Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i begyndelsen af november var gået i stilling på den nordlige del af Somme-fronten på højde med Bapaume.

Efter et par dage modtog jeg ordre til at overtage ledelsen af 3. kompagni. Jeg gjorde mig klar til afrejse. Hvor 3. kompagni lå, var der ingen der vidste, heller ikke vores regimentsstab, da føringen som sagt var blevet taget den fuldstændig af hænde. Til sidst fik jeg at vide, at 3. bataljon lå i Puisieux, og at man sikkert der kunne få at vide hvor 1. bataljon befandt sig. Med den antagelse, at der herskede de samme forhold i 1. bataljon som hos os, pakkede jeg min kuffert, steg på en vogn, og kørte til Puisieux. Allerede undervejs blev jeg noget betænkelig. Vejene så noget vilde ud, så sønderskudte var de. Endelig kunne vi se Puisiuex.

Efter alt at dømme var det ikke godt at befinde sig i landsbyen, for de fjendtlige granater susede uden ophør ned i den. Da vi nåede de første rester af huse, var der en særlig voldsom salve, der fik mig til at forlade vognen og give kusken besked om, at han skulle køre min kuffert tilbage, for lange bukser og laksko syntes mig ikke egnede til den egn jeg nu skulle opholde mig i. Det lod manden sig ikke sige to gange, men gjorde straks omkring og kørte derfra i fuld galop. Åndssvagt nok tog han min gasmaske med, som jeg i dette område sandsynligvis ville komme til at savne. Men jeg håbede, at jeg kunne få en anden ved bataljonsstaben.

Men hvor lå staben i dette guds forladte hul? I en kælder tæt ved krøb et par mand fra 9. kompagni samme, de sagde mig, at chefen for 3. bataljon ikke befandt sig langt væk, omtrent 20 meter, i et dækningsrum ved gaden. At komme derhen var nu ikke så let, for det lod til at det fjendtlige artilleri havde udset sig netop det område som sigtepunkt. De svære granater drønede hele tiden ned, så det var en lyst – det vil sige for englænderne, hvis de havde kunnet se det, for os mindre sjovt. Men det gik endnu en gang godt. Forpustet ankom jeg til staben for 3. bataljon, hvor jeg blev modtaget af kaptajn Hofrichter på gammel, elskværdig vis og forfriskede mig med kaffe.

Jeg har endnu ikke nævnt denne herre, hvilket jeg så må komme efter her. Kaptajn Hofrichter var chef for 2. bataljon, altså min bataljonschef, de jeg kom til IR63. Han var en mand af stor militær dygtighed, der sikkert havde for længst havde siddet i generalstaben, hvis han en gang i mellem havde været bedre til at holde mund overfor sine forsatte. Men han var af den overbevisning, at herrerne ved det grønne bord let kunne befale ting, der fra frontsoldatens synsvinkel var umulige eller kun lod sig gennemføre med store ofre. I sådanne øjeblik tav han ikke. Ja, jeg har selv hørt, hvordan han har modsat sig at udføre ordre, som han fandt uovervejede. Desuden var han en rigtig soldat og sørgede uopholdeligt for sine mænds ve og vel. I officerskredse en fremragende kammerat. Han led af en tilbagevendende hjernebetændelse, der havde tvunget ham til at gå i behandling i Tyskland. Efter at være kommet tilbage havde han fået kommando over 3. bataljon og sad nu som chef i Puisieux.

Her erfarede jeg, at 1. bataljon lå i tredje stilling, op ad 2. bataljon. Jeg fik en stedkendt ordonnans og begav mig på vej. Rart var det ikke netop, da vi måtte gennem hele landsbyen, som blev beskudt meget voldsomt. Men det blev også overstået, og vi befandt os i skyttegraven. Når der bliver skudt, vil jeg hellere være i skyttegraven end i nærheden af bygninger, for for det første giver skyttegraven lidt beskyttelse, for det andet er der for det meste dækningsrum, som man kan krybe ned i, når det går for voldsomt til, og så virker det i det hele taget meget farligt, når sådan en granat slår ned i et hus og spiller bold med sten og bjælker.
Jeg meldte mig hos chefen for 1. bataljon og overtog så 3. kompagni fra den gamle chef. Så, nu havde jeg igen plads, hvor jeg hørte til, det er også noget værd.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)