Jakob Moos gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. I oktober 1916 traf han efter et lazaretophold beslutning om at desertere.
Jeg nåede hjem til Als den næste dags eftermiddag og skulle tiltræde tilbagerejsen den næste dags morgen. Der var ingen tid til at betænke sig i; men jeg havde jo også taget min beslutning, og nu stod kun tilbage at udføre den. Jeg besluttede mig til at gå til fods til grænsen og så se at komme over et eller andet sted.
Der var dog en del at tage under overvejelse, f. eks. klæderne. Jeg trak i et sæt arbejdstøj og tog min uniform udenpå. Det var min hensigt at smide uniformen bort, når jeg fandt det gunstigt. Dernæst var der også provianten. Jeg regnede med at ville være på march flere dage.
Under turen var det vel nok så rigtigt, at holde sig borte fra mennesker. — Min mor sørgede for en stor pakke smørrebrød. Med den ville jeg være i stand til at holde den værste sult borte i tre til fire dage. Så tog jeg afsked.
Min far kørte mig ind til banegården i Nordborg. Han tog afsked med mig, og så var jeg overladt til mig selv og min skæbne. Ved middagstid var jeg i Sønderborg. Jeg passerede pontonbroen, og da jeg kom op på Dybbøl Banke, følte jeg, at nu var terningerne kastede. Nu gjaldt det bare om at komme fremad.
Medens jeg travede hen ad landevejene på Sundeved, regnede det. Jeg var til sidst gennemblødt. Vejret var trøstesløst, og mit humør sank. Ved aftenstide nåede jeg Sønder Hostrup. Jeg havde i sin tid tjent hos gårdejer Lassen og var stedkendt her. Jeg gik ind på gården og ind i vognporten.
Her gik jeg omgående i gang med at trække uniformen af. Det lettede betydeligt, for den var jo pjaskvåd. Nu rullede jeg uniformen sammen til en bylt. Den skulle gemmes et eller andet sted. Derpå tog jeg mig en bid brød. Medens jeg var i færd med at spise, kom gårdejer Lassen, min gamle husbond ud. Han havde en lygte i hånden. Han var helt henne i nærheden af mig. Min første tanke var at styrte ud og hilse på ham og forklare ham meningen med min tilstedeværelse. Jeg betænkte mig dog. Det var vel det bedste, at ingen så mig . . .
Det vedblev imidlertid med at regne, og jeg besluttede mig til at blive her, til det igen klarede op. Det var ellers min mening at marchere hele natten, men under disse våde forhold var det hele håbløst. Klokken var halv syv om aftenen. Jeg gik op på høloftet for at sove lidt. Klokken ti ville jeg så fortsætte. Jeg vågnede dog først ved midnatstide. Nu var der ingen tid at spilde.
(… fortsættes)