Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.
Flensborg den 1.11-1916
Min egne Kæreste! – I Dag er det første November, om seks Maaneder, saa er alt lysere og bedre igen og saa er den Tid skridt. For mange vil Vinteren blive en slem Tid, som der vil blive tænkt tilbage paa med Rædsel. Ak ja, vi er jo alt langt inde i Krigens tredje Aar. Og stadig saa ringe udsigter til Freden. Hvor Uhyre Værdier der gaar tabt og til hvilken Nytte? Europas Frihed!!! Ak Gud. Frihed, Ordet er taalsomt.
– – Jeg blev afbrudt, Fru Schmidt kom med mine Penge. Jeg fik en stor Glæde. Der kom nemlig en Kasse gammelt Tøj fra Agnete, som hun havde lovet Fru Christiansen. Men nu gav jeg Fru S. en Kjole og en Bluse der af. Hun blev saa glad, det gamle Skind, at hun sprang op og kyssede og omfavnede mig og snakkede ikke om andet end det den hele Tid. ”hvad siger dog Schneider, hvad siger dog S.” blev hun ved. Og ja, Nøden er stor alle Steder. Marie fik en lille Kjole med hjem til een af hendes Søskende. Havde man bare haft noget at give af. – Fru S. havde været syg og spyttet Blod, de har alle i den Familie haft Tuberkulose.
– – I Aftes skulde jeg have været op til Simonsens efter Penge, men det blev et forfærdelig Uvejr, det regnede og tordnede, saa jeg har aldrig hørt Magen. Det er forfærdeligt uhyggeligt. – – Nu skal jeg derop i Aften og først maa jeg hen til Fru Christiansen med Tøjet. Jeg har intet, intet ellers at skrive om, bare du snart kom hjem.
Jeg kysser dig Jens og længes og er din egen Pige.
(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i efteråret 1916 lå i stilling mellem Blangy og Tilloy ved Arras.
Skg. d. 1.11.1916
Min kære Anne Hermed hjertelig Tak for Post som jeg i sidste Tid har modtaget daglig. Naar Du ikke har faaet Avisen til Medelby behøver Du vist blot at melde det til Postvæsenet, saa maa den Sag dog være i Orden. Min Avis har jeg betalt, saa det behøver Du ikke at bryde Dig om[.] Du har haft en mindre glædelig Fødselsdag, men godt at Du er fri, det er alt for meget værd i denne Tid og det kan selvfølgelig ogsaa kun glæde mig. Jeg vil haabe, at Du snart bliver rask igjen.
Du skriver, at Hans og Marie har besøgt Dig. Det havde glædet mig, hvis Hans var kommen hjem den Gang jeg var havde Orlov, da jeg gerne havde talt med ham. Gud ved, hvornaar vi atter træffer hverandre, thi der er jo ingen Udsigter til Fred og hvem ved om vi begge kommer godt derfra. Men vi maa jo haabe det bedste og se at finde sig i Trælleriet, skønt det undertiden falder en svært nok. Her er Stillingen stadig rolig. Ved Somme tordner det stadig. Ved Verdun gaar det nok ogsaa skridt, mildest talt. Saaledes snegler Krigen sig langsomt videre, mens Ulykke, Sorg og Elendighed breder sig mere og mere. Og hvad vil det blive for Forhold efter Krigen, baade i den ene og den anden Henseende vil det efter Krigen blive skrækkeligt for mangen en. Naa, man skal jo ikke male Fanden paa Væggen.
Ti meter under Jorden bor jeg denne Gang, i et Hul saa stort, at vi ligger her med 30 Mand og der er Plads til flere endnu. Kakkelovne har vi og elektrisk Lys, og fuldt op af Lus, Rotter og Mus. Lusene er jo nyttige Husdyr, da de tager os det usunde Blod. Men Mus og Rotter er nogle Slubberter, da de stjæler os den Smule Brød, som vi selv har saa haardt behov og saa skammer de sig ikke ved at trampe os i Ansigtet med deres kolde, klamme Fø[d]der naar vi sover og de skriger og laver larmende Slagsmaal saa vi ofte ikke kan falde i Ro for dem. Det skal være Soldaterliv, nej, det er et Røverliv, et rent Forbryderliv, og under Trællekaar, som vi maa føre.
De hjerteligste Hilsner Din Lorens
(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.
Flensborg den 31.10-1916.
Min egen Kæreste! – Der er Formiddag, men jeg maa helst faa skrevet, for nu har jeg ikke skrevet til dig i hele to Dage!
I Søndags var jeg i Dalsgaarde. Vi rejste med 10 Toget, kom saa der ud og spiste Andesteg, det var noget vi kunde lide. Elsa havde stadig intet hørt fra Jørgen, alt er jo forfærdelig pinagtigt. Som hun sagde, hvem ved, om han ikke er bleven Sindsyg, og ingen Ting kan gøre rede for. Sidst han var hjemme, klagede han over sit Hoved, det kunde ikke holde til det hele. Og der er jo ogsaa den Mulighed, at han kan ligge og være forblødt, uden de har funden ham, hvis han er funden.
Der er jo nok en Sanitetssoldat, der har skrevet til Elsa, at han har forbunden ham og det er ikke er farligt, men det kan man jo ikke regne med. Der imod har hans Sidekammerat, en Mand fra Nordborg, skrevet hjem til sin Kone, at Jørgen beholdt jo sine Lemmer. Men han vidste jo heller intet om, hvor han var. Det er jo mærkeligt, det hele. Men det er jo frygteligt, den ene Dag efter den anden at gaa i den Uvished og Spænding, det kan man jo nok forstaa. Det er jo alligevel godt, at hun nu har sine Forældre hos sig, ellers var de jo frygteligt ensomt. […]
Meta bragte mig en Pose med Æbler og Pærer. Og af Elsa købte jeg lidt Mel. […] De tjener jo ogsaa godt, som alle andre Landmænd i disse Tider.
Toget hjem var saa overfyldt at jeg fik Plads i en Kupé mellem bar Soldater en tog Pus paa Skødet og jeg havde saa Lis. De var fra Sundeved og Omegn de fleste. En fra Landbjerg. Jeg kendte dem ikke, men de snakkede temmelig ufordulgt til trods for at der ogsaa fandtes Marineofficerer i Kupeen. Men de forstod dem rimeligvis ikke. En laa i Hamborg, han sagde, at det var frygteligt der. Der var faktisk intet at faa. Stakkels Dorthea. Men jeg kan heller intet sende, for først maa vi tænke paa os selv i disse Tider. Vinteren bliver drøj, kan du stole paa. Jeg gruer.
I Gaar fik vi Kartoffelkort, der giver et [pund] Kartofler pr. Mand om Dagen. Det er ikke meget, mange Steder leves der jo udelukkende ved Kartofler. Det er ikke til at høre til den lille Befolkning. I Gaar købte jeg 20 Stk. Hvidkaal, 6 Rødkaal og 50 Rødbeder. Nu skal jeg have fat i nogle Kaalrabi ogsaa. Men man kan jo risikere, at de stjæler een det hel fra.
En af Soldaterne [sagde/fortalte], at der fra en Gaard paa Sotrup Mark, var stjaalet et helt Spisekammer. De gaar ud fra, at det er Folk fra Sønderborg, der har været ”langs”, og værre vil det blive, naar Vinteren kommer. – Marie Warming har forlovet sig igen, det er en Mejerist, hun har rimeligvis været sammen med ham. Men han er jo da hjemløs, saa ham faar hun vel Lov at beholde. […]
Nu lige kom der en Vareprøve fra Hans, den indeholdt den dejligste Flæskesteg! Jeg kan sagtens, naar de underholder os, mærkeligt nok kan Pengene alligevel ikke slaa til. Nu har jeg ingen Breve haft fra dig siden Lørdag, men jeg ved jo Grunden, saa gør det knap sa meget, skønt jeg længes efter at høre fra dig, selvfølgelig.
Saa ved jeg ikke mere at fortælle dig i Dag, men saa er du min egen Ven, som jeg tænker saa meget paa.
Din Ellen
(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i efteråret 1916 lå i stilling mellem Blangy og Tilloy ved Arras.
Skg. 30.X.1916
Min egen kære Anne! Min allerhjerteligste [tak] for et Brev og for to Pakker, som jeg har modtaget. Det smager mig storartet, med Sulet har Du ligefrem haft Held, det er jo et dejligt Stykke. Naa, os herude smager for Resten alt, om det ogsaa er mindre lækkert, thi Forplejningen bliver altid knappere, saa der er vist ikke en eneste her ude ved Fronten, som ikke sulter, han maatte da modtage Pakker hver eneste Dag.
Vi faar et halvt Brød daglig, ligesom før, men det er saa løst og sløjt, saa det ikke forslaa noget, og vor Middagsmad er jo altid Suppe, altsaa mest Vand, som oftest Kaal eller Kaalrabisuppe, næsten uden Kød og med en enkelt forfløjen Kartoffel, thi Kartoflerne er jo ogsaa ved at blive Delikatesse. For nogen Tid siden kunde vi endnu hente os nogle smaa Kartofler, som de ved Køkkenet ikke fandt Umagen værd at skrælle. Dem kogte vi og spiste dem med lidt Salt, og som de smagte os storartet, men det er nu ogsaa forbi. Mæt er man aldrig. Det tyske Militær sulter, undtagen vel dem, som lever bag fronten paa Etappen, og som der snapper de Smuler, som med Rette tilkom os.
Men som det gaar os herude, saaledes gaar det jo ogsaa den store Del af Befolkningen der hjemme. At det vedblivende gaar godt, det er næsten ikke til at forstaa, men vent kun Underet vil nok komme, lykkes det ogsaa at holde Folket roligt nu, saa vi det dog give Staahej efter Krigen, det er vel tæmmelig Sikkert. Lad de Mænd som igjennem Aar er blevet vænnet til det raa Liv herude en Gang vende hjem og lad dem saa stadig lide Savn, hvilket der jo er mest Udsigt til, saa skal Du en Gang se Løjer. Lykkes det ikke Engelskmanden at give den prøjsiske Militarismus et ordentlig Tryk, saa vil Folket nok selv sørge derfor. Man taler saa ofte om Russerne, men Slaveriet kan sandelig ikke være større end det nu er hos os.
Er Hans egentlig kommen hjem paa Orlov? eller er det ikke blevet til noget endnu.
De hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene sender Din egen Lorens
Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.
Flensborg den 28-10-1916
Min egen Kæreste!
”Reden din er lun og varm”, nu har vi saagar´16°, jeg er alligevel en Kone, der kan ordne Paragraferne! Synes du ikke? Tak for dit Brev af 24, modtaget i Dag. Og du er nu flyttet igen, det var kedeligt, du laa saa rart der, synes jeg hele Tiden, men Reserven er nok ikke lang. Bare i nu ikke kommer ind midt i ”Helvedet” igen. – Og Hansen er paa Kvægtransport, ja det holder han jo nok ud.
-Maaske kan du naa at komme til Jul, siger du. Det skulde dog være et mærkeligt Træf, om det blev saaledes. Men hvor dejligt, hvis det blev. Nu er det tre Aar side vi holdt rigtig Jul, begge to. Det er en lang Tid, og dog er den jo gaaet hurtigt. Men det er jo da ikke givet, at Orloven bliver stan[d]set saa længe, og saa kommer du jo da nok inden saa længe. Havde man Garanti for, at du kom til Jul, saa maatte det jo hellere vente, men det har man jo ikke, og saa maa man jo sige, at én Fugl i Haanden er bedre en[d] ti paa Taget. Jeg længes forfærdelig efter dig, lille Kæreste. –
– Maries Far er ogsaa hjemme i disse Dage, der venter Ole[?] det 10de Barn, tror jeg nok det er, hvis det ikke er det elvte. – Det er heller ikke let. Og Konen har kun lige Krigeunderstøttelsen at slaa sig igennem med. Det maa rigtignok knibe. Men de faar heller ikke det de kan spise, for hvad Marie kan fortælle, det er aldeles storslaaet. Somme Tider tænker jeg, at det kan snart ikke gaa an at have hende, for alt det hun spiser. Men saa synes jeg heller næsten ikke jeg kan undvære hende, og saa gør jeg da ogsaa noget godt med at have hende. Hun er nu en lille god Pige, som jeg gerne vil beholde, men nu skal hun konfirmeres til Foraaret, saa er det jo Spøgsmaalet, om hun ikke skal have en Plads. Hun er saa gennem solid og trofast, at man helt kan stole paa hende, det har meget at sige. Saadan en lille Pige, er mere værd end en voksen.
– – Lis har sin Efteraarsmavepine i denne Tid. Hænder saa, og det hænder ikke saa sjældent, at der passerer noget for i Bukserne, siger hun forundret; hvorfor smækker du ikke Søster [kælenavn for Lis], Mor? Pus synger en lille tysk Vise, men der er nu ingen af dem begavet med Toner, lille Kæreste! Maaske kan det komme. Pus er forfærdelig grinagtig nu.
– I Dag fik jeg igen en Prøve hjemme fra, med Kød. Jeg tænkte først, at jeg maatte vist skrive, at det skulde de ikke, men saa tænkte jeg igen, at vi kan forhaabentlig efter Krigen give dem noget igen til Tak. Det er jo dejligt nu, med alt dette.
Hvorledes mon det gaar dig, hører du fra Joh. eller skal jeg tage Affære og sende dig det jeg faar hjemme fra? Kjems sagde, at de lever som Lus i Skurrer, der hvor han var, alt var saa rigeligt og godt, dog dog [sic!] var han alligevel mager. Han beklagede mig at skulde gaa alene her i Fl. det vilde han nødig. Han havde et Fotografi af Joh. Juhl, hvor han sidder og spiser med sin kunstige Haand, det er trist at se. Han har forsk. Apparater til de forskellige Arbejder, han skal til. I Morgen tager vi saa vist til Elsa.
Saa kysser jeg min egen Ven til god Nat, og drømmer dig hjem til mig.
Din egen Pige
(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.
Flensborg den 27-10-1916
Min egen søde Mand! –
Egentlig har jeg intet særligt at skrive om. I Dag har jeg intet Brev haft, og saa er jeg til Dels tom. Jeg har strøget hele Eftermiddagen, men er endnu knap færdig dermed, der er en Del til i Morgen ogsaa. – Jeg har bestilt 20 Hvidkaalshoveder til Vinteren, de koster 30 Pg. Stykket, saa det er jo billig. Jeg regner med, at vi ingen videre Kartofler faar, Jørg. Andresen har ikke ladet høre fra sig endnu, den Slags, der lover saa meget, glemmer i Reglen hurtigt igen. Naa det kan jo ogsaa komme indnu [sic!]. Jeg var ved min Slagter og vilde bestille Kød, hun fik kun 40 [pundtegn] Lamme i Morgen! Intet Oksekød! Ja, hvad skal det mon Ende med? Paa Søndag skal vi vist saa til Dalsgaarde, jeg tænker nu ikke, at Elsa indnu [sic!] har hørt fra Jørgen, saa havde det vel været i F Avisen.
– Pus sagde i Aften.: ” Ven æ var Mor, saa var du og Lis mine Børn.” Gud ved, hvad der alt spøger i de smaa Hjærner. Du skulde se, hvor de to og Gertrud lig[g]er Dagen lang i Badekammeret. Der er et Opryd, saa Guderne maa sig forbarme. I Dag sad Gertrud Pus´ Vogn i Stykker, hun kom af Sted i en Fart og har ikke ladet sig se mere. Jeg tænker nok, at den kan lade sig slaa sammen. Kjems lavede Lis´ Vogn saa godt i Stand. Og, det holder ikke længe til dem i den Alder, der bliver tumlet alt for meget dermed.
– I Aftes var jeg hos Fru Schmidt, egentlig vilde jeg have været til Frk. Augusta, men hun var hos Fru Christiansen for at spise Haresteg, Greum[?] havde sendt Fru C. en Hare. Jeg havde lovet Augusta, at jeg vilde hjælpe hende at hænge Billeder op, nu saa blev jeg jo daarlig, det var i Lørdags jeg skulde have været der. Den Dag jeg fulgte Kjems til Banegaarden saa jeg H.P. Hanssen, han er blevet forfærdelig graa i denne Tid. Naa, han har jo vel ogsaa sit.
– I Morgen er det Lørdag, da skal jeg lave en Del.
Saa kysser jeg dig ømt og længe, og ønsker at du snart kommer hjem til mig. Din egen Pige.
(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat mellem Blangy og Tilloy ved Arras.
Monchy 24.X.1916
Min egen kære Anne! Atter bag Fronten, 6 Dage i saakaldt Ro. Men Roen her er jo af den Slags, at man meget hellere ligger forude, naar Stillingen da er nogenlunde, thi forude er der jo altid lidt farligt, og saa lader de, som kalder sig vore Herre, kun meget lidt se, og vi fører som Følge deraf et tæmmeligt frit Liv. Er vi derimod bag Fronten, saa faar vi ikke Spor af Ro, vi har stadig væk Appel, maa ekserserer og ogsaa atter løbe forud paa Skansearbejde, endog saa naar det er mørkt og regner. Med Skansearbejdet har vi meget travlt for Tiden, endskønt det er en gammel Stilling. Men Sagen er vel sagtens den, at man frygter Engelskmanden fra Siden, nede fra Somme. Da jeg kom fra Orlov, fortælles der, at Lazaretterne bag Fronten rømmedes og nu fortælles der, at intet Land bag Fronten tilsaas mere, hverken her eller i Rusland. Om alle disse Rygter taler Sandhed, ved jeg ikke, men – det er nok skidt med Mads.
Kære Anne, har Du ved Flytningen nu husket at afmelde og atter at melde Dig til Skatteligningen kommer du vist ogsaa til at afgive en Erklæring, som det jo sker hvert Efteraar. Før var det jo lige til da vi kun behøvede at angive vor Gæld. Nu, da der ingen Gæld er, men kun Formue, behøver du vel egentlig ikke at afgive Erklæring, men saa løber du maaske den Fare, at Du skatter for højt. Vort Andel i Sparekassen maa du ikke regne med; Sparekassen skatter for sig selv. Ligeledes maa Du heller ikke angive Moders Penge. Flensborg behøver Du heller ikke at nævne. Naa, det Hele forstaar og ordner Du vel nok selv, naar det forlanges.
Avisen har jeg faaet for nogle Dage siden, men nu er den mærkeligt nok udebleven Post i flere Dage. Fra Dig har jeg heler ikke haft Post i flere dage og jeg længes, sandt at sige, efter at høre, hvorledes det gaar i Medelby. Du skriver, at det var en rummelig Lejlighed, er der ogsaa stor Stald og Lade? Er der stor Have og er der nogen Jord til at plante Kartofler i?
Mon dette Brev endnu skulde naa Dig til Din Fødselsdag? Endnu en Gang de hjerteligste Hilsner og Lykønskninger tilligemed B[—-] til kl. en Femmarkssseddel No. 2., mere følger.
De hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene Din Lorens
(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Den 22. oktober åbnede Røde Kors krigsudstilling på Augusta-Viktoria Skolen i Flensborg, Flensborg Avis meddelte dagen efter:
Krigsudstillingen for Nordgrænselandet i Flensborg aabnedes i Gaar Middags i Lyceet. I en Del særlig indbudte Gæsters Nærværelse holdt Overpræsident v. Moltke Aabningstalen. Han omtalte blandt andet et Brev, hvori Kejserinden over for Kommandøren for hendes Regiment udtalte sin Tak til dets Soldater, der ved deres modige Optræden ikke mindst havde bidraget til de hidtil vundne Sejre. Taleren sluttede med et Leve for Kejserinden, til hvem der afsendtes et Hyldest- og Lykønskningstelegram.
Engelske tropper med maskingevær, Krigsudstillingen Flensborg 1916 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Hertuginden af Glücksburg havde sendt Hofchef Grev Rantzau som sin Repräsentant samt en Pengegave til et Skilt paa Sømsøjlen. Ester Aabningens officielle Del tog de tilstedeværende Udstillingen i Øjesyn. En af Salene indeholder kun maritime Ting, hvoriblandt findes en hel Del Minder om den bekendte Krydser „Möwe’s” Fart. Endvidere fremvises der Vaaben, Kanoner, Maskingeværer, Flyvemaskiner osv. i Model og Virkelighed.
Bagefter samledes Bestyrelserne for Røde Kors og Den fædrelandske Kvindeforening med udenbys Gæster til et tarveligt Maaltid paa Jernbanehotellet.
Tableau med franske kolonialtropper omkring et lejerbål, Krigsudstillingen Flensborg 1916 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Udstillingen var arrangeret af Røde Kors i Flensborg og varede fra den 22. oktober til den 19. november. Udstillingskataloget indholdt 237 numre, der dog ikke nær dækkede alle de udstillede genstande. I skolegården var der opstillet store genstande, adskillige kanoner, køretøjer og endda en fransk flyvemaskine. Kunne man se et righoldigt udvalg af erobrede håndvåben, uniformer og udstyrsdele. En del var arrangeret i otte tableauer med ikke færre end 34 figurer, deriblandt en hest, og med brug af 60 grantræer. Tableauerne forestillede britiske og franske kolonialtropper, russiske soldater som håner polske flygtninge, og tyske soldater under et gas- og håndgranatangreb.
Genstande erobret af Füsilier-Regiment Nr. 86 (tv.) og tableau med tyske soldater (th), Krigsudstillingen Flensborg 1916 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Der var også en afdelingen fra byens regiment, Füsilier-Regiment nr. 86, med erobrede genstande og fotografier. Mens andre rum vidste forskellige propagandatryksager, mønter og frimærker. Der var også en større samling af fotos og tegninger, de sidste leveret af tidsskriftet Simplicissimus. En stor, detaljeret model viste et udsnit af et skyttegravssystem med løbegrave, nedgange til dækningsrum og latriner, samt et sprængkrater, granatkrater og pigtrådsspærringer.
Udstillingsrum for luft- og søkrig, Krigsudstillingen Flensborg 1916 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
To rum var helliget luft- og søkrig med modeller af skibe, fly og luftskibe, men der var også udstillet torpedoer, søminer og flere flyvermotorer. Også krigens ofre, som måtte ligge Røde Kors særligt på sinde, var repræsenteret. Krigsfangerne med en model af tysk krigsfangelejr og forskelligt husflid, de sårede med røntgenfotografier af skudsår og et udvalg af forskellige proteser.
Vartegn for Røde Kors krigsudstilling i Flensborg oktober-november 1916. Mod betaling kunne man få lov til at slå søm i søjlen, en meget anvendt måde at indsamle penge på i Tyskland under Første Verdenskrig (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Udstillingen var uhyre velbesøgt, ca. 68.000 mennesker lagde vejen forbi, heraf var lige knap halvdelen skoleelever på udflugt fra skoler i hele Slesvig. I alt gav udstillingen et overskud på 25.000 Mark, som dels var kommet ind ved entré, dels ved køb af søm til at slå i en dertil fremstillet træsøjle – en meget udbredt måde at samle penge ind på i Tyskland under krigen.
I slutningen af 1915 indførte den tyske hær en enhedsuniform for alle våbengrene, den såkaldte Bluse M1915. Jakken havde en bedre pasform og et simplere snit end de tidligere jakker, og betød både en besparelse i materialer og arbejdstimer.
Denne M1915 Bluse har tilhørt en gefreiter ved gardens trænbataljon (Garde-Train-Bataillon). Den har en grøn, ombøjet krave med gardens hvide dobbeltlitzer og gefreiterknap på hver side. De dybe ærmeopslag er uden pynt og kunne bruges til opbevare mindre ting i. Jakken knappes fortil med seks hornknapper, der dækkes af stofliste. Kraven lukkes i halsen med 2 hægter, og kan i opslået tilstand knappes sammen ved en hornknap og en stofflap. I hver side en taljekrog til at støtte bæltet, på ryggen den højre af oprindeligt to taljeknapper med samme funktion som krogene.
Gardebataljonens hvide skulderklapper med lyseblå kantning og gråt ”Kapitulanten” bånd ved skuldersyningen er aftagelige, og holdes ved kraven fast af en kronet stålblikknap og ved skuldersømmen af en stofløkke. Skulderklapperne var normalt ikke aftagelige på M1915, som det var tilfældet på de M1907-jakken før krigen, måske stammer de fra en tidligere jakke. Jakken er foret med brunt stof, i hvis bagskøder findes to inderlommer, på indersiden af venstre forskøde en lomme til forbindingspakke, på venstre og højre bryst inderlommer. På ydersiden af hver af forskøderne en lomme med flap, der kan lukkes med kronet knap af stålblik. På venstre bryst ordensspange for jernkorset af 2. klasse.
Jakken er på indersiden stemplet ”B.A. VI. 1916”, dvs. Bekleidungsamt for VI. Armeekorps, derunder med jakkens størrelse ”43 94/82 11/66”, og under det producenten: ”BRESLAUER SCHNEIDER INNUNG”.
Uniformen befinder sig på Museet for Sønderborg Slot – museumsnummer 3061H
Redaktionen har modtaget følgende:
Som allerede meddelt, aabnes der den 22. Oktober en Krigsudstilling i Flensborg, som foranstaltes af det flensborgske Røde Kors. Udstillingen, der staar under Hertuginden af Glücksburgs Protektorat, indrettes for Tiden af sagkyndig Haand i Lyceets smukke, store Lokaler, Gymnastikhallen, Festsalen og andre Rum. Den vil blive meget righoldig. Det forskelligste Bytte, som er erobret i Krigen til Lands og til Vands, og de mange Udrustningsgenstande, hvormed tysk Tilpasnings- og Opfindsomheds-Aand har forsynet vore Krigere. Ved at se paa de talløse udstillede Ting vil vor Forestilling om Krigen beriges. Vort stille Nordgrænseland er rigtignok ombruset af denne Krigs Hovedstridsobjekt, af det „frie” Hav, men det er fjernest fra de Steder, hvor vore Brødre og Sønner kæmper med Fjenden. Udstillingen vil bringe os disse Steder aandeligt nærmere, derfor vil Krigsudstillingen ogsaa hos os være sikker paa de samme Interesse, som andre Steder har tilført den en vældig Strøm af besøgende.
Svarende til Byen Flensborgs maritime Betydning som Preussens største Rederistad og med Henblik paa dens nære Forhold til Flaaden vil Afdelingen „Marine” blive særlig righoldig. Ogsaa Luftskibsfartens høje Udvikling anskueliggøres. Af særlig Interesse
vil de figurlige Fremstillinger af Krigsbilleder være, hvortil ogsaa de ejendommelige Krigsmaskiner, Vogne og Redskaber benyttes. Endvidere er der seværdige Samlinger af inden- og udenlandske Krigsdokumenter og Krigsfrimærker, Krigsmedailler, Krigspenge, Ordener og Hæderstegn. Der gives et Indblik i Fangelejrene, og der findes en stor, kunstfærdigt forarbejdet Model af en Skyttegrav. Endelig vil den Gruppe, der indeholder de personlige Erindringsstykker, have stor Tiltrækningskraft. Det vil være
meget ønskeligt, om denne Afdeling endnu blev væsentlig beriget fra privat Side.
Indtægterne ved Udstillingen skal komme Røde Kors til gode, et velgørende Øjemed som vil være sympatisk især for alle dem, hvem et personligt Baand binder til Krigsskuepladsen, og hvor er det Hus, hvor denne Forbindelse mangler. Der henvises i øvrigt til Bekendtgørelsen i Bladet.
Ved Udstillingens Aabning paa Søndag Middag Klokken 12 3/4, vil Overpræsident v. Moltke være til Stede.
Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat mellem Blangy og Tilloy ved Arras.
Skg. d.15.X.1916
Min kære Anne! Modtag hermed min Tak for et Brevkort fra d. 11. Det glæder mig meget at høre, at And. Asmussen er i Fangenskab; for ham kan krigen vel blive lang endnu, men han er dog saa lykkelig, en Gang at kunne vende hjem til sin Familie. Hoslagte fand[t] jeg en Dag i et Bremer Dagblad, som laa her ude i Skyttegraven. Nævnte Sch. er maaske den, som jeg rejste herud sammen med fra Orlov i Foraaret. Han var den Gang jo meget ked af det Hele, men haabede dog at vi snart maatte faa Fred. Ventetiden er vel nu bleven ham for lang.
Lor. Andresen fra Skovbøl er ogsaa ved Fronten, han var godt ked af Krigen, især var det ham ubehageligt at være helt alene blandt lutter Rhinprøjsere. Men Krigen er jo enten mere eller mindre, en Plage for hver eneste en. Hans er vel ikke kommen hjem paa Orlov endnu? Vil Du ikke sende mig hans nuværende Adresse, saa at jeg en Gang kan skrive til ham. Det gør mig ondt for ham, at han slet ikke kan komme hjem, han vil vist længes svært. Halvandet Aar i det Fremmede er en lang Tid.
Kære Anne, vil Du ikke, førend Du flytter til Medelby snakke med Moder om, hvad Du skal med hendes Tøj og Møbler, om hun vil beholde noget i Valsbøl, eller om Du skal tage alt med til Medelby. Skal du ogsaa give Afkald paa et Stykke Møbel, saasom Komode og Chartoul, det skal Du ikke bryde Dig om, lad Moder faa det, som hun ønsker, thi hun vil dog vist blive nede hos Marie, med Dig til Medelby rejser hun vel næppe. Mangler du noget Møbel for at opbevare Tøjet, saa kan Du jo altid købe Dig noget ved Lejlighed. Læg ved Flytningen det lille Handværktøj i en Magarinekaase at det ikke skal blive borte der maa være en Murhammer, Harhammer, 3 Knibetange, Høvl, Murske, bag Skorstenen i Baghuset ligger der ogsaa et H[?]spid, to Murskeer – hvis det da er af finde endnu. I Baghuset hænger der ogsaa en Del Rendstager med Lægener, maaske vil Skomagerens have, de kommer dog vist til at gøre Plads til flere Kreaturer. Har de Hr. Gaardhandlere ikke ladets sig mærke vedrørende Landsalg til ham.
Hermed sluttes for i Dag med hjerteligste Hilsner til alle Børnene og til min egen kære lille Anne Din hengivne Lorens
(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Bud fra Felten.
En Søn af Skræddermester Joh. Petersen i Frøslev, Christian er for udvist Tapperhed bleven forfremmet til Gefrejter samt dekoreret med Jernkorset. Petersen kæmper paa Østfronten.
En Broder Asmus har deltaget i de haarde Kampe ved Somme, hvor han er bleven saaret af Granatsplinter i venstre Tommelfinger. Der er desværre gaaet Betændelse i Saaret, og han er bleven opereret et Par Gange. Petersen ligger paa et Lazaret i Celle i Hannover.
Endvidere har Mejeribestyrer Jesper H. Bossen paa Frøslev Mejeri faaet tildelt Jernkorset. Bossen kæmper ogsaa paa Vestfronten.
Desværre har Manden med Leen ogsaa gjort sin Høst i Frøslev. Et Par Landmænd Joh. Clausen og Karl Hansen faldt i de haarde Kampe ved Moulin i Fjor i Juni Maaned. — Et Par Brødre Hans og Chr. Jessen har ligeledes fundet Døden paa Vestfronten.
Landmand P. Karstens blev allerede meldt savnet først i December 1914, og trods alle Efterforskninger er det ikke lykkedes at faa Underretning om den unge Mands skæbne. Han stod ved et Garderegiment, der haabes, at Karstens er i russisk Fangenskab.
Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.
Mainz 12/10.1916
Kære Doschi!
Jeg takker dig hjerteligt for dit kære brev. Mit sår er endnu ikke lægt og efter lægens mening vil der endnu væske noget ud, dvs. knoglesplinter. I alle tilfælde glæder jeg mig over, at man ikke vil til at snitte og operere igen. Smerte og dunken har jeg haft mere af i de sidste dage, men det hænger måske sammen med vejret.
Jeg har ladet mit civiltøj sende herned, så jeg slipper for det evindelige hilseri. Desuden må jeg egentlig kun gå ud fem timer om dagen, så må man jo hjælpe sig som man bedst kan.
Jeg takker dig mange gange for indbydelsen til ”Kredsen”, men kan desværre ikke komme; i stedet indbyder jeg dig lørdag til sammen med mig at se operaen Mignon, jeg håber, at det passer dig. – Ærgerligt at jeg hele tiden er nødt til at udskyde min orlov, synes du ikke?
Nu til sidst vær hjertelig hilset af din gamle ven
Hanni
Skrev snart igen
(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)
Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat mellem Blangy og Tilloy ved Arras.
Skg. d. 12 Oktober 1916 Saa sidder jeg da atter her ude under Jorden. Stillingen her er omtrent som i Champagne, dog vel næppe saa rolig, thi Engelskmanden skyder stadig med Miner. Naar man sidder nede i sin Hule, saa er Faren ikke saa stor, men værre er det selvfølgelig naar man skal staa paa Post ude i Graven. Dog, en god Ting er der ved disse Miner, man kan nemlig høre, naar de kommer, og ved Nattetide enddog som oftest se dem, og saa gælder det om at forsvinde i en Fart i det nærmeste Hul. Det gælder derfor om at være vaagen. Det kompagnie, som vi afløste havde ligget her i tolv Dage og slet ingen Tab haft. Stillingen her er gammel og derfor ogsaa godt udbygget. Der er en svær Mængde Traadforhindringer baade foran vore og de engelske Grave. Ved Nattetid bestryger Maskingeværerne ofte terrænet, da der frygtes for fjendtlige Patroljer.
“Erobret engelsk tank” (Museum Sønderjylland – ISL)
Kanontordenen fra Somme lyder op til os. Der raser Kampen nok stadig videre[.] Engelskmanden har der i den sidste Tid brugt et nyt Kampmiddel et 15 m langt Panser-Auto. Paa dets Staalplader glider vore Geværkugler virkningsløst af. Det er besat med enten 6 Maskingeværer eller ogsaa 4 Maskingeværer og 2 smaa Kanoner. Denne Kolos kører paa en god Vej 6-7 km i Timen, paa løs eller opblødt Jord derimod kun omtrent 1½ km. Men Pigtraadforhindringer og to m. brede Grave kører den glat over væk. Ja, Menneskene udspekulerer meget nu om Stunder, men det er sørgeligt, at det er saa meget af det onde.
Du nævner, at Du vil flytte i næste Uge. Er Vasili færdig ude i Engen og ligeledes med at køre Træ, thi naar Du først bor i Medelby, kan Du vel ikke beholde ham længere. Omme bag Gaarden laa to lange Gran, naar de ikke er solgt, kan du jo tage dem til Brændsel, ligeledes de Pæle som staar omkring Høhæsset[.] Over Porten i Høladen ligger en Del Brædder, over Fodergangen ved Kvierne ligger nogle Granbrædder og oppe i det ene Tag ved Loen ligger en Del Gulvbrædder som tilhører Dig. I Tørreladen ligger der ogsaa en Del Træ, i Hjørnet havde jeg opstablet lange Stykker: se kun at få alt med. Der skrives om at købe en Ko, hvorledes er Stalden, bliver der ikke for koldt til Vinter, thi naar Koen skal fryse, saa vil den kun give lidt Mælk.
De hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene Din egen Lorens.
(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat nær Arras.
Monchy, d. 8.10.16.
Min kære Anne! Da jeg har Vagttjeneste for et Døgn, saa sidder jeg i Ro her paa Vagtstuen i Monchy og har god Tid til at skrive til dig. Jeg vil da først fortælle Dig lidt om hvordan jeg har det her ude.
Du mener i Dit sidste Brev at jeg ligger i Ro, men det er ikke Tilfældet. Vi har en Stillinge her i Lighed med den vi havde i Champagne sidste Vinter. Gravene er godt udbyggede, da Stillingen jo allerede er gammel, og vore Bunker er dybe og nogenlunde sikre. Vi har Engelskmanden for os her, men han forholder sig temmelig rolig saa vore Tab er meget ringe her. Naar han bliver hidsig en Gang imellem synes hans Specialitæt at være at Kaste med Miner. Vi skal atter en af Dagene ud i Graven og bliver der saa vist nok i tre Uger, derefter kommer vi atter ti Dage tilbage.
Ved Somme har vore været forfærdelig med i den Tid jeg har været hjemme. Fra vort Kompagni er omkring ved fyrre tilbage af de gamle Mandskab. Deraf har en Del været afkommanderet den Gang. Af dem som var ved Kompagniet under Kampene er der kun kommen 24 Mand tilbage, men af disse har vel atter rigelig Halvdelen haft sig forputtet, saa i Virkeligheden er ikke en Gang en halv Snes Mand kommen vel ud af Ilden. Det er jo skrækkeligt at tænke sig.
Ved Rgt 90 har en hel Del da ogsaa fundet paa det Raad, at binde deres Lommetørklæder paa Bøssen og saa løbe over. Vore Officerer har vel givet Ordre til at skyde paa dem, dog er der nok ingen, som har lystret denne Ordre. Ved vort Rgt skal Folkene ogsaa paa forskellig Maade have ytret Utilfredshed, saaledes har de haft en Plakat opslaaet: Gleiche Löhnung, gleiches Essen, dann wäre der Krieg schon längst vergessen, og ligeledes har de hængt et Stykke Ost op i en Traad med en Seddel, hvorpaa der stod: Dies ist unsere Verpflegung für zwei Tage. Ostestumpen skal have været saa bitte lille, saa det var en Ynk.
Du skriver at Nic. Jepsen er saaret saa ham behøver jeg altsaa ikke at kigge efter foreløbig. Paul Petersen, som Du skriver om, ligger i disse Dage samen med mig her i Monchy. Da jeg husker derpaa, vil jeg bede Dig skrive til Andreas Asmussens Kone, thi der er vel ikke bleven svaret paa hendes Brev endnu. Mon der er kommen Efterretninger fra Andreas? Det skulde virkelig gøre mig ondt, hvis ogsaa han var borte.
Som jeg skrev, blev der lovet mig Straf, fordi jeg kom for sent, men endnu gaar jeg uantastet, saa det har vel nok ikke været andet end en tom Trussel.
Hermed sluttes for i Dag med de hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene og alle i Hjemmet Din egen Lorens
(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.
Mainz 6/10.16
Kære Doschi!
Hjertelig tak for dine kære ord. Med mig går det godt. I forgårs fik jeg fjernet to knoglesplinter til og jeg tror, at de nu alle sammen er ude. Såret er dog ikke vokset helt sammen, men det går jo hurtigt. Så længe såret ikke er helt lægt, kan jeg desværre ikke komme på orlov.
Jeg læste i går i avisen, at Flensborg Stadsteater er kommet i gang igen, så kan man jo gå derhen. Jeg bliver selvfølgelig uden videre når jeg er frisk igen overført til ersatz-bataljonen i Flensborg, men længe jeg har ikke lyst til at blive der.
Her i Mainz er der virkelig rigtig rart, meget sker der nu naturligvis ikke, men smuk natur er der ikke mangel på. I går spillede vi et godt parti kegler. I Hamborg sker vel heller ikke noget særligt? Hvad mener du med kejseren ved siden af?
Nu til slut hjertelige hilsner og på glædeligt gensyn din gamle ven Hanni
(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)
Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.
Flensborg den 1. Oktober 1916
Mine egen Ven! Saa begynder vi paa en ny Maaned igen! […] Jeg er i Søndagshumør i Dag, d.v.s. skidt! – Det er altid saa trist om Søndagen – ak, saa rasende trist. Og dog, det har man jo slet ikke lov at sige, man sidder lunt inden Døre og det allervigtigste, det at du har det godt, er jo ogsaa Tilfældet. Saa har man ikke Lov, at synes, at det er trist. – Men denne uendelige Krig, kan jo da ogsaa virke forfærdelig tyngende paa Sindet. Man kan jo dog aldrig rigtig være glad alligevel. Og der er jo slet ingen Udsigter til en Ende, det kan saamænd vare længe, længe indnu [sic!]. Ja saa tror jeg ikke at jeg kan mere i Aften, jeg er ”tom”. Men saa tænker jeg til Gengæld saa varm og ømt paa idg, kyser dig, og er din egen Pige […]”
(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.
Mainz 30/9.1916
Kære Doschi Hjertelig tak for dit brevkort. – Det går mig godt, kun vil såret ikke rigtigt vokse sammen, da der stadig er materie i det. For nyligt måtte de endda delvist åbne det igen, så at det bedre kunne væske. I går fortalte en læge mig så, at han mente, at der ville væske endnu en splint ud. Gud ske takke lov har jeg som sædvanligt ikke mange smerter, kun ved behandling og forbinding gør det lidt ondt. At grine går stadig ikke godt med, derfor må du ikke skrive nogen vitser i dine breve.
Jeg ved ikke, om jeg allerede har meddelt dig, at jeg bliver her, til såret er lægt, da en ansøgning om forflyttelse tager for lang tid. Det er rigtigt rart her på hospitalet, jeg har allerede fået mange venner her. Vejret har i den sidste tid været så smukt og i dag regner det igen.
Hjertelige hilsner fra din gamle ven Hanni Wrang
(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)
Frisør Christian Campradt fra Haderslev blev indkaldt i 1915, og kom i 1916 til Infanterie-Regiment nr. 368, der i september blev indsat ved Verdun og lidt over en uge senere i slaget ved Somme.
Hannecourt ved Sommefronten, 29/9 1916
Kære forældre og Kalle! Sluppet uskadt fra Sommeslaget er jeg nu på til etapen for at finde kvarter til I. Bataljon. Igen var det forfærdelige dage. Vi lå i forsvar og opgav at forsvarer landsbyen Combles, d. 25/9 måtte vi rømme og også enkelte stillinger som blev udsat for for voldsomme franske angreb. Hvor hårdt det er at forsvare, vil jeg kort forsøge at skildre for jer.
Kort over slagmarken ved Somme fra Christian Campradts scrapbog med indtegning af det område, han var indsat i september 1916 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Den 26. sept. havde vi trukket os 50 m bagud til en tilbageliggende skyttegrav, hvor vi gravede os ned med maskingeværet og fik befaling at modstå alle franske angreb og ubetinget holde stillingen. Natten var forholdsmæssig rolig. Vores gevær lå skudklart, der var hele tiden to mand på vagt. Vi fem andre af mandskabet lå i et jordhul i skyttegravsvæggen. Jeg kunne ikke sove trods de to sidste dages anstrengelser.
– Morgenen grånede -Hvad ville dagen bringe? Time efter time gik. Dødsens stilhed lå over den store ligmark, det var stilhed for stormen. Enkelte kamerater døsede, lænet mod skyttegravsmuren, andre røg tænksomt deres cigaretter.
Kl. 10 om formiddagen – rasende trommeild på vores skyttegrav, svære 30 cm granater direkte i og ved skyttegraven, som slet ikke er mere. Helvede har åbnet sig, intet at se for krudtrøg, jorden kastes højt op i luften af granaterne og falder ned på os. Beskydningen bliver stadig vildere, til højre og venstre, foran og bag vores kummerlige dækningsrum, der allerede er blevet trykket ind af en granat af mindste kaliber, slår svære, buldrende granater ned. Pludselig hører jeg stønnen. Vores vagtpost, Gustaf Offermann, vores “Moppie” ligger blodoversprøjtet i skyttegraven. En granatsplint af håndslængde sidder i hans lunge. Ham kan ingen mere hjælpe. Han raller, dybere og dybere, øjnene er stivnede. Adressen på hans brud i Osnabrück, Bierstrasse har jeg. – Tre mand slæber ham ud af skyttegraven til det første og bedste granathul. Der bliver han liggende.
En ny vagtpost bliver sendt ud, til højre og venstre for os er de fleste døde eller levende begravet. Begge de sårede er forsvundet bagud. O, hvis man bare man blev letsåret, et “Heimatsschuss”.
Luftfoto af slagmarken ved Somme fra Christian Campradts scrapbog (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Stormen, trommeilden naturligvis, bliver hele tiden værre, det er orkan, og ikke længere til at holde ud. Vi par mennesker sidder tavse og stumme og venter. – Kl. 12 middag. Beskydningen forstummer som ved et slag, alt som endnu lever springer op, det er få, bittert få. “Franskmanden kommer” bliver der råbt over alt. Alle springer til geværet. Dér kommer række efter række af franskmænd med blinkende bajonetter, 6 rækker er der, den første 80 m herfra. Vores gevær fyrer løs, det skyder og skyder og strejker ikke, den trofaste ting: derover falder de, går i stå, springer frem, flere bliver liggende. Stormangrebet standser, det standser! De overlevende løber tilbage, mange er blevet indhentet af maskingeværkugler: skyttegraven er blevet holdt! Angrebet er slået tilbage!!
Dødsens stille her og derover! Hvad sker nu? Vil de komme igen med forstærkning? – De forbliver i ro! Jeg ser hen til dækningsrummet, der ligger den anden vagt op ad væggen med et lille hul i panden, død. Det var Lückmann fra Ostfriesland. Af mandskabet, fem mand og en leder var to døde, og Hansen-Lassen fra Ostenfeld ved Husum, som er let såret i højre hånd og venstre tinding, er gået tilbage. Han var glad og tog kort afsked. Hvad bliver der af os sidste? Tankerne løber, på engang gennemløber man det hele;
Henimod kl. 2.15 begynder trommeilden påny, som aldrig før. Jeg arbejder mig ud af stolle-rammen, skal skaffe forbindelse til resten af kompagniet. Løber snublende 100 m til højre, 100 m til venstre, ingen levende længere, død, forfærdelig lemlæstet. Vi tre mand er alene med maskingerværet. – Kl. 4 stopper det. Et nyt angreb, fire bølger sorte! Geværet fungerer stadig. På afstand 1000 m skyder vi løs, når bare geværet holder, hvad så? Vi tænker ikke længere på noget. Djævlen har grebet os!
Angrebet mislykkes igen, de sorte bølger flyder tilbage, for anden gang. Vi ved ikke hvad vi gør. Vores skytte, Felten fra Honnef ved Rhinen, klapper geværet, som var det et menneske, eller hans kæreste på jorden. Efter et par minutter begynder den rasende beskydning igen, var det blot lykkeligt overstået, det var utænkeligt at komme igennem. Jeg ved ikke, hvad der mere skete, henmod kl. 6 skubber Felten til mig. Campradt, Angreb! – De sorte er næsten allerede henne ved geværet, blot sekunder og vi har bajonetten eller dolken i struben. Jeg skyder selv, bremsen snurrer igen; bestryge kan jeg ikke længere, håndhjulet har en granatsplint bøjet, man kan ikke dreje det længere. Et grusomt billede: Ikke en falder, men dusin efter dusin; lykkes det igen? jeg skyder og skyder, ellers er alt tabt! Det lykkes, men det franske artilleri har fået øje på os, vi får en granat i fjæsset, man mærker det ikke, kun skyde, skyde!
– Et knald, et slag, ild, vi flyver bagud, tæt ved os slå en granat ned! Efter et par sekunder kommer jeg til mig selv, ved siden af mig ligger Felten uden hovedskald, ukendelig, sort, død – den tredje! – Den sidste, Gefreiter Willy Röwekampf fra Mentrup-Hagen ved Osnabrück har et lille kødsår i låret. Hele min jakke er fuld af blod, men jeg er ikke såret. Den tyske spærreild har sat ind.
Det 3. angreb er slået tilbage. Jeg tumler hen til geværet, det kan ikke længere, det glødende løb har sat sig fast. Roligt, uhyggeligt roligt er der blevet. I den lumrer aften glider lig- og blodstanken sammen med krudt- og tågestanken hen over hullerne. Jeg har forbundet min sidste kammerat, Röwekamp fra Mentrup-Hagen ved Osnabrück, han kan gå og vi går fuldstændig uforstyrret tilbage. I landsbyen Sally ligger Bataljonsstaben. Jeg meddelere Kaptajn von Reden: af 5. maskingevær fra Infanteri regiment 368´s 1. kompagni er tre mand døde, to sårede, og jeg som den sidste på vej til forbindingspladsen med en såret. Han kan intet sige, tårerne står ham i øjnene. Jeg kunne “rende” til landsbyen Fins! Natten til den 29. sept. bliver der afløst. Af mit kompagni var 34 mand tilbage.
Nu er jeg sendt forud af bataljonen for at finde kvarter og er igen menneske! Nu har jeg alle mulige ønsker: Strømper og fodlapper, en barberkniv! Mad behøver I ikke sende. Adressen er den samme I/368.
(Oversat efter brev i Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Otto Iversen fra Maugstrup blev indkaldt i sommeren 1916, og kom efter sin uddannelse i Rendsborg til Frankrig.
I felten 27.9.1916
Kære forældre!
Modtog i går et kort fra broder Thomas, som han den 11. har sendt til min adresse i Rendsborg. Vi har meddelt vores adresse til Rendsborg og bedt om at få vores post eftersendt. Efter at have modtaget noget fra R. forventede jeg at få post fra jer.
I dag er jeg på vagt fra middag i dag til middag i morgen. Hver sjette time har jeg to timers vagt og fire timer på vagtstuen. I de fire timer har jeg god tid til at skrive mine breve. Efter hvad Thomas skriver, så mener han, at jeg stadig vil være dér den følgende søndag, forhåbentlig har han ikke været i Rendsborg, da han jo ikke ville besøge mig søndagen efter jeg måtte af sted tirsdag.
Her har vi anstrengende tjeneste, meget mere anstrengende end i Rendsborg. Om eftermiddagen har vi næsten altid to timers skansen og jorden er frygtelig hård, ca. ½ meter er god fed jord, så begynder kridtet eller kalkstenen allerede og skyttegraven skal være 2,40 m. dyb. Når man læner sig mod skyttegravens sider, så bliver man så hvid som hvis man lænede sig op ad en kalket mur. Man kunne berette meget herfra og fra omegnen, men det er os forbudt og hvis vi skulle gøre det, så slipper brevene ikke igennem. Jeg er begyndt på min dagbog, så jeg ikke har glemt det hele, når jeg kommer hjem. Navne på alle de steder, jeg har været i kvarter, bliver noteret.
For et par dage siden, d. 25, var der trommeild ved fronten. Om aftenen kom om nyheden, at 5.000 fanger og fem landsbyer var blevet taget fra franskmændene.
I formiddags var vi ovre i nabolandsbyen for at blive afluset, selvom jeg endnu ikke har mærket noget til lusene. Forskellige andre havde dog brug for det. Aflusningsanstalten ligger i en tidligere fransk sukkerfabrik. Siden krigens begyndelse har alt stået stille på fabrikken. Næste alle vinduerne er slået ind og alle brugsgenstandene smidt udenfor, hvor der lå store jernfade og maskindele mellem hinanden. Det kommer til at tage tid og penge, at sætte fabrikken istand igen. I sådan en forfatning befinder meget sig desværre.
Sidste søndag var jeg på kirkegården her i landsbyen. Der hvor de tyske soldater lå begravet, var alt holdt pænt og rent. I kirkegårdsmuren var stadig de huller, som blev benyttet som skydeskårer, da krigen rasede her. Fronten har ikke ændret sig her i to år.
Vær så venlig at give mig besked om, hvor mange af mine breve og kort, som er nået frem, jeg vil gerne vide om det hele får lov at komme igennem.
Til slut hjertelig hilsen til jer alle jeres
Otto.
(Brev oversat fra tysk, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.
Mainz 26/9.1916
Kære Doschi!
Hjertelig tak for den dejlige kageforsendelse og dine kære ord. Kagen vil jeg lade mig smage i eftermiddag sammen med min stuekammerat, der har forbrændt en fod og lider under frygtelige smerter. Jeg tror næppe, at der i Mainz findes så dejlig en kage. Her spiser man mange sveskekager, der også er ret gode, vi får dem også her på lazarettet.
Som jeg allerede har skrevet, så heler mine sår godt, kun indskudsstedet, der væsker materie, vil ikke rigtigt. Men snittet fra operationen, der ellers gik helt ind til knoglen, er fuldkomment helet. Jeg har nu opgivet en overførelse til Flensborg. Jeg talte med overlægen her og han sagde mig, at når min ansøgning er bevilliget, så var jeg så vidt, at jeg allerede var i Flensborg.
Jeg har allerede været flere gange i teater, men det er ikke noget særligt. Hvordan er teateret i Fl? – Jeg håber dog, at jeg i begyndelsen af oktober kommer på 8 dages orlov til Flensborg. Humøret er nøjagtigt lige så godt som før.
Nu til slut en rigtig hjertelig hilsen og et glædeligt gensyn
Hanni
(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)
Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.
Mainz 22/9.16
Kære Doschi! Jeg modtog i går dit brevkort, der først havde været ved fronten. Jeg siger dig mange tak for det og for det fine billede af “Kredsen”. Med mig går det stadig fremad, dog tager det længere tid for såret at hele end jeg forventede, da såret væsker materie; men det er ikke farligt. Er det ikke morsomt, det gør mest ondt i såret, når jeg griner, da musklerne i panden endnu ikke helet og derfor smerter. Byen Mainz og omegn er ganske pæn. I går var jeg for første gang i teater, men ikke noget særligt. Hvornår jeg kommer til Flensborg, ved jeg ikke, det tager lang tid med ansøgningen. Hjertelige hilsner
Hanni
(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)
Frisør Christian Campradt fra Haderslev, blev indkaldt i 1915, og kom i 1916 til Infanterie-Regiment nr. 368, der midt i september havde været indsat Verdun, og nu mindre end en uge efter lå bag fronten ved Somme
22/9-1916
Kære forældre og brødre! Kan meddele jer, at jeg stadig ligger i Væveriet (Broderiet). Fra fronten hører man det buldre og om natten ser man lys- og signalkuglerne stige i vejret. Om dagen har både franskmændene og englænderne såvel som vi talrige observationsballoner oppe, som kan se langt ind i landet bag fronten og observere dem som er der, næsten ingen troppeforskydninger bag den fjendtlige front forbliver uset. Også enorme mængder af flyvemaskiner surrer gennem luften, alle kampflyvere. Om vi bliver “indsat” her og hvornår — er ukendt.
I dag er vejret nogenlunde, men allerede temmelig koldt. Vi venter dag efter dag post hjemmefra, men intet ankommer. I 10 dage har vi intet modtaget. Forhåbentlig kommer der noget i aften?!! Jeg sender i dag en pakke hjem med strømpeskafter og andre sager, som kun vil være en byrde på marcherne. Forhåbentlig når den frem!!! Når den er der, så skriv det straks. Man er meget spændt på at høre hjemmefra, hvordan det går jer, hvordan I vel har ventet på post fra mig i dagene ved Verdun; om Max allerede er blevet indkaldt. Hvordan situationen er i Rumænien o.s.v.
Er i alle raske? Hvad laver Kalle! Mange billeder og mange tanker er løbet mig gennem hovedet i de farlige dage i granathullet; f.eks. om aftenen når trommeilden begyndte og granaterne igen susede uophørligt, de sårede jamrede og skreg, hvor meget tænkte jeg så ikke på vores fredelige vinterstue og vores lange sofa, hvor vor far måske dydigt læser Die Grenzpost og tænker Verdun er snart vores, blot et fort til. O, hvis I blot vidste, dér bliver den ene armé efter den anden tilintetgjort!!! Franskmændene går det på nøjagtig samme måde og krigen får derved hurtigere ende.
Hvordan går det med Jakob og Onkel Julius? Hils alle slægtninge!! Jeg har endnu en bøn, send mig strømper, med det jeg har går det kun lige.
Lev vel og hilsen jeres Christian
(Brev oversat fra tysk, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Frisør Christian Campradt fra Haderslev blev indkaldt i 1915, og kom i 1916 til Infanterie-Regiment nr. 368, der midt i september havde været indsat ved Verdun, og nu mindre end en uge efter lå bag fronten ved Somme
d. 20. september 1916
Kære forældre! Ligger i dag i kvarter i en broderifabrik, spinderi og væveri. Det er den første hviledag efter de hårde dage ved Verdun og rejsen herhen. Man begynder snart at blive syg af anstrengelserne: De seks dages liggen i granathullet, intet at spise andet end nogle kiks og blodpølse, kun lidt at drikke og kun muligt at skaffe noget frem om natten. ”Brokkerne” flyver omkring en og sønderriver kammeraterne. Hvert øje blik kan det være en selv. Jammer overalt. De sårede ligger hele dagen og skriger af smerte og tørst, de kan ikke hjælpes i løbet af dagen. Heller ikke om natten kan alle blive bragt tilbage eller blive liggende halvvejs da bårebærerne også er blevet sårede.
For eksempel lå der foran os en såret franskmand (lårskud), og kunne ikke hjælpe sig selv. Han skreg hele dagen på vand. På tredje dagen fandt en af os (alsacer) ham i et granathul og kunne tale med ham. På det tidspunkt havde han ligget der i 7 dage i den forfærdeligste beskydning og uden mad og drikke. Han blev bragt til vores linje og døde straks efter han havde fået lidt vand. Er det stadig krig? Og hvordan vil det være her? Det kan ikke blive værre! Man hører allerede trommeilden fra Somme. Hvornår vi bliver indsat her, har jeg ingen anelse om. Efter 4-5 dage kom vi hertil med jernbane og ved march.
Jeg har ikke hørt fra jer i en uge. Er Max stadig hjemme? Hvordan går det jer ellers? Hvad laver onkel Julius, er han der også stadig? Jakob kan være glad for at være kommet ud af denne elendighed. Hvem bærer ansvaret for Verdun, hvor den ene armé efter den anden bliver flået op? Hvem bærer skylden for offensiven ved Somme, hvor en armé efter den anden bliver nedslagtet? Krigen har nået sit højdepunkt og vil snart være forbi, men først må vi endnu engang ind i elendigheden. Kommer vi til at opleve freden? Det er der ikke udsigt til, men man kan altid håbe.
Jeg hilser jer og håber snart at høre fra jer jeres Chr. Hils alle bekendte.
Send mig ved første lejlighed noget at tage på fødderne!!! Det bliver allerede temmelig koldt her.
(Brev oversat fra tysk, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.
Mainz 19/9. 1916
Kære Doschi! Jeg takker dig hjerteligt for dine kære ord. Jeg kan Gud ske lov meddele, at det går mig helt godt. Jeg er i de sidste dage stået op og har været ud at spadsere. I forgårs – allerede første dag – kørte jeg med nogle kammerater i den elektriske til Wiesbaden og vi så det dejlige badested. Jeg kan sige dig, der er vidunderligt. En skam, at sommeren er forbi og at det bliver koldt. Det regner nu dag efter dag.
– Mit sår heler nu helt godt og smerterne er ikke længere så kraftige. Såret fra operationen er næsten fuldstændig helet, kun indgangssåret er stadig åbent. Du spørger hvornår overførelsen til Flensborg vil finde sted; det kan jeg ikke sige, det går nemlig ikke så hurtigt; men det bliver vel i løbet af måneden. Den stakkels løjtnant Iwersen er nu også faldt. –
Nu til slut en rigtig hjertelig hilsen til dig. Hanni
(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)
Soldatervarieté på østfronten, 1916. I midten ses forestillingens diva, der ifølge en påskrift hed Anton. At mænd optrådte som kvinder i soldaterteatrene var ikke unormalt. Kvinder var der ikke mange af i de frontnære områder, og sjældent nogen der kunne tysk, så man måtte klare sig som man bedst kunne. (Museet på Sønderborg Slot)
Frisør Christian Campradt fra Haderslev blev indkaldt i 1915, og kom i 1916 til Infanterie-Regiment nr. 368, der midt i september blev indsat ved Verdun.
Fredag d. 15. sept. 16.
Kære Forældre og brødre! Endelig kan jeg give et livstegn fra mig. Vi var ved Verdun. Vores Stilling var i Souville-Slugten. Det var seks forfærdelige Dage. Levede kun af kiks og vores “Jernportion”. Levnedsmidler kunne ikke bringes gennem den forfærdelige spærreild. Man krøb fra granathul til granathul til man nåede fjenden. I dagens løb kunne man overhovedet ikke røre på sig. Fra højderne kan franskmændene næsten se ned i hvert eneste hul.
Døde ligger der mange af og bliver ikke begravet, i mange huller to-tre døde i skrækkelige stillinger. Mellem dem søger man dækning og venter på hvad der sker. Granater hyler og slå ned tæt ved. Kun ved et vidunder slipper nogen uskadt derfra, deriblandt også mig. Også vi har lidt store tab. Mange kammerat og venner har vi måtte efterlade, mange er sårede, hårdt og let, manger er forsvundet, død eller i fangenskab. Men franskmændene har også enorme tab.
Et smukt billede havde vi om morgenen den 10. d.m. Af et granathul steg franske sanitetssoldater, foran sig bar de genferflaget og samlede de sårede. I en halv time skød vi ikke. Men vores bårebærer vovede sig ikke frem. De blev beskudt. Foran os lå rigsfranske, det 220. regiment. Men til højre for os var der sorte. De har alle mulige mordinstrumenter og hos dem er man fortabt. Men vi viser heller ingen nåede overfor dem.
Den første aften gik vores frem til storm. Men på grund af forfærdelig maskingevær- og geværild blev vi holdt nede. Havde mange tab. Men sådan går det også franskmændene. Han gjorde flere gange forsøg på angreb, men blev altid holdt nede og med store tab.
Kære forældre, jeg havde de værste forestillinger om Verdun, men ikke så skrækkelig. Natten mellem d. 12. og 13. blev vi afløst. Det gik tilbage gennem den voldsomme spærreild i rasende løb. – 4 Kilometer. Og mange som allerede glædede sig over at være kommet ud, måtte tro om. Kære forældre! tag det ikke så tungt.
Om vi skal tilbage igen, ved jeg ikke. Vi ligger nu 25 km bag fronten. Det bliver snart meget koldt. Sidste nat kunne jeg ikke skrive det hele, det var mig imod at tænke på det, for det er ikke krig, det er massemord.
(Brev oversat fra tysk, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Den 10. september indførtes der en særlig postcensur i Sønderjylland/Nordslesvig, og tyske soldater gik i gang med at anlægge en nordvendt skyttegravslinje.
Uindskrænket ubådskrig
Baggrunden var den militære situation på især vestfronten. Hårdt presset af tabene under de store offensiver ved Verdun og Somme besluttede den tyske hærledelse at forsøge at besejre Storbritannien med en uindskrænket ubådskrig. I farvandet omkring de britiske øer ville både fjendtlige såvel som neutrale skibe kunne risikere at blive sænket uden varsel af de tyske ubåde. Før man gik i gang, vil man dog forberede sig på eventuelle modtræk fra Storbritannien og mod de neutrales reaktion. I nord frygtede man, at Storbritannien uden dansk modstand kunne få lov til at landsætte tropper i Danmark til et angreb henover den dansk-tyske grænse.
Udsnit af luftfoto af Sikringsstilling Nord syd for Kalkenberg ved Vedsted (Johannes Bruchhof)
Forsvarslinjen
Den 10. september gik tyskerne derfor i gang med at anlægge en skyttegravsstilling tværs over Sønderjylland fra Slivsø ved Hoptrup i øst til Vesterhavs-diget ved Skærbæk i vest. Med hjælp fra de såkaldte Armierungstrupppen (arbejdssoldater uegnet til frontindsats) begyndte de tyske ingeniørtropper i første omgang at opstille pigtrådsspærringer, mens den dobbelte skyttegravslinje indtil videre kun markeredes i et spadstiks dybde. For ikke at spilde ressourcer på at vedligeholde skyttegravene skulle de først graves i fuld dybde, når stillingen ved et eventuelt fjendtligt angreb blev bemandet. Artilleriet gik dog i stilling med det samme, der var dog tale om forældede kanoner, de fleste fra før århundredeskiftet.
Postcensur Samtidig med at arbejdet tog sin begyndelse indførtes postcensur i området nord for Flensborg. Alle breve skulle afleveres med åbne kuverter, være skrevet på enten tysk, dansk, svensk eller norsk og måtte naturligvis ikke indeholder oplysning af militær natur.
Gå ikke glip af åbenhus-dagen i anledning af Sikringsstilling Nords 100-årsdag – læs nærmere her!
