Den 19. december 1917 bragte Flensborg Avis følgende feltpostbrev om felttoget mod Italien.
Fra Alperne til Piave.
Feltbrev til „Dybbøl-Posten”. Jeg læste for nogle Tage siden en Artikel i „Dybbøl-Posten” om Fremmarchen ved Riga og om Landingen paa Øen Øsel og vil derfor nu i Aften, saa godt som jeg formaar, forsøge at skrive lidt om vor Offensiv her i Italien.
Den 23. Oktober dette Aar om Aftenen som vi efter omtrent otte Dages Marche til Santa Lucia, hvor vi kom ind i Kavernerne (det er Jordhuler, som gaar ti Meter ind Bjerget). Vi laa med vort Regiment i Reserve. Om Morgenen den 24. Oktober flod skød vor Artilleri Trommeild; ved Ottetiden gik vore Tropper, som laa i forreste Linje, over til Storm. og i et Nu var Stillingerne ved Ciginie tagne og de første Fanger blev bragte tilbage. I Løbet af Dagen blev ogsaa Stillingerne paa Jesabjerget tagne med Storm. Og henad Klokken 4 om Eftermiddagen blev ogsaa vort Regiment trukket videre frem.
Natten til den 25. Oktober laa vi i de italienske Stilling. Den næste Morgen, endnu før det var lyst, marcherede vi videre op paa Toppen af Jesabjerget, hvor Italienerne havde gode, udbyggede Stillinger. Den Dag laa vi ogsaa endnu i Reserve, og i de fjendtlige Stillinger fandt vi mange Levnedsmidler og Udrustningsgenstande. Nu kan I tro, at her blev der spist, hvad Maven kunde holde, thi vi var alle sultne, og at klatre om i Bjergene med en fuldpakket Tornyster giver en sund Appetit.
Natten til den 26. Oktober overnattede vi i Telte paa Jesabjerget. Næste Morgen skulde vi indsættes i Linjen, men Fjenden var om Natten bleven kastet ud af sine befæstede Stillinger Paa Kolovratryggen af det saakaldte Alpekor [Alpenkorps], og nu blev den italienske Grænse overskreden. Hele Dagen marcherede vi langs Kammen af Bjergene i Retning af Asida til. Vort Regiment kom den Dag endnu ikke i Ilden, og vi maatte atter overnatte; denne Gang havde vort Kompagni den Lykke at komme under Tag.
Tidlig næste Morgen blev vi purrede ud, og videre gik det i Mulm og Mørke. Vi marcherede den Dag ikke saa meget, thi Fjenden holdt indtil om Aftenen Stand paa de sidste Højder foran Cividale. Om Aftenen den 2[7]. Oktober marcherede vi igennem Cividale, og videre gik det denne Nat i Mulm og Mørke og i øsende Regn, saa vi var vaade til Skindet, hvad der jo just ikke er videre behageligt. I Morgendæmringen holdt Italienernes Bagtrop Stand ved en udtømt Flod[s]eng, hvor vi maatte gaa over til Angreb. Dog i Løbet af faa Minutter veg de ogsaa her. og nu kunde vi i Løbet af Formiddagen marchere ind i Byen Udine. Der snappede vi flere italienske Avtomobiler, som vilde tage Tilflugt i Byen.
Den samme Aften maatte vi atter forlade Udine og gaa videre, forfølgende Fjenden. Nu marcherede vi hver Dag i et Par Dage, imens kom vi til Floden Tagliamento. Her laa vi et Par Dage temmelig rolig, en Dag maatte vi ved at omgaa en By tre Gange igennem en. Bæk Vandet gik os til over Knæerne. Den 3. November blev vor Division afløst og vi kom i Reserve, hvad vi ogsaa trængte til, thi vi havde slet ingen Tid haft til at holde vore Sager i Stand.
Men ogsaa dette fik en Ende, og atter maatte vi pakke vore Sager for at rykke videre frem. Vore Tropper var imidlertid gaaedc over Floden Tagliamento og er nu stødte frem til Floden Piave. Vi marcherede nu atter omtrent 100 Kilometer, dog hver Aften kom vi under Tag, og nu ligger vi foran Piave, vi paa den østlige Side og Fjenden paa den anden Side. Jeg sidder her sammen med flere Kammerater i et varmt Kokken med en aaben Kamin. Vin og Æbler kan vi faa her saa meget som vi vil. Den italienske Slette er temmelig tæt befolket, og Landsbyer finder man næsten ingen her, blot mindre Stæder.
Nu vil jeg slutte med mange Hilsner til Venner og Bekendte derhjemme i vort kære Nordslesvig og alle kære Landsmænd, som staar derude i Felten. H.H.