Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.
St. Quentin 11/9.16
Kære Doschi! Hjertelig tak for dit kære brev. Nu er gud ske lov det værste overstået. Den 7.11.16 [sic!] fik jeg fjernet fem granatsplinter fra hovedet. Det var ikke ligefrem dejligt, for operationen blev gennemført ved fuld bevidsthed. Granatsplinten ramte først min huekokarde, ødelagde den og trængte så ind i kraniet. På grund af min sunde og kraftige kropsbygning kom jeg hurtigt over det. Såret i hovedet er dog temmelig stort og modbydeligt, men jeg er allerede fuldkommen feberfri. I dag jeg blevet erklæret rask nok til at blive transporteret og så går det mod Tyskland. Jeg skriver snarest muligt min adresse. Hjertelig hilsner også til dine forældre og på snarligt gensyn Hanni Jeg vil så hurtigt som muligt ansøge om at blive overført til Flensborg.
(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)
Lørdag den 10. september i år er det 100 år siden, tyskerne gik i gang med at anlægge forsvarsanlægget Sikringsstilling Nord tværs over Sønderjylland. I anledningen af dagen holder Støtteforeningen for Sikringsstilling Nord et ”åbent hus”-arrangement.
Lørdag den 10. september vil der fra kl. 11-15 ved flere bunkeranlæg stå guider klar til at fortælle om Sikringsstillingens historie og de enkelte bunkeres konstruktion og funktion. De bemandede anlæg befinder sig i Kalby Plantage, Strandelhjørn Skov, Arrild Ferieby, Gøttrup og Skovby (se nedenstående kort for deres nærmere placering).
Samtidig vil også være åbent hus i foreningens lokaler på Agerskov Skole, Nørregade 17, 6534 Agerskov, og fra kl. 16 til ca. 19 inviterer foreningen til hyggeligt samvær med mulighed for at købe pølser fra grillen, samt drikkelse.
Den sprængte kommandobunker i det svære batteri i Strandelhjørn skov. Batteriet var udstyret med en 24 cm skibskanon i et drejeligt pansertårn.Det indre af bunkeren “Elfriede”, Arrild Ferieby. Bunkeren er som noget specielt udstyret med vinduer og i gulvet ses aftryk af sømbeslåede tyske støvlesåler.
Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i slutningen af august for anden gang blev indsat ved Somme ved landsbyen Barleux ca. 5 km sydvest for Peronne.
d. 30.8.1916
Min kære Anne! Min hjerteligste Tak for et Brev og en Pakke med Kage, som jeg modtog i Aftes. Jeg beder Dig ikke at sende mig mere foreløbig, ej heller at skrive Breve, da jeg har stærkt Haab om at komme hjem. De andre er i Dag kommen tilbage fra Høstorlov. Men hvem der skal rejse nu, er ikke bestemt. Ansøgningerne er vel ikke kommet tilbage fra Regimentet endnu. Nogle mener, at denne Orlov begynder d. 1. Septbr., andre d. 4., dog bestemt faar man intet at vide førend i sidste Øjeblik.
I Aften rykker vort Kompagni atter forud og jeg havde jo egentlig haabet at blive fri for denne Tur, men naar det ikke giver nærmere Besked, saa kommer jeg nok til at traske med, det faar jo hjælpe sig, blot man kommer sund tilbage igjen, men behageligt er det langt fra, det har regnet stærkt her i den sidste Tid. Vejen er derfor meget opblødt, og tung at gaa og i Skg. vil der vist nok staa Vand. Ja, den bedste Tid af Aaret har vi nu atter haft her ude.
Krigen fører jo meget voldsom for Tiden, Rumænien har vel ogsaa erklæret Krig, dog tror jeg alligevel ikke at det giver Fred dette Aar, skønt det vel var værd at ønske.
Jeg har ogsaa faaet en Pakke fra Jørgen Jørgensen i Aftes. Hvad den indeholder ved jeg ikke endnu, da jeg ikke har haft Tid til at se efter. Jørgen har endnu foreløbig Orlov til d. 22. September, men jeg vil haabe, at han slet ikke kommer til Fronten mere. Et Liv, som det, vi maa føre her for Tiden, vilde han heller ikke holde længe ud, dertil er han ikke stærk nok. Jeg skal have skrevet til ham, da han ikke har hørt fra mig i lang Tid. Jeg ved ikke, hvori det ligger, thi jeg har i den sidste Tid kun haft lidt Lejlighed, men ogsaa kun lidt Lyst til at skrive.
Ansøgningen om otte Uger Orlov er kommen tilbage med Afslag. Der var vel heller ikke andet at vente. Amtsforstanderen har vistnok ingen Anbefaling givet, i hvert Fald var det ikke at vente, efter som han før har baaret sig ad.
Hvis der er megen Kløver i Havren ude i Søndertop saa burde den hellere sidde over Kostalden at den kunde tærskes lidt og saa fodres paa Kreaturerne. Til Hakkelse er Kløverhavre ikke god. Blot Vejret nu ikke volder for mange Vanskeligheder ved Bjærgningen.
De hjerteligste Hilsner til Eder alle i Hjemmet. Paa Gjensyn! Din Lorens
(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i slutningen af august for anden gang blev indsat ved Somme ved landsbyen Barleux ca. 5 km sydvest for Peronne.
d. 26.8.1916
Min kære Anne! For et Stykke Skinke som jeg modtog i Aftes hermed min hjerteligste Tak. Jeg ved ikke rigtig om jeg bemærkede det paa Brevkortet i Gaar men jeg er nu atter bag Fronten, dog kun for et Par Dage. Det ser næste ud, som om vi skal beholde fast Stilling her, lige som sidste Vinter i Champagne, dog det er jo kun Formodninger vi ved jo aldrig hvad næste Time kan bringe, alt kan jo ændre sig i kort Tid. Som jeg skrev, har vi de Dage, vi var for ude, haft det meget roligt, længere mod Nord, paa den engelske Front, har det tordnet uafbrudt. Hvad det har at betyde med denne Ro herude, ved jeg ikke, thi at Franskmændene skulde slaa sig til Ro, tror jeg ikke.
Det er sørgeligt, at Krigen saaledes skal vedblive at rase. Blot vi kunde faa de store Herre, som staar for Styret herud i Skg. [dvs. skyttegraven]. Du kan tro, de vilde snart faa Næsen fuld. Men desværre er det kun Arbejderne og Middelstanden som maa lide og og dø, de øverste ti Tusinde mærker jo kun lidt til Krigen, enten er de hjemme, som uundværlige, eller ogsaa har de en Trykpost et eller andet Sted. De faa, som naar her helt ud, tjener ej heller som mening Soldat, men bliver Befalingsmænd, om det ogsaa kun er tyveaarige Lømler, og under disses Uforstand og Drengeagtighed maa vi saa lide. Dog, vi har aktive Officerer, som ikke er et Haar bedre. Vi har stadig Folk, som maa eksersere efter, naar vi ligger bag Fronten, fordi de har spist deres Jernportion, disse smaa Blikdaaser med Kød, som Du kender. Det er jo egentlig at stift Stykke, naar man betænker, at Folkene maa udholde Anstrængelser og Lidelser og stadig har Døden for Øje, at de saa straffer fordi de har spist disse Stumper Kød. Var det ikke bedre, om man gav dem saa meget, at de kunde spise sig mæt.
Nu lige jeg skriver dette er der en Skare franske Flyvere over os og en af dem træffes af vort Skyts og maa gaa brændende ned. Nej, Krigen er forfærdelig.
Som det lader, gaar Rughøsten nok ikke saa rask fra Haanden paa Grund af Regnen. Her i Frankrig er det ogsaa renset[?] for Tiden. Men den bedste Tid af Sommeren har vi jo haft. Dagene kortes og Efteraaret nærmer sig med stærke Skridt. – I de sidste Dage har tre af vort Kompagnie saaret sig selv med deres Bøsse. – af en Forseelse naturligvis; de vil blive stillet for en Krigsret.
Der hjerteligste Hilsner til Eder alle i Hjemmet Din Lorens
(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i slutningen af august for anden gang blev indsat ved Somme ved landsbyen Barleux ca. 5 km sydvest for Peronne.
Min kære Anne!
Hjærtelig Tak for et Brev som jeg har modtaget i Dag. Ligeledes min bedste Tak for en Pakke med Smør, men naar Smørret er saa knapt derhjemme, saa behøver Du ikke at sende mig mere, jeg klarer mig nok alligevel og I behøver det jo haardt nok selv. Ja, det er slemt, meget slemt for Eder Hjemme og det vil blive meget værre endnu, naar Krigen ikke snart endes, og det er der desværre slet ingen Udsigter til.
Jeg gruer for Vinteren, har faaet nok deraf sidste Vinter og da havde vi endda en god Stilling. Bliver vi til Vinter hvor vi nu er, saa bliver det forfærdeligt, da det er lavt, leret og fugtigt. Vi kan ikke komme i Jorden for Grundvandet og derfor heller ikke forskaffe os Artilleridækning. De Par Dage vi har været i Graven, har vi alle været syge, har ikke kunnet spise og haft Diarré, det kommer af den fugtige Luft og af Stanken fra de mange Lig
de hjertl. Hilsner Din Lorens
(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Infanterie-Regiment Nr. 75´s stilling ved Barleux under Somme Slaget (Zipfel u. Albrecht: Geschichte des Infanterie-Regiments Bremen (1. Hanseatisches) Nr. 75, Bremen 1934)
Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i slutningen af august for anden gang blev indsat ved Somme ved landsbyen Barleux sydvest for Peronne.
d. 22.8.1916
Min kære Anne!
Min aller hjerteligste Tak for Fotografiet. Det er jo lykkedes udmærket, men mager er Du bleven, det kan jeg se. Dog blot Du kun er sund, saa har det jo mindre at sige.
Rugen har I slaaet, skriver Du i Dit sidste Brev, saa er I vel helt færdige med Rughøsten nu. Havren ved Huset er vel ogsaa snart moden? Har I ogsaa høstet Maries Rug?
Det er nu den fjerde Dag, at jeg ligger her ude i Skg. [dvs. skyttegraven], men det er stadig roligt. Vi har travlt med ved Nattetid at udbygge vore Stillinger. Det værste her ude er denne Gang Forplejningen, da Køkkenet ikke kan komme nær nok her til vore Stillinger. Vi maa altsa løbe langt efter vor Mad og alt er kold, naar vi kommer tilbage. Noget varmt faar vi altsaa aldrig, thi ogsaa Kaffen er kold. Forresten faar vi ikke mere end et Bægerfuld i Døgnet. Dog er vi saa heldige stillet, at vi kan hente Vand fra en sammenskudt By lige ved Siden af os. Men Vandet er ikke godt, og jeg drikker ikke gerne deraf.
Hvor længe vi bliver her ude denne Gang ved jeg ikke. Blot jeg nu kunde rejse hjem, naar vi kommer ud af Skg. Jeg har rigtignok selv ikke den bedste Tro, dog umuligt er det jo ikke. Du skriver at Chr.P. Tychsen har haft 6 Uger Orlov, saa er han vel endnu stadig Stade. Ja, det er rigtignok noget andet end at ligger her ude. Lykkelig den, der kan blive hjemme.
Du spørger i et Brev, om det er vor Mergel, der ligger midtvejs ude paa Søndermarken. Ja, det er, men den Indtægt, hvor Rugen nu er, skal ikke mergles, den mergledes nemlig for kun faa Aar siden, med Mergel oppe fra Krattet. Af Mergelen nede ved Chausseen tilhører søndre Ende os, og af Mergelen i Syvspring faar Carsten den Ende næst Sporet alt maa for Resten ogsaa være affællet. Er der i Aar nogen, som kører Mergel fra Søndermarken? Høsten bliver, efter som Du skriver jo meget god i Aar.
Lorens Jepsen, Valsbøl, med sin hustru Anne og deres store børneflok (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Gerne havde Du ogsaa haft et Brev fra Sofie Asmussen. Ja, Andreas var jo saa heldig at faa Høstorlov, men han ligger vel ogsaa her ude igjen. Jeg vilde skrive til ham, saavel som ogsaa til Jørgen, som forhaabentlig stadig er i Flensborg, men jeg har i den sidste Tid hverken haft Tid eller Lyst til Skriveriet.
Jeg læser i Avisen, at Thomsen, Medelby tilbyder en Gaard efter en Enke Nissen, stor omkring 70 ha. er det Majholm?
Saa vil jeg slutte for denne Gang idet jeg sender de hjerteligste Hilsner til Eder alle i Hjemmet
Din Lorens
Endnu en Gang Tak for det smukke Fotografi og paa et snarligt Gensyn.
(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Naar Officerer forinden Krigens Udbrud drøftede, hvilket Haandvaaben der bedst egnede sig for Officeren i Felten, var Meningerne meget delte, hedder det i en Artikel i et tysk Fag-Tidsskrift. Den ene sagde: “Naar vi staar over for Fjenden, lægger jeg Sablen paa Bagagevognen og tager det første det bedste Gevær.” Den næste sagde: “Et Gevær er bare i Vejen, en Officer har slet ikke Tid til at skyde, han skal være snart her, snart der. I Nærkamp kan jeg kun tænke mig at bruge eet Vaaben, nemlig min Sabel, og i Nødsfald har jeg jo endelig min Pistol.”
Paa Spørgsmaalet, om Officeren nu i det hele taget har Brug for noget Vaaben, maa Svaret sikkert blive, at han absolut har Brug for et godt og paalideligt Vaaben, med hvilket han kan gøre sig Haab om at forsvare sig virksomt i paakommende Tilfælde. I Skyttegravene, i Ildlinjen har Officeren saa meget at gøre med at have Opmærksomheden henvendt paa sine Folk, med at iagttage Ildvirkningen osv., at han slet ikke kan faa Tid til selv at optræde som Skytte. Følgelig har han ikke Brug for noget Angrebsvaaben, ikke for Gevær. Men ved gennembrydning af fjendtlige Linjer, ved farlig Patrouilletjeneste, ved Marcher gennem fjendtlige Landsbyer, hvor der kan være Mulighed for at komme til at staa over for Franctireurs eller skjulte Modstandere, eller i Tilfælde af, at han bliver sprængt bort fra sine Folk, da har han i høj Grad Brug for et Forsvarsvaaben, som ikke hindrer hans Bevægelser, men som dog paa den anden Side maa være saa stort, at han dermed i kortest mulig Tid kan gøre en Angriber ukampdygtig. Sablen er ganske vist et smukt og fornemt Vaaben, men den er ganske værdiløs i de her omtalte Situationer. En kort Karabin med paasat lang Bajonet, hvortil hører Skede, er ogsaa uhensigtsmæssig og er under Løb mindst lige saa generende som det lange Infanterigevær, da man risikerer at faa Skeden ind imellem Benene og snuble, og man ikke kan lægge Vaabnet fra sig uden at risikere, at det bliver stikkende i Jorden.
Den tyske semiautomatiske pistol Mauser C96 (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
I vore Tider er det et Ildvaaben, en Pistol, Officeren har Brug for. Ganske vist hører der til Officerens Udrustning saavel Pistol som Sabel; men Pistolen er som oftest alt for lille, en Lommepuffert, meget nydelig med Nikkelkappe-Patroner, men dog snarere at henføre under det farlige Legetøjs end det brugbare Forsvarsvaabens Kategori. Hvad nytter et saadant smukt og bekvemt lille Vaaben, naar det gælder om paa 50 Meters Afstand ved det første Skud at uskadeliggøre en Fjende? I Almindelighed nytter det slet intet, i alt Fald da kun, naar Skytten i Forvejen har haft Lejlighed til at gøre sig fortrolig med sit Vaaben, hvilket snarest vil sige, at han har lært dets Mangler og Fejl at kende og tager disse i Betragtning, naar han sigter, — eller ogsaa kun i de ganske enkelteTilfælde, hvor Kuglen “af Vanvare” rammer sit Maal. Om virkelig Paalidelighed er der ikke Tale ved den Slags Vaaben. Mange af de Officerer, der er faldne i Krigen, vilde maaske i dette Øjeblik have været i Live, hvis de havde været bevæbnede med paalidelige Forsvarsvaaben.
Saa højt udviklet Vaabenindustrien end er, har man dog ikke endnu fremstillet et Skydevaaben, som man kan gemme inden i Haanden og som samtidig er virkelig paalideligt og træfsikkert paa en Afstand af 50 Meter og derover. Den fine Betegnelse „Selvladningspistol” ændrer intet ved denne Kendsgerning. Ikke des mindre nærer Officererne Uvjlie mod at bruge store Pistoler. Det har vist sig, at mange Officerer i Felten har væbnet sig med Infanterigeværer; men Pistolerne skal være smaa. En Mængde holder sig stadig til de smaa Browningpistoler, som virkelig skal gaa og gælde for at være brugelige Forsvarsvaaben, af hvis Paalidelighed daglig mange værdifulde Menneskeliv afhænger.
Den tyske semiautomatiske pistol Mauser C96 med pistolhylster monteret som kolbe (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
“Jeg har”, siger Forfatteren, “prøvet disse dejlige Browningpistoler (6,35 Millimeter Kaliber) paa Skydebanen, og det viste sig, at jeg allerede paa 12 Meters Afstand ikke fik en eneste Træffer i en ret stor Skive — og jeg mener ellers uden Pral at kunne betegne mig selv som en ret god Pistolflytte. For en civil, der kun i de allersjældneste Tilfælde kommer i den Situation at maatte forsvare sit Liv, kan den Slags Lommepufferter maaske nok svare til Formaalet, idet det her kun gælder om at holde Modstanderen i Skak eller bruge Vaabnet Paa ganske kort Afstand. Men i Felten kan Officeren hver Time komme i det Tilfælde at maatte forsvare sig med Pistolen paa nærmere eller længere Hold, og hertil duer Lommepistolen absolut ikke. I den tyske Hær har man da ogsaa fornuftigvis indført den store saakaldte “Parabellum-Pistol”, der er et for Krigsbrug fremragende godt Vaaben, for Underofficerer, Musikere, Sanitetssoldater og lignende. Den 10 Skuds Mauser-Selvladningspistol er endnu bedre og er vist egentlig Ideal-Vaabnet for Officerer; det blev da ogsaa benyttet af disse saa vel i Boerkrigen som i Felttoget i Kina, og man gjorde da udmærkede Erfaringer med det. Jeg har med denne Pistol skudt paa løbende Jagtskive paa et Hold af 80 Meter og af 100 Skud haft 87 Træffere. Mauserpistolens Ladningsmetode og dens Skæftning er tilmed overordentlig praktisk. Denne Pistol er ganske vist tre Gange saa stor som den elegante Browning-Lommepistol, men saa har den dog det Fortrin, at den skyder baade hurtigere og sikrere. Med dette Vaaben i Haanden kan en Officer altid være i Stand til at forsvare sig virksomt, selv om han maa kæmpe med flere Modstandere paa een Gang. Og naar Pistolen anbringes i et Læderfutteral, fastgjort ved Bæltet, kan man bevæge sig akkurat lige saa ugeneret og rask, som naar man kun medfører en af de omtalte Lommepistoler. Og Sablen kan man saa ganske rolig lægge paa Bagagevognen, hvor den kan faa Lov til at blive liggende, indtil mindre krigerske Tider oprinder. Mauserpistolen er Officerens Haandvaaben i Felten.
Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juli 1916 befandt sig ved Somme.
Jeg lod mig undersøge af bataljonslægen, og han konstaterede udover en akut hjertekollaps[?] nervøs overanstrengelse, og rådede mig til en tid at tage ophold på et lazaret og få slappet af.
Men jeg ville ikke. Regimentet lå jo i hvilekvarter, så jeg kunne lige så godt komme til hægterne ved min enhed.
Efter at have ligget 2½ dag i hvilekvarter skulle vi om aftenen igen i stilling ved Cléry.
Så langt kom jeg ikke. Under marchen derhen brød jeg fuldstændigt sammen, jeg kunne simpelthen ikke mere. Vores bataljonslæge henviste mig til det nærmeste feltlazaret til videre behandling.
Jeg vendte så først tilbage til mit kvarter med min oppasser, fik pakket noget undertøj m.v. sammen og begav mig på vej. Det feltlazaret, hvor jeg meldte mig, var nødtørftigt indrettet i en kirke.
Min Gud, hvor så der ud. Hele kirkerummet var fuld af sårede, og der kom hele tiden flere til. Alle, der kun var letsårede, blev straks sendt videre.
Lægerne og sygepasserne havde frygteligt travlt, mens de sværtsårede stønnede uophørligt. Det var ikke et sted, hvor slidte nerver kunne komme til hægterne. Jeg blev undersøgt, og henvist til krigslazarettet i St. Quentin.
(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)
Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juli 1916 befandt sig ved Somme.
Vores situation var alt andet end rosenrød. Det fjendtlige artilleriild samlede sig igen på vores stilling, for – syntes det – at begynde det samme teater som på forreste stilling. De gevaldige nedslag fra de store granater, som de smed en masse af, gjorde os halvt vanvittige. I det mindste var der forplejning her. I Hem var et proviantlager, som nu blev rømmet.
Det forlød, at vi skulle afløses, men endnu en gang skete intet, indtil vi endelig blev trukket ud natten mellem den 3.-4. Jeg gav kompagniet ordre til at samles i Meislain, at have ført mandskabet samlet tilbage, ville have været vanvid. Så måtte vi endnu en gang løbe for livet ud af det fjendtlige artilleris mur af ild. Det var et pænt stykke, for langt ind i baglandet holdt modstanderen alle veje under kraftig beskydning. Men vi kom igennem, vi kom i kvarter, kunne vaske os, gå frit omkring og hørte nu blot den fjendtlige trommeild i det fjerne. Nu skulle de arme nerver, der i de forgangne dage havde været spændt til bristepunktet, endelig have fred. Jeg var selv noget nedtrykt, utilfreds, i dårligt humør, nedslået, jeg kan slet ikke beskrive min tilstand. Jeg kunne ikke være alene på mit værelse, så blev jeg grebet af angst. Det var mig, som om væggene skulle styrte sammen over mig og slå mig ihjel. Enhver kraftig lyd, enhver pludselig bevægelse fik mig til at fare forskrækket sammen. Om natten kunne jeg ikke sove, kort sagt, mine nerver var fuldstændig færdige.
Det skete ikke for mig hverken før eller siden, men – som allerede sagt – tiden op til offensiven havde været urolig for mig, og så var det vel også hårdere for mig at komme direkte fra mit fædrene hjem til denne afskyelige Schamassel, i modsætning til hvis jeg allerede havde befundet mig i skyttegraven.
(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)
Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.
Så hed det den 30., at vi ville blive afløst af bayere. Vi ventede på afløsningen, men den kom ikke. Endelig, da morgenen gryede, kom de.
Naturligvis også uden en dråbe drikbart. For nu hed det nu tilbage, tilbage gennem den granathullede ørken. Det var løben på liv og død, den gang lærte jeg, hvad det vil sige at løbe for livet. Jeg kom igennem og nåede Ferme Hem, der mærkelig nok overhovedet ikke blev beskudt.
Efter jeg først have drukket uhyggelige mængder af vand, skældte jeg morderligt ud på bataljonsstaben, der til min store ærgrelse lå i den sødeste søvn. Chefen for rædselsslagen op fra sit leje, da han troede, at franskmændene ikke var langt væk. Den grunden til mit skælderi gik op for ham, gav han mig en militær overhaling, der dog ikke gik mig særlig nær.
Jeg erfarede, at 8. kompagni lå ved Clery. En ambulance tog mig med, og satte mig af en det voldsomt sønderskudt Clery. Mit kompagni fandt jeg i tredje stilling, i ganske godt humør. Folkene havde hentet øl og cognac i den forladte kantine i Clery og gjorde sig til gode med det. Også jeg hældte et par snapse indenbords og lagde mig så hen, for aller først at få sovet ordentlig ud.
Jeg havde knap ligget en halv time, før jeg blev vækket ublidt. Franskmændene havde angrebet. Altså endnu en gang ingen hvile.
Vi skulle frem og besætte den anden stilling mellem Hem og Hardecourt.
Det gik også alt sammen godt, det franske artilleri regnede vel med, at deres infanteri var nået meget længere og forstyrrede overhovedet ikke vores fremmarch. Vi kom godt frem til skyttegraven. I mellemtiden var franskmændene gået i stå, vidste åbenbart ikke rigtigt, hvad der forgik.
Til sidst jog de artilleriet på os, men da det (undtaget de store mærker, der allerede tidligere havde beskudt stillingen) ikke var så godt indskudt, så var det til en vis grad udholdeligt. Meget behageligt var det, at de fjendtlige minekastere ikke længere kunne beskyde os. Det var ret heldigt, for det var overhovedet ingen dækningsrum i stillingen.
Vi skulle nu fastslå de enkelte kompagniers afsnit, ikke netop nogen behagelig opgave, for stillingen var os ukendt og den fjendtlige ild tog stadig til. Oven i købet blev min kompagnichef, som jeg rekognoscerede sammen med, pludselig så syg, at han ikke kunne råde eller hjælpe, da havde jeg heldigvis kompagniets ve og vel i fast greb.
Endelig var alt klappet og klart. Gud ske tak og lov, at det var tilfældet, for det fjendtlige artilleri gjorde sig ubehageligt mærkbart. Det var det tungeste skibsskyts, der var indskudt på stillingen, sikkert 38 cm, for eksplosionerne var forfærdelige. Vi lå omtrent på højde med vores forreste artilleristillinger, og jeg kunne iagttage, hvad sådan et batteri måtte udholde, når de var blevet opdaget af det fjendtlige artilleri.
(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)
Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.
I natten mellem den 28. og 29. juni blev 8. kompagni afløst af det 6. Jeg måtte dog ifølge bataljonsbefalingen blive i stillingen, jeg var lige kommet fra orlov og måtte være frisk nok. Det havde også været til at bære, hvis der i det mindste var blevet sørget for, at vi havde fået noget at drikke. Men intet, ikke en dråbe, selv afløsningen kom med tomme feltflasker. Og min tørst voksede i det endeløse. For at stilne den lidt, tyggede jeg brændt kaffe, som vi havde fundet i minegangen. Længere inde i minegangen sivede vandet gennem loftet, snavset lervand, hvert minut en lille dråbe. Den opfangede jeg, for i det mindste at fugte mine tørre gummer en smule. Ak, hvad havde vi ikke givet for et ordentlig regnvejr. Tørst er forfærdeligt. I fire dage havde jeg ikke rigtigt fået noget at drikke, jeg var på fortvivlelsens rand og havde aller mest lyst til skyde mig en kugle for panden. Og fjenden angreb stadig ikke, han udlod stadig sin jernregn over os for at fjerne alt menneskeligt fra denne frygtelige ørken.
(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)
Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.
Det var om morgenen den 28. juni. Den fjendtlige beskydning fortsatte uden afbrydelse med uformindsket styrke, vi forventede hvert øjeblik et angreb, men modstanderen kom ikke endnu.
Hvad vi skulle have gjort, hvis angrebet var kommet, ved jeg ikke. Vi sad omkring 50 mand i minegangen, som oprindeligt havde haft tre udgange. Den ene var allerede fuldstændig, den anden delvist sammenskudt. Angreb franskmændene, så måtte vi alle sammen ud af den ene smalle udgang.
Da afstanden til den fjendtlig skyttegrav vel var omkring 50 m, så ville der kun være kommet 4-5 mand ud af minegangen og hvad skulle de stille op? Enten satte man sig til modstand, og så havde franskmændene ”røget” os ud med håndgranater, og det var ingen kommet levende fra, eller også måtte simpelthen overgive sig. En forfærdelig situation.
Hverken til højre eller venstre var der tyske soldater i nærheden. ”Det skarpe hjørne” havde ikke kunnet holdes, her havde mine og granater fortrængt alt menneskeligt, og til venstre for os bøjede stillingen langt bagud, der var altså heller ingen.
Vi sad på en fuldstændig fortabt post, men betød intet, den gang gjaldt i den tyske hær som højeste grundprincip: ”Stillingen holdes”. At vi sad som i vores egen grav og overhovedet ikke var i stand til at holde fjenden tilbage, gjorde ingen forskel.
(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)
Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.
Men jeg nåede ikke frem til 8. kompagni, dagen gryede, og at fortsætte ved højlys dag hen over åben mark ville være selvmord. Dér var et endnu uskadt dækningsrum, hvor der lå en mg-feldwebel med to ordonnanser. Vi tumlede derind, og strakte os dødtrætte på det kolde gulv. Snart var jeg sovet ind, trods larmen, der forsatte ubønhørligt. Men jeg kunne ikke glæde mig længe over hvilen. Pludselig bliver jeg vækket af en frygtelig bragen. Et bræt fra loftet slår ned ganske tæt ved mit hoved, hele dækningsrummet ryster, som ville det lægge sig på siden, og væggen vælter ind i rummet og dækker samtidig den ene udgang. Jeg ser stadig for mig, hvordan de to ordonnanser i et øjeblik flygter ud af den anden udgang, så er også den omtrent dækket til, og vi er halvvejs begravet. Men delingsføreren fra mg-kompagniet var det gået værre. Han havde ligget ved siden af væggen, der var styrtet sammen, nu var han fuldstændig dækket af jord, som han ikke kunne komme fri af. Underlig nok var hans ansigt forblevet fuldstændig frit. Med hænderne og brædder – spader havde vi ikke – gravede vi ham fri, tømte udgangen, og skyndte os ud af det forliste dækningsrum. Ikke langt væk fandt vi en ganske god stolle (minegang), som vi krøb ind i. Her var der rigeligt med mennesker, også de to ordonnanser dukkede op igen, de havde været tilbage ved det delvist sammenskudte dækningsrum og hente en flaske med cognac, som tilsyneladende var vigtigere for dem end at hjælpe deres levende begravede feldwebel. Nå, en god slurk gjorde nu godt.
Indtil aften måtte jeg blive, hvor jeg var. De arme folk, der sad sammen med os i stollen, var allerede fuldstændig ligeglade. Foran dækningsrummet stod en vagt, der hvert øjeblik råbte: ”Giv agt – mine.” Så kom den morderisk susende, rev et nyt hul i jorden, og løftede vores stolle op som en stormbølger kaster et skib. Dagen gik langsomt, langsomt. Ikke et øjeblik undte det fjendtlige artilleri sig selv eller os ro. Når beskydningen for et øjeblik blev svagere, var det som om, at djævlen blot ville have vejret for med endnu større kraft at kunne kaste sin stinkende ånde mod os. Endelig begyndte det at skumre. Jeg måtte nu videre, til 8. kompagni.
Langs med resterne af forreste skyttegrav, over ”Det skarpe hjørne”, måtte jeg finde vej – i ordets egentlige betydning – for hvad der var tilbage af vores stilling var nedslående. Terrænet var fuldstændig forandret. Kæmpe hul efter kæmpe hul, nogle mere end 8 meter brede og lige så dybe. Mellem dem rester af vores pigtrådsspærring, ødelagte ”spanske ryttere”, grene, bjælker, alt det der en gang havde tjent til at bygge stillingen, lå nu sønderrevet og sønderslået omkring. Den lille lund, der havde været bag vores skyttegrav, var fuldstændig forsvundet fra jordens overflade. Intet, overhovedet intet var blevet tilbage, andet end en trøstesløs ørken. Og i denne dødens ørken løb de arme, forvildede mennesker omkring og måtte lade den forfærdeligste ilddans gå over sig.
Jeg mødte folk fra 5. kompagni: ”Hr. løjtnant, nu har de skudt vores sidste dækningsrum sammen, hvad skal vi gøre?” Ja, jeg kunne ikke hjælpe, havde ingen klare tanker, kun den ene: ”Først skal du hen til dit kompagni.” Halvt sønderslidt, bukser og frakke sønderrevet af pigtråd, nåede jeg endelig frem til det 8. kompagni. Kompagnichefen befandt sig sammen med flere herrer fra bataljonsstaben i et dækningsrum for foden af skoven. Det var det sidste rum, de andre rum var – det ene efter det andet – blev skudt sammen. Mandskabet sad i en minegang. Der blev holdt krigsråd om, hvad der skulle gøres. Folkene ville – trætte af den evige beskydning – storme, de ville minekasterne til livs. Men det nyttede ikke noget, hvad havde det par mand vel kunne udrette? Altså var der ikke andet for end at holde ud. Vi besluttede at slutte os til folkene i minegangen, så var vi tættere på kompagniet, hvis fjenden fandt på at angribe. Det var vores held. Da vi næste morgen gik tilbage til dækningsrummet for at hente nogle glemte sager, var der intet tilbage af det. En granat eller en svær mine havde ødelagt ”heltekælderen”.
(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)
Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.
Om morgenen den 26. juni var vi i Peronne. Her erfarede vi, at den sværeste ild i tre dage havde ligget på de forreste stillinger og hvilekvarterer. At det var tilfældet, kunne vi høre, for den brølede uophørligt fra fronten. Peronne havde også fået sin bekomst, fjenden havde flere gange beskudt byen, sandsynligvis for at forstyrre togtrafikken. Combles, der havde været udsat for en vanvittig ild, var fuldstændig rømmet og næsten helt sønderskudt. Vi kørte først til trænet, som lå i Meislain. Jeg vil aldrig nogensinde glemme det syn, vi så, da vi nåede en forhøjning, hvor vi kunne overskue terrænet. En eneste tæt mur af røg, sådan markeredes det sted, hvor skyttegraven lå. De enkelte nedslag var ikke længere synlige i den tykke røg. Gud fader i himmelen, og der skulle vi hen. Det var med en fandens ubehagelig fornemmelse, men hvad nyttede det?
Tyske officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63 i skyttegrav ved Somme, foråret 1916. Yderst til venstre ses Løjtnant Johannes Ankersen, Flensborg (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Ved trænet klædte jeg mig hurtigt om, byttede orlovsuniformen ud med skyttegravstøjet. Tæpper og det øvrige nødvendige blev pakket sammen, og så gik det videre, indtil videre med vogn til Le Forêt, hvor vores regimentsstab sidst havde haft til huse. Min Gud, hvor så også denne landsby ud, at et område kan ændre sig så meget på så kort tid, det tror man ikke er muligt. Staben var ikke længere i Le Forêt, men i en kommandostilling i Maurepas. Vi måtte nu sende vognen tilbage, luften var blevet for ”tæt” til, at det var muligt komme videre i den, desuden var gaderne slemt sønderskudt.
I regiments kommandostilling traf vi regimentschefen såvel som brigadechefen. De herre synes overordentlig glade for at se os, hilste os på det hjerteligste, ja sågar en flaske vin blev fundet frem for at vedekvæde os tørstige sjæle. Vi skulle først til aften rykke frem til vores kompagni (det 8. kompagni lå i afsnittet ”Den neutrale lund”) og ved samme lejlighed tage forplejningstropper fra feltrekrutdepotet med frem. Cheferne bad os om at indgyde folkene i forreste linje mod. Der ville snart komme erstatning og forstærkninger, såvel infanteri som artilleri, modstanderen vil umuligt kunne bryde igennem. Jeg tænkte mit, de herre vidste vist kun alt for godt, hvor svagt vores mandskab var og hvor ringe især vores artilleri var.
Vi skulle træffe kompagniet fra rekrutdepotet i Forêt, så vi måtte tilbage dertil. De ankom ved aftentid i skumringen, alle læsset med levnedsmidler og drikkevarer. De unge knægte, der endnu ikke havde været i skyttegravene, skulle vi nu føre frem. Jeg må sige, de opførte sig godt, og hvis de ikke kunne udføre deres opgave, så var det ikke deres skyld.
Vi tog af sted. Vi kom hele tiden tættere på uvejret. De fjendtlige granaterne slår allerede ned til højre og venstre, foran og bag os, og griber efter vores kroppe med deres skarpe, hårde kløer. Så må man blive liggende en stund og lade ilden rase ud for så med stormskridt at skynde sig igennem det beskudte område. De brave rekrutter følger hele tiden med i samlet flok. Vejen er ikke nem at finde. Den gammelkendte egn har ændret sig til ukendelighed. Her er feltjernbanen, men hvor ser den dog ud. Det ene granathul tæt ved det næste, sveller og skinner kastet mellem hinanden og sammenfiltret i et forfærdeligt kaos. I det mindste giver banedæmningen nogen dækning. Indtil nu er alt gået godt, mærkværdigvis er ingen blevet såret. Nu må vi over til venstre, dér 100 m fremme er en skråning, der giver rimelig dækning, og hvor et reservekompagni fra vores regiment ligger. Alle mand frem, råber jeg, og spænder af sted. Da slår det med et drøn ned kort bag mig, og da jeg ser mig om, ligger et par af vores brave folk uden at røre sig. Men der er ikke tid til at bekymre sig om de døde. Nu er jeg fremme ved den beskyttende skråning og i reservekompagniførerens dækningsrum. Jeg har kun tanke for en ting, noget at drikke, men der er intet. Vandledningen er for længst skudt over og der er ingen brønde eller bække. Men vi har jo vin med til tropperne i forreste linje, hit med et par dråber, før jeg går til.
Et stod mig klart, det var umuligt for en enkelt person at føre reservedepotets folk, der var fuldstændig ubekendt med egnen, frem. I terrænet frem mod stillingen, som blev stadig kraftigere beskudt, var de med stor sikkerhed kommet fra hinanden, og da de ikke kendte området, var de sandsynligvis ikke kommet det rigtige sted hen. Der var nødvendigt at dele dem i små grupper med hver deres egen fører. Løjtnanten fra reservekompagniet lovede at ville sørge for det. Men nu måtte vi videre.
Sammen med en officerskammerat fra 5. kompagni, der skulle ligge ved ”Det skarpe hjørne”, og to menige, begav jeg mig på vej. Jeg havde givet mit bundt med tæpper osv. til en menig, hvem det var, ved jeg ikke, så heller aldrig manden igen, for knap var vi ude af det beskyttende dækningsrum og inde i infernoet, der syntes at kaste hele sin overflod af vrede imod os, før begge soldater var væk. I øvrigt var de anstændige nok til aflevere mine ting ved 8. kompagnis feltkøkken.
Vi to officerer hastede videre alene. Hvorhen? Ja det var ikke så nemt, for de løbegrave, der kunne lede os på vej om natten, var stort set forsvundet. Marken lå udtrakt i det svage månelys med det ene granatkrater efter det andet, kun enkelte steder kunne vi genkende brudstykker af den tidligere skyttegrav. Så styrtede vi videre i den retning, mens det med stadig større voldsomhed hylede imod os, og med forfærdelig bragen og gurglen slog ned i jorden. Døden red på hastige fjed gennem luften og grinede hånligt, mens han så på de to mennesker, der stred sig gennem hans rige. Men le blot du knoglemand, endnu har du ikke fat i os. Dér, et dækningsrum til et reservemaskingevær. Hurtig ind for at give de gispende lunger et hvil, så videre. Men jeg nåede ikke frem til 8. kompagni, dagen gryede, og at fortsætte ved højlys dag hen over åben mark ville være selvmord.
(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)
Johannes Ankersen fra Flensborg havde meldt sig frivilligt i august 1914 og var blevet tildelt Füsilier-Regiment Nr. 86. I 1915 var han blevet forfremmet til løjtnant og kommanderet til Infanterie-Regiment nr. 63, der juni 1916 lå ved Somme.
Tyske officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63 i skyttegrav ved Somme, foråret 1916. Yderst til venstre ses Løjtnant Johannes Ankersen, Flensborg (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Så var vi altså igen i Tyskland, i den kære hjemstavn. Blot en skam, at tiden går så hurtigt, 14 dage er hurtigt omme. Denne gang skulle det dog gå anderledes. Hjemme havde vi den 24. juni fejret fars fødselsdag til langt ud på den lyse morgen, og jeg lå om morgenen den 25 i den skønneste søvn, da mor vækkede mig og overrakte et just ankommet telegram med befaling om øjeblikkeligt at vende tilbage til regimentet. Nå, det var værre historie, men alle eder hjalp intet, så allerede henimod 11 sad jeg i et tog og kørte mod vest igen. Hvad mon der var sket? Aviserne som anskaffedes undervejs gav svaret: i hærens beretning stod, at vores modstander ved Somme beskød vores linje med kraftig ild. En fjendtlig offensiv var altså i vente, og vi skulle naturligvis nødvendigvis være med. Forbandede lort. Undervejs traf jeg et par kammerater fra vores regiment. Med toget var i det hele taget næsten kun officerer, der telegrafisk var blevet kaldt tilbage fra orlov.
(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)
Luftskibet L7, der var hjemmehørende på Luftskibsbasen i Tønder, var efter det mislykkede britiske angreb på basen tidligere på dagen blev sendt ud på rekognoscering efter de skibe, hvor den angribende flyver var startet fra. Flensborg Avis meddelte den 8. maj følgende om luftskibets skæbne:
Marineberetning. […] Luftskibet „L. 7″ er ikke vendt tilbage fra en Opklaringstur. Efter en officiel Bekendtgørelse fra det engelske Admiralitet er det den 4. Maj blevet tilintetgjort paa Vesterhavet af engelske Søstridskræfter. Chefen for Marinens Admiralstab.
Luftskibet „L. 7’s” Undergang. Om ødelæggelsen af et Luftskib paa Vesterhavet bringer „Wolffs Bureau” følgende Meddelelser:
Det engelske Admiralitet melder: Et Zeppelin-Luftskib er i Nærheden af Slesvigs Kyst blevet ødelagt af en af vore lette Krydsereskadrer. Endvidere meddeler Admiralitetet Fredag: De Skibe, der i Gaar tilintetgjorde et Zeppelin-Luftskib, er de smaa Krydsere „Galathea” og „Phaeton”. Zeppelinen var aabenbart paa en Rekognosceringstur, da den blev ødelagt af de to Fartøjers Kanonild.
Fra Malmø meldes Lørdag: Da Stokholmdamperen „Svea”, Kaptajn Eklund, der i Dag indkom til Malmo, Torsdag Formiddag befandt sig henved 17 Minutter vestsydvest for Horns Rev ved Jylland, iagttoges fra Skibet et Zeppelin-Luftskib, der stod vestpaa. Efter et Par Timers Forløb saas nogle Torpedojagere, som satte Kursen efter Zeppelinen. Denne vendte og gik tilbage, men indhentedes af Jagerne, der beskød den, hvorpaa Jagerne fjernede sig. En halv Time senere gik Zeppelinen skraat nedad mod Vandfladen. „Svea” styrede nu nærmere for at bringe Hjælp, men da Jagerne ogsaa styrede hen mod Zeppelinen, fandt Kaptajn Eklund det heldigst at sejle bort igen. Torpedojagerne forlod igen Zeppelinen, der nu laa paa Vandet i brændende Tilstand, og kort efter sank den. „Svea” styrede atter ned mod den, men kunde ikke opdage Spor af Luftskibet.
En hollandsk Fiskedamper, der er ankommen til Ymuiden, meddeler, at den har været Vidne til en Kamp mellem et Zeppelin Luftskib og en Eskadre paa 21 Krigsskibe 5 Mil vest for Horns Rev. Luftskibet angreb Eskadren, som straks spredtes. To Skibe blev i Nærheden. Luftskibet afgav to Skud fra Agterenden, tilsyneladende uden Resultat, hvorpaa et af Krigsskibene skød tre Gange paa det. Luftskibet trak sig tilbage og gik højere, tilsyneladende ikke ramt. Men 10 Minutter efter at det havde passeret Fiskedamperen, skete en vældig Eksplosion, og Luftskibet faldt ned paa Havet. Fiskedamperen vilde ile til Hjælp, men forhindredes deri ‘ ved, at Luftskibet kom ind imellem den engelske Flotille, der imens var vendt tilbage.
I et forsøg på at lokke den tyske Hochseeflotte ud af havnen og i armene på den overlegne britiske Grand Fleet planlagde den britiske admiralitet et angreb på Luftskibsbasen ved Tønder.
Ud for Sylt satte de to britiske hangarskibe Vindex og Engadine derfor den 4. maj 11 vandflyvere i vandet med ordre om at bombe luftskibshallerne ved Tønder. Kun tre kom dog i luften og af dem nåede kun én Tønder, hvor den ramte ingenting med sin bombelast.
Den tyske Hockseeflotte bed ikke på maddingen, men blev i havn. I stedet for sendte Tønder basen luftskibet L7 ud for at finde de skibe, der stod bag angrebet.
Natten mellem 2. og 3. maj angreb tyske luftskibe Storbritannien. Blandt luftskibene var L20, som var stationeret på Luftskibsbasen i Tønder. Det tyske Wolffs Telegrambureau meddelte følgende:
En Marineluftskibs-Eskadre har Natten mellem 2. og 3. Maj angrebet den mellemste og nordligste Del af den engelske Østkyst og derved rigeligt og med synligt godt Resultat kastet Bomber paa Fabrikker, Højovne og Jernbaneanlæg ved Middlesborough og Stockton. Industrianlæg ved Sunderland, den befæstede Plads Hartlepool, Kystbatterier syd for Tayfloden samt engelske Krigsskibe ved Indløbet til Firth of Forth.
Alle Luftskibe er trods heftig Beskydning vendt tilbage til deres Hjemstedshavn med Undtagelse af “L. 20”, der som Følge af stærk Søndenvind drev mod Nord, kom i Havsnød og gik tabt ved Stavanger. Hele Besætningen er reddet. (Flensborg Avis 4. maj 1916)
Det strandede luftskib L20 i Hafrsfjord den 3. maj 1916. (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)
Lloyds i London melder ifølge „Wolffs Bureau” fra Stavanger: Luftskibet „L. 20″ er fuldstændig ødelagt. Efter norske Blade bringer „Telegraphen-Union” en Skildring af Undergangen, som skete Onsdag Morgen: Efter at Luftskibet „L. 20″ en Tid havde drevet om i forskellige Retninger, begyndte det at dale og gik saa lavt, at dets forreste Del stak ned i Gansfjorden. Efter kort Tids Forløb gik det Nord om Sandnes, og alle troede, at Luftskibets sidste Time var kommet. Fra Land kunde man tydeligt se, at 5—6 Mand sprang over Bord, og man roede ud med Baade for at bringe dem Hjælp. Senere meddeltes det, at Luftskibets Chef og en Matros var svømmede i Land til en Gaard paa den østlige Side af Gansfjord, hvor de var komne under Lægebehandling. Matrosen var øjensynlig meget medtagen. Luftskibet lettede sig paa ny, men var aabenbart uden Styr og drev med Vinden vestpaa. En Tid stod det næsten stille, og man forsøgte efter alt at dømme at lande endnu en Gang. Imidlertid drev Luftskibet ind over en Fjeldtop, og Agterskibet knækkede lige foran den bageste Gondol og faldt til Jorden. Da Luftskibet drev ind paa Fjeldet, saa man, at nogle Mand af Besætningen sprang eller blev slyngede ud af Gondolen, og det var klart, at Skibet ikke stod til at redde. Det steg lidt og drev mod Vest, men Skibet brækkede midt over og sank hurtig ned paa Hafrsfjord. En af de Torpedobaade, som havde fulgt efter langs Kysten, kom straks til og reddede de tre Mand, som endnu opholdt sig i Gondolen. En fjerde Mand var kort i Forvejen sprungen ud; han blev reddet i meget medtagen Tilstand og indlagt paa Sygehuset. De tre andre, en Dæksofficer og to Underofficerer, er blevne ført til Mlde. Man veed, hvor de øvrige af Besætningen er, og der er udsendt Militær for at finde dem og føre dem til Maide. Luftskibet, der er fuldstændig havareret, er drevet i Land paa den vestlige Side af Hafrsfjord lige ved Udløbet til Havet. (Flensborg Avis 5. maj 1916)
Det strandede luftskib L20 i Hafrsfjord 3. maj 1916. Personen i frakken med pelskrave til højre i billedet er formodentlig L20´s kaptajn, Stabbert. Omkring ham norske officerer og soldater. (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)
Fra London meddeles ifølge „Wolffs Bureau” officielt:’ Fem eller seks Luftskibe, muligvis flere, foretog Natten til Onsdag et Togt mod Steder, der er saa fjerntliggende som Rattray Head i Skotland og Nordostkysten af Norfolk, men der blev kun gjort to Forsøg paa at trænge ind i Indlandet. Der blev kastet 100 Bomber paa langt fra hverandre liggende Steder. De fleste faldt paa ubebygget Terræn eller i Havet. Kun et enkelt Sted krævede de alvorlige Ofre og voldte alvorlig Skade. Her blev 6 Mænd og 3 Kvinder dræbte og 19 Mænd og 8 Kvinder saarede samt 18 Huse beskadigede. Andensteds blev kun 2 Personer let saarede. Kun to Gange kom Luftskibene inden for Luftforsvarsflytsets Rækkevidde og trak sig da straks tilbage. Senere Meldinger viser, at 2 Mænd og 1 Kvinde er blevne saarede i Deal, medens 2 Huse er alvorligt beskadigede og Ruderne knuste i 20 Huse. (Flensborg Avis 5. maj 1916)
Ifølge senere britiske oplysninger kastede de tyske luftskibe i alt 129 bomber, hvorved 9 blev dræbt og 30 såret. (Joseph Morris: The German Air Raids on Great Britain 1914-1918, London 1925)
Det strandede luftskib L20 i Hafrsfjord den 3. maj 1916. (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)
„L. 20″ sprængt. Stavanger, Fredag. Regimentskommandant Oberst Johansen lod i Gaar Eftermiddags Klokken 3 en Afdeling Soldater skyde paa Luftskibet „L. 20″, saa det eksploderede. Det havde nemlig begyndt at gøre heftige Bevægelser som Følge af den stærke Vind og kunde, da det endnu var stærkt fyldt med Gas, let have revet sig løs og voldt Skade. Luftskibets Eksplosion var meget stærk og hørtes i stor Afstand. Et Par Baadeskure i Nærheden kom i Brand og i Husene sprængtes Vinduesruder. (Flensborg Avis 5. maj 1916)
Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder og blev indkaldt ved krigens begyndelse, men kom først til fronten i februar 1915. Her gjorde han resten af krigen tjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I foråret 1916 befandt regimentet sig på østfronten.
Hele April igennem var det endnu meget uroligt ved Narocz-Søen. Efter et voldsomt russisk Angreb den 13. April tæller vi over 200 døde Russere foran vort Regimentsafsnit; men Dagen efter piskes de brune Masser frem til Storm igen. Paaskelørdag, den 22. April, prøver de det umulige for sidste Gang. Saa falder der omsider Ro over dem.
Vore Frontstakler bruger Spaden endnu flittigere end Bøssen. For fire Uger siden overtog de en lille Vandgrøft. Nu er den udbygget til et helt System af dybe Grave og sikre Hulrum, værnet med et tæt Filter af Pigtraad. De roder omkring i Sand og Sump, kæmper og vaager om Dagen, vaager og kæmper om Natten, — Paaskedag, anden Paaskedag, Søgn og Helg er ens.
Tysk maskingeværstilling i skyttegrav på østfronten, Claus Eskildsens østfrontalbum (Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune)
De er saa trætte! Men nu krones Arbejdet. Russeren er faldet til Ro, og vor Stilling begynder at se pæn ud, Nu kan vi vel ogsaa unde os lidt Ro, Nej, Fronten maa aldrig komme til Ro, thi saa kommer Tankerne, og tænke maa det stakkels Frontdyr ikke.
Angrebsbefalingen er der!
Nu er det Tyskerne, der vil tromme og storme. I Dagevis slæbes der Ammunition frem. Nye Batterier gaar i Stilling. Stormtropperne dukker op i Skovlejren. Af Divisionens Tropper er vort Regiment det eneste, der skal tage Del i Angrebet. Maaske er det Generalens »Tak for sidst«, fordi vor Major paa højere Sted har klaget over den umulige og unødvendig strenge Divisionskommandør, — i det mindste mener Majoren, at vi skal med igen, fordi han ikke kan forliges med Generalen.
Vort stakkels Regiment har nu ligget fem Uger her forude, i Trommeild og Angreb, og har hverken Dag eller Nat faaet Hvile. De fleste, der den 22. Marts begyndte Kampen her, er faldne, saarede, syge, den største Del bestaar i Dag af uøvet Udfyldningsmandskab. — Men Ordren skal lystres!
Den 28. April, paa Slaget 4 om Morgenen, begynder det tyske Artilleri at tromme. Den nærmeste Egn omkring os er spækket med Batterier. Jorden ryster, Barakken sitrer. Vinduerne klirrer, det fine Sand risler ned paa os. Officererne sidder i deres Heltekælder. Deres dyrebare Heste har de sendt længere tilbage i Sikkerhed, deres mindre dyrebare Skrivere lader de roligt sidde i den skrøbelige Barak. Men Russerne prøver slet ikke paa at holde det tyske Artilleri nede. De lægger al deres Ild paa Skyttegravene, hvor Stormtropperne staar, og os lader de i Fred.
Reserve-Infanterie-Regiment nr. 266´s skrivestue, i forgrunden Claus Eskildsen (Lokalhistorisk Arkiv Gl. Tønder Kommune)
Fra 9½—10 presses Artilleri- og Minekasterilden op til højeste Styrke. De russiske Skyttegrave er helt ukendelige, forvandlet til en Pløjemark. Vore Folk kravler op af deres Huler og stiller sig parat, dirrende af Spænding.
Paa Slaget 10 standser hele Orkestret. Stormtropperne springer ud af Gravene, løber som vilde fremad, mærker næppe, at de springer over den første russiske Skyttegrav, tager den anden, løber videre, tager alt det, den 75. Div. tabte i Marts, løber videre — og vilde være løbet til Verdens Ende, hvis man ikke havde kommanderet Holdt.
Russerne løber ligesaa stærkt, mange i samme Retning, andre med opløftede Arme hen imod vore Folk. Regimentets Bytte er 13 Officerer og 1327 Mand, 7 Maskingeværer og l Minekaster. Det er stødt saa dybt igennem, at det har taget 2 Regimentskommandører med deres Stabe til Fange. Den store Hærberetning opgør det samlede Bytte til 6 Officerer, 5600 Mand, 1 Kanon, 28 Maskingeværer og 10 Minekastere. Vore Tab var ikke særlig store. 2 Officerer og 44 Mand er faldne, 8 Officerer og 186 Mand saarede. — Men 240 Mand paa een Dag er alligevel en slem Aareladning for et Regiment.
Slagmark med døde russere, Claus Eskildsens østfrontalbum (Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune)
Om Eftermiddagen gaar Premierløjtnanten og jeg ud for at se paa Slagmarken. Det er et forfærdeligt Syn. Alle disse Sandmarker, Fyrre- og Granskove er gennemrodede, oppløjede af Granater og Miner, sammenskudte, revet i Trævler, et eneste Kaos af Huller, Grave, Stubbe, Pigtraad, Hylstre, Splinter — og Lig! I Hundredvis ligger døde Russere strøet ud over det tidligere Ingenmandsland, forraadnede, sønderrevne af Granater.
Hvor bliver Livets daglige Bekymringer smaa, naar man staar her midt paa Dødens Mark! Premierløjtnanten gaar længere fremefter, hvor Slagets Bulder endnu lyder. Jeg bliver tilbage og tager et Par Billeder med mit Fotografiapparat.
Russiske krigsfanger, Claus Eskildsens østfrontalbum (Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune)
Paa een Gang staar der en stor Russer ved min Side! Han har vist hidtil ageret »levende Lig«, »død Mand«, men har nu ment, at en fredelig Skriver med et Fotografiapparat som eneste Vaaben ikke kunde være farlig at overgive sig til. Nu slaar vi Følge hjemefter. Omtrent halvvejs paa Vejen til Lejren indhenter vi en simpel »Muskot«, der svedende og pustende slæber af med et russisk Maskingevær, som han har erobret og nu selv vil aflevere paa Byttesamlingsstedet Det gaar tungt for ham i det dybe Sand. — »Vent lidt, her kommer jeg med en Trækhest til dig!« — Den store Russer gaar grinende med i Tøjet, og nu trækker de to, mens jeg gaar ved Siden. Men det er endnu tungt nok for to, og jeg har ikke Tid til at gaa saa langsomt. — »Nu vil jeg sige dig noget, Kammerat! Det kommer sig ikke saa nøje med en Pølse i Slagtetiden! Jeg forærer dig min Fange og gaar min Vej!«
Det var da flot! Den eneste Fange, jeg »tog« under hele Krigen, forærede jeg bort.
(Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront, København 1929, s. 122-5)
Efter at have ligget 8 Dage paa Jernbanen og gjort 2 Dagsmarcher har vi nu naaetvort Bestemmelsessted. Jeg er atter kommen til mit gamle Kompagni, sammen med mine gamle Venner. For Tiden ligger vi i Reserve ved en By ved Vardarfloden. Vore Dækninger har vi gravet ind i Bjergene, hvad derikke har været et let Stykke Arbejde, da næsten alt er Sten. Men det er nødvendigt paa Grund af de franske Flyveres livlige Virksomhed.
Om Dagen har vi Ro. VorVirksomhed begynder om Natten. Det gaar over Bjerge og Dale i Maaneskin til Hovedstillingen,som vi stal udbygge. Fra Klokken8 til 1 arbejdes der ivrigt med Spade, Hakke og Sprænges. Naar saa vort Nattearbejdeer endt, gaar det samme Vej tilbage, altid i Gaasegang, da Vejen er smal. Saahar vi for det meste Ro igen til næste Aften.
Selve Rejsen herned var meget interessant, den førte jo gennem helt nye Egne, Serbien og Makedonien. I en lille By før Belgrad blev vi liggende halvanden Dag.
Batajnika ligger 30 Kilometer fra Belgrad. Efter at have faaet Forplejning ogLønning gik vi ud i Landsbyen, som ligger lidt afsides fra Banen. Det første, man støder paa, er Soldatergrave fra 1914/15, en Tid, da Serberne endnu stod ved Donau og Save.Om Kamp fortæller ogsaa en Del ødelagte og nedbrændte Bygninger. Befolkningen er vel ogsaa for en Del serbisksindet, og en Del forladte Gaarde vidner om, at deres Beboere er flygtede med Serberne.
Om Dagen var Byen som uddød. Kun hist og her et Par Børn, som render efteren og tigger om „Kreuzer”. Ellers undtagen en bjæffende Hund intet levende Væsen. Devoksne Beboere og større Børn er alle ude paa Markarbejde eller vogter store Flokke afKreaturer, Faar og Svin, som endrægtigt Side om Side søger deres Føde ude paa de store Græsmarker.
Næsten skjult i Græsset ligger de smaa hvide pyntelige Huse og Gaarde. En højMur og Port ud til Gaden forhindrer alt Indblik i Gaardens Indre. Men der er intetat skjule. Alt vidner om Renlighed og Ordenssans. Intet overflødigt Redskab staar omkring; alt er paa sin Plads. Ud til Gaardspladsen har næsten hvert Hus en Overbygning, baaren af Søjler. Vinranker snor sig omkring dem op til Taget. Gamle blomstrende Kastanjetræer hvælver deres brede Kroner beskyttende over Hus og Gaard. Syrener og blomstrende Frugttræer udstrømmer en tung, bedøvende Duft. Og over det hele en blændende Sol fra en dybblaa
Himmel. Der er Sommer i By.
Lige saa idyllisk et Indtryk selve Landbyen gør, lige saa tarveligt er Beboernes Udseende. Høje og magre med solbrændte Ansigter ser man dem om Aftenen vende tilbage fra deres Markarbejde. Kønne er de ikke, og deres tarvelige brogede Paaklædning gør ikke Helhedsindtrykket bedre. Ordknappe og næsten afvisende er de for fremmede. Kun smaa er deres Krav til Livet.
Et uudsletteligt Indtryk gjorde Aftenen paa mig. Solen var allerede forsvunden bag Horizonten, og kun et lyst Skær viste, hvor den var gaaet ned. Fra en funklende Stjernehimmel sendte Maanen sit milde Skyer ud over det flade Land, spejlende sig i de mange smaa Søer og Vandløb. Fra Mosekærene lød Frøernes Kvækken, og et enkelt Fugleskrig brød Stilheden.
Længselsfyldte og højtidelige tonede Soldaternes Sange om! Hjemstavn og Arne ud i den stille Aften, mens jeg gik mig en Tur alene igennem den lille By. Hist og her et Lys i Stuerne, ellers intet Tegn paa Liv. En sovende By. Kirketaarnets forgyldte Kors funkler i Maanelyset. Næsten spøgelseagtigt hæver de hvide Gravkors og Sten sig fra den mørke Baggrund. Alt aander Tryghed og Ro. Man glemmer for en Stund, at der er Krig. Og mens man vandrer ensomt, gaar Tankerne paa Langfart. Hjem higer de, til den kære gamle By ved den blaanende Fjord, til en lille Rede, som huser dem, der er en kære. Saa langt, langt borte fra Hjemmet gaar man drømmnde og nynnende hen for sig — en gammel hjemlig Sang — til
et Alarmsignal kalder en tilbage til Toget — til Virkeligheden.
O. M.
Jens Clausen ankom i november 1915 for anden gang til østfronten, og kom til at gøre tjeneste på den nordlige del af fronten i Landwehr-Infanterie-Regiment Nr. 99.
Rusland, d. 8/4-16.
Kjære Hr. Pastor!
Kjærlig Tak for Deres kjære Brev fra d. 22/3 og Bladene, to Numre som jeg alt har modtaget paa én Gang. Posten var en lang Tid udebleven, da vi her har havd en ustadig Ophold i den senere Tid. Nu er det ved at blive roligere og vi haaber snart at komme tilbage til vort Regim[en]t i de rolige Stillinger ved Berecina.
Her i Pastowy-Afsnittet er det gaaet haardt til i den sidste Maanedstid. Det værste har vi ikke gjort med, men seet megen Elendighed som Følge deraf. I der hjemme har læst de korte Beretninger om de russiske Fremstødsforsøg, dertil at de alle er strandet. Det lyder jo helt ligetil; men hvad Møje og Flid, ja Nød og Jammer der er forbunden dermed, det seer man først ret, naar man selv skal gjøre det med. Nu er det for den Gang overstaaet og Lov og Tak være Herren vores Frelser, fornemmelig[?] for aandelig Bistand. Tillidsfuld og enfoldig at lægge sig med alt i den gode Hyrdes Arme, o det er saa betryggende.
Legemet og Livet har man næsten helt opgivet, naar man saadan sidder midt i de overmenneskelige Anstrengelser. Saadan blev vi under heftig fjendlig Artilleriild Natten til den 26/3 trukken gjennem et stort Oversvømmelsessted, saa vi gik i Vand til langt over Knæerne, derefter ind i Stillingen bland[t] Hobe af Lig, for at løse en Batal[l]ion af som havde været der i tre Døgn og afværget flere Angreb. Der skulde vi altsaa fortsætte. Graven stod halvfuld af Vand og Understanderne var alle sammenskudte. Ja, mere vil jeg ikke skrive om; de Døgn som vi skulde tilbringe der, er gaaet tilende, efter Forrholdene endda meget heldig for os, kun med ringe Tab.
Naar saa man bliver afløst og faa[r] Ro igjen, saa gjenvindes Kræfterne endda ret snart. Det gjøre jo den yngre Alder, som De skrev om. Det har glædet mig meget at mærke, at Kam[m]eraterne er bleven bedre at tale alvorligt med. Herren selv vilde lade den gode Sæd spire i mange Hjerter saa det bringer Frugt til et evigt Liv for manges vedkommende.
Tænk naar engang er løst hver jordisk gaade,
besvaret hvert Hvorfor jeg grundet paa!
Men kunde ej med alt min Grublen raade;
Tænk, naar jeg Herrens Vej skal klart forstaa!
Saa kan man nok oversee den legemlige Møje og lade sig lede af Herrens vise Haand efter hans naadige Vilje. Det fører til Sejr for den Enkelte. Herren hjælper os alle!
De hjerteligste Hilsner fra Deres i Kr[istus]. forbundne
Mandagen den 3. April, Aften Klokken 6, ramtes vi Nordslesvigere her ved … [86. Reserveinfanteri-]Regiment af en stor Sorg, idet fem af vore bedste Venner blev revne bort fra os. En engelsk Mine slog ned paa Dækningen, hvori de laa, og begravede dem fuldstændig. De ramte er Peter I. Petersen af Tornskov, Hans Nielsen af Mjøls, Thomas Olsen af Ravsted, Gefrejter Henrik Bollmann af Haderslev og Peter Nissen af Nørre Hostrup.
Sidstnævnte lykkedes det dog efter flere Timers Arbejde at faa ud i levende Live, og vi haabede saa sikkert paa, at han nok skulde have overstaaet det, da han var ved fuld Bevidsthed, og Doktoren mente ogsaa, at han var sluppen med at faa Benene kvæstet. Dog efter et Døgns Forløb døde ogsaa han paa Lazarettet i ….. Derfra har nu vi tilbageblevne Kammerater baaret ham til hans sidste Hvilested paa den herværende MilitærKirkegaard.
Henrik Bollmann og Th. Olsen blev Dagen før jordede paa Militær-Kirkegaarden i S. De to andre har det været umuligt at faa tilbage, og de hviler nu derud i Skyttegravene, hvor et lille Trækors vil kendetegne deres Grav.
Det er den største Sorg, der i hele Krigen har ramt os tilbageblevne Venner. Vi var nemlig her en halv Snes Mand, alle Nordslesvigere, ved eet Korporalskab, og de fleste af os har gjort Krigen med fra Begyndelsen af og havde nu i den henrundne tunge Tid sluttet et inderligt og varmt Venskab; og indtil nu var vi næsten alle — tit paa forunderlig Maade — blevne forskaanede. Saa kommer nu dette tunge paa en Gang saa uventet for os, at de fem af os nu ikke mere skal færdes iblandt os.
Altid var disse kære Venner ved godt Mod og bidrog tit meget til, at vi alle kunde tage Livet, som det nu har formet sig for os, med nogenlunde Ro og god Tro til, at vi nok skulde faa Lov til at opleve bedre Tider igen Hjemme hos vore kære i Nordslesvig. Ja, kære Venner derhjemme, det er en stor Sorg for os; vi tilbageblevne føler det tungere end andre og beder Vorherre om, at han vil mildne Sorgen for de afdødes Familier. Det var alle fem god og brave Mænd, som vi ikke har andet end gode Minder om. Ære være deres Minde.
De tilbageblevne Venner: Sigfred Hansen, Jørgen Brodersen, Peter M. Sørensen.
Dersom nogle af de afdødes paarørende skulde ønske mulige Oplysninger om dem, stal vi gerne give de Oplysninger, vi kan naar de henvender sig til os.
Matthias P. Branderup fra Rødekro blev indkaldt i december 1914 og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 37 på vestfronten. Først på året 1916 deltog regimentet som del af 10. Reservedivision i offensiven ved Verdun.
Efter optegnelserne i min soldaterbog har jeg været med til at storme følgende byer: Den 28.2.1916 Bezonvaux og Hardemont. Noget senere byen og fæstningen Vaux. Hvis jeg skulle skrive om alle oplevelser i denne tid, ville det fylde mange sider. Jeg vil kun nævne nogle enkelte.
En af de mest rædselsfulde var en nat vi lå i en skov, hvor vi ikke blot blev beskudt at af fjenderne, men også af vort eget artilleri. Vi sendte lyskugler op med tegn om, at de skulle forlægge ilden længere frem. Men det tog sin tid, inden de blev klar over den fadæse, de havde lavet. Det var også i denne skov, at vi en nat skulle tilbage for at hente vort feltkøkken. Da vi var med på det sidste hold, fik vi to mand besked om at tage en ballonflaske med 20 liter brændevin med tilbage, som dagen efter skulle fordeles i kompagniet. Med vilje sakkede vi lidt bagud, for at få vore feltflasker fyldte medde klare dråber. Men vi to var også de eneste, som fik noget ud af denne snaps, for den næste morgen foretog fjenden et modangreb, så vi hurtigt måtte trække os tilbage, og overlade de kostbare dråber, som skulle have givet os lidt varme i kroppen, til franskmændene. Forhåbentlig har de så haft glæde af den.
At være ordonnans kunne i en rolig stilling være en “druckposten”. Men i en offensiv var den lidet misundelsesværdig. For at være sikker på, at en melding kom frem, blev to mand altid sendt afsted. Den ene kunne jo blive såret eller falde. Så kunne den anden bringe meldingen videre. Om dagen var det næsten umuligt at lade sig se, så al meldetjeneste foregik derfor om natten i ly af mørket.
Vort kompagni lå i en hulvej, hvor vi benyttede os af de bunkers, som franskmanden havde lavet. For at komme i forbindelse med batl, måtte vi over en vej og en grøft. Det var uhyggeligt at passere denne, da den var fyldt med døde, som ikke kunne skaffes væk. Mangen gang var vi ikke klar over, om en by var besatte at de franske eller tyskerne. Byen kunne den ene dag være besat af den ene part, og den næste dag af den anden. Vi fik således en nat til opgave af vor batl.-fører, at udforske,om en by, der lå lidt til venstre for os, hvem den var besat af. Det var ikke nogen hyggelig opgave. Da vi sneg os frem i mørket, opdage vi pludselig en fransk dobbelpost. De havde heldigvis ikke bemærket os. Vi kunne godt have skudt på dem. Men det var slet ikke vor opgave. Det var bare om hurtigst muligt – at komme tilbage igen og aflægge beretning.
Det var en nat med heftigt skyderi, at vi befandt os hos batl.-føreren. “I kan vente her, til det bliver lidt mere roligt, inden I går tilbage til kompagniet”, mente han. I det samme dumpede en ordonnans fra en jægerbatl. ned hos os. “Hvor kommer du fra?”, spurgte majoren. “Vi har lige afløst Deres batl., men fandt først nu Deres understand.” Sikken redelighed”, mente majoren, “Her sidder deres fører og har ingen anelse om, at hans batallion er afløst. Hurtigt tilbage”. Og denne ordre var vi ikke sene til at efterkomme. Med majoren, hans oppasser og vi to ordonnanser i hælene gik det hurtigt ned ad bjerget.
Det var ved at blive lyst, og franskmændene havde opdaget os og begyndte at åbne en kraftig ild. Vi var så uheldige, at vi ikke kunne finde nogen åbning i den brede pigtrådsspærring, så vi et stykke tid måtte løbe langs med denne, inden vi fandt igennem. Da vi var kommet så vidt, at vi var uden for skudvidde, kunne vi tage den mere med ro. Men vi var kommet så langt til siden, at vi først nåede frem, da vores batl. var færdig med at spise. Men mad var der nok af, for der var mange, som aldrig nåede tilbage.
Nogle dage senere blev et af vore store ammunitionslagre skudt i brand. Det var nu også fjollet at opbevare så meget på et sted, i stedet for at lægge det i mindre depoter. Dette var måske også medvirkende til, at vor fremrykning ikke gik så hurtigt, da et stort frontafsnit blev forsynet fra dette depot. Efter hvad der blev fortalt, ramte en granat noget letfængeligt materiale. Og så fulgte den ene store detonation efter den anden. Da vi lå lige op ad depotet, var det bare om at komme så langt væk derfra som muligt og finde dækning. Vi fik besked om at åbne munden og stoppe ørerne til, for at trommehinderne ikke skulle sprænges. Sprængningen havde været så voldsom, at et større hus kunne have ligget i hullet bagefter.
Efter en uges hvil gik det atter til fronten. Noget af det farligste var at komme frem og tilbage. Franskmændene havde altid observationsballoner oppe, og ligeledes var flyverne igang hele dagen for at udspejde vore troppebevægelser.
En nat var jeg med til at hente mad, men kunne ikke finde køkkenet. Endelig løb vi på et stort lager af konserves, og det tog os ikke lang tid at forsyne os, med alt hvad vi lige kunne slæbe. Vi fyldte de store kaffebeholdere med vand, og så hurtigt tilbage, inden det blev lyst. Da vi led mest af tørst, var vandet lige så velkommen, som om det havde været kaffe. Under sådanne omstændigheder er det bare om at hjælpe sig, som man bedst kan.
(Efter Matthias P. Branderup: Verdenskrigen 1914 — 1918, renskrift af upublicerede erindringer på Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)
Peter Knudsen stammede fra Vogelsang i Töstrup Sogn få kilometer nordvest for Kappeln ved Slien. Han modtog læsestof fra Pastor Nielsen og sendte ham af og til et brev fra fronten. Knudsen var Ersats-Reservist ved Reserve-Ersatz-Regiment Nr. 4, som de første år af krigen lå i Flandern.
Peter Knudsen, Vogelsang i Töstrup Sogn nær Kappeln (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Langenhoeck d 1/3 16.
Kære Hr. Pastor
Tak for Bladene og Tak for de gode Cigarer fra Leipzig. Vel er jeg ikke Rüger, men kan saa med Cigarrerne glæde mine Kammerater. d. 21 Febr har vi forladt Qistell og er komne i en nÿ Stilling 1000 m fra Dixmude. Den nye Stilling er mere en[d] daarlig. Vi har været 2 Gange i Skÿttegraven, er der 2 Dage ad Gangen. Jeg passer Telefonen, sidste Gang i første Kamplinie 50 m fra Fjenden. Der maa kun tales sagte, at den onde Fjende intet høre. Vi ligger der i 24 Timer under åben Himmel, der er kun en lav Vold obkastet, dog godt at vi har gode Pelsmantler. Du kan tro Kære Herr Pastor, det er der ikke saa let med Aflösningen. I sidste Uge slog en Granat ned 20 m fra mig, straks laa der 3 døde og 3 Sårede. Ja sådan gaar det herude i Dag, vid morgen død.
Jeg maa være Herren saare taknemmelig – at jeg endnu altid er sund og rask har endnu ikke været en gang forkølet i Felten, ellers er her mange som klager over Reumatisma Vi glæder os nu til Fåråret og den tørre Tid
Tysk mindeblad for Jens Petersen (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)
Mindebladene for faldne Soldater. Der meddeles officielt: I den senere Tid har der oftere lydt Klage over, at de faldne eller afdøde Krigsdeltageres paarørende først lang Tid efter den paagældende Soldats Død har faaet det af Kejseren stiftede Mindeblad. Disse Klager beror for største Delen paa Ukendskabt il Forholdene. De første Efterretninger om Tabene skalførst nøje prøves, da Mindebladet først maa udstedes, efter at Døden er fastslaaet, uden at der kan foreligge Tvivl. Kun Forstærkningstroppedelene er berettigede til at udstede og afsende Mindebladene; derfor maa alle mulige Spørgsmaal desangaaende rettes til dem.
Matthias P. Branderup fra Rødekro blev indkaldt i december 1914 og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 37 på vestfronten. Først på året 1916 deltog regimentet som del af 10. Reservedivision i offensiven ved Verdun.
Omkring midten af februar gik det løs. En trommeild fra vore batterier satte ind dag og nat uden afbrydelser i flere døgn. Da det holdt inde, vidste vi, at nu var det vores tur til at gå frem til angreb.
Vort udgangspunkt var Gremilly, og så gennem Herbewald. Men sikket et syn. Den var fuldstændig ødelagt af vore granater, og rundt omkring lå døde og sårede. Vore tornystre var blevet efterladt i vor udgangsstilling, så vi havde kun “sturmgepäck”.
Det blev aften, og vi skulle storme byen Ornes. Det blev nu ikke så svært, da franskmændene allerede havde rømmet byen før vor ankomst. Jeg holdt forresten mit indtog i denne by som sygebærer. Her blev to mand beordret til at bære en såret franskmand ned i en lade, hvor de sårede blev samlede og forbundet. Det så ud til, at denne by hurtig var blevet rømmet. Overalt fandt vi lagre med chokolade, kiks og mange andre gode sager, som vi ikke var forvænnet med.
Opholdet her var dog kun af kort varighed. Næste dag gik det videre, men nu kun langsomt. Gennem den stærke trommeild, som var gået forud i flere døgn, var franskmanden nok klar over, at en større offensiv var forestående. De havde i hast fået forstærkninger frem, så de var parate til at tage imod os. Kronprinsens pral med at vi om nogle dage skulle spise frokost i Verdun, blev aldrig til noget. Snart gik det fremad og snart tilbage. Til at begynde med havde vi frost, så gav det omslag i vejret med tø, så det svære artilleri havde svært ved at komme frem.
Efter byen Ornes var byen Bezonvaux den næste. Men her opholdt vi os heldigvis ikke længe. Det franske artilleri var her så godt indskudt, at de med stor træfsikkerhed kunne ramme de mest befærdede veje, så der lå mange døde og sårede. Det var også i denne by, at vi, kort efter at vi havde hentet vor middagsmad ved feltkøkkenet, at en granat slog ned, så der ikke blev levnet nogetsomhelst af hverken køkkenet eller personalet. Det var tæt på.
I den tid, vi var med i offensiven, måtte vi næsten hele tiden ligge ude i det fri. Det skiftede med frost, sne og tøvejr. Vi både frøs og sultede. Men det er utroligt, hvad et menneske dog kan holde til. I den by, vi lige havde forladt, fandt jeg en fårepels og en karton skibstvebakker. Kavringerne kunne dæmpe den værste sult, og pelsen var dejlig at have, da vi i længere tid måtte finde et natteleje på åben mark.
(Efter Matthias P. Branderup: Verdenskrigen 1914 — 1918, renskrift af upublicerede erindringer på Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)
Udsnit af kort over det tyske angreb ved Verdun 24. februar 1916, fra Der Weltkrieg 1914-1918, bd. 10.
Matthias P. Branderup fra Rødekro blev indkaldt i december 1914 og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 37 på vestfronten. Først på året 1916 lå regimentet ved Verdun.
At der i løbet af vinteren skulle ske noget ekstraordinært her ved Verdun, blev vi klar over allerede først på vinteren. En bredsporet bane blev anlagt ind gennem skoven tæt ind til vor stilling, og alt hvad der skulle bruges til en storoffensiv blev tilkørt. Især artilleriammunition. Hele bjerge hobede sig op.Det var jo selve kronprinsens 5. armé, som skulle foretage dette fremstød og indtage Verdun. Alt var forberedt i alle enkeltheder. Verdun skulle falde og gøre vejen fri til Paris, og dermed gøre en afslutning på krigen.
Der var mange, som for nemheds skyld havde ladet skægget stå. Men kort før offensiven fik vi udleveret gasmasker. Da disse skulle slutte tæt til kinden, så måtte skægget jo falde, og det var ganske pudsigt, at mange, som vi gik og troede var en 30 – 40 år gamle, pludselig ikke var stort ældre end vi andre glatragede. Det var vistnok om ved samme tid, at vi fik vore hjelme ombyttede med stålhjelme, som var mere beskyttende.
Der skulle uddannes stormtropper, og vor delingsfører spurgte, om nogle ville melde sig frivilligt. Begejstringen var ikke særlig stor, da vi nok var klar over, at det var en farefuld bestilling, så der var kun enkelte, der trådte frem.
Men så kan det nok være, at vor løjtnant blev vred: “Kan I unge mennesker virkelig være bekendt, at de ældre gifte mænd skal påtage sig dette ? Frem med jer.”
Og så var der ikke andet at gøre, vi måtte frem. Nu var der også det, at denne løjtnant var den flinkeste og mest afholdte, vi havde. Men det var nu alligevel både første og sidste gang, jeg meldte mig frivilligt til nogetsomhelst.
Så gik det løs med at tage forhindringer. Med eller uden gasmasker. Det med gasmasker var for mig noget af det værste. Måske har den jeg fik ikke været i orden. I hvert fald sørgede jeg for altid at have en pind til at stikke ind under elastikken, så jeg kunne trække vejret ad den vej.
Før offensiven var vi i lang tid ikke tilbage i hvil, og lusene tog overhånd. Vi sad så udenfor vore bunkers for at aflive disse vore plageånder. Æggene brændte vi med vore cigaretter. Der var i denne tid ikke lejlighed til at blive aflusede.
(Efter Matthias P. Branderup: Verdenskrigen 1914 — 1918, renskrift af upublicerede erindringer på Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)
Friedrich Christiansen dåbsbevis udstedt af Neptun, da han ombord på hjælpekrydseren Marie passerede ækvator den 15. februar 1915 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Hjælpekrydseren Marie er stadig på vej mod Østafrika, den 15. februar passeres ækvator og det markeres behørigt:
“Ved krydsningen af ækvator (15. februar) blev kaptajn von Kaltenborn og alle de andre udøbte døbt efter gammel sømandsskik. Den smukkeste havfrue i Neptuns følge, skibskok Spanger, vakte stor munterhed med sin lange blonde hørparyk”.
Harboe Kardel: Schleswig-Holsteiner im Weltkrieg, 1933
Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86.
Douai d. 5. Febr. 1916.
Idag har jeg været hos tandlægen og fået mine tænder, så nu er jeg færdig til fronten. Dog venter jeg et par dage, inden jeg rejser, ifald der skulde være noget at ændre. Mit kompagni ligger for tiden bag ved Lens og må derfor ud for at skanse hver nat. Det er der jo ikke meget ved, men når det ikke kan være anderledes, finder man sig i det.
Der går rygter om, at vi atter skal flyttes, men om det passer, er jo noget andet. Der er tale om at komme til Flandern. — Værre end hvor vi er, bliver det jo næppe; for selv om her er nogenlunde ro i øjeblikket, så kan det brænde løs når som helst. Idag er det 7 uger, siden jeg kom her til Douai, og den gang havde jeg ikke ventet at blive her så længe. Godt at jeg meldte mig med tænderne. De har holdt mig her i 3 uger, og et par dage varer det jo endnu.
Ja, så har vi været i krig i halvandet år, og dr. Thomsen mente forleden, at det kunde gerne vare halvandet år til. Det tror jeg nu ikke. Det er landet ikke i stand til. Krigstrætheden breder sig forfærdelig, eller skal man bruge et andet ord: begejstringen er borte, og overalt hører man kun tale om, at krigen skal holde op. „Sortseernes” tal øges daglig — bliver det ved en tid endnu, kan vi godt pakke sammen, siger de — Krybben tømmes.
Forleden talte jeg med en, der havde været på orlov i Berlin. Det var ikke lyse ting, han kunde fortælle om. Alt måtte de have på kort: brød, mælk, smør, kød, kartofler o. s. v„ og så måtte de endda være glade, hvis de blot kunde få noget. Flæsk kostede 3,50 Mark og var ikke til at få. — Her spares der nu også meget på brødet. Vi får kun ¾ pund, hvad jo kun er lidt, da der ikke fås andre ting.
Befolkningen her får heller ikke meget brød, men det er næsten rørende at se på, hvordan de kan undvære alt, når der kommer franske soldater til byen som fanger. Jeg har et par gange været med til at hente en transport. Skønt vi jo har ordre til, at de ikke må komme i berøring med befolkningen, er det ikke til at undgå. De sværmer om dem i hundreder og kaster brød, penge, cigaretter, chokolade, ja alt, hvad de har, til dem. Ivrigt spejdes der efter et kendt ansigt, men som regel finder de intet, men alligevel stråler ansigtet, og man ler og snakker. Det er jo deres egne, selv om de nu er fanger. De har kæmpet tappert, og ingen af dem tvivler om, at tiden en gang kommer, da de kan slutte fred som sejrherrer. Det er med underlige følelser, vi går ved siden af dem. Det, der piner mest, er vel nok det, at vi bærer denne uniform, der gør alle til fjender.
— De sidste par aftener har jeg været sammen med en efterskolekammerat, Søren Finnemann fra Hundebøl. Det er godt at få lejlighed til at tale rigtig ud om alt. I kan ikke forestille jer den oplivelse det er at kunne tale, når man har været tvungen til at tie i lang tid, og det er absolut nødvendigt for ikke at gå helt i hundene.
(Fra Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 114-15)
