Tag-arkiv: plyndring

18. august 1914. “Pludselig rev han geværet til kinden og skød den ulykkelige en kugle gennem hovedet.”

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager gjorde krigstjeneste i regiment 86. Her fortæller han, hvordan han oplevede slaget ved Tirlemont.

I Dag gaar det løs, sagde nogle af mine Kammerater. Ved et lille Slot gjorde vi Holdt. Vor Kaptajn holdt en Tale, hvori han sagde: I Dag, den 18. August, bliver det maaske en varm Dag for os. Det var jo den 18. August, vore Forfædre slog de store Slag ved Vionville og Gravelotte; maaske skal vi ogsaa slaa os saadan igennem i Dag.

— Mon vi rigtig skulde i Slag med Fjenden? Der var endnu ingen Ting, som tydede derpaa. Kompagniet blev delt i tre Delinger, og med en lille Afstand mellem hver Deling bøjede vi af fra Vejen og tværs ind over Markerne. Vi gik lige saa jævnt og frit fremad, som om vi foretog en Øvelse.

— Otte Hundrede Meter foran os ligger Fjenden, blev der sagt. Dæk! lyder pludselig Kommandoen. Modstanderne maa have set os; thi de aabnede en jævn Geværild. Vi kom til en Aa paa 10 Meters Bredde. Her saa jeg tydelige Blodspor. Jeg blev lidt uhyggeligt til Mode og tænkte: Mon det Blod er af et Menneske? Kuglerne peb og hvislede i de høje Popler, som stod ved Aakanten. Over Aaen var der ingen Broer. Majoren brølede: »Over med jer!«

Man saa fra den ene til den anden, og saa sprang de første i Vandet, som næsten var en Meter dybt. Med Geværet og Patronerne løftet i Vejret vadede man over. Majoren red over paa Skuldrene af Bataillonsadjudanten. Videre gik det. Kuglerne peb os om Ørerne. — Det er mærkeligt at se, hvorledes man føler Trang til at holde sammen i Farens Stund. Tre til fire Mand af den Sektion, jeg førte, raabte til mig: »Du, Petersen, hvorledes det end gaar i Dag, saa holder vi sammen, ikke sandt?«

— Saa kom vi gennem en Frugthave, hvor vi fyldte Lommerne med dejlige Augustæbler. Nogle gav sig endda til at spise deraf med største Sindsro. En Hest ravede omkring herinde. Den havde faaet flere Skud, hvorved den havde mistet det ene Øje.

Fremad igen over Jernbanedæmningen, som Belgierne havde taget udmærket Sigte paa. Det var et varmt Sted; men det gik alligevel. I Hurtigløb, afbrudt af smaa Pusterum, naaede vi til en næsten udtørret Muddergrav. Der var vi sikre for et Øjeblik.

Vort Artilleri beskød nu heftigt Modstandernes Stillinger. Efter et Par Minutters Forløb stormede vi ud af Graven og fremad. Saa kastede vi os ned paa Jorden og overdængede Modstanderne med Geværild. Der kom Befaling: Sæt Bajonetten paa! Fremad til Storm!

Voelkerkrieg 1017 Belgisk batteri beskydes
Belgisk artilleri under beskydning (fra: Geschichte des Völkerkrieges).

— Da vi kom op til Modstandernes Stilling paa Højen, var de alle forsvundne. Vi undersøgte deres efterladte Tornystre, og jeg var saa heldig at finde en hel Pose Biskuit og en Daase Marmelade, som jeg delte med mine Kammerater. Lidt forbi Skyttegraven laa den første døde Belgier. Han havde faaet den ene Kind afrevet af en Granatstump. Jeg stod lidt og faldt i Tanker. Hvad har den stakkels Mand dog gjort, at han skal lide en saa voldsom, unaturlig Død? Mon han er gift og har Børn derhjemme?

— Lidt længere henne laa en saaret Belgier. En Rekrut fra anden Deling, en Vestpreusser, løb hen og holdt ham tænderskærende den knyttede Næve for Hovedet. Pludselig rev han endogsaa Geværet til Kinden og skød den ulykkelige en Kugle gennem Hovedet.

Efter en halv Times Hvil stormede vi igen.; Modstanderne skød meget for højt, og snart overgav de sig. Byerne rundt omkring blev stukket i Brand. Et Par af de ivrigste unge brovtede med, at nu havde de tændt saa og saa mange Huse i Brand.

Da vi om Aftenen kom paa Bivuakpladsen, fik vi lidt tynd Suppe af Feltkøkkenet, ingen Brød. Saa kom vi til en By paa Forpost. Her gik  Køerne rundt paa Markerne og brølte; de trængte til at blive malkede. Vi jagede dem hen foran det Hus, vi havde taget i Besiddelse, og malkede dem i vore Kogekar. Hurra! Sødmælk! det var noget ganske nyt.

— Af Feldwebelløjtnant Johannsen fik vi Lov] til at gaa rundt og rekvirere. I en forladt Gaard var vi meget heldige. I Kælderen fandt vi Smør, i Køkkenet Brød, Marmelade og Rosiner og oppe paa Loftet et Par røgede Skinker. Det blev alt sammen fordelt imellem os. Da jeg nu frøs efter det kolde Bad i Aaen, søgte jeg efter lidt tørt Tøj, hvad der imidlertid kun var meget lidt af. Jeg fandt dog en Skjorte, rigtignok en, som tilhørte det svagere Køn, og trak den paa. Af Strømper var der ingen at finde. Men saa svøbte jeg en Hoveddug omkring den ene Fod og en Serviet om den anden. Siddende paa en Bænk ved Køkkenbordet med Hovedet hvilende paa Armene faldt jeg snart i Søvn.

Hans Petersen: “Et Aar i Krig” (1920)

14. august 1914. Husundersøgelse i en belgisk landsby: “De rystede af skræk for, hvad der ville ske.”

86’eren H.C Brodersen fra Nordborg gennemfører en husundersøgelse i Belgien. Der er mistanke om, at “friskytter” (“franc tireurs”) har beskudt soldaterne.

Liége, den 14. August 1914.

Skorstensfejeren og jeg samt lille Jim havde om Eftermiddagen været paa Patroullie. Maalet var et enligt beliggende Hus, i hvilket Vinduerne var tilskoddede, men da Skorstenen røg, antog vi, at Beboerne endnu ikke var flygtet, men opholdt sig i Huset.

Vi var enige om, at de tilskoddede Vinduer ikke var noget godt Varsel for vort Forehavende, og krybende paa Hænder og Knæer, og med Geværet hængt om Halsen, nærmede vi os Huset fra 2 Sider. Alle paa en Gang sprang vi ind imod Døren, der var laaset. En kraftig Dundren paa Døren og Vinduesskodderne forblev ubesvaret, og de medbragte Økser blev derfor taget i Brug.

Resultatet heraf var naturligvis en aldeles smadret Dør, der røg op med et Brag. Vi styrtede ind og fandt i den bagerste Stue hele Familien samlet i et Hjørne af denne. De rystede af Skræk for, hvad der vilde ske, og Rosenkrandsen løb med rivende Hast gennem deres sitrende Fingre.

Voelkerkrieg 1005a

Ved Tegn og enkelte tillærte Brokker af det franske Sprog søgte vi at gøre dem forstaaeligt, at vi søgte efter belgiske Soldater.

Skorstensfejeren pegede ivrigt mod Loft og Kælder, og en gammel Mand viste os omsider Adgangen til disse. Medens Jim gik i Kælderen, gik Skorstensfejeren op paa Loftet, og jeg holdt Vagt for at sikre mod Overrumplinger.

Undersøgelsen varede dog ikke længe. Jim havde intet mistænkeligt fundet, men anderledes med Skorstensfejeren. Da han langt om længe kom tilbage, havde han en Haandfuld Hylstre med sig. De stammede tydelig nok fra en Militærriffel, men hvem havde afskudt dem?

Beboerne fattede straks vor Mistanke, og en ung Kone smed sig ned paa Knæene, omklamrede mine Ben og hulkede, som om Hjertet blev revet ud af Brystet paa hende, eller som om hun allerede saa sig stillet overfor en Gruppe Geværpiber. Hun sprang op, tog mig om Halsen og talte ivrigt i det for os uforstaaelige Sprog.

Vi var alle nærmest daarlig tilpas. Hvad skulde vi gøre? Imedens var Skorstensfejeren gaaet hen til et Vindue, som han aabnede. Medens han samtidig pegede mod sine struttende Lommer og sit „hævede” Bryst, smed han Hylstrene ud af Vinduet og sagde: „Lad os dog vise Menneskelighed, kom lad os gaa.”

Ved Tegn bad han om noget at drikke, og da vi kort efter havde smagt paa den første, fjendtlige Vin, der ikke var daarlig, forlod vi Huset.

Forinden skrev vi dog med Kridt paa Resterne af den ituslaaede Dør: „Skaansel, her bor gode Mennesker. 3/86.”

Bag den nærmeste Dækning søgte vi Hvil. Skorstensfejeren havde under sit lange Ophold paa Loftet bjerget lidt til Føden, og han viste sig at være en god Vært, thi fra sine Lommers Dyb hentede han baade Brød og Vin, og vi gav os god Tid til Frokosten.

Det er blevet Aften, og vi er nu naaet til Liége, hvor vi er blevet indkvarteret. Her er „Liv og glade Dage”. Vinen flyder i Strømme, og Humøret er indstillet efter Devisen: „Wer nicht lieb Wein, Weib und Gesang —”