20. februar 1917 – Ribe Stiftstidende: syd for grænsen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Efterlyste

I regeringens Amtsblatt for den 10. februar 1917 efterlyses følgende personer, som er beskyldte for at være deserterede eller at have forladt deres afdeling uden tilladelse: Landstormsmand Peter Wilhelm Autzen f. 21. januar 1886 i Tyrstrup; gefreiter Anders Andersen Skjøth, f. 6. oktober 1882 paa Nustrup Mark; landstormspligtig Nikolaj Rudbeck, f. 20. december 1880 i Hajstrup; ikke-uddannet landstormspligtig Johan Arnold, f. 17. juni 1898 i Ralmadebro, sidst i Stenderup; ikke-uddannet landstormspligtig Søren Nielsen Degn, f. 3. december 1898 i Ustrup; ikke-uddannet landstormspligtig Alfred Christensen, f. 16. oktober 1898 i Hvidding; ikke-uddannet landstormspligtig Hans H. Jessen, f. 19. februar 1898 i Aarslev, sidst i Mintebjerg; landstormsmand Peter Sørensen Platz, f. 1. juni 1875 i Tyrstrup, sidst i Frørup; musketer Johan Evangelist Geller, f. 17. april 1881 i Bayern, sidst i Frørup; infanterist Christian Rasmussen,  f. 29. december 1875 i Nørre Vilstrup, sidst i Kjelstrup; kontorist Hans Andersen Madsen, f. 9. april 1895 i Broager.

En flygtning skudt ved grænsen

Fredag morgen omkring tretiden hørtes syd for Brenøre(der ligger umiddelbart nord for grænsen, vest for Taps) nogle skud og kort efter observeredes tyske vagtposter paa eftersøgning syd for grænsen med deres elektriske lommelygter. Det lykkedes dog først nogle timer senere at finde den eftersøgte, der viste sig at være en tysk marinesoldat, som efter et par aars tjeneste nu vilde søge at unddrage sig denne ved flugt over den danske grænse. Han var efter forlydende bleven ramt i begge arme og blev ført bort ag vagtposterne.

Faldne

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Karl Mortensen fra Tornum er falden.

Slagtermester P. Clausen og hustru, Slotsgade i Aabenraa, har modtaget det tunge budskab, at deres søn Alex er falden ved Somme. Han ramtes af en granatsplint i hovedet, mens han stod paa vagt, og var død paa stedet. Alec Clausen blev kun 20 aar gl. Han har været ved fronten siden sidste efteraar.

Hans Toft og hustru i Tornum ved Lintrup har modtaget den sørgelige efterretning, at deres søn Karl er falden. Han blev kun 20 aar gl.

Reserveløjtnant Friedrich Bønning er falden den 11. februar. Hans forældre, der bor i Flensborg, har derved mistet deres eneste søn.

Familien Feidenhansl i Oksenvad har modtaget det sorgens budskab, at sønnen Christian er falden den 28. januar. Han blev kun 21 aar gammel.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jørgen Larsen fra Barsmark er død som følge af sygdom.

Gaardejer Jørgen Fromm paa Grarupgaard er falden den 3. februar i en alder af 30 aar.

Saarede

Johan Heinrich fra Søft ved Aabenraa er haardt saaret.

Landstormsmand Emil Westphal fra Holebøl Mark er som følge af en mineeksplosion bleven saaret i hovedet, saa han nær havde mistet synet. Han har dog selv, skønt næppe læseligt, kunnet skriv hjem til sin familie. Seks andre andre kammerater maatte lade livet, medens Westphal blev reddet af feldwebelen. Han er bleven indlagt paa et feltlazaret.  

I fangenskab

Fyrbøder i reserven Karl Kunz fra Bovrup og over-maskinist-mat i reserven Hans Henrik Nissen fra Brandsbøl paa Als er i engelsk fangenskab.

Landmand Peter Struck og hustru i Mølmark ved Broager har faaet efterretning om, at deres søn hans er falden i fransk fangenskab.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jørgen Uldal fra Arnitlund, der hidtil har været savnet, er i fangenskab.

Savnede

I marinens sidste tabsliste meddeles, at maskinist mat Rasmus Wolter fra Røllum fra Aabenraa er savnet og efter al sandsynlighed maa antages at være omkommen.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Lauritz Toft fra Øster Løgum er savnet.

Familien Jess i Mastrup har modtaget meddelelse om, at svigersønnen Leonhardt Nissen har været savnet siden den 5. februar. L. Nissen har været med siden krigens begyndelse. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *