J. J., Spandet, fortæller i DSK-årbøgerne årgang 1948 denne historie.
Ja, hvem husker ikke denne – for Spøg mente Betegnelse – “Batteri Brinkmann”, den blev da ret ofte brugt ogsaa hos Fodtudserne (Infanteriet).
Det Batteri, hvortil jeg hørte, var i Sommeren 1917 blevet indsat i det paa denne Tid rasende Flandernslag. Da Batteriet hørte til det sværtkalibrede Skyts, stod vi temmelig langt ude bag Fronten.
Kanonerne stod i Stilling i Houtholster-Skoven, medens Bespændingen og den dertil hørende Bagage laa i Kvarter i den idylliske lille By Zieghem.
Det er fra denne Tid, jeg vil fortælle en morsom lille Oplevelse.
Batteriets Mandskab var en ret broget Blanding, bragt hid fra hele det store tyske Rige. Bl. a. var der da ogsaa to Mand, der havde hjemme i Berlin. Kun de to Mænds Fornavn husker jeg, det var Adolf og Heinrich eller bare Heini. Nu var det en god gammel Skik hos os, at vi delte ondt og godt sammen – alt som dette nu kunde flaske sig. Heri var ogsaa indbefattet de “Liebesgaben”-Pakker, som vi Tid efter anden fik tilsendt.
Dog, her gaves der ogsaa en Undtagelse, og det var denne Berliner-Adolf. Ikke saadan, at han ikke vilde være med til at fortære vore Pakkers Indhold; det vilde Fyren nu nok, men fik han selv tilsendt en Pakke, ja, saa ragede det ikke os. Han beholdt den for sin egen Mund.
Derfor vil ingen vist fortænke os i, at vi saa med en vis Skepsis paa den gode Adolf og pønsede paa at give Kammeraten en lille Streg, som han ikke saa let skulde glemme.
– Kære Ven, tænkte jeg -, vi faar nok Ram paa dig en Dag -, og sandelig, om vi ikke gjorde det, og det endda næsten før vi anede det.
Paa en eller anden Maade var den gode Adolf kommet i Besiddelse af en hel Del Flasker med belgisk Landvin. Vinen vilde han nu sende hjem til Familien i Berlin, og han bad mig være behjælpelig med Indpakningen af de mange dejlige Flasker med Indhold. – Jeg slog til og lovede ham dette. Ja, ja, tænkte jeg i mit stille Sind, mon der ikke byder sig en Lejlighed til at faa dukket Fyren.
Medens den gode Adolf gik sig en Tur om til Bagagen for at faa fat i de nødvendige Indpakningsmaterialer, lovede jeg at holde godt øje med hans kære Skat. Men næppe var Fyren ude af Døren, før jeg tilkaldte de i Nærheden værende Kammerater. Efter en kort Raadslagning enedes vi om, at den dejlige Vin aldrig skulde komme til Berlin, og saa slog vi den uden Betænkning i vore tørre Halse. –
Saa var den lavet, hvorefter Flaskerne igen blev paafyldt rent Brøndvand. Proppen blev sat i, og nu saa det hele saa uskyldigt og tilforladeligt ud.
Berliner-Adolf var vendt tilbage med en solid Trækasse. Saadan lidt afsides stod vi og viklede Flaskerne ind i Papir, hvorefter de forsigtigt blev anbragt i Kassen. Det var hurtigt gjort, og Kassen blev sendt af Sted.
Der gik et Stykke Tid – vi havde næsten glemt Sagen.
– Men saa en Dag sprang Bomben.
Berliner-Adolf kom farende, viftende med et Brev, han lige havde modtaget. Manden saa rent forstyrret ud – han skulde da vel aldrig være blevet tosset – Du store, skreg han. – Hvem Fanden har nu her været paa Spil?
– Hvad er der i Vejen? – Hvad mener du? spurgte jeg ret deltagende.
– Åh, I ved vistnok ret god Besked, men – læs selv her, skreg han arrigt: med dirrende Haand holdt han den lige ankomne Skrivelse hen under mine øje, saa jeg selv kunde læse Brevets Indhold. Bl. a. stod der: … takker, du burde skamme dig, du maa vide, dette her er alt andet end Spøg – Vand har vi endnu nok af her …. Farvel!
Og det – røg det ud af den ulykkelige Adolf – kan ikke være andre end jer, der har lavet mig denne forbandede Suppedas!
Haa-haa-haa, hvor vi lo, for det havde Manden da saa fuldkommen Ret i.