Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden. Som det eneste skib i den tyske eskadre undslap det fra slaget ved Falklandsøerne. Nu skjulte det sig i skærgården ved sydspidsen af Sydamerika.
Den næste Morgen skulde jeg paa Vagt ved Maskinen Klokken fire, og saa snart jeg var tørnet ud, løb jeg hen til et Koøje for at se, om vi var kommet ud i aaben Sø. Det var vi imidlertid ikke. Paa begge Sider af os var Land, skovklædte eller nøgne Bjerge, over hvis Udløbere Morgentaagen laa som et let Slør.
Da Vagten var forbi, sejlede vi stadig under Land, og Dagen gik, uden at vi kom ud paa det aabne Hav. Det varede i Virkeligheden to Maaneder, inden vi fik Land af Sigte, og dette var den første af vore mange Rejser gennem Ildlandets krogede og snirklede Virvar af Kanaler og Sunde.
Vi sejlede meget langsomt, formodentlig baade for at spare paa Kullene og af Hensyn til Farvandet, der saa ud til at være meget vanskeligt og sandsynligvis ogsaa utilstrækkeligt opmaalt som de fleste af de mindre Passager i denne vældige Skærgaard, men ud paa Dagen naaede vi da vort Maal, en lille Bugt næsten lukket af skovklædte Klipper.
Hvorledes vor Navigationsofficer, Kaptajnløjtnant Wieblitz, fandt Indgangen til denne skjulte Bugt (Hewett Bugten ved Udløbet af Adelaide Passagen), var en Gaade for os Menige, men da vi endelig hørte Ankeret rasle ud i den lille lukkede Bugts spejlblanke Vand og fik at se, hvor velbeskyttet vi laa, gik der en almindelig Følelse af Lettelse og Befrielse over hele Skibet.
Denne Gang fik Englænderne os altsaa heller ikke, men de var ikke langt fra det. Fra Radiomandskabet fik vi hurtigt at vide, at vi i Løbet af den korte Nat var passeret tæt forbi engelske Skibe, der havde brugt deres Radio. Det havde kun været faa Minutter og faa Sømil, der paa et vist Tidspunkt af Natten skilte os fra vore Forfølgere, Vi havde allesammen ventet at faa netop disse faa Minutters Uheld, der skilte os fra de engelske Kanoner, og derfor aandede vi lettet op, da vi saa os omkring i den trygge Havn.
Chr. Stöckler var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap slaget ved Falklandsøerne.
Vi talte stilfærdigt om Slaget, den Del af det, vi havde set, og den Del, vi kun havde hørt om. Det var ikke meget, vi Menige vidste endnu, men det, som vore Radiotelegrafister havde opfanget af de engelske Meldinger og Signaler og fra Radiostationerne i Land, var hurtigt blevet udbredt over hele Skibet. Officererne havde fortalt det til Underofficererne, og derfra havde Mandskabet faaet det at vide.
Der var sket just det, som vi havde frygtet. Vi var det eneste Skib, der var kommet frelst fra Sammenstødet med Englænderne. Scharnhorst og Gneisenau, de to store, smukke Skibe, som svingede forbi os og holdt ned mod Englænderne, var ikke mere. De havde mødt to engelske Slagkrydsere, Invincible og Inflexible, og efter en heltemodig Kamp var de blevet skudt i Sænk.
Først sank Scharnhorst med hele sin Besætning, deriblandt Admiral v. Spee, efter 3½ Times Kamp, og halvanden Time efter gik Gneisenau ned, efter alene at have kæmpet den sidste Kamp mod tre engelske Skibe. Man mente, at en Del af dens Besætning var blevet reddet, men ingen anede, hvor mange det drejede sig om.
Nürnberg var blevet indhentet af den svære Krydser, vi saa skære ud fra Kampen mod Leipzig. Det var Kent. Den var næsten tre Gange saa stor som Nürnberg og havde skudt den tyske Krydser i Sænk ved 7-Tiden om Aftenen, altsaa saadan noget som et Par Timer efter, at vi var blevet skjult af Taagebanken.
Leipzig, den gamle Krydser, der allerede var i Brand, da den kom ud af Syne for os, havde holdt længst ud. Først ved 9-Tiden havde den fulgt de tre andre i Døden efter et desperat Forsvar.
De to Førselsskibe, Baden, vor gamle trofaste Ledsager, og Santa Isabel, var blevet skudt i Sænk af Englænderne, efter at Mandskabet var gaaet fra Borde, men derimod havde man ingen Efterretninger fra Seydlitz, der maaske var reddet. Hvor den var henne, var der ingen, der vidste, men da vi ikke rigtig kendte noget til Fartøjet, var der heller ingen, der spurgte efter det.
Foruden de engelske Slagkrydsere havde der deltaget en Mængde mindre og større engelske Krydsere i Slaget. En stor Krydser, Carnarvon, havde deltaget i Ødelæggelsen .af Scharnhorst og Gneisenau, og den store Krydser Cornwall havde sammen med Glasgow og Kent ødelagt Leipzig.
Det var ganske rigtigt Glasgow, der drejede bort fra Dresden, da vi indbød den til Kamp. Det var anden Gang, vi mødte denne engelske Krydser, og vi var kommet til at hade den. Senere skulde vi faa endnu mere Grund til det. Da Leipzig var blevet skamskudt, sejlede Kent videre efter Nürnberg, indhentede den og skød den hurtigt i Sænk.
Det var Krydseren Bristol, der sammen med en Hjælpekrydser ødelagde Baden og Santa Isabel Alt dette havde Radiotelegrafisterne regnet sig til gennem de traadløse Meldinger og Fægtningssignaler, der var opfanget under Kampen.
Mine Tanker arbejdede videre med de tørre og knappe Meddelelser, og jeg saa for mig de to store Skibe Scharnhorst og Gneisenau ligge indhyllet i Røg og Ild fra Kanonerne, mens Søjlerne, som Granatnedslagene rejste, stod som en Skov omkring dem. De svære engelske Granater slog gennem Dæk og Sider og rejste skyhøje Eksplosionssøjler fra Skibenes Dæk, Skorstene faldt, Master faldt, alt opretstaaende flaaedes sønder og fejedes væk under Granatregnen.
Saa sank Scharnhorst. Korsflaget paa Mastetoppen bøjede sig mod Bølgerne i et første og sidste Møde, de sønderskudte løse Dele paa Dækket rutschede i Læ sammen med dem, der blev tilbage af Besætningen, langsomt lukkede det iskolde Vand sig over det gode Skib og dets Besætning, og nu var Gneisenau ene tilbage.
Jeg fik Taarer i Øjnene vod Tanken om dette Skibs ensomme og forladte Kamp mod de tre fjendtlige Skibe, langt fra alle hjemlige Kendemærker og kun med Fjenden for Øje.
Og lige saa forladt og venneløs døde Nürnberg for Øjnene af sin skaanselsløse Modstander og Leipzig mellem Dobbeltild fra to overlegne Fjender. De havde holdt længe ud allesammen, og ingen af dem havde overgivet sig. De var nu gaaet ind i Historien.
Men hvad var vi? Vi var løbet vor Vej, ganske vist efter Ordre, men alligevel løbet. Vi havde reddet vort Liv, men hvor længe?
Vi skulde nu til at begynde forfra som i August Maaned, helt alene paa Verdenshavene, der nu vrimlede med engelske Krigsskibe, som vel efterhaanden kunde lukke alle Havne og Tilflugtssteder for os. Saa blev vi tvunget til at tage med Magt, hvad vi ikke kunde faa med det gode, og engang før eller senere laa vi vel ogsaa som Leipzig, omringet af overlegne Modstandere, med lækkende Kedler og flammende Ild i Skibets Indre.
Saa skulde ogsaa vi dø helt alene paa det store Hav, og ingen Landsmand skulde komme tilbage og fortælle derom.
Chr. Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden
Paa Fyrpladsen gik det djævelsk til og i Bunkerne endnu værre, kunde jeg forstaa, for det kneb for Bunkermandskabet at faa fyldt Kulskytten saa hurtigt som den blev tømt.
Kullene var nok vanskelige at faa fat paa nu, og Fyrbøderne dunkede med deres tunge Jerngrejer paa Kulskytten, raabte, bandede og skældte, saa det kunde høres tværs gennem Maskinlarmen. Fra Bunkerne svarede andre Stemmer, men Ordene kunde ikke høres, og Fyrbøderne blev ved at skælde ud.
— Se dog, for Satan, at faa den Skytte fyldt! Vi kan ikke holde Dampen uden Kul.
En Sky af Kul jog ud gennem den tomme Kulskytte, og en Underofficer skældte ud et Sted oppe i Sidegangen. Skytten blev fyldt igen, og saa var der Ro igen for en kort Stund.
Hvor længe kunde dog dette blive ved! Man kunde høre, hvorledes Folkene tumlede omkring i Bunkerne for at skaffe de nødvendige Kul, men stadigvæk var de bagefter Fyrbøderne. Mange Timer kunde dette ikke blive ved.
Fyrbøderne kunde næsten ikke staa paa Benene af Træthed, og en af dem tumlede om og var ved at falde paa Ryggen ned i en Bunke glødende Slagger. En Kammerat greb ham i sidste Øjeblik og fik ham lagt ned paa Dørken. En Spand Vand blev hældt over Hovedet paa den besvimede, og kort efter var han paa Fødderne igen.
Tiden slæbte sig af Sted, og de seks Timer føltes lige saa lange som et helt Døgn. Nu maatte Afløsningen da snart komme.
Jeg stod og var i Færd med at smøre Maskinen, da den med ét begyndte at gaa langsommere.
Mit Hjerte var ved at staa stille. Var det en ny Ulykke, der brasede ned over mit syndige Hoved. Var der gaaet Brud paa Maskinen paa Grund af min Forsømmelighed. Jeg følte paa alle Lejer, men ingen af dem var overvarmede. Saa fo’r jeg ned paa Fyrpladsen, satte med et desperat Spring op paa Ristværket for at smøre Akslen til det store Hjul, men heller ikke dér var der noget i Vejen.
Jeg stod paa Ristværket, da jeg hørte Maskinist Ahrens give Ordrer til den tjenstgørende Underofficer. Fyrdørene skulde aabnes. Jeg kendte Kommandoen, men kunde først ikke tro, at det var sandt. Den blev anvendt, naar Damptrykket skulde bringes til at falde.
Saa sejlede vi virkelig for nedsat Fart — og det vilde vel sige det samme som, at vi ikke blev forfulgt længere.
Chr. Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på SMS Dresden. Den 8. december var skibet som det eneste undsluppet fra slaget ved Falklandsøerne, men det var endnu ikke i sikkerhed, og i fyrrummet blev der arbejdet hårdt.
Oppe fra Ristværket lignede Rummet grangivelig det Billede, man i Almindelighed danner sig af Helvede. Som fortabte Sjæle sled de arme Fyrbødere for at vedligeholde den vældige Ild under Kedlerne og holde Dampen.
Dér var nu Sydfeld i Færd med at rive et Fyr ud. Underofficeren jog paa ham med Tilraab saa skarpe som Piskesmeld. Fyrdøren op, og Rageren ind — naa, nu sad den fast — tag ved — tag ved, hvem der har Tid. Nu var der to Mand ved Rageren, den lange Jernstang, der bruges til at brække Slaggerne ud med. Den blev jaget ind og halet ud med et helt Vandfald af glødende Slagger foran sig. Den tykke Jernstang var hvidglødende, og fra Enden sprang Ildgnister som smaa Stjerner ud til alle Sider.
De to Mand havde ladet Rageren falde og stod nu og pustede, men Underofficeren var der straks. Der var ingen Naade, ingen Hvil eller Standsning. Dampen skulde holdes, koste hvad det koste maatte.
Luften var overophedet af de glødende Slagger, og Askestøvet hvirvlede rundt i Luften som tykke Skyer. Ustandseligt blev der øst Kul paa Ilden, brækket Slagger ud og revet Aske ud. Ikke et Øjeblik saa man en Mand staa stille. Ustandseligt blev der raabt ind til Bunkerne paa flere Kul, og dette skulde vare i 6 Timer!
Jeg forstod ikke, at Folkene kunde holde til det voldsomme Arbejde i den smeltende Varme. Store Dynger af glødende Slagger laa paa Gulvet og spredte en Varme omkring sig, som næsten var uudholdelig. Det halvmørke Fyrrum blev fuldt og klart oplyst af dem, og Skikkelserne af de slidende, krumbøjede Fyrbødere tegnede fantastiske Skygger paa Væggene.
Nu blev der hældt Vand paa Slaggerne, der mørknedes under voldsom Brusen, Syden og Hvæsen. Vanddampene steg som Offerbaal lige til Vejrs op til mig paa Ristværket. Folk blev sat til at slaa Slaggerne stykker med store Hamre, og Askepumpen blev sat i Gang. Den ekspederede de store Dynger af Slagger og Aske udenbords med en utrolig Hastighed.
Alt gik hurtigt — Arbejdets Tempo var aldeles uhørt. Jeg havde aldrig set noget lignende. De dødtrætte Folk kastede sig over deres Arbejde som vilde Dyr over deres Bytte. Det var ikke længere det reglementerede Arbejde paa Fyrpladsen, der blev, udført. Det var en Kamp paa Liv og Død mellem dødtrætte Mænd og det haardeste Arbejde, de endnu nogen sinde havde været paa.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder om bord på krydseren SMS Dresden
Min Vagt var samlet til Skafning, men der var stadigvæk hverken Borde eller Bænke at se paa Banjerne. Vi satte os paa Gulvet med vor Te og vore Klemmer, men jeg havde ingen Appetit og følte mig utilpas. Jeg drak en Smule Te og var ved at falde i Søvn.
Kammeraternes Stemmer lød fjernere og fjernere. Sydfeld var som sædvanlig den mest veltalende og fortalte, hvor vore Borde og Bænke var blevet af. — De blev hevet over Bord, da der blev slaaet Alarm, fortalte han. Man var vel bange for, at Granaterne skulde sætte dem i Brand. Matroserne var helt tossede. Borde og Bænke, Stole fra Officerskamrene røg udenbords og laa og flød i en lang Stribe efter os. Spejle og Billeder gik samme Vej, og al Tøjet i Munderingskamret røg ogsaa udenbords. Nu har vi ikke andet Tøj end det, vi staar og gaar i.
Men værst gik det til i Aspiranternes Messe, var der én, der sagde. Dér staar jo et Klaver nede, og det skulde ogsaa væk. Hive det udenbords havde de ikke Tid til. Saa blev det slaaet i Stykker med Forhamre – – sikken en Musik – – og bagefter blev Stumperne smidt under Fyrene. Det var Synd og Skam for det gode Klaver.
De fleste havde lagt sig ned paa det bare Dæk for at sove, og ogsaa jeg fandt efterhaanden en Stilling, som jeg mente, jeg kunde sove i. Mine Øjne var tunge som Bly, og trods det umagelige Leje og Larmen fra Maskinerne var jeg ved at glide hen.
Langt i det fjerne hørte jeg en Stemme, som spurgte: – Men de andre Skibe, Sydfeld?
— Jeg véd det ikke, svarede denne ellers saa alvidende Mand.
Saa faldt jeg i Søvn og vaagnede først til Bevidsthed igen, da en eller anden stod og ruskede i mig: — Støckler, du skal op — Afløsning!
Jeg rejste mig med Besvær. Hvor var jeg dog træt! Mit Hoved og min Ryg var ømme af Søvnen paa det haarde Dæk, og alle mine Lemmer var tunge og trætte. Jeg var ved at blive kørt ud af Mangel paa Mad og ordentligt Sengeleje og af Spænding. De andre saa ud, som om de havde det paa samme Maade. De kunde aabenbart slet ikke holde op med at gnide Øjnene og gabe — og bande.
Maskinerne gik stadigvæk for fuld Kraft, og snart stod jeg foran mit brølende Uhyre, der forlangte Olie, Pasning og ustandseligt Eftersyn. Jeg var saa træt, som jeg aldrig kunde erindre at have været før, men Arbejdet ved Maskinen holdt mig vaagen. Olien fra de hurtigt arbejdende Plejlstænger blev pisket i Ansigtet paa mig, og mit Tøj var efterhaanden stift af Olie og Snavs. At komme paa WC var der ikke Tid til, men Vandet fik Lov til at gaa i Bukserne uden særlige Ophævelser. Paa Fyrpladsen, hvor jeg ofte skulde ned for at smøre, gik det paa samme Maade, kunde jeg se.
Der blev arbejdet med en forfærdelig Energi paa Fyrpladsen som paa min første Vagt, skønt Folkene var dødtrætte og sikkert ikke havde faaet bedre Søvn og Sengeleje end jeg. Nu og da vaklede en Mand hen under Lufttrækket og stod og sugede Luft til sig, som en tørstende drikker Vand, og engang imellem vaklede en hen og støttede sig et Øjeblik mod Væggen, men længe fik han ikke Lov til at staa der. Underofficererne jog paa, og Fyrene kunde ikke undvære en eneste Mand under denne Fart.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på SMS Dresden.
Jeg anede ikke, hvor længe jeg havde staaet ved Maskinen, da en Mand traadte ind ad Døren og meldte sig som Afløser. Det kunde ikke passe, det var helt umuligt. Jeg havde jo kun staaet her et Øjeblik. Nu vilde jeg ikke have flere Fejltagelser.
– Ta’r du ikke fejl, raabte jeg. – Nej, brølede han tilbage, jeg har Ordre fra Over-maskinisten. – Hvordan staar det til deroppe? – De er lige i Hælene paa os. Jeg rakte ham Oliekanden. – Alt er vel, højeste Fart, smør godt!
Vi sejlede endnu med samme vanvittige Fart, men hvor længe kunde Dresdens Kedler holde til dette Pres. De havde længe trængt til et grundigt Eftersyn, og nu blev de i Stedet for sat paa denne frygtelige Prøve.
Vandet fossede forbi langs Skibssiden, som om vi sejlede imod en rivende Strøm, og Lyden af Vandmurene, der kastedes til Side af Stævnen, kunde høres helt hen, hvor jeg stod, skønt Ventilationsmaskinernes Brummen var meget tydelig ogsaa paa Dæk.
Lidt mere agten for os var Begivenhederne i fuld Udvikling. Himlen var sløret af Røgen fra fire Skibe, der tilsyneladende laa i en Klump, men vistnok havde ret stor Afstand fra hinanden. En uophørligt gentaget dundrende Lyd som af en fjern Torden naaede frem til Dresden og trængte gennem Maskinlarmen, og ud fra alle fire Skibe jog med korte Mellemrum graahvide Røgskyer, der hurtigt blev agterudsejlet og afløst af nye. Jeg behøvede ikke at spørge nogen om, hvad der skete lige for mine Øjne. Det maatte være den stakkels Leipzig, som kæmpede sin sidste Kamp mod Forfølgerne, der endelig var kommet den paa Skudhold.
Paa de lange Afstande lignede Sceneriet en Kamp mellem Legetøjsskibe, og saadan saa jeg ogsaa paa det i det første Øjeblik. Jeg var underlig sløv og træt i Hovedet, men det varede kun et Øjeblik efter, at jeg havde gjort mig klart, hvad det var, der skete. Dér kæmpede Leipzig ene Skib mod tre, og her flygtede vi uden at række den en hjælpende Haand. Vi havde agterudsejlet den gamle Krydser om Formiddagen og skulde nu tømme den bitre Skaal til Bunds og være Tilskuere til dens Nederlag, uden at røre os for at hjælpe den.
Blodet begyndte at løbe hurtigt igennem Kroppen paa mig igen. Mit Hjerte bankede, og mine Kinder brændte. Herregud, hvorfor hjalp vi dog ikke Leipzig! Hvad havde vi at løbe efter, hvad ventede der os i Fremtiden? Den endeløse Flakken omkring paa Havene kunde dog ikke i Længden gavne Tysklands Sag, for det var jo saa ubetydeligt, hvad vi kunde naa at ødelægge af engelske Skibe. Engang før eller senere maatte ogsaa vi kæmpe vor sidste Kamp, hvorfor saa ikke kæmpe Side om Side med Leipzig og følges med de store Skibe, som vi havde sejlet saa længe sammen med?
Jeg saa Leipzig forstærke sin Ild. Røgskyerne fra dens Bredside blev større og større. Nu spillede nok alle dens Kanoner – hvorfor fik vore ikke Lov til at spille med? Vi behøvede blot at tage Farten af Maskinen et Øjeblik, saa vilde hele Kampen hurtigt rykke tæt ind paa Livet af os, og vi kunde aflaste den arme, gamle Krydser, der nu laa og skød ufortrødent mod sine tre Forfølgere. Leipzig forsvarede sig rasende og tilsyneladende med Held. Der opstod en Bevægelse mellem de engelske Skibe. To af dem skød hurtigt frem og kom op paa Siden af Leipzig. Nu var de vist foran den. Det var ikke til at se paa Grund af den lange Afstand. Der stod en Mand ved Siden af mig med en Kikkert:
– Laan mig lige Kikkerten et Øjeblik, bad jeg. Han svarede ikke, men blev staaende med Kikkerten for Øjet og forklarede uden at henvende sig til nogen af os:
– Den svære Krydser bliver liggende ved Leipzig,men de to andre kommer ned mod os. Den lille ligner Glasgow, og den store er vistnok Kent. De har en mægtig Fart paa begge to.
Der opstod en voldsom Uro paa Dækket. Flere havde faaet Øje paa de to engelske Skibes Manøvrer.
– De skærer ud, de kommer ned mod os!
– To mod én, ja, det ligner dem.
– Nej, den ene løber efter Nürnberg, men den anden kommer….
– Lad den bare komme, den skal faa en varm Modtagelse.
Jeg saa mig omkring. Folkene omkring mig var røde i Hovedet af Ophidselse. De snakkede og raabte lige ud i Luften og trættedes om, hvad det var for et Skib, der var ved at passere Leipzig paa Vej til os.
– Det er Glasgow.
– Sludder, den blev ødelagt ved Chile.
– Det er Bristol.
– Officererne siger, at det er Glasgow.
– De har malet Glasgow paa Siden af den for at narre os….
– Sludder og Vrøvl, den Stævn er ikke til at tage fejl af. En Officer stod tæt ved mig ret op og ned paa Dækket. Hans Læber var presset sammen som en Streg, og hans Hænder var knyttet, saa man kunde se det hvide af Knoerne. Engang imellem trak han Vejret dybt, som om han havde været ved at glemme det. Han var aabenbart tavs af Raseri over, at vi skulde flygte, mens Leipzig kæmpede.
En Mand løb paa ham og hilste og undskyldte sig, men Officeren flyttede ikke sine Øjne fra Skibene der agterude og svarede ikke med et Ord.
Agterude buldrede det ustandseligt, men fjernere og fjernere. Det saa ud, som om Leipzig og dens Modstander blev liggende omtrent stille, skønt det røg stærkt fra deres Skorstene. Nu havde de tre vel givet Leipzig saa meget, at en enkelt kunde klare den. Den var maaske allerede lige saa hjælpeløs som Monmouth ved Santa Maria, da vi saa den drive kæntrende i den oprørte Sø belyst af Lyskasterne.
Vi fjernede os mere og mere fra Kamppladsen, men den mindste engelske Krydser syntes at komme nærmere. Den anden havde tydeligvis ikke Kurs efter os, men holdt mod Nürnberg, som jeg ikke kunde se, men som aabenbart maatte ligge forude om Bagbord for os.
– Vi ændrer Kurs, Kammerater, raabte en Mand pludselig.
Vi ændrede Kurs. Jeg kunde se det paa Skibene agten for os og paa den Krydser, der forfulgte Nurnberg. Vi svingede let til Styrbord – – Kølvandet beskrev en smukt svunget Kurve efter os.
En ubeskrivelig Jubel rejste sig paa Dækket – – overalt, hvor man vendte Blikket hen, saa man kun glade Ansigter. Man skulde tro, al Kursændringen betød Opfyldelse af hver eneste Mands hedeste Ønske.
– Hurra, Kammerater, nu gaar det løs — ran an den Feind!
– Nu skal den have Tærsk, hvis den ikke har faaet det før.
– Er det Glasgow, saa begynder vi dér, hvor vi slap sidst.
Med ét blev alt stille, men saa brød et nyt Uvejr løs.
– Den drejer fra – Stævnen svinger til Bagbord.
– Den vil vente, til de kan blive to om os ligesom om Leipzig.
– Den løber, den fejge Hund!
Folkene var aldeles rasende, og jeg var det samme. De truede efter den engelske Krydser, der havde ændret sin Kurs mod Bagbord og nu løb bort fra os i Stedet for imod os,
– Lad os vende og løbe den ind og hjælpe Leipzig. Langsomt vendte Dresden sin Stævn tilbage i den gamle Kurs, og langsomt drejede den engelske Krydser tilbage i sin oprindelige Kurs igen. Det saa ud, som om den stadigvæk skød paa Leipzig, men i Løbet af forbavsende kort Tid var de tre engelske Skibe og den lille Krydser gledet saa langt agterud, at man intet kunde se tydeligt med det blotte Øje. Kun den fjerne Dundren var stadig et haandgribeligt Vidnesbyrd om, hvad der foregik.
Igen svingede Dresdens Stævn til Styrbord, og Dækket genlød af glade Raab, men kort efter svingede den tilbage i den gamle Kurs, og det syntes, som om Farten var blevet sat yderligere op.
– Det hjælper ikke noget, vi lægger til, sagde Matrosen med Kikkerten. Den lille Englænder vil ikke bort fra Leipzig.
Dresdens Fart var saa frygtelig, at hele Skibet rystede og dirrede. Maskinernes Brummen var steget et Par Toner – de maatte være forfærdelige at være i Nærheden af nu. Ventilationsmaskinernes umaadelige Træk sendte Røgen fra Skorstenene højere op, end jeg endnu havde set det, og Luften var tyk af flyvende Kulstykker, Aske og Sod. Det var, som om Skibet efter et Par forgæves Forsøg paa Selvmord havde faaet sit Livsmod igen og satte alle Kræfter ind paa at redde sig fra Faren.
Leipzig og de engelske Krydsere var sakket saa langt agterud, at man kun kunde se Røgen fra deres Skorstene, og Kanonerne var næsten ikke til at høre gennem Maskinernes Larm. De, der ingen Kikkerter havde, var gaaet fra Rælingen og stod nu omkring paa Dækket, tavse eller i dæmpet Samtale. Overalt saa man trætte Ansigter og ikke et muntert Ord hørtes. Nu var al Tanke om Kamp bandlyst, og kun Flugten var tilbage.
– Det brænder paa Leipzig! blev der raabt, og jeg løb igen til Rælingen sammen med mange andre. Det forekom mig, at jeg saa et rødligt Skær i Røgskyerne langt agterude, men det var maaske kun Indbildning. Skibene var nu saa langt borte, at man kun kunde skelne Røgen ganske svagt. Den store engelske Krydser, der havde ændret Kurs og forfulgte Nürnberg, var at se som en lang Røghale om Bagbord. Kanonernes Torden kunde ikke længere høres – – maaske skød de slet ikke mere. Nu brændte Leipzig, vor gode, trofaste Kammerat, som Good Hope brændte ved Santa Maria, og inden længe gik den vel i Luften eller sank. Saaledes skulde den altsaa ende, den lille gamle Krydser, der saa trofast havde fulgt Eskadren trods sin Alder og sine svage Maskiner.
Nürnberg undgik vel heller ikke sin Skæbne. Den havde jo haft Kludder med sin Skrue, og den Skade var maaske ikke rettet endnu. Og hvor var Scharnhorst og Gneisenau? En Mand fortalte mig, at man paa Dresden kunde høre deres traadløse Fægtningssignaler til omkring Klokken halv fire, men saa forstummede de. Det behøvede dog ikke at betyde, at Skibene var skudt ned, men at de var blevet slemt medtaget af Englændernes Ild, og om deres endelige Skæbne kunde der ikke være Tvivl.
Overalt blev der forfulgt, kæmpet og ødelagt. Det store, smukke Hav var forvandlet til en Slagteplads. Scharnhorst, Gneisenau, Leipzig, Nürnberg, Baden, Santa Isabel — alle disse Navne, som var gaaet ind i vor daglige Sprog, som vi daglig havde haft for Øje som stolte Skibe med knejsende Master og rygende Skorstene, myldrende af Landsmænd, der kæmpede for den samme Sag og under det samme Flag som vi, var fra i Dag kun Navne paa Skibe, der havde været. Men hvorfor blev vi ikke forfulgt? Hvorfor skulde netop vi reddes, og hvad skulde vi gemmes til?
Der var blevet stille paa Dækket. Ingen følte Trang til at tale højt, og de fleste stod ganske tavse. Jeg lagde Mærke til, at Luften, der før var klar og ren, nu begyndte at føles fugtig og klam, og Solen blev blegere og blegere. Vi var aabenbart ved at sejle ind i en Taagebanke for fuld Fart. Maskinerne rasede som aldrig før. Det var for tidligt at gøre Dagens Resultat op. Vi var ikke udenfor Fare endnu.
Der var ikke mere at se paa Dækket. Jeg frøs og gik ned. Jeg gik stadig tungt og træt og slæbte Benene efter mig. En Mand, der gik ned sammen med mig, sagde til mig eller til sig selv: — Den Taage skulde være kommet noget før — saa kunde vi allesammen være reddet.
“Der letzte Mann”. Ifølge britiske øjenvidneskildringer skal en tysk sømand fra det synkende SMS Nürnberg have viftet den tyske marines krigsflag, før han selv gik til bunds.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder om bord på den lette krydser SMS Dresden. Den 8. december 1914 mødte den en overlegen engelsk eskadre ved Falklandsøerne.
Matroser, Underofficerer og Officerer styrtede fra alle Sider af Skibet hen til den styrbords Ræling. Jeg løb ogsaa derhen og fik mig en Plads yderst ved Rælingen med en hel Bunke bagved mig, som masede paa for at komme til at se.
Det forekom mig, at Dresden brat havde ændret Kursen mod Styrbord, men det var ikke det. Det var Gneisenau. Den store Krydser laa omtrent paa Højde med os, snarere en Smule agten. Fra alle dens Master vajede nu store Krigsflag, og Vimpler fo’r til Vejrs paa dens Signalmast. Det svære Skib drejede langsomt sin Stævn til Bagbord og krængede stærkt over i Drejningen. Mere og mere drejedes Stævnen, den pegede nu lige mod os. Der maatte ske et Sammenstød, nej, den løb agten om os.
– De gaar mod Fjenden, raabte en Mand, se Signalet: Ran an den Feind – se Scharnhorst!
Agterude saa jeg Scharnhorst med Krigsflagene højt til Tops svinge til Bagbord som Gneisenau. Jeg knugede Hænderne i Rælingen, mit Hjerte bankede, som det skulde sprænges, og mine Øjne løb fulde af Vand. Nu sejlede de to store Skibe, som havde beskyttet os og kastet Glans over vort fortumlede Liv, Fjenden i Møde for at beskytte os for sidste Gang.
Den gamle Admiral paa Scharnhorst, hans Søn paa Gneisenau, hele Staben af guldprydede Stabsofficerer, som vi havde set en eneste Gang ved Paraden i St. Quintin Bugten, hele Myldret af Officerer, Underofficerer og de Hundreder af Menige, som vi havde set færdes paa de store Skibes Dæk, naar vi laa i Havnen og kullede, kastede sig mod Fjenden for at skaffe os den stakkede Frist, der var nødvendig for, at vi kunde undslippe og leve videre.
Ombølget af sorte Røgskyer, hvorover de store Krigsflag lyste med deres klare Farver i det straalende Solskin, brasede Gneisenau lige ned mod os.
Jeg havde aldrig set den paa saa nært Hold og sugede hver Enkelthed til mig med mine fugtige Øjne, for jeg følte mig overbevist om, at jeg saa den for sidste Gang. Fra dens Dæk lød Hornsignaler, det var nok Mandskabet, der blev kaldt til Kanonerne. Jeg kunde se et Mylder af Folk paa Dækket, Matrosernes Huebaand flagrede i Vinden, og Officerernes Kasketter lynede i Solen.
– Ret! blev der raabt bagved mig, og alle rettede sig. Musiken, som jeg slet ikke havde set, faldt ind med „Heil dir im Siegerkranz”, og i et Brus af larmende Maskiner og skummende Vand strøg Gneisenau tæt forbi Dresdens Agterstavn.
Vi vendte os efter den, og blev staaende, saa længe Musiken spillede. Saa styrtede vi hen til den bagbords Ræling for at følge de store Skibe paa deres Vej mod Fjenden og mod Døden.
Scharnhorst laa nu i Spidsen, og tæt efter den sejlede Gneisenau. Begge gik for fuld Fart og sendte mægtige Røgskyer til Vejrs fra deres fire svære Skorstene. De laa næsten agten for os, og Afstanden øgedes hurtigt, da vi fjernede os fra hinanden i fuld Fart. Hvor længe vi stod og saa efter dem, véd jeg ikke, men vi stod der i dybeste Tavshed. Nogle havde taget Huen af og stod og krammede den i Haanden. Alle Ansigter var dybt alvorlige. – Nu!
Hvid Røg jog ud fra Scharnhorsts styrbords Side, og det svære Skib krængede over. Nu skød ogsaa Gneisenau og nejede sig til Bagbord for Kanonernes svære Tryk. To bragende Tordenskrald rullede over Vandet. Nu skød de igen, og igen. Luften dirrede af de mægtige Brag. Jeg saa Vandet fyge op i mægtige Fontæner langt bagved de to store Skibe. Englænderne skød for langt, og jeg kunde stadigvæk ikke se dem. Jo, dér – dér var Master og store Røgskyer. Det var nok de to svære Skibe, som Matrosen havde talt om. (…)
En mærkelig Ro kom over mig. Nu gik jeg ned til min Maskine og døde sammen med den. Jeg efterlod ingen tom Plads i Verden, for de derhjemme havde ikke set mig i næsten et Aar, og jeg kendte ingen andre. Naar jeg nu døde, vilde de faa Lov til at leve. Mor vilde faa Lov til at leve, og min Broder vilde ikke komme med i Krigen. Jeg døde som et Offer for dem allesammen. Det skulde saadan være, og jeg maatte ikke beklage mig derover. Jeg havde kun set saa lidt af Livet, var lige fyldt 20 Aar og kunde sagtens undværes.
Mine Tanker arbejdede vildt, og jeg saa Syner rejse sig foran mig. Dér stod Far og Mor den sidste Aften derhjemme, hver med sit Vinglas i Haanden, og sagde Farvel til mig med taareblændede Øjne. Jeg nikkede til dem og smilede til Farvel:
– Farvel, Mor! Farvel, Far! Nu gaar jeg paa den sidste Vagt, og hav det nu godt, til vi ses igen.
Saa rev jeg Døren op til Maskinrummet. Ventilations-maskinens Brølen slog mig i Møde. Jeg havde aldrig hørt den give en saa frygtelig Lyd fra sig før. En svedig, oliestænket Mand brølede omkap med Maskinen lige ind i Øret paa mig:
– Alt er vel, højeste Fart, smør godt!
Han tumlede ud, og jeg var ene ved Maskinen og det vante Arbejde. Nu var der ikke Tid til andet end til at passe den, saa der intet Uheld skete.
Endnu var der ikke skudt fra Dækket, og vi kunde maaske løbe fra Englænderne. Livsmodet begyndte at blusse op i mig paa ny, da jeg stod overfor denne hylende Maskine, der ikke kunde tænke, men bare arbejde paa vor Frelse. Den gjorde sin Pligt, og jeg vilde gøre min. Smøre, smøre, skrue, dreje og regulere, over føle Lejerne og engang imellem ned paa Fyrpladsen for at smøre et Leje dér.
Der var varmt som i Helvede, og Larmen var frygtelig. Fyrbøderne arbejdede som vilde Dyr, hældte Kul paa og rev Slaggerne ud i en Temperatur, som jeg næsten ikke kunde aande i, men jeg saa intet og hørte intet udover min Maskine. Det var endnu tidligt paa Dagen, og jeg havde Kræfterne i Behold, alt blev naaet og passet som det skulde, og Tiden gik, uden at jeg lagde Mærke til det.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder om bord på SMS Dresden. Den 8. december 1914 løb hun for livet, på flugt fra en overlegen engelsk eskadre ved Falklandsøerne. De første skud blev affyret fra de engelske skibe fra lang afstand. Nu var det et spørgsmål om, hvem der kunne sejle hurtigst.
Ventilationsmaskinen brølede mig i Møde. Den gik med den højeste Fart, jeg endnu havde været ude for. og én Mand havde rigeligt at gøre med at smøre den. Maskinen slugte Olie i Pottevis, men den gik godt. Jeg kendte den, og en mærkelig Ro kom over mig, da jeg stod med Oliekanden i Haanden, overfølte Lejerne og sørgede for, at de alle blev smurt. Det var godt at have noget at bestille, og navnlig ved en Maskine af denne Slags. Dens Hylen fortalte mig, at alting gik, som det skulde, og at Dresden anspændte alle sine Kræfter for at redde sit Liv.
Olien drev fra Maskinen og stænkede mig i Ansigtet, saa det sved, men det frydede mig blot. Bare Maskinen gik uden at svigte, saa var alting godt. Den rasende Fart gik i Blodet paa mig. Jeg smurte, regulerede og drejede, som jeg aldrig havde gjort det før. Gik alt andet paa dette Skib i Stykker, saa skulde denne Maskine gaa, til Vandet lukkede sig over den.
En dump Rystelse, et Stød eller en Lyd, jeg vidste ikke hvad, gik igennem Skibet. Jeg saa paa min Maskine, lyttede efter, om der kom mere, men der var intet at høre. Maskinernes Larm lød, som den havde gjort det i de sidste Par Timer, saa det var formodentlig ikke dem, der var noget i Vejen med. Maaske var vi sejlet mod noget, som drev i Vandet. Det var overmaade farligt med den Fart, vi havde paa, men foreløbig saa det da ud, som om der ikke var sket noget. Rystelsen gentog sig et Øjeblik efter, og denne Gang var det, som om den blev fulgt af en hul, rungende Lyd. Det kunde sikkert ikke stamme fra Skibet, men maaske var det Skydning fra et af de andre Skibe. Maaske var Englænderne lige i Hælene paa os og Kampen allerede begyndt. Jeg anede jo intet, vidste ikke, om vi havde ændret Kurs og maaske løb Side om Side med de engelske Skibe som ved Santa Maria. Jeg vidste kun, at Farten blev holdt uforandret, og at der var givet Ordre til at holde Maskinen paa det højeste Omdrejningstal.
(…)
Paa Vejen kom jeg ved en Fejltagelse ned paa Fyrplads Nr. 1. Jeg var der kun et Øjeblik, men det var nok til at give mig et Indtryk af, hvilket forfærdeligt Arbejde det var for Fyrbøderne at holde denne Fart — maaske en 23-24 Knob. Varmen i rummet var uudholdelig, og skønt Folkene havde smidt det meste af Tøjet, løb Sveden ned over deres nøgne Kroppe som Vand. Underofficererne raabte og sprang omkring for ikke at staa i Vejen for Fyrbøderne, der ikke tog nogen Notits af, hvem der kom i Vejen for deres tunge Redskaber. Lige foran mig stod den store Fyrbøder Kotschak fra Danzig eller fra Schlesien, en Kæmpekarl med brede Skuldre og mægtige Armkræfter. Som en Automat bukkede han sig, huggede Skovlen ind i Kuldyngerne og hev den tunge Ladning ind i Fyret. Han knugede Næverne saa haardt om Skovlskaftet, at Knoerne lyste hvide. Han saa intet omkring sig og snakkede lavmælt med sig selv, afbrudt af Stønnen og hivende Aandedrag: – Jeg giver ikke op – jeg giver ikke op – før Vandet slukker under mine Kedler.
Han var grebet af rent Arbejdsvanvid. De, der kom i Vejen for hans Arbejde, vilde blive slaaet til Jorden.
(…)
Jeg fortsatte op paa Dækket. Jeg gik til Rælingen. Du gode Gud, hvor vi sejlede! Det var stille Vejr, og Havet laa spejlblankt foran os, men Dresdens Fart var saa voldsom, at Blusen og Huebaandene flagrede som i Stormvejr. Skibet rystede og dirrede under den vældige Fart, og Stævnen væltede Vandet til Side i store, gennemsigtige Flager, der splintredes mod Vandoverfladen og fortsattes som svære Dønninger ud til Siderne. Røgen stod lige til Vejrs fra Skorstenene, drevet op af det umaadelige Lufttryk fra Ventilationsmaskinerne, og Sod og Kulstykker haglede ned over Agterdækket.
Om Styrbord laa et af de store Skibe, saa vidt jeg kunde se Gneisenau, og bag den, lidt agten for os laa Scharnhorst. Nürnberg kunde jeg ikke se — den laa sandsynligvis paa Gneisenaus styrbords Side, skjult af de vældige Røgmasser, der væltede ud af den store Krydsers Skorstene, og langt agterude saa jeg Leipzig sejle helt alene. Det hele var overset paa et Øjeblik. Flaaden løb for sin højeste Fart. Men hvor var Englænderne?
Jeg var paa Vej til Agterskibet, da jeg med ét standsede op. Ikke langt fra Scharnhorst jog en svær, mastehøj Vandsøjle op, pyntet med hæslige Brandfarver og kronet af en sort Røgsky, der sendte skarpe Tunger ud til Siderne. Et dumpt Rrag hørtes. Søjlen splittedes foroven og styrtede skummende sammen. Jeg behøvede ikke at spørge nogen, hvad det var. Det var tydeligt nok en svær Granat, der var slaaet ned i Vandet.
Jeg fortsatte min Vej mod Agterskibet, der drev med Sod og Kulstykker. Det forekom mig, at Dresden havde sat sin Fart op, og det saa ogsaa ud, som om vi hurtigt var ved at rykke forbi Gneisenau.
– Hvor er Englænderne? spurgte jeg en Matros, der stod ved Rælingen.
– Langt agterude, lød Svaret. De er ikke til at se for Røg.
Jeg stirrede i den angivne Retning, men kunde ingenting se. Røgen fra Dresden og de andre Skibe drev ganske vist til Styrbord, men et Taageslør blev liggende over Vandet og spærrede Udsigten paa lange Afstande. Jeg kunde kun se Leipzig stampe af Sted i sin Ensomhed, langt agten for alle os andre.
– Hvor mange Englændere er der? spurgte jeg videre.
– De siger, der er 8, lød Svaret. Udkiggen saa dem komme ud af Havnen som Rotter af et Hul. Der ligger to svære Tampe i Spidsen, og det er nok dem, der skyder. Det var Fanden til Rede, vi fik stukket Næsen i dér. Vi kom da tidsnok til Falkland.
En kæmpemæssig Vandsøjle skød op lige foran Dresden. Der var ingen Eksplosionsfarver i Vandet denne Gang, det rejste sig klart og gennemsigtigt, næsten lodret, i en utrolig Højde og sank saa langsomt skummende sammen.
– Den havde Retningen, sagde Matrosen, det er Fanden til Kaliber, de har taget med — det er nok disse her 30,5 cm. Hvis de kunde se os for Røgen, havde de ramt for længe siden.
Foto taget fra SMS Dresdens dæk i slutningen af november 1914. Slaglinjen er: Forrest “Scharnhorst”, “Gneisenau”, “Nürnberg”, “Leipzig” og bagest “Dresden”.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på SMS Dresden, der var en del af den tyske Stillehavseskadre. Den 8. december 1914 blev eskadren jagtet af en overlegen britisk eskadre.
Gneisenau og Nürnberg laa nu et godt Stykke foran os paa samme Kurs. Der maatte være gaaet flere Timer, siden vi begyndte at holde fra Land, men jeg havde ikke Regnskab paa Tiden og brød mig heller ikke om det.
Jeg stampede frem og tilbage paa Dækket, uden at nogen sagde noget til mig. Farten steg mere og mere. Ventilationsmaskinen kunde høres over hele Skibet. Vi var nu oppe paa 20, maaske 21, maaske 22 Knob.
Det var ikke til at tage fejl af, at Leipzig ikke kunde holde denne Fart. Den sakkede mere og mere agterud for Scharnhorst, mens vi rykkede op paa Siden af den. Skibene havde aabenbart faaet Lov til at gaa, som de havde Fart til det, og den stakkels Leipzig, som var den ældste, havde mindst Fart.
Vi rykkede mere og mere op paa Siden af den. Spændingen greb mig. Det var Væddeløb nu. Løb Dresden, løb, det gælder Livet!
Jeg stampede med Foden i Dækket og knugede Hænderne om Rælingen. Nærmere og nærmere kom vi Leipzig. Nu laa vi paa Højde med dens Hæk, nu rykkede vi frem. Jeg kunde se Folkene paa Leipzigs bagbords Side staa og arbejde med Kanonerne. De var aabenbart forberedt paa det, der vilde komme, og vilde ikke lade det komme an paa Tilfældigheder. Jeg havde hørt, at dens Chef, Fregatkaptajn Haun, var en overordentlig dristig og modig Mand. Han vilde sikkert kæmpe til det sidste, men Farten kunde han ikke faa sat op, dertil var Leipzig for gammel og Kedlerne for svage.
En Mand ved Siden af mig — vi stod nu tæt sammen ved den styrbords Ræling – – mente, at den gamle Krydser havde faaet Kedelskade. Jeg kunde se det hele for mig. Det var hændt paa Dresden ogsaa. Vandet løb fra de utætte Rør ned i Kullene, Ilden blev sort, og de arme Fyrbødere maatte slide som Djævle for at faa Damptrykket hævet igen. Leipzig pustede den kulsorte Røg op af sine tre høje Skorstene, men den kunde ikke løbe omkap med Dresden. Med Ventilationsmaskinerne gaaende for yderste Kraft gled vi langsomt forbi den gamle Krydser.
Røgen stod i tykke sorte Søjler op fra vore Skorstene, og Sod og Kulstumper haglede ned over os paa Dækket. Ventilationsskakten til et af Fyrrummene sugede mit Huebaand til sig, og min Krave og Bluse flagrede som i stærk Storm. Gennem Skakten trængte alle Fyrrummets forvirrede Lyde op til mig, Fyrstedernes Døre blev smækket i, Fyrragerne raslede mod Dæks-pladerne, Skovlene skrattede i Kuliene, og hæse Kommandostemmer forsøgte at trænge gennem Spektaklet.
Vi skød forbi Leipzig som et Uvejr af Spektakel og Kulrøg. Mandskabet ved dens bagbords Kanoner samlede sig ved Rælingen og vinkede til os. Vi vinkede igen. Huer og Lommetørklæder svingedes i Luften fra begge Sider. Nogle blev staaende med Huen i Haanden, mens vi passerede forbi. Jeg knugede Hænderne i Rælingen.
Da vi satte Farten op for at komme forbi den gamle Krydser, forekom det mig kun rigtigt og rimeligt. Vi var meget hurtigere end den gamle Krydser, og det var uklogt at lade et hurtigt Skib holde sig efter et langsommere, det var jeg fuldt ud klar over. Men nu, da det gik forbi, og jeg saa den lille Krydser med sin gammeldags Bygning og sin klodsede Snabelstævn sakke mere og mere agterud, saa sved det mig i Hjertet. Kunde den dog ikke sætte Farten en lille Smule højere op, var det virkelig saa absolut givet, at den skulde ofres?
Forude brasede de tre andre Skibe af Sted, næsten skjult af mægtige Røgsøjler, men Dresden holdt sin høje Fart i deres hvidskummende Kølvand, der brusede og brød som Brænding i Storm.
Leipzig sakkede mere og mere agterud. Ingen vilde hjælpe den, og den kunde ikke hjælpe sig selv.
Den gamle krydser SMS Leipzig kunne ikke følge med
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden. Den tyske eskadre bestående af de svære krydsere SMS Scharnhorst og SMS Gneisenau, de lette krydsere SMS Nürnberg, SMS Dresden og SMS Leipzig samt et par hjælpekrydsere planlægger et raid mod den engelske havn Port Stanley på Falklandsøerne for at erobre forsyninger. Men en overlegen engelsk eskadre bestående af Slagkrydserne HMS Invincible og HMS Inflexible, de svære krydsere HMS Carnavon, HMS Cornwall og HMS Kent, de armerede handelskrydser HMS Macedonia og de lette krydsere HMS Bristol og HMS Glasgow var ankommet til Port Stanley dagen i forvejen.
Endnu en Nat og en Dag og igen en Nat gik Livet sin jævne Gang om Bord paa Dresden, som vi nu havde vænnet os til det, men saa kom den Dag, der forandrede alt, og som vi, der slap levende over den, vil huske til vor sidste Stund.
Jeg stod paa Fordækket og saa Solen stige op af Havet den 8. December, to Dage efter at vi var sejlet fra Kap Horn. Jeg havde haft anden Vagt ved Maskinen, men var ikke gaaet til Køjs. En eller anden havde fortalt mig, at vi kunde se Land allerede ved Solopgang, og jeg vilde ikke sove fra Landkendingen af de Falklands-øer, som havde været Midtpunktet for vore Tanker og Samtaler i de sidste Dage.
Forude saas Røg af to Skibe, der gik foran os langs Kysten med temmelig stærk Fart. Det var Gneisenau og Nürnberg, der havde skilt sig ud fra Flaaden kort efter, at jeg var kommet paa Dæk, og nu dannede Forspids for Flaaden. De havde Krigsflag paa i det mindste én af Masterne, og det var altsaa dem, der skulde tage det første Stød. Paa deres Kurs kunde jeg nogenlunde gætte mig til, i hvilken Retning Falklandsøernes største Havn, Port Stanley, laa, men der var intet Spor af Havn at se i den Retning endnu. Der var stadigvæk Land om Bagbord, og det syntes at strække sig forud i en lang ubrudt Kystlinie. Kysten mindede om Chiles, saa vidt jeg kunde se, en vild og forreven Klippekyst som ved Santa Maria.
Jeg saa paa mit Ur. Det var over Skafningen for min Vagt, og jeg havde intet faaet til Morgen. Jeg skyndte mig ned, hvor Spisningen var i fuld Gang og Snakken gik saa livligt som nogen Sinde. Jeg fandt min Plads og hyggede mig rigtig i Selskabet. Det gjorde godt at høre Kammeraterne sidde og drøfte Situationen med klare Ord i Stedet for at slaas med Tanker, som man ikke kunde betro til nogen.
Saa gik jeg paa Dæk igen.
Der var kommet en synlig Uro over Livet paa Dækket. Folk fo’r frem og tilbage og nogle stod og arbejdede med Kanonerne. Det saa ud, som om de blev underkastet et grundigt Eftersyn. Officererne gik fra Kanon til Kanon og talte med Folkene. Vort Topflag var halet ned, og der var kun Flag paa Hækken.
Da jeg saa paa det, opdagede jeg, at vi havde ændret Kurs. Vi stod nu ud fra Land. Om Bagbord kunde jeg se Gneisenau og Nürnberg, der ogsaa havde ændret Kurs og stod bort fra Land. Marinesoldaterne var ikke længere paa Dæk. Jeg spurgte en Matros, hvad der var i Vejen, men han fo’r videre uden at svare mig.
Jeg stod og gloede forbavset til alle Sider. Det var næsten altid den Rolle, vi Fyrbødere maatte spille, naar vi kom paa Dæk. Vi levede vort Liv uafhængigt af alt, hvad der skete, og var kun ansvarlige for Farten. Naar vi kom paa Dæk, følte vi det, som om vi kom ind i en fremmed Verden. Inde over Land kunde jeg dog trods min Uklarhed over, hvad der var sket, se tætte Røgskyer hæve sig op fra et bestemt Punkt, og det forekom mig, som om jeg saå Masten af el Skib eller en Radiomast.
Der var igen kommet mange Fyrbødere op. De stod og betragtede Nürnberg og Gneisenau, der pilede af Sted om Bagbord med et mægtigt Røgslør hængende efter sig, og snakkede om, hvornaar vor Kurs vilde falde sammen med de to Skibes: — De kommer til at ligge forrest med den Fart, de har, sagde en af dem.
En Underofficer kom farende hen imod os: — Hvad Satan staar I dér og driver efter, Fyrbødere, er I ikke klare over, at der er slaaet „Klartskib”? Det var vi ikke klar over. Vi var ikke klare over noget som helst, udover at vi skulde lystre.
Vi drev under Dæk, men der var ikke noget for os at lave, og noget efter gik jeg op igen. Jeg vidste af Erfaring, at Reglementet sov allerbedst, naar der var Uro i Luften.
Vi var kommet meget nærmere til de to forreste Skibe. Inden længe vilde vi sejle paa Linie, og det var nu ikke til at tage fejl af, at Gneisenau og Nurnberg vilde komme til at ligge forrest, derefter Scharnhorst, Leipzig og Dresden. Afstanden mellem Leipzig og Admiralskibet var ret stor, mens vi laa temmelig tæt paa den gamle Krydser og en Smule til Bagbord. Det saa ud, som om vi vandt ind paa den. Jeg løb paa en Matros, som jeg kendte, og greb ham i Armen:
– Sig mig, hvad er der i Vejen — er vi paa Jagt eller flygter vi?
– Véd du ikke det? Vi løber det bedste, vi har lært – der var propfuldt af Englændere i Port Stanley!
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden. I syv dage har en orkan holdt den tyske Stillehavseskadre i sit jerngreb syd for Kap Horn.
Endelig paa den syvende Dag lagde Stormen sig, og vi kunde trække Vejret nogenlunde roligt igen. Efter en Dags Sejlads gled hele Flaaden ind i en lille Bugt ved en af Kap Horn Øerne. Vi kunde kende den forrevne Skærgaard igen fra vort Ophold dér i September Maaned. Paa Vejen havde vi kapret en engelsk Sejler, der var saa uheldig at møde os den sidste Dag. Den blev slæbt med ind til Bugten.
Ankeret gik, og Maskinerne standsede. Vi laa stille efter at have slingret i fulde 8 Dage. Jeg slingrede endnu, naar jeg gik, og var øm over hele Kroppen af de mange Knubs, jeg havde faaet. Arme og Ben var næsten følelsesløse af den krampagtige Holden fast og Staaen imod under Stormen.
Vi begyndte næsten med det samme at kulle. Skønt det ikke var et Arbejde, vi sværmede for, var der godt Humør over hele Linien.
Vi kullede paa to Dage og stak saa til Søs igen. Alle vidste, at Kursen var sat mod Falklandsøerne. Da vi var kommet et Stykke til Søs, saa jeg og flere andre nogle store Baal lyse fra en Klippe inde paa Land. Vi havde ingen Mennesker set i Bugten, og allerede den Aften blev der talt om, at vi nok var blevet iagttaget af Folk, der ikke vilde vise sig, men som nu signalerede ind i Landet, at Flaaden var lettet.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der var en del af den tyske Stillehavseskadre. Efter at have sænket en britisk eskadre i slaget ved Coronel var skibene løbet ind i en orkan ved Sydamerikas sydspids.
Stormen rasede utrætteligt paa den fjerde Dag. Matroser med Redningsbælter paa og Tove om Livet hev vor Dækslast af Kul udenbords, da Sækkene gik i Stykker og gjorde Dækket ufarbart.
Ogsaa paa femte Dag holdt Stormen ud. Den holdt nok aldrig op. Alle var syge og sløje, og selv Bartsch og Nievergall maatte give op overfor al den Proviant, der stod til deres Raadighed ved Skafningerne. Nievergall hev en stor Stabel Pølseender, som han havde samlet sig, over Bord og sagde med et grimt Grin:
– Vore Venner derude skal ogsaa have noget.
Det var Hajerne, han mente.
Stormen rasede uforstyrret videre den sjette Dag. Nu var vi ved at give op, men Pligterne holdt os oppe. En af mine bestod den Dag og den følgende Uge i at staa for Skafningen ved vort Timandsbord. Det var i Almindelighed ingen morsom Opgave og nu særligt forstemmende, fordi ingen kunde spise noget, og Suppen alligevel skulde hentes.
Spisegrejerne dansede paa Bordet, og ingen vidste, om det var hans egne eller andres Grejer, han fik fat paa. Jeg hørte Signalet til Middag, greb Suppebaljen, som vi kaldte den, og pilede af Sted. Jeg kom godt nok op, men rutschede ned med Suppebaljen i Hænderne. Min ene Fod røg ned i Suppen, der var gloende varm. Det gjorde ondt, og Suppen havde heller ikke godt af Uheldet. Der var ganske afgjort flere Fedtperler paa den nu, end da jeg hentede den. Ellers er det jo saadan med Soldatersuppe, at flere Øjne ser ned i den end op fra den.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden.
Vejret blev værre og værre. Den næste Dag var det Storm, og den tredie Dag Orkan, den værste, vi endnu havde været ude for i vor omflakkende Tilværelse. Alt blev surret fast. Først og fremmest Kullene paa Dækket, men ogsaa alle løse Genstande under Dæk. Borde og Bænke blev forankret med solide Tove og Reb. Overalt paa Dækket var der spændt Tove til at holde sig fast i, og Matroserne gjorde os opmærksomme paa Faren ved at gaa over Dæk hver Gang, vi viste os dér.
Det blev en uforglemmelig Dag, navnlig derved, at alle endnu tog det med godt Humør. Larmen var øresønderrivende. Vinden hylede og fløjtede i Rigningen og Radio-traadene, Bølgerne slog bragende mod Skibssiden eller brød med et tordenlignende Spektakel ned over Dækket. Stævnen var undertiden ganske begravet i Skum og Vandmasser.
Forude kunde jeg se Leipzig rulle af Sted og hugge sin snabelformede Stævn som en Plov ind i Vandbjergene, medens Skum og fygende Vand undertiden naaede op over dens Skorstene. Dens Master svingede som Penduler fra den ene Side til den anden, og det samme gjorde vore. Undertiden krængede vi saa stærkt, at man næsten ikke skulde tro det muligt for Skibet at rette sig igen. Dækket drev med Vand, og Matroserne havde Søstøvler paa. Men nedenunder Dæk, i vort Opholdsrum, var der næsten lige saa fugtigt som ovenpaa. Vandet var trængt ind gennem Udløbskanalerne, og hver Gang det forsøgte at komme ud igen, blev det presset tilbage under Syden og Boblen og maatte blive derinde. Det skvulpede fra den ene Side til den anden, og de, der havde Søstøvler, trak dem paa for at undgaa at blive gennemblødt. Der var en Banden og en Skrigen og en Grinen den hele Dag. Endnu var det morsomt, men det gik snart over.
Engang imellem væltede en tre-fire Mand over hinanden, og navnlig den nederste fik nogle drøje Knubs, saa de fleste af os blev efterhaanden rigtig godt forslaaede. Vort Skab dunkede i Dækket med et Brag. Det var boltet fast til Panserdækket, men Boltene var revet glat over, og vore Spisegrejer, der var af Blik, svømmede rundt i Vandet og samlede sig med lydelig Klirren i Hjørnerne alt efter Vandets Bevægelser. Igennem Spektaklet hørte vi Bølgernes voldsomme Skuren mod Skibssiderne, og det mærkedes, ligesom Pladerne gav sig i deres Sammenføjninger. Koøjnene stod stadig under Vand og skinnede grønligt.
Kl. fire skulde jeg paa Vagt ved Maskinerne. Jeg stod mere paa Hovedet end paa Benene, og det meste af Olien hældte jeg ved Siden af, da det var umuligt at ramme Smørehullerne. Søsyg var jeg ikke endnu, men mit Hoved var tungt som Bly. Langt de fleste var ellers efterhaanden blevet syge, og der blev kastet op, som da vi første Gang sejlede over Nordsøen.
Jeg var nu nede i Fyrrummet. Her havde Kultrimmerne det for en Gangs Skyld let. De store Kulkasser rullede af sig selv hen til Fyrene, naar de blot passede at slippe dem løs i rette Øjeblik, men Fyrbøderne gik, som om de stod paa Kugler og ramte ved Siden af Fyrhullet hveranden Gang. Der blev bandet ualmindelig voldsomt dernede. Der var mange søsyge, der laa og kastede op i Kullene, men ingen interesserede sig for dem eller tog sig af dem.
Inde i Bunkerne saa det lige saadan ud. Bartsch stod derinde og arbejdede jævnt og støt, som han plejede. To halvnøgne Mænd laa i Kullene og jamrede sig eller kastede op.
– De er døde som Sild, grinede Bartsch, og jeg maa arbejde for tre, men det er jeg ligeglad med, for de har lovet mig en Dram, naar vi kommer op. – Men vil du tro, fortsatte han i dyb Alvor, de har ligget og raabt, at jeg skulde kaste dem over Bord. De maa jo være tossede. Hvad saa med mine to Snapse?
Saa gik vi til Køjs. Vi faldt over hinanden, da vi skulde surre Køjerne, og det var et helt Kunststykke at komme om Bord i dem. Dresden rullede frem og tilbage, og Køjerne fulgte efter paa deres Jernstænger. Det lød som hjemme i Fars Kostald, naar Køerne blev fodret og raslede med Jernbindslerne.
Jeg tørnede mod Skabet, som vi desværre havde faaet sat op igen, hver Gang Dresden slingrede til min Side, og seks Mand i deres Køjer fulgte efter og masede mig ind mod Skabet. Kort efter laa vi til den anden Side, og nu maatte Ydermanden dér holde for. Søvn blev der jo ikke noget af paa den Maade, men Natten og ikke mindst Morgenen var rig paa Oplevelser, som holdt os skadesløse for Manglen paa Hvile. Saaledes var Manden ved Siden af mig søsyg. Han laa og gumlede paa en Brødskorpe for at forjage Sygdommen, men under en af de større Overhalinger maatte han give op. For ikke at kaste op i Hovedet paa ham, der laa nedenunder, greb han en Hue og kastede op i. Det var ikke hans egen, men næste Morgen fik han at vide, hvem der var Ejer af Huen. Alle paa Banjerne fik det at vide, for den uheldige Ejermand forsøgte nemlig at tage sin Hue paa. Det var Morgentimernes absolutte Højdepunkt den Dag.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden, der var med i den tyske Stillehavseskadre.
Den 26. om Morgenen fik vi dog andet at tale om. Vi fik Ordre til at gøre os klar til at træde an paa Dækket til Parade for Admiralen. Det virkede som en Lynnedslag imellem os. De fleste vilde hellere være traadt an paa Fægtningspladserne end stille til Parade for en Admiral, og den Nervøsitet, der beherskede Banjerne den Formiddag, var meget større end før Slaget ved Santa Maria.
Underofficererne og det ældre Mandskab hjalp os efter Evne, for at vi ikke skulde faldt helt igennem. De rettede paa vort Tøj, paa Huerne og Kokarden. Den skulde sidde lige mellem D og R paa Huebaandet, og det blev antydet overfor os, at kun det rene Udskud af Menneskeheden kunde faa den fortvivlede Tanke at anbringe Kokarden andetsteds.
Baadsmandspiben lød: – Alle Mand op til Parade! Vi stormede op. Matroserne traadte an paa styrbords og Fyrbøderne paa bagbords Overdæk. Underofficererne rettede Fronten af og fremhviskede de sidste indædte Anmodninger til os om at opføre os ordentligt og ikke gøre os selv, dem og Skibet, ja, hele Landet Skam. Det var en virkelig stor Dag for dem efter mange Maaneders Dvale.
Paa Kommandoerne til Faldrebsvagten kunde jeg høre, da Admiralchaluppen lagde til, men jeg kunde ikke se det, da Luftskakten var i Vejen.
— Ret — giv agt — se til — venstre!
Kommandoraabene smældede, og Musiken faldt ind med „Heil dir im Siegerkranz”. En Gruppe Officerer, som jeg ikke kendte, begyndte langsomt at skridte vor Front af. Det blinkede af Guld fra Huer og Epauletter, fra Knapper og fra funklende Ordner. Aldrig havde vi Folk paa Dresden i vor formløse Eneboertilværelse mødt noget saa glimrende og ophøjet. Det var altsaa disse Folk, der havde samlet de spredte Skibe paa Havene og ført dem til Sejren ved Santa Maria, og det var deres Viljer, der inden længe igen skulde drive os ud paa Havet til nye Eventyr.
Forrest i Gruppen gik en lille Mand med energiske og hurtige Bevægelser. Han havde et solbrunet Ansigt med graasprængt Sømandsskæg og milde, venlige Træk, men lysende af Energi og Myndighed. Jeg havde aldrig set ham før, men var klar over, at det var Admiral v. Spee. Som Reglementet bød, saa jeg ham lige ind i Øjnene, da han passerede forbi, og fangede et Blik fra to rolige, graa Øjne, der hurtigt gled videre til næste Mand.
Det var saa Admiralen, Kejserens Repræsentant paa Verdenshavene. Disse rolige, graa Øjne i det venlige Ansigt havde for faa Dage siden maalt tolv Hundrede Menneskers Livsmaal ud i Søslaget ved Santa Maria. Jeg saa ikke mere af Paraden, men stirrede lige ud efter Reglementet. Ikke langt fra mig hørte jeg en Stemme, som maatte være Admiralens:
– Jeg ser, at det er mest smaa Folk her om Bord, men det betyder jo ikke noget. De har gjort deres Sager fortræffeligt.
Et Øjeblik efter traadte vi af og forsvandt under Dæk, hvor vi med Undtagelse af en ny Parade, der varede ganske kort, opholdt os Resten af Dagen uden at bestille noget. Dresden laa for Anker, Bunkerne var fyldt, og der var endog stuvet Kul i Sække paa Dækket. Vi var klar til at sejle, og det stod os klart, at vi havde en lang Rejse foran os.
Men det blev en Dag fuld af de sælsomste Oplevelser. Endnu en Gang blev vi pebet paa Dæk og fik den Meddelelse, at Kejseren i Anledning af vor Sejr over Englænderne havde dekoreret samtlige Skibschefer med Jernkorset af 1. og 2. Grad, og at der var uddelt 250 Jernkors til hele Eskadrens Mandskab. Hvem der var dekoreret, fik vi dog ikke at vide endnu. Samtidig var en Mængde Fyrbødere blevet udnævnt til Overfyrbødere, og til dem hørte jeg, uden at jeg var i Stand til at gætte mig til, hvorfor jeg var avanceret.
For at sætte Kronen paa Værket blev der senere uddelt Vin til os. Det var noget rødt, stærkt Stads, som man let fik for meget af, navnlig naar man var saa afvænnet i ned Spiritus som vi, og jeg fik da ogsaa lidt for rigeligt.
Sent paa Eftermiddagen lettede vi. Jeg var et Øjeblik paa Dæk og saa hele Eskadren svinge ud al Bugten. Vi havde tre Førselsskibe med, nemlig Båden, Santa Isabel og et nyt Skib, der hed Seydlitz. Hjælpekrydseren Prinz Eitel Friedrich var lettet nogle Dage i Forvejen, og „Gyngehesten” var ikke mere blandt Skibenes Tal. Den var blevet sænket Side om Side med sin sidste Prise, da den ikke kunde følge med de andre Skibe.
Nu gik det altsaa mod Kap Horn og derfra til Falkland. Ahrens mente, at vi kunde naa dem med de Kul, vi havde, men foreløbig gav det aabne Hav os en meget uvenlig Modtagelse, der ikke tydede paa nogen glat Rejse.
Det blæste godt, og Søen var i heftigt Oprør. Jeg havde en meget ubehagelig Vagt ved Ventilationsmaskinerne den Nat. Tung i Hovedet af Vinen var jeg, da jeg vaagnede, og bedre tilpas blev jeg ikke nede ved Maskinerne, der stank af varm Olie. Jeg blev syg og kastede op og var meget mat og elendig, da Afløsningen kom.
Først om Morgenen kom jeg til Hægterne igen, og kunde glæde mig over, at de fleste af de andre gik og klagede sig over Tømmermænd, mens mit Ildebefindende ganske var forsvundet.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden.
Efter en Uges Sejlads Side om Side med Leipzig mødte vi Flaaden i rum Sø.
Vi havde paa Vejen sænket et smukt engelsk Sejlskib og havde været paa Jagt efter et andet fjendtligt Skib uden dog at faa det.
Nu gik hele Flaaden ind i en Bugt ved Chiles Kyst for at tage Kul ind. Det var et fuldkommen øde Sted, omgivet af høje, skovklædte Fjelde (St. Quintin Bugten i Penas Golfen), og vi laa der fuldstændig uforstyrret i 5-6 Dage beskæftiget med Kulning og Maskineftersyn. Paa Dækket havde Marinesoldaterne lange Øvelser, og alle Skibene holdt Fartøjsøvelser. Det hed sig, at vi skulde forsøge Landgang paa nogle engelske Øer, og snart dukkede Falkland op som Midtpunkt for alle Samtaler.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden.
Valparaiso blev en Skuffelse. Jeg erindrer en hvid By med en Mængde Skibe langs Kajerne, deriblandt mange tyske, og en Række smukke chilenske Krigsskibe paa Rheden. De hilste os med Salut, da vi lagde ind tidligt om Morgenen den 13. November, og vi svarede. I Land kom kun Kommandanten og nogle faa Officerer, men om Eftermiddagen fik Tyskerne i Byen Lov til at besøge Skibene.
De kom i Hundredvis, Mænd og Kvinder i alle Aldre, lige begejstrede og lige rørende gavmilde. Næsten alle havde de Kærlighedsgaver med til os, og for første Gang i lang Tid fik jeg Lejlighed til at ryge en hel Cigaret. Ellers maatte jeg som saa mange andre nøjes med de Stumper, som Officererne kastede fra sig.
De sidste, der forlod Dresden, var en Del unge Tyskere fra Byen, der i Timevis tiggede Officererne om Tilladelse til at sejle med som frivilligt Mandskab. Her som alle Vegne, hvor vi traf Tyskere i Udlandet, lagde disse en Offervillie og en Fædrelandskærlighed for Dagen, som forekom os andre selvmorderisk, men som vi bagefter maatte beundre.
Sent om Aftenen samme Dag sejlede vi efter at have faaet noget Proviant om Bord. Jeg lagde Mærke til, at nogle af Kasserne var mærket med Good Hope og altsaa oprindelig havde været bestemt til det engelske Admiralskib, der sprang i Luften ved Santa Maria.
Vi gik med temmelig stærk Fart sydover, og jeg følte en mærkelig Lettelse, da vi var kommet ud i rum Sø og Lysene fra Valparaiso var forsvundet bag os. Havet virkede saa hjemligt, som om jeg havde tilbragt hele mit Liv paa det, og det regelmæssige Arbejde jog de triste Tanker paa Flugt.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden.
En tre-fire Dage efter mødte vi en amerikansk Damper, der havde Kul til Flaaden, og med den i Følge løb vi for tredie Gang ind til Mas-a-Fuera, Bjerget i Havet. Her laa hele den øvrige Flaade og tog Kul ind.
Leipzig var ogsaa kommet og havde en Prise med, et smukt fransk Sejlskib, der laa ikke langt fra det norske Sejlskib, som „Gyngehesten” havde kapret. Vi begyndte ogsaa Kulningen, og saa snart vi var færdige, stak vi til Søs igen sammen med Leipzig. For en Gangs Skyld kendte vi Rejsens Endemaal. Vi skulde til Valparaiso. Admiral v. Spee vilde vise Verden, at alle hans Skibe var uskadt.
Det summede som i en Bikube paa Banjerne i de Dage. At skulle se en rigtig By igen, og maaske komme i Land, forekom os som et helt Eventyr. Det havde vi ikke haft Lejlighed til, siden vi forlod Puerto Mexiko for længe, længe siden, da der endnu var Fred i Verden.
Vi havde ogsaa faaet Lov til at skrive hjem paa nogle ganske smaa Kort, hvor der kun kunde staa nogle faa Ord og helst ikke andet end, at vi havde det godt. Det var underligt at komme til at sysle med Pen og Blæk igen. De derhjemme, ja. Vi havde ikke faaet Brev, siden Krigen brød ud, og det var første Gang, vi fik Lov til at skrive. Der var gaaet en Sommer og et helt Efteraar derhjemme. Jeg anede ikke, om de levede eller ikke, og vidste ikke, hvem af dem der fik dette Brev at læse. Stakkels tapre, syge Mor, hvordan gik du dog al denne Sindsbevægelse igennem? Og Far – naar jeg tænkte paa ham, kunde jeg ikke faa den sidste Aften i Hjemmet ud af mine Tanker — de tre Glas Vin, han skænkede op, mindede mig om Sakramentet til én, der skulde dø. Skulde vi aldrig mødes igen, vi tre, der stod sammen den Aften?
Jeg havde efterhaanden vænnet mig til Tanken om, at det var mig, der kom til at mangle derhjemme. Det havde jeg gjort med en mærkelig Sindsligevægt, og jeg kunde mærke paa de fleste af mine Kammerater, at de havde det paa samme Maade, men i disse Dage, da vi sejlede mod Valparaiso, vaagnede Følelsen af Samhørighed med andre Mennesker og Længslen efter at se dem derhjemme.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden.
Vi sejlede igen alene. Alt var, som da vi stampede af Sted paa vor ensomme Fart over Atlanterhavet og Stillehavet. De store Skibe og Slaget ved Santa Maria kunde godt være en Drøm, saa fuldstændigt var alting faldet tilbage i de vante Folder. Havet bredte sig vidt og tomt omkring os, og kun Røgen af den trofaste Baden røbede, at der var andre Skibe i Verden end Dresden. Vi skiftede Vagter og levede Livet, som vi havde vænnet os til det, før vi kom i Eskadre, og det eneste, der røbede, at vi havde oplevet noget usædvanligt, var de endeløse Samtaler om Slaget, der spandt sig gennem Frivagterne og Vagterne med, og hvori Underofficerer og Menige gav deres Besyv med uden Persons Anseelse.
Nu var det forbi alt sammen, og Livet var alter blevet jævnt og dagligdags. I Tankerne genoplevede jeg Morgenen efter Slaget, min Forbavselse over at se alle fem Skibe ligge fuldstændig uskadte, vor Søgen efter Vrag fra de nedskudte engelske Skibe og hele Flaadens Parade forbi Scharnhorst, der laa smykket med Flag og Signal-vimpler, saa nypudset og fin, som om den aldrig havde været i Slag.
Jeg hørte Hurraraabene, der rungede over Vandet, mens Skib efter Skib gled langsomt forbi Admiralskibet, og saa de Hundreder af Huer, der svingedes i Takt, og saa med et Slag var det Hverdag igen. Dresden, Leipzig og Baden skilte sig ud fra den øvrige Flaade, der sejlede til Valparaiso – det fik vi mærkeligt nok at vide med det samme – og hurtigt forsvandt ogsaa Leipzig fra vort Selskab. Nu gik vi igen paa Kapertogt sammen med Baden, og efter et Par Dages Sejlads forsvandt ogsaa den paa en særlig Sendelse.
To Dage efter Slaget mødte vi nemlig den lille Hjælpe-krydser Titania, „Gyngehesten” kaldet. Den havde kapret et stort norsk Sejlskib og forsøgte at slæbe det mod Vind og Sø. De to Skibe kom næsten ikke ud af Stedet, og vi morede os hjerteligt over det ejendommelige Skuespil. Vi lo ikke mindre, da vi fik at vide, at Nordmanden et Par Gange havde kappet Bugsertovet og forsøgt at løbe sin Vej, saaledes at „Gyngehesten” maatte sende et Par af sine smaa Granater efter den for at faa den til at standse op. Nu blev Baden spændt for den norske Sejler, medens „Gyngehesten” sluttede op som Halen i Optoget, og vi sejlede videre helt alene.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden.
Klokken 12 blev jeg purret ud til mine Maskiner. De skulde gaa for langsom Fart, hvilket jo ikke gav meget Arbejde, men dog altid nok til at holde de triste Tanker borte. Til sidst kom jeg ind paa den Idé, at det nok slet ikke var sandt. Den korte Søvn havde bragt mig saadan paa Afstand af Begivenhederne, at det hele forekom mig udvisket som en Drøm.
Jeg var et Øjeblik paa Dæk for at trække frisk Luft og ryste Søvnigheden af mig. Det var stadig meget mørkt og stormende. Forude skar med smaa Mellemrum en Lysstraale gennem Mørket. Jeg spurgte en af Vagterne, hvor det Lys kom fra. Det viste sig at være en Officer, jeg havde spurgt. Han svarede mig meget venligt.
– Det er et Fyrtaarn paa Land, min Søn, paa Øen Santa Maria.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Den 1. november deltog han i søslaget ved Coronel.
Lidt over 8 var Skafningen forbi. Jeg blev siddende lidt paa Banjerne og sludrede med dem, der blev tilbage, men jeg havde ingen Ro paa mig. Jeg kunde ikke forstaa, at vi havde Lov til at sidde her og drive, mens vi gik frem til Torpedoangreb, og hvert Øjeblik ventede jeg at høre den kendte Lyd af Torpedoen, der forlod Røret og kogende og gurglende styrede mod sit Maal.
Lidt over halv ni gik jeg paa Dæk igen sammen med Saner og Sydfeld og et Par andre. Der var ingen Forandring at se, udover at det var blevet endnu mørkere.
Vi sneg os op paa Fordækket, hvor vi kunde staa mest ugenert og havde den bedste Udsigt. Der stod ogsaa nu et Par Matroser og krøb sammen og saa ud til at være temmelig vaade. Dresden gik for god Fart, og man kunde høre Ventilationsmaskinerne brumme. Fra Skorstenene væltede Røgen tykt ud. Der var intet, der mindede om det Torpedoangreb, vi forsøgte paa Paaskeøen. Matroserne stod og talte om et Par Skibe, vi havde passeret.
– Jeg tør bande paa, at det var Glasgow, sagde den ene. Jeg saa den tydeligt det Øjeblik, Maanen var fremme. Den blotte Stævn var ikke til at tage fejl af.
– Saa maa den anden have været Leipzig, faldt Kammeraten ind, for saa meget kunde jeg da se, at det ikke var den samme.
– Vi var vist ved at stikke den en Torpedo, sagde den første, og vilde have sagt noget mere, men holdt pludselig inde.
Forude gled en Lyskegle søgende over Vandet. Vi havde set noget Lys før, men blev først nu klar over, hvad det var. Den svøbte et Par Gange frem og tilbage over Bølgerne og begyndte saa famlende at nærme sig et bestemt Maal. Med ét standsede den og belyste klart et svært Skib, der laa med stærk Slagside. Jeg hørte Maskintelegrafen ringe, og Farten blev sat op. Vi kom nærmere og nærmere Havaristen, men vi naaede den vist ikke. En af Matroserne trampede i Dækket: — Hurtigere, hurtigere, for Fanden! mumlede han. Vi kunde se, at der var Folk paa Dækket af Skibet. De stod besynderlig roligt, samlede i Smaaklynger, og der var næsten ingen Bevægelse paa Dækket. Fra vort Dæk lød det:
– Daglig Orden ved Torpedoerne!
Vi nærmede os Vraget mere og mere, men Afstanden var endnu lang. Kun det blændende skarpe Lys fra Lyskasteren tillod os trods den betydelige Afstand skarpt at se, hvad der skete paa Dækket.
– Det er Monmouth, raabte den ene af Matroserne, vi naar den aldrig.
Jeg syntes ogsaa, at jeg kunde genkende det store, klodsede engelske Skib, som jeg sidst havde set i skarp Silhouet mod den glødende Aftenhimmel for kun et Par Timer siden. Dens tunge, stive Skrog stak underligt af mod Glasgows slanke Krydserlinier og Otrantos elegante Passagerdampersnit, men den havde altsaa ikke været massiv nok til at modstaa Gneisenau.
Masten med det hvide engelske Krigsflag bøjede sig hurtigere og hurtigere ned mod den kogende oprørte Sø. Kolossen laa helt over, og jeg kunde se Folk løbe paa dens Sider. Fra vort Dæk hørtes Tummel og Raab. Det var Matroserne, der arbejdede med Baadene, som var blevet fyldte med Vand, for at de ikke skulde blive antændt af Træffere under Kampen. Jeg hørte dem raabe:
— Vi naar det ikke. Det er umuligt at sætte Baadene ud i denne Sø. De bliver smadret med det samme. Vi maa klods ind paa den …
Saa blev der ganske stille. Jeg tog min Hue af, og Matroserne ved Siden af mig gjorde det samme. Monmouths Master og Skorstene var forsvundet i Vandet, og det hvide Flag var ogsaa drejet under. Kun en Del af Bunden og Kølen var synlig.
Paa den havde der indtil for et Øjeblik siden staaet Mennesker, men en stor Sø gik over Vraget i hele dets Længde, og da den var væk, var der intet levende at se. En Stump af Kølen stak endnu op, men forsvandt under en ny Sø og kom ikke til Syne mere.
Omkring mig var der dødsens stille. De andre stod med Huerne i Hænderne og stirrede ud mod det Sted, hvor det store Skib var forsvundet. Paa Dækket var der ogsaa stille. Saa hørte jeg et Par skarpe Kommandoraab, og uden at vente paa de andre gik jeg under Dæk. Jeg gik som i Søvne og saå ingenting omkring mig. Det frygtelige Syn havde næsten bedøvet mig. I Sidegangen mødte jeg en lille, tyk Fyrbøder, der hed Cramer. Han var bleg og havde store Taarer i Øjnene.
– Gud i Himlen, Støckler, de arme Mennesker!
Jeg nikkede til Svar, og vi talte lidt sammen om det, vi havde set. Jeg opdagede, at vi ikke talte, som vi plejede, men stod og hviskede til hinanden som ved en Begravelse.
Jeg gik ned paa Banjerne for at gaa til Køjs. Alle de, der var dernede, havde ogsaa set Monmouths Undergang, det kunde man se paa deres alvorlige Ansigter. Jeg var ved at gaa til Køjs, da Døren blev revet op, og en Mand raabte aandeløst ind til os.
— Er I tossede — nu havde de nær sendt Nürnberg en Torpedo i Maven! Han smækkede Døren i og forsvandt uden nærmere Forklaring.
Jeg gik til Køjs, men havde svært ved at sove. Billedet af det synkende engelske Skib havde brændt sig fast i min Bevidsthed, og jeg vred mig uroligt i Køjen, før jeg kunde falde til Ro.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Den 1. november 1914 deltog han i søslaget ved Coronel.
Der fløj et Signal op paa Leipzig. Det blev straks besvaret med et Signal hos os. Flaget fo’r op som en Klump og foldede sig først ud, da det naaede Toppen. Hvad mon nu det betød?
En Mand kom gaaende hurtigt over Dækket. Del var en af Hornblæserne. Han standsede, satte Hornet for Munden og blæste et kort, skingrende Signal. Jeg havde aldrig hørt det før, men behøvede ikke at spørge. Signalpiberne hvinede over hele Skibet, og Kommandoerne rungede:
– Alle Mand paa Fægtningsplads!
Jeg sprang af Sted. I Farten så jeg en Grammofon og en Harmonika ryge udenbords — Matroserne gjorde klart Skib. Jeg stødte paa Sauer:
– Hvor er Nedgangen til Nr. 2, jeg har aldrig været der.
– Jeg skal jo med, tag den med Ro, det jager vel ikke mere, end det haster.
Jeg vendte mig om og kastede et sidste Blik over Dæk. Konstablerne stod klar ved Kanonerne, hvis Mundinger pegede forud. Den store Englænder var tydeligt at se som en skarp Skygge mod den røde Aftenhimmel. Solen var næsten helt forsvundet.
– Under Dæk, Fyrbøder! raabte en Officer, der fo’r forbi os.Vi luntede af Sted, men stod et Øjeblik efter stille.
Alle stod stille og lyttede. En hul, mægtig Lyd, dæmpet af Afstanden, naaede Øret. Den gentog sig, og endnu en Gang.
Scharnhorst og Gneisenau havde aabnet Ilden. Trods Afstanden kunde vi se Ild og Røg jage ud fra deres Styrbords Bredside.
– Ned! raabte Sauer. Vi styrtede af Sted. Han ledte mig gennem lange Gange og snævre Skakter ned til Ammunitionsrummet. Helt herned trængte den dumpe Rullen af de store Skibes Salver. Bulder paa Bulder rullede ind over os. Saa slugtes alle andre Lyde af et hult, rungende Brag, der fik alt paa Skibet til at dirre. Dresden lagde sig blidt over til Bagbord, og gennem Talerøret hørte vi en Stemme:
– Første Salve mod Otranto – for kort!
Vi så os om i Ammunitionskamret, et temmelig snævert, uhyggeligt Rum, der blev oplyst af et Par søvnige elektriske Pærer. Den eneste Udgang var det snævre Mandehul, vi var kommet ind af, så her vilde det ikke være let at slippe ud i en Fart, hvis der skulde ske noget. Fyrværkmesteren stod ved Elevatorskakten og var i Færd med at hæfte en Patron paa en Hejsekrog. Patronen, der var stukket ind i et graamalet Blikhylster med en Hank paa Midten for Transportens Skyld, så ud til at veje godt til. Den var ca. en Meter lang. En Mand kom slæbende med en ny Patron. Han holdt fast i Hanken med begge Hænder og gik sidelæns for bedre at kunne løfte. – Parole? spurgte en Stemme gennem Talerøret, og Fyrværkmesteren svarede: — Dresden! som Tegn paa, al alt var i Orden i Ammunitionskamret.
Med en utaalmodig Haandbevægelse satte han os i Gang med Arbejdet, og vi slog Klo i hver en Patron. De laa i Stabler i Baggrunden af Rummet. Et nyt tordnende Brag slog ned til os, og Dækket gled under mine Fødder. – Næste Salve mod Otranto, fortalte Talerøret, for lang!
– Hiv op, for Helvede! raabte Fyrværkmesteren op gennem Skakten, hvad venter I paa.
Jeg var allerede paa Vej med en ny Patron, da den tredie Salve rystede Skibet. Fra Dækket hørtes Raaben og Skrigen, og Stemmen i Talerøret fortalte ivrigt: – Tredie Salve mod Otranto. Kommandobroen skudt væk!
Sveden drev ned over mit Ansigt, og jeg fik heftige Smerter i Maven, saa jeg maatte krumme mig helt sammen for ikke at skrige. Jeg var ikke vant til saa haardt Arbejde, og Spændingen var frygtelig. Patronerne vejede godt til, og Fyrværkmesteren jog paa os.
Gennem Elevatorskakten trængte forvirrede Lyde ned til os mellem Braget af Salverne, der nu faldt Slag i Slag. Jeg hørte Trampen af mange Fødder, Kommandoraab, Hurraraab, Løbekattens Rullen over Dækket med Ammunition og ind imellem en Lyd, som jeg ikke havde hørt før. Det var en langtrukken, skurrende Lyd, der endte i en høj, skarp Hvinen, som pludselig forsvandt. Engang imellem gik Lyden over til en ujævn Svirren som af en svær Genstand, der hvirvles rundt i Luften med frygtelig Fart. Det maatte være Englændernes Granater, der begyndte at indfinde sig.
– Otranto styrer ud af Linien, raabte Talerøret i stor Ophidselse.
– Hiv op, for Satan! raabte Fyrværkmesteren omtrent i samme Tone.
Vi slæbte Ammunition, som om det gjaldt vort Liv. Vi sagde ikke et Ord til hinanden og hørte ikke andet end Fyrværkmesterens kommanderende Stemme. Tummelen paa Dækket gjorde os næsten døve, og Braget fra Salverne satte os i Knæ. Vi hørte igen høje Hurraraab paa Dækket, og Talerøret fortalte: — Træffer paa Monmouth, Taarn skudt væk!
– Hurra, raabte Sauer grebet af den almindelige Begejstring.
– Hiv op, skreg Fyrværkmesteren i en rasende Tone. Der maatte være Masser af Ammunition paa Dækket, men han holdt nok ikke op, før Kamret var tømt.
– Monmouths agterste Kanon fyrer paa Dresden, fortsatte Talerøret – det brænder paa Good Hope.
Vi hørte igen de høje Hurraraab paa Dækket. Som de dog morede sig. Vi maatte aabenbart staa os godt. Mine to Kammerater straalede over deres svedte Ansigter.
– Dresden Træffer i Forskibet, raabte Talerøret. Sauer stoppede op midt i en sidelæns March med en Patron. Vi saa paa hinanden. Nu begyndte det altsaa. Jeg kunde se det hele for mig: En Straale af Ild jog gennem Skibssiden og Granaten sprængtes med et tordnende Brag i Bunkerne, der stod i Flammer. Kul og Sprængstykker hvinede igennem Rummet i hele dets Længde, og Lemperne styrtede om, hvor de stod med Skovlene i Næverne. Vandet kom væltende ind med en Kraft som en almægtige Sprøjtestraale, og Lækmandskabet kom styrtende med Filtpropper, Tæpper, Brædder og svære Stivere. Propper blev hugget ind i Lækken, svære, uldne Tæpper udenpaa, saa et Par solide Brædder og til sidst blev Stiverne sat i Klemme mellem Brædderne og Bunkervæggen. Hurtigt skulde det gaa, for hvis Vandet fik Magten, saa lukkede de vandtætte Døre sig, og der var ingen Redning for dem, der var paa den anden Side.
– Der kommer intet Vand, alt er tæt, beroligede Talerøret. Naa, Gudskelov, saa var det dog ikke saa slemt, som jeg havde tænkt det.
Salverne, der var taget lidt af, fulgte nu saa hurtigt efter hinanden, at Skibet ikke naaede at rette sig efter den ene, før den anden kom. Vi satte af os selv Tempoet op. Hvad mon der var i Vejen med Leipzig? Havde den lille Krydser med den mærkelig gammeldags Stævn mødt sin Skæbne. Jeg tænkte paa, hvor smuk den saa ud, da den laa foran os belyst af Solen, der var ved at gaa ned, med sine fire store Krigsflag oppe, og hvor trofast den havde pløjet efter de store Skibe for at være ved Haanden, naar det gik løs.
Skydningen tog lidt af. Der blev længere mellem Salverne, og vi hørte nu Enkeltskydning for første Gang i Slaget.
– Ammunition nok, Vagten kan hæves, meddelte Talerøret. Larmen paa Dækket var steget. Vi hørte næsten hele Tiden Hurraraab og høje Stemmer, men kunde ikke skelne, hvad der blev raabt. Talerøret var blevet tavs. Vi tre menige stod og saa paa hinanden med tomme Ansigter og tomme Hænder, og jeg blev først nu klar over, hvor voldsomt vi havde slæbt. Mine Knæ rystede under mig, men Smerterne i Maven havde fortaget sig. Fyrværkmesteren stod og lænede sig op ad Elevatorskakten.
– Vagten er hævet, sagde han med ét, og uden at spørge om noget begyndte Sauer og jeg at entre op. Larmen paa Dækket tog til, og med korte Mellemrum rystede et Kanonskud Luften. Kampen var aabenbart ikke helt forbi endnu. Vi blev staaende stille begge to, da vi var kommet op. Forude om Styrbord saas et flakkende Ildskær. Det gik næsten med det samme over til en mægtig, bred Ildsøjle, der oplyste Omridsene af et stort Skib, fra hvis Fordæk en Eksplosion slog ud. I den blændende gulhvide Eksplosionsflamme saas mørke Genstande hvirvle omkring. Det hele varede kun et Sekund, saa var der dobbelt mørkt forude. Et hult Brag naaede mit Øre.
Fra Dækket rejste sig et Brøl, som jeg aldrig havde hørt Mage til: Good Hope er sprunget i Luften, Hurra, Hurra, Hurra! Den synker, den er færdig! Scharnhorst længe leve!
Matroserne klatrede op i Rigningen og svingede med Huerne og skreg som gale. Officererne skreg med. En Ildsøjle jog ud af den forreste Kanon, og Braget gjorde Ende paa Hurraraabene. Det flammede op ude i Mørket, og jeg hørte en Hvinen i Luften. Det maatte være Glasgow, der stadig kæmpede. Hvor mon Monmouth var henne? Jeg spurgte en Matros: – – Forude, svarede han, den er skudt sammen.
Jeg stirrede forud. Der var intet at se. Der var overhovedet ikke et Skib at se i Mørket. Mon Leipzig var sunket.
Med korte Mellemrum flammede det op ude i Mørket, om Styrbord, hvor Glasgow laa, og hver Gang svarede en eller to af Dresdens Kanoner, som Regel de to forreste, der laa højest. Matroserne var fuldstændig tossede. Betjeningen paa de bagbords Kanoner sloges med dem paa Styrbordssiden for at komme til at betjene Skytset. De rev dem væk fra Kanonerne: — Væk, lad os komme til, bare for et enkelt Skud. Flere Steder trak det op til Slagsmaal. Dækket drev af Vand, og de fleste af dem ved Kanonerne var drivvaade.
Fyrbøderen Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Ved krigsudbruddet befandt skibet sig i det sydlige Atlanterhav. I oktober sluttede den sig til den tyske Stillehavseskadre under Graf von Spee. Den 1. november 1914 jagtede de tyske skibe en engelsk ekskadre. Hen under aften fik de englænderne i sigte.
Der var en Uro overalt paa Skibet. Man kunde ikke finde et blivende Sted. Der var intet Arbejde for mig lige i Øjeblikket, og lidt før halvfem gik jeg paa Dæk igen.
Farten var blevet yderligere øget, og Stormen var taget til. Svære Søer krummede sig mod os og sendte Byger af Skum og Kaskader af Vand ind over Dækket, naar vi rendte Stævnen ind i dem. Da jeg gik op, så jeg først efter Nürnberg, der jo skulde ligge agten for os. Der var intet Skib at se. Derimod laa Leipzig meget nærmere end om Formiddagen, og vi vandt stadig ind paa den. Langt forude kunde jeg skimte to svære Røgsøjler. Jeg spurgte en Matros:
– Scharnhorst og Gneisenau, sagde han kort.
– Hvor er Englænderne?
Han pegede fremover, lidt om Styrbord, men der var ingenting at se.
Paa Dækket klumpede Kanonmandskabet sig sammen bag Skjoldene for at beskytte sig mod Vinden og Søerne. Engang imellem blev der holdt lidt Øvelse med Skytset. Løbene blev hævet og sænket og svinget i forskellige Retninger, og Laasene blev aabnet og lukket for at se, om de gled godt. De drev af Olie, der næsten kvalte Lyden af Bundkilerne, der gled ud og ind.
Jeg hørte, at der var gjort klart Skib til Fægtning, og kunde se, at Officererne var iført krigsmæssig Paaklædning med automatiske Pistoler i gule Læderhylstre ved Siden. En af dem dukkede op ved Siden af os og pegede paa en lille Pram, vi havde staaende paa det styrbords Overdæk. Den blev brugt, naar Skibssiderne skulde males. – Ta’ ved, Folkens! sagde han, og lad os faa den udenbords. Vi slog Klo i Baaden og svingede den frem og tilbage, mens Officeren talte: — Een-too-tre. Saa gik den lille Pram udenbords og fik et Hurra med paa Vejen. Der blev i det hele laget raabt meget Hurra. Hver Gang nogen skulde røre sig til noget, blev der raabt Hurra. Tonen var mærkeligt lyslig og oplivet over det hele. Foruden Dæksmandskabet stod der en Mængde Fyrbødere paa Dækket, men ingen sagde noget til det. I Dag var Reglementet aabenbart sat helt ud af Spillet.
Dresden satte Farten yderligere op og vandt mere og mere ind paa Leipzig. Ogsaa de store Krydsere var blevet mere synlige. Jeg tænkte paa min Afløser ved Ventilationen. Nu fo’r han rundt som en Flue i en Flaske for at smøre Maskinerne og regulere Farten. Deres høje Brummen kunde høres helt op paa Dækket.
Tiden gik. Jeg stod stadig paa Fordækket og saå frem over vor egen Linie. De to store Krydsere voksede stadig i Størrelse, og vi løb hurtigt ind paa Leipzig, der laa et Stykke agten for dem, men ogsaa havde god Fart oppe. Nürnberg var ikke at se. Om Bagbord kunde jeg skimte vilde, forrevne Klipper. Det var den chilenske Kyst.
Solen stod meget lavt, og der var vel kun en halv Time, til den gik ned. Det var vanskeligt at se imod den, men næsten lige under den, til Styrbord for os, havde der dannet sig en Kæde af fire Røgsøjler. Jeg havde set et Par af dem i nogen Tid og havde lagt Mærke til, at deres Opdukken vakte Røre mellem Officererne, men de to var først kommet til for nylig. Det sved i Øjnene at se mod Solen, men overalt paa Dækket søgte Folk sig gode Udsigtspladser for at holde Øje med de fire Røgsøjler. Vi kom dem nærmere og nærmere for hvert Minut. Det maatte være Englænderne.
Hele Jagtens Spænding greb mig. Hjertet bankede heftigt, og jeg knugede Hænderne om Rækværket. Mon vi kunde naa dem, og hvad saa, naar vi naaede dem? Tankerne væltede ind paa mig i vild Uorden.
— Hvor var det nu, jeg skulde være paa min Frivagt under Fægtning? Naa, det var sandt, i Ammunitionsrum Nr. 2, helt nede paa Bunden af Skibet. Dér kunde man ikke se meget af Kampen, og man kunde heller ikke komme op, hvis Dresden gik ned. Det var vist Sauer, der skulde derned sammen med mig. Hvorfor gik Officererne med Pistoler? Saa nær kom vi da ikke Englænderne. Hvad mon det var for Skibe, hvor stærke var de, og hvor stærke var vi? Hvis Nürnberg ikke snart naaede op, var der lige et til hver af os. Den agterste Englænder voksede hurtigt. Var det en langsom, svær Krydser? Det maatte formodentlig blive vor Modstander. Hvad mon Klokken var? Over seks….
Der gled et Signalflag til Vejrs paa Leipzig, og Dresden svarede. Hvad mon nu det betød? Englænderne sakkede mere og mere agter, men kunde vi da for Fanden aldrig naa Leipzig. Ventilationsmaskinerne hylede i højeste Tone, men det gik for langsomt, meget for langsomt.
Naaede vi ikke frem, inden Fægtningen begyndte, vilde Leipzig faa to Modstandere. Aa, nej, hvad var nu det?
Paa Leipzig gled de store Krigsflag til Vejrs paa begge Master, og et Øjeblik efter ogsaa paa Dresden. Solen var fremme mellem Skyerne, da de foldede sig ud med skarpe Smeld. Det slog mig, at jeg aldrig før havde tænkt over, hvor truende det sorte Kors i vort Krigsflag egentlig saa ud? Nu var det altsaa ved at blive Alvor. Kunde vi mon ikke række Englænderne. Jeg havde ingen Anelse om det, men ønskede, at vi snart kunde faa begyndt. Spændingen var uudholdelig.
Fra Kanonerne hørtes Musik og Sang. En af Matroserne havde sat en Grammofon i Gang, og en anden spillede paa Harmonika. Kraftige Stemmer sang med paa Melodien. En af dem hævede sig med vild Kraft over de andre i Omkvædet:
Deutschland, Deutschland, über alles, über alles in der Welt.
Jeg hørte en Officer tale forklarende til en Flok Fyrbødere, der stod i Nærheden. Han pegede ud mod de engelske Skibe, mens han talte:
— Den forreste er Good Hope med Admiralen om Bord, saa kommer Monmouth, som er lidt mindre. Nr. 3 er den lette Krydser Glasgow, og den sidste er Hjælpekrydseren Otranto. Den faar vi.
– Hvor stærk er Hjælpekrydseren, Hr. Løjtnant? spurgte en Stemme, – Jeg véd det ikke, lød Svaret, men den er ingenting værd i et Søslag.
Paa Dækket steg Lystigheden. Der blev sunget og spillet flere Steder, og Officererne saa smilende til eller nynnede med. Vi laa nu et Par Tusinde Meter fra Leipzig, men Afstanden tog hurtigt af, og vor Modstander, den engelske Hjælpekrydser, blev tydeligere og tydeligere. Det var nu ikke længere til at tage fejl af, at det var en stor Passagerdamper. Solen havde nu naaet Vandet med sin nederste Rand. Det kneb med at se ind i den, men naar den var gaaet ned, vilde Englænderne staa som Skygger mod den røde Aftenhimmel. Det var helt godt regnet ud af „den Gamle”, men mon vi kunde naa at gøre os færdige med dem, inden det blev helt mørkt – eller de med os?
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Efter krigsudbruddet førte den handelskrig i det sydlige Atlanterhav. I oktober sluttede den sig til den tyske Stillehavseskadre under Graf von Spee, der drev kaperkrig mod allierede handelsskibe.
Den Nat havde jeg Vagten ved Maskinerne fra Midnat til Klokken fire, Hundevagten. De første tre Timer gik meget roligt. Venlilationsmaskinerne drejede sig langsomt og lydløst og skulde kun nu og da tilses med Smørekanden. Kl. 3 blev der Uro i Maskinrummet:
– Mer’ Luft! blev der raabt.
Jeg aabnede langsomt Ventilerne, og de store Venlilationshjul begyndte at brumme, efterhaanden som Farten steg. Kl. 4 blev jeg afløst og gik til Køjs.
Da jeg tørnede ud ved Syvtiden, var de første Ord, jeg hørte:
– Englænderne ligger ret forude!
Hvem der sagde det, véd jeg ikke, men jeg blev lysvaagen med det samme. Snakken gik livligt omkring mig, og Sydfeld sagde i en halvt fornærmet Tone: – Selvfølgelig paa en Søndag.
Alle lo, men blev hurtigt alvorlige igen. Jeg kiggede efter i min Lommebog, hvor jeg havde streget de Dage ud, der var gaaet, siden vi var kommet til Søs. Vi var naaet til Søndag den 1. November, „Reformationsminde-dagen”, stod der ud for Datoen.
– Er du faldet i Søvn igen, var der én, der spurgte. Jeg puttede Lommebogen til Side og fo’r ud for at vaske mig før Skafningen. Kunde man bare snart komme paa Dæk og se, hvad der skete omkring os, men det kunde godt vare længe. Først Rengøring af Rummet og saa Tøjvask til Kl. 11. Da vi omtrent var færdige med Rengøringen, meddelte en Underofficer os, at Vasken var udsat, og lidt over 9 var jeg paa Dæk.
Der var ingen Englændere at se. Vejret var stormende og Søen høj. Langt forude var Røg fra et Fartøj og agterude lige saa langt borte kunde jeg se Skorstenene paa et andet. Det var Leipzig, der laa forude, og Nürnberg, der laa til agters, blev der sagt. Saa var der allsaa stadigvæk noget i Vejen med Nürnbergs Skruer? Nej, den var sendt af Sted efter en Damper, der luskede langs med Kysten, sagde en Matros. Hvor var de to store Krydsere? Matrosen pegede ret forud, men der var ikke noget at se.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Ved krigsudbruddet befandt skibet sig i det sydlige Atlanterhav. I oktober sluttede den sig til den tyske Stillehavseskadre under Graf von Spee. Her drev de tyske krigsskibe kaperkrig mod allierede handelsskibe.
Hele Flaaden, fem Krydsere, en Hjælpekrydser og en Mængde Førselsskibe, styrede mod Sydøst i langsom Fart og forskellige Formationer. Snart laa Skibene ret samlet, og til andre Tider var vi saa spredt, at vi kun kunde skimte Røgen fra de andre Skibe, men altid var det Syn, der mødte Øjet, naar man saa ud over Havet, helt forskelligt fra det, vi var vant til. Overalt saas Skibe eller Røg fra Skibe, hvor vi før kun havde set det aabne Hav og et eller allerhøjst to Ledsagerskibe.
Ogsaa paa andre Maader mærkedes Forandringen. Vi var nu kommet i Eskadre, hvad vi ogsaa skulde have været, hvis vi var kommet hjem til Tyskland, og Eskadre-Øvelserne begyndte, saa snart vi havde forladt Paaske-Øen. Det var især Formationerne og Farten, vi indøvede.
Ved Ventilationsmaskinerne gik det haardt til i de Dage, snart hurtigt, hurtigere, allerhurtigst og snart ganske langsomt, men kun sjældent den sikre, støtte Dagligfart, som vi havde holdt, da vi sejlede alene. Paa Dækket dundrede Kanonerne under Skydeøvelserne, og kom man en enkelt Gang derop, naar Øvelserne var i fuld Gang, fik man Lejlighed til at se det flotte Syn af de fem smukke Skibe, der skar frem i forskellige Formationer, ændrede Kursen samtidigt som trukket af en Snor, der udgik fra Scharnhorst, hvor ,,den Gamle”s Flag vajede. Signalflag lynede op og ned ad Admiralskibets Master og gentoges som Svar paa de andre Skibe. Signalgasterne svedte, Kanonbesætningerne svedte, Maskintelegrafen og andre Apparater ringede over hele Skibet, Kommandoraab rungede, og Officererne stod med Kikkerterne klistret til Øjnene i Timevis. Dresden ændrede Kurs, skiftede Hastighed, overalt var der susende Travlhed, svedende Mennesker, Liv og Færden, hvor der før havde været rolig.
Efterhaanden som Dagene gik, dukkede bestemte Navne paa engelske Krigsskibe, som vi kunde vente at møde, frem, uden at nogen vidste, hvor de kom fra. De blev gentaget saa ofte, at de bed sig fast i Hukommelsen: Good Hope, Canopus, Monmouth, Defence, Glasgow. De fjerne, fremmedartede Navne, et lille Udsnit af Englands vældige Sømagt spredt over alle Have, omtaltes først som vage, skyggeagtige Muligheder, men blev senere udstyret med saa mange Enkeltheder, at vi kunde se dem for os. I Fantasien saa vi dem dukke op i Synskredsen, tunge, graa Kolosser, slanke, lette Krydsere, med Englands Flag paa Stormasten og vejr-bidte, helbefarne Gaster paa Dæk, bag Kanonerne og ved Maskinerne. Engang maatte vi jo møde dem.
Om Dagen holdt vi det gaaende for ringe Fart med de smaa Krydsere forrest sammen med et Par af Førsels-skibene, der formodenllig skulde lodses ind til en eller anden chilensk Havn efter nye Forsyninger. Ud paa Natten og den følgende Dag blev Farten yderligere nedsat og Kursen gentagne Gange ændret. Den var sydlig, da jeg stod paa Fordækket to Dage efter, at vi var sejlet fra Mas-a-Fuera, og saa Solen dykke ned i del uendelige Hav ret om Styrbord.
Minerne i Vesterhavet. Grimsby, 19. Oktobr. (W.B.)
En Fiskerbaad er løben paa en Mine. Hele Besætningen, 9 Mand, druknede.
Rotterdam, 19. Oktbr. (W.B.)
“Nieuwe Rottd. Cour.” meddeler: Damperen “Nordam” er i vesterhavet løben paa en Mine. Skibet, der var paa Vej fra Falmouth til Rotterdam, blev undervejs anholdt ag et engelsk Krigsskib. Da Papirerne fandtes at være i Orden, fik Damperen Lov til at sejle videre. Paa Kaptajnens Spørgsmaal om, hvilke Rute Hoek van Holland der vilde vilde være den sikreste, pegede en engelsk Officer paa Søkortet paa den nordlige Grænse af Minefeltet og sagde, at hvis Skibet holdt sig uden for Grænse, vilde det sikkert ankomme til sit Bestemmelsessted.
Kaptajnen fulgte Retningen nøje, men 3 Mil nordfor Grænsen af Minefeltet stødte Skibet paa en Mine, hvorved det blev betydeligt beskadiget under Vandlinjen.
Købmand Hans Thomsen fra Haderslev, der er med i Frankrig, har skrevet et Kort hjem fra Egnen ved Reims, dateret den 4. Oktober. Han var sammen med Iversen fra Als og Maskinhandler Nissen fra Aabenraa. De var sunde og raske. De Bekendte, som Thomsen under Mobiliseringen rejste sammen med til Berlin, var siden bleven spredt rundt omkring.
Fra Ravsted Sogn.
Krigen har nu ogsaa krævet sine Ofre her fra Ravsted Sogn, skrives der til “Fl.Av.” Den 17. September saaredes Chr. Lund fra Korup ved Royon i Frankrig.
Efter 10 Timers Kamp blev der Ro, og da Soldaterne traf en Marketendervogn, vilde de købe nogle Madvarer, men saa kom en fjendtlig Granat, der saarede Chr. Lund haardt og 4 andre lettere. Den 21. September skrev Lund hjem til sin Hustru, at han haabede snarest muligt at blive flyttet til et Lasaret i Tyskland. Dagen efter døde Lund imidlertid af sine Saar, 33 Aar gammel. Den sørgelige Underretning indløb til hans Hustru og hans Forældre den 4. Oktober. Pastor Tiedje holdt den 8. Oktober en Mindegudstjeneste over Chr. Lund i Ravsted Kirke.
Den 18. September, dagen efter at Lund var bleven saaret, faldt hans Nabo i Korup, den 28 aarige Hans Skov (født i Løgumkloster), som for 3 Aar siden købte Gaarden Korup og i Fjord giftede sig med Anna Petersen fra Kærgaard ved Solvig. Skov var Oppasser hos en Kaptajn, og som Følge deraf var han ikke direkte med i Slaget, men holdt med Hestene 1 Kilometer bag ved de Kæmpende. Da kom der en Shrapnell, som dræbte Skov og begge Hestene. Der afholdtes en Mindegudstjeneste for Skov i Dag, en 15. Oktober, om Eftermiddagen Klokken 2½.
Deltagelse i Sognet med de to haardt ramte Familier er meget stor. Begge de to Faldne var et Par af de dygtigste landmænd, som havde oparbejdet deres Ejendomme til et Par Mønstergaarde.
Ære være deres Minde!
Mistet bagagen.
Den haderslevske Bataillon har ifølge “S.Gr.” mistet hele sin Bagage ved Ildløs. Mandskaberne har kun reddet, hvad de har paa Kroppen. De foreskrevne Klæder faar Soldaterne naturligvis udleveret af Militærforvaltningen; men det skorter paa mange andre Ting. Man har udbetalt Hr. v. Brincken, der har været nede hos Bataillonen med Gaver, Resten af de i Haderslev indsamlede rede Penge, for at han straks nede i Køln kunde købe det nødvendigste til Soldaterne. Men der udkræves flere Penge, som med Tak modtages i de haderslevske Indsamlingssteder.
Faldne og Saarede.
Landmand Peter Tøndering fra Bøgelund ved Aabenraa er falden i Frankrig den 30. September. Han var 24. Aar gammel.
Ifølge Meddelelse er Just Theobald Schwarz i Broager falden ved Reims den 19. September. Han blev dræbt af en Granat. Schwarz var Søn af Arbejdsmand Jens Schwarz i Broager. Gamle Schwarz og Hustru har ifølge “Fl.Av.” endnu 3 Sønner med i Krigen.
Ledningsopsynsmand Wilh. Bock fra Skærbæk er ifølge “S.Gr.”, falden den 29. September.
Sidste Søndag vendte ifølge “Fl.Av.” følgende tre Mand fra Snogbæk saarede hjem fra den store Valplads i Frankrig: Murermester H. Jensen, Smedemester Chr. Petersen og Gaardejer Hans Jacobsen.
Jensen har mistet en Finger paa højre Haand og Petersen tre Fingre paa venstre Haand, medens Jacobsen har faaet et Skud i Haanden.
Endvidere har Møller Thomsen fra Ullerup Mølle faaet et Skud i Haanden.
En Søn af Banearbejder Knudsen i Skærbæk er bleven saaret i Frankrig. Han har faaet en Geværkugle gennem Hovedet. Den er gaaet ind ved Siden af Næsen og ud lidt under Nakken. Det menes dog, at Knudsen bliver rask igen.
En Mand fra Bredebro havde et Saar af lignende Art og er allerede fuldstændig helbredet.
I Fangenskab.
Raadmand Steins Søn, Rudolf Stein fra Sønderborg, der var Feltwebelløjtnant ved den sønderborgske Bataillon, er ifølge “S.Ztg.” kommen i fransk Fangenskab. Han er ikke saaret.
Enaarig-frivillig Referendar P. Blom fra Notmark paa Als, er i Fangenskab i Frankrig. Hans Forældre har faaet Brev fra ham. Hans meddeler, at han bliver behandlet. Han har været syg og ligger paa et Lasaret.
Hans Broder, Kulturtekniker Blom fra Sønderborg, menes ogsaa at være i Fangenskab. Hans gjorde Tjeneste som Motorcyklist og er forsvundet paa en af sine Ture.
Kusk Brochers i Sønderborg har modtaget Meddelelse om, at hans Søn, der var med paa “Mainz”, er i engelsk Fangenskab.
Postbud Wüger fra Vonsbæk, en Søn af Vejemester Wäger i Haderslev, er ifølge “S.G.” bleven haardt saaret og er kommen i fransk Fangenskab. Han har for længere Tid siden sendt sine Forældre et Kort fra det franske Lasaret i Montmirail. Dette Kort har nu naaet Bestemmelsesstedet.
200 Millioner Mark daglig. Berlin, 12. Oktobr. (W.B.)
Efter hvad “Økonomisk” regner ud, er de daglige Udgifter i Anledning af Krigen, Mobiliseringen i de neutale Lande indbefattet, 200 Mill. Mark. Heraf falde paa:
Tyskland 44 Millioner
Rusland 42 ”
Frankrig 32 ”
Østerrig-Ungarn 32 “
I Beregningen er Englands Udgifter ikke taget med heller ikke den vigtige Omstændighed, at Tyskerne fører Krigen paa russisk, fransk og belgisk Grund.
Post til Krigsfanger i Udlandet.
Til Udenrigsministeriet er der i den sidste Tid fra alle Sider indløbet Breve og Pengeforsendelser, der er bestemt til Krigsfangerne i Fjendeland, men Bøn om Viderebefordring. Som der er blevet Meddelt i Pressen kan Postforsendelser fra nu af almindeligvis modtages og befordres til Krigsfanger. En besørgelse gennem det udenrigske Kontor er derfor ikke nødvendig. Udenrigsministeriets Benyttelse har udelukkende en Forsinkelse af Postbefordringen til Følge.
De russiske Arbejdere. Den stedfortrædende Generalkommando i Altona bekendtgør, at Karenstiden for de mandlige russiske Arbejdere i Alderen fra 17-45 bortfalder i Aar. De skal blive Vinteren over paa Stedet, hvor de hidtil har arbejdet, og maa uden Politimyndighedernes Tilladelse ikke overskride de stedlige Politidistrikters Grænser. De maa kun skifte Arbejdssted under Iagttagelse af Forskrifterne for Arbejderlegitimationskortene, og hvis det nye Arbejdssted ligger i et andet Politidistrikt, kun med Landraadens Billigelse.
Overtrædelse straffes, hvis andre Bestemmelser om højere Straf ikke foreligger, men indtil et Aars Fængsel.
For de Arbejderes Underhold, der har været beskæftiget et Sted mindst siden 1. August, skal Arbejdsgiverens sørge om Vinteren mod en Godtgørelse af 50 Pg. om Dagen for hver.
Saa snart de militære Forholde og Trafikforholdene tillader det, maa de mandlige russiske Arbejdere under 17 Aar og over 45 Aar og de kvindelige russiske Arbejdere rejse direkte til deres Hjem, saafremt de ikke er bundne ved Arbejdsoverenskomster.
Indtil dette sker, maa de blive i deres Pladser.
De kan ogsaa rejse til det neutrale Udland, men maa saa have et Pas fra en Konsul eller Gesandt for det paagældende neutrale Land.
Flensborg, Mandag.
Hjem fra Amerika. (Fl.N.Ztg.) Hr. Jens Johannsen, en Søn af Vinhandler A.H. Johannsen, ankom i Forgaars over København hertil fra New York. Der var naturligvis knyttet mange Forhindringer til Rejsen. Efter at Englænderne og Franskmændene havde standset de neutrale hollandske Dampere og én Gang erklæret 480 militærpligtige Tyskere for Krigsfanger, advarede den tyske Konsul i New York Tyskerne imod at vælge denne Vej. Men alligevel lykkes det engang imellem enkelte at slippe hjem.
Om Bord paa “Frederik VIII”, som Hr. Johannsen benyttede til Overfarten, befandt sig 17 Tyskere. I Ydrehavnen ved New York (23. September) laa en engelsk Krydser, der standsede samtlige Skibe og lod alle Passagerer træde an paa Dækket, hvor de i Gaasegang matte passere den engelske Kontrol. Tyskerne kastede tyskvenlige Aviser ned i Baadene til de efter Krigsefterretninger sultne Matroser; det var Aviser, der indeholdt Efterretningen om de tre engelske Krydseres Ødelæggelse ved “U9”. Seks Tyskere havde fundet Sysselsættelse paa Skibet og havde skjult sig; men ved det næste Kontrolsted ved Shetlandsøerne kunde deres Nærværelse ikke længere skjultes, og de blev hentede af en engelsk Kutter. I Forvejen var der om Bord blevet holdt en Indsamling til bedste for de seks Tyskere, og Resultatet var 33 Kroner for hver.
– – Jeg kan ikke med Ord udtrykke, hvilken Glæde det er at modtage Post hjemmefra. Alle mine kammerater er som jeg, det der interessere os allermest om Morgenen, naar vi vaagner, og om Aftenen, naar vi lægger os til Ro, er, om der er Post. Fra ….., Varnæs, fik jeg ligeledes i Gaar Chokolade og Cigarer, det er rørende, saa venlige alle er imod mig.
Vi ligger endnu stadig her i Skyttegraven, og jeg vil i al Korthed fortælle Jer lidt om Livet her, det kan dog maaske interessere jer. Jeg deler Hule sammen med Løjtnant R., i Civil Dr.jur. Hulen har til Loft en Dør, som Pionererne har skaffet os fra en nærliggende Landsby. Den har en Dybde af ca. 2 Meter, saa vi paa en Conserveskasse udmærket kan sidde uden at støde imod Loftet med Hovedet. Bredden udgør ca. 1½ Meter. Bunden er belagt med lidt Halm og lidt Lucernehø. For at faa Plads til vore smaa Æsker med Godter i, har vi udgravet et Par smaa Hylder. Her ligger vort Drikkebæger, vor Post og lignede Sager. Natten tilbringer vi særdeles udmærket. Vi ligger indpakket i et Par Overfrakker.
Om natten kan det hænde, at vi vækkes af Patrouiller, men særlig i Morgenstunden begynder Knalderiet. Vi er dog nu saa vante til den Rummel, at vi ikke lader os forstyrre i vor Morgenro. Naar der ikke er noget særlig paa Færde, sover vi med Afbrydelser til Klokken ca. 9. Saa indtager vi Morgenmaaltidet, som bestaar af Brød og i denne herlige Tid af lidt Kød eller Flæsk, sidste en meget efterspurgt Vare. Vi har vi ogsaa en Del Cigarer og mangler kun Tændstikker, som for Tiden er det mest efterspurgte.
Formiddagen gaar med Læsning, Besøg i Naboskyttegravene og Samtaler om Krigens Gang. En Gang imellem kommer der saa en Granat susende og minder os om, at endnu er Fjenden ikke svækket. Men Granaterne er vi nu saa vante til, at vi knap blinker med Øjnene, naar saadan en Fyr med et voldsomt Brag slaar ned og lever et meterdybt Hul i den haarde Jord. Nej, man hærdes.
Dagen igennem gaar saa med lidt Læsning, lidt Rygen og, hvad næsten er det bedste, med lidt Søvn.
Men saa snart Mørkets tunge Skyer falder hen over Egnen, vaagner først rigtig Livet i og omkring Skyttegraven. Saa komme de alle krybende ud af deres Huler. Nu er der jo ingen, der kan se dem. Men der maa tales sagte, thi Franskmændene er ikke langt fra os, og lidt højt Talen kan forraade os i en September Aftens Stilhed. Vore Patrouiller foran Fronten hører tydeligt Fjenden modtage maden, hører dem samtale; af og til faar de en Shrapnell ned over Hovedet, og vor Patrouille morer sig over den Uro, den volder dem.
Om Aftenen faar vi vor varme Mad, lidt Ris med Kød, eller lidt Ærter og Bønner med Kød, alt sammen godt tilberedt i vort herligste Vaaben, nemlig Feltkøkkenet. Det er en ganske uundværlig Ting, saadan et Feltkøkken; havde vi ikke haft det, ja, saa havde vi været meget mere forkomne, end vi er. De sidste Dage har vi faaet en Rødvinspunch om Aftenen, hvor herlig en Ting det er for os, kan I ikke danne Jer nogen Mening om. Det ved man først, naar man har boet 3 Uger i en kold og fugtig Jordhule. Naar vi har faaet vor Mad, ryger vi lidt paa Piben og gaar saa til Ro.
Saa længe vi ingen Regn har, er Skyttegravslivet ganske udmærket, men begynder det først med Regn og Slud, saa forstaar I nok, at Tilværelsen i en leret Hule ikke kan være behagelig. Mine Fødder er allerede nu paa Grund af, at man i 14 Dage ikke har faaet sine Støvler af Fødderne, helt Kolde og stive. Ved sidste Dag at søge efter v. Barm fandt jeg i en fransk Tornyster et Par Lædersko, foret med Uld. Jeg har ved Hjælp af dem og de nye Strømper at faa mine Fødder i Orden igen.
Min “Hjemdal” vandrer hele Skyttegraven igennem, alle er jo næsten Nordslesvigere. Lige ved Siden af mig ligger Chr. E. Christensens Nabo, en N. Bonde fra Asserballe. Han pakker Løjtnanten ind hver Aften, og meget drypper fra Herrens Bord paa Ham. Ellers har jeg det udmærket, er ved godt Mod og har en urokkelig Tro paa, at jeg igen skal ses med Jer.
—
Af et Feltkort fra samme:
Her ligger Danske Side om Side i Skyttegraven. Alt gaar næsten paa Dansk. “Hjemdal” vandrer fra Haand til Haand. Løjtnanten læser den ogsaa. Jeg fortolker. Paa denne Vis tilbringer vi Dagen i Jordhulen.
Fra en Gaardejer, der er hjemmehørende paa Bevtoftegnen, men nu er i Felten, har en Slægtning modtaget et Brev, hvoraf vi hidsætter følgende:
…. Vi er nu flere Mil inde i Rusland og har kun Forbindelse med Thorn ved Automobiler. Vi har det for øvrigt meget rart her i Wlozlawsk. Det er en ret anselig By og det er ret interessant at spadsere omkring og betragte Livet her. Vi har ogsaa haft forholdsvis god Tid dertil indtil nu. Bortset fra det ret fremmedartede Indtryk, som selve Byen gør, har man slet ikke Følelsen af at være i Fjendeland. Der er fuldstændig orden i alting. Befolkningen, der for største Delen bestaar af Polakker, er som Regel venligsindet, særlig da vi opretholder Orden og betaler alt, hvad vi bruger, men rede Penge, medens Kosakkerne, for de forlod Byen, røvede og plyndrede, saa meget de kunde overkomme, hvorved det selvfølgelig mest gik ud over Evangeliske og Jøder, som der ogsaa er mange af her. Hovedgaderne her i Byen er meget flotte, men des fattigere ser det ud i de smalle Gyder. Men derom kan jeg jo fortælle mere, naar jeg en Gang kommer hjem, hvad jeg haaber; og hvis det skulde fejle mig, saa maa I hellere ikke sørge saa meget for min Skyld. Jeg er ikke bange for Døden og stoler paa Gud….
Faldne og Saarede.
Iver Lycke er Navnet paa en ung Mand fra Hygum Sogn, som ifølge Tabslisten er falden ved Neuvy den 6. September. Navnet er ikke kendt ud over den snævre Kreds, som er kommen i personlig Berøring med Ham, men af de vil det ikke glemmes. Iver Lycke tilhørte en dygtig Slægt, og han var selv en ualmindelig dygtig og energisk und Mand, en af dem, som vi daarlig har Raad til at miste. Iver Lycke var Landmand; ved Krigens udbrud var han Bestyrer paa Aarupgaard. Han har i en Aarrække været forlovet med en unge Pige fra Kongeriget. Hans Moder og Kæreste nærer endnu et svagt Haab om, at han kan være falden i fransk Fangenskab.
Den 24. September er Theodor I. Erlang fra Ladegaard I falden i Frankrig. der er Mindegudstjeneste i Morgen i Aastrup Krige.
– Frederik Christian Moos fra Bramdrup er falden den 25. September i Frankrig. Der holdes en Sørgehøjtidelighed u Tilslutning til Eftermiddagsgudstjenesten i Morgen i Moltrup Kirke.
Bygmester Sønke Nissen, der boede i Vidaagade i Tønder var en stræbsom Haandværker, er falden i Frankrig.
– Der er ifølge “Bsl.Tid.” endvidere kommet Meddelelse til Tønder om, at Overlærer Mietz ved Realskoen der i Byen, en ung Mand, skal være falden i Franskrig.
Postbud Green fra Lindtrup, som siden Krigens Udbrud har været med paa den vestlige Krigsskueplads, er bleven let saaret i den ene Haand.
I Fangenskab.
Gaardejer Kresten Fink paa “Fuglsiggaard” har modtaget Meddelelse fra sin Avlskarl, Jakob Hansen fra Vester Lindet, om at han er saaret og i fransk Fangenskab i Bordeaux. han har det ellers godt. Hansen stod ved 84’erne i Haderslev.
– H. Schmidt Rederi i Flensborg har fra Lagos (Vestafrika) modtaget et Brev fra Kaptajn Nicolaisen, der førte Damperen “Diana”. Kaptajnen oplyser, at “Diana” er belagt i Arrest af Englænderne og at hele den hvide Besætning er bragt til Lagos som Krigsfanger. Det er blevet ham forsikret, at hele den store Besætning er blevet fjernet fra Damperen og at Skibet er slæbt til Forrabos, hvor det ligger under Guvernement-Opsyn.
Andreas Dirks, der er barnefødt i Skovby (Bredsted Sogn), Søn af Lærer Dirks i Harreslev ved Flensborg, er i Frankrig blev taget til Fange af Englænderne og ført i engelsk Krigsfangenskab.
Det italienske Blad “Corriera della Sera”s Korrespondent i Paris har kun ringe Haab om en afgørende fransk Sejr over Tyskerne. De faa, som i forrige Uge ansaa en Omgaaelse af højre Fløj for sikker, var nu overbevist om Umuligheden af en hurtig Løsning ved et Hovedslag mod Tyskerne, og forudsaa en lang Varighed af Kampen indtil Udmattelse.
Fra paalidelig Side i London meddeles, at Lord Kitchener skal have udtalt, at Krigen mindst ville vare to Aar.
Ugeoversigt.
De lange Slagrækker i Frankrig staar endnu overfor hinanden. Feltslaget er blevet til en Slags Fæstningskrig. Thi begge har gravet enhver Dækning, som Naturen giver. Længden af Slaglinjen mellem St. Quentin over Verdun til Belfort kan anslaas til ca. 250 Klm., det vil sige næsten lige saa langt som Afstanden fra København til Hamborg. Naturligvis er Kampen ikke lige haard alle Steder. Haardest kæmpedes der i denne Uge mellem St. Quentin og Amiens. Der forsøgtes efter den anden at falden vore Tropper i Ryggen ved at omgaa dem. Det synes, som begge Hære herved har skudt sig stadig længere fra Vogeserne og i Bagfronten fører deres Hærer til Egnen omkring Amiens.
Det tyske Hovedangreb finder Sted mellem Fæstningerne Verdun og Toul. Der er det foreløbige Resultat, at et af Spærreforterne midt imellem Fægtningerne er bleven erobret, og at de tyske Tropper har overskredet Maas ved St. Mihiel. Men endnu yder Verdun Modstand mod de tyske Projektiler. I de sidste Dage fordobles Anstrengelserne tydeligvis alle Steder. Man kan forestille sig Hærenes og Hærledelsernes Utaalmodighed efter endelig at komme ud af Løbegravene.
Der er endnu ikke muligt at drage en Sammenligning mellem Tabene paa begge Sider. Det maa anerkendes, at de officielle franske Meddelelser i den senere Tid har været mere saglig rigtige og i det hele har stemt overens med det tyske Hovedkvarters Meldinger.
Svært Skytsild drøner Syd for Antwerpen. Den gamle pæne By Mecheln er faldet i tyske Hænder, uden at det er kommet til væsentlige Ødelæggelser derved. Den tyske Troppekommando har ved Hjælp ladet meddele til Antwerpen, at Tyskerne omhyggeligt vil skaane alle Kirker og Kunstværker, saafremt de ikke af Belgier benyttes som Basis for militære Operationer. Der blev nemlig sagt, at Belgierne havde opstillet maskingeværer og en Station for traadløs Telegrafi paa den store Katedrals lange tag i Antwerpen. Det er saa svært at bevare Fortidens kostbare kunstneriske Arv midt i Krigen! Det er i det hele taget for alle Parter svært at forblive nøjagtig samme Menneske i Krigen som man var tidligere var.
Paa den østlige Linje er der et aandet større Slag under Forberedelse, som sandsynligvis vil finde Sted i Nærheden af den galiciske Fæstning Przemysl. Der er af Østerrigere og Tyskere blevet koncentreret nye Tropper der. Russerne har aabentbart med deres Flertal først trængt Østerrigerne ud af Østgalicien og derpaa gjort Forsøg paa at sætte sig fast hen efter Krakau til Vestgalicien. Dette sidste umuliggøres dem nu som Følge af de allierede tyske og østerrigske Troppers Fremrykning. Ogsaa tilbagevises de russiske Angreb paa Passene i Karpaterbjergene af Ungarene. Hele Verden, men især Rumænien og Bulgarien, venter paa det galiciske Slag, som det afhænger af, om den fortsatte Krig i Øst skal udkæmpes paa østerrigsk eller russisk Omraade.
Naar jeg siger, at særlig Rumænien og Bulgarien venter paa Udfaldet af det galiciske Slag, skal det betyde, at Neutraliteten ikke er lige saa sikret der som i Svejts, Holland og Danmark. Alle Stater ved Donauens nedre Løb og ved det sorte Hav er i stor Ophidselse, og der skal kun et lille Stød til at kuldkaste Roen. Derhos svarer til enhver Retning i disse Stater en Modbevægelse. Selv gode Kendere af disse Lande kan ikke forudsige Udviklingen i Europas Sydøst. I første Linje synes Tyrkiet at være stillet foran Valget, en engelsk-fransk Flaade krydser nemlig ved Indsejlingen til Dardanellerstrædet og forulemper Skibsfarten, saa Dardabellernes Lukning er bleven anordnet. Den russiske Sortehavsflaade skal fra Nord være i Bevægelse mod Konstantinopel.
I alle søfarende Lande har den tyske Undervandsbaad “U.9″‘2 Bedrift gjort et stærkt Indtryk. Selv den stærkeste Sømagts Angribelighed er godtgjort ved et kækt og heldigt Angreb.
Naturligvis virker alle Søangreb som en forstyrrelse af Handelen, Spørgsmaalet er blot, hvem der kan holde det ud længst. I Tyskland har man den Opfattelse, at vi er ret godt i Stand til at holde det ud. Selvfølgelig gøres der paa enkelte Steder forsøg paa at skrue Priserne i Vejret, men under alle Professioner, i Særdeleshed ogsaa Landbrugets Bifald, skal der fastsættes Normalpriser for Korn. Antallet af Arbejdsløse er i Aftagen, da den daglige voksende Hærs Udrustning, Beklædning og Ernæring giver meget Arbejde. Der er Nødlidende, men ikke flere end ellers i økonomiske Krigstider. Folket som Helhed er roligt og tillidsfuldt.
Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.
Fra Skærbæk Sogn.
Ifølge Efterretninger, der er indløbne fra Felten, er der fra Skærbæk Sogn siden Krigens Begyndelse faldet en Mand, mens en Mand er i engelsk Fangenskab, nemlig forhenværende Købmand Chr. Schmidts Søn, Christian, og 7 Mand er saarede deraf er en, som forleden nævnt, i fransk Fangenskab.
Faldne og Saarede.
Efter Meddelelser, der er kommen til Aabenraa, er Skomagermester Boysen, Storegade, der var Vicefeldwebel ved Reserveregimenter Nr. 86, Flensborg, blandt de Faldne fra Krigsskuepladsen i Frankrig.
Det vældige Slag i Frankrig fortærer stadig flere Mennesker paa begge Sider, uden at Enden er til at se. Paa Grund af, at Tyskland maa værge sig til 2 Sider, er de tyske Tropper i Frankrig ikke talrigere end de franske, og i Tapperhed og Krigsteknik er de to Folk hinanden jævnbyrdige.
Allerede i Fredstid har Officererne sagt til os, at med de Vaaben, som vi har i Øjeblikket, vilde et Stormangreb i aabent Feltlag ikke mere være muligt, fordi det vilde kræve altfor umenneskelige Ofre. Det har Franskmændene ogsaa erfaret i Begyndelsen af Krigen, da de angreb de tyske Stillinger ved den lothringske Grænse.
Nu ligger, saa vidt vort Kendskab naar, Forholdene saaledes: Først trak Tyskerne sig tilbage til Aisneflodens Bredder for der at afvente og slaa Franskmændenes og Englændernes Angreb tilbage. Efter at det var sket, gravede de tilbageslaaede Fjender sig ned i Jorden paa den anden Side, og her afventede de saa det tyske Angreb. Jo længere Slaget varer, des fastere forskanser Vedkommende sig, og kun Artilleriet kører over den af Lig overstrøede Flade. Men hvad der ligger mellem de 2 hære, er i stadig Dødsfare. Det er byen Reims’ Skæbne.
Desværre er ogsaa den vidunderlig skønne Katedral i Reims bleven draget med ind i Kampen. Jeg kender den godt og har for dens Skyld opholdt mig flere Dage i Reims. Den har samme høje Værd som Domkirken i Strasborg, og overgaaes i Skønhed og Størrelse af ganske faa Kirker paa hele Jorden.
At en eller anden tysk Artilleriofficer kunde have haft til hensigt at ødelægge dette historiske Minde, er fuldstændigt udelukket. Dertil kom, at Hærledelsen endog havde give særlig Befaling til at skaane Katedralen. Der vilde sikkert ikke være hændt den noget, og den vilde være kommen ligesaa godt fra Byens Belejring som Strasborg Domkirke i 1870, hvis ikke Franskmændene havde benyttet Katedralen til Artilleridækning og Militæriagttagelsespost. De er efter vort Hovedkvarters sikkert paalidelige Meddelelser Skyld i deres bestemmelige Kroningskirkes Ulykke. Det staar fast, at Tyskerne en kort Tid havde besat Amiens, Soissons, Beauvais og Loos eller endog havde den i Besiddelse, uden at der skete disse Byers væsen ligesaa beundrede Domkirker det allerringeste.
Medens begge Hære altsaa ligger overfor hinanden, vil der fra begge Sider blive gjort Omgaaelsesforsøg. Franskmændene søger Nord for Paris at komme udenom vor højre Fløj; men de er bleven vist tilbage i haarde Slag. Derved har Tyskerne maattet trække sig noget tilbage fra deres Forposter, men holder Linjen paa Oise-Flodens højre Bred. Tyskerne forsøger derimod at trænge frem mod Øst ved Fæstningerne Verdun og Toul og beholder Spærreforterne mellem de to Befæstninger. Hele Verdens Nationer har deres Øjne rettede mod denne Kamp, thi her drejer det sig om den største verdenshistoriske Afgørelse.
Imidlertid hviler Hærene i Øst sig ud efter Kampene. De tyske Sejre i Østpreussen er af en uhyggelig Kraft. Som Danskerne ved, har Rigskansleren meddelt til Ritzaus Bureau, at der er omkommet 150,000 Russere ved Tannenberg og i de masuriske Søer. Dertil kommer de 90,000 Fanger i dette Slag. Endnu aldrig er en Hær vel bleven saa ødelagt i et Feltslag. Man tror, efter hvad vi hører, i St. Petersborg, at Generaloberst v. Hindenburg, Sejrherren i Østpreussen, fortsætter Marchen mod Warschau, og det er muligt, at denne Tro er rigtig.
Med særlig Tilfredsstillelse har man erfaret i Tyskland, at Undervandsbaaden “U9” har bragt 3 engelske Krydsere til at synke. Det viser, at den yngre tyske Flaade kan tage Kampen op med den vældige, ældre Sømagt, og at det ikke blot er Kvantiteten, som er det afgørende. Ved at blande sig ind i det europæiske Krig, har England tilføjet alle Landes Verdenshandel en umaadelig Skade og har sat sin store Anseelse som Sømagt på Prøve. Vi vil videre faa at se, hvad begge Flaader formaar.
I det Indre af Landet gaar Arbejdet hos os roligt videre. I Luksus- og Eksportindustrien er der naturligvis Arbejdsløshed, men den er ikke saa stor, som vi var bange for. Alle Myndigheder anstrenger sig for at skaffe de Arbejdsløse Beskæftigelse. Der opføres offentlige Bygninger og graves Kanaler. Den gode Vilje er overalt til Stede, og det er en stor Saf. Man indretter sig paa, ogsaa at kunne holde en lang Krig.
Krigsefterretninger fra Nordslesvigere. Udpluk af Feltbreve m.m.
Vi gengiver i Dag yderligere et Udtog af et Brev, dateret den 11. September, som en Alsinger har skrevet til sit hjem.
“—-Vi kører den ene Dag efter den anden og ved ikke selv, hvor vi kommer hen og hvor vi skal bivuakere. I Gaar maatte vi op af Søvnen Klokken 12 Nat og skulde straks rykke ud; vi kørte saa til Klokken 3-4, fik en Kop Kaffe, læssede Havren og Konserves af vore Vogne og kørte videre hele Dagen, holdt mange Timer paa Vejene, fordi vi ikke kunne komme frem for Tropperne, spiste Æbler og hvad Frugter vi kunde faa fat i, og kom først i Bivuak Klokken 7 Aften.
Først nu blev der Tid til at lave lidt Mad, som bestod i kogte Kartofler, kogt Kød af Daaserne og Kaffe og Brød. Vi har ikke faaet Brød udleveret den sidste Uge, Infanteriet har ikke haft Brød i 10 Dage. De har ude i Skudlinjen stadig kun haft Kiks.
Jeg ynker de stakkels Infanterister, hvor de ser ud! Og saa kan de ikke en Gang faa varm og nok Mad. Der var en fra Holm, som vi fik op at køre; han fortalte mig om Slagene fra de sidste Dage. Det gaar frygteligt til. Han var næsten helt forkommen. Jeg gav ham Fedtebrød, Vin og Snaps, aa hvor han dog blev lykkelig! Han havde i Slaget været sammen med J. Valentin fra Hagenbjerg, som var bleven saaret, med Hans Lorensen fra Hagenbjerg, som var værre saaret, med Peter Krogh fra Oksbøl, der blev ramt af en Granatstump, dog ikke saa slemt, og med Math. Nissens Søn fra Brandsbøl, som var kommen godt fra det. Bageren, som var i Hagenbjerg til August, talte jeg ogsaa med. Han kørte ogsaa med os og var endnu uskadt, men havde været med Søndag den 6. September, da det gik haardt til. Jeg talte ogsaa i Gaar med Peter Hansen fra Aabenraa, han fik lidt Vin at drikke hos mig. Naar vi holder roligt paa Vejene og Tropperne marcherer forbi, kan man nok hilse et Øjeblik paa dem, man kender. De kommer forbi i Tusindvis, Artilleri og Infanteri.
Ja det er den første Krig vi Yngre oplever og vi vil haabe, at det ikke maa ske mere i vor Tid eller nogensinde mer. Nu vil jeg slutte, da vi skal afsted over Middag. Vi ligger i Bivuak ved Foden af et stort, smukt og mægtigt Slot. Jeg vedlægger et Kort af det”.
