Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i RIR84. Han blev såret i juni 1916 og mistede sine øjne. Efter ophold på et blindelazaret i Halle an der Saale kom han i efteråret 1916 på marinelazarettet i Kiel.
Der var stor opstandelse, da det blev meddelt, at den tyske kejserinde, Augusta Viktoria, ville besøge lazarettet, og der blev pudset og skuret og gjort rent.
»Hvad vil De nu sige til kejserinden, når hun tiltaler Dem«, sagde stabslægen til mig, »vil De sige »fru« kejserinde?« »Jeg vil sige ‘Eure Majestät’«, svarede jeg.
Alle hårdtsårede måtte ned på den nederste korridor. Vi, som var nogenlunde til bens, blev her stillet op i en række, mens andre lå i deres senge, men alle, der ikke var blevet værdige til at være med til paraden, fik ordre til at blive i deres stuer og ikke vise sig ved vinduerne. Mange af dem tog det som en alvorlig tilsidesættelse af deres ret til at se deres kejserinde.
Kejserinden og et par damer og vore øverste læger gik nu langs med rækken, og kejserinden gav en og anden hånden og henvendte et par ord til andre.
Hun var gået forbi mig, da vor stabslæge sagde: »Den mand her har mistet synet, Deres majestæt!« Hun kom tilbage og gav mig hånden, spurgte om mit navn, mit regiment, og hvor jeg var blevet såret. »Lorette«, sagde hun, »ja, det var jo nogle af de hårdeste kampe!« –
Da hun så hørte, at jeg var fra Nordslesvig, spurgte hun om min familie. Hun var jo selv knyttet til Slesvig med stærke familiehånd.
Derpå forærede hun mig et billede af hendes gemal, kejser Wilhelm, til hest. Billedet var i postkortformat og i papramme. Endvidere gav hun mig en lille buket laurbærblade fæstnet i en sløjfe af sort, hvidt og rødt bånd.
I disse få øjeblikke så jeg hende som ganske almindelig kvinde og mor, som kendte krigens kår så godt som nogen, og som selv havde en række sønner med der, hvor menneskeskæbner afgøres, men som nu, tvunget af hendes høje stillings krav, måtte være vidne til denne menneskelige elendighed.