Senest ændret den 4. oktober 2017 11:36
Dagens nyt fra Hejmdal
Faldne.
Arbejdsmand Christian Hansens Hustru i Bovrup, har nu faaet Meddelelse om, at hendes Mand, som hun ikke havde hørt fra siden den 9. September, er død paa en Lasaret i Noyon, efter Saar af to Kugler. Han efterlader Enke og 4 smaa Børn – Det er nu det femte Offer fra Varnæs Sogn. Desuden savnes der Oplysninger om en sjette Mand, som man intet Livstegn har hørt fra siden August Maaned.
Laurids Christensen, Søn af Arbejdsmand Christensen fra Mintebjerg, er falden i russisk Polen. Han stod i Hæren som aktiv Soldat og var 22 Aar gammel.
Seminariedirektør Badenhop i Haderslev bekendtgør, at endnu en Elev fra Seminariet, den attenaarige H. Gøttsche fra Gribbohm, har fundet Døden paa Krigsskuepladsen. Han er falden den 7. Januar under Kampene ved Sennheim.
Dr.phil. Cai Dame i Flensborg, er falden paa den vestlige Krigsskueplads. En yngre Broder til Cai Dame er ligeledes falden i Frankrig. Regnskabsfører Dame har ifølge “Fl.N.Z.” endnu en Søn tilbage, der ligeledes staar paa den vestlige Krigsskueplads.
Ikke falden.
Der meddeltes nylig, at Bager Tøge Clausen i Sønder Hostrup var falden. Nu har hans Hustru modtaget Brev fra en Feldwebel Kønig, hvori der meddeles, at Clausen ligger paa Sygehuset i Beuthen. Han har efter Brevet at dømme været med ved Kampene i Galicien.
Fra Felten.
Feltlivets Humør.
Belgien, d. 8. Jan. 1915.
Kære Broder!
Jeg har i de sidste Dage faaet saa mange Breve og Pakker fra Dig, at det er en Lyst. Det er vist paa Tide, jeg faar sagt Dig tak for det alt sammen, – Tak! I Dag modtog jeg en Pakke fra Dig fra sidst i November med Kiks, Ost, Pølse osv. Nu tror jeg da, jeg har faaet alle Eders Julepakker. Det er godt, at de ikke kom alle paa en Gang, for saa skulde jeg have lejet en Vogn eller et Automobil til at køre dem paa. At bære dem alle havde været en ren Umulighed. Men som sagt, jeg har faaet dem lidt paa lang, og det er gaaet helt godt med at fragte dem. Kun Juledagsmorgen, da vi gjorde en March paa et Par Timer, svedte jeg frygteligt. Men havde du set vort Kompagni, vilde Du vist have troet, at det var en Flok Kræmmere, saadan var vi behængte med Pakker. Ja, det er helt storartet, hvad der gøres for os, baade fra vor Families, fra Statens og Kommunernes Side. Hvad Forplejningen angaar, lider vi ingen Nød. Man faar ikke saa meget, naar man er civil, kun er det saa lidt bedre tilberedt.
Vi har i den sidste maaneds Tid haft en temmelig let Tjeneste. Vi er 4 Dage ude i forreste Linje og 4 Dage i Reserve. Den Tid vi ligger i Reserve, har vi det ret hyggeligt. Vi sørger først og fremmest for at faa Kroppen ren (L. er jeg omtrent af med), og saa for Resten bager og steger og koger vi i større Maalestok. Vi har i vor “Gruppe” en dygtig Kok i M.H. fra Favervraa. Sikke Pandekager han kan bage. – Mel har vi erobret en Pose af i Woumen – en nedskudt By her i Nærheden, Mælk køber vi hos Bønderne her. De er tildels vendte tilbage igen. Et Par Æg køber vi ogsaa, naar det lader sig gøre, og Fedt og Smør leverer vi hver en lille Klat af. Lægter og Træ til Brænde faas fra de nedskudte Huse, det er et udmærket Brændsel. Er vi saa heldige at have en Pande, saa er det storartet, ellers bruger vi, hvad der saadan kan gaa.
Nu skal jeg fortælle sig, hvordan det gik, da vi slagtede vor Julegris. Ser Du, ude i forreste Linje staar det et Par Huse og Resten af nogle Gaarde. Vi har sat Løbegravene i Forbindelse med disse Huse, saa vi til enhver Tid kan besætte Stillingen i en Fart. Vi nøjes gerne med at stille en hel Del Poster ud, som kan alarmere os, saa snart der er Ugler i Mosen. Resten af os ligger i Husene. Nu, den første Gang vi kom derud, gik der en gammel So og en halv Snes Ungsvin omkring. Vi fik Ordre til at “rekvirere ” dem. Ungsvinene afsattes jo glat som lækre Sager. Vor Gruppe fik ogsaa fat paa en, den blev slagtet og flaaet, og saa tog vi den med tilbage, da vi kom i reserve igen.
Til Jul var kun den gamle So tilbage. Turen kom til den. To Hamborgere var Hovedmændene. De gik og jagede med den i tre Dage uden Held. Saa en Dag lykkedes det os, at faa den ind i en Dækning, vi havde ude i Haven. En Mand stillede sig udenfor Indgangen til Dækningen med en stor Kølle, den anden gik ind for at jage Soen ud. Han med Køllen skulde være parat og slaa den for Panden, naar den kom ud. Med et høres et mægtigt “Bov”, og Soen kommer springende, vor Hamborger bliver saa forflippet, at han først glemmer, hvad han skal, men derpaa hæver han Køllen og træffer Soen – paa Bagen. – Hen paa Eftermiddagen maatte Soen – efter tre Dages haardnakket Kamp – give tabt for Overmagten. Den kom i Julegryden, men hvor var den sej!
Ja saadan gaar det, vi sørger først og fremmest for at faa noget at spise. Det er næsten ved at blive Hovedsagen.
Hvor længe vi bliver her i denne Stilling, ved jeg ikke, sandsynligvis ikke ret længe. Jeg har meldt mig til Musikken og er ogsaa bleven antaget. Jeg slaar Bækkenerne. Det er et helt nyt Musikkorps, vi har saaet sammenstillet, og der er ingen af de andre Forstærkningsbatailloner, der har et saadant. Om vi nu faar til Fordel af det, idet vi f.Eks. kan blive ved Bataillonsstaben og ikke kommer ud i forreste Linje ved jeg ikke endnu. Men om vi ogsaa ligefuldt skal gøre Tjeneste med, saa er der dog altid lidt Afveksling og Opmuntring at finde ved Musikken.
Kære Broder, hvor er jeg dog glad ved, at Du er helt fri. Men somme Tider tænker jeg som saa, det kunde have været helt interessant for Dig, hvis Du kunde have besøgt mig et Par Dage og faaet et lille Indblik i Livet i Felten. Vi har nylig faaet Forstærkning af Rekrutter og Forstærkningsreservister.
Vil Du hilse S. og Marie og den alle fra mig. Tror Du, vi kommer hjem til Paaske? det er ved vanskeligt! Hvor maa vi være glade, at Krigen ikke raser hjemme hos os. Du kan tro, det ser ikke lysteligt ud her.
Hilsen til Jer alle
fra
Hans
Fra Skyttegravene i Østpreussen.
Fra nordslesvigske Landeværnsmænd der i 8 Uger har ligget i Skyttegravene i Østpreussen, er der iflg. “Fl.Av.” indløbet følgende Brev:
Østpreussen, 11. Jan. 1915.
Kære Familie!
I Dag skal I have et Brev fra mig, da jeg har Tid til at skrive. Vi er nemlig komne i Ro i syv Dage. Her er ikke noget videre nyt; den ene Dag gaar som den anden. Jeg kan da fortælle, at Rasmus Jørgensen og jeg har faaet os en Seng, en virkelig Seng, hvori vi kan lægge os om Aftenen ligesom enhver Civilperson. Det har jeg ikke haft siden jeg kom fra Slesvig. I maa tro, at det er en behagelig Følelse at trække af Klæderne, som klæbede os paa Kroppen; vi har jo ikke noget at skifte med, og Utøj har vi alle.
Vi bor her i P. hos nogle pæne og rare Folk. De Stakler har faaet at vide, hvad Krig er. Det er Mand, Kone og 3 Børn; en Søn er i Frankrig, og en blev skudt af Russerne. Den eneste Trøst for dem var, at de fandt hans Lig og fik det jordet; han var kun 19 Aar. Moderen, den Stakkel, kan slet ikke glemme det og taler ofte med mig derom. Jeg har set Grave af Russerne her, hvor en Haand eller endog Arme rager frem; ikke engang helt i Jorden har Russerne faaet deres Døde. Det er en Ynk at se, og Kragerne holder godt Maaltid.
Ja, kære Familie, saadan ser det ud, men vi er saa vante til Elendigheden, at vi næppe ser den mere; det er næsten, som om vore Følelser sløvedes. Men I skulde se vore nordslesvigske Folk her; det er Karle. Vore Overordnede er saa glade for os, at det er en Lyst. Hos Nordslesvigerne er der ingen Brovten og Pralen, men Rolighed, Ædruelighed og Paapassenhed i alle Retninger; der er ingen Drikken og ingen Banden. I kan tro, jeg er stolt af mine Landsmænd; hos dem gaar Pligten over alt. Jeg har dog nu lært mange Slags Mennesker at kende, men Nordslesvigeren er Nr. 1.
Vi har det ellers temmelig roligt i denne Tid. Artilleriet er naturligvis altid i Virksomhed, men det gør os ikke megen Skade. Vi kan på Fløjtet nøje kende, hvad der kommer, om det er en Shrapnell, en lille “Aufschläger” eller en “Fuldtræffer”. De sidstnævnte har vi respekt for; de kan ødelægge et helt Hus med ét Skud. De førstnævnte kommer i en uhyre Fart og siger hui-rap, rap; de andre siger ssss-bump; de kommer mere langsomt og giver et Knald, der kan høres milevidt. Russerne skyder godt og er modige Soldater; men Førerne duer ikke, og Forplejningen er daarlig.
Lidt om Juleaften:
Juleaften gik jeg paa Vagt ved Pigtraaden og tænkte paa mine Kære derhjemme og lidt mindre paa Russerne. Jeg kom, saa daarlig en en Juleaften det ogsaa var, rigtig i Julestemning og nynnede en var vore smukke Julesalmer. Derved fløj mit Blik ud over det smukke hvide Landskab. Sneen glitrede som Krystal i Maaneskinnet, og alt saa saa herligt og fredeligt ud. Men saa begyndte paa én Gang vore Kanoner bag ved os at tordne, og Illusionen var brudt.
Vi skal ellers have Øjnene godt med os; thi naar der ligger Sne paa Jorden, kommer Russerne i lange hvide Kjortler og Huer, saa vi næsten ikke kan se dem. Maalet er at skære vore Pigtraadshegn over; derfor er det lidt farligt at staa paa Post ved Pigtraaden, vi har taget adskillige Russere derved. Vi anvender den samme List. De skyder vel paa os, men træffer for det meste ikke.
Vi har endnu vort nordslesvigske Humør, endskønt vi har ligget 10 Uger i Skyttegraven; det forlader os aldrig. Men hvor vi længtes efter at se andre Mennesker. Jeg var med nogle andre for nogen Tid siden afkommanderet til A. for at lære at kaste Bomber, at betjene Lyskasterne, at skyde Lyskugler og overvaage Klokkerne i Pigtraaden. Vi havde 6 Uger ikke set andet end Soldater og atter Soldater og blev staaende stille paa Gaden og saa paa Folk; enhver vi traf, tiltalte vi. jeg fik fat paa to Smaapiger paa lille Ingas Alder og gav dem hver en Groschen; blot for at holde lidt paa dem og tale med dem.
Ja, Krigen er skrækkelig; gid den snart havde Ende og vi kunde komme hjem vil vore Kære igen. Vi er jo alle ældre Folk her og har Kone og Børn hjemme.
Hjertelig Hilsen til Eder, I Kære, og Hilsen til alle Venner i Nordslesvig fra Gefrejter Bennedsen, Bolderslev, Landeværnsmændene Joh. Torp og Rasmus Jørgensen, Hjordkær, Knud Schultz, Johan Schrøder og Anton Maasbøl, Uge, Jens A. Hansen, Storde, Anton Jensen, Aarslev og Johan Bock, Hjerpsted.
