A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33
Her i Champagne skete det ogsaa, at jeg for første Gang spiste Hundesteg. En af Løjtnanterne havde en Hund, der hed Karo. Den var i god Foderstand.
En Sachser havde faaet Øje paa den, og da man siger, at de fleste Harestege, man dengang spiste i Dresden og Leipzig, i levende Live havde gaaet rundt paa Tagene og sagt Miav-Miav, var det jo ikke noget særlig nyt for ham, og hans Tænder løb i Vand ved at se denne Hund i disse paa Kød og „Fettigkeiten” saa magre Tider.
Han fik den aflivet, og en lille Kreds af Kammerater blev indbudt til Festmiddag paa Karo. Jeg maa sige, den smagte egentlig rigtig godt. Jeg fik et Stykke Ribbensteg og et Stykke Nyresteg, godt med brun Vov-Vov Sauce til.
Havde jeg ikke vidst, at det var en Hund, vilde Stegen have smagt endnu bedre. Dog har jeg aldrig senere gjort Forsøget om — trods det, at min Pudel, Skipper, for Tiden er i lækker Foderstand.
En tilsvarende historie fortalte min kones morfar, Max Andresen, der også deltog i krigen. Han boede i Lurup, der er en forstad til Hamborg, og hans forældre var henholdsvis fra Karlskrona i Sverige og Lunden i Ditmarsken.
Det er nok ikke så sandsynligt, at det var den samme hund, de spiste. Men han fortalte også, at den smagte godt, da de var rigtig sultne.
Hej Magne
Mange tak for din kommentar! Det har været farligt at være hund dengang 🙂
mvh
René