Saa blev vi afløste i Skyttegravene igen. I roligt Marschtempo, som det sømmer sig fbr Landeværnsmænd, tilbagelægges de ca. 10 Kilometer til Kvartererne.
Efter et Par smaa Timers Forløb er vi der. Halløj i — Mo’r staar allerede i Døren og vinker, og hun smiler med hele Ansigtet. „Ja, ja Mo’r, nu er vi her igen!“
Snart har enhver fundet sit gamle Kvarter, og vi 7-8 Nordslesvigere vort.
Mo’r tager imod os i Køkkenet. Hendes Ansigt er et eneste stort Smil. „Sættje bettje, sættje bettje!“, siger hun. Hun er nu saadan en lille flink gammel Mo’r, selv om hun ikke altid er saa renlig paa det. Det kommer sig ikke saa nøje i Krigens Tid; vi er saamænd ogsaa tit alt andet end rene.
Fatter sidder paa sin vante Plads henne ved Komfuret. Han siger ikke meget. Han tygger sin hjemmeavlede Tobak og spytter store Klatter ud paa Gulvet og ned i Kulspanden. Bliver Børnene for uregerlige, behøver han bare at true med Kæppen, saa er der straks Ro igen. — Al Respekt for Fatter.
Henne ved Vinduet sidder „Mari“ ved sit Knipleskrin. Sikken Fart hun har paa. Uha, som Fingrene spiller. Hun har rigtignok Haandelag, saa det duer noget.
En Del mindre Børn flokkes omkring os. De er unægtelig noget skidne og snottede, men alligevel i Grunden nogle smaa søde Belgiere.
Nu gælder det om at gøre sig det saa hyggeligt som muligt og søge Oprejsning for, hvad vi har maattet savne ude i forreste Linje
Harald Nielsen: “Sønderjyske Soldaterbreve).
Soldater fra RIR242 i privat indkvartering i Belgien (Foto: Museum i Langå)
M. P. Branderup fra Rødekro tilbragte det meste af marts 1915 som soldat i Aabenraa
(… fortsat)
Med mellemrum tog Hauptmann Knudsgaard ned til sin gård for at se til bedriften, og han rejste altid med den daværende småbane (æ Kleinbahn) fra Aabenraa. Engang havde der været en orkanagtig storm, som havde revet slemt i taget på hans gård. Da Hauptmann Knudsgaard ankom til Barsmark station, holdt sønnen der for at køre sin far hjem, og da Knudsgaard steg ud af toget, fik han til stor morskab for de omkringstående at vide: »Vater, wir haben gestern den Flyvtækker gehabt«.
Min soldatertid i Aabenraa var ellers den bedste, jeg har haft under hele krigen. Jeg havde fået min cykel ind til byen. Den stod nede i gården hos Holger Fink. Så var det så nemt, når tjenesten var slut, at tage en tur hjem til far og mor. Det var ellers ikke tilladt, da man ikke måtte fjerne sig uden for byens grænser. Men den risiko tog jeg.
Men ak, — hvor længe var Adam i paradis? Efter tre ugers forløb fik vi meddelelse om, at der skulle en transport af sted. I Flensborg blev der altid spurgt, om der meldte sig nogle frivilligt, og ved den tid var der endnu flere end nok, som var krigsbegejstrede.
Men til dem hørte jeg nu ikke, og jeg holdt mig altid beskedent i baggrunden. I Aabenraa var vi — som før nævnt — kun to kompagnier, og da der skulle en større transport af sted, slog de frivillige ikke til. De tog derfor omtrent alle, der var K.V. [“krigsanvendelige” /RR] — endda nogle, som allerede en gang havde været ved fronten.
Vi blev derfor nyindklædt nede i Fiskergade, der, hvor nu Ansgar-klinikken ligger. — Aabenraa-damerne havde lavet muffediser, mavebælter, knævarmere og mange andre rare sager til os; og da militæret også forsynede os med varmt tøj, regnede vi med, at nu gik det af sted til Rusland.
Den 20. marts var vi færdige til at tage af sted. Vi var opstillet på Storetorv, og efter at kompagniføreren havde holdt en tale til os om at gøre vor »pligt og skyldighed for kejser og rige«, gik det gennem de snefyldte gader til banegården.
Det var den første transport, der udgik fra Aabenraa, og Aabenraa-damerne overøste os med gaver i form af chokolade, cigarer og mange andre gode sager. Mange var taget ind til byen for at tage afsked med deres mand, søn, bror eller kæreste. — Og for mange blev det det sidste farvel …
På Rødekro banegård skulle vi ledes ind på hovedsporet. Her var far og min morbror mødt op for at tage afsked med mig. For far må det have været særlig hårdt, da han et halvt år tidligere på samme sted havde taget afsked med min ældste og eneste bror, som straks i krigens begyndelse faldt i Frankrig.
Transporten gik ikke til Rusland, men til vestfronten. To dage senere lå vi i skyttegravene ved Verdun.
Chr. Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden. Efter at have flakket om på havene siden krigens udbrud, mødte skibet sin skæbne den 14. marts 1915, da tre britiske krydsere skød den i sænk, selvom den lå i neutral, chilensk havn. Briterne tog mange af Dresdens besætningsmedlemmer til fange, men Stöckler gemte sig på øen og afventede chilenernes ankomst.
Langt ude saas to store Røghaler som fra Krigsskibe. De styrede lige mod Land, og snart kunde vi skimte Overbygningen og Rigningen af to Krigsskibe, hvoraf det ene lignede Dresden som den ene Draabe Vand den anden. Vort Ophold paa Robinson Crusoes Ø var forbi, og at de to Skibe var chilenske Krydsere, der kom for at hente os.
Indskibningen var allerede i fuld Gang, da vi naaede til Stranden. Et Par Baade var gaaet af Sted, og vi kom straks op i en Baad, der laa ved Strandbredden. Jeg læste Navnet Esmeralda paa Baaden. Den gik som de andre ud til den største af de to Krydsere.
Saa havde vi atter Foden paa et Skibsdæk. Chilenerne modtog os venligt og gæstfrit. Det første, vi fik udleveret, var en stor Bliktallerken, og kort efter kom Kokken og hældte Suppe op til os. Da vi havde spist, fik vi udleveret uldne Tæpper og Tøj. Det var herligt for mig at komme af med de Klude, jeg havde haft paa, og komme i noget godt varmt og rent Sømandstøj.
Kort efter, at vi var blevet indskibet- det var sket meget hurtigt, da vi jo ikke havde andet end, hvad vi gik og stod i – var de chilenske Krydsere lettet, og da vi var færdige med at spise og var blevet omklædte, laa Mas-a-Tierra allerede langt agterude som en Taagebanke.
Beretningen om Chr. Stöcklers færd med SMS Dresden kan læses i Chr. P. Christensen: “Kejserens sidste kaperkrydser.” (1934)
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under Krigen
Landstormens 2det Opbud af ikke uddannede
Der vil nu i ganske nær Fremtid blive indkaldt til Mønstring af den ikke uddannede Landstorms 2det Opbud, der omfatter Alderen 39—45 Aar, for at faa et Overblik over, hvor meget brugbart Mandskab, der kan raades over.
I øvrigt har Mænd, der for nylig er bleven erklæret for ubrugelige til al Garnisons- eller Felttjeneste, i disse Dage faaet Ordre til at møde til ny Undersøgelse.
I hvor høj Grad man under Krigstid gaar bort fra de gængse Regler ved Udskrivning af Mandskab til Militæret fremgaar af, at der i adskillige Tilfælde er udskrevet Folk med betydelig Halthed hidrørende fra en stærk Forkortning i det ene Ben. Militæret har dog i adskillige Tilfælde maattet sende saadanne hjem igen.
Russiske Fanger til Roearbejde
Klægsbøl Amtsdistrikt har til Hensigt at sysselsætte 65 russiske Fanger ved Roearbejdet. Fangerne vil sandsynligvis, i alt Fald til Dels, blive anbragte i et Skur, der tilhører Amtsforstander Jessen i Tinningsted.
Menneskets Tilpasningsevne er endnu større end dets Fornødenheder. Den Muldvarpetilværelse, vi fører her i Skyttegraven, er saa forskellig fra det borgerlige Liv over Jorden, som Nat fra Dag. Man føler sig sat Aartusinder tilbage i Tiden til Huleboernes Tidsalder
Skyttegraven er en snæver, fortløbende Grav mellem to Jordvolde i Mandshøjde: Brystværnet og Rygdækningen. Vor Skyttegrav er ligefrem komfortabel imod, hvad den har været. Da Regimentet kom hertil, var der kun en simpel Grøft uden anden Dækning end den opkastede Jord. Kammeraterne maatte hele Døgnet igennem staa i bøjet Stilling og i Vand til Knæerne, udsat for en heftig Gevær- og Granatild. Nu er det, takket være deres flittige Byggearbejde, meget bedre. Der er lagt Bræddegulv i Bunden af Graven, og Vandet, som samler sig under Brædderne, øses ud, saa man kan gaa tørskoet omkring. Der er bygget Skydeskaar og Dækninger i Brystværnet, og dette er saa højt, at man kan staa oprejst bag det, uden at ses fra den fjendtlige Skyttegrav. Denne løber parallelt med vor i en Afstand fra 20 til 300 Meter.
Saa meget om Stedet. Ogsaa med Hensyn til Tiden hersker der andre Skikke i Skyttegraven end over Jorden. Man sover om Dagen og vaager og arbejder om Natten. I, som efter god borgerlig Skik tilbringer Natten i Sengen, gør Jer ingen Forestilling om, hvor lang den egentlig er. Fra 7 til 7 er akkurat 12 Timer, og den ene Time snegler sig saa langsomt afsted efter den anden, at man næsten ikke tør se til Klokken. Man staar og tripper paa sin Plads bag Geværet for at holde Fødderne varme. Sove maa man ikke, og holde sig vaagen kan man daarlig. Det er ikke saa let at faa Bugt med de civile Tilbøjeligheder og trodse Naturens Love:
Naturam furca pellas ex
hun kommer dog igen den Heks
Det hænder, at en lydelig Snorken forraader, at Naturen er gaaet over Optugtelsen for en Kammerat. Man kan slippe i Søvn i alle mulige Stillinger; en Pæl at læne sig til er tilstrækkelig. Hen paa Aftenen, og atter et Par Timer før Dag vanker der en Kop varm Kaffe, selvfølgelig uden Sukker og Fløde. Det opliver svært, og naar man saa faar Piben tændt, er man mobil igen. Samtalen gaar muntert, men dæmpet, for at den slemme Franskmand ikke skal høre os eller uhørt snige sig ind paa os. I saadanne Øjeblikke kan man føle sig helt hyggelig, ja næsten hjemlig tilmode i Skyttegraven. Men Natten er lang. Man staar ofte i Timevis overladt til sig selv og sine Tanker. De vender bestandig tilbage til det samme. Som Natsværmeren kredser om Lyset, saaledes kredser vore Tanker om de lyse Billeder vi gemmer i vort Hjerte.
Der er for Resten nok baade at se og høre efter. Der er sørget godt for Belysningen. De franske Lyskastere spiller over Himlen, de søger aabenbart efter Luftskibe. Naar de standser et Øjeblik i Skyerne, ser det ud, som om Lyskeglen gik lige ind i Himlen. Er det mørkt, gaar den ene Lyskugle op efter den anden. De gør det muligt at følge Fronten, som beskriver en saa forvirret Linje, at man har ondt ved at faa fat paa den. Til venstre ser man Lys næsten lige bag sig og lidt længere borte, ad Y. til, lige foran sig.
Skyttegraven danner her en spids Vinkel. Sagen er den, at ingen af Parterne godvillig opgiver en Fodsbred Jord. Fronten følger endnu den Linje, i hvilken den stivnede efter de blodige Kampe i Oktober, og den er i den forløbne Tid fra begge Sider bleven saa stærkt befæstet med alle den moderne Krigskunsts Midler, at et Forsøg paa at gennembryde den vil koste Angriberen uhyre Ofre.
Naar der viser sig en Lyskugle, ser man straks, om det er en tysk eller en fransk. De tyske udskydes af en Pistol og lyser, saasnart de har forladt dens Løb, men holder sig ikke saa længe som de franske. Disse gaar op som en Raket med en lang Hale af Gnister. Saa længe de stiger, lyser de ikke, men med ét staar de stille og oplyser Egnen vidt og bredt. De bliver hængende i Luften som en elektrisk Glødelampe; de er nemlig befæstede til en Faldskærm, som drejer sig langsomt, mens Lyset daler og beskriver sine Kredse i Skyerne som et Fyr.
Staar man i Skyttegraven og ser tilbage, fremtræder hele Egnen i bengalsk Belysning; de høje Popler rager op som Kæmpesøjler af det flade Landskab. Arbejder man, som jeg gjorde sidste Nat, bagved Graven, tegner Omgivelserne sig i Silhuet; Konturerne udvider sig, og Genstandene gør et overnaturligt Indtryk i det blege, fantastiske Lys. Geværerne knalder og Kanonerne tordner. Mon de stille flamske Marker har drømt om, at de Nat efter Nat skulde blive Skuepladsen for et saadant Fyrværkeri?
Natten er vor Ven. Om Natten har vi ikke haft Tab i den Tid, jeg har været her, heller ikke Pionererne, som ofte maa arbejde foran Skyttegraven. Der falder nok en Del Geværskud, men de gør ingen Fortræd, naar han blot sørger for at dække sig bag Brystværnet.
Naar Dagen gryer, trækker vi os sejrrig tilbage i Dækning paa enkelte Poster nær, som holder sig godt skjult i Skyttegraven. Ved Dagslys maa ingen lade sig se. Jeg har heller ingen Franskmænd set endnu, kun hørt dem hoste og derfor ikke haft Lejlighed til at afgive et Skud. Vi maa nemlig ikke skyde, naar vi ikke ser noget.
Dækningen er vort Sovekammer. Den er saa stor som en rummelig Dragkisteskuffe; man kan hverken sidde oprejst eller ligge udstrakt i den. Der er Plads til to Mand, og naar man kanter sig godt, til tre i en almindelig Dækning. Men naar der kommer pludselig og heftig Granatild, og alle styrter i den første den bedste Dækning, er det utroligt, saa mange, den kan rumme. I saadanne Tilfælde tages det ikke saa nøje med Rangen. Det er saaledes forekommet, at en Menig er kommen til at ligge ovenpaa en Feldwebel. Men der er ingen, der tager Anstød af en saadan Insubordination.
Naar der atter er Ro, kravler den ene efter den anden ud af Dækningen. Søvn bliver der alligevel ikke meget af. Man smører sig en Mellemmad — Middag vanker der ikke i Skyttegraven — og trækker sig tilbage til et Hjørne med sin Avis. Jeg studerer den sidste „Hejmdal“ med en Grundighed, som civile Abonnenter vil have tungt ved at fatte. Efter at Teksten er tygget godt igennem, giver jeg mig med usvækket Interesse i Lag med Kundgørelserne og gaar tilsidst med Dødsforagt løs paa Historien.
Saadan gaar den ene Dag efter den anden i Skyttegraven, og man er glad og taknemlig for hver Dag, der gaar godt. Nu har jeg været en Maaned i Skyttegraven, og jeg maa sige, at den er gaaet hurtig. Det er mig en Trøst at tænke paa. Selv om der endnu ingen Afslutning er at øjne, saa kan det dog kun være et Spørgsmaal om Maaneder. Og naar jeg til den Tid er i Live, vil jeg ikke klage over, hvad jeg har lidt i Skyttegraven.
M. P. Branderup fra Rødekro tilbragte det meste af marts 1915 som soldat i Aabenraa
(… fortsat)
Kompagniets køkken var indrettet nede på Maden, der, hvor nu anlægget ved amtshuset ligger. Med vor madskål under armen blev vi så ført delings- eller gruppevis ned til køkkenet. Efter at vi havde fået udleveret vor mad, kunne vi spise den i et tilstødende lokale — gymnastiksalen.
Nu var maden, vi fik i Aabenraa, ikke så god, som den, vi fik i Flensborg. Og når vi en dag fik noget, som jeg ikke »gist haej«, gik jeg ind i hotellets restauration og fik min middagsmad der. Krauses var nogle rare værtsfolk, og i køkkenet hjalp Grete Børk fra Rødekro til. — Det traf sig mangen gang, når jeg sad og spiste, at Grete stak hovedet gennem køkkenlugen og spurgte: »Nå, Mathis, — har I haej en stram tue edaw?«
Vor kompagnifører var Hauptmann Knudsgaard fra Barsmark, som samtidig var garnisonskommandant. — Senere blev han major. Han var en ældre herre, — som på den tid vel har været omkring de 65. Han havde gjort krigen 70-71 med som ung løjtnant og havde ved verdenskrigens udbrud meldt sig som frivillig. Han havde sit kvarter på Hotel Danmark, og ret meget mærkede vi ikke til ham, udover at han hver morgen hilste på sit kompagni med »Guten Morgen, Leute«, hvorefter han overlod sin hest og sit kompagni til løjtnant Fuchs.
Hver formiddag havde vi marchture i Aabenraas skønne omegn — Aarup, Løjt og Brunde o. s. v. Når vi kom op over Skedebjerg bakke ved Skovgård, kunne jeg se mors skorsten ryge på gården derhjemme i Dybvad, og jeg sendte sikkert mange venlige tanker til den hjemlige atmosfære og kødgryderne på mors komfur.
Når vejret var meget dårligt, blev vi ført ned i karantænestaldene ved havnen, som på den tid stod tomme. Her blev vi fordelt korporalsvis i de forskellige stalde, hvor vi øvede geværgreb, bajonetfægtning m. m. Ude i de lange sidegange øvede vi strækmarch, så det slog gnister fra de sømbeslåede støvler, mens feldwebelen stod og skældte ud og førte et sprog, som ikke egner sig til at gå i trykken. Men nu havde vi vænnet os til den prøjsiske militærtone. Det bed ikke mere på os.
En dag fik hele belægningen på »Stadttheater« eftereksercits. Årsagen var, at en rekrut var røget uklar med sin foresat. Og efterspillet blev, at vi alle måtte træde an til en stroppetur. Denne foregik nede på markedspladsen. Og dengang var markedspladsen hverken belagt med skumgummi eller pænt asfalteret. Den var brolagt med store, toppede brosten, så det var nu slet ikke den rene spøg. Det foregik efter kommando. Løb, fald ned, løb, fald ned, o. s. v.
Nu var pladsen jo ikke omgivet af en mur som på kasernen i Flensborg, og det varede da heller ikke længe, inden der havde samlet sig mange tilskuere rundt om pladsen. De begyndte at råbe og huje og kom med skrappe bemærkninger. — Til sidst har delingsføreren nok syntes, det var bedst at holde op for ikke at komme i alt for stor miskredit hos befolkningen. Måske har han også syntes, at det var meningsløst at straffe 100 mand, fordi en enkelt havde forset sig.
Fra Hauptmann Knudsgaards tid går der mange små anekdoter, hvis rigtighed jeg dog ikke tør indestå for. En dag, mens kompagniet var ude på øvelse og var ved at forlade en mark, skal han have sagt: »Der letzte Mann macht das Lejgaf zu!«.
Som allerede sagt, havde han sit kvarter på Hotel Danmark, hvor de løj tinger og barsmarker bønder spændte fra, når de kom til »Stajs«. Nu skete det, at Hauptmann Knudsgaard stod omringet af en gruppe officerer, da en gårdmand hjemme fra Løjtland kom forbi og nok så frejdigt hilste »Godaw, Jep«. Men da »Jep« just befandt sig i så fint et selskab, kom dette ham ikke rigtig tilpas, og han skal have snerret: »Ich will das Jeppen nicht haben!«
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst indformeret om forholdene syd for grænsen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under krigen
Det 84. Regiment
Der væsentligt består af Nordslesvigere har ved den sejrrige storm på Hartmannsweilerkopf høstet de foresattes høje anerkendelse. Kommanderende General V. Quast har således ifølge ”Schleswigsche Grenzpost” udtalt: Kommandøren for 42. kavaleribrigade har meddelt mig, 84 Infanteri Regiments anden bataillon med uforlignelig Tapperhed har deltaget i de heftige kæmpe om Hartmannsweilerkopf. Jeg udtaler min oprigtigste tak og hjertelige Lykønskning til bataillonens officerer, underofficerer og mandskaber der sammen med andre tropper på en så heltemodig måde har repræsenteret det 9. Armekorps.
Brødkort og Appetitten i Toftlund
Brødkortene indførtes i mandags i Toftlund; der findes 995 personer der i byen som skal gøre brug af dem. Heldigvis spiser de ikke alle få meget som den arbejdsmand der i sognet, om hvem der i ”Flensborg Avis” fortælles, at han til et måltid spiser 15 stykker rugbrød. Kanske kan andre i hver lige levne noget af deres Brødkort, der så kan komme meget tærende folk til gode.
Landråden i Sønderborg
offentliggør i Kredsbladet en advarsel, hvori det hedder: Efter forlydende går der rygter om , at der i modstrid med forbundsrådsforordningens forskrifter af 25. jan. 1915 og Kredsudvalgets bekendtgørelser af 18 februar og 2. Marts 1915 i min husholdning er blevet samlet utilladelige melforråd og fremstilles forbudt bagværk så politiet allerede har givet sig af med sagen. Dette rygte savner ethvert grundlag og er opdigtet fra ende til anden.
Hvem der har fået kundskab om denne erklæring og alligevel udspreder dette falske rygte videre, undergraver på skammelig vis ved dette fornærmelige angreb mod den med gennemførelsen af kredsbefolkningens brødforsyning betroede embedsmand sine medmenneskers tillid til den samvittighedsfuld, ligelig og retfærdig håndhævelse og efterfølgelse af den nævnte anordning af myndighederne han skader dermed på bevidst og samvittighedsløs måde et værk, der er et af de værdifuldeste Kampmidler i den os påtvungne verdenskrig.
Jeg advarer derfor enhver imod udbredelsen af det tåbelige rygte, som kan have en ret følelige straf til følge.
M. P. Branderup, Rødekro, tilbragte det meste af marts 1915 som soldat i Aabenraa.
Soldat i Affenraa
Efter endt uddannelse i Flensborg blev mit og endnu et kompagni forflyttet til Aabenraa. Det var omkring den 1. marts 1915.
En tidlig tirsdag morgen marcherede vi ud af Flensborg og nåede til Aabenraa ved middagstid. Det var en anstrengende tur, for det var første gang, vi marcherede med fuld oppakning.
Dengang blev der hver tirsdag afholdt grisemarked på Storetorv i Aabenraa, og da vi nåede torvet, var der endnu nogle af de handlende tilbage. Blandt dem også nogle hjemme fra Rødekro — Jens Hansen, Hans Boisen og Hans Tiedemann. Det var dejligt at se gamle bekendte igen, og jeg havde mest lyst til at løbe over og hilse på dem. Men jeg var jo soldat og måtte pænt blive, hvor jeg var.
Bortset fra nogle ældre vagtmandskaber var vi det første militær i byen, siden garnisonen sidst i firserne var blevet flyttet til Haderslev. Og det var ikke helt fri for, at vi unge soldater blev forkælede af befolkningen. Den største del af kompagniet bestod af hamborgere — unge raske gutter — som mangen pigelil i Aabenraa tabte sit hjerte til. For nogles vedkommende blev det kun til en kort »soldateraffære«, som var forbi, når der kom nye soldater til byen. Men for andres vedkommende blev forbindelsen opretholdt under hele krigen gennem breve og feltpostpakker.
Vi var indkvarteret rundt omkring i byen, og jeg kom til at ligge på »Stadttheater«. Jeg slog mig ned på scenen. Der var det mere roligt end nede i salen. De bekvemmeligheder, vi var vant til fra kasernen, fandtes ikke her. Der var ingen senge. I salen var blot anbragt lange rækker med halmsække. Skabe til at anbringe sine ting i, fandtes heller ikke. Hver især måtte selv sørge for at få anbragt sine pakkenelliker på bedste måde.
Nu var der nogle kammerater, som havde en tilbøjelighed til at »låne« af andres ting, og jeg gik derfor over til I. A. Schmidt og købte mig en kasse og en hængelås. Ekspedienten hed Kedde Boisen — iøvrigt en søn af føromtalte handelsmand Hans Boisen fra Rødekro. — Han var et par år yngre end jeg og var en af mine ungdomsvenner.
— Vi snakkede om krigen og om, at jeg nu om et par uger skulle til fronten. »Ja, du slipper da heldigvis, for inden din årgang bliver indkaldt, vil krigen være forbi«, mente jeg, og det mente han også … Men sådan gik det ikke. Da jeg efter fire års krigstjeneste kom hjem, var Christian faldet ved vestfronten i 1918.
En af de første dage, vi var i Aabenraa, fik vi besked om at forsyne alt vort tøj med nummer. Jeg gik derfor ind til Hoffgaard for at købe en halv meter af disse. Den første, jeg mødte i forretningen, var Steffens, og da vi hjemme var vant til at handle hos Hoffgaard, fik jeg en hjertelig modtagelse. Da den store handel var afsluttet (båndet kostede 10 pg.), skulle jeg absolut med ind på kontoret og hilse på hr. og fru Hoffgaard, hvor jeg blev beværtet med vin og kage. Til afsked fik jeg stukket en hel håndfuld cigarer i lommen, så det var vel nok en fin forretning for mig. At den gav bonus til Hoffgaard, tror jeg næppe …
Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle fragte våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar 1915 forlod skibet Wilhelmshafen.
Efterhaanden som vi nærmede os Ækvator, blev Opholdet under Dækket en uudholdelig Plage, som desværre skulde udholdes alligevel. Frivagterne mødtes nu forude, hvor de sov, hældte Vand paa hinanden, og om Aftenen, naar der kom en Smule Kølighed, dannede vi et Sangkor, der havde til Opgave at holde Humøret oppe hos den varmelidende Besætning.
En af Matroserne havde en Harmonika, som han behandlede med megen Fingerfærdighed, baade naar det drejede sig om danske og om tyske Melodier, og vi andre sang til. Det var navnlig de danske Sange, der maatte holde for, og medens Delfinerne dansede for Næsen af Skibet og Dækket glødede af Varme og Sangerne svedte, saa det løb ned ad dem, lød de fleste af Tonerne i „Danmarks Melodibog“ ud over den blikstille Havflade. Sandsynligvis hørte nogle af Sangene til de forbudte, men „Kronborg“ var et frit Skib, og de lod sig meget vel synge.
Paa den Tid var „Skamlingsbanken“ paa sin Sejrsgang naaet til Grænsen og var gaaet over den. Heller ikke Nordslesvig var blevet skaanet, ja, saa langt som til Kiel var den naaet, og nu blev den baaret videre over Atlanterhavet for senere hen at krydse det indiske Ocean og engang at blive nynnet ind i Ørene paa Beskyttelsestropperne i Østafrika, der ikke havde nogen Mistanke om, hvor den paagældende Banke laa.
„Skamlingsbanken“ blev denne Hejses Melodi. Naar jeg nu en sjælden Gang hører den, saa vandrer Tankerne tilbage til „Kronborg“ s Fordæk, hvor vi sad i en Klynge omkring Harmonikaen og sang, saa vi svedte derved, de sødladne Ord til den smægtende Melodi.
Jeg har tumlet mig i Leg paa Skamlingsbanken, Skamlingsbanken, Barndomshjemmet langt herfra.
Det var Rejsens Favoritmelodi. For mig og for mange af de andre havde Skamlingsbanken en bestemt Betydning, men de andre interesserede sig blot for Melodien og de sentimentale Ord.
Vi passerede Ækvator ganske formløst. Den eneste Liniedaab, der fandt Sted, formede sig paa den tvangfri Maade, at Telegrafisten hældte en Spand rød Maling ned i Hovedet paa en af Fyrbøderne, da han kom op fra Vagten. Den Farve, som han anvendte, viste sig at være ganske overordentlig holdbar og forfulgte sit Offer langt ind i det mørke Afrika, hvor man oprigtigt troede, at han var født rødhaaret.
Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). I marts 1915 lå han på Vestfronten ved Lassigny.
Cuy den 17. marts 1915 Kære far og mor! Tak for pakkerne, smørret og pølserne. Agnete har sendt mig fotografipapir, så nu kan det gå løs; men nu kan I tænke jer, at jeg har været så heldig at få fat i et lille fotografiapparat selv.
Der var nemlig én, som ikke kunde komme rigtig til rette med sit apparat, og så blev han lynende gal i hovedet og vilde være det løs. Jeg har så købt det af ham, for penge har jeg nok af. Nu kan jeg rigtig filme på kraft. Foreløbig har jeg atten plader, men jeg vilde jo gerne have nogle flere tilsendt. Hvis I ved lejlighed kunde få mig nogle film hos Nielsen i Sønderborg, så vilde det glæde mig meget, bare forlang det mærke, som jeg her sender med, helst 24 plader.
Så står der i min andenøverste kommodeskuffe en lille brun Agfaflaske; den må I også gerne sende og så endelig fiksersalt til brug ved fremkaldelsen af plader. Hvis I vil besørge mig alt dette, vil jeg være meget glad.
Her er alt uhyre roligt. Her sidder soldaterne og mundhugges. Nogle gamle soldater sidder og vigter sig med, at de har tjent to år; de er nogle allerhelvedes karle, og vi ersatzreservister mangler jo det væsentlige i opdragelsen. Kammeratskab er der ikke meget af her hos os; den ene har så meget at udsætte på den anden; det er kedeligt, men jeg tager mig det ikke nær på nogen måde. Og på den anden side lader jeg mig heller ikke noget sige; thi er jeg god nok til at sendes herned, så må jeg også være god nok til at behandles som en kriger.
Jørgen Brag er nu bleven afkommanderet til at passe dr. Thomsens bolig i Lassigny. Derved kommer han ikke mere med os til Cuy og heller ikke ud i skyttegraven, og han kan være temmelig sikker på, aldrig mere at komme med i nogen fægtning.
Vi har jo fået dr. Thomsen til læge her hos os, og det er jeg meget glad for. Han holder Nationaltidende og Politiken og er derfor meget godt underrettet om tilstandene. Her bliver tyskerne nu mere og mere klare over, at krigen vil trække ud til jul. D.v.s. de opgiver håbet om en fuldstændig sejr; men til den tid må jo undervandsbådene have udsultet England, og efter deres mening er det kun England, der stadig holder modet oppe på de andre, som alle er rede til at tage imod fred, hvad øjeblik den tilbydes dem.
Nå, hvordan det går og ikke går, så vil jeg ikke håbe, at det bliver ved til jul. Vi er her allerede meget længere, end vi skøttes om. Nu en kærlig hilsen fra Kresten
Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst indformeret om forholdene syd for grænsen
Sønderjylland og Krigen
Nordslesvigere i fransk Fangenskab
Slesvigere af dansk Oprindelse i fransk Fangenskab har af de franske Autoriteter faaet Tilladelse til at korrespondere paa Dansk med deres Familie.
Breve paa Dansk til disse Fanger skal for Hurtighedens Skyld adresseres til Ministére de la guérre, Direction du contentieux, Paris, eller til M. Paul Verrier, Professeur á la Sorbonne 19, Quai Bourbon, Paris.
Professor Paul Verrier fra Universitetet i Sorbonne tog sig særligt at de sønderjyske krigsfanger i Frankrig
Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar forlod de Wilhelmshafen og gennem den britiske blokade via Nordatlanten blev kursen sat mod syd.
Vejret blev lunere. Det skete nu saa pludseligt, at man næsten kunde mærke Forskel paa det fra Vagt til Vagt. En Dag fik jeg at vide af Styrmanden, at vi nu befandt os i den sydlige Del af Biscaya-Bugten. Vand er Vand, og Hav er Hav — Bugten saå ikke anderledes ud end det øvrige Hav, vi havde sejlet igennem, kun syntes jeg, at Vandet var lidt mere blaat, og Himlen var næsten altid klar.
Jeg havde hørt om den spanske Sø, at den skulde være meget urolig, men den gjorde et overordentlig fredeligt Indtryk, da vi sejlede igennem den med en støt Fart paa 8-10 Sømil. Det var her, at der en Dag ved Middagstid blev raabt ind til os: — Det vrimler med franske Jagere forude — lad være med at tørne alt for hurtigt ud. De har os i Kikkerten.
Det sidste Paabud var jo ikke saa let at overholde, men blev det dog saa nogenlunde. Een for én drev vi op paa Dækket og saå en Eskadre paa 6-7 hurtige Jagere stryge lige imod os. Jeg saå paa de smukke, slanke Baade, der væltede Vandet til Side saa hurtigt, saa det stod som Skumsøjler paa begge Sider Boven. Jeg saa op mod Kommandobroen, hvor Kaptajn Christiansen stod alene og saa ud mod Franskmændene uden at bruge sin Kikkert.
Der var stille som i en Kirke paa Dækket, og de fleste nøjedes med at skele efter Jagerne med et halvt Øje, medens de foregav at bestille et eller andet paa den Plads, hvor de nu stod.
— Klar til Hilsen med Flaget! raabte Kaptajnen, og jeg saå nu, at en Matros stod med Flaglinen i Haanden, rede til at udføre Ordren.
Jagerne naaede og gik forbi os uden at mindske Farten, og netop som Førerskibet var lige paa Højde med os, sænkede Dannebrog sig til en yndefuld Hilsen, der blev besvaret af Trikoloren paa den første franske Jager. Nu manglede det egentlig blot, at Kaptajnen havde prajet dem og ønsket dem god Rejse.
Jeg saa mig omkring og bemærkede det ene smørrede Smil i Færd med at bryde frem efter det andet hos mine kære Kammerater og Arbejdsfæller. Selv maatte jeg et Øjeblik vende Ryggen til de franske Skibe for at skjule min Munterhed. Men nægtes kunde det jo ikke, at Hjertet bankede et Par Slag for hurtigt lige efter den Oplevelse. De franske Skibe foretog forskellige Manøvrer, da vi havde faaet dem en Sømil eller saa agterud, og vi tabte dem hurtigt af Syne. Det var som en Fugleflok, der var strøget forbi Skibet.
Uden at ændre sin Kurs med saa meget som en Brøkdel af en Streg holdt „Kronborg“ sydover, medens Jagerne forvandledes til høje Røgsøjler agterude og til sidst svandt sammen i en Sky af sort Røg.
— Aa Gud, hvor vilde de ærgre sig, de franske Sataner, hvis de vidste, hvad de har ladet slippe forbi, grinede Karl Sørensen ubehersket, medens Tømmermanden faldt ind som den altid tilstedeværende naturlige Modvægt mod ungdommelig Kaadhed:
— Grin nu ikke for tidligt, min Dreng, der er lang Vej til Kap det gode Haabs Forbjerg, og derfra er der ogsaa et godt Stykke Vej til Østafrika.
Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Sønderjylland og Krigen
Brøduddelingen indskrænkes, svin og kartofler tælles
Der er udgået bekendtgørelse om at brødkortene, som hidtil var udstedte for en uge, foreløbig skal gælde for 10 dage uden at brødmængden forøges. I går foretoges der en optælling af svin og kartofler i hele riget.
Den ny grænsevagt
består ikke af Rhinlændere alene, men af folk rundt om fra riget. Man finder således soldater fra Westfalen Polakker Elsassere Lothringer og Sachsere. Og det er ikke blot landstormsfolk; der findes ganske unge mænd, der har deltaget i en række slag for nu foreløbig at gå over til grænsevagttjeneste.
Faldne
Bygmester Peter Gydesen af Mastrup er 17. februar falden i Rusland.
Enkefrue Jessen i Lebøl har ifølge ”Dybbølposten” modtaget Efterretning om, at hendes søn Jørgen J. den 22 februar er død på et lazarettet i Leisno i Polen.
Richard Gericke fra Kværs er falden på den østlige krigsskueplads.
Peter Johnsen fra Daler Østerby er ifølge ”Hejmdal” falden i Rusland den 25. februar.
Også den anden af Snedker Chr. Petersens sønner, Nis Peter P. i Ellum ved Løgumkloster, er død ved krigen, to dage efter at han den 6. Sep. faldt i fransk fangenskab.
Jens Peter Petersen af Dybbøl er ifølge Flensborg avis den 19. februar falden ved Drobin på den østlige Krigsskueplads. Han efterlader enke og flere børn. Hans broder er nylig død i hjemmet af sine sår i krigen.
I Fangenskab
En søn af gårdejer Hans Thysen i Aaved. Simon Thysen, som ved krigens begyndelse lå Soldat i Bremen befinder sig, som før meddelt i fransk fangenskab i Lejren ved Montfort-sur-Meu i Bretagne. I et brev, som er skrevet den 17. februar, meddeler han ifølge ”Flensborg Avis”, at der blandt hans kammerater er en Hansen fra Knogsled ved Hammelev og en Rathgen fra Als og en fra Tønderegnen. I omtalen af opholdet i fangenskabet hedder det endvidere: ”Vi er alle raske og har det godt”.
En søn at Teglværksejer Festersen i Hostrup Skov, Hans, befinder sig i Fransk Fangenskab i Marokko.
På Lazaret.
Landsmand P. Rostgaard Ewald fra Bevtoft, der hele tiden siden Krigens udbrud har været med på togterne op ad Weichfelfloden og nylig har beskrevet et sådant, er kommen på Lazaret i Naumburg, lidende af en nyresygdom.
Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). I marts 1915 lå han på Vestfronten ved Lassigny.
Dagbogen, 15. marts 1915.
I dag er det mandag, og den er blå i enhver henseende. Himlen er blå, og lærkerne synger, så det er en lyst. Artillerikampen har tiltaget i styrke. I nat skød de ganske forfærdeligt. De skød et hus i brand helt yderst til højre i Lassigny, og endnu i morges slog flammerne i vejret.
For et øjeblik siden var her en ung løjtnant fra reg. 163. Han fortalte, at han havde ligget i begyndelsen, endnu inden bajerne kom. Dengang var her den yderste fløj af den tyske hær, og herfra begyndte opmarchen til højre. Han fortalte, hvorledes de var bleven angrebne flere gange (…). De havde set dem komme op over bakker halvt til højre for Divette, fra byen Candy. Angrebet var voldsomt, men strandede på grund af deres egen artilleriild.
I dag spadserer franskmændene ganske gemytligt i deres røde bukser over på landevejen ved Plassir de Rois. De nyder vist solskinnet. Det blev dog nogle af os for frækt, og der blev en livlig ild ud af det.
„Tyskland har folk nok, men ikke jern!” det var de berømmelige ord, som general v. Böhmen sagde til os, da vi var vendt hjem fra Soissons. Og efter den tid har vi nu gået og samlet gammelt jern sammen, alt muligt kram og affald, som franskmændene er os evig taknemmelige at vi vil hjælpe dem af med. Vi er i sandhed det franske riges skraldemænd.
Alt hvad vi kan finde af jern, granater, håndværktøj, blikdåser, tuber, bliver afleveret. Endnu en gang bliver Lassignys ruiner gennemrodede; hvad der er af træ i husene; gulve, lofter og paneler bliver brækket væk. Det er en skændsel uden ende. Gad vide om den vil blive afleveret sådan, eller om ilden ikke vil komme til at udslette det sidste spor af en gerning, som ingen civiliseret nation kan være bekendt.
Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012) – fås i boghandelen.
Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Faldne, saarede og fangne
Underofficer Peter Johnsen [sic!] af Daler-Østerby, Søn af N. Johansen dersteds, er den 26. Februar falden på den østlige Krigsskueplads, 24 Aar gammel.
Mads Lassen af Visby er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Han var søn af Arbejdsmand Iver Lassen.
Købmand Karl Otzen, Søn af Fabrikant J.C. Otzen i Sønderborg, er den 6. Marts død paa Lazarettet i Courtrai (Flandern) efter at være saaret, da han stod paa Forpost.
Bygmester Bekker fra Hovslund Station modtog for kort Tid siden Meddelelse om, at hans Broder var falden i Nordfrankrig. Han er imidlertid ikke falden, men ligger saaret paa et Lazaret i Nærheden af Perthes i Nordfrankrig.
Max Hansen Kjer af Halk er den 15. September falden paa Valpladsen i Frankrig.
For et Par Maaneder siden fald den ældste Søn af Chr. Kock paa Tovskov Mølle under Kampene i Russisk-Polen. Nu er ogsaaa den yngste Søn, Skak Kock, den aktive Garde-Skyttebataillon, falden i Krigen.
Snedker Chr. Petersen i Ellums yngste Søn, Christian, er falden den 2. Marts i Øvre Elsass og stedt til Hvile paa Wattweiler Kirkegaard. Sammen med den unge Christian Petersen drog hans ældre Broder Nis i Felten. Hans faldt senere i fransk Fangenskab, og Tabslisten har meddelt, at han er død dér.
Toldsekretær Valdemar Petersen fra Flensborg er falden, 34 Aar gammel og ugift.
Bogbinder H. Vognsen fra Flensborg har været savnet siden 31. December i Fjor. For nogle Dage siden modtog hans Hustru ifølge ‘Flensborg Avis’ den glædelige Meddelelse, at han er velbeholden i russisk Fangenskab i Byen Petropavlovsk i Sibirien.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der siden krigens udbrud har været jaget af engelske krigsskibe. Den 14. marts 1915 slap heldet op: Tre engelske krydsere beskyder Dresden, der ligger for anker i neutral havn på den chilenske ø Más a Tierra.
Skydningen var paa sit højeste. Bump paa Bump fortalte mig, at Træfferne var talrige, og Granaterne, der eksploderede under Dæk, sendte Flammer og gule Røgskyer op gennem det splintrede Dæk. Nedskudte Stumper af Rigningen haglede ned over Dækket, Granatstumperne svirrede i Luften som Bisværme, medens Fejlskuddene hvinede gennem Luften som Fabriksfløjter. De forreste Kanoner var vendt mod Fjenden, men stod med flængede Skjolde og Løbene pegende lige op i Luften. De var gjort uskadelige, men ogsaa her havde Folk gjort deres Pligt saa længe de kunde. Ikke langt fra Stedet, hvor jeg stod, laa Torpedomaskinisten med et gabende Saar i Hovedet, og ude paa Dækket laa en Matros, hvis Hoved var knust af en Granatsplint.
Dampbarkassen var sat i Vandet, og saa vidt jeg kunde se, var den i Færd med at svinge Dresdens Stævn, saa de agterste Kanoner, der var uskadte, kunde bringes til at bære mod Fjenden, men det var totalt umuligt. Strømmen saa ud til at være ret stærk, og Vandet var fuldt af Folk, der var sprunget over Bord. De klamrede sig til Siderne af Barkassen, saa Maskinen maatte standses, for at Skruen ikke skulde saare de svømmende Mennesker. Forsøget blev opgivet. Tovet blev kastet los, og Folkene i Barkassen gav sig til at hive deres svømmende Kammerater op i Baaden for dog at gøre nogen Nytte.
Jeg gik stadigvæk rundt paa Dækket og vidste ikke, hvad jeg skulde gøre. Der var endnu mange Folk om Bord paa Dresden, men jeg saa ikke noget til dem undtagen i hurtige Glimt. Derimod hørte jeg stadig Raab og Kommanderen rundt omkring, men var klar over, at det i det mindste ikke kom mig ved.
Agterude begyndte det at brænde, og nu saa jeg Folk springe over Bord, den ene efter den anden. Reserveløjtnant Richard kom gaaende forbi mig. Hans Underkæbe var blodig og hængte ned. Han kiggede ned i Vandet og sprang saa over Bord. Jeg tøvede endnu lidt, skønt Skydningen var meget heftig og Eksplosionerne rundt omkring mig saa voldsomme, at det undrede mig, at jeg ikke forlængst var ramt. Der kom Folk op fra Ammunitionsrummene og fortalte, at Vandet trængte ind overalt. Andre var i Færd med at slukke agter, men det nyttede ikke meget.
(…) Jeg lukkede Øjnene og sprang ud, gik dybt ned og dukkede op igen lige ved Siden af en lille Baad, der var halvfyldt med Vand og overfyldt med Menneske. Netop som jeg vilde svinge mig op i den, kæntrede Baaden, og alle Mand væltede ud og masede nu paa for at komme op paa Kølen. En havde allerede fundet sig en Plads deroppe. Han trængte til det. Blodet løb i stride Strømme fra hans ene Ben. Her var nok ikke Plads til mig. Jeg svømmede videre og begyndte under Svømningen at befri mig først for de tunge Støvler og dernæst for Bukserne, saaledes at jeg til sidst ikke havde andet paa end en sort Bunkertrøje. (…)
Jeg forsøgte at svømme paa Ryggen eller flyde, men heller ikke det lykkedes. Benene sank ned, og jeg kom til at staa lodret i Vandet. Under disse Forsøg slugte jeg en Mængde Vand og begyndte at miste Modet. Strømmen drev stærkt udefter, og jeg havde ikke Kræfter til at kæmpe imod den.
Hvordan jeg blev reddet, véd jeg ikke, men da jeg kom til mig selv igen, laa jeg i Bunden af en Baad og kastede Vand op, halvnøgen og elendig. (…) Matroserne roede godt til, og i Løbet af faa Minutter var vi inde. (…)
Bare komme væk fra alt dette! var min eneste Tanke, og jeg blev ved at løbe, som om Jorden brændte under mig.
Buske og Krat, der voksede under Træerne og dannede en tæt Underskov, begyndte at hindre vor Fremrykning. Vi standsede og kravlede op i hver sit Træ. Siddende paa en svær Gren paa et af -Robinson Crusoes Træer, kun iført Underbukser og Skjorte og en tynd sort Bunkertrøje, saa jeg den sidste Akt af Dresdens Ødelæggelse.
Nede paa Stranden var en stor Del af Dresdens Besætning samlet, og fra de engelske Skibe var Baade paa Vej mod Land. Solen blinkede i de opplantede Bajonetter paa Marinesoldaternes Geværer. Vi skulde altsaa tages til Fange. Ja, de skulde nu komme til at lede efter mig, for jeg gik ikke ned til Stranden med min gode Villie. Heroppe i Skoven kunde de aldrig finde mig, og netop paa denne Ø havde Robinson Crusoe jo med de simpleste Hjælpemidler bjerget Livet i over seks Aar, saa der var vel ingen Fare for, at jeg døde af Sult.
Jeg saa ud mod Dresden. Skydningen mod den var holdt op, og det smukke Skib laa paa sin Ankerplads, næsten helt indhyllet i Røg fra Agterskibet, der brændte voldsomt. Dampbarkassen lagde fra Borde. Den var fyldt med Folk, og jeg syntes navnlig, at jeg kunde skimte mange Officerskasketter, der blinkede i Solen. Fra den anden Side var et Par engelske Baade paa Vej til det brændende Skib. De vilde vel prøve at slukke Ilden og tage Skibet som Prise. Jeg bed Tænderne sammen af Raseri. Det hele forekom mig saa usandsynlig lumpent og foragteligt, at jeg næsten ikke kunde tro mine egne Øjne. At skyde et værgeløst Skib ned i en neutral Havn – det kunde ikke kaldes Krig.
Men de engelske Baade kom for sent. Dresden rystede fra for til agter, som om den fik et voldsomt Stød, og det saa ud, som om Skibet løftede sig i Vandet. Paa begge Sider af Skibet hævede sig høje Vandbjerge, der naaede op over Rælingen, og fra Dækket straalede en klar Eksplosionsflamme omgivet af mørke Røgskyer højt op i Luften, højere end Masten. En Mængde løse Genstande paa Dækket hvirvledes rundt i Luften eller slyngedes til alle Sider, og Vandet omkring det sprængte Skib var ét sydende Oprør
Med Røgen sivende ud af det sprængte Dæk laa Vraget af dét gode Skib Dresden dér lige for mine Øjne – det eneste Skib, jeg havde sejlet med – mit Hjem i mere end et Aar. Hurtigt drev Røgen bort, og det graa Skibsskrog laa synkende tilbage. Det gik hurtigt. Dresden stak ligesom tøvende Næsen under Vandet og gled saa hurtigt ned med hele Agterstavnen højt hævet og Skruerne fuldt synlige. Meter for Meter sank det paa denne Maade. Saa rettede det sig op i Vandet, hele Skroget forsvandt, og med næsten lodrette Master gik Dresden ned.
SMS Dresden under beskydning, kort før hun gik ned.
Christian Stöckler fra Rørkær var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne 8. december 1914. Siden da havde det skjult sig for englænderne. I februar 1915 stod Dresden ud igen – og i marts 1915 blev det opdaget af den engelske krydser HMS Kent. Flugten blev indledt, men mangel på kul tvinger Dresden i land på en verdensberømt ø – Más a Tierra, hvor Robinson Crusoe engang havde levet. Her afventer søfolkene den chilenske flådes ankomst, så de kan blive interneret for resten af krigen.
SMS Dresden under beskydning i bugten ved Robinson Crusoe-øen Más a Tierra
Hvis nu Englænderne kommer først? spurgte én.
– De har ikke noget at gøre her i en neutral Havn, indvendte jeg.
– Sludder, faldt Sauer ind, de knalder os ned med det samme, vær sikker paa det!
Han havde næppe talt ud, før en pludselig Travlhed paa Dækket vakte vor Opmærksomhed. Vi hørte Signalfløjter, Løben frem og tilbage og Kommandoraab. Sauer rejste sig: – Der er noget galt deroppe – vi maa derop.
Vi tørnede ud og fór op, saa hurtigt Benene kunde bære os, og blev i Sidegangen modtaget af en Underofficer, der skreg os i Møde: – Englænderne kommer – alle Mand træder an paa Agterdækket!
Dresden laa med Agterskibet mod Land, da Strømmen bar ind, og det var ikke let at faa Øje paa, hvad der skete forude, men allerede inden jeg havde fundet min Plads i Rækken, havde jeg set Røgen fra to Krigsskibe, der stod lige ind imod os: Snart fik jeg ogsaa det tredie at se. Trækkende lange sorte Røgskyer efter sig kom Kent og Glasgow om hver sit Hjørne af Bugten, og lige imod os kom et stort Skib, formodentlig en Hjælpekrydser. Jeg kunde i første Øjeblik ikke se, hvilke Skibe vi havde for os, men baade Officerer, Underofficerer og Mandskab raabte Navnene i Munden paa hinanden saa mange Gange, at man ikke kunde være i Tvivl om, hvilke Fartøjer der kom.
Det var saa Glasgow, den lave, slanke Krydser, som vi havde kæmpet med ved Santa Maria, og som drejede bort fra os ved Falkland, og det var Kent, som havde tøflet i Hælene paa os for nogle faa Dage siden uden at angribe os. Nu kom de for at gøre Regnskabet op, nu da vi laa uden Damp og uden Kul i et neutralt Lands Havn.
Efterhaanden som Skibene kom nærmere og nærmere, blev der mere og mere stille paa Dækket. Officererne søgte hen til Rælingen og fulgte de engelske Skibes Bevægelser i deres Kikkerter, og Underofficererne stod tavse foran de lange Rækker af Matroser og Fyrbødere. Til sidst var Tavsheden ulidelig trykkende. Sveden sprang ud af min Pande, og mine Hænder blev fugtige. Skete der dog ikke snart noget, saa vi kunde faa en Ende paa denne utaalelige Ventetid.
Jo, nu skete der noget. Glasgow, som var den eneste engelske Krydser, jeg nu kunde se, da Kent var skjult af Kommandobroen, ændrede Kurs i en skarp Drejning og viste os hele sin Bredside. Det glimtede skarpt som et Lyn fra dens Fordæk, og en mægtig Vandsøjle rejste sig ganske kort foran Dresden. I næste Nu var alt vild Forvirring om Bord paa Dresden.
– De skyder, de skyder, lad os komme væk!
En Kommandostemme skar gennem Virvarret, men hvad der blev sagt, kunde jeg ikke høre. Jeg saa Matroserne løbe forud, formodentlig til Kanonerne, mens Fyrbøderne stormede under Dæk i den vildeste Panik. Englændernes Skydning blev voldsommere. Granaterne hvinede og hylede i Luften eller rejste vældige Fontæner fra Vandet. Et Slag mod Skibssiden efterfulgt af et rungende Brag og vilde Skrig naaede mit Øre. Det var den første Træffer. (…)
Skibet, der indtil for et Øjeblik siden var stille og roligt, var forvandlet til et larmende Helvede. Folk begyndte at springe i Vandet. Ikke langt fra mig væltede to Mand baglæns ud, antagelig for Lufttrykket af en Granat. Jeg gik og saa paa det som paa et Skuespil, der ikke kom mig ved. (…)
Træfferne fulgte nu Slag i Slag i Skibssiderne og paa Fordækket. En Granat eksploderede mod Rigningen, og en lang trevlet Staal-stump snurrede hylende rundt i Luften lige foran mig. Den var sat i saa voldsomme Bevægelser, at den lignede et snurrende Hjul, der stod stille i Luften. Den kaldte mig tilbage til Frygtens Virkelighed fra den sære og fjerne kølige og rolige Verden, jeg hidtil havde opholdt mig i, siden Skydningen begyndte. Hvor vilde denne djævelske Snurretop havne, naar den engang holdt op med sin Bevægelse? Del løb mig varmt og koldt ned ad Ryggen. Med et Hvin slog Granatsplinten ned lige ved Siden af mig, flænsede Dækkct op i en Byge af hvide Splinter og dansede videre over Dæk i alle mulige Retninger som en Snurretop. Et kort Smæk lige over Hovedet paa mig fik mig til at se op paa Skorstenene. En af dem havde faaet sin Bekomst, et stort cirkelrundt Hul tværs igennem.
Ja, nu blev Dresden lagt øde, mens jeg stod og saa til. Dette Skib, for hvis Frelse vi næsten havde slæbt os til Døde ved Falkland og for nogle Dage siden, laa nu som en værgeløs Skydeskive for de engelske Kanoner. Jeg saa ud paa dem. Det blinkede ustandseligt fra deres Bredsider som skarpe Lyn. Nu havde de os og slap os ikke. (…)
Ribe Stiftstidende gik for et være den danske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Krigsfanger som Landarbejdere
De sønderborgske Blade meddeler om Antagelsen af Krigsfanger til Landbrugsarbejde: “Der afgives kun Afdelinger paa mindst 10 Mand. Der maa sørges for passende Logis og Forplejning, baade til Fangerne og til Vagtmandskabet, endvidere maa der ydes fri Lægehjælp og Medicin, Tansportgodtgørelse og 50 Penning om Dagen til hver af Vagtmandskaberne, samt 2½ til 10 Penning for hver Arbejdstime ud over en 5 Timers Arbejdsdag. 5 Timer maa Fangerne arbejde uden Vederlag.
Det er en Selvfølge, at denne Indretning kun kan blive varig, naar Fangerne ikke kan finde Lejlighed til at flygte, hvad der vel bedst kan forebygges, naar de faar bedre Forplejning end i Fangelejrene. Jo bedre Kosten og Behandlingen er, des villigere bliver Arbejdet udført.
landmænd, der agter at benytte sig af dette Tilbud, maa snarest muligt melde det til den tilsvarende Politimyndighed.”
Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
[Læg mærke til, hvordan Ribe Stiftstidende klipper nyheder fra flere sønderjyske aviser – og får nogle af de faldne nævnt flere gange /RR]
Faldne, saarede og fangne
Niels Hansen Bork fra Anslet er falden i Rusland den 17. Februar, 37 Aar gammel.
Snedker Petersens Søn fra Ellum, Christian, er falden den 2. Marts i Øvre Elsass, 21 Aar gammel.
Reservist Johan Thodsen fra Jægerup er død den 3. Marts i Lazarettet i Freiburg, næppe 24 Aar gammel.
Snedker Fr. Seyfert, Søn af Murer Seyfert i Sønderborg, er falden ved en Fægtning i Drobin i Rusland den 16. Februar.
Landmand Christian Hansen Jessen fra Volsballe, der for et Ars Tid siden købte en Ejendom ved Snorum ved Graasten, er falden.
Johs. Kolb og Hustru paa Hanved Mark har modtaget Efterretning om, at deres ældste Søn, Christian, er falden paa den østlige Krigsskueplads den 16. februar, 27 Aar gammel. Kolbs har endnu et Par Sønner med i Krigen.
Landmand P. Roager i Gaansager har modtaget Meddelelse om, at hans eneste Søn, Laurids, er død som Følge af et Ulykkestilfælde den 4. November. Han var Matros på den lille Krydser “Karslruhe.”
I sibirisk Fangenskab
opholder sig ifølge “Flensborg Avis” Landmand Jørgen Hansen fra Kobberholm.
I Bercholensk i Sibirien befinder sig endvidere Johann Friederiksen fra Kværs i Fangenskab. Han blev holdt tilbage ved Krigens Udbrud.
Til Andreas Petersen og Hustru i Bøgslund er der indløbet Meddelelse om, at deres eneste Søn Nikolaus er falden i Polen den 9. Januar, 23 Aar gammel.
Den unge Klavs Nissen af Stenderup, der har deltaget i Krigen mod øst, er død af Tyfus paa Lazarettet i Lodvicz den 23. Februar. Han var kun 22 Aar gammel.
Jørgen Petersen fra Hammelev er falden i Rusland den 17. Februar. Han var 36 Aar gammel og efterlader Enke og seks Børn.
Samme dag er Niels Hansen Bork falden i Rusland. Bork var gift og 37 Aar gammel.
Bertel Hansen Møller fra Abkær er falden den 18. Februar i Østpreussen, 35 Aar gammel. Han efterlader Enke og to smaa Børn.
Andreas Todsens Søn Johan af Jægerup, der deltog i Krigen ved 84. Regiment, er den 3. Marts død paa Lazarettet i Freiburg, næppe 24 Aar gammel.
Et Døgn igennem havde Kanonerne drønet; man anede, at der var „noget paa Færde“. Paa Lasarettet var der Uro blandt Personalet, man løb frem og tilbage, talte de ledige Senge og opstillede nye, Man ventede Tilgang.
Og lidt over Middag indtraf de første Saarede, støvede, sortsmudsede i Ansigtet, de fleste med den ene Arm i Bind, nogle med Hovedet tilbundet.
Hos mange sivede det røde, varme Blod endnu gennem Forbindingen og dryppede langsomt ned paa Gulvets Fliser. Men ingen klagede over Smerter, og med god Appetit fortærede de det solide Maaltid, der sattes for dem.
Og saa fortalte de om Oplevelserne ude paa Valpladsen. Tre Gange havde man stormet de fjendtlige Stillinger, og hver Gang havde Døden gjort sit rige Bytte. Blege, blodige laa nu de unge kraftige Legemer derude paa de af Granaterne gennempløjede Marker.
Flere og flere strømmede til i Løbet af Eftermiddagen, og alle fandt de god Modtagelse paa Lasarettet.
Imidlertid sænkede Natten sig over Jorden, og dækkede med sit Slør over Krigens Rædsler og menneskelig Ufuldkommenhed.
Men paa Lasarettet vaager man denne Nat. Stadig iler Lasarettogene og Lastautomobilerne gennem Nattens Mulm, og bringer de mange haardt saarede og lemlæstede Mænd bort fra Valpladsen. Hver Plads paa Lasarettet bliver optaget. Stønnen og Jamren lyder over alt.
Her ligger en ung Soldat, vist næppe tyve Aar, med svære Underlivssaar; han vrider sig i Smerte og krummer sit Legeme sammen i et Nøgle. Hist ligger en ældre, skægget Landeværnsmand. Han er ramt af flere Kugler og har mistet meget Blod. Hans Lemmer er kolde og stive. Lægerne giver ham Saltvandsindsprøjtning, men alt forgæves; Livet ebber ud. Med sin blodige højre Haand vinker han. „Jeg kommer siger han. Og atter stønner han flere Gange sagte: „Aa, det var saa koldt derude!“ Kort efter har han udaandet.
T h. k .
Sårede stillet op til fotografering et ukendt sted i 1915
L., den 12. Marts 1915. Kære Venner! Mange Tak for Gaven, som I sendte mig og som beredte mig Glæde. Jeg modtager saa mange Hilsener, Breve og Gaver fra mit kære Hjemland, og det gør saa inderligt godt at erfare, at man har saa mange Venner, der stadig tænker paa en. Jeg ved godt selv, at jeg stedse har været en Enspændernatur og egentlig aldrig har søgt nærmere Tilknytning til mine Omgivelser, og dog ser jeg nu, at Vennerne er mange.
Jeg ligger for Tiden paa Lasarettet „St. Sauveur“ her i Lille, paa Grund af en Hjertelidelse. Der ligger 4 Mand til her fra vort Kompagni, som lider af samme Sygdom. Kulde og Fugtighed, vaade Fødder, og dertil Nervernes Ophidselse, som ikke kan undgaas her ved Fronten, bidrager alt sammen til at nedbryde Sundheden.
Vort Kompagni har siden den 29. November ligget ude i vort Artilleris forreste Stillinger, og vi har næsten hver Dag hørt Granaterne pibe, eller rettere hvine over vore Hoveder. Og dog er ikke en eneste Mand af hele Kompagniet blevet ramt. Nogle siger med et Skuldertræk, „at det er Held“ , andre siger, at „Gud har holdt sin Haand over os“.
Saa meget er sikkert, at alene i vor Kristentro ligger en Kraft til at bære alle Trængsler. Uden denne Tro gaar man til Grunde, idet en anden Livsopfattelse intet Haab levner os. Saadan hørte jeg for nogen Tid siden en Kammerat sige til mig, „hvis jeg vidste, at jeg alligevel skulde rammes, saa vilde jeg søge Døden i Dag, hellere end vedvarende pines hver Dag.“ Saa mørkt ser den Slags Folk altsaa paa denne nuværende Tilværelse, hver Dag er for dem en fortsat Kilde til Lidelse.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Sønderjylland og Krigen
Krigsfanger til Landbrugsarbejde
Den haderslevske Kredslandboforening holdt Møde i Mandags Eftermiddags. Landråd Löw meddelte ifølge ‘Flensborg Avis’ nogle Oplysninger om Krigsfanger som Arbejdskraft. For de vordende Fangelejre ved Slavgaard, Gabøl, Bovlund, Toftlund og Ullemølle ville der kunne faas Fanger til Markarbejde. Fangerne kan føres til Arbejde indtil 8 Kilometer fra Lejren. Drejede det sig om større Afstande, maatte de indkvarteres hos vedkommende Landmand, hvilket ikke ville være forbundet med særlige Vanskeligheder. Der blev kun afgivet Smaadelinger paa 10 Mand med 1 Soldat.
Der nedsattes et Udvalg til Indkøb af Lægge- og Spisekartofler
Et kolossalt Tab
Af den sidste Tabsliste ses det ifølge Kolding Folkeblad, at det 130. prøjsiske Regiment i Kampen paa Østfronten den 18.-20. Februar har haft et Tab paa 910 Mand.
Skolebørnene og Guldpengene
Lærerne ved Skolen i Skærbæk har i den sidste Tid opmuntret Børnene til at medbringe Guldstykker, som de atter bytter med Papirspenge. Børnene i første Klasse faar en Fridag, naar de har medbragt 200 Mark i Guld. I Tirsdags var de naaede op paa dette Tal, og i Onsdags fik de ifølge Flensborg Avis den første Fridag.
En Krigsfanges Jordefærd
I Mandags Formiddags blev en engelsk Krigsfange fra Fangelejren ved Bajstrup begravet paa Tinglev Kirkegaard. Soldaten døde ifølge Flensborg Avis pludseligt i Fredags. Tyve af hans Landsmænd, deriblandt en Korporal og en Sergent, fulgte ham til Graven. Seks Kammerater bar ham på deres Skuldre, og her læste en engelsk Korporal et Stykke af det nye Testamente. Derefter holdt Fangelejrens Overløjtnant en kort Tale paa Engelsk samt bad Fadervor sammen med Soldaterne. Derpaa blev Liget sænket i Graven, hvorefter Korporalen igen læste et Stykke af Bibelen. Dermed var Højtideligheden forbi, og Fangerne blev igen af seks Soldater førte tilbage til Fangelejren. Kirkeklokken ringede over den døde som ellers ved en Jordefærd.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 11. Marts 1915. Atter i Skyttegraven ved Moulin. Det skiftede ofte med Regn og Solskinsvejr og undertiden lidt Nattefrost. Jeg havde lige faaet en Middagslur de to Timer, Friederich Budach havde staaet Vagt. Nu kogte han Kaffen, som vi skulde have til den Kage, jeg havde faaet hjemmefra Aftenen før. Kakkelovnen var ikke større end en Cylinderhat; men til vor lille Hule var den praktisk. Jeg gjorde slet ingen Tjeneste mere i Skyttegraven.
Efter at Underofficer Levy var falden, havde jeg overtaget hans Bestilling at sørge for Forplejningen. Med 8 Mand gik jeg 3 Gange daglig ned til Moulin for at hente Mad, og om Aftenen hentede jeg Pakker og Breve. Det var mange Gange farligt nok; thi “Frands” beskød ofte Løbegraven, som vi skulde igennem, med Artilleri. Men det var ogsaa smukt, især om Morgenen før Daggry, naar Vejret var mildt, og Lærken højt over vore Hoveder gik ind i den ny Dag med Sang. Ud over Dalen laa gerne en hel Taage, kun utydeligt saas Træerne ovre paa den modsatte Side; men jeg kendte dem; jeg vidste, de var der. En lille Bogfink sad hver eneste Morgen i den samme Busk og kvidrede; dens Mage sad paa den modsatte Side af Dalen og gav villigt og glad Svar tilbage. Ikke altid sad den der, naar vi var paa Tilbagevejen, og da var det mig, som om vi var bleven én mindre i Flokken. Om Aftenen sad Drosselen i Træerne ved Siden af Kirken og fløjtede sin Aftensang, som jeg har hørt saa mange Gange før derhjemme, og derved blev jeg i Tankerne kaldt tilbage til de hjemlige Buske, Krat og Træer.
Den franske Kirkegaard, som vi kom forbi, var næsten helt ødelagt. Nogle store Granater havde rodet Gravene op, kastet de kostbare Kors og Gravstene om imellem hinanden og ødelagt et Par smukke Gravkamre. Gik vi den anden Vej udenom Byen, kom vi forbi vor Soldaterkirkegaard. Her laa mange gode Kammerater fra vort Regiment. Hans Chr. Kok fra Nybøls Grav havde jeg fundet; men Vraa fra Illers kunde jeg ikke finde.
Der blev sat en smuk, hvid Sten med Indskrift paa hver Grav. Man var ogsaa i Færd med at rejse et Mindesmærke midt paa Kirkegaarden. Dagen før talte jeg med Peter Nissen fra Broager; han var lige kommen fra Rendsborg.
Her laa vi meget nær ved Fjenden, mange Steder kun 50 Meter borte, saa vi kunde høre ham tale derovre; men det tænkte vi slet ikke noget ved, derfor sang og spillede vi alligevel nede i Jordhulen og sov trygt til om Morgenen, som om der slet ikke var Krig.
H.C. Brodersen fra Nordborg var med Füsilierregiment 86 ind i Belgien og Frankrig i august-september 1914. Siden slutningen af oktober 1914 har han været borte fra fronten, først på lazaret med gigt i benene og siden julen 1914 i hjemstavnen med lettere bevogtningsopgaver.
Aabenraa, den 10. Marts 1915.
Der er blevet dannet en „Zweites” Forstærkningsbataillon af Regiment 86, der har faaet anvist Aabenraa som Garnisonssted. Jeg er blevet tildelt 1. Kompagni, og Skorstensfejeren er ogsaa kommet med hertil. Vi er indkvarteret i Byens største Etablissementer og har det godt. Skorstensfejeren forstaar bedre end nogen anden at „være om sig”. Han har hver Morgen friske Rundstykker og Mejerismør til Kaffen, og ved Middagstid staar der en Duft af stegt Flæsk og Spejlæg ud fra Døren til hans Værelse. Jeg holder mig til ham, thi her hersker der altid et muntert liv.
Satirisk postkort med rationeringsmærker. H.C. Brodersens kammerat “Skorstensfejeren” forstod at omgås rationeringen.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Sønderjylland og Krigen
Købmanden, Kommunen og Sessionen
Købmand Filskov i Møgeltønder,
en ældre Broder til den i Gaar omtalte Journalist Filskov, oplevede forleden at blive rosende omtalt af selve Amtsforstanderen. Det var ved et Møde, hvor Foranstaltninger i Anledning af Fødemiddels-Spørgsmaalet blev forhandlet. Filskov havde sikret sig en Vognladning Kartofler. Og nu stillede han hele Vognladningen til Kommunens Disposition. I den Anledning rejste Amtsforstanderen sig og udtalte i varme Ord paa Kommunens Vegne en Tak til Filskov for hans uegennyttige Handlemaade. — Det er vist første Gang en Forvaltningsembedsmand har rost eller takket en Dansker.
Som Modstykke kan følgende anføres:
For en Tid siden mødte samme Købmand Filskov til Session sammen med jævnaldrende — Folk i 30-40 Aars Alderen. Filskov lider af Ischias. Og Folk med denne Sygdom er i Almindelighed fritagne for Militærtjeneste. Filskov havde sine Lægeattester i Orden. Men da han kom frem for Sessionsherrerne, trak den ledende af disse og Lægen sig tilbage til privat Drøftelse, under hvilken, uagtet den blev ført i et dæmpet Sprog, Filskovs Navn gentagende tydelig blev nævnet.
Da Drøftelsen var endt, og de kom tilbage, blev Filskov affærdiget med et: „brugbar“. — Filskov kan altsaa i givet Tilfælde gøre Regning paa at blive indkaldt, hvad der for ham vil betyde stort økonomisk Tab — maaske Ruin. Hans Kommis er forlængst indkaldt, og det er ham ikke muligt at faa en anden, saa han er ene i sin Forretning.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Krigsfanger i Nordslesvig
Store Kultiveringsarbejder
Det har gentagne Gange været omtalt, at Krigsfanger skal benyttes til omfattende Kultiveringsarbejder i Nordslesvig. Nu meddeles nærmere Oplysninger om disse Planer og deres Gennemførelse.
De Andelsselskaber, der dannes til Arbejdets Udførelse, kommer til at arbejde under meget heldige Betingelser. Staten stiller Kapitalen til Raadighed til 4½ pCt. Laanet skat afbetales i Løbet af 10 Aar; de to første Aar er Laanet rentefrit.
Ved Sommersted bygges en Lejr til 300 Fanger til Opdyrkning af Lavmosearealet ved Spangaa. Kultiveringsarbejdet vil omfatte 150 Hektarer i Egnen ved Refsø, Sommersted, Kastvraa, Hjerndrup, Bjerndrup, Kolstrup og Simmersted.
En anden Lejr til Optagelse af 1000 Krigsfanger bygges ved Gabøl. Opdyrkningsarealet, dels lave Enge, dels Hede og Højmose, omfatter 1240 Hektar i Skrydstrup, Uldal, Bevtoft, Kolsnap, Gabøl og Hjartbro.
Ved Gaarden Enemark mellem Gravlund og Højrup Stationer skal der bygges en Fangelejr til 1000 Mand til Behandling af et 286 Hektar stort Areal øst for Lindetskov og syd for Landevejen Højrup-Arnum Nykro. Udgifterne er anslaaet til 175,000 Mk. Arealet skal først afvandes, derefter behandles med Redskaber, mergles, tilføres Kunstgødning og tilsaas.
I Omegnen af Bovlund Østerterp skal der anlægges en Fangelejr til 700 Mand til at behandle de lave Enge og Marker fra Bovlund ind efter Løjtved og Landeby.
Til en Fangelejr paa 1000 Mand opføres to Barakker til hver 500 Mand.
Lejren, der spænder over et fladerum af ca. 2½ Hektar, omgives af et 2-3 Meter højt Staaltraadshegn, Barakkerne bygges af Træ og dækkes med Tagpap, de har Ovenlys og kan opvarmes. Til Seng faar hver Fange en Straasæk og et Tæppe. Indenfor Hegnet ligger Køkkenet, to Brønde, Sanitetsbygningen, Nødtørftshuse osv., udenfor ligger en solidere bygget Træbarak til Bevogtningsmandskabet. 100 Fanger bevogtes af 15 Mand.
Opførelsen af Barakker m. v. er overdraget Tømrermester Sprenger i Haderslev. Driften af samtlige Fangelejre i Slesvig er taget i Entreprise af Firmaet Jørgen Brandt i Rendsborg.
Fangerne skal tjene mindst 2½ Pg. i Timen og kan højst faa 10 Pg. Da Arbejdet saaledes bliver meget billigt udført, skal Andelsselskaberne senere betale en passende Sum til Militærforvaltningen.
Hver Fange faar daglig 500—700 Gram Brød. Om Morgenen gives der Mælke- eller Melsuppe, senere 500 Gram tørrede Grøntsager, Soyabønner, Kaalrabi eller 1500 Gram Kartofler, hveranden Dag 150 Gram Kød eller Flæsk, om Aftenen Ost og Sild. De nævnte Mængder fordeles naturligvis paa Ugens forskellige Dage og efter Næringsindhold. Efter Mørkets Frembrud maa Fangerne ikke forlade Barakkerne.
Christian Stöckler fra Rørkær var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne 8. december 1914. Siden da havde det skjult sig for englænderne. I februar 1915 stod Dresden ud igen – og i marts 1915 blev det opdaget af den engelske krydser HMS Kent. Flugten blev indledt, men mangel på kul tvinger Dresden i land på en verdensberømt ø.
Tidligt den næste Morgen efter en Nats opslidende Arbejde ved Maskinerne standsede Skruen endelig, og Ankeret gik til Bunds i en stor, smukt svunget Bugt, omgivet af tæt bevoksede Bjcrgskraaninger og med nogle Fiskerhytter og enkelte pænere Huse liggende spredt langs Stranden.
Det var Øen Mas-a-Tierra i Juan Fernandes-Gruppen. Jeg studerede dens Former og Bebyggelse med den største Interesse, for det var jo her, en af min Barndoms Helte, Robinson Crusoe havde levet. Det var Verdens berømteste „øde Ø”, vi var ankret op ved.
Kort efter, al vi var ankret op, blev alle Mand kaldt paa Dæk, hvor Kommandanten fra Skansen saa ud over en Flok snavsede og forvaagedc Fyrbødere og Matroser, der saa ud til at være kørt trætte. Kommandanten selv saa træt og forpint ud, og hans Stemme var lav og brudt, da han talte til os, efter at der var kommanderet: Ret.
— Saa ondt det gør mig, sagde han, at vi ikke længere kan være til Gavn for vort kære Fædreland — maa jeg meddele jer, at vi bliver nødt til at desarmere Dresden og lade os internere i Chile. Vi har ikke flere Kul og ikke mere Proviant, og vore Maskiner er opslidt, saa de ikke kan holde Farten, og trænger til grundigt Eftersyn på Værft. Lad os sammen raabe tre Hurra for Hans Majestæt, Kejseren!
Vi raabte Hurra og traadte af, ivrigt diskuterende, hvad Kommandanten havde sagt. Mange havde ikke forstaaet det, saa ufatteligt forekom det dem, at vor lange Fart var endt og vore Liv frelst, at vi aldrig mere skulde jage eller jages.
Jeg gik en Tur gennem Fyrpladserne, der saa endnu værre ud end efter Falklands-Flugtcn. Damprørene lækkede, og alle Ristene var brændt igennem. Bunkerne var skrabet for Kul. Der var kun saa meget tilbage, at der kunde holdes sparsommelig Damp under et Par Kedler. En Ventilationsmaskine var halvt ødelagt, og de andre var heller ikke, hvad de skulde være. Alt var opslidt og havareret, og vi selv var brugte og forslidte. Vi havde sejlet langt, siden Krigen brød ud, og baade vi og Skibet havde døjet meget. Det var paa Tide nu, at Rejsen endte.
Christian Stöckler fra Rørkær var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne 8. december 1914. Siden da havde det skjult sig for englænderne. I februar 1915 stod Dresden ud igen – og i marts 1915 blev det opdaget af den engelske krydser HMS Kent.
Maskinen var nu oppe paa det højeste Omdrejningstal og krævede al min Opmærksomhed. Det var ligesom ved Falkland nu. Det var Falkland om igen baade her, paa Fyrplads og i Bunkér – Tummel, Jagen og Overanstrengelse overalt. Det var Jagten, som aldrig fik Ende. Hvorfor vendte vi ikke lige saa godt Stævnen mod Kent og aabnede Ilden. Alt dette var jo aldeles haabløst og tjente kun til at køre os læns for Kul.
(…)
Paa Banjerne var der vældig Diskussion om Grunden til, at Englænderen ikke skød, eftersom Kent allerhøjest var 15 km fra os, da vi opdagede den. Havde den holdt lige paa os med den Fart, den havde, kunde den have været indenfor sine store Kanoners Skudvidde i Løbet af faa Minutter. Nogle mente, at den vilde vente, til Solen gik ned, ligesom v. Spee ved Santa Maria, men Sydfeld afviste Tanken med Haan og Foragt.
– Kent er ikke stærk nok til at sende os ned i den Smule Tid, og den er ogsaa helt agterudsejlet nu.
Sydfeld fik Ret som altid. Da Solen dukkede ned i Havet, laa Kent saa langt agter ude, at den ingen Mulighed havde for at løbe os ind, mens det var lyst.
Vi fortsatte imidlertid vor Fart, der laa paa omkring 20 Knob, og paa den Maade brugte vi vore sidste Kul.
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division, som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Fra den 7. februar til den 22. havde 8. og 10. arme nedkæmpet den russiske 10. Arme i en indkredsnings manøvre i Vinterslaget i Masurien.
I Korps Scholtz afsnit var der den 4. og 5. marts kampe med vekslende succes hos 41. Infanteri – og 1. Landwehr Division (1.L. på kortet) på hver side af vejen mellem Lomza og Stawiski. Ved det forstærkede 3. Reserve Division (3.R.) begyndte der den 2. marts kraftig artilleriangreb mod det 6. Landwehr Brigade ved Bohr og hos det vest for stående 5. Reserve Infanteri Brigade. Angrebene blev enkelte steder først stoppet kun 50 m før skyttegravene. I de første uger af marts fortsatte de kraftige angreb fra fjenden, og som krævede vedholdende modstand fra tyske side.
De forventede fortsatte angreb fra fjenden mod 8. Arme udeblev og fra den 8. marts faldt der ro over fronten.
1915-02-11-19 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn VII – Die deutsche 8. Armee am 8. März 1915 – Skizze w
Christian Stöckler fra Rørkær var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne 8. december 1914. Siden da havde det skjult sig for englænderne.
Den 8. Marts om Eftermiddagen havde jeg Vagt ved den eneste Maskine, der var i Gang, nemlig Ventilationsmaskine Nr. 2. Den krævede næsten ingen Pasning, og Maskinist Ahrens havde derfor sendt mig ned i Maskinrummet for at pudse. Det var et Sted, hvor jeg kun havde været faa Gange tidligere, og da jeg var alene dernede, brugte jeg det meste af Tiden til at undersøge det smukke Turbinemaskineri, som havde fungeret saa fortræffeligt under hele vort Togt. Jeg lagde Mærke til en stor Skive ligesom paa et Ur med en Viser, der stod paa „Stop”. Vi havde altsaa slet ingen Fart, men drev med Strøm og Vind, som vi saa ofte gjorde.
Et eller andet Sted i Rummet ringede en Klokke, men da jeg ikke kendte Maskinrummet, vidste jeg ikke, hvad det betød. Klokken ringede igen, men heller ikke denne Ringning gjorde noget Indtryk paa mig. Der var saa mange mærkelige Lyde paa Skibet, som jeg ikke kendte. Saa begyndte der imidlertid at komme Fart i Foretagendet.
Døren blev revet op, og ind fløj Overmaskinist Kunow.
– Hvad Satan sidder du her efter? Har du ikke hørt, at der er slaaet Alarm og Ordre til Damp under alle Kedler?
Jeg gloede forbavset og forvirret paa ham og bandede indvendigt den tunge Skæbne, der syntes at forfølge mig: Aldrig at være klar over, hvornaar der var Krig eller Fred paa dette Skib. Saa fløj jeg ud af Døren omtrent lige saa hurtigt, som Overmaskinisten var kommet ind.
(…)
— Hvad er der i Vejen, raabte jeg. — Véd du ikke det, Mand, Englænderne er her. Da Taagen lettede, laa Kent lige for Næsen af os med Damp oppe.
