Tag-arkiv: Lazaret

29. juli 1916. Jakob Moos undslipper fronten

Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 blev indsat ved Somme-fronten. Efter indsats i forreste linje, var hans kompagni blevet trukket ud.

(… fortsat)

Af mine kammerater fik jeg at vide, at vi skulle blive liggende ved klosteret et døgn, hvorefter vi atter skulle sendes frem. Jeg spekulerede en del over denne meddelelse og var klar over, at jeg indtil nu havde været mere end heldig. Jeg var sluppet godt fra det  hele, men — ville det gå lige så godt næste gang?

Jeg havde på fornemmelsen, at udsigterne var meget små. Denne forudanelse fik mig til at gå til vor kaptajn. Jeg meldte mig syg. Kompagniføreren sendte mig til lægen. Denne opholdt sig i  klosterets kælder, hvor der var forbindingsplads. Da jeg kom derned, var han fuldt optaget af de overordentlig mange sårede, som ventede på at blive forbundet. Han havde ikke tid til at se på mig. Det var vel min lykke, for jeg fejlede sandt al sige intet. Jeg var kun  dødtræt og udaset efter de sidste dages store anstrengelser.

Lægen gav en sanitetsoldat ordre til at anbringe en  indlæggelsesattest på mit bryst. Jeg skulle på lazaret. Jeg var henrykt og skyndte mig til kaptajnen for at meddele ham resultatet, og så tog jeg til hovedforbindingspladsen i Ligny. Mit gevær og mine patrontasker smed jeg bort. Hvorfor skulle jeg slæbe på disse ting? Jeg var ikke mere i første kompagni i regiment 31 og var overbevist om, at jeg aldrig nogen sinde kom tilbage tjl det.

En time senere var jeg i Ligny og meldte mig på forbindingspladsen.  Der herskede en uhyre travlhed. Ambulancerne bragte uafladelig sårede tilbage. Mange af de hårdtsårede var afgået ved døden under transporten. De blev lagt hen i et hjørne af gårdspladsen.

Ved middagstid kørte en stor rutebil frem. Den kunne tage omkring ved halvtreds mennesker. Jeg var så heldig at komme med den. Ved siden af mig sad et par sårede englændere, som var taget til fange. Den ene var såret i armen, den anden i benet. De var vældig forbitrede på os og viste os al den foragt, de kunne få skrabet sammen. Når vi talte til dem, vendte de hovedet til en anden side.

07006F00136_engelske_krigsfanger_Bapaume
Engelske krigsfanger

Vi kørte vel to timer og kom så til en samleplads. Her var der sårede i tusindvis. Dagen var meget varm. Vi lagde os ned i skyggen af nogle høje træer. Man serverede kaffe i mængder og lige så meget brød med marmelade, som vi ville have. Da ingen af os havde spist nævneværdigt i de sidste to til tre dage, var det utrolige mængder, vi satte til livs. I det fjerne hørtes utydeligt kanontorden, og det var en behagelig fornemmelse at være uden for skudvidde. Nu talte vi  indgående om, hvor vi mon ville komme hen. Nogle mente, at vi ville komme til Belgien.

Ved fem-tiden om eftermiddagen gik alle, der kunne gå selv, op på stationen. Vi tog plads i et lazarettog, der vel talte omkring ved halvtreds vogne. På stationen var der lige ankommet et tog med  forstærkningsmandskab. Det var mest helt unge mennesker, der ikke tidligere havde været ved fronten. Synet af alle de mange sårede undlod ikke at gøre et dybt indtryk på dem.

Henimod aften kørte toget. Sygepasserne fortalte, at man medførte proviant til tre dage. Der forestod derfor en lang rejse.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

13. juli 1916 – Ribe Stiftstidende: Hvordan krigen mishandler mennesker

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Cykleringene beslaglægges

I gaar er der udgaaet bekendtgørelse om beslaglæggelse og optælling af alt, hvad der hedder cykleringe baade dæk og slanger. De skal afleveres til dertil indrettede kommunale indsamlingssteder, hvor der vil blive betalt en nærmere af myndighederne fastsat pris for dem. Saafremt de beslaglagte cykleringe ikke er afleverede til indsamlingsstederne senest den 15. september d. A. vil de blive eksproprierede.

Hvordan krigen mishandler mennesker

Jørgen Petersen fra Avnbøl Vestermark i Sundeved, der i sin tid blev haardt saaret ved Østfronten og kom i russisk fangenskab, er for nogen tid siden som krigsubrugbar blevet udvekslet og kommen tilbage til Tyskland, hvor han nu befinder sig i et lazaret i Hamborg.

Jørgen Petersen har ifølge Hejmdal lidt forfærdeligt, han blev saaret af en granatsplint i underlivet; derved blev blæren revet helt itu og bækkenbenet blev stærkt beskadiget ligesom vistnok ogsaa rygraden blev læderet. De russiske læger gjorde forsøg paa at lede vandet den rigtige vej, men dette er hidtil ikke lykkedes. Den unge Petersen underkastes endnu stadig operationer og lægen har udtalt til hans familie, at de i de første 2-3 aar ikke maa vente at faa et menneske af ham igen.

Faldne

Blikkenslagermester Gimm fra Bolderslev er falden paa den vestlige krigsskueplads. Den faldne efterlader sig enke og 3 smaa børn.

Gaardmand Jakob Lassen og hustru i Tumbøl ved Felsted modtog i fredags meddelelse om, at deres næstældste søn Bendiks er falden paa Vestfronten, 22 aar gl.

Landmand Peter Duus fra Kegnæs er falden paa Vestfronten. Han efterlader enke og 6 børn.

F. Peters og hustru i Christiansfeld har faaet meddelelse om, at deres eneste søn, Konrad, er falden.

Theodor Jensen fra Kastrup ved Gram er falden ved Østfronten. Jensen efterlader sig hustru og flere børn.

Alfred Petersen, en søn af gaardejer P. Petersen fra Kærbølling ved Rejsby, er falden ved Vestfronten.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jens Lorentzen fra Skodsbøl er død paa et feltlazaret.

Saarede

Christian Møller, en søn af banevogter Møller i Alslev ved Hjordkær, er ved Verdun bleven saaret og ligger nu paa lazaret i Heidelberg.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Frederik Møller 3. fra Brundlund i Haderslev Amt er haardt saaret.

8. juli 1916. De blinde lærer at klare sig

Søren P. Petersen, Rødding, mistede synet, da han blev såret den 6. juni 1916. Han kom i juli 1916 på blindelazaret i Halle an der Saale.

(… fortsat)

Der kom damer fra byen for at underholde os. De læste for os og gik ture med os. De tændte vore cigarer og kunne stoppe en pibe. De  lærte os blindeskrift og forskellige håndarbejder, som knytte- og kurvearbejde.

Den slags ting havde nu ikke min interesse. Så snart jeg var kommet oven senge og kunne tage fat, lærte jeg at skrive og læse  blindeskrift, men øvede mig også i almindelig håndskrift ved hjælp af en dertil konstrueret ramme. Først og fremmest gav jeg dog mig i lag  med maskinskrivning. Min stilling var jo klar, og nu gjaldt det om at dygtiggøre sig til de muligheder, der måtte komme til at foreligge.

Det varede da heller ikke længe, før jeg kunne skrive mine egne breve. En dag fik alle vi blinde foræret hver et lommeur. Gaven var stiftet af en sangforening i byen ved navn »Sang und Klang«. Det var et såkaldt blindeur, og man kunne aflæse tiden med fingrene. Jeg blev meget glad for det ur. Det var, som om jeg med det fik noget af det tabte tilbage. Det var nu ikke mere dag og nat på samme måde. Tiden havde nu igen fået inddeling, uafhængig af lys og mørke.

Tit må jeg med taknemmelighed tænke tilbage på de kvinder og mænd, som her på lazarettet i Halle med så stor forståelse forsøgte at lempe os ind i vore nye kår.

Forplejningen ved fronten havde til tider været meget sløj, men her var den om muligt endnu sløjere — en gang imellem af en sammensætning, der var fremmed for en sønderjysk gane. — Således fik vi en middag serveret noget, der vist skulle være syrnet mælk, og  da de så spurgte, om jeg ville have kogte kartofler i, protesterede jeg for en gangs skyld. Det mindede mig for meget om det, de gav grisene derhjemme. De var dog sikkert lovlig undskyldt, for allerede den gang sultede det tyske folk.

Heldigvis kunne jeg nu få pakker med madvarer hjemmefra, og det trængte jeg også til. Da jeg i 1914 blev indkaldt, vejede jeg 172 pund; nu var jeg helt nede på 135 pund, og kræfterne var meget små.

Netop omkring den tid indførte tyskerne den uindskrænkede u-bådsblokade, og aviserne bragte hver dag sensationelle  beretninger om det store antal sænkede skibe. Meningen om  værdien af denne blokade blev stærkt diskuteret. Jeg protesterede altid mod denne form for krigsførelse og mod de usædvanlig store tal, der berettedes om. Jeg havde mine tvivl om rigtigheden af de angivne tal. Jeg vidste jo, at der var mange danske skibe iblandt.

(… fortsættes)

NB: Henvisningen til den uindskrænkede u-bådskrig placerer erindringen til tiden omkring 1. februar 1917. Af hensyn til læseligheden har vi dog forkortet Søren Petersens sygdomsforløb og lazaretophold, så det er klemt sammen over kortere tid, end det egentlige forløb.

Den samlede beretning kan læses i vores digitale versioner af DSK’s årbøger.

DSK-årbøger 1961

7. juli 1916. På blindelazaret i Halle an der Saale

Søren P. Petersen, Rødding, mistede synet, da han blev såret den 6. juni 1916.

»Zu den drei Degen« var navnet på frimurerlogen i Halle an der Saale. Selve navnet bragte tankerne hen på fortællinger om det muntre studenterliv, overmodig ungdom, forældede æresbegreber og dueller. — »Oh, alte Burschenherrlichkeit!« Halle var jo den gamle, smukke studenterby.

Det ret imponerende bygningskompleks lå i en lille park med udsigt over floden og til ruinen af den middelalderlige Moritzburg, som lå på en lille ø i Saalefloden. Bygningens stilfulde indre fortalte om et intellektuelt aristokrati. De hvide buster, som fra deres konsoler i salene havde set ned på mange kendte mænd og skønne kvinder, var jo selv repræsentanter for kultur og kunst, for intelligens og traditionel patriotisme. Nu så de ligesom med tomme blikke hen over ofrene på fejlslagne forhåbninger og fejlagtige vurderinger, thi nu var her indrettet lazaret.

I to store sale lå vel ialt henved 300 mand, og i nogle mindre rum var der plads til de hårdest medtagne.

På dette lazaret blev jeg indlagt den 7. juli 1916, sammen med min lidelsesfælle, Friedrich Schmidt fra Hamborg. Dermed var vi her 14 blinde. Der var Otto Rosstäuscher fra Altenfeldt i Thuringen. Han var glaspuster af profession. Ved bordet ville han gerne fortælle om, at glaspusterne og glasarbejderne spiste hundekød og også hundefedt for at modvirke lungetuberkulose. Fra anden side har jeg fået oplyst, at det faktisk bruges; men det var nu mest for at drille hans landsmand, Robert Laube fra Frauenwald, som altid nedlagde  voldsom protest.

Der var stationsforstanderens søn fra Celle i Hannover. Han målte sine 194 cm. Han var stadig overbevist om, at han nok skulle få synet igen. Ingen havde kunnet nænne at sige ham den brutale  kendsgerning, at han havde mistet begge øjne, men en dag måtte lægerne alligevel til det, fordi han skulle have proteser. Han havde  også mistet den ene hånd.

Så var der den unge skorstensfejer, som til tider havde det mest sprudlende humør, men til andre tider var dybt fortvivlet. Mertenis var 40 år og havde været stenhugger. Han ville ingenting tage sig  for. Hans far og bedstefar havde også været stenhuggere og var døde i 40 års alderen, og det ville han også nok gøre. Det hørte til faget.

Det var en mærkelig følelse igen at være i et civilt samfund, hvor ganske almindelige mennesker kom og gik, snakkede med os, gav os cigarer og blomster og andre ting.

De fleste sygeplejersker var »Røde Kors«-søstre, damer fra byen,  som her tog deres tørn, og de vidste ikke alt det gode, de ville gøre for os.

Det lå i sagens natur, at de fik vor fulde fortrolighed. De læste vor post og skrev vore breve. De fleste af mine breve var jo skrevet på dansk, og de måtte sommetider læse dem to eller tre gange, inden jeg fik helt fat på indholdet, men også det tog de med godt humør. Disse kvinder, der passede og plejede os 14 blinde, har sikkert i  deres gerning haft mange kostelige oplevelser, når disse ganske unge soldater betroede dem deres hjerteanliggender.

Søster Marie Stein fortalte mig somme tider sådanne små træk. — En ung mand havde fået en ny kæreste, og nu skulle hun skrive et afskedsbrev til den første og en glødende varm bekendelse til den nye. Han vævede i det med at diktere, og til sidst sagde han: »Å, søster, De forstår sådan noget bedre end jeg, skriv bare så godt De kan!«

Det gjorde søster, men var så uheldig at få brevene forbyttede. »Det kan nok hænde, at det gav ballade«, lo hun. Jeg stod forresten i  mange år i skriftlig forbindelse med søster Marie, og hun skænkede os et stueur til vort bryllup.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

6. juli 1916 – Johannes Ankersen: “… de sværtsårede stønnede uophørligt”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juli 1916 befandt sig ved Somme.

Jeg lod mig undersøge af bataljonslægen, og han konstaterede udover en akut hjertekollaps[?] nervøs overanstrengelse, og rådede mig til en tid at tage ophold på et lazaret og få slappet af.

Men jeg ville ikke. Regimentet lå jo i hvilekvarter, så jeg kunne lige så godt komme til hægterne ved min enhed.

Efter at have ligget 2½ dag i hvilekvarter skulle vi om aftenen igen i stilling ved Cléry.

Så langt kom jeg ikke. Under marchen derhen brød jeg fuldstændigt sammen, jeg kunne simpelthen ikke mere. Vores bataljonslæge henviste mig til det nærmeste feltlazaret til videre behandling.

Jeg vendte så først tilbage til mit kvarter med min oppasser, fik pakket noget undertøj m.v. sammen og begav mig på vej. Det feltlazaret, hvor jeg meldte mig, var nødtørftigt indrettet i en kirke.

Min Gud, hvor så der ud. Hele kirkerummet var fuld af sårede, og der kom hele tiden flere til. Alle, der kun var letsårede, blev straks sendt videre.

Lægerne og sygepasserne havde frygteligt travlt, mens de sværtsårede stønnede uophørligt. Det var ikke et sted, hvor slidte nerver kunne komme til hægterne. Jeg blev undersøgt, og henvist til krigslazarettet i St. Quentin.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

15. juni 1916. “At få skiftet forbinding var en ren tortur …”

Søren P. Petersen, Rødding, blev ramt i ansigtet og hårdt såret kørt fra fronten. På “Hostice des Mineurs” blev han opereret – men hans syn var for altid ødelagt.

(… fortsat)

Allerede de første dage efter min indlæggelse var stuens øvrige tre senge blevet belagt. I den ene lå en rørlægger fra Köln ved navn  Wüst. Det var en meget sympatisk mand. Han skrev hjem til mine forældre og til min kæreste. Der var jo kun fra lazarettet tilgået dem et kort med meddelelse om, at jeg var blevet hårdt såret.

Den anden patient var en ung mand på 18 år. Han var oven senge og var rørende omhyggelig med mig. Ham gav jeg mit lommeur. Det havde jeg jo ingen brug for mere.

Den tredie hed Friedrich Schmidt og var murer fra Hamborg. Han  havde også, ligesom jeg, mistet synet på begge øjne. Lufttrykket fra en eksploderende håndgranat havde ødelagt dem. Sår havde han ingen af.

Da jeg den femte dag havde været til forbinding, syntes lægen, at jeg godt kunne gå tilbage til stuen. Han tog mig ved hånden, og på stuen satte han mig i en kurvestol, tændte en cigar og stak mig den i  munden. Nu skulle jeg også prøve at ryge. Det smagte mig ikke, og da jeg havde røget halvdelen af cigaren, måtte jeg i seng. Senere har jeg ofte tænkt på, hvilken hensigt lægen i grunden havde med en sådan hestekur.

At få skiftet forbinding var en ren tortur. Der var jo sår over hele ansigtet, og et par gange måtte jeg igen på operationsbordet. Min temperatur ville stadigvæk ikke gå ned på normalen, og først efter en måneds forløb fandt man det forsvarligt at sende mig med lazarettog til Tyskland.

Lægerne og sygeplejerskerne i toget var flinke, og forplejningen god. Jeg kunne igen begynde at tygge og var sulten.

Ved Köln kom vi over Rhinen, og nu kørte vi gennem egne, som jeg kendte fra mine svendedage, da jeg var på valsen, men jeg kunne jo ikke glæde mig ved gensynet. Overalt dette uigennemtrængelige mørke — og det ville aldrig blive anderledes …

Efter tre dages jernbanekørsel nåede vi Wittenberg i Sachsen. Vi havde dog ikke kørt hele tiden. Vel nok for at patienterne kunne få lidt ro, og for at lægerne bedre kunne foretage de vanskeligste forbindinger, blev toget flere gange kørt ind på et sidespor, hvor det  holdt stille i flere timer.

I Wittenberg blev hele den sørgelige last af menneskevrag båret ud af toget og ført til de forskellige lazaretter. Min lidelsesfælle, Friedrich Schmidt, og jeg blev som de to eneste passagerer tilbage i toget. Vi skulle med toget tilbage til Halle an der Saale, hvor der var øjenspecialister.

Vi havde så at sige et helt tog for os selv, og sygeplejerskerne og lægerne kælede rigtigt for os. Vi fik kogt skinke og grønne ærter til middag. Den slags mad havde vi ikke set i årevis, og jeg spiste det, jeg kunne overkomme. I Halle blev vi indlagt i en frimurerloge, »Zu den drei Degen«. Det var et meget stort kompleks.

DSK-årbøger 1961

9. juni 1916. Jernkorset til Søren Petersen

Søren P. Petersen, Rødding, blev ramt i ansigtet og hårdt såret kørt fra fronten. På “Hostice des Mineurs” blev han opereret – men hans syn var for altid ødelagt.

(… fortsat)

Næste dag fik jeg besøg af den kommanderende general for 9. reserve armékorps, von Bohm.

Det var nu sikkert ikke for min skyld, han havde ulejliget sig herhen. Det blev fortalt, at han fik behandling for gigt.

Han spurgte om, hvor, hvordan og hvorledes, og gav så ordre til, at der blev bragt mig en flaske vin. Senere kom et par officerer og dekorerede mig med jernkorset. Et plaster på såret, sagde man mand og mand imellem.

Jeg fik også en dag besøg af feltpræsten. Han lagde straks mærke til mit navn. Jo, jeg var dansk nordslesviger. Om jeg kendte Søren Kierkegaard? Selvfølgelig kendte jeg ham af navn og vidste lidt om hans filosofi, men den havde jeg aldrig fordybet mig i.

Mens jeg er ved besøgene, må jeg også fortælle, at nogle af mine kammerater ude fra fronten aflagde mig besøg, deriblandt også  selveste vor kompagnifeldwebel, Hamann. Havde jeg, efter hans mening, aldrig lært at blive en rigtig soldat, må han alligevel have respekteret mig som menneske og kammerat. Jeg må da også sige, at han, både som foresat og kammerat, var god nok.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

Se omtale af Søren Petersen og jernkorset her:  Viborg Stiftstidende 1. september 1916

8. juni 1916. “Du tapre, lille kvinde, søster Agathe!”

Søren P. Petersen, Rødding, blev ramt i ansigtet og hårdt såret kørt fra fronten. På “Hostice des Mineurs” blev han opereret.

(… fortsat)

Det var mørkt, da jeg igen kom til bevidsthed, jeg havde det rent elendigt og følte til mit smertende hoved.

Det var en bylt af forbinding. Pludselig stod hele den frygtelige virkelighed klar for mig. For al fremtid ville alt være mørkt omkring mig, og jeg græd.

Der var så stille, jeg kaldte sagte, men ingen svarede. Så søgte jeg efter en klokke. Der var ingen. Man havde åbenbart ikke regnet med, at jeg skulle vågne til liv igen, men jeg lå da i en seng, altså ikke i  kapellet.

Om jeg dog havde en håndgranat at lægge det smertende hoved til hvile på. Det ville være en nem og hurtig løsning. Til tider for jeg i vildelse op af sengen. Jeg var igen ude i frontens helvede.

Omsider kom der én og lukkede døren op. Jo, jeg var i live, og snart stillede min sunde og stærke fysik krav. Jeg var sulten, men kunne  ikke åbne munden så meget, at jeg kunne tygge. Så madede én mig  med en ske. Det var søster Agathe, en fransk sygeplejerske, som var blevet på sit hospital. Hun var den kærligste og mest omsorgsfulde plejerske, jeg kunne ønske mig, og vi blev snart meget gode venner. Det er uden for enhver tvivl, at hun var med til at give mig livsmodet tilbage.

Med den post, jeg fik, kom jo også »Hejmdal«, og hun havde straks lagt mærke til, at den ikke var skrevet på tysk. Men jeg vil hellere gengive, hvad jeg senere skrev om hende i mine optegnelser:

»Du sad ved min seng og talte til mig, milde, opmuntrende ord. Hvilken livets ironi! Min pligt bød mig som fjende at gå ind i dit land. Jeg havde båret våben mod dit folk, men du fulgte kærlighedens  store bud, dit klosterløfte tro: Elsker eders fjender og gør vel imod dem, som gør eder fortræd!

Din hånd var så nænsom, dine ord faldt som mild forårsregn i mit syge sind. Du madede mig i min  hjælpeløshed, som en mor sit barn, du bragte mig blomster fra naturens farverige billedbog, den jeg aldrig mere skulle få lov til at åbne. Hvor underlig er dog ikke skæbnens store puslespil.

På det tyske sprog, der var os begge så væsensfremmed, forstod vi hinanden. Du fortalte mig om dit elskede hjemland, det skønne Lorraine, og jeg dig om mit, det havomskyllede, omstridte Slesvig. To mennesker under livets mest forskellige vilkår. Vi forstod hinanden, som to sjæle modnet under samme skæbne …

Jeg blev ført videre til næste etape, mod hjem og kærlighed, men du blev derude på din udsatte post for at hjælpe andre og give af dit rige sind. En helt på ærens mark, tifold. For dig bøjer jeg mig i  ærbødighed, du tapre, lille kvinde, søster Agathe!«

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

7. juni 1916. Søren Petersen på operationsbordet

Søren P. Petersen, Rødding, blev ramt i ansigtet og hårdt såret kørt fra fronten ved Loretto.

»Hvordan er det gået, doktor?« spurgte jeg lægen, som behandlede mig.

»Det kan måske gå bedre, end det ser ud til, men —«, mente han.

»Sig mig sandheden, doktor, jeg er forberedt på det værste!« 

»Sandheden er ikke god, der er kun meget svagt håb om at redde noget af synet« — og idet han trykkede min hånd, tilføjede han: »De må ikke tabe modet!«

Det var ikke nogen blid køretur ad de oprodede og hullede veje. Den jernringede bil hoppede og slingrede, så jeg måtte holde mig fast ved bårens stænger. Jeg kastede op og havde det meget dårligt, og da vi omsider nåede frem til lazarettet i Hénin Liétard, var jeg omtrent ligeglad med, hvad de foretog sig med mig.

Det var en sygeplejerske, som indførte mit navn i protokollen. Undervejs i ambulancen havde jeg vist været uden bevidsthed et par gange, men nu var jeg fuldstændig klar og kunne svare på alle  spørgsmål. Da hun imidlertid spurgte om min alder, har hun nok troet, at det svigtede lidt for mig. »23 år«, sagde hun, »nej, havde De sagt 43 år, ville vi vist komme det nærmere!«

Jeg svarede ikke, men jeg så mig selv i hele min elendighed. Mager og indfalden, som jeg var, skægget og snavset. Oversprøjtet med blod og opkast. Nej, hun havde nok årsag til at tvivle på min tilforladelighed.

Bevidstheden må have været borte igen, for jeg vågnede ved, at jeg frøs, og opdagede, at jeg ikke havde tøj på. Jeg lå i et hestekøretøj, som skrumplede hen over ujævne bro sten. Jo, nu  huskede jeg det, man havde trukket tøjet af mig og gjort mig ren. Der var blevet talt om et andet lazaret, og nu var jeg altså på vej derhen.

På »Hospice des Mineurs« kom jeg straks på operationsbordet. Man stak med en sonde omkring i hovedet på mig, vel nok for at lokalisere splinter, og så blev jeg bedøvet. Det var, som om jeg sank og sank i  det uendelige, og jeg tænkte, sløj og ligegyldig, at jeg nok aldrig vågnede mere.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

1. juni 1916. I havn efter Jyllandsslaget: “… de døde blev kørt bort i møbelvogne”

En anonym 84’er fortæller om sit møde med de sårede matroser efter Jyllandsslaget

Da jeg som infanterist i efteråret 1916 ved en fejltagelse blev indlagt på marinelazarettet i Kiel, mødte jeg her en del af de marinesoldater, der havde været med i Jyllands-slaget den 31. maj samme år.

Der var nogle sørgelige skikkelser imellem, og en egen gru blev det at se på de stakler, som var blevet forbrændt. Der er særligt et billede, som endnu, efter de mange år, står skarpt i erindringen. Det var dem, hvis hud over hele hovedet var brændt og havde taget en del af kødet med også, de så frygtelig ud.

Jeg talte en del med dem, og de forklarede mig, at de skulle blive længe på lazarettet, for de skulle først have en ny hud, og det skulle ske ved transplantation, og det kunne godt vare i flere år. Man ville ikke have dem gående blandt befolkningen, sådan som de så ud.

Vi kom jo også til at tale om selve søslaget. og disse soldater havde jo selvfølgelig deres egen mening om, hvad der skete den 31. maj om eftermiddagen.

De fortalte, at den tyske Hochseeflotte havde forladt Wilhelmshaven allerede den 30. maj og var ankret op på Schillig red ved Jadebugten. Efter planen skulle slagkrydserne tidlig næste morgen gå op langs den norske kyst, hvor man havde observeret engelske krydsere, senere skulle så slagflåden følge efter. Nu gik det jo noget anderledes.

Slaget var frygteligt, mens det stod på, sagde de og de kunne ikke se, at nogen havde vundet slaget. Det var jo også admiral Scheer, som trak sig tilbage, hvorved kampen ebbede ud.

Det var et sørgeligt syn at se flåden liste ind i havnen den næste eftermiddag, sagde de forbrændte mennesker, skibe med alt skudt ned, hvad der havde stået oprejst, andre med mere eller mindre slagside, gråd og jammer fra de pårørende til dem, der ikke var med hjem. Mange lemlæstede om bord, og de døde blev kørt bort i møbelvogne, så mange var der.

DSK-årbøger 1966

1. juni 1916. Såret på første dag ved Højde 304

Johann Christian Kaas (1887-1974) fra Mjøls deltog i kampene ved Højde 304 ved Verdun.

Johann_Christian_Kaas
Johann Christian Kaas, Mjøls (1887-1974)

Den 1. juni 1916 kom han ud til frontlinjen ved Højde 304. Her lå han sammen med sine kammerater under fransk granatild.

Ca kl. 12 midnat blev han såret i ryggen af en granatsplint.

Granatsplint_Johann_Christian_Kaas
Den granatsplint, der blev opereret ud af ryggen på J.Chr. Kaas.

Hans sidemand udbrød: “Bare det var mig, for så var krigen slut for mit vedkommende!” Han kom ikke selv hjem igen.

Johann Christian Kaas blev nødforbundet på stedet og måtte selv kravle de 4-5 kilometer tilbage til forbindingspladsen, hvor han blev sanitært forbundet med gazeforbinding.

Den følgende dag blev han transporteret til feltlazarettet i Malancourt og nogle dage senere i Stennay.

Den 2. august 1916 blev han overført til lazarettet i Saarbrücken og den 18. august kom han til Flensborg.

Her indførte man den 4. november en sonde i fistelgangen i ryggen (hvor granaten var gået ind) og stødte i ca. 15 centimeters dybde på et fremmedlegene: Røntgenbilledet viste en granatsplint.

Granatsplinten blev fjernet ved operation den 1. december 1916.

Johann_Christian_Kaas__lazaret_Flensborg
Johann Christian Kaas på Reservelazarettet i Flensborg

Venligst meddelt af Egon Kaas

27. maj 1916. Peter Rossen som armeringssoldat

Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juni 1916 lå han mellem Laon og Reims.

De andre Kammerater havde nu forladt Stillingen og var flyttet til nogle Barakker i Nærheden af Juvincourt.

Jeg blev tildelt et Kommando paa otte Mand og to Korporaler. Vi lavede en Øvelsesplads, hvor man kunde kaste med Haandgranater.

Vi maatte udbedre Banerne, hver Gang de havde været anvendt.  Opholdet her varede 3—4 Uger, og vi havde herlige Dage.

Vi laa i Byen Guignicourt. Her havde jeg ogsaa opholdt mig i otte Dage i Vintermaanederne. Vi havde et herligt Kvarter i en Stue.

En Gang imellem besøgte en gammel Mand os. Han var 91 Aar, en rigtig Kraftkarl at se til. Han kunde lidt Tysk, saa vi kunde forstaa hinanden. Han havde ikke været med i 1870, for da var han allerede for gammel, men han fortalte, at her laa Tyskerne ogsaa dengang  ligesom vi nu laa her. Hver Middag fik han to Cigaretter af mig.

Ogsaa denne Tid fik Ende, og vi kom tilbage til de andre. De lavede en Banegrav ud mod Fronten. Det var ikke ufarligt, og der faldt da ogsaa enkelte af Kammeraterne.

En Dag blev vi vaccineret mod Kolera og Tyfus. Mange blev syge og maatte paa Lazaret. Nogle af dem saa vi aldrig mere . . .

Jeg blev ogsaa syg, fik store Vabler paa Kroppen. De har vel anvendt en forkert Vaccine.

DSK-årbøger 1960

13. maj 1916. Ved Højde 304: “Fjenden angriber! Skyd!”

Unteroffizier ved Regiment 84 (IR84) 7. kompagni Friedrich Karl Dambeck, Kropp v/Slesvig om et fransk modangreb og sanitetstjeneste efter kampen.

Tidligt den 13. maj kom der ordre om at rykke frem. Tavs pakkede man sine sager sammen. Fastere end ellers greb jeg om mit gevær og steg så ud af min hule. Hver gruppefører måtte i det vilde terræn arbejde selvstændigt.  Derved fremkom der en trinvis formering af kompagniet helt af sig selv.

Forsigtigt sprang alle videre fra granathul til granathul. Fjenden forsvarede sig fortvivlet, men kunne ikke forhindre, ar vi rykkede ind på pelsen af ham. Den seje fjende greb allerede flugten, da pludselig to maskingeværer flankerede fra venstre. På få sekunder lå vi på jorden for at undgå en fuldstændig tilintetgørelse, og ti minutter senere faldt der ikke et skud mere.

Rundt omkring forblødte og kvaltes vore bedste, og vore hårdt sårede stønnede. Sygebærere og sanitetsfolk krøb omkring. Hvad der var tilbage af kompagniet, ventede nu på fjenden, der da sikkert ville udnytte vort nederlag. Artilleriet på begge sider syntes at være grebet af vanvid. Først da der om eftermiddagen faldt  en fin regn, blev kanonildens voldsomhed svagere. Denne lejlighed benyttede de let sårede sig af.

Overalt i terrænet så man grå punkter hinke afsted bagud. De meget let sårede hjalp sygebærerne med at bære nogle hårdt sårede. Hvad det betyder har jeg nogle dag senere selv måttet erfare. – Desværre kunne ikke alle sårede  blive bragt i sikkerhed, for om  aftenen begyndte igen artillerikampen. –  Gennemvåde og overtrukket med et tykt lag af snavs lå vi blandt vore døde kammerater i granathullerne og holdt trofast vagt.

Lige efter den nye dags første time blev pludselig i ret kort afstand nogle sorte skikkelser synlige: Fjenden angriber! – Skyd! råber en eller anden.

Længe nok har Franz ladet  os vente. Nu kunne vi endelig gøre vort nederlag godt igen. Røde lysraketter gav artilleriet besked om spærreild! Den satte øjeblikkelig ind. Med hvide lyskugler blev hele infanterikamppladsen oplyst, så vi udmærket kunne iagttage virkningen af vor fortvivlede skydning.

Nogle tapre franskmænd nåede ganske vist frem til vor linje, men blev overmandet og taget til fange. Stønnen og skrigen hos fjenden beviste tydeligt, at stormen var  brudt blødende sammen. Efterhånden blev det roligt, og i de våde huller snorkede snart de tapre, overanstrengte krigere.

I morgengryet begyndte påny den anstrengende sanitetstjeneste. Også nedgravning af de døde blev påbegyndt, for transport bagud kunne der slet ikke være tale om. Ingen sten, intet trækors viser stedet hvor vi har begravet vore helte, men endnu i dag flyver tankerne op på den høj, hvor i adskillige dybe kratere 23 tyske krigere hviler ud efter dette jordelivs plager.

Til middag var slagmarken takket være tysk næstekærlighed renset, så vidt fjenden ikke havde kunnet forhindre dette arbejde. Udmattet krøb jeg sammen i mit hul og faldt i søvn.

Pludselig er der én, der ryster mig: Dambeck jeg har fundet endnu en hårdt såret. Vil du hjælpe mig med at bære ham til Malancourt? Jeg vidste, at jeg ville bryde sammen undervejs, men det måtte blive et ja. To sygebærere og foruden mig en anden sølle djævel tog hver fat i et bårehåndtag, løftede lasten op på skulderen og tumlede gennem de dybe granathuller ned ad skråningen.

Overalt lå der døde, mest franskmænd og sorte, kun enkelte gange så jeg på skulderstropperne nummeret 22.

Forges-lavningen lå under ild. Jeg tog mig ikke af det. Det flimrede gult og grønt for min øjne, og mine ben truede med at svigte under mig, men et eller andet tvang mig ubønhørligt videre. Mekanisk slog vi over i halvtrav, for de fjendtlige hilsner kom lovlig tæt ind på livet af os. Dinglende og hivende efter vejret nåede vi op på den anden side af højen, men så gjorde vi udmattet holdt i et granathul.

Stille klynkede vor kammerat på båren, et alvorligt hovedskud havde berøvet ham bevidstheden. Alligevel syntes det ikke umuligt, at han kunne reddes. Efter en kort pause slæbte vi igen videre og nåede snart til Malancourt. Den lille Forges-bæk, der ellers venligst rislede gennem dalen, søgte nu i det splittede leje forgæves sin vej. Dér, hvor der ellers langs med førte en landevej, stod der nu vand, og ingen kunne vide, hvor dybe granathullerne nedenunder var.

Idet vi forsigtigt følte os frem, ofte i vand til hofterne, søgte vi gennem ruinerne en vej. Henover, nedenunder, til venstre omkring, til højre omkring nåede vi endelig vort mål, bryggeriet i Malancourt.

I en kælder, der var forblevet uskadt, lå de sårede ved siden af hinanden og ventede frygtsomt på den forløsende aften. Med opsmøgede ærmer var lægerne i arbejde, man turde næsten ikke forstyrre. Halvt bevidstløs sank vi alle fire om på det hårde gulv, ingen af os var i stand til at sige et ord. – 

En af lægerne trådte hen til vor båre, og efter en kort undersøgelse så han os medlidende  ind i  de dybtliggende øjne: Kan ikke mere reddes! –

Jeg kastede et blik på min våde bukser og på de lidende ansigtsudtryk hos min tre kammerater. Alle har sikkert i tanker gentaget: Ikke mere til at redde!

Af regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016.

10. april 1916. På rekreation i Bad Nauheim

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118. I februar 1916 blev han såret igen.

Bad Nauheim, den 10. April 1916.
Med en Transport paa omkring 100 Mand er jeg kommet hertil. Mine Saar var heldigvis ikke farlige og var snart lægte.

Vi kom først til Sedan, men da Lazarettet her skulde rømmes, opnaaede vi det heldige at komme med til Tyskland.

Jeg havde paadraget mig et betydeligt Nervechock og nogle ret alvorlige Hudafskrabninger. I Hotel „Wiener Hof” har vi et dejligt Kvarter, og Lazaretbehandlingen er behagelig, idet den gaar ud paa, at vi daglig faar Kulsyrebade.

 Til Trods for, at vi ikke har andet at bestille end om Morgenen at gaa til Badeanstalten og vente paa, at det bliver vores Tur til at gaa i Bad, har vi ikke Tid til at vente paa det. Vi sørger for at faa vort Badekort klippet og „fordufter” derefter lige saa stille igen.

Kun faa Steder er saa velegnet til Rekreationssted som Bad Nauheim, og vi foretager derfor lange Spadsereture i den herlige Omegn, i Taunusskoven og i den herlige Park. De paa Nerver og Lunger forkvaklede Stakler finder her i disse vidunderlige Naturomgivelser en velgørende og haardt tiltrængt Ro og Lægedom.

I Morgen skal jeg afsted herfra. Jeg har faaet 14 Dages Orlov, og for første Gang skal jeg se min lille Pige, der nu er et halvt Aar gammel.

 

12. marts 1916. Tandpine

En anonym sønderjysk soldat fra . Afd. 1. Komp. I E85 beretter om en episode hos militærtandlægen

Min Rendsborg-Tand
„Hvem vil melde sig syg? Tre Skridt frem!“
Jeg traadte de befalede tre Skridt foran Fronten sammen med en halv Snes andre.
„Hvad fejler De?“
„Tandpine.”
„Hvad? Tandpine? Sie sind wohl ganz und gar von Gott verlassen. Haha! Tandpine! Er De rigtig klog, Mand! Tror De maaske, at De kan slippe for at komme med denne Transport, fordi De melder Dem syg med en Smule Tandpine. Hvad er egentlig Meningen? De maa jo fejle noget! Lad mig se den Tand! Ach wass! Jeg kan ikke se noget! Hvilken Tand er det? De er jo ikke engang tyk ved Hovedet, højst tykhovedet. Og saa tror De, at De kan pudse os med det? Næh, min gode Mand, den gaar ikke, bare ind i Geleddet igen. — Hvad siger De? De forlanger at komme til Tandlægen? En Soldat har i det hele taget ikke noget at forlange. Har De forstaaet mig? Men godt! De skal komme til Tandlægen, men tro bare ikke, at De slipper for at komme med ud. Meld Dem i Revier!“

Denne Skylle fik jeg en raakold Morgen i Marts Maaned 1916 i Kasernegaarden i Rendsborg. Dagen før havde vi faaet det nye Kluns paa og ventede nu hver Time  paa Marchordre. Den gode „Spiess” troede naturligvis, at jeg vilde simulere, hvad der imidlertid slet ikke var Meningen. Jeg havde virkelig Tandpine, saadan i mellemsvær Grad. Der var et Hul i Tanden og Nerven var blottet, saa ved den mindste Smule jog det igennem den som med gloende Syle. Jeg var godt gal paa den  væmmelige Karl, da jeg meldte mig i Revier.

Det var en midaldrende Mand i Uniform, som jeg antog for en Læge, der tog imod mig. „Op med Gabet!”

Han kiggede paa Tanden, men sagde ikke noget. I Stedet for gav han mig Adressen paa en Tandlæge og Ordre til at møde e fte r den opgivne Adresse Kl. 5 om  Eftermiddagen.

Det var nok en køn en, at gaa hele Dagen uden at faa vaadt eller tørt, for den forbistrede Tandnerve vilde hverken have varmt eller koldt eller noget midt imellem.

Det var i et forbistret skidt Humør, jeg til den befalede Tid mødte hos Tandlægen, der boede i et gammelt to-etages Hus ved Skibbroen, en Trappe op. Trappen var smal og stejl, Forstuen snæver og mørk, Venteværelset lille og skummelt og hele Indretningen gav Indtryk af, at Tandlægen ikke netop var overrendt af Kunder.

Jeg hængte min nye Felthue paa den ene af de tre Knager, der var skruet ind i Bræddevæggen i Entreen, oggik ind i Venteværelset.

Lidt  fte r kom Tandlægen ind, og trods hans civile Klæder genkendte jeg ham straks som „Lægen” fra „Revierstube”.

Han kiggede igen paa Tanden og forklarede mig saa, at der var ikke andet at gøre end at trække den ud.

Jeg protesterede paa det energiske. En ung Mand, som jeg, skulde have sine Tænder plomberet, ikke trukket ud.

Men det var der ingen Tid til, Marchordren kunde komme hver Time, sagde han, og skulde jeg af sted med en Tand, der kun var halv t færdigbehandlet, kunde det sidste blive værre end det første. Altsaa, ned i Stolen, og frem kom Tangen.

En Gang til højre og en Gang til venstre og saa lige ud — og saa smuttede Tangen.

Himmel og Jord, sikke Smerter. Paa’en igen. En Gang til højre og en Gang til venstre og saa lige ud — og saa smuttede Tangen for anden Gang.

Jeg fik Taarer i Øjnene af Smerter, og det er sikkert, at Tantalus’ Kvaler var Barnemad ved Siden af mine.

„Bare rolig, bare rolig. Den er allerede løs. Hovedet lidt bagover. Saadan. Og saa godt op med Munden. Nu skal De se, for tredie Gang faa r vi den.“

En Gang til højre og en Gang til venstre . . . . Jeg svedte Smertens Sved, og han svedte Angstens Sved. Svedperlerne stod paa hans Næse og paa hans Pande, og hans Haar sad klasket fast i Panden paa ham. Jeg havde hans fortrukne Ansigt lige foran mig. Det var med Opbud af alle sine Kræfter, han nu tog det sidste Nap, og for at være helt sikker i sin Sag, satte han sit ene Knæ op paa mit Bryst — og halede til — Og saa smuttede Tangen for tredie Gang, mens han stønnende fo’r tilbage.

Jeg udstødte et Brøl, antagelig af samme Styrke som den saarede Løves derude i Ørkenen og sprang op, og da han for fjerde Gang vilde mane mig ned i Delinkventstolen, gav jeg ham med højre Næve et Stød ind i Hjertekulen, saa han med stort Rabalder faldt over i et Glasskab.

Med Vanviddet lurende i mit stakkels Hoved rev jeg Huen fra Knagen og mere faldt end gik ned ad de stejle, mørke Trapper, og ilede ud paa Gaden.

Hvad nu? Hundreder af smaa Djævle, med Save, Bor, Hammer og Mejsel bearbejdede mit Hoved.

Paa Kryds og tværs stormede jeg igennem Rendsborgs Gader, blottet for ethvert Haab om at finde Lise for min Ve.

Tilfældigt faldt mit Blik paa en stor Husgavl-Reklame, „Plombering af Tænder“. En Guldplombe kostede saa og saa meget, en Sølvplombe kostede lidt mindre, en Plombe af Platin var endnu billigere, og den billigste var en Cementblombe til 1 Mark.

Jeg vovede mig op til Tandlægen. Det viste sig at være en stor, moderne Tandklinik, og formedelst 1,50 Mk., som maatte erlægges kontant, fordi jeg var indklædt til Fronten, akkorderede vi om en Gipsplombe.

Kort at fortælle. Da vi tre Dage senere rullede afsted til Frankrig, havde jeg en splinterny Gipsplombe i Munden og ingen Smerter i Tanden, alt formedelst 1,50 Mk. Og Rendsborg-Tanden holdt indtil fornylig, da min Tandlæge tog den, dog uden at Tangen smuttede en eneste Gang.

DSK-årbøger, 1943

28. februar 1916. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Landstormsmændene af det 2det opbud

er allerede i skyttegravene i Rusland.

Der er forskel –

En mand fra Kliplevegnen var indkaldt og lå i garnison i Bremen. En skønne dag blev det bebudet for ham, at ham skulle til fronten. Det var han særlig ked af, fordi han i hjemmet havde en halv snes børn, og en af hans kammerater i Bremen af samme opbud da fik medlidenhed med ham og meldte sig frivillig i hans sted.

Dette fik han også tilladelse til, men dog kun på betingelse af, at han ingen børn havde. Man vil heraf forstå, at medens det er en frivillig sag, om en ældre sydtysker vil gå i skyttegraven, så er det en tvungen sag, en ordre, der skal efterkommes, at nordslesvigeren af samme opbud skal derud, selvom han har en halv snes børn i hjemmet.

De hjemløse til session

Landrådskontoret i Haderslev har udsendt følgende:

Til den session, som skal finde sted den 28. og 29. februar, 1. og 2. marts i Haderslev (”Tivoli”), skal alle hjemløse, der er født i tiden fra 2. august 1869 til 31. december 1898, møde, enten de får en særlig befaling dertil eller ej.

Sparsommelighed med papiret!

Landråden i Haderslev anbefaler i kredsbladet for den 24. februar 1916 de ham undergivne myndigheder, embeds- og bestillingsmænd under krigen ved korte beretninger, meldinger, meddelelser eller forespørgsler kun at anvende papir i format af et kvart ark (størrelse 21×16). Fremfor alt bør vedhængende ubenyttede blade undgås.

Atter på lazaret

Frimenighedspræst Jørgen Eriksen fra Stenderup i Sundeved, der i efteråret fik lungebetændelse i Rusland, og som siden sin helbredelse har gjort tjeneste ved udfyldningsbataljonen i Slesvig, er ifølge ”Hejmdal” atter blevet syg og ligger for tiden i lazarettet i den nævnte by.

En tung rejse.

Under sørgelige forhold måtte landstormsmand Mathias Matzen i Sæd, der var hjemme på orlov, tiltræde tilbagerejsen til fronten i Galizien. Hans kone ligger syg af difteritis, to af børnene lå desuden med høj feber syge af mæslinger, og dagen før sin afrejse modtog Matzen ifølge ”Hejmdal” fra Haderslev underretning om, at hans søn, der tjener ved rekrutdepotet, var blevet syg af lungebetændelse.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

I tabslisten meddeles, at Theodor Ebeling fra Ketting er faldet og Fr. Salomonsen fra Søgårds Mark hårdt såret.

Wilhelm Adolphsen fra Stenderup (kredsen er ikke anført), Peter Mortensen fra Sottrup og Johs. Thomsen Petersen fra Skelle, der tidligere har været meldt savnet, er i fangenskab.

Chr. Hübschmann fra Ullerup og Mathæus Andersen fra Vester  Lindet, der tidligere har været meldt savnet, er i fangenskab.

14. februar 1916. Feltlazarettet: “… umenneskelig rædsel og uhygge.”

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Et øredøvende Brag, en Flyvetur, der ikke endte i Glideflugt, er alt, hvad jeg husker, indtil jeg om Morgenen fandt mig selv i en stor Jordhule, der var fyldt med saarede og døende Kammerater.

Jeg forsøgte at staa, men kunde ikke. Jeg befølte mine Lemmer, jo, de var der alle, men en Hovedpine havde jeg, som om mit Hoved skulde sprænges. Mine Hænder, der i Forvejen var overtrukket med et Lerlag, var blodige, og Fingrene klæbede sammen i denne afskyelige Masse.

Da jeg havde iagttaget mine Omgivelser noget nærmere, ønskede jeg, at jeg kunde sove fra det hele. Frygteligt og aldeles ubeskriveligt  saa det ud.

Haardtsaarede og lemlæstede Krøblinge laa imellem og oven paa hinanden. Hulen var mere end overfyldt, og der var kun Plads til nogen, efterhaanden som Ligene af andre var bragt ud.

Fortvivlede Skrig og Raaben om Hjælp lød til alle Sider. Letsaarede stod i et andet Hjørne og røg deres Cigaretter, øjensynlig ligeglade med Omgivelserne og glade for selv at være sluppet ud af det hele.

I  et andet Hjørne havde Lægerne indrettet et Operationsbord, hvor Arme og Ben blev bortamputerede og smidt hen i et Hjørne. Nye Forbindinger blev lagt paa, og saa blev der gjort Plads til den næste.

 Mange laa hengivet i Bøn til Joseph, Jesus og Maria, men hvad enten Folk bandede eller bad, Elendigheden var lige stor, og Opholdet lige frygtelig for dem alle.

Ved Midnatstid kom der Ordre til, at de, der kunde gaa, skulde begive sig afsted til Sechult, hvorfra der gik en Feltbane.

Haardtsaarede, dem uden Arme eller Ben, dem med bortskudte Kæber eller med Lunge- eller Underlivssaar blev under frygtelige Skrig baaret til Sanitetsvognene, der skulde køre foran. Udenfor Hulen laa en lang Række af døde Kammerater, og der kom stadig flere til.

Det var et sørgeligt og tankevækkende Tog af lemlæstede og for Resten af deres Livstid til Krøblinge dømte Mennesker, der nu satte  sig i Bevægelse.

Bort gik det fra al den umenneskelige Rædsel og Uhygge, og først henad Morgenstunden var vi naaet udenfor Granaternes Rækkevidde.

Som en fjern Torden naaede Granaternes ustandselige Rullen over til os, og Lysraketternes Stigen og Falden kunde herfra endnu ses mod den fjerne Horisont og tilkendegav Stedet, hvor  Menneskene endnu sloges og myrdede hinanden i djævelsk  Afsindighed.

 

26. juni 1915 – Kresten Andresen: “… giv børnene ærterne”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). I begyndelsen af maj faldt han på en patrulje og slog det ene ben så slemt, at lægerne troede han havde brækket det. Han blev derfor bragt bagud, og selvom det vidste sig ikke at være så alvorligt med benet som først antaget, kom han i de følgende måneder til at opholde sig på forskellige lazaretter bag fronten.

La Fere den 26. juni 1915

Mange tak for brevene, det lange af 21. og af 22., de er rigtig ankomne, og tak for de fem mark; nu trænger jeg ikke til mere, da jeg nu atter får fuld lønning. Der er sikkert faldet mange gode folk nede ved Moulin sous Tourent. Kampene varer vist ved endnu, og franskmændene har endnu forreste grav. Hvad folk fortæller derudefra, er rædselsfuldt. Det overgår sikkert i enhver henseende, hvad jeg i sin tid var med til ved Soissons. Dér var kanonaden måske stærkere; jeg hørte jo også kanonaden ved Moulin; men forskellen var, at ved Soissons blev vi beskudt med bare let feltskyts af kaliber 7,7 cm og 10,5 cm, medens det her var 15 og 18 og 21 cm haubitser. Var vi bleven beskudt med dem ved Soissons, var ikke én kommet til at
storme. […]

Det glæder mig at høre lidt om familie og venner dernede; gid jeg kunde have været med på den tur; det må have været forfriskende for dig, mor. At jeg kommer hjem på orlov, tror jeg næppe; jeg undrer mig, at jeg ikke er sendt til fronten allerede. Her er jo en mængde letsårede fra Moulin, og den behandling, de får, er mildest talt hårrejsende. Således har én fået en kugle gennem underarmen for fjorten dage siden. Han har i dag måttet stå og lave geværgreb en time, skønt såret blødte igennem forbindingen og han viste feldwebelen det. En anden, som har fået en svulst opereret væk under fodballen, måtte forleden eksercere en hel time, skønt hele fodballen var et åbent sår. Der tages sandelig ikke med handsker på os, og dog er jeg sluppet lempeligt igennem. Når jeg siger, at jeg ikke kan eksercere, så bliver jeg også fri og slipper med at skulle sidde og skrælle kartofler. Nu tænker jeg, jeg skal til lægeundersøgelse i morgen, og er meget spændt på udfaldet. […]

Så nu har jeg været hos lægen; han sad længe og så på den, uden for øvrigt at undersøge den, og ordnede til sidst omslag. Sanitetsunderofficeren, som er en meget vigtig og brysk herre, gav mig ganske vist omslaget på et sted, hvor benet slet ikke fejler noget; men det må han jo forstå. Jeg skal komme om fire dage igen.

Nu er jeg på vagt hvert andet døgn. Vi har fem forskellige poster at stille. I går fik jeg én, som jeg ikke gerne vilde have igen: jeg skulde bevogte en gitterport ind til kasernegården og skulde forhindre civilpersoner i at komme derind. Ved middagstid kommer der så en mængde fattige og sultne børn, som tigger mig om at få lov til at komme ind til kokkenerne. Først kom en sekstenårig, forhungret dreng; han forklarede mig, at han måtte arbejde for kommandanturen uden at få så meget som en penning derfor, og han vidste ikke, hvor han skulde få noget at spise. Det var svært at skulle nægte ham adgang; man kunde se på ham, at han i lang tid ikke havde fået noget at spise; men der var intet at gøre. Jeg talte hans sag for pladsunderofficeren, men han afviste det koldt og hånligt, og så kunde jeg ikke mere. Drengen viste mig, hvor meget han havde tabt – „malheur la
guerre!” Før havde han haft sin maverem i det hul, og nu havde han måttet spænde den en hel snes huller strammere, og resolut tog han sin lommekniv og skar en lang ende af remmen og sagde, at et sådan stykke havde han engang før måttet skære af. Men hvad hjalp det? – Og værre blev det, for nu kom der hele  skarer af børn, som belejrede porten, og jeg måtte gang på gang jage dem væk. Jeg vilde så gerne skaffe dem middagsmad, men vidste i alverden ikke, hvordan jeg skulde bære mig ad. Da kom en gammel soldat igennem porten lige fra køkkenet med sin portion mad, som han vilde hjem med – Pst! sagde jeg til ham, giv børnene ærterne, du kan jo sagtens hente dig en ny portion! Og ærterne blev delt. Men af den slags gamle familiefædre er der ikke mange; men den gode skæbne vilde, at jeg fik fat i et par unge franskmænd, som arbejdede på kasernen; de fik børnenes spande, én efter én, og så hentede de mad i køkkenet; en voksen kvinde fortalte mig, hvem af børnene der navnlig trængte, en af dem havde syv små søskende, moderen var død og faderen i krigen, han fik en særlig stor spandfuld. Derimod var der en velhavende mands søn, som kom for at få noget til sin hund, og han måtte drage af. Da jeg kl. ét blev afløst, var der kun en lille pige tilbage; hun græd sine modige tårer, fordi hun nu troede, at hun ikke fik sin spand; men kort efter så jeg hende fra vagtstuen gå glædestrålende forbi. Når man har lidt god vilje, lader meget sig gøre, uden at man derfor behøver at overtræde sine instrukser; men jeg vil helst forskånes for at se så megen elendighed, og næste gang kan jeg måske ikke hjælpe. […]

For øvrigt er her meget ubehageligt, skiddent og fuldt af utøj. Der er mere utøj her end i skyttegraven, og dog er her lejlighed nok til at slippe fri for det. Så snart én i skyttegravene melder, at han har fået utøj, bliver han straks sendt til Lagny, hvor alt hans tøj bliver uddampet og han selv lagt i varmt bad – og her, så langt fra fronten, bliver der ikke gjort det allerfjerneste; i stedet for skal vi marchere, eksercere og gøre alt muligt dumt tøj, akkurat som det falder de herrer ind.

Nu mange hilsner til jer alle.
Jeres hengivne Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelenKrestens breve

19. juni 1915 – Kresten Andresen: “Et kødsår ænses ikke…”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). I begyndelsen af maj faldt han på en patrulje og slog det ene ben så slemt, at lægerne troede han havde brækket det. Han blev derfor bragt bagud, og selvom det vidste sig ikke at være så alvorligt med benet som først antaget, kom han i de følgende måneder til at opholde sig på forskellige lazaretter nær fronten.

La Fere den 19. juni 1915

Jeg er flyttet igen; det er ikke til at tænke sig, hvad man alt skal opleve. Nu er kampene optaget igen, og da der strømmer ind med sårede, må lazaretterne så vidt muligt rømmes; jeg har fået skudsmålet: „kriegsbrauchbar, aber schonungsbedürftig” og er kommet hen på et rekreationshjem på en kaserne, hvor vi bliver hundset efter en større målestok, med rigtig prøjsisk kasernedrilleri. Nå, jeg lader mig ikke så let gå på mere, og det er da i hvert fald bedre end forude, skønt der er roligt nu på vor kant. Ret længe bliver jeg heller ikke her, det kan dreje sig om en uges tid, her hjælper ingen forklaringer og forestillinger. Der regnes nu kun med hårdtsårede. Et kødsår ænses ikke, og den slags skavanker, som jeg har, blir betragtede som selvforskyldte. Overhovedet tages der meget lidt hensyn til de „kære krigere”; hvad de føler og tænker er temmelig ligegyldigt. At de to gange har lovet mig at komme til Tyskland, og i sidste minut har taget løftet tilbage – det betyder kun en streg på papiret. I går kom der seksten mand tilbage hertil; de havde været sårede og nu rekonvalescenter; der blev så tilbudt dem, at hvis de vilde føre en transport heste med sig til Brandenborg, så måtte de få hver en uge orlov; det var alle gamle karle med familie hjemme. Da de kom til Brandenborg og havde hestene afleverede, blev de straks stoppede i et iltog og ført her tilbage. Hvor er sådan noget umenneskeligt råt gjort. Man får en afsky og vrangvilje, så man ikke gør en ting uden at være nødtvungen til det. Men det hele er maskineri, og selvom et hjul mister en tand eller to, så må det dog løbe med rundt. Først når det er helt smadret, blir det erstattet af et nyt.

Står man foran en læge, så kan man på forhånd gå ud fra, at han ikke tror et suk af, hvad man forklarer; i hans øjne vil alle soldater trykke sig, og hans skrivere og betjente skælder ud og bruger mund af frygt for at miste deres gode stilling og komme i fronten. Der skal en meget hård nakke til at føre sin sag igennem.

Nu har brevet ligget et par dage; og jeg har ikke været til nogen rigtig undersøgelse her endnu og går her og driver om mellem elleve og fem uden at ane, hvad der haves i sinde med mig.

I går var elevmødet vel på Vinding; jeg vilde gerne have været med. I stedet for blev vi, som en hob tugthusfanger, der skal trække frisk luft, ført hen i en ølknejpe, hvor vi under bevogtning tilbragte to timer til fædrelandsk musik. Det er komisk, den samme soldat, som når det gælder allermest, er fuldstændig selvstændig, blir nu behandlet som et lille barn, som ikke kan gå ene ude på gaden. Det er slet ikke rart at skulle sidde her og kukkelure bag et jerngitter, som dyr fra den zoologiske have. Nu har jeg ikke hørt fra jer i næsten tre uger; der må jo være sket en hel del i al den tid.

Hilsen til Johanne og jer fra
jeres hengivne
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Krestens breve

11. maj 1915 – Kresten Andresen: “besøg af sønderjysk pige”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). I begyndelsen af maj faldt han på en patrulje og slog det ene ben så slemt, at lægerne troede han havde brækket det. Han blev derfor bragt bagud til lazaret i Noyon.

Noyon den 11. maj 1915

Kære forældre
Jeg har det meget bedre, end jeg på nogen måde skotter om, men det er jo både et onde og et gode. Jeg har fået brevet af den 6. Tak for det. J. Brag var her i forgårs og fortalte mig så meget hjemmefra. Han kom som et frisk pust med så mange lyse beretninger; det kan også gøres behov, for her i lazarettet får vi meldinger med både smør og horn. – Han havde også den store krukke honning med, som jeg er forfærdelig glad for. Her går alt sin daglige gang. I går havde vi besøg af storhertugen af Mecklenburg, som var meget venlig.

Jeg havde om aftenen besøg af en sønderjysk pige – ja, nu er I vel meget spændte. Jeg ved ikke engang, hvad hun hedder [sandsynligvis Kristine Aagaard fra Broager/MBN], men hun er her ved „Røde Kors”. Hun har passet søster Ingeborg, da hun fik den lille Ingrid; måske I så kender hende. Det var meget oplivende. Uheldigvis ligger jeg side om side med en hjemmetysker fra Kliplev, så man kan jo aldrig tale frit. […]

I ser, at det er noget meget dårligt papir, vi her har os, og derfor indser I vel også fuldt ud nødvendigheden af, at I sender mig noget brevpapir i en konvolut. Der må ligge en del nede i højre skab af mit skrivebord.

En ide! Kan jeg ikke rejse hjem og se til Peter Jensens bol? for det er jo kun landmænd, der kan rejse hjem.

Mange hilser fra
jeres hengivne Kresten xlvi

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Krestens breve

2. maj 1915. Første Sønderjyde i Aurillac Lejren: Chr. Høeg fra Sdr. Sejerslev.

Chr. Høeg fra Sdr. Sejerslev blev den første sønderjyde, der ankom til fangelejren i Aurillac, der på initiativ af professor Paul Verrier var specielt indrettet på dansksindede sønderyder.

Jeg laa ved det aktive Regiment 163 i Neumünster og drog med det i Felten. Vi kampede først i Belgien og var siden med i Marneslaget paa højre Fløj, hvor vi til sidst laa i Skovene ved Elincourt Nord for Compiegne.

Den 17. September blev jeg saaret i venstre Knæ og var dermed færdig med Krigshaandværket. I to Døgn kæmpedes der om
Byen. Tyskerne havde den to Gange, Franskmændene tre.

Imens laa vi en 30-40 saarede, franske og tyske imellem hverandre, i et større Hus, Byens „Slot”, som Kuglerne stadig peb gennem. En Granat tog Husets Taarnbygning. Vi slap.

Efter Kampens Afslutning og Tyskernes „ubesejrede” Tilbagetrækning kom jeg i fransk Fangenskab. Det var den 19. September. I seks Døgn gav det kun en Humpel Brød. Sammen med to haardt saarede Franskmænd transporteredes jeg nu paa en tohjulet Kærre bagud til den større By Amiens, hvorfra jeg kom paa Lazaret i St. Brieux.

Undervejs fik jeg for Resten en slem Forskrækkelse, saa jeg en Overgang troede, min sidste Time muligvis var kommet. Jeg sad bag i Kærren med Benene dinglende ned, medens de to Franskmænd laa foran i Vognen. Men da vi kørte igennem en Landsby, kom pludseligt en fransk Bonde løbende i fuld Fart bag efter Vognen med en stor Brødkniv i Haanden. Det var tydeligt mig i den
tyske Uniform, hans Interesse gjaldt. Vilde han mon jage Kniven i mig forhadte „Boche“ ? Hvem vidste, hvad der kunde ske i disse Hadets Tider!

Alt imens kom Manden nærmere ind paa Køretøjet. Jeg gav da Udtryk for min Bekymring over for mine Medpassagerer. De raabte noget beroligende til deres Landsmand, som derefter stoppede op og gik sin Vej igen. Han vilde maaske kun have skaaret
en Knap eller Skulderstrop af min Uniform til Souvenir? Det skete saa ikke dengang. Jeg beholdt mine Knapper og mit Liv.

Efter et Par Maaneders Lazaretophold blev jeg saa puttet i en Fangelejr, som var indrettet i Byens Fængsel. Vi var en 60-70 Fanger paa hver Stue. Men her naaede mig kort for Jul Lykkens Engel i Skikkelse af Professor Verrier, der havde mit Navn paa sin Liste over danske Sønderjyder i fransk Fangenskab.

Jeg blev kaldt paa Kontoret og udspurgt og fik Løfte om Forflyttelse til en særlig Lejr. Det fortalte jeg naturligvis intet om til mine Kammerater, idet jeg var den eneste Sønderjyde i Lejren. Jeg skulde afvente nærmere Besked.

Men sidst i Marts 1915 sendtes vi alle paa Havnekommando til Lossehavnen Le Havre ved Kanalen. Vi indkvarteredes her paa et gammelt Skib i Havnen og arbejdede paa Havnen. Om Søndagene, naar der ikke lossedes, sendtes vi paa Jernbanearbejde uden for Byen.

Men her blev de derværende belgiske Flygtninge opmærksomme paa os og indtog en meget truende Holdning over for os. Vi var jo Skyld i deres Ulykke. 50.000 skulde der bo i Barakker der omkring, jagede fra Hjem, Slagt og Gerning. Nu skulde deres Harme
aabenbart gaa ud over os. Hvad kunde de finde paa? Vi var ikke videre trygge.

At Bevogtningen heller ikke var tryg ved Situationen, fremgik af, at vi Paaskedag om Aftenen blev hentede af en hel Eskadron Kavalleri, der skulde beskytte os paa Hjemturen. En Deling red foran, en anden bag efter Fangekolonnen, og en tredie galoperede ustandseligt omkring hele Formationen. Saa alvorligt tog man altsaa Truslen fra de belgiske Flygtninge. Først, da den sidste Mand var vel om Bord, forlod Rytteriet os. Der skete da ikke noget. Men ildesete, ja forhadte, var vi.

Men saa skete den store Vending for mit Vedkommende, Der kom Besked om, at jeg skulde flyttes. Mine Kammerater gættede paa, at jeg havde forset mig, maaske i Belgien, og nu skulde for en Krigsdomstol eller saadan noget.

Jeg sagde ingenting, men var naturligvis rede til at tage af Sted. Min Transport til den sarlige Lejr i Sydfrankrig var ogsaa noget for sig. To franske Gendarmer med ladte Revolvere skulde tage sig af mig og fore mig til mit nye Sted. Det foregik med Jernbane.

En Søndag Middag Kl. 12 kom vi til Paris, Frankrigs skønne Hovedstad. Hvordan det nu forholdt sig, ved jeg ikke, men vi kunde ikke køre igennem eller forbi Byen, men skulde fra Banegaarden i Nord marchere gennem Byen til den i Syd. Vagtmændene
var imidlertid ikke glade for den Tur gennem Storbyen. Min tyske Uniform vilde maaske vække Opsigt og Opløb. Og hvad kunde der saa ikke alt ske i Forvirringen?

Og de var jo ansvarlige for min Person. De lejede derfor en Hestetaxa. Og paa den Maade gik Turen jo smertefrit for os alle tre, skønt Taxaen jo maatte betales, men naturligvis ikke af mig.

Jeg fik da Paris at se fra et Taxasæde mellem to bevæbnede Mand, men uden Turistvejledning.

Vel ankommen til Sydbanegaarden vilde de to Vagtmænd gerne en Tur i Byen og betroede derfor mig Fange til Banegaardsbevogtningen. Disse var til at begynde med ikke videre venligsindet, snarere det modsatte; men da de mærkede, at deres Bemærkninger om, at Kejser Wilhelm burde have Hovedet af osv., fandt mit Bifald, vendtes Stemningen, og Cigaretterne kom frem. Bon Monsieur!

2. Maj ankom vi til Aurillac, den lille Provinsby i Auvergnes Bjerge. Jeg blev forskriftsmæssigt afleveret paa Kasernen, hvorfra en Korporal førte mig til en større Depotbygning i Byen. Undervejs betroede han mig paa gebrokkent Tysk: „Wo Sie werden kommen hin, werden sein viele Dänen.“ Det passede mig godt og spændte min Forventning.

Da vi derfor fra Depotets Kontor, hvor den nye Lejrledelse havde taget imod mig, kom ud i Gaarden, og der mødte en hel Hoben tyske Krigsfanger, sagde jeg naturligvis oprømt et tydeligt „Go’daw!” Men stor blev min Overraskelse, da ingen gengældte min velmente Hilsen.

Hvad var det for noget? Ja, man gør som fremmed vel bedst i at tie, indtil man bliver tiltalt. Her viste det sig, at vi stod overfor lutter Bayere, som naturligvis ikke forstod mit sønderjydske Maal. Men da de lidt nysgerrigt kom nærmere for at modtage den nye Kammerat og høre nyt ude fra Verden, fik de Kommandoen: Allez, allez! Jeg var ikke bestemt til deres Selskab, men noget for mig selv.

Jeg førtes saa ene Mand gennem Byens Gader mellem to Soldater med opplantede Bajonetter og Lejrledelsen i Spidsen; et drabeligt Optog, som en anden „Forbryder” i Ordensmagtens Forvaring. Vi landede i Ecole d’Albert, mit endelige Bestemmelsessted. Her var der ingen, der modtog mig, undtagen en fransk Tolk. Det første Døgn var jeg ene Dansker paa Stedet, men stadig stærkt bevogtet af mine to Vogtere, der dog Natten over tillod sig at blunde sammen med mig, medens de baade Aften og Morgen stod strunkt ved Døren. Almindelige Franskmænd havde vel ogsaa lidt svart ved at satte sig ind i, at der kunde vare „Danskere” i tysk Uniform, der kæmpede mod deres Land. Men „viele Dänen” var der altsaa foreløbig ikke at se og snakke med.

Om Eftermiddagen blev jeg dog sat til at stoppe Halmmadrasser. 28 fik jeg fra Haanden. Saa der var vel Haab om, at der kom flere til. Og ganske rigtigt, i de følgende Dage kom den ene efter den anden rejsende til, som forstod mit „Go’daw!” Men jeg var altsaa den første paa Pletten til at modtage alle mine sønderjydske Kammerater, der kom til Aurillac-Lejren, hvor vi efter Omstændighederne fik en god Behandling; men derom skal jeg ikke fortalle mere her.

Hjemme i mit Hjem i Sønder Sejerslev fik min Optagelse i den sønderjyske Fangelejr dog siden hen et mindre godt Efterspil, som vidnede om Prøjsernes ukloge Smaalighed til det sidste. Mine Forældre havde — som andre Hjem, hvis ugifte Sønner var i Fangenskab — ansøgt om at faa min Soldaterlønning udbetalt som Forsørgerbidrag. Det skete ogsaa et Par Gange, men saa kom der en Skrivelse, som jeg opbevarer som et Minde fra Prøjsertiden, med følgende Indhold:

Schleswig-Holsteinisches Infanterie-Regiment Nr. 163, II. Bataillon. — Nr. IV — 7. 7. 18.

An Herrn Christian Høeg

Süder Seierleff (!)

Nach der übersandten Adresse befindet sich Ihr gefangener Sohn in einem Vorzugslager, in dem eine starke deutschfeindliche Werbetätigkeit betrieben wird. Diese Krigsgefangenen machen sich durch ihr Verbleiben in diesen Lagern des Landes- und Kriegsverrats dringend verdachtig. Auf Grund einer krm. Verfüg. ist die Lohnungsgewahrung an die Angehörigen sofort einzustellen, das mit Ende Juni 18 erfolgt ist.

(sign.) von Rahlenstein
Hauptmann u. Batls. Kdeur.

Men dansk Rod var stærkere end tysk Chikane!
Chr. Høeg

DSK Årbøger, 1947.

6a43-022 Krigsfangelejren Aurillac
Sovesal i Aurillac-lejren

 

4. april 1915. Karsten Tastesen såret ved Moulin-sous-Touvent

Såret og hjem på Rekreation og Orlov

Af Allan Otto Wagner.

Füsilier Karsten Tastesen, Füsilierregimentet 86, 2. Btl., 8. Komp., 3. Armé, havde været med i flere stormangreb siden sin ankomst til vestfronten i december 1914. Den 4. april 1915 blev han såret – og det reddede formentlig hans liv, set i lyset af, hvad der skete ved Moulin de følgende måneder.

Nu gik alt saa nogenlunde roligt indtil den 4. April om Aftenen Kl. 6, da jeg stod paa Vagt. Pludselig hørte jeg et Brag, Jord og Sten fløj omkring mig, jeg mærkede et Stød, saa det sortnede for mine Øjne, hele Jorden, syntes jeg, væltede, og saa husker jeg ikke mere. Hvor længe jeg laa der, ved jeg ikke, men da jeg vaagnede, laa jeg i den anden Side af Graven. Det smertede meget i Ryggen, saa jeg kunde næsten ikke trække Vejret og ikke røre mig. Endelig fandt mine Kammerater mig og bar mig ind i en af Understanderne. Der laa jeg til Kl. 10. Da blev der saa roligt, at jeg kunde blive baaren bort, ned til Ambulancen, som saa kørte mig videre til Stenhulen ved Moulin. Der blev jeg undersøgt og hen paa Natten kørt videre til et Feltlazaret i Blerancourt.

Om Morgenen kom jeg paa Operationsbordet og blev undersøgt. Jeg havde faaet nogle Ribben knækket og Nyrerne beskadiget. Saa blev jeg lagt i Seng og fik ikke anden Behandling end hver Dag gnedet ind med noget Salve, og ellers ligge ganske rolig. Jeg fik kun lidt at spise og kunde ikke røre mig i Sengen. Saadan laa jeg nu i fjorten Dage, saa kunde jeg begynde at spise lidt mere, og efter ialt 4 Ugers Forløb var jeg saa rask, at jeg kunde flyttes til et Krigslazaret i Schonie. I de 4 Uger havde jeg tabt 15 kg i Vægt. Da jeg havde været der i tre Uger, blev jeg sendt til Ansbach i Bayern med Lazarettog, hvor vi laa i Sengen hele Vejen. Rejsen tog to Dage.

Den 21. Juni var jeg saa rask, at jeg kunde gaa oppe og blev saa sendt til Garnisonen i Flensborg. Der gik jeg paa Rekreation i tre Uger igen. Saa fik jeg 14 Dages Orlov og kunde rejse hjem og se til min Familie i Sønderjylland. Jeg søgte om at faa min Orlov forlænget, men samme Dag, jeg indgav Ansøgningen, kom der Telegram om at møde uopholdelig i Flensborg.

Bagsidepåskrift: "Kønigin Hulen ved Moulin"

13. marts 1915. På lazarettet efter stormen

Paa Lasarettet, Marts 1915.

Et Døgn igennem havde Kanonerne drø­net; man anede, at der var „noget paa Færde“. Paa Lasarettet var der Uro blandt Personalet, man løb frem og tilbage, talte de ledige Senge og opstillede nye, Man ventede Tilgang.

Og lidt over Middag indtraf de første Saarede, stø­vede, sortsmudsede i Ansigtet, de fleste med den ene Arm i Bind, nogle med Hovedet tilbundet.

Hos mange sivede det røde, varme Blod endnu gennem Forbindingen og dryppede langsomt ned paa Gulvets Fliser. Men ingen klagede over Smerter, og med god Appetit fortærede de det solide Maaltid, der sattes for dem.

Og saa fortalte de om Oplevelserne ude paa Val­pladsen. Tre Gange havde man stormet de fjendtlige Stillinger, og hver Gang havde Døden gjort sit rige Bytte. Blege, blodige laa nu de unge kraftige Legemer derude paa de af Granaterne gennempløjede Marker.

Flere og flere strømmede til i Løbet af Eftermid­dagen, og alle fandt de god Modtagelse paa Lasarettet.

Imidlertid sænkede Natten sig over Jorden, og dæk­kede med sit Slør over Krigens Rædsler og menne­skelig Ufuldkommenhed.

Men paa Lasarettet vaager man denne Nat. Stadig iler Lasarettogene og Lastautomobilerne gennem Nat­tens Mulm, og bringer de mange haardt saarede og lemlæstede Mænd bort fra Valpladsen. Hver Plads paa Lasarettet bliver optaget. Stønnen og Jamren ly­der over alt.

Her ligger en ung Soldat, vist næppe tyve Aar, med svære Underlivssaar; han vrider sig i Smerte og krummer sit Legeme sammen i et Nøgle. Hist ligger en ældre, skægget Landeværnsmand. Han er ramt af flere Kugler og har mistet meget Blod. Hans Lemmer er kolde og stive. Lægerne giver ham Saltvandsind­sprøjtning, men alt forgæves; Livet ebber ud. Med sin blodige højre Haand vinker han. „Jeg kommer siger han. Og atter stønner han flere Gange sagte: „Aa, det var saa koldt derude!“ Kort efter har han udaandet.

T h. k .

IMG_2011_11_30_6770 Lazaret
Sårede stillet op til fotografering et ukendt sted i 1915

 

12. marts 1915. “Alene i vor Kristentro ligger en Kraft til at bære alle Trængsler”

Jul på lazaret

L., den 12. Marts 1915.
Kære Venner!
Mange Tak for Gaven, som I sendte mig og som beredte mig Glæde. Jeg modtager saa mange Hilse­ner, Breve og Gaver fra mit kære Hjemland, og det gør saa inderligt godt at erfare, at man har saa mange Venner, der stadig tænker paa en. Jeg ved godt selv, at jeg stedse har været en Enspændernatur og egentlig aldrig har søgt nærmere Tilknytning til mine Omgi­velser, og dog ser jeg nu, at Vennerne er mange.

Jeg ligger for Tiden paa Lasarettet „St. Sauveur“ her i Lille, paa Grund af en Hjertelidelse. Der ligger 4 Mand til her fra vort Kompagni, som lider af samme Sygdom. Kulde og Fugtighed, vaade Fødder, og dertil Nervernes Ophidselse, som ikke kan undgaas her ved Fronten, bidrager alt sammen til at nedbryde Sund­heden.

Vort Kompagni har siden den 29. November ligget ude i vort Artilleris forreste Stillinger, og vi har næsten hver Dag hørt Granaterne pibe, eller rettere hvine over vore Hoveder. Og dog er ikke en eneste Mand af hele Kompagniet blevet ramt. Nogle siger med et Skuldertræk, „at det er Held“ , andre siger, at „Gud har holdt sin Haand over os“.

Saa meget er sikkert, at alene i vor Kristentro ligger en Kraft til at bære alle Trængsler. Uden denne Tro gaar man til Grunde, idet en anden Livsopfattelse in­tet Haab levner os. Saadan hørte jeg for nogen Tid siden en Kammerat sige til mig, „hvis jeg vidste, at jeg alligevel skulde rammes, saa vilde jeg søge Døden i Dag, hellere end vedvarende pines hver Dag.“ Saa mørkt ser den Slags Folk altsaa paa denne nuværen­de Tilværelse, hver Dag er for dem en fortsat Kilde til Lidelse.

Eders Th. k.

28. februar 1915. “Sådan er krigen jo …”

Paa Lasaret i Rusland.

I… I Rusland, den 28. Februar 1915.

Kære Kone og Børn!

Nu er det atter nogenlunde med højre Haand. Den venstre er endnu i Bind, men vil forhaabentlig ogsaa komme sig, og saa er jeg igen godt kørende. Særlig naar man betragter saa mangen Kammerats Skæbne, maa man være fuldkommen tilfreds. Mit gamle Kompagni, der ogsaa ligger her i Stilling, har haft Tab. Mange er syge, en Del er faldne og en Del er savnede eller i russisk Fangenskab. Vi havde et alvorligt Stormangreb om Natten den 24. Februar, da nogle af mine bedste Kammerater blandt Underofficererne faldt i Fangenskab. Jeg har grædt mangen stille Taare for deres Skæbne. Men saadan er Krigen jo …

Vi tager ellers meget Hensyn til den civile Befolkning. Naturligvis maa de rømme Husene for os og stille, hvad der ellers findes, til vor Raadighed. Der løber her umaadelig mange fattige Kvinder omkring, uden Bolig og Brød. Det er Familier, som ligner Sigøjnerne hos os. Fattigdom og Smuds er der meget af; men Folk her kender jo ikke andet.

Hvorledes staar Sagerne hjemme? Naar jeg engang kommer hjem, vil vi gøre os det hyggeligt. Jeg tænker meget paa Børnene. De skal begge afhente mig, naar det først er saa vidt. Jeg haaber, at D. bliver flyttet op til Paaske. Saa skal han faa en smuk Gave. Heller ikke W. skal forblive tomhændet. Bed kun om, at jeg maa koI Aftes ankom der 4 nye Melderyttere til vor Brigade: en fra Aabenraa, en fra Haderslev og to fra Sønderborg. Manden fra Aabenraa genkendte mig straks og var glad for at høre noget hjemmefra.

Det var Jürgensen fra Vægterpladsen. Jeg har truffet overordentlig mange Nordslesvigere, vi taler Dansk og genkender stadig hverandre.

Tusinde Hilsener Din trofaste
Cl.

Efterskrift:
Kære Kone I Hjertelig Tak for Pakkerne! Jeg modtog nu lige en, nemlig med Bonbon og Rum. To kom i Aftes, en med Smør og en med Bouillontærninger. Det er altsammen storartet, og Glæden er stor! Mine Kammerater modtog ogsaa Sendinger, og der raader en ret tilfreds Stemning.

ISL_Lazaret østfront
Lazaret på østfronten (Museum Sønderjylland)

 

 

10. februar 1915. Danske fædrelandssange i Dresden. Hemming Skov på lazaret

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov
Hemming Skov

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen som tysk soldat på Østfronten. I januar blev han syg og blev transporteret til Dresden, hvor han ankom den 26. januar.

Jeg kom til Dresden den 26. Januar, blev indlagt paa et Lazaret i Dresden-Neustadt, men den 10. Februar blev jeg flyttet til et Privat-Lazaret, oprettet af Røde Kors. Her var det godt at være. Lazarettet laa i et rent Villakvarter.

Manden var Læge i Felten, men hans Kone residerede hjemme, bistaaet af to civile Læger samt en Stab af Røde Kors-Søstre. — Den første Aften blev jeg højligen overra­sket af en ung, dansktalende Røde Kors-Søster. Hun havde bragt i Erfaring, at en fra Nordslesvig var blevet indlagt, og nu vilde hun høre Hjemstavnens Røst, det danske Modersmaal, paa Trods af Sindelaget. Hun var Datter af Pa­stor H. W. Petersen, Præst i Starup ved Haderslev fra 1897-1919.

Et andet lunt Vindpust fik jeg hjemmefra, idet jeg for nogle Dage fik Besøg af min kære lille Søster. Hun var rejst den lange Vej og kom for første Gang til en Storstad, men hendes Ankomst hertil kunde nær have faaet ube­hagelige Konsekvenser, for jeg var i Mellemtiden blevet flyttet fra det ene Lazaret til det andet. Men takket være Tyskernes „Orden i Sagerne” fandt hun mig paa den mod­satte Side af Elben. Hjælpsomheden var stor; min Søster fik Ophold og Logi hos en enlig Dame i Kvarteret, hvorfra hun hver Dag besøgte mig paa Lazarettet. Da denne elsk­værdige Dame erfarede, at hendes Logerende kom helt oppe fra den danske Grænse og havde Dansk til Modersmaal, opfordrede hun min Søster til at synge en dansk Sang. Min Søster, der sang baade godt og gerne, efterkom Damens Ønske med at synge en dansk Fædrelandssang.

Efterhaanden bedredes ogsaa Gigten. Jeg kunde kom­me paa Højkant og endog præstere at gaa lange Spadsere­ture. Sammen med en Kammerat tog vi Sporvognen til en eller anden Forstad, for derfra at fortsætte til Fods ind i Bjergpartierne, hvorfra der var den herligste Udsigt over Byen, der ligger i en Dalsænkning med Elben flydende midt igennem. Vi kunde ogsaa søge Underholdning inde i Byen, og alt var gratis for Soldaterne. — Mindet om Dresdens Skønhed staar stadig i min Erindring.

Hans Lorenzen Bov maj 1917 91-216
Lazaret, fotograferet af læge Hans Lorenzen, Bov, i maj 1917 (Museum Sønderjylland)

 

 

3. februar 1915. Faldne, sårede – og slut med rundstykker!

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Paa Lasarettet for lettere Saarede.

M., den 23. Januar 1915.

Kære Søster!

Morgenstund har Guld i Mund. Saaedes tænker jeg om Morgenen, naar der bringes os Kaffe paa Sengen, jeg har altsaa faaet mit første Morgenmaaltid, saa slut med det.

Jeg har lige faaet et Kort fra Dig, det glædede mig at høre, at Du og Børnene endnu er ved Sundheden. Du er jo ogsaa borte fra Sønderborg. Det har jeg ikke vidst, jeg vilde have skrevet til Dig, men Adressen var forsvunden, den er bleven i min Tornyster; thi jeg er, som Du jo nok véd, bleven anbragt her.

Jeg fik den 4. Januar et let Saar i den venstre Arm; det bedres fra Dag til Dag. Du skrev, at jeg skulde fortælle Dig, hvorledes jeg har haft det i Julen. Jeg havde det efter min Mening godt. Før julen laa vi for det meste i Skyttegraven (i Retning af Warschau). Den 23., altså lille Juleaftensdag om Morgenen Klokken 6, foretog vi et Angreb mod Russerne, der laa forskansede bag en bred Strøm, vi kom naturligvis kun lige over paa den anden Side af Floden, hvor vi blev overøste med Kugler fra Maskingeværer. Vi laa saa den den hele Dag med Næsen i Vand og Sjap indtil hen paa Aftenen, da vi trak os tilbage igen. Juleaften laa vi en Lade, medens vi de andre Helligedage laa i Skyttegraven.

Det var koldt i denne Tid, det frøs umenneskeligt. De tre sidste Dage, før jeg blev saaret, var de værste, da havde vi hverken Halm eller Tag over Hovedet, vi laa kun et halvt hundrede Meter fra de russiske Skyttegrave, som overøste os med Artilleriild, medes vi svarede med “ein langsames Schüssenfeuer.” Søvn gav det ikke i disse Dage.

Omsider den 4. januar hen paa Eftermiddagen blev jeg afløst paa min Post; et Stykke af en Shrapnell havde jo ramt min Arm, da jeg stod i Skyttegraven. Jeg blev straks forbunden og gik saa til den næste By, hvorfra alle vi Saarede og Syge blev transporterede videre med Banen til Tyskland.

Det var Glæde, da vi atter kom paa tysk Grund. Vi var nu langt borte fra Krigens Tummel og Rædsler, hvor vi i lange Tider ikke havde set andet end ødelagte Byer og Stæder, og hvad der alt hører dertil. Det var en Forandring uden Lige, men mest mærkedes det, da vi den første Aften i Lasarettet kunde krybe i en varm Seng. Siden den 27. Juli havde man ikke sovet i en Seng. Man vidste næsten ikke, paa hvilken Side man skulde lægge sig.

Vi har det storartet her, Kosten er udmærket. Jeg forlanger det slet ikke bedre, og Tiden gaar jo rask. Man har nok at læse i, og Dagene er jo kun korte. Efter Middagen kan man tage sig en lille Middagslur. Naar jeg saadan har tændt en Cigar og saa kaster mig tilbage i Stolen og forgæves søger efter mine Bukselommer (i vort Tøj er der ingen Lommer), saa føler jeg mig som den største Milliionær.

Mange venlige Hilsner, ligeledes til Børnene og W. ikke at glemme. Naar Du skriver til ham, saa send ogsaa mine bedste Hilsner.
Jens

Faldne.

I Forgaars modtog Gartner Rasmussens Hustru i Rødding den sørgelige Meddelelse, at hendes Mand er falden ned i Elsas ved Kampen om Hartmannsweilerkopf. Rasmussen stammede fra Vandling ved Haderslev. Han var en ualmindelig flink og vindende ung Mand og meget flittig og energisk. Hans Kone er fra Rødding. De har to smaa Børn, hvoraf det ene blev født, efter at Faderen var draget bort i Krigen. Saa vidt vi husker, er der yderligere to Brødre til ham med i Krigen.

En attenaarig Søn af N. Nielsen, er ifølge “Fl.Av.” falden i en Skyttegrav ved Moulin.

Carl Rathey fra Lysabild er falden i Kampen ved Soussons den 12. Januar. Han var 36 Aar gammel og efterlader Enke og Børn.

Walter Lorenzen fra Klangsbøl, Degn Lorenzens ældste Søn, er død den 9. September paa Lasarettet i Chateau-Thierry. Han blev ifølge “Tond.Zeit.” saaret ved et Shrapnellskud i Hoften den 3. September og faldt den 9. September sammen med Lasarettet i Franskmændenes Hænder. Forældre og Søskende modtog nu efter lang Ventetid denne sørgelige Oplysning gennem Røde Kors i Genf.

Den unge Mand aftjente ved Krigens Udbrud sin Værnepligt som Enaarig i Kiel og var samtidig indskrevet paa Universitetet som Medicinstudent. Han fik under Mobiliseringen ikke Lejlighed til at tage Afsked med sine Forældre, og af de talrige Breve, Forældrene senere sendte ham, modtog han kun et eneste.

Saarede.

Fra Fotograf Christoffersen i Rødding er der kommet Meddelelse om, at han er saaret. Han havde været med ved kampene i Elsass.

Hans Mahucke, Søn af Justitsraad Mahncke i Haderslev, er ifølge “S.Gr.” bleven saaret paa den vestlige krigsskueplads ved et Skud i Rygmusklerne.

A. Sager, Søn af Landmand Sager paa Øster Gejl Mark, er for Tiden hjemme paa Orlov. Han har deltaget i Kampene paa Østfronten, hvor han saarede i December Maaned. Efter endt Helbredelse nyder han nu en lille Orlov for snart atter at rejse til Fronten.

Ingeniør Mathiesen fra Værftet i Flensborg, der allerede blev saaret i Kampene ved Løwen, er ifølge “Fl.N.” efter sin Tilbagekomst til Fronten bleven saaret for anden Gang, nemlig i Kampen ved Soissons. Han er kommen tilbage til Flensborg.

Fra Kampen i Vesterhavet.

Om Bord paa Krydseren “Blücher”, der sank under Kampen i Vesterhavet den 24. Januar, befandt sig som tidligere omtalt ogsaa Skibsmægler Christian Michelsen, Søn af Enkefru Michelsen paa Skibbroen i Aabenraa. Paa telegrafisk Forespørgsler af Slægtninge i Danmark er der nu indløbet Svar fra England gaaende ud paa, at der blandt Reddede fra “Blücher” ikke findes nogen med Navnet Michelsen.

Jørgen Ehlers fra Strucks Allé i Tønder, Enke Ehlers eneste Barn, var ifølge “T.Z.” med om Bord paa “Blücher” som Maskinistmat. Fru Ehlers tyngedes i Forvejen af stor Sorg, idet hun nylig mistede sin Mand, der døde pludselig. Hun haaber, at Sønnen skal være blandt de Reddede.

Syg i Felten.

Fra Peter Fransk, Røjbøl, der har været med i Elsas, kom der forleden Dag en Pakke tilbage, paategnet “Syg, Lasaret ubekendt”. Senere er der indløbet Brev fra Fransk selv; at han ligger paa Lasaret i Freiburg, syg af Lungebetændelse. Han er dog i Bedring.

Forplejningen i Fangelejren.

“Schl.Gr.” meddeler nu, at den nylig af det bragte Notits (som dernæst ogsaa blev aftrykt her i Bladet), ifølge hvilken en Søn af Pastor Wassner, Fjelstrup, der befinder sig i fransk Fangenskab, i et Brev hjem under henvisning til et Skriftsted formentlig hentydede til mangelfuld Forplejning i den derværende Fangelejr, ikke stemmer overens med Virkeligheden.

Fra Provinsen.

Brødet. I Gaar Eftermiddags var Kredsens bagere og Møllere indbudt til at møde paa “Stadt-Teater” i Aabenraa for sammen med Landraaden at drøfte Udførelsen af de nye Forbundsraadsforordninger vedrørende Brødet.
Der vil i Fremtiden blive lagt følgende Slags Brød i Kredsen:
1. Det sædvanlige Rugbrød á 50Pg.; det fine Rugbrød (Petitebrød) bortfalder.
2. Hvedbrød á 5 Penning (indeholdende mindst 30 Procent Rugmel, Kartoffelmel er ikke foreskrevet); Rundstykkerne bortfalder.
3. Rugkager med Kartoffelmel (indeholdende mindst 20 procent Kartoffelmel) á 50 Pg.
4. Smaarkager som hidtil.
Den enkelte Bager maa i Fremtiden kun bage ½ af det Kvantum, han bagte i Tiden fra 1.-15. Januar. Bagere, der har Forraad af Mel liggende, maa dog bage 3/4.
Hvordan Fordelingen af den saaledes formindskede Brødmængde skal ske, er ikke fastsat endnu. Der er Tale om, at Politikontoret skal udstede Bons til de enkelte Familier, som Bagerne kan se paa, hvor meget der maa sælges til her især, og hver meget de allerede har faaet.

Sørgegudstjeneste. (Fl.Av.) I Nordborg Kirke afholdes i Søndags en Sørgegudstjeneste for Bygmester Peter Bonde, der er falden paa Vestfronten, ramt af en Granatstump. Bonde, en usædvanlig opvakt og flink Mand, efterlader Hustru og Barn.

31. januar 1915. Såret ved Soissons – bestjålet af en Feldwebel på lazarettet

Johan Thaysen, født i Tråsbøl i Felsted sogn i 1892 og fra 1913 soldat i 5. kompagni ved det 163. infanteriregiment. I 1915 blev han såret i slaget ved Soissons. Det skrev han hjem om i breve til sin mor i Tråsbøl i tre breve, dateret 25. og 28. januar og 1. februar.

Schlüchtern i Hessen, 25. jan. 1915

Kære mor!

Ja, i dag er jeg så kommen på sygehuset i S., og det ser ud til, at man kan få det rigtig godt her. Jeg ligger i en meget fin stue, vi ligger 10 mand der, og vi har fine bløde senge, så man er nu som genfødt. Så godt har jeg ikke sovet, siden jeg sidste sommer var hjemme på orlov.

Den 11. nåede vi ud i nærheden af valpladsen. Vi lå dagen over i en sandstenshule. Der lå vor og et par andre slesvigske bataljoner. Om aftenen kl. 11 skulle vi af sted ud til fronten. Vi fik stormoppakning på. Imidlertid skød både vort og franskmændenes artilleri, så vi måtte vente flere timer, inden vi kunne komme hen til fronten. Der var 2 skyttegrave med 100 meters mellemrum. Midt mellem dem gravede vort kompagni en ny grav, hvor vi lå roligt til om eftermiddagen. På slaget 12 blev der givet signal, og alle vore tropper sprang ud af graven og stormede frem. Men sikken ild vi kom i, både fra infanteri og artilleri. Det var rædselsfuldt, og da vort kompagni var i anden linje fik det naturligvis den værste granat- og shrapnelild.

Jeg nåede lykkelig hen i den forreste grav, pustede lidt, og så gik det videre. Men da jeg var kommen ca. 100 meter længere frem, blev jeg ramt af en kugle, der først gik gennem højre lår og derefter ind i venstre lår og igennem dette. Heldigvis er det kun et kødsår. Jeg faldt, sprang op igen og løb lidt længere frem, hvor der var dækning i et granathul.

Schlüchtern i Hessen, 28. jan. 1915

Kære mor!

Jeg vil i dag fortsætte mit brev fra den 25. januar: I granathullet, hvor jeg havde søgt dækning, blev jeg liggende 5 – 10 minutter, og i den tid så jeg alt, hvad der gik for sig omkring mig. Alt, er dog for meget sagt, jeg kunne naturligvis ikke se alting, men hvad jeg så, var tilstrækkeligt til at få et indtryk af, hvor grufuldt et sådant stormangreb er. Fjendens geværkugler, shrapnels og granater eksploderer uafladeligt over hovedet på de stormende, 10 – 20 projektiler på en gang, og det blev ved uafbrudt hele eftermiddagen. Der faldt mange og mange blev såret. Mod et stormangreb nu til dags med alle de moderne våben er stormen på Dybbøl i 64 for intet at regne.

Det tyske artilleri beskød naturligvis også de franske stillinger, så graven var helt sønderskudt. Alligevel blev franskmændene ved med at skyde, så længe de nogenlunde kunne. De blev ved med at skyde, til vore tropper stod lige foran dem. De gav sig da endnu ikke, og det gik løs med bajonetten. Graven var helt fuld af døde, forsvarere og modstandere. Blodet flød i graven.

Da jeg havde ligget 5 – 10 minutter i granathullet blev stillingen for kritisk for mig, og jeg kravlede tilbage til graven. Her fik jeg det ene af mine sår forbundet. Jeg anede ikke, at der var fire.

Schlüchtern, den 1. februar 1915

Kære mor!

Tak for dit brev, som jeg nu lige har modtaget. Det var en glæde endelig at høre et par ord hjemmefra. Jeg ser, at du har været meget urolig; Ja fare har der også været på færde, men jeg er sluppen godt fra det. Kan man forlange det bedre, nu da der er sne frost og kulde, end en god varm seng og god mad, i stedet for at ligge i skyttegravene. Her har jeg det rigtig godt.

Sidste gang sluttede jeg med, at jeg var kommen tilbage til skyttegraven og var bleven forbunden. Derpå bragte vore sanitetssoldater mig hen til en hytte, hvor der allerede lå 4 fra vort kompagni. De lovede at hente os om aftenen. Men da de først var borte, lod de sig ikke se mere, og vi lå der i hytten i over 2 dage og manglede mad og drikke.

Endelig kom sanitetssoldaterne fra et andet regiment og bar os bort. De bragte os hen til en kalkstenshule, hvor vi blev forbundne og fik mad og drikke. Der lå vi til næste dags eftermiddag. Da kom sanitetskompagniet og kørte os hen til den store troppeforbindingsplads. Der blev jeg straks forbundet og straks i automobil sendt videre til Chauny. Da jeg på ny blev forbundet der, sortnende det alligevel for øjnene af mig, så jeg havde ondt ved at holde mig fast. Feldwebelen, som forbandt mig, holdt stadig øje med mig. Jeg tænkte, at han ville hjælpe mig, hvis jeg skulle falde, men det viste sig at det var noget helt andet han tænkte på.

Jeg savner min pung. Lommen er borte, og da jeg ingen penge har, og vi her kun får 10 Penning om dagen, som først udbetales, når vi rejser herfra, beder jeg dig om at sende mig 5 Mark. Det er længe siden, jeg har været i pengeforlegenhed.

Mange hilsner og tak til jer alle.

Din søn

Johan

Thaysen, Johan (1882-1982)
Johan Thaysen med jernkorset ca. 1916

 

24. januar 1915. Hemming Skov på lazarettet i Alexandrovo

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten. Vi har fulgt ham her på siden fra august 1914 igennem lange marcher, kolde og våde skyttegrave og sindsoprivende angreb. Men i januar 1915 sagde kroppen stop og han blev syg. Lige som 86’eren H.C. Brodersen på vestfronten havde Hemming Skov fået leddegigt af skyttegravslivet, og ligesom Brodersen blev han sendt på lazaret.

Snart dampede vi af fra Lowic, og her forstummede Larmen fra Kanonerne paa Slagmarken (…)

Da vi kom gennem Byen Kutno, kunde jeg regne ud, at det gik mod Thorn; men jeg ønskede at komme længst muligt, og min Skuffelse var stor, da jeg blev sat af i Alexandrowo, et Par Stationer før den tyske Grænse. Paa Banegaarden var alt indrettet med det Formaal for Øje at tage mod lemlæstede og syge Soldater; over alle Sale og Stuer var Gulvene belagt med et blødt Tæppe af Halm. Læger, Sa­nitets-Soldater og Søstre, alle med det Røde Kors-Bind om Armen, var travlt beskæftiget, og Arbejdet syntes at blive udført med febrilsk Travlhed. Der var tilvisse ogsaa nok at gøre. Mit Opholdssted her var foreløbig i en Ventesal, ud for hvis Vinduer det ene Tog efter det andet rullede forbi. Togenes Indhold vekslede med Infanteri og Kavaleri paa Vej til Østfronten. Her blev vi igen „sorteret”, og jeg havnede sammen med en Del andre, som led af samme Skavank, i et Hus i Nærheden.

Vi fik os vasket, underligt, at vi ikke kom i Bad, det trængte vi højligen til. Men det mest mærkelige, der mødte os her, var dog en Seng, man skulle puttes i. En rigtig Seng med Sengeklæder var nu saa fjernt og uvant som noget, og at blive puttet ned i Dunene, var slet ikke uden videre ubeskrivelig dejligt; efter et halvt Aars Frontliv kunde ens Krop ikke saa brat tilpasse sig en saadan Dejlighed, og den første Nat kunde man da heller ikke sove. Af vor Sygevært, en Württemberger, hvis Dia­lekt jeg havde svært ved at forstaa, blev vi bragt til en Læge en Gang daglig de følgende Dage. Lægen tog de af Skyttegravslivet mishandlede Øjne under Behandling, og en Bedring sporedes meget hurtigt.

Skyttegravslivet havde forvoldt mig endnu en Lidelse. Benene i Knæ- og Fodled svulmede op og paaførte mig en Del Smerter. Læ­gen konstaterede „Ledegigt”, og jeg skulde bæres til Banegaarden, hvor der netop i Øjeblikket stod et Lazaret­tog oprangeret.

Min Glæde var stor, jeg havde nu Udsigt til at komme paa Lazaret i Hjemlandet. Og om den Herlighed, der mødte os der, havde Kammeraterne, som havde været saaret og atter var kommet til Fronten, fortalt os. Efter med et „Paa Gensyn” at have taget Afsked med Stuekammeraterne, blev jeg baaret til Lazarettoget ligesom en anden haardt-saaret. Lazarettoget hed „Provinz Pommern”. I hver Vogn var der ti skinnende hvide Senge, og jeg blev straks pak­ket ned i en af dem. En gammel, hvidhaaret Læge og nogle Sygeplejersker kom lidt efter ind for at se til de nye Pa­tienter.

Vi holdt stadig stille paa Banegaarden i Alexandrowo. Først næste Dags Morgen dampede Toget af Sted, og snart efter kom vi over den tyske Grænse. I Thorn, min gamle Garnisonsby, havde vi nogle Timers Ophold, og der blev modtaget Forsyninger af Levnedsmidler til den videre Færd. Der var endnu ingen, som kunde sige os, hvor vi skulde hen, men da det gik i Retningen mod Berlin, var jeg dog klar over, at vi stadig kom min Hjemstavn nær­mere. Da vi naaede Kustrin og svingede til venstre, fik vi imidlertid at vide, at vi skulde til Dresden.

Hans Lorenzen Bov maj 1917 91-216
Lazaret, fotograferet af læge Hans Lorenzen, Bov, maj 1917.