29. marts 1915. Ny fangelejr ved Øster Terp. Zeppeliner til basen i Tønder

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen

Syd for Grænsen under Krigen

En ny Fangelejr
opføres i Nærheden af Øster Terp øst for Løgumkloster. Lejren, der skal staa færdig i de første Dage af April, skal huse 1000 Krigsfanger, som skal anvendes til Kultivering af de udyrkede Arealer.

Vagtmandskabet indtræffer den 10. April, Fangerne nogle Dage senere.

En Zeppeliner
ankom i Gaar Eftermiddags til Luft­skibshallerne ved Tønder og gik ned dér. Den sejlede dog afsted igen ved 2½-Tiden.

Saahavren
Myndighederne anbefaler indtræn­gende Landbrugerne at erhverve den fornødne Saasæd ufortøvet, medens den endnu kan faas. Efter 1. April risi­kerer man, at der ikke bliver Havre at købe.

Kvindelige Sporvogns­konduktører
I Hamborg har Krigen foranlediget en overordentlig Mangel paa mandlig Assistance paa snart sagt alle Omraader, og det er ikke noget ringe Antal af Forespørgsler, der sendes til nevtrale Stater om Tilvejebringelse af Folk til ledige Pladser. Betegnende er det, at Sporvognsselskabet har besluttet – forsøgsvis hedder det — at ansætte kvindelige Konduktører paa Sporvogne, og et større Antal Kvinder skal straks instrueres. De faar Uniformsjaket og Hue. Foreløbig skal de kvindelige Konduktører kun ansættes paa Tilhængsvognene.

En tanke om “29. marts 1915. Ny fangelejr ved Øster Terp. Zeppeliner til basen i Tønder”

  1. Herligt fantasibillede igen.

    I nævnte tidligere et besøg af et Parseval luftskib i Tønder dvs et ikke stivt luftskib rettere en cigarformet ballon med motor og som kan styre. Tyskland havde et par få stykker fra før krigen og enkelte blev bygget under krigen. De var bortset fra observation ved Marinen ubrugelige.

    Når personer i samtiden skriver om zeppeliner skal man lige huske, at zeppelin er synonymt med stivt luftskib. Et sådant kunne enten komme fra Zeppelin fabrikken eller fra firmaet Schütte-Lanz. De sidste blev betragtet som bedre end zeppelinerne, men blev ikke så kendte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *