Alle indlæg af Rene Rasmussen

Krigens forløb

14. august 1917. Efter indsatsen: To dages driverliv bag fronten ved Ypres

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Den 13. august om morgenen kom afløsningen. Det var dejligt at komme tilbage og få lidt ro, og vi trængte så sandelig til det.

Vi havde alt pakket sammen, vi afleverede kanonen, og ved 5 tiden gik vi tilbage, og efter en lille times march, var vi ved vognene, de holdt bag nogle træer og buske, i en fart kom vi på vognene og så kørte vi tilbage. Det varede ikke længe, inden vi lå hulter til bulter nede på bunden af vognen og sov.

Vi kørte ikke til Morslede, men til Beythem; Morslede var blevet skudt i brand i de dage, vi lå i ildstillingen. Da englænderne begyndte at beskyde den med svært kaliber, flygtede alt tilbage og tog kvarter i Beythem. Dette var gengældelse, fordi tyskerne havde skudt kvartererne i stykker bag den engelske front.

Da vi kom til Beythem, steg vi ned af vognen og fik et loft anvist på en bondegård. Det var en ret stor gård, hvor der kunne ligge 50 mand på loftet af stuehuset. Når vi kom til kvarteret, var klokken omkring 7-8 .

Først drak vi kaffe og spiste. Så vaskede vi os grundigt og så lagde vi os til at sove og sov fra kl. 9 – kl. 4. Vi stod så op, gabede, strakte os, og ved 5 tiden fik vi så middagsmad.

Om aftenen spadserede vi en tur, gik rundt i byen, drak et glas øl i kantinen, sad i vejgrøften og røg tobak, skrev breve m.m.

Ved 10 tiden gik vi til ro og sov så til om morgenen ved 8 tiden, stod op, vaskede os, drak kaffe, så gjorde vi støvlerne i stand, rensede vort tøj, syede, pudsede sabelen og karabineren, og hen på eftermiddagen stillede vi til parade med påklædning og våben. Spiste så til middag ved 5 tiden.

Tit kogte vi pærer eller æbler i denne tid om eftermiddagen, for der hørte en stor frugthave med til gården. Man kunne også komme til at skrælle kartofler, pille bønner eller komme med til at hente (plukke) bønner rundt omkring på markerne.

Man kunne også komme med hen til proviantdepotet for at hente brød og andre levnedsmidler, et sådant depot lå temmelig langt bag fronten. Eller vi begravede de faldne på en eller anden kirkegård. Ved 7-8 tiden gik vi så til ro, for ved 2 tiden blev vi vækket, og så gik det ud til ildstillingen igen.

Efter 2 døgns ro var vi udhvilet, men mindre kunne heller ikke gøre det, for når vi kom tilbage fra ildlinjen, var vi helt overtrætte.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

13. august 1917. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det igen navnlig om Det tredje slag om Ypres (Passchendaele), som tyskerne kalder Flandernschlacht, hvor mudderet vanskeliggør kamphandlingerne. Men også på Østfronten er der bevægelse: von Mackensens tyske armé rykker frem i Rumænien og krydser Suritsa-floden. På samme front rykker centralmagterne frem ved Oituz. Længe nordpå på Østfronten går russerne derimod til angreb, men bliver stoppet med store tab. På den russiske hjemmefront vejrer bolsjevikkerne morgenluft. Og så handler det om de britiske eksperimenter med hangarskibet HMS Furious – (der i 1918 skulle spille en afgørende rolle i angrebet på Zeppelinbasen i Tønder).

Krigens forløb

13. august 1917. A.P. Andersen bygger ballonhal i Frankrig

Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33

I Sommeren 1917 flyttede vi en Del rundt i Champagnen med vor „Ballonzug 33“. Et af de Steder, hvor vi var længst, var i en Ballonstilling i Nærheden af Landsbyen Bétheniville sur Suippe.

For at beskytte Ballonen mod Sol og Regn og maaske lige saa meget for at give os noget at bestille paa Regnvejrs- og Taagedage, naar Ballonen ikke kunde gaa op, fik vi Ordre til at bygge en Hal, — i Dag vil man vel nok sige: en Hangar. Da jeg var „Bautechniker” i Civil, blev jeg sat til at forestaa denne Opgave.

Inde i Bétheniville fandt vi en Fabriksbygning, der var brændt; men Tagkonstruktionen, der bestod af Polygonbindere af Vinkeljern, kunde bruges til vort Formaal. Vi rettede den ene Side af Tagbinderen ud, saa de to lange Sider blev parallelle, og fik saaledes en fin Stræbesøjle, og ovenpaa to af disse satte vi saa en almindelig Polygonbinder. Søjlerne blev spigret fast til nedgravede Jernbanesveller. Over Binderne lagde vi Lægter, Brædder og Pap. Paa medfølgende Billede kan man se, hvor elegant en Konstruktion det blev.

Hjemmefra fik jeg sendt Regnestok og statistiske Tabeller, og aldrig i mit Liv har jeg haft det saa nemt med de overordnede og tilsynsførende Myndigheder og Byggeautoriteter, for naar mine Beregninger var udført paa et Stykke Kladdepapir, var Tilladelsen i Orden, og Byggeriet kunde begynde.

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

13. august 1917. Livsfarlig hvilestilling

Skriv en kommentar

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Langs banedæmningen  fører jeg kompagniet over Zonnebeke tilbage ind i Flandern-stillingen.

Her har vi nogle dages “hvile”, men slaget tager til. Jeg har den bestemte følelse af, at vi endnu engang skal ud foran.

Der ligger tung ild over forreste linje, Wilhelm- og Flandern-stillingen.

Tæt bag ved os står et batteri, der fyrer uafbrudt – og bliver beskudt; ikke noget rart naboskab!

Jeg havde mit leje i et murhjørne i et tidligere lille hus; da jeg engang vender tilbage fra en rundgang i kompagniet, er den lille mur styrtet sammen af et granatnedslag tæt ved; havde jeg i det øjeblik ligget på mit sædvanlige sted, var jeg blevet slået ihjel.

Af Regiment 84’s historie

Krigens forløb

12. august 1917. Artillerist ved Ypres: “Englænderne angreb hårdt i denne måned.”

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Jeg blev altså aftrækker eller Kan. 1 ved 4. Skütz. Jeg var glad for, at jeg fik denne bestilling der, og i forhold til omstændighederne kunne jeg ikke fa det bedre. Dog opdagede jeg, at telefonisterne havde det ikke så svært, som vi havde det ved Verdun.

En geschützbetjening holdt sammen i tykt og tyndt, og vi var de samme hver dag med undtagelse af de omskiftelser, som tabene måtte medføre, og det var ret hyppigt, at der kom andre.

Stillingen lå ved en korsvej, og det eneste tilflugtssted var en hvælving i et brændt hus. Hvælvingen kunne rumme ca. 10 mand, og når vi havde lidt tid til hvile, så kravlede vi ind under hvælvingen; her lå vi og sov, men i det hele og store gav det ikke ret megen ro i ildstillingen.

De fleste timer tilbragte vi ved Skützet, havde vi en ildpause, så arbejdede vi med at udbedre stillingen. Det var engbund, vi stod på, derfor stod kanonerne på “Bettung” dvs. de stod på svære egetræsplanker under, mens Lafettenswanzen (bagenden) borede sig dybt ned i jorden. Bag ved der fyldte vi så op med jord, sten, faskiner, men det vældige pres, gjorde, at vi måtte arbejde med kanonstandpladsen næsten hver dag.

Om natten gik hele tiden med at bære ammunition; skulle vi skyde samtidig, måtte 2-3 mand passe kanonen, resten bære ammunition, men var der hurtig i måtte alle ”ans Geschütz”.

Hver aften ved 10-11 tiden kom der 6 -8 lastbiler, de holdt på landevej og så skulle kanonererne bære granaterne 100-200 m.

Det drejede sig om et forbrug på ca. 1000 stk. daglig, og når så hver granat vejede ca. 50 kg, så betød det et mægtigt arbejde.

Var der så en smule ekstra tid, skulle vi frem og trække pigtråd foran stillingen.

Vi lå i ildstillingen 2 døgn ad gangen; så blev vi afløst af det andet hold og var så i ro to døgn.

Men de 2 døgn, vi lå i ildstillingen, kunne man ikke regne med nogen hvile, det kunne ske, at man kunne lægge sig et par timer et eller andet steds, men det var sjælden.

Officererne havde deres ophold i et hjørne af det brændte hus, der havde de noget bølgeblik over hovedet. Englænderne angreb flere gange hver eneste dag; når vi forlod kanonerne, blev de altid ladt og stod indstillet på spærreild, dvs. lige foran de engelske infanteristillinger.

Når det engelske infanteri gik af gravene og frem til storm, tog det kun nogle få sekunder (10-30) så fyrede samtlige kanoner og batterier, dvs. at i så kort tid kunne stilheden blive forandret til det mest øredøvende spektakel man til tider dårligt kunne råbe hverandre op.

Signalsystemet blev ordnet gennem telefonen, eller hvis denne svigtede, hvilket man kunne regne med under enhver større skærmydsel, så skete underretningen pr. ordonnans og lyssignaler.

Lyssignalerne bestod af lyskugler, der med en lille pistol blev skudt i vejret. Der var flere slags. Hvide, røde, gule, og hvide der opløste sig i perler, når de var på højdepunktet. Hver sort havde sin betydning.

De hvide var kun til at oplyse terrænet med. De andres betydning skiftede hver dag, tit flere gange om dagen.

De betød f.eks. gul: Fjenden angriber, mange på en gang: Fjenden angriber ganske voldsomt. Rød: Vi går frem, læg ilden længere frem. Hvid med perler: Vi går tilbage, læg ilden længere tilbage.

Så snart vi holdt op med at skyde, var der altid en, der holdt vagt. Han skulle holde øje med lyssignaler, der forekom i vort divisionsafsnit.

For at få dette konstateret, havde vi et bræt med søm, når vi stod bag dette og sigtede langs de to katedere, så var mellemrummet vort divisionsafsnit f.eks.

Englænderne angreb hårdt i denne måned. De begyndte som regel om aftenen ved 11-12 tiden. Så varede angrebet til ca. 4-5 om morgenen. Så gik de 3-4 km frem.

Om morgenen gjorde tyskerne et modangreb, dette tog ligeledes en 4-5 timer, og så var englænderne kastet tilbage igen. Disse kampe var ualmindelig hårdnakket.

Vi begyndte som regel med at skyde på 8000 m. – gik langsomt ned på 2000 – 3000 m. og så langsomt med at lægge 50 m. til ad gangen op på 8000 m. igen. Når englænderne var kastet tilbage, blev der en lille ildpause. Så kunne der ved middagstid blive ganske stille et par timer.

Vi fik os så noget at spise, tændte en cigar eller piben, men så måtte vi på benene igen og arbejde med ammunitionen, smøre og rense kanonen, pudse låsen, ordne alt til natskydningen, udbedre kanonstandpladsen, bære sårede tilbage osv.

Hen på eftermiddagen skød vi os ind efter nye mål. Det skete efter ordre fra iagttagelsesstanden, luftballonen, en flyvemaskine eventuelt ved lydmåling (når vejret var derefter) og ved vinkelmåling.

Det drejede sig om en 15-30 skud, men der var som regel 5-10 minutter mellem hvert skud, til gengæld kunne 3-4 mand betjene kanonen.

I mørkningen kom spisevognen, dvs. når den kunne komme ind for beskydningen. Den bragte varm mad, brød, tobak, lidt pålæg og 1/10 liter snaps, og når vi havde “Grosskampftage” (dage med voldsomme kampe), fik vi dobbelt ration, ja, til tider mer, end vi kunne spise.

Vi fik tit 10 cigarer og 20 cigaretter daglig, medens vi bag ved fronten fik 2 cigarer og 4 cigaretter daglig. Af vin og spiritus fik vi kun 1/10 liter på storkampdagene; men så fik vi så meget mere, når vi kom i ro.

Suppen fra køkkenvognen var varm.

Køkkenvognen medførte også postsækken. Det var jo altid spændende at få et brev eller en pakke hjemmefra. Pakkerne måtte veje indtil 500 g. Det tog ca. 8 dage med en pakke eller et brev, før man havde det. Pakkerne indeholdt som regel levnedsmidler såsom: flæsk, æg, brød. smør, fedt, lagkage, småkager, strømper, skjorter, undertøj osv. Levnedsmidlerne smagte vidunderlig.

Selv om det tit var muggen, det blev spist alligevel. Det, der kom hjemmefra, blev nydt med anden ærbødighed, end den, man nød kommismaden med. Så snart vi havde spist, tog køkkenvognen af sted, medtagende breve og andre papirer, der skulle tilbage. Køkkenvognen var den daglige forbindelse med ”Protzensammelstelle”.

Lige til venstre for stillingen gik landevejen. Her var der altid livlig trafik, den tog stærk til om natten.

Den strøm, der gik til og fra fronten, både af mennesker og materiel, var ganske kolossal. Menneskene gik endog mest tværs over markerne, hvorimod vognene og skytset måtte holde sig mest på landevejene.

Om aftenen kunne vi tælle 20 – 30 luftballoner ovre hos englænderne, om morgenen var det tyskerne, der havde ballonerne oppe (de så bedst med solen).

Den 11. og 12. august var jeg altså med i ildlinjen, og det gik i grunden bedre, end jeg havde regnet med. Alt var nyt, der var meget at se efter, og man stod jo ret fremmed over for frontlivet i førstningen.

Se foregående afsnit her

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

11. august 1917. “Krig lærer én kammeratskab.”

Skriv en kommentar

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Den 11.august forløber forholdsvis roligt. Vi er meget sultne og derfor meget glade, da Jacobsen med sin enhed bringer os mad efter mørkets frembrud.

Men 6. kompagnis forsyningsenhed kan heller ikke denne nat komme frem; vi deler med 6. kompagni, skønt det bliver noget knapt; men krig lærer én kammeratskab. –

Først sent om natten kan vi bryde op; vi må skynde os, fordi dagen snart bryder frem. Langs banedæmningen  fører jeg kompagniet over Zonnebeke tilbage ind i Flandern-stillingen.

Af Regiment 84’s historie

Krigens forløb

11. august 1917. Sultne heste åd både træuld og lus

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. Efter at have været indsat ved ved Ypres blev han i august trukket ud af stillingen.

Atter kom vi tilbage til Brügge, hvor vi igen fik et lille Pusterum paa et Par Dage. Før Kompagniet paany skulde ud i Stilling, havde vi Parade for den bayerske Kronprins; nogle Øvelser gik forud ude paa den store Eksercerplads.

Et Par Dage sad jeg inde i en Kirke i Brügge og tog Fænghætter ud af ca. 30,000 Haandgranater, som atter blev pakket ind i Kasser og sendt andetsteds hen.

En Dag var jeg udkommanderet til at staa Vagt ved en Gade, hvor der var en Jernbaneoverskæring. Kejseren skulde komme. Han kom ogsaa, det var den eneste Gang, jeg fik Lejlighed til at se Kejser Wilhelm. Han stod ved et Vindue i sin prægtige Vogn og saa ud, mens vi gjorde nogle vistnok i hans Øjne kejtede Forsøg paa at præsentere Gevær, da han kørte forbi.

En Dags Tid før Kompagniet brød op, blev jeg beordret til at være Kusk ved en af Marketendervognene, da dennes Kusk skulde paa Orlov. Det var en god Bestilling, det gav nok at spise, og Marketenderfeltvebelen var en ejegod Mand.

Jeg fik udleveret et Køretøj, Heste og Seletøj, Pisk og hvad der ellers hører til, fik ogsaa Foder til Hestene for tre Dage, men det var ikke stort mere, end jeg kunde have i min Hue, og det, vidste jeg da som gammel Bondemand, var alt for lidt til to Heste for tre Dage; men jeg vidste ikke, hvor jeg skulde skaffe mere, for der var intet at købe og intet at stjæle, og saa maatte da Hestene sulte, saadan som vi selv saa tit maatte det.

For at bøde lidt paa Sagen, vilde jeg da i det mindste berede Hestene et godt Leje af den gamle Træuld, som havde ligget inde i den katolske Skole, hvor vi laa i Kvarter, og som var dryppende fuld af Lus.

Det var blevet baaret ud og laa i en stor Dynge. Jeg tog en Favnfuld til hver Hest, redte et godt Leje til dem og formanede dem til at sove godt.
Da jeg næste Morgen kom ned i Stalden, fik jeg en ordentlig Forskrækkelse, for Hestene havde ædt baade Lus og Træuld og det hele, og jeg tænkte: „Det gaar da ravruskende galt, for Hestene bliver syge, og maaske dør de, og saa faar du Skylden.”

Men der skete ingenting; om det nu var Lusene, der hjalp at fordøje Træulden, eller hvad det var, der gjorde, at Hestene kunde taale den, de blev i hvert Fald ikke syge. Næste Dag blev de spændt for, og vi kørte til Ostende.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Ikke kategoriseret

11. august 1917. Mystisk spion på besøg hos redaktør Willemoës

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. I begyndelsen af august 1917 er der flere notater om en unge mariner, der havde forbindelser til sønderjyden Petersen-Pauli.

6. august 1917

En mand, der kom over grænsen 30. juni, er ankommet hertil i dag. Han var på kontoret for at annoncere om en lejlighed og en kokkepige. Ved samtale med ham erfarede jeg, at han i nogen tid havde boet hos gårdejer Vind i Obbekær, var taget til Esbjerg for at tale med den engelske konsul, hvem han dog ikke traf, hvorefter han på en Petersen-Paulis [?] råd var taget til Kbhvn.

Der havde han været i den engelske legation, hvor man havde udspurgt ham om en hel del i et par dage. Så havde han – således fortæller han – af den engelske konsul fået udbetalt et beløb af 1000 kr., og der var lovet ham 200 kr. månedlig, dersom han ville sørge for at sende desertører til Sjælland, navnlig marinere, til en bestemt adresse, som han dog ikke opgav. Han var meget forvirret og havde en hel del planer for, som jeg dog bestemt frarådede ham. – Da han fra sit 15. år har været i tjeneste i marinen vidste han tilsyneladende god besked om dens organisation m.v.

Han meddelte, at ”Hindenburg” ikke havde været med i søslaget 31. maj 1916 og kunne i det hele bekræfte beretningen pag. 554 flg., men der var dog enkelte ting, han ikke kunne udtale sig om, da han ikke vidste besked dermed.

Om aftenen, da han kom igen, for at jeg kunne få nærmere at vide, var kontorchef Deber [?] og frue her, og politibetjent Sørensen mødte og spurgte om den pågældende desertør var her, da han skulle anholdes som mistænkt for tyveri i København!

Side 563+ 564

Jeg udtalte, at jeg troede politiet var på vildspor i så henseende, men politiet havde sine ordrer. Manden fik dog lov at blive her til kl. 10, da han blev afhentet; men beklageligvis kunne han under sådanne forhold, da han var meget nervøs, ikke meddele noget, man kunne fæste lid til. *se pag. 564

7. august 1917

Den unge mariner blev ikke anholdt, men har fået tilladelse til at bo i sit logi mod at deponere sine penge.

11. august 1917

Borgmesteren meddeler mig, at han har anholdt den unge mand og har henstillet til mig ikke at offentliggøre noget af det, han har meddelt mig, da sagen med hans anholdelse udvikler sig meget og en del andre bliver indviklet deri. Borgmesteren kunne ikke udtale sig nærmere i øjeblikket.

I dag kom en sønderjyde og meddelte, at politiet havde været på gæstgiveriet ”Sønderjylland” og spurgt om en Petersen-Pauli, der skulle være tysk spion!!

Petersen-Pauli er sønderjyde, der mindst af alt kunne tænkes at ville gå i tysk efterretningstjeneste.

Blot borgmesteren nu ikke laver en frygtelig buk [?] – der er, synes jeg, al udsigt til, at han gør det.

12. august 1917

I eftermiddag var jeg i anledning af forandringerne ved ”Posborg” har borgmesteren, og han fortalte da uden foranledning af mig, at den unge sønderjyde efter Justitsministeriets ordre var sendt til København og nu i forvaring hos Kbhvns politi. Borgmesteren var meget glad ved, at han ikke havde mere med ham at gøre.

Den unge mand, (dette skal tilføjes pag. 563) var meget opsat på at få trykt her ”nogle sedler” der skulle sendes over grænsen og hvis indhold skulle være baseret på at få lavet uroligheder i Sønderjylland!

Jeg gjorde ham begribelig, at den slags historier kunne ikke tåles her og at hvis han ytrede noget herom til andre eller forsøgte at få sådanne sedler trykt, ville han uvægerligt blive udleveret til Tyskland og blive skudt.

Han kom efterhånden lidt til ro og kunne nu begynde at indse, at han vistnok havde indladt sig på dumheder, og han lovede at tage sig i agt og forholde sig roligt, mens han var her i byen.

Jeg havde netop stillet spørgsmål til ham om ubådstogterne og glædede mig til at høre derom, da han havde gjort tjeneste på en ubåd i længere tid, da politibetjent Sørensen hentede ham. Det var meget kedeligt. –

Lærer Bennedsen meddeler i dag, at den unge mand ved sin optræden i Høm bl.a. havde ytret, at han havde solgt et tysk ubåds [?] (formentlig ubådskonstruktioner] til englænderne og havde fået det godt betalt!

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III

Krigens forløb

11. august 1917. “Krigen havde udviklet sig til det værre, siden jeg var ved Verdun.”

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten til bataljon 407.

Den 11. august var jeg med i ildstillingen. Jeg var ikke glad for det. Aftenen i forvejen blev jeg tildelt 4 Geschütz som kanoner 1, altså jeg skulle være aftrækningskanoner (Abzugskanonier).

Jeg sov ikke meget om natten, jeg læste i mit Testamente, bad til Gud om han ville beskærme mig, imens kunne man høre den evindelige kanontorden, der lyder mindst lige så frygtelig på en 20 kilometers afstand som når man befinder sig midt i den.

Det hele var jo ganske nyt, og krigen havde udviklet sig til det værre, siden jeg var ved Verdun.  Således fik vi nu stålhjelm, gaskrigene var mere almindelig.

Vi blev vækket kl. 2 om natten, fik kaffe, spiste, tog bagagen op, denne bestod af Sturmgepäck dvs. karabiner, patroner, brødtaske, mantel, kogespand, gasmaske, stålhjelm og evt. et tæppe (om vinteren). Vi trådte an, blev endnu en gang nøje inddelt og så kunne vi stige til vogns.

Der blev 4 heste spændt for hver af de to store høstvogne, som batteriet havde kapret et eller andet sted. Officererne red på deres heste, og disse vogne kørte os så et godt stykke på vejen sådan, at vi havde kun 5-6-7 kilometer at gå efter som beskydningen var i øjeblikket. Vejene kunne til tider være så voldsom under ild, at vi måtte gå det meste af vejen, så gik vi tværs over markerne i
gåserække.

Vi kørte så cirka 1½ time, stod af vognene og marcherede en lille time.

Da vi kom til stillingen, var de i fuld gang med skydningen. Vi lagde vor oppakning, overtog kanonerne og fortsatte den givne kommando. De gamle spurgte kort, om de havde haft tab – døde og sårede – det hele tog kun nogle få minutter, mandskabet fra den gamle besætning forsvandt, og vi fortsatte skydningen.

4 kanoner spyede ild, og granaterne gik over til englænderne i og omkring Ypern.

Jeg var som før nævnt kanoner 1. Mit arbejde under skydningen var: På kommando ”4. Geschütz Feuer!” trak jeg af.

Men lød kommandoen: 4. Geschütz 50 skud – eller 100 skud eller 150 skud, så trak jeg af, når vi var færdig.

Når skuddet var faldet, bragte jeg ved hjælp af en mekanisme røret i vandret plan (Røret på en Felthaubitze peget næsten lige i vejret ved skydningen på store afstande) med højre hånd åbnede jeg låsen, og fangede med venstre hånd den udflyvende ”Kartuschhylse” – krudtpatronen. Denne kastede jeg hen til siden.

Imens havde kanoner 5 puttet en ny granat ind i løbet og sammen med kanoner 3 presset denne ved hjælp af en svær stang godt ind i løbet. Kanoner 4 bragte mig en ny Kartusche, denne satte jeg bag ved granaten, lukkede låsen, brage atter røret i skydestilling, trak af og så den samme fremgangsmåde igen.

Alt imens kunne kanoner 2 uhindret sigte og bringe den ind i den nøjagtige stilling ved hjælp af sigteindretningen. (Teilscheibe, Nonins und Kreuzvage).

Hvorledes sigtningen foregik ved nat og dag, direkte og indirekte ville være for vidtløftig at komme ind på her, tilmed er hele fremgangsmåden kun forståeligt for kanonerer. Vor kanontype var “Schwere Felthaubitze 1913 mit verlangertem Rohr”. De havde 8 detailladninger og kunne skyde 9000 m.

Granaterne vejede ca. 50 kg og kostede før krigen 100 Mark pr. skud

Bataljonens oprindelse

Bataljon 407 blev sammenstillet i foråret 1917 i Køln. Mandskabet bestod af en del ældre kanonerer og underofficerer, der var kommet nede fra Tyrkiet, hvor de havde ligget ved et par batterier, der bevogtede Dardanellerstrædet. Resten var ungt mandskab omkring ved 19-20 år.

Efterhånden kom der flere og flere ældre til. Batteriet rykkede ud fra Køln og kom med i offensiven ved Arras og Duai 1917; i juni kom det til Flandern, og her stødte jeg til det den 9. august 1917.

Den 31 juli havde de haft en vældig batalje, med svære tab af mandskab og heste. Bataillonet havde 3 batterier a 4 Skütz (4 kanoner).

I. bat. havde Feldhaubitz 1913 II. bat. havde 10 cm. langrøret kanoner III. bat. havde 21 cm. Mørsere af nyeste type.
Bataillonet var ifølge det Skütz et stærkt bataillon og et moderne batl, hvilket bevirkede, at det blev indsat, hvor kampen rasede hårdest.

Se foregående afsnit her

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

10. august 1917. Hans Hostrup i Makedonien

Skriv en kommentar

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan. Her tilbragte han det meste af 1917 ved fronten i Makedonien nær Gevgeli.

At vi var langt mod Syd, kunde ses paa den Mængde Skildpadder, der løb rundt. Ligeledes var der Masser af Slanger, der kunde blive indtil en Meter lange. De var dog ikke giftige, men ubehageligt var det dog, naar de kravlede ind til os ad Vinduet, der var i Højde med Jordoverfladen. Et ejendommeligt Syn var det at se de Tusinder af Ildfluer, der fløj omkring i de lune Sommeraftener. Med smaa Mellemrum tændte og slukkede de „Lygten”.

I August blev mange af os syge af Malaria. Den har faaet mange Soldater til at bukke under. Malaria trobica var værst. Malaria tertiana, som jeg fik, var ikke saa slem. Midlet imod den var fire Kininpiller daglig. Natten før jeg blev kørt til et Feltlazaret, drak jeg en hel Spandfuld Te. Det lyder utroligt, men det var Feberen, der voldte den umaadelige Tørst.

Senere kom jeg til et Krigslazaret i Yskyb. Her laa der ved Siden af mig een, der havde været Fyrbøder paa et Tog, der kort forinden var blevet overfaldet af serbiske Friskarer ved Leskovach. Forinden havde de skaaret Halsen over paa Brovagten, der vistnok var faldet i Søvn i Skilderhuset. Hensigten var saa, at Broen, der laa tæt ved Byen, skulde sprænges i Luften, naar Toget kom. Heldigvis naaede det over, lige før det skete. Han viste mig et Fotografi af Lokomotivet. Det bar Mærker af utallige Geværkugler. Et andet viste seks serbiske Mænd og Kvinder, der var blevet hængt efter den Affære.

Lazarettet her i Yskyb var en vældig stor treetages Bygning, der saa ud til engang at have været brugt til Kornmagasin eller lignende. Her laa vistnok et Par Hundrede Patienter, for det meste angrebet af Malaria.

Dødsfald mærkede vi ikke meget til. Det var det modsatte af, hvad der var Tilfældet i Feltlazarettet, hvor jeg først var. Maaske kom det af, at der her i Yskyb var Sygeplejersker. Det har sikkert gjort noget til at holde Livsmodet oppe hos de syge.

Dette være sagt, uden at jeg dermed vil forklejne vore brave Sanitetssoldater, men en mandlig Sygepasser kan ikke staa Maal med en ung, smuk og livlig Sygeplejerske.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

10. august 1917. “I ildstillingen var der 4 kanoner med en samlet besætning på 30 mand.”

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten til bataljon 407.

I Vinkel St. Eloy sov vi en nat, og dagen efter gik vi til Morslede, hvor 1. Batterie havde Protzensammelstelle. Dvs. her var skrivestuen, hestestaldene, Protzeme (forpartiet til kanonerne), ammunitionsvognene, bagagevognene, feltkøkkenet, smeden, kantinen (marketenderiet), barberen, reservemandskabet.

“Feuerstellungen” dvs. skydestillingen var i Ledighem.

I ildstillingen var der 4 kanoner med en samlet besætning på 30 mand, 1 officer, 1 Vizefeltwebel, 1 sergeant og 2-3 underofficerer.

Ved hver kanon var der 5 mand:

1. Geschützfuhrer (Obergefreiter) Kanonier

2 Richtkanonier (tit en Gefreiter) skulle sigte

1 Abzugskanonier (aftrækkeren)

3 Venstre side af Lafettensvanzen

5 Ammunitionsbæreren

4 Højre side af Lafetten

Foruden kanonererne var der en 5-6 telefonister.

En officer var i ildstillingen, medens en anden tit var på iattagelsesposten.

Fra ”Protzensammelstelle” til “Feuerstellung” var der en afstand af 15-25 km.

I Morslede lå mandskabet oppe på loftet af en 2 etages bygning. Hestene stod rundt omkring i byen i stalde og huse.

Samtidig med os, der gik under navnet ”der Ersatz vom 9. august”, kom der en ny batterichef. Han hed løjtnant Wiederholt – en ung mand på 24 år, men meget dygtig. Han lod os træde an, talte med hver enkelt, spurgte om alder, hjemsted, profession osv. Han var dekoreret med jernkorset af 1. grad.

Se foregående afsnit her

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

10. august 1917. Nærkontakt med englænderne: “Vi hører, hvordan de foran os genlader geværerne; Kuglerne fløjter os om ørerne.”

1 kommentar

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Fra dag til dag forstærkes artilleriilden. Vi har den følelse, at noget er under forberedelse. Den 10.august kommer der regulær trommeild.

Englænderen angriber, men os trænger han ikke frem til; vi ved ikke, hvordan det står til forude.

Om eftermiddagen kommer der melding om, at fjenden har løbet den venstre fløj af regimentet over ende. To delinger fra 7. kompagni bliver sendt frem, kommer imidlertid ud for så stærk artilleriild, at de må vende om.

Snart efter kommer der en ordonnans fra K.T.K. [1] kaptajn Hofmeister, som vi er underlagt: 5. og 6. kompagni træder straks an til modangreb!

Desværre indeholder ordren slet ingen angivelser af situationen derude foran og af angrebsmålet. – 2. og 3. deling får gennem min ordonnans ordre til at træde an til modangreb, så snart de ser 1. deling træde an. 6. kompagni til venstre for 5. træder ligeledes an, så snart 5. kompagni sætter i march. I løb iler jeg sammen med min ordonnans, korporal Julius Hansen, til banedæmningen for at alarmere 1. deling. Her i de sikre dækningsrum aner man intet om, hvad der sker ude foran.

Men den fortræffelige fører, Vizefeldwebel Wellmann, fatter straks situationen;  i løbet af et øjeblik er delingen marchklar. Vi træder an.

Terrænet umiddelbart til venstre for banedæmningen er et uigennemtrængeligt sumpterræn. I enkelt kolonne går det langs med banedæmningen, der byder god beskyttelse  mod indseende fra halvhøjre, over Haanebek-bækken. Jeg spørger posten foran et betonhus, hvor den forreste linje er, han peger ud foran på et sønderskudt hus; dér er den venstre fløj af det forreste kompagni.

Jeg får delingen deployeret og løber med Wellmann og ordonnanserne forud mod huset.

En meget lavtgående flyver beskyder os med sit maskingevær uden at træffe.

Vi er 10-15 meter foran husets murrester, da der pludselig falder en salve: jeg er som forstenet; 3 ordonnanser ligger ramt på jorden, 2 af dem er død, deriblandt min kære, tro ordonnans Julius Hansen, én ligger med maveskud, på mig går der et skud gennem stålhjelmen kun få millimeter over den højre tinding, og ud bagtil; den fremkomne splint rammer Wellmann i hovedet og sårer ham i tindingen.

– “Det er jo englændere!” råber Wejjmann.

– “Ja, det mærker man”, svarer jeg.

Nu bare væk i en fart! Vi hører, hvordan de foran os genlader geværerne; Kuglerne fløjter os om ørerne.

Til venstre for os løber en grav; vi springer ned i den og kryber på maven tilbage: Wellmann, som jeg først forbinder, en ordonnans,  hvis navn jeg desværre har glemt, og jeg – de eneste, der er blevet tilbage.

I mellemtiden er 1. deling kommet op på højde med os og har taget stilling  bag en hæk. Her bliver vi liggende. Også de  andre to delinger er ankommet, ikke uden tab, deriblandt Vizefeldwebel Kehlet og Unteroffizier Eistermann, begge udmærket prøvede førere; de er ikke hårdt såret, men er nødt til at udgå; det gør ondt i hjertet på mig, da jeg rækker dem hånden til afsked.

Natten falder på. Jeg inddeler kompagniet på ny og søger forbindelse med 6. kompagni. Løjtnant af reserven Saucke, den efter mange kampe erfarne fører for 6. kompagni, som man altid i kamp kunne forlade sig på, er der ikke – han  er under fremrykningen blevet skadet af en granat – men hans kompagni er der.

Mellem 6. kompagni og os, 5. kompagni, havde der i år og dag eksisteret et trofast våbenbroderskab. Hvor ofte har vi ikke i Polen hjulpet hinanden! Hvor ofte har det ene kompagni ikke fordelt sig i det andet og sammen kastet fjenden tilbage! – Nu lå vi igen side om side.

Kompagniet har ingen officerer mere, men jeg træffer to underofficerer, der meget villigt støtter mig i mine beslutninger; desværre har jeg glemt deres navne.

Vi lægger kompagniet, som er stormet for langt frem, længere tilbage og bringer det på linje med 5. kompagni samt regimentet til venstre for os – længselsfuldt venter vi på vor forsyningsenhed – men denne nat får vi ikke noget at spise!

Senere erfarer jeg årsagen: føreren af enheden, Vizefeldwebel Jacobsen, formoder, at vi endnu er i Wilhelm-stillingen; da han ikke finder os dér, går han sammen med en anden alene frem i håbet om at støde på os et eller andet sted ude foran. Men det kommer helt anderledes. De er kommet over Haanebek og strejfer om i terrænet.

Derved sker det, at Jacobsen springer ned i et granathul, i hvilket der ligger en maskingeværbesætning, men engelsk! Knap ser Tommy’erne “the German”, før de forskrækket træder til side og rækker hænderne i vejret. Men da de ser, at der kun er én, fatter de sig hurtigt igen og afvæbner nu tyskeren. Ved tegn gør de Jacobsen forståelig, at han skal gå bagud, men giver ham ingen ledsager med. 

Men næppe er Jacobsen kommet ud af deres synsfelt, før han går i en stor bue og vender velbeholden tilbage til sine folk i Wilhelm-stillimgen. Men til at bringe mad ud, er det nu for sent.

[1] “Kampftruppenkommandeur”, leder af stormtropoperationer fra en særlig kommandostation.

Af Regiment 84’s historie

Krigens forløb

9. august 1917. Frederik Tychsen nærmer sig fronten: “Det var en underlig tanke at tænke sig om få timer var man måske midt i det hele”

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten til Fuss-Artillerie-Bataillon 407.

Den 8. august fik vi besked på, at vi skulle til fronten. Det blev en transport på ca. 20 mand. Det gik nemt med indklædningen, det eneste, det drejede sig om var den smule forplejning, som vi skulle have med på transporten, den fik vi udleveret om aftenen den 8. august.

Om morgenen den 9. august gik vi til Maubeuge til banegården.

Vi skulle med toget til Flandern til et bataljon 407, der lå et eller andet sted ved fronten i Flandern, altså det vestlige Belgien.

Til forplejningen hørte pr. dag, når man kørte med toget som selvstændig transport: 3/4 kg brød, 100 g pølse, 100 g smør, et lille stykke ost og måske en lille dåse med 50-100 g sylte – sardiner, leverpostej el.lign.

Feltflasken fik vi fyldt med kaffe før afrejsen. I tornysteren havde vi den såkaldte “Eiserne Portion” – jernportion, dvs. ½ kg kød (konservesdåse), 2 lærredsposer med beskøjter ca. 300g i hver.

Denne portion måtte vi kun spise, når vi havde fået tilladelse til det.

Meningen med denne var, at selv om vi blev afskåret fra køkkenet eller anden proviantering, så kunne vi holde livet oppe et stykke tid ved Jernportionen.

Toget førte os fra Maubeuge til Valencienne, Lille, Menin, Courtrai og Iseghem. Her steg vi ud og så kom vi med et lille tog til Vinkel St. Eloy. Fra Vinkel St. Eloy gik vi til Morslede og var der ved aftenstid. (I Vinkel St. Eloy lå bataljonsstaben).

Vi kom til 1. batteri, der havde deres Protzensammel-stelle i Morslede.

Vi kørte parallel med fronten om eftermiddagen, og kanonerne drønede ganske kolossalt.

Det var en underlig tanke at tænke sig om fa timer var man måske midt i det hele. Erindringen fra Verdun kom op i en, og i det hele og store var man en lille karl, når det gik mod fronten.

Det sidste tog, der bragte os fra Iseghem til Vinkel St. Eloy var præget af krigens ødelæggende vederstyggelighed. Vinduerne var i stykker i alle vogne. Maskinen var medtaget. Et sådant tog gik efter omstændighed.

Se foregående afsnit her

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

8. august 1917. Hundesteg i Champagne

2 kommentarer

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33

Her i Champagne skete det ogsaa, at jeg for første Gang spiste Hundesteg. En af Løjtnanterne havde en Hund, der hed Karo. Den var i god Foderstand.

En Sachser havde faaet Øje paa den, og da man siger, at de fleste Harestege, man dengang spiste i Dresden og Leipzig, i levende Live havde gaaet rundt paa Tagene og sagt Miav-Miav, var det jo ikke noget særlig nyt for ham, og hans Tænder løb i Vand ved at se denne Hund i disse paa Kød og „Fettigkeiten” saa magre Tider.

Han fik den aflivet, og en lille Kreds af Kammerater blev indbudt til Festmiddag paa Karo. Jeg maa sige, den smagte egentlig rigtig godt. Jeg fik et Stykke Ribbensteg og et Stykke Nyresteg, godt med brun Vov-Vov Sauce til.

Havde jeg ikke vidst, at det var en Hund, vilde Stegen have smagt endnu bedre. Dog har jeg aldrig senere gjort Forsøget om — trods det, at min Pudel, Skipper, for Tiden er i lækker Foderstand.

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

7. august 1917. Heldet følger de troende … Peter Poulsen to gange ramt af granatsplinter

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juli 1917 ankom han til fronten ved Ypres.

Efter at have ligget endnu nogle Dage i Reserve, blev vi atter ført frem, og denne Gang skulde vi ind i anden Stilling. Vi stod paa en Korsvej, en Granitsplint for susende og brummende forbi mit Øre og slog ned ved Siden af Lilletaaen paa min venstre Fod.

Det gjorde forfærdelig ondt; jeg troede, at Taaen var borte, men da jeg følte efter, viste det sig, at det kun var et Stykke af Støvlesaalen. Taaen var der, selv om den ogsaa var sort og blaa.

Vi kom saa ind i Stilling, altsammen svære Cementhuler byggede ovenpaa Jorden, til Dels dækkede med Jord og Sand. Vi kunde akkurat sidde 4 Mand inde i de fleste af dem; et lille firkantet Bord, en Døraabning og en Glasrude var der; for Glasruden var anbragt et tommetykt Bræt for at hindre Lyset i at skinne ud og Granatsplinter og Shrapnells at slippe ind.

Jeg sad med Ryggen op imod en saadan Rude, da en Shrapnell eksploderede udenfor, og en af de smaa runde Kugler fandt Vej igennem baade Bræt og Rude og ind paa min brede Ryg.

Den Mand, som sad lige overfor mig, sagde pludselig: „Hvad er der i Vejen, du bliver jo ligbleg?”

Jeg mærkede blot et skarpt Slag paa min Ryg og vidste ikke, hvad det var; men da vi saa efter, viste det sig, at det var en Shrapnellkugle; men jeg havde ingen Skade taget. Vi sad ellers dér og havde det ret gemytligt.

I de tre Dage var Feddersen og jeg sammen paa den sidste Aftenvagt oppe paa Kompagniførerens Stade, hvor vi stod med Lyspistoler og skulde tage mod Signaler forude fra og give dem videre til Artilleriet.

Den Aften, vi stod dér, kom en Granat, slog ned lidt til højre for os, og da den eksploderede, kom en Splint saa lang som en Finger og omtrent paa samme Tykkelse og ramte mig paa min højre Skulder.

Den slog gennem Tøjet og gav mig nogle smaa Skrammer samt en stor Bule over Brystet, fortsatte derefter over Brystet og rev venstre Ærme af min Trøje.

Feddersen fandt Granatsplinten, som han bagefter forærede mig, og den har jeg liggende derhjemme.

Jeg trimlede naturligvis bagover og ned og havde en Følelse, som om Lungerne slet ikke arbejdede; men jeg var ved fuld Bevidsthed og kunde forstaa alt, hvad Kammeraterne sagde om mig.

Jeg faldt lige ned i Hovedet paa vor Kaffekok.

Han havde tidligere paa Dagen faaet en Granat sendt lige ind i sin Kaffekedel, og det passede ham ikke. Saa var han løbet fra det hele hen til Kompagniførerens Stilling,  hvor han stod i Læ. Han vidste, at vi ved Daggry skulde afløses og tilbage.

Da jeg kom ned i Hovedet paa ham, sagde han: „Holdt, holdt Gamle, hvad fejler du; du kommer jo lige ned i Hovedet paa mig!”

Men da jeg laa og sprællede nede for hans Fødder, begyndte han at raabe om Hjælp; der var en Mand saaret. De kom saa og slæbte mig ind i Kompagniførerens Dækning og rev Klæderne af mig og stænkede mig med koldt Vand paa Bryst og Ansigt og hældte koldt Vand i min Mund; det varede ikke længe, før jeg paany kunde begynde at tale, og jeg fejlede ingenting; kun den store Bule paa Brystet generede mig, da Tornyster remmene netop laa dér.

Ja, forklar det, hvem der kan! Jeg kan ikke give anden Forklaring end det, som gamle Anders Stubkjær siger: ,,Vor Herre er en god Skytte” ; men at det var med Jubel og Tak

i mit Hjerte, at jeg næste Morgen gik ud af min Stilling efter disse mange Farer og dog uskadt, det kan enhver forstaa.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb

6. august 1917. Artillerist Frederik Tychsen på vej til fronten

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var, efter et længere lazaretophold, i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten. Han havde tilhørt Reserve-Fußartillerie-Regiment 20, men blev ved sin tilbagekomst tildelt Bataljon 407.

Når man har været en gang ved fronten, været såret og gennemgået alle de lidelser, der følger med, og kommet tilbage, så holder man ikke af at komme til fronten igen. Dertil kom, at jeg havde kun dårlige minder og uhyggelige forestillinger om livet ved Vestfronten.

Medens den tid ved Verdun står for mig som en kæde af lidelser og angst, så må jeg indrømme, at i de 13-14 måneder, jeg herefter tilbragte ved fronten, oplevede jeg mange, mange bitre dage, ja til tider onde dage, men der var lyspunkter iblandt. Der var dage, hvor det var helt morsomt, jeg oplevede uhyre meget, og heldigvis er man mest tilbøjelig til at tænke tilbage på de lyse dage med morsomme og interessante oplevelser.

Krigen gik i langdrag, og man kunne overhovedet ikke skimte en udvej til, at massemyrderiet skulle få en ende. Amerika var gået ind i krigen som Tysklands modstandere, men foreløbig betød det ikke så meget. Virkningen kom først senere.

Nu er det ikke meningen, at jeg vil omtale de politiske begivenheder, dem kan man læse i krigsbøgeme, men mine egne oplevelser.

Medens man i garnisonen havde et regelmæssigt levnet med den sædvanlige nattero, undtagen når man var på vagt, så var der ved fronten ingen forskel på arbejdet, enten det var nat eller dag, søndag eller søgnedag. Man hvilede og sov, når der var tid og lejlighed, fik maden, når den kunne skaffes, spiste, når der kom noget, men det meste tid var man sulten.

Den 28. juli 1917 forlod jeg altså Wahn, vi var kun en ganske lille transport – 12 mand – og vi havde en Gefreiter som transportfører. Vi skulle først til et lille Ersatz depot, der lå i nærheden af Maubeuge og hed ‘Terriere la Grande”, en lille landsby omtrent som Agerskov.

Jeg kendte ingen af de andre, der var med i samme transport, men der var en, man måtte lægge mærke til, han hed Fritz Klohs, han var rhinlænder og havde ret godt med penge. Han sad på beværtningen “Zum Bienenhaus” hele tiden og bad mig om at sige besked, når vi skulle til banegården.

Ved middagstid fik vi besked om at vi skulle gøre os færdig. Jeg hentede Fritz Klohs, og han var temmelig fuld. Han sang, mens jeg fik tomisteren spændt fast på ham, og så gik vi til banegården.

Vi kørte først til Køln, og her havde vi et ophold på flere timer. Klohs benyttede tiden til at drikke i, og vi andre stavrede omkring på den mægtige banegård. Hele 4. klasses ventesal samt en stor kælder var reserveret for militærets menige og underofficerer. Her lå soldaterne på bænke og gulvet i hundredvis og sov og ventede på togene.

For 50 Pfennig kunne man købe en skål suppe, dvs. når man rejste på orlov eller hørte til en transport. Suppen var god, og man kunne godt blive mæt af en sådan portion.

Ved aftenstid steg vi ind i toget, der gik over Dirren, Aachen, Herbestal til Liittig (Liége). Vi kom ind i vogne, der medførte civil befolkning.

Fritz Klohs kom straks i gang med nogle unge piger, der skulle til Aachen. Han havde en flaske vin i hver lomme. Dem drak de af, Fritz kyssede pigerne osv.

Toget holdt 5 minutter i Duren. Jeg mindes de mange smukke tegltage og den smukke domkirke, der ragede op over det hele. Her lå Johannes’ Ersatzbataljon 258.

Transport igennem og ophold i Belgien Da vi kom til Aachen, var der mørkt, men hen på natten nåede vi Herbesthal, grænsebyen mellem Tyskland og Belgien. Alt og alle blev underkastet et streng revision, så fik vi kaffe ved “Røde Kors”.

Det var damer, der uddelte den. De bad os om at synge en sang for dem, og vi stemte så alle mand i med: “Argonnerwald in stiller Nacht’’.

Ved 9 tiden om formiddagen var vi i Lüttig. Vi gik ind på banegården og ventede til kl. 6.43 om eftermiddagen. I denne tid sov vi nogle timer, gik lidt rundt i byen i nærheden af banegården.

Klöhs fandt straks et horehus i en smal sidegade, han fortalte om sin smudsige håndtering, da han kom tilbage.

Prostituerede kvinder på vestfronten

Kl. 6.43 rejste vi videre og var i Namur ca. kl. 10. Toget gik ikke længere. Vi gik banegården hen til den belgiske Ulankaseme og blev der om natten.

Dagen efter gik toget videre her­på eftermiddagen og kl. 8 om aftenen var i Maubeuge.

Vi gik så gennem porten og gitterværket i jordvolden og et par km uden for byen lå Ferriere la Grande. Her kom vi til en Ersatz Abteilung, dvs. en afdeling, der var oprettet til at sende udfyldningsmandskab til det svære artilleri. Adressen var Fuhs Art. Ersatz Abteilung II. II Batterie. Deutsche Feldpost 44.

Opholdet i Ferriere la Grande varede ikke ret længe, 10 dage i alt.

Vi lavede ikke meget i disse 11 dage. Vi havde nogen eksercits om formiddagen med nogle gamle 9 cm kanoner. Vi havde en del instruktion om brug af gasmasker af forskellig art, og ved et af Maubeuges forter, ‘Terriere la petite’. havde vi karabinerskydning med gasmaske.

Vi var indkvarteret i en skole. Der var franske lærere og lærerinder, der underviste børnene i et par af klasserne, medens vi lå i de øvrige klasser.

En aften, den 7. august var jeg med på en hestetransport. Vi fik hver 2 heste. Vi skulle hen til er hestedepot med dem. Det lå i nærheden af den belgiske grænse. Det hed Udasolve. Vi kom gennem en by der hed Colleret.

Vi red til at begynde med, men det varede ikke længe, før vi blev ømme af at sidde på de nøgne hesterygge, så vi stod af og trak dem.

Det var en transport, der varede 6-7 timer De kørte os tilbage på en vogn, og vi var i Ferriere la Grande om morgenen. Vi fik så lov at sove til middag.

Søndagen den 5. august gik jeg ind i Maubeuge. Jeg travede hele dagen rundt i byen for at få den rigtig at se. Den havde mest snævre gader.

Jeg købte lidt brød og en ost i en butik, og om aftenen gik jeg i biograf i Ferriere la Grande. En sådan forestilling kostede 10 Pfennig. De fremviste en film fre havet, der viste, hvorledes de tyske ubåde skød handelsskibe i sænk. Endvidere blev der spillet er cowboyfilm med Henny Porten i hovedrollen.

Privattryk, venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

6. august 1917. Ved Ypres: “Jernstumper, jordklumper, sten, betonklodser hvirvler gennem luften.”

Skriv en kommentar

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Stadig tættere falder granaterne omkring os; vi kaster os ned, og vi springer fremad. Endelig når vi venstre fløj af det kompagni, vi skal afløse.

3. deling bliver her tilbage; bitte små dækningsrum og granathuller er, hvad  der er til dem.

Videre går det et godt stykke. I et betonhus, hvor grundvandet står højt, bliver 2. deling.

En sammenhængende linje findes der ikke. Den enhed, der skal afløses, er til dels allerede rykket ud. Tæt tåge ligger over jorden; man kan ikke orientere sig. Endelig finder vi det dækningsrum, hvor jeg og mine ordonnanser og en gruppe skal være.

Men 1. deling skal først være bragt på plads. Jeg beder indstændigt vor fører om nu at føre os derhen – men han indrømmer, at han ikke ved, hvor vi er. En skrækkelig situation!

Man kan ikke se 5 skridt frem for sig. Jernstumper, jordklumper, sten, betonklodser hvirvler gennem luften. Efter endeløs søgen finder vi indgangen til en minegang under banedæmningen Roulers-Ypern; her er der lavt, trykkende, fugtigt, men temmelig bombesikkert.

Sanitetsfolkene og maskingeværskytterne mukker over, at de ikke kan beholde stedet selv, men 1. deling skal altså med ind. – Efter lang flakken omkring finder jeg mit dækningsrum igen.

I mellemtiden er morgenen den 6. august brudt frem. Med optrukne ben og stive lemmer sidder vi og venter – og venter – på hvad?

Tidligere gik det fremad med frisk gå-på-mod; nu er krigen blevet til en materiale-kamp, et artillerislag. Den ene time går efter den anden, den ene dag efter den anden. Først når tusmørket sænker sig, løsnes den trykkende resignation.

Jeg inspicerer kompagniafsnittet, jeg besøger delingerne, tager imod meldinger om, hvad der er sket i løbet af dagen, om sundhedstilstanden, om sårede o.s.v. I løbet af natten indtræffer transportenheden: udsøgte, uforfærdede folk; de har en hård tjeneste, tungt belæsset med jerndragere, levnedsmidler, håndgranater må de ofte passere spærreild-zonen, men hos os er de altid velkomne.

Af Regiment 84’s historie

Krigens forløb

5. august 1917. C.J. Beuck: “Sump, morads, vand – det er Flandern!”

Skriv en kommentar

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Om aftenen den 4. august bliver regimentet afsendt fra banegården i Rumbeke. Toget kører over Roulers til Vierkavenhoek, vi er tæt på kampzonen. Efter en timelang march indtræffer vor bataljon i “Flandernstillingen”, tredje kamplinje. Kun let udgravede skyttegrave strækker sig over højdedraget.

Vi  mærker snart, at vi er kommet til et hovedkampafsnit af fronten, uafladeligt skyder kanonerne, der hersker en livlig flyveraktivitet.

Vi hører om de foregående dages kampe. Efter at englænderne den 31. juli har løbet vor 1. linje over ende i buen omkring Ypern, ligger vore enheder ude foran i sej kamp i granathuller og beton-dækningsrum. Sump, morads, vand – det er Flandern.

Vi mærker, at det ikke er lette dage, vi står foran. Men vi er jo ild-prøvet og – vi er vant til at gøre vor pligt; vi vil også gøre det denne gang. –

Allerede om aftenen skal vi i 2. stilling, “Wilhelm-stillingen”. Det er en opmarch, som vi er vant til fra høj 304 og høj 100 [ved Verdun, hvor regimentet tidligere lå, RR]; I enkeltkolonne går det fremad ad en fodsti, der slynger sig mellem granathullerne.

Kun få ord bliver vekslet. De uopholdelige lyskugler, der hvisler på vej op og langsomt  synker igen, oplyser vor vej; man hører kun læderets knirken, skanseredskabernes klapren, gasmaskens slasken og den uhyggelige torden fra utallige kanoner.

Jeg går som så ofte før i spidsen af mit kompagni, idet jeg følger efter den stedkendte fører fra 94erne, som vi skal afløse.

Endelig rager et lille betonhus ud af mørket. En stemme råber os imøde: “Er det 5. kompagni?” “Javel, hr. kaptajn.” Det er vor bataljonsfører, kaptajn Soltau. Jeg lader holde et kort hvil. Hastigt flyver ordene frem og tilbage – intet overflødigt, kun det nødvendige, saglige bliver sagt.

Kaptajn Soltau fortæller mig, at løjtnant Nissen, føreren af vor 1. deling, der skulle overtage det nye kompagniafsnit, er faldet – det går mig meget på! Allerede en død, før vi overhovedet er i stilling. –

Så følger meddelelse om situationen foran fjenden, til sidst nogle opmuntrende ord om at skulle være på vagt og holde ud, et fast håndtryk og: “Alt godt for jer derude foran!” – så går det ellers fremad igen.

Jeg tænker, at her skal det nok være tilladt med et par ord om kaptajn Soltau. I erindring for alle dem – officerer, underofficerer og manndskab – som har stået under kaptajn Soltau i II bataljon, vil han leve videre som typen på en ægte tysk officer. Han var helt igennem soldat, uselvisk, uforfærdet og med en ubestikkelig retfærdighedsfølelse; altid besjælet af viljen til at nedkæmpe fjenden under hensyntagen til mest muligt at skåne egne tropper; gennemsyret af den strengeste samvittighedsfuldhed og jernhård pligtfølelse krævede han meget af os, men skånede ikke sig selv.

Det, som forlenede hans ordrer med det rette eftertryk, var hans personlige eksempel. Jeg erindrer ikke nogensinde at have bemærket et tegn på frygt eller svaghed hos ham. Tanken om selv at sidde i et bombesikkert dækningsrum, mens hans bataljon lå under svær ild, var utålelig for ham. Vi kunne være helt sikker på, at han, så snart det var ham muligt, , kom ud foran for at inspicere stillingen og personligt overbevise sig om, hvordan det gik os.

Vi stolede ubetinget på hans føring. – Således gik vi også den nat i en stilling, der knap kunne kaldes stilling, i den faste overbevisning, at han ville gøre sit for at lette opgaven for os.

Af Regiment 84’s historie

Krigens forløb

4. august 1917. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Det tredje slag om Ypres (Passchendaele), som tyskerne kalder Flandernschlacht. Næsten en halv million briter og franskmænd gik til angreb på de tyske stillinger og gjorde i begyndelsen gode fremskridt – men regnen og mudderet satte snart en stopper for den videre fremrykning. Hjemme i Tyskland udbryder der mytteri på krydseren SMS Prinzregent Luitpold. Også i den russiske hær hørte mytterier og lydighedsnægtelse til dagens orden. Alligevel gjorde den russisk-rumænske offensiv ind i det besatte Rumænien fremskridt.

Krigens forløb

4. august 1917. Hønsekødsuppe i grøften: “Så trist som at følge én af sine kære til det sidste hvilested.”

Skriv en kommentar

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

(… fortsat)

Dage i Stilling vekslede nu med Ro i Landsbyerne i Baglandet. Var vi i Ro, blev der ekserceret med os for at holde Disciplinen vedlige. I Stilling havde vi det betydeligt bedre. Stillingerne var rolige. Der var kun lidt Skyderi.

Een Gang til blev vi alarmeret. Vi var i de tidlige Morgentimer blevet afløst og marcherede fra Stillingen – til en af Landsbyerne – langt tilbage. Det var en lang Marchtur. Vi nåede først over Middag Bestemmelsesstedet.

Vi var fuldstændig færdige af Træthed. Vi kunde næsten ikke mere gå på vore Ben, men sultne var vi, og der var mange Høns i disse Egne – „Kochgeschirraspiranten“, som vi kaldte dem. Vi sluttede os 2-3 eller 4 sammen, travede rundt på vore ømme Fødder og fik ”besørget” Høns. Så blev disse plukket, og Indvoldene taget ud. Det var et uvant Arbejde.

Vi fik lavet et provisorisk Ildsted i Læ af et Hegn, Hønen puttet i et Kogekar, og så skulde det snart blive til en dejlig Hønsesuppe. Det varede heller ikke lange, før Fedtøjnene viste sig. Vandet løb sammen i Munden på os. Det skulde vel nok smage.

Trætte var vi, usigelig trætte, men først vilde vi spise og så endelig tage os en ordentlig Lur. Den løb jo ikke bort — vi var jo i Havn.

Imens var det blevet Eftermiddag, Hønsesuppen var færdig. Vi skulde til at tage Kogekarret af Ilden, da en Ordonnans kom løbende og råbte „Alarm“ — om 10 Minutter færdig til Afmarch.

Først var vi som lamslåede, men så gav vi Luft for vor Harme. Det var ikke blide Ord, der faldt. Jeg har aldrig hørt nogen bande så nederdrægtigt, som vi gjorde det de næste 5 Minutter. Der var ikke een indenfor de „ansvarlige”, som ikke fik sig en ordentlig Omgang. Det havde sikkert været nok til at blive idømt Fæstning, hvis det var blevet meldt.

Lettede gjorde det unægteligt i Øjeblikket, men det hjalp nu ikke. 10 Minutter er kun en kort Tid, når man skal have alt pakket, og når man skal forlade Stedet for aldrig mere at vende tilbage dertil. Suppen var skoldhed. Det var umuligt, at få en Skefuld ned. Jeg ved ikke, om nogen kan forestille sig, med hvilke Følelser vi hældte det hele i Grøften. Det var næsten ligeså trist, som at følge en af sine kære til det sidste Hvilested.

Men Tanken om at skulle marchere hele den lange Vej tilbage igen var ligeså deprimerende. Det varede 20 Minutter, inden vi alle var til Stede og kunde begynde Marchen.

Jeg tror ikke, at Tilskuerne har fået Indtrykket af, at det var kampbegejstrede Tropper, der drog af Sted mod Fronten, hvorfra Kanontordenen kunde høres. Det var nærmest et Sørgetog.

I Begyndelsen gik det nogenlunde, men efterhånden kunde vi ikke mere. Kompagniføreren gav omsider Ordre til at søge Plads på Geværvognene. Der er ikke megen Plads på Maskingeværvognene. På alle mulige og umulige Måder forsøgte vi at komme til at sidde. Jeg fik Plads helt inde på Vognstangen og måtte holde mig fast ved Vognen for ikke at falde ned. Så længe det gik i Skridt, kunde det jo nok gå an. Men da det blev mørkt, og vi var kommen ind i et Område, der kunde beskydes, blev der kommanderet „Carrache“ . Hestene fik Pisken, og nu gik det i Galop over Stok og Sten og gennem Granathuller.

Jeg havde alle Kræfter behov for at holde mig fast ved Vognen for ikke at blive slynget ned under den, men næsten værre endnu var det med Hestehovene. Øjnene fulgte som hypnotiseret Hestenes Bevægelser. Bagbenene gik op og ned, og Hovene hver Gang i betænkelig Nærhed af mine Ben. Hvor længe vilde det gå godt? Hvornår vilde Slaget komme, der fik mig til at lande under Vognen og dermed også under de efterfølgende Heste og Vogne? Det var et eneste Mareridt, som jeg aldrig vil glemme, men en højere Hånd bevarede mig for den Skæbne, som jeg ustandseligt havde for Øjnene. Jeg slap fra det med Livet i Behold.

Ved et Ophold undervejs tabte vi vor Geværfører. I et Ærinde forsvandt han i Mørket. Der fortaltes bagefter, at han havde skudt sig selv i Hånden. Jeg har aldrig set ham eller hørt om ham siden. Hvis det passede, er det jo nok blevet en alvorlig Sag for ham. Sådan noget blev ikke dømt mildt.

DSK-årbøger, 1945

Krigens forløb

3. august 1917. Desertøren Claus Clausen på fæstningsarbejde

Skriv en kommentar

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov gik han gennem Vadehavet mod nord, men for vild og blev fanget den 26. maj. Han blev den 30. juli 1917 idømt 5 år og 3 måneders fæstningsarrest.

Et Par Dage derefter kom der en Underofficer og en Korporal, som skulde føre mig til den belgiske Klippefæstning Hyi ved Meusefloden mellem Liege og Namur.

Der var det ikke godt at være. Kommandanten, en etatsmæssig Feldwebel, kaldte vi „Løven fra Hyi“ . Han chikanerede os både Dag og Nat. Maden bestod af ganske tynd Vandsuppe, kogt på Gulerødder og Kålrabi.

Om Dagen sad vi nede i Kasematterne og syede Sandsække, eller også skulde vi slæbe Kul op til Fæstningen; et meget hårdt Arbejde, som det næsten var umuligt at holde til med vor knappe Madration.

Heldigvis blev mit Ophold her kun 3 Uger. Fæstningen blev snart helt overfyldt. Det mærkedes, at der efterhånden var ikke så få ved Fronten, som ikke ønskede at være med mere.

Jeg blev tildelt en Transport, som skulde til Fæstningen Danzig. Det var jeg glad for. Hellere til Danzig end til Køln eller Bochum, hvor Fangerne kom til at arbejde i Kulminerne.

En bayersk Feldwebel og en Underofficer skulde lede vor Transport. Da vi var kommet ned fra Fæstningen, lod Føreren gøre Holdt og udtalte da, at han ikke håbede, nogen af os vilde flygte under Turen. Så skulde han i øvrigt ikke gøre os nogen Fortræd.

Vi 20 Mand kom så i Toget og rejste i 3 Dage, naturligvis i låset Kupe, og Vinduerne måtte ikke åbnes. Om Natten Kl. 2 holdt vi stille på Lehrter Banegård i Berlin. Der var stuvende fuld af Mennesker alle Vegne.

Da vi lidt efter kørte videre, talte Feldwebelen os, hvad han forøvrigt gjorde af og til. To Mand manglede; væk var de, og væk blev de; det var to Berlinere, som havde set deres Snit til at forsvinde, hvordan, blev ikke opklaret. Nå, men vi andre kom alle til Danzig.

DSK-årbøger 1947

Krigens forløb

3. august 1917. Regiment 84 til Flandern: “Det flamske lyder jo som vor plattyske dialekt”

Skriv en kommentar

C. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa.

Mens vort regiment i de varme sommermåneder 1917 lå i skyttegraven i Champagne voran St. Marie-à-Py, gentog sig næsten daglig i de sidste uger af juli meldingen fra den øverste hærledelse: “Over vore stillinger i Flandern ligger der heftig trommeild.”

Da nu det i nogen tid verserende rygte om snarlig afløsning blev til virkelighed, sagde vor flerårige erfaring, efter hvilken vi altid var dér, hvor det fik hedest til, at det nu nok skulle gå til Flandern; vort håb om igen engang at komme til Rusland, som vi havde næret siden vor offensiv i sommeren 1915, blev ikke opfyldt.

Efter nogle dages hvil i egnen omkring Charleville, stod II bataljon den 2. august om aftenen rejseklar på godsbanegårdens rampe i nævnte by. Over Hirson, Avesnes, Mons, som vi den 23. august 1914 havde hjulpet med til at erobre, gik det ind i Flandern. “Iseghem” – sådan står der skrevet med store bogstaver på den banegård, foran hvilken vi sent om eftermiddagen den næste dag gør holdt.

Vi stiger ud og strækker de stive lemmer. Efter et længere hvil bliver der trådt an.

Gennem den mørke nat marcherer vi ad en fortræffelig vej til Abeele; her bliver drejet af til venstre; II bataljon kommer i kvarter i Ouckene, I og III bataljon i Rumbeke. –

Velgørende, næsten hjerteligt er civilbefolkningens modtagelse; vi bliver optaget som var vi landsmænd; dertil kommer, at man forstår hinanden godt; det flamske lyder jo som vor plattyske dialekt. –

Vi kan ikke forbavses nok over landets  frugtbarhed; ikke en plet er udyrket. Befolkningen er uhyre flittig, nøjsom og solid. Alle forbavses over husmødrenes renlighed; forstue og køkken, der har flisegulv, bliver vasket og skrubbet to gange dagligt – det var næsten for meget for os!

Af Regiment 84’s historie

Krigens forløb

2. august 1917. Gas: “I lange Rækker laa Kammeraterne paa Jorden, vridende sig i de forfærdeligste Smerter, staalblaa i Ansigtet og med en blodblandet Fraade staaende ud af Munden”

4 kommentarer

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juli 1917 ankom han til fronten ved Ypres. NB: Mht datering af denne begivenhed, se nederst i opslaget.

I 4 Døgn var vi derude i forreste Stilling, saa kom vi tilbage og laa nu i tredie Stilling. Dér havde vi det nogenlunde godt; men en Aften fik vi Ordre til, at vi skulde forud for at rydde Skyttegrave op, da Englænderne næsten havde jævnet dem med Jorden.

Vi stillede Kl. 12, men maatte vente til Kl. henad 4, før Artilleriilden sagtnede lidt, saa vi kunde gøre os Haab om at slippe ud. Vi var alle bevæbnede hver med en stor Spade, og desuden havde vi vore Gasmasker med, ellers intet.

Da vi næsten var derude, gik vi over et Jernbanelegeme.

Jeg sagde til min Formand: „Hvad er det? Jeg synes, det lugter efter Gas.” „Aa Snak,” sagde han, „det er ikke Gas, det er Krudtlugt, og saa naturligvis Lugten fra alle de Lig, der ligger herude fra Stormen, som du kan mærke.”

Men jeg blev ængstelig og fik Gasmasken frem og gik med den i begge Hænder. Næppe var jeg blevet færdig med disse Forberedelser, før Gassen var der; jeg  smækkede Gasmasken for mit Ansigt og var reddet; men sikken et Virvar, der blev i Kompagniet. Alle Mand vendte om og styrtede tilbage.

De rev hinanden over Ende, stødte Gasmaskerne fra hinanden, mens de under Jammer og Skrig løb tilbage, saa hurtigt de kunde.

Jeg var kravlet op og havde sat mig paa Kanten af Skyttegraven; thi naar man kan sidde eller staa stille, kan man sagtens hive Vejret gennem en Gasmaske; men skal man gaa eller løbe, er det forfærdeligt.

Omsider listede jeg af bagefter de andre. Da jeg kom hjem til den Hule, hvor vi boede 8 Mand, var der kommet en Mand før mig. Vi turde ikke tage Gasmaskerne af, for Gassen trængte ind i alle Huler, men vi fik fat i noget Træuld og tændte Ild i den, saa tog Ilden og Røgen de giftige Gasarter, og vi kunde uden Fare tage Gasmaskerne af. Det gjorde vi. Vi saa paa hinanden, men sagde ikke ret meget, vi havde en Følelse af, at der var sket noget alvorligt.

Lidt efter lidt kom alle Kammeraterne paa én nær. Jeg sagde, jeg vilde med det samme ud at søge efter ham, og straks var der én, som vilde med. Vi gik ud at søge, men kom ikke ret langt, før vi hørte en klagende Lyd inde fra en lille Hule, og da vi kom derind, sad Kammeraten der syg og grædende. Han havde slugt noget af den farlige Gas.

Vi fik ham øjeblikkelig hen paa Forbindpladsen til Lægen, og dér mødte os et frygteligt Syn. I lange Rækker laa Kammeraterne paa Jorden, vridende sig i de forfærdeligste Smerter, staalblaa i Ansigtet og med en blodblandet Fraade staaende ud af Munden. Den første, mit Øje faldt paa, var en lille, ung Kammerat nede fra Holsten. Jæger var hans Navn. Jeg traadte hen til ham og sagde: „Jamen Jæger, er det dig?”

„Ja, det er mig.”

„Kan du kende mig?”

»Ja, Jeg kan kende dig, Poulsen, og jeg skal dø, og jeg kan ikke dø,” stønnede han fortvivlet.

Jeg kastede mig paa Knæ ved Siden af min stakkels unge Kammerat, bad med ham og for ham og hviskede ham min Frelsers Navn og Forjættelser ind i Øret, og, jeg haaber til Gud, ogsaa ind i hans Hjerte. Saa tog jeg den lille, spinkle Kammerat i min Favn og vilde ile de ca. 500 m hen til den store Forbindplads med ham, hvor de havde et ofte anvendt Middel, med hvilket de kunde læske Staklerne; men ak, jeg kom ikke langt, før han drog sit sidste Suk, og saa maatte jeg lægge hans afsjælede Legeme ned ved Siden af Fodstien og løbe tilbage.

Jeg sprang ind til Lægen, som gik inde i det bombesikre Betonunderstade, og sagde: „Men, Hr. Doktor, har De da ingenting, vi kan læske vore stakkels Kammerater med?”

Den unge Læge gik i dybeste Fortvivlelse frem og tilbage og svarede: „Ak, Poulsen, vi har ingenting, slet ingenting, kun noget Mineralvand, som ganske vist kan læske for et Øjeblik; kan De faa de sunde Kammerater sat i Gang med det, saa gør det.”

Jeg sprang atter ud og raabte til de sunde Kammerater, at de skulde skynde sig at faa Kasserne med Mineralflasker ud, slaa Halsen af Flaskerne og saa faa lidt hældt i Munden paa vore stakkels Kammerater, for Lægen havde sagt, at det kunde læske et Øjeblik.

Selv gik jeg fra Mand til Mand, bøjede mine Knæ ned ved dem, bad for dem og med dem og talte til dem om min Frelser, og mit Haab er ogsaa til Gud, at det fandt Vej ind i Hjerterne. Jeg fik mangt et taknemmeligt Blik, men fik ogsaa mangt et fortvivlet Blik at se.

Det var en rædsom Morgenstund. I Løbet af to Timer havde vi mistet 200 Mand i vor Bataillon.

Poulsen er ikke flittig til at angive dato, og nedenstående beretning handler muligvis om et gasangreb den 24. juli 1917. I hvert fald er der registreret gasdræbte sønderjyder fra IR357 den pågældende dag. Vi er altså muligvis en uge for sent med den.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Se også læge John Lorenzens beretning om gasforgiftede

og leksikonopslaget om gas og gasmasker

Krigens forløb

2. august 1917. Raid ind i de britiske stillinger ved Havrincourt

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. I juni 1917 lå regimentet i Siegfriedstillingen ved det ødelagte slot Havrincourt. Det var et helt andet og moderne forsvarsværk end de gamle skyttegravsstillinger. Briterne lå tæt ved.

Med særligt mod og succes blev der natten mellem 1. og 2. august gennemført en patruljeoperation fra 10. kompagni. Fra kompagniets feltvagt var der kommet melding om, at en fjendtlig patrulje på ca. 20 mand opholdt sig i forterrænet.

Straks gik en enhed under ledelse af kompagniføreren løjtnant Becker frem. Endvidere deltog løjtnant Nissen, sergent Salostowitz, landstormmand Köster og füsiliererne Jäckel, Schernekau og Thiel.

Den meldte patrulje fandt de ganske vist ikke, men vende om med uforrettet sag ville de heller ikke. De opdagede et hul i pigtrådsspærringen, kravlede igennem og arbejdede sig gennem endnu en hindring.

Forpostgraven bliver nået og passeret, bag ved den var der en busk, ved hvilken der både om dagen og kort forinden var observeret englændere. Altså en standplads. Hurtigt bliver busken omringet, men intet rørte sig, intet var der at finde i busken andet end … en latrin. Ny skuffelse!

Men stadig ingen lyst til at vende om. Forsigtig tilbage til forpostgraven; to poster bliver ladt tilbage ved hullet i spærringen.

De to officerer samt Salostowitz og Schernekau går nu opret som englændere, med våbnene på ryggen langs med bagsiden af forpostgraven. Ved det femte skulderværn bliver de anråbt. En dobbeltpost, Becker råber nogle beroligende engelske ord til dem, så et spring ned i graven med pistolen for panden af dem, men englænderne er nogle barske fyre, de kan ikke bevæges til at komme med.

Da flyver en håndgranat over skulderværnet og eksploderer under gruppen. Løjtnant Nissen bliver såret i baghovedet. Nu er det tid!

Hans modstander vægrer sig stadig; han bliver skudt ned. Nu bekvemmer den anden, der også er såret, sig til at komme med. De to officerer bringer ham til hullet i spærringen, hvor de finder de to poster forladt. Men hvor er de to folk? Umuligt at finde dem, for den fjendtlige grav er allerede arlarmeret, håndgranater brager og maskingeværild knalder bagefter. De to forbliver savnet; de er formodentlig truffet af håndgranater og som sårede faldet i fjendens hænder.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

Krigens forløb

1. august 1917. Mads R. Dahl overfuset af officer midt i Haderslev

Skriv en kommentar

Mads R. Dahl, Sillerup pr. Fjelstrup, var hjemme på orlov efter næsten halvandet år som soldat i august 1917.

“Die Disciplin bei der Truppe geht zu Teufel!”

1 August 1917 var jeg hjemme paa min første Orlov efter min Indkaldelse i Marts 1916. Jeg var staaet af Toget i Vojens for at tage min Kæreste med hjem til min Mor i Sillerup. Paa Vejen til Amtsbanegaarden i Haderslev besørgede vi en Del Ærinder, gik Arm i Arm, som forlovede plejer at gøre, uden at skænke Omgivelserne større Opmærksomhed.

Ved Markedspladsen ser jeg nok, at der kommer en Officer paa det modsatte Fortov, men jeg lader som intet og bøjer mig ned over Kæresten, saa jeg intet kan se. Saa lyder det „Hei, Sie da!“. Raabet gentages, men jeg regner dog ikke med, at det er mig, det gælder.

Til al Uheld er der en civil forbipasserende, der gør mig opmærksom paa det: „Det er vist dig, han vil have fat i“, siger han paa godt Jydsk og peger over paa Officeren, der gentager: „Kommen Sie mal her!“.

Jeg maatte saa springe over Gaden og staa ret ud for Nissens Gæstgivergaard. Og nu kan det nok være, at jeg fik læst Teksten. „Om jeg ikke havde lært at hilse paa militær Vis!“. „Undskyld, men jeg havde ikke set Herren”.

„Hvor jeg kom fra?“. Saa meldte jeg blot: „Kanoner Dahl fra Fronten paa Orlov“.

„Ja, jeg skal give ham Orlov”, sagde han. „Afdeling og Nummer ved Fronten?”

– Nu maa her indskydes, at vi netop gik med oprullede Skulderstropper i denne Tid paa Grund af Spionfare, og det var blevet os paalagt ikke at røbe noget. Paa hans Forespørgsel kunde jeg kun svare, at det var forbudt at sige noget.

Saa kom den Bemærkning, jeg bruger til Overskrift; om jeg dog ikke kunde se, at han var Officer? Til ham maatte vi altid tale.

Og Manden blev mere og mere rasende, og da han jo ikke netop talte sagte, samlede der sig efterhaanden et lille Opløb omkring os. Imens stod han med venstre Haand paa Sværdhæftet, saa Spidsen af Sværdet pegede lige mod en af Ruderne i Gæstgivergarden. Mens han skældte ud, kunde jeg ikke lade være med at ønske, at han vilde træde lidt tilbage, saa Ruden vilde knuses. Han traadte da ogsaa tilbage, men Skeden ramte Gesimsen, saa det gav et Sæt i ham. Det var ærgerligt.

Nu syntes han vist, det kunde være nok, for nu havde der efterhaanden samlet sig Folk nok, som havde set ham i al hans Vælde. Efter en sidste Skylle, der gik ud paa, at jeg var et forstokket Frontsvin, gav han mig Ordre til at melde mig paa Kasernen, saa skulde han nok faa at vide, hvad han ønskede, og sørge for min videre Orlov.

Efter et skarpt „Abtreten” snurrede jeg omkring, gjorde det selvfølgelig ikke godt nok og maatte tilbage i Rendestenen to Gange, inden han var tilfreds. Med et „Nach der Kaserne”, fik jeg endelig Lov til at slippe. Jeg fik lige hvisket til Kæresten, at hun blot skulde gaa til Banegaarden, saa vilde jeg komme senere. Jeg gik et Stykke i Retning af Kasernen, indtil jeg paa det andet Fortov mødte et Par Soldater. Jeg lod som intet, sluttede mig til dem og gik i rolig Gangart om ad Jomfrustien og derfra til Banegaarden. Senere mærkede jeg ikke mere til den Historie.

DSK-årbøger 1948

Krigens forløb

31. juli 1917. Held i uheld – og stegte æbler på træerne.

Skriv en kommentar

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Imens kom også de sidste fremstormende Styrker i Dækning. Vor Kompagnifører, som sammen med Ordonnansen var gået frem i Grøften ved Landevejen, havde fået et Skud gennem Halspulsåren og var død.

Kommandoen blev overtaget af den næste Officer, en yngre Løjtnant.

Han havde imidlertid også fået Besked på, at der Klokken 8 skulde angribes og fik derfor samlet Kompagniets Mandskab. Derefter begav vi os på Vandring i Retning mod Floden, det eneste Overgangssted. Der skulde være et stort Træ, som var faldet således, at Toppen nåede den anden Flodbred. At nogen skulde kunne nå over, var meget usandsynligt, når man tager i Betragtning, at Russerne lå 70 m ovenover på Højene. Efter hvad man havde fortalt os, var det hidtil heller ikke lykkedes. Enhver, der havde vist sig på Stammen, var blevet ramt, faldet ned i Floden og druknet. Vi var naturligvis ikke glade for Situationen.

Undervejs traf vi vor M. G. O., Overløjtnanten, som havde Kommando over Regimentets tre Maskingeværkompagnier.

„Hvor skal De hen?“, spurgte han Løjtnanten.

Løjtnanten gav Melding. „Er De blevet tosset, Mand”, skreg Overløjtnanten. „De søger med det samme Stilling til Deres Geværer i Hus eller Have og holder Fjendens Skyttegrav under Ild, sålænge Aktionen varer.”

Hvor blev vi lettet! Vi takkede Forsynet, der lod Overløjtnanten krydse vor Vej. Vi var ikke lange om at forsvinde. Hvert Gevær blev anbragt i en gunstig Stilling. Vi søgte ind i et Hus, fra hvis ene Vindue vi havde den bedste Udsigt og frit Skudfelt mod Fjendens Stilling. Vi fik slæbt Borde hen til Vinduet og fik Maskingeværet stillet op med Mundingen ud i det fri.

Klokken 8 blev der Uro, og Skyderiet begyndte. Maskingeværerne rasede, og langs med Kanten af den russiske Stilling sprøjtede Sand og Jord fra de utallige Projektiler, som slog ned der. Hvad der foregik nede ved Floden, kunde vi ikke se, men i vor Synskreds kom ingen Tropper frem.

Pludselig begyndte det russiske Artilleri at beskyde Byen med Sprang- og Brandgranater. De havde opdaget Maskingeværrederne.

Flere Ejendomme, almindelige stråtækte Huse, gik op i Luer. Også vi måtte retirere ud i en Majsmark. Vor Geværfører var forsvundet. Efter en Times Tid flovede Ilden af til spredt Geværild. Angrebet var ikke kommet i Gang. Der var sikkert ikke kommet nogen over Floden, hvad vi heller ikke havde ventet.

Vi søgte nu efter vor Geværfører og fandt ham i en Kælder i en af Naboejendommene. Han var en stor kraftig Fyr, Slagter fra Køln, og sikkert ingen Kujon i almindelig Forstand. Han havde varet med fra Begyndelsen i Sept. 1914, og Nerverne var ikke mere helt, som de skulde vare. De var i Årenes Løb blevet tyndslidte.

Jeg tror, at mange har gjort den Erfaring, at Års Frontindsats tog på Nerverne, og at Nerverne til Slut ikke mere var de samme som i Begyndelsen. Jeg ved i hvert Fald af Erfaring, at man kunde tage Begivenhederne med Ro, – men efterhånden, som Årene gik, kostede det Anstrengelse at bevare Roen.

Vi undersøgte nu Ejendommen og Kælderen. Der fandtes Sække fulde af det fineste Mel, der var Svin i Stalden og Høns i Hønsegården. Befolkningen var borte. Køer og Heste løb rundt på Marken og i Haven. Vi fik fat i en Gris på en ca. 60-70 Pund, og Slagteren måtte i Funktion.

Vagtposterne måtte om Natten også passe Køkkenet. Der blev bagt Pandekager, stegt Flæskesteg og kogt Kartofler.

Og Desserten hang på Træer. Ja — du ler. Men ikke desto mindre er det sandt. Naboejendommen var brændt ned, efter at den var skudt i Brand af Russerne. Få Meter fra Huset stod et stort Træ, fyldt med de dejligste Æbler. Den stærke Varme fra Branden havde gennemstegt Æblerne så fuldkommen og så fint, som ingen Ovn kunde have gjort det. De var fine, runde, skare og velsmagende, og vi behøvede bare, at plukke dem. Den Tid har altid stået for mig, som om vi havde været i Slaraffenland.

Men desværre udeblev Følgerne jo ikke. Vi var jo ikke vant til så fed, rigelig og god Kost, for vi tog godt for os af Retterne. Vi fik allesammen Dysenteri.

Den næste Dag skulde vi have haft Hønsesuppe. Vi havde jo lukket for Hønsegården. Men — uha —, da vi kom, havde der varet ubudne Gaster. Vi fandt kun Hønsehoveder, men det tog vi ikke så tragisk. Der var jo nok andet.

Men hvor lange var Adam i Paradiset? Det gode varer aldrig ret lange ad Gangen. Vi fik snart en ny Stilling.

DSK-årbøger, 1945

Søkrig

31. juli 1917. “Frygtelig Ulykke!” – tysk damper vædret i Østersøen

Skriv en kommentar

To af dagens faldne er angivet som faldne i Sverige! Hvordan kan det lade sig gøre? Erik Sommer har set på sagen.

Af Erik Sommer

Bornholms Tidende, 31. juli 1917, side 2
Frygtelig Søulykke.
En svensk Damper sejler en tysk Damper i Sænk.
Den tyske Dampers Besætning, antagelig 20-30 Mand, omkommet paa nær en.

Stockholm, Tirsdag.
En stor søulykke har i Nat fundet sted udfor Dalarö. Den svenske Damper “Bergvik”, paa Rejse fra Landsort til Dalarö, løb i Nærheden af sidstnævnte Sted med fuld fart mod den tyske Damper Ingrid Horn”, der laa for Anker.

Den tyske Dampers Besætning, antagelig 20-30 Mand, er rimeligvis omkommet med Undtagelse af en Mand.

Desuden omkom to paa den tyske Damper værende Lodser.
“Bergvik” fortsatte Rejsen mod Stockholm. Nærmere Enkeltheder mangler.
–  –  –
Samme telegram blev samme dag bragt i 26 andre danske aviser.
De følgende dage bragte flere aviser mere nyt om forliset.

Således skrev Nationaltidende, 2. august 1917, morgen-udgave, side 4, bl.a. følgende:

Da den tyske Malmdamper blev sendt ned.

Om den frygtelige Søulykke i Nat ved Dalarö meddeles, at det Mandag var diset, og at hele Farvandet efter Solnedgang indsvøbtes i uigennemtrængelig Taage.

Sammenstødet var saa heftigt, at den tyske Damper sank paa knap to Minutter, saa den svenske Damper ikke kunde bringe Hjælp.
Det ser ud, som om Tyskeren havde faaet sine Baade i Søen; man har nemlig fundet tre ilde tilredte Redningsbaade, og i en af dem de to omkomne svenske Lodsers Tasker.

Saa vidt man hidtil har kunnet skønne, skyldes Ulykken mangelfulde Signalanordninger paa Ingrid Horn. Den reddede Matros taler ogsaa om Petroleumsmangel om Bord. Bergvik nærmede sig med halv Fart og saa kun een hvid Lanterne, som hos Damper for Anker. Da man senere opdagede ogsaa en rød, slog man fuld Bak, men for sent. Ingrid Horn synes at have gaaet for fuld fart mod land, muligvis for at redde sig ved at gaa paa Grund. Ingrid Horn har gået paa svenske Havne i flere Aar, nu havde den fuld Malmlast fra Luleå til Tyskland.

(Samme artikel blev bragt i Ribe Stifts-Tidende, den 3. august 1917).

–  –
Monumentet på Løjt Kirkegård for sognets faldne under første verdenskrig fortæller om 96 mænds skæbne.

For Wilh. Marckmann står der på mindestenen: Født 2.6.1870. Død 1.8.1917 i Sverrig.

Men Sverige, svensk jord, var jo ikke en krigsskueplads ?

Nej, men Østersøen og svensk farvand var.

Forklaringen på “død i Sverrig” er, at Wilhelm Marckmann var med på ovennævnte “Ingrid Horn”, og at han druknede ved forliset. Datoen 1.8.1917 på stenen er forkert. Ulykken skete dagen før, 31.7.1917.

Også Hans Georg Max Becker, som mindes på tavlen i Skt. Nicolai Kirke i Aabenraa, omkom. Hans Becker var maskinist på skibet. Hvilket Ribe Stifts-Tidende oplyste den 7. august 1917.

Importen af svensk jernmalm var vigtig for den tyske krigsindustri. Så vigtig at England sendte undervandsbåde ind i Østersøen, hvor de opererede fra russiske baser.

Disse engelske ubåde havde de første år en vis succes med at sænke tyske fragtskibe. (Teknikken var at dykke op, true med beskydning og dermed kræve at fragtskibets besætning gik i redningsbådene. Derefter blev skibet sprængt, så en kostbar torpedo blev sparet).
Af frygt for engelske ubåde sejlede ‘Ingrid Horn’ indenskærs i svensk farvand, hvor det var muligt.

I oktober 1915 blev 7 tyske fragtskibe sænket, og yderligere 2 skibe blev beskadiget.

I 1916 indførte tyskerne et konvoj-system for fragtskibene på de åbne strækninger i Østersøen, og derefter mistede man ikke flere fragtskibe til ubådene.

‘Ingrid Horn’ var et 89 meter langt skib, bygget af stål i 1901/1902. ‘Ingrid Horn’ var civilt, men begge de 2 nævnte sømænd blev betragtet som ofre for krigen, og blev dermed nævnt på mindesten / mindetavler.

Den tabte last malm i ‘Ingrid Horn’ må have rummet mere jern end alle de omsmeltede slesvigske kirkeklokker.

Kollisionen mellem ‘Ingrid Horn’ og ‘Bergvik’ var voldsom og dramatisk: ‘Bergvik’ vædrede ‘Ingrid Horn’:

S/S Bergvik, som sejlede med halv fart pga. tågen, så kun Ingrid Horns top-lanterne, og troede derfor, at det fremmede skib lå for anker. For sent opdagede man, at det var et skib i fart, og på kollisionskurs. Der blev på Bergvik slået fuld bak og givet signal med dampfløjten. Bergvik rammer midt på Ingrid Horns bagbordsside. Bergviks stævn trænger 3 meter ind i Ingrid Horns skrog.

Ingrid Horn begynder straks at synke med Bergvik siddende fast i skroget. I sidste øjeblik får Bergvik trukket sig fri, og vandet trænger da endnu hurtigere ind i Ingrid Horn.

S/S Ingrid Horn og dets forlis er beskrevet på Wikipedia:
https://da.wikipedia.org/wiki/S/S_Ingrid_Horn

Efter krigen rejste rederiet H.C. Horn en mindesten på kirkegården i Dalarö:
http://www.dalaro.info/minnessten-(i.horn)-33450011

Se også: http://web.archive.org/web/20100815060224/www.divecorner.se/sidor/ingrid_horn.html

Krigens forløb

31. juli 1917. Mathias Møller: “… det er utroligt, hvad Mennesket kan, hvis der ikke er noget Valg”

Skriv en kommentar

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Den 29. Juli nåede vi Wasylkowice, en lille Landsby ikke langt fra den gamle Grænse mellem Galizien og russisk Ukraine. Grænsen dannedes her af Floden Sbrucz, en Biflod til Dnjestr. På den russiske Side af Floden havde Russerne besat forberedte Stillinger, og det lykkedes ikke Stødtropperne at forcere Floden.

I Wasylkowice kom vi i Kvarter, men allerede Natten fra den 30. til 31. blev vi alarmeret og marcherede videre.

Vi skulde afløse Stødtropperne. I Morgenskumringen nåede vi en lille By ca. 2 km fra Fronten. Da vi gjorde Holdt, opdagede vi et stærkt ramponeret Olieraffinaderi. Vi kunde ikke modstå Fristelsen at forsyne os med Olie, som Kælderen var fyldt med. Olien kunde jo bruges til at stege Kartofler i. Fedtstoffer var jo en meget efterspurgt Vare i 1917.

Inden Kompagniet var samlet og kunde fortsætte Marchen, var det blevet lyst, men Tåge lå endnu over Markerne. Da vi var kommet ud af Byen og ud i frit Terræn, begyndte de første Solstråler at titte frem over Højene foran os. Det varede ikke længe, for Tågen forsvandt.

Vi kunde nu overse Terrænet, der foran os var fuldstændigt fladt, med modne Rug- og Hvedemarker. I en Afstand af ca. 1500-2000 m lå en mindre Landsby med spredt Bebyggelse mellem Træer, Buske, Haver og Majsarealer. Det var det nærmeste Sted, hvor man kunde finde et Skjul.

På den anden Side af Byen, bag Floden Sbrucz, steg Terrænet ca. 70 m stejlt op. På den øverste Kant af Højene lå de russiske Stillinger. Russerne havde altså højt oppefra fri Udsigt over hele Terrænet.

Så snart Solstrålerne havde fået Tågen til at lette, begyndte Geværprojektiler at pibe i Luften og klaske ned omkring os. Vi søgte ind i Kornmarkerne og gik spredte frem. Det vil sige, vi gik ikke, vi løb, vi løb for Livet — selvfølgelig fremad —. Målet skulde jo nås.

Kun den, som har prøvet at løbe med det tunge Maskingeværmateriel, ved, hvad det koster af Anstrengelser. Ret længe kan man ikke løbe ad Gangen i dukket Stilling med Maskingevær og Ammunitionskasser.

Det varede ikke længe, for de første sårede begyndte at kravle og slæbe sig tilbage. Man misundte dem, som havde fået et ”bedre” Kødsår. Men vi måtte jo videre.

Vi styrtede korte Strækninger frem ad Gangen. Lungerne arbejdede vildt, Benene var som jordbundne, så tunge. Jo længere vi kom frem, jo flere Projektiler sang der i Luften.

Enkelte Maskingeværer bjæffede, men til alt Held havde Russerne tilsyneladende ikke ret mange af dem, for ellers vilde sikkert ingen af os være kommet levende fra det. Artilleriild mødte vi ikke.

Kræfterne svandt mere og mere, men det er utroligt, hvad Mennesket kan, hvis der ikke er noget Valg, og man skal fremad. Distancen mellem os og det reddende Skjul bag Træer, Buske og Huse blev mindre og mindre. Med en sidste, næsten håbløs Anstrengelse nåede vi Bestemmelsesstedet.

Fuldstændig udmattet kastede vi os ned blandt Kammeraterne ved Byens Udkant. Det var Tropper af Støddivisionen, vi skulde afløse.

Det varede en Tid, for vi i det hele taget kunde sanse noget, for Lungerne, Hjertet og Nerverne faldt nogenlunde til Ro.

Det første vi hørte, da vi kunde tale med Tropperne, som lå der, var, at Klokken 8 skulde de russiske Stillinger angribes. Det gjorde aldeles ikke vort Almenbefindende bedre. Vi var nærmest deprimerede.

DSK-årbøger, 1945

Krigens forløb

30. juli 1917. Desertøren Claus Clausen for retten: “Ikke bedre værd end at stilles op ad en mur og skydes!”

Skriv en kommentar

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov besluttede han at gå gennem Vadehavet mod nord. Men han for vild og måtte søge i land, inden han var nået over grænsen. Her blev han den 26. maj fanget af strandpatruljen. Han sag kom for retten den 30. juli 1917.

Efter en 14 Dages Ophold i Rostock Arrest hentedes jeg af en Underofficer og en Korporal fra mit Kompagni i Frankrig. Jeg blev da stillet for en Krigsret ved 46. Divison.

Afhøringen og alt tilhørende tog ca. 8 Uger. Efterhånden var vi samlede en 15 Mand fra vor Arbejdsbataillon, som alle havde noget udestående med Krigsretten og skiftedes til at møde for de høje Dommere.

En af disse lod mig vide, at jeg vilde blive straffet for Faneflugt; og det kunde godt betyde Skydning. Dommen skulde falde omkring 1. August, og ærligt talt var jeg synligt nervøs de sidste Dage forud.

Dagen kom; det blev den 30. Juli. Om Morgenen blev jeg hentet og stillet for Retten Kl. 10. Denne bestod af lutter Officerer, den øverste med Majorsrang. En Løjtnant blev beskikket som min Forsvarer, han var for Resten også min Anklager.

Majoren læste Anklagen og Vidneudsagnene og androg efter Krigslovenes forskellige Paragraffer på 5 Års Fæstning for Faneflugt, Deklassering og 3 Måneders Fæstning, fordi jeg havde smidt Uniformen.

Han spurgte så Forsvareren, om denne havde noget at bemærke. Han holdt en kort Tale, hvori han fastslog, at Befolkningen i Nordslesvig var tyskfjendtlig indstillet og opfordrede Soldaterne til at gå over Grænsen til Danmark.

Men det anså han i dette Tilfælde ikke som nogen formildende Omstændighed. Derefter trak Dommerne sig tilbage til Voteringen; de kom dog meget hurtigt tilbage igen. Dommen blev forkyndt og lod i Overensstemmelse med Anklagen på 5 Års og 3 Måneders Fæstning og „zweite Klasse des Soldatenstandes”.

Der blev så spurgt, om jeg havde noget at indvende. Da jeg ikke havde det, førte de to Vagtmand mig ud af Retslokalet og fjernede Kokarden af min Hue.

Jeg førtes så tilbage til Kompagniet, hvor Kompagniføreren lod hele Mandskabet træde an og mig føre hen foran Fronten. Han holdt så en Tordentale, hvori han forsikrede, at jeg var en af de største Forbrydere inden for den tyske Hær og ikke var bedre værd end at stilles op mod en Mur og skydes. Der skulde vel også jages Skræk i de andre.

DSK-årbøger 1947

Krigens forløb

30. juli 1917. Feltlægen: Gassymptomer: “gråcyanotisk farve, udtalt dyspnø, skummende serøs expectoration, dårlig puls.”

Skriv en kommentar

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret. I juli 1917 befandt han sig ved Broodzeinde ved Ypres-fronten i Flandern.

Overalt i terrainet ved Zonnebeke kunne man se depoter af gasgranater (såvidt vi kunne se, overvejende sennepsgas). Også englænderne arbejdede med gas, dels i granater, dels i miner.

Om dagen gjorde det ikke så meget, men om natten, hvor kompagnierne arbejdede, kunne det være ret generende. Som regel kunne en erfaren mand nogenlunde efter detonationen bedømme, hvorvidt det drejede sig om gas eller ej, men såsnart der anvendtes en kombination, blev sagen vanskeligere.

Gassen gjorde soldaterne nervøse; de måtte stadig lytte og snuse og gang på gang afbryde deres arbejde og anlægge gasmaskerne.

Gasdisciplinen var trods megen umage fra ledelsens side ikke altid god. Nogle var for langsomme i vendingen, nogle kunne på grund af nervøsitet og travlhed ikke få deres masker til at slutte [tæt], andre mente ikke at kunne få luft.

Om natten lå som regel dis og tåge over det lave sumpede terrain ved Yperen. Den ubehagelige gaslugt holdt sig allevegne, man havde irriterede slimhinder og var utilpas. På forbindingspladsen måtte vi undertiden om natten anlægge gasmaskerne.

En nat vistnok i midten af juli iværksatte englænderne et særligt ondartet gasoverfald og ramte i vort afsnit navnlig et kompagni, som var ved at arbejde. Angrebet kom så overraskende, at en del ikke havde nået at få maskerne på, andre havde revet dem af igen. Vel nok ca. ved 3-4 tiden om morgenen kom de første styrtende til forbindingspladsen.

De lugtede alle af gas, men gjorde dog ikke indtryk af at fejle noget særligt. De følgende timer kom syge dels gående, dels båret af kompagniernes sanitetspersonel og kammeraterne. Tilsidst havde vi vist ca. 20-25 mand liggende, der efterhånden var kommet ind.

Hos en del var tilstanden straks alvorlig, hos andre blev den det senere. Blandt disse var en meget dygtig reservesygebærer, der i begyndelsen havde været en af de ivrigste til at bære de syge ind og som, da jeg første gang talte med ham, hverken sagde noget om eller gjorde indtryk af at være påvirket.

Da han var vendt tilbage til sit kompagni, begyndte han efterhånden at vise symptomer, og da han et par timer senere selv blev båret ind, var han i ganske elendig tilstand og døde forresten senere på forbindingspladsen.

Om gassens art var vi ikke i tvivl: det var phosgen. De syges tilstand var også typisk: gråcyanotisk farve, udtalt dyspnø [åndenød], skummende serøs expectoration [ophostning af slim], dårlig puls.

Med hensyn til behandlingen var jeg noget i forlegenhed. Da vi havde lidt ilt, fik de dårligste med mellemrum deraf. I øvrigt blev der stimuleret med kamferolie. Jeg gav dem en del morfin, hvad der jo velnok ikke har været så heldigt, men undlod dog andre fejlgreb, en ukyndig kunne finde på, f.eks. kunstig respiration, og sørgede i det hele for, at de kunne ligge i ro. At jeg f.eks. også kunne have foretaget åreladning, gik først nogle dage senere op for mig.

I løbet af dagen fik vi nogle sygevogne frem til Zonnebeke, hvor patienterne måtte bæres hen; resten kom afsted i løbet af natten. Nogle af de dårligste døde på forbindingspladsen. En del af medløberne, der indfandt sig, blev om aftenen sendt til Moorslede, hvorfra regimentslægen hurtigt returnerede de fleste; andre suspekte eller let angrebne befordrede sig selv til ambulancen.

Da jeg nogle dage senere kom til Moorslede, hørte jeg, at vore gaspatienter lå på et feltlazaret i Roeselaere. Jeg cyklede dertil og fandt dem også; enkelte var afgået ved døden, nogle havde det dårligere, de fleste var i bedring; jeg blev klar over, at min bedømmelse af tilstanden havde været ret usikker.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)