26. april 1917. Bordellet bombet!

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret. Han befandt sig i foråret 1917 på et lazaret i Douai.

I sidste halvdel af april blev jeg kommanderet til et andet feltlazaret, som var etableret i en skole i Douai. Da der på dette tidspunkt rasede svære kampe ved Arras, blev der opereret uafbrudt.

Byen Douai blev næsten daglig belagt med bomber. En dag fik vi efter et flyverbesøg en del hårdtsårede mere eller mindre nøgne franske kvinder ind sammen med nogle soldater, deriblandt efter sigende også en høj militærlæges oppasser. Dette sidste førte til en del vittigheder i lazaretkredse, idet sammenhængen var den, at ulykken var sket ved, at en bombe var faldet ned i byens bordel.

Den 26. april 1917 stod i dagsbefalingen, at jeg var blevet udnævnt til underlæge, og allerede næste dag blev jeg forflyttet til et fodfolksregiment (75. prøjss. Inf.-Rgt.), hvor en overlæge lige var faldet.

Da jeg vidste, at regimentet sammen med divisionens øvrige afdelinger skulle afløses og vistnok allerede var på vej til Cambray, følte jeg mig ikke fristet til at foranstalte en sandsynligvis forgæves eftersøgning i kamplinjen ved Arras, men rejste pr. jernbane til Cambray og sluttede mig ganske stille til mit gamle feltlazaret, som jeg mødte der.

Efter et større gilde med mine gamle kammerater, underofficererne, der i øvrigt foregik i en hestestald, hvor vi også boede, meldte jeg mig den følgende dag ved regimentet og de forskellige nye foresatte; jeg fik straks tildelt officerskvarter, en oppasser og måtte spise i messen, hvor jeg sad nederst ved bordet og måtte springe op, hver gang nogen ville mig noget.

I Cambray fik regimentet, der var ret medtaget og havde lidt svære tab, nogen hvile, og jeg blev i de dage af min overlæge sat ind i lægetjenesten ved en fodfolksbataillon, hvad der for en del var ensbetydende med at lære at behandle de talrige skinnebenssår, hvis dybere ætiologi (læren om sygdommenes årsager) var snavs og lus.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Se også: Krigsskader og behandling

Se også: Prostitution og moral

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *