Johannes Tjørnelund fra Bovlund deltog som ung mand i Første Verdenskrig.
Hør ham selv fortælle i et interview fra 1988. Han fortæller om granater – og om, hvordan det var at være under granatild ved Yserkanalen i 1917.
Alle indlæg af Rene Rasmussen
Bogen “Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918” – anbefales hermed!
I 2006 udgav Historisk Samfund for Sønderjylland bogen Sønderjyderne og Den Store Krig 1914-1918 redigeret af Inge Adriansen og Hans Schultz Hansen.
Bogen blev med 12 forskellige tema-historier om krigens mange aspekter hurtigt standardværket om landsdelen og den Første Verdenskrig.
Som optakt til markeringen af 100-året for krigens slutning i 2018 udsendes den nu i et nyt oplag.
Bogen rummer desuden mange fakta- og citatbokse og talrige kendte og navnlig ukendte illustrationer, heraf en del i farver.
Den er på 373 sider og indbundet.
Den koster 248,- kr for ikke-medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland. Der er rabat for medlemmer af foreningen. For medlemmer koster bogen kun 148,- kr.
Vi anbefaler varmt et medlemskab af foreningen, der gør en meget stor indsats for at fremme interessen og forståelsen af Sønderjyllands historie.
Se mere på forlagets hjemmeside og køb den her
Indhold:
Jørn Buch: Første verdenskrig – årsager, forløb og konsekvenser
René Rasmussen: Sønderjylland ved krigens udbrud i 1914
René Rasmussen: Interneringen af dansksindede ledere og farvandskyndige i 1914
Martin Bo Nørregård: Sønderjyder ved fronterne
Svend Falkner Sørensen: Pligtens tunge bud eller faneflugt?
Inge Adriansen: Hjemmefronten – træk af hverdagslivet
Inge Adriansen: Allierede krigsfanger i Sønderjylland
René Rasmussen: Sønderjyder i allieret krigsfangenskab
Hans Schultz Hansen, Inger Lauridsen og Inge Adriansen: Sikringsstiling Nord, Zeppelinbasen og andre militære anlæg
Inge Adriansen: Mindesmærker i Danmark for faldne sønderjyder
Hans Schultz Hansen: Grænsespørgsmålet under krigen
Axel Johnsen: Krigens afslutning og revolutionen i november 1918
Birgitte Vestergaard Futtrup: De sønderjyske krigsinvalider og hjælpen nordfra
Inge Adriansen: Sønderjyske soldatergrave i Frankrig og England
Hans Schultz Hansen: DSK – Foreningen af Dansksindede Sønderjydske Krigsdeltagere.
Særtilbud: Thode til halv pris: 99,- kr
Nu kan du købe den anmelderroste roman “Thode” til halv pris.
Romanen, der udkom sidste sommer, er baseret på sønderjyske Carl Theodor Thodes erindringer fra sin tid som tysk soldat i Den Store Krig fra 1915-1918.
Bogen følger den unge mand rundt i det krigshærgede Europa – fra de iskolde stillinger ved Dynaborg til det støvede skyttegravshelvede i Somme, fra hårrejsende træfninger i Karpaterne til fluebefængte lazaretter på Østfronten.
Den unge mand kastes hovedkuls fra det ene blodige slag til det næste og møder i krigen skæbnen, kærligheden og den altopslugende tragedie, der kommer til at følge ham resten af livet.
Forord af Jørn Buch.
Da rettighederne til Thode nu overgår fra Forlaget Radius til Lindhardt & Ringhof, har du mulighed for at erhverve dig et eksemplar af det beskedne restoplag til halv pris: 99,- kr. + porto.
Tilbuddet gælder så længe lager haves.
Bestil bogen direkte hos forfatteren her: thode@brodersen.tv
Pressen skrev:
**** “Underholdning, man bliver klogere af” – Fyns Stiftstidende
**** “En på en gang smuk og gruopvækkende bog” – Bogrummet
“I nedtonet realisme beskriver bogen krigens rædsler, dens enkelte glimt af barmhjertighed og den uønskede arv, en krig efterlader” – Flensborg Avis
**** “Velskrevet og meget vedkommende” – Empey.dk
6. september 1917. Endelig i Feltham: “Nu var jeg blandt Landsmænd, og jeg takkede Gud, der havde ført mig saa vidt, nærmere til mit Hjem”
Christensen, Gram, blev såret og taget til fange i foråret 1917. Han blev sendt på militærhospital i England.
Efter et Par Maaneders Ophold i Militær-Hospitalet i Fulham, kom vi til en Rekonvalescentlejr for Krigsfanger i noget, der hed Brockton Camp.
Ved Siden af denne Lejr, kun skilt ved et Pigtraadshegn, som ganske vist ikke kunde overstiges, laa en Lejr, hvis Indvaanere blev udskiftet over Svejts med saarede Englændere.
Inden jeg kom til England, havde jeg bragt i Erfaring, at der var en Lejr for Sønderjyder, “Feltham”. Jeg spurgte den engelske Tolk, om en saadan fandtes, han kendte den ikke.
Saa en Dag kom der Bud fra Kommandanten om, at jeg skulde indfinde mig paa hans Kontor, sammen med Grøn fra Asserballe, der laa i samme Lejr som jeg. Da vi kom til Kontoret, stod der en Mand, som hilste os med et hjerteligt “Goddag” og velkommen til England.
Han talte dansk; med en Anelse om, at det kunde være Felthampræsten, spurgte vi, hvem han var. Han svarede, om vi ikke kendte ham, han kendte dog os. Han fortalte mig, at min Kone hed Louise. Saa var jeg klar over, at han maatte være en god Mand, og det var han ogsaa.
Han fortalte os om Feltham og om Kammeraterne der, han holdt Andagt med os, og det var altsammen vidunderligt, det var Danmark, som rakte os en venlig Haand i vort Fangenskab.
Han lovede os, at vi snart skulde komme til Feltham. Nogle faa Dage senere kom Grøn bort, medens jeg, til min store Sorg, maatte vente, indtil mit saarede Haandled blev helt rask.
En Dag kom der Bud fra Nabolejren. En Mand, Muusmann, nu Bylderup-Bov, som skulde udveksles med haardtsaarede Englændere over Svejts, stod ved Pigtraaden og havde Hilsener fra Feltham. Jeg skulde dog skynde mig at komme hen til de andre Landsmænd.
Det vilde jeg hellere end gerne, men paa Grund af min daarlige Haand kunde jeg ikke komme der endnu.
Han fortalte om Feltham, Samværet, Forplejningen, Dilettant-forestillingen, Præstens to ugentlige Møder. Jeg fattede det ikke, gaves der endnu noget saadant her paa Jorden, at Folk var venlige mod hinanden, inviterede hinanden til Kaffe og Kager, ligesom hjemme i Sønderjylland, Aa, kunde jeg dog blot snart komme til Feltham.
Jeg talte med den engelske Tolk om det. Han sagde: “Skriv et Brev og lad mig faa det med, saa vil jeg lægge det i Postkassen”. Jeg skrev til Præsten, at jeg længtes efter Feltham, og at jeg nok troede, at mit daarlige Haandled kunde helbredes der, om han ikke vilde sørge for at faa mig til Feltham snarest muligt.
Otte Dage efter kom der Orde til mig om at holde mig parat.
Der var imidlertid kommet en Misstemning frem mod dem, der vilde til de saakaldte Forræderlejre. Denne Misstemning gjaldt saavel Danske og Polakker som Elsass-Lothringer. Enkelte blev mishandlet af Tyskerne, inden de kom bort. Derfor kom der Ordre til mig Kl. 5 om Morgenen om at staa op, pakke mine Sager og omgaaende rejse til Feltham.
Jeg blev ledsaget af en engelsk Landstormsmand. Vi rejste fra om Morgenen til hen paa Eftermiddagen, før vi kom til London.
Toget var overfyldt. Jeg sad sammen med min Landstormsmand midt iblandt Passagererne. Der var paafaldende mange Præster med. De er let at kende, idet de ynder en særlig Paaklædning. Nogle af dem spiste deres medbragte Mad. Jeg var sulten og maa have set særligt sulten ud, hvorfor en gammel Præst spurgte min Landstormsmand, om det var tilladt at give mig et Stykke Brød. Det var tilladt. Præsten gav mig noget Brød, idet han fortalte mig, at hans Søn var tysk Krigsfange. Jeg kunde ikke saa meget Engelsk, at jeg kunde fortælle ham, at jeg ikke var Tysker. Jeg kunde kun svare Tak.
Endelig kom vi til Feltham. Det var et stort Kompleks af Bygninger, der i Fredstider blev brugt til uvorne Drenge.
Den første, jeg mødte, var nuværende Førstelærer Rattenborg fra Døstrup, “æ Degn”, som vi kaldte ham. Han vidste, jeg kom, men han var lidt betænkelig ved den preussiske Feldwebel. Det var nemlig ingen Anbefaling i Feltham. Dertil kom, at jeg var Postbud hjemmefra, hvilket ikke ligefrem pyntede. Han, som tidligere tysk Lærer, havde dog mere Forstaaelse, end der er de fleste beskaaret.
Vi kom ind i Køkkenet, hvor der blev serveret et kraftigt Maaltid stegte Kartofler og Frikadeller. Den næste, jeg mødte, var Peter Bernsen, Gram, Lejrens store Førstemand. Han kendte mig ikke, skønt vi var fra samme By, hvilket tydede paa, at mit Rygte ikke var særligt slemt.
Jeg fik anvist mit Kvarter. Straks den første Dag blev jeg inviteret til Aftensmad af Peter Bang, nu Gram. Han var en gammel Ven fra før Krigen, og skulde, som det var Skik i Feltham, have Præsten til Gæst.
Dette skete skiftevis. Inden jeg gik til Aftensmaden, spiste jeg nogle Rundtenommer, som Andreas Bertelsen, nu Agerskov, havde været saa forsynlig at give mig med. Han var ansat i Køkkenet. Det gik jo ikke an at være alt for meget Grovæder, naar man skulde i Selskab med en Præst. En Bekymring, jeg kunde have sparet mig, ingen vidste bedre end Pastor Troensegaard-Hansen, hvad en Krigsfange kunde spise. Vi fik stegte Kartofler og Frikadeller samt Brød med Ost og dejlig Kaffe.
Om Aftenen var der Møde, hvor Præsten talte om, hvad der foregik i Verden og sluttede med Andagt. Det var som at være paa Højskole.
Der blev sunget kraftigt og inderligt. Da jeg om Aftenen laa i min Seng, følte jeg en Glæde og en Fred i mit Sind. Nu var jeg blandt Landsmænd., og jeg takkede Gud, der havde ført mig saa vidt, nærmere til mit Hjem.
5. september 1917. I Rumænien: K. Tastesen tages til fange – og flygter igen!
Füsilier K. Tastesen kæmpede på fronten i Rumænien i IR59.
Dagen efter var der nogenlunde roligt, men den 5. September om Aftenen ved 12-Tiden overfaldt Rumænerne og Russerne os. De havde skudt vore Lytteposter, og pludselig var de helt inde ved Skyttegravene. Overfaldet kom saa pludseligt, at der ingen Tid var til Modstand. Jeg skulde lige til at tage mit Gevær, da pludselig en Haand tog mig i Nakken, og jeg stod over for 3 Rumænere.
Der blev taget i alt 7000 østrigske Fanger den Nat. — Vi blev ført tilbage ned ad Bjerge, hvor vi naaede en By. Der blev jeg sammen med nogle andre lukket ind i en Lade, og der blev sat Vagt udenfor. Jeg lurede stadig paa en Lejlighed til at flygte, da jeg vidste, dette var umuligt, naar vi kom længere tilbage. Jeg kunde huske Vejen, vi var kommet ad, og troede sagtens at kunne finde tilbage. Det var meget mørkt uden for, men jeg kunde dog skimte Vagten.
Endelig var han gaaet saa lang bort, at jeg kunde faa Vinduet pillet op, og med et Spring var jeg nede og ude paa Vejen. Nu hørte Vagten mig og raabte, at jeg skulde standse, hvad jeg selvfølgelig ikke gjorde. Saa skød han tre Skud i Retning af mig, men ramte ikke, da han jo ikke kunde se mig. Hjertet hamrede i Livet paa mig, som skulde det sprænges, og jeg løb saa længe, at jeg var ved at styrte. Da jeg havde løbet et Stykke langs Vejen, maatte jeg over en lille Flod for at komme op efter Tusind og en Meter Bjerget. Vandet var dog ikke dybere, end at jeg kunde gaa over.
Nu begyndte jeg Opstigningen, og da det begyndte at lysne, mødte jeg nogle tyske Soldater. Jeg spurgte efter, hvilket Regiment de tilhørte. Ja, de hørte til 59. Regiment, altsaa samme Regiment som jeg. Saa spurgte jeg efter 1. Kompagni, men det vidste de ikke, hvor var. Saa fulgte jeg med dem og naaede Lejren, hvor jeg ogsaa fandt mit Kompagni. Jeg fortalte dem, hvad jeg havde oplevet, og jeg var meget glad for at komme tilbage til dem igen.
K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
4. september 1917. Sangkor i Feltham-lejren
I foråret 1916 lod briterne indrette en særlig lejr til sønderjyske krigsfanger i Feltham. Hans Clausen fra Elsmark fortæller om lejren.
Vor Ankomst til Feltham skete i Foraaret 1917. Vi var da omtrent samlet ca. 200 Mand. Antallet steg fra Maaned til Maaned, og da vi stod foran Hjemrejsen i Foraaret 1919, var det oppe paa ca. 500 Kammerater.
Det siger sig selv, at der iblandt saa mange Mænd er forskellige Interesser, der gør sig gældende. De vigtigste Begivenheder var selvfølgelig vore Sammenkomster og Møder med Pastor Troensegaard Hansen, men vi var ogsaa klar over, at inden for selve Lejrlivet var det af stor Betydning, at de forskellige Interesser kom til Udfoldelse, til Adspredelse og Opmuntring for hele Flokken. Der blev dyrket Sang, Musik, Gymnastik, Dilettant, Fodbold og megen anden Fritidsbeskæftigelse, og alle havde Lejlighed til at være med i noget.
Da jeg var meget interesseret i Sang og Musik, blev jeg dømt til efter bedste Evne at oprette et Sangkor. Efter lidt Instruktion af de mere
teoretisk uddannede, Rattenborg (Degnen) og Chr. Schultz, gik jeg i Gang med Opgaven med krum Hals.
Bryderier kunde ikke undgaas, men efter nogen Tids Øvelse og Træning gik det, efter det lydhøre Publikums Skøn, udmærket.
Pastor T. var altid rede til at agere Bydreng uden for Lejren med alle Smaating, der skulde bruges. En Del Noder fik vi sendt hjemme fra Danmark, men det hændte ogsaa, at vi maatte komponere Melodien til Sange, vi ikke kunde faa Noder til. Særlig var det flere Gange galt med Dilettantsange.
Indøvelsen af de forskellige Stemmer gik imidlertid rask fra Haanden, da vi havde nemt ved at kalde Koret sammen enten ved Raab eller Kurer. Naar der var arbejdsløse Dage paa Grund af for tæt Taage, fik vi Tiden overladt til os selv. Vi sang først og fremmest Fædrelandssange, men ogsaa folkelige og aandelige Sange, og eftersom Tiden gik, lærte vi adskillige.
Vi optraadte ved enkelte Højtideligheder, som vi forøvrigt selv foranstaltede inden for vort lille Rige sammen med Musikkoret, hvor der ogsaa var indbudt Gæster fra London tilligemed Lejrens Officerer og Familier. Saa var der Fest og Dans med til Damer udklædte Kammerater, der kunde være meget søde og fikse, selv med lidt for store og klodsede Hænder og Fødder.
Baade Sangkor og Musikorkester var paa ca. 30 Mand.
Sydslesvigerne og enkelte fra Holsten var repræsenteret i begge Kor og lærte meget begejstret sammen med os de danske Sange. Ligesom nu haabede de ogsaa ved Fredsslutning dengang at blive genforenet med Danmark. (…)
Selvfølgelig sang Koret ved mange af vore Søndagsmøder og nationale Fester. Jeg mindes Præstens Fødselsdag. Han plejede at gaa paa Omgang i de forskellige Enkeltværelser. Det var de saakaldte Kaffeselskaber med indbudte Naboer. Den Dag var der særlig Fest med Præstens medbragte rigtige Kaffe og dertil hørende Smaakager og hjemmebagt BageIse fra Køkkenet.
Hele Selskabet var i ivrig Diskussion og lidet anende hvad der gik for sig udenfor Døren. Lydløs og tavs sneg Sangkoret sig langs Gangen. Efter ligesaa forsigtig Opstilling istemte Koret “Til Himlene rækker din Miskundhed, Gud”.
Ved Slutningen kom Præsten frem, dybt bevæget, grædende som et Barn, og faldt os om Halsen.
Saadan var vor Præst. Bevægelsen var grundig. Et af de mange, skønne Minder fra Feltham.
Et andet hænger som Pryd i mit Hjem. En elfenbens Taktstok, overrakt af Sangkoret.
Mange gode Kammerater lærte vi at kende, hvis Venskab holder paa Livstid. Minder fik vi, som aldrig glemmes.
Det daglige nyhedsbrev
Kære abonnenter!
Vi oplever uregelmæssigheder med vores daglige nyhedsbrev.
Det skyldes, at vores gratis mailtjeneste har et månedligt maksimum på 12.000 mails.
Vi har ca. 500 abonnenter, hvilket genererer ca. 15.000 mails om måneden.
Det betyder, at når grænsen er nået, så stopper udsendelsen af nyhedsmails. Den skal reaktiveres manuelt, når vi kan gå i gang med en frisk måned.
Jeg forsøger at løse problemet – og under alle omstændigheder skulle nyhedsmailen igen begynde at blive rundsendt fra i morgen.
mvh
René Rasmussen
3. september 1917. Straffefangen Claus Clausen får kontakt til sine forældre
Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov gik han gennem Vadehavet mod nord, men for vild og blev fanget den 26. maj. Han blev den 30. juli 1917 idømt 5 år og 3 måneders fæstningsarrest. Efter ophold i flere fæstninger kom ham i begyndelsen af september 1917 til Nordslesvig, til fangelejren ved Skovby ved Hovslund. Her skulle han på tvangsarbejde på fæstningsbyggeriet.
Næste Dag ud at trække Pigtråd, 8—10 Mand ved hver Vagtmand. Min Underofficer opdagede snart, at jeg var dansktalende og indskærpede over for sine Standsfæller, at der skulde passes særligt godt på mig.
Efter Omstændighederne havde vi det ret godt, men det kan ikke undgås, at man bliver præget af Fangelivet: Altid under Bevogtning ved Arbejdet og i Fritiden bag Pigtrådshegnet.
Der gik lang Tid, inden jeg fik Lejlighed til at gøre nogle Egnsfolk opmærksom på, at jeg var fra Nordslesvig. Det var nemlig Civilbefolkningen meget strengt forbudt at tale til os. Men nu fik så mine Forældre det at vide, hvor mit Fangekompagni lå. Og min Far var da ikke sen til at få Mor til at pakke en Rejsekuffert med Madvarer. Det skulde nu forsøges at få Sønnen i Tale.
Han rejste til Hovslund, gik ud til Skovby, fik Lov ved Vagtposterne at gå ind i Lejren og kom ind på mit Kompagnis Skrivestue. Man ventede Kompagniføreren hvert Øjeblik, så Far kunde da få Lov til at tale med ham, når han kom.
Men Far fik af denne blankt Afslag på sin Bøn om at måtte tale med mig. Om der da ikke kunde sendes en Ansøgning om at få Lov? Jo, det kunde der godt, men Ansøgningen kom her til Kontoret til ham, og der fik den Afslag, svarede Løjtnanten.
Far opgav dog ikke lige straks, men søgte at opspore mig på Arbejdspladsen, dog forgæves. Lidt sørgmodig i Hu vilde’ Far så til med uforrettet Sag, at forlade Byen igen, men kom da forbi Byens Smedje og gav sig i Snak med Smeden, en Mand af den rigtige Slags.
Far fortalte ham det hele, som det var. Smeden skulde nok få den Sag ordnet. Han havde lige bygget en ny Smedje og skulde en Dag have sit Værktøj og Materiale flyttet. Han havde af og til haft et Par Fanger til at hjælpe sig. Nu vilde han så se at få mig til at hjælpe ved Flytningen.
Kendelig lettet rejste Far så hjem og overlod Resten til Smeden. Da jeg om Aftenen kom hjem til Lejren, fik jeg straks af et Par Medfanger at vide, at min Far havde været der i Lejren, uden at jeg anede noget om det.
Nogen Tid gik, da jeg så en Søndag kaldtes på Skrivestuen og fik Ordre til at stille om en Time igen sammen med en Kammerat til.
Vi fik så en Vagtmand med og skulde hen at arbejde hos Smeden. Jeg fik et djærvt Håndtryk af Smeden til Velkomst, som yderligere fortalte mig om hele Forehavendet.
Vagtmanden og Kammeraten blev indviet i Sagen. Lidt efter kom min Far med Kufferten fuld af dejlige Madvarer.
Alle tre tog vi for os af Retterne. En glubende Appetit havde vi. Da Sulten var stillet, gik Vagtmanden og Kammeraten ud at arbejde; jeg fik Lov til at blive inde sammen med Far og Smedens Familie. En dejlig Dag; mine Forældre fik,nu rigtig Besked om, hvordan jeg havde det. Og ikke nok med det. Vi fik ”smurt” de rigtige Steder, så jeg hele Tiden fik Lov til at få nogle Pakker hjemmefra.
Claus Clausen blev benådet efter ét års afsoning og sendt tilbage til fronten.
2. september 1917. Tastesen i østrigsk tjeneste – ved et uheld!
Füsilier K. Tastesen kæmpede på fronten i Rumænien.
Den 26. juli kørte vi fra Bukarest gennem Plojeschii, Buzau, Romdiku-Saratu til Foksahani i Provinsen Moldau i Rumænien. Derfra marscherede vi op i en stor Skov, hvor vi slog Lejr og blev i tre Dage. Saa marscherede vi i et meget hurtigt Tempo videre.
Der var mange, der faldt af, da det gik op ad et Bjerg, der paa Tysk kaldtes Tusind og en Meter Bjerget. Da vi kom op var der ingen Vej længere, saa vi maatte gaa ned ad Stier een for een bag efter hinanden. Da vi var kommen et Stykke nedefter, var jeg saa uheldig at falde og trille ned ad en Skrænt, og jeg endte nede i en Lavning, hvor der var fuldt af Mudder, jeg fik mig dog samlet op, men de andre var fuldstændig forsvundne.
Jeg gik selv ned ad Bjerget i to Timer, saa fandt jeg et østrigsk Regiment, som jeg sluttede mig til. De skulde storme den 2. Septbr. Kl. 5, og jeg maatte følge med.
Vi stormede saa et Højdedrag under grusom Granat- og Maskingeværild. Vi kom et Stykke op ad Højen, men blev slaaet tilbage ved Bajonetangreb, og mange Østrigere blev taget til Fange. Vi trak os saa tilbage og holdt os rolige for Natten.
Jeg maatte paa Vagt, skønt jeg troede, jeg kunde lægge mig til at sove, da jeg ikke hørte til Regimentet. Om Morgenen havde vi faaet Forstærkninger og stormede paany, men blev atter slaaet tilbage. Vi maatte saa tilbage til vore Skyttegrave, som vi sagtens kunde forsvare, men vi havde mistet mange Folk.
K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
Billedet i headeren er Hans Larwins: Der Soldat und der Tod (1917).
2. september 1917. Ugens kampe fra The Great War
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om urolighederne i Rusland – og mytterier i Sortehavsflåden – og den meget stille Kaukasusfront. Der er også nyt fra det franske angreb ved Verdun – og det britiske ved Passchendaele. Og italienerns 11. offensiv ved Isonzo er stadig i fuld gang. Og så forsøges det at bestikke Enver Pasha til at tage Det Osmanniske Rige ud af krigen. Til slut fortæller Indy Neidell den makabre historie om henrettelsen af en britisk desertør.
Ny månedsrekord i antallet af sidevisninger
Hjemmesiden denstorekrig1914-1918.dk satte i august måned 2017 ny rekord i antallet af sidevisninger (page views): 84.685 gange klikkede besøgende på én af hjemmesidens artikler.
Hjemmesiden gik on-line i juni 2014. Vi begyndte at tælle sidevisninger i slutningen af august 2014. Vi forventer at runde 2 millioner sidevisninger i løbet af efteråret 2017.
Den store krig 1914-1918 har Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot som tovholder, men med bidrag fra en lille gruppe frivillige fordelt over hele landet. Uden deres store indsats kunne det ikke lade sig gøre.
1. september 1917. Desertøren Claus Clausen på tvangsarbejde i Nordslesvig
Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov gik han gennem Vadehavet mod nord, men for vild og blev fanget den 26. maj. Han blev den 30. juli 1917 idømt 5 år og 3 måneders fæstningsarrest. Han blev efter et hårdt ophold på fæstningen Hyi i Belgien i slutningen af august ført til fæstningen i Danzig.
Her havde vi det noget bedre end i Belgien. Vi syede Knapper i Uniformsjakker; men Tiden blev lang for os. Et enkelt Brev fik jeg hjemmefra; Pakker måtte vi ikke modtage. Brevene skulde skrives på Tysk, ellers gik de ikke igennem.
Nogle Fanger fortalte mig, at der af og til gik Transporter til Nordslesvig, hvor Fangerne arbejdede ved en Grænsebefæstning. Jeg tænkte: Nu må du passe dit Snit.
Så en Morgen ved Appellen råbte Feldwebelen på frivillige til Arbejdskompagnierne i Nordslesvig. I et Spring var jeg derhenne. Der blev talt af fra højre; og jeg nåede lige at komme med. Jeg priste min Lykke.
Så gik Turen da nu hjem igen til Nordslesvig, glad i Sind var jeg, kan man forstå. Ved Middagstid blev jeg dog kaldt op på Skrivestuen. Hvad nu? Mon de skulde have opdaget, at jeg var fra Nordslesvig?
Der lå et Brev til mig, skrevet på Dansk. Feldwebelen viste mig Konvolutten med min Adresse på og spurgte mig, hvem det var fra — hvad han naturligvis godt vidste forinden, da Brevet var åbnet og læst. Brevet var fra min Bedstemor, som ikke kunde skrive Tysk, svarede jeg. Han nikkede. Jeg skulde så læse Brevet og oversætte det. Alt var godt, og jeg fik Brevet med.
Endelig kom vi så af Sted mod Nord. Rejsen gik ind over Mecklenborg, forbi Rostock,hvor jeg havde varet en tre Måneder i Forvejen, og endte i Hovslund.
Herfra skulde vi så marchere til Skovby, et Par km Nordøst for Stationen. Der lå 4 Arbejdskompagnier i en Lejr, 1000 Mand i alt. Det var ved Middagstid, vi stod opstillede på Banegården, og jeg hørte en Mor kalde på sin lille Purk på mit eget Modersmål: „Ka do no kom ind te Unnen!“
Det klang frydeligt i mine Øren, og jeg glemte næsten helt, at jeg var Fange og ikke måtte flytte mig fra Pletten uden på Kommando.
Vi kom så til Skovby og blev fordelt til Kompagnierne.
DSK-årbøger 1947
Særtilbud: Thode til halv pris: 99,- kr
Nu kan du købe den anmelderroste roman “Thode” til halv pris.
Romanen, der udkom sidste sommer, er baseret på sønderjyske Carl Theodor Thodes erindringer fra sin tid som tysk soldat i Den Store Krig fra 1915-1918.
Bogen følger den unge mand rundt i det krigshærgede Europa – fra de iskolde stillinger ved Dynaborg til det støvede skyttegravshelvede i Somme, fra hårrejsende træfninger i Karpaterne til fluebefængte lazaretter på Østfronten.
Den unge mand kastes hovedkuls fra det ene blodige slag til det næste og møder i krigen skæbnen, kærligheden og den altopslugende tragedie, der kommer til at følge ham resten af livet.
Forord af Jørn Buch.
Da rettighederne til Thode nu overgår fra Forlaget Radius til Lindhardt & Ringhof, har du mulighed for at erhverve dig et eksemplar af det beskedne restoplag til halv pris: 99,- kr. + porto.
Tilbuddet gælder så længe lager haves.
Bestil bogen direkte hos forfatteren her: thode@brodersen.tv
Pressen skrev:
**** “Underholdning, man bliver klogere af” – Fyns Stiftstidende
**** “En på en gang smuk og gruopvækkende bog” – Bogrummet
“I nedtonet realisme beskriver bogen krigens rædsler, dens enkelte glimt af barmhjertighed og den uønskede arv, en krig efterlader” – Flensborg Avis
**** “Velskrevet og meget vedkommende” – Empey.dk
31. august 1917. Frits Clausen: “… det trækker jo ogsaa længe ud med denne Krig …”
Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger.
Jyrjev Polskij 31.VIII.1917
Kære Herr Rasmussen
Jeg havde en dejlig Oplevelse for nogen Tid siden.
Da fulgte jeg en Del af de tjekkiske Officerer, som jeg har levet sammen med, til Banen. De rejste ud til Kampen for Deres Lands og Folks Frihed og Selvstændighed og med et “Til kamp, til kamp” gik det til Banegaarden (U Boj, u Boj…. gammel kroatisk Kampsang fra Krigsperioden med Tyskerne).
Paa Banegaarden var den halve By til Stede, for at ønske dem “Lykke og Sejr”, unge Piger smykkede dem med røde og hvide Blomster (tjekkiske Farver) og saa sang de endnu “Marseillaisen” og den tjekkiske Hymne: “Hvor er mit Fædreland?”
Derefter blev der holdt et Par Taler og saa tog vi en hjertelig Afsked fra hinanden. Hvor glade og begejstrede De og vare, saa blev Afskeden dem dog tung. De vidste, hvad de gik ind til, og naar man betænker, at de staar ene her uden Slægt og Frænder, en lille Skare, som endog rnaa kæmpe imod Brødre i deres Fjenders Rækker, saa ser man først, hvor dyb og fast deres Fædrelandskærlighed er.
Jeg ved ikke, om I derhjemme sommetider hører noget om, hvad de faa, der allerede ere i Felten har udrettet. Naar man taler om at srnaa Nationer ingen Betydning har i en Krig, da de ikke kan udrette noget, skal man blot nævne Tjekkerne. Man kan meget, naar man vil. Og hvis Aanden fra 48 endnu var vaagen i vort danske Folk, saa skulde De blot se, hvad vor lille Skare kunde udrette.
Men “Skibet er strandet og der er for faa, der vil bjerge Viljen, der mægter Frihed at værge, Haabet, der kan svinge Flaget og Troen paa Fremtidens Dag.”
Hvis det virkelig er alle Danskes Ønske, at Slesvig skal bevares, saa maa de dog kunne indse, at man ikke kan holde det tilbage med Goulasch (især naar man giver Tyskerne den). Og kommer det ikke tilbage, saa er det tabt for Danmark, for vi kan vist ikke magte det efter Krigen, men vi kunde, og det vil enhver ærlig Søndeijyde, endnu til Slut sætte Livet ind for det Maal, vore Fædre og vi selv har kæmpet for ved Dag og Nat i Fredens Tid.
Peder Jensen og jeg har mange Planer færdige, hvordan det kunde gøres, men der er vel ingen, der spørger os. Vi synes, de er gode, og hvis Folk, som har Forstand derpaa, vilde give sig i Lag med at udkaste blot en eneste med det rigtige Maal for Øje, saa vilde den absolut blive udmærket, og hvis der saa endnu var et Folk, ja blot en lille Del deraf, som vilde sætte alt ind for denne Plan, saa vilde den ogsaa lykkes.
Naar Aanden er ægte, tager gamle Holger os i Favn og saa vil der ogsaa være Lykke med vort gamle Skjold. Men alt hvad man hører fra Norden gaar en anden Vej.
Det varer nok ikke længe, før Tyskerne vil forlange, at Nordmændene selv skal bore deres Skibe i Sænk, og der vil vist ikke være mange som forundrer sig, naar de gør det. Men det er et kedeligt Therna, jeg er inde paa. – (…)
Saa er det Posten. De skriver, at De slet ikke hører fra os, ja os kan skrive det samme. I den hele Sommer har jeg ikke faaet et eneste Brev fra Danmark, undtagen dem, De har sendt mig fra Kæresten og nogle Kort fra Frøken Wolff. Men det trækker jo ogsaa længe ud med denne Krig, at vi godt kan forstaa, om man bliver ked af at skrive, tilmed, naar man saa sjældent faar Svar. –
Hvis dette Brev saa skulde naa Dem, vilde jeg gerne bede Dem, om at hilse min Onkel, Dyrlæge Jes Thaysen Petersen, Smørum Avre, Maaløv St. fra mig og bede ham om at sende mig lidt “Rygeligt”, hvis der da endnu er noget at faa i Danmark, for Tiderne bliver vel ogsaa daarligere derhjemme. Men saa kan I i hvert Fald ikke sælge Tyskerne saa meget, og det er jo et Spørgsmaal om et Folk vil have godt af, at gaa helt fri af en saadan Krig.
Til Slut sender jeg Dem saa de hjerteligste Hilsener fra os alle,
særlig dog hilses De af Deres
Frits Clausen
Bogen “Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918” – anbefales hermed!
I 2006 udgav Historisk Samfund for Sønderjylland bogen Sønderjyderne og Den Store Krig 1914-1918 redigeret af Inge Adriansen og Hans Schultz Hansen.
Bogen blev med 12 forskellige tema-historier om krigens mange aspekter hurtigt standardværket om landsdelen og den Første Verdenskrig.
Som optakt til markeringen af 100-året for krigens slutning i 2018 udsendes den nu i et nyt oplag.
Bogen rummer desuden mange fakta- og citatbokse og talrige kendte og navnlig ukendte illustrationer, heraf en del i farver.
Den er på 373 sider og indbundet.
Den koster 248,- kr for ikke-medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland. Der er rabat for medlemmer af foreningen. For medlemmer koster bogen kun 148,- kr.
Vi anbefaler varmt et medlemskab af foreningen, der gør en meget stor indsats for at fremme interessen og forståelsen af Sønderjyllands historie.
Se mere på forlagets hjemmeside og køb den her
Indhold:
Jørn Buch: Første verdenskrig – årsager, forløb og konsekvenser
René Rasmussen: Sønderjylland ved krigens udbrud i 1914
René Rasmussen: Interneringen af dansksindede ledere og farvandskyndige i 1914
Martin Bo Nørregård: Sønderjyder ved fronterne
Svend Falkner Sørensen: Pligtens tunge bud eller faneflugt?
Inge Adriansen: Hjemmefronten – træk af hverdagslivet
Inge Adriansen: Allierede krigsfanger i Sønderjylland
René Rasmussen: Sønderjyder i allieret krigsfangenskab
Hans Schultz Hansen, Inger Lauridsen og Inge Adriansen: Sikringsstiling Nord, Zeppelinbasen og andre militære anlæg
Inge Adriansen: Mindesmærker i Danmark for faldne sønderjyder
Hans Schultz Hansen: Grænsespørgsmålet under krigen
Axel Johnsen: Krigens afslutning og revolutionen i november 1918
Birgitte Vestergaard Futtrup: De sønderjyske krigsinvalider og hjælpen nordfra
Inge Adriansen: Sønderjyske soldatergrave i Frankrig og England
Hans Schultz Hansen: DSK – Foreningen af Dansksindede Sønderjydske Krigsdeltagere.
30. august 1917. Der skydes spurve (og franske lokummer) med skibskanoner
A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33
I Slutningen af August 1917 blev vi flyttet ned foran Verdun, paa den østlige Side af Meuse. Vi blev anbragt en 5-6 km bag forreste Linie i nogle store Skove. Jeg synes aldrig i mit Liv, at jeg har været i mere intim Berøring og Kontakt med Naturen end i de ca. seks Uger, vi var der. De ikke saa tætbevoksede Steder af Skoven var fyldt med Hindbær- og Brombærkrat med Bær paa. Der var ogsaa Skovjordbær, tror jeg.
Solen skinnede hele Dagen, og der var varmt uden at være for varmt. Vi havde bygget os et stort Telt paa den bare Jord og faaet lagt vore Telefonforbindelser til Divisionen, Artillerikommandøren og de to nærmeste militære Centraler, og vi var saa heldige, at Ballonen med hele Mandskabet og Officerer et Par Dage efter flyttede et Par Kilometer længere bort til en bedre Opstigningsplads.
Men da vi nu engang havde vor Telefoncentral installeret, skulde vi ikke flyttes. Min Kammerat og jeg var altsaa helt uden for Syns- og Rækkevidde. Vi skulde kun passe Telefoncentralen, og vi gik halvnøgne omkring og gjorde, hvad vi selv vilde. Men hvor længe var Adam i Paradis?
En Dag, jeg gik paa Opdagelsesrejse, ser jeg et lille Kommando paa en halv Snes Artillerister, der er ved at sætte store Beggryder op med en 50 meters Afstand, ikke mere end en 100 meter fra vor luftige Bungalow.
„How, Kammerater,” siger jeg, „hvad laver I her?“ — Jo, de var ved at sætte disse Beggryder op i en stor Halvkreds, for inde i Halvkredsen var der paa et nyt anlagt Jernbanespor ankommet en paa Jernbanevogne monteret 21 cm Skibskanon. Den skulde til at beskyde Verdun, og naar den skød, skulde alle disse Beggryder tændes for at „forneble” Stillingen, saa Franskmændene ikke kunde observere, hvor den stod.
Hver Dag, naar den var færdig med at skyde, skulde den pr. Lokomotiv trækkes ud af Stillingen, for at Franskmændene ikke skulde ramme den ved Strø-Beskydning. „For,“ sagde han, „Franskmændene vil jo gøre alt, for ved Hjælp af Lydmaalere og meget andet at finde ud af, hvor den staar. Men det bliver svært, og det mest sandsynlige er, at de saa samler en Bunke Artilleri og beskyder det Omraade, som de formoder, Kanonen staar paa, i Haab om at ramme den.”
„Naa,“ sagde jeg, „det er jo kønne Udsigter! Jeg maa ned og se paa Kalorius.”
Ca. 500 meter fra Gryderingen fandt jeg Skibskanonen; gigantisk langt forekom Løbet mig. „Naa,“ spurgte jeg, „hvornaar er I klar til at skyde?” —- „I Morgen!” var Svaret. Man fortalte mig, at de i alt var lige ved 200 Mand for at betjene Kanonen. Om det nu var Løgn eller Latin, skal jeg lade være usagt.
Jeg skyndte mig hjem til vort fredelige Telt og fortalte min Kammerat, hvorledes Udsigterne var. Vi fik travlt med det samme med at grave os et Par Meter ned i Jorden for i hvert Tilfælde at være sikret mod Sprængstykker, naar Franskmændene begyndte at skyde.
Dagen derpaa — om Formiddagen, da jeg sad og passede Telefonen — meldte Skibskanonens Kommandant sig hos vor nye Ballonzugfører, Lt. Klister, og meddelte, at han af Artillerikommandøren havde faaet Ordre til at søge Kontakt med os, da vi skulde være Observationsballon for dem for de Maal, han havde faaet opgivet at skulle beskyde i Verdun.
Maal 1. 3 Skud mod en Badeanstalt og Bro ved Meuse inde i Verdun.
MaaL 2. 3 Skud paa en tidligere Skolebygning paa et nærmere betegnet Sted inde i Verdun, der nu var kendetegnet som Lazaret ved et stort rødt Genferkors paa Taget og med et do. i røde Mursten paa hvid Sandbund i Gaarden, og Maal 3. 3 Skud mod et Vejkryds lige udenfor Verdun.
Jeg spidsede Øren. Jeg kunde ikke lide Maal 2, og det kunde vor Lt. Klister heller ikke.
„Hør, Hr. Kammerat,” sagde han; „det kan da ikke passe med Maal 2! Mon der ikke foreligger en Fejltagelse her?”
„Nej,” sagde Kommandøren, „det gør der ikke, men det glæder mig, at De reagerer paa samme Maade som jeg. For da jeg fik Ordren, sagde jeg det samme som De, men saa oplyste Artillerikommandøren mig om, at de ogsaa der havde været forbavset, da de fik Ordren, og de havde ringet op til højeste Kommandosted, 5. Armé i Rethel, men dér faaet en over Næsen; de skulde bare udføre Ordrer og ikke spørge.
Men Artillerikommandøren havde bedt Kanonkommandøren, om han ikke ogsaa kunde gøre et Forsøg paa at faa denne famøse Ordre omstødt. Han havde saa ringet til sin højeste Instans, men der faaet Ordren bekræftet, dog med den Forklaring, at det skulde være en Slags Gengældelsesakt, fordi franske Flyvere for et Par Dage siden om Natten havde bombarderet et tysk Lazaret oppe i Nærheden af Sedan.
Kanonkommandøren vilde dog gerne røre mere op i den Sag, for den franske Bombning kunde jo være sket ved en Fejltagelse, og han vilde derfor bede vor Fører om at tale med sin højeste Instans, om denne Ordre ikke kunde omstødes.
Og saa begyndte vor Telefon at gløde. Jeg fik efter Ordre Forbindelse med „Koluft“ (Kommandør der Luftstreitkrafte) ved 5. Armé. Herfra forsøgte man ogsaa at indvirke paa højeste Sted, hvorfra Ordren var kommet, men ogsaa de fik en Næse og lod selvfølgelig Næsen gaa videre til Lt. Klister. Og saa var der ikke mere at gøre. Ordre var Ordre.
Nu forstod jeg ogsaa bedre det første Maal. For egentlig var det da det rene Galimatias at skyde med en saa stor og dyr Kanon paa en Badeanstalt og en Badebro. Det var som at skyde Spurve med Kanoner. Men det var naturligvis Meningen, at nu skulde Franskmændenes sanitære Indretninger ødelægges.
Kl. 1 3/4 om Eftermiddagen gik vor Ballon i Vejret for at være Observatør og Korrektør for Skibskanonens tre, mindre glorværdige Maal, og jeg maa sige, vore Officerer var ikke stolte over Opgaven. Kl. 2 begyndte Skydningen, og efter hvert Skud kom den lakoniske Meddelelse fra Observatøren: Schuss sitzt!
Det viser jo, hvilken fin Mekanisme en saadan Skibskanon er, og med hvilken Præcision den kan indstilles paa Landjorden.
Kl. ½ 2 havde man tændt alle disse Beggryder, og der var tyk Luft omkring os. Vi sad med daarlig Samvittighed i vort Hul og rystede for det, der kunde komme om et Par Dage.
Næste Formiddag ringede Kanonkommandøren igen og opgav tre nye Maal for Eftermiddagens Skydning, som igen skulde begynde Kl. 2. Denne Gang var det mere fornuftige Maal.
Kl. 2 sad jeg igen ved Telefonen og hørte igen Kommandoerne: Schuss kommt! — Schuss ab! Men det var det underligste Skud, jeg nogen Sinde har hørt. Det gav ikke saadant Rabalder, som Skuddene Dagen i Forvejen, men det lød saa underlig tomt, og i samme Øjeblik raslede nogle Sprængstykker igennem Luften. Et Øjeblik efter hørte jeg Aarsagen. Det var en saakaldt „Frühkrepierer”, der var eksploderet inde i selve Røret. Den havde foraarsaget en stor Bule i Løbet, og Projektilet var sprøjtet ud til alle Sider af Mundingen.
Dagen efter drog Skibskanonen med samt dens Betjening af Sted. Kanonen skulde til Krupp og Mandskabet sandsynligvis i en Forstærkningslejr. Og hvem der var glade? Det var vi! Nu kunde vi igen aande lettet op og nyde Naturen og Skønheden.
29. august 1917. Hans Hostrup på vej hjem fra Makedonien
Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan. Her tilbragte han det meste af 1917 ved fronten i Makedonien nær Gevgeli. I august 1917 blev han imidlertid syg af malaria og kom på lazaret.
(… fortsat)
Efter en Maaneds Forløb blev jeg udskrevet og kom paa Rekreation i Vranje. Her boede vi i Træbarakker, men de var saa smækfulde af store, fede Lopper, saa der var ikke til at være om Natten, ikke hvis man skulde sove. De fleste af os sov paa den bare Jord under Træerne i en Park. Det kan man ogsaa vænne sig til. Hvad jeg derimod ikke godt kunde vænne mig til, var, at vi nu skulde eksercere og marchere igen som i Rekruttiden. Det passede mig afgjort ikke at gaa og vade rundt i den „makedoniske Sne”, som det flere Tommer tykke Lag Støv, der ligger paa Gader og Landeveje om Sommeren, bliver kaldt.
Det ene med det andet gjorde, at jeg meldte mig frivillig tilbage til Fronten igen, da der engang blev spurgt, om nogen vilde melde sig. Maaske var Grunden den, at jeg, inden jeg blev syg, havde faaet Lov til at rejse hjem paa Høstorlov.
Mine Kammerater forude naaede jeg ikke mere ud til, for da jeg meldte mig paa Skrivestuen ved Batteriet, laa Orlovsbevillingen paa tre Uger parat til mig. Samme Aften snakkede jeg med nogle af vore Underofficerer, og vi drøftede ogsaa min forestaaende Rejse helt op til den danske Grænse.
De mente, at jeg nok stak af til Danmark, men jeg sagde til dem, at det ikke var min Hensigt, da jeg i saa Fald kunde have gjort det saa mange Gange før.
Dengang var det mit ramme Alvor, at jeg vilde komme igen. Hvad Underofficererne saa har tænkt og sagt om mig, da jeg ikke kom, lader jeg staa hen.
Dagen efter rejste jeg, dog uden at føle nogen Glæde over det lige straks. Jeg vidste, hvor svært det vilde falde mig at løsrive mig fra Hjemmet igen. Tre Uger hjemme gik alt for hurtigt, det vidste jeg, og saa skulde der siges Farvel igen. Saa var det næsten lige saa godt at blive herude.
Fra Miletkovo skulde Jernbanerejsen begynde. Her havde jeg engang i Foraaret en forunderlig Oplevelse, som jeg ikke glemmer. Det var endda kun noget saa almindeligt som en hvidmalet Jernbanevogn i et Tog, der kørte forbi. Men Vognen var dansk, der stod „Kødvogn” malet med røde Bogstaver paa den. Det var som at faa en Hilsen fra Danmark, som laa deroppe i Nord, ca. 2000 km borte.
Jeg kunde ikke løsrive mig fra Synet og stirrede efter Toget, saa længe det var at øjne.
Inden Orlovstoget kørte, fik hver tiende Mand en Riffel udleveret til Forsvar, hvis der skulde ske Overfald undervejs. Vore egne Karabiner og Geværer maatte ikke tages med. Der skete dog ikke noget, og efter en grundig Aflusning paa en østrigsk Station kørte vi ind i „das grosse Vaterland”.
Hvor effektiv en saadan Aflusning er, kan diskuteres, i hvert Fald stolede de civile Tyskere, særligt Kvinderne, ikke alt for godt paa den efter deres Omhu at dømme for ikke at komme i for nær Berøring med os i Toget.
(… fortsættes)
29. august 1917. På kartoffelskud med skarpladte geværer
M. Levisen gjorde krigstjeneste i 9. Pionier-Bataillon.
Det var et år sidst på sommeren, når og hvor husker jeg ikke mere. Vi havde opdaget, at der i nærheden af vort kvarter fandtes en mægtig stor mark med kartofler. Det værste var, at der stod en »blindgænger« (feltgendarm) vagt ved marken.
Et par kartofler havde vi nok fået hugget i ny og næ, men det battede ikke rigtig. Så fandt vi på en list. Vi delte os i to hold, det ene hold sneg sig temmelig åbenlyst hen imod markens ene ende, medens det andet hold godt skjult styrede mod markens modsatte ende.
Feltgendarmen opdagede planmæssigt det første hold og skyndte sig derhen for at jage dem bort. Imens benyttede vi i det andet hold tiden til at få ranet de kartofler, vi ville have.
Inden vi kom bort, blev vi dog opdaget af gendarmen, og denne skød nu et skud efter os – uden dog at ramme nogen.
Vi blev nu ikke så lidt forargede på den »blindgænger«, der tillod sig at skyde efter gamle frontsoldater. Den næste dag tog vi selv geværer med på kartoffelrov, og et enkelt varselsskud var nok til at holde gendarmen i dækning så længe, at vi fik taget de kartofler, vi ville have.
Jeg tror nu nok, at det var heldigt, at vort kompagni dagen efter blev flyttet til et andet sted. Der blev skumlet noget om streng undersøgelse og krigsret, men da vi havde leveret kartoflerne til køkkenet, og alle, både officerer og menige, havde nydt godt af kartoflerne, blev sagen vistnok syltet.
Vi var efterhånden slet ikke kræsne med hensyn til madvarer. Jeg husker således fra stillingerne ved Arras, at der lå en gammel vandmølle, og i alle dens skakter og render skrabede vi det gamle mel ud og brugte det til mad på en eller anden måde.
En meget eftertragtet spise var hestekød. Det skete jævnligt, at en hest under ammunitionstransporten ud til fronten blev ramt og døde. Så var soldaterne rundt om fra der straks, og det varede ikke længe, så var der kun det kødløse skelet tilbage. Jeg lærte dog aldrig, hvordan man skulle stege eller koge det hestekød, så det blev mørt. Det, jeg tilberedte, var altid så sejgt som sålelæder.
28. august 1917. “… man kunde gaa i Kampen for Friheden med saadanne Kammerater”
Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt i 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten og senere indsat i den særlige krigsfangelejr for sønderjyder og andre venligtsindede nationaliteter i Rusland, Jurjeff-Polski. I august 1917 skrev han til Pastor N.J. Jensen om sit indtryk af de tjekkiske fanger.
Jeg fulgte dem til Banegaarden. Det gik med sang. “I kamp! I kamp!
lød det begejstret fra deres Læber.” Jeg tænkte paa, om man kunde
gaa i Kampen for Friheden med saadanne Kammerater. Da kunde
man frejdigt gaa Kuglerne i Møde og falde med den danske Menigmands Ord paa Læberne: O Herre Gud, saa skulde jeg endda i dette Liv den glæde ha’. For efter min Mening er det den dejligste død, for Fædreland og Frihed.
Men den glæde faar vi nok ikke. Den Tid, da man tænkte paa Landets nød og Smærte før paa sig – i Danmark – det var ott’ og fyrre. Det er beklageligt, at vi Danske skal søge det store i Fortiden. Danmark vil helst købe Sejre uden Blod og Sværd, men derved vil Idealerne gaa tabt, og vi vil ende som en Gullaschnation, vi, den stolte Vikingeslægt …
Men tilbage til Tjekkerne. Den halve By fulgte dem. Unge Piger bragte de Frivillige Blomster; selv havde de allerede smykket sig før.
Saa sang de Marseillaisen og den bøhmiske Hymne: Hvor er mit hjem? En af dem holdt en Tale, jeg kyssede vore 5 Venner fra Huset og gav dem alle et fast Haandtryk med inderlige ønsker om Sejr og Hæder og en lykkelig Hjemkomst til et lykkeligt og frit Fædreland. –
Stemningen hos de Frivillige var glad, begejstret og alvorlig. Naar man blot har været 3 Dage ved Fronten ved man, hvad det vil sige at gaa frivilligt ud til det igen, og nu er det værre end før.
Men de holder nok ud. Det vil ikke være rart for de Tyskere, der falder i deres Hænder, men Danskerne har de lovet mig at give pardon.
Tænk, om ens Forbøn kunne redde en Landsmand!
Ja, saa er der endnu et udmærket Træk. Af de Menige maatte Skrædderne og en Snedker ikke komme med. Men de havde dog faaet Tilladelse til at gaa med paa Stationen. Man anede, at de vilde
smutte med og passede derfor godt paa dem, men alligevel smuttede en af dem med. Er det ikke storartet! Russerne løber bort fra Fronten, men disse løber bort for at komme tilbage til den.
28. august 1917. Vagtmanden skød ind i flokken af fanger
Hans Petersen fra Skodsbølmark blev taget til fange i juni 1915, da franskmændene angreb FR86’s stillinger ved Moulin-sous-Touvent. Lige siden da har han været i fangenskab. I sommeren 1917 var han indlagt på et hospital, da en frygteligt såret tysk fange blev bragt ind.
Næste Middag blev han lagt paa Operationsbordet, vasket, renset og fotograferet; og dette er det frygteligste Fotografi, jeg nogensinde har set af et levende Menneske.
Op ad Dagen fik vi Klarhed over Ulykken. Sammen med den saarede kom ogsaa én af hans Kammerater, en prøjsisk Husarsergent, der var blevet let saaret over det ene Øje, og han fortalte Sammenhængen.
De havde været et Hold Tyskere sammen paa Arbejde hos en Møller i en lille Landsby ved Navn Thierzac.
En Aften havde de budt deres Vagtmand med i Byen paa Sold, og de havde drukket tæt allesammen.
Paa Tilbagevejen om Natten havde den ene Fange bebrejdet Vagtmanden, at de nu skulde ned og sove i det aabne, kolde Træskur, og herover var Vagtmanden blevet fornærmet. Da de kom ind i deres Træskur, havde de ikke Lyst til at gaa til Ro i Halmen, men bad Vagtmanden om at hente dem endnu en Liter Vin.
Dette nægtede han, hvorved Forholdet tilspidsedes.
I deres løftede Stemning begyndte de at synge og lave Fest med hinanden. Vagtmanden var gaaet ud og havde laaset Døren; men han turde ikke gaa bort for at sove, førend der var Ro, hvorfor han gennem Vinduet raabte til dem, at de skulde ophøre med at lave Fest. Da det ikke hjalp, sagde han det endnu engang, at de skulde slukke Lyset og lægge sig til at sove.
Dertil bemærkede han ophidset, at nu vilde han sige det tredie og sidste Gang og derefter gøre Brug af sit Gevær.
De slukkede ogsaa straks Lyset, og et Par af dem havde lagt sig; men derfor forstummede Festen jo ikke øjeblikkelig.
Nu henholdt Vagtmanden sig til sine Instrukser, maaske den eneste Passus, han har kunnet huske af dem.
Han afgav sin Ordre for tredie Gang, lagde umiddelbart derefter Geværet til Kinden og skød — rasende og fuld, som han var — i Blinde ind gennem Vinduet og midt hen i Flokken.
Der lod et Rædselsskrig fra mange Struber — et Sekunds Ro — og derefter en Jamren, der kunde faa forhærdede Hjerter til at bløde.
Virkningen af den gammeldags Blykugle af stor Kaliber var frygtelig.
Den første, der blev ramt, sad midt foran Vinduet i Halmen og snørede sine Støvler op. Han blev ramt i Panden, saa Kuglen gik ud af Nakken, og hele Hovedets Indhold sprøjtedes omkring paa Loft og Vægge.
Han var død i samme Nu. I lige Linie med ham laa der en, som lige var ved at falde i Søvn; Kuglen ramte ham i Underkæben, saa hele Underansigtet blev revet af. Derefter strejfede Kuglen hen over det ene Øje paa Husarsergenten, der slet ikke stod i den Retning, Kuglen var affyret.
Det mest tragiske var, at den Mand, der var død, ikke havde taget Del i Festen, han havde ikke mindste Skyld i hele Ulykken.
Da ingen af Holdet havde Tændstikker, raabte de paa Vagtmanden for at faa Lys; men han var gaaet op i sin Stue for at sove. I Mørke maatte de føle sig frem. Den Mand, som var død, antog de for haardt saaret, da han ikke rørte sig; derfor bar de ham hen paa hans vante Plads og lagde Tæpperne omkring ham. Den haardt saarede jamrede sig ustandseligt, og ved fælles Hjælp fik de lagt et Haandklæde omkring hans Hovede.
I Uvished tilbragte de en frygtelig Nat i det lille, mørke Træskur.
Først næste Morgen, da Dagen gryede, kunde de danne sig en rigtig Mening om Ulykken, der var sket.
Da Vagtmanden kom for at laase op, blev han vel nok lidt forbavset over det, han havde afstedkommet; men det rørte ham ikke synderligt — han havde jo »gjort sin Pligt«. —
Der blev sendt Bud efter Lægen, som først kom om Middagen, lian knude intet udrette uden at beordre de saarede indlagt paa Hospitalet, hvor de først ankom et Døgn efter, at Ulykken var sket.
Lægen mente ikke, at Sergenten var blevet ramt at Kuglen, derimod hældte han til den Anskuelse, at det kunde være blevet foraarsaget af en af de omkringsvirrende Knoglesplinter eller en Tand fra den haardt saarede.
Sergenten var overbevist om, at Mølleren bar Hovedskylden for hele Ulykken og karakteriserede ham som en nederdrægtig Bjergtrold.
»Vorherre bevare mig,« tænkte jeg, »før at komme hen at arbejde paa den Plads.«
Men Skæbnen!
27. august 1917. Ved Ypres: Skudkadence: 150 granater à 50 kilo i timen
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.
Den 27. august om natten gik vi ud i stillingen igen. Englænderne skød så voldsomt med svært artilleri denne morgen, at vi kunne svært komme hen til kanonerne.
Vi løb spredt over markerne. En granat slog ned ved siden af mig, den slog min karabiner i stykker og gennemhullede min frakke. Jeg beholdt remmen i hånden. Senere sendte jeg remmen hjem som erindring. Den er anbragt på karabiner 3899 i min samling.
Vi havde et par svære dage. Englænderne angreb ganske voldsomt, vi skød på en kort afstand ca. 3000 m., og kampen rasede i flere døgn uden at tage af i styrke og voldsomhed.
Den 27. august om natten nåede de hen til lige foran kanonerne, men vi holdt stillingen til om morgenen; da kom der forstærkning, det var en hel marinedivision, der blev sat ind; det var næsten, som om de kom op af jorden, sådan vrimlede det med soldater.
De gik straks over til angreb, og englænderne blev kastet tilbage til deres oprindelige stilling.
Det var en hård kamp, vi skød hele tiden alt det vi kunne, dvs. indtil 150 granater pr. time pr. Skyts.
Under sådan en kanonade kunne vi dårligt tale sammen, rørene blev ophedet, og der kunne blive ladebesværligheder, låsen kunne sidde fast, men så måtte man passe at smøre alle vegne. Der var 76 smørehuller at iagttage.
Det varede ikke længe, inden de sårede begyndte at komme. De kunne komme enkeltvis, flere sammen, i små flokke, to letsårede kunne støtte en hårdt såret, eller bære ham, eller slæbe ham, køre ham på en hjulbør, eller bære ham i teltdugen på en stang og så fremdeles. Jeg mindes, at der kom to og stillede sig op ved huset på hjørnet. Den ene viste os, hvorledes en kugle var trængt ind igennem patrontasken og to rammer patroner og ind og sad fast i uret. Han havde fået et skud i siden.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
27. august 1917. Hårdt såret: “Underkæben var skudt over ved begge Sider, alle tænder baade i Under- og Overmund var sprængt bort”
Hans Petersen fra Skodsbølmark blev taget til fange i juni 1915, da franskmændene angreb FR86’s stillinger ved Moulin-sous-Touvent. Lige siden da har han været i fangenskab. I sommeren 1917 var han indlagt på et hospital, da en frygteligt såret tysk fange blev bragt ind.
En Aftenstund, nogen Tid efter at vi var gaaet til Ro, og Stilheden laa over alle Stuer, og der kun hørtes en enkelt Stønnen fra én af de saarede, der med Møje vendte sig paa den anden Side, hørte jeg pludselig ivrige, hviskende Stemmer fra Stuen ved Siden af.
En Sygeplejerske aabnede sagte Døren, traadte ind og saa sig omkring i Stuen, som om hun søgte én eller talte Sengene. Efter hende kom en Læge, iført sit Operationstøj, saa han lignede et Genfærd i den matte Belysning fra den anden Stue. Dernæst kom to Soldater bærende med en saaret imellem sig.
De spurgte ham, om han kunde staa, hvortil han nikkede ganske svagt. Af hans Hoved var næsten intet at se, det var forbundet med Klude og Pjalter og Stykker af et Tæppe, som man fjernede først. Tilsidst var der et Haandklæde lagt ind under Hagen og bundet ovenpaa Hovedet; det var ogsaa bundet ved Hjælp af flere Baand og sammenholdt ved Sikkerhedsnaale.
Jo nærmere man kom Haandklædet, des mere urolig blev den saarede. Og da den sidste Naal var taget ud, og Haandklædet langsomt og forsigtigt sænkedes, udstødte den saarede et hjerteskærende Skrig, idet hele hans Underkæbe løsnede sig fra sin Plads og faldt tungt ned paa Brystet.
I det Øjeblik sank han i Knæ af vanvittig Smerte; men han holdt sig dog paa Benene.
Der mødte mig et frygteligt Syn, og det var mig, som om alle mine Muskler og Nerver trak sig sammen, saa jeg blev til en sammentrykt Masse, og i Baghovedet følte jeg tydelige Smerter.
Som Underkæben laa der paa Brystet, var der her fra og op til Underkanten af Næsen et eneste blodigt, forrevet Hul. Underkæben var skudt over ved begge Sider, alle tænder baade i Under- og Overmund var sprængt bort. Overlæben var flænset helt op til Næsen, og store Laser al Kød og lange Fibre hang ned herfra saavel som fra Ganen, og Tungen var revet midt over af en Knoglesplint. Det øvrige Ansigt var opsvulmet i den Grad, at det var baade blaat og sort, og det ene Øje kunde lige skimtes dybt inde.
Med Forsigtighed hævede man atter Underkæben op paa sin Plads — den saarede sank atter i Knæ — og bandt Haandklædet omkring. Her kunde der ikke være Tale om en foreløbig Forbinding, her maatte en indgribende Operation til; men denne kunde ikke foretages lør næste Formiddag, naar Kirurgen kom.
Saa klædte man ham af og lagde ham i en Seng ved Siden af mig. Indtil da havde den saarede holdt sig tappert paa Benene, et Tegn paa overmenneskelig fysisk Styrke og Selvbeherskelse.
Men hvad var der sket? Læs med i morgen!
25. august 1917. Ugens kampe fra The Great War
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om det 11. slag om Isonzo , hvor italienerne mister en gylden chance for gennembrud. Ved Verdun generobrer Frankrig nogle af de områder, der var gået tabt i 1916, herunder Højde 304 og Mort Homme (“Det tote Mann”). Længere mod nord raser Det tredje slag om Ypres (“Passchendaele”). Her gør canadierne fremskridt mod de tyske stillinger ved Højde 70 og også briterne rykker frem – men ikke så langt som planlagt. Men briternes general Herbert Plumer begynder at forstå, hvordan det fleksible tyske forsvar i Hindenburglinje måske kunne – ikke gennembrydes, men skubbes tilbage bid for bid, uden de frygtindgydende tab, som briterne hidtil havde lidt. I Rumænien blev den tyske offensiv stoppet, mens der var fremgang længere mod nord i Galizien. Udsendelsen slutter med den store brand i Saloniki, der blev en katastrofe for ententens forsyningssituation.
25. august 1917. Nyt hjemmefra: “Var i stalden og se til hestene. Frits er så stiv på det ene ben, at den næsten ikke tør støtte på det”
Lorens Lorenzen Hansen fra gården Højvang ved Skodborg blev indkaldt i efteråret 1916. Han skrev sammen med hustruen Kirsten, der var alene med tre børn på 10, 8 og 2 år og måtte passe gården ved hjælp af den russisk krigsfange Wilhelm og hjælp fra en indkvarteret vagtsoldat.
Højvang lørdag morgen d. 25. august 1917.
Kære lille Far!
Så skal vi igen forsøge at omsætte nogle af vore tanker på papiret. Det er så underligt tomt og roligt herhjemme, nu du er borte. [Lorens har åbenbart lige været hjemme på orlov/KM]
Vi kom hjem lidt før 7 og måtte så i gang med fraspænding og røgteriet selv, da Wilhelm var hos Simon og ikke kom mere i går.
Andrea havde ellers haft travlt og det meste [af] stuen var gjort i stand til i morgen søndag, så det havde vært hyggeligt at sidde i stuen, om du havde været der.
Vi gik i seng kl. 9, men var vågen hver time og oppe og se efter vinduer og døre. Sådan ruskede blæsten i dem. Var i stalden og se til hestene. Frits er så stiv på det ene ben, at den næsten ikke tør støtte på det, ligger en del. Lotte og føllet [er] i stalden.
Kl. 5 i morges blev vi vækket af Stinne Bach, som kom og bad om, om ikke Wilhelm, når han kom, måtte køre mælk med Lotte og en af deres heste. Simon var blevet pludselig syg i nat, ikke som han plejer, men akkurat det samme som da han havde Rue [sandsynligvis Ruhr, det tyske udtryk for dysenteri/KM] i Rusland. De ville så beholde den ene hest hjemme til at hente læge med, hvis det ikke blev bedre til kl. 7. Stinne sagde, hun havde ingensinde set ham så slap. Hans gamle sygdom gør vel også noget til slapheden.
Det regnede dengang og ser ud til at have regnet ikke så lidt i nat. Nu er det tørvejr, men vist for vådt og smadret til at så kunstgødning; men så måtte han få en af Simons heste til at pløje med. – Det forstår de dem vel nok selv på. Simons havde fået 3 læs byg efter kl. 6, – havde pløjet til denne tid. Stinne var ked af, at de ikke havde fået lidt mere. Skal hilse mange gange fra Kirsten- og Inge-Grethe. Kirsten er i gang med at skrive til dig og fortælle, at da vi kom hjem i aftes, stod storken på huset.
Vi følger dig jo i tankerne og ønsker det bedste for dig, hvor du end færdes skal. Vær så kærligt hilset fra din egen Kirsten.
Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og hjemstavnsarkivet i Skodborg. Kommenteret af Keld Mortensen (KM).
24. august 1917. “De engelske balloner var oppe om aftenen, de så med solen, og de tyske om morgenen.”
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.
Det var hen ad aften, da vi nåede til kvarteret i Beythem. Ovre mod vest stod de engelske luftballoner, vi kunne tælle op mod 50.
De engelske balloner var oppe om aftenen, de så med solen, og de tyske om morgenen.
I kvarteret fik vi noget at spise, gjorde os færdig til udrykning, og om natten tog vi ud i stillingen igen.
Det var den 23. august. Samme dag blev kanoner Skodsaid hårdt såret. Han blev bragt til feltlazarettet han døde to dage senere.
Den 25. august faldt kanoner Georg, han var fra Westpfalen. Han blev sendt tilbage med spisevognen og blev begravet. Der var daglig nogle, der blev såret, men jeg kendte dem ikke alle.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
24. august 1917. J.J. fra Spandet forvandler vin til vand …
J. J., Spandet, fortæller i DSK-årbøgerne årgang 1948 denne historie.
Ja, hvem husker ikke denne – for Spøg mente Betegnelse – “Batteri Brinkmann”, den blev da ret ofte brugt ogsaa hos Fodtudserne (Infanteriet).
Det Batteri, hvortil jeg hørte, var i Sommeren 1917 blevet indsat i det paa denne Tid rasende Flandernslag. Da Batteriet hørte til det sværtkalibrede Skyts, stod vi temmelig langt ude bag Fronten.
Kanonerne stod i Stilling i Houtholster-Skoven, medens Bespændingen og den dertil hørende Bagage laa i Kvarter i den idylliske lille By Zieghem.
Det er fra denne Tid, jeg vil fortælle en morsom lille Oplevelse.
Batteriets Mandskab var en ret broget Blanding, bragt hid fra hele det store tyske Rige. Bl. a. var der da ogsaa to Mand, der havde hjemme i Berlin. Kun de to Mænds Fornavn husker jeg, det var Adolf og Heinrich eller bare Heini. Nu var det en god gammel Skik hos os, at vi delte ondt og godt sammen – alt som dette nu kunde flaske sig. Heri var ogsaa indbefattet de “Liebesgaben”-Pakker, som vi Tid efter anden fik tilsendt.
Dog, her gaves der ogsaa en Undtagelse, og det var denne Berliner-Adolf. Ikke saadan, at han ikke vilde være med til at fortære vore Pakkers Indhold; det vilde Fyren nu nok, men fik han selv tilsendt en Pakke, ja, saa ragede det ikke os. Han beholdt den for sin egen Mund.
Derfor vil ingen vist fortænke os i, at vi saa med en vis Skepsis paa den gode Adolf og pønsede paa at give Kammeraten en lille Streg, som han ikke saa let skulde glemme.
– Kære Ven, tænkte jeg -, vi faar nok Ram paa dig en Dag -, og sandelig, om vi ikke gjorde det, og det endda næsten før vi anede det.
Paa en eller anden Maade var den gode Adolf kommet i Besiddelse af en hel Del Flasker med belgisk Landvin. Vinen vilde han nu sende hjem til Familien i Berlin, og han bad mig være behjælpelig med Indpakningen af de mange dejlige Flasker med Indhold. – Jeg slog til og lovede ham dette. Ja, ja, tænkte jeg i mit stille Sind, mon der ikke byder sig en Lejlighed til at faa dukket Fyren.
Medens den gode Adolf gik sig en Tur om til Bagagen for at faa fat i de nødvendige Indpakningsmaterialer, lovede jeg at holde godt øje med hans kære Skat. Men næppe var Fyren ude af Døren, før jeg tilkaldte de i Nærheden værende Kammerater. Efter en kort Raadslagning enedes vi om, at den dejlige Vin aldrig skulde komme til Berlin, og saa slog vi den uden Betænkning i vore tørre Halse. –
Saa var den lavet, hvorefter Flaskerne igen blev paafyldt rent Brøndvand. Proppen blev sat i, og nu saa det hele saa uskyldigt og tilforladeligt ud.
Berliner-Adolf var vendt tilbage med en solid Trækasse. Saadan lidt afsides stod vi og viklede Flaskerne ind i Papir, hvorefter de forsigtigt blev anbragt i Kassen. Det var hurtigt gjort, og Kassen blev sendt af Sted.
Der gik et Stykke Tid – vi havde næsten glemt Sagen.
– Men saa en Dag sprang Bomben.
Berliner-Adolf kom farende, viftende med et Brev, han lige havde modtaget. Manden saa rent forstyrret ud – han skulde da vel aldrig være blevet tosset – Du store, skreg han. – Hvem Fanden har nu her været paa Spil?
– Hvad er der i Vejen? – Hvad mener du? spurgte jeg ret deltagende.
– Åh, I ved vistnok ret god Besked, men – læs selv her, skreg han arrigt: med dirrende Haand holdt han den lige ankomne Skrivelse hen under mine øje, saa jeg selv kunde læse Brevets Indhold. Bl. a. stod der: … takker, du burde skamme dig, du maa vide, dette her er alt andet end Spøg – Vand har vi endnu nok af her …. Farvel!
Og det – røg det ud af den ulykkelige Adolf – kan ikke være andre end jer, der har lavet mig denne forbandede Suppedas!
Haa-haa-haa, hvor vi lo, for det havde Manden da saa fuldkommen Ret i.
23. august 1917. Indædt patruljekrig ved Havrincourt
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. I juni 1917 lå regimentet i Siegfriedstillingen ved det ødelagte slot Havrincourt. Det var et helt andet og moderne forsvarsværk end de gamle skyttegravsstillinger. Briterne lå tæt ved.
Den 18. august begyndte kampene igen. På denne dag lå der dagen igennem igen tung mineild på kalkbjergets kant. Ved midnat ramte et uhørt kraftigt ildoverfald 6. kompagnis poster; samtidig blev den højere placerede hovedstilling rasende bestrøget af mange maskingeværer. Efter kort tid blev artilleri- og mineilden forlagt fra postelinjen til feltvagten.
Så kom der bag nordsiden af bjerget ca. 20 og bag sydsiden ca. 30 Tommy’er stormende frem. Hensigten var tydelig: Posterne oppe ved randen skulle omgås og afskæres. Denne hensigt mislykkedes på grund af vagtsomhed og uforfærdethed hos 6. kompagnis poster, som på ingen måde havde ladet sig gøre møre af den rasende ild.
Angrebet blev slået tilbage. En sergent blev ganske vist taget af overmagten og ført med tilbage; til gengæld faldt en såret skotte i vore hænder. Hovedformålet, erobring af kalkbjerget, var mislykket.
Men der var stadig ingen ro her. Allerede næste nat blev en dobbeltpost angrebet af en patrulje. De bliver jaget væk, men kommer tilbage med forstærkning, i alt otte mand. De styrter sig på ny over dobbeltposten. Den ene bliver gjort ukampdygtig ved et kolbeslag over armen, men kan endnu stikke af; den anden, allerede grebet, river sig løs. Endnu i den samme nat bliver pigtrådsspærringen foran denne post repareret; derved falder en mand fra sikringspatruljen. I de nu følgende nætter ind til afløsningen forsøgte fjenden ikke igen angreb mod kalkbjerget.
Otte dage senere, efter fire måneders småkrig med en stædig, udspekuleret og uforfærdet modstander, kunne forpoststillingen derfor uskadt overgives til afløsningen. Dette resultat skyldtes ikke mindst den rastløst flittige major von Hanstein, der førte regimentet fra begyndelsen af maj til slutningen af juli i stedet for den afkommanderede major von Drigalski.
Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918
23. august 1917. Loppetjans på minestrygerne i Østersøen
P. M. Christensen, Blans, gjorde krigstjeneste på minestrygerne. Det var for det meste en behagelig tilværelse.
Sommeren 1917 var jeg havnet om Bord i Minestrygeren S. 59. Flotillen, som bestod af gamle Fiskekuttere, forsynet med baade Sejl og Dampmaskine; var stationeret i Sassnitz paa Rygen.
Havde det ikke været Krig, havde det for os været et helt behageligt Liv i denne Badeby. Jeg traf om Bord gamle Kammerater fra Murwik, Tjenesten. var ikke anstrengende, og ret megen militær Disciplin var der ikke.
Vi gennemtravlede Østersøen fra Travemunde til Libau for at holde Farvandet renset for Miner, vi fandt ingen i den Tid, jeg var med om Bord. Vi aflagde Besøg i mange af Østersøens Havnebyer.
Kammeratskabet var godt, og vi havde det selv forholdsvis godt.
Listen over krigsdeltagere vokser støt
Listen over sønderjyske krigsdeltagere vokser støt.
Listen rummer ikke kun de faldnes navne og data, selvom de stadig er de fleste. Lige så stille kommer der flere og flere navne på. Ambitionen er at sætte navn på så mange sønderjyske krigsdeltagere som overhovedet muligt.
Du kan se, om du kender nogen her
Vi har, siden denne hjemmeside gik i luften, fået henvendelser fra efterkommere til 4-500 sønderjyske krigsdeltagere, og mange har sendt os feltpost, fotos eller bare oplysninger om forfædre, der deltog i krigen.
Det er vi meget glade for. Og de skal nok komme på listen, efterhånden som vi får tid.
Mange har udfyldt et Persondataskema , og det er meget nyttigt for os. Så hvis du har en slægtning, der har deltaget i Første Verdenskrig (og han ikke allerede er på vores liste), så hent meget gerne skemaet, udfyld det med de oplysninger, du kender, og send det til René Rasmussen.
22. august 1917. Begravelse ved Ypres: “I dag er det ham, i morgen er det måske mig …”
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.
Vi var meget trætte, da vi om morgenen kom tilbage til kvarteret. Denne gang vendte vi tilbage med et stort tab.
Der var et par ældre soldater, en karetmager og en snedker, de lavede jævnligt træarbejde. De lavede 3 kister og trækors, kisterne var primitive, og bestod af ru brædder
De tre kammerater skulle begraves den 22. august om eftermiddagen. De tre kister blev læsset på en vogn. Bagefter gik vi 20-25 mand, leutnant Wiederholt red på en hest og stille og tavs fulgte vi bagefter.
Da vi ankom til kirkegården (i Hooglede) var denne helt fuld af
militær. Det var soldater fra andre afdelinger, der bragte døde derhen, nogle var kommet fra fronten og andre fra feltlazarettet.
Der blev gennemsnitlig begravet 100 hver dag på denne ene kirkegård i denne tid.
Der var et musikorkester der spillede, og vi sang en salme. Dernæst talte en præst; det var mest over den vidunderlige heltedød (som de fleste helst ville undgå), og til sidst sang vi med musikledsagelse ”Ich hat einen Kammeraten”.
Det lød meget vemodigt, denne sang som man havde lært i skolen, om de to soldater, den ene ser den anden falde, han vil tage afsked med ham osv. Jævnt og stille lød sangen ud over kirkegården.
Der var mange åbne grave, nogle af de døde lå i kister, andre i teltduge, andre havde et tæppe over hovedet, og nogle lå blot i et par benklæder og måske en skjorte.
Nogle havde støvler på, andre ikke, nogle havde lemmerne forbundet med forbindingsstof, andre lå med åbne, blodige sår. Efter den sidste sang gik hver mand en ad gangen, idet officererne begyndte, hen til graven, stod ret, kastede 3 håndfulde jord ned på den døde, stod ret, igen omkring, og så den næste.
På denne måde blev der taget afsked med en falden kammerat.
Sådan blev en soldat begravet, når forholdene tillod det. Men tit blev de også begravet i skyttegraven, i stillingen eller slet ikke begravet, hvilket de døde ben og kranier vidnede om, der lå rundt omkring.
Da vi stilled op for at gå tilbage til kvarteret kom der pludselig en vogn kørende i stærkt trav.
Undervognen var fuld af døde. Han kom fra feltlazarettet. Han standsede ved kirkegården, og ved hjælp af en stang på cirka 2½ i meter vippede han de døde mennesker op over vognkanten og ned på jorden.
De stive lig faldt hulter til bulter om mellem hver andre.
Vi genkendte straks en af dem, og ved nærmere eftersyn genkendte vi alle de tre, som vi efter kanoneksplosionen havde bragt på feltlazarettet for to dage siden.
Vi fik dem pillet ud fra de andre, og vi begravede dem med det samme – dog i al stilhed uden nogen ceremoni.
De fik ingen kiste, ingen teltdug, vi dækkede en sæk over ansigterne – kastede jord på dem og gik hjem.
Ved sådanne begravelser var der en dyb alvor over kammeraterne.
Der blev ikke fældet nogen tåre, folk var sløvet og afstumpede. Den enkelte tænkte: I dag er det ham, i morgen er det måske mig, der skal graves ned.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.