kun foruden vagten nogle få stykker. Jeg åbnede dåserne, spiste kød og kiks og drak vin til – en herlig ting. Vi delte; de andre havde også hentet sig noget. Da vi havde spist og drukket vinen, gik de andre til depotet igen, de ville have fat i noget mere. Jeg blev tilbage ved 4. kanon.
Ved midnatstid kom batterichefen løjtnant Wiederholdt med en skydebefaling – vi skulle beskyde de franske stillinger – men jeg kunne ikke alene betjene kanonen, og han spurgte efter alle de andre. Jeg forklarede, at de var sandsynligvis henne i depotet. Han gav mig befaling til øjeblikkelig at hente dem. Chefen var vred – stod med en skydebefaling, men intet mandskab (han havde også smagt på vinen).
Jeg gik hen til depotet. Det var i de lyse nætters tid, og det var en dejlig varm aften, og jeg kunne se, da jeg havde gået et lille stykke, hvorledes alt og alle strømmede mod depotet.
Da jeg kom derhen, mødte der mig et billede, som jeg aldrig havde set mage til. Der var strømmet folk til fra hele divisionen, så man roligt kan anslå folkemængden til mellem 10 og 20 tusind mennesker.
Det lignede en stor markedsplads, soldaterne gik og kom, fra det ene sted til det andet, syngende og råbende, og de allerfleste var berusede. Nogle kom ridende, andre trak hestene eller havde bundet dem, og mange heste gik herreløs omkring. Mange af soldaterne lå rundt omkring og sov, og nogle, ja, mange var døddrukne.
Alle kom de slæbende, enten med det ene eller det andet, og der var nok af det. En, så jeg, kom bærende med en 20 – 30 flagermuslygter på ryggen, en anden kom med et stort bundt læderremme, men mest havde de sagerne i en sæk. Jeg råbte en gang imellem på 1/407 (1. Batterie/Bataillon 407), men det var håbløst. Det hele var et virvar, og så al denne spektakel.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Bogen om den blodigste dag i Første Verdenskrig – i hvert fald set fra et sønderjysk synspunkt! Læs den i sommerferien!
Mere end 100 sønderjyder faldt denne ene dag. I alt faldt over 6.000 sønderjyder i den mere end 1.500 dage lange krig.
Historikerne Martin Bo Nørregård og René Rasmussen beskriver i den meget velillustrerede bog baggrunden for slaget og kampenes forløb. Det sker på baggrund af både franske og tyske militære kilder samt et væld af øjenvidneskildringer fra de sønderjyske soldater, der var med.
Bogen indeholder både samtidige og helt nytegnede kort, masser af samtidige fotos fra skyttegravene ved Moulin-sous-Touvent, portrætter af sønderjyske soldater og en liste over data på de 105 registrerede sønderjyder, der faldt denne dag.
Læseprøver på bogen
Fra bogens indledning s. 5Helt nytegnede kort – her på s. 7Masser af originale fotos fra Moulin-sous-Touvent i 1915 – s. 10-11 i bogenFotos fra begge sider af fronten og portrætter af sønderjyske deltagere i slaget – s. 24-25“Den sorte dag” skiller sig ud fra alle andre dage i Første Verdenskrig – s. 45Helt nytegnede kort over både det franske angreb og det tyske modangreb. Men også flere samtidige kort over stillingerne og begivenhederne. Omslag, inderside
Pressen skrev bl.a.:
“… en imponerende lille bog.”
“Som læser er man helt tæt på begivenhederne på slagmarken og er med helt nede i skyttegravene hos soldaterne.”
“Giver et fremragende overblik over selve slaget og i nogle af de skæbner, som tog del i det.”
“Bogen er let at læse og fordrer ikke det store kendskab til krigen”
“Kan også bruges af slægtsforskere”
“Yderst levende skrevet … En spændende og absolut læseværdig bog … den kan anbefales på det varmeste”.
“Bogen er ikke kun anbefalelsesværdig for dem, der interesserer sig for 1. Verdenskrig og krigens mange sønderjyske skæbner, men også for folk med mere almen historisk interesse.”
