Tag-arkiv: Lettow-Vorbeck

Krigens forløb

18. november 1917. Den tyske hær samles i Østafrika. “Den kæmpemæssige Klapjagt var ved at være til Ende.”

Skriv en kommentar

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Midt i november samledes den tyske hær i Nambindinga. Nis Kock opsøgte her general Lettow-Vorbeck.

Nambindinga var blot et Navn. Der laa ingen By paa det Sted, men maaske havde der engang ligget en. I disse midterste Dage af November 1917 var det imidlertid det Navn, der oftest blev nævnt blandt Resterne af de tyske Tropper i Østafrika.

Da vi naaede dertil, fik jeg kun lidet at se af Stedet, men alligevel er Nambindinga en Milepæl i den østafrikanske Krigs Historie. Hæren trak sammen mod Nambindinga.

Alle Afdelinger, jeg mødte, var paa Vej dertil. Nogle marcherede som i Fredstid maalbevidst frem gennem det bjergfulde og uvejsomme Land, medens andre knap slap saa let af Sted. Langs de Veje, hvor jeg med min Safari førte den Ammunition, som jeg havde arvet efter Stache, til Samlingsstedet, blev der kæmpet.

Maskingeværerne knitrede, og Geværerne hakkede uregelmæssigt ind imellem. For hver to Kompagnier, der kunde marchere farefrit til Nambindinga, var der ét, der maatte holde Englænderne tilbage.

Fra Morgen til Aften hørte vi Skydningen omkring os, og da vi holdt vort Indtog i Lejren ved Nambindinga den 16. November kort før Mørkets Frembrud, smældede Maskingeværsalverne rundt i Skovene og fortsatte længe efter, at det var blevet mørkt.

Jeg lod mine Folk lægge sig og gik ind i den store Lejr, der var spredt over et meget udstrakt og temmelig bevokset, højtliggende Terræn, for at melde mig til General Lettow-Vorbeck.

Han var imidlertid ikke til Stede i Lejren, og jeg meldte mig saa i Stedet for til hans Adjudant, der gav mig Ordre til at overtage Staches Arbejde og Plads Det fyldte mig med Stolthed, at jeg var blevet betroet det store og vanskelige Arbejde, men ogsaa med Ængstelse for ikke at kunne gøre det godt nok.

De sidste Par Dage havde været temmelig nedslaaende for mig. Malariaen var vendt tilbage, om ikke med uformindsket Styrke, saa dog paa en saa ubehagelig Maade, at jeg var ved at segne af Træthed. Jeg vidste, at der maatte være en Del Kammerater i Lejren og vilde komme flere endnu, efterhaanden som Afdelingerne trak sig sammen her, og jeg vilde ogsaa gerne have hilst paa dem og talt med dem, men jeg havde ikke Energi til at opsøge dem og til at tale med nogen.

Jeg rullede mig ind i mine Tæpper og faldt snart i en tryg Søvn af Træthed. Den gik dog hurtigt over til den typiske hvileløse Febersøvn, og om Morgenen den næste Dag var jeg alt andet end kampdygtig. Hele den tyske Styrke samledes i Nambindinga.

Ind i Lejren kom dragende Bærerkolonner, Askarikompagnier, Safarier af Kvinder og Børn, der fulgte med Soldaterne og Bærerne. Ude omkring Lejren hørtes en vedvarende Maskingeværild, der syntes at komme fra alle Sider, og nogle af de Tropper, der kom ind i Lejren, saa ud til lige at have været i Kamp. De var trætte og udasede, og mange af dem bar friske Forbindinger.

For første Gang i denne Krigs Historie var de tyske Afdelinger trængt sammen paa en saa snæver Plads, at de, der havde begyndt Kampene ved belgisk Kongo, og de, der havde kæmpet paa Grænsen til Kenya, kunde høre hinandens Geværer knalde.

Den kæmpemæssige Klapjagt var ved at være til Ende. Der kunde kun være et Gennembrudsforsøg eller en almindelig Overgivelse tilbage.

De sorte Soldater, som rykkede ind i Lejren, tog sig fantastiske ud i Solens Lys. Nogle var i engelske Uniformer, andre var klædt i Resterne af tyske, og atter andre havde begge Nationers Uniformsdele hængt paa Kroppen. 

De fleste havde noget paa Hovedet, men mange af dem gik barhovedet, og de andres Hovedbeklædninger var saa forskellige, at det grænsede til det helt utrolige. At der fandtes saa mange Slags Hovedbeklædninger i Verden, var ikke til at forstaa.

[Note fra redaktøren: Denne dag har rigtig meget indhold for Nis Kock, så indslaget vil blive delt op i flere segmenter i løbet af dagen. Følg med endelig med på siden løbende!] [FORTSÆTTES…]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

Krigens forløb

23. oktober 1917. Nis Kock får nyt om et slag i Østafrika: Mahiva.

Skriv en kommentar

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni.  Nis Kock fik besked om slaget ved Mahiva. Dette var et slag der havde stået ved Mahiva floden der varede fra den 15-18. oktober 1917. Slaget endte med markante tab på begge sider, og ingen kunne gå derfra som sikre sejrherrer.

Det var i Slutningen af Oktober eller i Begyndelsen af November 1917.

I de Dage naaede sære Rygter ud til selv de mest afskaarne og isolerede Safarier.

Der havde staaet et stort Slag inde i Bjergene.

Senere dukkede Navnet op — Mahiva, og endnu senere mødte vi Folk, som kunde fortælle om Enkeltheder fra Slaget.

Det havde været et Slag som ved Tanga i sin Tid. Efter Maaneders henholdende Kampe havde Englænderne givet sig en Blottelse, og Lettow-Vorbeck havde straks slaaet til.

I Ilmarch var Kompagnierne blevet trukket sammen og Englænderne pludselig angrebet.

Senere fik de Lov til i tre Dage at løbe Storm paa de tyske Stillinger, indtil et Flankeangreb afgjorde Slaget med en tysk Sejr. Tabene havde efter østafrikanske Forhold været blodige — for Englændernes Vedkommende 1500-2000 Mand paa Grund af deres stædige Frontalangreb.

Noget strategisk Resultat var dog ikke opnaaet — dertil rakte de tyske Kræfter ikke.

Som en stærkt svunget Bue bevæ­gede de engelske Tropper sig fra alle Sider ned mod Koloniens sydøstlige Hjørne og drev i daglige Kampe de faatallige og næsten fuldstændig udkørte tyske Troppeafdelinger foran sig.

Overmagten var saa svimlende stor, at selv den genialeste Hærfører ikke kunde vinde det tabte Land tilbage.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

Krigens forløb

19. september 1916. Nis Kock i Kungulio

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august-september 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki og kom midt på måneden til Kungulio ved Rufijifloden.

Jeg begyndte nu min Eneboertilværelse ved Kungulio, nogle Maaneder, som ikke er til at glemme, fordi jeg i denne Tid saa mere af Afrikas Natur, Dyreliv og Skønhed end nogen Sinde før og siden.

Kungulio var Gennemgangsled for al Trafik fra Nord til Syd, og den Vej gik det nu. Lange Bærerkolonner gik over den interimistiske Bro, der svajede og knirkede under de mange Fødder, og ofte brændte der Baal langs begge Sider af Rufijifloden, naar Safarierne havde slaaet Lejr ved dens Bred.

Jeg besøgte dem ofte og spurgte dem ud om Situationen ved Fronten, men i Reglen vidste de kun lidt.

Til at begynde med kom Safarierne endnu fra Kisakki, men saa blev denne By opgivet, og de kom fra et Sted mellem Kisakki og Havet, og det syntes, som om Englænderne havde maattet opgive en Del af det erobrede Terræn.

En Ugestid efter at jeg var kommet til Kungulio, vendte en Bærerfører sit sorte Ansigt om mod mig og raabte paa Kisuaheli: — De vender om. Det var den første Underretning, jeg fik om, at Boerne havde trukket sig tilbage, efter at deres Forsøg paa at knuse den tyske Hovedstyrke var mislykkedes. De havde forfulgt deres Maal med den yderste Energi, og aldrig havde den tyske Hær staaet overfor saa modige og stædige Modstandere. Men nu nærmede de sig Floden, og dér vilde de ikke føre Krig.

Senere løb Rygterne livligt fra Raststed til Raststed om, at General Smuts havde tilbudt Lettow-Vorbeck en hæderfuld Overgivelse, men overhovedet intet Svar faaet. Generalen vidste meget vel, at Smuts ikke vilde lade sine Boere føre Krig omkring Rufijifloden, dels fordi Rytteriet ikke kunde anvendes dér og dels paa Grund af Malariaen. Lettow-Vorbeck havde med sin Villiestyrke og Stædighed vundet en moralsk Sejr, selv om mere end Halvdelen af Landet — og den bedste Del — var gaaet tabt.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

14. september 1916. “Dengang, jeg drog afsted …” i Østafrika.

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki.

Næppe var vi kommet i Gang med Marchen, før jeg følte det, som om al Træthed var strøget af mig. Om det var en Overtræthed, der gjorde sig gældende, eller om det var en vis Befrielse over at være kommet ud af den halvt belejrede By, der i høj Grad var præget af Generalens Tilstedeværelse, skal jeg ikke kunne sige — maaske lidt af begge Dele. General Lettow-Vorbeck var utvivlsomt en fortræffelig Fører, maaske et militært Geni — det mente da mange — men det lod sig ikke nægte, at Livet i hans umiddelbare Nærhed formede sig noget tvungent i Forhold til det, jeg var vant til. Den hyggelige og kammeratlige Stache havde slet ikke været sig selv i den korte Tid, vi havde været i Byen, men havde uafladeligt maattet løbe frem og tilbage til og fra Generalen.

Det er en god Regel i alle Kolonikrige: Sky de store Hovedkvarterer!

Nu var jeg ikke længer træt, men følte mig glad og fri — den eneste hvide Mand i den lange Kolonne, og den eneste, der kunde bestemme, hvor langt vi skulde marchere, hvornaar vi skulde gøre Holdt og spise eller slaa Lejr. Hidtil havde jeg altid haft én over mig og kun fulgt Kolonnen som de andre, men nu var jeg helt fri og paa Togt i det mørke Afrika — det var en Fornemmelse, som jeg har Vanskelighed ved at forklare saa længe efter.

Jeg gik forrest med mit Gevær i Rem over Skulderen, Kolonnens eneste Vaaben, naar undtages vore Skovknive og min Parabellum Pistol ved Bæltet, og greb mig selv i at nynne smaa Marchmelodier, der faldt mig ind. Jeg standsede ved „Dengang jeg drog af Sted“ og sang den højt og lydeligt til lille Alis uskrømtede Forundring og Fornøjelse. Saa tog jeg mig i det og holdt op.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

12. september 1916. Sønderjysk møde i Kissaki, Østafrika

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepot i Morogoro. I begyndelsen af september ankom han til Kissaki.

[Nis Kocks personlige tjener] Ramasan havde med sikker Sporsans fundet Magasinerne og havde provianteret rigeligt. Da jeg kom hen til vor Lejr, havde han allerede arrangeret et herligt Aftensmaaltid rigeligt med Ris, og ogsaa noget Kød havde han faaet fat paa.

Samtidig kunde han fortælle mig, at Peter Hansen opholdt sig i Lejren — eller rettere i Urskoven udenfor Byen — og at han vidste, hvor han befandt sig.

Jeg spiste hurtigt færdig og bad Ramasan følge mig til Peter Hansens Lejr, og efter en kort Spadseretur gennem Skov og Krat naaede vi frem til en Lejr i Skoven, hvor vi hurtigt fandt Peter Hansen siddende ved et Baal. Han var noget langskægget og ikke saa lidt hulkindet, men ellers rask og frisk og stadig den gode gamle Kammerat.

Han blev overstrømmende glad ved at se mig og bød mig straks en Plads paa en tom Petroleumsdunk. Et Par Cigaretter blev fundet frem, og Snakken tog sin Begyndelse, medens Stjernerne tændtes over vore Hoveder og Baal paa Baal sprang frem imellem Træer og Buske.

Omkring dem færdedes, sad eller laa de forskellige Skygger — hvide Soldater med Tropehjelme, letkendelige selv paa Afstand, Askarier, Bærere, Kvinder og Børn. Det var  et helt Krigerfolk paa March som paa Folkevandringens Tid — eller var det snarere Trediveaarskrigens Landsknægthære med deres Tros, det bragte frem i Erindringen.

Peter Hansen fortalte, at Størstedelen af Hæren laa her i en Bue omkring Kisakki, men en Del Kompagnier havde dog Stilling langt Østpaa. Det var dem, der var gaaet Øst om Ulugurubjergene. Der havde staaet svære Kampe baade her og dér, og Peter gav mig nu en malende Beskrivelse af sine Oplevelser fra Kondoa-Irangi og hertil.

Hans Arbejde havde jo ført ham saa nær ind paa Livet af Kampene som nogen, da han ofte maatte færdes mellem Linierne for at faa de saarede ind. Det var begyndt at knibe med Forbindsstofferne, fortalte han, og han imødesaa med Gru den Dag, da man ikke længere havde tilstrækkeligt til at forbinde de saarede med.

Han fortalte om de dygtige og opofrende Lægers Arbejde og Kamp mod Sygdomme og frygtelige Kvæstelser. Meget ofte maatte de af deres sparsomme Forraad ogsaa forbinde engelske saarede, og det gjorde de pligtskyldigst, men stadigvæk med den uhyggelige Bevidsthed, at engang kunde de være saa udgaaet for Forbindsstoffer og Lægemidler, at de ikke kunde hjælpe deres egne.

Man var nu kommet dertil, at man kogte Gazebindene, der havde været anvendt én Gang, for at kunne bruge dem igen, og nogle af Lægerne var kommet ind paa at anvende en bestemt Slags Bark til Forbindingerne.

Peter Hansen gav iøvrigt Boerne den Ros, at de sloges modigt og behandlede deres Modstandere ordentligt, men ikke desto mindre havde Kampene ved Kondoa-Irangi været frygtelige. Der var blevet anvendt Artilleri i udstrakt Grad paa begge Sider. Tyskerne havde brugt „Königsberg“ Kanoner og Englænderne svært Artilleri, som  var slæbt frem. Generalen selv var blevet lettere saaret af en engelsk Granat, uden at det dog havde svækket hans Arbejdskraft det ringeste.

— Jeg har set ham, sagde jeg, han saa knap saadan ud, som jeg havde forestillet mig ham efter alt det, jeg har faaet fortalt.
— Du kan ellers være overbevist om, at der ikke er sagt noget overdrevent om ham, svarede Peter Hansen. Han kan simpelthen ikke overdrives — han er noget helt for sig. Jeg har set ham paa nær Hold Masser af Gange — han er et mærkeligt Menneske.
— Under en Fægtning, fortalte Peter Hansen videre, havde vore Folk forsøgt et Angreb paa en fjendtlig Stilling oppe ved Kondoa-Irangi. Angrebet var slaaet tilbage, og der laa en hel Del saarede paa en Skraaning. Jeg kravlede ud til dem og forbandt dem, og efterhaanden fik vi dem ogsaa slæbt ind til Forbindspladsen, skønt der blev skudt en Del paa os.

Efterhaanden som vi kom bærende med dem, blev Stabslægen mere og mere gal i Hovedet, fordi Forbindingerne jo var lagt lidt hastigt og maaske ikke lige efter Reglementet. Medens han stod og skældte mig ud over det, kom Generalen til og hørte lidt paa det i Tavshed, men jeg kunde godt se, at han havde Lyst til at sige et eller andet. Endelig drejede han Hovedet og saa Stabslægen lige ind i Ansigtet og sagde paa sin sædvanlige knappe og spydige Maade: — Jamen, Hr. Stabslæge — hvorfor gjorde De det dog ikke selv?

— Jeg blev indstillet til Jernkorset af første Klasse, føjede Peter Hansen halvflov til.

Jeg gratulerede ham. Det var en meget stor Udmærkelse for en menig Mand og i øvrigt ogsaa for en Underofficer.

Peter Hansen slog det hen, men jeg kunde se paa ham, at han alligevel glædede sig over Æren.

Vi talte længe videre og talte begge Dansk. Efter i lang Tid at være henvist til at tale Tysk eller Kisuaheli var det herligt at komme til at tale det Sprog, der nu engang laa mig lettest paa Tungen.

Vi talte om Udsigterne for at komme hjem, men dem vurderede ingen af os særlig højt. Det saa ud til, at Krigen skulde fortsættes til den bitre Ende, og saa holdt den vel ikke op, før de blev færdige hjemme i Europa, eller før Lettow-Vorbecks Hær var smeltet ind til ingenting.
— Naar vi nu maa opgive Kisakki, sagde Peter Hansen, saa er den nærmeste Stilling, vi kan indtage, Rufijifloden. Dér tænker jeg ikke, Boerne kan følge efter os — dels fordi deres Heste ikke kan færdes dernede, og dels fordi de ikke selv kan taale Klimaet. Der er meget usundt, og hvide Mennesker faar uvægerlig Malaria.

— Jamen, hvad saa med os andre? spurgte jeg.
— Jeg tror ikke, der bliver spurgt om vor Mening, svarede Peter Hansen. Jeg har hørt lange Diskussioner om det Emne, men de er allesammen endt med, at vi bliver tvunget til at affinde os med Malariaen, som vi kan — for ned paa den anden Side af Rufijifloden skal vi. Boerne derimod er ikke tvunget dertil og vil sikkert hellere lade sig sende hjem end udsætte sig for Malaria — og saa maa de vel trække sorte Tropper hertil igen for at føre Krigen videre. — Det trækker altsammen Tiden ud, og det er det, Generalen vil opnaa.

Vi talte om Kammeraterne fra „Kronborg“ . Peter Hansen vidste bedre Besked om dem end jeg. Han nævnede mig et Par Navne, som ikke var mere. Kort efter tog jeg Afsked og ønskede ham god Rejse.

Jeg kaldte paa Ramasan, og han fulgte mig tilbage til vor Lejr, hvor Baalene var ved at brænde ned, og hvor Bærerne sov fast efter den lange Safari gennem Ulugurubjergene.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

10. september 1916. Østafrika: Ankomst til Kissaki og møde med Lettow-Vorbeck

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.

Saa snart Solen stod op den næste Morgen, drog vi videre. Vi havde hørt lidt fjern Skydning ud paa Aftenen, men Natten havde været rolig, og Hvilen havde givet os nye Kræfter og et lysere Syn paa Tilværelsen.

Efter at have marcheret hele Formiddagen og et Par  Eftermiddagstimer naaede vi nogle Negerhytter, der laa næsten skjult mellem Krat og Græs. Efter Beregningen skulde det være Kisakki, men for mig, der havde ventet en større By, var det noget af en Skuffelse. Der saa ikke ud til at være andre Hytter end dem, vi allerførst havde set, og Mennesker saa vi ikke.

Endelig rejste en hvid Mand i en falmet Tropedragt sig bag nogle Buske og kom hen imod os med et ualmindeligt spørgende Udtryk i Ansigtet. Hans første Ord, som var henvendt til Stache, var da ogsaa:
— Jamen, i Himlens Navn — hvor kommer De dog fra?
— Fra Morogoro, svarede Stache, og jeg kunde se, at det glædede ham at give dette Svar.
— Vil det sige, at De er gaaet over Bjergene?
— Ja, der var ikke anden Vej.
— Nej, det var der vel ikke — men er De klar over, at De har passeret tæt forbi de engelske Stillinger — hvordan i Alverden har de dog baaret sig ad med ikke at se saa stor en Safari — naa, godt var det, at De kom igennem.
— Er Generalen her? spurgte Stache.
— Ham vil De sikkert kunne finde ved Militærstationen, lød Svaret, og den hvide Mand gik tilbage bag Busken, hvorfra jeg saa nogle sorte Soldaterhoveder stikke frem. Vi lod Karavanen sætte sig i Gang igen, indtil vi naaede frem til Militærstationen, der var det eneste større Bygningsværk dér paa Stedet. Negerboliger saa vi ikke meget til, og jeg forstod nu, at Kisakki kun var Militærstationen — ikke nogen By.

I Nærheden af Militærstationen, hvis hvide Mure vi hurtigt opdagede mellem Buske og Græs, saa vi endelig lidt Tegn paa Liv. Der færdedes nogle Askarier, og nu og da saa man Glimt af hvide Mænd.

— Dér, hviskede Stache, dér kommer Generalen og Boeren van Niewenhuizen, som han altid følges med. Vi lod Bærerne marchere videre mod et Depot, som vi kunde skimte et Stykke derfra, men inden den lange Kolonne naaede forbi, var Stache i Hurtigmarch kommet op paa Siden af de to Mænd, der stod og saa paa Kolonnen — aabenbart noget overrasket over dens Tilsynekomst fra den Retning.

Stache gjorde Honnør og aflagde formentlig Rapport, og jeg kunde se Generalen nikke gentagne Gange i Retning af Kolonnen.

Det var ikke svært at regne ud, hvem der var General, og hvem der var Boer af de to Mænd, men det var især Boerens Skyld. Han, der var søgt til tysk Østafrika drevet af sit brændende Had til England, var klædt paa akkurat som Boerne ved Aarhundredets Begyndelse, bredskygget Hat og civilt Jakketøj med lange Bukser. Han var en høj, statelig Mand med et stort Fuldskæg og saå ud til at være en modig og intelligent Mand. Man sagde, at han havde givet Generalen mange gode Raad om, hvordan Krigen skulde føres mod hans egne Landsmænd, der nu oversvømmede tysk Østafrika under de  engelske Faner.

General Lettow-Vorbeck saa ikke saa lidt anderledes ud, end jeg havde forestillet mig ham. Hans Dragt var tarveligere end de fleste Officerers, som jeg havde set, og han bar ingen Gradstegn. Paa Hovedet havde han en temmelig medtaget Tropehjelm, paa Overkroppen en falmet Khakiskjorte og Resten af Paaklædningen bestod af et Par Ridebukser med Wicklers og et Par meget medtagne Støvler. Efter Paaklædningen at dømme var han unægtelig en Mand, der ikke tog Hensyn til det Ydre.

Skønt jeg kom fra en lang og anstrengende Rejse, var jeg bedre paaklædt i Øjeblikket end den tyske Hærs Øverstkommanderende.

Ansigtet derimod var lidt ud over det almindelige. Det lignede egentlig ikke noget Feltherreansigt, og i den ene Mundvig lurede et polisk Smil. Jeg havde forestillet mig noget ganske anderledes harskt og utilnærmeligt. Det eneste militære ved Ansigtet var et lille Overskæg. Over hele Skikkelsen var imidlertid et Præg af Selvsikkerhed og Vovemod — men det er muligt, at jeg lagde det til, fordi jeg vidste, hvem jeg havde for mig.

Det var altsaa Lettow-Vorbeck — det oftest udtalte Navn i denne Verdensdel for Øjeblikket — Sejrherren fra Tanga og Jassinie og Manden, der havde ført de tyske Styrker frelst gennem Kolonien trods en knusende Overmagts Angreb og Forfølgelse. Alt, hvad der skete i dette vældige Land, var dikteret af hans Villie. Uden ham —
en ganske almindelig Oberstløjtnant, der først lige før Krigen var kommet til Kolonien — havde alt Forsvar været opgivet for længe siden.

Stache kom tilbage, og vi gik efter Rærerne, der havde naaet Magasinet og var ved at stuve deres Byrder ind dér.

— Hvad sagde Generalen? spurgte Wisner.
— Han var tilfreds, svarede Stache, og for Resten ogsaa overrasket over, at vi havde klaret Bjergene, men navnlig over, at vi ikke var marcheret lige i Armene paa Englænderne. De ligger tæt her omkring, og Generalen troede, de havde sluttet Ringen helt.
— Var det alt, hvad han sagde, spurgte jeg lidt skuffet.
— Ih nej — han sagde ogsaa, at vi skulde se at komme videre, saa hurtigt det kunde lade sig gøre. Der laa alt for meget Ammunition stablet op her, sagde han, og Englænderne kan angribe, hvornaar det skal være.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)