Alle indlæg af Rene Rasmussen

Ikke kategoriseret

6. oktober 1916. Ved Somme: “Aldrig har vi oplevet noget lignende!”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I september 1916 kom han til Somme-fronten.

Samme Stilling, den 6. Oktober 1916.
Himmel og Jord staar i Eet. Aldrig har vi oplevet noget lignende. Ildhastigheden er i Dag steget til det højeste, der endnu er præsteret. Halsende, det ene Batteri værre end det andet, udslynger de deres døds- og fordærvelsesbringende Projektiler i ukendte Masser. Fejende i lav Højde hen over Hovederne paa os, der forkuede og ængstelige klumper os sammen i ethvert Hul, brøler disse Bæster for ved den mindste Berøring med Jorden at eksplodere og rives fra hinanden i mange Stumper, der fløjtende og surrende flyver omkring.

Alle Kalibere er repræsenterede. De store 38 cm Skibsgranater kommer med deres noget dybere Lyd  og forsvinder i Jorden med et Plump. Næppe er de naaet 5—6 Meter ned i Jorden, før de rives fra hinanden med et vældig Brag og river alt, døde og levende, med sig i Luften, hvorfra saa Lig , eller Dele deraf, og Jordklumper som en Byge atter vælter ned om Ørerne paa os, der hvert Øjeblik kan vente paa, at en lignende Luftrejse kan gøre Ende paa denne irriterende Tilværelse.

Der er ingen Tvivl om, at et Angreb kan forventes, og Kompagniføreren har derfor givet Ordre til at holde alt parat til yderste Forsvar. Enhver har anbragt alle de Haandgranater i Livremmen, som der blot er Plads til. Resten er kastet udenfor Understandene for at have dem nærmere ved Haanden.

Maskingeværerne, af hvilke endnu kun to er i brugelig Stand, er efterset og prøvet. Der er 24,000 Skud til dem, og Kasserne med Ammunitionen er stillet rede. Fjendens Artilleri arbejder med ubeskrivelig Hastværk, og deres Mening om at kunne tilintetgøre enhver levende Spire i vore Skyttegrave er god nok.

Lige nu kom der Melding om, at Kompagniførerens Understand er skudt sammen, og at 10 Mand er begravet i den.

 

Krigens forløb

6. oktober 1916. Granatchok: De begravede kammerater gravet fri – men to er blevet vanvittige

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, men efter et lazaretophold kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 lå ved Somme-fronten.

Da vi havde modtaget Melding om, at Kompagniføreren og 10 Mand  var begravet under nedstyrtede Stolper, Brædder og Jordmasser, besluttede Skorstensfejeren sig til at grave ham ud.

Tanken var vanvittig, thi det var faktisk ikke til at opholde sig i Skyttegraven. Dog, med 3 Mand til Hjælp lykkedes det Skorstensfejeren at skaffe Luft ned til de indespærrede  Kammerater, der nu selv kunde skaffe sig Adgang til mere Plads.

Dermed var det værste overstaaet, thi naar blot de havde Luft, kunde de jo altid selv arbejde sig videre ud. Efter et Par Timers  Anstrengelser var de komme fri af Hindringerne, men desværre var 2 Mand blevet saa haardt medtaget af Skræk, at de ikke vilde med ud.

Det var tydeligt nok, at de havde taget Skade paa deres Forstand. De lo og sang, og var ikke til at tale tilrette. Kompagniføreren havde  faaet et betydeligt Chok og laa altopgivende i Graven. Han bad om at lade tilgaa Løjtnanten af 1. Deling Besked om at overtage  Kommandoen, da han enten vilde se at komme tilbage, eller ogsaa afvente Døden, hvor han laa.

Ordonnansen kom imidlertid tilbage fra 1. Deling med Melding om, at Løjtnanten var falden ved Middagstid, og da Kompagniføreren hørte dette, besluttede han at blive, vi skulde bare lade ham ligge,  hvor han laa. Hensigten hermed var tydelig nok, men vi kunde ikke  overtale ham til at søge Dækning.

 

Krigens forløb

5. oktober 1916. Bestikkelse: Orloven forlænget for skinke, flæsk og Rød Aalborg

Skriv en kommentar

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå gjorde krigstjeneste i flåden, først på en minestryger og senere om bord på SMS Najade. Sidst i juli 1916 fik han orlov – og ved bestikkelse blev orloven forlænget gentagne gange.

Da jeg havde været hjemme en otte Dages Tid, sendte jeg i min Kones Navn en Pakke til Vagtmesteren. Den blev meget nådigt modtaget. Samtidig afgik der en Ansøgning om Efterorlov. Der blev omgående bevilget tre Uger til, men hver fjortende Dag afgik da også en Pakke til Vagtmesteren. Høsten trak ud, og på den Konto fik jeg yderligere fjorten Dage, dog samtidig skrev han, om jeg kunde besørge Chefen nogle Høns. Endnu en Gang søgte jeg om fjorten Dage, dog denne Gang kom der intet Svar, og jeg måtte af Sted, I Pasewalk, hvorfra der gik en Sidebane til Svinemünde, blev jeg råbt ud af Toget.

Der var Telegram til mig, eftersendt af min Kone. Jeg skulde afvente nærmere Ordre, stod der i det. Jeg havde alle mine Sager liggende i Svinemünde-Toget, der var rede til Afgang, men I kan tro, jeg kom ud i en Fart, efterladende mine medbragte Levnedsmidler til mine Rejsekammerater.

Denne Gang havde Vagtmesteren taget det hele på sig, men nu skulde jeg absolut se at få mindst tre Høns og en Hane med. Fjorten Dage var jeg hjemme endnu, så kom der Telegram om, at jeg straks skulde vende tilbage. Så rejste jeg af Sted med mine Høns og en Flaske „Ålborg” til Vagtmesteren. Den havde han udtrykkelig anmodet mig om at tage med.

Henad Aften nåede jeg om Bord, og det første, Vagtmesteren spurgte om, var, om jeg havde Akvavitten med. Han kendte den fra Kejsermanøvrerne hernede. – Og så de uforglemmelige danske Kaffepunche. Man kunde for 20 Penning få den dejligste „Krambambuli”.

De var nemlig ikke vant til, at Flasken kom på Bordet, så den gik med for de to Groschen. Det var således de bedste Minder, han fra sin aktive Tjenestetid havde taget med heroppefra, derfor lå Flasken også øverst i Kufferten, og samme Aften måtte jeg stille i hans Kahyt med Flasken.

Der var kun en Stol og et Bord, så Vagtmesteren tog Plads på Sengekanten. Jeg fik ikke Lov at gå, før Flasken var tom. Glas havde vi ikke, jeg måtte tage min Tørn med, dog kneb jeg Læberne sammen, så Vagtmesteren fik den store Broderpart. Inden jeg gik, måtte jeg vælte ham over i Sengen, med Tøj øg Støvler på, han var nemlig blevet så fuld som en Allike.

DSK-årbøger 1945

Krigens forløb

4. oktober 1916. Ved Somme: Endelig forsyninger – og rigeligt! Af 200 mand er kun 60 tilbage!

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 lå ved Somme-fronten.

I Pierre-Vaastskoven, den 4. Oktober 1916.

Der kom ingen Kommando med Levnedmidler i Gaar Aftes, og Sepl samlede derfor 10 Mand, der under heftig Beskydning i rasende Løb satte over frit liggende Terræn i Retning af Manancourt. I Morges naaede de tilbage.

De var haardt læsset med Levnedsmidler, Drikke- og Rygevarer. Sepl har virkelig udført en Heltedaad, men vi saa nu ogsaa anderledes paa den Kommando, der skulde sørge for Forplejningen, og som vi havde forbandet ned i den sorte Jord, idet vi har været af den Mening, at de var for fejge til at gaa frem.

Det viste sig nemlig efter Sepls Beretning, at der ved Køkkenet i Manancourt havde været den største Ængstelse for Kompagniet, men ingen vidste, hvor det var blevet af. Kommandoen havde nemlig hver Aften været ude ved Stillingen og havde ogsaa været ad Hulvejen, ad hvilken de, da de var ukendt med Terrænet, næsten var naaet over til Franskmanden.

For at undgaa Fangenskab havde de maattet kaste alt, hvad de havde at bære paa, og var løbet tilbage. Det havde ikke været dem muligt at finde Kompagniet de andre Aftener, og de var kommet i saa stærk Ild, at der af Kommandoens 20 Mand nu kun var 7 tilbage.

Deres Bestilling var ikke misundelsesværdig, men i Skyttegraven er der kun 60 Mand tilbage af Kompagniet, og det har den Fordel, at der nu er rigelig med Levnedsmidler, der ellers var beregnet til 200.

 

Krigens forløb

4. oktober 1916. Nis Kock nænner ikke at skyde en løve

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden.

Overalt i Skoven traf man paa Dyrestier, som de forskellige Dyr fulgte, naar de søgte ned til Floden for at drikke, og ude paa de aabne Græsgange ved Floden kunde man træffe tre-fire forskellige Slags Antiloper — ofte i temmelig store Flokke — Zebraer og en Mængde andre Dyr, som man kun saå Glimt af og næppe lærte at kende Navnet paa.

Store Flokke af Aber huserede ogsaa ved Floden og lavede et forfærdeligt Spektakel, som skræmte det øvrige Vildt, men der gik dog sjælden en Dag, uden at jeg kom hjem med et Stykke Vildt paa Tasken.

Det blev fordelt mellem Bærerne, som saa tørrede Kødet over Ilden og derefter spiste det. De gode Stykker, som Ramasan altid sørgede for til min Husholdning, blev som Regel anvendt til forskellige  Risretter, som han var en Mester i at tilberede.

Een Gang paa disse Jagtudflugter skød jeg paa en Antilope i fuldt Spring, men gjorde det aldrig oftere, da jeg maaatte skyde tre Gange for at dræbe den, og én Gang skød jeg slet ikke.

Det var paa Hjemturen fra en Jagtudflugt, der ikke havde givet noget Resultat. Jeg skulde skynde mig tilbage for at sende en Safari mod Nord med Ammunition, men pludselig blev jeg staaende stille som naglet til Stedet. Bæreren, som jeg havde med, stod lige saa stiv og stille, og jeg hørte hans Stemme, hæs af Spænding og  Overraskelse: — Bwana, huko Simba! — Herre, dernede er Løver!

Der var tre. En Han og en Hun og deres Unge. Ungen og dens Mor laa ned, medens Hannen slentrede omkring i Nærheden. —

Skyd, Bwana, skyd! hviskede Negeren og pegede paa Dyrene, men det var mig simpelthen umuligt.

Jeg blev staaende i nogen Tid og saå paa de smukke Dyr, hvis frygtelige Brøl saa ofte vækkede mig om Natten, men hængte saa Geværet over Skulderen og gik hjem til min Safari.

Jeg brød mig ikke om at skyde for at dræbe.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

3. oktober 1916. “Tempo, Bwana!” En elefant raserer lejren

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden.

En anden Nat blev jeg vækket ved, at der lød vilde Hyl og Skrig fra Bærerne, og da det var paa en Tid, hvor der gik Rygter om, at engelske Patrouiller var i Nærheden, blev jeg hed om Ørene. Jeg var den eneste bevæbnede Mand i Lejren og havde Ansvaret for de  store Lagre af Patroner, der var opstablet her.

Med Riflen i Haanden løb jeg hen mod Lejren, der laa ca. 100 m fra det Sted, hvor jeg sov — det er godt at være paa passende Afstand fra en Negerlejr — men inden jeg naaede derhen, stødte jeg sammen med en af Bærerne i Mørket og spurgte ham aandeløst, hvad der var paa Færde.

— Tempo, Bwana! skreg Manden: — En Elefant, Herre! Den kom løbende lige tværs gennem Lejren, og har nok trampet de fleste af mine Kammerater ihjel!

Jeg stod stille og lyttede, og skønt Skrigene fra Bærerlejren langt fra var forstummet, hørte jeg tydeligt, hvorledes et stort Dyr knagende og bragende banede sig Vej gennem Junglen bort fra Lejren.

Jeg gik hen til Lejren, hvor alt var Jammer og Forvirring, men da jeg havde undersøgt Sagen nærmere, viste det sig, at ingen af Bærerne var kommet til Skade, hvilket maa betragtes som noget af et Mirakel.

Det var ligeledes en temmelig usædvanlig Hændelse, at en Elefant optraadte paa den Maade, for de er i Besiddelse af en meget udviklet Lugtesans, der holder dem langt borte fra de Steder, hver  Mennesker slaar Lejr.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

3. oktober 1916. Helvedet ved Somme: Lig i drikkevandet

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I begyndelsen af oktober 1916 lå han ved Somme-fronten.

… det er det værste, vi endnu har været ude for. I Skyttegravene findes der saa godt som ingen Understande, i hvert Fald er de langtfra tilstrækkelige, og de fleste har maattet kampere i Hullerne, der forestiller Begrebet — Skyttegrav.

IMG_2011_11_30_6426_Vestfront_skyttegrav_cropped

Levnedsmidler er endnu ikke kommet frem, og den medbragte Jernportion er forlængst vederfaret Retfærdighed. Sulten er stor, men Tørsten er endnu større, dog Savnet af Rygemateriale er vel dog sluttelig det allerstørste. Er der en, der er saa lykkelig at have en Cigaret, melder der sig straks 10 Mand med Bøn om „ein Zug”. Naar Cigaretten saaledes er gaaet fra Mund til Mund 10 Gange, slukkes Ilden i den, og den hengemmes i Vestelommen til „næste Frokost”, andet giver det nemlig ikke.

Drikkevandet er sluppet op, thi efter at nogle i Gaar Morges havde opdaget, at der af det Granathul, ad hvilket vi hidtil havde hentet det grumsede Vand, stak et Par Ben og flere Par Arme frem, har vi tabt Lysten til det Vand.

Hidtil havde det afhjulpet Vandmanglen, men nu er vi nødt til at udspænde Teltlærredet i Skyttegraven for at opsamle Regnen. I Midten af Lærredet har vi skaaret et Hul, ad hvilket Draaberne samler sig ned i en Staalhjelm, der er anbragt nedenunder for at op  fange Draaberne. Det er flere Gange lykkedes nogen at faa en Mundfuld, men for det meste bliver hele Indretningen revet bort af Granaterne.

Kølevandet til Maskingeværerne er forlængst drukket, men de efterfyldes med Vandet fra Granathullet bagved. Sepl og jeg er lige kommet fra Kompagniføreren, til hvem vi indtrængende henstillede at lade sørge for Mad og Drikke.

RIR242_Maskingeværstilling_mindre

Kompagniføreren er god nok. Han havde ogsaa Forstaaelsen af vor fortvivlede Stilling, men vi kunde tydelig mærke paa ham, at hvis han sendte nogle tilbage, troede han ikke, at de kom igen. Han lovede dog, at hvis Levnedsmiddelkommandoen ikke naaede frem til Aften, skulde der blive sendt et Kommando af Sted, som under Sepls Ledelse skulde bringe Levnedsmidler frem.

I 4 Dage har det franske Artilleri hamret paa vor Stilling, og Opholdet her er ikke til at beskrive. Kaskader af Granater og  Shrapnels ligefrem regner ned over Skyttegravens Besætning og længere tilbage, og de Meldinger, som Underofficererne hver Morgen bringer Kompagniføreren, indeholder altid en uhyggelig Fortegnelse over store Tab.

Skyttegrav_tegning_døde_cropped

Understande, eller rettere Hullerne, er skudt sønder og sammen og har begravet alt levende under sig, og i første Deling til højre er der næsten ingen tilbage. Fra Understandene, der ligger op til saadanne, der er sammenskudt, kan v i høre de begravedes fortvivlede Kalden paa Hjælp, dog, der hengaar kun et Par Timer, saa er Raabene  forstummet.

Det er umuligt at komme til Hjælp, thi vi kan ikke opholde os i Skyttegraven for Granaterne eller de omkringflyvende Splinter, der har en Længde af indtil 1 Meter.

 

Krigens forløb

2. oktober 1916. En flodhest tramper rundt i mørket …

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden. Et engelsk gevær [formentlig et Lee Enfield] beholdt han selv, da han blev nødt til at aflevere sin Mauser karabin.

Det viste sig at være et fortræffeligt Bytte. Det tykke, lidt klodsede Gevær med Træbelægning helt ud til Mundingen, saa man overhovedet ikke kunde se noget af Løbet, og med sit 10 Skuds Magasin, var ikke alene en god Erstatning for min tyske Karabin, men ogsaa et overdaadigt godt Jagtvaaben, der faldt mig ualmindelig godt i Haanden og skød ganske overordentlig præcist.

Med det nedlagde jeg en Mængde Dyr i Omegnen af Kungulio  til uendelig Fryd for mine altid sultne Bærere. De var saa ivrige efter at komme med paa Jagt, at jeg ofte maatte jage dem tilbage for i det hele taget at gøre mig Haab om at faa noget Bytte. Men som Regel tog jeg dog et Par Stykker af dem med for at blive fri for at slæbe hjem med Jagtudbyttet selv.

Rufijifloden var Dyrenes Paradis. Aldrig har jeg set saa uhyre Mængder af Vildt som her ved Østfrikas største Flod.

En af de første Nætter, da jeg sov trygt paa mit Græsleje, hørte jeg en Lyd, som øjeblikkelig gjorde mig lysvaagen. Jeg sprang op og greb efter min Parabellum Pistol med ti skarpe Skud i Magasinet. Den havde jeg altid liggende nær ved Haanden, da man jo maatte være forberedt paa alle mulige Overraskelser.

Men her forslog en Pistolkugle vist ikke. Noget uhyre tungt brasede gennem Krattet tæt ved det Sted, hvor jeg laa, og kort efter stod det stille og begyndte at æde af Græsset. Jeg kunde tydeligt høre, hvergang det tog sig en ordentlig Mundfuld.

Der var da altsaa ikke Tale om noget Rovdyr. Engang imellem kunde jeg høre en vældig Prusten som fra en Hest, der gaar og græsser. Det skal nok være en Flodhest, tænkte jeg, og var just ikke opløftet ved Udsigten til, at denne Kolos kunde finde paa at trampe hen over mit Sovested.

Men efterhaanden blev Lydene svagere og svagere, og til sidst døde de helt bort.

Da jeg saa efter den næste Morgen, opdagede jeg Aftryk af solide Flodhestefødder kun 10-15 meter fra det Sted, hvor jeg sov.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Ikke kategoriseret

1. oktober 1916. “Springende som anskudte harer …” I forreste linje ved Somme

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I september 1916 kom han til Somme-fronten.

Det begyndte at lysne i Øst, og endnu laa vi stadig i samme Grav.  Endelig kom der Ordre til , at vi skulde komme tilbage til Farmen, og paany skulde vi ad Hulvejen tilbage samme Vej, som vi var kommet.

Franskmændene havde nu imidlertid opdaget, hvad der foregik i Hulvejen, og en fygende Shrapnelild blev lagt henover den.

Springende som anskudte Harer satte vi igennem, naar vi mente, der var en lille Chance, men der var tyndet slemt ud i Rækkerne, da vi atter laa bag Farmen.

Men ogsaa Modet og Uvillien var taget til, thi vi syntes, at dette dog var det mest forrykte, vi endnu havde været ude for. Justav var imidlertid ankommet til Farmen, og ogsaa Kompagniføreren havde faaet nærmere Besked paa, hvor vi endelig skulde hen.

Nu gik det tilbage til Pierre-Vaastskoven og igennem denne. Det var ikke stort bedre, thi ogsaa her suste Granaterne ned, og de nøgne Træstammer saa spøgelseagtige ud. Træerne var som raserede, og Skovbunden laa fuld af afskudte Grene, paa hvilke Bladene var visnede. Endelig naaede vi dog til det Sted, der efter Beregning  skulde være vor fremtidige Stilling, og med højre Fløj ud til Landevejen Saily—Rancourt og venstre Fløj mod Pierre-Vaastskoven indtog vi Stillingen, i hvilken der ikke var nogen at afløse.

 

Krigens forløb

30. september 1916. Ved Somme: “Hist og her laa en uformelig Masse, der ved nærmere Eftersyn viste sig at være de til Ukendelighed sammenskudte Rester af et Menneske”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I september 1916 kom han til Somme-fronten.

I Pierre-Vaastskoven

Der var 20 Kilometer at gaa,. forinden vi naaede ud til Stillingen. Berliner Justav var sendt afsted i Forvejen for at udspejde, hvor Kompagniet skulde afløse, og bagved en Skov ventede vi paa, at han skulde komme tilbage, men det blev en lang Ventetid, og da franske Granater tilsyneladende havde opdaget os, og af den Grund „gjort os Helvede hedt”, fortrak vi uden at vente paa Justav.

Videre gik det i Retning af Saily-Sailissel ad en Vej igennem en Skov. Her havde vort svære Artilleri taget Opstilling, og det var et  eftertragtet Maal for Fjendens ditto. Det var et Helvede at skulle igennem. Den ene Salve efter den anden kom hujende og hvæsende, og hvor de slog ned, forblev intet levende.

Vi blev nu inddelt i mindre Afdelinger og fik Ordre til at samle os ved en Farm, der laa paa den anden Side af Skoven. Videre afsted i Galop gik det langs ad Vejen. Hist og her laa en uformelig Masse, der ved nærmere Eftersyn viste sig at være de til Ukendelighed  sammenskudte Rester af et Menneske, en Bylt af sammenvredne og indfiltrede Dele af Ben, Arme og Uniform og anden Udrustning, og hvorfra en Knoglepibe hist og her stak lige i Vejret. Uhyggeligt var det at se paa, og med Væmmelse søgte enhver udenom.

Et Par Bagagevogne, der havde søgt at bane sig Vej ud t i l Fronten, og som havde været læsset ved Vandflasker til Styrkerne forude, var blevet ramt af en Fuldtræffer. Foruden nogle faa Stumper, der kunde ses at hidrøre fra Hjulene, og 6 ubevægelige Hestekroppe, var saa godt som intet blevet tilbage.

Pulveriseret til en eneste, stor ukendelig Masse af Træ, Glas, Kød- og Jernstumper laa det hele spredt over Vejen og ind i Skoven.

Da vi endelig atter laa samlet bagved „Farmen”, var det Nat.

Endnu var Justav ikke ankommet eller havde ladet høre fra sig, og Kompagniføreren var af den Grund i fuldstændig Uvished om, hvor vi skulde hen. Imidlertid havde vi erfaret, at vi skulde i Stilling i Retning af Byen Maryal, der laa til venstre forude, og at der førte en Hulvej i den Retning.

Der blev nu givet Ordre til Opbrud, og videre gik det, igennem Sai-Sailissel, ad Hulvejen til Skyttegravene.

Det viste sig, at det franske Artilleri var indskudt paa et bestemt Sted i Hulvejen, og at dette Sted stadig laa under Shrapnelild. To Mand ad Gangen sprang vi igennem efter hver Salves Ophør og naaede over til en Skyttegrav. Ingen vidste, om det var den rigtige, og medens Granaterne hujende og hvæsende fo’r hen over Hovederne paa os, laa vi her stuvet sammen Mand ved Mand og ventede paa, at vi skulde blive ført i den rigtige Stilling og blive inddelt i Afsnit, som vi var vant til. Dog ingen vidste noget, og ingen Officer viste sig.

 

Krigens forløb

29. september 1916. H.C. Brodersen til Somme-fronten

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Manancourt, den 29. September 1916.

Sommeslaget har raset i lang Tid, og der er medgaaet mange Divisioner. Den 26. ankom vi med Toget til Peronne og har  marcheret hertil, hvor vi er havnet i Sommeslagets Forterræn.

Allerede her har vi faaet en Forsmag paa, hvad der venter os, naar vi kommer i Stilling. Fjenden har sat alt ind paa at bryde igennem, og fra Fronten kan vi høre en ustandselig Rullen fra hans Artilleri. Mange Iagttagelsesballoner ses hængende i Luften forude, baade egne, men dog mest Fjendens, der har Ord for at bruge „deres Øjne” godt.

Her bag Manancourt ligger alle vore Reserver, Depoter, Lagerplads og Artilleristillinger, og det er dem, Fjendens Opmærksomhed særlig gælder. I Luften hamrer Motorer fra Flyvemaskiner med Hundreder af Hestekræfter. I hele Eskadrer flyver de og foretager Manøvrer og Vendinger, som vi Infanterister ikke har Forstand paa. Undertiden ser vi et Par eller flere suse i Dybet, som om de styrter ned, men det er kun Blændværk, og et Par Minutter efter ser vi, at de er indviklet i Kamp. Den ene søger nu at naa ovenover den anden, og stadig  skruer de sig højere op, vel af den Grund, at den, der er ovenover, har de største Chancer.

Af og til styrter der en ned med Flammerne efter sig. Kampen er  afsluttet, men hvem der er blevet Sejrherre, kan vi ikke afgøre. l Spændingen er altid uhyre, men uhyggeligt og grufuldt er det at se, naar der ud fra Flammerne vælter sig forskellige Dele i Rækkefølge, Motoren, Flyveren og derefter de andre Dele, efterhaanden som de nu er lette eller opbrændte til.

v. Richthofen er her ogsaa, og der siges, at han, der benytter en rød „Fokker”maskine, hver Morgen henter et Par fjendtlige Flyvere ned, forinden han spiser sin Morgenmad.

Vi er alle klar over, at Sommeslaget føres med største Voldsomhed og under hensynsløs Anvendelse af Materiale af enhver Art,  indbefattet de Divisioner, af hvilke der kun vender et meget betænkeligt Minimum tilbage.

I Eftermiddag skal vi i Stilling. Der er lige blevet udtaget 20 Mand, der skal have til Opgave at bringe Levnedsmidler frem, naar først Kompagniet er naaet i Stilling. Det har voldt megen Vanskelighed at faa udtaget disse 20 Mand, thi alle mente, at det var en Trygpost og meldte sig, da der blev spurgt om Frivillige.

Først da de blev kaldt frem, der var over 45 Aar, var gift og havde 5 Børn og derover, svandt Rækken ind, og glade over Bestillingen traadte de af, der blev tilovers.

Vi er forbavset over at skulle gaa i Stilling ved højlys Dag, og vi Underofficerer har henledt  Kompagniføreren paa Forholdet med de mange Iagttagelsesballoner forude. „Es ist befohlen,” svarede han, og derved er der saa intet at ændre, men det er med store Betænkeligheder, at vi gør os færdige til Afmarch.

 

Krigens forløb

29. september 1916. Ilddåb ved Fort Douaumont

Skriv en kommentar

19-årige Johannes Christensen fra Nørby ved Visby stod 28. september 1916 over for et af sit livs hidtil værste prøvelser. For første gang skulle han som kampsoldat med sit kompagni i Regiment 84 ud i granatregnen på slagmarken. Stedet var det svært beskudte frontafsnit ved Fort Douaumont, som tyskerne havde indtaget i februar 1916 under de første vellykkede angreb ved Verdun.

Torsdag nat skulle hele kompagniet i stilling. Den nat blev frygtelig. Da oplevede jeg den første rigtige ilddåb, hvor det formeligt gik frem over døde og jamrende kroppe, gennem vandfyldte granathuller, mens granater og shrapnels hylede i luften. Sådan asede vi fremad i 3 timer med vor 5 dages forplejning på ryggen og alt hvad der hører til en frontsoldats udrustning. Omkring ved tolvtiden fandt vi en jernbanedæmning. Der skulle den gruppe blive, hvortil jeg hørte. Vi fandt et hul, hvor der førte en trappe ned og smed os dødtrætte, som vi var.

Da vi vågnede efter en ublid slummer, var det blevet lyst udenfor, og nu skulle vi stå op og se, hvor vi egentligt befandt os. Det var just ikke et hyggeligt syn denne jernbanedæmning frembød. Her lå et ben, og der lå en arm, og hist og her lå halvfortærret franskmands lig, livremme med patrontaskerne fulde af patroner og håndgranater hang endnu ved kroppen. Der stod benraden af en tysker op mod en træstamme. Pikkelhuen sad endnu på hovedet.

Vi halede tornystrene frem og ville have os en lille hjertestyrkning, men i det samme sagde det bum-bum ovre hos franskmændene, og hurtigere end vi kunne nå at vende os røg splinter, stenbrokker og jernstumper om ørene på os. Underofficeren mumlede noget om at de ikke en gang kunne lade os have madro, og samlede så ganske forsigtigt sit frokostbord sammen og listede ned i hullet med det. Vi var naturligvis ikke længe om at luske efter. Nu tog også rigtigt for alvor fat med skydningen, og snart raslede stenbrokker og alt muligt ned gennem åbningen til os.

Om dagen havde vi intet at bestille, men om natten måtte vi ud for at slæbe materiale ud til forreste linje og det skulle besørges om så elementerne rasede nok så frygteligt. Så måtte vi også bære sårede tilbage til Douaumontfortet.  Når nattens gerning var endt søgte vi tilbage til hullet for at sove og hvile lidt. Der blev ikke talt ret meget. Vi led også forfærdeligt af tørst, da vi ikke havde noget at drikke, og tørsten sved værst, når vi lukkede munden op. En hver forsøgte ved sine tanker at komme så langt bort fra virkeligheden som muligt.

Fra Johannes Christensens erindringer fra vestfronten nedfældet på Vallekilde Højskole i 1918.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015. 
Krigens forløb

28. september 1916. Thygesen på patrulje i ingenmandsland ved Somme

3 kommentarer

24-årige Thyge Thygesen fra Stepping tilhører Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 36 indsat, der i slutningen af september bliver indsat ved Somme. Om formiddagen 28. september vender han tilbage til sit kompagni efter at have slæbt en såret kammerat til Baupame. Han noterer i sin dagbog.

Kl. 10¼ kom vi tilbage og fik straks den dårlige Efterretning at Kl. 10½ skulde vi træde an, helt frem og så tage Mariegården tilbage, som var bleven tagen af Englænderne. Da vi var ved at træde an, kom der anden Bestemmelse og vi gik atter tilbage.

Men Kl. 12.40 måtte vi atter afsted. Vi var et Stykke undervejs, da vi pludselig atter måtte tilbage. Det hed sig, der blev ikke stormet. Klokken 5½ måtte vi alligevel af sted. Vi kom lige hertil, da det blev lyst.

Vi ligger nu nedgravet bag et Hegn. Foran os er Stillingen forladt. I Eftermiddag. blev Marius, underofficer Naumann og jeg kommanderede til at gøre en Patrulje frem og se om vi kunde finde den forladte Stilling.

Ca. 400 meter skulde vi gå frem. Vi var ikke videre fornøjede dermed, men måtte jo langs. Stillingen vi fandt var mindst 700 meter fra os, men besat. Hvorledes Stillingerne er her, er der nok ingen rigtig der ved. I Dag er Hauptmann Trappe falden!

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

Krigens forløb

27. september 1916. Genbrugsgeværer i Østafrika

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august-september 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki og kom midt på måneden til Kungulio ved Rufijifloden. Her fremstillede han improviserede landminer.

Efter at min Virksomhed som Minefabrikant havde staaet paa i nogen Tid, fik jeg et nyt Brev fra Stache om at holde op, da man ikke havde Brug for flere Miner, men i Mellemtiden havde et Par Vaabenmestre slaaet Lejr tæt ved Overgangsstedet medførende blandt andet en Mængde Geværer, der skulde repareres.

En af dem viste mig en Dag et Brev fra Stache, hvoraf fremgik, at jeg uden at vide af det var udlaant til dem, og nu begyndte et nyt og spændende Arbejde — ogsaa et Led i den østafrikanske Nødhjælpsindustri.

En Del af de Geværer, som Vaabenmestrene medførte, havde faaet større eller mindre Beskadigelser, som under normale Forhold vilde have bevirket, at de var blevet kasseret. Noget saadant var der selvfølgelig ikke Tale om nu. Alt skulde bruges og alt, hvad der kunde repareres, skulde repareres.

Jeg fik som Opgave at tage mig af de Geværer, der havde lidt Skade paa Laasen. Man skulde forsværge, at det var muligt, saa solidt som en moderne Geværlaas er konstrueret — og da ikke mindst Laasene paa det tyske og det engelske Gevær — men ikke desto mindre laa her en lang Række Geværer med Laase, hvoraf der var sprængt større eller mindre Stykker.

En Del af dem var jo nok blevet beskadiget ved at blive ramt af fjendtlige Projektiler, medens andre maaske er blevet udsat for et alt for stærkt Tryk ved Affyringen, naar der har været Vand eller Sand i Løbet, eller naar dette har været rustent til Overmaal. Laasene var i det mindste beskadiget, og det var min Opgave at faa dem hele igen.

Det lykkedes over Forventning. Hvor mange Geværer jeg fik gjort brugbare under min Virksomhed i Kungulio, har jeg ikke noget Tal paa, men det var ikke saa faa, og jeg tror, at de alle har været lige saa gode som nye Geværer efter at have været under min Behandling.

Et af dem kan jeg i det mindste garantere for — det var et engelsk Gevær, som jeg selv beholdt. Der kom under mit Arbejde med Geværerne Dagsbefaling om, at alle tyske Geværer, der ikke var ved Feltkompagnierne, uophørligt skulde afleveres til Vaabenmestrene, der senere kunde fordele dem til Kompagnierne. Det gjaldt om at faa alle moderne tyske Geværer ud i første Linie, saa man kunde
faa skudt den tyske Ammunition helt væk og faa gennemført en Bevæbning af hele Hæren med engelske Geværer.

Jeg var lidt ked af at skulle af med min tyske Karabin, som skød aldeles udmærket og havde været et godt Jagtgevær, men der var ingen Vej udenom. Jeg maatte aflevere den med sine tyske Patroner og udvalgte mig i Stedet en engelsk Militærriffel af  Vaabenmestrenes Lager.

Jeg reparerede den med megen Omhu og var meget ivrig efter at prøve den paa Jagt, saa snart den var færdig.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

26. september 1916. Jeg går det i møde tryg og uden gru

Skriv en kommentar

19-årige Johannes Christensen fra Nørby ved Visby er netop blevet overført fra et rekrutdepot til Regiment 84, som er rykket ind i stillingen omkring Fort Douaumont ved Verdun.

Skrevet 26-9-1916

Kære alle sammen

Da jeg lige har en time til overs i aften, skal I have en lille hilsen igen. Jeg har det godt.

Forrige nat var vi på vej ud i stillingen, men kom kun halvejs, så måtte vi vende om igen. I morgen aften går det løs igen. Hvor længe vi bliver derude ved jeg ikke., men jeg tænker en halv snes dage. Jeg ligger i Fleury. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan det staves. Adolf og Johannes har jeg talt med. Adolf er hjemme på orlov nu. Stillingen her er den samme som den var til at begynde med på 304. Nogen skyttegrav er der ikke endnu. Der er kun granathuller at opholde sig i, men der arbejdes jo naturligvis hver nat. De ligger kun 20-40 meter fra hinanden. Det er just ikke den bedste stilling, jeg har truffet, men jeg synes, at jeg går til det hele så tryg og uden gru. Jeg ved ikke, hvor den tryghed stammer fra, men gudskelov at jeg har den.

Ja. Lad ham råde for min skæbne, så går det nok, som det er bedst.

Vi har her tre danske løjtnanter ved kompagniet. En der hedder Christensen fra Uge, som fører kompagniet, så er der Vestergaard fra Emmersbøl og Jørgensen fra Abild. Ved 6. kompagni er løjtnant Christensen fra Egebæk og en mere dernede fra.

Ja. I kære derhjemme. Nu håber jeg I har det godt og lad os håbe på et snarligt og glædeligt gensyn.

Med hjertelig hilsen eders Johannes

Jeg kan ikke se mere, så I må undskylde skriften. Jeg ville være meget glad om I ville bestille avisen et par måneder. I kan jo sende adressen til dem. Ellers har man jo slet ingen anelse om, hvordan det står til i verden.  Ja. Så godt nat og hils og alle derhjemme.

Eders Johannes

Forhåbentligt er Thorvald hjemme endnu. Jeg håber I har modtaget mit kort med adressen på.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Krigens forløb

25. september 1916. Den franske fange er død: “Et unødvendigt offer for krigens grusomhed.”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni ved Infanterie-Regiment Nr. 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

(… fortsat)

Overfaldet på den franske forpost lykkedes – men franskmændene er alarmeret. Hvordan skal H.C. Brodersen og hans kammerater komme tilbage til egne linjer igen?

Nu kunde vi høre, at det blev levende i Skyttegraven bag ved os og sluttede deraf, at det var den bortløbne Franskmand, der havde hentet Forstærkning.

Skorstensfejeren og Sepl fik fat i Kraven paa Sepls haardtsaarede Modstander og slæbte ham op af Hullet, medens jeg med Revolveren og et Par Haandgranater dækkede Tilbagetoget. Da de andre var naaet noget ud til Siden, søgte jeg bagefter, og i et Mosehul afventede vi, hvorledes Situationen videre vilde udvikle sig.

Fra Hullet, som vi lige havde forladt, kunde vi høre Banden og Raaben, der beviste, at det atter var fyldt med Franskmænd. Vor Fange aandede svagt, og vi maatte fuldstændig slæbe ham efter os, da vi noget efter saa smaat søgte at naa tilbage til vore egne Skyttegrave. Det var vanskeligt nok, thi vore egne Kammerater har vel troet sig angrebet af Fjenden og skød som vilde.

Haandgranaterne røg ud over Skyttegravskanten og eksploderede i ubehagelig Nærhed. Der var ikke andet for end at raabe til dem om ikke at skyde, og først efter at de havde faaet Feltraabet, kunde vi slippe ind.

Det viste sig, at vi var kommet saa langt ud af Retningen, at vi laa overfor 2. Kompagni, der ikke vidste, at der var nogen ude ved den Tid. Klokken var allerede henad Morgenstunden, da vi endelig naaede hen til Kompagniføreren med vor Fange.

Vi var næsten mere døde end levende, men Kompagniføreren havde  en Flaske Cognac i Nærheden, og han vilde hellere ofre den og have os velbeholdne tilbage, end at indsende vore Navne til Listen over de faldne, hvilket han saa smaat havde forberedt sig paa.

Vi fik nu Tid til at se paa vor Fange, og han var ikke mange sure Sild værd. Frygtelig var han tilredt af Sepls Kniv, og han blødte af mange Saar, og fra et dybt Hul ved Halsen strømmede ved hvert Pulsslag  det varme, dampende Blod ud. En Cognac blev hældt i Munden paa ham. Han aabnede Øjnene og saa sig forvildet omkring. Et Par store Taarer banede sig Vej ned ad Kinderne og forsvandt i Fuldskægget.

Af nogle Optegnelser i hans Dagbog fremgik det, at han havde været med i Krigen fra Begyndelsen. Et Fotografi viste, at han var Tjenestemand, at han var gift og havde et Barn. Det var en Pige i 12 Aars Alderen, som paa Fotografiet stod lænet op til ham, der sad ved et Bord.

Kompagniføreren anbragte Fotografiet imellem hans foldede Hænder. Kort efter hørte vi en sagte Jamren, der endte i et dybt Suk. Vor Fange var død og havde i sine sidste Minutter trykket Billedet til sine Læber.

carte-postale17_fransk_soldat_cropped

For ham var Krigen forbi, men han syntes at være blevet et unødvendigt Offer for dens Grusomhed.

Vi har lige været hos Kompagniføreren, der paany har lovet „at tænke paa os ved næste Lejlighed”. Han mente det vel godt nok, men baade Skorstensfejeren og jeg har lovet os selv, at intet Avancement oftere skal friste os til at deltage i en lignende Ekspedition. Den  syntes os hensigtsløs og uden Led i Afgørelsen om Krigens endelige Udfald.

 

Krigens forløb

25. september 1916. Natligt overfald på fransk forpost: “Vi var snart indviklet i den mest forbitrede nævekamp …”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

(… fortsat fra kl. 18:00)

Under en patrulje i ingenmandsland blev Brodersen og hans kammerater pludselig anråbt på fransk.

Vailly den 25. September 1916.

Vi trykkede os saa langt ned i Moder Jords Skød, som det blot var muligt, og med Munden tæt til hinandens Ører aftalte vi, hvad vi videre skulde gøre. Et Par Skud peb hen over Hovederne paa os, og der blev derfor ikke lang Tid til at betænke os i.

Det havde været Meningen at overrumple dem, men Franskmændenes Opmærksomhed var nu vakt, og Sagen stillede sig derfor nu vanskeligere. Dog, vi havde Ordre til, enten død eller levende, at bringe een Mand, og vi maatte derfor gøre et Forsøg.

 Vi kravlede nu hver til sin Side, og det var en Aftale, at Skorstensfejeren og Sepl skulde sørge for et Offer, medens jeg skulde holde Ryggen fri.

Med et Spring var vi nede i Hullet hos de forbavsede Franskmænd, men hvem der blev mest forbavset, fik vi ikke Tid til at konstatere, thi i Graven var der nemlig 4 Mand i Stedet for 2, som vi havde regnet med.

I samme Øjeblik var vi indviklet i et vildt Haandgemæng. Høje Raab og Brøl som fra vilde Dyr kløvede Luften, og de frygteligste Eder og Forbandelser paa begge Sprog brød Nattens Stilhed. Een af Franskmændene løb straks tilbage, og vi var nu 3 imod 3 og var snart indviklet i den mest forbitrede Nævekamp.

Franskmændene var værst stillet, thi de havde kun de lange Geværer at værge sig med, medens vi brugte Haandgranaterne som Slagvaaben. Jeg laa snart paa Bunden af den snævre Plads og med en stor Franskmand over mig. Med sit Sidegevær gennempryglede han min Krop, medens jeg kun havde Tanker for at værge saa godt for mig, som jeg kunde.

Mørket hindrede os i at iagttage Enkelthederne, men jeg opfattede dog, at min Modstander flere Gange satte Bajonetten imod mit Bryst, men paa Grund af de andres Tumlen rundt om i Hullet, er han vel blevet hindret i at støde til. Det lykkedes mig nu at faa frigjort min Revolver, og medens han i sin halvt liggende Stilling stod bøjet over mig, pressede jeg denne imod hans Bryst og trykkede til.

Han faldt ned over mig, men i min fortvivlede Angst for Ekspeditionens Udfald, lykkedes det mig i en Haandevending at gøre mig fri og sprang op af Hullet. Imedens de andre kæmpede som vilde Dyr, havde jeg et Øjeblik Tid til at trække Vejret.

Sepl havde faaet fat i sin Kniv, og det var et frygteligt Vaaben i hans Haand. Han brugte den paa en saa frygtelig Maade, at hans Modstander blødte af mange Stiksaar, og med sin Staalhjelm søgte det arme Menneske at afværge det afgørende Stik. Skorstensfejeren kæmpede en fortvivlet Kamp med sin Mand, der var stor og stærk. Franskmanden havde nu med et Kvælertag faaet fat om Halsen paa ham, og de faldt nu om og tumlede rundt nede i Hullet. Jeg kunde nu ikke høre noget Livstegn fra Skorstensfejeren, og med et Spring sad jeg paa Ryggen af hans Modstander. Et Revolverskud imellem hans Skuldre gjorde Ende paa Kampen.

Imedens kæmpede Sepl som en aldeles rasende mod sin Mand, og de lignede mere vilde Dyr end Mennesker. De faldt og rullede rundt om hinanden, sprang op og ind paa hinanden igen. Franskmandens Tøj var flænget over det hele, men Sepl havde endnu ikke faaet Lejlighed til at bibringe ham det afgørende Stød. Imidlertid var Skorstensfejeren atter kommet noget til Hægterne, og i sin liggende Stilling lykkedes det ham at slaa Armene omkring Franskmandens Ben.

Han faldt, og Sepl var straks over ham og rendte i sin Afsindighed sin Kniv i Brystet paa ham.

Det var forbi, men Faren var endnu langtfra overstaaet, thi fra alle Sider blev der nu afskudt Lysraketter, der oplyste Terrænet som i klareste Dagslys. Det var det værste, der kunde ske for os, thi kun i Skjul af Mørket havde vi Haab om at slippe tilbage.

Fra alle Sider lød Maskingeværernes kendte Tikken, og Kuglerne fløjtede hen over Hovederne paa os.

(… fortsættes kl. 21:00)

 

Krigens forløb

25. september 1916. På patrulje i ingenmandsland: “Pludselig blev vi anråbt på et fremmed sprog …”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I samme Stilling [Vailly], den 25. September 1916.

Det er vel alle Steder saadan, at „Lediggang er Roden til alt ondt”. Saadan gik det ogsaa her, og selv Officererne syntes at kede sig.

Vi syntes ikke at kunne indse, hvilken Interesse det for Eksempel kunde være at vide, hvilket fjendtlig Regiment, der laa foran os, men Kompagniførerens Nysgerrighed var nu engang vakt, og derfor kaldte han igaar Underofficererne fra 3. Deling til sig. Han vilde have haandgribeligt Bevis paa, hvilket Regiment der laa foran os, og drøftede derfor med os Planen om, paa hvilken Maade det bedst kunde lade sig gøre. Han selv syntes, at den Sag var ganske lige til, idet vi kun havde behov at gaa over og hente en Mand, hvad enten han nu blev bragt død eller levende.

Han overlod os Underofficerer Planen til videre Overvejelse, men dog med den Betingelse, at det skulde være overstaaet inden Midnat. Med den Besked gik vi til vore Hytter for at tænke videre  over Sagen, der dog ikke syntes saa lige til , som Kompagniføreren mente. Vi udbad os frivilligt Mandskab, men ingen meldte sig. Jeg havde som den ældste Underofficer faaet lagt Sagen i min Haand, og  der var stillet mig en Avancementspost i Udsigt, og af den Grund var  jeg næsten forpligtet til at gaa med.

Efter lang Overvejelse besluttede Skorstensfejeren sig ogsaa til at gaa med, og da Sepl hørte, hvordan vi havde tænkt os Sagen grebet an, erklærede han, at det kun var „Børnemad” og vilde saa ogsaa med.

En Underofficerspost, som vi vidste laa foran 3. Delings Stilling, var udset som Offer, og uden Gevær og Livrem og med den dertil hørende tunge Last tog vi afsted. Vi var kun forsynet med hver et Par Haandgranater, min Revolver og den for Hesserne uundværlige Kniv, der sad i Støvleskaftet.

Krybende paa Hænder og Fødder, og gennemblødt af det dugvaade Græs, naaede vi omsider saa langt frem, at vi mente, enten at være naaet for langt eller ogsaa at have tabt Retningen.

Vi laa musestille og diskuterede Spørgsmaalet, da vi i det samme blev anraabt i et fremmed Sprog.

(… fortsættes kl. 20:00)

 

Nyheder

Fotos fra Den store Krig

Skriv en kommentar

Vi har lavet et direkte link til Museum Sønderjyllands samlinger af fotos fra Første Verdenskrig.

Også på de lokalhistoriske arkiver ligger mange fotos fra Første Verdenskrig. Du kan se nogle af dem ved at klikke på her (arkiv.dk)

Det er kun en del af Museums Sønderjyllands fotos. Der ligger mange endnu, der venter på at blive scannet og registreret. Og der kommer hele tiden flere.

Husk også at følge med på hjemmesiden i aften kl. 18:00, kl. 20:00 og kl. 21:00, når H.C. Brodersen tager på patrulje i ingenmandsland for at tage en fransk fange – og det ender grueligt galt.

Krigens forløb

24. september 1916. Nis Kock fremstiller landminer i Østafrika

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august-september 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki og kom midt på måneden til Kungulio ved Rufijifloden.

Da jeg havde været i Kungulio et Par Dage, uden at have noget egentligt Arbejde udover at passe paa, at ingen løb med den opstablede Ammunition, kom en af Staches Bærere til mig med et Brev, der var skrevet i Kisakki, som aabenbart stadig maatte være i tysk Besiddelse. Det indeholdt en Ordre til at fremstille saa mange Miner som muligt og sende dem Nordpaa, efterhaanden som de blev færdige. Han gav mig ogsaa nogle Anvisninger paa, hvor ledes jeg skulde lave dem, og havde i øvrigt tidligere talt til mig om det.

Jeg lod mine Bærere bygge et Værksted, d. v. s. jeg lod dem rejse et Tag af Græs paa en egnet Plads, og under dette begyndte jeg saa min Massefabrikation af Miner.

Det var ikke noget ensartet og trættende Arbejde, da jeg stadigvæk maatte tage Hensyn til det forhaandenværende Materiale, hvilket igen havde til Følge, at ikke ret mange af Minerne kom til at ligne hinanden undtagen i Principet.

Jeg tænker ikke, jeg røber nogen stor militær Hemmelighed, naar jeg forklarer dette Princip. Den tyske Hær i Østafrika var jo næsten komplet blottet for mekaniske Hjælpemidler — saa at sige alt maatte improviseres — Minerne ogsaa. Det store Spørgsmaal vedrørende deres Konstruktion var, hvorledes man skulde faa dem tændt. Urværk eller andre mekaniske Tændere havde vi ikke, og Elektricitet kunde ikke anvendes, da Hæren sikkert ikke raadede over andre Tørelementer end dem, der blev anvendt til Felttelefonerne.

Minerne skulde være saadan konstrueret, at de gik i Luften i samme Øjeblik, man traadte paa dem eller kørte over dem, og saadan blev de ogsaa lavet, til stor Sorg for de engelske Chauffører, der havde kørt paa Nordfronten.

En eller anden opfindsom Aand havde nemlig fundet en fortræffelig Løsning: kasserede Geværlaase. I Tidens Løb bliver der i en kæmpende Hær ødelagt ikke saa faa Geværer, men som Regel er det ikke Laasen, det gaar ud over, men Kolben, Piben o. s. v. I saa Tilfælde er Laasen jo heller ikke til noget, og den nævnte Opfinder saa i en inspireret Stund, at her var lige det rigtige Middel til Tænding af en Mine. Naar Slagstiften kunde knalde en Patron af i et Gevær, saa kunde den ogsaa knalde en Fænghætte og en Tændsats af i en Mine, og paa den Maade blev Spørgsmaalet løst til Englændernes Fordærv, eller i det mindste til Ulejlighed for dem.

Vi medførte derfor — ogsaa her paa Safarien til Kungulio — et betydeligt Antal kasserede Geværlaase, som blev paamonteret Minerne. Disses øvrige Bestanddele blev bestemt af de Materialer, vi havde ved Haanden. I Kungulio fabrikerede jeg Miner af engelske Minekastergranater, af tyske 10,5 Granater fra „Königsberg“ — denne næsten uudtømmelige Kilde til Velstand — og af svære Granater fra det engelske Skyts, der var blevet anvendt paa Taveta Fronten. Desuden brugte jeg alt, hvad jeg kunde faa fat paa af kasserede Dunke, Beholdere o. lign.

Det var absolut ikke noget ensformigt Arbejde.

Hvor mange af dem, der virkede efter Bestemmelsen, véd jeg ikke. Det har nok langt fra været dem allesammen. Stache fortalte mig, at Soldaterne, der skulde grave dem ned, var bange for dem og ofte af Frygt undlod at afsikre dem, før de gravede dem ned. Naar dette ikke blev gjort, kunde der gaa lige saa mange over paa dem, som det skulde være, og i mange Tilfælde er det ogsaa sket.

Andre gravede dem skødesløst ned og dækkede dem ikke tilstrækkeligt til, med det Resultat, at Englænderne opdagede dem og gik udenom. Kun en mindre Del af dem har virket efter Bestemmelsen, men paa anden Maade var deres Virkning meget betydelig.

Efter nogle Minesprængninger midt i Kolonnerne blev Englænderne
bange for at følge de sædvanlige Veje og blev tvunget til store og tidsspildende Omveje. Det blev ogsaa sagt, at Tyskerne ofte ligefrem advarede Englænderne mod Miner ved at slaa Plakater op med Indskriften: „Pas paa — Miner“ og saaledes sikrede sig, at  Englænderne ikke anvendte disse Veje, men det har jeg ikke kunnet konstatere.

Nok er det — Minerne spillede en meget betydelig Rolle i denne  Krig, og jeg havde som Opgave at lave en god Del af dem, der blev anvendt. Nu — og dengang for Resten ogsaa — tænker jeg ofte paa, hvilke Ulykker disse forfærdelige Apparater kan have forvoldt paa Mennesker og Dyr, men der var jo intet Valg for mig, og denne Krig blev som bekendt fra Englændernes Side ført med en saadan Overmagt af Mennesker og Materiel, at den Smule, vi kunde stille op mod dem paa dette Omraade, maatte kaldes berettiget Nødværge.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Sønderjyder

24. september 1916. Kanonér Filskov kommer ikke til Rumænien …

Skriv en kommentar

I 1937 udgav Sven Thorsen en lille samling sønderjyske fortællinger fra fremmedherredømmets tid. Blandt de mange muntre historier var beretningerne om den sønderjyske “Soldat Svejk”, købmand Lorenz Filskov fra Møgeltønder, blandt de mest populære. Denne foregår i august-september 1916.

Filskovs Entre i Hamborg var netop saa beskeden, som han helst vilde det. Han blev ansat ved et Arbejdskompagni som Kartoffelskræller, og normalt er det jo ikke nogen Stilling, der kalder paa Offentlighedens Opmærksomhed. Men ak, længe varede det ikke, før han hørte nyt fra sin Forbindelse paa Kompagnikontoret (en saadan hemmelig Ledning forstod han altid at skaffe sig), og denne Gang var Nyhederne mørke: Skriveren lod ham forstaa, at der var kommet forskellige ubehagelige Øvrighedsmeddelelser hjemmefra.

Og ganske rigtigt, meget kort Tid efter fik han Ordre til at melde sig ved et Kompagni, som næsten øjeblikkelig skulde af gaa til Rumænien, til den rumænske Front rent ud sagt. Nu skulde der aabenbart gøres kort Proces med Filskov. — Han trak sig tilbage i Stilhed for at overlægge sig Situationen.

Da Morgenen for Kompagniets Afrejse til Balkan oprandt, stod den tapre Soldat i Geleddet sammen med alle de andre. Paa hans Ryg hang den fulde Oppakning, og paa hans Ansigt lyste den Pligtfølelse, som præger den fast besluttede Mand, dog iblandet et diskret Skær af Svagelighed. »Alions enfants . . . nun geht es nach Rumanien!« Enhver kunde se paa Menig Filskov, at han følte det som sin Sag at synge for paa Vejen til Banegaarden.

Soldatens Udrustning var upaaklagelig korrekt, dog maaske med den lille Undtagelse, at der op af Tornystret ragede en Stump af en Gummislange med en Aluminiumsspids. Det mystiske Apparat skulde jo have været stoppet bedre ned, men det havde Filskov vel glemt i sin Iver efter at komme til at slaas paa Balkan. En Skælm vilde gøre ham Bebrejdelser derfor.

Kompagnichefen holdt fra en Trappe en opildnende Tale til Folkene og udbragte et »Leve Kejseren!« — Hoch, hoch! raabte Filskov.

Og saa begyndte Afmarchparaden. Officererne gik Række op og Række ned og undersøgte hver Mands Udrustning.

Da Kaptajnen kommer til Filskov, faar han »tilfældigvis« Øje paa det, som rager ud af Soldatens Tornyster, og spørger forbavset: — Was haben Sie dort?

Enhver kunde se paa den ivrige Däne, at han sandelig helst var fri for at svare; han stammede helt undselig: — Ach, das bedeutet nichts.

— Ja, was haben Sie dort! gentog Kompagnichefen og nu i en strengere Tone

Og saa maatte Filskov jo ud med Sproget. Jo, det var da et Klysterapparat, meddelte han. Sagen var den, at han havde lidt svært ved at faa Afføring, ja, somme Tider — hvis Kaptajnen vilde tillade — endog meget svært, og derfor turde han ikke drage til Krig i Rumænien uden at have . . . ja, altsaa have dette Klysterapparat med.

— Om han da troede, han kunde holde Strabadserne ude ved Hjælp af dette . . . Maskineri?

— Joh, det var Filskov aldeles overbevist om. Hr. Kaptajnen kunde tro, at naar der bare kom lidt Vand ind og op, saa gik det virkelig udmærket.

Kaptajnen gjorde brat omkring og samlede derpaa sine Befalingsmænd i en Halvkreds omkring sig til Raadslagning om Filskov og hans Apparat under Felttoget. Der blev sendt Bud til Kontoret efter hans Helbredsattester o.l.

Det hele varede en halv Times Tid; saa styrede Kaptajnen, mens hans Sabel skurede i Gruset, lige hen imod Filskov og —sagde: Nej:, De vil jo blamere hele Hæren! Saa langt er det dog ikke kommet med den tyske Armé, at vi maa sende en Jordemoder med hver Mand til Fronten. — Træd af!

Samme Eftermiddag blev Filskov indlagt paa Sygehuset. Dér laa han og græmmede sig over ikke at være kommet med til Balkan, men efter en Uges Forløb sporede Lægen dog helt gode Fremskridt.

Thorsen, Sven: (Lorenz Filskov): Kanonér Filskovs Bedrifter (1937)

Nyheder

24. september 1916. Nyt på redaktør Willemoës’ sider

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe førte omhyggeligt notesbøger over begivenheder, han opsnappede fra sin position lige nord for grænsen. I september 1916 er notesbøgerne fyldt med optegnelser om de første faser af byggeriet på Sikringsstilling Nord.

Der er også dramatiske beretninger om sønderjyske desertører – nogle slipper over, men andre bliver fanget.

Læs det på siden: Redaktør Willemoës’ notesbøger

Det er vor frivillige medarbejder Grete Bram Nissen, der afskriver de mange spændende sider. Hvis nogen har lyst til at hjælpe med afskriften, så kontakt René Rasmussen.

Willemoës_header

Krigens forløb

23. september 1916 – Thygesen: En flyver var nær faldet ned i kompagniet

Skriv en kommentar

24-årige Thyge Thygesen fra Stepping er soldat ved Reserveinfanteri regiment 36. Regimentet er lige blevet overført fra Verdun til Somme. Han skriver i et brev.

Bus d. 23. Sept. 1916

Kære Allesammen!         

Mange Tak for Eders kære Brev og Pakkerne No. 9, 10 og 11 – alt godt holdent. Lille Mor, Du må ikke sende for meget Smør, I får jo ikke selv nok. I Forgårs fik jeg No. 8 som jo også var Smør og nu igen No. 11, det er at rutte.

Her er det som ved Verdun. Forplejningen er meget rigeligere, en lille Klat Smør får vi heller ikke så sjælden. Vi har atter et herligt vejr, men dermed følger jo også større Funktion ved Fronten. I går skød Franskmanden to af vore Lænkeballoner ned her ved Byen og i Middags da vi kom tilbage fra “skansen” skød vore en fransk Flyver ned, så den nær var faldet ned i Kompagniet.

I Går Aftes halede de også een ned her. De er kolossal virksomme. O, hvornår mon vi da skal få Fred, at vi kan komme hjem igen? Bare Danmark ikke bliver indviklet i Krigen, så vort kære Hjem skulde blive Krigsskueplads. Tanken derom er næsten ikke at holde ud. Kærligste Hilsener til Eder alle, Eders Thyge.

 Jeg skulde egentlig til at vaske en Skjorte og nogle Strømper, men jeg gider næsten ikke og Lejligheden er heller ikke god, alt Vandet her er så smudsigt.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

Krigens forløb

23. september 1916. Østafrika: Askarier og landminer

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august-september 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki og kom midt på måneden til Kungulio ved Rufijifloden.

Nu kom Askarierne marcherende over den lange Bro i deres falmede og slidte Uniformer. De var noget luvslidte at se paa, men deres Holdning var god, og de sang deres monotone Sange med kraftige Stemmer.

Jeg kunde spore engelske Uniformsdele i næsten alle Kolonner, men
Bevæbningen var endnu ret ensartet — det gamle tyske 71-Gevær. De bar Geværet over Skulderen, næsten vandret og med Kolben bagud — en særlig Form for Geværbæring, som anvendtes her i Kolonien, og deres sorte Øjne gled nysgerrigt spørgende hen over alt, hvad de saa paa deres Vej.

De fleste af dem var hvervet i Landet oppe ved de store Søer og havde nu Hundreder af Kilometer Jungle, Græssletter, Bjerge og Ørken mellem sig og Hjemmet, men dog marcherede de pligttro mod Syd, som deres General havde befalet det. Denne March skulde føre dem langt. Det blev den store Safari i Afrikas Historie.

Efter Kolonierne fulgte Rærerkolonnerne, endnu længere og mere myldrende, og efter dem fulgte Kvinder og Børn, som hørte til Bærerne eller til Askarierne og som oftest var under Opsyn af en Bærer eller Askari. Eet for ét trak Kompagnierne sig tilbage Syd for Floden for at faa Hvile efter de maanedlange Kampe, og da Boerne samtidig trak sig tilbage mod Nord for at komme bort fra de malariafyldte Egne ved Rufiji, saa opstod der mellem de to Parter en bred Strimmel „Ingenmandsland“ , hvor der kun blev opereret med Smaaafdelinger og Patrouiller.

De Styrker, som Tyskerne lod blive tilbage Nord for Rufiji, havde til Opgave at fastholde Stillinger, som kunde være af Betydning for Englænderne ved en Genoptagelse af Offensiven, og at spærre de Veje, der førte mod Syd, saa en mulig engelsk Fremrykning blev sinket og besværliggjort.

Det var jo en vanskelig Opgave med de faa Kampmidler, der stod til deres Raadighed, men alt, hvad der kunde gøres, blev gjort, og deriblandt først og fremmest Udlægning af Miner.

Dette frygtelige Krigsvaaben, der blev anvendt under Krigen i Europa i en uhyre Maalestok, var allerede blevet anvendt af Tyskerne paa den nordlige Front ved Tav ta, men naturligvis var de Miner, der blev anvendt i Østafrika, ikke tilnærmelsesvis saa voldsomme som dem, der blev anvendt paa de europæiske Fronter. Man havde jo slet ikke Materialerne til saa vældige Sprængninger.

Det faldt i min Lod at lave en stor Part af dem, som blev lagt ud paa Vejene fra Kisakki til Rufiji og ogsaa en hel Del, der blev udlagt Syd for Rufiji.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Nyheder

Nyt på litteratursiden

Skriv en kommentar

Så er der scannet flere bøger til litteratursiden. Her kan kan du finde indscannede bøger og artikler om sønderjyder og Sønderjylland under Første Verdenskrig.

De fleste ligger som reducerede pdf-filer på 5-10 MB, så det skulle ikke kunne give en moderne pc åndenød.

Nogle titler linker videre til Det kongelige Biblioteks indscannede bøger og artikler. Det er forsynet med et (KB).

Så til litteratursiden her

Krigens forløb

21. september 1916. Kejserinden på besøg på lazarettet

Skriv en kommentar

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i RIR84. Han blev såret i juni 1916 og mistede sine øjne. Efter ophold på et blindelazaret i Halle an der Saale kom han i efteråret 1916 på marinelazarettet i Kiel.

Der var stor opstandelse, da det blev meddelt, at den tyske kejserinde, Augusta Viktoria, ville besøge lazarettet, og der blev pudset og skuret og gjort rent.

»Hvad vil De nu sige til kejserinden, når hun tiltaler Dem«, sagde stabslægen til mig, »vil De sige »fru« kejserinde?« »Jeg vil sige ‘Eure Majestät’«, svarede jeg.

Alle hårdtsårede måtte ned på den nederste korridor. Vi, som var nogenlunde til bens, blev her stillet op i en række, mens andre lå i deres senge, men alle, der ikke var blevet værdige til at være med til paraden, fik ordre til at blive i deres stuer og ikke vise sig ved vinduerne. Mange af dem tog det som en alvorlig tilsidesættelse af deres ret til at se deres kejserinde.

Kejserinden og et par damer og vore øverste læger gik nu langs med rækken, og kejserinden gav en og anden hånden og henvendte et par ord til andre.

Hun var gået forbi mig, da vor stabslæge sagde: »Den mand her har mistet synet, Deres majestæt!« Hun kom tilbage og gav mig hånden, spurgte om mit navn, mit regiment, og hvor jeg var blevet såret. »Lorette«, sagde hun, »ja, det var jo nogle af de hårdeste kampe!« –

Da hun så hørte, at jeg var fra Nordslesvig, spurgte hun om min familie. Hun var jo selv knyttet til Slesvig med stærke familiehånd.

Derpå forærede hun mig et billede af hendes gemal, kejser Wilhelm, til hest. Billedet var i postkortformat og i papramme. Endvidere gav hun mig en lille buket laurbærblade fæstnet i en sløjfe af sort, hvidt og rødt bånd.

I disse få øjeblikke så jeg hende som ganske almindelig kvinde og mor, som kendte krigens kår så godt som nogen, og som selv havde en række sønner med der, hvor menneskeskæbner afgøres, men som nu, tvunget af hendes høje stillings krav, måtte være vidne til denne menneskelige elendighed.

DSK-årbøger 1964

Krigens forløb

20. september 1916. På blindelazaret i Kiel

Skriv en kommentar

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i RIR84. Han blev såret i juni 1916 og mistede sine øjne. Han kom på et blindelazaret i Halle an der Saale, men bad efter nogle måneder om at komme tættere på sin hjemstavn.

Det var med en vis vemod, jeg tog afsked med mine venner i Halle a/S, hvor jeg havde ligget på lazarettet i frimurerlogen »Zu den drei Degen« i mere end to måneder. Efter ansøgning om at blive flyttet noget nærmere hjem, blev jeg indlagt på marinelazarettet i Kiel.

Forholdene var her i mange henseender betydeligt bedre end i Halle. Forplejningen var god. Vi var kun otte mand på hver stue, og der var ro både dag og nat, noget, det tit skortede på i logen, hvor vi lå 150 mand i en sal. Men jeg savnede alligevel det civile islæt. Jeg savnede damerne, som kom og læste for os og underholdt os på forskellig måde. Folk, der kom og gik, og som vi kunne samtale med.

De fleste patienter her var fra flåden, udmærkede og hjælpsomme kammerater. Sømænd, som havde sejlet på de syv have, som kunne fortælle og spinde en ende. Der lå en i sengen ved siden af mig et stykke tid. Han havde under et ophold i Kina fået dysenteri, og det var gået ham på nerverne. Han ville helst snakke døgnet rundt, og om natten gav han ingen fred, før han fik vækket et par mand, der skulle høre på ham. Da han var uhelbredelig, blev han hjemsendt.

Min sidemand var ellers Bernhardt Mess, en stout bondeknøs fra det østlige Holsten og et sjældent nobelt menneske. Han havde tjent ved garden i Berlin, da krigen brød ud, og havde været med på næsten alle Europas slagmarker, lige til han i Frankrig fik en kugle gennem hovedet. Den var gået fra siden hen under begge øjne, og den tog synet.

Her på lazarettet traf jeg efterhånden mange af mine gamle kammerater fra 2. kompagni, Res. Infanteri Regiment 84. Kort efter at jeg var blevet såret den 6. juni 1916, var regimentet sat ind i de store slag ved Somme og var næsten blevet helt oprevet. Jeg traf også her min gode ven, løjtnant Brun, en skolelærer fra Kiel, med hvem jeg havde været »dus«. Han sørgede for, at der somme tider kom noget lækkert op til os to blinde fra officerskøkkenet. En dag fik vi således hver en stegt vildand med tilbehør.

Underofficer Koch traf jeg også. Det var ham, jeg før har fortalt om fra Gisseler-højen. Vi stod og talte sammen i skyttegraven, da et sprængstykke slog gennem hans ene håndled. »Jeg skal nok sørge for, at det sår ikke heles, så længe krigen varer«, betroede han mig.

Bernhardt Mess og jeg gik hver dag tur på korridoren, men den var også henved 100 meter lang, så vi kunne nok få benene rørt.

På øjenafdelingen, hvor vi hørte til, kom der til en hel del rekrutter til undersøgelse, rørt af en underofficer eller en sergent, som i regelen hersede med de unge drenge og skældte ud. En dag kom en med en afdeling og stillede dem op på korridoren. Han var nu særlig grovmundet og gik frem og tilbage, mens han skældte ud.

Bernhardt og jeg gik som sædvanlig arm i arm med vor stok i hånden. »Pas på«, sagde jeg til Bernhardt, »den skryder skal jeg nok ordne!« –

Og idet han for forbi os, stak jeg ligesom tilfældigt stokken ud, og minsandten, om han ikke fik den mellem benene og faldt, så lang han var. Han for op og skældte voldsomt ud, men vi kiggede bare uforstående på ham, måske med et lille smil.

Det hændte, at der kom kunstnere på lazarettet, som sang eller opførte små morsomme stykker. En aften fortalte en ældre, ikke så lidt hysterisk dame os om hendes hjemrejse fra Amerika under krigen. Hun havde, efter eget udsagn, omtrent været midtpunktet for alle medrejsendes chikane, hån og mistanke, og på vejen gennem Danmark var hun blevet fulgt af skumle og fjendske blikke. Jo, hun havde rigtignok været martyr for fædrelandets retfærdige sag.

Ikke mindre højttravende var et dilettantstykke, som nogle ungdommelige kræfter havde indbudt os til at overvære. Stykket hed »Pioner Klinke«, og det fortalte om en tapper prøjsisk soldat, som sprængte palisaderne ved Dybbøl i luften og selv røg med ved samme lejlighed.

Det hændte også, at vi blev budt på mere lødig underholdning. Således overværede jeg en aften opførelsen af »Tannhäuser«, og en anden gang en smuk sangkoncert.

Et par gange har jeg også været indbudt i private kredse. En overgang var der en del russiske krigsfanger på lazarettet. En af dem havde en balalajka. Den manglede bare de fleste strenge. Vi splejsede sammen på vor stue og købte nye strenge, og til gengæld fik vi så russisk balalajkamusik.

DSK-årbøger 1964

Krigens forløb

19. september 1916. Nis Kock i Kungulio

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august-september 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki og kom midt på måneden til Kungulio ved Rufijifloden.

Jeg begyndte nu min Eneboertilværelse ved Kungulio, nogle Maaneder, som ikke er til at glemme, fordi jeg i denne Tid saa mere af Afrikas Natur, Dyreliv og Skønhed end nogen Sinde før og siden.

Kungulio var Gennemgangsled for al Trafik fra Nord til Syd, og den Vej gik det nu. Lange Bærerkolonner gik over den interimistiske Bro, der svajede og knirkede under de mange Fødder, og ofte brændte der Baal langs begge Sider af Rufijifloden, naar Safarierne havde slaaet Lejr ved dens Bred.

Jeg besøgte dem ofte og spurgte dem ud om Situationen ved Fronten, men i Reglen vidste de kun lidt.

Til at begynde med kom Safarierne endnu fra Kisakki, men saa blev denne By opgivet, og de kom fra et Sted mellem Kisakki og Havet, og det syntes, som om Englænderne havde maattet opgive en Del af det erobrede Terræn.

En Ugestid efter at jeg var kommet til Kungulio, vendte en Bærerfører sit sorte Ansigt om mod mig og raabte paa Kisuaheli: — De vender om. Det var den første Underretning, jeg fik om, at Boerne havde trukket sig tilbage, efter at deres Forsøg paa at knuse den tyske Hovedstyrke var mislykkedes. De havde forfulgt deres Maal med den yderste Energi, og aldrig havde den tyske Hær staaet overfor saa modige og stædige Modstandere. Men nu nærmede de sig Floden, og dér vilde de ikke føre Krig.

Senere løb Rygterne livligt fra Raststed til Raststed om, at General Smuts havde tilbudt Lettow-Vorbeck en hæderfuld Overgivelse, men overhovedet intet Svar faaet. Generalen vidste meget vel, at Smuts ikke vilde lade sine Boere føre Krig omkring Rufijifloden, dels fordi Rytteriet ikke kunde anvendes dér og dels paa Grund af Malariaen. Lettow-Vorbeck havde med sin Villiestyrke og Stædighed vundet en moralsk Sejr, selv om mere end Halvdelen af Landet — og den bedste Del — var gaaet tabt.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)