Alle indlæg af MBN

Ikke kategoriseret

4. november 1917 – Danske officerer på vestfronttur: Under beskydning!

Skriv en kommentar

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

Den følgende Dag tidligt om Morgenen, medens det endnu var mørkt, kørte vi i 2 Automobiler, ledsaget af Generalen og en Officer af hans Stab, frem til Stillingens forreste Linie. Vi saa her de forskellige Anlæg, som senere skal blive nærmere omtalte, dels Nord for, dels Syd for La Bassee Kanalen. Det Automobil, som kørte i det sydlige Afsnit, og i hvilket Kaptajnerne Wilkenschildt og Rye havde Plads, blev tæt udenfor Landsbyen Auchy udsat for fjendtlig Beskydning med Brisantgranater, der slog ned i en Afstand af indtil 20 m fra Vognen. Heldigvis var Jordbunden meget leret.

I Automobiler kørte vi den 4/10 Formiddag til Tournai, hvor vi var inviterede hos Chefen for 6´Armee, Generalløjtnant v. Quast. Efter Frokost rejste vi med Jernbane over Ath til Mons, hvor Chefen for ”Heeresgruppe I”, Kronprins Rupprecht af Bayern har sit Hovedkvarter. Kronprinsen, hvis Gæster vi var til Middag, modtog os med stor Elskværdighed og Forekommenhed.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

Ikke kategoriseret

3. november 1917 – Danske officerer på vestfronttur: “… dristige Flyvemanøvrer”

Skriv en kommentar

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

Den 2/11 om Natten afrejste vi fra Gent over Courtrai og Lille til Phalempin, hvor vi den 3/11 Formiddag modtoges af Chefen for Gruppe Loos (”Gruppe” svarer til Armékorps), Generalløjtnant v. Kraebel og Stab.

Vi havde bl.a. Adgang til at bese Gruppens kartografiske Anstalt, en Pionerpark med store Værksteder og en Flyveplads med Park (af lignende Art, men af mindre Udstrækning som den ovenfor nævnte for IV Armee i Gent). Her fremviste Gruppens Kampflyvere en Række interessante og dristige Flyvemanøvrer for os.

Om Eftermiddagen holdt Gruppens Stabschef et orienterende Foredrag om de forskellige Stillinger langs Fronten, som vi skulde bese den næste Dag, med fuldstændig Redegørelse for de enkelte Liniers og Stillingers Karakter, Opgave, Konstruktionsmaade, Batteriernes Beliggenhed, Troppedislokation m.m.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

Ikke kategoriseret

2. november 1917 – Avisen Hejmdal: Livet i en Fangelejr II

Skriv en kommentar

I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”

I Fanglejren II.

S. i Oktober 1917.

Kommer man ved Aftenstid til Fangelejren, møder Øjet et ret imponerende Skue. Lys straaler ved Lys over et vældigt Areal. Det minder om, naar man i Toget nærmer sig en større By. Og i Virkeligheden er saadan en Fangelejr jo heller ikke saa lille en By. Her f. Eks. er der Plads til ca. 35,000 Mennsker. Betænker man, at det er Halvdelen af en By som Flensborgs Indbyggere, faar man et Begreb om, hvilket Myretueliv der maa udfolde sig paa den begrænsede Plads, naar Lejren er fuldt belagt.

Selve Lejrpladsen, hvor Fangebarakkerne ligger, anslaar jeg skønsvis til ca. 150 Tønder Land. Pladsen er delt i 4 ”Blokke”, hvor Barakkerne, nogle større, andre mindre, ligge Side om Side, i endeløse Rækker. Praktiske Hensyn har selvfølgelig været fremherskende fremfor arkitektoniske, saa ”noget for Øjet” er det ikke. Man fristes ikke til en Sammenligning med den berømte Stationsby paa Aarhusudstillingen i sin Tid – det skulde da være som Modsætning!

Mellem de forskellige Barakker ligger der større Pladser, som undertiden dyrkes, og ellers bruges af Fangerne til at røre sig paa i deres Fritid. Her ser man Fangerne gaa frem og tilbage, frem og tilbage, rastløse, uden Maal. Undertiden i Flok, men ofte ene. Ligesom Dyrene i deres snævre Bure i Zoologisk Have gaar deres Skridt til den anden. De flyvende Tanker maa give sig Udtryk i en legemlig Bevægelse. Og hvilke Tanker er ikke herfra fløjet de Hundrede af Mile hjem til de Kære, som sidder derhjemme og venter og venter! En Fanges Tilværelse er beklagelsesværdigt. Mennesket trives dog kun i Frihed, baade i bogstavelig og i aandelig Forstand. Kun et har Fangerne at glæde sig over: De har bjærget Livet og har Haabet om at vende tilbage til deres Egne.

Fangernes Liv indenfor Pigtraaden er trist og graat og tungt. Den ene Dag gaar som den anden. Ensformigheden irriterer tilsidst, saa Ven ”rejser sig” mod Ven! Bedst stillede er de, som kommer paa Arbejdskommando og finder et godt Sted at være. Men der findes jo mange, som ikke er vante til den Slags Arbejde, og heler ikke her kan finde sig tilfreds.

Omkring selve Lejrpladsen gaar en Vold, indenfor den en dyb Grav, hvorefter Pigtraadsspærringen følger. Paa Voldene har Vagtposterne deres Plads. Ad den slidte Sti heroppe gaar man frem og tilbage, frem og tilbage de to Timer, til Afløsningen kommer. Mærkværdigt nok gør mange den Erfaring, at Nattetimerne gaar hurtigst. Før man ved af det, er de 2 Timer forbi. Tankerne gaar nu uforstyrrede deres egne Veje. Øjet følger op mod Himlen, søger de kendte Stjernebilleder, og da helst dem, der ligger i den Retning, hvor Hjemmet findes. Stjernerne skinner ogsaa over de Kære derhjemme, og det er, som kom man dem i et saadant Øjeblik nærmere. Thi Hjemmet, det er dog det, som baade Fangernes og Vagtmandskabets Tanker kredser om som det faste Punkt i Tilværelsen. Frygtelig er deres Skæbne, som ved Krigen har mistet deres Hjem, og maaske end ikke ved, hvad der er bleven af deres Kære, af Far og Mor, Hustru og Børn. Og af den Slags Fanger findes der især blandt Russerne ikke ganske faa.

Udenfor selve Fangerlejren ligger Mandskabsbarakkerne, der selvfølgelig er noget bedre indrettede end Fangebarakkerne. Barakkerne her er god i Sammenligning f.Eks. med de mindre Arbejdslejre, jeg har boet i i Nordslesvig. Man kan ligefrem føle sig hjemlig til Mode i sin Stue, selv om man har et Par Snese Kammerater til Stuefæller. Man kommer til at holde af sit eget Hjørne, sin Seng, sin Bænk, sin Bordende. Det er éns eget! Og det kan være helt vemodigt, naar man skal flytte om og forlade sin gamle Barakke.

Foruden Mandskabsbarakkerne, der danner en lang Gade, og som kan give Plads til et Par Tusind Mennesker, er der jo Officersbarakker og større Økonomibarakker. I en af disse er der indrettet en stor Kirkesal med et romersk-katolsk og græsk-katolsk Alter. Endvidere findes badeanstalt, Bageri, Elektricitetsværk, Vandværk o.s.v

Udenfor Lejren ligger Fangekirkegaarden, hvor Kommandanturen har rejst et smukt Mindesmærke med Indskriften:

”Også de døde for deres Fædreland”, og med Aarstallet ”1914-191 ”. Hvad det sidste Tal bliver, ved vi ikke endnu. Hver Grav er smykket med et Kors, Russernes Grave med det skraa St. Georgskors, Muhamedanernes med Halvmaanen og Jødernes med Davidsstjernen. Ligeledes er Fangens Navn og Dødsdag brændt ind eller skaaret ud i Træet.

En Fangelejr er en stor Bedrift, og Orden hersker der indtil den mindste Smaating. Hvor stor en Sum, Anlægget af en saadan Lejr repæsenterer er vanskeligt at bedømme, men det maa regnes i Millioner, og naar man tænker paa, hvor mange Fanger, der skal sørges for alene i Tyskland, imponeres man at det Arbejde og den Kapital, som alene Fangespørgsmaalet repræsenterer under Verdenskrigen.

N-n.

Hjemmefronten

1. november 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “…et Batteri for 8 svære Kanoner”

1 kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia
En dansksindet Desertør, der har arbejdet paa forskellige Steder i Sønderjylland, og som gør et meget paalideligt Indtryk, har fortalt.

  1. a. Ved Aarøsund findes nu et Batteri for 8 svære Kanoner med en Besætning af 1 Fregattenkapitän som Obef., 1 Oblt., 2 Feldw [—], 8 Uoff. 216 Marinere (sidstnævnte i 3 Barakker à 96, 80, 40 Md).
    Ved Forskel er et Ammunitionsmagasin af Jernbeton med Dimensioner 8x6x3. Fra Magazin til Kanoner er et dobbelt Jernbanespor til Transport af Ammunition.
    Udenfor Batteriet ligger Panserbatteriet Kurfürst med 250 Mands Besætning.

    b. fra Årø er en Kommandostation af Jernbeton med skudsikre Rum; endvidere 2 svære Kanoner med 32 Mand Besætning.

    c. ved Rødekro staar 4 svære Kanoner, 2 N. og 2 S.Ø. for Banen; endvidere et Ammunitionsmagasin (8x6x3) samt en Br[—-]stationer med 12 Mands Besætning: Endelig er der i Barakker indkvarteret 20 Mand, der laver Pigtraadsspærringer og anbringer Miner under Vejen.

  2. En sønderjysk, meget støt og paalidelig Uoff., der fra Fronten (Riga) er hjemme med Orlov, har til Forbindelse over Grænsen fortalt,

    a. (Murren, da Kejseren talte til Tropperne, uden at der blev skredet ind).

    b. Mand og Mand imellem tales der om, at den saakaldte ”Urlaubssperre” er etableret for at forhindre Mandskabet i at komme hjem og se Elendigheden og blive paavirket.

  3. Det hedder sig, at Christiansfeld i Vinter skal aflastes for Indkvartering. Derimod skal Fjeldstrup have 60 Mand.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Hjemmefronten

1. november 1917 – Avisen Hejmdal: Livet i en Fangelejr I

Skriv en kommentar

I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”

Fra Felten. Livet i en Fangelejr I.

S. i Oktober 1917.
Krigen har nu raset saa længe, at man begynder at afmærke den ensformige, trist[e] Forløb med Milepæle i Form af Jubilæer[.] Og da jeg i disse Dage kan fejre 1 Aars Jubilæum for min Ankomst her til Fangelejren finder jeg Anledning til at fortælle ”Hejmdals”s Læsere lidt af, hvad der kan meddeles om Livet i en moderne Fangelejr. Og jeg antager , at det vil interessere alle, dels fordi Spørgsmaalet om Fangernes Liv og Leveforhold i sig selv er et ikke uinteressant Afsnit – om end trist og graat – af hele Verdenskrigen, og dels fordi saa mange af mine Landsmænd selv har deres Kære, Slægtninge og Venner, under lignende trange Kaar baade i Øst og Vest, og det daglige Livs Forhold i Fangelejrene i de forskellige Lande vil vel i det Store og Hele være omtrent det samme overalt.

Den Tid, jeg har været indkaldt, og det er nu over 2½ Aar, har jeg næsten udelukkende tilbragt i Fangelejre, saa jeg har lært Livet indenfor saa nogenlunde at kende, – lige fra Kontor- og Vagttjeneste til saa inferiøse Beskæftigelser som Kartoffelskrælning, baade med Kniv og Maskine. Først havde jeg det Held at komme til de mindre Fangelejre – Arbejdslejre – i Nordslesvig, og livet her gav Anledning til ret interessante Studier af Menneskekarakteren, baade hos Fangerne og hos Vagtmandskabet.

De første Indtryk, da man selv som ret ”civil” – for ikke at sige ”civiliseret” – og endnu ikke havde vænnet sig rigtig til Krigerlivet i alle dets Former, var just ikke opmuntrende. Livet indenfor Barakkernes uhøvlede Trævægge, sammen med Kammerater, hvoraf en Del ogsaa kunne være ret u(be)høvlede, kunde undertiden ture med at tage Modet fra en, saa længe an ikke havde vænnet sig dertil[.] Men Vanens magt er stor. Hvad har de, der har ligget i Skyttegravene, ikke kunnet vænne sig til Anstrengelser og Savn? I Sammenligning med dem maatte man jo prise sin Skæbne, at den ikke var bleven værre. Og at naa til denne Overbevisning er den vigtigste Kunst for en Deltager i Verdenskrigen. Og naar saa dertil kom mere eller mindre regelmæssige Orlovsture til Hjemmet, hvor man atter kunde føle sig som Menneske, – ja saa gik det endda!

Og Dag gik efter Dag, Uge efter Uge, Maaned efter Maaned efter Maaned, og inden man ret vidste af det, havde Jorden fuldendt sit andet Kredsløb omkring Solen under Krigens Tegn. Og bagved saa alle de triste Tanker, alle de skuffede Haab om snarlig Afslutning. Men Sindet klamrede sig til nye Haab, nye Muligheder!

Om et Haab eller to blev brudt
Blinker et nyt for dit Øje!

Og saa længe Haabet lever, er Livet under alle Forhold til at holde ud!
Saa kom der en Regnvejrsmorgen i Oktober 1916. Jeg havde Ordre til at møde med fuld Oppakning paa Kompagnikontoret i Flensborg. En Soldat har det som Sneglen: ”Omnia mea mecum porto!” Alt mit Habengut maa jeg selv slæbe af Sted paa Nakken! Og derfor burde en Soldat altid sørge for at have saa lidt som muligt af, hvad han kalder sit. Men i Tidens Løb faar man dog altid samlet en Del Ragelse sammen ud over den egentlige militære. Og den Morgenstund, da jeg i ravende Mørke og øsende Vande stolprede af Sted fra Jaruplund til Flensborg, fortrød jeg bitterligt, at jeg havde samlet saa meget til Huse.

Krigsfangelejren ved Jaruplund få kilometer syd for Flensborg (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

En fuldpakket Tornister paa Nakken, Geværet hængt over Skulderen, en tung Koffert i Haanden, daarlig til Bens, daarligt Vejr, Uvisheden om, hvad den nærmeste Fremtid vilde bringe, – alt det frembragte en ganske forbistret Morgenstemning. Og dog havde jeg et ringe Haab, nemlig at Marchordren betød et Par Dages Orlov, som jeg kort i Forvejen havde søgt om. Men Skæbnen – eller hvem det nu var – havde villet det anderledes. Paa Kontoret modtog jeg den Besked: ”Forflyttet til S. i Rusland!”

Stemningen var omtrent som en Vogterdrengs, der tager Afsked med Hjemmet for at tiltræde sin første Plads. Borte var nu Udsigten til alt, hvad der hed Søndagsorlov, – og det var dog den, som hidtil havde lyst op i den graa Tilværelse, og den skulde maaske blive mere graa endnu. En Soldat ved altid, hvad han har, men han ved aldrig, hvad han faar!
Naa, her hjalp ingen kære Mor! Enhver Ordre er hellig, hedder det i det uskrevne Reglement. Det gælder om, at tage Tyren ved Hornene, og derfor søgte jeg det førte afgaaende Hamborgtog – og saa gik det mod Syd.

I Grunden har jeg ikke haft Anledning til at beklage mig. Vel er der mange, som har haft det bedre end jeg, men der er ogsaa mange, der har haft det værre. Og saa faar man give sig tilfreds. Nøjsomhed er en god Ting for en Soldat!

Efter et Døgns Jernbanekørsel nærmede Toget sig Tysklands Østgrænse. De polske Sletter bredte sig for Øjet, vældige Marker, hvor Efteraarets graa Ensformighed kun blev brudt af Kartoffelmilerne og saa Landevejsalléerne, som er karakteristiske for et polsk Landskab, og som i Grunden er det eneste oplivende Moment her. Hist og her en Landsby, men af et andet Udseende end hos os. Omkring den store Herregaard med de mange Udbygninger – alt synes at være Udbygninger – ligger Arbejderboligerne, smaa og uanselige, Lervægge og et Stykke forfaldent Havestakit – uden Have i Reglen. Befolkningen her har ikke Nordslesvigernes Sans for Hjemmets Hygge, hverken inden- eller udendørs. Men alligevel elsker og værner Polakkerne jo deres Hjem og Hjemstavn. Men nægtes kan det ikke, at Landskabsbilledet her virker nedslaaende paa Sindet hos en, der er vant til at se Fjord og Bælt, Bakker og Dale, Skove og frugtbare Haver og velholdte Huse.

N-n.

Krigens forløb

30. oktober 1917 – Lorens Jepsen: “… at kunne tale frit”

Skriv en kommentar

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, d.31.10.17.

Kære Anne!
Saa er da nu ogsaa denne Maaned borte. I Aften har vi fejret Lutherfest. Det er, som Du vel ved, fire hundred Aar siden Reformatoren opslog sine Sætninger paa Slotskirken i Wittenberg. Ja, vi lever her, Gud ske Lov, ikke mere som Hedninger, men som kristne Mennesker, lever et Liv, friere og bedre end vi før kunde leve det Hjemme.

Ja, kære Anne, Du kan tro vi har det godt her, til Militarismen mærker vi ikke noget, her er alle lige gode. Og hvor er det ikke behageligt at kunne være sammen med gode Venner ved Arbejdet, at gaa sammen med gode Venner om Aftenen og at kunne tale frit om alt hvad der ligger en paa Hjertet. Hvad siger Du, naar Du hører, at vi her har Koncert og Lysbilleder, Dilletantforestilling, at vi har Gymnastikforening og Sangforening. Gudstjeneste i vor egen Kirke har vi hver Søndag.

Er tilfreds med min Lod. Har kun en eneste stor Sorg. Tanker paa Hjemmet – paa Eder. Gid Herren hjælpe Eder over den tunge Tid.

Hj.H.Lor.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Ikke kategoriseret

30. oktober 1917 – Danske officerer på vestfronttur: “… et fjendtligt Flyverangreb”

Skriv en kommentar

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

Fra Brügge foretog vi den 30/10 og 31/10 Udflugter til Nordsøkysten paa Strækningen Heyst – Blankenberghe – Zebrügge – Ostende. Denne Kyststrækning var forsynet med en Række i og bag Klitterne anlagte Batterier, Fodfolksstillinger, Observationsstandpladser m.m. Vi besaa flere af de store Batterianlæg samt Havneanlæg i Zeebrügge. I Ostende hørte man ustandselig Kanontorden fra den kun ca. 15 km fjerne Kampfront. Fra Stranden kunde vi tydelig se de tætte Røgskyer, i hvilke de tyske Batterier indhylder sig for at vanskeliggøre den fjendtlige Beskydning.

Ostendes mange elegante Badehoteller var delvis belagte af tysk Militær. Kathedralen og Partiet mellem denne og Banegaarden var ret stærkt beskadiget som en Følge af engelsk Beskydning fra Søen. Vi overværede i Ostende ved højlys Dag en kraftig Beskydning fra tysk Side af 7-8 fjendtlige Flyvere, som i en højde 3-4 km gik over Byen. Ingen af disse blev ramt, men Sprængskyerne fra de tyske Projektiler var tilsyneladende i truende Nærhed af Flyverne og undlod sikkert ikke at gøre deres Virkning gældende paa deres Bevægelser og Flugt.

Under vort Ophold i Brügge fandt Kl. 12 en Nat et fjendtligt Flyverangreb Sted; vi hørte de kraftige Detonationer af Flyverbomberne – der blev kastet 20 Bomber mod Arsenalet – og saa ogsaa her i den maaneklare Luft Sprængskyerne fra de tyske ”Flugabwehrkanoners” Projektiler. Heldigvis faldt der den Nat ingen Bomber paa Banegaardsterrainet, hvor vi overnattede.

I Brügge, Ostende og Blankenberghe var vi inviterede til Frokost og Middag hos de derværende Marinemyndigheder (Admiralerne v. Krosigk og Jacobsen).

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

Krigens forløb

28. oktober 1917 – Danske officerer på vestfronttur: Besøg i Brügge

Skriv en kommentar

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

Fra Brüssel rejste vi den 28/10 om Aftenen til Brügge, hvor vi ankom næste Formiddag. Brügge og Zeebrügge, sidstnævnte beliggende ved Nordsøkysten og forsynet med meget store Havneanlæg, og begge indbyrdes forbundne ved en dobbelt Kanal, er som bekendt Nerven i og Basis for den tyske Undervandbaadskrig, for Flyvertjenesten langs Kysten og for Forsvaret af hele det nordlige Afsnit af Fronten. Disse Steder er derfor udsatte for fjendtlige Flyverangreb.

I Brügge besøgte vi nogle Luftmaalsbatterier og Marinekorpsets kartografiske Afdeling. I Batterierne fik vi en fuldstændig Redegørelse for Ordningen af Byens Luftforsvar, og i den kartografiske Afdeling blev den daglige Fremstilling af Troppekort pa Basis af Flyverfotografier gennemgaaet: begge Dele skal senere blive omtalt. Tillige besøgte vi en stor og vel organiseret Pionerpark i Jahbeke. […]

L. Brügges Luftforsvar

a. Ordningen.
Ved Ordningen af Brügges Luftforsvar er der en Ejendommelighed, at det tyske Marinekorps, da engelske Flyvere i det Hele taget nødig kaster Bomber ned i de større belgiske Byer, har kunnet stille Beskyttelsen af selve Byen noget i Baggrunden for særligt at værne de tre militær Objekter, der er Maal for Angrebene, nemlig Værftet (Undervandsbaadsstationen) Nord for Bygen, Arsenalet Sydvest for Byen og – dog i det mindst Grad – Jernbanestationen i Byens Sydkant.

Dette giver sig dog mindre Udslag i Opstillingen af Skyts og Projektører, der alle er spredt ret ligeligt rundt om Byen, end i Maaden Luftmaalskanonerne1) bruges paa, idet al Skydning især om Natten først og fremmest baseres paa bestemte Spærreskydninger om de 3 Angrebsobjekter.

For fjendtlige Flyveres Vedkommende har dette særlige Forhold Betydning med Hensyn til Valg af Vejrforhold og Flyvehøjde. I klart Vejr kommer de meget sjældent om Dagen, da de, for at være nogenlunde sikre mod Luftmaalskyset, maa gaa op i ca. 6000 á 7000 [m] højde, og i denne Højde meget vanskeligt kan ramme de 3, forholdvis smaa Maalomraader: bedre er det i klart Vejr om Natten, thi da kan de nøjes med 2-3000 m2) Flyvehøjde, hvilket giver rimelig Træfsikkerhed for Flyverbomberne. I Taage om Dagen eller diset eller stærkt skyet Vejr om Natten vilde Bekastning af Værft m.m. blive et Foretagende på Lykke og Fromme, der let kunde gaa ud over Byen, og Flyverangreb er følgelig udelukkede.

Allerbedst er klar Nattehimmel med Fuldmaane, thi da kan Lyskasterstraalen ikke trænge igennem; saadant ”Flugwetter”3) var der om Natten 29-30/10 1917, da der under vort Ophold paa Banegaarden blev kastet Bomber paa det 1000-1500 m derfra liggende Arsenal, i øvrigt uden at dette blev ramt (efter hvad der blev paastaaet).

Luftforsvaret i Belgien raader over sit eget Telefonnet, der strækker sig helt ned mod Fronten og samles i Grupper om de Steder, hvor der er etableret særligt Luftforsvar. I hver enkelt Gruppe, f. Eks. Byen Brügge, forbindes en Hovedstation med Luftmaalsbatterier og Lyskastere og disse indbyrdes.

Naar fjendtlige Flyvere, der om Natten skelnes fra egne paa Motorens Lyd, gaar ind over Fronten, indmeldes de efterhaanden som de passerer eller nærmer sig Stationer eller Grupper, saa at man stadig kan følge deres Vej, og naar de nærmer sig en Gruppe med Luftmaalsskyts, alarmeres denne, naar de er 7-8 km borte.

Ved Brügge er der af Luftmaalskyts i alt opstillet 10 Batterier paa 3 á 4 Kanoner med følgende Skytstyper: Moderne 8,8 cm L/45 Luftmaalskanon, 7,7 cm Feltkanon, Feltkanon af særlig Type og 37 mm Kanon. Batterierne ligger gennemgaaende 1,5-3 km uden om Byen.

Projektørerne, der 150 eller 200 cm2, og som under normale Forhold kan lyse 7-8 km, under særlige gunstige Forhold indtil 18 km i Luften, er opstillede i 2 Kredse udenom Byen og fuldstændig uafhængigt af Batterierne. Den indre Kreds, so omfatter 26 Lyskastere, ligger 1-3 km fra Byens Omkreds, den ydre Kreds, der ahr 30-40 Lyskastere, ligger længere borte.

Erfaringen har vist, at Lyskastermandskabet meget hurtigt efter Lydens Retning (og uden særlige Høreapparater) kan faa rettet Lysstraalerne paa Flyverne – og har en Lyskaster først fanget dem eller en af dem, bliver alle Lyskastere øjeblikkelig rettet paa dem, saa at man faar Flyverne i et Skæringspunkt eller maaske rettere snævert Skæringsomraade af mange Lysstraaler. Men sker dette, blændes Flyverne i en saadan Grad, at de, ligesom naar de kommer i en tæt Sky, fuldstændig mister Orienteringsevnen endog for, hvad der er op eller ned, og de kaster da hurtigst muligt alle de Bomber, de har hos sig, for ved hastig Stigning at unddrage sig Livsfaren.

De tyske Marinemyndigheder i Brügge tillagde derfor Lyskasterne større Betydning end Luftmaalsskytset om Natten. […]

1) Forkortet: ”Flak” = Flugabwehrkanone.

2) Tidligere 1000-1600 m: det er de velanlagte Spærreskydninger, der tvunget dem i Vejret.

3) I Modsætning til ”Fliegerwetter”, hvor Taage, Dis[,] Storm o.l. gør det muligt for Flyverne at blive hjemme.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

Krigens forløb

28. oktober 1917 – Lorens Jepsen: “…Krigen vil rase længe”

Skriv en kommentar

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, d. 28.10.17.

Kære Anne!
Ja, det hører jo nu til min Søndags beskæftigelse, at skrive til Dig. Bare Du nu faar mine Breve; jeg skriver gerne to ugentlige, men nogle naar vel nok hjem, thi jeg vilde ikke haabe, at Du faar saa lidt Post, som jeg har gjort i Sommer.

Det begynder nu at blive koldt, Vinteren staar for Døren. Jeg har forleden købt mig et Ederdunsdække, som varmer godt. Har nu frossen nok i to Vintre. Men glædelig Vis er Krig og Skyttegrav for mig et Livsafsnit, som jeg er helt færdig med.

Vi maa desværre vel nok gøre os fortrolig med den Tanke, at Krigen vil rase længe endnu. Det er jo mere end Sørgeligt, men tab blot ikke Modet. Vær frimodig trods alt, der vil atter komme en lykkelig Tid, det stoler jeg sikkert paa. Hjertelig Hilsen til Eder alle.
Din hengivne Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Krigens forløb

28. oktober 1917 – Johannes Ankersen: “glæden ved at ødelægge”

Skriv en kommentar

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, og deltog i oktober og november i den tysk-østrig-ungarske offensiv mod Italien, hvor han havde kommandoen over en afdeling minekastere.

Jeg husker ikke længere, hvor lang tid det tog før vi var ude af Alperne. Det skete naturligvis ikke pludseligt, som man vel kan forestille sig, og alligevel var jeg forundret over den forholdsvis hurtige overgang fra bjerge til dal. En dag så vi det øvre italienske lavland ligge for os. Første større by var Cividale, der netop var blevet indtaget af vores tropper. Vores division skulle dog ikke til Cividale, men mod højre til Faedis. Jeg ville dog ikke undlade at ride forud for at se nærmere på Cividale.

Det var allerede mørkt, da jeg ankom, og hvilket ejendommeligt billede. Ikke en beboer var at se, de syntes alle at have skjult sig. I stedet fyldte soldater fra Alpekorpset gaderne, tykke alterlys i hænder som belysning, for at finde ud af hvor der var noget at erobre. Det drejede sig naturligvis først og fremmest om levnedsmidler, intet andet var af betydning for soldaterne. Jeg var også i en butik. Forfærdeligt så der ud. Hele gulvet var dækket med konservesdåser. For at fastslå indholdet stak soldaterne hul på dåserne med deres bajonet, og da de fleste indholdt tomater, lod de dem simpelthen ligge. Det var tåbeligt, denne ufornuftige ødelæggelse. Men sådan var det under hele det italienske felttog, og det virkede som om, at man fra øverste sted ikke ønskede at beordre soldater til stoppe. Sandsynligvis skulle den tidligere allierede, Italien, på den måde grundigt tugtes. Efter min mening var det dybt beklageligt. Man havde jo kunnet rekvirere, hvad man kunne bruge, men ordentligt, af dertil opstillede kommandoer. Ved den meningsløse plyndren gik værdier tabt, der kunne være kommet Tyskland til gode.

Selvfølgelig viste sig også glæden ved at ødelægge, men dog kun der, hvor indbyggerne var flygtet. Biblioteker blev kastet omkuld, møbler ødelagt og knust, linned og tøj flået ud og trådt under fod. Desuden havde østrigerne en forkærlighed for at svine de tomme boliger til på den mest uanstændige måde. Konsekvensen af det hele blev, at vi, da vi senere marcherede samme vej tilbage, ikke kunne finde et eneste ordentlig kvarter. Dette er alt sammen meget beklageligt, også selvom vi også undede Italienerrne straf, så skulle den have været gennemført på en måde, der sømmede sig bedre for tyske soldater. Senere kom der dog mere orden i tingene. En egenhændige rekvisition blev strengt forbudt.

Jeg sørgede for at komme ud af Cividale, alene havde jeg ikke kunnet skride ind over for plyndringerne. Jeg fandt hurtigt min enhed, og vi marcherede videre mod Faedis. Kl. 2 om natten ankom vi der, havde altså ydet et godt dagsarbejde, da vi havde været på benene siden kl. 6 om morgenen. I Faedis traf jeg ordonnans-officeren fra vores regiment, af hvem jeg i det mindste igen kunne få informationer af. Det var gået regimentet ganske godt, desværre var vores regimentsadjudant faldet under den raske fremmarch og var blevet bisat i Faedis. Som afløser var chefen for minekasterkompagniet, vores oberleutnant, der stadig befandt sig med det øvrige kompagni i Østrig, blevet tilkaldt.

Divisionen marcherede nu til San Daniele ved Tagliamento. Det var alt sammen meget godt, og jeg ville også let være kommet derhen, hvis jeg bare havde haft et kort, men mit eneste kort sluttede ved Faedis, og selv med den bedste vilje kunne jeg ikke, hvor end jeg og søgte, få fat i et nyt. Man hvad hjalp det, jeg måtte til mit regiment på den ene eller anden måde, altså måtte jeg spørge mig vej, hvilket besværliggjordes af at jeg ikke kunne italiensk. Et sted fandt jeg et vægkort i en skole, en stor ting på to kvadratmeter og temmelig unøjagtigt. Men i sidste ende var det bedre end ingenting.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

Ikke kategoriseret

27. oktober 1917 – Flensborg Avis: Fra Alperne til Piave

Skriv en kommentar

Den 19. december 1917 bragte Flensborg Avis følgende feltpostbrev om felttoget mod Italien.

Fra Alperne til Piave.
Feltbrev til „Dybbøl-Posten”. Jeg læste for nogle Tage siden en Artikel i „Dybbøl-Posten” om Fremmarchen ved Riga og om Landingen paa Øen Øsel og vil derfor nu i Aften, saa godt som jeg formaar, forsøge at skrive lidt om vor Offensiv her i Italien.

Den 23. Oktober dette Aar om Aftenen som vi efter omtrent otte Dages Marche til Santa Lucia, hvor vi kom ind i Kavernerne (det er Jordhuler, som gaar ti Meter ind Bjerget). Vi laa med vort Regiment i Reserve. Om Morgenen den 24. Oktober flod skød vor Artilleri Trommeild; ved Ottetiden gik vore Tropper, som laa i forreste Linje, over til Storm. og i et Nu var Stillingerne ved Ciginie tagne og de første Fanger blev bragte tilbage. I Løbet af Dagen blev ogsaa Stillingerne paa Jesabjerget tagne med Storm. Og henad Klokken 4 om Eftermiddagen blev ogsaa vort Regiment trukket videre frem.

Natten til den 25. Oktober laa vi i de italienske Stilling. Den næste Morgen, endnu før det var lyst, marcherede vi videre op paa Toppen af Jesabjerget, hvor Italienerne havde gode, udbyggede Stillinger. Den Dag laa vi ogsaa endnu i Reserve, og i de fjendtlige Stillinger fandt vi mange Levnedsmidler og Udrustningsgenstande. Nu kan I tro, at her blev der spist, hvad Maven kunde holde, thi vi var alle sultne, og at klatre om i Bjergene med en fuldpakket Tornyster giver en sund Appetit.

Natten til den 26. Oktober overnattede vi i Telte paa Jesabjerget. Næste Morgen skulde vi indsættes i Linjen, men Fjenden var om Natten bleven kastet ud af sine befæstede Stillinger Paa Kolovratryggen af det saakaldte Alpekor [Alpenkorps], og nu blev den italienske Grænse overskreden. Hele Dagen marcherede vi langs Kammen af Bjergene i Retning af Asida til. Vort Regiment kom den Dag endnu ikke i Ilden, og vi maatte atter overnatte; denne Gang havde vort Kompagni den Lykke at komme under Tag.

Tidlig næste Morgen blev vi purrede ud, og videre gik det i Mulm og Mørke. Vi marcherede den Dag ikke saa meget, thi Fjenden holdt indtil om Aftenen Stand paa de sidste Højder foran Cividale. Om Aftenen den 2[7]. Oktober marcherede vi igennem Cividale, og videre gik det denne Nat i Mulm og Mørke og i øsende Regn, saa vi var vaade til Skindet, hvad der jo just ikke er videre behageligt. I Morgendæmringen holdt Italienernes Bagtrop Stand ved en udtømt Flod[s]eng, hvor vi maatte gaa over til Angreb. Dog i Løbet af faa Minutter veg de ogsaa her. og nu kunde vi i Løbet af Formiddagen marchere ind i Byen Udine. Der snappede vi flere italienske Avtomobiler, som vilde tage Tilflugt i Byen.

Forladt italiensk vognkolonne i byen Udine, oktober 1917 (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Den samme Aften maatte vi atter forlade Udine og gaa videre, forfølgende Fjenden. Nu marcherede vi hver Dag i et Par Dage, imens kom vi til Floden Tagliamento. Her laa vi et Par Dage temmelig rolig, en Dag maatte vi ved at omgaa en By tre Gange igennem en. Bæk Vandet gik os til over Knæerne. Den 3. November blev vor Division afløst og vi kom i Reserve, hvad vi ogsaa trængte til, thi vi havde slet ingen Tid haft til at holde vore Sager i Stand.

Men ogsaa dette fik en Ende, og atter maatte vi pakke vore Sager for at rykke videre frem. Vore Tropper var imidlertid gaaedc over Floden Tagliamento og er nu stødte frem til Floden Piave. Vi marcherede nu atter omtrent 100 Kilometer, dog hver Aften kom vi under Tag, og nu ligger vi foran Piave, vi paa den østlige Side og Fjenden paa den anden Side. Jeg sidder her sammen med flere Kammerater i et varmt Kokken med en aaben Kamin. Vin og Æbler kan vi faa her saa meget som vi vil. Den italienske Slette er temmelig tæt befolket, og Landsbyer finder man næsten ingen her, blot mindre Stæder.

Nu vil jeg slutte med mange Hilsner til Venner og Bekendte derhjemme i vort kære Nordslesvig og alle kære Landsmænd, som staar derude i Felten. H.H.

Ikke kategoriseret

27. oktober 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “24 cm Kanoner indskudt”

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

1. Fremsendelse af en Beretning om afhøring af 2 sønderjyske Desertører. Disse har angaaende Forholdene i Sønderjylland berettet,

a. i Haderslev ligger 31´ Landstormbatl (c. 600 Md.) og 1 Ersatzbatl af Landwehrregiment 84 (c. 1000 Md). Røde Husaer fra Stolp i Pommern ventedes dertil.

b. i Befæstningslinien i Nordslesvig findes 2 Rækker Skyttegrave med c 200 m Afstand. Kun Opholdsrummene er gravet og støbt færdige. Pigtraaden er opsat. 13´ og 32´ Landsturmbataillon har Bevogtning af henholdsvis den nordligste og sydligste Skyttegravslinie. Bevogtningen foregaar ved Patrouillering.

c. ved Skovby staar 4 Stk. 10,5 cm Skibskyts, ved Abbkjær ogsaa Artilleri.

d. fra Bevtofte og vespaa betjenes Skytset af Mandskab af F.A.R. 46. Umiddelbart S.f. Betofte staar 2 Batterier à 4 K[anoner]. (7,5 cm); disse Batteriers Mandskab er indkvarteret i Galsted. Ved Agerskov og i Allerup samt længer V. paa er ogsaa Artilleri (Kaliber 12,5-15 cm).

e. i Neder Jerstal er 30 Pontoner paa Vogne; i Vedsted (ved Skovby) andre 30 Pontonter; i Bevtoft er indkvarteret 50 Heste, der bruges til Arbeide.

g. Over Aaen mellem Bevtofte og Hjartbro er anlagt flere Dæmninger, saaledes at det omliggende Terrain kan sættes under Vand.

h. Der findes c 12,000 Straffefanger i Barakker paa følgende Steder: Skovby (1800), Galsted, Hyrup II, Agerskov, Højrup II (mellem Toftlund og Spandet).

Der er taget en Udskrift og Bilagt (findes i E-Arkivet) Bilaget øvrigt Indhold var Beretning fra Fronterne uden særlig Interese for Gk.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Ikke kategoriseret

27. oktober 1917 – Danske officerer på vestfronttur: Besøg i Louvain

Skriv en kommentar

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

Den 27/10 aflagde vi Besøg i Løwen (Louvain) og i Lejren ved Beverloo. Tæt udenfor Löwen blev vi ført ind i et højtliggende Kloster, hvorfra vi havde et udmærket Overblik over den nedenfor liggende By. Den saa i den smukke Solskinsbelysning med sine mange Smaahuse og rygende Skorstene venlig og tiltalende ud og gjorde ikke herfra Indtryk af en ødelagt By. Da vi senere kom ind i selve Byen, saa vi dog, at hele Partiet fra Kathedralen til Banegaarden langs en bred og lang Hovedgade var næsten helt ødelagt og nedbrændt paa begge Sider i temmelig stor Dybde. Her var saa at sige ikke Sten paa Sten tilbage. Selve Kathedralen var noget beskadiget, men kunde dog stadig benyttes til Gudstjeneste; det lige over for beliggende, pragtfulde gamle Raadhus var derimod ganske uskadt medens det i Nærheden liggende berømte Bibliotek i Bund og Grund var ødelagt med sit rige og uerstattelige Indhold.

I Beverloo besaa vi en stor Øvelseslejr med Barakker til alt 15000 Mand, i sin Tid anlagt af Belgierne, nu benyttet af Tyskerne. Lejrens Udstrækning var meget betydelig. Alle Barakkebygningerne var af Sten. Hverken Hovedanordningen eller Detailudførelsen var mønsterværdig. Vejforholdene var daarlige, Kloaksystemet meget mangelfuldt. Det samme var Tilfældet med Nødtørftsantalterne for Mandskabet. En Forbedring af Vej- og Kloakforholdene m.m. samt delvis Indlæggelse af elektrisk Lys var allerede foretaget af Tyskerne. Vi besaa de mange forskellige, til Dels meget store og rummelige Barakkekonstruktioner – om Vinteren sikkert meget kolde – nu væsentligt benyttede til Læse- og Samlingslokaler for Mandskabet, Biografteater, Officerskasinoer m.m., medens den egentlige Underbringelse af Mandskabet fandt Sted i smaa og lave, i det hele primitivt indrettede Bygninger efter Pavillionsystemet.

Iøvrigt aflagde vi i Brüssel Besøg i et stort Kriegslazarett, godt indrettet i et Slot, der tilhørte Hertugen af Arensberg, samt i Ecole veterinaire og et stort moderne ”Pferdelazarett”.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

Ikke kategoriseret

26. oktober 1917 – Mathias Damm: “blot Gryden paa Hovedet …”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

Fredag den 26 Okt. 17.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for et Kort fra d 19 og Pakken med Saksen, som jeg har modtaget. Den er netop som jeg ønskede den. Ser af Kortet, at i har faaet Kasserne med Sæben, naar jeg den Dag havde været saa klog, som nu, havde jeg slæbt mere med. Jeg havde en Kiste med ca 100 Pund i, men tog kun et Stykke, som jeg lige kunde stoppe i den ene Trøilomme, og deraf har i faaet den største Part. Jeg havde jo ingen Tornyster eller lige, hvor jeg kunde stoppe det i, En Lomme var jeg nødt til at bruge til Patroner, da vi gik i Kamp ligesaa let udrustet som til Dans, blot Gryden paa Hovedet, Remmen med Dolk og Sidegevær om Livet og Karabiner. Men hvad, Hovedsagen er at jeg er rask og om i ogsaa nok havde kunnet bruge det. I har jo klaret jer saa længe og maa ogsaa herefter skønt jeg troer nok, det er rigtig god Sæbe. Det er i alfald ikke Cement.

Ser ogsaa af Kortet, at Roerne ere nogenlunde. Det er da glædeligt, saa har i da noget godt at fodre med. Vi har ogsaa Roer her. I sidste Uge fik vi tre Dage som Drøelse i Maden. Det smagte godt og Maden var desto tykkere. Nu i Efteraaret, saalænge de ere friske ere de slet ikke at foragte. Mangen en var glad, naar de blot havde nogle, og de ere jo gode nok.

Jeg har i den sidste Tid havt nok at bestille med til alle og enhver at besvare det Spørgsmaal, om jeg vilde gøre ligesom Hr. N. Høeg, og tage mig en tysk Pige med hjem, eller en polsk, eller slet ingen. De alt for nysgerrige har faaet den Besked, at jeg vilde tage mig en af dem, der averterede om en Mand i Berliner Tageblatt, thi den Maade, at blive Gift paa er moderne, og saa kunde Nis prøve om han kan stikke dem. Jeg fik Brev fra Rasmus forleden, han mente at for os passede en Pige bedst som kan lappe Bukser og stoppe Strømper og koge Grød, Kaal og Ærter paa Flæsk. Jeg troer ogsaa nok han har ret.

Det er idag lidt Svineri og regner imellem Vi har gjort vort Arbeide i Formiddag og kan saa lægge os paa den lade side. De andre snorker. Natten er jo ogsaa meget kort, fra 4 Eftm – 6 Morgen er der ingen Mennesker der faar fornuftig udsovet, bedre naar man har fra 12 Middag til næste Morgen 6, med en halv Times afbrydelse til at spise i. I skulle nu ikke sørge for mig af den Grund, jeg holder det nok ud, Briksen er blot lidt haard, men det gaar nok. Mange Hilsner til eder alle fra eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Krigens forløb

25. oktober 1917 – Danske officerer på vestfronttur: Besøg i Antwerpen

Skriv en kommentar

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

 Fra Brüssel foretog vi den 25/10 Udflugt til Antwerpen (se Bilag 3, Kort over Belgien med indlagt Rejserute). Vi passerde Malines (den bekendte Ærkebiskop Merciers Residens), hvor vi besaa den noget beskadigede Kathedral, og kom derefter til et af de sydlige store Forter i Antwerpens yderste Forsvarslinie, Fort Wawre St. Catherine, en typisk brialmontsk Konstruktion, som i Oktober 1914 var bleven beskudt af de svære tyske 42 cm og østrigske 30 cm Morterer. Alt henlaa endnu i samme Tilstand som umiddelbart efter Fortets Kapitulation. Ødelæggelserne, forårsagede ved de forskellige fjendtlige Projektilers Anslag paa Panser- og Betonkonstruktionerne, var meget betydelige og gjorde et stærkt Indtryk. Der skal i et følgende Afsnit blive gjort nærmere Rede herfor.

Gennem Egne, der endnu bar Vidne om Ødelæggelserne fra Krigsbegivenhederne i Efteraaret 1914, saaledes navnlig Omegnen af Landsbyen Düffel, naaede vi frem til Antwerpen. Vi passerede 2 Gange Floden Methe, der ikke her gjorde Indtryk af at være nogen særlig Hindring, samt de ældre, høje Forter i den indre Fortlinie, der overhovedet ikke havde været udsat for noget Angreb. I Antwerpen blev vi modtagne af Guvernøren, Generalløjtnant v. Zwel, – bekendt som Maubeuges Erobrer – , hos hvem vi var inviterede til Frokost. Under marinekyndig Ledsagelse besaa vi de store Havne – og Kajanlæg, imponerende ved deres Udstrækning, men nu alle øde og ubenyttede.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

Ikke kategoriseret

24. oktober 1917 – Lorens Jepsen: “Hvornaar, hvornaar kommer Dagen?”

Skriv en kommentar

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, d. 24. Oktober 17

Kære Anne!
Ja, kære Anne havde jeg været noget nærmere Hjemmet eller Forbindelsen lidt bedre, saa havde jeg lige kunnet naa at sende en Lykønskning hjem til Din Fødselsdag, som er paa Lørdag. Dog maa jeg nu nøjes med i Stilhed at ønske Dig alt godt.

Mine Tanker vandrer ofte hjemad, dog vil jeg paa denne Dag særlig tænke paa Dig, ja, og samtidig paa Børnene, thi jeg kan ikke tænke paa Dig, uden ogsaa at tænke paa Børnene. Ja, jeg vilde dog saa inderlig gerne en Gang se, hvorledes I har det og tale med Eder, se, om Asmus har gjort Fremskridt i Skolen, hvorledes det gaar Christian med Kaninavlen, høre, hvor kønt Christine nu læser vort Maal, høre Margrete nynne fra Morgen til Aften, snakke lidt med lille Dagmar og se vor yngste Svend spadsere i Bukser. Og saa vilde jeg saa gerne se over til Mor og tale med Dig. Hvornaar, hvornaar kommer Dagen?

Hjertelig Hilsen, Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Hjemmefronten

24. oktober 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “24 cm Kanoner indskudt”

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Frcia.

Gennem H.
a. Det er den 22 ds. meddelt de tyske Vagtposter ved Grænsen, at Mandskabet af den tyske Hær ikke kan faa Orlov bevilget i Tidsrummet indtil 11/3 1918. De, der f.T. har Orlov, er dog ikke tilbagekaldt.

b. I disse Dage graves en dyb Skyttegravslinie i Terrainet umiddelbart N.f. Skodborg-Københoved. Den begynder ved Domænegaarden Sundbüllgaard og fortsætter mod V., Front mod N.

c. Den 13´ds. Blev en Del nye 24 cm Kanoner indskudt i Terrainet omkring Arrild.
Et 21 cm Batteri er opført mellem Toftlund og Agerskov paa sidstenævnte Strækning udbedres stadig den gamle Skyttegravslinie, navnlig traceres der flere Linier lidt sydligere.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Ikke kategoriseret

24. oktober 1917 – Danske officerer på vestfronttur: Ankomst til Bruxelles

Skriv en kommentar

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

Om Aftenen rejste vi videre pr. Jernbane og ankom den 24/10 Formiddag til Brüssel. Vi meldte os ogsaa her hos de forskellige overordnede Militærautoriteter, der alle boede i de pragtfulde belgiske Regeringsbygninger i Rue de la Loi. Vi bleb [sic!] under Opholdet her indbudte hos Generalguvernøren over Belgien, Generaloberst Freiherr von Falkenhausen (General v.Bissings Efterfølger), hos Guvernøren over Brüssel og Brabant, Generalløjtnant Hurt, samt i Generalguvernementets Officerskasino.

Da vi om Aftenen den 28/10 [sic!] spiste til Middag hos Brüssels Guvernør, kom der om Melding om, at fjendtlige Flyvereskadrer var paa Vej mod Brüssel. Da vi en Times Tid senere tog hjem, saaa vi, at alle Lys paa Gaderne var slukkede, Sporvognene var standsede og Banegaarden henlaa i Mørke. Kl. 10 hørte vi det tyske Luftskyts skyde imod Flyverne, men videre mærkede vi ikke til Angrebet.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

Ikke kategoriseret

24. oktober 1917 – Johannes Ankersen: “ved 6-tiden åbnede tilintetgørelsesilden”

Skriv en kommentar

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i oktober var kommet til Alperne for at deltage i den tyske og østrig-ungarske offensiv mod Italien.

Hvornår angrebet skulle finde sted, vidste vi endnu ikke, endelig hed det om morgenen den 24. oktober. Dagen inden skød artilleriet og minekasterne sig ind. Nu kunne det gå løs.

Om morgenen den 24 ved 6-tiden åbnede tilintetgørelsesilden, meget livligt, det må jeg sige, selvom det måske lød værre i bjergene end det virkeligt var tilfældet. Jeg stod i mit observationsstade og observerede skuddenes virkning, men kunne så ikke se mere, da røg og støv skjulte det meste. Under beskydningen gik de angribende grupper fra anden og tredje linje frem i beredskabsstillingerne. Tropperne fra første linje var allerede gået i stilling om natten. Desværre havde en af mine minekastere en rørsprængning, hvorved to mand af mandskabet døde. Det fjendtlige artilleri svarede kun megt svagt igen.

Tysk bombardement af de italienske stillinger ved Isonzo, oktober 1917 (Franz Kaiser: Das königl. Preuß. Infanterie-Regiment Nr. 63. Deutsche Tat im Weltkrieg 1914/1918, Berlin 1940)

Omkring kl. 7½ holdt ild på de forreste fjendtlige linjer op, og vores artilleri holdt nu kun de fjendtlige kanoner under ild. Jeg kikkede længere ind i dalen. Først så jeg ikke meget, kun her og der enkelte tyske soldater og mindre grupper, som gik frem, men også tilbage. Da på samme tid bjergsiden, som italienerne sad på, blev holdt under beskydning af vores maskingevær, så lod det sig overhovedet ikke fastslå, om angrebet var lykkedes eller ej. Pludselig, jeg troede ikke mine egne øjne, kom de imod os i store mængder, uden våben og svingende med lommetørklæder, tilfangetagne italienere, hele tiden flere, så at de ikke var til at få tal på. Da glædede hjertet sig.

Jeg lod nu også vores minekastere pakke sammen og bringe ned i dalen. Det var et svært arbejde og tog ret lang tid. Da var endelig var kommet ned, manglede vores køretøjer, der ikke var til stede. I mellemtiden passerede uafbrudt ammunitions- og forplejningskolonner til forbi os, alt sammen på pakdyr. Tyske og østrigere mellem hinanden. Vores division havde angrebet Isonzo-dalen, med regiment 63 i første linje. Til venstre for os arbejdede alpekorpset sig langsomt henover bjergene. Deraf kom det, at italierne stadig beskød bjergene, mens vores division befandt sig længere inde i dalen.

Italienernes tab af sårede og døde var ikke særligt stort, dog var de arme fyre til dels slemt tilredte af stenslagene, som opstår når skuddene rammer klippen. Derimod var antallet af fanger enormt. Kom de først i enkeltvis eller i små grupper, så var de til sidst så mange, at hele gaden var fuld af dem. De ankom uden bevogtning vinkende med deres lommetørklæder og spurgte, hvor de skulle hen.

Vi måtte vente længe på vores køretøjer, det var sen eftermiddag, da de endelige nåede frem. Nu kunne vi også sætte i march, men også det gik temmelig langsomt. Man kan let forestille sig, hvor overfyldte vejen var, for et var den eneste vej langs Isonzo, som kunne benyttes af vogne. Og den var naturligvis fuld af vogne af en hver art. Hvert øjeblik bremsede en kolonne op på grund af hindringer på vejen. Vi led særlig derunder, da vores heste trak så dårligt, jeg tror at folkene ydede mere end hestene. Imod os kom uophørlige strømme af tilfangetagne italienere. Alle soldaterne var godt klædt og så velnærede ud. De synes at nære store frygt for tyskerne, mens de ikke var bange for østrigerne.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

Ikke kategoriseret

23. oktober 1917 – Danske officerer på vestfronttur: Besøg hos Krupp

Skriv en kommentar

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

Vejen gik fra Berlin over Essen, hvor vi anvendte en Dag – den 23/10 – til at bese de Kruppske Fabriksanlæg (se Programmet, Bilag 2). Vi blev modtagne af en af Fabrikkens Overingeniører, Hr. Homan, under hvis Ledsagelse vi besaa Panservalseværk, Presning og Fremstilling af Projektiler, de forskellige Kanon- og Lavetværksteder, Støbning af Digelstaal, Elektrostaalværk, hydralisk Presning o.s.v. samt tillige foretog en Automobiludflugt til en af Fabrikkernes smukke Arbejderbyer. Ved Frokost og Middag, til hvilken vi var indbudt, gjorde Fabrikkernes forskellige Direktører, bl.a. Herr Baur og Hauptmann Dr. Drager, samt overordnede Ingeniører Honnørs.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

Søkrig

22. oktober 1917 – Enkefru Røgind: “Scener fra Sænkningen er saa hjærteskærende”

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

22. Oktbr.
Beretning fra London: 5 norske, 1 [to?] danske og 3 svenske Skibe blev sænket af Kanonild. To britiske Torpedojagere skudt ned, [osv.]. Der er to danske Skibe »Margrethe« og »Stella« sænkede. Alt Mandskab fra Stella er reddet. Ni danske Sømænd omkommet.

Scener fra Sænkningen er saa hjærteskærende, at man ikke kan holde dem ud. Tyskerne skød uden Varsel, to Kvinder viftede fra et af Skibene med et hvidt Klæde, det tog de ingen Notits af, men sendte den ene Granat efter den anden. Begge dræbte. Redningsbaadene beskød de endogsaa, da de var satte i Vandet. 14 Mand og 3 Kvinder blev dræbt. En Mængde Søfolk laa og flød paa Vandet og raabte til Tyskerne, men de tog intet Hensyn. Fra Kristiania skrives, at man antager, der er druknet 250—300 Mennesker.

Kaptajn From paa Stella reddede sin lille Hund, en Terrier, som han trofast bar paa sin Arm, da han kom i Land i Bergen. Hvor har jeg glædet mig derover, midt i al den Elendighed. Jeg vil aldrig glemme ham. Mon egentlig Tyskerne gør sig klart, hvilke Følger det har. Der vil komme en Tid for Tyskland, der hedder Gengældelsens Time, og jo flere Forbrydelser de ophober, des større bliver den. Der vil komme en Tid, da Tyskerne maa skjule deres Nationalitet for at blive fri for Folks Foragt. De stakkels Mennesker rejste ud i deres lovlige Kald og lumskelig myrdede. Det skete midtvejs mellem Shetlandsøerne og Norge.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 142)

Krigens forløb

22. oktober 1917 – Danske officerer på vestfronttur: Afgang mod fronten

Skriv en kommentar

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

Den 22/10 om Aftenen afrejste vi med Jernbanetog fra Berlin til Vestfronten. I Toget var der indsat en særlig for os reserveret Sovevogn, som nu fulgte os paa hele Rejsen, og i hvilken vi i almindelighed havde vort Standkvarter. Kun enkelte Steder (I Brüssel, hvor vi tilbragte flere Nætter, og i Gent og Metz, hvor Banegaardene var særlig udsatte for Flyverangreb) tog vi – efter det lokale Kommandaturs Bestemmelse – Ophold paa et Hotel i Byen; men i øvrigt tilbragte vi Natten i Sovevognen, som paa den paagældende Banegaard blev kørt ind paa et Sidespor. Denne Indkvarteringsmaade var ved de hyppige Opholdssteder overordentlig praktisk og bekvem. – I Frankrig tilbagelagde vi, som det vil fremgaa af det følgende, den største Vejlængde i Automobil, idet Sovevognen, naar vi forlod den om Morgenen, med ordinære Tog blev kørt til det Sted, hvor vi vilde indtræffe med Automobilerne om Aftenen.

Danske officerer under deres tjenesterejse på vestfronten oktober-november 1917. Øverst fra venstre ses kaptajn Wilkenschildt, oberst Nyholm, oberst Castonier og ukendt, fra venstre stående foran togvognen den tyske prins Wrede og kaptajn Rye (Rigsarkivet)

Sovevognen rummede ogsaa en Filmstrop paa 2 Mand fra ”Filmsamt” i Berlin. Denne tog ved flere Lejligheder ”levende Billeder” af vor Færden. En Del af disse blev forevist i Berlin inden vor Hjemrejse. Der vil senere blive tilsendt os en fuldstændig Serie af Optagelserne.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

Krigens forløb

22. oktober 1917 – Mathias Damm: Far har været soldat længe nok som 47-årig.

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 22 Okt. 17.

Kære Moder!
Mange Tak for Pakke 20 og et Kort fra den 16. Jeg har idag Stuetjeneste og god Tid til at skrive. Det er lidt koldt idag, men det er ogsaa snart November og det er jo ved den Tid det bliver koldt. Vi have nu faaet et Dækken mere og Trøier faar vi nok ogsaa snart. Det er jo ærgeligt at Rasmus ikke faar sine Pakker, mine kommer nu temmelig godt igjen, og det er glædelig. Der er intet der kan ærgre mig mere, end naar de ikke kommer.

I har vel faaet mit Kort fra igaar. Jeg fik jo Jærnkorset igaar Middags. Det var jo en Maaned siden Angrebet og det er jo ogsaa netop 8 Aar siden Søster Anne blev begravet. Hvor dog Tiden gaar rask. For to Aar siden kom jeg fra Augustow til Suwalki og for et Aar siden kom vi fra Ykskyll herop. Gid jeg nu til næste Aar maa være hjemme, men Udsigterne ere foreløbig ikke gode.

Dog en Gang maa det dog komme, da Fredens Klokker ringe og vi kunne sætte Bøssen væk og gaa hjem. Hvor vil der blive glæde den Dag. Dog saa mangen en vil ikke vende tilbage mere, han har forlængst Ro i fremmed Jord. Han behøver ikke at gaa og ængste sig eller slide og slæbe mere. Hans Vagt er forbi. Og desværre alt for mange unge Mænd er bleven derude, de vil savnes over alt.

Naar blot Fader blev hjempermitteret engang i Vinter. Saa han kunde hjælpe til Foraaret. Han har været Soldat længe nok. 2 Aar maa være nok for en 47-aarig Familiefader. Jeg skal nu efter Middag. Derfor mange Hilsner fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Hjemmefronten

20. oktober 1917 – Enkefru Røgind: “Gid man kunde feje alt det Kram ud”

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

20. Oktbr.
Tur ad Alleen til Ulvslyst. Stor Bedrøvelse. Alle de gamle dejlige Træer bliver fældede, der maa jo skaffes Brænde til hele den Hær af Embedsmand, de har faaet herop. Gid man kunde feje alt det Kram ud.

Skoven vidunderlig dejlig i alle de brogede Farver; vilde dog helst være gaaet alene og betragtet, beundret og opløftet min Sjæl med Tak og beruset mig i alt det skønne. Gik hjem med Landevejen, det var blevet for mørkt. Silhouetterne af de gamle, fine dødsdømte Træer aftegnede sig skarpt mod den røde Aftenhimmel, og Maanens Segl tegnede sig rød i Taagen, der begyndte at indhylle alt.

— Paul overraskede Rose i Dag. Ganske kort Orlov, mest Fouragering.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 141-2)

Ikke kategoriseret

19. oktober 1917 – Danske officerer på vestfronttur

Skriv en kommentar

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

For Vort Besøgt ved den tyske Hær var der tilrettelagt et omfangsrigt og ret detailleret Program, hvis Enkeltheder nærmere vil fremgaa af Bilag 1. Programmet var saavel meget alsidigt som ogsaa ret anstrængende. For hver Dag havde man, til Dels til de mindste Enkeltheder, nøje fastsat, hvad der skulde besigtiges – selv Søndagene var ikke undtagne, og der gaves overhovedet ingen Rastdag i de 4 Uger, Rejsen varede.

Naar dertil føjes, at den repræsentative Del af Turen – næsten daglig Frokost og Middag hos de højere Militærautoriteter, vi i Forbifarten kom i Berøring med, og hver Gang Præsentation for og Samtale med en mængde nye Officere – kun levnede os en ganske minimal Tid til, inden Omklædning til Middag eller efter denne sent om Aftenen, at fæste Dagens Hovedindtryk paa Papiret – Nedskrivning og Optegnelser paa Stedet var ikke vel set og fandt derfor ikke Sted – vil man forstaa, at Rejsen saavel fysisk som i psykisk Henseende stillede ikke ringe Krav til Deltagerne.

I den første Ugestid havde vi Standkvarter i Berlin og foretog herfra, dels pr. Automobil, dels pr. Jernbane Udflugter til forskellige militære Institutioner i Hovedstadens Nærhed. Vi var saaledes i Potsdam, hvor vi besaa Rekrutuddannelse og Kaserneringsforhold m.m. ved 4´Garde-Felt-Artilleriregiment og ved det historisk bekendte 1´Garde-Regiment til Fods, i Jüteburg og i Markendorf, hvor vi overværede henholdsvis Fodartilleriets Skydeskoles Skydninger med svært Skyts og Skarpskydning med de forskellige Minekastere, Granatkastere, Haandgranater o.s.v.; endvidere i Johannisthal, hvor vi besaa den berømte Flyveplads samt de 4 store private og indbyrdes konkurrerende Aeroplanfabrikker (Rumpler, L.V.G., National Flugzeugwerk og Albatros), som her har deres Hovedsæde, samt Hærens store, ligeledes her beliggende Flyvemaskinedeport, hvor de færdige og godkendte Flyvemaskiner med alle Reservedele magasineres, og hvor Reparationsværksteder af enhver Art forefindes.

Fremdeles var vi i Plaue, hvor vi fik Adgang til grundigt at gennemse de store Fabriksanlæg for Fremstilling af Skydebomuldskrudt og Nitroglycerinkrudt, samt i Döberitz, hvor en meget interessant Fremføring af et Maskingeværkompagni med svære Maskingeværer fandt Sted (Evolutioner, Fægtningsøvelse, Skarpskydning, Passage over forskellige Hindringer). I selve Berlin aflagde vi Besøg i ”Hauptsanitätsdepot” (Depot samt Reserverreparationsværksteder for alt Hærens Sanitetsmateriel af enhver Art), der paa os Lægmænd gjorde et imponerende Indtryk ved sine kolossale Dimensioner og ved sin mønsterværdigt gennemførte Systematik, Orden og Overskueligehed, og som det for en Fagmand formentlig maa være af største Interesse at studere nøjere.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

Krigens forløb

18. oktober 1917 – Mathias Damm: “Du maa ikke tro, kære Moder, at jeg skal gøre nogen Fortræd uden at det er nødvendig.”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 18. Oktober 17.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Brevet fra d 12 og Søsters Kort fra den 11. Jeg har det stadig godt, blot Tandpine som sædvanlig. Jeg gad nok vide hvorfor jeg den 4 har skreven i stor Hast, kanske har vi lige skullet afsted efter Middag, eller jeg har- havt Tandpine og skidt Humør. Thi de to Ting følges gjæme ad.

Du maa ikke tro, kære Moder, at jeg skal gøre nogen Fortræd uden at det er nødvendig. Dertil er jeg da for længe Soldat, at jeg af Overmod for at vise mig skal skyde en ned, som jeg saa en gøre. Det Bæst havde nær gjort mig ulykkelig med. Jeg kunde blot smøre Haser om Hjørnet, saalænge Haandgranaten var kreperet. Du kan slet ikke sætte Dig ind i saadanne Forhold, om jeg ogsaa vilde forklare Dig det. For det først skal man tænke paa sig selv og for det andet paa Kameraterne. Det nytter kun lidt at jeg bjærger mig og de faar “Dunst”.

Naar vi med de par Mand Stosstrup (500) skal jage 30-35.000 Mand i Flugt og bringe dem i Forvirring, kan det ikke gaa skaansomt til og jo mere de taber Besindelsen, desto lettere har de andre at tage dem til Fange og følge med. Og at det gik godt ses deraf at vi paa den lille Plet tog over 4000 Fanger, mens de ved Riga kun tog 5500. Vi hentede dem alle ud af deres Unterstande og at det ikke altid kan klares med Ord, er en Selvfølge. Dog har, jeg saavidt muligt blot skræmmet dem.

Enhver Befaling maa man ogsaa udføre. Naar de løber bort, maa man ogsaa skyde. Ellers kommer de atter i Tanker om at værge sig, og hvordan gjorde de i Galizien? Og paa Teufelsberg ligesaa, blot de saa en Hjelm gik det løs, og vi lod dem løbe blot de ikke kom os for nær. Jeg gad nok vide hvordan Du mener det med den ekstra Dag til at slaas? Det gaar over min Forstand.

Jeg har vel atter skreven Din adresse paa et Kort til Anna B. Det maa vel komme af at det er til Gøtterup begge. Jeg har idag atter været henne at felde Træer og da jeg har Dagværket gjort, har jeg fri i Eftermiddag. Her lever man forresten ikke daarlig, naar man blot havde havt den gode Forpleining fra forrige Maaned. Vi faar jo nu kun 600 Gr. Brød igjen imod i 750 i Sept og 500 i Sommer.

Jeg takker ogsaa mange Gang for Pakke 19, det havde jeg nær glemt. Den var god og velbeholden. Hvad var der i 14. Da Du havde ekstra Brugsanvisning ilagt? Du kan hilse Cathrine at det skidt Billede var ikke værd at takke saa mange Gange for. Men naar jeg engang faar nogle bedre faar hun et andet, og de andre to Hr. Forvalteren og Røgteren ogsaa. Jeg har ogsaa sendt Ret af de første (af de andre ogsaa) han mente det var en fra 1870 eller fra sidste Krigslaan (Blecht uns siegen), der formanede til Fred. Jeg vil nu have skreven til Anna, jeg skal saa passe paa ikke at forveksle adresserne. Saa driller hun mig endnu mere. Godt at jeg ikke er i Nærheden. Mange Hilsner sendes eder alle af eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Hjemmefronten

18. oktober 1917 – Enkefru Røgind: ” … det bliver en forfærdelig Vinter”

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

18. Oktbr.
Frøken Windfeld fortalte, at Skrumsager paa Toftlundgaard havde sagt, idet. han viste hende Laden: »Ja den ser ud som den ellers plejer i April. Hvordan man skal komme Vinteren igennem, kan jeg ikke forstaa, det bliver en forfærdelig Vinter; men saa faar man at se, hvem der duer noget, det er ikke gjort med Snak.« Honning 5 Rmk. 50 Pd. Med Smørret bliver det umaadelig knapt. Cacao 30 Rmk.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 141)

Ikke kategoriseret

16. oktober 1917 – Mathias Damm: “Da fik Panja alle de Klø”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 16. Okt. 1917.

Kære Fader!
Mange Tak for Dit Kort, Jeg har det stadig godt. At Du troer, det er slemt her, kan jeg nok forstaa. Det var kun en Dag (d 21). Da fik Panje [russerne, red.] alle de Klø der var ham tiltænkt. Han er nu paa den anden Side Floden og har i de sidste Dage atter faaet et par Sping-bum Kanoner. Vi tog jo 70 fra ham, den Dag. Stosstrup har jo ogsaa faaet en Del Jæmkors derfor, men jeg maa jo ikke have et fortjent. Kanske man skal blive 4 Ugers Rekrut en Gang til, inden man faar det. Naa, Hovedsagen at jeg er rask.
Mange Hilsner Din Søn.

den 16. Okt. 17.
Kære Moder!
Mange Tak for et Kort fra den 9. Jeg har det stadig godt, og er sund og rask. Jeg har blot et tyk Øie, af at jeg slog mig selv i Hovedet med en Gren, da jeg fældede Træer idag. Men det gaar nok over, jeg kan blot ikke se, da det er det høire og med det venstre har jeg aldrig kunnet se rigtig. Jeg havde ogsaa Kort fra Fader forleden. Han skrev det var koldt paa Vagt. Hvad jeg gærne vil tro. Nu mange Hilsner til eder alle og Naboer og Bekjendte fra eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Hjemmefronten

16. oktober 1917 – En 100-års fødselar: Bunkeren ved Vedsted Sø

1 kommentar

I bakkerne syd for Vedsted Sø ligger flere bunkers fra den tyske forsvarsstilling Sicherrungsstellung Nord. Anlæggelsen af stillingen begyndte i september 1916, og stod på i de følgende år. En af de yngste bunkers er formodentlig en flankeringsbunker på hjørnet af Lille Vedbølvej og  Skovvej. På  indersiden lige over indgangen er – da pudsen var våd – blevet indridset: ”XVI/X/1917”, dvs. 16/10/1917.  I sikringsstillingen findes et par bunkere med årstal, men ingen andre er udstyret med en præcis dato. Da pudsningen har udgjort sidste trin i bunkerens færdiggørelse, kan man med nogen ret hævde, at den i dag fylder 100 år.

Under datoen ses et “G”, men resten af navnet er kalket til af nedsivende vand. Men rundt omkring i bunkeren kan man finde flere navnetræk. Nogle er ridset i pudsen, mens andre er skrevet med blyant og et enkelt med kridt. De stammer formodentlig ikke fra de straffefanger, der stod for det hårde arbejde ved bygningen af stillingen, men er snarere navne på arbejdssoldater eller måske endda nogle de ingeniørtropper, der ledede arbejdede.

Forslag til flankeringsbunker i de tyske forskrifter for stillingskrig. Grundplanen er omtrent identisk med bunkeren ved Lille Vedbølvej, men bunkeren er var ikke så lav.

Bunkeren, der ligger højt og synligt, var camoufleret som gravhøj. Den skulle huse et maskingevær med skudfelt mod sydøst langs sikringsstillingens første og anden skyttegravslinje. Bunkeren består af ét rum med otte par køjekroge. Midt i den østlige mur er et skydeskår til maskingeværet, syd derfor et observationshul, og nordligst en dobbeltsmiget lysskakt. Funktionen af den træbeklædte niche i loftet over skydeskåret er uvis. Måske skyldes det, at bunkerens udformning er tillempet fra en lavloftet bunker, hvor nichen gjorde det muligt at åbne maskingeværet ved ladefejl.

Bunkeren ligger 100 meter inde på en mark, men landmanden har venligt givet lov til, at interesserede må krydse marken fra Lille Skovbølvej, så de kan besøge bunkeren. Er der nogen der skulle have lyst til et aflægge et fødselsdagsvisit, skal de dog huske gummistøvler, da man sikkert både skal krydse en pløjemark og der nok står vand i bunkeren.

Læse mere om sikringsstillingen på hjemmesiderne verdenskrigensspor.dk og sikringsstillingnord.dk