Dagens nyt fra Hejmdal.
Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.
Fra Kampene ved Aisnefloden.
… For ca. 3 Uger siden overskred vi Floden Aisne. Der var imidlertid vist meldt “stærke kræfter kommende fra Paris”, thi vi trak os langsomt tilbage over Aisne igen, fulgt i Hælene af Franskmændene.
Ca. 15 Km. paa den nordlige Side af Aisne gjorde vi Holdt og gravede Skyttegrave. Det var Fredag den 11. September. Vi laa saa i Skyttegraven til den 13. Septbr. om Aftenen. Da kom der Melding at Fjenden havde trukket sig tilbage, og vi skulde saa følge ham. Det var begyndt at blive mørkt, da vi brød op, vi skulde igennem en Skov, marcherede sluttet ad en Vej med en Sikring forude. Pludselig kommer der Ordre, at Bajonetten skal sættes paa, der staar en Række Franskmænd og spærre Vejen. Vi raaber “Hurra” – Bøssen var efter Ordre fra Majoren tom – , men Franskmændene lod sig ikke kyse og skød ind i vor Marchkolonne. Her var det Hans Ries blev saaret, sammen med ca. 30 andre. Vi bøjende saa, efter at Franskmændene langsomt havde trukket sig tilbage, af til Højre og kom igen i Berøring med Franskmændene. De skød paa os som rasende, og vi maatte trække os tilbage. Her saaredes Th. Rosenvold, som var med en Transport af Fanger.
Det var sent Nat, da vi igen kom til vore gamle Skyttegrave. Saa opklaredes det, at vi slet ikke skulde have være saa langt frem, men at vor Bataillon ved at have tabt Forbindelsen med Regimentet var kommen midt ind i den franske Hovedstilling. Vi var glade, at vi endda saa nogenlunde var sluppen godt fra denne farlige Ekspedition.
For mig var Dagen meget trist. jeg havde mistet mine bedste Kammerater Hans Ries og Thorkild Rosenvold. Vi blev saa liggende i Skyttegraven fra den 13.-20. September. Hver Dag fik vi heftig Artilleriild. 15 Meter fra min Plads slog en Granat ind og dræbte en Nordslesviger ved Navn Bjerning, han skal sidst have haft Forretning i Graasten. Desuden saaredes fire andre. Ja, de ti Dage der, dem glemmer jeg aldrig. Tændstikker var saa knap, at vi slog Flasker i Stykker for at faa Ild. Cigarer og Tobak var næsten ikke til at opdrive. Jeg fik nogle Cigarer, det var en Livsoplevelse. Vi var glade, ja meget glade, naar vi havde nok Brød; at faa noget til at smøre paa det, kunde der naturligvis ikke være Tale om. Der var Dage, vi kun fik tre Skiver Brød.
Saa kom Søndag den 20. om Morgenen Klokken 5 skulde der angribes over hele Linjen. Det var endnu mørkt, da vi brød op. Skoven foran os var før Tiden bleven heftig beskudt af vort Artilleri, vi vidste, at der var Maskingeværer i Skoven, men haabede, at de tildels var ødelagt af vort Artilleri. Vi gik saa frem imod Skoven. Et Par Skud faldt saa, men ramte igen, saa vidt jeg kunde se, men da vi var naaet lidt længere i en Dal mellem ti Skovstykker, fik vi heftig Maskingevær- og Infanteriild fra alle Sider. Vi kunde ingen se, nogle af vore Afdelinger var længere fremme, andre længere tilbage, at skyde ud i det blaa var farligt. Rundt omkring mig faldt de som Harer. Jeg krøb ind i et lille Skovskytte, laa ganske rolig der. Hele Tiden skød Maskingeværerne. Da det begyndte ar blive lyst, saa jeg kun 6 Mand af vore i min Nærhed, som ikke var saaret. 10 Skridt bag mig laa Franskmændene endnu i Skyttegravene, men de kunde ikke se mig for Skovskyttet. Jeg laa ganske stille med Hovedet ned i Moradset. Klods op af mig laa der en Saaret. Han havde et Skud i Hovedet og stønnede og rørte sig. Følgen var, at Franskmændene skød; han fik et Skud gennem Brystet og var død.
Det var en farlig Stilling at ligge i. Alt Haab om at slippe bort herfra, havde jeg opgivet. Da pludselig hører jeg vor Forstærkning komme. Det var mig som en Drøm. Jeg stod op og pjask vaad og af Udseende som en Klaods Jord slutter jeg mig til Flokken. Franskmændene havde nu til Dels trukket sig tilbage ud af Skoven. Man hørte dog endnu enkelte Skud falde inde i Skoven. Men ved Skovranden laa vore Soldater strøede som Neg. Hele Skyttelinjer var nedmejede af maskingeværerne. Men mange havde ogsaa maattet bøde med Livet. De laa Side om Side inde i Skoven.
Det regner uafbrudt. Hvad der tilovers, bliver samlet, men saa faar vi hæslig Granatild, og vi strøes ud igen. Efter i nogen Tid at have staaet i Dækning kommer jeg ind i Skyttelinjen paa en Høj. Her ligger vor 12. Kompagni og jeg slutter mig dertil. Paa en Høj over for, 900 Meter fra os, ligger Franskmændene i Skyttegravene; det er en anden Linje, de har, Maskingeværerne knatrer og Kuglerne piber. Vort Artilleri underrettes om Stillingen og begynder en heftig Beskydning. Paa en Gang stormer Franskmændene ud. Vore Granater og Shrapnells piber dem om Ørene. De falder i Skarevis, for saa vidt de ikke har faaet Dækning. Vi drager et Lettelsens Suk, nu er de da endelig borte. Vi gaar videre frem gennem et sidste Skovstykke. Men nu begynder det at mørknes. Hele Regimentet samles i en Dal. Men der er ikke meget tilbage deraf. Majoren fra Bataillonen i Sønderborg er skudt af en Sort fra et Træ (de Sorte sidder for de meste i Træerne og skyder derfra; det maa jo være noget der anvendes i Kolonierne; vi anvender det aldrig.)
Næste dag ordnes Regimentet efter at have gravet Skyttegrave et Par Kilometer fra de gamle …. Der er falden og saaret mange, mange Nordslesvigere. Jeg hører, at Thomsen, Sønderport – Hans Harder har Skydetelt, han er ved 8. Komp. -, og at begge Duus’ er saaret. Birck skal være saaret. Post Schmidts Søn saaret. Men man hører dog endnu meget Dansk her.
Vi ligger nu i Skyttegraven igen. Har indrettet os efter Forholdene godt Leje. Jeg er den ældste Underofficer i 7. Komp., som er i Fronten. En Løjtnant fører 5., 6., 7. og 8. Komp., og det er løjtnant R. fra Tating ved Ejderstedt. Han er en ganske ualmindelig flink Mand. Han har været ved 7. Komp. i den første Tid, men saa fik han 12. Komp. en Tid lang. Jeg deler leje med Løjtnanten, og vi har det som Kammerater. Naar det regner paa Præsten, drypper det videre, paa Degnen, og jeg lader det dryppe videre, saa godt jeg kan.
I Dag er det smukt Vejr. Jeg fik mig igen efter ca. 16. Dages Forløb lidt vasket med et Bæger Vand. Det var dejligt. Skidtet havde lagt sig i et helt Lag over Hænderne og Ansigtet.
Ved den bitre Kamp har vi opnaaet, at Franskmændene er kommen ud af Skoven, de er smidt ud af den gamle Stilling, men vi er ikke naaede langt frem, thi vi er vel for faa til at optage en Forfølgelse. Der ymtes om, at de daglige Kampe her er en Del af den afgørende Kamp. Men Afgørelsen træffes jo i Reglen paa en af Fløjene. Her har Franskmændene ogsaa samlet store Troppemasser. Vi har faaet Forstærkning af et …… Korps og af …. Korps. Til Højre for os ligger endnu … Reservekorps. men de daglige Kampe gør os trætte.
Det begynder at blive koldt om Natten. Halmen er delvis forsvunden fra Markerne. Vi ønsker bare nogenlunde vejrligt, saa gaar det altsammen nok. “Der er dem der har det værre, skal I altid tænke”, sagde en højere Artilleriofficer en Aften til os. Det var sande Ord. Vi har i Dag fundet et Par Franskmænd, som havde ligget saaret i fem Dage.
Ja, jeg har oplevet og set meget, skulde det blive mig forundt at ses med Jer igen i min Hjemstavn, saa vil jeg sidde i Kakkelovnskrogen og samtale med Jer. Men endnu har jeg meget at gennemgaa. Men jeg betragter mig som ført af en højere magt. At jeg er kommen godt igennem alt dette, er et Vidunder.
Chokoladen og Cigarerne, som I sender, er saa velkomne, at jeg næsten ikke kan udtrykke min Tak derfor med Ord.
I Fangenskab.
Etaarig Frivillig H. Pfitzner fra Flensborg, blev saaret i Slaget ved Esternay. Hans Forældre har nu først efter 4 Ugers Forløb hørt fra ham. Han befinder sig i Moni-de-Marson, hvoor den lærde Skole er indrettet til lasaret, og hvor der ligger omkring ved 1000 Saarede. Pfitzner skriver, at det gaar ham godt, og at der ikke er noget at indvende mod Forplejningen. Han blev saaret den 7. September.
Der findes, tilføjer “Fl. Nordd. Zeit.”, mange Familier i Flensborg, som ikke i længere Tid har hørt fra deres Paarørende i Felten. Det er meget muligt, at de er i fransk Fangenskab, og det er maaske ikke altid saa let for de Saarede straks at underrette deres Paarørende om, hvor de opholder sig.
Aabenraa, Torsdag.
Hestemønstring. I Morgen Formiddag Klokken 7 udtages der paa Kvægtorvet Heste til Militærbrug. Alle ved sidste Mønstring i Listerne indførte Heste fra Aabenraa Amt skal fremføres.
