Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 16. Okt. 1917.

Kære Fader!
Mange Tak for Dit Kort, Jeg har det stadig godt. At Du troer, det er slemt her, kan jeg nok forstaa. Det var kun en Dag (d 21). Da fik Panje [russerne, red.] alle de Klø der var ham tiltænkt. Han er nu paa den anden Side Floden og har i de sidste Dage atter faaet et par Sping-bum Kanoner. Vi tog jo 70 fra ham, den Dag. Stosstrup har jo ogsaa faaet en Del Jæmkors derfor, men jeg maa jo ikke have et fortjent. Kanske man skal blive 4 Ugers Rekrut en Gang til, inden man faar det. Naa, Hovedsagen at jeg er rask.
Mange Hilsner Din Søn.

den 16. Okt. 17.
Kære Moder!
Mange Tak for et Kort fra den 9. Jeg har det stadig godt, og er sund og rask. Jeg har blot et tyk Øie, af at jeg slog mig selv i Hovedet med en Gren, da jeg fældede Træer idag. Men det gaar nok over, jeg kan blot ikke se, da det er det høire og med det venstre har jeg aldrig kunnet se rigtig. Jeg havde ogsaa Kort fra Fader forleden. Han skrev det var koldt paa Vagt. Hvad jeg gærne vil tro. Nu mange Hilsner til eder alle og Naboer og Bekjendte fra eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)