176’eren Hemming Skov deltog i kampene om Warszawa.
Den Dag forløb taaleligt, men den næste, den 15. Okt., er en af de Dage, man husker.
Duellen begyndte igen, og nu maatte Byen for Alvor holde for, og saa velrettede kom de store Bæster, saa det var os umuligt at komme ud af Byen. Den ene Granat fulgte den anden. Brosten slyngedes i Vejret, Huse styrtede bragende sammen, og Støv og Røg laa som en uigennemtrængelig Sky over Byen. Vi maatte søge Dækning hvor vi befandt os.
Bag den store Skole klamrede vi os op mod Muren. Ind mellem mine Heste og det lille Hus, hvor jeg og et Par Kammerater holdt til, kom en Granat hylende og eksploderede imod Skolebygningen, bag hvilken vi stod i læ. Et øredøvende Brag med Lufttryk og hvad dertil hører, Vinduerne var blæst væk. Jeg løb om for at se til mine Heste; de var overdænget af Støv og Kalkpuds og hoppede paa alle fire, men var ellers uskadt.
Men inde i vor lille Lejlighed var en af mine Kammerater, Preuss, der var i Færd med at koge en Høne, blevet ramt i et Ben af en Granatsplint. Og i mit Tornyster fandt jeg senere en Splint i et Glas Smør. Derefter ilede jeg igen om bag Skolen for at komme i Dækning og lagde nu Vejen ind gennem Hullet i Muren fra Eksplosionen, der i øvrigt var saa rummeligt, at en Bil med Lethed kunde slippe igennem.
I det samme drønede en Granat over Hovedet af os, slog ned 20 m foran os, og af Nedslaget blev vi oversprøjtet med Jord og alskens Skidt. Jeg fik en Jordklump slynget i Ansigtet. Udover at vi af Lufttrykket blev kastet hulter til bulter, skete der ikke større Skade, kun en eneste fik et let Saar i Hovedet.
Flere Steder i Byen brændte det, saaledes paa Torvet til alle fire Sider, hvor en Del Jøder uforfærdet søgte at redde deres Ting. Tropperne søgte at komme ud af Byen, og omsider lykkedes det ogsaa os at slippe ud af den brændende By.
I en Skov slog vi os ned med vore Køretøjer og maatte nu ligge ude igen. For dog at holde Liv i Hestene, maatte vi desværre, som saa ofte før ,,besørge” os lidt Hø fra en nærliggende Gaard. Her var mange Grave, hvor faldne Russere var lagt til Hvile af tyske Soldater
I Gaar fik vi ganske uventet Besøg af Landdagsmand Nis Nissen. han kom lige fra Vestfronten, hvor han tjener som underofficer i Reserve-Feltlasaret Nr. 43.
Rigsdagsmand H.P. Hanssen (tv) og landdagsmændene Nis Nissen (stående) og H.D. Kloppenborg-Skrumsager (th)
Til Chefen for Feltlasarettet var der Fredag Morgen indløbet et Telegram fra Overkommandoen med Ordre til ar give Nissen Orlov paa ubestemt Tid, for at han kunde deltage i den forestaaende Landdagssamling. Samtidig indlod Hertug Ernst Gynther, der tjener som General ved IX Armékorps, men samtidig havde faaet Orlov for at deltage i Herrehusets Møder, telegrafisk Nissen til at foretage rejsen fra Noyon til Aachen i hertugens Bil. Takket være denne Imødekommenhed fra Hertugens Side, havde Nissen vundet over 4 Dage, idet Rejsen fra Noyon til Aachen under den nuværende Krigstilstand tager fem Dage, naar den skal tilbagelægges pr. Jernbane, mens Hertugens store Landevejsbil gjorde Turen gennem Nordfrankrig og Belgien i 12 Timer. Nissen vandt derved Tid til at aflægge et Besøg herhjemme, før Landdagen træder sammen.
Undervejs benyttede Hertug Ernst Gynther Lejligheden til at udtale sin Glæde over Nordslesvigernes udmærkede Holdning under Krigen. Han havde med megen Tilfredshed taget Notits af de nordslesvigske Troppers Pligttroskab og Mod under Slagene.
Feltlasarettet, som Nissen staar ved, er indrettet efter at optage et Par Hunderede Saarede. men dette Antal er under den sidste Maaneds langvarige og haarde Kampe hyppigt bleven overskredet. Ved Lasarettet arbejder 6 Læger, 1 Apoteker, 2 Inspektører, 9 Sanitetsunderofficerer og 13 Sygeplejere foruden Kuske, Hestepassere og Tjenere, i alt 60 Personer, som danner en sluttet Kolonne under Marchen.
Da tilstrømningen af Saarede til Tider har været meget stor, vilde Arbejdet have været uoverkommeligt for Feltlasarettes faste Personale, hvis ikke et Antal franske katolske Søstre frivillig havde stillet sig til Lasarettes Raadighed som Sygeplejersker. Disse Søstre arbejder overordentligt opofrende og har ydet Lasarettet værdifulde Tjenester. De Saarede er meget taknemmelige for deres kærlige, omsorgsfulde Pleje.
I Belgien optog Lasarettet mest Saarede fra Regimenterne Nr. 84 og 90 og fra Jægerbataillonen i Ratzeborg. Senere fik det Saarede fra mange forskellige tyske regimenter og tillige mange saarede Franskmænd, deriblandt ogsaa Zuaver og Turkos. De Letsaarede sendes hurtigt videre til Lasaretter længere tilbage. Der gaar derfor en stadig Strøm af Saarede ind og ud af Lasarettet. Arbejdet er til Tider anstrengende, men trods al Nød og Lidelse taknemmeligt, fordi det giver Lejlighed til at hjælpe de Lidende, som er rørende taknemmelige for enhver Lindring af deres Lidelser.
Af Nordslesvigere har der ogsaa været mange i Lasarettet. Ingen af dem har dog været særlig haardt saarede og ingen af dem afgaaet ved Døden. Ved fronten træffer man overhovedet allevegne Nordslevigere, fortæller Nis Nissen. “Ofte raaber man under Forbimarchen til mig paa Dansk. Og vi sørger altid sammen, naar Lejligheden bydes.”
I Dag rejser Nis Nissen videre til sit Hjem. Først i næste Uge tager han til Berlin. Efter Landdagens Krigs-Samling, som vist kun vil vare i to Dage, tager han atter til Fronten for at fortsætte sit Arbejde ved Lasarettet.
Af et Feltbrev.
Pakkerne ankom til mig i Aftes i Skyttegraven. Hjertelig Tak for alt! Skraatobakken har jeg foræret bort, større Glæder kan man ikke gøre sine Kammerater, thi skønt vi ikke lider Mangel paa Føde, saa er det dog knapt med Cigarer og Tobak; det er rene Lækkerier for os.
Her i 3. Kompagni er der ogsaa en Købmand Westphal fra Aabenraa. En Enaarig Holst, der var her, er saaret . . . .
Vi har nu været med i syv Fægtninger eller Slag, men jeg er ved godt Mod og er sund og rask.
Den 13. September dannede vi Bagtrop og Sikringsstyrke for Halvdelen af vort Armékorps, der maatte trække sig tilbage for Fjenden, 3 Armékorps – der ogsaa blev saarede og trængte tilbage af Kronprinsen af Bayern – , da vi var for svage. Paa Tilbagetoget sprængte vi to Broer i Luften for at hindre Fjenden i at følge os. Saa gravede vi os ned. Indtil den 20. September laa vi dernæst stille. Da fik vi Hjælp og slog Fjenden tilbage.
Faldne.
Købmand Jensen fra Vinum, der i August Maaned faldt i Belgien, var Skytteordonnans. Et Øjenvidne har skrevet hjem, at han saa Jensen blive skudt, netop som han afgav en Melding til Kaptajnen.
Der var en belgiske Soldater, de kæmpede imod. Mange af disse var kravlet op i Træerne i en nærliggende Skov og tilføjede herfra Tyskerne stor Skade, indtil det tyske Artilleri rensede Skoven og Belgierne flygtede.
Andreas Muusmann fra Bredebro, der i de sidste Aar har været bosiddende paa Over-Lert-Mølle, er falden i Belgien. Han blev ramt af en Kugle ved det ene Øje, men kom til Bevidsthed og laa et Par Dage paa et Sygehus i Belgien, en Skole der var omdannet til Sygehus. Flere af Kammeraterne heroppefra talte med ham der, og han var ved fuld Bevidsthed.
Saa blev han flyttet til Køln, men der forværredes hans Tilstand, saa han efter 3 Dage døde stille og roligt, efter at have haft en længere Samtale med Præsten.
Han har to Brødre, som er med i Hæren, den ene i Frankrig og den anden i Rusland.
Saarede.
Postbud Høeg fra Døstrup er bleven saaret i den ene Haand og ligger nu paa Sygehuset i Düsseldorf. Saaret er dog ikke farligt, skriver han, og han haaber at blive helt rask igen.
En Søn af Urmager Boysen i Graasten er som Fanebærer paa Krigsskuepladsen bleven saa haardt saaret i de ene Ben, at dette har maattet amputeres. Den unge Boysen henligger fortiden paa Lasarettet i Altona. Andre, let saarede fra Graasten, opholder sig hjemme og tager ifølge “Fl.Av.” hver Dag til Flensborg for at blive behandlet paa Lasarettet.
Fra Gram Sogn er i den sidste Tid flere Soldater bleven mere eller mindre haardt saarede. Kristian Ebsen fra Friskmark har faaet et Skud i Haanden og er paa et Lasaret i Hamborg. Ferdinand Henrich fra Gramby er saaret i Laaret og er paa et Sygehus i Berlin.
Yngste Søn af Rentier J. Adolphsen paa Sønderbro i Haderslev, Malersvend Jørgen Adolphsen, der sammen med sin Broder Købmand Chr. Adolphsen laa ved Hæren i Frankrig, er kommen saaret til Haderslev, hvor han allerede har ligget nogle Dage paa Lasarettet. Han er iflg. “Dv.” ligesom sin Broder saaret i Foden. Købmand Chr. Adolphsen er flyttet til et Lasaret i Berlin.
Reservist, Fouragehandler Jokum Ravn, er bleven saaret og ligger i et Lasaret i den franske By Noyon.
I Fangenskab.
En Søn af Købmand Hans Ries i Aabenraa, Enaarig-frivillig Hans Ries, der som omtalt for nogen Tid siden blev saaret under en Fægtning i Nordfrankrig, har nu skrevet hjem, at han ligger paa Lasarettet Guébrianti St. Brieue. Han er betydelig bedre, og ventede om 8-14 Dage at kunne forlade Hospitalet.
Kaptajn Pahren, en Søn af Regnskabsraad Pahren i Aabenraa, er iflg. “A.T.” kommen i engelsk Fangenskab i Australien.
En Søn af Fru Bertramsen i Lindegade i Haderslev (tidligere Skodborg Østerkro), der har deltaget i krigen i Frankrig, er bleven taget til fange og sidder nu i fransk Fangenskab i Byen Pau ved den spanske Grænse. Han har skrevet, at han har det godt.
Postbud Christen Andresen fra Visby er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Telegraf-Forarbejder Christian Petersen, Sønderborg, er iflg. “Dbp.” afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Vestsalen, efter at være bleven saaret i Frankrig.
Gaardejer Martin Jørgensen i Blaakrog er falden i Frankrig, og der vi i den Anledning blive holdt en Sørgegudstjeneste paa Lørdag i Varnæs Kirke. Dagen er netop den Faldnes og hans Hustrus Bryllupsdag.
Gaardejer Jørg. Henriksens Søn i Bromølle, der før krigen købte Broballe Kro, er iflg. “Dbp.” vendt hjem som saaret fra Krigsskuepladsen i Frankrig. Han opholder sig paa Lasarettet i Sønderborg.
Hans Knudsen, en Søn af Gaardejer J. Knudsen paa Lindtrup Mark, ligger saaret i Frankrig.
Af et Feltbrev fra den 25. September, som en ung gift Alsinger har sendt hjem til Mellemals fra den østlige krigsskueplads, gengiver “Dbp.”:
Vi er i Dag i Kvarter i en russisk By og ligger hos en Vandmøller. Her er rigtignok primitive Tilstande. Vejene er næsten ufremkommelige. Folk bor i Træhuse og Krigen ved de ikke meget om. Vejret har været ret godt, og det har ikke regnet saa meget. Med Sygdom har det heller ikke været slemt, men Vandet er daarligt. Vi kan slet ikke forstaa det russiske Sprog og her bor mange Jøder.
I de store Skove heromkring opholder der sig en Del Kosakker. De ligner mere Sigøjnere end Soldater og lever for det meste af, hvad de frarøver andre Folk. Føden er sommetider sløj for os. Forleden Aften kogte vi os en Høne, men det gaar ikke saa fint til, som naar man kan sidde hjemme ved Bordet. Vi gravede os et Kogehul i Jorden, og Kartofler er der nok af paa Markerne endnu. Forleden Dag talte jeg med Tækker fra Tandslet. Han havde slet ikke hørt fra sin Familie endnu, og det er da mærkeligt nok. Jørgen Jensen fra Hellesvang, har jeg set nogle Gange, men jeg har ikke megen Lejlighed til at tale med ham. Derimod er jeg hver Dag sammen med Andreas Hansen (tidligere Bagersvend i Rymølle).
Naar dog blot krigen maa faa Ende, inden Vinteren bliver for haard. Thi det bliver sikkert meget koldt her.
Forleden modtog “Dbp.” en Hilsen fra Frankrig fra J. Christensen, Nybøl, en Søn af Møller Christensen, tidligere i Stenderup. Den unge Christensen opholder sig for Tiden i Nærheden af Noyon.
176’eren Hemming Skov deltog i kampene om Warszawa.
Med en Hviledag i Udsigt oven paa de sidste Anstrengelser blev Glæden dog af kort Varighed; vi var kommet ind i Warszawas Forterrain, og den ulykkelige By modtog nu omtrent pr. omgaaende Jernportionerne fra den modsatte Side, nemlig fra Forterne omkring Warszawa.
At vi næste Dag fik Jobbet: Reserve, hvilket berettigede os til at komme lidt tilbage, gav os heller ingen Tilfredsstillelse, da der kom Melding om fjendtligt Infanteri i Anmarch, og desuden fandtes ingen hyggelig Krog, hvor man kunde slappe af, for Russerne sendte af og til nogle grimme Fredsforstyrrere i Form af ,,tykke Brummere”, og tilmed fik vi ikke ligefrem Indtryk af, at de var sat paa Ration.
Den følgende Dag gravedes Skyttegrave, men jeg var sammen med et Par Kammerater, der ,,druckte sich”, i Kvarteret, hvor vi gjorde os til gode med vor Kogekunst.
Den 13. Oktober 1914. Det blev til vor store Skuffelse forbudt os at koge; thi hvor Franskmændene saa den mindste Røgsky, derhen skød de med Granater.
Hver Aften, naar Mørket faldt paa, blev der udstillet Lytteposter 50 Meter foran Skyttegraven. Hvis vi blev angrebet, og de hørte Fjenden komme, skulde de afgive Alarmskud.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Fra Vestfronten skriver en Nordslesviger, som tjener i 86. Regiment, at han den 2. Oktober har talt med Hans Lassen fra Sønder Hostrup, som havde det godt. Den 4. Oktober havde han endvidere talt med Schulz fra Kliplev, som var bleven dekoreret med Jernkorset og med Petersen fra Korntved, som var bleven forfremmet til Underofficer. Til det paagældende Regiment var der den Dag ankommet en hel Del nordslesvigske Landeværnsmænd, deriblandt mange Alsingere.
Saaret og fangen.
Fra Jørgen Jespersen, Løjt Skovby, som har været savnet siden 6. September, indløb der i Gaar Efterretninger til hans Hjem. Han blev med en lille Del andre Nordslesvigere saaret i en blodig Træfning den 6. September og faldt derefter i fransk Fangenskab. Han ligger nu paa et Lasaret nede ved Bordeaux og har det i øvrigt godt.
Faldne og Saarede.
Postassistenterne Brors og Dame fra Rødekro er faldne i Frankrig.
Hans Jørgen Skov fra Korup er falden den 18. September i Slaget ved Carlepont. Der er Sørgegudstjeneste i Ravsted Kirke næste Torsdag.
Gæstgiver Thomsen i Vilsbæk har ifølge “A.T.” modtaget Meddelelse om, at hans Søn, der var bleven saaret i Benet, er død af Saaret.
Gaardejer Thøge Jakobsen fra Øster Løgum ligger saaret paa Lasaret i Ham i Vestfalen. Han har faaet et Skud i Hovedet. Jakobsen var med paa den vestlige Krigsskueplads.
Der er kommet telegrafisk Meddelelse om, at Købmand Lauritz Winther fra Broager er blevet saaret i Brystet i Kampen ved Roye den 3. Oktober. Kort forinden havde Fru Winter fra sin Mand modtaget en Dagborg, i hvilken han har nedskrevet sine Oplevelser i Felten. Winther, som tidligere har haft Forretning i Gram, havde lige aabnet en ny Forretning i Broager, da han blev indkaldt.
Landsmand Mathias Hansens Hustru i Almsted modtog ifølge “Dvp.” Torsdag Aften Meddelelse fra Slagmarken i Frankrig om, at hendes Mand var falden den 29. September. Hansen havde hidtil været ved Garnisonen i Flensborg, men saa sendt til Belgien, og han ankom, Dagen før han faldt, til Slagfronten i Frankrig. Den Faldne efterlader sig ingen Børn.
Murer M. Tastesen, som har været med i Frankrig, er paa Grund a Sygdom bleven ført til et Lasaret i Frankrig.
I Fangenskab.
Ølbrygger Broder Johannsen fra Løgumkloster, fra hvem man ikke havde hørt fra i længere Tid, har nu skrevet hjem til sin Familie, at han er rask og i fransk Fangenskab; endvidere er ifølge “Fl.Av.” Landmændene Laurids Holm fra Ulstrup og Niels Hagesen fra Vester Terp i Fangenskab i Frankrig.
176’eren Hemming Skov deltog i kampene ved Piasezno ved Warszawa.
Den følgende Nat bivuakerede vi ved et afbrændt Gods, og om Morgenen den 12. gik det til Angreb igen.
En voldsom Larm tordnede fra vore Batterier, som Fjendens Artilleri selvfølgelig besvarede. En af de helt svære Dage forestod, men Artilleriets Indsats gjorde Udslaget, og før Middag var vi i Piacezno, hvorfra Russerne flygtede over Hals og Hoved.
Foran Byen fik vi set Artilleriets ødelæggende Værk: Flere bag hinanden liggende, godt udbyggede Skyttegrave, var formelig jævnet. Og her gik tyske Kammerater og ransagede faldne Russeres Lig, trak Støvlerne af dem og tog, hvad der ellers var af godt Kram.
I Byens Udkant mødte en et endnu frygteligere Syn, mange Grave, til Dels fyldt med sønderslidte Mennesker, frembød et skrækkeligt Rædselsbillede. Vort Artilleris Arbejde var her det brutaleste, vi hidindtil havde set.
I en Villahave bøjede jeg mig ned for at samle en særlig pæn Russerkasket op; men noget uhyggeligt til Mode befriede jeg mig for den i en temmelig hurtig Vending. — I Kasketten laa noget Hjernemasse. Det er en af den Slags smaa Tildragelser, der bed sig fast, saa man endnu kan se Kasketten samt Stedet, hvor jeg tog den i Haanden.
Efter at have samlet alt sammen, hvad Russerne havde efterladt sig, og begravet de Faldne, — et møjsommeligt Arbejde — kunde vi tage ind i Byen og finde Kvarter. Mange Huse var bleven lidt vel luftige efter Artillerikampen, jeg fik saaledes Huset mine Heste baaset i et Hus, der delvis laa i Ruin.
Vort Kompagni blev indkvarteret i en Skole og et Par andre Huse. Beboerne var flygtet til Warszawa; de enkelte tilbageblevne var hovedsagelig Jøder, og der var Plads nok.
Sammen med nogle Kammerater fik jeg anvist et Hus i Nærheden af mine Heste, og efter en overmaade god Portion Pandekager, som vi tilberedte af ,,besørget” Mel og Kartofler, gik vi i Seng, d. v.s. vi lagde os paa Gulvet i Halm, og vi sov godt, efter at vi nu havde tilbragt de to sidste Nætter ude.
Jeppe Østergård fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.
Dagbogen 11.10-1914.
Søndag. Ad opblødte veje videre i store buer mod nord. Russerne trænges overalt ud af forpoststillingerne. Henimod middag slår et par shrapnels ned tæt ved kolonnen, men ingen gør fortræd. Ved ettiden går det løs i en tæt fyrreskov, hvor russerne ligger i fortrinlige, skjulte skyttegrave. Vi vovede os langt frem og led derved tab. Fra 3 sider blev der fyret. Maskingeværer havde fjenden også. I underskoven, hvor mange kugler strejfede grenene, gav det mange såkaldte „Querschläger”, og de gav mange døde. Jeg kom bort fra kammeraterne som „Gefechtsordonnanz”, stod en tidlang noget tilbage, og snart kom de sårede forbi.
Senere blev jeg med en melding sendt til kompagniet i ildlinjen, og her så det sørgeligt ud. Ingen russere sås, men gennem underskoven peb kuglerne, og maskingeværernes hilsner skrattede mod træs stammerne. Døde lå omkring, sårede våndede sig.
Mørket bragte ro. Ved lejrilden varmede man sig en smule, og lidt søvn fik man hen på morgenstunden.
Jeppe Østergaard ven, Nis Fuglsang var blandt de dræbte i slaget ved Magdalenka. Nogle dage senere skrev Jeppe Østergaard til Nis fuglsangs forældre i Kastrup og meddelte dødsfaldet:
17.10-1914.
Det er min sørgelige pligt at meddele jer, at Nis er falden i en fægtning søndag den 11. Oktober. Vi havde lovet hinanden at skrive hjem, hvis én af os gik bort. At der nu er hengået seks dage, kan jeg ikke gøre for, thi marchture og svære anstrængelser har hindret mig i at skrive.
Fra det øjeblik, da Nis i Østprøjsen kom til kompagniet, har vi gået sammen i rækken og har talt sammen om fortiden og smedet fælles planer for fremtiden. Vi har delt mangt og meget under marchen, og når aftenen kom, lavede vi vort fællesleje til rette i laden og lå tæt sammen. Vi talte da om dem hjemme og sendte mange kærlige tanker hjem til jer, som står os nær. Så sov vi varmt og trygt, til næste dag bragte os nye anstrengelser. Alligevel gled tiden let og hurtigt hen for os. Vore tanker gik hjemad og fremover mod en bedre og lysere tid, da vi igen skulde mødes med jer og fylde vor plads hjemme.
Sådan gik det dag efter dag, og vi nærmede os fæstningen Warschau. Den 9. om aftenen var vi i en smule fægtning. Den følgende dag og til den 11. om middagen gik vi sammen og havde aftalt at passe godt på hinanden og blive sammen. At det snart vilde gå løs, vidste vi.
Så blev jeg afkommanderet som „Gefechtsordonnanz” og kom en tidlang bort fra kammeraterne. Det varede ikke længe, før det gik løs mod fjenden. Det var i en stor fyrreskov med tæt underskov, og inden vi ret så os for, lød geværernes knatren, og kuglerne hvislede fra tre sider om ørene på os.
Jeg var ikke tilstede, men kammeraterne siger, at Nis straks kl. 2, inden han endnu havde fået løsnet et skud, blev ramt gennem overarmen ind i brystet. Han måtte lide endnu en stund. Først kl. 7 udåndede han. Det var mig en stor sorg, da jeg hørte det, og dyb vemod greb mig, da jeg næste morgen såe ham blive lagt i jorden. Det klang i mig: Ingen ven jert håndtryk fik, ingen hørte afskedssukket!
Han ligger i fællesgrav sammen med 12 kammerater inde i fyrreskoven 15-20 km syd for Warschau. Hvil i fred, kære kammerat! I har mistet en trofast søn og bror, jeg en hengiven ven og kammerat i ham. Så mangt et håb er med ham sunket i jorden, og jeg er bleven ene. Det var en hård fægtning. Vi mistede en del. Ni dage i træk har kanonerne nu drønet og geværernes knatren lydt. Så mangen en ung mand, som drog hjemmefra med frejdigt livsmod, har her måttet lade sit liv.
Hvornår vil denne krig få ende og blive afløst af en roligere tid? Det er det spørgsmål, som stadig trænger sig frem. Men selv om vi endnu ikke kan øjne enden, og ingen veed, hvad den næste time vil bringe, så er det vor trøst, at vi endnu trygt tør bygge på den gamle af dage, trygt give os hans almagt i vold, vidende, at intet sker uden hans vilje.
176’eren Hemming Skov deltog i kampene på østfronten
Næste Morgen maatte vi frem til Kompagnierne med Patronvognene, og inden ,,Dagens Gerning” tog sin Begyndelse, fik jeg talt et Par Ord med min eneste Landsmand i Kompagniet, Andr. Jønsson. Han søgte mig, saa ofte det lod sig gøre, for at faa en Bid Brød, hvad jeg som oftest havde i Vognen. Vi skiltes, som vi plejede, med Haab om Gensyn.
Det var desværre blevet lyst, og Kuglerne peb om os, mens vi kørte tilbage til Skoven. Derfor gik det i strakt Galop, og vi naaede uskadt vor Plads.
Den Dag faldt Nis Fuglsang, Kastrup. Han blev lagt i en Fællesgrav i en Skov sammen med 12 Kammerater, formodentlig i ovennævnte Skov, ved Piacezno, 15 km Syd for Warszawa.
Den 10. Oktober 1914. Hver Mand fik en Pakke med Gaver fra vor Regimentschef, Kejserinde Augusta Viktoria.
De følgende Dage gik alting sin rolige Gang. Vi laa i Vinkælderen om Dagen og skrev Breve, fortalte om de forskellige Oplevelser og spillede paa Mundharpe og sang.
Jeg kogte Mad en Gang daglig; thi den Smule, vi fik fra Feltkøkkenet, forslog ikke meget. Vi var totalt udhungrede og saa magre, at der var kun Skind og Ben tilbage. Alle havde mere eller mindre syge Maver. Det var en Slags Tyfus med en smertefuld Blodgang. Det gav ofte Anledning til de pinligste Optrin, hvor Officer og menig sad Side om Side og klagede sig i de voldsomste Smerter.
– – Jeg kan ikke med Ord udtrykke, hvilken Glæde det er at modtage Post hjemmefra. Alle mine kammerater er som jeg, det der interessere os allermest om Morgenen, naar vi vaagner, og om Aftenen, naar vi lægger os til Ro, er, om der er Post. Fra ….., Varnæs, fik jeg ligeledes i Gaar Chokolade og Cigarer, det er rørende, saa venlige alle er imod mig.
Vi ligger endnu stadig her i Skyttegraven, og jeg vil i al Korthed fortælle Jer lidt om Livet her, det kan dog maaske interessere jer. Jeg deler Hule sammen med Løjtnant R., i Civil Dr.jur. Hulen har til Loft en Dør, som Pionererne har skaffet os fra en nærliggende Landsby. Den har en Dybde af ca. 2 Meter, saa vi paa en Conserveskasse udmærket kan sidde uden at støde imod Loftet med Hovedet. Bredden udgør ca. 1½ Meter. Bunden er belagt med lidt Halm og lidt Lucernehø. For at faa Plads til vore smaa Æsker med Godter i, har vi udgravet et Par smaa Hylder. Her ligger vort Drikkebæger, vor Post og lignede Sager. Natten tilbringer vi særdeles udmærket. Vi ligger indpakket i et Par Overfrakker.
Om natten kan det hænde, at vi vækkes af Patrouiller, men særlig i Morgenstunden begynder Knalderiet. Vi er dog nu saa vante til den Rummel, at vi ikke lader os forstyrre i vor Morgenro. Naar der ikke er noget særlig paa Færde, sover vi med Afbrydelser til Klokken ca. 9. Saa indtager vi Morgenmaaltidet, som bestaar af Brød og i denne herlige Tid af lidt Kød eller Flæsk, sidste en meget efterspurgt Vare. Vi har vi ogsaa en Del Cigarer og mangler kun Tændstikker, som for Tiden er det mest efterspurgte.
Formiddagen gaar med Læsning, Besøg i Naboskyttegravene og Samtaler om Krigens Gang. En Gang imellem kommer der saa en Granat susende og minder os om, at endnu er Fjenden ikke svækket. Men Granaterne er vi nu saa vante til, at vi knap blinker med Øjnene, naar saadan en Fyr med et voldsomt Brag slaar ned og lever et meterdybt Hul i den haarde Jord. Nej, man hærdes.
Dagen igennem gaar saa med lidt Læsning, lidt Rygen og, hvad næsten er det bedste, med lidt Søvn.
Men saa snart Mørkets tunge Skyer falder hen over Egnen, vaagner først rigtig Livet i og omkring Skyttegraven. Saa komme de alle krybende ud af deres Huler. Nu er der jo ingen, der kan se dem. Men der maa tales sagte, thi Franskmændene er ikke langt fra os, og lidt højt Talen kan forraade os i en September Aftens Stilhed. Vore Patrouiller foran Fronten hører tydeligt Fjenden modtage maden, hører dem samtale; af og til faar de en Shrapnell ned over Hovedet, og vor Patrouille morer sig over den Uro, den volder dem.
Om Aftenen faar vi vor varme Mad, lidt Ris med Kød, eller lidt Ærter og Bønner med Kød, alt sammen godt tilberedt i vort herligste Vaaben, nemlig Feltkøkkenet. Det er en ganske uundværlig Ting, saadan et Feltkøkken; havde vi ikke haft det, ja, saa havde vi været meget mere forkomne, end vi er. De sidste Dage har vi faaet en Rødvinspunch om Aftenen, hvor herlig en Ting det er for os, kan I ikke danne Jer nogen Mening om. Det ved man først, naar man har boet 3 Uger i en kold og fugtig Jordhule. Naar vi har faaet vor Mad, ryger vi lidt paa Piben og gaar saa til Ro.
Saa længe vi ingen Regn har, er Skyttegravslivet ganske udmærket, men begynder det først med Regn og Slud, saa forstaar I nok, at Tilværelsen i en leret Hule ikke kan være behagelig. Mine Fødder er allerede nu paa Grund af, at man i 14 Dage ikke har faaet sine Støvler af Fødderne, helt Kolde og stive. Ved sidste Dag at søge efter v. Barm fandt jeg i en fransk Tornyster et Par Lædersko, foret med Uld. Jeg har ved Hjælp af dem og de nye Strømper at faa mine Fødder i Orden igen.
Min “Hjemdal” vandrer hele Skyttegraven igennem, alle er jo næsten Nordslesvigere. Lige ved Siden af mig ligger Chr. E. Christensens Nabo, en N. Bonde fra Asserballe. Han pakker Løjtnanten ind hver Aften, og meget drypper fra Herrens Bord paa Ham. Ellers har jeg det udmærket, er ved godt Mod og har en urokkelig Tro paa, at jeg igen skal ses med Jer.
—
Af et Feltkort fra samme:
Her ligger Danske Side om Side i Skyttegraven. Alt gaar næsten paa Dansk. “Hjemdal” vandrer fra Haand til Haand. Løjtnanten læser den ogsaa. Jeg fortolker. Paa denne Vis tilbringer vi Dagen i Jordhulen.
Fra en Gaardejer, der er hjemmehørende paa Bevtoftegnen, men nu er i Felten, har en Slægtning modtaget et Brev, hvoraf vi hidsætter følgende:
…. Vi er nu flere Mil inde i Rusland og har kun Forbindelse med Thorn ved Automobiler. Vi har det for øvrigt meget rart her i Wlozlawsk. Det er en ret anselig By og det er ret interessant at spadsere omkring og betragte Livet her. Vi har ogsaa haft forholdsvis god Tid dertil indtil nu. Bortset fra det ret fremmedartede Indtryk, som selve Byen gør, har man slet ikke Følelsen af at være i Fjendeland. Der er fuldstændig orden i alting. Befolkningen, der for største Delen bestaar af Polakker, er som Regel venligsindet, særlig da vi opretholder Orden og betaler alt, hvad vi bruger, men rede Penge, medens Kosakkerne, for de forlod Byen, røvede og plyndrede, saa meget de kunde overkomme, hvorved det selvfølgelig mest gik ud over Evangeliske og Jøder, som der ogsaa er mange af her. Hovedgaderne her i Byen er meget flotte, men des fattigere ser det ud i de smalle Gyder. Men derom kan jeg jo fortælle mere, naar jeg en Gang kommer hjem, hvad jeg haaber; og hvis det skulde fejle mig, saa maa I hellere ikke sørge saa meget for min Skyld. Jeg er ikke bange for Døden og stoler paa Gud….
Faldne og Saarede.
Iver Lycke er Navnet paa en ung Mand fra Hygum Sogn, som ifølge Tabslisten er falden ved Neuvy den 6. September. Navnet er ikke kendt ud over den snævre Kreds, som er kommen i personlig Berøring med Ham, men af de vil det ikke glemmes. Iver Lycke tilhørte en dygtig Slægt, og han var selv en ualmindelig dygtig og energisk und Mand, en af dem, som vi daarlig har Raad til at miste. Iver Lycke var Landmand; ved Krigens udbrud var han Bestyrer paa Aarupgaard. Han har i en Aarrække været forlovet med en unge Pige fra Kongeriget. Hans Moder og Kæreste nærer endnu et svagt Haab om, at han kan være falden i fransk Fangenskab.
Den 24. September er Theodor I. Erlang fra Ladegaard I falden i Frankrig. der er Mindegudstjeneste i Morgen i Aastrup Krige.
– Frederik Christian Moos fra Bramdrup er falden den 25. September i Frankrig. Der holdes en Sørgehøjtidelighed u Tilslutning til Eftermiddagsgudstjenesten i Morgen i Moltrup Kirke.
Bygmester Sønke Nissen, der boede i Vidaagade i Tønder var en stræbsom Haandværker, er falden i Frankrig.
– Der er ifølge “Bsl.Tid.” endvidere kommet Meddelelse til Tønder om, at Overlærer Mietz ved Realskoen der i Byen, en ung Mand, skal være falden i Franskrig.
Postbud Green fra Lindtrup, som siden Krigens Udbrud har været med paa den vestlige Krigsskueplads, er bleven let saaret i den ene Haand.
I Fangenskab.
Gaardejer Kresten Fink paa “Fuglsiggaard” har modtaget Meddelelse fra sin Avlskarl, Jakob Hansen fra Vester Lindet, om at han er saaret og i fransk Fangenskab i Bordeaux. han har det ellers godt. Hansen stod ved 84’erne i Haderslev.
– H. Schmidt Rederi i Flensborg har fra Lagos (Vestafrika) modtaget et Brev fra Kaptajn Nicolaisen, der førte Damperen “Diana”. Kaptajnen oplyser, at “Diana” er belagt i Arrest af Englænderne og at hele den hvide Besætning er bragt til Lagos som Krigsfanger. Det er blevet ham forsikret, at hele den store Besætning er blevet fjernet fra Damperen og at Skibet er slæbt til Forrabos, hvor det ligger under Guvernement-Opsyn.
Andreas Dirks, der er barnefødt i Skovby (Bredsted Sogn), Søn af Lærer Dirks i Harreslev ved Flensborg, er i Frankrig blev taget til Fange af Englænderne og ført i engelsk Krigsfangenskab.
176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene på østfronten
10. Oktober kæmpede vi foran Warszawa ved Byen Piacezno imod sibiriske Tropper. — 3 sibiriske Armekorps var lige ankommen pr. Jernbane fra Moskva og stod i Egnen Piacezno-Blonie. I et Afsnit, hvor Reg. 141 allerede laa i Kamp, skulde vi sættes ind til Forstærkning.
I en Skov blev der formeret Skyttekæde, og da vi naaede ud af Skoven, mødte Haandteringens Alvor os i en uhyggelig Grad, idet der her laa mange Døde, alle fra Reg. 141. Man blev for Alvor mindet om, at en Kugle i det næste Sekund kunde sætte Punktum for dit Liv, om der var en bestemt for dig.
Mens Skyttekæden bevægede sig fremad, holdt jeg med Patronvognen bag et Halmlæs, men da der var fuldt af Officersheste, var det vanskeligt at faa Dækning, hvorfor jeg lagde mig under Vognen. Paa en Gang kommer alt tilbage; vor Brigade (Reg. 141 og 176) var kommet for langt frem og fik Flanke-Ild.
Natten blev tilbragt under aaben Himmel og i øsende Regnvejr. Vi søgte Læ med Patronvognene i en Skovkant, hvor Artilleriet var ved at grave sig ned. En af mine bedste Kammerater (Teschke) faldt den Dag, og vort Kompagni havde flere døde og saarede.
Straks om Morgenen fik vi Artilleriild. Der blev kun 2 Mand fra hver Sektion som Vagt i Graven. Resten fik Lov til at ligge i Vinkælderen om Dagen. Ved Sidevæggene var der Halm at ligge i . Her laa 40 Mand, 20 paa hver Side med Tornysterne under Hovedet. De fleste maatte ligge paa Siden, ellers kunde der ikke blive Plads til alle.
Om Middagen var alting roligt. Jeg listede lidt omkring ved Huset og fandt nogle Hvidkaalshoveder og hvide Bønner i Haven. I et Udhus var der en aaben Kamin, hvor jeg gjorde Ild paa og kogte Hvidkaal med Bønner. Brænde var der nok af i de sønderskudte Lægter og Sparrer. Stuehuset var helt nedskudt til Grunden, og Murresterne laa oven paa Vinkælderen og gjorde den temmelig sikker mod smaa Granater.
Jeg gik ned i Kælderen for at hente en Ske til at røre i Suppen med; men det kunde jeg godt have sparet; thi da jeg kom tilbage, var Suppen kogt over og havde omtrent slukket Ilden. Nede paa Bunden af Kogekarret laa nu den tørre Hvidkaal og Bønnerne og brændte paa, saa det lugtede slet ikke skønt. Saa forsøgte jeg med en ny Portion, og den lykkedes.
Frits og Underofficer Petersen fra Hamborg spiste med, og de forsikrede, at det var mange Dage, siden de havde faaet saa velsmagende Mad.
Om Natten skulde vi alle være i Graven. De, der ikke stod Vagt, havde Lov til at sove. Jeg var meget glad for Halmmaatten. Den rullede jeg mig ind i , og saa havde jeg Værn mod Kulden baade fra oven og neden.
Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.
Radom, 8—10—1914.
Kære allesammen!
Når undtages Margrethes Flensborg-kort har jeg ikke hørt fra jer siden den 10. September. Dog ved jeg, at skylden ikke træffer jer, da I nok ugentlig har sendt mig mindst een hilsen. Alle institutioner har i krigstid omtrent gjort fyldest, kun feltposten har måttet melde pas. I 1870 skal den ha været fortrinlig, og selv om hæren nu er større, og skrivefærdigheden er vokset, så er dog samfærdselsmidlerne steget i tilsvarende grad, så det er ingen undskyldning. Uddelingen gennem de forskellige troppedele er heller langt; fra mønstergyldig og tager flere dage. Følgen er, at breve er 2-3 uger undervejs.
Nu er vi en 200 km fra grænsen og 100 km syd for Warschau. Radom, en by på 100 000, er i modsætning til de andre stinkereder, vi har passeret, en smuk og renlig by med vældige kirkebygninger. Her havde russerne en let befæstet feltstilling, og der var store troppemasser undervejs til forstærkning. Men vi kom dem i forkøbet, og efter at have løsnet et par skud trak russerne sig skyndsomst tilbage.
Vi har nu haft en dags ro, som hårdt tiltrængtes, ikke blot for hvilen, men også for fodtøjet. Det er nu bedret en del, og vejret er klaret op. Natten over har det frosset. Om en halv time går det videre, vistnok mod Iwangorod, en stærk fæstning ved Weichselen, 50 km østpå. Pionererne har haft travlt med at bygge broer, og belejringsskyts indtræffer.
Af og til træffer man store godser med solidt og smukt byggede herrehuse og gamle parkanlæg. I storbruget ses de mest veldyrkede marker. Langt den største del af jorden optages dog af småbruget. Legetøjshusene ligger klumpet sammen til landsbyer med hullede, elendige veje. Hver husejer er sin egen bygmester. Alt er stråtækket. Mellem bjælkerne lægges mos og ler. Det luner og tætter. Foruden det “tækkes” til vinteren væggene med langhalm, mos eller senegræs, som fastholdes med lægter og brædder. Gennem den lave dør kommer man krumbøjet ind i huset, som i reglen har to rum. I det større står et muret komfur, og gennem flere murede kanaler ledes trækket ind i skorstenen. Rummet er køkken, dagligstue, sovekammer, kort sagt alt. Det mindre rum er pulterkammer, børne- og gæstestue. På væggene hænger kun gudelige billeder, og blandt dem indtager det førnævnte Madonnabillede fra klostret i Czenstochau første pladsen. Ved bjælken er ofte indstukken poppelris. Befolkningen er meget fordringsløs og nøjsom. Mændene går i lange støvler, fåreskindspels og do. hue, mens kvinderne alle som en endnu ved denne årstid går barbenet. Trods fattigdommen er der bygget store, stilsmukke og pragtfulde kirker. De fleste har to tårne og mange tilmed en tagrytter. Befolkningen er uoplyst. Skoler findes ikke, og præsteskabet har naturligvis ubegrænset indflydelse. Jeg har set bønderne bukkende, næsten krybende kysse den hånd, som præsten nådigt rakte frem.
Alt vel! I en hel måned har vi nu ikke haft med fjenden at gøre. Det er helt rart som nu at være lidt i reserve.
86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:
Den 8. Oktober 1914.
Om Morgenen K l . 5 fik vi den kedelige Meddelelse, at nu gik det af Sted igen. Vi gik langs Landevejen til Blérancourt. Ved en Skov gjorde vi Holdt, og Postsagerne blev fordelt. Her fik jeg det første Brev fra min Søster Katrine, et dejligt, opmuntrende Brev. Det har jeg aldrig vidst, at jeg havde en Søster med saa meget Mod, at hun kunde give noget deraf til mig, til hendes store Bror, som var i Krig. Nu gik det meget lettere.
Vi gik gennem Noyon, hvor der herskede travl Virksomhed. Artilleristerne kom kørende med Hø og Havre til deres Heste. Trænkuskene kom med Vogne fulde af Brød og læssede dem af paa Modtagelsesstedet, hvor de blev stablede helt op til Taget. Postbudene løb travle omkring, og Toget for fløjtende over Vejen. Paa Vagonerne saa man de kendte Navne derhjemmefra.
Mellem Noyon og Chiry gjorde vi Holdt paa en Mark og fik Mad. Her talte jeg med Helmar Thomsen og Johan Hansen fra Aabenraa. De var begge mine Stuekammerater i Tjenesten 1911.
Sent om Aftenen kom vi til Dreslincourt, hvor vi skulde i Stilling. Først laa vi et Par Timer ved Indgangen til Byen, mens Førerne overtog Stillingen, som vi skulde besætte. Der var adskillige Rygter i Omløb. Nogle fortalte, at vi fik hver 200 Patroner og skulde til at storme en stærk fjendtlig Stilling, hvorved vi skulde over en Dødsdal; men netop derfor skulde det være om Natten. Andre kom og dementerede det.
Et Feltkøkken kørte ud af Byen. Lige udenfor Byen suste et Par franske Granater over imod det; men de gik for højt og eksploderede 50 Meter fra det. I en Have fandt jeg en Halmmaatte og tog den med under Armen; den kunde være god at ligge paa i Skyttegraven. Vi blev ført ind paa en Gaardsplads gennem en Port og ud til Skyttegraven gennem en Løbegrav, der var gravet ned under Længen.
Fjenden mærkede vi ikke noget til; men vi skulde alligevel alle vaage til næste Morgen. Regimentet, som vi afløste, drog stille bort.
86’ere på hulvejen ved Dreslincourt i oktober 1914
IR176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene på østfronten.
8. Oktober gik det imod Warka, en større By ved Floden Pilitza lige før dennes Udløb i Weichsel.
I nogle Timer marcherede vi igennem en Skov, og endnu inden vi var ude af Skoven, begyndte Artilleriet at beskyde Byen, Infanteriet sværmede ud og fordrev de russiske Forposter.
I vor Nærhed begyndte en Vejrmølle at løbe rundt, og i det samme blev vi overfaldet af et Haglvejr af Shrapnel. En Patrouille hentede to melede Møllere, og med Bind for Øjnene blev de ført til Reg.-Staben.
Russerne havde imidlertid sprængt Broen over den ca. 200 m brede Pilitza, og Pionererne arbejdede hele Natten paa en ny, hvortil de næste Dag fik Assistance fra Infanteriet. Under Arbejdet fik vi Besøg af en russisk Flyver; men dengang var der heldigvis ingen Bombemaskiner.
Hen paa Eftermiddagen kunde Broen befærdes, dog foreløbig kun af Infanteriet. Vi kom over, Warka toges i Besiddelse, og efter en 15 km March kom vi i Kvarter paa et Gods.
Hindenburg undslipper de russiske styrkers forsøg på at omgå og udslette den tyske nordfløj og flytter i ilmarch tropper til et fremstød mod Warszawa.
Hemming Skov’s regiment 176 skiftede front og var ankommet til den russiske by Tschenstochau på den modsatte side af grænsen til provinsen Schlesien. Her så de frem til at udforske nogle af byens seværdigheder.
Det fik vi selvfølgelig ikke tid til at se, for allerede første Dag fik vi Marchordre. Med Jøder, der vil slaa en handel af, rendende rundt om os, og med Reg. Musikken foran, dingler vi saa gennem Byen ud paa et langt og fare fuldt eventyr efter Warszawa til.
Vi fik den Dag en ny Kompagni-Fører (Oberleutnant Hindersen). Samme Mand blev senere hen en forhadt bekendt af mig. –
Vi asede 30 werst (km) ad sandede Veje, før vi opnaaede at komme i Kvarter. De følgende Dage ligesaa. Byernes Navne kan vi næppe læse, kun paa Vejviserne Tallene og werst, der samtidig er det eneste, der interesserer os. Det planløse Vejvæsen fører os frem i Zikzakkurve, og skønt hver Dag bringer os nye Egne og vide Udsigter, er alt omtrent ens, elendige Sandmarker, planløst Skovbrug, usle Hytter, Nød og Fattigdom.
Endelig den 2. Oktober havnede vi paa en god Landevej, noget, vi nu næsten betragtede som en Slags Luksus. Til Aften kom vi i Kvarter paa et stort Gods sammen med vor Batl.-Stab, vort Maskingevær Kompagni og noget Artilleri.
Vi var nu i Nærheden af Fjenden, hvad vi samme Aften fik at se. Stærke Kosak-Patrouiller kom sprængende ind i Byen, sandsynligvis uden at ane Uraad. SaaIedes kom to Kosakker hæsblæsende paa deres smaa viltre Heste farende forbi den Gaard, hvor 1. Kompagni laa indkvarteret. Men denne Manøvre midt i Fjendens Lejr endte med, at vi ”sofort” maatte takke af for godt Husly og ud i aaben Mark.
Næste Morgen var jeg med til at kaste en Grav til 3 Kosakker. Under stadig Berøring med Fjenden arbejdede vi os et Par km frem. Den 4. Oktober nærmede vi os Radom, hvorfra Russerne i Hast lod den ene Transport efter den anden forsvinde pr. Jernbane.
Selv om Radom var en større By, kom vi hurtigt derind; om Morgenen den 5. blev der angrebet, og hen paa Eftermiddagen var vi i Radom. En Del af vort Kompagni blev sendt tilbage med Fanger, og vi andre naaede ud paa Natten i Kvarter et Stykke Syd for Byen, hvorfra vi den næste Dag alter drog tilbage til Radom.
Czenstochau—Radom, en Strækning paa ca. 200 km, tilbagelagt paa en Uge. Radom ligger 100 km stik Syd for Warszawa og er i Modsætning til de andre Stinkreder, vi har passeret, en smuk og renlig By med vældige
Kirkebygninger. Her havde Russerne en befæstet Feltstilling, og der var store Troppemasser undervejs til Forstærkning. Men vi kom dem i Forkøbet, og Russerne trak sig tilbage. Vi saa kun russisk Kavalleri, og efter Sigende blev her 2 Kavalleridivisioner slaaet tilbage. De to følgende Dage vekslede med noget saa naturtro som Regnvejr og Solskin og Hvile.
FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller.
Den 7. Oktober 1914.
Frits og jeg laa i vor Kalkhule og kunde ikke sove. Kalken var nærved her. Der var kun et lille Lag Jord, derunder kom en Slags Kalk eller Kridt. Vi stod op og gik en Tur ud i den raa, klamme Morgen for at faa Varme i Kroppen.
Herved kom vi op paa en Høj, bag hvilken det fjendtlige Artilleri havde haft Stilling. Det saa helt interessant ud.
Rundt omkring laa mange Hundrede Granathylstre. Nogle havde de stablet op som en Mur omkring deres Kanoner til Værn mod de fjendtlige Kugler. Men det var maaske disse Hylstre, der jo skinner i Solen, som havde været Skyld i , at de var bleven opdaget af vort svære Artilleri.
Vort Artilleri havde skudt godt. Det havde haft flere Fuldtræffere lige midt i de franske Kanoner, som nu laa fuldstændig smadrede i deres Huller. —
Lidt derfra var en frisk Grav. Et Trækors, hvorpaa der var skrevet med Blyant, fortalte, at her hvilede en Løjtnant og to menige.
Dyrlæge J.P. Schmidt fra Aabenraa, der er med paa den vestlige krigsskueplads ved Noyon som Overstabsveterinær, meddeler i et Brev til sit Hjem, at han den 29. September har talt med Bager Hansen paa Nørretorv i Aabenraa, Thomas Schmidt fra Hovslund, Thiedemann fra Stenhøj og Møller fra Rebbøl. De var alle i bedste Velgaaende.
Faldne.
Blandt de Faldne paa sidste Tabslister er Jens Brink, en Søn af Vognmand Brink, Aabenraa. Hans stod ved et østpreussisk Infanteriregiment.
I Søndags modtog Gaardejer Jørgen Overbecks Hustru og hans Moder i Maugstrup gennem et Brev fra hans tro Ven og Sidekammerat det tunge Budskab, at deres Mand og Søn var falden paa Slagmarken i Frankrig, ramt af et Skud i Hovedet. Jørgen Overbeck var, skriver “Dv.”, en af Maugstrup Bys bedste Mænd, beskeden og bramfri i al sin Færd. Blandt andre Hverv, hans Bysbørn havde overdraget ham, var ogsaa det som Kirkeældste. Pligttro, som han altid har været, har han ogsaa nu gjort sin Pligt til det sidste. Ære være hans Minde!
Bygmester Knud Knudsen fra Guderup skal ifølge “Fl.Av.”, efter en Meddelelse til Nordborg, være falden i Krigen paa den vestlige Krigsskueplads. Knudsen var en Sønnesøn af Knudsen paa Lyshold.
En af dem, der vel er bleven haardere ramt end de fleste i denne Krigstid, er iflg. “Dv.” Arbejdsmand Tobias Jensen i Østergade i Haderslev. For en 14 Dages Tid siden modtog han saaledes Meddelelse om, at den ene af hans to Sønner havde fundet Døden paa Slagmarkerne i Vest; Ugedagen derefter modtog han Meddelelse om, at ogsaa den anden var død. Han var bleven saaret paa den vestlige Krigsskueplads og senere død af Saarene.
Kusk Jørgen Hovberg fra Naffet i Haderslev, er falden den 23. September i Slaget ved Noyon. Han ligger ifølge “S.Gr.” begravet paa Kirkegaarden i Noyon. Hovberg var kusk paa “Slotsvandmøllen” og en flittig og solid Mand.
Sergent Gustav Fries Hansen, eneste Søn af Enke Hansen i Tønder, er ifølge “S.Ztg.” falden den 14. September i Fægtningen ved Bailly i Frankrig.
Jørgen Jensen, en Søn af Gæstgiver Hans P. Jensen, Jægerslyst ved Tønder, er falden i en Fægtning ved Normee i Frankrig den 8. September.
Saarede.
Gartner Christiansens Søn i Aabenraa er vendt saaret hjem. Hans stod i Infanteriregimentet Nr. 84 og blev saaret af 3 Skud under Kampene i Nordfrankrig, et Skud i Armen, et i Benet og et Strejfskud paa Kinden.
Landmand Georg Knudsen fra Raved i Bjolderup Sogn, der stod som Reservist i Garden, er saaret i Skulderen af en Granat. Han befinder sig saa et Lasaret i Nürnberg i god Bedring.
Gaardejer Jens Majland fra Kassø, der er med i Kampen paa den vestlige Krigsskueplads og stod ved 86. Regiment, har faaet en Kugle i venstre Haands Tommelfinger. han var først indlagt paa Lasaret i Stade, men er nu i god Bedring ankommer til Flensborg. Han ventes hjem paa Orlov i disse Dage.
Gaardejer Peter Hejsel fra Kassøgaard, der ligeledes har været med paa samme krigsskueplads og ved samme Regiment, er bleven saaret i Ryggen og ført til Overlü Sygehud ved Postdam.
Christian Jørgensen fra Kristiansdal i Vonsbæk er blevet slemt saaret i Armen. Hans Tilstand har ifølge “S.G.” forværret sig. For nogle Dage siden besøgte hans Forældre ham o Lasarettet.
Af de Mænd der er dragne i Krigen fra Klægsbøl Sogn er ifølge “T-Z.” de fleste Saarede, om ogsaa kun let.
I Fangenskab.
Hans Birk og Hans Fogh fra Arnum befinder sig ifølge “S.G.” i engelsk Fangenskab.
I fransk Fangenskab befinder sig ogsaa en ung Mand fra Bolderslev, en Søn af Carl Smith dersteds. man var musiker ved 84. regiment (Haderslev).
I Mandags modtog Gaardejer Mathias Hansen i Øster Gejl (Holebøl Sogn) et Brev fra sin Søn, som paa den vestlige Krigsskueplads var blevet saaret i Hovedet og falden i fransk Fangenskab. Den unge Hansen, der ifølge “Fl.Av.” befandt sig efter omstændighederne temmelig vel, fremhævede i sin Skrivelse, at de saarede tyske Soldater i Frankrig nød en meget omhyggelig Pleje.
Lærer Jensen fra Vestre er kommen i fransk Fangenskab. Der ankom nylig et Brev til hans Forældre, der bor i Flensborg, hvori han ifølge “Fl.Nordd. Zeitung” meddelte, at han befandt sig i Bordeaux og nød en god Behandling.
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Einem (tidligere Goltz), som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Den 3. oktober skiftede også Landwehr-Divisionen øverst befalende og kom til at hedde Landwehr-Division Einem. Måske som følge af de seneste dages tilbagetog og blottelse af armeen.
Landwehr-Divisionen bestod af 33. Landwehr-Brigade med Landwehr Infanteri Regiment 75. og 76. samt 34. Landwehr-Brigade med Landwehr Infanteri Regiment 31. og 84., som var min oldefars regiment.
På kortet ses 8. arme’s front langs rigsgrænsen den 4. oktober 1914. Landwehr-Divisionen (L. på kortet) stod nord for Lyck, mens 33. Landwehr Brigade (33. L.) stod lige vest for.
Vi rykkede ud af vor Stilling og hen bag en Skov i Nærheden af Byen Nampcel. Her fik vi 72 frivillige til Undsætning i vort Kompagni. Der var straks en lille spinkel, rødhaaret Fyr, som spurgte, om han maatte være Kammerat med mig. Han hed Frits Wolf, han var 19 Aar og Jernbaneembedsmand fra Hamborg.
Vi fik kun nogle raa Kartofler udleveret til Aftensmad; dem kogte vi, og Frits havde lidt Salt med hjemmefra. Det smagte udmærket med kogte Kartofler og Salt til Aftensmad.
Ved Postuddelingen fik jeg den første Pakke derhjemmefra; det var en Tavle Chokolade fra Peter Jacobsen i Iller.
I Mangel af Skrivepapir skar jeg Bunden ud af den lille Papæske, hvori Chokoladen havde været, skrev derpaa og sendte det hjem. Saa gravede vi et Hul til at sove i til Værn mod Nattekulden.
Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.
Kæreste søster!
Tak for dit Flensborgkort. I lang tid har vi nu været uden forbindelse med feltposten, så næste gang vil der nok være mere til mig. Et par korte, uldne strømper vilde jeg også være taknemlig for. Strømperne sidder på benene en 14 dage, så trækker man støvlerne af, og strømperne er da omtrent ødelagte af fodsved.
Med fødderne går det ellers udmærket, hvad næsten er vigtigere end alt andet. Vi går dag efter dag 30-40 km i retning østnordøst og har passeret Czenstochau, Zytna, Przebora, Konsk og et godt stykke videre. Det planløse vejvæsen fører os frem i zigzagkurve, og skønt hver dag bringer os nye egne og vide udsigter er alt omtrent ens, elendige sandmarker, planløst skovbrug, usle hytter, nød og fattigdom.
Ved lejlighed følger mere. Alt vel, når undtages at hele kroppen smerter mere eller mindre!! De kærligste hilsner til eder alle.
Vi havde hver faaet 3 Cigaretter. Nogle røg kun en halv ad Gangen. Resten svøbtes i et Stykke Papir og gemtes i Lommen til en anden Gang.
Den Dag saa vi da nogenlunde ud i Ansigtet, naar undtages Skægget, der for Resten saa lidt bisseagtigt ud, da det havde groet vildt og uden Behandling, lige siden vi drog ud fra Flensborg. Vi havde nemlig faaet os vasket om Morgenen. Ikke saadan at forstaa, at vi kunde tillade os den uhyre Luksus at vaske os i Vand; det var der kun faa, der havde kunnet de sidste 20 Dage. Men ved at stryge Haanden hen over de dugvaade Roeblade kunde man udvinde saa megen Fugtighed, at man kunde væde Ansigtet dermed. Rigtignok skulde man kærtegne adskillige Roeblade, før man blev færdig; men det gik.
Om Natten gravede vi Løbegrave under Opsyn af Kompagnichefen for 9. Kompagni. Et Par Mand havde skyndt sig og gjort deres Arbejde færdigt og saa lagt sig ned for at hvile lidt. Da Chefen overraskede dem i at ligge ned, blev han aldeles rasende. Han førte dem ned til en Skov lige i Nærheden af den franske Stilling og bandt dem til hver sit Træ. Her stod de saa i fire uhyggelige Timer i Fare for at blive skudt af vort eget Artilleri, og hvert Øjeblik kunde de vente at blive gennemboret af de fjendtlige Kugler. Armene havde de bundet paa Ryggen, saa Blodomløbet standsede snart ved den uvante Stilling. Den sidste Time hang de sammensunkne af Træthed i de snærende Baand. Ja, naar man blot hørte Navnet Knobelsdorf, saa følte man sig ubehagelig tilpas.
Hemming Skovs regiment 176 skifter front og rejser i to døgn med tog fra Lötzen i Østpreussen til provinsen Schlesien og den russiske by Tschenstochau lige på den modsatte side af grænsen.
Natten til 26. Sept. kom vi til Løetzen (Lötzen) og blev nu læsset på Tog. Dermed var vi klar over, at nu gik det til en anden Front, hvor, lød der intet om, dog, at vi ved Lublindtz Schlesien drejede af, sagde os, at det i hvert Fald ikke gik til Galizien.
Vi kørte over Rastenburg, Korschen, Allenstein, Rotfliess, hvor vi fik Kaffe, og Wartenburg, hvor vi på Banegaarden fik en Ret varm Mad. Ud paa Natten naaede vi vor gamle Garnisionsby Thorn, hvor det paa Banegaarden vrimlede af mennesker, som vilde hilse paa deres ”Hundertsechsundsiebziger” (176).
Under det Kvarters Ophold, vi havde paa Hovedbanegaarden, blev vi meget gæstfrit trakteret med Kaffe, Brød og Rygelse, en og anden hev sig endog af en velhavende og gavmild Lillemor en varm beklædningsgenstand. Der levedes jo endnu en Rusen af krigsbegejstringen.
Men alle disse velmenende Damer (af den mandlige Befolkning var jo kun en forsvindende Part hjemme) krævede meget til Gengæld, idet der formelig raabtes i Kor: ”Haben Sie nicht was von den Russen”. Det havde de fleste; men om deres Godhed ligefrem blev honoreret med en Kosak-Sabel eller en Kikkert eller et par lange pæne Officersstøvler, tror jeg dog næppe, for disse Ting passede jo daarligt til Kvinder.
Toget hastede videre med os igennem Provinserne Posen og Schlesien. En saadan Rejse paa Jernbanen var en herlig Afveksling. Igennem skønne Egne, men især da fordi det flød med Liebesgaben (kærlighedsgaver) paa de Banegaarde, hvor vi havde Ophold, særlig i Schlesien. Ved Preussisch-Herby forlod vi Tyskland, den næste Station var Russisch-Herby, og nu kom vi, denne Gang for Alvor til Rusland.
Fra Grænsen kørte vi endnu en Times Tid i russisk Tog. Jernbanesporet blev senere omlagt, saa tyske Tog kunde køre igennem. Forskellen var ganske vist kun 7 cm men den ene Skinne maatte dog fuldstændig omlægges. Den tredje Gang over Grænsen.
Czenstochau var Maalet med denne Jernbanerejse der havde varet i to Døgn. Efter at alt var læsset af, fik vi anvist Kvarter i en stor Kavalleri-Kaserne. Holm fra 1. Komp. (Rasmus Holm, Gabøl) og jeg var som sædvanlig Naboer med vore Heste. Og husker du, at vi først havde anbragt os paa et Gulv, der formelig svævede, hvorfor vi søgte en anden Plads og fik saa hestene ind paa en stue i Kasernen, hvor der overalt i nederste Etage var ”møbleret” med Heste.
Maaske du ligeledes husker, at vi studerede en Del Tortur-Redskaber i Kasernens Straffeanstalt. Czenstochau er en By med mange kirker. Og Byen, der paa et Par Hundrede Tusinde Indbyggere, er kendt som katolsk Valfartsted til et Kloster, som stammer fra Aaret 1400. I Klostreret findes et Bord af Cyprestræ, som efter Overleveringen skal stamme fra Abraham. Aarligt valfartede Millioner derhen.
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed, min oldefar, Otto Theodor Wagner, senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Da fjenden ved Grajewo ikke var til at indtage ville General Schubert indlede et angreb i nord. 1. Infanteri Div. med General Francois skulle marchere mod nord, men da fjenden fortsatte fremmarchen mod Balalarschewo og Filirowo forslog General Francois at udskyde afmarchen for at ”udrydde” den fremrykkende fjende. Men ”Oberbefehlshaber” Schubert holdt fast i sin beslutning om at angreb mod nord. General Francois skulle bl.a. med Ldw.Div. Goltz beskytte den sydlige tilgang til Suwalki.
Men General Francois var uenig i General v. Schubert og skrev direkte til Hærledelsen, at han havde haft succes med at påføre fjenden store nederlag og anbefalede at fortsætte angrebet. General Schubert blev kaldt til det store hovedkontor til personlig ”Rücksprache”, og vendte ikke tilbage til sin post.
Efterfølgeren blev General Francois og han frafaldt tanken om angreb på nordfløjen.
86’eren Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager fortæller
Den 30. Sept. 1914. Det var koldt og fugtigt Vejr. Vi havde gravet Huler ind i Skyttegravsvæggen, hvor vi laa lunt for Regn og Blæst. Ved Aftenstid fik vi Ordre til at bytte Stilling med 2. Kompagni. De havde kun en lille Grøft at ligge i , og nu maatte vi grave hele Natten. Humøret var for de flestes Vedkommende nede paa Nul.
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed, min oldefar, Otto Theodor Wagner, senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Vedvarende russiske angreb tvang Landwehr Division Goltz til tilbagetrækning mod Lyck.
Den 30. september angreb fjenden Ldw.Div. Goltz ved Grajewo og General v. Goltz valgte at trække sig op mod Lyck. Sammen med Major Engelien valgte han at vige over Lyck-floden mod Raigrod. Da Divisionsstaben, i ly af mørket, ville følge sine tropper over en midlertidig bro over Lyck-floden, blev de beskudt med heftig ild og måtte efterlade krigsmateriel. Den 1. oktober var vejen Grajewo-Lyck udækket og dermed vejen i ryggen på Armeen fri!
Den øverst befalende for den 8. Arme General v. Schubert overvejede den 1. oktober at trække armeen tilbage til Lötzen-Angerapp stillingen. (En stilling som går fra de Masuriske søer ved Lötzen/Angerburg og langs floden Angerapp nord på.) Dette tiltag blev forstærket af meldinger fra Ldw.Div. Goltz og 70. Ldw.Brigade, at de var trukket nord på over rigsgrænsen mod Kallinowen, og at de var udmattede, kamp og bevægelses udygtige og havde mangel på forplejning og ammunition. Også på de andre fronter var man på tilbagetog.
På kortet er troppeplaceringerne og krigshandlingerne fra den 30. september skrevet med markeret skrifttype. Landwehr-Division Goltz (Go.) var på hastigt tilbagetog nord på.
