Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende samlede i sine lommebøger stort og småt om begivenhederne ved grænsen til Sønderjylland.

Der er navnlig mange beretninger om sønderjyske desertører og flygtede krigsfanger.

Som regel har Willemoës selv interviewet sine kilder – men denne lange og spændende beretning har han på anden hånd.

Det er Grete  Bram Nissen, der transkriberer notesbøgerne.

5 russiske fanger til Bornholm

25. juni 1916

Nogle uger senere landede på Bornholm 5 andre russiske fanger nemlig 1) underfænrik Aljeksjei Fjederovitsch Chochtunoff, 15. tilliske grenader regiment, guv. Saratof; 2) Fjodor Andrjejevitsch Botschkin, 106. reg. 8 komp., guv. Novgorod, menig i 3) Sjemjen Sjemjenovitsch Starschinoff, 106. reg. 7. komp., guv. Novgorod, menig ; 4) Ignatu Jevgjenjevitsch Arsjentloff 106. reg. 8. komp. guv. Novgorod, menig; 5) Konstantin Trovotjevitsch Bjelkajoff, 301. reg. 11 komp. menig guv. Kasan.

Underfænrik Chochtunoff har skrevet følgende spændende og livlige beretning om hans og kammeraternes oplevelser.

Jeg er underfænrik (Feldwebel) i det 15’de tilliske grenader regiment og hører hjemme i landsbyen Gronkoff, kreds lapuchofski i Kamschinske amt i guv. Saraloff. Jeg var ved landvæsenet, indtil jeg skulle i tjenesten i byen Kronstadt, og jeg kender Petrograd godt. Jeg var 3 måneder ved fronten og deltog i heftige kampe, hvor jeg hentede mig to Georgskors, det første fordi jeg opdagede et fjendtligt batteri; det andet fordi jeg – da kompagnichefen var – med [] kompagni tilbagetog 3 fjendtlige angreb. Den 29.nov. 1914 blev jeg taget til fange på Warschaufronten ved landsbyen Skovrod; vi var i alt en 8.000 mand, der blev taget til fange, fordi ordren om at gå tilbage kom for sent og efter at vor front var brudt.

Hvis jeg nu skrev detaljeret om alt, hvad vi har måttet døje i Tyskland, ville ingen menneskelig skabning tro det; men jeg skal fatte mig i korthed.

Jeg har været i tre tyske lejre: Hammerstein, Butovje og Danzig. I Hammerstein har jeg været to gange. På min ryg bærer jeg mærker af de tyske grusomheder, stokke og piske faldt på den. Jeg har forsøgt at flygte 3 gange, hver gang fra Danzig. De to første gange førtes jeg til Hammerstein, den første gang var jeg der i 2 uger, den næste gang i 8 dage. Hver dag blev jeg bundet til pælen – straffepælen i 2 timer.

I slutningen af marts og begyndelsen af april 1915 var vi i alt 12.000 fanger i Danzig-lejren (Tralirski), og en ca. 2000 døde efterhånden af sult og sygdom. Det var rædselsfulde forhold og de lader sig overhovedet ikke beskrive. Vi fik hver dag ½ pund brød af et træagtigt mel, om morgenen te, om middagen vand (suppe?) og om aftenen te. Hver dag døde 20-30 soldater af sult og sygdom. Snart kom de bærende med en , snart med en anden, som bad: Giv os et stykke brød. Men ingen havde noget tilbage. Fangerne rodede jordsmonnet op i hele lejren og spiste de rødder, de på denne måde kunne få fat i ligesom de spiste alt affaldet fra køkkenet. Og tyske soldater slog os som ingen Ersofeder slår sine dyr. På russisk har vi noget, der kaldes en Mjeschatka, en stor slev, hvormed man rører rundt i gryden. Sådanne havde man også her; de var tykkere end en hånd. Når en fange havde gravet rødder op eller taget affald fra køkkenets affaldsbunker, blev han grebet, ført hen til pladsen ved køkkenet, lagt med ansigtet mod jorden og tildelt 13 slag med [dette] apparat. Endnu før fangen kan støtte på benene efter denne barbariske behandling, blev han rejst op og lagt hen på en pram for så måske at dø 2-3 dage efter. (Fangerne eller en del af dem er åbenbart anbragt i Pramme. Mod landsiden er lejren omgivet af pigtråd).

Der udbrød kolera, og i nogen tid døde der en 100 mand daglig; vi blev ængstelige og alle var vi forberedte på at dø. Tyskerne opdagede nu, at det var galt fat og at der måtte gives noget. Der blev bl.a. straks givet ordre til at forhøje madrationerne. Det var 4. eller 5. påskedag 1915. Jeg førte naturligvis dagbog og noterede hver dag begivenhederne, hvem der prygledes og hvem der pryglede fangerne. I 8 måneder skrev jeg i denne bog.

Som ovenfor omtalt flygtede jeg 3 gange fra Danzig.

Her har der tilsyneladende siddet et foto i notesbogen, hvorfor nedenstående muligvis kan være tekst til billedet

F   I Danziglejren befinder der sig ca. 12.000 fanger, dels indkvarterede på 3 store engelske dampere, spm lå i Tyskland ved krigens begyndelse, dels i en del flodpramme med hvilke tyskerne i fredstid sejler korn og træ fra Rusland. Disse dampere og pramme ligger i en kanal.

369

Første gang kom jeg kun lige ud af lejren. Vor lejr i Danzig – Trovlasko – lå mellem vandfyldte kanaler, og på den ene side var der spærret med 2 høje pigtrådshegn, mellem hvilke afstanden var ca. 7 meter.

Der stod 3 poster på vagt. Vi valgte at flygte gennem vandet. Jeg indlod mig på dette vovestykke, fordi jeg mente, at jeg nok kunne svømme 5-6 km., men jeg tog aldeles ikke i betragtning, at vi var så kraftesløse, som det skulle vise sig. I den pram, hvor vi var indkvarteret, var der på masten anbragt et redningsbælte. I det anbragte vi et trækors og anbragte så tøj og 10 rationer brød, som vi sparede op i løbet af et par måneder. Alt var rede til flugt, men tyskerne patruljerede også i kanalerne i både med skildvagter. Vi valgte den tid, da der var afløsning. Vi tog vort linned af og lagde det i redningsbæltet/bøjen, svømmede ud gennem to kanaler med bøjen, gik så i land og tog tøj på. Men allerede da vi havde tilbagelagt 3 km, blev vi grebne af svimmelhed og følte os overordentlig matte. Vi gik hen i en lille skov og tilbragte dagen i den. Det var den 15. april 1915. Næste dag måtte både min kammerat og jeg erkender, at vi havde overvurderet vore kræfter – vi var for svage til at gennemføre vor flugt. Vi gik så ud af skoven og blev grebet og under bevogtning ført til lejrkommandanten, en fin og elskværdig herre, der spurgte os ud om, hvorledes vi var flygtet. Han lod os der var officersaspiranter så gå på æresord, og dermed var vor første flugt endt.

Den 16. maj fik jeg fra mine forældre en pakke og 15 rubler, og tanken om flugt opstod på ny. En flugt syntes lettere nu, da der var mulighed for at komme med ud på arbejde. Der gik nogen tid; jeg fik flere penge og endnu en pakke, og jeg mente, at jeg nu havde kræfter dertil. Min kammerat, der var flygtet sammen med mig første gang, var allerede forsvundet. For 2 mrk 50 købte jeg et kompas og for 3 mark et kort, og vi var klar til flugt. Jeg fandt en kammerat, korporal Gjeorgii Tavnijoff, der var villig til at gå med. Det var ret vanskeligt at komme ud på arbejde, thi der var mange der meldte sig til; men jeg gav en jøde 5 mark for,. At han skulle vælge os til arbejde, og det kom vi også omsider. Det var den 16. juli 1915. Vi skulle arbejde et sted ca. 10 km syd for Danzig og kom dertil i alt 10 mand. Når vi kom op om morgenen fik vi en kop kogte, skrællede kartofler – det var kun lidt for os. Så slog vi rug indtil frokosttid, da man bragte os et gals kaffe og en tynd skive rugbrød. Så på arbejde igen indtil middag, da man gav os en stor kop kartofler; men brød [fik] vi ikke. Kammeraterne var alle klar over, at det kunne de ikke holde ud længe og talte om at flygte alle sammen. Jeg udtalte mig ikke, thi jeg vidste, at det var sikrest at flygte 2 ad gangen eller alene.

Det rum, vi opholdt os i, var en svinesti; vagtposten sov i beboelseshuset. Efter at have arbejdet i 4 dage, besluttede jeg at flygte; Tausujeff havde opgivet det. Jeg fik fat i en økse, og da svinestien, hvor vi var anbragt, lå langt fra gårdens beboelseshus, slog jeg om natten jernstængerne i stykker med øksen og slap bort. Jeg var klar over, at det var meget vanskeligt at flygte gennem Tyskland og navnlig gennem egnen ved Danzig, der er flad som en slette og gennemskåret af en mængde vandingskanaler og mindre vandløb. Natten var meget kort og lys, og næsten hele tiden færdedes folk på landevejen, dels til fods, dels i vogn. Første nat gik jeg lige frem, men måtte 6 gange klæde mig af og bære mit tøj gennem vandingskanaler. En gang måtte jeg svømme over, og mistede da både kniv, tændstikker og det sidste sæt linned; på et hængende hår havde jeg også tabt kompasset, men nu bandt jeg det om halsen. Jeg flygtede i retning af Mlawa. Det gik godt i 8 dage under adskillige spændende små oplevelser. Den 9. dag blev jeg opdaget af 3 børn og en kvinde, som øjeblikkelig gjorde anskrig, og en vagtpost og 3 polakker satte efter mig. Der var ingen skov eller noget andet i nærheden, hvor jeg kunne skjule mig, og de fik så fat i mig og fik mig til en jernbanestation, hvor der holdt et passager(person)tog.

I dette tog var der bagest tilkoblet 4 jernbanevogne med russiske sårede soldater, som havde ligget der 4-5-6 dage. Man førte mig hen til en af vognene, åbnede den, og gav mig et stød i ryggen med en geværkolbe, så jeg styrtede ind lige over de sårede soldater.

372

Det var så skrækkeligt at se disse lemlæstede soldater, hvoraf en del havde stærke kvæstelser i hovedet, at jeg ikke kan beskrive det. I halvandet døgn lå disse sårede soldater indespærrede i vognen og for tilstængede vinduer. Der fandtes på vejen ikke en eneste medlidende sjæl, som ville give disse hårdtsårede en drik vand. Da der en gang blev gjort holdt ved en station, og nogle af dem grædende råbte på vand, medens en anden råbte: ”Jeg dør!” blev døren pludselig revet op og en soldat slog efter os med bajonetten, medens børn kastede sten efter os.  Jeg var kastet ind i toget om middagen kl. 12. Halvandet døgn efter, kl. 1 om natten, kom vi til Hammerstein, og vi blev ført ud og gennem en skov. Jeg blev bragt til vagtlokalet og underkastet en grunddig undersøgelse. De fandt min dagbog hos mig. En løjtnant slog mig, og derefter blev jeg ført lige i arrest, sparket derind, hvorefter døren sloges i efter mig. Jeg opdagede næste dag, at der var 6 celler og at der var 48, der sad i arrest, alle flygtninge, der var grebet på de forskellige steder.

Jeg fik intet brød i to døgn, men hver dag blev jeg surret fast til straffepælen i 2 timer. Jeg havde 5 mark hos mig og havde gerne givet dem for blot et halvt pund brød, men forgæves. Den tredje dag fik jeg for 2½ mark af en soldat, der havde udstået sin straf, den portion, han skulle have. Varm mad fik jeg hver 5’te dag; det var en skål kartoffelsuppe.

373

Jeg blev forhørt om grunden til min flugt, og jeg svarede, at det var fordi kosten var så slet. Det var nok, så blev jeg ikke forhørt oftere. Den 9. dag om morgenen gav vagten mig ordre til at samle mine sager sammen og følge med. Det gik til jernbane stationen, og om aftenen kl. 10 kom jeg tilbage til Danzig-lejren, og til det samme fartøj, hvor jeg tidligere havde været. Da mine kammerater så mig igen, gav de mig russiske tvebakker og te.

Næste morgen blev jeg kaldt op til kommandanten, der spurgte mig, om jeg ikke havde givet mit æresord på, at jeg ikke ville flygte. Jeg svarede ham, at min russiske ed tillader ikke at give noget æresord til fjenden og at han ikke havde ret til at tage et sådant af mig (?). Han kaldte mig så ”Schwein”, og så gik jeg. Han gav imidlertid ordre til at lænke mig, og en lænke blev anbragt om min venstre fod og venstre håndled. Den gik jeg så med i 29 dage og fik arrest i 14 døgn.

I efteråret blev til vor lejr sendt en russisk læge ved navn Romanjeff, der talte udmærket tysk. Han stiftede bekendtskab med kommandanten og fik udvirket, at ikke jøder (polakker?) men russiske underfændrikker og oversergenter fik befalingen over de russiske fanger, fordi tyske soldater og jøder slog fangerne for de mindste ting, hvilket virkede meget uheldigt på dem. Kommandanten gik ind på Dr. Romanjeffs forslag, men vi tog kun nødig kommandoen. Imidlertid vi overtog den. Tyskerne tildelte os nu forsyninger til lejren, men uden spor af [?] eller opgivelse af vagt. Men vi fik åbenbart ikke det, der var tiltænkt os. Med egne øjne har jeg set, hvorledes tyske soldater, der skulle føre tilsyn i lejren, stjal af kødet. Og jøderne, der er bekendt for deres tyvagtighed, stjal også. Jeg undersøgte forholdene nøjere og gav dr. Romanjeff underretning. Ved lejlighed meddelte 4 fanger, der var udtaget til at gå til byen efter halm [?], at de  var blevet tvunget til fra samme skur [?] at medføre 4 sække kød, der samme dag blev kogt i køkkenet. Jeg meddelte dr. Romanjeff dette. Og det viste sig da, at en tysk løjtnant Wolff havde ladet dette kød (4 pud a 16 kg.) bringe bort, og at en russisk gendarm, som hele tiden havde gjort tjeneste ved den tyske grænse og talte godt tysk, hjalp ham dermed. Jeg konstaterer hermed, ast tyskerne fratog de russiske fanger af de knapt tilmålte rationer, som deres regering havde tildelt den daglige ernæring. Til gengæld angav løjtnant Wolff og den russiske gendarm – den spion – mig til kommandanten, idet de oplyste, at jeg havde gjort to flugtforsøg og ville forsøge at flygte igen, og jeg blev atter sat under et strengt opsyn. Vorherre havde imidlertid medlidenhed med mig. Kort efter påske i år 1916 sendtes løjtnant Wolff til fronten. Den russiske gendarm bad en jøde skaffe sig noget tysk brændevin. Jeg købte gennem jøden 2 flasker og drak den sammen med gendarmen. Og nu kunne jeg komme på arbejde.

375 – 378

Alt, hvad jeg her har fortalt, kan bevidnes af 15 fanger fra Danzig-lejren.

Så oprandt den 1. juni 1916. Vagten kom og krævede en arbejder til. Jeg tilbød at gå med. Mine kammerater undrede sig over, at jeg ville på arbejde, da jeg nu havde det forholdsvis godt, da jeg i den sidste tid jævnlig havde modtaget pakker og penge hjemmefra. I løbet af 10 minutter fik jeg samlet mine sager sammen. I depotværkstedet fik jeg 5 par støvler og nogle reneskjorter med til mine kammerater, og så gik det ud af lejren. På vejen mødte jeg den russiske gendarm og tænkte ved mig selv: Mon han melder mig til kommandanten. Heldigvis skete det ikke.

I nærheden af lejren er der et lille landingssted, hvorfra en lille dampbåd skulle bringe os til den modsatte side af kanalen. En tysk gefreiter (underkorporal) kom pludselig løbende fra lejren, satte sig ved siden af os og spurgte, hvor vi skulle hen – han kunne lidt russisk. Jeg svarede: ”Til arbejde”. Han svarede, at det var ikke heldigt og forklarede vagten, at jeg var løjtnant. Feldwebel og var flygtet tidligere. Jeg blev ængstelig for, at jeg skulle blive sendt tilbage til lejren; men der var intet at gøre. På stationen erfarede jeg, at vi skulle til Pommern. Vi kørte i 5 timer – måske 25 km i timen. Kl. 10 om aftenen kom vi til bestemmelsesstedet – havde fornemmelsen af, at det ikke var så overdrevent langt fra Danzig – og efter at have tilbagelagt ca. 8 km. Ankom vi til det gods, hvor vi skulle arbejde. Vagten førte mig til en bygning og lukkede mig ind. Der stod nogle kammerater i lasede og snavsede skjorter. Sovestederne var nøgne brikse. ”Nå, kammerater, hvordan har I det?” spurgte jeg. ”det får du nok at vide, når du i morgen spænder hestene for og skal stå i vand og grave grøfter!”

Der var i alt 25, og 5 kom fra et andet sted. Klokken 5 næste morgen purredes vi ud til arbejde. Vi kom ud og blev fordelt til arbejdet; nogle skulle grave grøfter, andre derimod arbejde på gården. Jeg var blandt de sidste. En kvinde, der arbejdede hos forvalteren, kom hen til mig; hun var ganske tandløs. ”Spænd for denne vogn”, sagde hun; det faldt mig vanskeligt at spænde hestene for de tyske vognstænger, men det lykkedes.

Så arbejdede jeg dér i 19 (?) dage. Hver dag fik vi ½ pund majsbrød og 1½ pund til dels rådne kartofler.

Da jeg arbejdede alene, måtte jeg efterhånden forhøre mig om, hvor jeg var og hvem der ville flygte med mig. Alt, hvad der behøvedes til flugt, havde jeg med mig, både tvebakker og kort [?]. Det viste sig, at 8 ville flygte, og de foreslog, at flugten gik over havet. Ingen af dem kendte imidlertid til at manøvrere med sejl, og jeg har nok været meget i båd (formentlig robåd) men har ikke kundskab til at sejle med sejl. Det tegnede ikke godt, men alligevel – jeg blev ved beslutningen om at flygte. På mit spørgsmål oplyste kammeraterne, at der var både ved kysten, men de vidste ikke, hvor stærke de var. Men så kom en af de soldater, der arbejdede hos mølleren i Pageb, Ignatii Arsentjeff. Han mente, at han nok kunne håndtere sejl, omend kun dårligt. ”Hvor har du lært det?” spurgte jeg. ”Men husbond har en sejlbåd, og i den sejler vi, når vi er ude at slå siv”. ”Hvor langt har du sejlet?” vel en 5-6 kilometer. Det var glædeligt, at der dog var én mellem, der havde kendskab til sejl.

Jeg tænkte nøjere over en flugt over havet og målte på kortet, hvor langt der var til Sverige, der var en 200 kilometer, og jeg regnede ud, at flugten ved en jævn vind kunne gøres på ca. 40 timer, i værste tilfælde dog næppe mere end 3 døgn. Jeg sov ikke om natten, for at tænke på flugten. Havet kan slå store dampere itu, men folkene kan dog redde sig fra planker. Jeg besluttede mig til at vove livet. Så snart vi var færdige med arbejdet, samlede s vi om forberedelserne. Ved havet havde nogle af kammeraterne set mange både, uden at de dog vidste, om de egnede sig til langfart. [?]fra andre grunde, der kom til os om søndagen, hørte vi, at der var en hos en fisker ude ved stranden. Jeg sendte så Arsjentjeff af sted for at undersøge, hvorvidt der sejlede tyske dampere eller fiskerbåde langs kysten, om de gik langt ud for at fiske, om bådene ude ved stranden, var store nok til at flygte i, om der var mulighed for at få fat i en, og at der i [?] tilfælde måtte være både sejl og årer. Fangen hos fiskeren oplyste at båden som der var tale om, ikke egnede sig for sejlads på havet og at der i løbet af kort tid var grebet 14 mand, som havde prøvet på at sejle. Arsentjeff undersøgte så grundigt møllerens båd og kom til det resultat, at den nok kunne bruges, kun måtte der laves årer til den. Vi besluttede os så at flygte i den.

To dage efter var alle rede. Vi havde endog skaffet os en lille elektrisk lommelygte til at belyse kompasset ved nattetid. Arsentjeff skaffede årer; han fandt 5 pæle og på enderne af dem huggede han et bræt fast – det var årerne. Sejlene lå længere borte, men dem kunne vi nok få fat i, erklærede Arsentjeff. Alt var således i orden. Stedet hvor vi befandt os, lå mellem byerne Rûgenwalde og Köslin i Pommern, 7 kilometer fra Rügenwalde. Der er der en bugt, der hedder See Burof (Sec Buckower); i denne bugt falder en å, hvis navn jeg ikke kender. Før åens udløb ligger ved bugten Pageb mølle, og båden dér brugte vi.

Dagen den 10 (?) juni oprandt. Vi sov om natten ved siden af køkkenet, og vi blev lukket forsvarligt inde hver aften.. For vinduerne var der anbragt stænger. Der var kun en væg mellem vagternes lokale og vort rum, og 3 gange hver nat gik vagten rundt om bygningen og gennem gården, hvor der tillige var en stor lænkehund, der blev sluppet løs hver aften.

379 – 388

Når vi andre gik på arbejde, blev én tilbage på gården for at hjælpe med ved kogningen af vor mad; ham gav jeg ordre til at løsne stængerne for vinduerne således, at de let kunne tages ned om natten. Vi skulle helst have medvind dvs. sydøst vind, når vi flygtede. Da klokken var 11 om natten, sagde jeg til kammeraterne: ”Drenge, lad os bede til Gud hvor den, der ikke frygter døden og som har bestemt at følge mig. Stå op og komme herhen, og jeg vil forklare jer, hvordan vi skal flygte. Kun fire rejste sig, de øvrige undslog sig af forskellige grunde. For at hæve modet hos dem, sagde jeg, at jeg ikke ville betænke mig på at sejle i hvilken som helst båd.

Vi begyndte at gå ud, skønt ilden endnu brændte og vagterne endnu passiarede; men jeg gik ud fra, at blev det først helt stille, ville det være vanskeligt at komme afsted uden at vagten hørte det. Jeg fik de kammerater, der blev tilbage til at tale højt og le, mens jeg løsnede stængerne for vinduerne og kom ud og fik alle sager rakt udenfor. Mine fire følgesvende kom også ud. Lænkehunden var ikke hjemme i øjeblikket. Afsted gik det, alt hvad vi kunne. Da vi kom til en å, tog vi vor linned af og gik ud. Pludselig kom hunden løbende efter os og gøede stærkt. Vi stod ude i åen og trak næsten ikke vejret; nogle minutter forløb i lydløs stilhed og vi hørte hunden fare hjem mod gården i fuld firspring. Vi gik op på den anden side og ind i en rugmark, og kort efter hørte vi igen hunden halse endnu heftigere ad os, men nu kunne den ikke få fat i os. Vi klædte os på. Vi skulle ikke gå ret langt – 2-3 kilometer, men vi må gå i en bue langs bredden af Bukowerbugten og gennem høje siv, hvorved vi undertiden sank i til knæene. Efter en halv times forløb kom vi til båden. En fange hos mølleren, Michail Kiriloff, hjalp med at bære sejl og årer ud. Vi kom hurtigt ud på bugten, fik sejlene hesjt og roede med 4 årer. Imidlertid vidste ingen af os, om vi fra denne bugt kunne komme ud i havet. Efter at have sejlet i en times tid kom vi ud i en kanal, ca. 30 m bred. Sejlene blev taget ned, og vi roede. Pludselig gik båden på grund. Jeg blev ængstelig. ”Hurtigt af tøjet, drenge!” råbte jeg, og i en fart fik vi os klædt af og bar båden gennem denne lille grundede kanal. Det var et slidsomt arbejde, for kanalen var lang. Og så lå der ikke ret langt fra den en landsby. Endelig nåede vi ud af kanalen til et sted, hvor havets vand mødtes med bugten. Her var der sand. Bølgeslaget slog båden snart til den ene side snart til den anden side, og vi tumlede med. Hurtig fik vi den ud på dybere vand. Nu var vi på havet.

Klokken var halv et. Sejlene hejstes, og vinden var sydøstlig, men ikke videre stærk, men vi brugte også årerne. Jeg regnede med at nå over til Sverige. I begyndelsen styrede jeg efter kompasset. Da vi uden uheld havde sejlet i et par timer, opdagede vi i retning af Rügenwalde en plet, der hurtigt nærmede sig. Vi fik hurtigt sejlene ned og farten sagtnede meget. Pletten viste sig kort efter at være en tysk torpedobåd, som passerede os i kun 4-5 km’s afstand. Hvorfor den ikke tog os, kan jeg ikke forstå endnu den dag i dag med mindre den ikke har opdaget os eller den har troet, at vi var tyske fiskere – hvad der unægtelig også var vor hensigt med at tage sejlene ned. Kort efter så vi torpedobåden vende og sejle mod kysten mod vest. En halv times tid efter opdagede vi en tysk damper sejlende mod vest. Vi fortsatte vor fart alene med årerne.- Da vi opdagede torpedobåden, var vi i grunden på det rene med, at vor flugt var sluttet, og vi kastede allerede en del af vore sager i vandet. Nå, vi fortsatte med at ro til kl. 1 om middagen, da vi hejsede sejlene igen. Ved 2 tiden så vi – det var måske kun et luftsyn – høje skrænter, skov, skibe og landsbyer. Vi havde kun et dårligt kort uden synderlige detaljer. ”Det er den tyske kyst, drenge, styr bort fra den!” råbte jeg; det gjorde vi, og kysten forsvandt. Efterhånden gik vinden om i nordøst og havet kom i så stærkt oprør, at det ikke længere var muligt for os at gå for sejl; men vi roede så godt, vi kunne, skønt vi var klar over, at denne vind ville drive os tilbage til den tyske kyst; der var intet at gøre – det var så Guds vilje. Vinden blæste nu temmelig stærkt og havet begyndte at brøle, og bølgerne blev højere og højere. Vort ror var ikke stærkt; og vi fik så stivet det af med to planker eller brædder og fik tillige anbragt en åre i det. Mine kammerater kunne ikke styre roret i denne stærke søgang. Jeg styrede så – i begyndelsen alene. Imidlertid slog søen ind over båden, og to mand øste ustandselig med en spand, som vi havde taget med. Det så kritisk ud for os, og vi tog alle afsked med livet. Vi løste et tov op, hver mand slog det en gang om livet og enderne bandt vi til båden. Vi ventede det frygtelige øjeblik, da døden skulle gribe os. Alle var vi svimmel, hostede og kastede op. Vi havde intet spist for ikke at komme til at kaste op.

Efter at have styret i et par timer i det hårde vejr kunne jeg ikke mere; mine hænder var blodige. Så afløste Fjodor Botschkin mig, og vi skiftedes dertil. Ved 12-tiden anden nat stilnede vinden af og blev igen sydøstlig, og kl. halvfire hejsede vi sejlene og sejlede således til i nok en 5-6 om aftenen for jævn god vind og med god fart uden at bruge årerne. Hen under aftenen blev det storm igen – vinden var nu østlig – og vi tog sejlene ind. Vi troede nu, at vinden ville føre os – ikke til Sverige – men til Danmark. På det tidspunkt skimtede vi igen kyster nord for os – jeg troede, at det var et luftsyn igen, men det var det ikke, hvilken kyst det var, kunne jeg dog ikke regne ud. Vi drev imidlertid bort fra denne kyst, hvad vi var meget nedslået over, men der var intet at stille op. Vinden og søen var stærkere end os, bølgerne til tider skrækkelige, men vinden syntest mildere. Vi var nu tre der styrede. Således sejlede vi til kl. 2 om natten, da blæsten flovede [?] af medens søgangen syntes lige stærk. Vi tog senere sejlene ned og brugte årerne samtidig med at vi nu satte kursen mod nord. Pludselig opdagede vi en prik, der kunne ligne kuplen på en høj kirke. Vi blev glade. Vi havde endnu ikke mødt en eneste fugl ud over måger, nu måtte der dog altså være en kyst i nærheden. Vi kunne ikke forstå, hvad det var for noget og sejlede derfor tæt forbi tingesten, der viste sig at være et sømærke lavet som en rubin af blik, forsynet med 3 bogstaver, som jeg ikke kunne tyde – det kunne jo tænkes at det viste grænsen mellem det tyske og det svenske havområde. Vi tænkte et øjeblik på at lægge os her, men det var for [?], fordi sømærket uafladeligt dukkede langt ned og derefter skød op over vandet. Vi fortsatte imidlertid sejladsen til kl 2 om eftermiddagen (den     dag), da vi i det fjerne opdagede kyster mod nord og  fugle begyndte at vise sig. Det var med ubeskrivelig glæde, at vi konstaterede, at vi gjorde denne opdagelse og vi trak endnu stærkere på årerne, men der næredes dog tvivl om, hvorvidt det var Tysklands kyster eller andre og selv var jeg heller ikke klar over det, men jeg forsikrede dem dog, at det måtte være danske eller svenske øer. Vi nærmede os nu mere og mere kysten uvis om, hvorvidt vi på ny skulle i fangelejr eller arrest, i forhør eller sendes tilbage til Tyskland eller måske skulle nyde friheden og vende tilbage til Rusland. Vi skrev nu den 25. juni, og klokken halv seks om eftermiddagen sejlede vi ind i selve havnen; vi fik at vide, at vi nu var kommet til Rønne på øen Bornholm.

Og hvor blev vi ikke forundrede over det danske publikums elskværdige forhold overfor os russere. Jeg troede, at det lille kongerige lå så langt borte fra os, at det intet kendte til vort land. Men tværtimod viste det modsatte sig. Alle løb ned til stranden, hvor vi landede, og alle viftede med lommetørklæder og råbte ”Leve russerne!”, og selv små børn, der knap kunne gå, sagde ”Kaput Deutsch”. Jeg blev forbavset over danskernes udprægede sympati for russerne, skønt vi bor så langt fra Danmark. Under hele mit ophold har jeg ikke truffet ét menneske, voksne som børn, som ikke tog hatten af, når han gik forbi os eller viftede med lommetørklæderne og her er ikke gået en dag, uden at vi modtog gaver i form af cigaretter, cigarer, pølser, kager og chokolade – vi blev i det hele modtaget her, som man i Rusland modtager sin slægt ved store højtideligheder, men begejstring og glæde.

Vi er nu i karantæne som det hedder på russisk, en foranstaltning, som findes i ethvert civiliseret land og har været her i 10 dage. Vor læge er en god mand, han sørger godt og omhyggeligt for vor pleje ligesom sygeplejersken.

385

Hele vort liv vil vi mindes dette ophold og altid være dem taknemmelig. Og så takker vi vor Gud, at han formede det således for os og gav os en tolk som kan russisk – det eneste menneske her, som kan tale vort sprog. Han hedder Alfred Krestjanovitsch (Købmand Alfred Bidstrup, Rønne). Jeg har ikke udtryk til at betegne, hvor hjertensgod og rar, han er. Hver dag kommer han til os, oversætter for os, fortæller os alt muligt og forærer os alt, hvad vi har brug for.

Fra mit ophold i den tyske fangelejr ved Danzig kunne jeg fortælle mangt og meget, men det kan have min interesse at oplyse, hvorledes tyskerne narrer de delegerede, der af de neutrale udsendes for at besigtige fangelejrene. – Deres opfattelse – de er og bliver barbarer – er den, at Gud er i himlen og tyskerne på jorden, hvor alle andre skabninger er til for dem. Jeg har for kort tid siden i en avis læst, at tyskerne begyndte at anerkende Haagerkonventionens fordringer overfor savnede soldater i fangelejrene, idet der siges at være udstedt mod – som hidtil at frygte fangerne, som man har behandlet værre end tyskerne behandler deres hunde.

Lige indtil marts måned gik de russiske krigsfanger med dårligt fodtøj og dårlige klæder, og om sulten har jeg tidligere meddelt. Når de delegerede fra et neutralt land ventes – de første kom hertil i slutningen af 1915 – har tyskerne i depotet anbragt et par hundrede støvler, kapper og uniformer, og alle fangerne drives hen til en barak, den der ligger mest til en side. Hos os var der jo ikke barakker, men dampere; vi blev dirigeret hen i den fjernestliggende, indtil de delegeredes besøg er forbi; medens de fanger, som de delegerede kan antages at komme til at se, forsynes med støvlerne, uniformerne og kapperne på depotet; men kun nogle er forsynet med linned. I den sidste tid fik vi en del sendt fra Rusland. På alle de steder, hvor der kan ventes eftersyn, anbringes der senge eller madrasser, men i de andre fartøjer er nattelejet værre end tilsvin og ligeså lidt senge som madrasser. For øvrigt var der meget fugtigt om bord i fartøjerne og ganske særlig om vinteren og i regnvejr. I marketenderiet solgtes der alt muligt i den tid de delegerede var her, både tvebakker, kager og sild; men så snart de delegerede rejste, blev der kun solgt limonade og tobak. Kommandanten anstrengte sig endog at få stillet et bageri på benene for at de delegerede skulle se, hvor godt der blev sørget for fangerne, og der blev anbragt 12 sække, helt fyldte. Men det, der var i dem, var cement, og sækkene blev godt bestrøet med mel, så at ingen kunne falde på, at det skulle være andet. De glemte ikke at henlede opmærksomheden for denne forsyning med mel og førte på den måde de delegerede bag lyste.

Der var også en dansk delegeret med – jeg tror, jeg så ham.

Når de delegerede kommer til en lejr, gælder det om at føre dem til steder, der er arrangerede med besøget for øje, og at undgå de øvrige steder. Til den ende går der 5-6 officerer foran og lige så mange bagefter den eller de delegerede og spærrer – tilsyneladende umærkeligt for den fremmede – vejen for den dør, hvor besøget ikke ønskes. Jeg fik dog til en russisk udsending bemærket i nærheden af bageriet:” Det er ikke mel, men cement”.

Et sted, der altid undersøges, er køkkenet med forplejningen. Kommandanten havde ordre til at holde 1014 (?140) svin, og når de delegerede kom, fik de at se hvorledes slagtningen begyndte. Og ligeledes hver gang de delegerede kommer, lægges de tyske soldaters kødrationer på bordene og bliver liggende dér, som om det var fangernes mad.

Det var ellers fangerne strengt forbudt at tale med den delegerede, Gud nåde os, om tyskeren hørte, at vi henvendte os til dem – det var det samme som prygl og desuden 14 dages arrest.

En behandling som denne er vist mod masser af russere, og de vil mindes det, så længe det russiske rige består. Jeg har skrevet dette, fordi jeg gerne vil have, at det gennem det danske folk, skal kundgøres, hvorledes de tyske barbarer bærer sig ad.

Undskyld, at jeg ikke har skrevet bedre, men indtil mit 22. år kunne jeg hverken læse eller skrive og jeg har ikke en gang gået i nogen skole, men har ved eget arbejde måttet lære mig det, da jeg aftjente min værnepligt – den russiske militærskole giver ikke undervisning i læsning og skrivning men giver den specielle militære uddannelse.

Herefter er der en tekst, som ikke er skrevet af Willemoës, idet der er tale om en helt anden håndskrift og siderne er ikke nummererede. Det er tilsyneladende en beretning afgivet til en kvinde, idet denne tituleres ”frøken”:

Om de førnævnte 3 russeres rejse fra Bornholm til København i slutningen af juli 1916 berettes følgende i et brev, dateret Rønne den 3. august 1916:

Afrejsen herfra med de 7 russere var ret eventyrlig. Vi har her på Bornholm en del tyske spioner, vel også andre, men dog især tyske bl.a. er her en tysk reserveofficer, der har et hotel på nordlandet. Officielt rejser hotelejeren Reolf Müller mellem Bornholm, Sverige og København som turistfører, men der er absolut ingen tvivl om, at han er spion. Tyskerne giver nemlig ikke en mand i 30 års alderen tilladelse til at forlade Tyskland, når han er så rask som R.M.

Den dag der var fastsat til afrejsen fra Nexø, hvor russerne sidst opholdt sig var mandag aften kl. 12; de gik uden for byen, hvor konsulens vogn holdt og ventede på dem, og kørte så de 4 mil hertil. Jeg var fra kl. 3 morgen uden for Rønne for at afvente dem, og vi kørte ind til mine forældre, hvor vi lukkede kusken inde i gården, så han ikke hverken med eller mod sin vilje kunne meddele nogen noget før kl. ca. 6, da faders kusk kom. Kl. godt 4 gik vi til havnen i to partier og kom godt om bord uden at være set af et eneste menneske.

Kl. 6 gik damperen til Ystad, men meget forend vi nåede den svenske territorialgrænse kaldte kaptajnen mig op på kommandobroen og meddelte, at vi havde R.M. og en anden tysker med. Disse vidste ligeså lidt som de øvrige passagerer, hvilke rejsefæller de havde. Kl. 8½ stod så en tysk armeret trawler ned imod os og kaptajnen kaldte mig atter op på broen og meddelte, at der i agtersalonen var et lille rum, som ikke stod opgjort i noget af skibspapirerne, der kunne vi putte russerne ned, dersom vi skulle stoppe. Dette skete imidlertid ikke og vi kom godt til Ystad.

Ved landgangen så de to tyskere selvfølgelig russerne, og da vi var kommet op til jernbanestationen, var jeg inde der for at telegrafere til min kone, der var mindst lige så nervøs som jeg. Reolf Müller telegraferede også et eller andet sted hen, desværre kunne jeg ikke se hvad han skrev. På rejsen til Malmø holder toget hyppigt og hver eneste gang vi havde holdt ved en eller anden station, gik R.M. ned gennem alle kupeer for at se om russerne, der sad i den allerforreste endnu var med.

Ved toldboden i Malmø passede R.M. stadig på ikke at være længere fra os, en at han kunne høre hvad konsulen og jeg talte om. I Malmø blev vi for resten også skarpt iøjetagen af et par svenskere. Vi måtte jo så se at putte d’herrer blår i øjnene og spurgte derfor toldvagten om vej til et hotel og efter den russiske konsuls adresse i Malmø, for at aflevere russerne til ham. Samtidig meddelte vi, at vi skulle blive i Malmø til fredag, da vi skulle afvente ordre fra det russiske generalkonsulat. Vi tog så op på et hotel og spiste, og rejste så over til København med en senere godsfærge, og De kan tro, frøken, at vi drog et lettelsens suk, da vi lå godt fortøjet i Frihavnen.

Den herværende russiske konsul var jo med, men da han ikke taler russisk, sov han det mest mulige; han havde nemlig slet ikke været i seng, førend han kl. godt 4 kom ombord på damperen i Rønne havn.-

Overfor disse 7 russere har konsulen i øvrigt vist sig umådelig flink, for resten også flot, idet deres ophold her i alt kom til at koste mellem 11 og 1200 kr. selvfølgelig beklædning incl.

Siden disse 7 mand rejste er begge vore rutebåde stoppet af tyskerne næsten daglig.

I år har det russiske generalkonsulat sendt 258 eller 261 flygtninge hjem, meddelte konsulen mig.

Se mere på redaktør N.C. Willemoës’ egen side