17. september 1914. De sønderjyske blade under skarp censur.

Ribe Stiftstidende gik for at være det mest velinformerede blad nord for Kongeåen:

Sønderjylland og Krigen

Som af os bebudet er der nu på flere steder – måske endog de fleste – langs grænsen sket lettelser i den af Tyskland siden krigstilstandens indtræden påbudte grænsespærring, og forbindelsen mellem grænseegnenes forgår nu de fleste steder uden alt for store bryderier, selvom der naturligvis må iagttages visse formaliteter.

I kystdistrikterne opretholdes endnu forbud mod at tænde lys om aftenen og mod at færdes på landevejene efter kl. 9, medens det synes, som om det er hævet for den midterste del af landet.

Som bekendt udkommer de dansk-nordslesvigske blade atter, men under censur. Og censuren er skarp, kan man se Bladene må kun optage stof vedrørende krigen i en af de såkaldte militære prøvelseskontor i Berlin godkendt form. Dette gælder for øvrigt ikke blot danske, men også tyske blade, hvis telegrammer fra krigsskuepladserne af de militære myndigheder redigeres gennem de officielle Wolffske Bureau og gennem en række særlig anerkendte korrespondenter, blandt hvilke rigsdagsmand Erzberger i Berlin indtager en fremskudt plads.

Denne måde at redigere på bereder for danske ikke så få overraskelser. Man kan således se blade som Flensborg Avis og Hejmdal indlede meddelelser om krigen med bemærkninger som f.eks. ”Den engelske løgnemelding om Leuwen”, ”Tyskfjendtlige løgneefterretninger” og lignende – udtryk, som man ikke er vant til at finde i disse blade. Imidlertid, bladene må tage meddelelserne nøjagtig i den form, de tilflyder dem, hvis de ikke vil udsætte sig for atter at blive standset i udgivelsen. Vi skylder dog sandheden at tilføje, at en lignende strenghed vises over for de tyske blade. Et tysk blad havde således flyttet et komma i et af de Wolffske Telegrammer, hvorved meningen forandredes noget – det straffedes med, at Bladets udgivelse blev suspenderet for en dag. Et andet tysk blad, ”Kölnische Volkszeitung”, havde optaget en lille notits af selvstændig natur, der ikke passede myndighederne, og udgivelsen blev suspenderet i to dage!

Mærkeligt er det at se blade som ”Modersmaalet” og ”Dannevirke” i den danske tekst bruge tyske stedbetegnelser som ”Nordschleswig”, ”Apenrade”, ”Hadersleben” osv. Det er ingen hemmelighed, at der ikke ligger aktive tropper i Nordslesvig, medens der derimod efterhånden samles forholdsvis mange landeværnstropper i Angel og egnen omkring Flensborg og Itzehoe, antagelig for derfra at afgå til en af krigsskuepladserne.

Forholdene er i det hele så rolige i grænsegnene, at man burde kunne være fri for nervøse, sensationelle rygter, der før har drevet luftskibe og flyvemaskiner herop i nærheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *