Tag-arkiv: jøder

Ikke kategoriseret

1. september 1918 – Milert Schulz: “… at tænke paa, at her har Jesus min Frelser siddet.”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina (Israel og Vestbredden). Herfra skrev han blandt andet til præsten Nic. C. Nielsen.

Den 1.9.18.

Guds Fred til Hilsen!
Igaar Deres Brev fra den 10.8. med Glæde og Tak modtaget. Som De skrev vilde De besøge mine kj. Forældre paa Gjennemrejsen til Bedsted – Ja dette Slag er om saa haardere da den kjære Broder er den förste af vor Familie som skulde bort, men som min kj. Fader skrev maa vi dog smile under Taarerne tie Herren vil jo kun vort vel og sin Vilje Skee, og det samme maa jeg ogsaa sige.

Vi er nu atter pa Vandring igjen fra Middelhavskÿsten til Östjordanlandet. I dag, nej igaarmorgen, kom vi her til Bÿen Nablus hvor vi har et par Dage Ro; för det gaar videre. Naar man saadan vandrer igjennem dette Land, kommer der saa mangen en bibelsk Erindring op. Denne Bÿ kaldtes för i Jesu Tid Sichum. Her er ogsaa Stedet hvor Jakob drömte om Himmelsstigen. Ligeledes Jakobsbrönden, hvor Jesus sad, da Synderinden kom og vilde öse Vand af denne Kilde og han bad hende om noget at drikke. Kilden er 33 meter Dyb.

Vi havde idag Gudstjeneste og Presten fortalte os meget om denne Kilde og hvor Jesus gav denne Kvinde Livsvandet. Efter Gudstjenesten gik Presten med os hen til Kilden og viste os mangt og meget. Kilden er nu indbygget i en stor Kirke som er halv ferdig, der hvor Kilden er, er nu Alteret bygget. Det seer meget pænt ud; da vi gik ned til Kilden, drak vi hver en Kopp Vand af et Sölvbæger. Vandet bli[v]er optrukket med en lille Spand. Kilden bli[v]er bevogtet af en Munk. Jeg blev heelt mærkværdig stemt, da jeg stod ved Kilden, ved at tænke paa, at her har Jesus min Frelser siddet.

Omtrent 200 meter mod Nord seer man Josephs Grav. Denne er ogsaa indbygget i et lille Kapelle. Denne Grav bli[v]er meget hellig holdt af Jöderne, Mohamadanerne og Christne som bor her.

Ja for som Guds Börn er det meget interessant at see alt dette og gjöre en Vandring her i dette Land, men som nu i Krigstid har man ikke meget ud af det.

Maatte Herren dog snart forbarme sig over denne Elendighed og före os sund og rask hjem igjen.

Hermed de kjærligste Hilsener fra mig Deres unge Ven og Broder i Herren

Milert Schulz

(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Ikke kategoriseret

9. november 1917 – Avisen Hejmdal: Livet i en Fangelejr V – Fangernes Liv.

Skriv en kommentar

I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”

Fangernes Liv.

S. i Oktober 1917.
Fangerne er ikke blot berøvede deres Frihed, men jo endog den Mulighed, lejlighedsvis at komme hjem paa Orlov. Og hvad det vil sige, at undvære sine Kære, Hustru og Børn, Far og Mor, alle de kendte, kære Ansigter i Aarevis, det forestiller man sig vanskeligt ret, naar man ikke selv har prøvet det. Denne Længsel efter Hjemmet opfylder Tankerne Dagen igennem, og den sætter selvfølgelig sit Præg paa Fangen. Deraf kommer det sørgmodige Udtryk, som er karakteristisk for Fangen, dette fjerntskuende Blik, som lader ane Tanker, der er langt borte. Dog staar det medfødte Humør undertiden igennem, og især blandt de livlige Franskmænd har man iagttaget morsomme Scener, hvor en Spasmager kan rive alle sine Kammerater med i en hjertelig Latter. En saadan Kammerat er Guld værd!

Det er en typisk Forskel mellem russiske og franske Fanger. Russeren er rolig, tung i Vendingen, godmodig. Men særlig kløgtig er han gennemgaaende ikke. Man kan sætte Russeren til et eller andet Arbejde: han gør det villigt men – som Sven Dufva [karakter i den finske digter J.L. Runebergs digtcyklus Fänrik Ståls sägner/red.] gør han i Reglen alting forkert. En Russer kan med en Ihærdighed, der var en bedre Sag værdig, staa og pudse en Vinduesrude en hel Time igennem, og naar han er færdig, er Ruden omtrent ligesaa smudsig som da han begyndte. Franskmanden derimod gør sit Arbejde flinkt og hurtigt, forstaar, uden at kende Sproget, let de Anvisninger der gøres ved Tegn og Vink, og naar han ved, at han er færdig, holder han op, mens Russeren bliver ved at pusle omkring indtil man siger ham, at Arbejdet er ”kaput”, d.v.s. færdigt.

Man kan ypperlig studere et Menneskes Karakter og Temperament, naar han staar overfor Fotografens Kasse. Russeren staar lige ret op og ned, ser alvorligt ud og er tydeligvis greben af Øjeblikkets Alvor. Franskmanden er derimod fuldtud sig selv. Foran Barakken stilles en omvendt Bærebør frem; den skal forestille et Spillebord. Bordet dækkes med et Par tomme Flasker, en gammel Kasserolle, et Par tomme Konservesdaaser m.m., og omkring dem tager 3 Fanger Plads med Kasketten paa Snur og under livlige Fagter. De sidder alle paa Hug. Medens Fotografen indstiller Apparatet, lader de, som om de ret gør sig tilgode med det indbildte frugale Maaltid, og Vittigheder regner ned over Selskabet fra den omkringstaaende Grupper, der er lutter Liv og Bevægelse. Det bliver sikkert et ypperligt Billede, som vil vække mange Minder, naar det ad Aare tages frem der hjemme, naar Krigen er forbi og Freden atter har holdt sit Indtog, og der er groet Græs over en Del af Fangenskabets triste Minder.

Til den anden Side staar Stemningen hos Franskmændene let om i Modsætning. ”Den evige bundne Tilværelse”, sagde en fransk Fange engang til mig, ”er ikke til at holde ud. Den dræber alt Livsmod. Naar kommer dog den Tid, da man atter kan røre sig i Frihed! Da man ikke evig og altid skal lystre og ikke bestille andet end adlyde Befalinger. Hvis De skulde komme til Fronten, saa lad Dem ikke [tage] til Fange! Saa hellere falde! Thi med Døden er dog Lidelserne forbi. Men at gaa i Aarevis som Fange, denne evige Sindslidelse er ikke til at holde ud”. Et saadant Hjerteudbrud maa vel ikke tages bogstaveligt, men det er et Vidnesbyrd om, hvor nedtrykkende Fangelivet virker. Der er Fanger, som prøver paa at undvige, ikke fordi de har noget begrundet Haab om at komme godt fra det, men blot for at opleve noget. Den graa Ensformighed maa brydes.

Englændernes Karakter giver sig kende paa en anden Maade. De mangler Franskmændenes Bevægelighed, uden at de derfor gaar over til Russernes næsten passive Holdning. Selv i Fangenskabet søger Englænderne at bevare sit overlegne Udtryk. Uden at agte noget paa Omgivelsen gaar han rolig og uforstyrret af Omgivelserne sin Gang. Han ved, hvad der er er hans Ret, og han lader sig ikke bringe en Haarsbrede bort derfor; finder sig i en Skæbne, som han ikke har Magt til at ændre, men lader sig ikke let imponere, og fremfor alt søger han ikke et Sekund at give sin Værdighed Pris. De engelske Fanger er de vanskeligste at behandle. Fra ingen kommer saa mange Besværinger som fra dem, ofte over ret ubetydelige Smaating.

En egen Stilling indtager Jøderne, der er stærkt repræsenteret blandt de russiske Fanger. De fleste Jøder kan Tysk, og opnaar saaledes let en bedre Post, f.Eks. som Tolk. Indbyrdes er der stærk Sammenhold mellem Jøderne, maaske mere end mellem alle de andre Fanger af samme Folkslag, men at de saaledes er i Stand til at opnaa fortrukne Stillinger – hvad der jo er et Racetræk for dem – bidrager jo ikke til at øge den i Forvejen ringe Sympati, der næres over for Jøderne. Gensidigt er de meget villige til at hjælpe hinanden, men Hjælpsomheden overskrider sjældent Racegrænsen.

Samlivet mellem Fangerne af forskellige Nationer har vistnok overalt sine Vanskeligheder. Det er derfor at foretrække saa vidt muligt at holde hver Nation for sig. Og det vil alle Partier ogsaa befinde sig bedst ved. I det daglige Livs Ensformighed kan det jo være vanskeligt nok altid at bevare et forsonligt og imødekommende Sindelag overfor Nærmerestaaende. Fornylig blev her i Lejren Adskillelsen efter Nationer gennemført, og denne Forholdsregel blev modtaget med Tilfredshed af alle Fanger.

 – – –

Livet i Fangelejren er tung, streng Virkelighed. Derfor er det et i højeste Grad fortjenstfuldt Arbejde, der baade i de krigsførende Lande og i de neurale Stater gøres for at mildne Fangernes Kaar. Meget kan der ifølge Sagens Natur ikke gøres. Men hvad der f.Eks. af Komitéen i København gøres for at skaffe Læsning til Fangerne rundt omkring, bliver modtaget med Taknemlighed. Bogen bringer Tankerne bort fra de ofte traadte, haabløse Stier.

– Naar den Dag oprinder, da Vagtmandskabet for sidste Gang ledsager de uendelige Rækker af Fanger i alle Lande til Banegaarden, hvor Toget venter paa at føre dem hjemad, da vil Solen straale i fornyet Glans og en næsten ufattelig Glæde vil straale ud fra de mange Tusinders af Længsel forpinte Ansigter. Da vil de mange Drømme om Hjemmet blive til Virkelighed!

Denne Tanke er næsten ufattelig i Øjeblikket. Men Dagen kommer og med den et nyt Liv for Fangerne, og alle har os andre med!

N-n.

Krigens forløb

3. november 1917. Ugens kampe fra The Great War

2 kommentarer

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om de canadiske troppers angreb ved Passchendaele, hvor tyskerne forbitret forsvarer sig og tilføjer dem store tab; på den italienske front et tyskerne brudt igennem og rykker hastigt ind i Norditalien og erobrer Undine. I Palæstina opnår britiske tropper et gennembrud ved Bersheeba, da australsk og new zealandsk rytteri sættes ind. Forinden var de osmanniske styrker blevet narret med udspekuleret misinformation. Men i Rusland står revolutionen kort før sit udbrud, da Lenin vender hjem fra sit eksil i Finland. I et forsøg på at styrke den russiske vilje til at kæmpe videre, udsteder Balfour en deklaration, der lover jøderne – herunder det store jødiske mindretal i Rusland – et hjemland i Palæstina. Og på vestfronten indsættes amerikanske tropper den 2. november for første gang, almindelige amerikanske soldater blev indsat ved fronten i kamp.

Ikke kategoriseret

2. november 1917 – Avisen Hejmdal: Livet i en Fangelejr II

Skriv en kommentar

I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”

I Fanglejren II.

S. i Oktober 1917.

Kommer man ved Aftenstid til Fangelejren, møder Øjet et ret imponerende Skue. Lys straaler ved Lys over et vældigt Areal. Det minder om, naar man i Toget nærmer sig en større By. Og i Virkeligheden er saadan en Fangelejr jo heller ikke saa lille en By. Her f. Eks. er der Plads til ca. 35,000 Mennsker. Betænker man, at det er Halvdelen af en By som Flensborgs Indbyggere, faar man et Begreb om, hvilket Myretueliv der maa udfolde sig paa den begrænsede Plads, naar Lejren er fuldt belagt.

Selve Lejrpladsen, hvor Fangebarakkerne ligger, anslaar jeg skønsvis til ca. 150 Tønder Land. Pladsen er delt i 4 ”Blokke”, hvor Barakkerne, nogle større, andre mindre, ligge Side om Side, i endeløse Rækker. Praktiske Hensyn har selvfølgelig været fremherskende fremfor arkitektoniske, saa ”noget for Øjet” er det ikke. Man fristes ikke til en Sammenligning med den berømte Stationsby paa Aarhusudstillingen i sin Tid – det skulde da være som Modsætning!

Mellem de forskellige Barakker ligger der større Pladser, som undertiden dyrkes, og ellers bruges af Fangerne til at røre sig paa i deres Fritid. Her ser man Fangerne gaa frem og tilbage, frem og tilbage, rastløse, uden Maal. Undertiden i Flok, men ofte ene. Ligesom Dyrene i deres snævre Bure i Zoologisk Have gaar deres Skridt til den anden. De flyvende Tanker maa give sig Udtryk i en legemlig Bevægelse. Og hvilke Tanker er ikke herfra fløjet de Hundrede af Mile hjem til de Kære, som sidder derhjemme og venter og venter! En Fanges Tilværelse er beklagelsesværdigt. Mennesket trives dog kun i Frihed, baade i bogstavelig og i aandelig Forstand. Kun et har Fangerne at glæde sig over: De har bjærget Livet og har Haabet om at vende tilbage til deres Egne.

Fangernes Liv indenfor Pigtraaden er trist og graat og tungt. Den ene Dag gaar som den anden. Ensformigheden irriterer tilsidst, saa Ven ”rejser sig” mod Ven! Bedst stillede er de, som kommer paa Arbejdskommando og finder et godt Sted at være. Men der findes jo mange, som ikke er vante til den Slags Arbejde, og heler ikke her kan finde sig tilfreds.

Omkring selve Lejrpladsen gaar en Vold, indenfor den en dyb Grav, hvorefter Pigtraadsspærringen følger. Paa Voldene har Vagtposterne deres Plads. Ad den slidte Sti heroppe gaar man frem og tilbage, frem og tilbage de to Timer, til Afløsningen kommer. Mærkværdigt nok gør mange den Erfaring, at Nattetimerne gaar hurtigst. Før man ved af det, er de 2 Timer forbi. Tankerne gaar nu uforstyrrede deres egne Veje. Øjet følger op mod Himlen, søger de kendte Stjernebilleder, og da helst dem, der ligger i den Retning, hvor Hjemmet findes. Stjernerne skinner ogsaa over de Kære derhjemme, og det er, som kom man dem i et saadant Øjeblik nærmere. Thi Hjemmet, det er dog det, som baade Fangernes og Vagtmandskabets Tanker kredser om som det faste Punkt i Tilværelsen. Frygtelig er deres Skæbne, som ved Krigen har mistet deres Hjem, og maaske end ikke ved, hvad der er bleven af deres Kære, af Far og Mor, Hustru og Børn. Og af den Slags Fanger findes der især blandt Russerne ikke ganske faa.

Udenfor selve Fangerlejren ligger Mandskabsbarakkerne, der selvfølgelig er noget bedre indrettede end Fangebarakkerne. Barakkerne her er god i Sammenligning f.Eks. med de mindre Arbejdslejre, jeg har boet i i Nordslesvig. Man kan ligefrem føle sig hjemlig til Mode i sin Stue, selv om man har et Par Snese Kammerater til Stuefæller. Man kommer til at holde af sit eget Hjørne, sin Seng, sin Bænk, sin Bordende. Det er éns eget! Og det kan være helt vemodigt, naar man skal flytte om og forlade sin gamle Barakke.

Foruden Mandskabsbarakkerne, der danner en lang Gade, og som kan give Plads til et Par Tusind Mennesker, er der jo Officersbarakker og større Økonomibarakker. I en af disse er der indrettet en stor Kirkesal med et romersk-katolsk og græsk-katolsk Alter. Endvidere findes badeanstalt, Bageri, Elektricitetsværk, Vandværk o.s.v

Udenfor Lejren ligger Fangekirkegaarden, hvor Kommandanturen har rejst et smukt Mindesmærke med Indskriften:

”Også de døde for deres Fædreland”, og med Aarstallet ”1914-191 ”. Hvad det sidste Tal bliver, ved vi ikke endnu. Hver Grav er smykket med et Kors, Russernes Grave med det skraa St. Georgskors, Muhamedanernes med Halvmaanen og Jødernes med Davidsstjernen. Ligeledes er Fangens Navn og Dødsdag brændt ind eller skaaret ud i Træet.

En Fangelejr er en stor Bedrift, og Orden hersker der indtil den mindste Smaating. Hvor stor en Sum, Anlægget af en saadan Lejr repæsenterer er vanskeligt at bedømme, men det maa regnes i Millioner, og naar man tænker paa, hvor mange Fanger, der skal sørges for alene i Tyskland, imponeres man at det Arbejde og den Kapital, som alene Fangespørgsmaalet repræsenterer under Verdenskrigen.

N-n.

Krigens forløb

21. oktober 1917. “I endnu stærkere udstrækning end i Frankrig kunne füsiliererne i Wilna fornemme den tyske kulturs overlegenhed”

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Marchture i omegnen af Wilna lod 86’erne få et indblik i det slaviske østens fremmede verden. Gårdene, der kun bestod af blokhuse, legetøjsagtig fordelt, fattige og snavsede adskiller sig sælsomt fra den betragtelige bredde i slesvig-holstenske bebyggelser. Endnu mere kulørt og farverig var denne verden i selve Wilna. Fire folkeslag med forskellig kultur og sprog stødte her sammen. Litauere, Polakker, Russere og Jøder.

Hvad der straks var mest påfaldende, var forskellen mellem rig og fattig, pragt og snavs og elendighed.  I gaderne var der miserabel vejbelægning, fortovene stærkt beskadigede. Spildvandet løb gennem åbne render, hvilket overalt fremkaldte en grim lugt. I kirker overlæsset med pynt lå frysende, sultne og plagede skikkelser på knæ foran helgenbilleder af sølv og oversået med ædelstene.

Særlig interessant var turen gennem jødekvarteret, om end man helst havde anlagt gasmaske. Varepræsentationen var her endnu for åbne døre, hvad der ganske vist var malerisk, men næppe fremmende for sundheden. I endnu stærkere udstrækning end i Frankrig kunne füsiliererne i Wilna fornemme den tyske kulturs overlegenhed, og det er for den rigtige tysker, som altid søger det gode uden for grænsepælene, en sund iagttagelse.

Også adspredelse og åndelige impulser var der rigeligt af. For underholdning og udbredelse af politiske og militære nyheder sørgede 10. armés avis, der udkom i Wilna og var udmærket ledet. Et soldaterhjem tilbød füsiliererne ophold og impulser fra aviser og bøger i deres fritimer. Teater og operatte gav opmuntring og adspredelse. Også alvorlig kunstnydelse. Gode koncerter opmuntrede de musikhungrende.

Desværre mødte regimentets soldater også typer, der udløste hovedrysten og ærgrelse. Wilna var et forsyningsmæssigt knudepunkt. På gaderne, i caféerne, i teatret så de en flok af velklædte, velnærede og ofte pelsklædte herrer, der nød livet og absolut ikke gjorde indtryk af at være uegnet til fronttjeneste. Den soldat, der kommer lige fra skyttegravskampen, er ret sart over for sådanne typer, især når de ovenikøbet bærer jernkorsets sort-hvide bånd i knaphullet.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

Ikke kategoriseret

19. maj 1917 – Johannes Ankersen: “… smukke piger var der egentlig kun blandt jøderne.”

Skriv en kommentar

Johannes Ankersen fra Flensborg gjorde som løjtnant tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden årsskiftet 1916-17 havde været indsat på østfronten.

Pludselig den 19. maj blev vi afløst og rykkede af. Først i en lille russisk landsby noget bagud. Jeg husker endnu, at marchen derhen var temmelig anstrengende, for det var så varmt, at huden skallede af ansigtet. Vi blev fem dage i vores kvarter, sådan at jeg også fik mulighed for at lære den russiske landbefolkning at kende. Det var også originalt nok. I hovedsagen løb panjerne barfodet om, og bar trods heden en tyk lammepels.

Så var der boligerne. I et rum boede og sov flere familier, en hoben børn, dertil høns, nogen gange også et par svin. Senge var der sjældent, og når de fandtes, bestod de af en kasse, hvor der højst befandt sig en bunke, meget snavsede klude. Oven i købet skal man huske, at vi var i Litauen, hvor ved siden af Kurland og de andre Østersøprovinser civilisationen er mest fremskreden.

I det rum, som jeg beboede sammen med bataljonsadjudanten, måtte vi først fjerne et vognlæs snavs, før det var beboeligt. Allerede første aften fornøjede vi os. Vi havde købt et lille fad øl og afholdt en ølaften for bataljonens officerskorps. Da vi nu var blevet ejere af en grammofon, blev den naturligvis sat i gang. Knap havde de første toner lydt før mænnerne og kvinderne sneg sig hen og med åben mund og polypper undrede sig over denne sælsomme genstand. Sådan noget havde de aldrig set eller hørt.

Næste dag var en helligdag, og russerne i stadstøjet. Vi måtte ind i mellem holde os på maverne af grin. En gammel bedstemor i en lammepels løb stolt omkring i bare ben. For at forskønne sin hæslige fremtonning havde hun taget et par halvlange soldaterstøvler på. Landsbyens skønheder løb trods heden rundt i deres nye frakker, model 1830, og var mægtig stolte. Folket var i rigt mål grimme, smukke piger var der egentlig kun blandt jøderne.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

Krigens forløb

16. april 1917 – Matthias P. Branderup: “Sig mig, har i ikke jøder hos jer deroppe i Slesvig ?”

Skriv en kommentar

Matthias P. Branderup fra Rødekro blev indkaldt i december 1914 og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 37 på vestfronten. I april 1917 var han med til udbygningen af den såkaldte “Siegfreid-Stellung”.

Med mellemrum fik vi fra Tyskland opfyldningsmandskab, og ofte var der blandt disse unge på 19 år (senere endnu yngre). De havde ikke nogen træning i at bruge skovl og hakke. Jeg havde således en ung jøde i min gruppe, en bankmand, og så havde jeg en robust fyr – Kroli hed han -som altid var på nakken af den lille jøde.

Jeg husker selv, hvor kejtede vi var i den første tid ved skansearbejdet, og gav Kroil en henstilling om at lade den unge mand i fred. Jeg mente, at jøder var en slags mennesker lige som vi andre.

Men så kan det nok være, at han fik luft “Sig mig, har i ikke jøder hos jer deroppe i Slesvig ?”

“Nej, det havde vi da ikke. Jeg kendte ingen.

“Så forstår jeg dig bedre,” sagde han, “hjemme i Schlesien er de ved at blive overklasse. Alle steder trænger de sig ind. Hvem behersker pressen idag,? Jøderne. Hvem ejer de store købehuse? [dvs. indkøbscentre, red.]  Jøderne. Og bankerne? Jøderne. Hvem sidder på højfinansen? Jøderne. Og den oversøiske handel? Jøderne.

Jeg mente, at det jo måtte være en fordel for Tyskland, at have sådanne dygtige mennesker inden for sine grænser. De skaffede jo omsætning og handel, som kom hele landet tilgode. Og det er såmænd ikke altid, man kan se på en mand, at han er jøde. Engang vil de vel blive blandet op i befolkningen.

“Ja,du forstår ingenting, min gode Branderup. De er en fremmed race, og holder sig for sig selv. De har deres Synagoger med deres frimureri, hvor de hjælper hinanden indbyrdes. Og vi tyskere er vel lige så oplyste og dygtige. Vi behøver vel ikke at lade os beherske af dette jødepak. Se blot til de sorte i vore kolonier i Afrika. Vi lader dem studere på vore universiteter. Du skal bare se, at en dag er de lige så oplyste, som alle andre. Så kan de klare sig selv, og så bliver vi smidt ud af vore kolonier. Nej, – racespørgsmålet vil alle dage blive ved med at eksistere.”

“Hvad mener du så om underofficer Meyer. Han er også jøde, og et bedre og mere pligtopfyldende menneske findes ikke i hele kompagniet,” spurgte jeg ham.

“Ja,” mente han, “lad gå med, at der findes undtagelser. Men i det store hele, er de nogle udbyttere og noget rak.”

Vi måtte afslutte diskussionen, da vi alligevel ikke kunne komme til enighed i dette spørgsmål.

(Efter Matthias P.  Branderup: Verdenskrigen 1914 — 1918, renskrift af upublicerede erindringer på Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)

Krigens forløb

11. februar 1917. Fremmedartede skikke i Galicien

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:27

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen. Han lå i vinteren 1916-1917 i Galicien.

l handel i landsbyerne var på jødiske hænder, og så vidt jeg kunne forstå, brugte man kun byttehandel.

Sagt med et mildt udtryk blev befolkningen udsuget. For et æg f ik bønderne f. eks. en halv heller, hvilket svarer t i l en halv øre – og sådan var alle priser. Forholdet mellem befolkningen og jøderne var ikke ligefrem hjerteligt.

Det meste arbejde, og i hvert fald det tungeste, blev udført af kvinderne. De læssede blandt andet gødningen; manden kørte den så ud på marken, hvor kvinderne strøede den.

Selve jorden var de fleste steder god. Jeg har, når v i gravede skyttegrave, konstateret, at der var den fineste muldjord i indtil en  meters dybde, men dyrkningsmetoderne var meget primitive, og høstudbyttet derefter. Kunstgødning var et ukendt begreb.

E n anden ting, der faldt i øjnene, var forholdet til kirken og dens mænd, et forhold, der efter vore begreber nærmest må betegnes som usmageligt. Jeg lagde således en dag mærke t i l en ganske ung præst, der stod lænet op ad et træ og betragtede de tyske soldater, der havde slået lejr lige ved vejen.

En gammel, krumbøjet mand, næsten en olding, kom gående. Da han fik øje på præsten, rev han huen af og ligefrem krøb hen til ham, tog hans hånd og kyssede den. Præsten værdigede ikke manden hverken ord eller blik , men blev stående i samme nonchalante stilling som før.

Det så ærlig talt ikke godt ud. Måske var det et særtilfælde, men senere så jeg lignende ting – om end ikke så grelle.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

18. december 1916 – Philip Møller: “… fjollede Pigebörn”

Skriv en kommentar

Brev  fra Philip Møller, Hammelev, til hans broder boghandler Hans Chr. Møller, Haderslev, der gjorde tjeneste på østfronten.

Hammeleff den 18 Des.

Kjære Broder!
Naa, Du maatte saa alligevel vandre ud til Ruslands öde Sletter og friste lidt af Krigens Rædsler og Ödelæggeser. Der hvor Du nu er har der jo staaet mangen en haard Dÿst i den Tid, jeg var i Rusland, jeg var jo langt længere mod nord. Naar Du nu blot kan holde Dig der bag Fronten til Freden kommer, saa var det jo godt og for Dig lidt interessant, at sætte Dig lidt ind i den Befolknings Sæd og Skik, endskjöndt som Soldat, har man dog ingen Interesse for noget andet end Pligten der stadig kalder og minder én. Ja, jeg kan jo desværre ogsaa regne med og komme i den feltgraa Frakke igjen. Jeg har dog Udsættelse til först i Februar Maaned! Jeg blev jo dog overskreven til kjörende Tropper, det er bedre som Infanterist. Blot ikke dertil.

Ja, for et Aar siden, var jeg jo i Altona ved den her Tid og skrælle Kartofler og Du var i Civil og havde Juletravl. [H]vor Tiderne skifter for os. I[]aar kan jeg dog fejre Julen hjemme, hvad jeg forresten har gjort hvert Aar, Krigen har varet. Jeg er jo Gud ske Lov sluppen godt endnu. Der har jo i de sidste otte Dage, været stærk Tale om Fred, men om den kommer, hved man jo ikke? O, hvor var det önskeligt om det Massemÿrderi kunde ophöre og enhver af de Overlevende kunde komme hjem til Sine igjen. Det er en tung Tid, ogsaa for enhver herhjemme.

Der findes ingen lÿse Öjeblikke, i hvert fald ikke for mig, Tanken om, atter at komme med knuger een stadig, og lader een aldrig komme til Ro.

Det Menneske jeg finder mest lÿkkelig og veltilfreds det er Frederik. I hvor haardt han er bleven ramt, saa föler han sig dog befriet for Krigens videre Rædsler og Elendighed. han sidder jo nu helt hÿggelig og rolig der hjemme paa Kontoret og arbejder i sine Korrespondancer[,] kjöber lidt Halm og Hö og lidt Hestehaar, og faar sin gode Mad og udforstÿrrede Ro, det passer han saa udmærket alt sammen. Ja, hvor er det godt for ham, eftersom han blev ramt af Skjæbnen!

Naa, Du kom saa til Kontorarbejde, bare Du nu kunde blive der, saa gaar det jo nok. Föden i faar, er vel nogenlunde, efter Soldatermaner at være, jeg kjender jo nok Suppen fra Gullaschkanonen.

Er der nu mange Jöder i Biala, dem er det jo overfyldt af i Polen. De har jo saadanne Smaabutikker, hvor der kun kan være en 2-3 Personer, alt saa tilsmurt og beskidt. De er vel ogsaa i deres lange Frakker. Ja sikken en Forretningsverden i et ukultiveret Land, som Russisk Polen. Nej, saa staar vi dog paa et höjere Kulturtin en disse[.] Men hvad er det man gjör ved dette höje Kulturtrin vi staar paa, det bliver nu traadt under Födder og Naturfolkene kan nikke paa Hovedet af det højt oplÿste Europa. Ja, hvor skrækkelig, naar man betænker det!

Herhjemme gaar alt ved det gamle. Vi var igaar Söndag kjörende i Haderslev med Börnene og see paa Juleudstillingerne. Der var en Mængde Folk ud. Jeg var ogsaa hos Karl Nielsen, Butikken stuvende fuld af Mennesker, men ingen Betjening. Han var der selv sammen med sin Kone og hel ny, ung Lærling[.] Ja det er jo overalt smaat med Betjeningsfolk, man seer overalt en mængde fjollede Pigebörn i Butikkerne, som hverken hveed ud eller ind og fræk oven i Kjöbet. I sidste Uge, blev gamle Nis Lund Hammelev jordet, ham kjender Du jo vist nok. Vi sendte Dig for nogle Dage siden en lille Julepakke, haaber at Du maa modtage den og nÿde den med god Appetit! Du maa jo nu finde Dig i Skjæbnen og fejre Jul langt borte fra Hjemmet, men det er der jo Millioner der maa.

Nu önsker vi Dig, at det maa gaa dig godt, og at vi snart maa sees igjen her i vort kjære Hjemland. Freden er forhaabentlig ikke fjerne.

Lev nu vel og hold stadig Modet oppe. Endnu en glædelig Jul og et godt og velsignet Nytaar! Din kjære Broder Philip

Mange Hilsner fra Thora [og] Börnene.

(Brev i Hans Chr. Møllers Arkiv, LAA)

Sønderjyder

30. juli 1915 – Flensborg Avis: “Det sidste Brev”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 11. december 2022 12:46

Den 27. august 1915 bragte Flensborg Avis et brev skrevet af Theodor Tonnesen den 30. juli 1915:

Det sidste Brev.
Pastor Tonnesen offentliggør i „Sædekornet” det sidste Brev fra sin Søn:

Den 21. Juli kom vi til Jaroslav. Allerede de sidste Dage havde vi ud for Banen set mange sammenskudte Byer. Ogsaa i Jaroslav saa det meget slemt ud. Den bedre Del af Befolkningen var der ikke mere. Kun smudsige Jøder, der vilde handle med os. Om Natten sov vi i en Skole, 70 Mand i eet Værelse paa det bare Gulv. Halm var ikke til at opdrive. Den næste Middag gik det saa videre til Fods. Vi er saa marcherede indtil den 28de ds. I Galicien var det ganske skrækkeligt. For det første er Vejene skrækkelige, og dernæst var det frygteligt hedt. Vi gik saa rask, at vi ikke fik Bagagevognene med. Vi levede mest af Kartofler, som vi selv kogte. Værst var det dog med Tørsten; vi maatte intet Vand drikke, fordi Koleraem herskede i alle Byer. I Rusland blev det bedre; der er Hovedlandevejene brolagte, og saaledes kunde Bagagen følge med. Den sidste store By, vi var i, er Samostje. Saa vidt vi kan skønne, besinder vi os nu i Nærheden af Krasnostav. Vi blev straks førte ud i Skyttegraven. Nu tænkte vi, at Marchen foreløbig havde en Ende. Men samme Dag trækker Russerne sig saa langt tilbage, at vi i Gaar er løbne hele Dagen bag efter dem. Nu har vi indhentet dem, og Artilleriet har, allerede skudt siden i Aftes Klokken 6. Min Ilddaab har jeg overstaaet; jeg havde slet ikke saa stor Angst, som jeg havde tænkt mig. To, der var komne med os fra Husum, er saarede. Ja, det kan jo snart komme.

Nu længes vi jo efter den Dag, hvor vi kan faa den første Post hjemmefra. Thi det tørre Brød vil dog ikke rigtig glide. Jeg haaber, at I vil gøre mig lykkelig med nogle smaa Postsendinger. I det Hele taget, at vi har noget at spise og at ryge, videre gaar vor Interesse foreløbig ikke. Vi faar hver Aften Klokken 10 god Mad fra Feltkøkkenet. Saa faar vi hver et Stykke Brød, som vi maa  komme ud med til den næste Aften. I ser altsaa, det er ganske godt, naar vi selv har et Stykke Pølse eller Skinke i vor Tornister. I Gaar Morges havde jeg fundet en Kødkonservedaase i den russiske Skyttegrav, og saa købte jeg mig noget Mælk hos nogle russiske Flygtninge, der kom forbi os. Jeg fik min hele Kogekedel fuld, det var storartet. Marius Kongsted fandt 4 Pakker Tobak, hvoraf jeg fik den ene. I del hele taget, hvad Russerne alt lader ligge: Geværer, Patroner og Brød laa der hele Læs af. Nu maa jeg slutte med mange Hilsener
Eders Theodor.

Brevet er skrevet den 30. Juli. Den 1. August faldt han.

Nyheder

27. juni 1915. I Skiernevice: “Høker er enhver jøde her.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 16. august 2023 22:21

I Skiernevice.
Skyttegraven ved R. . . ., 27. Juni 1915.

Der findes kun enkelte Stenbygninger i Byen, som ejes af den mere velstillede Del af Befolkningen, Jøder allesammen. De mindrebemidlede Jøder bor i nogle usle Træhytter, som kun har Plads til en Dagligstue, Sovekammer og den uundværlige Butik. Thi Høker er enhver Jøde her.

Manden staar, saa lang Dagen er, i en lang fedtet Slobrok — som alle mandlige Jøder bærer lige fra den mindste Purk — og falbyder sine Varer til store Priser. Hvem der holder lidt paa Renlighed, køber ikke noget hos Jøden, thi Renlighed er hans svage Side. Tillige har Jøden en egen Lugt ved sig, og den naar helt ud paa Gaden. Jeg foretrækker Lugten af en Mødding, den er da mere hjemlig.

Gaderne er nok brolagte men er lige saa fulde af Huller som et gammelt Baasegulv hjemme hos os, hvor det endnu ikke er blevet erstattet af Teglstene. Men Militærmyndighederne er ved at reparere Gaderne efter tysk Mønster, ligesom de ogsaa har opbygget alle Bøndergaardene herfra til den tyske Grænse.

Efter denne Skildring af Byen, kan Du nok forstaa, kære „Hejmdal“, at den ikke har nogen Tiltrækningskraft for os Landmænd, som elsker Livet i den frie Natur.

Vi er 4 Nordslesvigere her ved Kompagniet. Har vi flere Timer fri, saa gaar vi langt ud paa Marken, og lægger os i Græsset. Samtalen drejer sig saa naturligvis om Oplevelser og Minder fra Hjem og Hjemstavn. Thi vel har vi elsket vor Hjemstavn før, men vi elsker den dobbelt na, hvor vi er saa langt fra den. Men vi haaber jo alle at komme hjem i en nær Fremtid, lige saa sunde og raske som vi er for Tiden.

En hjærtelig Hilsen til alle Venner og Bekendte derhjemme og i Felten fra undertegnede Nordslesvigere.
Carl Thiede, Brendstrup: Theodor Skov, Brendstrup; Iver Nielsen, Arnum ; Jørgen Albrechtsen, Rotbøl pr. Øster Lindet.

Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve (1916)

1914-10-Polske jøder
Polske jøder

 

Ikke kategoriseret, Sønderjyder

24. maj 1915 – Iver Henningsen: “á la russisk svineri”

Skriv en kommentar

Iver Henningsen fra Haderslev kom til østfronten i februar 1915, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. Efter nogle fredelige uge i området bag fronten nær byen Kalvarija satte hans division sig midt i maj pludselig i march mod nord.

Kloster i Rossienie tegnet af Iver Henningsen 30. maj 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Kloster i Rossienie tegnet af Iver Henningsen 30. maj 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Brev 24. maj

Byen her, Rossienie (siger nogen den hedder), er næsten helt forladt, kun i den fattige jødedel er der endnu folk og militæret regerer overalt, hvor vi kan få plads. Byen er delt i to dele: rig og fattig. Den første del er med stenhuse, nogenlunde gader med petroleumsbelysning. Den anden træhuse á la russisk svineri. Byen tæller 10.000 indbyggere og har som sædvanlig 4-5 kirker, synagoger, bedekapeller, som jeg næste gang giver en beskrivelse af. Jeg vil se, dersom vi bliver her, at komme op i byen. Vi ligger i udkanten, men feldwebelen må først tillade det.

I dag tredje pinsedag, morgen, er det morderlig varmt og lader til at holde sig. Det er rolig ved fronten i dag, men hvor længe ved vi jo ikke. Vi har indkvarteret os hos en enke, 14 mand i en stue. De forstår ikke et kvæk af, hvad vi siger, og bogen [palør, red.] gør god nytte. Hun har to børn, manden er falden i Rusland.

Når jeg har været i byen skal jeg skrive, om der er nogle seværdigheder. Nu må I være tilfreds for denne gang.

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)

Sønderjyder

18. maj 1915 – Iver Henningsen: “frikadeller med tomatsauce og jernkartofler”

Skriv en kommentar

Iver Henningsen fra Haderslev kom til østfronten i februar 1915, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. Efter nogle fredelige uge i området bag fronten nær byen Kalvarija satte hans division sig midt i maj pludselig i march mod nord.

Brev 18. maj 1915,  Godset Wiszpinie

Min søde Basse og alle derhjemme,
videre og videre går det, dog altid med held, men også store ofre koster det. Det var så fredag, alt skulle stå krigsfærdig. Vi ved jo hvad denne ordre betyder, og om natten gik det så også for sig, nu skulle han have frikadeller med tomatsauce og jernkartofler. En lang og anstrengende march. 4. korporalskab (mit) holdt sig tapper, kun én slap som i går fuldstændig blev sendt hjem som ubrugbar.

Det gik til Wylkowytszki. Byen har lidt svært, siden vi for fire uger var her. Vi fandt dog plads hos en gammel jøde. Byen blev stadig beskudt. Enkelte tilfælde af sårede kan jo ikke undgås. Her var så overfyldt, at hestene stod i stuerne sammen med deres ryttere. Gaderne fulde af kanoner, træn, bagage, autoer osv. Et krigsbillede så storslået, at det ikke kan lade sig beskrive. Kolonne efter kolonne kom og marcherede af. Alt vidste sin plads, alt i orden. Et storartet maskineri, som funktionerer på en prik. […]

Vi var imidlertid svingede af til venstre til et gods, Wiszpinie, og opslog vore telte. Foreløbig havde vi jo ikke noget at gøre, og fik nådig lov til at gå lidt frem for at se slagets gang. Nu gik ballonen. Artilleriet, kaldet “Russenschrek”, var i stilling, og sendte sine hilsener på kryds over skovene til fjenden, som svarede tapper igen, men skød alt for højt. Ofte gik granater og shrapnel hen over os. Nu begyndte hele koncerten med infanteri og maskingeværer. Flyverne gjorde deres til underholdningen. Entreen var jo fri, og dog kunne en sådan koncert ikke være dyr nok i entré. Men blod og sejr er entreen, det er jo en kontant forretning, vi er i.  […]

Klokken var nu mellem 6-7 aften. Fremad mod fronten. På vejen kom os byttet i møde: 4000 russere, 24 kanoner, 12 maskinskyts og en uendelig række bagage. Således handler den tyske Mikkel. Men også vi havde fået svære huller og mange, mange, unge og ældre måtte bide i græsset og så ikke den smukke solopgang over en uoversigtlig slagmark: nedskudte gårde, møller og huse, sammenbrækkede kanoner, vogne, døde heste og mennesker. Et grufuld billede, men vi kender det nu.

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)

Nyheder

23. januar 1915. Hemming Skov på vej væk fra fronten

Skriv en kommentar

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten. Vi har fulgt ham her på siden fra august 1914 igennem lange marcher, kolde og våde skyttegrave og sindsoprivende angreb. Men i januar 1915 sagde kroppen stop og han blev syg. Han blev sendt på infirmeriet i Partokko og derfra videre ind i baglandet.

Første Etape paa Rejsen var Lowic, som jeg naaede til Fods. I Følge med en Del let saarede fulgte jeg nogle Vog­ne, der var læsset med haardtsaarede. I Dagene forud var der kommet en Strøm af saarede og syge til Ambulance­folkene, og disse havde en stor Opgave. Undervejs passe­rede vi en lille By, i hvilken de haardtsaarede blev skilt fra os.

Ankommen til Lowic var man paa det rene med, hvor man var, for overalt vajede Røde Kors-Flag. Men først stimlede vi sammen om Jøderne, som paa Gaden stod og falbød deres varme Te og tørre Boller. Endelig kunde vi faa noget for vore Penge, Vi spiste os godt mætte, før det lykkedes Røde Kors-Søstrene at faa os ved Haanden og bragt i deres Varetægt. Der skulde kæles for os; vi kom jo lige derude fra Fronten. Vi blev ført til en Stab af Læ­ger, af hvilke vi saa blev sorteret. En Seddel uden et Bog­stav, men kun med underlige Tegn, som blev trykket mig i Haanden, sagde mig intet om min nærmest forestaaende Skæbne. Jeg blev ført ind i en stor Sal, hvor der paa ud­bredt Halm laa Hundreder af saarede i lange Rækker. En Sky af Cigaretrøg laa over de lange, velordnede Rækker. Jeg var klar over, at her kun var letsaarede.

Efter et Par Timers Ophold her begyndte en Stabslæge at raabe Navne op. Ogsaa jeg blev raabt op, og vi fik Besked om ikke at forlade denne Sal. Ud paa Natten blev vi ført ud, og efter at være naaet over et bredt Jernbanekompleks, blev vi stillet op langs med et Jernbanetog — saa godt, som saarede og syge nu lod sig stille op. Da jeg lidt efter blev puttet i Toget, opdagede jeg, at Tegnene paa min Seddel betød: Transport i siddende Stilling.

Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915
Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915
Nyheder

18. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, fangne, sårede, savnede – og feltpost

Skriv en kommentar

Hejmdal

Faldne.

I Fredags modtog Murmester Jens Schmidts Kone i Traasbøl den sørgelige Efterretning fra Krigsskuepladsen, at hendes Mand er falden den 30. December i Frankrig, under en Fægtning omkring ved Reims. Meddelelsen kom fra en kammerat af ham, Thøisen, Kliplev, som hele Tiden har været sammen med ham. Schmidt efterlader en dybtsørgende Hustru, seks smaa Bøørn, hvoraf de 2 (Tvillinger) fødte kort før Jul, og sin gamle Moder. Efterretningen har fremkaldt stor Sorg, ikke blot i hans Hjem, men i hele Byen, da han var en meget god og afholdt Mand.

Landmand Lorens Meyer og Hustru i Simondys ved Hanved har modtaget Meddelelse om, at deres Søn Lorens er falden den 7. Januar paa Krigsskuepladsen i Frankrig. Han var 26 Aar gammel.

Kusk Dominikus Hansen fra Sønderborg, der stod i Landeværnet, er ifølge “S.Zt” den 10. Januar falden i Frankrig. Han efterlader Enke og 2 Børn.

En Sørgefest agtes afholdt i Krigen i Fjelstrup for den falden Smedemester Georg Ahrendt fra Sillerup Tirsdag Eftermiddag K. 3½. Georg Ahrendt efterlader sig Hustru og syv uforsørgede Børn.

I Fangenskab.

Peter Matzens Kone i Gramby har i sidste Uge faaet Meddelelse fra sin mand, at han den 17. December er bleven taget til fange og befinder sig i god behold i Frankrig. I Tabslisten for i Søndags er Matzen opført som savnet.

Nicolaj Nikolajsen, Søn af Skomager Nikolajsen i Frisergade i Flensborg, der stod ved Gardeforstærkningskorpset som Sanitetsskusk, er ifølge “Fl. N.” kommen i russisk Fangenskab og befinder sig paa Vej til Sibirien. Skomager Nikolajsen har allerede mistet en Søn, der stof ved et Jægerbataillon. Hans yngste Søn er for Tiden ved Fronten ved Ypres.

Paa Lasaret.

Gaardejer Hans Bonde i Egen, hvis Søn har deltaget i krigen paa den østlige Krigsskueplads, og hvem han ikke havde  hørt fra i længere Tid, modtog for en Uges Tid siden Brev fra ham, at han var bleven saaret af et Strejfskud over Brystet og befandt sig paa et Lasaret i Berlin. Faderen og den unge Mands Kæreste er nu ifølge “Dvp.” rejst til Berlin for at hente ham, da der er skaffet Plads til ham paa Lasarettet i Sønderborg.

En Savnet. – Oplysning søges.

Gefreiter i Reserven, 2. Kompagni Regiment 86, Jørgen Andersen fra Øster Løgum ved Aabenraa, har ikke ladet høre fra sig i fem Maaneder. Han blev saaret den 23. August ved Mons samen med flere af sine Kammerater, og han staar ogsaa opført i Tabslisten som saaret. En Kammerat, der stod ved hans Side, har set ham paa Forbindingspladsen. Al Efterforskning har hidtil været forgæves. Vi henvender os nu til Bladets Læsere, om muligvis en eller anden kunde vide Besked fra deres Paarørende, som har staaet ved hans Side. De bedes i saa Fald meddele os det.
Jørgen Andersen,
Øster Løgum pr. Hovslund

[Nedenstående breve har tidligere været bragt på her på hjemmesiden i december 2014 i Harald Nielsens forkortede versioner i “Sønderjyske Soldaterbreve”. Vi bringer dem her alligevel for at få indledning og afslutning med, RR]

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Rusland, d. 23. Decbr.

De Kort, jeg skrev paa Rejsen fra Frankrig, Belgien, Berlin og Breslau, har I vel modtaget. Mellem Forholdene her og i Frankrig er der lige saa stor en Forskel som paa Dag og Nat. Her ser man noget helt andet en i Vest.

Vi har over 75 Timer i Jernbanen. Vi kom hertil i Aftes Klokken 10. Saa gik vi kryds og tværs for at søge Kvarter. En stor Gaard og Brændevinsfabrik fandt vi Klokken 12. Vi fik vore Heste i Stald, men mange maatte staa under aaben Himmel.

I Frankrig havde vi gode Veje. Her er de saa daarlige, at det næsten ikke er til at komme frem. Paa nogle Veje er der lagt Træstammer tværs over Vejen, for Hestene rider mange Sko af, naar de kommer i Klemme mellem Stammerne. Somme Steder synker de en halv Alen ned i Dyndet. Derfor gaar det ogsaa tit ind over markerne, naar vi rykker ud. Der er mange Heste, der er blevne slappe. Ofte spændes der fire for. Langs Vejene eller rettere over Markerne, ligger af og til en Hest, som har slæbt sig ihjel.

De ungarske heste er meget smaa og afmagrede; det har været strenge Tider for dem. hellere 20 Kilometer i Frankrig med dobbelt Last end 10 Kilometer her. Vi er ca. 45 Kilometer fra den schlesiske Grænse og 50 Kilometer fra den østerrigske. I Aftes, da vi holdt en halv Time ved Grænsen, som Østerrigerne med en Transport af 500 Fanger.

Nej, det var meget bedre i Frankrig end her i Rusland. Juleaften blev ikke saa hyggelig, som jeg havde tænkt mig den, da jeg skrev hjem den 17. fra Frankrig. Vi kom Juleaften i Kvarter paa et Gods, hvor der i alt stod 800 heste. Klokken var 11. Klokken 12 om Natten var her overalt Gudstjeneste. Derefter gik vi hen til en Jøde og drak os et Glas Kaffe for 10 Penning. Klokken 1 lagde vi os til Ro i en stor Lade, der sov jeg meget godt til Julemorgen Klokken 4. Saa stod jeg op og fodrede min sorte Hest. Klokken 6 rykkede vi ud og red i 16 Timer med ½ Times Hvile. Det var Juledag 1914.

Hvor kunde det være dejligt at komme hjem igen til det skønne Nordslesvig. Det russiske Sprog er ikke til at forstaa. Lidt Fransk har vi lært i de fire Maaneder, vi var i Frankrig, men det glemmes jo hurtigt igen.
Naar bare jeg var blandt Nordslesvigere.
I kan være glade ved, at I ikke ser noget af det skrækkelige, som en krig fører med sig.
Kærlig Hilsen
Paul

III.
Rusland, den 6. Jan. 1915.

Kære Moder! Mange Tak for Dit Brev af 29. December. det var min første Post her i Rusland. Aftenen efter modtog jeg Postsager over Frankrig, deriblandt var et Brev fra Misse og et Kort fra lille Søster Ella, 4 “Hejmdal” og to Salmebøger og et Julekort fra U.P. Sørensen, en Pakke Cigarer fra J.C. Hansen og 2 Pakker fra Eder med Sodakage og Lagkage i, saa det var en hel Mængde paa en Gang. Sig dem alle hjertelig Tak, og Tak dog først og fremmest til Dig, min kære Moder. I skal ikke være bedrøvede over, at jeg er kommen her til Rusland, for jeg er sund og rask, og Udsigterne er gode for, at jeg kan komme sund og rask hjem til Eder igen.

Broder Johan kan være glad for, at han ikke er kommen her til Rusland. Jeg læste i Gaar Aftes, at han sammen med syv andre Nordslesvigere var afrejst den 18. December til Frankrig. De havde sendt en Hilsen til “Hjemdal”. Jeg er rejst fra Frankrig den 19. Den 20. December kom vi gennem Aachen. Johan er vist kommen gennem Aachen samme Dag. Saa tæt har vi to Brødre været sammen efter saa langs Tids Adskillelse, uden dog at vide det. Men nu fjorten Dage efter har jeg set det i “Hjemdal”.

Den første Dag her i Rusland traf jeg en Infanterist, som spurgte efter en ved Navn Petrik, som skulde være ved Train Nr. 9. Jeg sagde, at der var en ved vor Kolonne, som hed saadan, men at vi først var kommet hertil i Dag. “Ja”, sagde han, “har I saa været i Nærheden af St. Quentin?” – “Ja.” “Saa er det sikkert min Broder.” Han havde imidlertid ikke engang Tid til at komme hen at tale med ham. En Snes Minutter senere kom Broderen, men da var den anden borte, og de fik ikke talt sammen. Men han var dog glad for at faa en Hilsen fra ham, da han ikke havde Anelse om, hvor han var.

Saadan gaar det saa mangen en, saadan er det kanske ogsaa gaaet Alfred og Holger Lycke, C. Grelk og Hans Lund. Mangen en kommer jo i Fangenskab og har det temmelig godt, men hverken faar eller maa afsende Post. Naar den skrækkelige Krig saa er forbi, komme de jo sunde og raske hjem igen. Naar I hører fra Johan, saa send mig hans Adresse, at jeg kan skrive til ham.

I Aften, Helligtrekongersaften, har vi haft Juletræet tændt. Mine Julelys, som jeg havde hjemme fra, havde vi tændt i Aften,  og nu er de nedbrændt, som det er skik og Brug i Tyskland. Vi sang nogle Julesalmer saa det var en hel Højtidelighed.

Her i Skolen, hvor vi nu ligger 40 Mand, har vi det meget hyggeligt, for her er Kakkelovn og Borde og Bænke. Vi ligger varm og godt, men Tøjet faar vi ikke af Kroppen.

I Gaar, da vi havde aflæsset, fik vi Saarede med tilbage til Banegaarden. Jeg havde Lejlighed til at tale lidt sammen med en, som havde faaet en Kugle i Knæet. Han havde mange Smerter. Benet var stivt. Med Forplejningen var det temmelig god, men med Cigarer var det knapt. Jeg gav ham en Cigaret. Det var, som al Smerte var borte eller glemt ved at faa lidt at ryge igen, sagde han. Jeg gav ham en Pakke som jeg havde, for jeg ryger jo dog ikke selv. i Fremtiden vil jeg ikke give mine kammerater saa mange af mine Cigarer, nu giver jeg dem til de Saarede.

Her faar vi sjældnere Post. Nu lige kom postsagerne, men der var intet til mig. jeg mangler heller intet saa nødvendigt; men glad bliver man dog, naar man faar noget.

Jeg er sundt og rask og haaber ikke, det varer længe, inden vi kan vendte hjem til vort kære Hjem, som er saa langt borte. Nu er Klokken over 10, og vi skal op i Morgen Kl. ½5, saa det er paa Tide, at gaa til Ro. Vær ikke ængstelig for Johan og mig, kære Moder. Jeg sætter min Lid til det, som Provsten skrev paa et Kort: “Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes”. Lev vel.
Eders
Poul

Vest og Øst. B.d. 13. Decbr. 1914.

Mange Tak for Eders Breve. Jeg har ogsaa faaet flere pakker, deriblandt ogsaa en fra Fru Gundersen og J.C. Hansen. Det er altid en Oplivelse, naar Posten bringer en noget godt hjemmefra.

I det gode Kvarter, som jeg beskrev i forrige Brev, er jeg ikke mere. Jeg har haft to siden. Her bor jeg paa en Vandmølle. Vandet suser Dag og Nat. Her er ikke Mangel paa Vand, det har der ellers ofte været. Husets Beboer bestaar af Mand, Kone og tre Børn, og de er meget flinke. I en Dansesal har vi ca. 50 Heste staaende, det er ikke saa flot som i Lüttich. Der stod Hestene i et Teater med Plystæpper. Staldplads og Husly maa man tage, som man kan finde det.

Sidste Søndag var vi 9 Mand indkvarteret i et ubeboet Hus. Tirsdag formiddag, da vi var ude paa March, kom der to Koner og et Barn, som vilde tage Bolig i deres Lejlighed igen. De havde forladt Huset for et Par Maaneder siden og lukket Døre og Vinduer. Det var jo lidt ubehageligt at finde deres Hus med 9 tyske Soldater i. jeg lod dem naturligvis faa deres Soveværelse og Køkken, og dermed var de meget godt tilfreds. Tre af os rykkede ud og fandt et andet Kvarter. En aften kom Konen uventet med Hønsesteg og Æblemos. Hvad siger I om det?

Men vi ser ogsaa megen Armod og Elendighed har i Frankrig. Hvad jeg har set og været med til i den forgangne Uge, har været skrækkeligt. En Dag var vi fem Mand, der skulde ud og faa fat paa Kartofter. Saa gik vi fra Hus til Hus en Gade langs og søgte Husene igennem. Der saa vi grædende Kvinder og Børn, kan I tro. Et tarveligt Hus gik jeg forbi. Da vinkede en Kone efter mig. Jeg tænkte: Hvad mon hun vil, og gik derind, og hvad jeg saa var saa skrækkeligt, som jeg aldrig har set før. Hun sad paa en Stol og kunde hverken gaa eller staa, og hvad hun sagde, kunde jeg ikke forstaa, men hun var næsten omkommen af Sult. Jeg havde ingen Tid at bringe hende noget, men lod en af Kammeraterne bringe hende noget af vor Middagsmad. Da vi om Eftermiddagen gik forbi, vinkede hun efter os og takkede os saa pænt.

I Dag har Konen her igen skrællet Æbler, i Aften faar vi vist Æblemos. I Dag har vi været i Kirke. Det er tredje Gang. Eller er Gudstjenesten bleven holdt under aaben Himmel. —

Jeg blev ikke færdig med at skrive før, for Postvognen kom, og jeg maatte hen og hente Postsagerne. Til in store Glæde var der ogsaa Brev fra Dig, kære Moder. jeg har faaet seks smaa og en stor Pakke fra Eder. Det bedste og gavnligste af alt, hvad I har sendt, er den elektriske Lommelygte. Den gør god Tjeneste.

Nu har vi jo snart Jul. Hvis jeg maa blve her, tror jeg nok, jeg kan faa en god Jul. Og haaber ogsaa, at I maa faa en glædelig Jul. Tak for det lille Juletræ fra Søster Ebbes Have, som jeg forhaabentlig faar en af de første Dage.
Kærlige Hilsener, Eders Søn og Broder
Paul.

Nyheder

23. december 1914. Bundløse veje i Rusland

Skriv en kommentar

Senest ændret den 7. januar 2015 12:38

Heste synker ned i mudderet
“Im Kampf mit dem Schlamm” lyder billedteksten til dette postkort. (Museum Sønderjylland)

Sønderjyden Paul skrev dette feltpostbrev, dateret “Rusland, d. 23. Decbr.”

Vi var over 75 Timer i Jernbanen. Vi kom hertil i Aftes Klokken 10. Saa gik vi kryds og tværs for at søge Kvarter, En stor Gaard og Brændevinsfabrik fandt vi Klokken 12. Vi fik vore Heste i Stald, men mange maatte staa under aaben Himmel.

I Frankrig havde vi gode Veje. Her er de saa daarlige, at det næsten ikke er til at komme frem. Paa nogle Veje er der lagt Træstammer tværs over Vejen, ellers vilde de være helt bundløse. Det er ikke let at ride paa saadanne Veje, for Hestene rider mange Sko af, naar de kommer i Klemme mellem Stammerne. Somme Steder synker de en halv Alen ned i Dyndet. Derfor gaar det ogsaa tit ind over Markerne, naar vi rykker ud.

Der er mange Heste, der er blevne slappe. Ofte spændes der fire for. Langs Vejene eller rettere over Markerne, ligger af og til en Hest, som har slæbt sig ihjel. De ungarske Heste er meget smaa og afmagrede; det har været strenge Tider for dem. Hellere 20 Kilometer i Frankrig med dobbelt Last end 10 Kilometer her.

Vi er ca. 45 Kilometer fra den schlesiske Grænse og 50 Kilometer fra den østerrigske. I Aftes, da vi holdt en halv Time ved Grænsen, kom Østerrigerne med en Transport af 500 Fanger.

Nej det var meget bedre i Frankrig end her i Rusland.

Juleaften blev ikke saa hyggelig, som jeg havde tænkt mig den, da jeg skrev hjem den 17. fra Frankrig. Vi kom Juleaften i Kvarter paa et Gods, hvor der ialt stod 800 Heste. Klokken var 11. Klokken 12 om Natten var her overalt Gudstjeneste. Derefter gik vi hen til en Jøde og drak os et Glas Kaffe for 10 Penning. Klokken 1 lagde vi os til Ro i en stor Lade, der sov jeg meget godt til Julemorgen Klokken 4. Saa stod jeg op og fodrede min sorte Hest. Klokken 6 rykkede vi ud og red i 16 Timer med ½ Times Hvile. Det var Juledag 1914.

Hvor kunde det være dejligt at komme hjem igen til det skønne Nordslesvig. Det russiske Sprog er ikke til at forstaa. Lidt Fransk har vi lært i de fire Maaneder, vi var i Frankrig, men det glemmes jo hurtigt igen. Naar, bare jeg var blandt Nordslesvigere.

l kan være glade ved, at I ikke ser noget af det skrækkelige, som en Krig fører med sig.

Kærlig Hilsen Paul

Krigens forløb

8. december 1914. Hemming Skov: Parade for generaloberst von Macksensen

Skriv en kommentar

Senest ændret den 16. marts 2016 15:11

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Vi var blevet Paradesoldater, der trampede efter Regimentsmusikken paa Gaderne i Lodz. Selv om det parademæssige ellers næsten var gaaet fløjten i Skyttegravenes Helvede, saa var vi i Lodz for en kort Stund Paradesolda­ter — dog kun for straks efter at fortsætte i den nu tilvante Elendighed.

Før vi forlod Lodz, saa jeg dog Generaloberst (senere Generalfeltm.) von Mackensen. Under en Tale, han højt til Hest holdt til Tropperne, og som vi maatte paahøre i Retstilling, stod jeg tæt ved og kunde se den graanende Skikkelse, der var i sort Husaruniform med Dødningehovedet øverst oppe.

Efter denne Opstrammer fra Hærføreren forlod vi Lodz, og det gik atter ud i det uvisse, hvor Lemlæstelse og Død truer. Da vi naar uden for Byen, maa vi marchere ved Siden af Vejen, da denne er oversaaet af en evindelig Mængde Telefontraade, sammenmaset af Artilleriet. Efter at have ligget rolig i 3 Uger foran Lodz faar vi nu atter Brug for „Apostlenes Heste”.

Vi marcherer i 3 Dage, før vi i Egnen Syd for Lowic opnaar at være sat ind i et Kamp­hjørne, og hvorfra vi nu for anden Gang skal i Gang med Warszawa. Fra nu af antager Kampene som Helhed Skyt­tegravskrigens Former, og det kaldes for det 2. Slag ved Warszawa. Kampene forud, den 11.—19. Okt, det 1. Slag ved Warszawa.

Vi kommer igennem en større By, hvor vi til vor Overraskelse kan købe Brød. Men man skulde være hurtig i Vendingen, naar man i Polen vilde købe noget; de smaa Jødebutikker var hurtigt tømt, naar en Trop Soldater kom ind i en By. Da det for det meste var knapt med Brød, var vi glade for, at vi havde faaet skaffet lidt. Men vor Glæde varede kun kort, for Officererne tog Brødet fra os og kastede det hen ad Gaden. Om de troede, vi skulde for­gives eller foræde os, ved jeg ikke.

Macksensen
Generaloberst von Macksensen
Krigens forløb

6. december 1914. “Russerne er borte!”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 14. marts 2016 21:14

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten i infanteriregiment 176

Om Morgenen den 6. Decbr. sendtes der Patrouiller mod Russernes Stilling, og snart jubledes der fra Mand til Mand, at Russerne var borte.

Med en underlig Følelse gik man over det Ingenmandsland, hvor vore og Fjendens Kugler i saa lang Tid havde krydset hinanden. I den russiske Gravpark var nogle Civile i Færd med at søge efter Ejendele. Her havde Russerne naaet at faa begravet deres døde. Ved Middagstid havde vi Afmarch til Lodz, og for Natten fik vi Kvarter inde i Byen.

Lodz var faldet, oven i Købet paa Hærføreren, General Mackensens Fødselsdag. Den indre By havde ingen Overlast lidt, kun i Yderdistrikterne havde Artilleriet øvet Hærværk.

Lodz er en Fabriksby og kaldes ,,Polens Manchester”. Af Byens 350,000 Indbyggere er de 40 Procent Tyskere, og de 25 Procent er Jøder. —

Efter at vi forgæves ved Hjælp af nogle Civile forsøgte at købe Levnedsmidler, fandt mit Korporalskab sig et Kvarter. Højt oppe i et stort Hus tog vi et Køkken og en flot møbleret Stue i Besiddelse, og de toges foreløbig i Brug hver efter sin Bestemmelse. Og sluttelig slæbte vi noget Hø, som vi fandt, op ad Trappen og bredte vort Natteleje.

Hemming Skov
Hemming Skov
Krigens forløb

16. november 1914. Hemming Skov: Nattekvarter erobret med bajonetten

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2016 17:00

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten.

Den følgende Morgen tidlig (16. Nov.) af Sted igen, og vi kom igennem Lentcica, en større By ved Bzura Floden, ca. 30 km Nordvest for Lodz, hvor der lige havde været Gadekampe. Vi fik et lille Hvil paa en aaben Plads i Byen, og her oplevede jeg at blive taget ved Næsen af en Jøde.

Under det korte Hvil, hvor vi ikke maatte træde ud af Geleddet, sneg en handlende Jøde sig langs Rækkerne og samlede en Del Penge sammen, som han lovede at købe os noget for i en nærliggende Forretning. Manden forsvandt, men indfandt sig ikke med de lovede Varer.

Vi blev i Byen til hen mod Aften, da vi beordredes frem mod en russisk Skyttegrav Syd for Byen. Idet vi drog ud af Byen, beskød det russiske Artilleri os, og vi klemte os ind mod Murene for at faa Dækning. I Spring løb vi nu fremad, og hver Gang vi smed os ned, brugtes flittigt den lille Spade for dog at faa en lille Dynge Jord at gemme Hovedet bag ved. Da det blev mørkt, var vi naaet til en Afstand af et Par Hundrede Meter fra den russiske Stilling, og nu bragtes de jamrende Saarede bag os tilbage.

Foran os stod en Landsby i lys Lue, skudt sønder og sammen af Artilleriet. Fra det russiske Artilleri kom kun en enkelt Granat med lange Mellemrum, saa vi gættede allerede paa, at Russerne trak sig tilbage, saa meget mere som man heller ingen Geværkugler hørte pibe mere.

Formodningen viste sig at være rigtig, da vi lidt efter passerede deres Skyttegrav paa Vej mod en længere bagved liggende Landsby, — hvor vi om lidt skulde erobre Nattekvarter med Bajonetten. Geværet blev nemlig tømt for Patroner, og Bajonetten plantet paa, og saa gik vi i samlet Kolonne i Bælgmørke fremad. Til al Afskyelighed var vort Kompagni forrest.

Bataillons-Kommandøren fulgte Bataillonen. Der maatte ikke bruges ild til en Smøg, end ikke maatte der tales et Ord, og Bajonetskeden blev holdt fast med venstre Haand for at undgaa enhver Lyd, og saaledes vandrede vi i Mørke, uvidende om vor Skæbne, taalmodigt fremad. Der blev intet sagt til os, men at der var Formodning om, at der var Russere i Byen, forstod vi af de dystre Forholdsregler. Maaske skulde der ogsaa snappes lidt Bagage, og at det alt skulde gaa for sig ved en Overraskelse.

Vi kom ind i Byen, og Formodningen holdt Stik. Med Kolbeslag mod Døre og Vinduer vækkedes de sovende Russere, og jeg ser med al Tydelighed for mig, da jeg sammen med en Kammerat med Lommelygten lyste ind ad Døren til et Karunkelhus (et Kartoffelhus, hvor Taget naar til Jorden) og der kom fire Russere kravlende ud imod os, visende deres tomme Hænder. Paa denne Maade toges et Par Hundrede Fanger. Efter at der var gravet en Skyttegrav foran Byen, som blev svagt bemandet, kunde vi hvile os i Russer-Kvartererne, hvor vi trods alle anspændende Oplevelser dog fik lidt Søvn.

1914-10-polsk landsby

Krigens forløb

6. november 1914. Regiment 84 gør sig det hjemligt i skyttegravene

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2016 14:16

Af Infanteriregiment 84’s historie, fortalt af Wilhelm Hartmann, 8. kompagni.

Vort første dækningsrum var et hul med et regnslag over. Man krøb ind på alle fire. Den fjendtlige linje var måske nogle hundrede meter borte, stedvis endda over 800 meter. Alligevel måtte der efter ordre dag og nat kun tales i den mest sagte hvisketone.

Med en opfyldningstransport kom Karl Anker til kompagniet. Han var jøde; det var for mig i religiøs sammenhæng dengang ingen skavank og er det heller ikke i dag. Og vor kaptajn Grebel betragtede det ligefrem som et helt held at have fået en jøde i kompagniet. Han betegnede ham som sin lykkejøde, der ikke måtte komme ham af hænde.

Vore boligforhold bedredes med tiden. Vi byggede et dækningsrum, i hvilket man kunne stå oprejst. Ganske vist var dækningen kun en noget tykkere solskærm. Men vi var meget stolte over denne træbjælkekonstruktion, som vi havde givet det klingende navn “system fjeder” efter den anvendte, gennemprøvede teknik. Sandsynligvis skulle de granater, der slog ned, fjedres tilbage igen. Vi kaldte bygningsværket “Verdenskrigsskydetelt 1914, 15, 16 . . .” og malede det også på med gammeltyske bogstaver, blot ville vor kaptajn i klog forudseenhed have, at årstalrækken 1914, 15, 16 . . . ikke skulle afsluttes, men at der med prikker antydedes en forlængelsesmulighed.

I dette Verdenskrigsskydetelt gik det ganske fornøjeligt til. Morgenmadskredsen spiste længe, fordi der endnu var meget at spise. I et af kaptajn Grebel kammeratligt dannet bordfællesskab gik det virkelig kammeratligt til. I denne kreds var ikke noget, der hed privatejendom, når det drejede sig om levnedsmidler og krigspakker. Alt sådan noget vandrede ned i den fælles morgenmadskurv og blev af kaptajnen personligt igen delt ud i retfærdige portioner.

Krigens forløb

24. oktober 1914. Brev fra Jeppe Østergård: “Vi var 6 nordslesvigere, men nu er jeg bleven ene.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 23. november 2017 9:26

Jeppe Østergård fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Jeppe Østergaard påbegyndte dette brev den 23. 10. 1914

24.10 1914.

(fortsat) Når tiden tillader det, laver vi os selv de rareste retter mad, hvorved kartofler spiller hovedrollen. Æg hænder det jo også, at man kan opdrive, og har vi meget god tid, går vi ikke af vejen for en gås. Af gæs findes her en mængde, og man køber store, dejlige dyr for to mark.

Jøderne, som i byerne behersker handelsstanden, men forøvrigt er et meget utiltalende folk, har benyttet de urolige tider til at afkøbe de uvidende bønder deres gæs til 1 mark a 1,50. På lignende måde har de handlet med andre landbrugsprodukter, så intet under, at forbitrelsen mod disse blodsugere er stor.

Fra Blonie skrev jeg et kort, men mit sidste brev var fra Radow. I denne by, som vi næsten fik uden kamp, marcherede vi ind med musik i spidsen. Udmarchen og nordpå gik også med fuld musik, og 2. komp. var så heldig at følge umiddelbart bagefter, så vi nød tonerne i fuldt mål. Var det end ikke hjemlandstoner, så var det dog kendte melodier, og den klangfulde og kraftige musik var velgørende og opmuntrende. Musikken fulgte os i flere dage, indtil den 9. kanoner og geværer lod andre lyde nå vort øre.

Den 11. kom en uhyggelig fægtning i skoven. I skriver, at regimenterne i Frankrig har lidt store tab. Det er jo desværre sandt, og det føles hjemme stærkest, da næsten alle mandskaber er dernede, mens her i Polen kun findes de enkelte, der ved tidernes ugunst blev kastet hen i denne østlige afkrog for at aftjene værnepligten.

Skønt det store hovedslag endnu ikke har fundet sted, har vort regiment dog alt mistet mellem 3/6 og 2/3 af de oprindelige mandskaber. Andet komp. drog ud med 250 mand, men af dem er 150 sårede, savnede eller døde, foruden et mindre antal letsårede, der nu atter er med i rækkerne. Ved maskingeværkompagniet findes ingen officerer, kun 3 underofficerer og en 30 mand af den gamle garde. Tre gange er de slåede huller bleven udfyldte, så talmæssigt forbliver vi som før.

Vi var ved andet komp. 6 nordslesvigere, men nu er jeg bleven ene. Een er som hornist kommen til 4. komp., Nis Rasch er som tjener fulgt sin overløjtnant til 6. komp., Avisius fra Haderslev er savnet siden August, Soli fra Vojens er såret, og Nis Fuglsang er falden. Ham har jeg haft som stuekammerat et helt år, og fra vi forlod Østprøjsen, har vi gået sammen i rækken og delt mangt og meget…. I Nis mistede jeg en trofast og kær kammerat.

Alle dem, jeg satte pris på i komp., er næsten borte, og siden jeg er bleven den eneste nordslesviger, føler jeg mig ene og som andensted henhørende.

En erstatning har jeg fundet i Jørgen Asmussen fra 1. komp., som også er “Gefechtsordonnanz”, og med hvem jeg under disse stadige kampe ofte er sammen. Den 11., 16., 19. og 23. ds. har vi været i ilden og foruden det et par gange været udsat for artilleriild; men den nervøsitet, som i førstningen gjorde sig gældende, kendes ikke mere.

1914-10-Polske jøder
Polske jøder

 

Nyheder

15. oktober 1914. Hemming Skov: Under russisk bombardement.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 16. februar 2016 15:20

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov deltog i kampene om Warszawa.

Den Dag forløb taaleligt, men den næste, den 15. Okt., er en af de Dage, man husker.

Duellen begyndte igen, og nu maatte Byen for Alvor holde for, og saa velrettede kom de store Bæster, saa det var os umuligt at komme ud af Byen. Den ene Granat fulgte den anden. Brosten slyngedes i Vejret, Huse styrtede bragende sammen, og Støv og Røg laa som en uigennemtrængelig Sky over Byen. Vi maatte søge Dækning hvor vi befandt os.

Bag den store Skole klamrede vi os op mod Muren. Ind mellem mine Heste og det lille Hus, hvor jeg og et Par Kammerater holdt til, kom en Granat hylende og eksploderede imod Skolebygningen, bag hvilken vi stod i læ. Et øredøvende Brag med Lufttryk og hvad dertil hører, Vinduerne var blæst væk. Jeg løb om for at se til mine Heste; de var overdænget af Støv og Kalkpuds og hoppede paa alle fire, men var ellers uskadt.

Men inde i vor lille Lejlighed var en af mine Kammerater, Preuss, der var i Færd med at koge en Høne, blevet ramt i et Ben af en Granatsplint. Og i mit Tornyster fandt jeg senere en Splint i et Glas Smør. Derefter ilede jeg igen om bag Skolen for at komme i Dækning og lagde nu Vejen ind gennem Hullet i Muren fra Eksplosionen, der i øvrigt var saa rummeligt, at en Bil med Lethed kunde slippe igennem.

I det samme drønede en Granat over Hovedet af os, slog ned 20 m foran os, og af Nedslaget blev vi oversprøjtet med Jord og alskens Skidt. Jeg fik en Jordklump slynget i Ansigtet. Udover at vi af Lufttrykket blev kastet hulter til bulter, skete der ikke større Skade, kun en eneste fik et let Saar i Hovedet.

Flere Steder i Byen brændte det, saaledes paa Torvet til alle fire Sider, hvor en Del Jøder uforfærdet søgte at redde deres Ting. Tropperne søgte at komme ud af Byen, og omsider lykkedes det ogsaa os at slippe ud af den brændende By.

I en Skov slog vi os ned med vore Køretøjer og maatte nu ligge ude igen. For dog at holde Liv i Hestene, maatte vi desværre, som saa ofte før ,,besørge” os lidt Hø fra en nærliggende Gaard. Her var mange Grave, hvor faldne Russere var lagt til Hvile af tyske Soldater

EasternFront1914b
Østfronten i efteråret 1914

 

Krigens forløb, Nyheder, Sønderjyder

14. oktober 1914. Feltpost fra sønderjyder: Nyt om faldne, sårede, fangne

Skriv en kommentar

Senest ændret den 16. februar 2016 10:30

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Landdagsmand Nis Nissen.

I Gaar fik vi ganske uventet Besøg af Landdagsmand Nis Nissen. han kom lige fra Vestfronten, hvor han tjener som underofficer i Reserve-Feltlasaret Nr. 43.

Rigsdagsmand H.P. Hanssen (tv) og landdagsmændene Nis Nissen (stående) og H.D. Kloppenborg-Skrumsager (th)
Rigsdagsmand H.P. Hanssen (tv) og landdagsmændene Nis Nissen (stående) og H.D. Kloppenborg-Skrumsager (th)

Til Chefen for Feltlasarettet var der Fredag Morgen indløbet et Telegram fra Overkommandoen med Ordre til ar give Nissen Orlov paa ubestemt Tid, for at han kunde deltage i den forestaaende Landdagssamling. Samtidig indlod Hertug Ernst Gynther, der tjener som General ved IX Armékorps, men samtidig havde faaet Orlov for at deltage i Herrehusets Møder, telegrafisk Nissen til at foretage rejsen fra Noyon til Aachen i hertugens Bil. Takket være denne Imødekommenhed fra Hertugens Side, havde Nissen vundet over 4 Dage, idet Rejsen fra Noyon til Aachen under den nuværende Krigstilstand tager fem Dage, naar den skal tilbagelægges pr. Jernbane, mens Hertugens store Landevejsbil gjorde Turen gennem Nordfrankrig og Belgien i 12 Timer. Nissen vandt derved Tid til at aflægge et Besøg herhjemme, før Landdagen træder sammen.

Undervejs benyttede Hertug Ernst Gynther Lejligheden til at udtale sin Glæde over Nordslesvigernes udmærkede Holdning under Krigen. Han havde med megen Tilfredshed taget Notits af de nordslesvigske Troppers Pligttroskab og Mod under Slagene.

Feltlasarettet, som Nissen staar ved, er indrettet efter at optage et Par Hunderede Saarede. men dette Antal er under den sidste Maaneds langvarige og haarde Kampe hyppigt bleven overskredet. Ved Lasarettet arbejder 6 Læger, 1 Apoteker, 2 Inspektører, 9 Sanitetsunderofficerer og 13 Sygeplejere foruden Kuske, Hestepassere og Tjenere, i alt 60 Personer, som danner en sluttet Kolonne under Marchen.

Da tilstrømningen af Saarede til Tider har været meget stor, vilde Arbejdet have været uoverkommeligt for Feltlasarettes faste Personale, hvis ikke et Antal franske katolske Søstre frivillig havde stillet sig til Lasarettes Raadighed som Sygeplejersker. Disse Søstre arbejder overordentligt opofrende og har ydet Lasarettet værdifulde Tjenester. De Saarede er meget taknemmelige for deres kærlige, omsorgsfulde Pleje.

I Belgien optog Lasarettet mest Saarede fra Regimenterne Nr. 84 og 90 og fra Jægerbataillonen i Ratzeborg. Senere fik det Saarede fra mange forskellige tyske regimenter og tillige mange saarede Franskmænd, deriblandt ogsaa Zuaver og Turkos. De Letsaarede sendes hurtigt videre til Lasaretter længere tilbage. Der gaar derfor en stadig Strøm af Saarede ind og ud af Lasarettet. Arbejdet er til Tider anstrengende, men trods al Nød og Lidelse taknemmeligt, fordi det giver Lejlighed til at hjælpe de Lidende, som er rørende taknemmelige for enhver Lindring af deres Lidelser.

Af Nordslesvigere har der ogsaa været mange i Lasarettet. Ingen af dem har dog været særlig haardt saarede og ingen af dem afgaaet ved Døden. Ved fronten træffer man overhovedet allevegne Nordslevigere, fortæller Nis Nissen. “Ofte raaber man under Forbimarchen til mig paa Dansk. Og vi sørger altid sammen, naar Lejligheden bydes.”

I Dag rejser Nis Nissen videre til sit Hjem. Først i næste Uge tager han til Berlin. Efter Landdagens Krigs-Samling, som vist kun vil vare i to Dage, tager han atter til Fronten for at fortsætte sit Arbejde ved Lasarettet.

Af et Feltbrev.

Pakkerne ankom til mig i Aftes i Skyttegraven. Hjertelig Tak for alt! Skraatobakken har jeg foræret bort, større Glæder kan man ikke gøre sine Kammerater, thi skønt vi ikke lider Mangel paa Føde, saa er det dog knapt med Cigarer og Tobak; det er rene Lækkerier for os.

Her i 3. Kompagni er der ogsaa en Købmand Westphal fra Aabenraa. En Enaarig Holst, der var her, er saaret . . . .

Vi har nu været med i syv Fægtninger eller Slag, men jeg er ved godt Mod og er sund og rask.

Den 13. September dannede vi Bagtrop og Sikringsstyrke for Halvdelen af vort Armékorps, der maatte trække sig tilbage for Fjenden, 3 Armékorps – der ogsaa blev saarede og trængte tilbage af Kronprinsen af Bayern – , da vi var for svage. Paa Tilbagetoget sprængte vi to Broer i Luften for at hindre Fjenden i at følge os. Saa gravede vi os ned. Indtil den 20. September laa vi dernæst stille. Da fik vi Hjælp og slog Fjenden tilbage.

Faldne.

Købmand Jensen fra Vinum, der i August Maaned faldt i Belgien, var Skytteordonnans. Et Øjenvidne har skrevet hjem, at han saa Jensen blive skudt, netop som han afgav en Melding til Kaptajnen.

Der var en belgiske Soldater, de kæmpede imod. Mange af disse var kravlet op i Træerne i en nærliggende Skov og tilføjede herfra Tyskerne stor Skade, indtil det tyske Artilleri rensede Skoven og Belgierne flygtede.

Andreas Muusmann fra Bredebro, der i de sidste Aar har været bosiddende paa Over-Lert-Mølle, er falden i Belgien. Han blev ramt af en Kugle ved det ene Øje, men kom til Bevidsthed og laa et Par Dage paa et Sygehus i Belgien, en Skole der var omdannet til Sygehus. Flere af Kammeraterne heroppefra talte med ham der, og han var ved fuld Bevidsthed.

Saa blev han flyttet til Køln, men der forværredes hans Tilstand, saa han efter 3 Dage døde stille og roligt, efter at have haft en længere Samtale med Præsten.

Han har to Brødre, som er med i Hæren, den ene i Frankrig og den anden i Rusland.

Saarede.

Postbud Høeg fra Døstrup er bleven saaret i den ene Haand og ligger nu paa Sygehuset i Düsseldorf. Saaret er dog ikke farligt, skriver han, og han haaber at blive helt rask igen.

En Søn af Urmager Boysen i Graasten er som Fanebærer paa Krigsskuepladsen bleven saa haardt saaret i de ene Ben, at dette har maattet amputeres. Den unge Boysen henligger fortiden paa Lasarettet i Altona. Andre, let saarede fra Graasten, opholder sig hjemme og tager ifølge “Fl.Av.” hver Dag til Flensborg for at blive behandlet paa Lasarettet.

Fra Gram Sogn er i den sidste Tid flere Soldater bleven mere eller mindre haardt saarede. Kristian Ebsen fra Friskmark har faaet et Skud i Haanden og er paa et Lasaret i Hamborg. Ferdinand Henrich fra Gramby er saaret i Laaret og er paa et Sygehus i Berlin.

Yngste Søn af Rentier J. Adolphsen paa Sønderbro i Haderslev, Malersvend Jørgen Adolphsen, der sammen med sin Broder Købmand Chr. Adolphsen laa ved Hæren i Frankrig, er kommen saaret til Haderslev, hvor han allerede har ligget nogle Dage paa Lasarettet. Han er iflg. “Dv.” ligesom sin Broder saaret i Foden. Købmand Chr. Adolphsen er flyttet til et Lasaret i Berlin.

Reservist, Fouragehandler Jokum Ravn, er bleven saaret og ligger i et Lasaret i den franske By Noyon.

I Fangenskab.

En Søn af Købmand Hans Ries i Aabenraa, Enaarig-frivillig Hans Ries, der som omtalt for nogen Tid siden blev saaret under en Fægtning i Nordfrankrig, har nu skrevet hjem, at han ligger paa Lasarettet Guébrianti St. Brieue. Han er betydelig bedre, og ventede om 8-14 Dage at kunne forlade Hospitalet.

Kaptajn Pahren, en Søn af Regnskabsraad Pahren i Aabenraa, er iflg. “A.T.” kommen i engelsk Fangenskab i Australien.

En Søn af Fru Bertramsen i Lindegade i Haderslev (tidligere Skodborg Østerkro), der har deltaget i krigen i Frankrig, er bleven taget til fange og sidder nu i fransk Fangenskab i Byen Pau ved den spanske Grænse. Han har skrevet, at han har det godt.

Postbud Christen Andresen fra Visby er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Telegraf-Forarbejder Christian Petersen, Sønderborg, er iflg. “Dbp.” afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Vestsalen, efter at være bleven saaret i Frankrig.

Gaardejer Martin Jørgensen i Blaakrog er falden i Frankrig, og der vi i den Anledning blive holdt en Sørgegudstjeneste paa Lørdag i Varnæs Kirke. Dagen er netop den Faldnes og hans Hustrus Bryllupsdag.

Gaardejer Jørg. Henriksens Søn i Bromølle, der før krigen købte Broballe Kro, er iflg. “Dbp.” vendt hjem som saaret fra Krigsskuepladsen i Frankrig. Han opholder sig paa Lasarettet i Sønderborg.

Hans Knudsen, en Søn af Gaardejer J. Knudsen paa Lindtrup Mark, ligger saaret i Frankrig.

Af et Feltbrev fra den 25. September, som en ung gift Alsinger har sendt hjem til Mellemals fra den østlige krigsskueplads, gengiver “Dbp.”:

Vi er i Dag i Kvarter i en russisk By og ligger hos en Vandmøller. Her er rigtignok primitive Tilstande. Vejene er næsten ufremkommelige. Folk bor i Træhuse og Krigen ved de ikke meget om. Vejret har været ret godt, og det har ikke regnet saa meget. Med Sygdom har det heller ikke været slemt, men Vandet er daarligt. Vi kan slet ikke forstaa det russiske Sprog og her bor mange Jøder.

I de store Skove heromkring opholder der sig en Del Kosakker. De ligner mere Sigøjnere end Soldater og lever for det meste af, hvad de frarøver andre Folk. Føden er sommetider sløj for os. Forleden Aften kogte vi os en Høne, men det gaar ikke saa fint til, som naar man kan sidde hjemme ved Bordet. Vi gravede os et Kogehul i Jorden, og Kartofler er der nok af paa Markerne endnu. Forleden Dag talte jeg med Tækker fra Tandslet. Han havde slet ikke hørt fra sin Familie endnu, og det er da mærkeligt nok. Jørgen Jensen fra Hellesvang, har jeg set nogle Gange, men jeg har ikke megen Lejlighed til at tale med ham. Derimod er jeg hver Dag sammen med Andreas Hansen (tidligere Bagersvend i Rymølle).

Naar dog blot krigen maa faa Ende, inden Vinteren bliver for haard. Thi det bliver sikkert meget koldt her.

Forleden modtog “Dbp.” en Hilsen fra Frankrig fra J. Christensen, Nybøl, en Søn af Møller Christensen, tidligere i Stenderup. Den unge Christensen opholder sig for Tiden i Nærheden af Noyon.

Krigens forløb

12. oktober 1914. Hemming Skov: “I kasketten lå noget hjernemasse …”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 16. februar 2016 8:10

176’eren Hemming Skov deltog i kampene ved Piasezno ved Warszawa.

Den følgende Nat bivuakerede vi ved et afbrændt Gods, og om Morgenen den 12. gik det til Angreb igen.

En voldsom Larm tordnede fra vore Batterier, som Fjendens Artilleri selvfølgelig besvarede. En af de helt svære Dage forestod, men Artilleriets Indsats gjorde Udslaget, og før Middag var vi i Piacezno, hvorfra Russerne flygtede over Hals og Hoved.

Foran Byen fik vi set Artilleriets ødelæggende Værk: Flere bag hinanden liggende, godt udbyggede Skyttegrave, var formelig jævnet. Og her gik tyske Kammerater og ransagede faldne Russeres Lig, trak Støvlerne af dem og tog, hvad der ellers var af godt Kram.

I Byens Udkant mødte en et endnu frygteligere Syn, mange Grave, til Dels fyldt med sønderslidte Mennesker, frembød et skrækkeligt Rædselsbillede. Vort Artilleris Arbejde var her det brutaleste, vi hidindtil havde set.

I en Villahave bøjede jeg mig ned for at samle en særlig pæn Russerkasket op; men noget uhyggeligt til Mode befriede jeg mig for den i en temmelig hurtig Vending. — I Kasketten laa noget Hjernemasse. Det er en af den Slags smaa Tildragelser, der bed sig fast, saa man endnu kan se Kasketten samt Stedet, hvor jeg tog den i Haanden.

Efter at have samlet alt sammen, hvad Russerne havde efterladt sig, og begravet de Faldne, — et møjsommeligt Arbejde — kunde vi tage ind i Byen og finde Kvarter. Mange Huse var bleven lidt vel luftige efter Artillerikampen, jeg fik saaledes Huset mine Heste baaset i et Hus, der delvis laa i Ruin.

Vort Kompagni blev indkvarteret i en Skole og et Par andre Huse. Beboerne var flygtet til Warszawa; de enkelte tilbageblevne var hovedsagelig Jøder, og der var Plads nok.

Sammen med nogle Kammerater fik jeg anvist et Hus i Nærheden af mine Heste, og efter en overmaade god Portion Pandekager, som vi tilberedte af ,,besørget” Mel og Kartofler, gik vi i Seng, d. v.s. vi lagde os paa Gulvet i Halm, og vi sov godt, efter at vi nu havde tilbragt de to sidste Nætter ude.

1914-10-polsk landsby

Krigens forløb

10. oktober 1914. “Her ligger Danske Side om Side i Skyttegraven.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 15. februar 2016 11:56

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Livet i Skyttegravene ved Aisne.

Skyttegraven ved ……., 26. Sept. 14.

– – Jeg kan ikke med Ord udtrykke, hvilken Glæde det er at modtage Post hjemmefra. Alle mine kammerater er som jeg, det der interessere os allermest om Morgenen, naar vi vaagner, og om Aftenen, naar vi lægger os til Ro, er, om der er Post. Fra ….., Varnæs, fik jeg ligeledes i Gaar Chokolade og Cigarer, det er rørende, saa venlige alle er imod mig.

Vi ligger endnu stadig her i Skyttegraven, og jeg vil i al Korthed fortælle Jer lidt om Livet her, det kan dog maaske interessere jer. Jeg deler Hule sammen med Løjtnant R., i Civil Dr.jur. Hulen har til Loft en Dør, som Pionererne har skaffet os fra en nærliggende Landsby. Den har en Dybde af ca. 2 Meter, saa vi paa en Conserveskasse udmærket kan sidde uden at støde imod Loftet med Hovedet. Bredden udgør ca. 1½ Meter. Bunden er belagt med lidt Halm og lidt Lucernehø. For at faa Plads til vore smaa Æsker med Godter i, har vi udgravet et Par smaa Hylder. Her ligger vort Drikkebæger, vor Post og lignede Sager. Natten tilbringer vi særdeles udmærket. Vi ligger indpakket i et Par Overfrakker.

Om natten kan det hænde, at vi vækkes af Patrouiller, men særlig i Morgenstunden begynder Knalderiet. Vi er dog nu saa vante til den Rummel, at vi ikke lader os forstyrre i vor Morgenro. Naar der ikke er noget særlig paa Færde, sover vi med Afbrydelser til Klokken ca. 9. Saa indtager vi Morgenmaaltidet, som bestaar af Brød og i denne herlige Tid af lidt Kød eller Flæsk, sidste en meget efterspurgt Vare. Vi har vi ogsaa en Del Cigarer og mangler kun Tændstikker, som for Tiden er det mest efterspurgte.

Formiddagen gaar med Læsning, Besøg i Naboskyttegravene og Samtaler om Krigens Gang. En Gang imellem kommer der saa en Granat susende og minder os om, at endnu er Fjenden ikke svækket. Men Granaterne er vi nu saa vante til, at vi knap blinker med Øjnene, naar saadan en Fyr med et voldsomt Brag slaar ned og lever et meterdybt Hul i den haarde Jord. Nej, man hærdes.

Dagen igennem gaar saa med lidt Læsning, lidt Rygen og, hvad næsten er det bedste, med lidt Søvn.

Men saa snart Mørkets tunge Skyer falder hen over Egnen, vaagner først rigtig Livet i og omkring Skyttegraven. Saa komme de alle krybende ud af deres Huler. Nu er der jo ingen, der kan se dem. Men der maa tales sagte, thi Franskmændene er ikke langt fra os, og lidt højt Talen kan forraade os i en September Aftens Stilhed. Vore Patrouiller foran Fronten hører tydeligt Fjenden modtage maden, hører dem samtale; af og til faar de en Shrapnell ned over Hovedet, og vor Patrouille morer sig over den Uro, den volder dem.

Om Aftenen faar vi vor varme Mad, lidt Ris med Kød, eller lidt Ærter og Bønner med Kød, alt sammen godt tilberedt i vort herligste Vaaben, nemlig Feltkøkkenet. Det er en ganske uundværlig Ting, saadan et Feltkøkken; havde vi ikke haft det, ja, saa havde vi været meget mere forkomne, end vi er. De sidste Dage har vi faaet en Rødvinspunch om Aftenen, hvor herlig en Ting det er for os, kan I ikke danne Jer nogen Mening om. Det ved man først, naar man har boet 3 Uger i en kold og fugtig Jordhule. Naar vi har faaet vor Mad, ryger vi lidt paa Piben og gaar saa til Ro.

Saa længe vi ingen Regn har, er Skyttegravslivet ganske udmærket, men begynder det først med Regn og Slud, saa forstaar I nok, at Tilværelsen i en leret Hule ikke kan være behagelig. Mine Fødder er allerede nu paa Grund af, at man i 14 Dage ikke har faaet sine Støvler af Fødderne, helt Kolde og stive. Ved sidste Dag at søge efter v. Barm fandt jeg i en fransk Tornyster et Par Lædersko, foret med Uld. Jeg har ved Hjælp af dem og de nye Strømper at faa mine Fødder i Orden igen.

Min “Hjemdal” vandrer hele Skyttegraven igennem, alle er jo næsten Nordslesvigere. Lige ved Siden af mig ligger Chr. E. Christensens Nabo, en N. Bonde fra Asserballe. Han pakker Løjtnanten ind hver Aften, og meget drypper fra Herrens Bord paa Ham. Ellers har jeg det udmærket, er ved godt Mod og har en urokkelig Tro paa, at jeg igen skal ses med Jer.

—

Af et Feltkort fra samme:

Her ligger Danske Side om Side i Skyttegraven. Alt gaar næsten paa Dansk. “Hjemdal” vandrer fra Haand til Haand. Løjtnanten læser den ogsaa. Jeg fortolker. Paa denne Vis tilbringer vi Dagen i Jordhulen.

Fra en Gaardejer, der er hjemmehørende paa Bevtoftegnen, men nu er i Felten, har en Slægtning modtaget et Brev, hvoraf vi hidsætter følgende:

…. Vi er nu flere Mil inde i Rusland og har kun Forbindelse med Thorn ved Automobiler. Vi har det for øvrigt meget rart her i Wlozlawsk. Det er en ret anselig By og det er ret interessant at spadsere omkring og betragte Livet her. Vi har ogsaa haft forholdsvis god Tid dertil indtil nu. Bortset fra det ret fremmedartede Indtryk, som selve Byen gør, har man slet ikke Følelsen af at være i Fjendeland. Der er fuldstændig orden i alting. Befolkningen, der for største Delen bestaar af Polakker, er som Regel venligsindet, særlig da vi opretholder Orden og betaler alt, hvad vi bruger, men rede Penge, medens Kosakkerne, for de forlod Byen, røvede og plyndrede, saa meget de kunde overkomme, hvorved det selvfølgelig mest gik ud over Evangeliske og Jøder, som der ogsaa er mange af her. Hovedgaderne her i Byen er meget flotte, men des fattigere ser det ud i de smalle Gyder. Men derom kan jeg jo fortælle mere, naar jeg en Gang kommer hjem, hvad jeg haaber; og hvis det skulde fejle mig, saa maa I hellere ikke sørge saa meget for min Skyld. Jeg er ikke bange for Døden og stoler paa Gud….

Faldne og Saarede.

Iver Lycke er Navnet paa en ung Mand fra Hygum Sogn, som ifølge Tabslisten er falden ved Neuvy den 6. September. Navnet er ikke kendt ud over den snævre Kreds, som er kommen i personlig Berøring med Ham, men af de vil det ikke glemmes. Iver Lycke tilhørte en dygtig Slægt, og han var selv en ualmindelig dygtig og energisk und Mand, en af dem, som vi daarlig har Raad til at miste. Iver Lycke var Landmand; ved Krigens udbrud var han Bestyrer paa Aarupgaard. Han har i en Aarrække været forlovet med en unge Pige fra Kongeriget. Hans Moder og Kæreste nærer endnu et svagt Haab om, at han kan være falden i fransk Fangenskab.

Den 24. September er Theodor I. Erlang fra Ladegaard I falden i Frankrig. der er Mindegudstjeneste i Morgen i Aastrup Krige.

– Frederik Christian Moos fra Bramdrup er falden den 25. September i Frankrig. Der holdes en Sørgehøjtidelighed u Tilslutning til Eftermiddagsgudstjenesten i Morgen i Moltrup Kirke.

Bygmester Sønke Nissen, der boede i Vidaagade i Tønder var en stræbsom Haandværker, er falden i Frankrig.

– Der er ifølge “Bsl.Tid.” endvidere kommet Meddelelse til Tønder om, at Overlærer Mietz ved Realskoen der i Byen, en ung Mand, skal være falden i Franskrig.

Postbud Green fra Lindtrup, som siden Krigens Udbrud har været med paa den vestlige Krigsskueplads, er bleven let saaret i den ene Haand.

I Fangenskab.

Gaardejer Kresten Fink paa “Fuglsiggaard” har modtaget Meddelelse fra sin Avlskarl, Jakob Hansen fra Vester Lindet, om at han er saaret og i fransk Fangenskab i Bordeaux. han har det ellers godt. Hansen stod ved 84’erne i Haderslev.

– H. Schmidt Rederi i Flensborg har fra Lagos (Vestafrika) modtaget et Brev fra Kaptajn Nicolaisen, der førte Damperen “Diana”. Kaptajnen oplyser, at “Diana” er belagt i Arrest af Englænderne og at hele den hvide Besætning er bragt til Lagos som Krigsfanger. Det er blevet ham forsikret, at hele den store Besætning er blevet fjernet fra Damperen og at Skibet er slæbt til Forrabos, hvor det ligger under Guvernement-Opsyn.

Andreas Dirks, der er barnefødt i Skovby (Bredsted Sogn), Søn af Lærer Dirks i Harreslev ved Flensborg, er i Frankrig blev taget til Fange af Englænderne og ført i engelsk Krigsfangenskab.

Krigens forløb

7. oktober 1914. Hemming Skov på østfronten: March mod Radom ad elendige veje

2 kommentarer

Senest ændret den 13. februar 2016 21:10

Hindenburg undslipper de russiske styrkers forsøg på at omgå og udslette den tyske nordfløj og flytter i ilmarch tropper til et fremstød mod Warszawa.

Hemming Skov’s regiment 176 skiftede front og var ankommet til den russiske by Tschenstochau på den modsatte side af grænsen til provinsen Schlesien. Her så de frem til at udforske nogle af byens seværdigheder.

Det fik vi selvfølgelig ikke tid til at se, for allerede første Dag fik vi Marchordre. Med Jøder, der vil slaa en handel af, rendende rundt om os, og med Reg. Musikken foran, dingler vi saa gennem Byen ud paa et langt og fare fuldt eventyr efter Warszawa til.

Vi fik den Dag en ny Kompagni-Fører (Oberleutnant Hindersen). Samme Mand blev senere hen en forhadt bekendt af mig. –

Vi asede 30 werst (km) ad sandede Veje, før vi opnaaede at komme i Kvarter. De følgende Dage ligesaa. Byernes Navne kan vi næppe læse, kun paa Vejviserne Tallene og werst, der samtidig er det eneste, der interesserer os. Det planløse Vejvæsen fører os frem i Zikzakkurve, og skønt hver Dag bringer os nye Egne og vide Udsigter, er alt omtrent ens, elendige Sandmarker, planløst Skovbrug, usle Hytter, Nød og Fattigdom.

Endelig den 2. Oktober havnede vi paa en god Landevej, noget, vi nu næsten betragtede som en Slags Luksus. Til Aften kom vi i Kvarter paa et stort Gods sammen med vor Batl.-Stab, vort Maskingevær Kompagni og noget Artilleri.

Vi var nu i Nærheden af Fjenden, hvad vi samme Aften fik at se. Stærke Kosak-Patrouiller kom sprængende ind i Byen, sandsynligvis uden at ane Uraad. SaaIedes kom to Kosakker hæsblæsende paa deres smaa viltre Heste farende forbi den Gaard, hvor 1. Kompagni laa indkvarteret. Men denne Manøvre midt i Fjendens Lejr endte med, at vi ”sofort” maatte takke af for godt Husly og ud i aaben Mark.

Næste Morgen var jeg med til at kaste en Grav til 3 Kosakker. Under stadig Berøring med Fjenden arbejdede vi os et Par km frem. Den 4. Oktober nærmede vi os Radom, hvorfra Russerne i Hast lod den ene Transport efter den anden forsvinde pr. Jernbane.

Selv om Radom var en større By, kom vi hurtigt derind; om Morgenen den 5. blev der angrebet, og hen paa Eftermiddagen var vi i Radom. En Del af vort Kompagni blev sendt tilbage med Fanger, og vi andre naaede ud paa Natten i Kvarter et Stykke Syd for Byen, hvorfra vi den næste Dag alter drog tilbage til Radom.

 Czenstochau—Radom, en Strækning paa ca. 200 km, tilbagelagt paa en Uge. Radom ligger 100 km stik Syd for Warszawa og er i Modsætning til de andre Stinkreder, vi har passeret, en smuk og renlig By med vældige

Kirkebygninger. Her havde Russerne en befæstet Feltstilling, og der var store Troppemasser undervejs til Forstærkning. Men vi kom dem i Forkøbet, og Russerne trak sig tilbage. Vi saa kun russisk Kavalleri, og efter Sigende blev her 2 Kavalleridivisioner slaaet tilbage. De to følgende Dage vekslede med noget saa naturtro som Regnvejr og Solskin og Hvile.

1914-09-14 LIR84 Gesamtfront gegen Russland lage am 14.9.1914 - Skizze 5 v2

Krigens forløb

5. september 1914. Kampe på vestfront, østfront, Afrika og Nordsøen

Skriv en kommentar

Senest ændret den 2. februar 2016 8:49

Af Erik Ingemann Sørensen

Vestfronten

De franske og engelske styrker standser deres tilbagetrækning. Ved middagstid indledes slaget Ourc, der ligger omkring 50 km. nordøst for Paris.

Reims og Pont-a-Mousson kommer på tyske hænder.

1914-09-05 Kort Marne
Slagmarken ved Marne

Østfronten

I Polen nedkæmper de russiske styrker østrigerne ved Tomashov – et område tæt befolket med jøder.

Østafrika

I det nuværende Zambia – tidligere North-Rhodesia nu Zambia- angriber tyske troppeenheder englænderne.

Nordsøen

Den engelske opklaringskrydser H.M.S ”Pathfinder” sænkes af en torpedo fra den tyske ubåd ”U-21” på en position midtvejs mellem Ringkøbing og Edinburgh. 258 engelske marinere omkom.

1914-09-05 Pathfinder
HMS Pathfinder

”U-21” slap i øvrigt gennem hele krigen med stor succes.

En dykning ved det fredede vrag kan ses på på youtube (eksternt link)

1914-09-05 U21
U21 yderst til højre

Denne dag falder

den 30-årige Wehrmann Søren Andresen, Herimesel

den 23-årige Füselier Johannes Heinrich Didschunn, Leuze, (Belgien)

den 30-årige Wehrmann Hans Peter Hansen, Rehainviller,

(Fr)