Tag-arkiv: brødre

Ikke kategoriseret

2. september 1918. Søster og veninde hjælper A.P. Andersen med at desertere

Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning. Den 1. september 1918 tog han hjem til Sønderjylland på orlov.

Den 1. september 1918 forlod jeg Ballonzug 33 i Argonnerskoven for at tiltræde en fjorten Dages Orlov til Haderslev.

Jeg tog hjertelig Afsked med mine allerbedste Kammerater og tog de bedste af mine Ejendele med mig, thi det var min absolutte Hensigt at desertere, når jeg kom hjem.

Det, der hidtil havde holdt mig tilbage fra at gå over Grænsen, var Hensynet til mine tre Brødre, der også var indkaldt. Men nu var een, der havde været hårdt såret, i Etapen; een var savnet siden Juli 1918, og een var langt borte, oppe i Rusland, troede jeg da.

Selv mente jeg, at Krigen ganske bestemt var Slut i Foråret 1919, fordi hverken den tyske ydre eller indre Front vilde kunne holde længere.

Glad og munter drog jeg af Sted. Den 2. September kom jeg igennem Sedan, hvor Tyskerne havde fejret en stor Triumf for 48 År siden, i hvilken Anledning vi som Børn i Skolerne var blevet tvangsindlagt til Festlighederne og havde måttet høre så meget om de sejrrige Tyskere, så det var et Under, at ikke Ørene var faldet af os. — Nu var jeg klar over, at der aldrig mere i Tyskland vilde blive holdt Sedanfester.

Der blev som sædvanlig stor gensidig Glæde, da jeg kom hjem. Men hvor så alt usselt og fattigt og tarveligt ud! Krigen havde tæret på Mennesker, på Huse, på Indbo, på Tøjet. Og hvor mange bar ikke Sorg for mistede Sønner, Brødre, Fædre eller Kærester.

Min Mor, der ellers var en trivelig Kone, havde også tabt sig, navnlig siden Juli 1918, da hun havde fået Meddelelsen om, at en af hendes Sønner var savnet.

Min ældste Søster, Dagmar, (…), udviste straks stor Iver for at få mig overtalt til at kvittere den tyske Militærtjeneste. Glad blev hun derfor, da hun hørte, at der ikke skulde nogen Overtalelser til, men at jeg selv havde taget Beslutningen ude ved Fronten.

Hun havde en god, lidt ældre Veninde, Frøken Hundevadt, en Søster til Grundlæggeren af Hundevadt’s Magasin i Haderslev. Denne Veninde havde hjulpet adskillige unge Mænd over på den anden side af Grænsen, og hun var også villig til at hjælpe mig.

Vi aftalte, at Flugtforsøget skulde ske den 13. September om Eftermiddagen; det var lige een Dag, førend Orloven var omme.

DSK-årbøger 1955.

Ikke kategoriseret

31. august 1918. A.P. Andersen: “Mine fem Dages mørk Arrest paa Vand og Brød har jeg stadig til gode hos Tyskerne.”

Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Vi var nu kommet ind i Midten af August Maaned 1918, og man mærkede tydeligt, hvorledes Krigstrætheden og Modløsheden tog til. Tyskernes Offensivkraft blev mindre fra Gang til Gang, og nu begyndte Foch med stort Held sin store Modoffensiv i Midten af Juli, og Amerikanerne blev flere og flere. Officererne, kunde jeg høre, talte flere Gan­ge om, at Krigen var tabt for Tyskerne, højst til Foraaret 1919 kunde den vare.

Hvad Under da, at jeg tænkte paa at komme hjem paa Orlov for at tage mit gode Tøj og gaa nord paa.

Det, der hele Krigen igennem havde holdt mig tilbage fra dette Skridt, var Hensynet til mine tre Brødre, som saa vilde være afskaaret fra at faa Orlov til Nordslesvig for at gøre det samme. Og da jeg var den, der havde den mindst udsatte Stilling som Soldat, vilde jeg selvfølgelig ikke ødelægge Chancen for de andre.

Men i Juli 1918 var min Bror Jens blevet meldt savnet efter Foch’s store Modoffensiv, min Bror Holger var i Schaulen i Rusland som Radiotelegrafist ved Flyverne i relativ Sikkerhed, og min Bror Magnus var allerede i Foraaret 1915 som Infanterist blevet haardt saaret i Præsteskoven og befandt sig nu i Etapen som Telefonist i Eecloo i Belgien.

Derfor syntes jeg, at nu maatte Lejligheden være der uden at komme til at gøre andre Fortræd.

Lidt dertil gjorde ogsaa, at den nye Feldwebel, som jeg straks var blevet gode venner med, et Par Uger senere havde set i Straffebogen, at jeg havde fem Dages mørk Arrest paa Vand og Brød til gode, og hans Opførsel mod mig blev herefter ligesom lidt mere kølig.

Det lykkedes mig dog at bearbejde ham saadan, at jeg fik fjorten Dages Orlov bevilget!

Den 1. September 1918 pakkede jeg det af mit Kluns, der havde nogen Værdi, og sagde med maaske lidt for megen Følelse Farvel til en tre-fire af mine allerbedste Kammerater. — „Hvorfor saa højtidelig?” — sagde min gode Ven Kahlenberg fra Kolberg i Pommern. — „Man skulde tro, at du ikke mere kom tilbage! Naa — for Resten kan jeg godt forstaa, hvis du denne Gang bliver borte, du, som bor saa tæt op ad den danske Grænse.”

— „Hvor kan du dog tro det?” — sagde jeg til ham; „jeg har dog saa mangen Gang haft Orlov og hver eneste Gang haft Lejlighed til at stikke af —– hvorfor skulde jeg saa gøre det denne Gang? Hvis jeg ønsker dig og mine andre gode Venner rigtig Held og Lykke i den Tid, jeg er borte, er det, fordi der jo netop i denne Tid sker saa meget uberegneligt og uforudset.”

— „Ja, det er godt med dig,” sagde han ; „du maa være den største Klovn, der kan gaa i et Par Støvler, hvis du denne Gang kommer tilbage.”

— Og saa drog jeg paa Orlov.

Mine fem Dages mørk Arrest paa Vand og Brød har jeg stadig til gode hos Tyskerne …

DSK-årbøger 1954

 

Krigens forløb, Sønderjyder

10. august 1918: Tilbagetrækningen fortsætter

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid på vej mod den lille franske by Bengries.

Jeg kom til at sidde på en ammunitionsvogn med kuskens velvilje – her fik vi lov til at sidde til middag, men jeg trængte også til lidt hvile og søvn. Det var mødet med Johannes, et mærkeligt møde. Vi mente ikke, at tyskerne kunne vinde krigen. Der var for meget, der tydede på, at tyskerne var ude af stand til at skaffe reserve.

Samme dag spurgte jeg sergent Siegfried, om han vidste, hvem der havde taget flæsket? “Det har jeg selv spist”, sagde han. Da han erfarede, at der var flæsk i tornysteret, var det ham ganske umuligt at stå imod. Han måtte have det. Han havde ikke fået flæsk i lange, lange tider, ja, påstod han, han kunne slet ikke huske, hvorledes det så ud.

Derfor, jeg kunne gøre, hvad jeg ville, flæsket var og blev borte. Det eneste, der var at gære, var at tabe agtelsen for manden, og det var jo kun at beklage, at det stod sig så dårligt med moralen i den tyske armé. Jeg kunne have indmeldt sagen, men det vidste jeg på forhånd var ganske unyttigt. Jeg bed ærgrelsen i mig og lod som ingen ting.

Den 7. august nåede vi til egnen ved Vervirs, en lille by der hed Fontaine. Den 9. august ankom vi til Bengries 3 – 4 km. fra Solve ca. 20 km. fra Maubeuge. I Bengries lå vi i ro fra 9. – 31. august. Den 8. august kom vi forbi en kartoffelmark. Den var velholdt og stod med dejlige kartofler. Der stod vagt ved denne kartoffelmark af ældre landstormsmand.

Da vi kom hen til marken, overfaldt vi kartoflerne med 2 – 300 mand, og vagten stod ganske magtesløs over for de mange sultne soldater. Vi fyldte vore brødposer og sandsække, og om aftenen kogte og spiste vi de dejlige kartofler. Vi var meget forsultet i denne tid.

Denne hvile fra 9. – 31. august var meget hårdt tiltrængt. Siden 15. juli havde vi mistet over halvdelen af mandskabet og 2 trediedele af hestene. De første par dage gik med at vaske og sove. Så rensede vi kanonerne, men tjeneste havde vi kun ganske lidt. Vi havde nogle marchture, der dog mere var spadsereture. Vi fik nyt reservemandskab og en mængde heste.

Der var en stor eksercerplads i nærheden, men når vi var der, lå vi mest i græsset og dasede. En dag var vi i Solve for at blive afluset, men hele stemningen i arméen syntes mere slap. I Bengries lå også en del infanteri. De lavede heller ikke ret meget.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Sønderjyder

8. august 1918. Genforenede brødre taler dansk sammen

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved byen Montcornet. I en naboby har han efter lang tids søgen endelig fundet sin storebror, Johannes.

Johannes havde lidt ærtesuppe i sin kogespand, den delte vi, jeg fik så en cigar tændt, og vi talte så sammen om et og andet. Vi talte vort modersmål, og der var nogle af de andre soldater, der henstillede til os, at vi dog skulle tale tysk, for vi var jo dog tyskere. Men vi forklarede dem, at det netop var det, vi ikke var, vi var danskere, og som sådanne havde vi lov til at tale vort modersmål.

Da Johannes havde hviledag dagen efter, altså den 7. august, mente vi, at vi hellere måtte gå hen til mit kvarter, og så kunne han sove hos mig om natten, og når vi så tog af sted om morgenen, havde han god tid til at gå tilbage igen.

Efter megen spørgen, fik han omsider udleveret en seddel, der gav ham tilladelse til at forlade sin afdeling i 12 timer. Jeg fik en pibe af ham (en, der havde samme facon som et andehoved – den findes i min samling) og et lille stykke sæbe. Til gengæld skulle han have et par strømper og et stykke flæsk af mig, som lå i min tornyster.

Vi gik så til Clermont, det var den mest direkte vej, og derfra gik vi med jernbanelegemet til Montcornet. Der kom et enligt lokomotiv kørende, jeg rakte hånden ud og standsede det.

Lokomotivføreren spurgte, hvad vi ville. Jeg bad på en meget høflig måde om at få lov til at køre med til Montcornet, idet jeg forklarede, at jeg havde gået hele dagen og nu havde fundet min broder osv.

Vi fik så lov at stå på den brede kant ved siden af kedlen, og så dampede vi af sted. Johannes var helt forbavset over, at det lykkedes; det var jeg også, men lykken står den kække bi. Nu stod vi hånd i hånd på lokomotivet, det gik så let og så hurtigt – og vi holdt inderligt af hinanden. Det var ca. halvandet år siden, vi havde set hinanden i Köln, og nu var vi sammen igen under mærkelige omstændigheder.

I Montcornet steg vi ned af det store lokomotiv og fortsatte hen til mit kvarter, der lå et lille stykke uden for byen. Det var mørkt, da vi nåede kvarteret, og de andre var gået til ro. Johannes og jeg delte min middagsmad, som min kammerat, Skurnia, havde hentet til mig om middagen (bønnesuppe). Vi talte sammen til kl. 2 om natten, men det stykke flæsk, som Johannes skulle have, var blevet stjålet. Men strømperne fik han dog.

Vi lagde os så til ro på en brix og sov til hornisten blæste reveillen, det var kl. 4. Alle stod op, vi drak i en fart kaffe, og en time senere var alt klart til afgang. Jeg præsenterede Johannes for nogle ganske få af mine kammerater, bl.a. Skurnia. Kl. 5 rykkede batteriet af sted, Johannes fulgte med et lille stykke uden for byen, så tog vi afsked.

Han stod endnu og vinkede bag ved en tornebusk, han fortrak munden noget og tårerne trillede ned over kinderne. Vi forsvandt så over en bakketop. Nu var vi skilt igen – Ak! hvor længe måtte vel denne krig vare?

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Sønderjyder

7. august 1918. Frederik Tychsens bror så glad for at se ham, at han sprang af latrinen.

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.

Jeg ventede en time og to – ja tre stadig stirrende ud efter skoven, men intet at se uden enkelte soldater. Jeg blev sulten, og gik ind i huset og prøvede på at købe lidt mælk. Men dette kunne ikke lade sig gøre, før jeg viste en gammel mand en pakke tobak, da blev de interesseret.

I huset boede flere familier, nogle var flygtninge, og da de opdagede, at jeg havde tobak, fik jeg både mælk og kartofler. Kartoflerne var varme, og de smagte mig ganske fortrinligt, selv om jeg hverken fik flæsk eller sovs til dem, men kun det tørre brød.

Jeg fortalte dem, at jeg ventede på min broder. Det interesserede dem, og de blev helt nysgerrige. Jeg fik så mad, og de fik tobak; for øvrigt var de meget flinke og venlige. Af og til løb jeg ud på vejen for at se, om der muligvis skulle komme nogen, men de kom ikke.

Hen på eftermiddagen kom der en officer, og hos ham fik jeg oplyst, at bataljonen var gået en anden vej, men hvor det skulle hen, vidste heller ikke han. Der kom så noget senere et par soldater, der bekræftede officerens ord.

Officeren sagde til mig, at hvis jeg ville finde bataljonen, kunne jeg lettest finde det ved at henvende mig til intendanturen i Montcornet, her skulle nemlig hele regimentet hente proviant samme dag hen imod aften. Fra denne lille landsby, hvori jeg befandt mig til Montcornet var der en afstand på 30 – 40 km. Det lykkedes mig at komme med en lastbil, der kørte med baraktræ.

Jeg sad højt til vejrs, men lykkelig over, at jeg kunne køre. Det blæste meget, og solen skinnede af og til, jeg frøs til at begynde med, men tøjet blev tørret og alt imens nærmede vi os Montcornet. Mit bataljon lå kun 3 – 4 km fra Montcornet, men jeg ville nu prøve på at finde Johannes. Hos kommandanturen fik jeg at vide, at I. bataljon af 258. regiment lå i Lappion. Det var ca. 10 km fra Montcornet.

Jeg tog den til fods til at begynde med, men jeg var træt af hele dagens begivenhed. Det lykkedes mig, da jeg var halvvejs, at komme med en lukket hestevogn, der var nemlig ingen officerer i den, og de to, der sad på bukken, talte så ivrigt sammen, at de ikke mærkede, at jeg sneg mig ind i vognen gennem døren, der var i bagerste ende. Vognen gik til Lappion, og jeg forlod vognen lige så ubemærket, som jeg var steget ind i den.

I Lappion fandt jeg ham heller ikke, men her l. bataljonsstaben, og de oplyste mig, at Johannes afdeling lå i Boncourt ca. 4 – 5 km fra Lappion. Nu håbede jeg på endelig at finde ham der. Det havde regnet let igen om eftermiddagen. Og nu begav jeg mig på vejen efter Boncourt.

Da jeg havde gået et stykke, traf jeg på en soldat, der stod og bøvlede med en motorcykel. Den ville ikke rigtig gå. Jeg hjalp ham med at skrue den sammen, og da vi var færdig, fik jeg lov til at sidde bag på. Først væltede vi, cyklen skred i et sving, og vejen var meget glat. Der skete ingenting udover, at vi blev tilsmurt med ler. Han bøjede lige før, vi kom til Boncourt. Jeg havde så kun 1 km at gå.

Jeg kom så til Boncourt – en by på størrelse med Toftlund. Jeg spurgte hist og her efter 1. Nachrichtenzug, alle vidste de, at de var i byen, men hvor de lå, vidste de ikke. Jeg gik hen til køkkenet, de vidste heller ikke mere. Jeg gik ned af gaden, spurgte en og anden, og det var en af Johannes’ kammerater. Han gik så med mig hen til det hus, på hvis loft 1. Nachrichtenzug lå.

Johannes traf jeg nede i gården, han var på WC, på den sædvanlige stang over et hul i jorden. Da han så mig, blev han så glad og så forbavset, at han sprang af stangen, holdt bukserne med den ene hånd og tog mig om halsen med den anden hånd. Vi fik begge tårer i øjnene.

Klokken var blevet fem, og efter mange kilometers gang, og efter megen spørgen, fandt jeg ham omsider. Men kun den, der har prøvet at vandre om i en stor armé, kan forestille sig, hvor belagt de byer og landsbyer er, hvor der er indkvartering i stor stil. Det viste sig nu, at mit kvarter lå kun en ca. 15 km fra Johannes kvarter.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Sønderjyder

6. august 1918. Frederik Tychsen venter på sin bror

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.

Ved ca. 9 tiden om aftenen gik vi til hvile. Det kneb mig noget med at falde i søvn, da jeg hele tiden spekulerede på, om det mon virkelig skulle lykkes for mig at komme i forbindelse med Johannes. Jeg vågnede ved tre tiden og stod op med det samme. Jeg trak i støvlerne, knappede selerne i bukserne, tog frakken på og tog felthuen på hovedet.

Jeg tog brødposen med, og i denne havde jeg et stykke tørt brød og et par pakker tobak. Jeg forlod ganske stille kvarteret, og kl. 4 var jeg på vejen tilbage ad den vej, vi var kommet dagen i forvejen. Da jeg havde gået en halv times tid, begyndte det ganske voldsomt at regne. Jeg havde ikke faet kappen med, så jeg blev gennemblødt ret hurtigt.

Regnen strømmede ned, og jeg standsede under en jernbaneviadukt. Da jeg havde stået der et stykke tid, kom der et godstog. Toget kørte i den retning, jeg skulle, og da det gik op ad bakke – toget var langt forspændt med en udslidt maskine – gik det kun ganske langsomt. Det kørte ikke hurtigere, end at jeg kunne nå at springe på den bagerste vogn, og det lykkedes mig at komme op på denne.

Da vi var kommet op på bakken, kom der hurtigt bedre fart på, og snart var vi ved den første station. Jeg fik oplyst, hvor langt toget skulle, og det viste sig, at toget skulle til en station før den by, hvor Johannes formentlig skulle findes. Vi nåede byen, og det var min mening, at jeg derfra ville tage den til fods til den næste by.

Jeg var i byen ved 5-6 tiden; jeg gik noget omkring i den og opdagede, at der kom nogle stykker fra regiment 258. Jeg spurgte dem ud angående regimentet og de fortalte mig, at regimentet ville komme igennem byen i løbet af morgenstunden og formiddagen. Så var der altså ingen grund til at gå til den næste by, men blot vente.

Lidt senere fik jeg rygterne yderligere bekræftet af en løjtnant, han kom gående på vejen sammen med nogle andre soldater; jeg gik hen til ham og bad om oplysning angående regimentet. Han fortalte mig at regimentet ville passere byen inden ret længe. Jeg gik gennem byen og ventede i udkanten ved det sidste hus i den retning, ad hvilket jeg ventede regimentet.

Jeg gik frem og tilbage og var i grunden meget spændt. Af og til kom der nogle snart gående, snart kørende fra regiment 258, og alle bekræftede de, at regimentet var i anmarch. Langt om længe kunne jeg skimte langt ude hvor landevejen bøjede ud fra en skov, den første trop.

Den kom nærmere og nærmere, og efter ca. en halv time var den inde ved byen. Jeg spurgte straks efter, hvilket bataljon det var, og jeg fik til svar, at det var tredje bataljon. Johannes var ved første bataljon. Tredje bataljon marcherede forbi, I., II. og III. kompagni. Da de sidste af III. kompagni kom, spurgte jeg efter I. bataljon. ”Det kommer”, var svaret.

Der gik ca. en time, så øjnede jeg tropper igen ude ved skoven. De kom også ind til byen, da de var ved de første huse, spillede regimentsmusikken op med en flot march, og jeg troede ganske bestemt, at dette måtte være I. bataljon, men det var II. bataljon. Jeg spurgte flere officerer, og samtidigt spurgte jeg efter I. bataljon, og de svarede alle, at det ville snart komme.

1 bataljon forsvandt. I., II. og tredje kompagni og nu var det kun med at få fat i første bataljon. Jeg skimtede og stirrede ud efter skoven, hvor vejen svingede, men der kom stadig ingen. Der kom stadig soldater, der alle sagde, at bataljonen kom denne vej.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Sønderjyder

5. august 1918. Frederik Tychsens bror er i nærheden – men hvor?

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.

Jeg traf min broder Johannes den 6. august 1918. Min broder Johannes tjente ved reserveinfanteriregiment 258 – 78. reservedivision. Til denne division hørte endvidere infanteri regiment 259 – 260.

Tidlig om morgenen den 5. august traf jeg på marchturen i modgående retning en mand af regiment 260. Jeg lagde straks mærke til soldatens regimentsnummer uden dog at få lejlighed til at tale med ham.

Da vi havde gået ca. en halv time mødte vi en af regiment 260 igen. Jeg gik straks over til ham og spurgte, om divisionen var i nærheden. Han fortalte mig, at divisionen havde deltaget i Marneslaget, og den var i øjeblikket på marchturen.

Jeg spurgte efter regiment 258 og dette regiment lå i en by, som vi var marcheret igennem tidlig om morgenen den 5. august. Jeg fik næsten hjertebanken ved tanken om, at vi var kommet igennem den by, hvor min broder lå, ham jeg ikke havde set det sidste år.

Jeg ville gerne have talt med ham. Dog fik jeg senere oplyst, at den by, som vi passerede om morgenen den 5. august, skulle Johannes komme til samme dag om aftenen. I løbet af dagen traf vi på mange af regiment 259 og regiment 260, men ingen af regiment 258.

Den 5. august om aftenen gik vi i kvarter i en lille landsby i nærheden af Montcornet. Jeg var nu klar over, at vi var hinanden ca. en dagsmarch fjern; dvs. ca. 40-45 km fra hinanden. Vi fik besked om, at den 6. august skulle være hviledag – da skulle vi have lov til at sove hele dagen.

Jeg talte med Officierstedfortræder Würstenhagen – en berliner – om, hvorledes jeg kunne få det ordnet således, at jeg kunne gå bort dagen efter. Würstenhagen var meget forstående i dette stykke, han sagde, at jeg skulle bare se at komme af sted, han ville ordne det med Feldvebelen, så det hele kunne gå noget stille af.

Jeg talte med Obergefr. Skurnia om at tage sig af min middagsmad, samt brødportionen evt. post, eller hvad der ellers kunne falde for. Vi fik en forladt bondegård anvist til kvarter og jeg lå på brixen i nærheden af sergent Siegfried. Jeg bad denne om at have et øje med min tornyster, da jeg lige havde modtaget en pakke fra mor, indeholdende 1 pund fed, røget flæsk.

Han lovede mig, at han skulle nok passe på, at ingen uvedkommende skulle komme til min tornyster. Jeg lagde så min tornyster hen til hans hovedgærde, og dermed var denne side af sagen i orden.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien

Ikke kategoriseret

28. juli 1918. Bergholt møder sin bror i Douai

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:19

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten

De fleste oplevelser, man havde under krigen, var en blanding af ondt og godt. De onde var desværre fremherskende. Men en af de gode havde jeg dog sommeren 1918. Vi var atter en gang på transport og denne gang med jernbane. Jeg havde ligget og sovet, da toget lidt ublidt gjorde holdt på en station, så jeg faldt ned af den bænk, jeg lå og sov på.

Jeg kiggede ud af vinduet, og bemærkede, at navnet på stationen var Douai. Navnet syntes mig bekendt, men jeg kunne ikke huske hvorfra.

Pludselig kom jeg i tanker om, at navnet stod på et postkort, som jeg havde fået fra min bror – eller rettere halvbror – en måneds tid før. Han var landstormsmand og 22 år ældre end jeg. Det vidste sig, at vi ikke skulle videre, men blev læsset ud på stationen. Jeg gik straks til Feldweblen og fik at vide, at vi skulle blive i byen natten over og fik samtidig lov til at forsøge at finde min bror.

Byen var temmelig stor. Den havde vel ca. 35.000 indbyggere, så det kunne blive svært at finde frem til ham, og det var heller ikke sikkert, at han var der endnu.

Det lykkedes dog ret hurtigt at finde hans kompagni, men han var rejst på orlov og skulle først komme tilbage i løbet af otte dage.

Det var en skuffelse, men jeg afleverede en hilsen med besked om, at hvis vi ikke kom alt for langt fra byen, ville jeg besøge ham, når han kom tilbage. Heldigvis gik regimentet i stilling kun ca. 15 kilometer derfra, og da det var på det tidspunkt, hvor jeg måtte melde mig syg, fik jeg rig lejlighed til at besøge ham.

Vi havde ikke set hinanden siden 1915, og da han til trods for den store aldersforskel var min »hjerte-bror«, blev gensynet meget hjerteligt. Han havde altid været god ved den moderløse dreng, og jeg holdt af ham, som om han havde været min far. Jeg besøgte ham to eller tre gange, og vi tilbragte nogle gemytlige timer sammen. Han var en selskabsmand og en god fortæller, så tiden faldt os aldrig lang.

Da jeg rejste på orlov sidst i august måned, tog jeg afsked med ham på banegården i Douai.

Jeg kunne se, at tårerne stod ham i øjnene. Hvis jeg havde kunnet bytte med ham, havde jeg gjort det, men det var jo udelukket. Ved min tilbagekomst var han der ikke mere. Fronten var rykket nærmere t i l byen, og den var blevet rømmet af civilbefolkningen. Også landstormsbataljonen var trukket tilbage. For øvrigt var mit regiment også over alle bjerge. –

Vi så først hinanden igen i januar 1919.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Ikke kategoriseret

29. marts 1918. En skål på tysk nederlag og Sønderjyllands genforening med Danmark!

Skriv en kommentar

A. P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten. Han var telefonist ved signaltjenesten. Ved fronten fik han via en fælles ven sat et møde i stand med sin broder, Jens, der var maskingeværskytte.

(… fortsat)

 Så mødtes vi da igen, og det var lige ved, at min Bror skulde have mødt sit Endeligt i denne lille Landsby, idet den en Times Tid forinden jeg kom til Byen, blev beskudt af Englænderne. Da de hørte Granaterne komme, stod han på Vejen og vilde sammen med mange andre springe ned i en Kælder for at komme i Dækning.

Han var også kommet nogle Trin ned, da det gik op for ham, at det kunde vare farligt, dersom en Granat gik ned igennem Huset. Han sprang derefter igen op og løb bort. Og så kom Granaten. Den eksploderede midt i en stor Klynge Soldater. I min Brors Kompagni dræbtes 8, og 16 blev såret.

De var just ved at begrave de faldne ude på Marken under et Træ, da jeg kom.

Vi var sammen et Par Timer og talte igen om det samme: Hvornår holder dog den Krig op ? ——-

Et Par Dage forinden havde et Par af mine Kammerater opdaget et engelsk Officerskasino og havde „reddet” en Masse Bourgogne til os. Vi havde også i en Marcipanfabrik „reddet” os Sække af Mandler, og jeg havde et Par Flasker med af den ædle Drue og Tasken godt fyldt med Mandler.

Jens og jeg fandt os uden for Byen et Dige ved Siden af Vejen, hvor vi i det dejligste Solskinsvejr kunde have det lidt for os selv.

Vi satte hver sin Flaske for Munden og drak den ene Skål efter den anden for vores gensidige Sundhed, vore Forældres og Søskendes Sundhed, og ikke mindst for Krigens lykkelige Ophør, d.v.s. Nederlag for Tyskerne og vor Genforening med Danmark.

— Se . . . . alt det gik i Opfyldelse, så det har vel nok været en god Vin!

I løftet Stemning og med store Håb og Ønsker forlod vi hinanden, og jeg så ham ikke igen før et År efter, da han med „St. Thomas” kom til København med det første Hold løsladte dansksindede Krigsfanger fra Aurillac.

DSK-årbøger 1953

 

Ikke kategoriseret

22. marts 1918. ”Goddaw, Jens! Skal vi mødes her?” To brødre midt i Kaiseroffensiven.

Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten. Han var telefonist ved signaltjenesten, men blev pga. sammenstød med løjtnanten degraderet til reparationstjenesten. Midt under offensiven mødte han sin bror på slagmarken.

(… fortsat)

Næste Morgen gik det fremad igen. Vi kom nu igennem Ingenmandsland og de forladte engelske Stillinger. Det gjorde et dybt Indtryk på mig at se alle de mange faldne Englændere. Tyskerne havde brugt Gas Dagen i Forvejen; mange faldne var blåsorte i Ansigterne og indtog de mest sære og forvredne Stillinger. Særlig gjorde en Masse skotske Højlændere Indtryk på mig, de lå der i deres Kilte med bare Knæ og Lår.

Det var første Gang, jeg så så mange døde; senere blev det under Fremrykningen desværre til en dagligdags Begivenhed.

Ved 10-Tiden gjorde Ballonen Holdt på en Høj, hvor der må å have været gode Observationsmuligheder. Vi ved Telefontruppen var lidt bagude og var i Færd med at etablere Ledningen til Staben (vi havde imidlertid fået de rigtige, lette Stænger til dette Formål).

Blandt de mange nysgerrige Soldater, der endnu holdtes i Reserve og ikke havde noget særligt at bestille, så jeg nogle Soldater fra Maskingevær Afdeling 69.

— Er I fra Afdeling 69? — spurgte jeg en af dem.

— Ja, det er vi da!

— Er 2. Kompagni også der?

— Ja, selvfølgelig. —

— Så hent Skytte Jens Andersen, det er min Bror.

— Ja, gerne! — sagde en af dem og gik ind på Marken.

— Jens Andersen, dein Bruder ist da! —

Og et Øjeblik efter kom Jens frem til Vejen, iført sin store Kappe og med et omtrent halvt Lagen bundet om Halsen, for han var meget forkølet.

— Hvad er der? —

Og så pegede de på mig.

— Næ … Goddaw, Peter!

— Goddaw, Jens! Skal vi mødes her !

Og vi fik os en Sludder på en 20 Minutter. Jeg over lod mit Arbejde til en anden Kammerat, og så gik vi lidt rundt på Slagmarken. Vi var blandt andet henne at se på to store østrigske Motorhaubitser, Kaliber 42, der stod lige i Nærheden og skød alt hvad de kunde. Når man stod bag ved dem i Skudlinien, kunde man lige i en Brøkdel af et Sekund se det sorte Projektil fare ud af Løbet.

Vi fik os en Sludder om Stillingen, som den var, om dog ikke Krigen snart kunne holde op, og om dem derhjemme. Men jeg måtte tilbage, og vi lovede at holde Øje med hinanden, da vi nu vidste, at vi var i Nærheden af hinanden og sandsynligvis skulde samme Vej.

Det var et markeligt Træf, at vi blandt de 3½ Million tyske Soldater, der var indsat på den ca. 63 km lange Front, netop skulde mødes.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

 

Aviser

18. februar 1918 – Hejmdal: Krigens spor

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Udlovet Belønning
Den stedfortrædende kommanderende General v. Falk i Altona udlover en Belønning paa 3000 Mark, der fra privat Side er blevne stillede til hans Raadighed, til den, ved hvis Hjælp det for første Gang lykkes at overbevise en fra engelsk eller amerikansk Side lønnet Agent om at have ophidset Arbejderstanden til Strejke, navnlig om at have uddelt Flyveblade i Korpsdistriktet.
      Hvis der er flere om at yde Hjælpen, afgør General v. Falk, hvorledes Beløbet skal fordeles. Udelukkede fra Belønningen er Personer, der i Henhold til deres Embede er forpligtede til at forfølge fjendtlige Agenter.
     Denne Udlovelse falder bort, hvis efter Generalens Skøn ingen har erhvervet sig Krav paa Belønningen inden den 20. Februar 1920 eller, hvis Krigen er ophørt før, inden Krigens Afslutning.

Krigens Spor
Nogle Aar før Krigens Udbrud købte to Brødre, Rasmus og Jørgen Damm fra Bovrup, en lille Gaard i Bodum ved Aabenraa. Jorden var i en daarlig Forfatning, men begge Brødrene var dygtige og flittige Landmænd, og da Lykken fulgte deres Arbejde, viste det sig snart, at der var kommet en fornøjelig Gang i Driften.
     Saa kom Aaret 1914. Kornmarkerne stod saa frodige, og Høsten havde allerede begyndt, da Krigen brød ud. Jørgen Damm, den yngre af Brødrene, der havde tjent som aktiv Soldat, maatte straks af Sted i Felten. Hans Broder Rasmus tog derpaa saa meget des mere ihærdigt fat, idet han i Forventning om en snarlig afslutning af Krigen nærede det Haab, at Jørgen om føje Tid vilde vende tilbage.
     Men det kom anderledes. Krigen fortsattes, og allerede i 1915 blev ogsaa Rasmus indkaldt. Ejendommens Drift maatte nu overlades til Fremmede: en Husholderske og en Dreng. Husholdersken var dygtig og energisk, og Drengen var flittig, saa at Arbejdet saa vidt som nogenlunde muligt vedblev at gaa i sin gamle Gænge. Men i Sommeren 1916 meldtes det, at Rasmus Damm var savnet. Jørgen, der endnu stadig laa ved Fronten, haabede dog vedvarende, at Broderen var kommen i Fangenskab; men hidindtil savnes enhver Stadfæstelse af denne Forventning.
     Og i disse Dage er der kommet officiel Efterretning om, at Jørgen Damm, der ved Slutningen af det forløbne Aar var bleven meget haardt saaret, den 31. December er afgaaet ved Døden som Følge af sine Saar. Han blev 33½ Aar gammel.
     Nu er altsaa Hjemmet i Bodum opløst. Den nordslesvigske Befolkning har atter mistet et Par af sine driftigste Sønner, og Egnens Beboere vil længe føle Savnet af to af deres bedste Venner og mest trofaste Naboer.
     Haardest rammer Slaget imidlertid dog Familien, saa meget des mere, som den allerede i Forvejen var bleven noksom hjemsøgt af Krigens ubarmhjertige Haand; thi af to andre Brødre, Johan og Peter, er den ene falden og den anden i Fangenskab.

Udmærkelser
Fortjenstkorset for Krigshjælp er blevet tildelt: Bykasserer Baus, Direktør Matzdorff, Raadmand Tams, Kredsassistent Heinr. Meier, Kredsassistent Peter Petersen, Gehejme Medicinalraad Dr. Hansen, Magistrats-Bureauassistent Joh. Fr. Jensen, Politivagtmester Lauesen, tidligere Retsfuldbyrder Otto, Marketenderi-Forpagter Schmidt, Fru Bygningsraad Jablonovski og Fru Seminarielærer Michelsen, alle i Haderslev, samt Overvagtmester Prizel i Gram, Vagtmester Schäfers i Vojens, Vagtmester Wollesen i Hvidding, Hjælpevagtmester Zacharias i Vedsted, Kommuneforstander og Lærer Frost i Halk og Kommuneforstander og Lærer Johannsen i Hvidding. 


Fra Felten


Dekorerede
Hans Alexandersen, Søn af Gaardejer Jørgen Alexandersen i Sottrup i Sundeved, der i Forvejen var Indehaver af Jernkorset af anden Klasse og det hamborgske Hanseatkors, er bleven dekoreret med Jernkorset af første Klasse som Anerkendelse for, at han under et af de sidste haarde Slag paa Vestfronten reddede et Par saarede Officerer ud af Ilden.
    Christian Thastesen, Søn af Handelsmand Thastesen i Øster-Løgum, der har været med siden 1914 ved de forskellige Fronter, som blev haardt saaret i Rumænien i 1917 og som for Tiden ligger paa et Lasaret efter et Uheld, han har haft med det ene Knæ, og Arbejdsmand Hans Peter Bramsen fra Damager ved Haderslev har faaet tildelt Jernkorset af anden Klasse.

Forfremmet
Student Holger Jepsen fra Rørkjær ved Tønder, der ligger ved Fronten i Rumænien, er ifølge “V. T.” bleven forfremmet til Løjtnant af Reserven.

 

(Læs hele Hejmdal fra 18. februar 1918)

Nyheder

31. december 1917. To brødre mødes

Skriv en kommentar

Lærer H. Petersen, Blans, gjorde krigstjeneste i Grenadérregiment 89, 5. kompagni.

Det var den sidste Dag (Nytaarsaftensdag i Aaret 1917. Mit Komp, 5/89 gik fra sit Rokvarter (Noyelles Godault) til en By, Leforest, hvor vi skulde af med de smaa Feltgraa (Lusene). Ved saadanne Smaature morer mange Soldater sig ved at komme med morsomme Tilraab til de forbipasserende, (Humme!) og Svaret lader sjælden vente længe paa sig, særlig naar nogle fiffige saa, at vi var meklenborgske Grenaderer.

Saa begyndte de gerne at brøle, som en Okse. Thi sagde de: I har jo et Oksehoved i det meklenborgske Vaaben. Jeg gik den Dag saa stille og tænkte paa det nye Aar, hvad vilde det bringe for os — for mig. Bag ved gik en ung Meklenborger fra en Herregaard. Han sagde somme Tider: Du, Degn, pas din Kurs — jeg skal ogsaa have Plads til mine Ben, gaar Du nu igen og drømmer om Nordslesvig.

Wilhelm var god nok. Men pludselig saa jeg til Siden — og forbi mig gik den modsatte Vej en Soldat, som jeg særlig maatte lægge Mærke til. Min Bror!

Det slog ned i mig, — ih — hvor ligner han min Bror, — det maa jo være ham. — Skal jeg raabe et Goddag, Kammerat, for at han kan se mig i den store Flok. Nej, — det er umuligt — meningsløst, han er jo ikke her, han ligger længere Syd paa og længere bag Fronten.

Jeg gik videre. Men da vi kom hjem om Aftenen, sagde Kvartervagten til mig: Der var Besøg til dig, Degn, en Bror tror jeg nok. Han var bedrøvet over, ikke at træffe dig, her — et Brev.

Det slog ned i mig, hvad jeg havde set. Paa Nytaarsaften havde jeg set min eneste Bror mange Hundrede Mile hjemmefra, havde kendt ham og ikke tiltalt ham paa Vejen.

Jeg ærgrede mig og skammede mig. Vi havde ikke været sammen i 5 Maaneder. Han meddelte mig i det korte Brev, at han skulde i Stilling (til Fronten) samme Nat. Jeg var gal i Hovedet paa mig selv.

Nytaarsdag skulde alle Ro-Kompagnier i Kirke. Jeg var mellemfornøjet paa Grund af Tildragelsen i Gaar. Og tænk: — Da vi kom ud af Kirken, stod min Bror (nu: Degn J. Petersen,  Grarup Skole) ved Døren og tog imod mig. Han havde faaet Udsættelse en halv Dag og vilde tale med sin lille Bror, da vi var saa nær sammen. I Dag vilde jeg ikke narres, sagde han, derfor smuttede jeg under Gudstjenesten ind i Kirken, jeg stod og stirrede paa de mange Hundreder alvorlige Soldater-Ansigter indtil jeg fandt min lille Bror. Saa blev jeg rolig.

Der blev stor Gensynsglæde og et uforglemmeligt Samvær for de to Brødre midt i den onde Krig. Ja “Sorrig og Glæde de vandre til Hobe”.

DSK-årbøger, 1941

Krigens forløb

11. december 1917. 1A-Gespräch til bror Magnus

Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste i Ballonzug 33.

I Midten af Oktober blev vi forflyttet til Ardenneskoven, til Egnen omkring Vouziers. Der var vi til omkring 1. December; saa kom vi i Ro bag ved Fronten i en lille Landsby Yvemaumont, ca. 11 km Syd for Charleville, hvor vi var Julen over.

En 5-6 Stykker af os blev indkvarteret hos et ældre fransk Ægtepar, der havde en lille Gaard. I en af deres Stuer fik vi indrettet Telefoncentral. Min Bror Magnus, der som Infanterist var blevet haardt saaret i Foraaret 1915 i Præsteskoven, var efterhaanden blevet nogenlunde rask og forrettede Telefontjeneste oppe i en lille By, Eecloo, i Belgien.

Vi fik os mangen en Pas­siar paa Dansk i Telefonen, og han var saa usandsynlig dristig, at han forlangte 1A Gespräch, naar han ikke kunde komme igennem alle de Telefonforbindelser, der skulde til. 1A Gespräch havde Forret for samtlige Telefonsamtaler, da den kun maatte benyttes som Flyvervarsel eller de helt store Hovedkvarterers vigtigste Samtaler. Ogsaa Juleaften ringede han mig op paa denne Maade, for at vi kunde ønske hinanden glædelig Jul paa Dansk.

Paa det Tidspunkt stod jeg ogsaa i livlig Brevveksling med min Broder Jens, som nu er Overlærer i Graasten. Han laa ved Asfeld la Ville.

Jeg fik udvirket en ekstra Orlovsrejse paa 3 Dage for at besøge ham og var saa heldig at ankomme en Eftermiddag, da Afdelingen om Aftenen kom tilbage fra en tre Ugers Tur ved Fronten. Min Bror var Skytte ved Maskingeværafdeling 69.

Nej, — hvor var de snavsede og lusede! Vi havde selvfølgelig ogsaa Lus, og det var saamænd ikke saa længe siden, jeg havde lysket min Sweater og der fundet et Par saa store og fede, at jeg væmmedes ved at tage dem mellem Neglene. I Stedet for gik jeg udenfor og satte dem i Sneen.

Men her var der Graabasser af en hel anden Størrelsesorden. Hvor priste jeg min Lykke, at jeg var blevet Luftskipper og paa den Maade slap meget nemmere og lettere gennem disse Krigsaar.

Min Bror havde en god Kammerat, og ogsaa den bedste Ven, i Jes Lauritzen fra Hammelev, nu Gaardejer i Bramdrup, og ham lærte jeg ved den Lejlighed at kende. Den følgende Formiddag var vi allesammen til Aflusning, men jeg tror nok, at jeg drog af Sted med flere Lus, end jeg var kommet med. Dog var det jo en dejlig Oplevelse at være sammen med ens Bror et Par Dage.

DSK-årbøger 1951