29. oktober 1916. Desertøren Jakob Moos: Forfulgt af en rasende vagthund

Jakob Moos fra Holm ved Nordborg gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. Efter et lazaretophold besluttede han i efteråret 1916 at desertere. Efter flere dages vandring nåede han endelig egnen syd for grænsen til Danmark. Natten tilbragte han på høloftet hos en bekendt i Jels.

Den næste dag var en søndag. Jeg blev budt ned til kaffe, og den smagte mig ovenud godt. Det var den første varme drik, jeg modtog, siden jeg tog hjemmefra. Søndagen gik, og da mørket brød frem, fortsatte jeg min vej mod grænsen, ført af en vejviser til hest. Vi havde en aftale: red han langsomt fremad, var der ingen fare; skældte han hesten ud, skulle jeg omgående forsvinde bag et hegn eller søge ind i skoven; holdt han stille, skulle jeg komme hen til ham, for så var der et eller andet, han ville meddele mig.

Det gik godt. Vi nåede uden for byen. Her måtte jeg forsvinde første gang. Jeg skjulte mig bag længerne på en gård. Da faren var overstået, kom jeg igen frem, og nu gik turen videre, indtil vi uden forstyrrelser nåede op i umiddelbar nærhed af grænsen. Jeg kom op i nærheden af ham og modtog de sidste instrukser. To soldater, som var blevet afløst, nærmede sig, og jeg forsvandt omgående.

Da jeg atter kom frem, var rytteren borte, og det var umuligt at få øje på ham. Så var jeg nødt til at klare mig på egen hånd. Forsigtigt sneg jeg mig nu fremad. Medens jeg holdt skarpt udkig til alle sider, opdagede jeg henne ved et hegn noget mørkt. Jeg troede, at det var min vejviser, men da jeg nærmede mig det ubestemmelige, opdagede jeg i sidste øjeblik, at det var en tysk vagtpost, der stod ved siden af sit skilderhus.

Nu vidste jeg, at jeg var ved grænsen, og nu gjaldt det om at udspejde, hvor vagtposterne stod og ad hvilken vej de gik. For at blive klar over det, krøb jeg frem over en mark og hen til et skovbryn. Her i skyggen af skoven kunne jeg mere ubemærket komme videre. Efter en times ihærdig spejden var jeg på det rene med vagtposternes gøren og laden, og så prøvede jeg at kravle frem på maven. Det gik godt til at begynde med. Jeg nåede helt frem til den vej, vagtposten gik på. Men i det øjeblik, jeg ville springe op og styrte over vejen, altså over grænsen, blev jeg overfaldet af en vagthund.

Jeg havde en svær knippel i hånden, den havde jeg fået af manden i Jegerup, og jeg forsøgte nu at give hunden en over panden, men det gjorde kun ondt værre —. Hunden blev fuldstændig skruptosset. Der var ingen tid til betænkning. Omkring! og tilbage til skoven. Den rasende hund forfulgte mig hele vejen. Jeg krøb ind under en busk i skovens udkant. Her ventede jeg på, at bæstet skulle gå sin vej, men den blev roligt stående og holdt trofast vagt. Der var intet andet at gøre end at forsvinde ind i skoven. Dyret fulgte ikke med, og da jeg efter nogen tids forløb hørte den gø langt borte, besluttede jeg mig til at gøre et nyt forsøg.

Det gjaldt om at udnytte tiden, medens hunden var optaget andetsteds. Jeg krøb igen frem, hurtigt. Kort efter så jeg, at to vagtposter på deres runde fjernede sig fra hinanden. Så fik jeg endnu mere travlt, samlede alle mine kræfter, avancerede så hurtigt jeg  kunne, og — ti minutter senerestod jeg i Danmark. Jeg trak vejret  lettere. Den næste formiddag tog jeg til Vamdrup. Turen havde taget fire døgn. Det eneste, jeg ejede, var det omtalte egespir, men — jeg havde min frihed!

DSK-årbøger, 1958

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *