Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i verdendkrigen på Østfronten

I disse Dage fik vi nyt Mandskab, og vi blev noget nær igen et talmæssigt stærkt Kompagni. Ellers gik den ene Dag omtrent som den anden, om Dagen var der for det meste Ro. Vi laa og stirrede ind i Ingenmandslandet, for at holde et vaagent Øje med den fjendtlige Skyttegrav. Var man heldig, kunne man se en Russer, for det skete ikke sjældent, at en enkelt viste sig oven for Graven.

En Nat laa vi i anden Linie og skulde grave en Forbindelsesgrav til forreste Linie. Arbejdet gik paa Skift. Da jeg begyndte med min Gruppe, vilde jeg orientere mig og gik med to Mand frem imod 2. Kompagni, som laa foran os i forreste Linie. Vi fandt godt nok dette Kompagni, men der­efter kom vi paa Vildspor og fandt ikke tilbage til den øvrige Del af Gruppen, som var i Færd med at grave.

Vi traskede længe rundt, af og til dumpede vi i en forladt Skyttegrav, der til Dels var fyldt med Vand; men da der med Mellemrum peb en Kugle tæt forbi, maatte vi se stort paa det. Af og til slyngedes en Lyskugle frem, som, idet den dalede ned, oplyste Terrænet, saa vi gjorde bedst i at gøre os usynlige. Dette forbandede Skyttegravsliv var jo nu engang noget nær en Muldvarpetilværelse.

Da vi efter nogen Tids Søgen løb paa en Kammerat, som sad i et Gra­nathul med to Brød under Armen, holdt vi Raadslagning, og Resultatet blev, at den ene af mine Følgesvende insi­sterede paa at blive hos den fundne Kammerat; dog var det vistnok mest de to Brød, der tiltrak ham. Han blev den Nat saaret. Vi andre to tænkte paa at finde Byen Ludwikow, hvor Feltkøkkenet var placeret, for derfra med Let­hed at finde Kompagniets Afsnit. I Stedet for fandt vi et lille Hus, hvor en Telefontrup havde installeret sig; men da her var overfyldt, maatte vi tage til Takke med en Kartoffelkælder. Her laa vi og frøs, til det blev lyst.

Da vi igen vilde trække Støvlerne paa, viste det sig at være næsten umuligt. Støvlerne var gennemblødte, og ligesaa vor Fodbeklædning. Men paa kom de, og vi fandt Ludwikow og derfra med Lethed gennem Løbegraven ud til Kompagniet. Undervejs dertil fandt vi to døde Kammera­ter fra vort Kompagni. De var ramt, da de om Morgenen hentede Mad fra Feltkøkkenet. I øvrigt ventede der os flere sørgelige Nyheder. To i min Gruppe var under Nattens Ar­bejde blevet ramt med dødelig Udgang. — Vore Tornystre, der under Arbejdet var efterladt ved Kompagniet, var delt mellem Kammeraterne. De ansaa os nemlig for sav­net. Da den første Gensynsglæde havde lagt sig, fik vi igen vore Tornystre med Indhold.