4. april 1915. Radiokontakt med SMS Königsberg ud for Østafrika

Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar forlod skibet Wilhelmshafen, camoufleret som det danske handelsskab S/S Kronborg – med en besætning af dansktalende sønderjyder.

Et Par Dagsrejser eller tre Syd for Ækvator kunde vi mærke Luftforandringen, og da vi nærmede os Afrikas Sydspids, blev Vejret ikke alene køligere, men ogsaa stormfuldt og haardt. Søsygen begyndte atter at stikke Hovedet frem hist og her, og vor ulykkelige Kullemper laa atter i Kulbunkerne uden at kunne røre sig. En Dag saå vi gennem Dis og under forrevne Skyer Afrikas Kyster ved Kap det gode Haabs Forbjerg graane om Bagbord, og inden længe havde vi atter vendt Næsen mod Nord og nærmede os igen Varmen.

Nu ændrede alle Samtaler sig. Fra at snakke om Hjemmet og Krigen i Europa gik vi alle som én, fra den Dag, vi atter stævnede mod Nord, over til at tale om, hvor vi skulde hen, og hvordan vi skulde komme uset til Kysten.

Et Kort over den afrikanske Kyst blev atter fundet frem, og et Navn dukkede op. Vi fandt det i den allersydligste Del af Kolonien, en lille Havneby, Lindi. Kunde vi snige os langs Kysten af den portugisiske Koloni, hvor der jo ingen Blokade var, og saa en mørk Nat stikke ind i Lindis Havn — hvilken Triumf vilde det ikke være at gøre Rejsen saa omgaaende og prompt! Vi svælgede allerede i den Triumf, der ventede os, naar vi lagde til i Lindi, og efterhaanden som Dagene gik, blev dette Navn mere og mere sandsynligt. Styrmændene nikkede betydningsfuldt, naar vi nævnede det. Jo, Kaptajnen havde selv talt om det, og foreløbig havde vi da ogsaa Kursen efter Mozambique Strædet — alt tydede paa, at vi skulde til Lindi.

Men om Morgenen den fjerde April, da jeg kom op efter en Vagt, kunde jeg se, at der var sket noget. Vi havde faaet Radioforbindelse med „Königsberg“ og havde faaet vor første Ordre.

— Bare de vilde lade være med deres forbandede Telegrafi, sagde Tømmermanden, som var af den gamle Skole, hvis Englænderne ellers kan høre, saa er de klar over, at
der er Ugler i Mosen. Det siges, at de kender vor Kode.

— Hvor skulde de kende den fra? var der én, der spurgte.

— Hvordan Fanden skulde jeg vide det? gensvarede Tømmermanden fortrydeligt, jeg kender s’gu ikke noget til Englændernes Fiduser. Men jeg siger, at de siger — at Officererne siger, altsaa — at de har fundet vor Kode et eller andet Sted — en af vore Officerer har tabt den et eller andet Sted, da han skulde tage sit Lommetørklæde frem, fordi han havde Snue, eller ogsaa faldt den ud af Vinduet, da de støvede af, men de kender den altsaa. De vidste før Slaget ved Doggerbanken, at vore Skibe vilde komme, og nu skal den være forandret.

— Hvorfor bruger „Königsberg“ den saa?

— Hvor kan jeg svare paa alt det Sludder, som I kan hitte paa at spørge om. „Königsberg“ har jo ikke været hjemme siden Krigen, og derfor telegraferer den vel efter den gamle Kode.

— Hvad har „Königsberg“ egentlig lavet? var der én, der spurgte.

— Den har ligget og flakket omkring hernede og standset Handelsskibe og saadan. Engang gik den ind i Zanzibar og knaldede en lille engelsk Krydser ned — „Pegasus“, hed den vist. Jeg læste noget om det hjemme.

— Hvorfor Fa’n blev den ikke ved med det? spurgte Karl Sørensen.

— De blev vel for mange om den, mente Peter Hansen, og den havde vel heller ikke Kul nok. Vi har jo Kul med til den. Dens Kanoner er heller ikke stærke nok mod de engelske Skibe — det er de aldrig — vore Krydserkanoner er alt for smaa. De kan ramme, men de kan ikke slaa haardt nok. Det saa vi jo ved Falkland. Desuden ligger der en Mængde engelske Skibe her ved Kysten.

— Her skulde Grev Spees Eskadre bare være sluppet over, var der én, der sagde, saa var der blevet ryddet op i Blokadeskibene — det er vel bare nogle gamle Krydsere.

— Store nok til os, mente Tømmermanden med en meget vidende Mine.

— Jamen, hvad siger du til, hvis „Scharnhorst“ og „Gneisenau“ var sluppet herover, uden at nogen havde vidst noget af det — Vorherre bevares, hvor vilde Englænderne have gloet!

— Det havde de ikke faaet ret megen Tid til, indskød en anden, jeg kendte de to Skibe. De var farlige for Krydsere.

Telegrafisten kom hen til os og sagde fortroligt: — Nu har vi faaet Forbindelse med „Königsberg“ igen og faaet nye Ordrer …

— Fanden staa i den skaldede Krydser — kan den ikke holde sin Kæft!

— Hvad gik den Ordre ud paa?

— Vi skal lægge ind til Altapraøen og afvente nærmere Ordre.

— Hvor ligger saa den Ø? spurgte jeg.
— Langt til Søs, svarede Telegrafisten.
— Ja, de skal nok faa forkludret det hele med deres forbandede Telegrafi, sagde Tømmermanden bittert og spyttede sin Skraa ud i Mozambique Strædet, hvorpaa han fiskede en ny op af Lommens Dyb.

Inden Aften fik vi at vide af Styrmændene, at nu sejlede vi med Kurs mod den engelske ø Altapra, hvor vi skulde ligge og vente, til „Königsberg“ var brudt igennem den engelske Blokade paa Rufijifloden.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

SMS Königsberg_mindre

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *