Tag-arkiv: faldne

30. januar 1915. Faldne, sårede, fangne – og musikinstrumenter til soldaterne

30. januar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Faldne.

Atter har denne forfærdelige Krig bortrevet to unge Mænd fra Hoptrup, skrives til “Dv.”. I Onsdags fik Landbolsmand Hans Raben den sørgelige Efterretning, at hans Søn Johannes var falden i Vogeserne. Han tjente i det andet Aar.

Ligeledes er der kommet Efterretning, om, at Postbud Freund, som har gaaet Post i Hoptrup i flere Aar, og som var meget afholdt af alle Folk i Sognet, er falden i Slaget ved Soissons den 12. Januar. Han var 34 Aar gammel og ikke gift.

En Sørgegudstjeneste agtes afholdt paa førstkommende Tirsdag, da Freund denne Dag var bleven 34 Aar gammel.

Gaardejer Hans Haugaard i Grønnebæk er falden den 12. Januar. Hans Hustru hørte Rygtet forud, men haabede, at han maaske var saaret. Desværre er der nu kommet Meddelelse fra Regimentet om, at han er død.

Landmand Jørgen Nørr og Hustru i Ullerup har modtaget den sørgelige Meddelelse, at deres Søn, Henrik, er falden i Rusland den 12. Oktober. Hans Kammerater stedte ham til Hvile paa en Høj.

Næste onsdag er det Sørgegudstjeneste i Kirken for ham.

Saarede.

Breve, som i de sidste Dage er afsendt til Lærer Rose, der i flere Aar har været Lærer i Skærbæk, og siden Krigens Begyndelse har været med i Fronten mod Vest, er nu komne tilbage med Bemærkningen “Saaret”. Rose er en født Sydslesviger og meget afholdt af alle Børnene. Da der endnu ikke er indløbet nogen Efterretning fra ham selv, vides der ikke, om han er haardt eller let saaret, og hvor han er paa Lasaret.

Bogholder Karl Petersen fra Haderslev, (sidst ansat hos Firmaet Math. Hansen) er ifølge “S.Gr.” bleven let saaret under Kampen ved Sennheim.

I japansk Fangenskab.

Konsul Julius Jaspersen fra Newchwang/Mandschurei (født i Haderslev), der var Officer i Landeværnet og med ved Tsingtau, befinder sig ifølge “S.Gr.” nu i Fangelejren i Matsuyama i Japan.

Dagens Nyheder.

Musikinstrumenter til Felten. Der opfordres gennem Røde Kors til at sende Guitarer og lignende Musikinstrumenter til Soldater under Adressen “Sammelstelle von Roten Kreuz, Berlin, Postdammerstr. 30”.

Nyheder, Sønderjyder

29. januar 1915. Nye faldnemeddelelser fra Hejmdal

29. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Senest ændret den 26. december 2015 22:06

Fra Felten.

Faldne.

I Gaar modtog Købmand Th. Voss i Haderslev den sørgelige Meddelelse, at hans Søn Otto, var falden i Flandern. Voss har yderligere 2 Sønner med i Felten og en under Uddannelse.

I Torsdags fik Maler Hans Brockdorff i Skærbæk Meddelelse om, at Sønnen Laurids, som hele Tiden har ligget ved den vestlige Front, er falden den 21. Januar. Laurids Brockdorff var Maler og skulde have haft Forretningen efter sin Fader. Han blev gift for godt et Aars Tid siden og boede sammen med Forældrene. I Efteraaret faldt hans Svoger fra Vester Gasse, ligeledes paa den vestlige Krigsskueplads. Han har endnu en Broder i Felten, som han hele Tiden har været sammen med. Det er den tredje, som er falden fra Skærbæk Sogn.

Til Jens Bertelsen og Hustru i Bjerndrup indløb for et Par Dage siden det sørgeligste Budskab, at deres eneste Søn, Thomas, var falden den 13. December ved et Stormangreb i russisk Polen. Han blev ramt af en fjendtlig Kugle, saa Døden indtraadte straks. Thomas Bertelsen blev kun 22 Aar gammel. Søndag Eftermiddag holdes der ifølge “Fl.Av.” en Sørgegudstjeneste for ham i Kliplev Kirke.

Parcellist Hans Chr. Bonde fra Kajnæs paa Als er ifølge “Dvp.” falden den 12. Januar ved Soissons i en Alder af 32 Aar.

En Sørgegudstjeneste holdtes sidste Søndag i Notmark over Gefr. Gustav Mathiesen fra Flensborg. Han deltog i Kampene mod Vest og faldt ved Draaibank den 28. Oktober. Han var før Krigen i Forretningen hos sin Fætter, Købmand A. Lorenzen i Hundslev. Pastor Augustinus skildrede den Faldne som en tro og paalidelig ung Mand, afholdt af sin Familie og alle, som kendte ham. Efter Gudstjenesten ringede Kirkeklokkerne en halv Time for den Faldne.

Nyheder, Søkrig, Sønderjyder

24. januar 1915. Søslaget ved Dogger Banke

24. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

1915-01-24 britisk krydser beskydes 00020X00791 — Postkort med motiv fra 1. Verdenskrig. Aus dem Seegefecht in der Nordsee am 24. Januar 1915. Englischer Schlachtkreuzer im Salvenfeuer deutscher Kreuzer. Efter forlæg af professor Willy Stöwer, 1915. Udgivet til fordel for tidligere kolonikrigere fra hæren, marinen, politiet og deres efterladte.

I januar 1915 erfarede den tyske marine, at britiske styrker rekognoscerede i området ved Dogger Banke. En tysk eskadre af slagkrydsere under admiral Hipper stod den 23. januar 1915 ud for at nedkæmpe denne tilsyneladende underlegne britiske flådeeskadre. Den tyske eskadre bestod af slagkrydserne SMS Seydlitz, SMS Moltke, SMS Derfflinger og SMS Blücher, foruden de lette krydsere SMS Graudenz, SMS Rostock, SMS Stralsund og SMS Kolberg samt 19 torpedobåde.

Men briterne opsnappede tyske radiosignaler og sendte en stærk eskadre til området for at imødegå det tyske fremstød. Kl. 8.14 om morgenen den 24. januar 1915 fik Kolberg øje på den lette krydser HMS Aurora samt et antal destroyere. Kolberg og Aurora udvekslede skud og fik begge træffere ind på hinanden. Slaget var i gang.

Hippers slagkrydsere kom nu i spil, men i samme øjeblik fik Stralsund øje på røgen fra den britiske hovedeskadre: Et uidentificeret antal store, britiske krigsskibe havde kurs direkte mod Hipper. Var den tyske eskadre gået i en fælde?

Hippers lod straks den tyske eskadre tage flugten, men blev hæmmet af, at SMS Blücher maksimalt kunne løbe 23 knob (43 km/t). De forfølgende britiske slagkrydsere med en tophastighed var 27 knob (50 km/t) indhentede snart de tyske skibe. Kl. 9.52 åbnede HMS Lion ild på Blücher fra ca. 18 kilometers afstand. Kort påbegyndte også HMS Princess Royal og HMS Tiger ildgivningen.

Kl. 10.09 blev Blücher ramt første gang. To minutter senere begyndte de tyske skibe at besvare ilden, idet de koncentrerede sig om Lion. Afstanden var da ca. 16 kilometer. Kl. 10.28 blev Lion ramt i vandlinjen, mens Blücher fik ram på Lions forreste kanontårn.

Kl. 10.35 var hele den tyske linje inden for rækkevidde af de britiske skibes kanoner (16 kilometer) og det egentlige søslag tog sin begyndelse.

Blüchers undergang 1915 a — “Blücher” skyder fortsat på trods af svær slagside

Da klokken var 11.00 var Blücher svært beskadiget af adskillige direkte træffere, men også Lion, som Seydlitz, Derfflinger og Moltke havde koncentreret ilden på, var hårdt mærket. Kl. 11.48 nåede HMS Indomitable frem og begyndte at beskyde Blücher, der brændte og var begyndt at hælde til bagbord.

Blücher var nu dødsdømt, og den britiske admiral Beatty gav signal til de øvrige slagkrydsere om at optage forfølgelsen af de resterende tyske skibe. På grund af en misforståelse stoppede de britiske skibe derimod op og koncentrerede ilden om den heroisk kæmpende Blücher, hvis kanoner stadig gav ild på trods af en nu svær slagside.Den tyske Admiral Jacobsen, der var chef for skibsartilleriskolen i Sønderborg, har senere med stolthed noteret sig, at det var hans elever, der blev på deres poster.

Den britiske signalfejl gav den tyske eskadre mulighed for at forøge afstanden til briterne. Det var tilstrækkeligt til at undslippe, men også de øvrige tyske skibe havde fået store skader.

Blücher blev ramt af knap 100 svære granater og ni torpedoer, før hun endelig kl. 13.13 begyndte at kæntre. Mange hundrede tyske sømænd klamrede sig til skroget, der nu vendte bunden i vejret.

Blüchers undergang 1915 b — Den kæntrede Blücher med søfolk, der klamrer sig til skroget

Britiske destroyere nærmede sig skibet for at tage overlevende om bord, men blev angrebet af Zeppelineren L5, der smed bomber efter destroyerne, der herefter trak sig tilbage.

Der er nogen usikkerhed om, hvor mange sømænd, der gik ned med Blücher. Briterne reddede ifølge egne angivelser 234 mand fra skibet, heriblandt sønderjyden Karl Nielsen fra Egernsund. Ifølge tyske oplysninger gik 792 mand ned med Blücher. Af var 5 eller 6 sønderjyder, mens yderligere tre sønderjyder blev dræbt om bord på Seydlitz.

Kort film om slaget ved Dogger Banke (youtube)

Karl Nielsen, Egernsund cropped — Karl Nielsen. Egernsund

Blücher_Karl_Nielsen_1 — Karl Nielsens reservist-krus, som man købte efter endt værnepligt.

Nyheder, Sønderjyder

23. januar 1915. “I kan tro, jeg er stolt af mine Landsmænd …” Faldne, ikke-faldne og hilsener.

23. januar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. oktober 2017 11:36

Dagens nyt fra Hejmdal

Faldne.

Arbejdsmand Christian Hansens Hustru i Bovrup, har nu faaet Meddelelse om, at hendes Mand, som hun ikke havde hørt fra siden den 9. September, er død paa en Lasaret i Noyon, efter Saar af to Kugler. Han efterlader Enke og 4 smaa Børn – Det er nu det femte Offer fra Varnæs Sogn. Desuden savnes der Oplysninger om en sjette Mand, som man intet Livstegn har hørt fra siden August Maaned.
Laurids Christensen, Søn af Arbejdsmand Christensen fra Mintebjerg, er falden i russisk Polen. Han stod i Hæren som aktiv Soldat og var 22 Aar gammel.

Seminariedirektør Badenhop i Haderslev bekendtgør, at endnu en Elev fra Seminariet, den attenaarige H. Gøttsche fra Gribbohm, har fundet Døden paa Krigsskuepladsen. Han er falden den 7. Januar under Kampene ved Sennheim.

Dr.phil. Cai Dame i Flensborg, er falden paa den vestlige Krigsskueplads. En yngre Broder til Cai Dame er ligeledes falden i Frankrig. Regnskabsfører Dame har ifølge “Fl.N.Z.” endnu en Søn tilbage, der ligeledes staar paa den vestlige Krigsskueplads.

Ikke falden.

Der meddeltes nylig, at Bager Tøge Clausen i Sønder Hostrup var falden. Nu har hans Hustru modtaget Brev fra en Feldwebel Kønig, hvori der meddeles, at Clausen ligger paa Sygehuset i Beuthen. Han har efter Brevet at dømme været med ved Kampene i Galicien.

Fra Felten.

Feltlivets Humør.
Belgien, d. 8. Jan. 1915.

Kære Broder!
Jeg har i de sidste Dage faaet saa mange Breve og Pakker fra Dig, at det er en Lyst. Det er vist paa Tide, jeg faar sagt Dig tak for det alt sammen, – Tak! I Dag modtog jeg en Pakke fra Dig fra sidst i November med Kiks, Ost, Pølse osv. Nu tror jeg da, jeg har faaet alle Eders Julepakker. Det er godt, at de ikke kom alle paa en Gang, for saa skulde jeg have lejet en Vogn eller et Automobil til at køre dem paa. At bære dem alle havde været en ren Umulighed. Men som sagt, jeg har faaet dem lidt paa lang, og det er gaaet helt godt med at fragte dem. Kun Juledagsmorgen, da vi gjorde en March paa et Par Timer, svedte jeg frygteligt. Men havde du set vort Kompagni, vilde Du vist have troet, at det var en Flok Kræmmere, saadan var vi behængte med Pakker. Ja, det er helt storartet, hvad der gøres for os, baade fra vor Families, fra Statens og Kommunernes Side. Hvad Forplejningen angaar, lider vi ingen Nød. Man faar ikke saa meget, naar man er civil, kun er det saa lidt bedre tilberedt.

Vi har i den sidste maaneds Tid haft en temmelig let Tjeneste. Vi er 4 Dage ude i forreste Linje og 4 Dage i Reserve. Den Tid vi ligger i Reserve, har vi det ret hyggeligt. Vi sørger først og fremmest for at faa Kroppen ren (L. er jeg omtrent af med), og saa for Resten bager og steger og koger vi i større Maalestok. Vi har i vor “Gruppe” en dygtig Kok i M.H. fra Favervraa. Sikke Pandekager han kan bage. – Mel har vi erobret en Pose af i Woumen – en nedskudt By her i Nærheden, Mælk køber vi hos Bønderne her. De er tildels vendte tilbage igen. Et Par Æg køber vi ogsaa, naar det lader sig gøre, og Fedt og Smør leverer vi hver en lille Klat af. Lægter og Træ til Brænde faas fra de nedskudte Huse, det er et udmærket Brændsel. Er vi saa heldige at have en Pande, saa er det storartet, ellers bruger vi, hvad der saadan kan gaa.

Nu skal jeg fortælle sig, hvordan det gik, da vi slagtede vor Julegris. Ser Du, ude i forreste Linje staar det et Par Huse og Resten af nogle Gaarde. Vi har sat Løbegravene i Forbindelse med disse Huse, saa vi til enhver Tid kan besætte Stillingen i en Fart. Vi nøjes gerne med at stille en hel Del Poster ud, som kan alarmere os, saa snart der er Ugler i Mosen. Resten af os ligger i Husene. Nu, den første Gang vi kom derud, gik der en gammel So og en halv Snes Ungsvin omkring. Vi fik Ordre til at “rekvirere ” dem. Ungsvinene afsattes jo glat som lækre Sager. Vor Gruppe fik ogsaa fat paa en, den blev slagtet og flaaet, og saa tog vi den med tilbage, da vi kom i reserve igen.

Til Jul var kun den gamle So tilbage. Turen kom til den. To Hamborgere var Hovedmændene. De gik og jagede med den i tre Dage uden Held. Saa en Dag lykkedes det os, at faa den ind i en Dækning, vi havde ude i Haven. En Mand stillede sig udenfor Indgangen til Dækningen med en stor Kølle, den anden gik ind for at jage Soen ud. Han med Køllen skulde være parat og slaa den for Panden, naar den kom ud. Med et høres et mægtigt “Bov”, og Soen kommer springende, vor Hamborger bliver saa forflippet, at han først glemmer, hvad han skal, men derpaa hæver han Køllen og træffer Soen – paa Bagen. – Hen paa Eftermiddagen maatte Soen – efter tre Dages haardnakket Kamp – give tabt for Overmagten. Den kom i Julegryden, men hvor var den sej!

Ja saadan gaar det, vi sørger først og fremmest for at faa noget at spise. Det er næsten ved at blive Hovedsagen.

Hvor længe vi bliver her i denne Stilling, ved jeg ikke, sandsynligvis ikke ret længe. Jeg har meldt mig til Musikken og er ogsaa bleven antaget. Jeg slaar Bækkenerne. Det er et helt nyt Musikkorps, vi har saaet sammenstillet, og der er ingen af de andre Forstærkningsbatailloner, der har et saadant. Om vi nu faar til Fordel af det, idet vi f.Eks. kan blive ved Bataillonsstaben og ikke kommer ud i forreste Linje ved jeg ikke endnu. Men om vi ogsaa ligefuldt skal gøre Tjeneste med, saa er der dog altid lidt Afveksling og Opmuntring at finde ved Musikken.

Kære Broder, hvor er jeg dog glad ved, at Du er helt fri. Men somme Tider tænker jeg som saa, det kunde have været helt interessant for Dig, hvis Du kunde have besøgt mig et Par Dage og faaet et lille Indblik i Livet i Felten. Vi har nylig faaet Forstærkning af Rekrutter og Forstærkningsreservister.

Vil Du hilse S. og Marie og den alle fra mig. Tror Du, vi kommer hjem til Paaske? det er ved vanskeligt! Hvor maa vi være glade, at Krigen ikke raser hjemme hos os. Du kan tro, det ser ikke lysteligt ud her.
Hilsen til Jer alle
fra
Hans

Fra Skyttegravene i Østpreussen.

Fra nordslesvigske Landeværnsmænd der i 8 Uger har ligget i Skyttegravene i Østpreussen, er der iflg. “Fl.Av.” indløbet følgende Brev:

Østpreussen, 11. Jan. 1915.

Kære Familie!

I Dag skal I have et Brev fra mig, da jeg har Tid til at skrive. Vi er nemlig komne i Ro i syv Dage. Her er ikke noget videre nyt; den ene Dag gaar som den anden. Jeg kan da fortælle, at Rasmus Jørgensen og jeg har faaet os en Seng, en virkelig Seng, hvori vi kan lægge os om Aftenen ligesom enhver Civilperson. Det har jeg ikke haft siden jeg kom fra Slesvig. I maa tro, at det er en behagelig Følelse at trække af Klæderne, som klæbede os paa Kroppen; vi har jo ikke noget at skifte med, og Utøj har vi alle.

Vi bor her i P. hos nogle pæne og rare Folk. De Stakler har faaet at vide, hvad Krig er. Det er Mand, Kone og 3 Børn; en Søn er i Frankrig, og en blev skudt af Russerne. Den eneste Trøst for dem var, at de fandt hans Lig og fik det jordet; han var kun 19 Aar. Moderen, den Stakkel, kan slet ikke glemme det og taler ofte med mig derom. Jeg har set Grave af Russerne her, hvor en Haand eller endog Arme rager frem; ikke engang helt i Jorden har Russerne faaet deres Døde. Det er en Ynk at se, og Kragerne holder godt Maaltid.

Ja, kære Familie, saadan ser det ud, men vi er saa vante til Elendigheden, at vi næppe ser den mere; det er næsten, som om vore Følelser sløvedes. Men I skulde se vore nordslesvigske Folk her; det er Karle. Vore Overordnede er saa glade for os, at det er en Lyst. Hos Nordslesvigerne er der ingen Brovten og Pralen, men Rolighed, Ædruelighed og Paapassenhed i alle Retninger; der er ingen Drikken og ingen Banden. I kan tro, jeg er stolt af mine Landsmænd; hos dem gaar Pligten over alt. Jeg har dog nu lært mange Slags Mennesker at kende, men Nordslesvigeren er Nr. 1.

Vi har det ellers temmelig roligt i denne Tid. Artilleriet er naturligvis altid i Virksomhed, men det gør os ikke megen Skade. Vi kan på Fløjtet nøje kende, hvad der kommer, om det er en Shrapnell, en lille “Aufschläger” eller en “Fuldtræffer”. De sidstnævnte har vi respekt for; de kan ødelægge et helt Hus med ét Skud. De førstnævnte kommer i en uhyre Fart og siger hui-rap, rap; de andre siger ssss-bump; de kommer mere langsomt og giver et Knald, der kan høres milevidt. Russerne skyder godt og er modige Soldater; men Førerne duer ikke, og Forplejningen er daarlig.

Lidt om Juleaften:

Juleaften gik jeg paa Vagt ved Pigtraaden og tænkte paa mine Kære derhjemme og lidt mindre paa Russerne. Jeg kom, saa daarlig en en Juleaften det ogsaa var, rigtig i Julestemning og nynnede en var vore smukke Julesalmer. Derved fløj mit Blik ud over det smukke hvide Landskab. Sneen glitrede som Krystal i Maaneskinnet, og alt saa saa herligt og fredeligt ud. Men saa begyndte paa én Gang vore Kanoner bag ved os at tordne, og Illusionen var brudt.

Vi skal ellers have Øjnene godt med os; thi naar der ligger Sne paa Jorden, kommer Russerne i lange hvide Kjortler og Huer, saa vi næsten ikke kan se dem. Maalet er at skære vore Pigtraadshegn over; derfor er det lidt farligt at staa paa Post ved Pigtraaden, vi har taget adskillige Russere derved. Vi anvender den samme List. De skyder vel paa os, men træffer for det meste ikke.

Vi har endnu vort nordslesvigske Humør, endskønt vi har ligget 10 Uger i Skyttegraven; det forlader os aldrig. Men hvor vi længtes efter at se andre Mennesker. Jeg var med nogle andre for nogen Tid siden afkommanderet til A. for at lære at kaste Bomber, at betjene Lyskasterne, at skyde Lyskugler og overvaage Klokkerne i Pigtraaden. Vi havde 6 Uger ikke set andet end Soldater og atter Soldater og blev staaende stille paa Gaden og saa paa Folk; enhver vi traf, tiltalte vi. jeg fik fat paa to Smaapiger paa lille Ingas Alder og gav dem hver en Groschen; blot for at holde lidt paa dem og tale med dem.

Ja, Krigen er skrækkelig; gid den snart havde Ende og vi kunde komme hjem vil vore Kære igen. Vi er jo alle ældre Folk her og har Kone og Børn hjemme.

Hjertelig Hilsen til Eder, I Kære, og Hilsen til alle Venner i Nordslesvig fra Gefrejter Bennedsen, Bolderslev, Landeværnsmændene Joh. Torp og Rasmus Jørgensen, Hjordkær, Knud Schultz, Johan Schrøder og Anton Maasbøl, Uge, Jens A. Hansen, Storde, Anton Jensen, Aarslev og Johan Bock, Hjerpsted.

Nyheder, Sønderjyder

22. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, savnede, fangne – og hilsener fra felten

22. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Senest ændret den 23. januar 2015 12:44

Fra Felten.

Død paa Vejen hjem.

Gaardejer P. H. Wolf fra Viby paa Als blev indkaldt i Begyndelsen af September Maaned og var derpaa med som Landeværnsmand i Frankrig. Han blev haardt saaret den 2. Okt. i Omegnen af Noyon ved et Skud i Lungen, men allerede den 12. Oktober som saa vidt ved Helbred, at han kunde transporteres, ført med et Lasarettog til Tyskland. Siden den Dag savnedes der if. “S.Z.” Underretning om ham, saa at hans Familie i en helt Fjerdingaar har maatte leve i Uvished med Hensyn til hans Skæbne.

Nu er det endelig, efter mange Undersøgelser lykkedes at erfare, at Wolf den 13. Oktober i Maubeuge er bleven udladet af Togen som død. Hans sager afgivne til Banegaardskommanturen dersteds. Wolf var 32 Aar gammel og efterlader Enke og to smaa Børn. Hans for 2 Aar siden afdøde Fader, der var Kommuneforstander i Viby havde været med i Krigen 1870-1871.

Til Marokko.

Gaardmand J.P. Jessen fra Ragebøl, der en Tid lang har været i fransk Fangenskab, har nu ifølge “Fl.Av.” underrettet sine Paarørende om, at han til Jul er bleven transporteret fra Sydfrankrig, hvor han var interneret, til Marokko.

Store Ofre.

Enke Carstensen i Ebøl ved Bredsted har ifølge “K.Z.” i den senere Tid modtaget tunge Budskaber. Efter at allerede én Søn og en Svigersøn er faldne og en anden Søn er betegnet som savnet, har Enken nu faaet den Efterretning, at ogsaa hendes tredje Søn har fundet Døden paa Krigsskuepladsen.

Savnet.

Kommuneforstander Heinrichsen i Eggebæk beder om Oplysninger vedrørende Landmand Thomas Autzen af Eggebæk Mark (født den 12. November 1879), der drog i Felten med 86. Reserveregiment 11. Kompagni; den 2. Oktober blev han saaret i Benet ved Noyon, men senere ikke ladet høre fra sig.

Rømøboere i Fangenskab.

Følgende Søfolk fra Rømø er internerede i Fangenskab:
Kaptajnerne Peter Lassen, Hans Lassen og Janus A. Jensen.
Styrmændene Ginius Nissen, Mathias Mathisen og Konrad Thomsen, Matros Sybrandt Jensen og Skibsdreng Ludvig Schmidt.
Kaptajn Peter Lassen er i russisk, Styrmand Nissen i fransk, og alle de øvrige i engelsk Fangenskab. De har alle sammen været i Fangenskab siden Krigens Begyndelse.

Fra Provinsen.

Telegrammer til Soldaterne i Felten. Modtagelses- og Prøvestedet for Telegrammer til Soldater i Felten er for 9. Armékorps Vedkommende: “Haupttelegraphengebäude, Hamburg, Ringstrasse 7, Zimmer 100a.”
Telegrammer til Soldaterne sendes alle hertil.

Falden. Der er kommet Meddelelse om, at Vognmand Eskild Madsen, Fiskergade i Aabenraa, er falden paa Slagmarken i Vest.
Den Faldne, hvis Kone afgik ved Døden i Fjord, efterlader sig en gammel Moder og en talrig Børnefolk.

Hvor krigen hærger.

…. (Frankrig), den 12. Jan.
…. I det tidlige Morgengry marcherer vi han ad den opblødte Vej. Maanens smalle Segl skinner frem mellem jagende Skyer. Det støvregner, og mørke Skyer i Øst, hvor morgenrøde varsler om den frembrydende Dag, lover os Regnvejr for hele Dagen. Vejen fører os gennem ødelagte Landsbyer.

En gammel Bondegaard, der ligger omgivet af en Grøft paa alle Sider, næsten nedskudt af Granaterne, minder om en Borgruin fra den 16. Aarhundrede.
I hele Landsbyer findes ikke et ubeskadiget Hus, af mange er der kun en Grushob tilbage. Og hvad Granaterne hidtil har skaanet, det ødelægges efterhaanden af Militæret. Alt, hvad der forefindes af Træ, Døre, Vinduer, Lægter, Sparrer, Slyd og Brædder, bruges til at beklæde Skyttegravene med, eller ogsaa til Brænde. Selv Møblerne skaanes ikke. Nøden tvinger Soldaterne til at tage, hvad Granaterne og Ilden har levnet. Det ser trist ud i saadan en forladt Landsby. Kommer man endelig til et Hus, der endnu er nogenlunde beboeligt, er det sædvanlig taget i Brug som Opholdssted for Soldaterne, særlig for Artilleristerne. Men ingen rydder op i Tomterne. Hvem tænker derpaa, naar Kanonerne dundrer uafladeligt og Granaterne hvert Øjeblik springer i Nærheden?

Lige foran Indgangen til en Gaard ligger de halvt forraadnede Indvolde af et Kreatur og udsender en ilde Lugt. Inde paa Gaardspladsen ligger Sengetøj, Klæder, Køkkenredskaber og Brugsgenstande ved foden af Møddingen. (Her i Frankrig har Bønderne altid Møddingen liggende midt inde paa den indesluttede Gaardsplads). Resterne af et Kirketaarn rager op over Brandtomterne og de halvt nedskudte Huse. Vi kommer gennem en Allé af høje Elmetræer. Vinden raser i Træernes Kroner, det er, som sang den en Sørgesang over Landets Ulykke, Helgenbilledet ved Korsvejen staar uskadt. Det er, som om Kuglerne var veget ud for Byens Skytspatron.

Men alt som vi marcherer videre, stiger Solen frem, og Himmelen bliver høj og klar Lige som Frankrigs Kvinder har saa let ved at skifte fra Graad til Smil, saadan skifter Himmelen hernede saa brat fra Regn til Solskin.

Man undres i Grunden over, at Solen kan smile ned til Landskabet, thi Marker og Haver er ned traadte og Frugterne fra sidste Høst staar og raadner ud. Det Brødkorn, der skulde have mættet de Tusinde Munde, smuldrer hen og bliver til Muld, ligesom alle de unge, kraftige Legemer, der ligger og smuldrer i Jorden her. Trindt omkring paa Markerne truer sig de smaa Jordhøje, hvor Ven og Fjende ligger Side om Side. Nogle er af Kammeraterne pyntet med Blomster og Grønt, andre er forsynet med et simpelt Trækors, de Kristnes Tegn, Fredens og Forsoningens Symbol. Uvilkaarligt tænker man, naar man gaar mellem disse Grave: “Hvor langt er vi Kristne endnu fra at følge i hans Fodspor, der gjorde dette simple Trækors til vort Bannermærke”.

Ak, hvor mange haabefulde unge Mænd er her ikke falden for den dræbende Kugle! Hvor mangt et Liv er her ikke afsluttet brat, som maatte kunde være blevet til Velsignelse for mange!

Mens vaarens første spæde Blomster titter allerede frem mellem de friske Grave, og de ligesom hvisker til en: “Menneske, hvi sørger du? Liv skal spire efter Døden, og nye Slægter skal følge efter. Vaaren vil atter blomstre over de Døde!”

Og Grundtvigs Ord klinger én i Øret: “Lovet være Himlens Gud, de Ædles Æt dør aldrig ud!”

Vi naar frem til en Landsby, der endnu ikke er forladt af alle Beboere, men Synet, man møder her, er ogsaa trist. Ethvert Spor af Hygge er borte, men man forstaar at Folkene hænger ved deres Hjem og nødig vil forlade det, før den haarde Nød tvinger dem dertil. Og hvorhen skal de vende sig?

Her har de i det mindste dog Føden for i Dag. Thi Soldaten deler gerne sin sidste Bid med den stakkels Befolkning.

Flandern, 12. Januar.

Kære “Hejmdal”!
Vi kan meddele vor Venner og Bekendte, at vi endnu alle er ved nogenlunde Sundhed. Julen og Nytaar har vi tilbragt 30 Kilometer bag Fronten i Fred og Ro. Men efter 3 Ugers Ro belaver vi os paa igen at komme frem i Kanonernes Torden. Det er jo ikke saa slemt, naar vi er saa mange Bekendte sammen. Bare Vejret var lidt bedre. Forhaabentlig kan vi snart samles med hverandre i vort kære Nordslesvig igen.

Venner og Bekendte hilses hermed paa det varmeste fra

Johann Fr. Johannsen, Tumbøl; Peter Nielsen Christiansen, Løjtkirkeby; Frederik Jepsen, Mastrup ved Haderslev; Christian Paulsen, Felsted; Andreas Feddersen, Skodborg; Frederik Peter Hansen, Todsbøl; Nis P. Clausen, Svejrup; Gjøde M. Kjer, Genner; W. Stallbohm, Aabenraa; P. Høeg, Mjøls; Svend A. Simonsen, Sønder Sejrslev; Karl Nydal, Tinglev.

Aviser, Nyheder, Sønderjyder

21. januar 1915. “Et dansk hjem lagt øde”. Falitter i byggebranchen. Faldne og sårede.

21. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Et dansk Hjem lagt øde.
„Flensborg Avis” fortæller om et dansk Hjem i Nordslesvig, som Krigen helt har lagt øde. Det er hos Gaardejer A. Waldemar i Løjtkirkeby.

Manden selv var sygelig, og der var tre Sønner, der alle maatte i Krigen. Den ældste kom som Marinesoldat til Kiel. Og her blev han dræbt ved en Kedeleksplosion. Den anden kom til Belgien, blev haardt saaret, kom paa Lazarettet, blev kureret og sendt til Fronten igen, denne Gang mod Øst. Juleaften gik han paa Vagt, fik to Kugler gennem Hjælmen og en lige i Tindingen.

Faderen døde af Sygdom og Sorg lille Juleaften.

Den tredie Søn er Landeværnsmand og gør Tjeneste i Belgien.

Hjemme sidder en ensom, forladt og sørgende Moder.

Murermestrene i Haderslev melder sig fallit.
Siden Krigens Begyndelse har, meddeler “Dannevirke”, enkelte af Haderslev Bys Borgere enten haft Betalingsvanskeligheder eller maattet melde sig fallit; især er det svært for Bygge-haandvaerket. I Løbet af de sidste Maaneder har fire Murermestre maattet standse deres Betalinger eller melde sig fallit. I Onsdags bekendtgjorde Amtsretten der i Byen to Fallitsager.

Udvisning paa Als.
Malker Harald Elibius Andersen (dansk Undersaat), der er født den 16. August 1883 i Horsens, sidst i Skovby, er udvist fra det prøjsiske Statsomraade.

Faldne og aaarede.
Barbér Martin Junge, der havde Forretning paa Nytorv i Flensborg, er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Han var 31 Aar gammel og efterlader Enke og to smaa Børn.

Endvidere er der indløbet Meddelelse om, at følgende er faldet: Jef H. Petersen af Skast. (9. Januar i Frankrig), Hans Thomsen af Gejlaa (6. September i Frankrig), Bagerm. Chr. Møller af Iller (ved Vestfronten).
Søren Jensen fra Øster Aabølling er blevet såret den 9. Januar ved M. i Frankrig, En Kammerat H. F. Hansen fra Ottersbøl, meddeler herom i et Brev til Forældrene og sender samtidig en Hilsen fra Kresten Schmidt og Bent Andersen fra Roager. Stationsforstanderen i Toftlund er bleven Saaret under Kampene i Frankrig.

Nyheder

21. januar 1915. “Og dog, – Haabet giver vi ikke Slip paa!”

21. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Feltpostbrev fra sønderjyde, dateret “M. den 21. januar 1915”

Hvad Krigen lærer
Jeg havde i min Afdeling en lille stilfærdig Soldat. Han var altid ved godt Mod. I glade som i tunge, alvorsfulde Timer var han altid den samme, den rolige, den prøvede Mand. Han gjorde mig mangen Tjeneste, hentede mig lidt Kul i Landsbyen til min lille Kakkelovn Og kom altid hen paa Eftermiddagen og spurgte, om han ikke skulde forrette et Ærinde for mig. Han fik altid en god Belønning for det.

Saa blev han haardt saaret, af et Skud i Hovedet, og faa Timer efter døde han, uden at være kommen til Bevidsthed. Hans Hjem laa langt nede i Schlesien. I vort Kompagni havde han kun Venner. Men der var en i 12. Kompagni, som stod ham meget nærmere. Han kom Dagen efter, og spurgte til ham. Men da var han allerede begravet, da var der allerede sat en lille Sandsten paa hans Grav.

Vennen kom ind til mig. Han var dybt rystet over hans bratte Død. Jeg gav ham lidt at spise og fik ham tøet op. Og saa fortalte han om den Afdødes Forhold, om et Par gamle; Forældre, som den Afdøde helt siden sin Konfirmation havde sørget for. Nu stod de to Gamle ganske ene i Verden, deres eneste Haab, deres Søn og Forsørger, var nu død. Og saa udbrød han: Det er nu mig ligegyldigt, om jeg falder i Dag eller i Morgen! Nu er min bedste Ven borte, nu bryder jeg mig ikke mere om at leve her paa Jorden!

Da gik det først op for mig, hvor inderligt dette Venskab dog havde været, hvor meget de to Venner dog havde holdt af hinanden. Ja, der gives sikkert mange af den Slags Venskaber mellem Soldaterne her i Felten, velsagtens ogsaa mange, som er bleven brudt paa lignende Vis.

Døden kræver næsten hver eneste Dag sine Ofre. Forleden Nat stod jeg og ledede Arbejdet ved en ny Hule. Det var henad Klokken 3. Maanen smilede mildt ned til os. Arbejdet gik med Afløsning. Fire Soldater, som lige var bleven afløst, stod og talte hviskende ved Siden af mig. Da faldt der et Skud. Den ene styrtede om ved min Side, de andre løb bort. Jeg sprang til. Manden var allerede død. Kuglen havde ramt ham i Tindingen. Et Par Timer efter laa han i den kolde Jord, og endnu samme Dag satte vi en Sten paa hans Grav. Men der vil gaa fire Dage, inden hans Paarørende faar det sørgelige Budskab.

Ja, Krigen er ubarmhjertig haard. Naar man saaledes gaar med Døden for Øje hver eneste Dag, hvor er Glæden over hver Dag, som man faar Lov til at leve, dog stor. Og naar der saa kommer en ledig Time, lever man hele sit tidligere Liv om igen i Tankerne. Man glæder sig over alle de fornøjelige Timer, som man før har haft, alt staar i et saa dejligt Lys. Og man bebrejder sig selv, at man ikke har udnyttet sin Tid bedre. Hvor kan det dog være, at man først nu opfatter alt det skønne paa rette Maade?

Hvor har vi dog i Grunden været utaknemmelige, har været, thi vi er det sandt for Dyden ikke mere. I skulde bare høre vor Samtale i en ledig Aftenstund, naar det lille Tællelys smiler vemodigt til os. Altid drejer den sig om, hvor lunt og godt, hvor rart og hyggeligt vi dog har haft det før. Ja, og før syntes vi dog allesammen, at saadan skulde og maatte det være. Derfor følte vi ingen Taknemmelighed. Og saa udmaler vi os altid, hvordan Fremtiden vil se ud. Men ak, det er alt saa uvist, saa usikkert. Man bygger og bygger, men ser dog den nære Fare for, at alt styrter sammen en skønne Dag. Og dog, — Haabet giver vi ikke Slip paa. Det holder vi fast til vort sidste Aandedræt. Det giver os Mod og Fortrøstning!

Ja, vi vil haabe, at det hele snart maa faa Ende. Sikken Lykke for den, som saa atter faar Lov til at vende hjem til sine Kære, ja, gid den Lykke ogsaa maatte times mig, saa vil man alligevel glæde sig over, at man har gennemgaaet en saa haard Prøvelse, glæde sig over meget af det, man har oplevet, da vil man føle sig som en Mand, rank og stærk og prøvet.

Ja, ha’ det saa alle godt, I mine Kære, – jeg tænker saa meget paa Jer.

Regiment 86 018 Moulin soldaterbegravelse — Soldaterbegravelse ved Moulin-sous-Touvent

Nyheder, Søkrig, Sønderjyder

20. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, sårede, savnede, jernkorset – og hilsener fra felten.

20. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

En Mindegudstjeneste
holdes i Tirsdags i Varnæs Kirke, over Gaardejer Jes Fenn og Ungkarl Peter Kauslund, begge fra Bovrup, som havde fundet Døden paa en og samme Dag paa Valpladsen i Rusland. Sognepræsten, Pastor Lauritzen, talte smukt og gribende for den tætfyldte Kirke, ud fra Luk. Evang. Kap. 12, 4-5.

Faldne.

Barber Martin Junge, der havde Forretning paa Nytorv i Flensborg, er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Han var 31 Aar gammel og efterlader Enke og to smaa Børn.

Til “Flensb. Nachrichten” meddeles fra Munkbrarup Sogn i Nørreangel, at der atter er faldet 2 unge Mænd der fra Sognet. der er nu faldet i alt 7 Mand fra Munkbrarup.

Saarede.

Søren Jensen fra Øster- Aabølling er bleven saaret den 9. Januar ved M. i Frankrig. En Kammerat, H.P. Hansen fra Ottersbøl, meddeler herom i et Brev til Forældrene:

“Jeg vil meddele Eder den sørgelige Nyhed, at Eders Søren, min gode Ven, i Gaar, den 9. Januar, er bleven saaret i den venstre Arm af en Granatstump. Det er ikke saa farligt. Jeg har været oppe paa Revirstuen og vilde tale med ham, men da var han allerede bragt paa Lasaret, vistnok i Bl. Nu maa I ikke blive alt for bange, thi Saaret er ikke farligt. Ja, I maa være glade ved, at det er gaaet saa godt; der har været mange Saarede og haardt Saarede i de sidste Dage, og ikke saa faa Døde. Da de fandt Søren var han bevidstløs. Saa snart I faar Sørens Adresse, vil I saa sende mig den. Hilsen fra Kresten Schmidt og Bernt Andersen fra Roager. Tak Gud, at I har Eders Søren endnu, saa trøster Gud Eder!
De kærligste Hilsner
H.P. Hansen”

Der indløb i Gaar Meddelelse om, at Stationsforstanderen i Toftlund er bleven saaret under Kampene i Frankrig.

Savnede.

“A.T.” meddeler nu, at der ikke er indløbet nogen Meddelelse om, at Togfører Piechnick fra Aabenraa Smaabane er falden. Derimod har Fru Piechnick modtaget Efterretning fra Bataillonen om, at der er Mulighed for, at hendes mand er i fransk Fangenskab, da hans Lig ikke er fundet eller jordfæstet.

Marie Hansen (Adr.: Chr. Jensen) i Kobberholm ved Graasten har siden først i Oktober ikke kunnet faa Underretning om Landeværnsmand Nis Hansen fra Kobberholm, der har deltaget i Krigen ved 84. Landeværnsregiments 11. Kompagni. Al Efterforskning har hidtil været forgæves.

Jernkorset. Følgende har faaet jernkorset:
Karl Vanselov fra Sønderborg, der er Overmaskinistmat paa Krigsskribet “Blücher”.
Gefr. Tiedemann, en Søn af Handelsmand Tiedemann i Nordborg.

Fra Felten.

Bag efter de vigende Russer.

Kære Broder!
Russisk Polen, den 17. decbr. 1914.
Jeg er meget glad for, at jeg fik ønsket Eder en glædelig Jul i sidste Brev; thi nu faar I vist ikke dette til Jul. Dagen efter at jeg skrev, rykkede vi ud; thi Russerne er nu flygtede, og vi maatte bag efter dem. Vi rykkede ud Kl. 5 i Gaar Morges i østlig Retning. Da vi naaede Russernes Skyttegrave, fik nogle af vort Kompagni Ordre til at gennemsøge dem og samle Geværer og Ammunition op (Peter og jeg var deriblandt). Vi havde anrettet forfærdelig Skade hos dem. Der laa mange Døde der endnu, og lidt bagved i en Skov fandt vi mange Massegrave; men de har ogsaa været udsat for en skrækkelig Ild fra vor Side.

Vi vandrede saa i Gaar noget bagefter de øvrige og kom i Kvarter i en lille Stad Kl. 7 om Aftenen. Peter og jeg og en til ligger i Kvarter hos en Familie, hvor der er 4 smaa Børn, alle i et Værelse naturligvis. Jeg laa paa en Sofa og sov udmærket, men Peter sagde, at Børnene havde brølet dygtigt om Natten. Jeg har ikke hørt noget. Vi skulde have været bort Kl. 6, men Russerne har sprængt alle Broer, saa vort Artilleri ikke kan komme frem. Vi bliver vistnok liggende her i Dag. Kl. er nu 8. Der er lige nu blevet sagt Besked, at vort Regiment skulde hjælpe Pionererne med at bygge Broer.

Nu bliver Postgangen vistnok noget langsommere. De 3 Pakker, Du sendte, har jeg ikke modtager endnu, men jeg faar dem nok en af Dagene, da de sandsynligvis er her paa en af Vognene. Nu er det ikke godt at vide, hvor vi kommer til at fejre Julen, men maaske bliver det bedre, end vi tænker. Vi faar maaske mere Ro end der, hvor vi var, saa det skal nok gaa. I Aftes, da vi stof en Times Tid nede ved Wartefloden og ventede og frøs, sang vi alle “Glade Jul”. Det var helt stemningsfuldt i den mørke Aften.
Mange kærlige Hilsener og Ønsker om et godt Nytaar for Eder alle.
Eders
Jens.

Vagten ved Møllen Julenat.
Russisk Polen, den 24. Decbr. 1914.

Kære Broder!
Mange Tak for Dine Breve og Kort, som jeg modtog i Aftes. Der var 2 Kort og Breve fra den 9. og 12. December. I Dag er det jo Juleaftensdag, men hos os mærker vi det ikke. Vi skal i Aften alle i Skyttegraven, da vi er bange for et Angreb fra Russernes Side. Peter og jeg skal paa Feltvagt 5-600 Meter fra Russerne, saa vi faar jo ingen Ro i Nat, men saa er vi til gengæld fri i Morgen. Det er ikke saa rart at gaa ude og passe godt paa hele Natten, især naar Maanen gaar ned ved Midnatstide. Det gør den her i Aften. Vi er nu langt nede i Polen, ned efter Krakau til.

Nu vil jeg fortsætte i Dag, da jeg ikke fik skrevet mere i Gaar. Ja, nu er vi kommen hjem i vort Kvarter igen. Det var en slem og lang Nat. Vi stod paa Vagt fra Kl. 4 til Kl. 7 i Morges. Straks i Aftes fik vi Ordre til, at ingen maatte sove, saa vi stod 15 Timer paa Post. Saa længe Maanen skinnede gik det jo; men da det blev mørkt, var Russerne næsten ikke til at skelne fra de mange smaa Buske, som vokser her. Vi stod oppe ved en Mølle paa en Bakke. Kl. henad 2 havde der saa sneget sig 2 Russere om bag Møllen og smurt Træværket ind med Beg og sat Ild paa. Vi saa dem, da de løb bort, og skød efter den, men traf ikke. Vi fik i en Fart Ilden slukket, saa det ikke blev til noget den Gang, Møllen laa kun 25 Meter fra hvor vi stod.

Resten af Natten forløb temmelig roligt; men den Julenat glemmer jeg aldrig. I Aftes fik vi kun et Stykke Brød med Fedt og Salt og lidt kold Kaffe, men nu i Dag vil vi leve højt. Vi har købt 2 gode Gæs for 2 Mk. 25 Pg. Stykket. Jeg har nu slagtet dem og har den i Gryden saa vi skal nok faa en flot Middag. De øvrige er til Gudstjeneste, men det blev saa sent tilsagt, og jeg stod midt i Slagtningen. Jeg maatte derfor blive tilbage. jeg tænker, vi faar Post i Morgen, saa skriver jeg igen.
Mange Hilsner fra
Eders
Jens

Fransk Vinter.
B. i Frankrig, den 12. Jan. 1915

Kære “Hejmdal”!
Modtag en Hilseen fra det fjerne Vesten og en Tak, I kære Landsmænd, som sender Bladet til mig her i Skyttegraven. Det glæder mig, hver Gang jeg læser hvad der gaar for sig hjemme. Naar man læser det hjemlige, svinder krigstanken for at Øjeblik. Men det er ogsaa kun for en Tid, for ser man over Dækningen, øjner man 2 Mand paa Vagt. Bag dem er det en Løbegrav, som er fuld af Pløre. Vi gaar i Vand til Knæerne derovre. Mangen Kammerat bliver siddende fast og kan ikke komme videre. Vi maa hjælpe ham løs. Befolkningen siger, at saadan er Vinteren her i Frankrig: Regn og Slud. Jeg søger altid at opmuntre Kammeraterne; thi det gaar dog meget lettere, naar man er ved frisk Mod. Vi er tre Nordslesvigere ved Kompagniet, og vi holder sammen, saa godt vi kan. Vi haaber, at Freden omsider skal komme.
Hilsen til alle derhjemme.
Frederik Schmidt

Hilsen fra Felten.

Bladet har modtaget en Hilsen med Tak for Tilsendelsen af Bladet fra Gdr. Paulsen, Vester Sottrup, nu Kusk ved en Bataillonsskab i Belgien. Han skriver bl.a.:
“Jeg er meget glad for Bladet. Nordslesvigske Kammerater har jeg ingen af her, saa jeg har slet ikke Lejlighed til at tale Dansk. Mit Regiment ligger nu her i Reserve. De sidste 14 Dage før Jul var det temmelig haardt med ved Nieuport. Men jeg maa ikke klage, da jeg er Kusk ved Bataillonsskaben.”

Aviser, Nyheder, Sønderjyder

19. januar 1915. To faldne sønner og én såret. Store troppeforskydninger på Vestfronten

19. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Falden
Kommuneforstander Jensen i Hvidding har faaet Meddelelse om, at hans Søn, Underofficer Laurids Jensen, er falden i Elsass. Af Jensens 5 indkaldte Sønner har nu de to fundet Døden i Felten, medens en blev saaret straks ved Krigens Begyndelse.

Af 9. Armékorps,
der for en væsentlig Del bestaar af Nordslesvigere, er forskellige Afdelinger for nogen Tid siden forflyttet fra Egnen omkring Noyon til Elsass, men det er ikke hele Armékorpset, saaledes som Rygtet har fortalt.

Saarede ankommer og friske Tropper afgaar
Rejsende, som har opholdt sig i forskellige tyske Byer i den sidste Uges Tid, meddeler at der uafladelig ankommer Saarede fra Fronterne, der fordeles rundt om til Sygehuse, Stiftelser, Skoler og andre offentlige Bygninger. Men endnu mere paafaldende er den Mængde Tog, der afgaar til Fronterne med Tropper. I Løbet af de første Maaneder vil Hærene Øst og Vest have faaet en Tilgang af ca. 1.700.000 Mand.

Hjemmefronten, Nyheder, Sønderjyder

19. januar 1915. Faldne, fangne, på orlov – og efterlyste desertører!

19. januar 2015 DenStoreKrig 5 kommentarer

Senest ændret den 20. april 2021 22:44

Nyt fra Hejmdal.

Faldne.

Bødkermester Carl Ohrt i Graasten har modtaget det Sorgens Budskab, at hans unge haabefunde Søn, Kommis Peter Ohrt, var falden paa Valpladsen i Frankrig. Han var paa Vagt, da han blev dræbt af en eksploderende fjendtlig Mine.

Der er nu ifølge “A.T.” indløbet endelig Efterretning om, at Jernbaneembedsmand Piechnick fra Smaabanen i Aabenraa er falden.

Man troede i nogen Tid, at Bagermester Christian Møller fra Iller, der var med paa Vestfronten, befandt i Fangenskab. dette Haab er ikke gaaet i Opfyldelse. Hans Død er nu ifølge “Fl.N.” bleven meddelt Civilstandskontoret.

Sidste Torsdag modtog Degn Nissen i Arrild den sørgelige Efterretning, at hans Søn, Karl Nissen, var falden paa den vestlige Valplads. Nissen vilde sammen med flere kammerater hente noget Brænde, og under dette blev han ramt af en Granat, som tilredte ham frygtelige i Hovedet og Brystet. Han var død med det samme. Nissen var med som Frivillig.

Dette er ifølge “Dv.” det andet Offer fra Arrild Sogn, som Krigen har krævet.

Den første, som faldt fra Sognet, var Jakob Christiansen fra Lindet Kro. Forældrene havde ikke hørt fra ham siden den 6. September; men nu har de faaet Efterretning om, at han er død paa et Lasaret i Frankrig.

Hjemme paa Orlov.

Mejeribestyrer Jes Ottsen i Rangstrup, der har deltaget i Kampe paa den vestlige og østlige Valplads, først i Belgien, senere i russisk Polen, hvor han saaredes, er i disse Dage hjemme paa 14 dages Orlov. Han saaredes sidst i November af et Skud i Skulderen, mens han laa i Skyttegraven. Ottsen laa derpaa ifølge “Dv.” i nogen Tid i et Rekrationshjem i Riesengebirge. Hans Forlovende foretog da den lange Rejse derned for at pleje ham.

I Fangenskab.

Arbejdsmand Christian Hansen, Mølmark, der var med som Reservist, kom i sin Tid i fransk Fangenskab. Konen fik i Begyndelsen af Oktober Maaned Efterretning fra ham fra en fransk Fæstning. Siden har hun ifølge “Fl.N.” intet som helst hørt fra ham.

Fra Provinsen.

Flygtede. Af Forstærkningsbataillonen Nr. 86 i Flensborg efterlyses ifølge “Fl.N.Ztg.” ved Stikbrev to Mænd ved Navn Iversen, der havet faaet Orlov til Kristiansfelt, men ikke er vendte tilbage til deres Garnison. Ifølge Personalbeskrivelserne er begge Tvillingebrødre. De er fødte den 17. August 1892 og 1,63 – 1,68 Meter høje. Den ene hed Andreas, den anden Iver. De talte begge Tysk og Dansk. Da de forsvandt var de i blaa Uniform.

Nyheder

18. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, fangne, sårede, savnede – og feltpost

18. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Faldne.

I Fredags modtog Murmester Jens Schmidts Kone i Traasbøl den sørgelige Efterretning fra Krigsskuepladsen, at hendes Mand er falden den 30. December i Frankrig, under en Fægtning omkring ved Reims. Meddelelsen kom fra en kammerat af ham, Thøisen, Kliplev, som hele Tiden har været sammen med ham. Schmidt efterlader en dybtsørgende Hustru, seks smaa Bøørn, hvoraf de 2 (Tvillinger) fødte kort før Jul, og sin gamle Moder. Efterretningen har fremkaldt stor Sorg, ikke blot i hans Hjem, men i hele Byen, da han var en meget god og afholdt Mand.

Landmand Lorens Meyer og Hustru i Simondys ved Hanved har modtaget Meddelelse om, at deres Søn Lorens er falden den 7. Januar paa Krigsskuepladsen i Frankrig. Han var 26 Aar gammel.

Kusk Dominikus Hansen fra Sønderborg, der stod i Landeværnet, er ifølge “S.Zt” den 10. Januar falden i Frankrig. Han efterlader Enke og 2 Børn.

En Sørgefest agtes afholdt i Krigen i Fjelstrup for den falden Smedemester Georg Ahrendt fra Sillerup Tirsdag Eftermiddag K. 3½. Georg Ahrendt efterlader sig Hustru og syv uforsørgede Børn.

I Fangenskab.

Peter Matzens Kone i Gramby har i sidste Uge faaet Meddelelse fra sin mand, at han den 17. December er bleven taget til fange og befinder sig i god behold i Frankrig. I Tabslisten for i Søndags er Matzen opført som savnet.

Nicolaj Nikolajsen, Søn af Skomager Nikolajsen i Frisergade i Flensborg, der stod ved Gardeforstærkningskorpset som Sanitetsskusk, er ifølge “Fl. N.” kommen i russisk Fangenskab og befinder sig paa Vej til Sibirien. Skomager Nikolajsen har allerede mistet en Søn, der stof ved et Jægerbataillon. Hans yngste Søn er for Tiden ved Fronten ved Ypres.

Paa Lasaret.

Gaardejer Hans Bonde i Egen, hvis Søn har deltaget i krigen paa den østlige Krigsskueplads, og hvem han ikke havde hørt fra i længere Tid, modtog for en Uges Tid siden Brev fra ham, at han var bleven saaret af et Strejfskud over Brystet og befandt sig paa et Lasaret i Berlin. Faderen og den unge Mands Kæreste er nu ifølge “Dvp.” rejst til Berlin for at hente ham, da der er skaffet Plads til ham paa Lasarettet i Sønderborg.

En Savnet. – Oplysning søges.

Gefreiter i Reserven, 2. Kompagni Regiment 86, Jørgen Andersen fra Øster Løgum ved Aabenraa, har ikke ladet høre fra sig i fem Maaneder. Han blev saaret den 23. August ved Mons samen med flere af sine Kammerater, og han staar ogsaa opført i Tabslisten som saaret. En Kammerat, der stod ved hans Side, har set ham paa Forbindingspladsen. Al Efterforskning har hidtil været forgæves. Vi henvender os nu til Bladets Læsere, om muligvis en eller anden kunde vide Besked fra deres Paarørende, som har staaet ved hans Side. De bedes i saa Fald meddele os det.
Jørgen Andersen,
Øster Løgum pr. Hovslund

[Nedenstående breve har tidligere været bragt på her på hjemmesiden i december 2014 i Harald Nielsens forkortede versioner i “Sønderjyske Soldaterbreve”. Vi bringer dem her alligevel for at få indledning og afslutning med, RR]

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Rusland, d. 23. Decbr.

De Kort, jeg skrev paa Rejsen fra Frankrig, Belgien, Berlin og Breslau, har I vel modtaget. Mellem Forholdene her og i Frankrig er der lige saa stor en Forskel som paa Dag og Nat. Her ser man noget helt andet en i Vest.

Vi har over 75 Timer i Jernbanen. Vi kom hertil i Aftes Klokken 10. Saa gik vi kryds og tværs for at søge Kvarter. En stor Gaard og Brændevinsfabrik fandt vi Klokken 12. Vi fik vore Heste i Stald, men mange maatte staa under aaben Himmel.

I Frankrig havde vi gode Veje. Her er de saa daarlige, at det næsten ikke er til at komme frem. Paa nogle Veje er der lagt Træstammer tværs over Vejen, for Hestene rider mange Sko af, naar de kommer i Klemme mellem Stammerne. Somme Steder synker de en halv Alen ned i Dyndet. Derfor gaar det ogsaa tit ind over markerne, naar vi rykker ud. Der er mange Heste, der er blevne slappe. Ofte spændes der fire for. Langs Vejene eller rettere over Markerne, ligger af og til en Hest, som har slæbt sig ihjel.

De ungarske heste er meget smaa og afmagrede; det har været strenge Tider for dem. hellere 20 Kilometer i Frankrig med dobbelt Last end 10 Kilometer her. Vi er ca. 45 Kilometer fra den schlesiske Grænse og 50 Kilometer fra den østerrigske. I Aftes, da vi holdt en halv Time ved Grænsen, som Østerrigerne med en Transport af 500 Fanger.

Nej, det var meget bedre i Frankrig end her i Rusland. Juleaften blev ikke saa hyggelig, som jeg havde tænkt mig den, da jeg skrev hjem den 17. fra Frankrig. Vi kom Juleaften i Kvarter paa et Gods, hvor der i alt stod 800 heste. Klokken var 11. Klokken 12 om Natten var her overalt Gudstjeneste. Derefter gik vi hen til en Jøde og drak os et Glas Kaffe for 10 Penning. Klokken 1 lagde vi os til Ro i en stor Lade, der sov jeg meget godt til Julemorgen Klokken 4. Saa stod jeg op og fodrede min sorte Hest. Klokken 6 rykkede vi ud og red i 16 Timer med ½ Times Hvile. Det var Juledag 1914.

Hvor kunde det være dejligt at komme hjem igen til det skønne Nordslesvig. Det russiske Sprog er ikke til at forstaa. Lidt Fransk har vi lært i de fire Maaneder, vi var i Frankrig, men det glemmes jo hurtigt igen.
Naar bare jeg var blandt Nordslesvigere.
I kan være glade ved, at I ikke ser noget af det skrækkelige, som en krig fører med sig.
Kærlig Hilsen
Paul

III.
Rusland, den 6. Jan. 1915.

Kære Moder! Mange Tak for Dit Brev af 29. December. det var min første Post her i Rusland. Aftenen efter modtog jeg Postsager over Frankrig, deriblandt var et Brev fra Misse og et Kort fra lille Søster Ella, 4 “Hejmdal” og to Salmebøger og et Julekort fra U.P. Sørensen, en Pakke Cigarer fra J.C. Hansen og 2 Pakker fra Eder med Sodakage og Lagkage i, saa det var en hel Mængde paa en Gang. Sig dem alle hjertelig Tak, og Tak dog først og fremmest til Dig, min kære Moder. I skal ikke være bedrøvede over, at jeg er kommen her til Rusland, for jeg er sund og rask, og Udsigterne er gode for, at jeg kan komme sund og rask hjem til Eder igen.

Broder Johan kan være glad for, at han ikke er kommen her til Rusland. Jeg læste i Gaar Aftes, at han sammen med syv andre Nordslesvigere var afrejst den 18. December til Frankrig. De havde sendt en Hilsen til “Hjemdal”. Jeg er rejst fra Frankrig den 19. Den 20. December kom vi gennem Aachen. Johan er vist kommen gennem Aachen samme Dag. Saa tæt har vi to Brødre været sammen efter saa langs Tids Adskillelse, uden dog at vide det. Men nu fjorten Dage efter har jeg set det i “Hjemdal”.

Den første Dag her i Rusland traf jeg en Infanterist, som spurgte efter en ved Navn Petrik, som skulde være ved Train Nr. 9. Jeg sagde, at der var en ved vor Kolonne, som hed saadan, men at vi først var kommet hertil i Dag. “Ja”, sagde han, “har I saa været i Nærheden af St. Quentin?” – “Ja.” “Saa er det sikkert min Broder.” Han havde imidlertid ikke engang Tid til at komme hen at tale med ham. En Snes Minutter senere kom Broderen, men da var den anden borte, og de fik ikke talt sammen. Men han var dog glad for at faa en Hilsen fra ham, da han ikke havde Anelse om, hvor han var.

Saadan gaar det saa mangen en, saadan er det kanske ogsaa gaaet Alfred og Holger Lycke, C. Grelk og Hans Lund. Mangen en kommer jo i Fangenskab og har det temmelig godt, men hverken faar eller maa afsende Post. Naar den skrækkelige Krig saa er forbi, komme de jo sunde og raske hjem igen. Naar I hører fra Johan, saa send mig hans Adresse, at jeg kan skrive til ham.

I Aften, Helligtrekongersaften, har vi haft Juletræet tændt. Mine Julelys, som jeg havde hjemme fra, havde vi tændt i Aften, og nu er de nedbrændt, som det er skik og Brug i Tyskland. Vi sang nogle Julesalmer saa det var en hel Højtidelighed.

Her i Skolen, hvor vi nu ligger 40 Mand, har vi det meget hyggeligt, for her er Kakkelovn og Borde og Bænke. Vi ligger varm og godt, men Tøjet faar vi ikke af Kroppen.

I Gaar, da vi havde aflæsset, fik vi Saarede med tilbage til Banegaarden. Jeg havde Lejlighed til at tale lidt sammen med en, som havde faaet en Kugle i Knæet. Han havde mange Smerter. Benet var stivt. Med Forplejningen var det temmelig god, men med Cigarer var det knapt. Jeg gav ham en Cigaret. Det var, som al Smerte var borte eller glemt ved at faa lidt at ryge igen, sagde han. Jeg gav ham en Pakke som jeg havde, for jeg ryger jo dog ikke selv. i Fremtiden vil jeg ikke give mine kammerater saa mange af mine Cigarer, nu giver jeg dem til de Saarede.

Her faar vi sjældnere Post. Nu lige kom postsagerne, men der var intet til mig. jeg mangler heller intet saa nødvendigt; men glad bliver man dog, naar man faar noget.

Jeg er sundt og rask og haaber ikke, det varer længe, inden vi kan vendte hjem til vort kære Hjem, som er saa langt borte. Nu er Klokken over 10, og vi skal op i Morgen Kl. ½5, saa det er paa Tide, at gaa til Ro. Vær ikke ængstelig for Johan og mig, kære Moder. Jeg sætter min Lid til det, som Provsten skrev paa et Kort: “Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes”. Lev vel.
Eders
Poul

Vest og Øst. B.d. 13. Decbr. 1914.

Mange Tak for Eders Breve. Jeg har ogsaa faaet flere pakker, deriblandt ogsaa en fra Fru Gundersen og J.C. Hansen. Det er altid en Oplivelse, naar Posten bringer en noget godt hjemmefra.

I det gode Kvarter, som jeg beskrev i forrige Brev, er jeg ikke mere. Jeg har haft to siden. Her bor jeg paa en Vandmølle. Vandet suser Dag og Nat. Her er ikke Mangel paa Vand, det har der ellers ofte været. Husets Beboer bestaar af Mand, Kone og tre Børn, og de er meget flinke. I en Dansesal har vi ca. 50 Heste staaende, det er ikke saa flot som i Lüttich. Der stod Hestene i et Teater med Plystæpper. Staldplads og Husly maa man tage, som man kan finde det.

Sidste Søndag var vi 9 Mand indkvarteret i et ubeboet Hus. Tirsdag formiddag, da vi var ude paa March, kom der to Koner og et Barn, som vilde tage Bolig i deres Lejlighed igen. De havde forladt Huset for et Par Maaneder siden og lukket Døre og Vinduer. Det var jo lidt ubehageligt at finde deres Hus med 9 tyske Soldater i. jeg lod dem naturligvis faa deres Soveværelse og Køkken, og dermed var de meget godt tilfreds. Tre af os rykkede ud og fandt et andet Kvarter. En aften kom Konen uventet med Hønsesteg og Æblemos. Hvad siger I om det?

Men vi ser ogsaa megen Armod og Elendighed har i Frankrig. Hvad jeg har set og været med til i den forgangne Uge, har været skrækkeligt. En Dag var vi fem Mand, der skulde ud og faa fat paa Kartofter. Saa gik vi fra Hus til Hus en Gade langs og søgte Husene igennem. Der saa vi grædende Kvinder og Børn, kan I tro. Et tarveligt Hus gik jeg forbi. Da vinkede en Kone efter mig. Jeg tænkte: Hvad mon hun vil, og gik derind, og hvad jeg saa var saa skrækkeligt, som jeg aldrig har set før. Hun sad paa en Stol og kunde hverken gaa eller staa, og hvad hun sagde, kunde jeg ikke forstaa, men hun var næsten omkommen af Sult. Jeg havde ingen Tid at bringe hende noget, men lod en af Kammeraterne bringe hende noget af vor Middagsmad. Da vi om Eftermiddagen gik forbi, vinkede hun efter os og takkede os saa pænt.

I Dag har Konen her igen skrællet Æbler, i Aften faar vi vist Æblemos. I Dag har vi været i Kirke. Det er tredje Gang. Eller er Gudstjenesten bleven holdt under aaben Himmel. —

Jeg blev ikke færdig med at skrive før, for Postvognen kom, og jeg maatte hen og hente Postsagerne. Til in store Glæde var der ogsaa Brev fra Dig, kære Moder. jeg har faaet seks smaa og en stor Pakke fra Eder. Det bedste og gavnligste af alt, hvad I har sendt, er den elektriske Lommelygte. Den gør god Tjeneste.

Nu har vi jo snart Jul. Hvis jeg maa blve her, tror jeg nok, jeg kan faa en god Jul. Og haaber ogsaa, at I maa faa en glædelig Jul. Tak for det lille Juletræ fra Søster Ebbes Have, som jeg forhaabentlig faar en af de første Dage.
Kærlige Hilsener, Eders Søn og Broder
Paul.

Nyheder, Sønderjyder

16. januar 1915. Hilsener fra felten, faldne, fangne, sårede – og en krigsvielse

16. januar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Nyt fra Hejmdal.

Hilsen fra Felten.

Jens Iversen, Tørning Mark; Hans Mortensen, Andreas Ravn og Karl Lund, Haderslev; Bendix Atzen, Toftlund; Peter Weber, Haderslev; Johannes Degn, Errigsted; Peter Nørgaard, Fol; Jens Fuglsig, Terp; Anton Nissen, Simmersted; Martin I. Smidt, Skodborg; Thomas Schultz, Terp.

Sørgegudstjeneste.

I Gaar afholdtes der i Bjolderup Kirke en Sørgegudstjeneste for Lorens P. Hejsel fra Bolderslev. Han faldt i russisk Polen den 12. December 1914, kun 22 Aar gammel. Under Skansearbejde blev han ramt af en dræbende Kugle i Hovedet. Hans Kammerater begravede ham i en Have derude i den fremmede Jord. Her i hans Hjemstavn, som han holdt saa meget af er en Plads bleven tom ved hans Bortgang. Han var afholdt af alle, derfor vil hans Minde stedse bevares.

I Fangenskab i Japan.

Maskinist Peter Lund, hvis Forældre bor ved den gamle Haderslev Landevej ved Aabenraa, har været med i Tsingtau. Nu er der indløbet Brev fra ham om, at han befinder sig japansk Fangenskab. Han er glad og tilfreds og har det godt.

Kejserlig Musikdirigent H. Hansen fra Flensborg, der ligeledes var med i Tsingtau, har skrevet hjem, at han nu befinder sig i japansk Fangenskab i Osaka sammen med 600 Kammarater. De ligger i en Baraklejr. De har det meget godt. Før Afrejsen fra Tsingtau fik de Tilladelse til at pakke deres private Ejendele sammen og overgive dem til en tysk Speditør, saa de kunde blive sendt hjem.

Faldne.

Underofficer Lebeck fra Kastrup, der var med i Krigen ved Østfronten, er ifølge “Dv.” faldet omkring Midten af November. Han var en Søn af forhenværende Gaardejer Jens Lebeck fra Kastup.
Kommis Jes Lorenssen, Søn af Smaabanearbejder Lorenssen i Haderslev, der stod som Reservist ved et Garde regiment, er falden, mens han stod paa Forpost paa den østlige Krigsskueplads. Han har ogsaa været med ved Kampene i vest.

Flere andre Familier i Haderslev er ifølge “S.Gr.” bekymrede for deres Sønner i Felten, idet Postsager paategnede “savnet” eller “falden”, er kommen tilbage fra dem.
Gymnasialrektor Reuter fra Lybæk som stammede fra en nordslesvigsk Slægt, er falden i Frankrig. Reuter var ifølge “Schl.Gr.” Kaptajn i Landeværnet.
Overløjtnant Erich Trüstedt, der før har staaet ved Bataillonen i Haderslev, er falden den 12. Januar ved Soissons.

Mathias Jørgensens eneste Søn, er falden i Frankrig. Han blev ramt ved et Skud i Hovedet og er siden død paa Lasarettet, 30 Aar gammel.

Saaret af et Lungeskud.

I Torsdags modtog “Dbp.” den sørgelige Meddelelse, at Jens Christensen fra Stenderup var bleven saaret af et Skud i højre Lunge. Han ligger paa Lasaret Nr. 44 i Royon. Saaret er ikke ubetinget livsfarligt, saa det maa haabes, at han kan komme sig.

Fra Provinsen.

En krigsvielse. Styrmand Emil Kier fra Dalsgaard ægtevies sidste Tirsdag i Rinkenæs Kirke. Styrmand Kier, som under Krigen gør Tjeneste i Flaaden, havde faaet en meget kort Orlov i den Anledning. Ankommen fra Kiel til Flensborg om Aftenen med sidste Tog maatte han om Natten til Fods tilbagelægge den 18 Kilometer lange Vej til Rinkenæs, for at kunne holde Bryllup næste Dag. Den følgende Morgen maatte han atter før Dag forlade sin unge Hustru og Hjemmet, for at komme til Kiel igen i rette Tid. (Fl.Av.)

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Nedenstaaende er Udtog af et Par Breve fra en ung Købmand til hans Forældre i Haderslev:

Tak for eders Brev og Pakken med Uldtrøjen, Lommeklæderne, Sjalet og Cigarerne. Den havde været 8 Uger undervejs, men Sagerne var jo ufordærvede, hvad maaske knap kan siges om Eders Julepakker, hvis de skal være lige saa længe undervejs.

Nu skal I høre, hvordan jeg har haft det henimod Jul og i Juletiden. D vort Regiment havde lidt svære Tab, blev jeg med alle, der paa nogen Maade kunde undværes ved Bagagen, sendt som Udfyldningsmandskab til Fronten, og nu skal jeg fortælle Jer hvordan min Fødselsdag 1914 begyndte.

Vi havde været tre Dage i Ro, og Aftenen før min Fødselsdag rykkede vi igen ud i Skyttegravene. Kl. 11 marcherede vi bort, og mellem 12 og 1 kom vi i Nærheden af vore Skyttegrave i et Mørke, en Storm og Regn, saa vi næsten var gennemblødte. Men det værst var, at vi skulde besætte en Stilling, hvor vi ikke havde været før. Den laa i Udkanten af en Skov, der grænsede ind til en Slotspark. I Slotsparken blev der gjort Holdt. Det var et saadan Mørke, at vi ikke kunde se vor Formand, naar han var to Skridt borte. At finde Skyttegravene var derfor ikke nogen let Sag. Det gik frem og tilbage i Skoven, og vi maatte holde fast paa hinanden for at blive sammen, og dog var det næsten umuligt. Skoven var sønderskudt fra Stammen. Det gik gennem tykt og tyndt, saa styrtede vi over en væltet træstamme, saa, saa ned i et Hul, som Granaterne havde rodet op. Det var helt umuligt at holde Kompagniet sammen. Jeg tilligemed en Underofficer og tre Mand kom ogsaa bort fra vore Kammerater. Se kunde vi ikke, og for Stormens Susen kunde vi heller ikke høre, hvilken Vej Kompagniet var gaaet. Raabe turde vi ikke, da Fjendens Skyttegrave kun laa nogle Hundrede Meter borte. Vi søgte frem og tilbage i et par Timer. Skyttegravene fandt vi ikke, hvorimod vi fandt tilbage til Slotsparken. Slottet fandt vi da ogsaa, og tilbragte Natten i en Kælder, for at være dækkede mod Granaterne, som Franskmændene af og til sendte.

I Slottet laa nogle af vore Tropper indkvartede, og da det begyndte at dages, gik en Officer med og viste os Vej. Men nu var det blevet lyst, og det var en vanskelig Sag at naa hen til Skyttegravene. Stormen var ophørt, og Fjenden kunde høre os gaa i Skoven. Hvert Øjeblik sendte han en Salve over os, saa vi maatte kaste os plat ned paa Jorden og vente, til det igen blev roligt. Paa den Maade naaede vi omsider Skyttegraven, hvor vi aandede op, og hvor jeg fejrede Fødselsdag.

Ja, man kan fejre Fødselsdag i en Skyttegrav maaske bedre end i den dybeste Fred, naar Hjertet er opfyldt af Tak til Gud, fordi han har bevaret os i en overstaden Fare.
Kort efter den her beskrevne Nat kom jeg igen tilbage til Bagagen og blev sendt hen til en lille By for at hjælpe til at fortære Julepakkerne. Det var tre dejlige Dage. Det frydede mig i min Fritid at gaa omkring og se paa Livet i Byen – den ene Dag var en Søndag – se civile Folk spadsere omkring i deres Søndagsstads, hvad man jo i Maaneder ikke havde set. Alt her saa saa fredeligt ud. Det eneste triste, man saa, var de mange sørgeklædte Kvinder. Man vidste jo, hvad det betød.

Jeg fik anvist et udmærket Kvarter hos en Borger i Byen, hvor jeg blev meget venligt modtaget og fik et pænt Værelse, og det bedste – en god Seng. Det var første Gang i henimod 5 Maaneder, at jeg kunde komme af Tøjet, og jeg var helt betænkelig ved at skulle i den skinnede hvide Seng. Me da jeg først var vel i Fjerene, sov jeg til den lyse Morgen.

Manden fordrev Tiden med at lære Tysk. Han havde to tyske Lærebøger og en fransk-tysk ordbog. Om Aftenen underholdt vi os med hinanden, saa godt det lod sig gøre, men det Tysk, han havde lært sig til, og med nogle franske Brokker, jeg havde lært, for Resten med Tegn og underlige Fagter. Kneb det, maatte ordbogen frem og en Bunke gamle tyske Aviser, han havde faaet af Soldaterne, hvori han saa viste mig, hvor han havde læst den eller den Begivenhed, og det gik udmærket. I 80 Dage havde Kanonerne tordnet omkring Byen, men den var mærkelig nok blevet skaanet. Deres Søn var med i Felten. De havde ikke hørt fra ham i næsten fire Maaneder, og Konen græd meget.

Det er ikke saadan her, som hjemme, at Lejerne bor enten i Stuen, paa første eller anden Sal, nej Lejligheden gaar fra Jorden til taget, saa hver Lejer har sin egen Indgang. Familien, hvor jeg boede, havde Værelser i Stuen, paa første og anden Sal. Køkken og Spisestue er i et, Kakkelovne findes heller ikke, men Kaminer. Tre Dage er snart gaaede, især naar det er gode Dage og snar maatte jeg sige farvel til min elskværdige Vært og Værtinde, til mit pæne Værelse og min gode Seng, og styre mine Fjed tilbage til Bagagen.

Saa kom Julen. Vel var det en Jul i Krig og Fjendeland, men det var dog en velsignet Jul, saa I Kære derhjemme kunde have sparet Jer enhver Sorg og Bekymring for os. Vi ligger med Bagagen i en lille By. Juleaftensdag var der Gudstjeneste Kl. 4, Kirken var smukt pyntet med Grønt. Der var to Juletræer, og saa mange Lys har jeg aldrig set i en Kirke som her. Gudstjenesten var meget festlig og smuk. der er ingen, der vil glemme den. Om Aftenen samledes vi i Stuen, Juletræet bliv tændt og Julesamler blev sunget. Saa besluttede vi at gaa hen til vor Løjtnant og synge ham en Salme. Vi var henved 30 mand, vi stillede os op udenfor hans Vinduer og sang “Glade Jul” (“Stille Nacht”). Da Sangen var endt, kom Løjtnanten ud til os, takkede os hjerteligt og trakterede os med Øl og Cigarer. Siden kom han over i Stuen til os, sang sammen med os og holdt en Tale til os, som blev efterfulgt af flere. Som naturligt var paa denne helligaften, slog de Ord bedst an, der gjaldt vore Kære i Hjemmet, og mange varme Ønsker blev udtalt om snart at maatte samles med dem igen. Ja Gud give det!
Iver

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder, Sønderjyder

15. januar 1915. Faldne og krigsfanger – og regler for breve til krigsfanger

15. januar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal.

Faldne.

Skorstensfejersvend Frits Brandt fra Aabenraa er falden den 22. December i Flandern. Brandt havde indtil krigens Udbrud været ansat i Flensborg.
Glarmester C. Cappe, Haderslev, hvis eneste Søn var med som Frivillig paa den østlige Krigsskueplads, fik i Gaar Morges Meddelelse om, at han var falden.

I Fangenskab.

P. Østergaard, Astrup, og Marius Christensen, Bredbjerg, har skrevet hjem, at de er i fransk Fangenskab. der nævnte 2 Mænd var blandt 8, som Farver Broder Petersen fra Skærbæk skrev om, som var blevne borte, mens han var paa Lasaret.

En Søn af Garver Geisler i Aabenraa har som meddelt været meldt “savnet” fra den østlige Krigsskueplads. Nu har Forældrene modtaget et brev fra Warschau, hvori den unge Geisler meddeler, at han den 10. december var kommen i russisk Fangenskab efter at være bleven saaret ved et Skud i venstre Bryst. Han laa nu paa Lasaret og havde det godt. Dagen efter Afsendelsen af Brevet skulde han føres videre fra Warschau til Moskva.

Breve til Krigsfanger. Nogle Regler for Korrespondance med Krigsfanger.

Udvalget for tyske Krigsfanger i Hamborg har udsendt følgende Meddelelser med Hensyn til Korrespondance med Krigsfanger:
“Fra Fortresse de Blaye” har en tysk Officer, der indtager en Særstilling, udsendt en indtrængende Bøn om at sørge for, at de Paarørende højst skriver 2 Breve eller Kort om Ugen.
Denne Bøn skyldes den Erfaring at nogle Paarørende – utvivlsomt af Uforstand – daglig afsender Breve, ja ved Lejlighed endog 4 Breve, af samme Indhold, rimeligvis i den Mening, at saa faar Adressanten forhaabenlig i hvert Fald det ene. Følgen af denne taabelige Fremgangsmaade er, at Tallene, navnlig som Følge af den i Julen stærkt ophobede Korrespondance, men den bedste Vilje ikke mere er i Stand til at overkomme Arbejdet med Brevenes Gennemsyn. Som Følge heraf er der nu i Blaye udstedt en Forordning om, at der nu ikke udleveres Fangerne mere end to Breve ugentlig i den Rækkefølge, hvori de er indtruffet. Desuden maa intet Brev være over to Sider, den øvrige Del af Brevet bliver derfor skaaret fra inden Udleveringen til Fangen. For den, der nu skriver 4 ligelydende Breve eller ogsaa kun for hyppigt, er Følgen, at senere Breve først kommer til udlevering efter uendelig land Tid. Det anbefales særlig at skrive Brevkort, da disse har Fortrin fremfor Breve ved Censuren.

Vi retter derfor den indtrængende Bøn til alle Paarørende kun at skrive kort og sjældent, ikke blot til Blaye, men ogsaa til alle andre Lejre i England, Frankrig og Rusland, thi ellers vil der uden Tvivl blive indført lignende indskrænkende Bestemmelser andre Steder.

Hvad Postforbindelsen med Rusland angaar, der allerede som Følge af de russiske Stedsnavne er den vanskeligste, har vi ved Tilsendelse af Skemaer til Adresserne der skal affattes baade paa Rusisk og Tysk, forsøgt at sætte de Paarørende i Stand til ar træffe det rigtige. Tillige har vi ved den nylig skabte Indretning, at der mellem Kl. 10 og 4 opholder sig nogle Herrer paa vort Kontor, Ferdinandstr. 75 III, som er det rusiske Sprog mægtige, muliggjort det at vedlægge de tyske Breve til Fanger i Rusland en russisk Oversættelse, for paa den Maade at opnaa en hurtigere Ekspedition fra den russiske Censurs Side. Vi oversætter derfor ogsaa kun Breve, som ikke er over en Side lange og for hver af de Paarørende ikke flere end et Brev om Ugen. Ved at forsyne disse Breve med vort Røde-Kors-Stempel, haaber vi at skabe yderligere Garanti for ekspedit befordring.

Vi vil ogsaa anbefale ikke at bruge Kuverter med Silkepapir, det meddeles os fra forskellige sider f.Eks. Brest, at Breve med den Slags For uden videre tilintetgøres, at Foret i flere Tilfælde er blevet benyttet til at overbringe hemmelige Meddelelser. – Tillige anbefaler vi, at anføre Modtagerens Familienavn tydeligt paa selve Brevpapiret for at undgaa, at Brevene ved Censuren kommer i urigtige Kuverter, hvilket meget let kan forekomme, naar det ikke af selve Brevet fremgaar, hvem Modtageren er.

Da det i den senere Tid har vist sig, at Civilfangerene i Rusland maa betale Told paa Pakker, der sendes til dem, kan vi ikke anbefale at sende Pakker eller Vareprøver til dem, eftersom den russiske Told paa Levnedsmidler, Uldtøj o.s.v. er overordenlig høj og formodentlig overstiger selve Sagernes Værdi. Opkrævelsen af Told har sin Aarsag i, at Rusland i Modsætning af Frankrig og England ikke betragter Civilpersoner, der holdes tilbage, som krigsfanger, og Toldfriheden gælder ifølge internationale Overenskomster kun for disse. I russiske Overensstemmelser med denne den russiske Regerings Opfattelse er de Civilpersoner, der holdes tilbage, heller ikke internerede, men maa opholde sig i Omraader, der er anviste dem, under Politiopsyn, men paa fri Fod, og de kan indrette sig Tilværelsen, efter som deres Midler og Forholdene i det paagældende Opholdssted tillader det. Virksom Hjælp kan der derfor kun ydes dem ved Oversendelse af Penge, der sætter dem i Stand til at købe, hvad de mangler, naar de selv ikke har de nødvendige Midler dertil.

Sluttelig ønsker vi endnu at berigtige tidligere Meddelelser. Vi kan vedrørende Lejren i Coetquidan glædeligvis meddele, at Forbudet mod at ryge, som til at begynde med bestod der, er ophævet. Der kan altsaa sendes Tobak, Cigarer og Cigaretter toldfrit derhen. Det kan dog anbefales for Tiden at holde sig til Sendinger af 10 Cigarer, 25 Cigaretter og 50 Gram Tobak.
I vor Beretning om Poitiers har vi beklageligvis skrevet, at der kun maa skrives to Gange, henholdsvis engang maanedlig. Det er en Fejltagelse; det skal hedde: 2 Gange, henholdsvis 1 Gang ugenlig.

Vi nævner sluttelig, at vi ikke er i Stand til at give Oplysninger ved Forespørgsler i Telefonen, men kun mundtlig mellem Kl. 10 og 4 eller skriftlig.

Nyheder, Sønderjyder

14. januar 1915. Hilsener fra felten, faldne – og en synsk soldat?

14. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Senest ændret den 5. april 2021 12:05

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hilsen fra Felten.

“Dybbøl-Posten” har modtaget følgende Hilsen fra Frankrig:
Frankrig den 6. Jan. 1915.
Vi undertegnede Nordslesvigere, som staar ved et Husar-Regiment, sender hermed en venlig Hilsen til vore Venner og Bekendte tilligemed Ønske om et godt og velsignet Nytaar!
Underofficer Jørgen Sørensen, Hostrup (Aabenraa); Underofficer Michael Michaelsen, Skodborg; Reservist Frederik Mortensen, Arnum Mejeri; Peter Kjer, Grønnebæk, Johannes Schultz, Skudstrup; Christen Lund, Skudstrup; Peter Lauritzen, Skodborg; Peter Dall, Langetved; Johan Silberbauer, Skudstrup; Philip Petersen, Maugstrup; Peter Berg, Aastrup; Julius Schumacher, Vojens; Vilhelm Petersen, Vojens; Niels Bruhn, Arnum; Andreas Jensen, Ulkebøl; Peter Madsen, Tumbøl; Jørgen Dall, Aastrup; Christian Lauridsen, Skovby; Nis Maag, Barsmark; Jørgen Hansen, Haderslev; Carl Hansen, Haderslev; Marius Petersen, Toftlund; Jens Raben, Hoptrup; Oluf Ravn, Ørby; Martin Faaborg, Hostrup.

En af de Faldne.

For kort Tid siden blev der fra Civilstandskontoret i Ulkebøl sendt Gaardejer Jens Brock, Klinting, den sørgelige Meddelelse, at Sønnen Jens var falden i Rusland den 25. Oktober 1915.

Dette er, skrives til “Dbp.”, saa alligevel en Bekræftelse af, hvad hans Kammerater den Gang skrev, men da der samtidig kom Postsager tilbage med Paategning “Lasaret” saa nærede hans Paarørende alligevel Haab om, at han kun var saaret. Men nu er den haarde Vished der. Hans Forældre mister i ham en god, kærlig og dygtig Søn, som meget i deres Hjem vidner om, og som stedse vil være et Minde for dem om de alsidige Geni, han var begavet med. Han arbejdede i sin Fritid ved Høvlebænk, Drejelad og Feltsmedje, og mange smukke og nyttige Ting foreligger fra hans Haand.

Spaamanden ved …. Kampagni. (Uddrag af seks Feltbreve fra en Alsinger.)

IV
Dreslincourt, 7. December.
Kære E.!
(Brevskriferen takker først for Breve og Pakker, som strømmer meget talrigt ind. Men han ved Raad:) Der er jo dem, det er sløjt for. Dem giver jeg sommetider et Stykke Ost, naar de er kommet i Forlegenhed, fordi Marketenderen ikke har været i lang Tid. Naar Vognen saa kommer, stormes den, og de faar langtfra alle indkøbt, før der er udsolgt ….

Vi hører jo stadig om Manden ved …. Kompagni. Forleden fortalte man, at han var blevet stukket ind, men det er ikke sandt. Han har fortalt til vor Regimentskommandør (Oberstløjtnant), at en højere Officer af vort Regiment skulde saares, men han vilde ikke sige, hvem det var. Nu er Kaptajn Kn. blevet let saaret af en Granatstump. Men mig forekommer det mere og mere usandsynligt, hvad han siger, saalænge der ingen afgørende Kampe har fundet Sted i Øst eller Vest, og jeg tror nu næsten slet ikke mere derpaa. Det skulde da være sandt, at de nu har 400,000 Russere i en Sæk, som det siges her, de mangler blot at binde for Sækken, saa de kan tage dem alle til Fange; saa kunde det være, at det blev Slut. Vi vilde alligevel glæde os, om han fik Ret. Han har sat sin Lønning ind derimod og sagt, at de maatte tage hans Hoved, hvis det ikke kom, som han havde sagt. Saa har vi kun Krig 8 Dage til ….

Mange af de Efterretninger fra Nordslesvigere, som staar i “Hejmdal”, er her fra vor Egn, mest fra …. Kompagni, hvor …….. er Feltwebelløjtnant. I Dag har vi faaet en “Hejmdal” fra den 30. November, hvori der staar noget fra … Deling i vort Kompagni. Jeg hører til …. Deling. Se til, om Du ikke kan faa fat i en “Hejmdal” fra 30. November.

Vi tilbringer den meste Tid i en varm Stald, læser, skriver, ryger vor Pibe eller Cigar og synger et Stykke. Blot Lys, Stearinlys er det knapt med. Men naar det begynder at mørknes, skal vi ned i Skyttegraven igen. Det er lange Nætter nu, og Forposttjenesten bliver stadig længere. Men det gaar jo alt godt, naar Franskmændene ikke griber an, og vi heller ikke griber an. Vi haaber, vi maa blive liggende her til Fredsslutningen, da krigen efter vor Mening ikke kan ikke kan vare saa længe, som den har været.

I de gode Dage, vi har her, mærker man jo mere til sin Jordbundethed. men naar man sidder og synger og er glad og der saa kommer et Kanonskud eller en fjendtlig Granat, saa tænker man alligevel, at det snart kan være forbi med en.

Jeg lever – og ved hvor længe fuld Trøst:
Jeg lever, til Herren mig kalder,
Jeg lever og venter den kaldende Røst,
Jeg lever som Gæsten paa fremmed Kyst,

Til Faderen Barnet hjemkalder.

Her er det jo næsten Regn hver Dag og Nat. Vinteren bliver vist ikke saa streng her. De fortæller, at Manden fra …. Kompagni ikke har sagt den 15. December, men Midten af denne Maaned. Han tror fast og bestemt derpaa….

Deslincourt, 12. December.

Kære E.!
Allerførst min hjerteligste Tak for Brevet, som jeg har modtaget i Dag. Jeg ser deraf at I alle er ved god Sundhed, og kan meddele det samme om mig, hvad der jo er det bedste her paa Jorden, og jeg beder Gud om, at jeg maa komme frisk og sund hjem til Dig igen, at vi kan leve lykkeligt sammen endnu i mange Aar.

Ja Manden fra …. Kompagni bliver endnu ved sit, at det skal være forbi mellem den 10. og 20. Han siger, at hvis det ikke passer denne Gang, er det første Gang, at det ikke har slaaet til i 30 Aar. Og fra Rusland og fra Højre Fløj i Flandern skriver de ligeledes, at de tror, der er Fred til Jul. Jeg maa beklage denne Mand, hvis det ikke træffer, som han har sagt, da det nu er ude blandt Regimentet. Han vilde derimod kunde faa mange Penge, hvis det kom til at passe, og han tror fuldt og fast derpaa. Lægen har ogsaa haft ham i Tale og erklæret ham for en alvorlig Mand og at han var ved normal Forstand. Manden sagde til Lægen, at han godt kunde forstaa, at vi ikke troede saadant noget og ikke kunde se saadant noget, men han var helt plaget af sådanne Tanker. Han sagde ogsaa, at til næste Aar skulde han miste sin Datter. Der er jo ingen Udsigter til Fred endnu, men Gud kan jo gøre en hurtig Ende paa Krigen.

Det regner snart hver Nat, vi staar paa Post, og det regner gennem vort Tag, idet Vandet synker igennem Jorden. Jeg sover som en Sten, naar jeg først er falden i Søvn. Somme Tider er det dog ikke let at falde i Søvn, naar Kammeraterne snorker; men jeg snorker ogsaa ….
Ellers er der ikke noget at melde herfra. Alt er ved det gamle. Hils dem alle hjemme og en hjertelig Hilsen til Dig fra
Din tro
Hans

Dreslincourt, 16. December.

Kære E.!
— I Dag fik jeg et dansk Nyt Testamente fra Chr. J., Købmand i G., da man bedre forstaar det end det tyske, og hos os kommer det jo ikke an paa Politik.

Tiden bliver jo lang nu, naar man venter paa, at Freden skal komme den 20. Efter den 20. skal der intet Skud falde mere, har Manden fra …. Kompagni sagt, og det er dem, som har giver ham deres Lønning, 5,30 mark, forud; men hvis den ikke indtræffer den 20., saa skal han give alle dem, der har givet ham deres Lønning, det dobbelte. Han har skrevet hjem, at de ikke skulde sende ham Julepakker.

Det glæder mig at høre, at Du og I alle er ved Sundheden. Det samme er Tilfældet med mig. Det er jo lige saa haardt for Eder derhjemme, som gaar og tænker paa os. Her, hvor vi er saa mange, er det jo altid Liv endda. Vor Gefrejter er en rigtig en til at holde et Selskab vedlige. Han er ved at spise Brød med Smør og Pølse, men det første Stykke, som han havde smurt et godt Lag Smør og Pølse paa, var der en anden, som tog ham ud af Haanden og spiste. Det var ikke af Sult, for nu faar vi nok at spise.

To Landeværnsmænd ved …. Kompagni forulykkedes forleden Nat i deres Hule, idet Jorden, som laa paa Taget, er blevet for tung af Regnen og brudt sammen og faldet ned paa dem. De er begge døde. Den ene var der endnu Liv i, da de gravede ham ud. De var begge Familiefædre. Vi har Mænd iblandt os paa 38 Aar med 8 Børn.

Naar man endda snart kunde komme hjem til Eder igen frisk og sund! Nu en hjertelig Hilsen til Dig og den alle sammen fra
Din tro
Hans.

Nyheder, Sønderjyder

13. januar 1915. Nytårshilsener, faldne og sårede – og overtro

13. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Senest ændret den 5. august 2024 22:38

Nytaarhilsnen.

Fra 6 Nordslesvigere, der er med i Felten i Frankrig, har “Dv.” modtaget følgende: de bedste Ønsker om Held og Lykke i det nye Aar sendes af 6 Nordslesvigere i Felten i Frankrig:
Hans Chr. Mortensen, Skovbølling; Jens Nørregaard, Sønderballe; Marius Bramsen, Bolderslev; Hans Nissen, Langetved; L. Lebeck, Vojens; Lars Hansen, Grønnebek.
Konvolutten er stemplet den 5. Januar.

Faldne.

Tidligere Skipper Jes Maag i Løjtkirkeby fik i Gaar Underretning om, at hans Søn, der havde været savnet i Begyndelsen af September Maaned, var falden i Vest.

Landmand Jes Bertelsen i Bjerndrup har ifølge “A.T.” modtaget den sørgelige Efterretning, at han eneste Søn, der var med paa den vestlige krigsskueplads, er falden.

Ligesaa har Landmand P. C. Nissen i Bjerndrup modtaget sin Søns personlige Ejendele fra Felten. Efterretningen om hans Død var allerede indløben.

Georg Ahrendt fra Sillerup er falden paa Valpladsen i Østpreussen den 30. December.

Jens Wriedt fra Sønderborg er falden den 23. November under kampene ved Lods.

Landeværnsmand Peter Simonsen Bossen fra Aventoft i Tønder Amt blev dødelig saaret den 30. December ved Stormen paa en fjendtlig Stilling paa den østlige Krigsskueplads. Han var gift og 30 Aar gammel. Nu ligger han ifølge “T.Z.” begravet i Paulswalde, en Landsby 7 Kilometer fra Augerburg i Østpreussen, hvor han døde paa Lasarettet den 2. januar.

Krigsfrivillig Heinrich Schulze fra Flensborg, Søn af Regnskabsraad Schulze hersteds, er, efter hvad der nu oplyses, falden i Frankrig den 7. September.

Hornist Wilhelm Jahn (Søn af Enkefru Jahn i Lyksborggade i Flensborg), som nylig dekoreredes med Jernkorset, er falden ved Otting paa den østlige Krigsskueplads.

Paa mange Lasarettet. – Saarede.

Landmand Andreas Paulsen fra Ris Hjarup, der staar i Landeværnet og har været med i Frankrig, blev saaret den 2. Oktober af en Granatsplint i venstre Haand. Haanden er endnu ikke rigtig kommen sig. Han har været sendt hen til 4 forskellige Lasaretter. Først kom han til Lyneborg i Hannover, saa til Aabenraa, dernæst til Sønderborg, hvor der er Lasaret i Forsamlingshuset, og slutteligt til Slesvig paa reservelasarettet. Derfra havde han Orlov i 18. Dage. da denne orlov var til Ende, maatte han melde sig i lejren ved Lockstedt, hvorfra han senere blev forflyttet til Oldesloe.
En Søn af Skomager H. Jensen i Barsmark, Lorens, er bleven saaret i Rusland ved et Skud i Armen. han ligger nu paa Lasaretet i Bajern.

Chauffør Carl Bock fra Graasten er bleven saaret under en Biltur paa den østlige Krigsskueplads.

Fra Tønder meddeles til “Vestsl.Tid.”, at Gæstgiver Detlev Johannsens Søn Heinrich, der ligger ved Østgrænsen som Lndeværnsmand, er bleven saaret ved et Skud gennem den ene Lunge.

Falden?

For et Par Dage siden modtog Landmand Jørgen Clausen i Kettingskov gennem Posten sin Søns, Christians, Nr. med Kæde, hans pung med nogle Pengesedler og Halsplade med Regimentsnummer. Oplysning om, havde der var hændt ham, fulgte ikke med, og Adressen kunde Faderen ikke læse. I Søndags kom der et Brev tilbage med Paaskrift “saaret den 15. December”. Man er nu i hjemmet dybt bekymret og nedtrykte for Sønnens Skæbne.

Tyfus.

Gæstgiver Wanges Søn fra Graasten har ifølge “Dvp.” ligget syf af Tyfus paa et Lasaret ved Fronten, men er nu saa rask, at han er kommen hjem paa Orlov for atter at komme til Kræfter.

Send ikke tyske Aviser til Krigsfanger. Officielt meddeles:
Det synes ikke tilraadeligt at sende tyske Aviser til krigsfangne Tyskere i Udlandet eller at anvende dem som Indpakningspapir i Pakker til Fangerne, fordi det maa befrygtes, at den fjendtlige Stat venter med Udleveringen af sådanne Pakker, ja hyppigt ogsaa af velforstaaelige Grunde holder den helt tilbage.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Spaamanden ved …. Kompagni. (Uddrag af seks Feltbreve fra en Alsinger.) [Må være fra Füsilierregiment 86, der lå ved Dreslincourt på dette tidspunkt, RR]

Dreslincourt, den 28. Okt.
(I Nærheden af en større By, som hedder Noyon og ligger ved Oise paa Banestrækningen St. Quentin – Paris, ca. 80 – 90 Klm. fra Paris. I vel vistnok kunne finde Byen paa Kort.)
Kære E!
…Jeg har kun været med i to Fægtninger i September. I Oktober har der intet Slag været, hvor jeg har været med. Alt er godt forskanset med Pigtraad, og i Timer ligger jeg hver Nat paa Forpospatrouille med mine to Kammerater og lurer paa Fjenden. Vi har jo noget Hø at ligge paa. Det er samme Tider svært at holde sig vaagen, men naar vi er tre Mand, saa gaar det jo. Der er nogle her, som bliver misundelige paa vor Patrouille, fordi vi er tjenestefri Resten af Dagen, efter at vi har ligget vore 4 Timer.
Du skulde blot se vore Leje, der er storartet efter Krigsbrug. En Madras, en Hovedpude, som netop ikke er det reneste, en Ble og mit Telt til at dække over mig. Vi har ikke været af Tøjet siden Flensborg, men jeg har skiftet Skjorte to Gange, idet jeg har modtaget en Skjorte og fire Par Strømper i Kærlighedsgaver fra Flensborg.
Nu maa jeg slutte for denne Gang. Hjertelig Hilsen til Eder alle og først og sidst til Dig fra
Din tro
Hans
(Efterskrift:) Lev vel til vi ses. Gud give vi maa ses friske og sunde igen. Det give Gud.

Dreslincourt, den 27. Novbr.
Kære E.!
Tak for Dit Brev, som jeg har modtaget i Gaar. Jeg ser deraf, at I er sunde og raske, hvilket jeg ogsaa kan meddele Dig, at jeg er. Jeg har ogsaa modtaget et Kort fra C. og to Pakker fra hende, en fra Børnene i Skolen i S. og to fra Chr. med Sukker og Chokolade og en Daase med Fedt eller Smør – jeg har ikke set efter endnu – og saa Cigarer. Cigarer behøver Du ikke at sende foreløbig, thi nu faar vi hver Dag 3-6 Cigarer og 5-9 Cigaretter og desuden Shagtobak, saa vi har nok at ryge.
Nu har vi faaet Tøvejr igen. Lidt tør Frost vilde være helt net, for saa er det dog tørt om Benene. Men nu er det jo ogsaa mildt Vejr igen. Naar vi ligger 3 Mand i vor Hule, saa er det jo heller ikke koldt.
Der er en Landeværnsmand ved … Kompagni her, han er fra Haderslev, nu i Hamborg, han hedder L. Han kan se ind i Fremtiden i Drømme, naar han sover. Og han tror selv, hvad han ser, for vi andre med. Saaledes har han forudsagt om de tre Mand, som skulde rende paa en underjordisk Mine, hvilket jeg engang før har skrevet om til Dig. Saa har han sagt, at der var en Mand for mange i hans Korporalskab, og at en Mand af dem skulde blive skudt gennem Hovedet af en “Querschläger”, og at Kuglen skulde gaa igennem hans Skydehul – om Aftenen passerede det, som han havde sagt. Saa har han fortalt, at vi snart fik Sne; den havde vi i Forgaars, da var Jorden hvid. Saa har han fortalt om et stort Søslag ved Helgoland, som skal komme, og til en har han fortalt, at vi havde Fred den 15. Decbr. Da den anden lo ad ham, sagde han til ham; “Du tror det ikke, men jeg tror det for os begge. Og vi har ikke blot Fred, men vi har ogsaa vundet.” Han siger selv, at han hellere vilde, han ikke kunde se det alt, for hver Gang han blev vaagen, var han vaad af Sved.
Man kan næsten ikke tro det, men vi vil haabe det bedste, og at vi saa maa komme Hjem til Eder friske og sunde. Ogsaa Udfyldningsmandskaber, som kom i Gaar fra Flensborg (det er de Saarede, der kommer tilbage) fortæller om, at de engelske og franske Blade taler om Fred. Og ligesaa de neutrale Stater. Og vi har hørt, at Fredsforhandlingerne skulde begynde den 2. December i Genf. Det var jo at ønske, at Manden fra … Kompagni fik Ret. Men indtil nu er der ingen, der tror derpaa.
Nu har vi jo faaet Mahomedanerne til Hjælp, og det lader jo til, at de indtil nu har haft godt Held med sig baade mod Englænderne og Russerne. Afghanerne truer med at falde ind i Indien og fremkalde Oprør blandt Mahomedanerne mod England. Ogsaa Boerne i Sydafrika gør Oprør og vil ny jage Englænderne, deres gamle Arvefjende, ud. Vi har nu over en halv Million krigsfanger i Tyskland. Hvilken Glæde vilde det ogsaa blive, naar vi snart fik Fred, om vi end ikke kom hjem til Jul, saa dog, om Gud vil, at samles med Eder alle derhjemme igen. Hvor maatte vi ikke være ham taknemlig derfor, om vi igen kunde mødes, Du og jeg, friske og sunde.
Som vi har det nu, har vi det ogsaa godt, og vi ønsker, at vi maa blive liggende her, indtil Freden er sluttet.
Nu fortæller de, at Manden fra … Kompagni skal have sagt, at der i Dalen her ved Siden af skulde komme Forstærkning, og nu i Gaar kom den virklig ogsaa. Vor Oberstløjtnant og vor Major hører ogsaa paa hans Fortællinger. Han ser det alt i Søvne.
Tak for alle Pakkerne. Fra B. og H. har jeg ogsaa Løfte om Brød m.m., saa der er gode Udsigter. Men det var bedre, om jeg kunde undvære Pakkerne og komme hjem til Eder. Nu vil jeg slutte for denne Gang med mange hjertelige Hilsner til Dig og dem alle derhjemme og (Ønsket om) at vi snart maa ses igen. Fra
Din tro
Hans

Dreslincourt, den 2. Decbr.
Kære E.!
(Brevskriveren takker først for de Pakker, han har faaet tilsendt, og fortæller derpaa:)
Saa længe vi ligger her, kan vi sagtes holde det ud, og vi vil gerne blive liggende her. Denne By her er blevet taget fire Gange af Tyskerne. Tre Gange blev den taget, men maatte opgives igen. Fjerde Gang holdt de Byen.
Ellers har jeg det godt, og jeg haaber, at dette Brev maa træffe Dig ved et godt Helbred. Det er godt, at Krigen ikke er hjemme, thi hvor vi ligger længe, alt bliver ødelagt, idet det franske Artilleri beskyder Byen hver dag. Værst gaar det ud over Slottet. De maa vel tro, at der er meget Militær der. Mange Huse er sønderskudte og afbrændt. Sengestederne er slaaet i Stykker. Vi har hentet Madrasser, Tæpper, Dyner, baade Døre, Vinduer, Luger, Stole o.m.m. til vor Bekvemmelighed, Sikkerhed mod Fjendens Kugler og mod Regn og Kulde. Nu brækker vi ned af Lofterne (i de fleste Huser er der Cementloft oven over Brædderne) til at lægge Fliser i Skyttegravene, da der er saa skiddent der, naar det regner, og vi saa kan arbejde med at gøre rent hver Gang. Det er godt, vi ikke er paa højre Fløj, hvor der er Oversvømmelse og Soldaterne står i Vandet til Knæerne, og hver det sner og fryser nu. Vi har jo ogsaa haft Ro nu i mange Uger.
Kære E., jeg vil nu fortælle Dig noget, som du ikke behøver at tro mere af, end Du vil; thi jeg tror ikke noget deraf. Vi skal nemlig have Fred den 15- og den 19. Eftermiddag Kl. 3 skal vi være paa Banegaarden i Noyon. /Her gentages saa, hvad der i det foregaaende Brev er fortalt om den synske Mand ved …. Kompagni. Derpaa hedder det videre:) Men Du har ikke Behov at vente os hjem til Jul; men ønskeligt var det jo. Hvor vilde det være glædeligt, og hvor maatte vi ikke bede Gud, at det maatte ske og vi saa maatte komme hjem til Eder igen alle sammen sunde og friske, og hvor maatte vi ikke takke ham. For ham er jo intet umuligt. Hvilken Glæde, hvis jeg kunde fejre Jul med Eder hjemme.
Nu ved jeg ikke mere denne Gang. Jeg ved ofte meget at fortælle, men glemmer det igen, naar jeg skriver. Nu en hjertelig Hilsen til Eder alle derhjemme og mest til Dig fra
Din tro
Hans

(Fortsættes.)

Nyheder, Sønderjyder

12. januar 1915. Dagens Hejmdal: Faldne og sårede – og feltpost fra fronterne

12. januar 2015 Rene Rasmussen 2 kommentarer

Senest ændret den 7. oktober 2022 8:44

Faldne

Max Stein fra Sønderborg, der var Underofficer i Reserven, er falden under kampene den 9. September i Østafrika.
Musketer Joh. Kühl, Søn af handelsrejsende Kühl ved Firmaet Bog og Sønner i Løgumkloster, er falden ved Reims.

Saaret

Den 2. Januar er Johan Callesen fra Hanved bleven haardt saaret, medens han stod paa Post. Callesen havde ifølge “Fl.N.” kun været ved Fronten siden Slutningen af December.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hvor Nordslesvigere mødes. P. i Rusland den 5. Jan. 1915.

Kære Forældre og Søskende!

Jeg kan i Dag sende Jer den glædelige Meddelelse, at jeg i Aftes modtog den første Post her i Rusland. Det var den største Glæde i det nye Aar, der kunde times en her. Jeg modtog fra Jer tre Pakker, 2 Breve og 4 Aviser og et fra Anne, et fra Svoger Erik og et fra Kusine Maren. Det var for det meste fra November, men jeg var glad for at modtage det. Julepakken dages vel nok en gang.

Jeg er sund og rask, og har I end i den sidste Tid ikke hørt stort fra mig, kan I dog være rolige. Jeg har det forholdsvis ret godt. Kolonnen arbejder her meget. Hver eneste Dag kører den med Ammunition. Her paa Godset har jeg nu ligget i 14 Dage. Jeg er altid bleven tilbage med den store Smedevogn og de syge Heste. Undertiden bliver Kolonnen 3 Dage borte. Nu i Morgen er de igen taget afsted med Ammunition. Men det er bedre at blive her, endskønt der er meget at bestille, har jeg altid mit eget Natteleje; det kniber det med her. Vi har en nogenlunde Stald, og jeg har snuppet en lang Havrekasse, som jeg kan sove paa. Hvor lykkelig jeg er med den, kan jeg ikke beskrive for Jer. Halmen er det knapt med og Hø har jeg slet intet haft af til mine Heste. Det er slemt med Rotterne, og naar der saa tillige er Mangel på Halm, er det slet ikke saa nemt at faa sig et Leje. Ind i Hulerne tør man ikke vove sig for Utøjet, og det stinker næsten værre derinde end i Stalden.

Nej, det er ikke som i Frankrig. Her paa Godset er alt Korn og Halm borte, paa et lille Parti Byg nær, ca. 15 Læs, som vi nu i Morges har begyndt at tærske. Vi ligger 3 Kolonner her, og foruden til Hestene bliver der brugt meget Halm til de Saarede i Banevognene og til Krigslasarettet. Hver Hest faar daglig kun 7 Pund Havre, for det meste ikke andet. Engang imellem har vi kunnet erobre nogle Bygneg til dem, men det er nu snart forbi. I Frankrig gav det op til 24 Pund Havre til hver Hest og saa fandtes desuden det prægtige Lucernehø i alle Lader. Befolkningen behandler vi venligt.

Da jeg i Søndags gik alene (Colmorn skal for det meste følge Kolonnen) ude i Gaarden, kom der et Par venligt smilende Søstre fra “Røde Kors” mig i Møde og bød God Dag paa Modersmaalet. Hvor jeg blev overrasket! Den ene af Sygeplejerskerne var Frk. Ingeborg Danielsen fra Langetved, den anden Frk. Ellen Berg fra Vonsbæk. En Kammerat fra vor Kolonne er kommen paa Lasaret. Paa deres Forespørgsel om Nordslesvigere havde han fortalt om mig henne paa Godset. Og straks kom de spadserende. De kom med 5 Cigarer, en Pakke Cigaretter, en Pose med nordslesvigske Pebernødder, Smaakager, Skrivepapir og Tændstikker, alt udmærkede Ting for mig. Det var kærkommen, da jeg intet havde deraf.

Jeg blev saa indbudt til at besøge dem om Aftenen paa Lasarettet, hvad jeg gerne gjorde. Jeg gik derhen om Aftenen, og vi havde det hyggeligt i Køkkenet, hvor jeg først drak Chokolade, saa Kaffe og spiste Smørebrød til. Har jeg end haft drøje og haarde Dage, som jeg altid vil mindes, saa var denne Søndag noget saa herligt og rart, som jeg altid vil være glad for at tænke tilbage paa. Med nogle nye Numre af “Hjemdal” og en Julebog under Armen bragte de mig hjem igen til Godset. Paa Mandag skulde jeg komme igen, hvis Christian var kommen tilbage, skulde han komme med. Christian kom, og vi har været der baade Mandag og Tirsdag, og i Aften gaar det løs igen. Det letter paa Humøret, kan I tro: dejlig Te og Brød, maaske en ny “Hejmdal”, desuden har vi faaet et Par Strømper. Ja, de vil ogsaa vaske for os. I Aften faar vi maaske Lømmetrøklæder.

Vi har haft daarligt Vejr i denne Uge, Snestorm og Kulde, men vi gaar alligevel en lille Tur med dem om Aftenen, da de skal have frisk Luft efter deres anstrengende Arbejde. Paa Søndag skrev Frøken Danielsen og jeg et Kort til Onkel og Tante i Københoved. Hun er en god veninde af dem. jeg er glad for, at de er her, og I kan tro, vi kan nok holde Humøret oppe sammen. Nu mangler vi blot min gode Ven Sørensen, men han har det vidst godt i Frankrig. Han var en fortræffelig Landsmand. Jeg har skrevet til ham i Morges. Bare det snart kunde faa Ende, men det kan vare længe endnu. Forhaabentlig faar vi snart Post igen, saa vi kan høre lidt om, hvad I foretager Jer. Klokken er nu 2, og jeg skal ud at se, om Colmorn har Kartofterne færdig; vi vil stege dem til lidt Flæsk til Middag. I Dag er han blevet her. Vejret er godt i Dag. Det er rart for Kammeraterne; de har en lang Tur, som ellers tager 2 Dage.
Til Slut mange kærlige Hilsner til Jer Alle fra
Chr.

Naar Bomberne springer. “Flensborg Avis” bringer følgende Feltbrev, undertegnet “J”

En af de mest ophidsede Oplevelser under mit Ophold i C. havde jeg den 5. Oktober. Jeg staar paa Post foran Hovedbanegaarden, da der kommer en Flyver, som snart efterfølges af en anden, til Syne i Retningen efter Paris. Yderligere to Flyvere viser sig noget senere i andre Retninger. Af Maskinernes Form og af den store Højde, hvori de holder sig, ser vi snart, at det drejer sig om fjendtlige Flyvere. Disse havde allerede i Forvejen flere Gange gjort Forsøg paa at ødelægge Banegaardsanlæggene ved Bombekraft.

Vi rette snart vor Ild mod de store Fugle; der skydes frygtelig alle Vegne. Men Flyverne er meget højt oppe. Vi hører allerede paa nogen Afstand det uhyggelige dumpe Knald, naar en Bombe eksploderer. Maskinerne kredser uafladelig lige over Banegaarden, og snart springer igen en Bombe, denne Gang lige bag ved Perronen, men et øredøvende Brag, efterfulgt af et stærkt Lufttryk og mange Vinduesruder klirren. Et Øjeblik senere oplever vi det samme paany; men denne Gang synes Bomben at være slaaet ned direkte paa Perronen, thi denne er fuldstændig indhyllet i Røgskyer, og Glasskaarene fra fra de splintrede Ruder hagler ned om Ørerne paa mig, medes jeg uvilkaarlig synker i Knæ af det stærke Lufttryk.

Nogle Folk, der stod paa Perronen, fortrækker skyndsomt ind i Ventesalen.
Nu ser jeg, hvorledes en nu Bombe springer paa Gaden foran Banegaarden, som er besat med Vognkolonner. Atter stiger en uhyre Røgsky til Vejrs, og alt levende forsvinder fra det kritiske Sted.

Lidt efter ophører Skydningen, og Flyverne forsvinder i forskellige Retninger. Jeg undersøger nu nøjere den Skade, de Herrer Flyvere har voldt. Paa Sporet foran Perronen har en Bombe slaaet til Hul, som er ½ meter dybt og omtrent 1½ meter i Gennemsnit. Stykkerne er fløjne rundt i en Omkreds af omtrent 80 Meter, er gaaede igennem Jernbanevogne og endog gennem Jernbaneskinner. Alle Vinduesruder er knuste. En anden Bombe er slaaet gennem Taget paa en Godsvogn umiddelbart ved Perronen, men ikke gaaet igennem Bunden. Den synes ogsaa at have været noget mindre end den første. Nogle Splinter af den er fløjne ind i Banegaardsrestaurationen og har her, hvor der netop var dækket til Spisning, voldt temmelig stor Skade. Denne Bombe er imidlertid allerede sprungen paa Vogens Tag; thi i Vognens Dør sad en Saaret, der pludselig saa jeg noget ublidt trykket ned paa Jorden uden at blive ramt.

Den tredje Bombe, der vel ogsaa har været rette mod Banegaarden, er falden omtrent 300 Meter derfra, nemlig paa Gaden, og det midt i en Ammunitionskolonne. En Mand er her bleven dræbt, og nogle Personer, deriblandt ogsaa Civilister, er saarede. Desuden er seks Heste blevne dræbte; de ligger endnu paa Gaden og frembyder et rædsomt Billede.

Efter hvad jeg senere erfarer, har Flyverne endnu kastet to Bomber ned i Byen, hvorved nogle Soldater og Civilpersoner saaredes. En halv Times Tid senere vender to af flyverne atter tilbage og kaster paany over Banegaarden, igen livligt beskudt af os. Atter høres der frygtelige Brag fra en springende Bombe, og straks efter følger med kort Mellemrum to nye Eksplosioner, og det netop i den Del af Banegaarden, hvor der staar flere Tog med Ammunition. Sagen kunde derfor være bleven temmelig ubehagelig for os, hvis Flyverne havde sigtet noget bedre. Der skete kun ringe Skade.

Dette andet besøg varer ikke længe; snart er der igen roligere, Luften bliver ren. Foruden de nævnte Bomber er der kastet én, som er falden ned i en Automobilkolonne, men ikke er sprunget.

Jeg har senere set lidt nærmere paa denne Tingest. Form og Størrelse er omtent som vore Shrapnells: 25 Centimeter høje, med en Tænder paa Spidsen ( den var bleven bøjet paa dette projektil) og paa den anden Ende en lille Propeller, der skal bevirke at Bomben falder lodret ned. – Paa Banegaarden fandt jeg senere en Splint, og den tog jeg med som Minde. Naar man betragter de mange spidse Hjørner og Kanter, som findes paa Splinten, kan man gøre sig en Forestilling om, hvilke frygtelige Saar, den kan volde. Men hidtil er de ubehagelige Flyverbesøg ikke blevne gentagne, og jeg haaber, at vi ogsaa i Fremtiden maa blive skaanede for dem.

Krigens forløb, Nyheder, Om Krigen, Sønderjyder

11. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Hilsener fra felten

11. januar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Senest ændret den 10. februar 2015 14:59

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hilsner fra Felten. Rusland, Nytaarsaftensdag 1914.

Kære “Hjemdal”!
Lige kommen tilbage fra Nytaarsskydning i Skyttegraven ønsker vi alle Venner og Bekendte et godt Nytaar. Vi er alle sunde og raske og haaber paa et snarligt Gensyn.

Chr. Paulsen, Aabenraa; Richard Andresen, Aabenraa; Erik Cordsen, Aabenraa; Carl Huth, Aabenraa; Mart. Jurgschag, Christiansdal; Chr. Petersen, Torp; Søren Sønnichsen, Røllum; Hans Larsen, Kliplev; Asmus Nielsen, Jordkær; Jørg. Jessen, Smedeager; Chr. Jensen, N. Ønlev; Jørg. Christensen, Rødekro; Andr. Petersen, Ris; Andr. Madsen, Hovslund; Chr. Degn, Løjt; Hans P. Beigrizki, Skovby.

I et Feltpostbrev fra den vestlige Krigsskueplads, dateret den 26. December, har nedennævnte Nordslesvigere, der hører til et Fodartilleriregiment, anmodet “Flensborg Avis” om at bringe Slægt og Venner en Nytaarshilsen fra dem med Tak for de modtagne Julegaver.

Jørgen Christensen, Søst; Andreas Møller, Høruphav; Peter Jørgensen, Sønderborg; Claus Juhl, Langeved; Martin Ravn, Bæk; Johannes Hillebrandt, Stevning; Albert Wilke, Nordborg; Thomas Petersen, Wilhems Lassen, Gustav Kopanka, alle fra Haderslev; Thomas Hansen, Gramby; Nikolaj Meng, Aabenraa; Peter Hansen, Blans; Hans Jessen, Sønder Løgum; Heinrich Scheel, Løgumkloster; Detlef Siemonsen, Lintrup.

Faldne.

Landmandssøn Valdemar Sølbæk fra Birkelev, der har været meldt “savnet”, er falden den 19. November ved Stormen paa en russisk Landsby. Han havde faaet et Skud i Hovedet og var død straks.

Enken Betty Schrøder i Brøndsgade har fire Sønner med i Felten, tre i Frankrig, en i russisk Polen. En af de første nævnte har været saaret, men er nu atter i Fronten. Derimod har den gamle Kone faaet det sørgelige Budskab, at den sidstnævnte, Jæger Friedrich Schrøder, den 21. December er falden i Pamientna i russisk Polen. En Mindegudstjeneste holdtes i Aftes Klokken 6 i Gl. Haderslev Kirke.

Kanoner Christian Kock, Søn af Arbejdsmand Koch i Hørupkirke, er bleven dræbt af en fjendtlig Kugle, mens han i Dækning var i Færd med at rense en Kanon. Han døde under Transporten til Lasarettet i Lutherbach i Øvre Elsass og jordedes der iflg. “Sond.Zeit.” under militære Æresbevisninger den 5. Januar. Stabslægen meddelte de dybtnedbøjede Forældre denne sørgelige Efterretning.

Reservist Thomas Frederik Nissen fra Blans er falden den 8. December i russisk Polen. Han var 28 Aar gammel og ikke gift.

Livet i en Skyttegrav. C. 17. December 1914.

Kære M.!
Tak for Brevet og Pakkerne, som jeg modtog i de sidste Dage. Honningkagerne er spiste og Toddyen drukket. Haandtasken var ogsaa meget god; jeg fik den i Skyttegraven og kunde straks i den transportere en Del af mine Pakker tilbage. Syposen var ogsaa udmærket. I Stedet for den Sukker, Du sendte, vil vi hellere have Strøsukker, da vi saa kan strø den paa Brødet. Skulde den Blikdaase være Smørdaase? Den er for stor og slutter ikke tæt. Der er ingen store Pakker kommen endnu, men af smaa fik jeg fra Venner og Bekendte ikke færre end ti i Gaar. Da kan du tro, der var stor Udpakning. Og da de andre fik tilsvarende, saa kan Du forstaa at der hersker Overflod; det er for meget paa engang. Vi vilde lagt hellere have haft det fordelt paa flere Uger. Lækkerier, Kager o.s.v. kan vi godt undvære, vi kan jo ikke transportere saa meget. Jørgen Hansen sendte forleden Cigarer og en dejlig Pibe med Tobak. Nu kniber det med Taksigelsesskrivningen, men jeg overkommer det vel nok til Nytaar.

Vore Tanker gaar i denne Tid hver Dag hjem, og vi beklager Jer snart mer end I os. Her er Humøret endda godt, den ene Dag er den ene i godt Humør, den næste Dag en anden. Især her i C., hvor vi kom tilbage i vort gamle Kvarter, er Stemningen udmærket, og vi føler os snart som hjemme. I Skyttegraven er det naturligvis anderledes, der skifter vi hver Gang Stilling. Vi kom denne Gang i en meget daarlig Stilling. Det havde regnet inden vi kom derud, og det regnede hele Tiden, om Dagen kun lidt, da var Vejret mildt og behageligt, men om Natten regnede det des mere. Sikket Ælte der var. Graven var i Tidens Løb bleven alt for dyb og snæver, saa vi allerede var oversmurte med Ler, da vi kom ind og afløste de andre. Selv da vi gjorde Graven lidt bredere og paa flere Strækninger lagde Brædder i Bunden, var der dog et slemt Pløre, saa vi stadig havde flere Pund Ler hængende paa Tøjet og Støvlerne. Alt hvad vi rørte og tog ved, var leret og fedtet, som Følge af deraf saa vi ogsaa noget beskidte ud. Vaskning var der ikke Tale om. Halmen i vore Huler blev ogsaa dygtig blandet med Ler. Det er virkelig et Under, at der bliver saa faa syge, tilmed at Vagtposterne om Natten bliver dyngvaade.

Jeg havde faaet et uheldigt Logi, en lille Hule paa 1,50 Meters Længde. Naar jeg laa med Hovedet paa Tornystren, kunde jeg ikke ligge udstrakt. Midt om Natten blev jeg vækket ved at faa en stor Bunke Jord ned paa mine Ben, saa jeg ikke kunde røre mig. Jeg maatte kalde oaa Vagtposterne, for at de kunde udfri mig. Et Øjeblik efter fandt der et nyt Skred Sted, og jeg maatte flytte hen i en anden Hule, der var rigtig afstivet. Der laa vi rigtignok syv Mand, hvor der var kun var Plads til fem, men det maatte jo gaa. Godt var det, at jeg flyttede, for Natten efter skrev hele min Jordhule sammen og vilde uvægerligt have begravet mig. Det er den vedvarende Regn, der volder disse Skred. Ved et andet Kompagni blev en Soldat dræbt paa denne Maade, hos os gik det nu heldigt. Skyttegravene er jo ikke fra Begyndelsen af anlagt med saa lang en Brugstid for Øje.

Den anden nat blev vi alarmerede, da man ventede et fjendtligt Angreb, men det udeblev. Næste Dag, just da vi i Mørklægningen sad og ventede paa vor Middagsmand, hørte jeg paa engang Geværskud. Først troede jeg, det var Patrouiller, men saa blev det stadig heftigere, og alle maatte til Geværerne. Bælgmørkt var det blevet, Regnen piskede i stride Strømme ind i Ansigtet paa os, og vi stod i det blanke Vand til Anklerne. Franskmændene skød alt hvad de kunde fra deres Skyttegrave. Det hvinede og peb over os og slog ned i Dækningen foran os. Granaterne sprang foran og bagved vor Stilling. Det var et Par uhyggelige Timer. Først skød vi ogsaa, men holdt snart op for at lade Franskmændene komme nærmere. Men Angrebet udeblev og lidt efter lidt hørte Skydningen op. Hos os blev en Mand ridset af en Træsplint, ellers havde vi intet Tab. Jægerne og to andre Kompagnier havde et Par Saarede.

Vi havde lige faaet Forstærkning, og de fik straks en Forestilling om Livet her. Halvdelen var Frivillige, en Del Forstærkningsreservister og Resten Folk af vort Kompagni, der havde været med før. Der var flere af de Frivillige, som syntes godt nok om Skydningen, men ikke om Smøreriet i Graven og det meget Oprydningsarbejde. De ønsker sagtens en renlig Krig, men det er jo netop alle Savn, Besværligheder, Vagt, Regn, Kulde, Smuds, Utøj m.m. der gør det trælsomt for os.

Under Skydningen blev Jørgen Hansens røget og Din Cognac drukket. Det hjalp lidt paa Vaadheden og Kulden og gav Anledning til vittige Bemærkninger. Da vi om Dagen havde arbejdet hele Tiden og kun fik lidt Søvn om Natten, var vi godt forsinkede, da vi kom hertil. I Gaar gav det saa Hvile, hvad vi ogsaa trængte haardt til. Nu sidder vi og smager paa hverandres Herligheder. Mest Beundring vækker Pølser og Spirituosa. Vor Stue er nu pyntet med Grankviste paa alle Vægge, og vi faar Miniaturejuletræer med Lys, saa Julestemningen maa vel komme. Bare I ogsaa maa fejre en glædelig Jul. Lad og i Aar holde den i det Haab, at vi næste Jul alle er hjemme og sammen. Vi haaber jo alle paa en snarlig Fred. Mange kærlige Ønsker om en glædelig Jul sender.

Din Chr.

Nyheder, Sønderjyder

9. Januar 1915. Nyt fra Hejmdal: “Jeg havde hele Dagen i Gaar to døde Englændere som Sidekammerater”. Hilsener fra felten

9. januar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal. Feltpostbrevene bringes i avisen flere måneder efter, de blev afsendt

Hilsner fra Felten. C i Frankrig, den 5. Januar 1915.

Kære “Hjemdal”!
Min hjertelige Tak hjem til Dig kære “Hejmdal”, fordi Du ogsaa naar herned til os, en særlig Tak til min kære Sender. Der er dejligt at kunne følge med i, hvad der gaar for sig hjemme i vort kære Nordslesvig.
Fjenden har jo alt for længe hilst paa os med Granater i det nye Aar. Han har maalet godt fat og skyder lige ind i Skyttegraven, men har dog indtil nu ikke truffen nogen.
Juleaften lod de os i Ro, hvad vi var meget glade for, da vi ogsaa havde Juletræ. Tankerne var jo i Hjemmet hos vore Kære, og mangen stille og vedmodig Bøn blev sendt op til Gud vor Fader. Paa mangen Kind og i mangt et Øje stod Taarer, selv den Kækkeste skammede sig ikke derved. Alle længes vi efter Hjemmet, og de Kære og det tvefold i være kære Juletid. Godt Nytaar til Alle.
A. Petersen

“Flensborg Avis” har modtaget en Nytaarshilsen fra efternævnte Nordslesvigere, som Nytaarsaften ved Yser-Kanalen.
Hans Petersen, Bredebro; Eli Christiansen, Sølsted; Rasmus Petersen, Løgumkloster; Jørgen Paulsen, Haderslev; Jens Lampe, Ullerup.

– “Dannevirke” har modtaget en Hilsen fra Valpladsen vestpaa, dateret den 30. December og undertegnet af:
Boi Nissen, Vedsted; M. Christensen, Brændstrup, Hans Hansen og Hans Jessen, Kliplev.
Fra Vestfronten har samme Blad modtaget et Nytaarshilsen, undertegnet af:
Anders Dall, Skærbæk; Robert Sellmer, Hoptrup; C.D. Petersen, Sønderballe; Hans Paulsen, Snogbæk; Claus Skov, Dyndved (Als), Ernst Køhn, Haderslev; Paul Steffen, Tinglev; Heinrich Nissen, Flensborg.
Alle var ved god Sundhed og godt Humør.

En ublid Skæbne.

Jørgen Lorenzen, Søn af afdøde Snedkermester Lorenzen fra Egen Mølle. og Familie, som i de sidste 2 til 3 Aar har opholdt sig i Rusland, hvor han var Godsforvalter paa et større Grevskab, er bleven anholdt sammen med andre tyske Fanger sendt hen paa en ubeboet Ø, hvor de selv maa ernære sig ved Jagt og Fiskeri. Hans Hustru fik Lov til at rejse hjem og er ankommet for et Par Dage siden. Hun tog Vejen over København, hvor hun maatte blive i nogle Dage, da hendes lille Barn, som hun havde med sig, blev sygt. Da hun naaede hjem til Ketting, hvor hendes Moder, Enke efter tidligere Røgeriejer Sander fra Krumum, boede, var denne ifølge “Dbp.” død for 2 Timer siden. Et haardt Slag for den i Forvejen haardt prøvede unge Kone.

Faldne.

Indtil Aarets Slutning er der fra Toftlund Sogn faldet tolv Mænd i Krigen. De syv efterlader Kone og Børn.
Der er ifølge “Dv.” til deres Slægtninge indløbet Meddelelse om, at følgende Nordslesvigere er faldne:
Iver Kliver fra Vonsbæk; falden den 30 December østpaa, han efterlader Hustru og en lille Datter; George Riewe fra Kristiansfelt, falden den 30. December i Østpreussen, 33 Aar; Christian Boysen fra Skudstrup, falden i Frankrig, 36 Aar.

Død af Tyfus.

Lærer Christian Iversen fra St. Nikolaj Drengeskole i Flensborg, der siden Krigens Begyndelse havde staaet paa den østlige Krigsskueplads, er ifølge “Fl.Av.” efter kortvarig, Haard Sygdom (Tyfus) afgaaet ved Døden paa Reservelasarettet i Lubliniz. Hans Lig føres hjem til Flensborg.

I fransk Fangenskab.

En Søn af Gæstgiver J. Jensen i Klægsbøl, der havde været savnet siden 6. September, befinder sig i fransk Fangenskab.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra to Brødre. D. den 21. Oktbr. 1914.

Kære Far og Mor!
I Dag er vi igen kommen herhen paa denne Gaard. Vi staar nu stille, til der kommer Forstærkning. Vor Bataillon er inddelt i to Dele 5. og 6. Komp. og 7. og 8. Komp. Vi ligger to Dage ude i Skyttegraven og to Dage i reserve paa denne Gaard. Det kan nok gaa. Men de to Dage i Skyttegraven nær inde paa Franskmændene er ingen Fornøjelse. Jeg vil forsøge at give Eder et Indtryk af de to Dage, som vi nu lige har tilbragt derude.

Den 18. om Aftenen Kl. 6½ gik vi herfra ud i Stillingen. Paa Vejen derud er der mangen en Kløft at kravle op og ned ad. Med Tornysteren paa Nakken falder man let i det fugtige Føre. Alle kommer de ikke godt fra det. Det er Taage, og vi har derfor ikke let ved at finde os tilrette. Vi staar og er trætte mere end nødvendigt, thi det hele skal gaa lydløst; hører Franskmændene os, har vi nemlig straks den kendte Musik.

I Skyttegravene venter de længelsfuldt efter Afløsningen. Vi har nu to Døgn i denne Grav foran os. Og det regner. Lejet er vaadt og vi er ogsaa vaade, men Regnen stilnedes dog snart. Nogle sendes straks som Patrouille mod Fjenden, andre posteres bag Skyttelinjen. Resten staar paa Post i Skyttegraven. Som Natten skrider frem, faar man kolde Fødder. Ellers kan man nok pakke sig saaledes ind, at man ikke fryser. Fødderne sidder imidlertid i Støvlerne Dag og Nat. De er derfor altid klamme.

Natten igennem hører man, hvorledes Posterne snart hist, snart her hilser paa hinanden igennem Kuglerne. Før Morgenen bryder frem, maa man sørge for at forrette alle Naturens Nødvendigheder, thi naar Dagen først er der, kan ingen vise sig over Graven.

Saa lægger man sig tilrette for Dagen. Man kan nok vende sig, men ikke rejse sig. Den franske Jord er haard Lerjord, saa den er ikke nem at grave i. Derfor spares der paa det. Og saa maa man ligge sammenrullet som et Nøgle Dagen lang. Saadan havde jeg det netop i de to Dage. Jeg laa sammen med to Underofficerer, og de var saa dovne, at de end ikke gad staa op, da det blev Nat. Saa sad jeg der krøbet sammen og blev saa træt, at jeg, da Aftenen kom, rigtig fik Lyst til at løbe omkring og røre mig lidt. Men det maa man heller ikke, da det giver Støj.

Henad 8 Tiden skal der hentes Mad. Jeg melder mig straks for at faa lidt Bevægelse. Vi gaar ca. 300 Meter tilbage, hvor Feltkøkkenet staar. Hver Gruppe sender 2 Mand. Her er det ikke nemt at komme til. Alle er de sultne. Men da de ser, hvad det giver, bliver de fleste beroligede. I Almindelighed faar vi god Mad, men den Aften var det meste Vand. Desuden faar hver Mand et Bæger Kaffe.

Saa tilbage igen gennem den taagede Nat. Vi gaar kryds over Markerne, men vi er gaaet fejl. Vi ved ikke, om vi staar paa tysk eller paa fransk Side. Raabe maa vi ikke, thi saa skydes der. Langt om længe fandt vi dog 8. Komp. Men da var Manden kold. Saa begyndte det atter at regne.

Jeg har glemt at skrive om Ilden, som vi var udsat for den Dag. Bag os staar vort Artilleri. Men det skyder ikke meget, da vi ikke kan gaa frem, før der kommer Forstrækning. Men de skyder for at vise, at de er der. Det franske Artilleri skyder derimod meget. For det meste beskyder de vort Artilleri, men af og til faar vi dog ogsaa noget. De skyder meget bestemt og længere end vort Artilleri. Nu og da faar vi ogsaa Infanteriild. Men det franske Infanteri skyder i Reglen for højt. Her havde det dog Held til at tilføje os en Del Tab. Vi maatte ikke skyde, da vi ikke maatte ægge til Angreb.

Det er sjældent, man faar Fjenden rigtig at se. Han ligger altid skjult. Den 20. saa vi dog Franskmændene gaa oprejst ved Morgenens Frembrud. Men de maatte heller ikke skyde. Om Natten havde vi faaet Pigtraad trukken hen foran vor Stililng. Det hjælper altid noget i Tilfælde af et Angreb. Naa, Franskmændene har alligevel ikke rigtig Mod til Angreb, og det støtter vore sig paa.

Dagen begyndte med stærkt Geværild, som varede en Times Tid. Senere henad Kl. 11 fik vi en kolossal Granatild. Da havde jeg en lille Oplevelse: To Lærker steg syngende til Vejrs lige over os. Jeg laa sammenkrøbet i mit Hjørne, men blev straks opmuntret af Sangen, skønt Kuglerne peb omkring os. Imidlertid faldt jeg i Søvn og saa drømte jeg om et lille Besøg hjemme, med hvad der kan følge med, og der fulgte mange dejlige Tanker med. Men ved 11-Tiden kom saa Virkeligheden, og den var ikke blid. Franskmændene aabnede, som de somme Tider finder paa, en umaadelig Ild.

Saa gik Eftermiddagen Mellem Kl. 5½ og 6 fik vi den sædvanelige Aftenshilsen. Saa mørknedes det, og vi ventede nu kun paa Afløsningen. Ved 8-Tiden var den der. Der var Peter med, men vi kunde ikke finde hinanden. Paa Vejen hertil regnede det igen. Da jeg kom herhen, laa der dejlige Pakker og Kort til mig.

Hermed har jeg givet Eder et lille Indtryk af vort Liv her. Skrivebordet er ikke rigtig i Orden. Det er en Hakkelsemaskine. Men jeg haaber, at I kan finde Mening i det. I Aften gaar det igen ud i Skyttefraven. Atter den gamle Vej. De bedste Hilsner.
Hans

Foran Ypres, den 10. Novbr. 1914

Kære Forældre!
Ja, nu er vi landet her paa Bestemmelsesstedet, hvor det grufulde Hovedslag skal slaas i en nær Fremtid, der bliver jagt i Morgen.

Artilleriet er kørt i Stilling og skal Kl. 2 begynde med en heftig Ild, ja allerede nu Kl. 12 buldrer og drøner det fra alle Kanter, saa det er en Gru. Det er Mest Englænderne, der staar foran os, og imod den skal der gaas skaanselsløst frem. Vor Bataillon staar heldigvis i Reserve med alle Regimentsfaner.

Vi marcherede i Gaar forbi Rigskansler v. Bethmann Hollweg. Der er dem, der mener, at vi vil kunne være hjemme til Jul, hvis vi har Held med os, ja det var sandelig vort højeste Ønske.
Ja! Gid det var Guds Vilje, at vi maatte blive forstaanede for denne ødelæggende Ild. Hans har lige været her og vi har nu fundet Brevet fra Anders Hansen og læst det. Ja vi er glade for, at vi har saa mange Venner, der er med os i Tanker og Bønner. Det gør os saa trøstlige og frimodige til at se Fremtiden i Møde. Og Vorherres Beskærmelse, som har hvilet over os til nu, vil ogsaa føre og uskadte hjem til vore Kære igen.
Jeg har lige talt med Hand; vi sender mange kærlige Hilsner.
Eders Peter

Den 13. November 1914.

Kære Forældre!
Saa er da det bebudede Stormangreb overstaaet, og det forløb heldigt. Vor Füsilier-Bataillon gik i Spidsen, derefter 1. Bat. og saa vi, men Fjenden var allerede fordrevet, da vi naaede frem. Vi fik en heftig Artilleriild, som Reserven plejer. Vi saa, da Angrebet begyndte, lige foran vort Artilleri. En lignende Kanonade som den Morgen fra Kl. 1-10 har jeg aldrig hørt. Der blev skudt samtidig fra ca. 800 kanoner. Vi maatte stoppe Ørerne til. Ellers var det ikke til at holde ud.

Senere maatte vi løbe omkring i Skytte- og Løbegrave, hvor Døde og Saarede laa i Flæng. Jeg havde hele Dagen i Gaar to døde Englændere som Sidekammerater, forvildede mig til 7. Komp. og er dog i Dag atter kommen til 5. hans har jeg ikke truffet siden sidst. Et Par Gange til, mente den kommanderende General, skulde de slaas tilbage, saa kom der bedre Tider, maaske vi saa kunde komme hjem. Ja, gid det var saa.

Har har vi haft Regn og Slud hver Dag i de sidste Dage. Det er ubehageligt. Pakker og Breve har vi ikke modtaget. Ja, Gud give, at Krigen snart maatte faa Ende.
De kærligste Hilsner fra
Eders Peter

Ikke kategoriseret, Nyheder

8. januar 1915. Nordslesvigere på den 119. preussiske tabsliste

8. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Nyheder, Om Krigen, Sønderjyder

8. januar 1915. Julefred, forsinkede julehilsener – og mange faldne og sårede sønderjyder

8. januar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

I kvarter i Frankrig. F. i Frankrig, den 17. Decbr. 1914.

Kære Søster og Svoger!
Pakken med Skinke og Kage har jeg med Tak modtaget. Jeg er nu borte fra Fabrikken og ligger paa en Bondegaard en lille Mils Vej derfra. Gaardmanden og Sønnen er begge i Felten, og Konen er kommen paa Sygehuset for Tungsind for nogen Tid siden. En Svigerinde styrer Gaarden nu. Ogsaa hendes Mand er i Felten. Han er kommen i tysk Fangenskab ved Lille, fortæller hun. Man saa straks, da vi kom hertil, at hun var meget ængstelig. Nu er hun ved at blive mere fortrolig med os og ser, at der ikke er noget at være ængstelig for. Vi er for det meste ældre, gifte Mænd og er saa hensynsfulde som muligt.

Det er heller ingen let Stilling for Beboerne her, men de vil sikkert nok snart mærke, at vi ingen Fortræd gør. Det ser ud til at være en meget velstillet Gaardejer, hvis Hjem vi ligger i, da alt er meget velholdt, og Stuehuset er flot udstyret. Vi 14 Mand har Spisestuen, Soveværelset og et Gæsteværelse til Opholdsrum, og vi koger i et Vaskerum i Haven. I Spisestuen er det smukke Egetræsmøbler og to store Spejle fra Gulv til Loft. Der sover jeg. Vi har taget en meget tyk Uldmadras ud af Sengen. Derpaa sover jeg varmt og blødt som aldrig før i Felten. Her ved Gaarden er der en meget stor Have. Det er saa godt som den største Prydhave, jeg har set ved en Bondegaard i Frankrig. Den er enestaaende køn. Det er ikke Tiden for Haven nu, men til Trods derfor gaar jeg meget tit omkring i den. Den har bare den ene Fejl, at den ikke er min.

Jeg vilde gerne fejre Julen i dette bette Kvarter; vi er jo, som I ser, særdeles smukt indkvarterede. I Dag har Kanonerne tordnet uafbrudt hele Dagen. Der maa dog om Sider blive Fred igen. Det er ikke at forstaa, at den frygtelig Krig skal rase saa længe i det civiliserede Europa. Maaske er det Vorherres Straf, der er kommen over den syndige Menneskehed. Et er sikkert, man bliver ingenlunde et daarligere Menneske ved at gøre et Felttog med. Mangen en, som ikke før har lært at bede, lærer det her.

Det gaar mod Jul. Maaske kan dette Brev endnu naa Jer før Jul. Vort Juletræ er kommet. Daglig ser man Ammunitionsvogne og andre Vogne føre Julegraner med sig. Franskmændene har ikke Juletræer, men noget andet i Stedet for.

Jeg vil haabe, at det nye Aar maa bringe meget godt, og at vi kan mødes friske og sunde igen. – Endnu engang en velsignet Julefest og et godt Nytaar.
Hans.

Jul i fransk Kvarter. I Nærheden af Noyon, d. 24. Decbr. 1914.

Kære Venner!
I Dag er det Juleaftensdag. Vi ligger i en Kælder i en lille By i Nærheden af Noyon. Hertil kom vi i Gaar Aftes Klokken 8. Jeg har aldrig været saa træt som den Dag. Vi marcherede fra Kl. 12 til Kl. 8 med fuld Oppakning. Vejene er saa opblødte, at man vader i Dynd og Ler til midt paa Benene. Den ene var mere træt end den anden, af og til laa der en ved Siden af Vejen, som var løben træt. Han fik saa Lov til at ligge, til alle var forbi og maatte slutte sig til Bagtroppen. Mathias og jeg holdt godt ud, men vi var ogsaa segnefærdige, da vi naaede vor Bestemmelsessted. Vi gaar ikke sammen, men er dog i et Kompagni. Vi er alle blevne fordelte over hele Regimentet.
I skulde have set det Kvarter, som vi skulde sove i den Aften, vi kom hertil. Jeg maatte sammen med en tredive Mand ligge i en gammen Stald. Døren var borte. I Taget var der store Huller, hvor Regnen sivede ned, og Halm var der kun lidt af. At jeg ikke frøs mere den Nat, end jeg gjorde, kan jeg takke min gode Vest, den uldne Hovedvarmer og Tantes udmærkede Halsklæde for.

Officererne tror, at Franskmændene vil foretage et Angreb i Nat, og det er derfor, at vi er kommen hertil, jeg kan ikke godt tænke mig, at der skal kæmpes netop denne Nat, og at det skal blive første Gang, at vi maa med, men vi kommer jo til at tage imod, hvad det saa giver.

Af Krigens Ødelæggelser har vi set en hel Del. Da vi marcherede hertil, kom vi igennem flere Landsbyer, hvis Navne jeg ikke kan huske, hvor de fleste Huse laa i grus, hvad Granaterne havde levnet, var fortæret af Flammerne. Flere Broer var sprængte af Franskmændene og dernæst istandsatte af Tyskerne. De fleste af Beboerne er flygtede. Det er kun de Fattige, der er tilbage.

I Dag har vi det lidt bedre. Vi er flyttet ned i en Kælder. Her var vi det helt hyggeligt. Hvis Franskmændene bare vil lade os fejre Juleaften i Fred. Et lille Juletræ har vi ogsaa faaet herned, og Julelys savnes heller ikke.

Julekagerne, som jeg har faaet hos Dig, skal smage udmærket, og naar vi saa tænker lidt paa Jer derhjemme, skal vi nok komme i lidt Julestemning. Jeg har talt med flere Bekendte, Peter Nissen, Bylderup, Henrik Petersen, Korntved, Thomas Petersen, Lendemark, og I. Henningsen, Rørkær.

De bedste og kærligste Hilsner og de bedste Forhaabninger for det kommende Nytaar.
Jeres Peter Chr.

Hilsener fra Fronten. Skyttegraven ved L. i Frankrig den 24. December.

Kære “Hejmdal”!
Et glædeligt og velsignet Nytaar ønskes “Hejmdal” og alle dens Læsere af os Nordslesvigere i det fjerne Frankrig. I Morges kom vi i Skyttegraven, efter at have haft 4 Dages Hvil i C. Vort Bataillon var saa heldig at have fri i Juledagene. Tidlig om Morgenen den 24. kom vi til C. fra Skyttegravene. Straks begyndte Juleforberedelserne. Om Aftenen fejrede hvert Korporalskab for sig Juleaften med Juletræ paa en festlig Maade. Vi sang baade danske og tyske Julesamler. Ud paa Aftenen besøgte vor Kompagnifører os og sammen med ham sang vi en Julesalme. Tredje Julesag var vi i Kirke, og Præsten talte smukt om Julen. Saaledes forløb Julen bedre for os, end vi havde ventet. Vi er alle ved godt Mod, og sunde og raske er vi ogsaa. Ofte taler vi om vort fjerne Hjemland, og vi haaber, at den Dag ikke skal være fjern, da vi atter faar Fred, og at vi sunde og raske kan samles med vore Kære hjemme.
Venlig Hilsen

Peter Nissen, Nørre Hostrup; Hans Nielsen, Mjøls; Mathias Petersen, Avnbøl; Carl Faudal, Traasbøl; Jørgen Brodersen; Bovrup; Johannes Petersen, Filipsborg; Peter Petersen, Tornskov; Sigfred Hansen, Randerup; Hans Hansen, Haderslev; Peter Sørensen; Haderslev; Morten Bojsen, Frørup; Christian Hansen; Vejbøl.

Frankrig (Aisne), d. 27. December.

Kære “Hejmdal”!
En Tak til “Hejmdal” for alle Nyheder, som Du bringer os. En kærlig Tak til Venner og Bekendte for Kærlighedsgaverne, tillige et godt Nytaar.

Jens Chr. Hansen, Arnitlund; Hans P. Gabelgaard, Endrupskov, Nicolai Hansen, Ensted; Peter Birkedal, Jels Skov; Frans Tønder, Branderup; Laurids Mortensen, Hygum; Nicolai Hansen, Gabøl; Christian Bonde, Gramby; Andreas Jensen, Harreslev; Hans Jørgensen, Ketting (Als); Christian Andersen, Bodum; H. Jensen, Ketting (Als); Otto Estesen, Hjerpsted; Nis Straagaard; Terkelsbøl; Marius Jensen, Andrup, Johan Petersen, Bjerndrup.

Fra Døstrup Sogn.

Af de Indkaldte fra Døstrup Sogn er der ifølge “T. Z.” faldet fra seks. Det er følgende:
Kaadner Ingvart Jørgensen, Tjenestekarl Laust Stavner, Smedesvend Anders Jensen, Købmand Nis Jensen, Kaadner Konstmann, Tjenestekart Lefold.

Landmand Jens Jepsen fra Tevring er i fransk Fangenskab. Han befinder sig paa en Ø paa Frankrigs Vestkyst.

Faldne.

For et Par Dage siden indløb der sørgelige Meddelelse til Bovrup, at to Mand derfra var faldne paa Valpladsen i Rusland, nemlig Gaardejer Jes Fenn, Bovrupkirkevej, og Ungkarl Peter Kauslund fra Bovrup, men Stedsøn af Brøndgraver Hans Jacobsen dersteds; begge er faldne den 15. December. Førstnævnte efterlader Kone og fem smaa Børn. Sidstnævnte tjente før krigen som Hotelkarl paa Jernbanehotellet i Aabenraa.

Banevogter Hans Nielsen, Søst Mark, har modtaget Efterretning om, at hans Søn, Johannes, er falden den 19. December paa den østlige Krigsskueplads. Den Faldne havde været saaret, men var nu vendt tilbage fra Lasarettet til Fronten. Han var 21 Aar gammel.

For et Par Dage siden fik Fru Schæfner i Bjerndrup Meddelelse om, at hendes Mand var falden, ramt af en Granat, ude ved Kanalkysten i Belgien. Den Faldne var født i Haderslev. Han havde været med i et Felttog i Sydafrika og stod nu som Feldvebel ved en Søbataillon. Han havde faaet Jernkorset.

Aftægtsmand Hejsel i Bolderslev modtog forleden et Brev, som han havde sendt til sin Søn, Lorens Hejsel, der er med ved Østfronten, tilbage med Paaskriften; “død”. Da de i 3 Uger intet har hørt fra ham, maa det desværre antages, at denne frygtelige Meddelelse taler altfor sandt.

Der er indløbet Meddelelse fra Yser-Kanalen om, at Gaardejer Laurids Beck fra Fjersted, Spandet Sogn, er falden den 22. December. En Ven af ham har skrevet hjem til hans Familie. Det er et haardt Slag for hans Enke, som sidder tilbage med 5 smaa Børn. Han er den fjerde fra Sognet, som er falden i Krigen.

Yngste Søn af Købmand S. E. Lorensen i Tønder, Lorenz Peter Holt Lorensen, der stod som Frivillig ved et Gardegrenaderregiment, er falden den 15. December, 19 Aar gammel, 5 Kilometer vestfor Petrikov i Rusland.

Ramt af 3 Kugler.

Arndt Thyesens Søn af kastrup, der ligger paa Lasaret i Berlin, er ifølge “Dv.” bleven ramt af 3 Kugler. Thyesen, der er bleven opereret, befinder sig nogenlunde.

En Fredsdag i Krigen

Ved Armébefalingen af 29. December er – allerede meddelt – at Fraterniseren med og enhver Tilnærmelse til Fjenden bleven forbudt.

Ikke des mindre, har det sin Interesse at høre om de Tilnærmelser mellem Kæmpende, som særlig i Juletiden fandt Sted paa Vestfronten. I “Vossische Zeitung” gengives saaledes følgende Udtog af et Feltbrev, der er dateret; Skyttegraven, Messines, den 25. Decbr.:

“I Dag den 25., blev der pludselig skreget “Hurrée” fra vore Modstanderes Side. Vi studsede, som ud af vore Musefælder, og se, Englænderne kom os imøde svingende hvide Cigaretter og Tørklæder. Geværer havde de ikke med sig, saa det kunde altså kun dreje sig om en Gratulation – og rigtig! Vi gik dem saa i Møde paa Halvvejen – vi ligger nemlig kun 200 Meter fra hinanden – og Sammenkomsten fandt Sted i Overværelse af Officerer fra begge Sider. Der blev nu udvekslet Cigaretter, Cigarer og andre Sager. Der blev endog gensidig taget Fotografier; det gjorde mig ondt, at jeg i Øjeblikket ikke havde mit Apparat hos mig. Derpaa begyndte Englænderne at spille Fodbold med en medbragt Bold. Efter Mørkets Frembrud trak begge Parter sig tilbage til deres Saloner med Forsikring om at se paa Grund af Højtiden ikke ville skyde i de første tre Dage. Disse Afgørelser er truffet paa Æresord fra de to deltagende Artilleri- og Infanteriofficerers Side. Franskmændene, der laa et Stykke længere borte og ikke deltog heri, blev hele Dagen beskudt af vort Artilleri. Alle andre og ogsaa vi har hele Dagen bevæget os frit omkring udenfor. En Fredsdag i Krigen. Kun Skade, at det ikke er den endelige Fred.

Nyheder

7. januar 1915. “En Time efter at jeg havde besøgt ham, blev han ramt af en Granatstump i Hovedet.”

7. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Füsilierregiment 86.

Den 7. Januar 1915.

Der faldt en af mine gode Kammerater, Lorens Meyer fra Flensborg-Egnen. En Time, før han faldt, var jeg henne i hans Jordhule for at laane den kære »Flensborg Avis« af ham. Lorens var en god dansk Mand. Han var svær, og med sine tykke, røde Kinder og sin djærve Natur var han en rigtig Type paa en hjertensgod Sønderjyde. Han led meget ved at skulle deltage i Krigen, og han vendte idelig tilbage til de Spørgsmaal: Hvor længe vil Krigen vare? Hvem vil sejre? Hvordan vil vor Skæbne blive i Sønderjylland efter Krigen?

Han pintes mere og mere for hver Dag, der gik. En Time efter at jeg havde besøgt ham, blev han ramt af en Granatstump i Hovedet og var død i samme Øjeblik. Det var paa Tilbagevejen fra Moulin under Udøvelsen af sin Pligt, han faldt, den Pligt, som han udførte saa samvittighedsfuldt, skønt den var ham saa inderligt imod.

Vi begravede ham nede i Byen Moulin paa en fri Plads lige ud for Indgangen til den store Stenhule, ved Foden af en Bakke under Skyggen af høje Popler, hvor Smaafuglene sidder og synger over hans Grav. Med Ansigtet vendt mod Nord mod sin Hjemstavn og sine kære ligger han der og sover. Ak! Midt i sin Ungdoms Vaar kaldte Gud ham hjem til sig. Vi sørger nu over ham; han var os alle en hengiven Kammerat. Ære være hans Minde!

"Friedhof der 86 bei Moulin" fra Hemmsen album. — 86’ernes kirkegård ved Moulin

Aviser, Nyheder, Sønderjyder

6. januar 1915. Krigsenker fra Kongeriget

6. januar 2015 Rene Rasmussen 2 kommentarer

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Hustruerne fra denne Side Grænsen
De to nordslesvigske Soldater, P. Østergaard fra Astrup og Chr. Skov fra Fjersted, der ifølge det i Gaar bragte Brev fra Vestfronten enten ere faldne eller taget tilfange, havde begge deres Hustruer her fra Høm, idet Chr. Skov var gift med en Datter af Husejer Niels Gram og P. Østergaard med en Datter af Enkefru Voss.

Den tyske Grænsevogtnings-styrke
Som bekendt blev den tyske Bevogtnings-Styrke langs Grænsen forøget forholdsvis stærkt i Begyndelsen af November for at hindre for megen og uvedkommende Passage over Grænsen. Om Militærmyndighederne nu har fundet det unødvendigt at have et saa stærkt Grænseopsyn eller om de har fundet det mere nødvendigt at samle Tropper andetsteds, skal vi ikke nærmere granske, men blot konstatere, at Styrken i disse Dage paa forskellige Steder formindskes.

Grænsen ved Vr. Vedsted fotograferet fra den danske side

Aviser, Nyheder, Sønderjyder

4. januar 1915. Døde paa Lazarettet

4. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for et være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Døde paa Lazarettet

Hans Chr. Nissum fra Arnum, en Søn af Landmand Peter Nissum, er bleven saaret i Frankrig den 9. September og død paa et Lasaret den 14. September. Nu har Forældrene ifølge »Flensborg Avis” først faaet Meddelelsen stadfæstet.

Arbejdsmand Hans Andersens Hustru i Møgeltønder fik i Torsdags Meddelelse om, at Andersen var død paa et Sygehus i Frankrig.

Aviser, Nyheder, Sønderjyder

30. december 1914. “Verdenskrigen forbudt!” Nyt fra Sønderjylland

30. december 2014 Rene Rasmussen 2 kommentarer

Senest ændret den 7. januar 2015 14:04

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Spredte Efterretninger

Hidtilværende Vicefeldwebel i Reserven, Magaard af Fohl, der tidligere for udvist Tapperhed er dekoreret med Jernkorset, er bleven forfremmet til Løjtnant.

Gaardejer A. Boesen i Haved er død ved Fronten i Nordfrankrig og blev begravet af to af sine Kammerater, L. Jensen fra Hvidding og Nis Muusmann fra Birkelev.

En dansk Karl hos Gaardejer Nis Petersen i Rørkær er bleven udvist fra de nordlige Kredse af Slesvig med 14 Dages Varsel.

Fragtmand Carl Grelle af Rødding er ifølge indløben Efterretning falden paa den østlige Krigsskueplads. Grell, der havde deltaget i Felttoget i Kina som frivillig, efterlader Enke og Børn.

“Verdenskrigen” forbudt

Amtsforstanderen i Skærbæk har tilkendegivet Boghandler Møller, at de i Hefter udkommende Værker om Verdenskrigen nu er forbudt, hvilket ogsaa er Tilfældet med danske illustrerede Blade.

Fra Landdagsmand Nis Nissen

modtog Hejmdal i Gaar en Julehilsen. Han er fremdeles ved Fronten, men har det efter Omstændighederne godt. I sin fritid fanger han vilde Kaniner. For et Par Dage siden havde han tilbragt en behagelig Aften sammen med Dyrlæge Schmidt af Aabenraa, der staar som Overveterinær ved en Kolonne i Nabobyen og i øvrigt ogsaa befinder sig i bedste velgaaende.

Faldne og fangne

Da Gaardejer Jørgen Moos fra Egen i Onsdags var paa Vej til sin Søn, der laa haardt saaret paa Lazarettet i Rosenberg i Schlesien, modtog han Telegram fra Lazarettet, at Sønnen var død som følge af sit Saar. Denne var ugift og blev kun 24 Aar gammel. Hans Lig bliver hentet hjem med J. Staugaards Automobil. En ældre Broder ledsager Bilen paa Turen, som vil tage 7 Dage.

Den 4. December er Ingvard Søberg fra Kelstrup falden paa den østlige Krigsskueplads. Han blev 29 Aar gammel.

Købmand Poul Jensen fra Flensborg, der i de senere Aar har drevet en Fabrik i Kiel, blev for længere Tid siden haardt saaret paa den vestlige Krigsskueplads; den første Juledag afgik han derefter ved Døden under Vejs til Køln. Jensen havde forinden faaet tildelt Jernkorset.

Snedker Christian Petersen og Hustru i Ellum fik ifølge Flensborg Avis Juleaften fra det Røde Kors i Genf Meddelelse om, at deres Søn Nis, som har været savnet siden 6. september, er i engelsk Fangenskab. Han tjente oprindelig ved Bataillonen i Haderslev.

Aviser, Nyheder, Sønderjyder

21. december 1914. Tysk flagning i Sønderborg – eller ej!

21. december 2014 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Senest ændret den 7. januar 2015 12:33

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Mangelen på Petroleum
Den preussiske Overkommando i Altona bekendtgør følgende: Som følge af manglende Tilførsel under Krigen er Petroleumsforraadene i det tyske Rige allerede blevne betydeligt forringede. En gros handelen er ikke længere i Stand til at dække Befolkningens Forbrug i det ønskede Omfang. Det er derfor uundgaaeligt nødvendigt, at Petroleumsforbruget almindelig begrænses til det allernødvendigste, for at man saa vidt muligt kan undgaa en fyldestgørende [sic!] Mangel paa enkelte Steder. Saa vidt det paa nogen Maade er muligt, maa der i Almenhedens Interesse bruges Brændspiritus i Steden for petroleum.

Han ville ikke have tysk Flag paa sin Ejendom
Fra Sønderjylland meddeler “Herning Folkeblad” følgende Virkelighedsbillede fra Forholdene under Krigen:

En tysk Lærerinde havde faaet Ansættelse ved Skolevæsenet i Sønderborg. En dansk Borger havde averteret et Par Værelser til Udleje. Lærerinden ville leje dem. Hun kunne godt faa dem til Leje, men paa den Betingelse, at hun maatte ikke stikke det tyske Flag ud fra sine Vinduer. Han ville ikke have tysk Flag paa sin Ejendom. Lærerinden betænkte sig paa det, men gik dog ind paa det stillede Vilkaar og lejede Værelserne.

Kort efter blev den danske Mand stævnet til et Møde for Politimesteren, der spurgte, om han ikke til Lærerinden havde udtalt, at han ikke ville have tysk Flag paa sit Hus. Mande bekræftede det, og da Politimesteren spurgte, om det ikke var en Fejltagelse, gentog manden fast og bestemt: Nej, jeg vil ikke have det tyske Flag paa mit Hus, for jeg er dansk.

Efter denne Udtalelse blev han arresteret og har siddet i Fængsel siden.
Lignende Optræden og Chikanerier fra de tyske Embedsmænd Side over for de Danske er saa almindeligt nu som før Krigens Udbrud. Man da de danske Blade er under Censur, maa de ikke fortælle noget derom.

Julehilsen fra den vestlige Krigsskueplads
“Flensborg Avis” har modtaget følgende: Undertegnede Nordslesvigere ligger sammen i en Skyttegrav i Nærheden af Roye. Vi befinder os alle vel og sender hermed en Julehilsen til vor kære Hjemstavn. Vi lever stadig i Haab om at gense vort kære Nordslesvig. Anders Petersen af Øster Gammelby pr. Visby, Peter Petersen af Aaspe pr. Bredebro, Christian Hansen af Randerup pr. Ballum, Jens Thomsen af Blans pr. Ullerup, Jørgen Skrøder af Bækskov pr. Store Nustrup, Knud Iversen af Genner Strand pr. Genner, Otto Nielsen af Vesterende-Ballum, Marius Knudsen af Brøns og Jørgen Jakobsen af Sønderborg.

Død paa Lazaret i Belgien
Gaardejer Ehlers fra “Gejlbjerg” ved Toftlund, som forleden stod opført som haardt saaret og som formodedes at være i Fangenskab, er død den 27. November af sine Saar uden at være kommen til Bevidsthed, meddeler Hejmdal.

Aviser, Nyheder

2. december 1914. Sønderjylland og krigen

2. december 2014 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Senest ændret den 14. marts 2016 20:50

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Sønderjylland og Krigen

Hjulmager Christensen af Toftlund, der er født i Danmark, meldte sig ved Krigens Begyndelse som frivillig og kom med til Rusland, hvor han mentes at være falden. Nu er der indløbet et Kort fra ham fra Beuthen, hvor han ligger paa Sygehuset, saaret ved et Skud i Foden.

Landboelsmand H. Chr. Hansen Lintrup Mark, har faaet Meddelelse om, at hans Søn, Hans Hansen den 6. Oktober er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Hansen, der ifølge „Flensborg Avis” var Købmand, var ugift. Han fik før sin Død tildelt Jernkorset.

Aviser, Nyheder

24. november 1914. Nyt fra Sønderjylland: Kvindelige kriminalbetjente!

24. november 2014 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Senest ændret den 14. marts 2016 8:53

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede avis i Danmark om forholdene syd for Kongeåen

Dansk Undersaat, Karlen Jens Chr. Oscar Mikkelsen, født den 15. juni 1879 i Olderup paa Sjælland, er blevet udvist af Landraaden i Sønderborg.

Foruden ved Hvidding er det blevet ansat kvindelige Kriminalbetjente ved Sommersted og Høkkelbjerg til undersøgelse af kvindelige Rejsende, der passerer Grænsen.

Johann Friedrichsen af Frifeldt er falden i Frankrig, og til Roager er der indløbet Efterretninger om, at Maler Chr. Brink er død som følge af et Saar i Benet. Afdøde efterlader Enke og tre uforsørgede Børn. Endvidere er der indløbet Efterretning om, at Landmand E. Andersens Søn, Peter Andersen, er død af Tyfus.

Kommuneforstander Jensen, Hvidding, har modtaget Meddelelse om, at en af hans Sønner er falden på den vestlige Krigsskueplads. Jensen har endnu fem Sønner, der er indkaldt, og en syvende, som kan vente det. En af Sønnerne, der i Begyndelsen af Krigen fik en Kugle gennem Armen, har for Tiden Orlov og er paa Besøg i Hjemmet.

Chefen for den tyske Grænsebevogtningsstyrke i det vestlige Distrikt, Oberleutnant Braun i Skærbæk, er den 19. ds. udnævnt til Kaptajn, men vedbliver i sin nuværende Funktion.

Kvindelige flyarbejdere 07006F00193 — Når mændene var i krig, rykkede kvinderne ind på mange arbejdspladser, der hidtil var forbeholdt mænd. Her er det kvindelige arbejdere på en flyvemaskinefabrik.

Krigens forløb

26. oktober 1914. Jeppe Østergaard er død: “Jeppe fik en geværkugle lige gennem sig”

26. oktober 2014 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2016 9:59

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Slutningen af Jeppes Østergårds sidste brev den 25. oktober blev skrevet på godset Kobylin, der ligger ca. 25 km sydvest for Skiernewice. Her forskansede grenaderregimentet sig i løbet af søndagen den 25. oktober. Jeppe Østergaard var “Gefechtsordonnanz”, dvs. han skulle bringe meldinger fra bataillonsstaben ud til kompagniet. Det var en meget farlig post.

Mandag morgen den 26. oktober blev den tyske stilling voldsomt angrebet af russerne, og især blev artilleriet på venstre fløj hårdt trængt. Der var tæt tåge over egnen, og det gjorde kampen endnu mere uhyggelig. Første og andet kompagni af grenaderregimentet lå i skyttegrave på en lille forhøjning i jordsmonnet. Der blev snart givet ordre til, at de to kompagnier skulle trække sig ud af skyttegraven og rykke artilleriet til hjælp og forstærke fløjen, og “Gefechtsordonnanzerne” måtte afsted med meldingen. Det var de to nordslesvigere, Jeppe Østergård fra 2. kompagni og Jørgen Asmussen fra 1. kompagni. Den sidste fortæller i et brev, dateret den 10. januar 1915 om, hvad der videre skete:

Vi gik sammen bort. Hans kompagni lå betydelig videre borte end mit. Der var en heftig geværild fra fjendens side, så kuglerne peb os tæt om ørerne.

Til mit kompagni kom vi begge i god behold. Jeppe måtte jo så videre. Vel omtrent 30 skridt fra mig seer jeg ham falde. Jeg vilde ile derhen, men det var mig på grund af den tiltagende geværild ikke muligt. Endnu i aften ligger jeg sammen med den sygebærer fra vort kompagni, som forbandt ham. Han udtaler, at Jeppe fik en geværkugle lige gennem sig. I samme nu faldt han til jorden, idet han råbte: “Kammerater, hjælp mig!”

Sygebæreren har straks taget ham ned i skyttegraven, revet hans klæder op og forbundet ham. Men han kom desværre ikke mere til bevidsthed. Han levede 6-7 minutter, så udåndede han. . . . Da aftenstunden frembrød, blev han jordet i en fællesgrav sammen med hans Hauptmann, som faldt samme dag. De ligger i en smuk have ved et stort gods, som lå der i nærheden. Det var mig en tung gang denne aften at følge ham, min kæreste ven, jeg nogensinde har haft, til graven. Vi bad en stille bøn ved graven, og derpå jordedes han.

Brevene og dagbøgerne er udgivet af Marius C. Skar: “To faldne brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig”, Kolding , 1931. Læs den her: To_Faldne_Brødre_Østergård

Krigens forløb

22. oktober 1914. “Paa et af Trækorsene hang den faldnes sønderknuste Hjelm”

22. oktober 2014 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2016 9:00

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 22. Oktober 1914. Det var Kejserindens Fødselsdag. Hver Mand fik udleveret et Stykke Flæsk, Pølse, Cigarer, Strømper og en Skjorte.

Franskmændene vilde ogsaa give Regimentet lidt til Fødselsdag og sendte en Portion varme Granater. Desværre blev 4 Mand fra Omegnen derhjemme saaret.

Jeg sendte 60 Mark hjem af min Lønning; her havde jeg alligevel ingen Gavn af dem.

Jeg var ude for at se paa Byen. Der var ikke et Hus, som var ubeskadiget. Revnede og gennemhullede af Granater var de fleste, og mange var nedskudt til Grunden. Kirken var totalt ødelagt. To Klokker var skudt ned og laa mellem Ruinerne af de store, hvide Sandsten, som Kirken var bygget af.

I Slotshaven var der to friske Soldatergrave, sikkert franske. Slotsmuren havde Franskmændene benyttet som Forsvarsstilling. De havde hugget Skydehuller i Muren, saa de udmærket har kunnet tage Sigte paa Angriberne, mens de selv har staaet dækkede. De mange Grave af mine Kammerater fra Regimenterne 162 og 163 fortalte stille, at det her havde været haardt — meget haardt.

Paa et af Trækorsene hang den faldnes sønderknuste Hjelm. Saadan er nu ogsaa hans Families, hans Venners og hans eget lønlige Haab knust.

En større Ødelæggelse end den i Slottet har jeg aldrig set. Den var meget svær at beskrive. Straks, naar man kom derind, blev man overrasket af den fyrstelige Pragt, som der før havde været. I den ene Stue hang 2 store, kostbare Malerier, begge sønderflængede af Shrapnelkugler.

I en anden Stue hang et stort Spejl. Det dækkede hele Væggen; men midt igennem det var der gaaet en Granat. Jeg blev uvilkaarligt staaende foran et saadant Syn.

Der havde ogsaa været et helt Husapotek og et fotografisk Atelier. I en anden Stue stod en Officer og hans Tjener og pakkede nogle store, ægte kinesiske Vaser, Porcellæn og Sølvtøj i en Kiste, som skulde sendes hjem. Derefter forhandlede de meget ivrigt om de to kostbare Lysekroner, der hang under det revnede Loft.

Rundt omkring laa Kalk og Murbrokker paa de fine Møbler, som nu ikke mere havde nogen Værdi. Sengetøjet delte vi. Det brugte vi til at sove i ude i Skyttegraven, og deri drømte vi vore kæreste Drømme om Hjemmet og Freden.

Regiment 86 009Kirke Audignicourt — Kirken i Audignicourt, hvor 86’erne tidligere lå

Krigens forløb, Nyheder, Sønderjyder

20. oktober 1914. Feltpost: I Skyttegravene ved Oise

20. oktober 2014 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2016 8:51

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

I Skyttegravene ved Oise.

Fra en ung Nordslesviger ved Vestfronten som vi tidligere har offentliggjort en Række Feltbreve fra, er yderligere indløbet et Brevkort, hvoraf vi gengiver følgende:

“Vi staar nu i en ny Stilling. Vi er rykket ca. 15. Km. til Højre, hvor vi har Skyttegrave i en Park, som støder op til Oise. Vi holder her en Landsby besat.

Fra Skyttegravene fører dybe underjordiske Løbegrave ind til Landsbyen, hvor jeg i et Køkken har opslaaet Kommandoen over mine 80 Mand. Petersen, Korntved, og Nicolai Bonde, Asserballe, er Gruppeførere i min Afdeling.

Vi har det ellers udmærket her. Vi kan uset gaa fra Skyttegravene her ind i Landsbyen. Viser en af Soldaterne sig trods det, piber Granaterne os ganske vist straks om Ørerne.

I Stuen her ved Siden af mig bor der to Koner, en ung og en gammel. Der er endvidere endnu et Par Køer paa Gaarden, og vi faar Mælk baade Morgen og Aften. Af kartofler og Manøvrekiks laver vi pandekager. Kød har vi nok af, da her endnu er Faar i Massevis. Vi slagter et, naar vi har Brug for det. Vore Modstandere er Turko’er, men vi ser kun lidt til dem. Hilsen”

Gæstgiver Schmidt paa Genner Station har modtaget en Pakke, han havde sendt til sin i Frankrig liggende Broder, tilbage med den Bemærkning, at Broderen var falden. Pakken kom tilbage den 30. September. Nu i Lørdags modtog Schmidt et Kort fra Broderen, skrevet den 8. Oktober.

Saarede.

Bagermester Jes Rosenblad fra Branderup, som har været med ved Østfronten, har mistet højre Arm. Rosenblad vil med det første fra et Lasaret længere sydpaa blive transporteret til Flensborg.

En Del Saarede fra Broageregen er vendt hjem. I Lasarettet i Sønderborg, Kurhuset, ligger 6 Saarede fra Sognet, medens en halv Snes Skytter er saa vidt restituerede, at de er paa Rekreationsorlov hjemme, for derefter at afga til Fronten igen.

Gdr. Vhr. Gammelgaard, Aarlund, Lintrup Sogn, der har ligget paa Lasaret i Østpreussen, er kommen hjem paa Rekreationsorlov.

Døde.

Cigarhandler Carl Kock fra Flensborg, som i en Aarrække har været ansat i J.C. Jürgensens Forretning i Aabenraa, er den 25. September faldet i Frankrig.

Blandt de Faldne er ogsaa Cand.jur. Hans v. Massow, en Søn af den tidligere Amtsforstander von Massow i Rødding.

Der er indløbet Meddelelse om følgende tre Flensborgeres Død paa den franske Krigsskueplads: Sergent H. Wendt, Underofficer Carl L. Botzbach og Grenader Hans J. W. Petersen, Søn af Arbejdsmand Christian A. Petersen i Svalegade.

Den Store Krig 1914-1918

Tag-arkiv: faldne

30. januar 1915. Faldne, sårede, fangne – og musikinstrumenter til soldaterne

29. januar 1915. Nye faldnemeddelelser fra Hejmdal

24. januar 1915. Søslaget ved Dogger Banke

23. januar 1915. “I kan tro, jeg er stolt af mine Landsmænd …” Faldne, ikke-faldne og hilsener.

22. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, savnede, fangne – og hilsener fra felten

21. januar 1915. “Et dansk hjem lagt øde”. Falitter i byggebranchen. Faldne og sårede.

21. januar 1915. “Og dog, – Haabet giver vi ikke Slip paa!”

20. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, sårede, savnede, jernkorset – og hilsener fra felten.

19. januar 1915. To faldne sønner og én såret. Store troppeforskydninger på Vestfronten

19. januar 1915. Faldne, fangne, på orlov – og efterlyste desertører!

18. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, fangne, sårede, savnede – og feltpost

16. januar 1915. Hilsener fra felten, faldne, fangne, sårede – og en krigsvielse

15. januar 1915. Faldne og krigsfanger – og regler for breve til krigsfanger

14. januar 1915. Hilsener fra felten, faldne – og en synsk soldat?

13. januar 1915. Nytårshilsener, faldne og sårede – og overtro

12. januar 1915. Dagens Hejmdal: Faldne og sårede – og feltpost fra fronterne

11. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Hilsener fra felten

9. Januar 1915. Nyt fra Hejmdal: “Jeg havde hele Dagen i Gaar to døde Englændere som Sidekammerater”. Hilsener fra felten

8. januar 1915. Nordslesvigere på den 119. preussiske tabsliste

8. januar 1915. Julefred, forsinkede julehilsener – og mange faldne og sårede sønderjyder

7. januar 1915. “En Time efter at jeg havde besøgt ham, blev han ramt af en Granatstump i Hovedet.”

6. januar 1915. Krigsenker fra Kongeriget

4. januar 1915. Døde paa Lazarettet

30. december 1914. “Verdenskrigen forbudt!” Nyt fra Sønderjylland

21. december 1914. Tysk flagning i Sønderborg – eller ej!

2. december 1914. Sønderjylland og krigen

24. november 1914. Nyt fra Sønderjylland: Kvindelige kriminalbetjente!

26. oktober 1914. Jeppe Østergaard er død: “Jeppe fik en geværkugle lige gennem sig”

22. oktober 1914. “Paa et af Trækorsene hang den faldnes sønderknuste Hjelm”

20. oktober 1914. Feltpost: I Skyttegravene ved Oise

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918