H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin den 1. November 1918.
I Dag har jeg haft travlt med at skrive Breve og Beretninger til Nordslesvig. I Morgen afgaar der atter Kurer.
Kom næsten ikke udenfor Hotellet. Tyskerne i Nordslesvig rører sig stærkt. Den første Fælleskorrespondance fra Nordslesvig er i Dag opdukket i den tyske Højrepresse. Af en længere Beretning, som jeg har affattet til Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad, citerer jeg følgende:
„Den tyske Presse har i den sidste Uge, til Dels i Tilknytning til min Tale i Rigsdagen, sysselsat sig ret indgaaende med det nordslesvigske Spørgsmaal. De fleste Blade har ganske vist kun bragt kortere Notitser, men et Antal større politiske Organer, jeg nævner „Hamb. Fremdenblatt”, „Kölnische Zeitung”, „Frankfurter Zeitung”, „Leipziger Neueste Nachrichten”, har dog ogsaa, enkelte endog gentagne Gange, behandlet Spørgsmaalet i længere Artikler.
Tonen har helt igennem været saglig, beklagende, men tillige resignerende. Enkelte Undtagelser stadfæster kun Reglen.
Med Forhandlingerne i Rigsdagen er det ligeledes lykkedes paany at henlede Udlandets Opmærksomhed paa Sagen. „Times” i England, „Temps” i Frankrig, ja endog Bolshevikernes Hovedorgan „Prawda” i Moskva har saaledes i den sidste Uge bragt Artikler om det nordslesvigske Spørgsmaal, og den norske og svenske Presse behandler det i samme Omfang som den kongerigske.
Alt dette er glædeligt, fordi det nu gælder om at holde Opmærksomheden fæstet paa Spørgsmaalet, indtil det har fundet en tilfredsstillende Løsning.
De parlamentariske Repræsentanter fra Hertugdømmerne har ikke opponeret imod mig, ikke offentligt, men heller ikke privat. De holder en Operation for uundgaaelig.
Deres Udtalelser paa Tomandshaand er ikke prægede af Uvilje eller Bitterhed mod os, men af Medfølelse med de tyske Mindretal i de nordslesvigske Byer. Opposition af nogen Betydning kan ikke ventes fra den Kant.
Derimod begynder Tyskerne i Nordslesvig nu at røre paa sig. I Flensborg Byraad har Formanden, Justitsraad Lohmann, stillet Forslag om Vedtagelse af en Resolution, som i stærke Udtryk protesterer mod en Genforening med Danmark. I alle Byer fra Flensborg nordpaa har Tyskerne holdt hemmelige Møder for at drøfte Situationen.
Møderne har været besøgt af Repræsentanter for alle Partier. Der bevares megen Hemmelighed, men saa meget staar dog fast: Der er dannet et Hovedudvalg i Flensborg med Underudvalg i alle de øvrige Byer. I disse Udvalg har Repræsentanter for alle Partier, ogsaa Socialdemokraterne, Sæde. Formaalet er „energisk at tage Standpunkt imod Nordslesvigs Afstaaelse” og at sprede Oplysning sydpaa.
Den første Fælleskorrespondance er i Dag opdukket i tyske Blade. Det hedder bl. a. i den, at „Rigsdagsmand Hanssens Tale i Rigsdagen ikke vil blive uden saglig Imødegaaelse.”
Paa Mødet i Flensborg blev der, hvad ogsaa Justitsraad Dr. Lohmann har slaaet paa, besluttet, at „der skal gøres Danskerne vidtgaaende Indrømmelser paa det sproglige Omraade, saavel som med Hensyn til Forenings- og Forsamlingsretten, det kommunale Selvstyre og den politiske Frihed i al Almindelighed, men at Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark er udelukket. „Skal der foretages en Afstemning, maa det hævdes, at Slesvig er en Helhed. Afstemningen maa derfor foretages i Hertugdømmet under et, og et stort Flertal vil i saa Fald stemme for at blive ved Tyskland”
Vi kan altsaa nu i en nær Fremtid vente en tysk Modaktion og maa straks imødegaa den. Vort første Slag maa føres gennem Pressen. Den har som bekendt hidtil staaet under Præventiv-Censur. Det vil sige, at hver Linje i Bladet skulde forelægges Censor, før den blev trykt.
Sidste Onsdag blev denne Forcensur ophævet. Redaktørerne behøver herefter ikke at forelægge Censor, hvad de optager i Bladene.
Vort Modtræk bør bestaa i, at vi udsteder et Opraab, som underskrives af saa vidt muligt alle vore politiske, nationale og økonomiske Organisationer uden Vedføjelse af Navne. Et Udkast medfølger som Bilag. Opraabet bør altsaa ikke blot underskrives af vore store nationale Foreninger og Fællesorganisationer, men tillige af vore selskabelige Foreninger, lokale Landboforeninger, Kvindeforeninger, Banker, Sparekasser o. s.v. Jo flere, desto bedre. Det er Massen, der her skal virke udadtil.
Med dette Opraab vil vi vække megen Opmærksomhed og paany sætte Spørgsmaalet under Debat. Polakkerne fører en Parallelaktion. Vi maa regne med blegsottige Betænkeligheder og smaatskaarne, forknytte Indvendinger. Men de maa fejes til Side og overvindes.
Tiden er revolutionær. „Riger styrter sammen og Kronerne triller henad Gaden”, som det for et Par Dage siden blev sagt her i Rigsdagen. Gamle Vedtægter og Sædvaner vedrørende de enkelte Foreningers og Selskabers Virksomhedsomraader maa kastes over Bord. Vor Skæbne ligger nu i vor egen Haand og med den Ansvaret for vor egen, vore Børns og Børnebørns, vor Landsdels Fremtid.
Men der maa smedes, mens Jernet er varmt. Der maa handles, handles, handles!
Der maa straks paa dette Mandagsmøde optages en Fortegnelse over Organisationerne i hvert enkelt Amt. Deltagerne i Mødet maa dele dem imellem sig efter praktiske Synspunkter og skaffe Underskrifterne eller rettere de paagældende Bestyrelsers Indvilligelse inden næste Lørdag. Der maa udpeges en enkelt Mand, som samler dem fra Amtet og rejser med dem til Aabenraa senest næste Lørdag for at aflevere dem til Vælgerforeningens Bestyrelse (M. Simonsen og P. Grau), som er der paa mit Kontor. Her bør der opstilles en alfabetisk ordnet Liste over Organisationerne.
De Organisationer, der muligvis trykker sig af Hensyn, som bør jages til Bloksbjerg, maa have en sidste kraftig Opfordring til at slutte Trop.
Og næste Tirsdag, d. 12. November, maa Opraabet samtidig kunne offentliggøres paa første Side i alle vore Blade. Vi vil dermed slaa et stort Slag. Massepetitionen maa gemmes til senere.
Under Opraabet skriver vi blot Foreningens Navn eller Selskabets Firma f. Eks. „Als Nørre-Herreds Landboforening”, „Haderslev Bank”, „Den Nordslesvigske Vælgerforening”, „Alsisk Frøavlerselskab”, Aktieselskabet „Modersmaalet” o.s.v. o.s.v. Men vi maa selvfølgelig i hvert enkelt Tilfælde have Bestyrelsens skriftlige Samtykke.
Opraabet maa derfor, trykt eller maskinskrevet, forelægges hver enkelt Bestyrelse, som underskriver det, og derefter overgives til Vælgerforeningens Bestyrelse. Der er ikke Tid til Raadslagninger. Der maa handles hurtigt.
Jeg haaber imidlertid, at Forslaget vinder almindelig Tilslutning, og at alle Tilsynsraadsmedlemmer og Tillidsmænd vil tage energisk fat, for at vi kan faa et saa smukt samlet Resultat som muligt og slaa et Slag, som vækker Opmærksomhed over hele Norden, hele Tyskland og videre ud.”
Opraabet, som er meget kortfattet, lyder saaledes:
„Den 24. Oktober erklærede Udenrigsminister, Dr. Solf højtideligt i Rigsdagen:
„Efter at vi har antaget det Wilsonske Program som Grundlag for Verdensfreden, vil vi i alle Retninger og i alle I unkter opfylde det loyalt og i Retfærdighedens og Billighedens Aand.”
I Henhold til dette Tilsagn opfordrer undertegnede nordslesvigske Organisationer indtrængende Rigskansleren og Rigsledelsen til ved den forestaaende Fredsslutning at løse det nordslesvigske Spørgsmaal paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret.”
Naar Opraabet er offentliggjort, har Regeringen atter Ordet.
Kejseren er i Gaar uden Regeringens Vidende og Vilje afrejst til Fronten. Kravet om hans Tilbagetræden bliver stadig stærkere. Hverken han eller Kronprinsen vil kunne holde sig ret længe. Tiden gaar frem med Stormskridt. Fredsbetingelserne vil utvivlsomt blive meget haarde for Tyskland, men ingen tør genoptage Kampen, thi den vil kræve uhyre Ofre og dog kun kunne fortsættes i et Par Maaneder.
H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 2, Kbh. 1925
