Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262. I februar 1915 blev det indsat i kampene ved de Masuriske søer.
Vi blev stadig angrebet af fjenden igennem daglige skyderier. Jeg husker vi blev med tog transporteret til Suwalki og forlod toget ved det sammenskudte bryggeri, og straks gik det østpå en hel dagsmarch. Vi skulle derude danne en feltstilling mod angreb fra Grodno, en fæstning ved Njemen (Nensel på tysk).
Langt ude var de russiske stillinger og et godt stykke foran dem lå en ensom bondegård. Min gruppe (en underofficer og 8 mand) fik til opgave at se efter om den var besat, det var den ikke og bonden og hans familie var der heller ikke, så indrettede vi os i køkkenet så godt det lod sig gøre men på engang hørte vi sagte stemmer, og vi studsede og lyttede, hvor i alverden kom de fra, vi undersøgte laderne stak hovedet op gennem loftlugen, vi fandt intet, men kunne stadig høre stemmer.
På gårdspladsen stod et meget stort træ med en tyk stamme, bag dette træ havde vi hele tiden en vagt stående for at holde øje med russerne, men hans øre hørte de hviskende stemmer og han sneg sig om hushjørnet og her opdagede han at stemmerne kom nede fra jorden. Her havde bonden gravet et skjul for det tilfælde, at tyskerne kom, men næste dag kom der ordre til tilbagetrækning,
Det var langfredag [2. april 1915, RR] morgen vi begyndte tilbagemarchen mod Sulwalki. Det havde frosset om natten, solen stod op på en skyfri himmel vejen førte langs en række småsøer, der var omkransede med træer, der næsten skjulte huse og gårde. På engang begyndte det at blinke frem mellem træerne, vi troede det var solstrålerne der brødes i vinduerne, men nej, det var en kirke, der brændte. Det hele spejlede sig i isen, vi gik betaget forbi. Officererne fotograferede, det var den 1. april, det var vinter endnu, men strålende solskin.
Jeg skal lige fortælle om en ting, der var et meget stort handykap i den masuriske vinter. Vi gik jo og spiste sne for at slukke tørsten og kom vi så ind i en bondegård hvor ovnen lå fuld af halvbagt brød, som endnu var varmt og klæbrigt blev det svælget ned med grådighed, forplejningen kunne ikke følge med, derfor var vi altid sultne og spiste alt hvad der kunne spises, det kunne maven ikke tåle og det gav gennemgang så det forslog noget, vi blev trætte og afkræftede og skulle stadig marchere og kæmpe. Sommetider sad det meste af kompagniet ved siden af vejen med bukserne nede. Hvad det vil sige med hele udrustningen af og på i en fart, for så at gå en halv time og så til det hele igen og sådan gik det i 2-3 uger.
Da foråret så var slået igennem, jorden var blevet tør og hård kom vi i en fast stilling mellem Marlampol og Kalvaria, et gammelt valfartssted i Polen. 1. bataljon og 2. kompagni afløste hinanden hver 3. dag ude i skyttegraven.
Når vi kom tilbage lå vi i en lade i halm de tre dage vi var fri. Det stykke vi besatte gik gennem en have til en gård, hvor familien var evakueret og vi brugte alt fra gården til at udbygge vor stilling med, 3. og 4. kompagni afløste første og anden, en dag fandt jeg “Hejmdal” liggende i den bunker, hvor jeg boede, jeg fik nemlig også denne danske avis tilsendt. Det var klart, at der måtte findes en dansker mere ved et af de andre kompagnier, jeg skrev så mit navn og kompagni nr. på avisen og lod den ligge, men det viste sig efter lang tid, at det var en søn af Kloppenborg Skrumsager der lå ved 1. kompagni. Han ejede ved sin død den store gård “Kanekær” ved Kjelstrup strand, nu fik jeg i hvert fald en landsmand mere.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
