H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 14. November 1918.

I Eftermiddags fik jeg et nyt ejendommeligt Indtryk at Frontens Opløsning. Jeg gik ud af Hotellet og ned ad Fortovet udenfor „Kafé Fürstenhof”, da der atter kom en Skare Soldater med trætte, forvaagede Ansigtsudtryk, i lerede Støvler og snavsede Uniformer, overlæssede med Bylter og pakker ud fra Potsdamerbanegaard for mødige at vandre videre til Lehrter Banegaard og faa Forbindelse nordpaa.

Pludselig brød en lille tætbygget Soldat ud af Flokken, og idet han gik lige løs paa mig, raabte han med et lykkeligt Genkendelsessmil: „Hans Peter! Hans Peter!” Jeg standsede straks. Da han naaede over til mig, udbrød han halvt aandeløs: „No gæer æ hjem!” Det var alt, hvad han fik sagt, thi Kammeraterne gik videre, og ængstelig for at tabe Forbindelsen med dem i den store ukendte By snurrede han rundt og fulgte Trop.

Hvem han var, og hvad han hed, ved jeg ikke. Jeg kendte ham ikke, og der var ikke Tid til at spørge ham derom. Men Tildragelsen er betegnende. Saadan gaar efter alt at dømme utallige Soldater i disse Dage simpelthen hjem fra Fronten!

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 14. November 1918.

Jeg var som sædvanlig tidlig vaagen og laa fra Kl. 3 af og gennemtænkte Sagerne. Kl. 7 bankede det paa min Dør, og Professor Aage Frits traadte ind. Vi havde en længere Konerence.

Jeg gav ham et kort Referat af, hvad jeg havde foretaget mig, udtalte min Glæde over, at jeg i Dagens Løb vilde faa den attraaede Erklæring, men at jeg ved nærmere Overvejelse var bleven betænkelig ved at lade en Repræsentant for Regeringen proklamere Landraadernes Afsættelse paa det forestaaende Møde.

Jeg var klar over, at Dr. Breitscheid ikke skulde med nu, men først senere, naar vi overtager Administrationen, da det ellers let vil gribe forstyrrende ind i den Stemning, der ganske naturligt vil beherske Mødet paa Søndag.

Dernæst udtalte jeg, at jeg holdt det for nødvendigt, at vi, naar Erklæringen forelaa, støttet paa den henvendte os til Danmark gennem Gesandten i Berlin, da vi vedvarende stod som tyske Statsborgere. Vi drøftede derefter Sagen inde enige om, at han i Løbet af Formiddagen skulde gaa til den danske Gesandt Grev Moltke for at forespørge, under hvilke Former Gesandten fandt det heldigst at vi foretog Henvendelsen.

Derefter skulle han se at faa en SamtaIe med Haase og Dr. David, men hvem han var nøje kendt fra tidligere Tid, for at jeg under alle Omstændigheder kunde faa den Erklæring, der var stillet mig i Udsigt, inden Aften, da jeg ikke kunde opsætte min Rejse længere, hvis jeg skulde naa til Folkehjem i rette Tid.

Student Thulstrup er ankommen og har i Morges givet mig udførlige Meddelelser om Stillingen i Kiel med en god Karakteristik af de ledende Personligheder.

I Formiddags gik jeg først op til Bleichroder Unter den Linden for at hæve nogle Penge. Mens jeg stod der, kom Chefen for Afdelingen i en Fart tilbage fra Børsen og sagde: Vi maa lukke Kl. 12½. Vi skal til Valg for at vælge Arbejderraad. „Wir Angestellten sind alle Arbeiter!” Sørg straks for Opslag udenfor”.”

Jeg gik ned efter Rigsdagen og mødte undervejs Rigsdagsmand König, som repræsenterer Dortmund i Rigsdagen.

„Hvordan kommer De her?” spurgte jeg. „Jeg er kommen med Nattoget,” svarede han, „udrustet med Fuldmagt saavel fra mit eget Parti som fra de vestfalske storindustrielle Organisationer for at bede Regeringen om hurtig Hjælp, da Dortmund befinder sig i en overordentlig farlig Situation.

Vestfronten er i fuld Opløsning. I Tirsdags (12. Nov.) ankom der til Dortmund 20,000 Soldater uden Pas. I Gaar ankom der yderligere 35,000. Mange kommer susende i store Lastbiler, som de uden videre har bemægtiget sig ved Fronten.

De er fuldt bevæbnede, og der er allerede forefaldet slemme Plyndringer og Røverier. Befolkningen er meget opskræmt. Der maa handles straks, skrides ind, thi Byen har kun Levnedsmidler til 8-10 Dage, og vedbliver Tilstrømningen i samme Tempo, vil den i Løbet af faa Dage staa overfor Hungersnøden.”

Vi talte om Situationen; og da vi skiltes, ytrede han, at nu saas vi maaske ikke mere. Jeg svarede, at han jo nok ad Aare kom til København, og saa var jeg altid til Tjeneste, hvis jeg var i Byen. Han takkede og gav mig det samme Tilsagn for det vesttyske Industridistrikts Vedkommende.

(…)

Senere besørgede jeg min Korrespondance, som havde ophobet sig i de sidste Dage, og gjorde alt færdigt til Afrejsen.

Der kom Telegram fra Königsberg, at min Datter vilde ankomme næste Morgen med to Børn. Jeg kunde ikke afvente hendes Ankomst, men Nis Nissen tilbød at blive for at tage imod hende og ledsage hende videre under de vanskelige Forhold.

Kloppenborg og jeg vilde saa rejse i Forvejen. Vi besluttede at indbyde Hr. og Fru Breitscheid og Professor Friis til at spise med os i „Traube” om Aftenen.

Om Eftermiddagen kom Dr. Friis og aflagde Beretning. Han fortalte, at han var bleven godt modtaget af Dr. David. Dr. Solf var bleven tilkaldt og havde meddelt, at Regeringen lavde besluttet at tilstille mig Erklæringen, men at det var vanskeligt at finde en passende Form. Men da Dr. Friis overrakte ham vore Organisationers Opraab, som er naaet hertil i Dag, udbrød han: „Der har vi Formen!”

Han lovede derefter at skrive den med Haase aftalte Erklæring til mig. Derpaa var Friis gaaet til Haase, som modtog ham meget venligt og straks lovede, at han og Ebert vilde underskrive Erklæringen, men da Friis mindede ham om, at jeg i min tidigere Samtale med ham havde ønsket Dr. Solfs Underskrift, bifaldt han straks dette. Resultatet blev, at Friis maatte afhente Erklæringen i Udenrigsministeriet Kl. 9 Aften.

Da vi senere mødtes hos “Traube”, kunde Dr. Breitscheid meddele, at han nu var udnævnt til Indenrigsminister og K. v Gerlach til Understatssekretær i Indenrigsministeriet. Dr. Breitscheid forlod os straks, da han havde lovet at skrive en Artikel om den foreliggende Situation, og stødte først ud paa Aftenen til os paa mit Hotel.

Her kom ogsaa Professor Friis med Erklæringen fra Dr. Solf, der var formet som et til mig rettet Brev og havde følgende Ordlyd:

Udenrigsministeriet. Berlin d. 14. November 1918.

Meget ærede Hr. Rigsdagsmand Hanssen!

Til Indholdet af det mig af Deres Højvelbaarenhed venligst overrakte Opraab fra den dansktalende nordslesvigske Befolknings Organisationer maa jeg ærbødigst henvise til den Erklæring, som jeg har afgivet i Rigsdagen d. 24. Oktober d. A.

Den tyske Regering staar derefter paa del Standpunkt, at ogsaa det nordslesvigske Spørgsmaal i Henhold til Præsident Wilsons Fredsprogram bør løses paa Grundlag af den paagældende Befolknings Selvbestemmelsesret.

Jeg har det tillidsfulde Haab, at der med det Standpunkt, som den tyske Regering hermed indtager, i Fremtiden sikres et for Rivninger frit, nabovenligt Forhold mellem det danske og det tyske Folk.

Idet jeg udtrykker min mest udmærkede Højagtelse
Deres Højvelbaarenheds ærbødige
(sign.) Solf.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

Kære læsere

Vi har den seneste uge modtaget mange, mange kommentarer, henvendelser og spørgsmål, både her på siden, på mails og på Facebook. Tusind tak for dem 🙂

Vi skal nok prøve at besvare dem alle – men hav tålmodighed, for der kan godt gå nogle uger, inden vi er kommet helt ned i bunken.

Og skulle du efter et par uger endnu ikke have fået svar … Så spørg igen!

På holdets vegne

René Rasmussen

Fotografiet er farvelagt af Doug og taget fra denne Facebookside

Andreas Kaad fra Mindebjerg på Als gjorde i efteråret 1918 tjeneste som vagtmand for krigsfanger i Lorraine/Lothringen, da våbenslutningen fandt sted. Nu gjaldt det om at komme til Tyskland, inden franskmændene dukkede op.

Den 13. Novbr. Kl. 11,35 Formiddag passerede vi Rhinen. Da vi satte Foden paa Badens Jord, sagde jeg til Jørgen Grau: »Lad nu Franskmandene have, hvad der ligger bagved!« De havde saavist fortjent det.

Saa var der Hvil i Baden i nogle Dage.

Bare man dog kunde faa Forbindelse med Hjemmet. Det var en Tanke, som stadig trængte sig frem. Meddelelse fra Hjemmet kunde vi selvsagt ikke vente men et Par Ord til dem derhjemme vilde jo sikkert glæde dem mere nu end nogen Sinde. Breve blev ikke ekspederet, det var sagt os.

Et Telegram! Jeg forsøgte. Jeg henvendte mig paa Telegrafstationen. Og efterfølgende Ord blev sendt nordpaa »Der Rückzug vollzieht sich in bester Ordnung. Alle wohl. Andreas.«

Det var et meget dyrt Telegram men havde selvsagt en god Virkning i Hjemmet. Det var afsendt fra Dundenheim nede i Baden.

Der laa vi i nogle Dage til den 17. November for at afvente Transportlejlighed nordpaa. Men Længselen efter Hjemmet var stor som næsten aldrig før. Baden er et dejligt, ja ligefrem herligt Land, hvad Naturen angaar. En Aftenstund gik jeg en Tur ganske alene. En dejlig Solnedgang var det i den storslaaede Natur. I Vest Vogesernes høje Tinder og ude i det fjerne Østen den mørke Schwarzwald. Storladen var det og dog, hvad var det imod det, man nu skulde hjem til. Det var sagt med de faa Ord: ens eget — det danske.

Sønderjyske Årbøger 1927

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 13. November 1918.

Jeg kom først i Seng kl. 2½ og sov derefter til Kl. 5. Tankerne arbejdede stærkt med de vigtige Afgørelser, der nu forestaar.

Jeg stod op og nedskrev Programmet for Bestyrelsesmødet den 16. og 17. November og i Forbindelse dermed et Forslag om Arbejdets Fordeling i de kommende Tider.

Derefter vækkede jeg Kloppenborg-Skrumsager og Nis Nissen og fastsatte et Møde med dem til Kl. 8½ her paa mit Værelse.

De mødte begge til den fastsatte Tid. Vi drøftede indgaaende Programmet og Forslaget. Begge Dele blev godkendt af dem med et Par personelle Ændringer.

Derefter fastsatte vi følgende Dagsorden:

1). H. P. Hanssen: Redegørelse for det nordslesvigske Spørgsmaals nuværende Standpunkt.
2). Drøftelse af Grænsespørgsmaalet.
3). Vedtagelse af en Resolution, som omfatter og udtrykker den nordslesvigske Befolknings Ønsker med Hensyn til den forestaaende Folkeafstemning.
4). Valg af et Aktionsudvalg.
5). Foreløbige Meddelelser angaaende Oprettelsen af en blandet sønderjydsk-dansk Rigskommission.
6). Valg af et Udvalg, som skal forberede de agrariske og finansielle Spørgsmaals bedste Ordning ved Overgangen.
7). Valg af et Udvalg, som skal forberede Ordningen af Skole- og Kirkespørgsmaalene efter Afstaaelsen til Danmark.

Derpaa drøftede vi Overtagelsen af Administrationen i Nordslesvig. Vi blev hurtigt enige om følgende Forslag:

Refshauge og Grev Schack udnævnes til Tilforordnede hos Landraaderne i Haderslev og Tønder.

Af Hensyn til Landraad v. Lows anerkendelsesværdige Optræden under Krigen vil vi ikke have ham afsat, men kun sikre os ved at gøre Refshauge til Tilforordnet, saa Landraaden ikke kan foretage sig noget uden hans Samtykke.

Et lignende Hensyn har vi ikke at tage til Landraad Böhme i Tønder, hvis Optræden kort efter Krigens Udbrud vi ikke har skrevet i Glemmebogen.

Men da Tønder Kreds efter al Sandsynlighed vil blive delt, naar den nye Grænse sættes, holder vi det for rigtigst ogsaa her at nøjes med at sætte en Tilforordnet ved hans Side.

I Aabenraa og Sønderborg har vi ingen saadanne Hensyn at tage. Landraaderne v. Schønberg og Siemon er begge optraadte saa danskfjendtlige under Krigen, at de maa uskadeliggøres.

Og vi foreslaar derfor, at Landdagsmand Nis Chr. Nissen udnævnes til Landraad i Sønderborg og cand. polit. Kr. Refslund Thomsen til Landraad i Aabenraa.

Haase har nu overtaget Udenrigsministeriet, og jeg gik derfor i Formiddags ud for at søge Forbindelse med ham. Det lykkedes ikke at opnaa en Samtale med ham i Udenrigsministeriet, da han var stærkt optaget af vigtige Møder. Jeg gik derfor hen i Rigsdagen, hvor jeg traf Dr. Oscar Cohn, som meddelte mig, at Dr. Breitscheid endnu ikke havde modtaget sin Udnævnelse til Indenrigsminister, men at den kan ventes i Løbet af Dagen.

Dr. Nestriepke kom til, og jeg aftalte med ham, at han og Dr. Breitscheid skulde drikke Kaffe hos mig Kl. 3 for at drøfte forskellige Spørgsmaal. Imidlertid kom Dr. Breitscheid, som efter min Opfordring gik med hen i Rigskancelliet, hvor det efter nogen Ventetid lykkedes os at faa Forbindelse med Scheidemann og Haase. De havde selvfølgelig begge meget travlt, men erklærede sig straks villige til at optage en Forhandling med mig.

Vi gik gennem de store, stilfulde Rum og ind i Scheidemanns Værelse, hvor Landsberg sluttede sig til os. Jeg opfordrede indtrængende Folkekommissærerne til at udstede en Erklæring, hvori de tog bestemt Standpunkt til det nordslesvigske Spørgsmaal og aabent erklærede, at Wilson-Programmet ogsaa skulde finde Anvendelse paa det. Dette havde Dr. David, som det vilde være dem bekendt, paa Regeringens Vegne udtalt overfor mig den 24. Oktober under Debatten i Rigsdagen.

Scheidemann erklærede straks, at han som Medlem af Prins Max’ Regering meget vel huskede de Forhandlinger, Regeringen havde ført, efter at jeg i min Tale den 23. Oktober havde krævet Nordslesvigs Afstaaelse paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret, og Grev Westarp havde forlangt, at Regeringen skulde tage Standpunkt til mit Krav. Paa Dr. Solfs Forslag var man den Gang bleven enige om, at Danmarks formelle Ret i Henhold til Pragfredens § 5 skulde bestrides som ikke eksisterende, hvad Danmark allerede i 1879 har anerkendt, men at det var rigtigst nu ogsaa at anvende Wilson-Programmet paa Nordslesvig.

Jeg svarede: „Det er rigtigt, at Danmark har anerkendt, at det ikke kan gøre en formel juridisk Ret gældende i Henhold til Pragfredens § 5. Det udelukker imidlertid ikke, at vi Nordslesvigere — hvad blandt andre ogsaa Windhorst har hævdet — kan gøre en saadan Ret gældende. Dette er dog uden praktisk Betydning, naar Regeringen er villig til at anvende Wilson-Programmets Grundsætninger paa Nordslesvig.

„Dette er rigtigt,” sagde Scheidemann, „og Regeringen har jo allerede principielt erklæret sig villig dertil.”

Haase, som var bleven kaldt ud, kom ind igen, sad et Par Minutter som stum Tilhører og blev saa atter kaldt ud til Konference om vigtige Spørgsmaal.

Efter Scheidemanns Opfordring præciserede jeg mit Ønske nærmere Dr. David har i Rigsdagen,” sagde jeg, „paa Regeringens Vegne meddelt mig, at Wilson-Programmets Grundsætninger ogsaa vil blive anvendt paa Nordslesvig. Men han meddelte mig det under en saadan Form, at jeg ikke har kunnet benytte Meddelelsen overfor Offentligheden. Hvad jeg ønsker, er derfor, at Regeringen i en bindende Erklæring, som den bemyndiger mig til at offentliggøre, præciserer det samme Standpunkt, saa der skabes Klarhed om Spørgsmaalet udadtil.

Scheidemann noterede mit Ønske og erklærede, at han ikke havde noget at indvende imod, at det blev opfyldt, dog maatte der selvfølgelig iagttages en vis Forsigtighed. Kun den Del af Nordslesvig, der virkelig var dansk af Sprog og af Sindelag, kunde man afstaa. Sydslesvig, som var tysk, kunde derimod ikke komme i Betragtning.

Haase havde nu overtaget Udenrigsministeriet, og Afgivelsen af den ønskede Erklæring hørte derfor til hans Ressort. Men de øvrige Folkekommissærer vilde sikkert ligesom Scheidemann billige, at den blev afgivet, baade fordi det var i nøje Overensstemmelse med det Standpunkt, som Prins Max’ Regering allerede havde indtaget, og fordi det var i nøje Overensstemmelse med de Grundsætninger, som den nye Regering vilde søge at gennemføre.

Landsberg sluttede sig hertil.

Scheidemann spurgte, om jeg havde andre Ønsker. Jeg henviste til  Landraadsregimentet i Nordslesvig og sagde, at der var et Par Landraader, som vi gerne vilde have bort saa hurtigt som muligt, fordi de havde drevet og vedvarende drev danskfjendtlig, altysk Agitation.

Scheidemann: „Det forstaar og billiger jeg. „Das kann ich Ihnen nachfühlen”.”

Jeg: „Men maaske er det Spørgsmaal, som jeg bedre kan afgøre med den preussiske Regering.”

Dr. Breitscheid greb ind og udtalte, at det efter hans Mening var heldigst, hvis den i Udsigt stillede Erklæring paa det forestaaende Møde i Aabenraa blev afgivet af en Befuldmægtiget for Regeringen. Naar Folkekommissærerne var af samme Mening, var han villig til at paatage sig dette Hverv.

Scheidemann: „Regeringen bør efter min Mening foreløbig ikke vove sig for langt ud i denne Sag. Om Grundprincipet er vi jo fuldstændig enige, men vi er nødt til at tage visse taktiske Hensyn.”

Jeg: „Hovedsagen er, at Regeringen afgiver en Erklæring, som kan give os et fast Holdepunkt for vor Henvendelse til Danmark, og at Sagen dermed ledes ind paa en rolig Bane.

Haase kom atter tilbage. Scheidemann gav ham et kort Referat af de Forhandlinger, vi havde ført. Landsberg ud talte paany sin Tilslutning til det Standpunkt, Scheidemann havde indtaget, og de bad mig derefter om at fortsætte Forhandlingerne med Haase, til hvis Ressort Sagen hørte da de begge var meget optaget.

Dr. Breitscheid og jeg fulgtes derefter med Haase ind i hans Værelse — Bismarcks Arbejdsværelse. Næppe havde vi tage Plads, før Rigskancelhets nye Chef, min gamle Bekendt Baake mødte ind og kaldt Haase ud til en ny Forhandling.

Det var ejendommeligt at sidde her i Jernkanslerens gamle Arbejdsværelse hvor saa mange store Spørgsmaal i Tidens Løb havde fundet deres Afgørelse. Et mægtigt Nøddetræsskrivebord med rødt Betræk og en Sølvplade, hvorpaa Ordene “Fyrst Bismarcks Skrivebord” var indgraveret fyldte op i Værelset og ledte uvilkaarligt Tanken hen paa Tidernes Omskiftehghed. Nu sad Haase ved Bismarcks Skrivebord og ledede derfra Revolutionens videre Gang!

Inden vi forlod Scheidemann, havde Dr. Breitscheid udtalt at han hellere vllde ind i Udenrigsministeriet, fordi Udenrigspolitiken var hans Speciale, end overtage det preussiske Indenrigsministerium, hvis Forretninger laa ham mere fjernt.

Derfor havde han endnu ikke overtaget Indenrigsministeriet, men forlangt Betænkningstid.. Nu gentog han det samme over for Haase.

„De Stillinger, der kan komme i Betragtning i Udenrigsministeriet, er besatte,” svarede Haase, „thi Dr. David og Kautsky er allerede udnævnte til  Understatssekretærer. De hidtilværende Understatssekretærer v. der Busche-Haddenhausen og v. Stumm flyver selvfølgelig ud. Men vi har desværre ikke Brug fir flere høiere Embedsmænd i Udenrigsministeriet.”

Haase blev atter kaldt ud. Jeg opfordrede da indtrængende Dr. Breitscheid til at overtage Indenrigsministeriet, idet jeg betonede, at det vilde styrke hans Avtoritet indadtil . Det ville blive opfattet som et Duelighedsbevis af betydelig Rækkevidde.

„Kautsky”, udviklede jeg videre, “vil næppe blive længe i Udenrigsministeriet, dertil er han for meget Videnskabsmand og for lidt praktisk Politiker. Men gaar han, vil der være Plads for Dem. Og endelig skal ogsaa en Del Gesandtskabsposter besættes med nye Mænd. De kan muligvis blive Gesandt i et af de nordiske Lande ” — hvad Scheidemann iøvrigt allerede havde slaaet paa under vor Samtale med ham.

Imidlertid kom Haase tilbage, og jeg præciserede paany mit Ønske. „Jeg fastholder mit Standpunkt overfor Nordslesvig,” svarede han, „saaledes som jeg har præciseret det i Rigsdagen den 23. Oktober. Jeg tvivler ikke om, at vi nu vil faa Spørgsmaalet løst paa en tilfredsstillende Maade, men vi maa jo gaa frem med megen Forsigtighed. Vil De ikke gentage, hvad Dr. David erklærede overfor Dem? Jeg gentog det, og han noterede ivrigt.

Derpaa fortsatte jeg: „Hvad jeg ønsker, er altsaa, at Regeringen i en kort Erklæring, som den bemyndiger mig til at offentliggøre paa et Møde, som jeg næste Søndag afholder i Aabenraa, aabent anerkender, at Wilson-Programmet ogsaa vil blive anvendt paa Nordslesvig.”

Han noterede ogsaa dette, lovede at affatte Erklæringen og at fremskaffe de andre Folkekommissærers Godkendelse af den, saaledes at jeg kunde faa den inden Aften.

Under vor videre Samtale mærkede jeg, at han helst vilde afgive Erklæringen i sit eget Navn. Jeg ønskede imidlertid, at den skulde afgives af Dr. Solf, der som Udenrigsminister i Prins Max’ Regering havde præciseret Regeringens Standpunkt under Forhandlingerne i Oktober, vedvarende sad i Regeringen og i disse Dage paa den nye Regerings Vegne underskrev alle til Udlandet rettede Noter. Jeg motiverede dette Ønske overfor Haase, som straks forstod det og, omend som jeg syntes lidt modvilligt, lovede mig, at Erklæringen skulde blive underskrevet af Dr. Solf.

Vi talte derefter videre om Stillingen. Han meddelte mig fortroligt, at han helst vilde have Dr. Solf fjernet. Dr. David var ham ti Gange kærere. De hidtilværende Forhandlinger havde nemlig vist, at de stod hinanden langt nærmere.

Der kom atter Bud efter ham. Vi tog Afsked og gik. Baade hans og Scheidemanns Tone havde været meget kammeratlig og kollegial. De talte aabent og uforbeholdent med mig, som før saa ofte i Rigsdagens Gange.

Da jeg gerne vilde naa noget videre med Spørgsmaalet vedrørende Administrationens fremtidige Ordning, gik jeg med Dr. Breitscheid til Statsministeriet for at træffe Hirsch. Vi blev straks ført ind til ham og havde en længere Forhandling med ham og hans Medhjælper Eugen Ernst. De meddelte os, at der i Dag var udstedt en Anordning, som vilde blive Overpræsidenterne telegrafisk tilsendt og i Morgen vilde blive offentliggjort.

Efter den skulde der overalt vælges Arbeider-, Soldater- og Bønderraad til at føre Kontrol med Landraaderne.

Bestemmelserne angaaende Valgmaaden vilde blive udstedt i Morgen. De laa nu i Indenrigsministeriet. De var enige med Dr. Breitscheid om, at det vilde være heldigt at sende en Kommissær til Nordslesvig for paa den preussiske Regerings Vegne at foretage Udnævnelsen af de nye Landraader og villige til at overdrage dette Hverv til ham.

Dr. Breitscheid havde nu besluttet sig til at overtage Indenrigsministeriet og vilde derfor forhandle videre med Hirsch om Forretningernes Deling. Da disse Forhandlinger ikke vedrørte mig tog jeg Afsked. Men inden jeg gik, bad Hirsch og Eugen Ernst mig indtrængende om at holde dem underrettet ad telegrafisk Vej.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

Th. Kauffmann befandt sig ved revolutionen i november 1918 i Vogeserne. Nu var han på vej hjem med et overfyldt tog.

Ud paa Natten mellem den 12. og 13. November naaede jeg til Hannover.

Her skulde vi vente i hvert Fald til ud paa Morgenstunden, da de reaktionære Tropper, som endnu ikke var nedkæmpede her, flere Gange om Natten havde øvet Attentat paa Jernbanetogene. Selve Banegaarden var besat af en stærk Vagt af røde Tropper. Ude fra Byen, som laa i fuldstændigt Mørke, faldt der med korte Mellemrum Geværskud.

Jeg traf paa Banegaarden sammen med en gemytlig Hamborger fra
samme Bataillon, som jeg sidst havde tilhørt, og han fortalte mig, at han
havde “reddet” sig en Pølse, som han foreslog, vi to skulde fortære i Fællesskab. Vi saa os saa om efter en hyggelig Krog, hvor vi kunde indtage vort overdaadige Maaltid, men i samme Øjeblik tikker Maskingeværerne, og Projektilerne fløjter os om Orerne.

Jeg hører Hamborgeren udbryde: “Wir sind noch nicht aus dem verfluchten Schwindel raus!”

I en Port søgte vi Dækning, kom bort fra hinanden, og jeg traf ikke siden paa Manden med Pølsen.

Nede paa Trappen til en Tunnel havde jeg søgt Dækning, en ældre Dame klynger sig ind til mig med alle Tegn paa den dødeligste Skræk, mens hun spørger: “Hvorfor skyder Soldaterne?”

Nede i Tunnellen opstaar pludselig vild Panik. Med Raabet: “De kommer!” styrter Mængden op ad Trapperne, river hinanden omkuld og løber fra deres sikre Dækning direkte derhen, hvor Kuglerne slaar ned.

Den gamle Dame udstæder et Hvin, og tager tre Trappetrin paa en Gang, mens hun løber omkap med Soldaterne og de øvrige. Jeg søgte at holde hende tilbage, men forgæves.
Det hele var blind Alarm, opstaaet derved, at en Soldat nede i Tunnellen havde faaet Krampe, og saa troede man, at han var skudt.

I et Par Timer knaldede det lystigt, der havde udviklet sig en regelret Fægtning om Banegaarden, men hen paa Morgenstunden stilnede Kampen af. De røde havde beholdt Pladsen.

Saa vidt jeg ved, blev ingen dræbt ved den Lejlighed, jeg saa kun to Soldater med Skudsaar, men det var jo vanskeligt at overse “Valpladsen”.

Omsider kørte et Tog frem, og skønt enkelte Kugler endnu slog ned paa Banegaarden, skyndte jeg mig at faa Plads i en fjerde Klasses Vogn, hvor jeg tog Plads paa Gulvet.

En Stund efter satte Toget sig i Bevagelse, langsomt, indtil vi var naaet et godt Stykke bort fra Hannover, saa satte det Farten op.

Om Eftermiddagen, naaede jeg Hamborg, og sent om Aftenen den 14. November naaede jeg til Flensborg, Dagen efter var jeg hjemme.

Rejsen blev saaledes langt hurtigere tilendebragt, end jeg havde tænkt mig, men behagelig var den ikke.

Sprogforeningens Almanak, 1927.

Paul Hedegaard (født 1899) gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86.

12. november: Tidligt i morges begyndte den, men selvom vi måtte gå i al slags vejr, og selvom vi mangen gang frøs som hunde, så var det dog en dejlig tanke, at nu gik det hjemad for hvert skridt, vi tog. –

l over en måned havde vi ikke kunnet skrive hjem – ved første lejlighed blevet kort afsendt med den glædelige meddelelse, at jeg var på vej – sund og rask.

Både Højer og jeg gik så småt og regnede ud, hvornår vi kunne være hjemme, men at det skulle være til juleaften, det var vi enige om, og la’ det så koste, hvad det vil. –

DSK-årbøger, 1969

Th. Kauffmann befandt sig ved revolutionen i november 1918 i Vogeserne. Nu var han på vej hjem med et overfyldt tog.

Til Strassborg gik det glat; paa hver Station, vi passerede, stod en Del unge Mennesker og raabte: “Vive la France!”

Paa Hovedbanegaarden i Strassborg laa der fuldt af Soldater, og for hver Time, der gik, blev der mere og mere overfyldt.

Det var et mærkeligt Liv, der i disse Nattetimer rørte sig paa den stuvende fulde Banegaard. Folk fra alle Vaabenarter var samlede her, Officerer, som var berøvede deres Distinktioner, syge og saarede fra Lasaretterne, som for en Dels Vedkommende kun var ifært deres Lærredskitler fra Lasarettet, Straffefanger fra Straffekolonnerne, alt i broget Virvar.

Ingen fik Lov til at betrade Banegaarden med Vaaben, de maatte straks afleveres til den af Soldaterraadet opstillede Vagt. I Strassborg havde Revolutionen sejret efter en kort Kamp, som ikke havde kravet mange Ofre.

Paa Perronen gik jødiske Handelsmand med Sække og købte alt, hvad Soldaterne vilde sælge, saasom Støvler, Uldkapper, Beklædningsstykker, Udrustningsgenstande og alt muligt.

Paa et Bord i en af Ventesalene stod en Kavallerist, der aabenbart var skør paa Pæren, og holdt et Foredrag om Kejser Wilhelm, som af den tusindtallige Forsamling besvaredes med Haan og Latter.

Jeg forsøgte i Løbet af Natten flere Gange at entre et Tog, men stedse forgæves, alle Tog var overfyldte, og man sloges om en Plads paa Trinbrædderne.

Endelig hen paa Morgenstunden lykkedes det mig og et Par andre at krybe ind gennem et Vindue i en førsteklasses Kupe, efter at vi først havde slaaet Vinduet i Stykker.

Toget, vi var kommen ind i, skulde til Ulm; i Karlsruhe steg jeg ud, hvilket atter foregik gennem den knuste Vinduesrude.

Eksprestoget Basel-Hamborg skulde lige passere Karlsruhe, og for mig var det næsten alt om at gøre at komme med dette Tog. Men da Toget kom, opdagede vi, at det kørte ind paa et andet Spor, sandsynligvis af den Grund, at man ikke vilde eller kunde optage flere Passagerer.

Nu styrtede imidlertid Hundreder af Mennesker tværs over Sporene, et Under at det gik godt. Eksprestoget blev stormet, overfyldt var det i Forvejen.

Jeg kom først ind i Toget, men kan den Dag i Dag ikke huske, hvorledes, men blev saa efter en ubeskrivelig Tumult i Toget, under hvilken jeg intet sansede, smidt ud af et Vindue.

Jeg stødte mig lidt, og forsøgte straks efter at komme ind i en anden Vogn.

Da jeg først havde faaet Fodfæste paa Trinbrædtet, blev jeg af Strømmen ført med videre, det var som at sidde klemt i en Skruestik, somme Tider var Fødderne fra Gulvet.

Da Toget satte sig i Bevægelse, stod jeg klemt inde mellem Mængden i Gangen paa en Boggievogn. Kun med den ene Fod havde jeg Fodfæste, den ene Arm holdt jeg op over Hovedet, den anden klemt ind til Kroppen.

Man læser somme Tider om at være stuvet sammen som Sild i en Tønde; et Udtryk som dette vilde passe paa den Stilling, jeg befandt mig i.

Saadan kørte jeg til Mannheim, hvor lange det varede, ved jeg ikke, men mig forekom det som en lang Tid. Jeg havde til sidst kun det ene Ønske at komme ud igen. Muligvis har andre af mine medrejsende næret samme Ønske, i Mannheim skete der i alt Fald det, at nogle stod ud, de fleste gennem Vinduerne, og jeg kunde faa begge Fødder til Jorden, kunde indtage en mere “bekvem” Stilling. Det linnede saa rart. Jeg svedte, som var jeg lige kommen ud af et Dampbad.

Staaende, endnu meget indeklemt, korte jeg saa videre, til vi naaede Frankfurt ved Main. Det var ikke netop nogen behagelig Maade at rejse paa; men det gik jo ret hurtigt hjemefter, hurtigere end jeg havde vovet at haabe.

Oven paa Tagene af Jernbanevognen sad der ogsaa Soldater, hvilket heller ikke har været nogen behagelig Stilling. Enkelte af dem faldt af, og de kom sagtens ikke alle lige godt fra det.

Ved en Station mellem Mannheim og Frankfurt, det har vist været Darmstadt, steg nogle ud. Det skete paa den Maade, at de kastede deres Sager ud gennem Kupevinduet og sprang selv bagefter.

Et Par Kvinder med et lille Barn, som skulde af her, blev befordret ud paa den Maade, at man løftede dem op over Hovederne paa den  sammenstuvede Mængde, og saa gik de fra Haand til Haand, indtil de naaede Udgangen. Vognen, vi befandt os i, var en anden Klasses Jernbanevogn.

I Frankfurt skulde de fleste skifte Tog, og efterhaanden tømtes Gangen og Kupeerne, saa jeg kunde satte mig paa en Plads i en af Kupeerne. Her sad vi saa og diskuterede i en Time eller to. Ingen af os turde stige ud, for ikke at miste sin Plads, men saa kom der Besked om, at Toget kørte ikke videre.

Vi maatte saa ud. Paa Banegaarden her havde de revolutionære allerede udsendt en militær Kommando, som skulde opsamle Beklædnings- og Udrustningsgenstænde, som var overkomplet. Ingen Soldat maatte medtage mere end et Sæt Tøj, et Par Støvler og en Kappe, alt øvrigt maatte de aflevere.

Imidlertid lod ikke alle sig formaa til at aflevere deres overkomplette Sager.

Omsider kom jeg videre med et Tog i Retning af Hannover. Dette Tog var lige saa overfyldt, som Basel-Ekspressen havde været det. Paa Banegaarden i Giessen, husker jeg, stod der Tusinder af Soldater, som var naaet hertil fra Fronten over Trier, og som nu vilde videre, kun meget faa af dem lykkedes det at slippe med.

Sprogforeningens Almanak, 1927.

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

12. november 1918

I Formiddags havde jeg først en længere Forhandling med Kloppenborg og Nis Nissen angaaende Arbejdet her fra Berlin.

Jeg havde derefter Besøg af Loretz, som tilbød mig sin Tjeneste, i Fald jeg havde Dokumenter, som jeg ønskede affattede paa ulasteligt Fransk, eller senere havde Brug for en paalidelig Tolk. Jeg takkede ham for Tilbudet og lovede at gøre Brug af det, hvis Situationen skulde udvikle sig saaledes, at vi vilde henvende os direkte til de Allierede.

Efter Aftale mødte Kloppenborg-Skrumsager og Nis Nissen atter hos mig om Eftermiddagen. Vi drøftede indgaaende Situationen. Jeg foreslog, at vi skulde søge at udvirke følgende:

1) Nordslesvigs Besættelse med danske Tropper saasnart Præliminærfreden er afsluttet.

2) Administrationens samtidige Overdragelse til de af Vælgerforeningen udpegede Tillidsmænd.

De gav straks dette Forslag deres Tilslutning, og vi traf derefter foreløbig følgende Aftale: Landraad v. Löw bør, da han er optraadt forholdsvis anstændigt under Krigen, blive siddende som Landraad i Haderslev, indtil Afstaaelsen finder Sted, men have Gdr. P. J. Refshauge som Tilforordnet, hvis Underskrift paa alle Anordninger er nødvendig. Landraad Siemon i Aabenraa og Landraad Schønberg i Sønderborg bør straks fjernes, cand. polit. Kr. Refslund Thomsen derefter overtage Landraadsembedet i Aabenraa og Kredsdagsmand Andreas Blad Landraadsembedet i Sønderborg.

Tønder Kreds bør deles saaledes, at Landraad Dr. Böhme overtager den sydlige tyske og Grev Schack den nordlige danske Del af Kredsen. Amtsforstanderne og Kommuneforstanderne skal træde tilbage, og Embederne derefter besættes efter Samraad med de nye Landraader. Der bør ufortøvet sørges for Tilførsler af Levnedsmidler og udstedes Forbud imod Udførsel af Levnedsmidler til Tyskland.

Da vort Møde var hævet, forsøgte jeg paany at komme i Forbindelse med Folkekommissærerne. Men paa en Henvendelse i Rigskancelliet blev der svaret, at de endnu i Dag var saa stærkt optagne af tvingende nødvendige Forretninger, at de først kunde modtage mig i Morgen.

Rigsdagsbygningen er nu under stærk Bevogtning. I Foyeren var der fuldt af Soldater. Geværerne stod i Pyramider, og der var opstillet Maskingeværer, som kunde bestryge Adgangene.

Malproperheden er vedvarende stor. Vor gamle Fraktionstjener Klein kom og hilste paa mig med Taarer i Øjnene. Han klagede over al den Urenlighed, Uorden og Vandalisme, som han her maatte være Vidne til, og var desuden meget bekymret for sin Fremtid.

Da jeg havde hørt, at Dr. Breitscheid nu var udset til Indenrigsminister, opsøgte og fandt jeg ham i de uafhængige Socialdemokraters Fraktionsværelse. Vi trak os derefter tilbage til mit Arbejdsværelse i Rigsdagsbygningen for at tale i Ro. Her anbefalede jeg ham efter Tilskyndelse af Hans Leusz at sikre sig en paalidelig Støtte ved at faa Hr. v. Gerlach udnævnt til Understatssekretær. Hr. v. Gerlach kender nemlig som tidligere Regeringsreferendar og Regeringsassessor i Slesvig Preussens indre Forvaltning meget nøje og er dertil en paalidelig og vederhæftig Mand, som han kan stole paa.

Breitscheid meddelte mig, at Sagen vistnok blev afgjort saaledes, at Hirsch og han i Fællesskab skulde overtage Indenrigsministeriet, og det preussiske Statsministerium. Hvis det skete, vilde han søge at faa Forretningerne saaledes delt, at Hirsch overtog Statsministeriet og han Indenrigsministeriet. Han var helt enig med mig om, at det vilde lette ham Arbejdet meget, hvis Hr. v. Gerlach blev udnævnt til Understatssekretær.

Vi talte derpaa om Forvaltningen af Nordslesvig, og jeg foreslog ham at ordne Forholdene saaledes, som jeg havde aftalt med Kloppenborg og Nis Nissen. Han erklærede sig enig med mig i Grundtrækkene, da Selvforvaltningen nu skulde gennemføres overalt, og aftalte med mig, at jeg skulde formulere vore Ønsker i et skriftligt Forslag, som jeg skulde indsende til Indenrigsministeriet. Da jeg derefter fortalte ham om vore planlagte Møder paa Folkehjem i Aabenraa, erklærede han, at han eventuelt vilde rejse med mig til Aabenraa paa Søndag for under Mødet paa Folkehjem at præcisere Regeringens Stilling til det nordslesvigske Spørgsmaal og i Forbindelse dermed proklamere Administrationens Overdragelse til den nordslesvigske Befolknings Tillidsmænd.

I Morgen vil hans Udnævnelse foreligge, og vi vil saa aftale det nærmere desangaaende. Jeg er dog betænkelig ved Forslaget, fordi det let vil kunne give Mødet paa Folkehjem en noget anden Karakter, end jeg ønsker og tilsigter.

Da vi gik tilbage til Udvalgsværelset, mødte jeg en national liberal Kollega, Bankier Schwabach. Han var øjensynlig glad ved at se mig i disse revolutionære Omgivelser, hvor han følte sig ene. Vi drøftede Situationen, og han sagde, at vel var hans Parti meget nationalistisk, men der havde alligevel paa det sidste Fraktionsmøde været Enighéd om, at det nu var klogest at afstaa Nordslesvig. Han var glad over, at alt hidtil var gaaet saa roligt af, men holdt det for nødvendigt, at Rigsdagen atter traadte sammen for at bevilge 15 Milliarder. Ellers havde Regeringen ingen Penge!

De finansielle Forholds videre Udvikling vilde være afhængige af de politiske Forholds videre Udvikling, men før eller senere vilde Tyskland atter komme i Vejret, hvis det blot fik Raastoffer nok til, at Industrien kunde komme i Gang. Vi skiltes meget venskabeligt, og idet han gav mig et varmt Haandtryk, sagde han: „Hvis De ønsker Oplysning om finansielle Spørgsmaal af større Rækkevidde, vil jeg altid staa til Deres Tjeneste.” — Revolutionens Betydning er øjensynlig endnu ikke gaaet helt op for ham.

Ved Udgangen af Rigsdagsbygningen mødte jeg Dr. Friedegg. Jeg vidste, at han den 9. November havde samlet en Trup Soldater paa Gaden og i Spidsen for dem „erobret” Regeringsbladet „Norddeutsche Allgemeine Zeitung”, besat Bygningen, kastet Redaktionen ud, omdøbt Bladet til „Internationale” og indsat sig selv som Chefredaktør, og spurgte ham derfor smilende, hvorledes det gik ham med „Internationale”.

„Jeg er efter at have holdt Stillingen i tre Dage atter fratraadt som Redaktør,” sagde han. „Jeg kunde ikke holde Bladet længere. Sætterne strejkede, og jeg havde ingen Støtte af Regeringen.” Han var iøvrigt veltilfreds og spaaede, at Revolutionen snart vilde brede sig til Frankrig og England. Folkene vilde nu allevegne befri sig.

I Sporvognen traf jeg Stücklen. „Alt er hidtil gaaet glat,” sagde han. „Men der er et frygteligt Virvar i Rigsdagen. Jeg har overtaget Ledelsen af de militære Anliggender, der staar i Forbindelse med Demobiliseringen, men det er næsten ikke muligt at overse Forholdene og at overkomme Forretningerne. Soldaterne strømmer nu til Berlin fra alle Sider. De løber bort fra Fronterne, arbejder sig frem gennem Landet og ankommer i store Skarer til Berlin, hvor de kræver Fødevarer m.m. Vi belejres ligefrem af Masserne, og jeg afrejser derfor nu til Hovedkvarteret for at faa gennemført Forholdsregler imod den voksende Opløsning.”

Jeg: „Hindenburg arbejder altsaa stadig Haand i Haand med Regeringen?”

Stücklen: „Ja, de Rygter, der siger andet, har ikke noget paa sig.”

Vi skiltes ad ved Krigsministeriet, hvorfra han leder sine Forretninger.

Da jeg kom tilbage til Hotellet, var der ankommen en ny Kurer med Breve og Beretninger hjemmefra, som jeg lige har læst.

Revolutionen er sejrende over hele Nordslesvig. Andreas Grau og P. Kaad, Vollerup giver udførlige Meddelelser om Revolutionen i Flensborg, henholdsvis Sønderborg. Tyskerne er tilsyneladende nu helt modløse.

Jeg har modtaget flere Breve fra Student Thulstrup i Kiel, har i Dag telegrafisk anmodet ham om at komme her til Berlin for at aflægge Beretning om Forholdene i Hertugdømmerne og har lige modtaget en Depeche, hvori han meddeler, at han kommer, saasnart Forbindelsen er i Orden.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

Andreas Kaad fra Mindebjerg på Als gjorde i efteråret 1918 tjeneste som vagtmand for krigsfanger i Lorraine/Lothringen.

Mandag den 11. November blev der sluttet Vaabenstilstand, og samtidig dannede vi jo Soldaterraad, hvad der unægtelig var en drøj Omgang for d’Hrr. Officerer, alt blev klædt i rødt. Officerer, der ikke med det gode (og det var jo nærmest dem, der strittede imod) vilde ombytte deres Kokarde med en tilsvarende rød, blev paa. en anden og mindre venskabelig Maade gjort opmærksom paa, at der ingen anden Udvej var.

Krigen som saadan var dermed forbi. Skyndsomst skulde de tyske Tropper trækkes tilbage. Østerrig-Ungarske Tropper havde vi allerede ikke set i nogle Dage; de var jo tidligere falden fra.

Ordren lød paa, at vi den 12. November Kl. 11 Formiddag skulde forlade Epfig i Alsace tilligemed vore Fanger.

Den sidste Aften blev der holdt Afskedsgilder i Byens Kantiner efter en større Maalestok, og snart gjorde Øl og Vin deres Virkning.

Jeg mindes særlig en ældre Soldat fra Aabenraa. Hjemmetysker efter en større Maalestok var han. Tysken kunde han imidlertid ikke rigtig komme efter; men forøvrigt en flink Mand.

Han kom den Aften i et ganske fortrinligt Humør. Begge to skulde vi paa Vagt den sidste Nat, Jeg fra Kl. 1-3 og han fra Kl. 3-5.

Henad 1-Tiden kommer Aabenraa-Manden hjem i Lejren i en meget løftet Tilstand. Da jeg bliver vaagen, staar han ved Siden af min Seng« og skraa-ler af fuld Hals, men sikkert af et godt Hjærte: »Vi er kun faa, men det er det samme …«; Hukommelsen svigter ham, og han beder om min Assistance, som jeg meget beredvillig giver ham, og nu gaar den: »Vi er kun faa. men det er samme, — vi er en Gren af den danske Stamme — den visner ej, men den staar i Flor — og bøjer sig mod det høje Nord.«

Som Tak for, at han nu vilde lade sin Hjemmetyskhed falde, tog jeg hans Vagt fra 3-5. Han kunde forøvrigt ogsaa nok trænge til al den Ro, han kunde faa, før Marchen begyndte.

Det blev en lang Vagt fra Kl. 1-5, men ejendommelig. Hele Lejren var falden til Ro. Stjernelyst og stille var det. Ikke et eneste Lysskær mod Vest og ikke nogen Artilleriild. Alt aandede Fred.

En Mangfoldighed af Tanker og Billeder drog forbi en. Hvad var der dog ikke sket fra Augustdagene i 1914 og indtil nu.  Nu gik det hjemad. Hjem til Kone og Barn; hjem til Far og Mor; hjem til Sønderjylland og hjem til — Danmark.

Og dog knugedes man af den Tanke: Hvis der nu skulde komme en Modrevolution; aah ulykkelige Skæbne, om det skulde ske, men man vidste jo aldrig.

Da jeg om Tirsdagen den 12. November om Formiddagen Kl. 10 blev vækket og sad ved min Morgenkaffe«, kom der en Soldat, hjemmehørende i Rostock i Meklenborg hen til mig, og man kunde saa tydelig se, hvor knuget han var af den Skæbne, som Tyskland nu gik ind til, og siger: »Ja, Du kan sagtens være glad, Kaad. I kommer nu tilbage (jeg bed Mærke i Ordet zurück) til Danmark. Vi bliver ved Tyskland og maa gennemgaa Lidelserne«.

Det var forøvrigt samme Mand, der for et Par Maaneder siden havde udtalt de ovennævnte Ord: »Overlever vi de næste tre Maaneder, kan vi holde Jul i Hjemmet«. Han fik Ret, det vilde sikkert nu kunde lade sig gøre.

Klokken 11 stod vi parat. Fanger og Mandskab stillet op i Geled, forud havde vi solgt Lejrbarakkerne til Byens Indbyggere for nogle usle Mark, og saa »støvlede« vi afsted. En slagen Hær paa Flugt!

Alt klædt i Rødt, i Revolutionens Tegn. Alle var vi forsynede med den røde Kokarde. Officererne fik deres Gradmærke revet af, og ogsaa de maatte erstatte den sort-rød-hvide Kokarde med en rød.

Vi slutter os under vor Marsch til fremmede Formationer. Der kan ikke være Tale om at komme i Forbindelse med vor Bataillon i Saarbourg.

Saa slæntrer da denne Karavane, disse talløse Rækker, den slagne Hær hen ad Alsaces Landeveje. I mange Tilfælde er Soldaterne i lasede Uniformer, slet Fodtøj osv. »Og Landets egne, de tapre faa«? — Ja de stod her og der og overalt, og viftede os Farvel med Tricoloren, den franske Fane!

Aa, hvor man gik og glædede sig! Tricoloren skjulte jo ogsaa paa, sin Vis vort gamle Banner, Danebrog. Ilmarche var det, Franskmændene var jo i Hælene paa os.

Sønderjyske Årbøger 1927

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

Vi havde haabet, at Vaabenstilstanden skulde indtræde den 9. Dette blev ikke til noget, heller ikke den 10., men endelig den 11. November.

Mine Kammerater fortalte mig bagefter, hvordan det var gaaet for sig ude i Stillingen. Lige før 11 sprang Franskmændene op og blæste af. Paa Slaget 11 faldt det sidste Skud. Allerede Kl. 9 havde Tyskerne faaet Ordre til ikke at skyde mere. Men det var, som om de ikke rigtig stolede paa, at det var Alvor. Da de nu mærkede, at der intet Skud faldt mere histovre, sprang de op, kastede Geværerne fra sig, Franskmændene ligesaa, og saa styrtede de over mod hinanden og tog hinanden om Halsen. Et bevæget, gribende Øjeblik!

Ingen kan næsten fatte dette Øjebliks Alvor og Storhed.

Fra den ugudeligste til den frommeste Mand lød et dybt Hjertesuk og et: „O Gud ske Lov, Krigen er forbi!”

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Paul Hedegaard (født 1899) gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86.

11. november: For spænding havde jeg næsten ikke kunnet sove,  sådan ventede jeg på den lykkeligste dag i mit liv,

Jeg måtte atter hen og se ud af døren, og der blev jeg vidne til det kærligste gensyn mellem en mor og hendes søn. Fra en sidegade kommer en mor skubbende en kærre læsset med dyner og husgeråd,

En ung soldat, løsladt krigsfange, skråner fra den anden side over torvet. De får øje på hinanden, og med glædestårer strømmende ned over kinderne omfavner de hinanden, mens kærren går forover spredende sengetøj og redskaber ud over brostenene.

Vi venter på vor løjtnant, der vil komme, da vi jo skal afløse det andet MG. Og ganske rigtig: Et kvarter i elleve – den 11. november 1918 – står han hos os med uret i hånden og forkynder: »Nu er der våbenstilstand«, Det blev ikke til afløsning.

Han går gennem stuen, vender sig om, ser på mig og smiler, går så, idet han lukker døren efter sig.

Jeg måtte hen og se, hvad der foregik udenfor. For en halv time siden var torvepladsen mennesketom, nu derimod myldrer de frem, alle de mange, dansende og syngende og med hinanden om halsen. –

Samme dags eftermiddag meddelte regimentschefen, at kejseren havde abdiceret og var flygtet til Holland; der gik en mumlen gennem rækkerne.

Det meddeltes os endvidere, at jernbanerne måtte forbeholdes til transport af syge og sårede, så vi måtte belave os på at »spadsere« hjem, og jeg kom ud på den længste vandring, jeg nogensinde har været på.

DSK-årbøger, 1969

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Han kom først i en fangelejr med 1.400 andre tyske soldater, men efter nogle dage blev de udskilt sammen med fanger fra Elsass-Lothringen, Tjekkiet og Polen. Han og en anden nordslesviger kom til Tours, hvor de oplevede våbenstilstanden.

(… fortsat)

Krigen gik mod det sidste. De allieredes hære rykkede frem, og tyskerne trak sig længere og længere tilbage.

Krigen måtte snart være forbi. Så kom meddelelsen om våbenstilstanden. — Sikken fryd, og hvilken uforglemmelig oplevelse.

I Tours ringede byens kirkeklokker. Musikorkestre spillede i gaderne, og folk var overstadigt glade og — vinen flød den dag i strømme …

I sandhed, franskmændene viste sig som et glad folkefærd. Der festedes til ud på natten.

— Kejseren har opgivet — er flygtet til Holland, blev der råbt, og der fortsattes i det uendelige med råbene: »Leve Frankrig!« —

Eller også gjaldt det en af de andre sejrende nationer. En eller anden råbte: »Vive le Danemark!« — Det gibbede ordentlig i mig. — Krigen forbi! — Kejser Wilhelm flygtet til Holland!

Jeg var med i det hele. Man skrålede og skreg og glemte helt, at man var fange.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 11. November 1918.

Da jeg i Morges gik ud af mit Hotel, var Gadebilledet atter roligt. I Rigsdagen hørte jeg, at Professor Hollmann er her i Byen og har udtalt Ønske om at komme i Forbindelse med mig. Jeg har haft mange Besøg i Dagens Løb.

Paa Hotellet havde jeg først i Formiddags længere Forhandlinger med Kloppenborg Skrumsager og Nis Nissen. Jeg betonede Nødvendigheden af, at vi fik den nye Regering til offentligt at vedkende sig Wilson-Programmets Anvendelse paa det nordslesvigske Spørgsmaal, inden Møderne paa Folkehjem afholdes, for dermed at skaffe os den nødvendige Basis for et videregaaende, maalbevidst Arbejde.

Vi blev enige om, at jeg skulde gøre et nyt Forsøg paa at opnaa en saadan Anerkendelse ved direkte Henvendelse til Folkekommissærerne.

Loretz og Frue besøgte mig paa Hotellet. De var begge forbavsede over det Flegma, hvormed Befolkningen fandt sig tilrette under de nye Forhold. Han ønskede at træde i Forbindelse med de nye Magthavere, og jeg tilsagde ham min Assistance.

Da jeg senere gik hen i Rigsdagen, traf jeg først Ledebour. Han var i straalende Humør, men saa hæs som en Ravn; iøvrigt særdeles veltilfreds med Begivenhedernes Gang. Dittmann kom ud af de uafhængige Socialdemokraters Fraktionsværelse. Han hilste paa mig, og jeg udtalte min Glæde over den Enighed, der nu var opnaaet mellem Partierne. „Det er en Lykke, at begge Retninger nu kan optræde sluttet,” sagde jeg.

„Om det er en Lykke, vil Tiden vise,” svarede han, „men foreløbig var der i hvert Fald ikke andet at gøre.” Den Maade, hvorpaa han betonede disse Ord, viste, at han ikke var helt tilfreds med Resultatet.

Mens vi vekslede disse Bemærkninger, kom Haase. Endskønt han som sædvanlig havde meget travlt, standsede han dog et Øjeblik. „Jeg havde ikke ventet, at det var gaaet saa hurtigt og saa let, sagde han. „At det gamle Styre uden nævneværdig Modstand er brudt sammen, viser imidlertid, hvor pilraaddent det var.”

I det samme kom Bilchner og bragte en hel Bunke Nyt.

„Der er udbrudt Uroligheder i Frankrig,” fortalte han, „og der foreligger et traadløst Telegram om, at fem engelske Krigsskibe med det røde Flag har udvekslet Broderhilsen med vore Skibe udfor Wilhelmshafen. Revolutionen lader sig nu ikke længere standse, den vil gaa sejrrig hen over hele Verden.”

Dr. Breitscheid kom og tog mig til Side. Han fortalte mig, at han i Gaar havde faaet den ærefulde Opfordring at overtage Stillingen som Statsminister i Gotha, men at han havde afvist Opfordringen. Her stiller Sagen sig nemlig saaledes: Dr. Solf ønsker at træde tilbage. Der er Forslag fremme om at sætte Kautsky, Dr. David og Breitscheid ind i Udenrigsministeriet, og det vil han eventuelt foretrække, da Udenrigspolitiken er hans egentlige Speciale. Kautsky kom til, gik straks ind paa det nordslesvigske Spørgsmaal og ønskede mig til Lykke. „Die Sache ist ja jetzt erledigt,” sagde han.

Jeg takkede ham og mindede om en Samtale, som vi havde for et Par Aar siden, under hvilken han overraskede mig behageligt, fordi han havde Pragfredens § 5 paa rede Haand og vidste grundig Besked om det nordslesvigske Spørgsmaal.

Jeg benyttede under Henvisning til de mange Afskedigelser af Højere Embedsmænd og Nybesættelser af vigtige Embedsstillinger, der i disse Dage fandt Sted, Lejligheden til at indskærpe dem Nødvendigheden af, at Landraadsembederne i de nordslesvigske Amter nu ogsaa blev besat med Mænd, som Befolkningen havde Tillid til.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

Th. Kauffmann bevogtede i oktober 1918 banen i Vogeserne.

Først henad Formiddagen var vi samlet oppe ved Stationen for at tage med et Tog til Ingweiler.

Der var mødt en Flok civile Folk, som opfordrede os til at aflevere vore Geværer til dem. Et Par af vort Vagthold solgte Geværerne til dem for et Glas Brændevin; derefter var vi kun en fem til seks Stykker, som var i Besiddelse af vore Vaaben, hvilke vi haardnakket nægtede af aflevere.

Endelig kørte der et Tog frem, men inden vi kom ind i Toget angreb Civilfolkene os pludseligt og søgte at rive Geværerne  fra os. Vor Delingsfører, som havde ligget i Kvarter i samme By, var forsynet med en amerikansk Karabin, som han vilde tage med sig hjem, men denne blev ham frarevet.

Det var rent instinktmassigt, at jeg slog fra mig med Geværkolben, jeg følte mig mere tryg under de usikre Forhold, saalange jeg endnu havde mine Vaaben. Nu, Haandgemænget varede kun kort; forsynede med enkelte Skrammer naaede vi ind i Jernbanevognen. En Mand til foruden Delingsføreren havde mistet Geværet.

Klokken var nu bleven elleve, det var Mandagen den 11. November, og vi lyttede fra Jernbanevognen efter Skuddene fra Fronten, — de vedblev at lyde. Toget satte sig atter i Bevægelse, Klokken var henimod halvtolv, Kanonskuddene vedblev stadigt at drøne.

Blev det ikke til Fred endnu? Eller var det Revolutionen?

Disse Spørgsmaal stillede vi hverandre.

Først bagefter fandt jeg Forklaringen, nemlig den, at det var Kl. 11 efter fransk Tid, Vaabenstilstanden skulde træde i Kraft. Men paa denne Front har man altsaa kampet indtil sidste Minut. Da vi kom til Ingweiler, en By paa godt et Par Tusind Indbyggere, vajede Trikoloren fra Raadhusets Tag,og fra Husene langs Gaden vajede baade franske og amerikanske Flag.

Hvorfra Folk i en saadan Fart havde faaet fat i det amerikanske Stjernebanner, er mig endnu en Gaade. Byens Borgmester opfordrede os til at overlade vore Vaaben til Byens “Borgervæbning”, og da en Udsending fra Soldaterraadet anbefalede os at efterkomme Opfordringen, saa strakte vi fire sidste Mand af vor Afdeling Vaabnene.

Som vi nu gik ned ad Gaden, mødte vi et Optog, bestaaende mest af Børn og Kvinder, kun et Par enkelte Mand iblandt, med et Musikkorps i Spidsen, som spillede Marseillaisen. I Spidsen bar man Trikoloren og den røde Revolutionsfane.

Skønt der endnu befandt sig ca. 300 tyske Soldater i Byen, var der ingen, som lagde dette Demonstrationstog et Halmstraa i Vejen.

Paa Kompagniets Skrivestue fik hver sine Papirer udleveret, baade Militærpas og “Pasnationale”, hvilket sidste ellers altid blev hos Troppeafdelingen. Det var dette “Pasnationale” som indeholdt de hemmelige Bemærkninger, der saa ofte har været omtalte, og selvfølgeligt var mit heller ikke uden Bemærkninger, hvilket jeg dog allerede havde erfaret i September 1914, da det forste Gang i al Hemmelighed var lykkedes mig at faa dette Dokument i Haanden.

Kompagniets Kassebeholdning delte vi ligeligt, saaledes at hver Mand fik rigeligt 21 Mark, hvad enten han saa var menig eller Løjtnant. Der var nemlig endnu to af Delingsførerne tilbage, mens Kompagniforeren og den ene Delingsfører allerede var stukket af for to Dage siden.

De faa Levnedsmidler, der var, delte vi ligeledes, dog saaledes, at vi inddelte os selv i Zoner, alt efter som vi havde langere eller kortere Vej til Hjemmet. De, der havde den langste Vej, til hvilke jeg hørte, fik tre Portioner, hvilket vilde kunne strække til tre Dage, de øvrige fik henholdsvis en og to Portioner.

Saa stod vi her i den lille By ved Foden af Vogeserne som frie Mænd. Vi fik fat i et Stykke rødt Katun, hvilket vi skar i Strimler, og hver af os fæstede en rød Sløjfe paa vor Uniformsfrakke, det skulde vare vort Fripas. Hvorledes vi skulde naa hjem, blev vor Sag, enhver var fuldstandig overladt til sig selv.

Jeg besluttede at forsøge at naa hjem over Strassborg, og med underlige Følelser rullede jeg ud paa Aftenen ad Banelinjen ad Strassborg til. Hvor langt vilde jeg naa frem ad Banen? Det var det Spørgsmaal, jeg stillede mig selv.

Sprogforeningens Almanak, 1927.

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 10. November 1918.

Da jeg ved Titiden gik hen i Rigsdagen, var Rigsdagsbygningen atter belejret af store Folkeskarer. Foran Portalen stod Militærposter. Men da jeg foreviste mit Legitimationskort som Rigsdagsmand, traadte de straks til Side og lod mig Villigt passere.

Jeg gik op i den store Foyer. Den var nu rømmet af Gaardsdagens „vilde Bande”. Men den saa frygteligt ud. Det samme var om muligt i endnu højere Grad Tilfældet med Plenarsalen. Man skulde ikke tro, at det havde været muligt at tilsmudse de smukke, prægtige Rum saaledes, som det her var sket i Løbet af et Døgn. Det drev paa Gulvet med snavsede Papirer og alle Slags Madlevninger. Uniformstykker, Vaaben, Patronbælter m. m. laa kastede Hulter til Bulter. Rundt om paa Tæpperne havde Folk forrettet deres Nødtørft. Det hele var en ubeskrivelig Vederstyggelighed.

I Læsesalen kamperede en Flok Soldater og Matroser, som have Kvinder med sig. Deres Vaaben stod opstillede ved Siden. Rester af Mad- og Drikkevarer stod paa Bordene og paa Gulvet. De havde tydeligt nok tilbragt Natten her. I Plenarsalen var der rejst en mægtig rød Fane over Præsidiet. Da jeg gik derfra, begyndte man at gøre rent i Foyeren. Det hed sig at Arbejder- og Soldaterraadenes Repræsentanter er indkaldte til Møde i Rigsdagssalen i Eftermiddag.

Adgangen til Lokalerne ovenpaa var atter spærret af Militærposter, men mit Legitimationskort banede mig Vej. I Socialdemokraternes Fraktionsværelse sad Revolutionens Ledere.

Alt var heroppe idel Travlhed. En Ordonnans kom og udbad fra Chefen for de kæmpende Tropper tre Kompagnier til Forstærkning ved Slottet, hvor Kampen paany var blusset op, og en betydelig Militærstyrke fremdeles forsvarede den kejserlige Marstal imod de Revolutionære. Schopflin, som i Dag har overtaget Overkommandoens Funktioner i Berlin, gav Ordre til, at Forstærkningerne straks skulde afsendes.

Mens jeg stod her, kom Karl Kautsky, med hvem jeg gentagne Gange havde haft Lejlighed til at drøfte det nordslesvigske Spørgsmaal. Han havde fra første Færd af vist sig særdeles velunderrettet og udtalt sin afgjorte Sympathi med mine Bestræbelser. Nu meddelte han mig, at han var indtraadt som Understatssekretær i Udenrigsministeriet. Jeg benyttede Lejligheden til at lægge ham vor Sag varmt paa Sinde, og han tilsagde mig beredvillig sin Understøttelse.

Mens vi talte sammen, kom Hauptmann v. Beerfelde, som har udbredt Fyrst Lichnowskys Skrift og under sin Kamp imod Militærregimentet var bleven fængslet, men for hvem Fængslets Porte ogsaa havde aabnet sig i Gaar, mig i Møde og rakte mig begge Hænder. „Nu ser det bedre ud! sagde denne ejendommelige Officer af gammel brandenborgsk Adel, der var rykket ud i Krigen som Regimentsadjudant ved Preussens fineste Regiment, i. Garderregiment i Potsdam. „Men jeg hører, at De vil bort fra os?”

„Ja, det kan ikke være andet,” svarede jeg.

„Saa Held og Lykke med Friheden, sagde han, trykkede endnu en Gang min Haand og gik.

Dr. Breitscheid kom med rødt Bind om Armen. Han fortalte mig, at han allerede i Gaar paa Partiets Vegne havde ført Forhandlinger med Scheidemann og Ebert om en fælles Optræden. Personlig tilstræbte han af alle Kræfter Enighed og mente, at det var nødvendigt straks at bryde med Spartacusgruppen, hvis den modsatte sig Sammenslutningen. Vanskeligheden laa i Øjeblikket især i, at Ebert ikke havde faaet sit Mandat som Rigskansler af Revolutionen, men af de gamle Myndigheder.

Der agiteres stærkt fra begge Sider. Valgene af Repræsentanter for Arbejder- og Soldaterraadene er foretagne. Resultatet vil foreligge i Eftermiddag. Spørgsmaalet er saa, hvorledes den nye Regering skal sammensættes, og hvorledes man skal stille sig til Spørgsmaalet om Ebert som Rigskansler.

Jeg hilste paa Bauer og Schmidt, Berlin og fik i det samme Øje paa Wurm, som havde været syg i henved tre Uger. Jeg udtalte min Glæde over paany at se ham rask. „Ja,” sagde han, „nu vil jeg være rask. I saadanne Tider kan man ikke ligge til Sengs. Jeg er enig med Bernstein om, at vi nu maa gøre alt for at opnaa Enighed, saaledes at de socialdemokratiske Rækker atter kan sluttes. Men Stillingen er vanskelig, og vi har megen Modstand at overvinde.”

Jeg talte endnu med Cohen, Reuss, Antrick og flere Rigsdagsmænd, der alle mødte med røde Baand om Armen.

Saa kom der en Afdeling Soldater med Maskingeværer. De havde Ordre til at besætte Rigsdagsbygningens Hjørnetaarne, for derfra at sikre Bygningen mod ethvert Forsøg paa Overfald og Overrumpling udefra. De kunde ikke finde Indgangen til Hjørnetaarnene og bad mig om at vise Vej, et Hverv som jeg villigt paatog mig.

En ældre Herre, som jeg før havde truffet i et privat Selskab i Berlin, men hvis Navn jeg ikke huskede, kom hen til mig og opfordrede mig til at hjælpe ham med at blive ansat som Tolk. „Jeg taler udmærket Engelsk,” sagde han, „og der maa være megen Brug for engelske Tolke, nu da Englænderne har besat Kiel!”

“Hvad siger De”, spurgte jeg? “er Kiel besat af Englænderne?

„Ja, det paastaar man,” svarede han. I det samme kom Hans Leusz. „Har De hørt noget om, at Kiel er besat af Englænderne spurgte jeg.

„Jeg har hørt det fortælle,” sagde han „men det er sikkert et løst Rygte.” Han fortalte mig derpaa,’ at han af Revolutionens Hovedkvarter havde faaet Ordre til at rejse til Mecklenborg, hvor han var velkendt, for paa de store Godser at rekvirere Levnedsmidler til Berlin.

Der kom stadig flere Rigsdagsmænd. Jeg talte flygtigt med Dr. David Landsberg, Dr. Oscar Cohn og flere. De havde alle meget travlt. Men alle forstandige Rigsdagsmænd tilstræber nu Enigheden De uafhængige Socialdemokrater har imidertid megen Modstand at overvinde, især af Spartacusgruppen.

Jeg talte med Eduard Bernstein, som var meget betænkelig ved Situationen. „Vi maa slutte os sammen,” sagde han „selv om vi skal bryde med de Grupper, der staar til venstre! Scheidemann og hans Folk fører i Øjeblikket den eneste rigtige Politik. Vor Stilling er dobbelt vanskelig, fordi vor Fraktion ikke er samlet. Mange af vore dygtigste Folk er ude i Landet, hvor de leder Revolutionen. Og af dem, der er her til Stede, vil Flertallet ikke arbejde sammen med Scheidemann og Ebert. Jeg haaber imidlertid, at Haase og andre af vore indflydelsesrigeste Folk snart vil være her, da de jo nu maa have hørt, hvad der er foregaaet i Gaar.

Da alle Indgange til Rigsdagsbygningen nu var besatte med Militærposter, holdt jeg det for nødvendigt at skaffe mig et nyt, af Revolutionens Ledere udstedt Legitimationskort. Takket være et Par Kollegers velvillige Anbefaling lykkedes det mig ogsaa uden Vanskelighed at faa udstedt et rødt Legitimationskort, som viser, at jeg „staar i Arbejder- og Soldaterraadets Tjeneste og derfor har fri og uhindret Passage allevegne.”

Jeg gik hjem og affattede Beretningerne og Posten til Nordslesvig, som jeg derefter afsendte med Kurer, med hvem jeg endvidere afsendte Indbydelserne til Vælgerforeningens Bestyrelses- og Tilsynsraadsmøde paa Folkehjem den 16. og 17. November.

Mens jeg sad paa mit Værelse og arbejdede, blev jeg opraabt i Telefonen af Nis Nissen. Han var nu omsider naaet til Berlin efter i tre Dage at have været fastholdt ved Wittenberge af blodige Kampe mellem Matroser fra Kiel og Infanteritropper fra Berlin. Nu sad han i et Hotel i Nærheden af Lehrter Bahnhof og kunde ikke naa ned til mit Hotel, fordi der rasede en heftig Kamp Unter den Linden, som blev bestrøget af stærk Maskingeværild. Han vilde imidlertid søge at naa frem ad en Omvej og naaede ogsaa ned til mig i Løbet af Eftermiddagen, tidlig nok til at han kunde gennemlæse, godkende og medunderskrive min Beretning af 9. November til Vælgerforeningens Bestyrelse, inden Kureren tog afsted.

Ud paa Eftermiddagen opsøgte Dr. Breitscheid mig og fortalte med megen Tilfredshed, at der nu var opnaaet Enighed mellem de to socialdemokratiske Partier. Rigskansleren træder derefter tilbage, og Regeringen overtages af seks ligestillede Ministre, som skal føre Navn af Folkekommissærer. Flertalssocialisterne har dertil valgt Ebert, Scheidemann og Landsberg, de uafhængige Socialdemokrater Haase, Dittmann og Barth. Dr. Breitscheid havde arbejdet meget stærkt paa at opnaa dette Resultat. Flertalssocialisterne havde under Forhandlingerne stillet sig paa det Standpunkt, at hvis de uafhængige Socialdemokrater ene vilde overtage Regeringen, saa vilde de ikke modarbejde den.

Hvis omvendt Flertalssocialisterne skulde overtage Regeringen, saa maatte de uafhængige Socialdemokrater yde Garanti for, at de ikke vilde organisere Gadekampe.

Efter lange Forhandlinger, paa hvilke bl. a. Eduard Bernstein og Dr. Breitscheid har øvet ikke ringe Indflydelse, opnaaedes der Enighed. Dette glædelige Resultat  lettedes meget ved, at Dr. Liebknecht viste sig langt mere maadeholdende i sin Opposition, end man havde ventet.

Vi fulgtes ad til Rigskanslerens Palæ, hvor jeg vilde søge at opnaa en Samtale med Folkekommissærerne om det nordslesvigske Spørgsmaal. Palæet var under streng Bevogtning.

Men mit røde Legitimationskort banede mig straks Vej. I Forhallen traf jeg flere Bekendte. Baake, som er indtraadt i Udenrigsministeriet, kom og hilste. Vi vekslede nogle Ord, men han havde travlt og forlod Palæet i Krigsministeriets Bil.

Da de øvrige Folkekommissærer afholdt Møder, bad jeg en Tjener om at melde mig hos Dittmann, som straks kom ud i graa Jakke med rødt Bind om Armen. Han modtog mig meget venligt, men var stærkt optaget, hørte dog paa mig, besvarede roligt, klart og kortfattet mine Spørgsmaal og tilsagde mig sin Bistand.

Fr. Stampfer, som leder Udenrigsministeriets Presseafdeling, kom ud, og jeg havde en kort Samtale med ham. Han fortalte mig, at Dr. Nestriepke ligeledes er indtraadt i Presseafdelingen.

Det glæder mig, at Stampfer og Breitscheid, som længe har staaet i adskilte Lejre, nu atter føres sammen.

Mens jeg endnu talte med Stampfer, kom Landsberg. „Med hvem ønsker De at tale?” spurgte han mig. „Med Folkekommissærerne, svarede jeg. „Jeg ønsker en Forhandling vedrørende det nordslesvigske Spørgsmaal.”

„Det lader sig næppe gøre i Dag, da vi alle er meget optagne af presserende  Spørgsmaal, svarede han. „Men kom igen en af Dagene.”

Jeg nedskriver dette, mens Indtrykket endnu er friskt, i en stor Sal i Rigskanslerens Palæ, hvor jeg ofte har været og oplevet adskilligt af Interesse i Rigskanslerne Fyrst Hohenlohes, Fyrst Bülows og Bethmann-Hollwegs Kanslerperioder. Første Gang jeg var her — og havde Oplevelser, som jeg aldrig vil glemme — fortalte Polakkernes daværende Fører Motty mig, at han i Fyrrerne i sin Ungdom, da Palæet tilhørte Fyrst Radziwill, havde danset i denne Sal med den polske, for Polens Genrejsning begejstrede Ungdom. I Sandhed: Tiderne skifter!

Paa Gaderne er der stadig megen Bevægelse. Kanonierstrasse er afspærret, fordi der er bleven skudt paa revolutionære Tropper fra et Hus, som blev stormet. Der kører stadig Lastbiler med væbnede Tropper og røde Faner gennem alle Gader for at opretholde Ordenen. Tidligt paa Aftenen blev Folk kommanderet til Ro.

Noget efter fik jeg Meddelelse om, at Togforbindelsen til Hamborg atter var aabnet, og ved Midnatstid afsendte jeg saa vor Kurer med Betænkninger og Breve til Aabenraa.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

Paul Hedegaard (født 1899) gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86.

10. november: Det var i Charleville, vi oplevede våbenstilstanden.

Men dagen før fik vi besked om, at vi skulle afløse det andet MG nede ved Maasfloden, så det lød jo ikke af fred.

Her var vi indkvarterede i et pænt hjem, hvor stuen var ryddet for møbler, og der var lagt halm på gulvet. –

Jeg lyttede, om de skød nede ved floden, men alt var stille; jeg kunne ikke fatte det: En frigørelse, som vi havde længtes efter i måneder,

Løjtnant Hohmann trådte ind og meddelte os, at i morgen formiddag ved 10-11-tiden ville våbenstilstanden blive proklameret, og glædestårer skød frem i vore øjenkroge.

Jeg måtte atter hen og lytte, men de skød ikke dernede. Min »ven«, korporalen fra Elsass, sagde ikke ret meget – nu måtte han godt ryge og rejse for min skyld – bange for ham var jeg ikke mere.

DSK-årbøger, 1969

Hans M. Lunding fra Jels gjorde krigstjeneste ved 2. Garde-Ulanen-Regiment. I Efteråret 1918 var han efter et lazaretophold på regimentets reservedepot på kasernen i Moabit i Berlin.

Den 10. november brød revolutionen ud i Berlin. Officererne blev afvæbnet, og der blev dannet arbejder- og soldaterråd domineret af de højesttalende menige og underofficerer, som straks mødte op med røde kokarder på huerne.

En flok underofficerer på depotet, hvor jeg gjorde tjeneste,
spændte de bedste heste for regimentets vogne og kørte hjem til
Brandenburg. Dem så vi aldrig mere

Oberst H.M. Lundings erindringer: “Stemplet fortroligt!” (Gyldendal, 1970).

Th. Kauffmann bevogtede i oktober 1918 banen i Vogeserne.

Søndag Middag den 10. November afløstes jeg af en Underofficer, en Strassborger, og da det var det yndigste Efteraarsvejr, man kan tanke sig, foretog jeg sammen med to Kammerater, en Polak og en Mecklenborger, en Udflugt op til en Ruin i Nærheden.

Ruinen, som ligger paa en stejl Bjergtinde, hedder Lichtenberg, og nedenfor Ruinen ligger en lille By af samme Navn. I Lichtenberg var der fuldt af Desertører, og nogle af disse betragtede os med mistænksomme Blikke, idet de vel antog os for Spioner.

I et af de smaa Værtshuse traf vi nogle Bønder fra Omegnen, som vi gav os i Snak med. En gammel Bonde spurgte mig, hvad jeg mente om Stillingen. Jeg svarede ham, at inden 14 Dage var hele Elsas besat af Franskmændene.

– “Saa faar I dog Eders Ønske opfyldt”, bemærkede jeg.

Manden grundede lidt, saa sagde han, ligesom dvælende ved hvert Ord: “Ja, jeg forstaar jo ikke Fransk, Franskmændene er for os fremmede, men Preusserne var aldrig vore Venner!”

Disse Ord af en gammel Elsasser, kendetegnede de abnorme Forhold i Elsas.

Det store Flertal af Elsasserne er tysktalende, og de føler sig ikke som Franskmænd, skønt den franske Kultur uden Tvivl har sat sit Præg paa Befolkningen her.

Men her, som andre Steder, har Preusserne med jernskoet Hæl trampet paa et Folks Frihed og Rettigheder. I Stedet for at knytte et stammebeslægtet Folk til sig, har den tyske Regering kun formaaet at dræbe det naturlige Instinkt, der drog de tyske Elsassere mod Tyskland.

Paa Hjemvejen drøftede vi de sidste Dages Begivenheder, og alle var vi uklar over, hvorledes Forholdene videre vilde udvikle sig.

Ankomne til vore Kvarterer blev vi ubehageligt berørt ved at opdage, at fire af vore Geværer var stjaalne i Dagens Løb.

Ligeledes savnede vi adskillige Kapper og Udrustningsgenstande.

I Landsby kroen herskede et vældigt Spektakel, der var fuldt af Desertører og Mænd fra Omegnen.

Min Kammerat, som havde Vagt, meddelte mig, at flere af vore Folk fra Vagten var stukne af, det var alle Elsassere man savnede.

Jeg telefonerede til Kompagniet og meddelte, hvorledes Sagerne stod hos os i Wimmenau. Jeg fik blot det Svar, af hvem forstod jeg ikke: “Bloss ruhig! Um Gottes Willen kein Widerstand.”

Jeg forstod, at Opløsningen var i fuld Gang. Den vagthavende Stationsforstander var nervøs, han havde lige Besøg af Skovrideren. Vi tyske Embedsmænd er fuglefri, sagde denne, enhver kan dræbe os, uden at en Hane galer derfor. Stationsforstanderen udtalte sig ophidset haanligt om Vagtmandskabet, og Soldaterne i det hele taget, saavidt jeg mindes, kaldte han Soldaterne for “Pak”‘.

Jeg vendte ham kort Ryggen og gik ned i mit Kvarter.

Sammen med mine Værtsfolk nød jeg et tarveligt Aftensmaaltid efter deres Skik, bestaaende af et Stykke tørt Brød med Mælk til. Vi drøftede Stillingen, jeg mindes blot, at min Kvartervært sagde: “Jeg kan ikke tale Fransk, og mine Sønner kan ikke tale Fransk, det vil blive svært for dem, naar de skal være franske Soldater.”

Jeg gik saa til Ro, men ud paa Natten blev jeg vækket ved Banken paa  Ruden. Jeg sprang ud af Sengen, følte efter min Bøsse, den hang paa Sengestolpen, det var mig ligesom en Beroligelse, at jeg endnu var i Besiddelse af mine Vaaben.

Det viste sig, at der var Bud om at komme op paa Vagtstuen, “vi skal straks bryde op”, sagde Manden.

Jeg pakkede i Hast mine Sager, en Del Genstande lod jeg blive tilbage, saasom Pikkelhue, Gasmaske, et Par Støvler og meget andet. Min Værtinde kom ind, halvt paakladt med et Lys i Haanden, hun var opskræmt og rystede. Jeg trøstede hende med, at hende og hendes Familie vilde ingen gøre noget, de tyske Tropper trak sig nu hurtigt tilbage, og om faa Dage vilde Franskmændene være her.

Paa Vagtstuen var der kommen et Par Mand fra Kompagniet med Efterretning om, at Vaabenstilstanden var sluttet, og den traadte i Kraft næste Formiddag Kl. 11.

Samtidigt overbragte de en Skrivelse af følgende Ordlyd:

“An die Wachen 4—11.
Dem Gebot der Stunde Rechnung tragend hat die Kompagnie einen Soldatenrat gebildet.
Der Soldatenrat der 2. Kompagnie XV/9.”

Nogen Underskrift fandtes ikke under Skrivelsen, som jeg har opbevaret.

Vi blev enige om at vente, til det blev lyst; jeg vendte tilbage
til mit Kvarter og lagde mig til at sove.

Sprogforeningens Almanak, 1927.

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og har været på lazaret siden marts, først i Sønderborg, fra juli 1918 i Lübeck, men i oktober kom han tilbage på kasernen.

Vi har haft besøg af nogle marinesoldater fra Kiel, og nu er oprøret i
fuld gang. Der skulle kun pustes lidt til ilden, før den brød ud i lys lue.

Det ulmede alle steder.

Officererne blev afsat,og vi tog sablen fra dem og rev  skulderstykkerne af. De, der ikke ville lystre, blev spærret inde, men det foregik dog uden blodsudgydelse.

Næste dag sås ingen officerer i uniform. Der er blevet dannet soldaterråd, og disse råd leder alt vedrørende militæret. Oprøret er nu i gang over hele Tyskland. Alt er i forvirring,og ved fronten går det tilbage over hele linien.

Det stolte Tyskland er med et slag brudt sammen,og hvor dybt, det skal falde, er ikke godt at vide.

Luften svirrer med alle slags forfærdelige rygter, og et af dem går på,
at engelske krigsskibe har vist sig ude ved Travemunde for at  beskyde byen.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Østrig-Ungarns sammenbrud, italienernes fremrykning og underskrivelsen af våbenhvile med Vestmagterne.

Også på Balkan bryder fronten sammen, og Sydtyskland og Osmannerriget ligger åbne for invasion.

På Vestfronten rykker Vestmagterne frem over hele linjen og tvinger de tyske tropper tilbage.

En tysk delegation krydser natten mellem den 7. og 8. november november frontlinjen og anmoder om våbenhvile. De præsenteres for de allieredes krav i en jernbanewaggon ved Compiègne  og får 72 timer til at afvise eller antage dem.

I begyndelsen af november var der udbrudt mytterier på flere tyske krigsskibe – og mytterierne udvikler sig til revolutionære tilstande, først i Kiel og siden breder den sig med stor hast. Tyskland er ved at falde fra hinanden.

Så er det i morgen, det går løs. Krigsafslutningen markeres med en spændende og oplysende lille historiefestival på Sønderborg Slot.

Lørdag den 10. november kl. 10:00-16:30

Historiefestival: 1918. En ende på krigen Historiefestival på Sønderborg Slot.

Program:

Slotsgården omdannes til en militærlejr, når “Westfront 1916” gør uniformer og udstyr fra verdenskrigen lyslevende med deres underholdende og oplysende historieformidling.

Det er også i slotsgården, du kan købe et måltid mad fra en gullaschkanon.

Riddersalen er ramme om en række korte, spændende dobbeltforedrag/debatter, nemlig:

Kl. 11.00-12.00: Litteratur – den sønderjyske krigsroman før og nu

Bjarne S. Bendtsen og Karl Fischer taler  om ”Den sønderjyske krigsroman før og nu” – i årene efter krigen udkom en del romaner og krigserindringer – og de seneste 10-15 år har også budt på adskillige romaner om sønderjyder i Første Verdenskrig.

Moderator: Jakob Brodersen.

Kl. 13.00-14.00 – Det lille land i den store krig

Kristian Bruhn (Mosede Fort) og Rob Troubleyn (Koninklijk Legermuseum, Belgien) taler  om ”Det lille land i den store krig”. Om de små neutrale lande Danmark og Belgien og deres udfordringer og meget forskellige skæbner under Første Verdenskrig.

Moderatorer: Theo Dirix og René Rasmussen.

Kl. 15:00-16:00 – Danskere i krig

Tom Buk-Swienty og René Rasmussen taler om ”Danskere på begge sider af fronten i verdenskrigen”. Danskeren Thomas Dinesen som frivillig i den canadiske hær og sønderjyden H.C. Brodersen i tysk krigstjeneste.

Moderator: Kåre Johannesen.

Der er endvidere …

Mini-udstilling med udvalgte genstande fra 1. Verdenskrig.

Historiske stande:

Havde du slægtninge med i krigen? Besøg de frivillige bag succes-hjemmesiden “Den store krig 1914-1918” – og få (måske) svar!

Infostande med bogsalg, bl.a. :

• Sikringsstilling Nord
• Den store Krig 1914-1918
• Historisk Samfund for Sønderjylland
• Historisk Samfund for Als og Sundeved
• Historie Haderslev
• Deutsches Museum Nordschleswig..
• Det vil desuden være muligt at købe mad fra en gullasch-kanon. Pris pr. kuvert: 60,- kr.
  

Entré: Børn/unge under 18: Gratis. Voksne 80,- kr. Studerende: 70,- kr. Medlemmer af museumsklubben: Fri entré.

Andreas Kaad fra Mindebjerg på Als gjorde i efteråret 1918 tjeneste som vagtmand for krigsfanger i Lorraine/Lothringen.

Opløsning var trods alt det Ord, der nu bedst kendetegnede den tyske Hær. Aviserne hjemmefra skrev mere og mere aabent om alt.

Jeg husker særlig et socialdemokratisk Blad, »Schleswig-Holsteinische Volkszeitung«, tror jeg, det hed, der blev mere og mere aabenmundet. En Dag stod der med spærret Tryk foroven paa første Side: »Abgedampft! — aber nicht abgedankt!« Det var Kejseren, da han for sidste Gang som Kejser forlod Berlin, der sigtedes til.

En anden Gang mindes jeg, der stod: »Will er — oder will er nicht!« Det var Kejserens Abdication, der fordredes.

Man forstaar, at under disse Forhold blev Tonen blandt Soldaterne ogsaa ret fri, og der var ikke faa, der i deres Tale anbefalede Kejseren til at tage Cylinderhatten og gaa.

Breve fra Hjemmet naaede ikke mere frem. Den sidste danske Avis, der naaede frem til Fangelejren, var en Hejmdal med H. P. Hanssens Tale i den tyske Rigsdag den 23. Oktober.

En Avis i Alsace gav den Karakteren: »Eine schneidige Rede«.

Bladet har formodentlig været franskvenligt. Ogsaa dette var paa sin Vis en Hilsen hjemme fra, og sandelig ikke den mindste.

Saa kom den 9. November. Vi trak Pigtraad som besat foran vore nye opkastede Grave, da en Alsinger (Gdr. Jørgen Grau, Melsmark) raabte over til mig: »Kejseren gaar! Hurra!«

Det var nok noget forhastet, men at det Øjeblik vilde komme, derom var ingen i Tvivl mere.

Da vi efter endt Arbejde kom tilbage til Fangelejren, taltes der kun om den faldne Storhed,

Sent paa Aftenen vækkes vi af en Soldat, der har været ved BatailIonen i Saarbourg, han medbragte et Ekstrablad, der med overmaade fede Typer meddelte, at nu var det Alvor. Kejseren var færdig.

Jeg laa længe vaagen, og Tankerne gik nordover. Det vidste jeg: nu sad de derhjemme og holdt Far’s Fødselsdag og fik ganske de samme Efterretninger.

Et Kejserriges Fald formaar ikke an slette den Sorg, der netop for 4 Aar siden kom ind ad Hjemmets Dør*). Og saa er dette jo trods alle strenge Kaar den brydende Dag, der melder sig. At det var Slut med Krigen, var vi alle klar over.

Og Begivenhederne faldt nu Slag i Slag.

*) Hans Nissen Kaad (Søn af Gaardejer P. Kaad, Vollerup og dennes Hustru Anne Kirstine Marie, født Knøs) var født 11. Oktober 1893 i Mindebjerg paa Als og faldt ved Autréches, Nordfrankrig, den 20. Sept. 1914. Efterretningen naaede først Hjemmet paa Als den 9. November 1914.

Sønderjyske Årbøger 1927.

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

Nu gik det stadig tilbage, og over Meusefloden kom vi ved Flize. Faa Dage i Forvejen havde vi set vore egne Tropper storme Proviantdepotet ved Le Chesne, hvor jeg fik et alvorligt Knubs af en af vore egne Folk, som kastede et stort Stykke Kul, der ramte mit ene Øre.

Atter og atter gik det tilbage. Stundom i et ret hurtigt Tempo. Efter at være kommet over Meusefloden, holdt vi Stand et Døgn eller saadan noget. Atter sattes vi i Bevægelse, og efter en Del Omflakken naaede vi en lille, fransk By, som hed Pouru.

Det var blevet den 9. November. Vi havde i længere Tid lagt Mærke til nogle Karrikaturtegninger, som var malet paa Jernbanevogne, der kom fra Tyskland. Først en høj Mand med en Paraply under Armen, saa den samme Skikkelse med en høj Cylinderhat liggende foran sig, og nedenunder var der skrevet: „Hvem tilhører denne Cylinder?”
Og nogle Dage senere var Svaret tilføjet: „Wilhelm II”.

Der blev os fortalt den 9. November, at der var Parlamentærer ovre hos Franskmændene, selvfølgelig med tysk Pralekunst og tysk Løgn, at hvis ikke Franskmændene vilde tage imod Vaabenstilstand, saa vilde de blive fuldstændig knust; men de fleste af os var nu alligevel i Færd med at blive klar over, at det var Franskmændene og Englænderne, som havde Overtaget, ikke mindst siden de amerikanske Soldater havde vist sig paa Krigsskuepladsen, og de store Skarer af amerikanske Flyvere, frække som Slagterhunde, kredsede over os, og vi havde haabet, at Vaabenstilstanden skulde indtræde den 9.

Dette blev ikke til noget, heller ikke den 10., men endelig den 11. November.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Th. Kauffmann bevogtede i oktober 1918 banen i Vogeserne.

Næste Morgen bragte Avisen fra Strassborg Meldinger om Revolutionens hurtige Sejrsgang gennem Tyskland. Mest Opmarksomhed vakte det dog, at Strassborger Avisen, som hidtil var redigeret i tysk Aand, proklamerede Elsass’ og Lotringens Genforening med Frankrig, og bød Franskmandene velkommen til Strassborg om faa Dage.

Lørdag Middag overtog jeg Vagten, og straks bød jeg Mandskabet bringe Vaaben og Patroner bort fra Vagtstuen. Det viste sig, at denne Forholdsregel var fornuftig, idet der, om Aftenen kom revolutionære Soldater hertil med Toget for at afvæbne Vagten. I Løbet af Natten lod jeg en Patrouille gaa i hver Retning uden Vaaben, blot for at faa Forbindelse med Nabovagterne.

Den ene Patrouille kom og fortalte, at revolutionære Soldater havde ødelagt Geværerne paa Nabovagten i Wingen, og den anden Patrouille kom henad Morgenstunden tilbage fra Ingweiler med Efterretning om, at Tyskland var erklaret for Republik, og at Socialdemokraten Ebert foreløbigt havde overtaget Regeringen.

Sprogforeningens Almanak, 1927.

Peter Wolter fra Varnæs gjorde krigstjeneste ved garnisonen i Saarlouis, hvor han førte tilsyn.

Først i Novbr. 1918 kom der Ordre om, at alle vaabenføre Mænd, uden Undtagelse, skulde til Fronten.

Chefen fik udvirket, at min gode Ven, Vagtmester Stein og jeg skulde forflyttes til en Artilleriafdeling i Metz.

Den 9. Novbr. var vi klar til Afgang. Vi mødte paa Kontoret for at modtage de nødvendige Papirer og for at tage Afsked med vor Chef. Vi fortalte ham, at der var Revolution, og at vi ikke vilde rejse til Metz. Omgaaende greb han Telefonen og aflagde Beretning til Generalkommandoen.

Svaret var kort og lød: Lavinen ruller!

Den gamle Chef, som sikkert var klar over Situationen, græd, og vi fik Lov til at gaa og samtidig Lov til at blive ved vor Afdeling. Nu var vi klar over, at Krigens Gru var forbi. Endnu saa sent som den 8. Novbr. var der en højtstaaende Officer, som brugte den gamle kendte Frase: »Vi maa sejre, vi vil sejre, og vi kan sejre!« Jeg kan daarligt tro, at denne Herre var saa daarligt underrettet om den foreliggende Situation.

Om Middagen den 9. Novbr. blev alle tjenestefri. Snart mødte en lille Afdeling Marinesoldater og forkyndte Krigens Afslutning. Hilsepligten var nu forbi, Militærmagten brudt, Soldaterraad blev  dannet og overtog med andre revolutionære Magten. En Del Officerer, som ikke var med paa den, fik ofte en lidt brutal Behandling.

Saarlouis skulde nu rømmes, og jeg fik betroet den Opgave at sørge for at faa vore Forsyninger med. Det var en vanskelig Opgave med de meget begrænsede Befordringsmidler, der stod til Raadighed.

Paa min Gennemgang af Lokalerne fandt jeg (indlaaset) 1000 kg Byggryn. Dem havde vi i Grunden ingen Brug for, da vi daglig modtog vore Rationer. Men hvad saa? Jeg tog saa en rask Beslutning og fordelte Partiet mellem Befalingsmandskonerne, som maatte blive tilbage, da vi jo maatte flygte. Alle fik en Part, svarende til Antallet af Familiemedlemmer.

Alle, undtagen en Vagtmesters Frue, var godt tilfreds med denne Fordeling. »Ja, havde min Mand været klar over dette her, havde vi brugt Grynene som Grisefoder.«

Jeg bad hende om at gøre sig fortrolig med, at det nu gik helt anderledes, end hun ønskede det.

Fransk Militær skulde om en kort Stund holde sit Indtog i Saarlouis, og nu gjaldt det om at tage raske Beslutninger og gennemføre dem. Der var saa meget at ordne.

Da min Kone og jeg blev enige om at fraflytte vor nye Lejlighed, søgte jeg og fandt en mindre Lejlighed hos en Tjenestemand. I Huj og Hast fik vi pakket og flyttet. At vi blev haanet og overdænget med mindre pæne Ord, var vi indstillet paa, men vi var ogsaa klar over, at det vilde blive mest ubehageligt for dem, som blev i deres Lejlighed ved Kasernen.

Franskmændene kom med alt det, den tyske Befolkning havde savnet i mange Aar. Villige til at dele Livets Goder med dem, som ensomt sad tilbage i deres Lejligheder, var de franske Soldater nu ikke. Resultatet blev, at der i Løbet af ganske kort Tid udviklede sig et intimt Forhold mellem de franske Soldater og de tilbageblevne tyske Koner.

Da dette kom den franske Kommandant for Øre, udgav han en  Forordning, der paabød de ca. 120 Befalingsmandsfamilier inden 24 Timer at fraflytte deres Tjenestebolig. Det var ramme Alvor.  Hvorhen nu? Det var ikke let. Indboet, tilhørende de mange Familier, blev samlet og stuvet ind i Lo og Lade. MangeFamilier maatte ofte under triste Forhold dele et enkelt Værelse. For manges

Vedkommende fik den ventede Eventyrtilværelse en brat Afslutning. Først efter et langt Ophold i det besatte Omraade blev der Mulighed for at drage bort, efterladende alt Indboet eller dog det meste af det. Vi fik Lov til at tage 20 kg Indbo med derfra.

Mange Aar er gaaet siden dengang, men mange triste Minder lever dog endnu; men godt er det, at vi kom hjem.

DSK-årbøger, 1957

Th. Kauffmann bevogtede i oktober 1918 banen i Vogeserne.

Fredag Aften den 8. November skulde jeg tjenstligt tage til mit Kompagni i Ingweiler, og da jeg steg ind i Toget viftede Soldater ud af Kupevinduerne med røde Faner, idet, man raabte: “Republikken leve!”

Det var mit første Møde med den store Revolution. Paa Tilbageturen fra Ingweiler til Wimmenau blev jeg Vidne til, at menige Soldater i Toget fratog et Par Officerer deres Vaaben, samt afrev dem deres Distinktioner.

Officererne gjorde ingen som helst Modstand, men sad tavse uden at male et Ord.

Mærkeligt nok gjorde disse Optrin ikke noget dybt Indtryk paa mig, det var lige som man havde en Følelse af, at dette var den Afslutning paa Krigen, der skulde og maatte komme.

Sprogforeningens Almanak, 1927.

Der er masser af foredrag, arrangementer, udflugter og højtideligheder med Første Verdenskrig som emne dette efterår. Nedenfor et lille udvalg af de ting, vi er med i på den ene eller den anden måde.

Onsdag den 7. november kl 14:00

Koncert med Svestar på Sønderborg Slot: Kærligt Hilset fra Ingenmandsland

Se mere om koncerten her

Billetter til koncerterne kan købes på sonderborgbilletten.dk

Torsdag den 8. november kl. 19:30

Koncert med Svestar på Sønderborg Slot: Kærligt Hilset fra Ingenmandsland

Billetter til koncerterne kan købes på sonderborgbilletten.dk

Se mere om koncerten her

Lørdag den 10. november kl. 10:00-16:30

Historiefestival: 1918. En ende på krigen Historiefestival på Sønderborg Slot.

Program:

Slotsgården omdannes til en militærlejr, når “Westfront 1916” gør uniformer og udstyr fra verdenskrigen lyslevende med deres underholdende og oplysende historieformidling.

Riddersalen er ramme om en række korte, spændende dobbeltforedrag/debatter, nemlig:

Kl. 11.00-12.00: Litteratur – den sønderjyske krigsroman før og nu

Bjarne S. Bendtsen og Karl Fischer taler  om ”Den sønderjyske krigsroman før og nu” – i årene efter krigen udkom en del romaner og krigserindringer – og de seneste 10-15 år har også budt på adskillige romaner om sønderjyder i Første Verdenskrig.

Moderator: Jakob Brodersen.

Kl. 13.00-14.00 – Det lille land i den store krig

Kristian Bruhn (Mosede Fort) og Rob Troubleyn (Koninklijk Legermuseum, Belgien) taler  om ”Det lille land i den store krig”. Om de små neutrale lande Danmark og Belgien og deres udfordringer og meget forskellige skæbner under Første Verdenskrig.

Moderatorer: Theo Dirix og René Rasmussen.

Kl. 15:00-16:00 – Danskere i krig

Tom Buk-Swienty og René Rasmussen taler om ”Danskere på begge sider af fronten i verdenskrigen”. Danskeren Thomas Dinesen som frivillig i den canadiske hær og sønderjyden H.C. Brodersen i tysk krigstjeneste.

Moderator: Kåre Johannesen.

Der er endvidere …

Mini-udstilling med udvalgte genstande fra 1. Verdenskrig.

Historiske stande:

Havde du slægtninge med i krigen? Besøg de frivillige bag succes-hjemmesiden “Den store krig 1914-1918” – og få (måske) svar!

Infostande med bogsalg, bl.a. :

• Sikringsstilling Nord
• Den store Krig 1914-1918
• Historisk Samfund for Sønderjylland
• Historisk Samfund for Als og Sundeved
• Historie Haderslev
• Deutsches Museum Nordschleswig..
• Det vil desuden være muligt at købe mad fra en gullasch-kanon. Pris pr. kuvert: 60,- kr.
  

Entré: Børn/unge under 18: Gratis. Voksne 80,- kr. Studerende: 70,- kr. Medlemmer af museumsklubben: Fri entré.

Søndag den 11. november kl. 09:30-15:45

Mindehøjtidelighed og foredrag i Haderslev. Steder: Domkirken i Haderslev, kirkegården og Haderslev kaserne.

Program:

9.30-10.30     Gudstjeneste i Haderslev Domkirke med særligt henblik på våbenstilstandsdagen

11.00-11.30   Samtidige ceremonier ved monumenterne for de faldne på Damager Kirkegård og Klosterkirkegården med kransenedlæggelse, taler og musik

12.00-12.45   Let traktement i gymnastiksalen på Haderslev Kaserne. Søværnets Tambourkorps spiller.

13.00-15.00   Foredragsarrangement i gymnastiksalen med følgende foredragsholdere og emner:

Kan det ske igen – læren af Første Verdenskrig i lyset af den sikkerhedspolitiske situation i Europa. Indlæg ved kontorchef i Forsvarsakademiet Niels Bo Poulsen, ph.d. og chef for Institut for Militærhistorie, Kulturforståelse og Krigsteori.

Våbenstilstanden den 11. november 1918 og soldaternes hjemvenden fra fronten: Indlæg ved museumsinspektør René Rasmussen, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Første Verdenskrigs lange skygger, krigsinvalider og faldnes efterladte. Indlæg ved formidlingsmedarbejder Louise Klinge, Christiansfeldcentret.

Foreningen af Dansksindede Sønderjydske Krigsdeltagere 1914-18 og mindekulturen omkring våbenstilstandsdagen. Indlæg ved forskningsleder, dr.phil. Hans Schultz Hansen, Rigsarkivet Aabenraa.

15.00-15.45  Kaffe og kage i gymnastiksalen.

Onsdag den 14. november kl. 19:30-21:30

Foredrag i Ringkøbing. Ringkøbing Museum, Kongevejen 10, 6950 Ringkøbing. Foredrag ved museumsinspektør René Rasmussen: Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918. Entré: 50,- kr. Tilmelding ikke nødvendig.

Torsdag den 15. november kl. 19:30-21:30

Foredrag i Augustenborg, konfirmandstuen. Foredrag ved museumsinspektør René Rasmussen: Frontliv, faneflugt og fangelejr – med udblik til Genforeningen. Fri entré.

Lørdag den 17. november kl. 16:00-21:30

Foredrag og fællesspisning på Folkehjem i Aabenraa. 100-årsdagen for mødet på Folkehjem 17. november 1918.

Program:

16.00 Velkomst, hilsen, fællessang

16.30 Foredrag ved Hans Schultz Hansen, Historisk Samfund for Sønderjylland: H.P. Hanssen og genrejsningen af det slesvigske grænsespørgsmål oktober-november 1918, med særligt fokus på mødet på Folkehjem den 18. november 1918 og Aabenraa-resolutionen.

17.15 Foredrag ved Mogens Rostgaard Nissen, Forskningsafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig: Det slesvigske spørgsmål i København og Mellemslesvig.

17.45 Fællesspisning: buffet med fem retter og ost sluttende med dessert og kaffe/ te.

19.30 Kaj Nissens skuespil om H.P. Hanssen og hans store tale. Fællessange.

21.30 Afslutning

Onsdag den 21. november 19:30-21:20

Foredrag på Kegnæs, Kegnæs Præstegård (forpagterboligen). Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag: En ende på krigen – med udblik til Genforeningen.

Torsdag den 22. november kl. 19:00-21:00.

Foredrag i Vanløse, Kulturstationen, Café Oasen. Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag om Den sorte Dag ved Moulin – den værste dag i Første Verdenskrig, set fra Sønderjylland. Fri entré

Mandag den 26. november kl. 19:00-21:00

Foredrag/debat i Holstebro. Fakta og fiktion i Første Verdenskrig.  Forfatterne Jakob Brodersen (“Thode”) og René Rasmussen (“Den sorte Dag ved Moulin”) fortæller om deres bøger og diskuterer romaner, film & faglitteratur.

Tirsdag den 27. november kl. 19:30-21:30

Foredrag i Vejle, foredragssalen på Vejle bibliotek. Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag om Frontliv, faneflugt og fangelejr.

Onsdag den 28. november kl. 19:30-21:30

Foredrag i Fredericia, Sognegården, Danmarksgade 61. Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag om Den sorte Dag ved Moulin – den værste dag i Første Verdenskrig, set med sønderjyske briller.

Torsdag den 29. november kl. 16:00-17:30

Foredrag i Sønderborg på Sønderborg Slot. Arrangør: Ældresagen. Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag om Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918. Tilmelding: Kontakt arrangør