En unavngiven sønderjyde beretter om en hændelse med en fransk familie
Fra min sidste Stilling i Frankrig 1918
En af de første Dage i November 1918 gjorde vi Holdt ved en Landevej et Sted i Frankrig Landevejsgrøften skulde være vor Skyttegrav, en lille Bondegaard vort Kvarter. Bonden og hans Kone og deres to smaa Piger paa 7 og 9 Aar boede i Kælderen, medens vi 10 Mand boede i Stuen.
Jeg blev hurtig meget fortrolig med de to smaa Piger, som om Dagen altid kom op i Stuen til os. Efter et Par Dages Forløb, vilde jeg gøre et Forsøg paa ogsaa at komme lidt nærmere i Forbindelse med Familien, som hidindtil havde holdt sig meget reserveret overfor os, hvad jeg godt kunde forstaa.
En Aften gik jeg uindbudt ned i Kælderen til dem. Manden sad og læste i en Bog, Konen gjorde Tøj i Stand. De to smaa Piger kom straks hen til mig, og vi kom hurtig i en munter Samtale.
Det gamle Ord om, at naar man tager Barnet ved Haanden, tager man Moderen om Hjertet, viste sig ogsaa her at være rigtigt, thi Konen blandede sig ret snart i Samtalen mellem Børnene og mig.
Jeg kom nu frem med det, som jeg vilde bruge som Paaskud til mit Besøg, nemlig at bede om et Stykke Barbersæbe.
Konen forstod, hvad jeg vilde og forklarede mit Ærinde til Manden, som afviste mit Andragende meget barsk.
Jeg kunde ikke ret meget Fransk, da vi, som laa i forreste Linje, sjældent kom i Forbindelse med Civilbefolkningen, men kunde dog forklare ham, at jeg var fra Slesvig og saa gik der et Lys op for ham. Han sagde til mig, at i 1914 var Kongen af Danmark i Paris, og Pariserne raabte: “Vive le Danemark, vive la France!” Ja, sagde jeg saa, jeg siger ogsaa: “Vive le Danemark og vive la France”.
Og impulsive, som Franskmændene er, tog han mig i sine Arme og trykkede mig ind til sig og sagde en hel Del, som jeg ikke forstod. Men jeg fik en dejlig Toddy, og vi sad og sludrede hele Aftenen. Desuden fik jeg et dejligt Stykke Barbersæbe, da jeg gik.