19. august 1917. Spioner i det falske egetræ

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. Efter at have været indsat ved Ypres fik han i august en tjans som kusk. Han var privat indkvarteret i Ostende – og oplevede der noget meget mystisk!

Det er det skønneste Kvarter, jeg har haft, og jeg fik Lov at blive der i 6 Uger. Den gamle vidste ret god Besked med vore nordslesvigske Forhold. Han havde i en Aarrække handlet med Fedekvæg paa England og havde været baade i Tønning og Husum til Marked, og han vidste nok, at der oppe i Nordslesvig boede et dansk Folk, der følte Prøjseraaget som en Pine.

Han var meget meddelsom; men der var to Omraader, hvor jeg intet kunde faa ud af ham.

Der var i Ostende en dejlig Park, og inde i den stod der blandt unge og slanke Elmestammer en 8-10 m høj gammel Eg, hvis Krone var blæst af, saa kun en eneste nøgen Gren stak ud fra den bare Stamme, som var saa tyk, at en Mand ikke kunde favne om den.

En Aften sad der en tysk Søsoldat og en belgisk Pige derude i Parken. Soldaten saa da en Skikkelse komme ovenud af den gamle Eg og glide ned ad den slanke Elmestamme og derefter forsvinde i Buskadset.

Han gjorde næste Dag Anmeldelse om det, han havde set.
Sagen blev undersøgt, og det viste sig, at Egen var lavet af Jern og Cement, og at der gik en underjordisk Gang hen til Egen, 1½ m dyb og 1 m bred, i hvis ene Side der laa en Mængde Telefonkabler.

Det var sikkert en Spion, som havde sit Sæde dér, og det blev paastaaet, at Telefonledningerne førte over til England og til Newport og Dixmuiden.

Egen var saa skuffende efterlavet, at man bogstavelig kunde staa med Øjnene og Næsen et Par Tommer derfra og ikke opdage, at det ikke var naturlig Egebark. Først naar man tog sin Lommekniv og prøvede Barken, viste det sig, at det var Cement udenom et Jernstativ.

Det sagdes, at Gangen havde to Udgange, men jeg har aldrig fulgt den til Ende, endskønt jeg flere Gange har været nede i den.

Om denne Eg vilde jeg meget gerne have lidt at vide af den gamle, men det var umuligt; han var saa tæt som en Potte.

Endvidere fortalte Svigerdatteren mig, at den gamles nuværende Hustru, hans anden Hustru, Stedmoder til Svigerdatterens Mand, sad lammet i en Rullestol. Jeg vilde meget gerne med hjem for at besøge den syge Kone og for at se hans Hjem; men det vilde han paa ingen Maade tillade.

Vi kunde godt være gode Venner og dele vort Haab om Tysklands Nederlag i Krigen; men han vilde ikke føre den lutherske Kætter ind i sit Hjem og udsætte sin Hustru for dennes Paavirkning.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *