11. august 1917. Sultne heste åd både træuld og lus

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. Efter at have været indsat ved ved Ypres blev han i august trukket ud af stillingen.

Atter kom vi tilbage til Brügge, hvor vi igen fik et lille Pusterum paa et Par Dage. Før Kompagniet paany skulde ud i Stilling, havde vi Parade for den bayerske Kronprins; nogle Øvelser gik forud ude paa den store Eksercerplads.

Et Par Dage sad jeg inde i en Kirke i Brügge og tog Fænghætter ud af ca. 30,000 Haandgranater, som atter blev pakket ind i Kasser og sendt andetsteds hen.

En Dag var jeg udkommanderet til at staa Vagt ved en Gade, hvor der var en Jernbaneoverskæring. Kejseren skulde komme. Han kom ogsaa, det var den eneste Gang, jeg fik Lejlighed til at se Kejser Wilhelm. Han stod ved et Vindue i sin prægtige Vogn og saa ud, mens vi gjorde nogle vistnok i hans Øjne kejtede Forsøg paa at præsentere Gevær, da han kørte forbi.

En Dags Tid før Kompagniet brød op, blev jeg beordret til at være Kusk ved en af Marketendervognene, da dennes Kusk skulde paa Orlov. Det var en god Bestilling, det gav nok at spise, og Marketenderfeltvebelen var en ejegod Mand.

Jeg fik udleveret et Køretøj, Heste og Seletøj, Pisk og hvad der ellers hører til, fik ogsaa Foder til Hestene for tre Dage, men det var ikke stort mere, end jeg kunde have i min Hue, og det, vidste jeg da som gammel Bondemand, var alt for lidt til to Heste for tre Dage; men jeg vidste ikke, hvor jeg skulde skaffe mere, for der var intet at købe og intet at stjæle, og saa maatte da Hestene sulte, saadan som vi selv saa tit maatte det.

For at bøde lidt paa Sagen, vilde jeg da i det mindste berede Hestene et godt Leje af den gamle Træuld, som havde ligget inde i den katolske Skole, hvor vi laa i Kvarter, og som var dryppende fuld af Lus.

Det var blevet baaret ud og laa i en stor Dynge. Jeg tog en Favnfuld til hver Hest, redte et godt Leje til dem og formanede dem til at sove godt.
Da jeg næste Morgen kom ned i Stalden, fik jeg en ordentlig Forskrækkelse, for Hestene havde ædt baade Lus og Træuld og det hele, og jeg tænkte: „Det gaar da ravruskende galt, for Hestene bliver syge, og maaske dør de, og saa faar du Skylden.”

Men der skete ingenting; om det nu var Lusene, der hjalp at fordøje Træulden, eller hvad det var, der gjorde, at Hestene kunde taale den, de blev i hvert Fald ikke syge. Næste Dag blev de spændt for, og vi kørte til Ostende.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *