1. februar 1915. “Seks dage slås der folk ihjel, og seks dage leges der tre mand høj, og kat efter mus.”

Brev fra Kresten Andresen, Ullerup på Sundeved. Han gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 på Vestfronten.

Cuy den 1. februar 1915

Kære forældre!

I dag er det akkurat et halvt år, siden krigen begyndte. (…) Nu er man jo næsten så vant til hele rumlen, så man begynder at finde sig lidt hjemme i det: seks dage slås der folk ihjel, og seks dage leges der tre mand høj, og kat efter mus. Det er mærkeligt, så ligegyldig man i grunden bliver, og sådan en mærkelig evne mennesker har til at glemme og tage den glæde, de i øjeblikket kan få.

Jeg har tænkt meget på, hvori det kan ligge; jeg tror, det kommer af, at her er så mange sammen under nøjagtig samme kår; der er ingen, der i grunden føler sig forurettet af skæbnen, og ingen får tid og enerum til at ruge over sine sorger. Derfor ser man folk le midt i al elendigheden og spøge midt i granatilden. Men trykket mærkes overalt her, og man kan tale med den gamle landeværnsmand, som med den yngste frivillige, så længes de efter fred.

Utilfredsheden er til tider meget stærk; hele hovenheden er gået fløjten, og mange begynder at tvivle på Tysklands sag og siger: Skidt med det hele, lad os bare få fred!…

Jørgen Andresen er ikke såret; han har meldt sig syg for en mavesygdom og ligger på et lazaret ved Chauny. Af danskere er ved vort kompagni faldet en Lassen fra Grønnebæk, enkelte er såret, men vi er bleven sparet på en ganske mærkværdig måde. Jeg har ikke hørt, at der er falden nogen bekendte.

… Nu kan der gå lang tid hen, inden vi atter skal med. Hidtil har det altid været sådan, at de tropper, der ligger i reserve (d.v.s. i Cuy for vort vedkommende), skal med andre steder, hvor det går løs. Men nu er det bleven bestemt, at næste gang bliver det 2. bataljon, hvad enten de er i Cuy eller i Lassigny, og så kommer 3. bat. – og der kan gå et helt fjerdingår og mere, inden regimentet overhovedet kommer med igen, – og så er krigen vel forbi.

Foreløbig håber vi, at den bliver færdig til påske, der er netop to måneder til – og kan de nu ikke banke hinanden af i den tid? –

Nu tænker jeg ikke, det varer længe, inden Jørgen Brag kommer om til mig og spørger nyt, og der har jo i lang tid ikke været noget videre. Vi går så gerne en tur hen ad gaden og træffer så Peter Jensen, som er særlig syg efter nyt, og han biir helt ked, når man ikke har noget, så I må endelig skrive, så ofte I kan, men vær forsigtigere, for vi kan vente en revision, hvad øjeblik det skal være.

– Så går vi tre gerne en tur om mellem bakker og skove og taler sammen. Forleden dag gik vi op forbi slottet og gennem parken, da vi kom til et højt ståltrådshegn, vi klatrede over, og P. Jensen sprang på hovedet ned i en dyb, smal muddergrøft, så han jagede hele hovedet væk i bare mudder.

Jeres hengivne søn Kresten

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *