Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten til Fuss-Artillerie-Bataillon 407.
Den 8. august fik vi besked på, at vi skulle til fronten. Det blev en transport på ca. 20 mand. Det gik nemt med indklædningen, det eneste, det drejede sig om var den smule forplejning, som vi skulle have med på transporten, den fik vi udleveret om aftenen den 8. august.
Om morgenen den 9. august gik vi til Maubeuge til banegården.
Vi skulle med toget til Flandern til et bataljon 407, der lå et eller andet sted ved fronten i Flandern, altså det vestlige Belgien.
Til forplejningen hørte pr. dag, når man kørte med toget som selvstændig transport: 3/4 kg brød, 100 g pølse, 100 g smør, et lille stykke ost og måske en lille dåse med 50-100 g sylte – sardiner, leverpostej el.lign.
Feltflasken fik vi fyldt med kaffe før afrejsen. I tornysteren havde vi den såkaldte “Eiserne Portion” – jernportion, dvs. ½ kg kød (konservesdåse), 2 lærredsposer med beskøjter ca. 300g i hver.
Denne portion måtte vi kun spise, når vi havde fået tilladelse til det.
Meningen med denne var, at selv om vi blev afskåret fra køkkenet eller anden proviantering, så kunne vi holde livet oppe et stykke tid ved Jernportionen.
Toget førte os fra Maubeuge til Valencienne, Lille, Menin, Courtrai og Iseghem. Her steg vi ud og så kom vi med et lille tog til Vinkel St. Eloy. Fra Vinkel St. Eloy gik vi til Morslede og var der ved aftenstid. (I Vinkel St. Eloy lå bataljonsstaben).
Vi kom til 1. batteri, der havde deres Protzensammel-stelle i Morslede.
Vi kørte parallel med fronten om eftermiddagen, og kanonerne drønede ganske kolossalt.
Det var en underlig tanke at tænke sig om fa timer var man måske midt i det hele. Erindringen fra Verdun kom op i en, og i det hele og store var man en lille karl, når det gik mod fronten.
Det sidste tog, der bragte os fra Iseghem til Vinkel St. Eloy var præget af krigens ødelæggende vederstyggelighed. Vinduerne var i stykker i alle vogne. Maskinen var medtaget. Et sådant tog gik efter omstændighed.
A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33
Her i Champagne skete det ogsaa, at jeg for første Gang spiste Hundesteg. En af Løjtnanterne havde en Hund, der hed Karo. Den var i god Foderstand.
En Sachser havde faaet Øje paa den, og da man siger, at de fleste Harestege, man dengang spiste i Dresden og Leipzig, i levende Live havde gaaet rundt paa Tagene og sagt Miav-Miav, var det jo ikke noget særlig nyt for ham, og hans Tænder løb i Vand ved at se denne Hund i disse paa Kød og „Fettigkeiten” saa magre Tider.
Han fik den aflivet, og en lille Kreds af Kammerater blev indbudt til Festmiddag paa Karo. Jeg maa sige, den smagte egentlig rigtig godt. Jeg fik et Stykke Ribbensteg og et Stykke Nyresteg, godt med brun Vov-Vov Sauce til.
Havde jeg ikke vidst, at det var en Hund, vilde Stegen have smagt endnu bedre. Dog har jeg aldrig senere gjort Forsøget om — trods det, at min Pudel, Skipper, for Tiden er i lækker Foderstand.
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juli 1917 ankom han til fronten ved Ypres.
Efter at have ligget endnu nogle Dage i Reserve, blev vi atter ført frem, og denne Gang skulde vi ind i anden Stilling. Vi stod paa en Korsvej, en Granitsplint for susende og brummende forbi mit Øre og slog ned ved Siden af Lilletaaen paa min venstre Fod.
Det gjorde forfærdelig ondt; jeg troede, at Taaen var borte, men da jeg følte efter, viste det sig, at det kun var et Stykke af Støvlesaalen. Taaen var der, selv om den ogsaa var sort og blaa.
Vi kom saa ind i Stilling, altsammen svære Cementhuler byggede ovenpaa Jorden, til Dels dækkede med Jord og Sand. Vi kunde akkurat sidde 4 Mand inde i de fleste af dem; et lille firkantet Bord, en Døraabning og en Glasrude var der; for Glasruden var anbragt et tommetykt Bræt for at hindre Lyset i at skinne ud og Granatsplinter og Shrapnells at slippe ind.
Jeg sad med Ryggen op imod en saadan Rude, da en Shrapnell eksploderede udenfor, og en af de smaa runde Kugler fandt Vej igennem baade Bræt og Rude og ind paa min brede Ryg.
Den Mand, som sad lige overfor mig, sagde pludselig: „Hvad er der i Vejen, du bliver jo ligbleg?”
Jeg mærkede blot et skarpt Slag paa min Ryg og vidste ikke, hvad det var; men da vi saa efter, viste det sig, at det var en Shrapnellkugle; men jeg havde ingen Skade taget. Vi sad ellers dér og havde det ret gemytligt.
I de tre Dage var Feddersen og jeg sammen paa den sidste Aftenvagt oppe paa Kompagniførerens Stade, hvor vi stod med Lyspistoler og skulde tage mod Signaler forude fra og give dem videre til Artilleriet.
Den Aften, vi stod dér, kom en Granat, slog ned lidt til højre for os, og da den eksploderede, kom en Splint saa lang som en Finger og omtrent paa samme Tykkelse og ramte mig paa min højre Skulder.
Den slog gennem Tøjet og gav mig nogle smaa Skrammer samt en stor Bule over Brystet, fortsatte derefter over Brystet og rev venstre Ærme af min Trøje.
Feddersen fandt Granatsplinten, som han bagefter forærede mig, og den har jeg liggende derhjemme.
Jeg trimlede naturligvis bagover og ned og havde en Følelse, som om Lungerne slet ikke arbejdede; men jeg var ved fuld Bevidsthed og kunde forstaa alt, hvad Kammeraterne sagde om mig.
Jeg faldt lige ned i Hovedet paa vor Kaffekok.
Han havde tidligere paa Dagen faaet en Granat sendt lige ind i sin Kaffekedel, og det passede ham ikke. Saa var han løbet fra det hele hen til Kompagniførerens Stilling, hvor han stod i Læ. Han vidste, at vi ved Daggry skulde afløses og tilbage.
Da jeg kom ned i Hovedet paa ham, sagde han: „Holdt, holdt Gamle, hvad fejler du; du kommer jo lige ned i Hovedet paa mig!”
Men da jeg laa og sprællede nede for hans Fødder, begyndte han at raabe om Hjælp; der var en Mand saaret. De kom saa og slæbte mig ind i Kompagniførerens Dækning og rev Klæderne af mig og stænkede mig med koldt Vand paa Bryst og Ansigt og hældte koldt Vand i min Mund; det varede ikke længe, før jeg paany kunde begynde at tale, og jeg fejlede ingenting; kun den store Bule paa Brystet generede mig, da Tornyster remmene netop laa dér.
Ja, forklar det, hvem der kan! Jeg kan ikke give anden Forklaring end det, som gamle Anders Stubkjær siger: ,,Vor Herre er en god Skytte” ; men at det var med Jubel og Tak
i mit Hjerte, at jeg næste Morgen gik ud af min Stilling efter disse mange Farer og dog uskadt, det kan enhver forstaa.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var, efter et længere lazaretophold, i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten. Han havde tilhørt Reserve-Fußartillerie-Regiment 20, men blev ved sin tilbagekomst tildelt Bataljon 407.
Når man har været en gang ved fronten, været såret og gennemgået alle de lidelser, der følger med, og kommet tilbage, så holder man ikke af at komme til fronten igen. Dertil kom, at jeg havde kun dårlige minder og uhyggelige forestillinger om livet ved Vestfronten.
Medens den tid ved Verdun står for mig som en kæde af lidelser og angst, så må jeg indrømme, at i de 13-14 måneder, jeg herefter tilbragte ved fronten, oplevede jeg mange, mange bitre dage, ja til tider onde dage, men der var lyspunkter iblandt. Der var dage, hvor det var helt morsomt, jeg oplevede uhyre meget, og heldigvis er man mest tilbøjelig til at tænke tilbage på de lyse dage med morsomme og interessante oplevelser.
Krigen gik i langdrag, og man kunne overhovedet ikke skimte en udvej til, at massemyrderiet skulle få en ende. Amerika var gået ind i krigen som Tysklands modstandere, men foreløbig betød det ikke så meget. Virkningen kom først senere.
Nu er det ikke meningen, at jeg vil omtale de politiske begivenheder, dem kan man læse i krigsbøgeme, men mine egne oplevelser.
Medens man i garnisonen havde et regelmæssigt levnet med den sædvanlige nattero, undtagen når man var på vagt, så var der ved fronten ingen forskel på arbejdet, enten det var nat eller dag, søndag eller søgnedag. Man hvilede og sov, når der var tid og lejlighed, fik maden, når den kunne skaffes, spiste, når der kom noget, men det meste tid var man sulten.
Den 28. juli 1917 forlod jeg altså Wahn, vi var kun en ganske lille transport – 12 mand – og vi havde en Gefreiter som transportfører. Vi skulle først til et lille Ersatz depot, der lå i nærheden af Maubeuge og hed ‘Terriere la Grande”, en lille landsby omtrent som Agerskov.
Jeg kendte ingen af de andre, der var med i samme transport, men der var en, man måtte lægge mærke til, han hed Fritz Klohs, han var rhinlænder og havde ret godt med penge. Han sad på beværtningen “Zum Bienenhaus” hele tiden og bad mig om at sige besked, når vi skulle til banegården.
Ved middagstid fik vi besked om at vi skulle gøre os færdig. Jeg hentede Fritz Klohs, og han var temmelig fuld. Han sang, mens jeg fik tomisteren spændt fast på ham, og så gik vi til banegården.
Vi kørte først til Køln, og her havde vi et ophold på flere timer. Klohs benyttede tiden til at drikke i, og vi andre stavrede omkring på den mægtige banegård. Hele 4. klasses ventesal samt en stor kælder var reserveret for militærets menige og underofficerer. Her lå soldaterne på bænke og gulvet i hundredvis og sov og ventede på togene.
For 50 Pfennig kunne man købe en skål suppe, dvs. når man rejste på orlov eller hørte til en transport. Suppen var god, og man kunne godt blive mæt af en sådan portion.
Ved aftenstid steg vi ind i toget, der gik over Dirren, Aachen, Herbestal til Liittig (Liége). Vi kom ind i vogne, der medførte civil befolkning.
Fritz Klohs kom straks i gang med nogle unge piger, der skulle til Aachen. Han havde en flaske vin i hver lomme. Dem drak de af, Fritz kyssede pigerne osv.
Toget holdt 5 minutter i Duren. Jeg mindes de mange smukke tegltage og den smukke domkirke, der ragede op over det hele. Her lå Johannes’ Ersatzbataljon 258.
Transport igennem og ophold i Belgien Da vi kom til Aachen, var der mørkt, men hen på natten nåede vi Herbesthal, grænsebyen mellem Tyskland og Belgien. Alt og alle blev underkastet et streng revision, så fik vi kaffe ved “Røde Kors”.
Det var damer, der uddelte den. De bad os om at synge en sang for dem, og vi stemte så alle mand i med: “Argonnerwald in stiller Nacht’’.
Ved 9 tiden om formiddagen var vi i Lüttig. Vi gik ind på banegården og ventede til kl. 6.43 om eftermiddagen. I denne tid sov vi nogle timer, gik lidt rundt i byen i nærheden af banegården.
Klöhs fandt straks et horehus i en smal sidegade, han fortalte om sin smudsige håndtering, da han kom tilbage.
Prostituerede kvinder på vestfronten
Kl. 6.43 rejste vi videre og var i Namur ca. kl. 10. Toget gik ikke længere. Vi gik banegården hen til den belgiske Ulankaseme og blev der om natten.
Dagen efter gik toget videre herpå eftermiddagen og kl. 8 om aftenen var i Maubeuge.
Vi gik så gennem porten og gitterværket i jordvolden og et par km uden for byen lå Ferriere la Grande. Her kom vi til en Ersatz Abteilung, dvs. en afdeling, der var oprettet til at sende udfyldningsmandskab til det svære artilleri. Adressen var Fuhs Art. Ersatz Abteilung II. II Batterie. Deutsche Feldpost 44.
Opholdet i Ferriere la Grande varede ikke ret længe, 10 dage i alt.
Vi lavede ikke meget i disse 11 dage. Vi havde nogen eksercits om formiddagen med nogle gamle 9 cm kanoner. Vi havde en del instruktion om brug af gasmasker af forskellig art, og ved et af Maubeuges forter, ‘Terriere la petite’. havde vi karabinerskydning med gasmaske.
Vi var indkvarteret i en skole. Der var franske lærere og lærerinder, der underviste børnene i et par af klasserne, medens vi lå i de øvrige klasser.
En aften, den 7. august var jeg med på en hestetransport. Vi fik hver 2 heste. Vi skulle hen til er hestedepot med dem. Det lå i nærheden af den belgiske grænse. Det hed Udasolve. Vi kom gennem en by der hed Colleret.
Vi red til at begynde med, men det varede ikke længe, før vi blev ømme af at sidde på de nøgne hesterygge, så vi stod af og trak dem.
Det var en transport, der varede 6-7 timer De kørte os tilbage på en vogn, og vi var i Ferriere la Grande om morgenen. Vi fik så lov at sove til middag.
Søndagen den 5. august gik jeg ind i Maubeuge. Jeg travede hele dagen rundt i byen for at få den rigtig at se. Den havde mest snævre gader.
Jeg købte lidt brød og en ost i en butik, og om aftenen gik jeg i biograf i Ferriere la Grande. En sådan forestilling kostede 10 Pfennig. De fremviste en film fre havet, der viste, hvorledes de tyske ubåde skød handelsskibe i sænk. Endvidere blev der spillet er cowboyfilm med Henny Porten i hovedrollen.
Privattryk, venligst stillet til rådighed af familien.
C.J. Beuck var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.
Stadig tættere falder granaterne omkring os; vi kaster os ned, og vi springer fremad. Endelig når vi venstre fløj af det kompagni, vi skal afløse.
3. deling bliver her tilbage; bitte små dækningsrum og granathuller er, hvad der er til dem.
Videre går det et godt stykke. I et betonhus, hvor grundvandet står højt, bliver 2. deling.
En sammenhængende linje findes der ikke. Den enhed, der skal afløses, er til dels allerede rykket ud. Tæt tåge ligger over jorden; man kan ikke orientere sig. Endelig finder vi det dækningsrum, hvor jeg og mine ordonnanser og en gruppe skal være.
Men 1. deling skal først være bragt på plads. Jeg beder indstændigt vor fører om nu at føre os derhen – men han indrømmer, at han ikke ved, hvor vi er. En skrækkelig situation!
Man kan ikke se 5 skridt frem for sig. Jernstumper, jordklumper, sten, betonklodser hvirvler gennem luften. Efter endeløs søgen finder vi indgangen til en minegang under banedæmningen Roulers-Ypern; her er der lavt, trykkende, fugtigt, men temmelig bombesikkert.
Sanitetsfolkene og maskingeværskytterne mukker over, at de ikke kan beholde stedet selv, men 1. deling skal altså med ind. – Efter lang flakken omkring finder jeg mit dækningsrum igen.
I mellemtiden er morgenen den 6. august brudt frem. Med optrukne ben og stive lemmer sidder vi og venter – og venter – på hvad?
Tidligere gik det fremad med frisk gå-på-mod; nu er krigen blevet til en materiale-kamp, et artillerislag. Den ene time går efter den anden, den ene dag efter den anden. Først når tusmørket sænker sig, løsnes den trykkende resignation.
Jeg inspicerer kompagniafsnittet, jeg besøger delingerne, tager imod meldinger om, hvad der er sket i løbet af dagen, om sundhedstilstanden, om sårede o.s.v. I løbet af natten indtræffer transportenheden: udsøgte, uforfærdede folk; de har en hård tjeneste, tungt belæsset med jerndragere, levnedsmidler, håndgranater må de ofte passere spærreild-zonen, men hos os er de altid velkomne.
C.J. Beuck var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.
Om aftenen den 4. august bliver regimentet afsendt fra banegården i Rumbeke. Toget kører over Roulers til Vierkavenhoek, vi er tæt på kampzonen. Efter en timelang march indtræffer vor bataljon i “Flandernstillingen”, tredje kamplinje. Kun let udgravede skyttegrave strækker sig over højdedraget.
Vi mærker snart, at vi er kommet til et hovedkampafsnit af fronten, uafladeligt skyder kanonerne, der hersker en livlig flyveraktivitet.
Vi hører om de foregående dages kampe. Efter at englænderne den 31. juli har løbet vor 1. linje over ende i buen omkring Ypern, ligger vore enheder ude foran i sej kamp i granathuller og beton-dækningsrum. Sump, morads, vand – det er Flandern.
Vi mærker, at det ikke er lette dage, vi står foran. Men vi er jo ild-prøvet og – vi er vant til at gøre vor pligt; vi vil også gøre det denne gang. –
Allerede om aftenen skal vi i 2. stilling, “Wilhelm-stillingen”. Det er en opmarch, som vi er vant til fra høj 304 og høj 100 [ved Verdun, hvor regimentet tidligere lå, RR]; I enkeltkolonne går det fremad ad en fodsti, der slynger sig mellem granathullerne.
Kun få ord bliver vekslet. De uopholdelige lyskugler, der hvisler på vej op og langsomt synker igen, oplyser vor vej; man hører kun læderets knirken, skanseredskabernes klapren, gasmaskens slasken og den uhyggelige torden fra utallige kanoner.
Jeg går som så ofte før i spidsen af mit kompagni, idet jeg følger efter den stedkendte fører fra 94erne, som vi skal afløse.
Endelig rager et lille betonhus ud af mørket. En stemme råber os imøde: “Er det 5. kompagni?” “Javel, hr. kaptajn.” Det er vor bataljonsfører, kaptajn Soltau. Jeg lader holde et kort hvil. Hastigt flyver ordene frem og tilbage – intet overflødigt, kun det nødvendige, saglige bliver sagt.
Kaptajn Soltau fortæller mig, at løjtnant Nissen, føreren af vor 1. deling, der skulle overtage det nye kompagniafsnit, er faldet – det går mig meget på! Allerede en død, før vi overhovedet er i stilling. –
Så følger meddelelse om situationen foran fjenden, til sidst nogle opmuntrende ord om at skulle være på vagt og holde ud, et fast håndtryk og: “Alt godt for jer derude foran!” – så går det ellers fremad igen.
Jeg tænker, at her skal det nok være tilladt med et par ord om kaptajn Soltau. I erindring for alle dem – officerer, underofficerer og manndskab – som har stået under kaptajn Soltau i II bataljon, vil han leve videre som typen på en ægte tysk officer. Han var helt igennem soldat, uselvisk, uforfærdet og med en ubestikkelig retfærdighedsfølelse; altid besjælet af viljen til at nedkæmpe fjenden under hensyntagen til mest muligt at skåne egne tropper; gennemsyret af den strengeste samvittighedsfuldhed og jernhård pligtfølelse krævede han meget af os, men skånede ikke sig selv.
Det, som forlenede hans ordrer med det rette eftertryk, var hans personlige eksempel. Jeg erindrer ikke nogensinde at have bemærket et tegn på frygt eller svaghed hos ham. Tanken om selv at sidde i et bombesikkert dækningsrum, mens hans bataljon lå under svær ild, var utålelig for ham. Vi kunne være helt sikker på, at han, så snart det var ham muligt, , kom ud foran for at inspicere stillingen og personligt overbevise sig om, hvordan det gik os.
Vi stolede ubetinget på hans føring. – Således gik vi også den nat i en stilling, der knap kunne kaldes stilling, i den faste overbevisning, at han ville gøre sit for at lette opgaven for os.
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om Det tredje slag om Ypres (Passchendaele), som tyskerne kalder Flandernschlacht. Næsten en halv million briter og franskmænd gik til angreb på de tyske stillinger og gjorde i begyndelsen gode fremskridt – men regnen og mudderet satte snart en stopper for den videre fremrykning. Hjemme i Tyskland udbryder der mytteri på krydseren SMS Prinzregent Luitpold. Også i den russiske hær hørte mytterier og lydighedsnægtelse til dagens orden. Alligevel gjorde den russisk-rumænske offensiv ind i det besatte Rumænien fremskridt.
Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.
(… fortsat)
Dage i Stilling vekslede nu med Ro i Landsbyerne i Baglandet. Var vi i Ro, blev der ekserceret med os for at holde Disciplinen vedlige. I Stilling havde vi det betydeligt bedre. Stillingerne var rolige. Der var kun lidt Skyderi.
Een Gang til blev vi alarmeret. Vi var i de tidlige Morgentimer blevet afløst og marcherede fra Stillingen – til en af Landsbyerne – langt tilbage. Det var en lang Marchtur. Vi nåede først over Middag Bestemmelsesstedet.
Vi var fuldstændig færdige af Træthed. Vi kunde næsten ikke mere gå på vore Ben, men sultne var vi, og der var mange Høns i disse Egne – „Kochgeschirraspiranten“, som vi kaldte dem. Vi sluttede os 2-3 eller 4 sammen, travede rundt på vore ømme Fødder og fik ”besørget” Høns. Så blev disse plukket, og Indvoldene taget ud. Det var et uvant Arbejde.
Vi fik lavet et provisorisk Ildsted i Læ af et Hegn, Hønen puttet i et Kogekar, og så skulde det snart blive til en dejlig Hønsesuppe. Det varede heller ikke lange, før Fedtøjnene viste sig. Vandet løb sammen i Munden på os. Det skulde vel nok smage.
Trætte var vi, usigelig trætte, men først vilde vi spise og så endelig tage os en ordentlig Lur. Den løb jo ikke bort — vi var jo i Havn.
Imens var det blevet Eftermiddag, Hønsesuppen var færdig. Vi skulde til at tage Kogekarret af Ilden, da en Ordonnans kom løbende og råbte „Alarm“ — om 10 Minutter færdig til Afmarch.
Først var vi som lamslåede, men så gav vi Luft for vor Harme. Det var ikke blide Ord, der faldt. Jeg har aldrig hørt nogen bande så nederdrægtigt, som vi gjorde det de næste 5 Minutter. Der var ikke een indenfor de „ansvarlige”, som ikke fik sig en ordentlig Omgang. Det havde sikkert været nok til at blive idømt Fæstning, hvis det var blevet meldt.
Lettede gjorde det unægteligt i Øjeblikket, men det hjalp nu ikke. 10 Minutter er kun en kort Tid, når man skal have alt pakket, og når man skal forlade Stedet for aldrig mere at vende tilbage dertil. Suppen var skoldhed. Det var umuligt, at få en Skefuld ned. Jeg ved ikke, om nogen kan forestille sig, med hvilke Følelser vi hældte det hele i Grøften. Det var næsten ligeså trist, som at følge en af sine kære til det sidste Hvilested.
Men Tanken om at skulle marchere hele den lange Vej tilbage igen var ligeså deprimerende. Det varede 20 Minutter, inden vi alle var til Stede og kunde begynde Marchen.
Jeg tror ikke, at Tilskuerne har fået Indtrykket af, at det var kampbegejstrede Tropper, der drog af Sted mod Fronten, hvorfra Kanontordenen kunde høres. Det var nærmest et Sørgetog.
I Begyndelsen gik det nogenlunde, men efterhånden kunde vi ikke mere. Kompagniføreren gav omsider Ordre til at søge Plads på Geværvognene. Der er ikke megen Plads på Maskingeværvognene. På alle mulige og umulige Måder forsøgte vi at komme til at sidde. Jeg fik Plads helt inde på Vognstangen og måtte holde mig fast ved Vognen for ikke at falde ned. Så længe det gik i Skridt, kunde det jo nok gå an. Men da det blev mørkt, og vi var kommen ind i et Område, der kunde beskydes, blev der kommanderet „Carrache“ . Hestene fik Pisken, og nu gik det i Galop over Stok og Sten og gennem Granathuller.
Jeg havde alle Kræfter behov for at holde mig fast ved Vognen for ikke at blive slynget ned under den, men næsten værre endnu var det med Hestehovene. Øjnene fulgte som hypnotiseret Hestenes Bevægelser. Bagbenene gik op og ned, og Hovene hver Gang i betænkelig Nærhed af mine Ben. Hvor længe vilde det gå godt? Hvornår vilde Slaget komme, der fik mig til at lande under Vognen og dermed også under de efterfølgende Heste og Vogne? Det var et eneste Mareridt, som jeg aldrig vil glemme, men en højere Hånd bevarede mig for den Skæbne, som jeg ustandseligt havde for Øjnene. Jeg slap fra det med Livet i Behold.
Ved et Ophold undervejs tabte vi vor Geværfører. I et Ærinde forsvandt han i Mørket. Der fortaltes bagefter, at han havde skudt sig selv i Hånden. Jeg har aldrig set ham eller hørt om ham siden. Hvis det passede, er det jo nok blevet en alvorlig Sag for ham. Sådan noget blev ikke dømt mildt.
Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov gik han gennem Vadehavet mod nord, men for vild og blev fanget den 26. maj. Han blev den 30. juli 1917 idømt 5 år og 3 måneders fæstningsarrest.
Et Par Dage derefter kom der en Underofficer og en Korporal, som skulde føre mig til den belgiske Klippefæstning Hyi ved Meusefloden mellem Liege og Namur.
Der var det ikke godt at være. Kommandanten, en etatsmæssig Feldwebel, kaldte vi „Løven fra Hyi“ . Han chikanerede os både Dag og Nat. Maden bestod af ganske tynd Vandsuppe, kogt på Gulerødder og Kålrabi.
Om Dagen sad vi nede i Kasematterne og syede Sandsække, eller også skulde vi slæbe Kul op til Fæstningen; et meget hårdt Arbejde, som det næsten var umuligt at holde til med vor knappe Madration.
Heldigvis blev mit Ophold her kun 3 Uger. Fæstningen blev snart helt overfyldt. Det mærkedes, at der efterhånden var ikke så få ved Fronten, som ikke ønskede at være med mere.
Jeg blev tildelt en Transport, som skulde til Fæstningen Danzig. Det var jeg glad for. Hellere til Danzig end til Køln eller Bochum, hvor Fangerne kom til at arbejde i Kulminerne.
En bayersk Feldwebel og en Underofficer skulde lede vor Transport. Da vi var kommet ned fra Fæstningen, lod Føreren gøre Holdt og udtalte da, at han ikke håbede, nogen af os vilde flygte under Turen. Så skulde han i øvrigt ikke gøre os nogen Fortræd.
Vi 20 Mand kom så i Toget og rejste i 3 Dage, naturligvis i låset Kupe, og Vinduerne måtte ikke åbnes. Om Natten Kl. 2 holdt vi stille på Lehrter Banegård i Berlin. Der var stuvende fuld af Mennesker alle Vegne.
Da vi lidt efter kørte videre, talte Feldwebelen os, hvad han forøvrigt gjorde af og til. To Mand manglede; væk var de, og væk blev de; det var to Berlinere, som havde set deres Snit til at forsvinde, hvordan, blev ikke opklaret. Nå, men vi andre kom alle til Danzig.
C. Beuck var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa.
Mens vort regiment i de varme sommermåneder 1917 lå i skyttegraven i Champagne voran St. Marie-à-Py, gentog sig næsten daglig i de sidste uger af juli meldingen fra den øverste hærledelse: “Over vore stillinger i Flandern ligger der heftig trommeild.”
Da nu det i nogen tid verserende rygte om snarlig afløsning blev til virkelighed, sagde vor flerårige erfaring, efter hvilken vi altid var dér, hvor det fik hedest til, at det nu nok skulle gå til Flandern; vort håb om igen engang at komme til Rusland, som vi havde næret siden vor offensiv i sommeren 1915, blev ikke opfyldt.
Efter nogle dages hvil i egnen omkring Charleville, stod II bataljon den 2. august om aftenen rejseklar på godsbanegårdens rampe i nævnte by. Over Hirson, Avesnes, Mons, som vi den 23. august 1914 havde hjulpet med til at erobre, gik det ind i Flandern. “Iseghem” – sådan står der skrevet med store bogstaver på den banegård, foran hvilken vi sent om eftermiddagen den næste dag gør holdt.
Vi stiger ud og strækker de stive lemmer. Efter et længere hvil bliver der trådt an.
Gennem den mørke nat marcherer vi ad en fortræffelig vej til Abeele; her bliver drejet af til venstre; II bataljon kommer i kvarter i Ouckene, I og III bataljon i Rumbeke. –
Velgørende, næsten hjerteligt er civilbefolkningens modtagelse; vi bliver optaget som var vi landsmænd; dertil kommer, at man forstår hinanden godt; det flamske lyder jo som vor plattyske dialekt. –
Vi kan ikke forbavses nok over landets frugtbarhed; ikke en plet er udyrket. Befolkningen er uhyre flittig, nøjsom og solid. Alle forbavses over husmødrenes renlighed; forstue og køkken, der har flisegulv, bliver vasket og skrubbet to gange dagligt – det var næsten for meget for os!
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juli 1917 ankom han til fronten ved Ypres. NB: Mht datering af denne begivenhed, se nederst i opslaget.
I 4 Døgn var vi derude i forreste Stilling, saa kom vi tilbage og laa nu i tredie Stilling. Dér havde vi det nogenlunde godt; men en Aften fik vi Ordre til, at vi skulde forudfor at rydde Skyttegrave op, da Englænderne næsten havde jævnet dem med Jorden.
Vi stillede Kl. 12, men maatte vente til Kl. henad 4, før Artilleriilden sagtnede lidt, saa vi kunde gøre os Haab om at slippe ud. Vi var alle bevæbnede hver med en stor Spade, og desuden havde vi vore Gasmasker med, ellers intet.
Da vi næsten var derude, gik vi over et Jernbanelegeme.
Jeg sagde til min Formand: „Hvad er det? Jeg synes, det lugter efter Gas.” „Aa Snak,” sagde han, „det er ikke Gas, det er Krudtlugt, og saa naturligvis Lugten fra alle de Lig, der ligger herude fra Stormen, som du kan mærke.”
Men jeg blev ængstelig og fik Gasmasken frem og gik med den i begge Hænder. Næppe var jeg blevet færdig med disse Forberedelser, før Gassen var der; jeg smækkede Gasmasken for mit Ansigt og var reddet; men sikken et Virvar, der blev i Kompagniet. Alle Mand vendte om og styrtede tilbage.
De rev hinanden over Ende, stødte Gasmaskerne fra hinanden, mens de under Jammer og Skrig løb tilbage, saa hurtigt de kunde.
Jeg var kravlet op og havde sat mig paa Kanten af Skyttegraven; thi naar man kan sidde eller staa stille, kan man sagtens hive Vejret gennem en Gasmaske; men skal man gaa eller løbe, er det forfærdeligt.
Omsider listede jeg af bagefter de andre. Da jeg kom hjem til den Hule, hvor vi boede 8 Mand, var der kommet en Mand før mig. Vi turde ikke tage Gasmaskerne af, for Gassen trængte ind i alle Huler, men vi fik fat i noget Træuld og tændte Ild i den, saa tog Ilden og Røgen de giftige Gasarter, og vi kunde uden Fare tage Gasmaskerne af. Det gjorde vi. Vi saa paa hinanden, men sagde ikke ret meget, vi havde en Følelse af, at der var sket noget alvorligt.
Lidt efter lidt kom alle Kammeraterne paa én nær. Jeg sagde, jeg vilde med det samme ud at søge efter ham, og straks var der én, som vilde med. Vi gik ud at søge, men kom ikke ret langt, før vi hørte en klagende Lyd inde fra en lille Hule, og da vi kom derind, sad Kammeraten der syg og grædende. Han havde slugt noget af den farlige Gas.
Vi fik ham øjeblikkelig hen paa Forbindpladsen til Lægen, og dér mødte os et frygteligt Syn. I lange Rækker laa Kammeraterne paa Jorden, vridende sig i de forfærdeligste Smerter, staalblaa i Ansigtet og med en blodblandet Fraade staaende ud af Munden. Den første, mit Øje faldt paa, var en lille, ung Kammerat nede fra Holsten. Jæger var hans Navn. Jeg traadte hen til ham og sagde: „Jamen Jæger, er det dig?”
„Ja, det er mig.”
„Kan du kende mig?”
»Ja, Jeg kan kende dig, Poulsen, og jeg skal dø, og jeg kan ikke dø,” stønnede han fortvivlet.
Jeg kastede mig paa Knæ ved Siden af min stakkels unge Kammerat, bad med ham og for ham og hviskede ham min Frelsers Navn og Forjættelser ind i Øret, og, jeg haaber til Gud, ogsaa ind i hans Hjerte. Saa tog jeg den lille, spinkle Kammerat i min Favn og vilde ile de ca. 500 m hen til den store Forbindplads med ham, hvor de havde et ofte anvendt Middel, med hvilket de kunde læske Staklerne; men ak, jeg kom ikke langt, før han drog sit sidste Suk, og saa maatte jeg lægge hans afsjælede Legeme ned ved Siden af Fodstien og løbe tilbage.
Jeg sprang ind til Lægen, som gik inde i det bombesikre Betonunderstade, og sagde: „Men, Hr. Doktor, har De da ingenting, vi kan læske vore stakkels Kammerater med?”
Den unge Læge gik i dybeste Fortvivlelse frem og tilbage og svarede: „Ak, Poulsen, vi har ingenting, slet ingenting, kun noget Mineralvand, som ganske vist kan læske for et Øjeblik; kan De faa de sunde Kammerater sat i Gang med det, saa gør det.”
Jeg sprang atter ud og raabte til de sunde Kammerater, at de skulde skynde sig at faa Kasserne med Mineralflasker ud, slaa Halsen af Flaskerne og saa faa lidt hældt i Munden paa vore stakkels Kammerater, for Lægen havde sagt, at det kunde læske et Øjeblik.
Selv gik jeg fra Mand til Mand, bøjede mine Knæ ned ved dem, bad for dem og med dem og talte til dem om min Frelser, og mit Haab er ogsaa til Gud, at det fandt Vej ind i Hjerterne. Jeg fik mangt et taknemmeligt Blik, men fik ogsaa mangt et fortvivlet Blik at se.
Det var en rædsom Morgenstund. I Løbet af to Timer havde vi mistet 200 Mand i vor Bataillon.
Poulsen er ikke flittig til at angive dato, og nedenstående beretning handler muligvis om et gasangreb den 24. juli 1917. I hvert fald er der registreret gasdræbte sønderjyder fra IR357 den pågældende dag. Vi er altså muligvis en uge for sent med den.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. I juni 1917 lå regimentet i Siegfriedstillingen ved det ødelagte slot Havrincourt. Det var et helt andet og moderne forsvarsværk end de gamle skyttegravsstillinger. Briterne lå tæt ved.
Med særligt mod og succes blev der natten mellem 1. og 2. august gennemført en patruljeoperation fra 10. kompagni. Fra kompagniets feltvagt var der kommet melding om, at en fjendtlig patrulje på ca. 20 mand opholdt sig i forterrænet.
Straks gik en enhed under ledelse af kompagniføreren løjtnant Becker frem. Endvidere deltog løjtnant Nissen, sergent Salostowitz, landstormmand Köster og füsiliererne Jäckel, Schernekau og Thiel.
Den meldte patrulje fandt de ganske vist ikke, men vende om med uforrettet sag ville de heller ikke. De opdagede et hul i pigtrådsspærringen, kravlede igennem og arbejdede sig gennem endnu en hindring.
Forpostgraven bliver nået og passeret, bag ved den var der en busk, ved hvilken der både om dagen og kort forinden var observeret englændere. Altså en standplads. Hurtigt bliver busken omringet, men intet rørte sig, intet var der at finde i busken andet end … en latrin. Ny skuffelse!
Men stadig ingen lyst til at vende om. Forsigtig tilbage til forpostgraven; to poster bliver ladt tilbage ved hullet i spærringen.
De to officerer samt Salostowitz og Schernekau går nu opret som englændere, med våbnene på ryggen langs med bagsiden af forpostgraven. Ved det femte skulderværn bliver de anråbt. En dobbeltpost, Becker råber nogle beroligende engelske ord til dem, så et spring ned i graven med pistolen for panden af dem, men englænderne er nogle barske fyre, de kan ikke bevæges til at komme med.
Da flyver en håndgranat over skulderværnet og eksploderer under gruppen. Løjtnant Nissen bliver såret i baghovedet. Nu er det tid!
Hans modstander vægrer sig stadig; han bliver skudt ned. Nu bekvemmer den anden, der også er såret, sig til at komme med. De to officerer bringer ham til hullet i spærringen, hvor de finder de to poster forladt. Men hvor er de to folk? Umuligt at finde dem, for den fjendtlige grav er allerede arlarmeret, håndgranater brager og maskingeværild knalder bagefter. De to forbliver savnet; de er formodentlig truffet af håndgranater og som sårede faldet i fjendens hænder.
Mads R. Dahl, Sillerup pr. Fjelstrup, var hjemme på orlov efter næsten halvandet år som soldat i august 1917.
“Die Disciplin bei der Truppe geht zu Teufel!”
1 August 1917 var jeg hjemme paa min første Orlov efter min Indkaldelse i Marts 1916. Jeg var staaet af Toget i Vojens for at tage min Kæreste med hjem til min Mor i Sillerup. Paa Vejen til Amtsbanegaarden i Haderslev besørgede vi en Del Ærinder, gik Arm i Arm, som forlovede plejer at gøre, uden at skænke Omgivelserne større Opmærksomhed.
Ved Markedspladsen ser jeg nok, at der kommer en Officer paa det modsatte Fortov, men jeg lader som intet og bøjer mig ned over Kæresten, saa jeg intet kan se. Saa lyder det „Hei, Sie da!“. Raabet gentages, men jeg regner dog ikke med, at det er mig, det gælder.
Til al Uheld er der en civil forbipasserende, der gør mig opmærksom paa det: „Det er vist dig, han vil have fat i“, siger han paa godt Jydsk og peger over paa Officeren, der gentager: „Kommen Sie mal her!“.
Jeg maatte saa springe over Gaden og staa ret ud for Nissens Gæstgivergaard. Og nu kan det nok være, at jeg fik læst Teksten. „Om jeg ikke havde lært at hilse paa militær Vis!“. „Undskyld, men jeg havde ikke set Herren”.
„Hvor jeg kom fra?“. Saa meldte jeg blot: „Kanoner Dahl fra Fronten paa Orlov“.
„Ja, jeg skal give ham Orlov”, sagde han. „Afdeling og Nummer ved Fronten?”
– Nu maa her indskydes, at vi netop gik med oprullede Skulderstropper i denne Tid paa Grund af Spionfare, og det var blevet os paalagt ikke at røbe noget. Paa hans Forespørgsel kunde jeg kun svare, at det var forbudt at sige noget.
Saa kom den Bemærkning, jeg bruger til Overskrift; om jeg dog ikke kunde se, at han var Officer? Til ham maatte vi altid tale.
Og Manden blev mere og mere rasende, og da han jo ikke netop talte sagte, samlede der sig efterhaanden et lille Opløb omkring os. Imens stod han med venstre Haand paa Sværdhæftet, saa Spidsen af Sværdet pegede lige mod en af Ruderne i Gæstgivergarden. Mens han skældte ud, kunde jeg ikke lade være med at ønske, at han vilde træde lidt tilbage, saa Ruden vilde knuses. Han traadte da ogsaa tilbage, men Skeden ramte Gesimsen, saa det gav et Sæt i ham. Det var ærgerligt.
Nu syntes han vist, det kunde være nok, for nu havde der efterhaanden samlet sig Folk nok, som havde set ham i al hans Vælde. Efter en sidste Skylle, der gik ud paa, at jeg var et forstokket Frontsvin, gav han mig Ordre til at melde mig paa Kasernen, saa skulde han nok faa at vide, hvad han ønskede, og sørge for min videre Orlov.
Efter et skarpt „Abtreten” snurrede jeg omkring, gjorde det selvfølgelig ikke godt nok og maatte tilbage i Rendestenen to Gange, inden han var tilfreds. Med et „Nach der Kaserne”, fik jeg endelig Lov til at slippe. Jeg fik lige hvisket til Kæresten, at hun blot skulde gaa til Banegaarden, saa vilde jeg komme senere. Jeg gik et Stykke i Retning af Kasernen, indtil jeg paa det andet Fortov mødte et Par Soldater. Jeg lod som intet, sluttede mig til dem og gik i rolig Gangart om ad Jomfrustien og derfra til Banegaarden. Senere mærkede jeg ikke mere til den Historie.
Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.
Imens kom også de sidste fremstormende Styrker i Dækning. Vor Kompagnifører, som sammen med Ordonnansen var gået frem i Grøften ved Landevejen, havde fået et Skud gennem Halspulsåren og var død.
Kommandoen blev overtaget af den næste Officer, en yngre Løjtnant.
Han havde imidlertid også fået Besked på, at der Klokken 8 skulde angribes og fik derfor samlet Kompagniets Mandskab. Derefter begav vi os på Vandring i Retning mod Floden, det eneste Overgangssted. Der skulde være et stort Træ, som var faldet således, at Toppen nåede den anden Flodbred. At nogen skulde kunne nå over, var meget usandsynligt, når man tager i Betragtning, at Russerne lå 70 m ovenover på Højene. Efter hvad man havde fortalt os, var det hidtil heller ikke lykkedes. Enhver, der havde vist sig på Stammen, var blevet ramt, faldet ned i Floden og druknet. Vi var naturligvis ikke glade for Situationen.
Undervejs traf vi vor M. G. O., Overløjtnanten, som havde Kommando over Regimentets tre Maskingeværkompagnier.
„Hvor skal De hen?“, spurgte han Løjtnanten.
Løjtnanten gav Melding. „Er De blevet tosset, Mand”, skreg Overløjtnanten. „De søger med det samme Stilling til Deres Geværer i Hus eller Have og holder Fjendens Skyttegrav under Ild, sålænge Aktionen varer.”
Hvor blev vi lettet! Vi takkede Forsynet, der lod Overløjtnanten krydse vor Vej. Vi var ikke lange om at forsvinde. Hvert Gevær blev anbragt i en gunstig Stilling. Vi søgte ind i et Hus, fra hvis ene Vindue vi havde den bedste Udsigt og frit Skudfelt mod Fjendens Stilling. Vi fik slæbt Borde hen til Vinduet og fik Maskingeværet stillet op med Mundingen ud i det fri.
Klokken 8 blev der Uro, og Skyderiet begyndte. Maskingeværerne rasede, og langs med Kanten af den russiske Stilling sprøjtede Sand og Jord fra de utallige Projektiler, som slog ned der. Hvad der foregik nede ved Floden, kunde vi ikke se, men i vor Synskreds kom ingen Tropper frem.
Pludselig begyndte det russiske Artilleri at beskyde Byen med Sprang- og Brandgranater. De havde opdaget Maskingeværrederne.
Flere Ejendomme, almindelige stråtækte Huse, gik op i Luer. Også vi måtte retirere ud i en Majsmark. Vor Geværfører var forsvundet. Efter en Times Tid flovede Ilden af til spredt Geværild. Angrebet var ikke kommet i Gang. Der var sikkert ikke kommet nogen over Floden, hvad vi heller ikke havde ventet.
Vi søgte nu efter vor Geværfører og fandt ham i en Kælder i en af Naboejendommene. Han var en stor kraftig Fyr, Slagter fra Køln, og sikkert ingen Kujon i almindelig Forstand. Han havde varet med fra Begyndelsen i Sept. 1914, og Nerverne var ikke mere helt, som de skulde vare. De var i Årenes Løb blevet tyndslidte.
Jeg tror, at mange har gjort den Erfaring, at Års Frontindsats tog på Nerverne, og at Nerverne til Slut ikke mere var de samme som i Begyndelsen. Jeg ved i hvert Fald af Erfaring, at man kunde tage Begivenhederne med Ro, – men efterhånden, som Årene gik, kostede det Anstrengelse at bevare Roen.
Vi undersøgte nu Ejendommen og Kælderen. Der fandtes Sække fulde af det fineste Mel, der var Svin i Stalden og Høns i Hønsegården. Befolkningen var borte. Køer og Heste løb rundt på Marken og i Haven. Vi fik fat i en Gris på en ca. 60-70 Pund, og Slagteren måtte i Funktion.
Vagtposterne måtte om Natten også passe Køkkenet. Der blev bagt Pandekager, stegt Flæskesteg og kogt Kartofler.
Og Desserten hang på Træer. Ja — du ler. Men ikke desto mindre er det sandt. Naboejendommen var brændt ned, efter at den var skudt i Brand af Russerne. Få Meter fra Huset stod et stort Træ, fyldt med de dejligste Æbler. Den stærke Varme fra Branden havde gennemstegt Æblerne så fuldkommen og så fint, som ingen Ovn kunde have gjort det. De var fine, runde, skare og velsmagende, og vi behøvede bare, at plukke dem. Den Tid har altid stået for mig, som om vi havde været i Slaraffenland.
Men desværre udeblev Følgerne jo ikke. Vi var jo ikke vant til så fed, rigelig og god Kost, for vi tog godt for os af Retterne. Vi fik allesammen Dysenteri.
Den næste Dag skulde vi have haft Hønsesuppe. Vi havde jo lukket for Hønsegården. Men — uha —, da vi kom, havde der varet ubudne Gaster. Vi fandt kun Hønsehoveder, men det tog vi ikke så tragisk. Der var jo nok andet.
Men hvor lange var Adam i Paradiset? Det gode varer aldrig ret lange ad Gangen. Vi fik snart en ny Stilling.
To af dagens faldne er angivet som faldne i Sverige! Hvordan kan det lade sig gøre? Erik Sommer har set på sagen.
Af Erik Sommer
Bornholms Tidende, 31. juli 1917, side 2 Frygtelig Søulykke. En svensk Damper sejler en tysk Damper i Sænk. Den tyske Dampers Besætning, antagelig 20-30 Mand, omkommet paa nær en.
Stockholm, Tirsdag. En stor søulykke har i Nat fundet sted udfor Dalarö. Den svenske Damper “Bergvik”, paa Rejse fra Landsort til Dalarö, løb i Nærheden af sidstnævnte Sted med fuld fart mod den tyske Damper Ingrid Horn”, der laa for Anker.
Den tyske Dampers Besætning, antagelig 20-30 Mand, er rimeligvis omkommet med Undtagelse af en Mand.
Desuden omkom to paa den tyske Damper værende Lodser. “Bergvik” fortsatte Rejsen mod Stockholm. Nærmere Enkeltheder mangler.
– – –
Samme telegram blev samme dag bragt i 26 andre danske aviser.
De følgende dage bragte flere aviser mere nyt om forliset.
Således skrev Nationaltidende, 2. august 1917, morgen-udgave, side 4, bl.a. følgende:
Da den tyske Malmdamper blev sendt ned.
Om den frygtelige Søulykke i Nat ved Dalarö meddeles, at det Mandag var diset, og at hele Farvandet efter Solnedgang indsvøbtes i uigennemtrængelig Taage.
Sammenstødet var saa heftigt, at den tyske Damper sank paa knap to Minutter, saa den svenske Damper ikke kunde bringe Hjælp. Det ser ud, som om Tyskeren havde faaet sine Baade i Søen; man har nemlig fundet tre ilde tilredte Redningsbaade, og i en af dem de to omkomne svenske Lodsers Tasker.
Saa vidt man hidtil har kunnet skønne, skyldes Ulykken mangelfulde Signalanordninger paa Ingrid Horn. Den reddede Matros taler ogsaa om Petroleumsmangel om Bord. Bergvik nærmede sig med halv Fart og saa kun een hvid Lanterne, som hos Damper for Anker. Da man senere opdagede ogsaa en rød, slog man fuld Bak, men for sent. Ingrid Horn synes at have gaaet for fuld fart mod land, muligvis for at redde sig ved at gaa paa Grund. Ingrid Horn har gået paa svenske Havne i flere Aar, nu havde den fuld Malmlast fra Luleå til Tyskland.
(Samme artikel blev bragt i Ribe Stifts-Tidende, den 3. august 1917).
– –
Monumentet på Løjt Kirkegård for sognets faldne under første verdenskrig fortæller om 96 mænds skæbne.
For Wilh. Marckmann står der på mindestenen: Født 2.6.1870. Død 1.8.1917 i Sverrig.
Men Sverige, svensk jord, var jo ikke en krigsskueplads ?
Nej, men Østersøen og svensk farvand var.
Forklaringen på “død i Sverrig” er, at Wilhelm Marckmann var med på ovennævnte “Ingrid Horn”, og at han druknede ved forliset. Datoen 1.8.1917 på stenen er forkert. Ulykken skete dagen før, 31.7.1917.
Også Hans Georg Max Becker, som mindes på tavlen i Skt. Nicolai Kirke i Aabenraa, omkom. Hans Becker var maskinist på skibet. Hvilket Ribe Stifts-Tidende oplyste den 7. august 1917.
Importen af svensk jernmalm var vigtig for den tyske krigsindustri. Så vigtig at England sendte undervandsbåde ind i Østersøen, hvor de opererede fra russiske baser.
Disse engelske ubåde havde de første år en vis succes med at sænke tyske fragtskibe. (Teknikken var at dykke op, true med beskydning og dermed kræve at fragtskibets besætning gik i redningsbådene. Derefter blev skibet sprængt, så en kostbar torpedo blev sparet).
Af frygt for engelske ubåde sejlede ‘Ingrid Horn’ indenskærs i svensk farvand, hvor det var muligt.
I oktober 1915 blev 7 tyske fragtskibe sænket, og yderligere 2 skibe blev beskadiget.
I 1916 indførte tyskerne et konvoj-system for fragtskibene på de åbne strækninger i Østersøen, og derefter mistede man ikke flere fragtskibe til ubådene.
‘Ingrid Horn’ var et 89 meter langt skib, bygget af stål i 1901/1902. ‘Ingrid Horn’ var civilt, men begge de 2 nævnte sømænd blev betragtet som ofre for krigen, og blev dermed nævnt på mindesten / mindetavler.
Den tabte last malm i ‘Ingrid Horn’ må have rummet mere jern end alle de omsmeltede slesvigske kirkeklokker.
Kollisionen mellem ‘Ingrid Horn’ og ‘Bergvik’ var voldsom og dramatisk: ‘Bergvik’ vædrede ‘Ingrid Horn’:
S/S Bergvik, som sejlede med halv fart pga. tågen, så kun Ingrid Horns top-lanterne, og troede derfor, at det fremmede skib lå for anker. For sent opdagede man, at det var et skib i fart, og på kollisionskurs. Der blev på Bergvik slået fuld bak og givet signal med dampfløjten. Bergvik rammer midt på Ingrid Horns bagbordsside. Bergviks stævn trænger 3 meter ind i Ingrid Horns skrog.
Ingrid Horn begynder straks at synke med Bergvik siddende fast i skroget. I sidste øjeblik får Bergvik trukket sig fri, og vandet trænger da endnu hurtigere ind i Ingrid Horn.
Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.
Den 29. Juli nåede vi Wasylkowice, en lille Landsby ikke langt fra den gamle Grænse mellem Galizien og russisk Ukraine. Grænsen dannedes her af Floden Sbrucz, en Biflod til Dnjestr. På den russiske Side af Floden havde Russerne besat forberedte Stillinger, og det lykkedes ikke Stødtropperne at forcere Floden.
I Wasylkowice kom vi i Kvarter, men allerede Natten fra den 30. til 31. blev vi alarmeret og marcherede videre.
Vi skulde afløse Stødtropperne. I Morgenskumringen nåede vi en lille By ca. 2 km fra Fronten. Da vi gjorde Holdt, opdagede vi et stærkt ramponeret Olieraffinaderi. Vi kunde ikke modstå Fristelsen at forsyne os med Olie, som Kælderen var fyldt med. Olien kunde jo bruges til at stege Kartofler i. Fedtstoffer var jo en meget efterspurgt Vare i 1917.
Inden Kompagniet var samlet og kunde fortsætte Marchen, var det blevet lyst, men Tåge lå endnu over Markerne. Da vi var kommet ud af Byen og ud i frit Terræn, begyndte de første Solstråler at titte frem over Højene foran os. Det varede ikke længe, for Tågen forsvandt.
Vi kunde nu overse Terrænet, der foran os var fuldstændigt fladt, med modne Rug- og Hvedemarker. I en Afstand af ca. 1500-2000 m lå en mindre Landsby med spredt Bebyggelse mellem Træer, Buske, Haver og Majsarealer. Det var det nærmeste Sted, hvor man kunde finde et Skjul.
På den anden Side af Byen, bag Floden Sbrucz, steg Terrænet ca. 70 m stejlt op. På den øverste Kant af Højene lå de russiske Stillinger. Russerne havde altså højt oppefra fri Udsigt over hele Terrænet.
Så snart Solstrålerne havde fået Tågen til at lette, begyndte Geværprojektiler at pibe i Luften og klaske ned omkring os. Vi søgte ind i Kornmarkerne og gik spredte frem. Det vil sige, vi gik ikke, vi løb, vi løb for Livet — selvfølgelig fremad —. Målet skulde jo nås.
Kun den, som har prøvet at løbe med det tunge Maskingeværmateriel, ved, hvad det koster af Anstrengelser. Ret længe kan man ikke løbe ad Gangen i dukket Stilling med Maskingevær og Ammunitionskasser.
Det varede ikke længe, for de første sårede begyndte at kravle og slæbe sig tilbage. Man misundte dem, som havde fået et ”bedre” Kødsår. Men vi måtte jo videre.
Vi styrtede korte Strækninger frem ad Gangen. Lungerne arbejdede vildt, Benene var som jordbundne, så tunge. Jo længere vi kom frem, jo flere Projektiler sang der i Luften.
Enkelte Maskingeværer bjæffede, men til alt Held havde Russerne tilsyneladende ikke ret mange af dem, for ellers vilde sikkert ingen af os være kommet levende fra det. Artilleriild mødte vi ikke.
Kræfterne svandt mere og mere, men det er utroligt, hvad Mennesket kan, hvis der ikke er noget Valg, og man skal fremad. Distancen mellem os og det reddende Skjul bag Træer, Buske og Huse blev mindre og mindre. Med en sidste, næsten håbløs Anstrengelse nåede vi Bestemmelsesstedet.
Fuldstændig udmattet kastede vi os ned blandt Kammeraterne ved Byens Udkant. Det var Tropper af Støddivisionen, vi skulde afløse.
Det varede en Tid, for vi i det hele taget kunde sanse noget, for Lungerne, Hjertet og Nerverne faldt nogenlunde til Ro.
Det første vi hørte, da vi kunde tale med Tropperne, som lå der, var, at Klokken 8 skulde de russiske Stillinger angribes. Det gjorde aldeles ikke vort Almenbefindende bedre. Vi var nærmest deprimerede.
Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov besluttede han at gå gennem Vadehavet mod nord. Men han for vild og måtte søge i land, inden han var nået over grænsen. Her blev han den 26. maj fanget af strandpatruljen. Han sag kom for retten den 30. juli 1917.
Efter en 14 Dages Ophold i Rostock Arrest hentedes jeg af en Underofficer og en Korporal fra mit Kompagni i Frankrig. Jeg blev da stillet for en Krigsret ved 46. Divison.
Afhøringen og alt tilhørende tog ca. 8 Uger. Efterhånden var vi samlede en 15 Mand fra vor Arbejdsbataillon, som alle havde noget udestående med Krigsretten og skiftedes til at møde for de høje Dommere.
En af disse lod mig vide, at jeg vilde blive straffet for Faneflugt; og det kunde godt betyde Skydning. Dommen skulde falde omkring 1. August, og ærligt talt var jeg synligt nervøs de sidste Dage forud.
Dagen kom; det blev den 30. Juli. Om Morgenen blev jeg hentet og stillet for Retten Kl. 10. Denne bestod af lutter Officerer, den øverste med Majorsrang. En Løjtnant blev beskikket som min Forsvarer, han var for Resten også min Anklager.
Majoren læste Anklagen og Vidneudsagnene og androg efter Krigslovenes forskellige Paragraffer på 5 Års Fæstning for Faneflugt, Deklassering og 3 Måneders Fæstning, fordi jeg havde smidt Uniformen.
Han spurgte så Forsvareren, om denne havde noget at bemærke. Han holdt en kort Tale, hvori han fastslog, at Befolkningen i Nordslesvig var tyskfjendtlig indstillet og opfordrede Soldaterne til at gå over Grænsen til Danmark.
Men det anså han i dette Tilfælde ikke som nogen formildende Omstændighed. Derefter trak Dommerne sig tilbage til Voteringen; de kom dog meget hurtigt tilbage igen. Dommen blev forkyndt og lod i Overensstemmelse med Anklagen på 5 Års og 3 Måneders Fæstning og „zweite Klasse des Soldatenstandes”.
Der blev så spurgt, om jeg havde noget at indvende. Da jeg ikke havde det, førte de to Vagtmand mig ud af Retslokalet og fjernede Kokarden af min Hue.
Jeg førtes så tilbage til Kompagniet, hvor Kompagniføreren lod hele Mandskabet træde an og mig føre hen foran Fronten. Han holdt så en Tordentale, hvori han forsikrede, at jeg var en af de største Forbrydere inden for den tyske Hær og ikke var bedre værd end at stilles op mod en Mur og skydes. Der skulde vel også jages Skræk i de andre.
John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret. I juli 1917 befandt han sig ved Broodzeinde ved Ypres-fronten i Flandern.
Overalt i terrainet ved Zonnebeke kunne man se depoter af gasgranater (såvidt vi kunne se, overvejende sennepsgas). Også englænderne arbejdede med gas, dels i granater, dels i miner.
Om dagen gjorde det ikke så meget, men om natten, hvor kompagnierne arbejdede, kunne det være ret generende. Som regel kunne en erfaren mand nogenlunde efter detonationen bedømme, hvorvidt det drejede sig om gas eller ej, men såsnart der anvendtes en kombination, blev sagen vanskeligere.
Gassen gjorde soldaterne nervøse; de måtte stadig lytte og snuse og gang på gang afbryde deres arbejde og anlægge gasmaskerne.
Gasdisciplinen var trods megen umage fra ledelsens side ikke altid god. Nogle var for langsomme i vendingen, nogle kunne på grund af nervøsitet og travlhed ikke få deres masker til at slutte [tæt], andre mente ikke at kunne få luft.
Om natten lå som regel dis og tåge over det lave sumpede terrain ved Yperen. Den ubehagelige gaslugt holdt sig allevegne, man havde irriterede slimhinder og var utilpas. På forbindingspladsen måtte vi undertiden om natten anlægge gasmaskerne.
En nat vistnok i midten af juli iværksatte englænderne et særligt ondartet gasoverfald og ramte i vort afsnit navnlig et kompagni, som var ved at arbejde. Angrebet kom så overraskende, at en del ikke havde nået at få maskerne på, andre havde revet dem af igen. Vel nok ca. ved 3-4 tiden om morgenen kom de første styrtende til forbindingspladsen.
De lugtede alle af gas, men gjorde dog ikke indtryk af at fejle noget særligt. De følgende timer kom syge dels gående, dels båret af kompagniernes sanitetspersonel og kammeraterne. Tilsidst havde vi vist ca. 20-25 mand liggende, der efterhånden var kommet ind.
Hos en del var tilstanden straks alvorlig, hos andre blev den det senere. Blandt disse var en meget dygtig reservesygebærer, der i begyndelsen havde været en af de ivrigste til at bære de syge ind og som, da jeg første gang talte med ham, hverken sagde noget om eller gjorde indtryk af at være påvirket.
Da han var vendt tilbage til sit kompagni, begyndte han efterhånden at vise symptomer, og da han et par timer senere selv blev båret ind, var han i ganske elendig tilstand og døde forresten senere på forbindingspladsen.
Om gassens art var vi ikke i tvivl: det var phosgen. De syges tilstand var også typisk: gråcyanotisk farve, udtalt dyspnø [åndenød], skummende serøs expectoration [ophostning af slim], dårlig puls.
Med hensyn til behandlingen var jeg noget i forlegenhed. Da vi havde lidt ilt, fik de dårligste med mellemrum deraf. I øvrigt blev der stimuleret med kamferolie. Jeg gav dem en del morfin, hvad der jo velnok ikke har været så heldigt, men undlod dog andre fejlgreb, en ukyndig kunne finde på, f.eks. kunstig respiration, og sørgede i det hele for, at de kunne ligge i ro. At jeg f.eks. også kunne have foretaget åreladning, gik først nogle dage senere op for mig.
I løbet af dagen fik vi nogle sygevogne frem til Zonnebeke, hvor patienterne måtte bæres hen; resten kom afsted i løbet af natten. Nogle af de dårligste døde på forbindingspladsen. En del af medløberne, der indfandt sig, blev om aftenen sendt til Moorslede, hvorfra regimentslægen hurtigt returnerede de fleste; andre suspekte eller let angrebne befordrede sig selv til ambulancen.
Da jeg nogle dage senere kom til Moorslede, hørte jeg, at vore gaspatienter lå på et feltlazaret i Roeselaere. Jeg cyklede dertil og fandt dem også; enkelte var afgået ved døden, nogle havde det dårligere, de fleste var i bedring; jeg blev klar over, at min bedømmelse af tilstanden havde været ret usikker.
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juli 1917 ankom han til fronten ved Ypres.
Vi kom ud i Sandklitterne nær ved Havet ved en lille By, som hed Lombartzyde, nord for Newport, der var besat af Englændere og Belgiere. Vi kom straks ind i første Stilling.
Søbataillonen havde stormet faa Dage i Forvejen og kastet Englænderne over Kanalen, og efter Stormen overtog vi saa Stillingen. Engelske Flyvere kastede Flyveblade ned med Opfordring til godvilligt at rømme Stillingen. Hvis ikke, skulde vi faa Kanel uden Sukker.
Vore Officerer lo ad det, de vilde selvfølgelig ikke rømme Stillingen godvillig; men det kan nok være, at Englænderne holdt Ord. Vi fik sandelig at vide, hvad det vil sige Dag efter Dag at ligge under engelsk Artilleriild; og de var saa nær, at Maskingeværkuglerne peb over os, og naturligvis krævede de deres Ofre.
Da vi kom forud, blev den Gruppe, jeg tilhørte, sendt ud som Forpost. Vi blev sendt ud i Hold paa 4 Mand, og vi skulde ligge ved den yderste Kanalbred for at give Agt paa, at ikke Englænderne overrumplede os.
Vi havde her sorte Tropper for os, og dem var vi egentlig bange for. Den første Nat laa jeg paa venstre Fløj og havde som særlig Opgave at holde Øje med en stor Jernbro, som ikke var skudt sammen endnu. Desuden skulde jeg holde Øje med, at ikke de sorte Tropper skulde svømme over Kanalen og overrumple os.
Da de tre Timer var forbi, søgte vi tilbage til vore Huler. Afløsningen kom; men da vi kom hjem, var vi kun to; det var de to mellemste, der manglede. Vi tænkte da, at de var gaaet vild og vilde komme i Nattens Løb, men de kom ikke. I Morgendæmringen gik vi ud for at søge efter dem; de laa begge to paa den bestemte Plads, de havde faaet anvist, med et Knivstik i Hjertet. De sorte havde været der alligevel, endskønt vi intet havde mærket.
Vi formodede, de svømmede over Kanalen med en Kniv i Munden, sneg sig ind paa Modstanderen som Slanger, greb ham med venstre Haand i Struben og med højre Haand stødte ham Kniven i Hjertet.
Vi var uhyggeligt til Mode ved det. Der laa Masser af Lig derude; det gjorde intet Indtryk paa os, men denne Gang var det to af vore egne Kammerater, som var blevet dræbt i vor umiddelbare Nærhed, uden at vi havde mærket det. Vi blev saa utrygge.
Da vi næste Nat kom derud, mærkede de sorte paa den anden Side af Kanalen os straks. De satte Maskingeværerne i Gang, og vi maatte længe ligge ganske fladtrykt mod Jorden, mens Maskingeværkuglerne hvislende og pibende strøg hen over os. Omsider hørte Skydningen op, og vi arbejdede os ud til Siderne, holdt vor Vagt og kom godt hjem.
Mere end 5.700 sider er der nu på hjemmesiden – de fleste er individuelle personsider for sønderjyske krigsdeltagere.
Det hele kunne ikke lade sig gøre uden en stab af frivillige, som lægger et meget stort arbejde i hjemmesiden. Du kan se, hvem vi er her.
En stor tak til jer alle – og en stor tak til Sydbank Fonden, der med en bevilling på 60.000,- kr tilbage i 2014 gjorde det muligt at gå i gang.
Hjemmesiden passerer i disse dage 1,8 millioner (1.800.000) sidevisninger (page views). Mere end 190.000 brugere har været inde og kigge på siden. De ser i gennemsnit 3,5 sider pr. besøg.
Intet tyder på, at interessen er dalende – tvært imod! Vi modtager næsten dagligt forespørgsler fra forskere, forfattere, filmfolk, universitetsstuderende, lokalhistorikere, slægtsforskere, gymnasie- og skoleelever – og vi forsøger at svare så godt vi kan.
Mere end 400 efterkommere efter krigsdeltagere har sendt os materiale (både originalt og scannet/kopieret).
Det er alt lige fra et enkelt feltpostbrev over hele fotoalbums til lange, håndskrevne krigsberetninger.
Vi er i gang med at ordne og registrere det – men det er en stor opgave! Tak til Alving Fonden, der med en støtte på 35.000,- kr. har gjort det muligt at ansætte en studentermedhjælp til at hjælpe med bunkerne.
Der er stadig halvandet år til at krigen slutter. Men mon dog ikke, vi kommer i mål?
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.
En Dag henimod Aften blev vi udkommanderet og marcherede udenfor Byen, hvor der holdt en Række Lastautomobiler.
Vi kom op, 30 Mand i hvert Automobil, og saa vidste vi Besked. Vi skulde hurtigt hen til et Sted, hvor der var Brug for os.
Henad de oprevne Landeveje kørte de med os op imod en lille By ved den engelske Kanal, som hed Middelkerke.
Medens vi kørte hen ad Landevejene, stod der foran mig midt i Lastautomobilet en af mine unge Venner og Kammerater. Han var altid en munter Fyr, til enhver Tid oplagt til Spøg og gale Streger; men den Aften stod han saa underlig tavs.
Jeg lagde min Haand paa hans Skulder og sagde til ham: „Hvad fejler du, Kammerat?”
Han saa op paa mig og sagde ganske stille: „Jeg kommer ikke med jer hjem igen.”
„Aa, det véd du dog ikke, Kammerat; vi har jo været ude i saa mangen haard Dyst og véd ganske vist nok, at vi ikke alle kommer tilbage; men om det bliver dig eller mig, der maa blive derude, kan ingen vide.”
Han svarede igen: „Jeg kommer ikke med hjem.”
Det gav en underlig alvorsfuld Stemning over os alle, og hvem der begyndte, véd jeg ikke, men i næste Nu stod vi 30 Mand med foldede Hænder, og saa begyndte vi at bede, og vi bad Rækken rundt Mand for Mand med Suk og med Skrig i vore Sjæle til den levende Gud om Naade og Forbarmelse baade for Legeme og Sjæl. Det er det mest gribende Bedemøde, jeg nogensinde har været med til.
Da vi kom til Middelkerke, kunde de store engelske Skibskanoner naa os. En Granat kom og huggede ned paa Chausseen, hvor vi var blevet opstillede, da vi kom ned af Lastautomobilerne; da den sprang, fløj vort Lastautomobil i Stumper og Stykker ind over Markerne, og der laa over 40 Mand døde og saarede, iblandt disse var hin unge Kammerat.
Skyndsomt gik vi ind i Løbegravene og fortsatte ud i Stilling.
[Dateringen af denne begivenhed er ret upræcis, og i betragtning af, hvad der senere sker, har den nok fundet sted for et par dage siden. RR]
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om kejser Wilhelm, der mødes med en række tyske politiske ledere – og fuldkommen afviser enhver fred! I England ønsker socialister og bolsjevikker fred – men afvises.
I Flandern er den britiske offensiv i gang til det 3. slag om Ypres (Passchendaele) – men tyskernes stillinger er stærke. Briterne indleder med et bombardement på 4.000.000 (fire millioner) granater – herunder også gasgranater.
På østfronten angriber russiske og rumænske styrker ind i det besatte Rumænien. Angrebet er en succes – men andetsteds på østfronten presses russerne tilbage.
På vores litteraturside kan man se og læse en hel del indscannet ældre litteratur.
Men det er også muligt at læse en række helt nye historiespecialer og historieopgaver, som studerende har sendt til os. Mange af opgaverne giver indblik i hidtil ubehandlede sider af krigen, føjer nyt til eksisterende viden – eller belyser emner på grundlag af den nyeste internationale forskning.
En ny generation af historikere har opdaget Første Verdenskrig, og vi håber her på siden at kunne bringe mange flere opgaver og specialer i den nærmeste fremtid.
Nyere fremstillinger, opgaver, specialer og afhandlinger
Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157på Østfronten. I sommeren 1917 lå regimentet på Balkan. Sammen med 40 mand blev han sendt langt op i bjergene for at fælde træer, der herefter skulle sendes med floden ned.
Carl Theodor Thode (1895-1986) fotograferet 1915 i Schwerin. Original i privateje.
Efter det marcherede vi igen nogle dage, men så ingen mennesker.
Det gik faktisk over stok og sten. Over os kredsede hele tiden store fugle. Vi mente, det var ørne, men senere er jeg kommet i tanker om, det mon ikke har været gribbe. Jeg har senere læst, at der findes gribbe der.
Da vi havde gået i flere dage – jeg kan ikke længere huske hvor længe – var vi der, hvor vi skulle hen. Man skulle tro, at man var kommet 1000 år tilbage i tiden.
Vi kom til en lille stamme, som boede i en stor stråhytte. Der var en åbning i taget til røgen, og gulvet var af ler. I gulvet var der et ildsted og cirka 2 meter fra dette var der lavet en lille fordybning i gulvet, som tjente til barneseng. Der lå en lille baby, indpakket i gamle klude.
Jeg måtte tænke på, at sådan måtte vore forfædre vel også have boet. Der var ingen spor af møbler der i hytten.
Da vi nåede til bopladsen, så vi kun gamle koner. Unge kvinder så vi ingen af.
Lidt senere så vi dog også yngre mennesker der. – Vi soldater havde taget plads i nogle små ladebygninger, lavet af træstammer. Hvad beboerne der levede af, ved jeg ikke. Jeg så kun får, og jeg tror også, der var nogle æsler. Jeg vil tro, de levede meget af at gå på jagt, da der var flere, som havde jagtbøsser. Vi fik strenge ordrer på ikke at fordele os for meget, jeg tror nok, vores fører var lidt nervøs.
Jeg husker, den første aften, vi var der, at vi hørte skud i omegnen.
Der blev også sagt, at nogle havde bedt os om hjælp, da nabostammerne havde røvet nogle får. Om det stemmer, ved jeg ikke. Vi måtte i hvert fald ikke hjælpe.
Jeg var med nogle kammerater inde i den store hytte. Der var en gammel kone foruden barnet, der lå i det hul, jeg før omtalte. Vi kunne ikke forstå hinanden, men det lod til, at hun var meget flink.
Hun var ved at bage majspandekager i en udhulet sten over åben ild. Hun gjorde tegn, om vi ville smage, og vi nikkede. Vi ville ikke sige nej, så hun skulle blive ked af det. Vi var dog lidt betænkelige, da konen var sort både i ansigtet og på hænderne, og det så ikke ud til, at hun havde været i nærheden af vand i meget lang tid.
Nå, men vi var jo ikke forvænt og kagen smagte forresten meget godt.
Da jeg skulle passe vores heste, kom jeg ikke med til træfældning. De, der var med, fortalte, at det var en fiasko. Stammerne, som blev væltet i floden, gik til bunds, så de er sikkert aldrig kommet til vejs ende.
Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten. I sommeren 1917 lå regimentet på Balkan.
Vi blev sendt til Serbien (Jugoslavien) i et rekrutteringsdepot i Aleksinak.
Herfra skulle vi så sendes til fronten. Da jeg havde været der en kort tid, blev jeg syg. Jeg fik høj feber og kom så på lazaret i Nis. De mente, at det var malaria i lettere grad.
Jeg husker ikke, hvor længe jeg var på lazarettet, men det var ikke ret længe. Jeg har dog ikke mærket noget til denne sygdom senere.
Et stykke tid efter, jeg var kommet tilbage, blev jeg udset til at deltage i en ekspedition ind i de høje bjerge. Det blev sagt, at flyverne havde observeret skov, som lå sådan, at træer, der blev fældet og kastet i en flod, af sig selv ville ende et bestemt sted, så de kunne udnyttes. Der var stor mangel på træ og brændsel dernede.
Da vi sjældent fik den rigtige grund at vide, ved jeg heller ikke, hvad betydning denne ekspedition skulle have. En kendsgerning var dog, at der blev sendt en ekspedition af sted bestående af 1 officer, 1 læge, nogle underofficerer, 2 bulgarske tolke og resten menige soldater. Hele ekspeditionen var på.omkring 40 mand og så de mest nødvendige lastdyr.
Vi var fuldt udrustet med gevær og ammunition. Det blev en oplevelse uden sidestykke. Såvidt jeg husker, var det fra Skopje, vi begyndte marchen. Det blev en spændende vandretur ind i bjerge, hvor der aldrig kom fremmede mennesker. Vi havde fået instrukser om, at vi på ingen måde måtte genere folk eller stjæle høns o.s.v. fra de beboere, vi mødte.
Efter nogle dages march kom vi til et lille bysamfund. Folkene der blev meget overraskede og så ikke ud til at være os venligsindede. Da vi havde været her nogle timer og gennem de bulgarske tolke var blevet lidt fortrolige med dem, gik det bedre.
Der var iblandt beboerne der en stor dreng, som havde en stor knude eller en svulst over det ene øje. Jeg stod lige ved siden af vores læge, og han så på drengen og sagde: “Jeg ville jo gerne hjælpe ham”.
Det endte med, at han opererede drengen. Jeg tror nok, han hjalp flere der, så vi kunne næste morgen forlade byen som venner.
Da vi så efter en dagsmarch op og ned over høje bjerge kom til det næste bysamfund, kunne vi mærke, at vi var velkomne. Det kunne vi ikke forstå. Der kunne kun være sket det, at en eller flere var løbet ad de stier, som fandtes der, således at de var kommet før os, og havde fortalt, at der var en heksedoktor undervejs. For da vi ankom, stod der en del mennesker, og iblandt dem nogle, som var syge. De bad om hjælp.
Vores læge gjorde, hvad han kunne. Blandt de syge, var der en gammel, blind kone. Lægen sagde: “Hvad skal jeg gøre, hjælpe hende kan jeg ikke”. Han gav hende så noget salve, og de så ud til at være taknemmelige.
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om Kerenskij-offensiven, der mister momentum – og så går tyskerne til modangreb. Det handler også om alvorlige uroligheder på hjemmefronten i Petrograd, hvor bolsjevikkerne gør sig bemærket. I den tyske rigsdag plæderes der for en fred uden anneksioner – men det afviser den nye rigskansler Michaelis. Det handler også om de fortsatte britiske forberedelser til offensiven ved Ypres. Og på Korfu lægges der planer om at grundlægge et helt nyt land på Balkan, når krigen er forbi: Jugoslavien!
Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.
Hver Dag, når vi marcherede over Nattens Frontlinie, mødte vi det samme Syn. Rundt omkring i Landskabet døde, sårede og afkræftede, som ikke kunde følge med mere. Spredt på Markerne stod rejste russiske Geværer med Bajonetten stukket ned i Jorden, et Tegn fra passerede Stødtropper om, at der lå et Lig eller en såret. Værst var det ved Vejene. Der lå de fleste. Ligene lå i Grøften, fuldstændigt tilsølede.
Det hele mindede mig om Slagmarker, som jeg havde forestillet mig dem, når jeg som Dreng læste Beretninger fra tidligere Krige.
Den første Dag passerede vi de tidligere østrigske og russiske Skyttegrave. De var alle meget velholdte, et Tegn på, at det havde været en rolig Stilling, men Tid til at se nærmere på Stillingen fik vi ikke. Det hed bare: videre.
Med Forplejningen gik det ikke helt, som det skulde. Det var jo ikke så let at få Forsyningerne med. Sommetider gav det noget, men til Tider måtte man selv sørge for noget spiseligt, hvis man ikke vilde sulte. Det var ikke så underligt, at vi ikke var helt velsete, hvor vi kom frem Det gik jo en Del ud over Kartofler, Æg og Høns. Noget blev købt, men en Del blev ”besørget”.
Tre Gange krydsede vi større Vandløb — Zlota Lipa ved Brzezany, senere Strypa og Sereth, alle tre Bifloder til Dnjestr. Overgangen var jo noget, der tog Tid ved Benyttelsen af provisoriske Broer og gammeldags Færger, for alt skulde jo med – Vogne, Heste, Biler, Skyts etc.
Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917.
Den 21. passerede vi Byen. Divisionen, som havde gennembrudt Fronten, forblev i Hælene på Russerne som Stødtropper. Vor Division, som nu blev trukket sammen bag Indbrudsstedet, skulde indsættes som Reservedivision.
Det var første Gang, jeg var med i en Fremmarch. Det var uhyre interessant. Tropperne marcherede, som man havde lært det i Teori og øvet det på Troppeøvelsespladsen i større Formationer. Først Patrouiller, så Spidsen, en mindre Styrke, Forbindelsespatrouiller og så efterhånden Hovedstyrkerne, sikret til begge Sider af Sidepatrouiller. Vi tilbagelagde daglig ca. 15-20 km.
Det kunde synes ikke at være ret meget. Men det var dog ret anstrengende. Vi marcherede med fuld Oppakning. Hestene havde nok at trække og var slemt medtaget, Havrerationerne var ikke store, så de var ret afkræftet. Vognene måtte ikke yderligere belæsses med Bagage. Hvert Øjeblik stoppede Kolonnerne op, og man ventede så på, at det skulde gå videre.
Vejene var heller ikke gode, Terrænet bakket. Om Aftenen skulde man finde Kvarter.
Om Dagen så man ikke ret meget til Kamphandlingerne. I det fjerne hørte man spredt Geværild. Om Aftenen gravede Russerne og vore Stødtropper sig ned i små Jordhuler og holdt om Natten hinanden i Skak ved Geværild. Lyskugler blev ustandselig afskudt for at oplyse Terrænet.
I de tidlige Morgentimer gik Stødtropperne så på ny frem til Angreb og kastede Russerne ud af Natstillingerne.
De russiske Tropper var i en dårlig Forfatning og meget demoraliseret. Deres Fodtøj var opslidt, og mange havde bundet Klude om Fødderne. En Del løb barfodet.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. I juni 1917 lå regimentet i Siegfriedstillingen ved det ødelagte slot Havrincourt. Det var et helt andet og moderne forsvarsværk end de gamle skyttegravsstillinger. Briterne lå tæt ved.
Omkring midten af juli lagde observatørerne mærke til, at englænderne byggede en række mindre stikgrave fremadrettet fra kampgraven. Hvad skulle de til for? Standplads for minekastere? Kom der ikke fra andre dele af fronten underretninger om et større skyderi med gasminer? Skulle der også til at ske sådan noget her? Det skulle der ubetinget skaffes klarhed over.
En større patruljeoperation bliver forberedt til at finde sted natten fra 20. til 21. juli. Efter artilleriforberedelse skulle tre stærke enheder trænge frem hen over forpostgravene til den anden fjendtlige hovedkamplinje, undersøge gravene for gasinstallationer og om muligt tage fanger.
Den højre enhed, 50 mand infanteri fra III bataljon sammen med en gruppe pionerer, stod under løjtnant Zergiebel, den midterste fra I bataljon i en lignende sammensætning under kaptajn Friherre von Ompteda. Den venstre enhed var svagere, 2 sergenter og 16 mand fra II bataljon.
Både om formiddagen og om aftenen slyngede det forstærkede artilleri ødelæggelsesild over de engelske grave, Kl. 11.30 om aftenen et kort, kun minutlangt ildoverfald, og enhederne styrtede frem.
De undgår den heftige engelske spærreild, overskrider trods vild maskingeværild forpostlinjen og den første engelske kampgrav. Da slår der en salve granater ned i enhed Zergiebel, den river 12 mand til jorden.
Det dobbelte antal er nødvendigt for at skaffe de døde og sårede tilbage; andre er blevet sprængt i luften, med den tilbageblevne svage rest er en videre fremrykning udsigtsløs og bliver opgivet. Den midterste enhed Ompteda trænger frem over den engelske hovedstilling, finder hulvejen bagved og konstaterer, at der intetsteds er installeret minekastere eller gas. Stikgravene var bestemt for vandafløb. Samme resultat havde den venstre patrulje.
Fanger blev der ikke taget, da englænderen tilsyneladende havde rømmet stillingen på grund af vor artilleriild. Kun lidt bytte i form af geværer, remtøj, stålhjelm og skanseredskaber blev hjemtaget. Men det væsentlige var opnået, de ønskede konstateringer var gjort.
Ganske vist var de med 4 døde og 19 sårede dyrt købt. Blandt de døde var også den tapre og utrættelige løjtnant Rodatz. Ikke desto mindre, det var ledelsens pligt at skaffe klarhed.
Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917.
Efter Storkampdagen skete der ikke mere hos os. Russerne faldt til Ro, og den 3. Juli blev vi trukket tilbage i Beredskabsstilling.
Der lå vi en kort Tid og havde det hyggeligt. Vi havde en Bunkers inde i Skoven, som kun bestod af en Nedgangsskakt, som forneden var fyldt med Vand. Vi sov på smalle Brædder, som var lagt fra Afstivningsrammernes Trappestykke over til Hovedstykket på en lavere liggende Afstivningsramme. Lå man ikke stille om Natten, væltede man uvægerligt ned og landede i Vandet; men om Dagen i Solen havde vi det dejligt.
Det hændte, at der faldt Granater i Skoven. Skæbnen vilde det, at min bedste Ven faldt på dette rolige Sted. Et Sprængstykke af en af de få Granater, der faldt her, slog hele Hjerneskallen bort på ham. Han var dræbt på Stedet.
Til højre for os var Stillingen besat af Tyrker. Der havde Russerne heller ikke opnået noget under Offensiven.
Men længere til venstre i Egnen ved Brzezany var Russerne brudt igennem østrigske Formationer. Tyske Tropper måtte til Hjælp. Disse gik til Modangreb og kastede Russerne tilbage, og så effektivt, at de ikke fik Tid til at sætte sig fast i deres gamle Stillinger. Fronten var brudt, og Russerne faldt i Uorden tilbage. Den 20. Juli blev vi alarmeret, og med fuld Oppakning marcherede vi i Retning af Brzezany.
