Cording, Julius Ferdinand Wilhelm – Frankrig.
Hansen, Theodor Sönke (RIR42/2) – Filume.
Stephan, Hans August Fritz (IR354/6) – Vesles, Frankrig.
31. juli 1918 – De faldne
Kategoriarkiv: Sønderjyder
30. juli 1918: Stille og rolige dage for Frederik Tychsen og batteriet
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid på tilbagetrækning i nærheden af byen Arci.
Vi marcherede således den 19 juli tilbage til Arci. Vi kom til Arci hen på eftermiddagen, men om aftenen måtte vi frem som reserve, vi skulle dække tilbagetoget, som det hed. Dog foregik det hele i den største orden.
Vi stod ved en lille by ? nede på en græsmark; men vi kom ikke til at skyde. Vi lå der til den 21. juli, så kom vi tilbage til Arci, og kom til at gå i bivuak i en lille skov. Først nu fik Gebauer lejlighed til at koge koyveret, som han havde skåret af den døde ko den 18. juli.
Han havde slæbt omkring med det i støv og varme, og det så ikke godt ud. Men yveret blev kogt, og han skrabede lidt at det yderste af og begyndte at skære løs af det og spiste det til et stykke brød.
Der var flere, der smagte det og spiste, og han tog så et stykke og rakte det hen til mig med ordene: “Vær så god Obergefreiter og spis”. Jeg lugtede først noget til det, fik fat i et stykke brød – og så gled det ned. Men vi havde heller ikke fået for meget i den seneste tid af kød.
Den 23. juli gik vi i stilling ved Arci le Ponsant, og der lå vi i to dage. Skydningen var ikke heftig i disse dage. Og vi fik ikke ret megen ild fra modstanderen. Men vi lå hele tiden marchberedt. Den 25. juli gik vi tilbage og kom i stilling i en lille by, Colonges, lige uden for Fismes. Protzerne og køkkenvognen lå inde i Fismes.
Vi havde kvarter i en 3 etages hjørnebygning inde i Fismes. Her var senge, og bygningen var belagt med soldater i alle værelser lige fra kælder til kvist. Vi lå i dette hus i 6 dage. Vi havde en lille besætning ved kanonerne; men skød ikke. For øvrigt lavede vi ikke ret meget. Vi fik sovet ud, og gik så rundt i byen og fandt os nogle kartofler, tomater og anden frugt.
Sergent Pfale fandt en grammofon med plader, så gav det musik i lange baner. Jeg fandt mig et par lette sko, dem løb jeg rundt i nogle dage; men på marchturene på landevejene duede de ikke. Efter fire dages forløb blev kanonerne taget ind til Fismes og stillet op på en plads ca. 200 m fra hjørnebygningen. De blev renset og smurt og gjort godt i stand.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
30. juli 1918 – De faldne
Christensen, Claus (RIR116/1) – La Trotte, Frankrig.
Henriksen, Mads (IR148/10) – Proyart, Frankrig.
Prinds, Niels Simonsen (/640) – Toftlund, Toftlund Sogn.
Schlaghecken, Albert (GRzF5/3) – Marcuil, Frankrig.
Wittenkamp. Peter Jacobsen (FAR52) – Abild, Abild Sogn.
29. juli 1918: Disciplinen nedadgående blandt de tyske soldater
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid på tilbagetrækning til en endnu ukendt destination.
Vi så nu så tydelig som aldrig får, at den tyske armé måtte vige; tilmed mærkede vi tydeligt modstanderens overlegenhed speciel med svært artilleri og flyvemaskiner. Den 19. juli trak vi os tilbage fra Marneområdet. Soldaterne var modløse og nervøse.
Da vi således gjorde holdt på en stejl bakke, hvor der lå en bataljon infanteri i vejsiden, var det når kommen til slagsmål mellem infanterister og artillerister. Infanteristerne skyldte os kanonerer for, at vi havde skudt for kort, så sagde kanonererne ”hold kæft” osv., og hvis vi ikke havde fået marchordre i samme øjeblik, havde det ganske bestemt udviklet sig til et frygtelig slagsmål.
Jeg så således, at en Gefreiter fra infanteriet greb efter geværet for at slå en kanoner ned, men denne undslap i sidste øjeblik. At moralen og disciplinen var ved at svækkes, beviser en lille episode fra samme dag: Batteriet marcherede på en dårlig landevej. Løjtnant Weichert red foran, så kom 25 – 30 kanonerer, og dernæst kanonerne, ammunitionsvogne, bagage osv.
Pludselig svingede et stort læs hø ind foran løjtnant Weichardt, de kom fra en sidevej; der var 4 heste foran vognen. På den ene af de to første heste sad en rytter, de to andre blev kørt af en kusk fra vognen. Desforuden var der endnu en soldat på vognen. Løjtnant Weichardt gav ordre til, at de skulle standse og vente, indtil batteriet var kørt forbi. Men de ænsede ikke hans kommando, de fortsatte.
Over denne opførsel blev løjtnanten aldeles rasende, han red hen foran køretøjet og tog fat i den ene hest og prøvede at holde den; men soldaten gav den hest, han sad på, sporerne, og den anden fik nogle af pisken; så for de frem, og løjtnanten måtte vige.
Løjtnanten red om til ham, der kørte, og prøvede på med vrede skældsord at få ham til at holde, men denne gav kun hestene et par af pisken, og hørte ikke efter løjtnanten. Da den tredje mand sad på læsset og lod benene hænge ned til siden – og grinede – for løjtnanten hen til ham og trak ham i den ene støvle og ville have trukket ham ned aflæsset, men denne holdt sig fast og gav løjtnanten et spark med den anden støvle lige i hovedet.
Løjtnanten slap, men aldeles rasende trak han nu sin revolver frem, og han havde sikkert skudt, hvis ikke alle hans egne kanonerer havde råbt og skreget “bravo – hau ihm, gib ihm, osv.” så løjtnanten mærkede, at han havde hele stemningen imod sig fra sine egne folk. Skamfuld stak han revolveren i tasken og måtte lade dem køre.
Da hølæsset lidt senere svingede ind ad en sidevej, rakte den tredje mand, der havde sparket løjtnanten, lang næse efter løjtnanten – og hele batteriet råbte “Bravo – bravo” – løjtnanten skar formelig tænder af raseri, men der var intet at gøre.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
29. juli 1918 – De faldne
Best, Wilhelm August (AB55/3) – Freiburg.
Foder, Peter Petersen (REIR3/9) – Marenil, Frankrig.
Frost, Hans Peter (FAR601) – Mersy, Frankrig.
Hansen, Christian (LIR85/6) – Frankrig.
Nissen, Jørgen (AB10/3) – Combles, Frankrig.
Sandbjerg, Jens Jensen (GIR2-6) – Blugnen, Reims, Frankrig.
28. juli 1918 – De faldne
Bjørnskov, Andreas Christensen (REIR3/6) – Frankrig.
27. juli 1918: ”Han trak sin kniv op af lommen og gik løs på koen og skar yveret af..”
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.
Efter Marneslaget, den 18. juli brød vi op og de følgende dage begyndte marchen tilbage. Vi kom op på landevejen og marcherede i nordvestlig retning. Det var helt stille med hensyn til skydningen denne morgenstund, vi fik kaffe og brød udleveret, men heller ikke andet. Solen varmede dejligt, og det trængte vi til for at få tøjet tørret. Vi marcherede en times tid på sydsiden af Marnen.
På vejene og alle vegne lå døde soldater og heste. Den 17. juli havde været en frygtelig dag. Undervejs passerede vi bl.a. også en død ko. Kanoner Gabauer, der i civil var mejerist i Westfalen forklarede, hvordan sådan et røget koyver smagte; det havde han faet een gang, og han glemte aldrig, hvor brilliant, det havde smagt ham.
Han trak sin kniv op af lommen og gik løs på koen og skar yveret af. Han fik det lagt i en gammel spand og hængte denne fast under kanonrøret. Alt imens fortsattes marchen hen ad landevejen. Omsider svingede de fire kanoner samt mandskabet ned til højre, og her gik det nedefter helt ned til Marnen.
Vi gik over en pontonbro, og dermed var den sidste rest af den tyske armé fordrevet fra terrænet på den anden side af Marnefloden. Lidt efter lidt blev broen taget bort, og vi så tydeligt, at de sprængte en anden bro. Vi kørte nu op ad skrænterne på den anden side, og i en afstand af 3 km fra Marnen kom vi sammen med den øvrige del af batteriet – bagagevogne, ammunitionsvogne, køkkenet osv.
Vi gik straks i stilling og åbnede ilden. Vi skød ganske langsomt på en afstand på 9000 m. Vi havde en luftballon til at observere. Jeg sigtede selv ved 4. kanon. Da vi havde affyret det 10. skud, kom løjtnant Weichert og udtalte sin anerkendelse over min skydning, de havde telefoneret fra ballonen, at de 9 første skud sad nøjagtigt i en korsvej (vejkryds).
Imens vi betjente kanonerne, var der andre af betjeningen, der gav sig i lag med at lave mad, dvs. koge kartofler. Vi stod ved et hjørne af en lille skov, og de havde tændt ild inde i skoven. Røgen steg alt for tydelig til vejrs, og franskmændene rettede nu deres kanoner på skoven.
Vi fik pludselig en voldsom ild og måtte pakke sammen for at flytte hen til et andet steds. Gebauer fik begyndt at koge på koyveret, men blev forhindret deri; han matte udsætte det indtil videre.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
27. juli 1918 – De faldne
Enevoldsen, Enevold (RIR213/11) – Greifswald.
Haugaard, Andreas Richard (RIR216/3) – Pinon, Frankrig.
Johannsen, Christian Friedrich (IR409/3) – Sønderborg.
26. juli 1918: Foreløbig status over døde og sårede
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag.
Ved ca. 12 tiden begyndte det at regne ganske voldsomt. Det strømmede bogstaveligt ned. Vi havde intet steds, hvor vi kunne ty hen. Vi kravlede ind under kanonen, men denne gav kun lidt beskyttelse mod den voldsomme regn, der syntes slet ikke at ville høre op. Vi skød dog ikke om natten.
Vi sov ikke hele natten men talte sammen om, hvem der var blevet såret, eller forsvunden, død og savnet. Af den gamle stab, som vi havde været sammen med siden august 1917, var følgende borte:
Unteroff. Goldberg – hårdt såret
Gefreiter Schäfer – hårdt såret
Unteroff. Mändler – hårdt såret (død, halsen skåret over)
Kanoner Steinhauer – hårdt såret
Kanoner Panitz – såret
Kanoner Halfpap – såret
Obergefreiter Schröpfer – såret
Unteroff. Brinkmann – såret
Desforuden mange af de yngre, som var kommet til senere, men som vi ikke kendte ret meget til. I alt tabte batteriet 2/3 af mandskabet og halvdelen af hestene. Stemningen var langt nede hos de efterlevende, vi var våde, sultne og trætte. Men ved daggry tog regnen noget af, og ved ca. 8 tiden skinnede solen.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
26. juli 1918 – De faldne
Erichsen, Peter Jepsen (RFAR20) – Bleslau.
Grönning, Hermann Hans (LIRER3) – Frankrig.
Jepsen, Hans Boisen (LIR/11) – Verviers, Frankrig.
Perschke, Johann Peter Carl (PB8/3) – Merville, Frankrig.
Wiese, Erwin Wilhelm Albrecht Emil – Tønder.
26. juli 1918. “Jeg har i et par dage ikke skrevet til dig af den grund, at jeg var i en nedtrykt stemning.” Brev fra Jørgen til Inger.
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde
med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Fredag d. 26.7.1918
Min egen kære Inger!
I morgen er det 8 dage siden, at jeg har hørt fra dig. Så du kan nok forstå, at jeg længes meget efter at få brev. Jeg har i et par dage ikke skrevet til dig af den grund, at jeg var i en nedtrykt stemning, og så var jeg bange for, at mit brev ville blive et helt klagebrev. Vi kom så hovedkulds afsted bort fra vort gode kvarter, og er nu langt nede i Frankrig. Her ligger vi en skov og har ikke andet rum at bo i end vort lille telt. Men hvad bliver det da til med ansøgningen? Jeg er næsten bange for, at den kommer for sent, for nu står høsten for døren, og det tager jo lang tid, inden ansøgningen når hertil…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
26. juli 1918. Vi er ikke mange om arbejdet. Brev fra Inger til Jørgen.
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Fredag d. 26. juli 1918
Kæreste Jørgen!
Nu har jeg i tre dage ikke haft brev fra dig, så jeg frygter jo næsten for, at du er kommet et andet sted hen. Ellers plejer der aldrig at gå så mange dage. Jeg fik da heller ikke skrevet til dig i går. Da var jeg cyklende i Haderslev igen. Nu er ansøgningen endelig sendt ind, og jeg tror, at den herhjemmefra er så godt forberedt som muligt. Så får vi nu lade Gud råde for, hvordan det ellers vil gå. Måtte vi dog omsider få en lille smule medbør, så du kunne blive fri. Du har nu gjort din pligt længe nok, skulle vi mene…
Hans er rejst hjem til Fyn nu, så du kan nok forstå, at vi ikke er mange om arbejdet. Jeg skal jo selv til at tage mig af det. Køerne går løse i Store Nordskov, og nu vil jeg med Pietro derop at malke, for de er jo vant til at blive drevet ind i en fold. Der bliver søgt om en høstorlov også, indtil det andet kommer i orden. Jeg ved ikke, om du er glad ved det, men når Thaysen synes det, lader jeg jo ham råde. Gid det dog nu måtte lykkes. Ellers ved jeg da ikke, hvad vi skal gribe til.
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
25. juli 1918 – De faldne
Westphal, Friedrich – Aabenraa.
Westphal, Gerhard – Aabenraa
24. juli 1918: Kanonerne rykkes tilbage
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.
Ved 6 – 7 tiden var vi ude ved Oeuilly igen. Vi kunne imidlertid ikke komme ud til kanonerne endnu, da franskmændene lå lige bag kanoneme i en afstand på ca. 500 m. Vi fik en vinkælder anvist til opholdssted – en underjordisk hvælving, der kunne rumme ca. 60 – 70 mand. Der var ingen vin i kælderen, men mange sårede og døde.
De lå rundt omkring ved siderne. Vi sad og ventede efter, at der skulle blive lidt mere mørkt, så hestene kunne komme frem. Vi havde intet at spise, og der var ret trist i denne mørke kælder. Ved 10-11 tiden kom hestene.
Vi blev kommanderet ud, og vi kanonerer skulle først op til batteriet for at gøre det køreklart, pakke sammen osv. Vi skulle først over en bakke og så til højre ind i en hulvej. På bakketoppen kunne franskmændene se os, så vi måtte krybe i vejgrøften, vi kravlede een efter een i en lang række op over bakketoppen og nåede godt ned til kanonerne.
Vi fandt en del af vore kammerater – de lå døde rundt omkring; karabinerne var kastet rundt til alle sider, men ellers var kanonerne urørte. Vi samlede de forskellige ting sammen og gjorde batteriet køreklar. Dog var vi en lille smule nervøse, da franskmændene lå lige på den anden side af bakken.
Det blev efterhånden ret mørkt, og vi sendte bud efter hestene. De kom med Protzerne, vi protzede meget hurtigt på, hestene fik sporerne og et par af pisken, og så satte de af sted; de mærkede sikkert også den nervøse spænding, og så var de mere tilbøjelige til at trække end under rolige forhold.
Da de tog fat ved den 4. kanon, gled denne, og der kom et træ på 15-20 cm. tykkelse ind imellem hjulet og lavetten, men hestene trak så voldsomt, at træet blev rykket op med rod. Vi slap ud af stillingen og kørte ned til Oeuilly, og først her åndede vi lettet op.
Vi kørte igennem byen og fortsatte hen af landevejen, bøjede af til højre og kørte efter en 1 – 2 timers kørsel ned til Marnefloden; her gik vi i stilling, og kanonerne stod ikke længere end 20 – 25 m fra selve floden.
Undervejs derhen sad jeg på Protzen, og løjtnant Weichert førte kanonerne tilbage. Da vi red på landevejen, bad han mig om at få en slurk af flasken, han tiltalte mig med “Kammerad!” Jeg sagde, at det var første gang, han tiltalte mig på denne måde, men selvfølgelig gav jeg ham min flaske, og han tømte den for indholdet, den var fyldt med kaffe. Da han havde taget den sidste slurk, spruttede han grumsen ud og sagde, at det var strenge tider for os.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
24. juli 1918 – De faldne
Breitenkamp, Friedrich Kaasen (FAR26) – Nesle, Frankrig.
Lund, Andreas Jespersen (IR410/8) – Prunaz, Frankrig.
23. juli 1918 – De faldne
Haagensen, Peter (RIR86/2) – Festubert, Frankrig.
Jessen, Marius Theodor (RIR111/6) – Champlat, Frankrig.
Müller, Andreas Andersen (RIR86/5) – Soissons, Frankrig.
Nielsen Peter Wilhelm (IR92/4) – Tigny, Frankrig.
Paulsen, Johann Christian (IR471/5) – Bois de Reims, Frankrig.
Thyssen, Waldemar (IR403/12) – Frankrig.
22. juli: Asmus Andresen bliver såret af en granatstump i hånden
Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juli 1918 var han ved fronten, hvor han blev såret og overgivet til et feltlazaret i Pont Ronge.
Den næste Dag, den 22. Juli, blev jeg såret af en Granatstump i den højre hånd, den 23. blev jeg så overgivet til et Feltlazaret i Pont Ronge, derfra blev jeg transporteret med en lille Feltbane til et Feltlazaret i Kotrik, liggende i Belgien, her havde jeg det meget godt.
Efter at jeg havde ligget i Sengen i 3 Uger, var Benet fuldstændig kommen sig, og Hånden var så vidt, at jeg fik Lov til at gå ude i Anlægget, men i Byen måtte jeg ikke gå, uden jeg fik Tilladelse dertil.
Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).
22. juli 1918: Frederik Tychsen på vild flugt
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.
Vi løb tværs over markerne, og foreløbig gik det ned ad bakke. Til at begynde var vi en samlet flok af kanonerer; men det varede ikke længe, inden vi var spredt. Der var mange soldater fra de forskellige våbenarter, og alle løb de uden at se sig tilbage. Af og til faldt der en eller flere, men de blev liggende.
Enhver havde nok med at sørge for sig selv. Jeg løb ned efter byen Oeuilly, og da jeg kom ind i byen, stod der en sadlet hest, der havde et sår bag ved venstre forben – en flænge p. ca. 10 cm. Rytteren var formodentlig blevet skudt af hesten.
Jeg fik fat i hesten, svang mig hurtigt op på den, men jeg gav mig ikke tid til at få benene i stigbøjlen, og da jeg klemte hælene ind i siden på hesten, sprang den til i vild galop – og jeg faldt af – Jeg løb så alt, hvad jeg kunne, ned til korsvejen og ville efter Troissy.
Her kom netop en køkkenvogn i fuld fart. De sad to mand på forvognen og piskede på hestene. På bagvognen var to frie siddepladser. Jeg løb efter vognen håbende på at fa en siddeplads; jeg var lige ved at nå den, men kræfterne slap op, og jeg måtte se på, at den stak af, lige foran næsen af mig.
Derefter svingede jeg ind på marken igen og løb ned efter Marnefloden. Dog bemærkede jeg, at en granat slog ned i køkkenvognen og indhyllede både vognen og hestene i en sort røg. Jeg tænkte straks, at det var godt, at jeg ikke nåede at få plads bag på vognen. Da røgen fortrak sig en lille smule, kom køretøjet igen frem.
Bagvognen var skudt bort, men på forvognen sad de to mand og piskede fremdeles på hestene. Jeg fortsatte, alt hvad jeg kunne, ned mod Marnen. Kammeraterne fra 1/407 så jeg ikke mere til, derimod var der mange andre – infanterister og artillerister samt soldater fra alle andre våbenarter.
Alle løb de, det de kunne, og vi havde alle en fornemmelse, at “de sorte” var lige i hælene på os. Efter en til to timers forløb kom jeg ned til Marnefloden. Her lå sergent Felix Ploschaichik i græsset. Han pustede, så det bogstaveligt peb og fløjtede ud af lungerne på ham. Han var ved at pille sine ordensbånd og 1. kl. af jemkorset af frakken.
Jeg mindes tydeligt, at han sagde: ”Mehr hat Christus nicht gelitten auf Erden, als wir hier leiden mussen, jetzt geh ich in Gefangenschaft!“ (Mere har Kristus ikke lidt på jorden, end vi her må lide, nu går jeg i fangenskab).
Jeg kastede mig ned i græsset ved siden af og sagde, at jeg gik med.
Vi lå nogle minutter i græsset og pustede, men så kom der en trop løbende, og de råbte til os, at vi skulle se at komme bort, for ”de sorte” var henne ved den nærmeste farm. Felix og jeg sprang på benene og fortsatte langs med Marnen i vestlig retning.
Vi ville hen til hovedlandevejen, Leurigny – Chatillon sur Marne, for her vidste vi, at der var slået pontonbro. Men da vi kom derhen, var broen blevet sprængt, og vi stod nu sammen med så mange andre og kunne ikke komme over.
Vi løb videre mod vest, og 3 – 4 km. længere henne var der en løbesti – beregnet kun for fodmandskab – over floden. Den var ganske primitiv, nogle planker, der hvilede på tomme tønder.
Løbestien blev overbelastet, så vi måtte kravle i vandet ude på midten; men med forsigtighed kom vi over. Da vi kom over på den anden side tog vi det med ro og besindighed igen. Vi havde indtryk af, at den værste fare var overstået.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
22. juli 1918 – De faldne
Clausen, Jes (IR401/7) – Epichs, Frankrig.
Ebsen, Johannes (RIR216/1) – Courmelles, Soissons, Frankrig.
Krebs, Peter Petersen (LIR85/9) – Glennes, Frankrig.
Rotz, Hans Andreas Asmus – Berlin.
Schulz, Matthias Christian (RIR84/1) – Bercy, Frankrig.
Thaysen, Asmus Lauritz (RIR216/2) – Noyon, Esmery-Hallen, Frankrig.
21. juli: Asmus Andresen – Angrebet af søgræs
Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juli 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han ved fronten.
Nu gik jeg og var lam i over 4 Uger, der var ingen, der vilde tro, at Benet var dårligt endnu. Officererne jagede mig snart her, snart der hen, jeg skulde hente Strøelse til Hestene, holde Omgivelserne ved Hestestaldene rene, grave W.C. Huller o. s. v.
En Dag, da Benet var lidt bedre, var jeg med nogle Kammerater ude at bade i en Kanal. Da jeg var svømmet et Stykke ud i Kanalen, kom der en Sergent og befalede mig straks at komme i Land, hvad jeg så også gjorde, men da jeg kom hen til Kanten, var der noget Bundgræs i Kanalen, som snoede sig om det dårlige Ben, så at jeg var lige ved at gå under Vand.
Sergenten, som stod og ventede efter mig, blev rasende, han troede, at det var mig, der lavede Komedie.
Det lykkedes mig dog at befri mig fra Bundgræsset og komme i Land. Efter denne Anstrengelse gjorde Benet så ondt, at jeg næsten ikke kunde gå, men alligevel skulde jeg først løbe et Par Gange frem og tilbage, og så hen at se til Hestene. Jeg trøstede mig med, at der nok skulde komme bedre Tider for mig en Gang, hvad der også kom, før end jeg havde ventet det.
Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).
21. juli 1918 – De faldne
Bossen, Boh Nicolai (IR469/4) – Touanderie Ferme, Briquinay, Frankrig.
Christensen, Hans Christian Willasen (IR88) – Mainz.
Eitzen, Sönke von (RIR214/2) – Buzancy, Frankrig.
Hansen, Claus (IR343/12) – Reims, Frankrig.
Hansen, Friedrich (RIR216/9) – Barzy, Soissons, Frankrig.
Outzen, Antoni (LIR84/4) – St. Julien, Flandern.
20. juli 1918 – De faldne
Andresen, Detleff Peter (LIR85/3) – Espilly-Fé, Frankrig.
Andresen, Heinrich (RIR210/1) – Remy.
Christensen, Christian Jørgensen (IR362/10) – Recourt, St. Martin, Frankrig.
Lind, Bertel Jepsen (RIR253/2) – Sains du Nord, Frankrig.
Moisen, Hans Peter – Frankrig.
Nielsen, Andreas Marius (IR257/2) – La Neuville, Frankrig.
Paulsen, Jakob Adalbert (LIR85/3) – Espilly-Fé, Frankrig.
Reschka, Wilhelm Franz (IR64/12) – Soissons, Frankrig.
Schröder, Alex Ernst Paul (LIR84) – Haderslev.
19. juli 1918 – De faldne
Bossen, Karl Hinrich (IR357) – Reims, Frankrig.
Christensen, Hans Hinrich (RIR209/8) – Vieux Berquin, Frankrig.
Christensen, Iver (AB9/4) – Vouziers, Frankrig.
Frank, Jochim Nissen (IR409/5) – Reims, Frankrig.
Günther, Hans Paul.
Jacobsen, Peter Nicolai (RIR269/3) – Meteren, Frankrig.
Jessen, Jørgen (IR142/2) – Soissons, Frankrig.
Johannsen, Niels Erich (IR410/11) – Jagdhaus der les Marquises Fuce an der Römerstrasse.
Kofahl, Georg Peter Anton (IR145/10) – Soissons, Frankrig.
Linnet, Johannes Wilhelm(IR362/8) – Rocourt, Frankrig.
Luckmann, Wilhelm Heinrich – Frankrig.
Paulsen, Thomas Ribsdorf (RIR2/11) – Soissons, Blancy, Frankrig.
Rheder, Claus Hansen (RIR17/10) – Oppy, Frankrig.
Thyssen, Jørgen Andersen (FAR9) – Frankrig.
18. juli 1918. En såret franskmand og et efterladt spædbarn.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling ved byen Troissy.
Protzensammelstelle og bagagen lå bag ved Troissy. Ammunitionen kom med lastbiler, og vi skød jævnt hele tiden. Ved middagstid skulle jeg tilbage til Protzensammelstelle med en ordre. Jeg gik ned til Port a Binson og kom ud på hovedlandevejen, landevejen kom til at se mere og mere frygtelig ud for hver time, der gik.
Det var helt kolossalt, hvad der lå af mennesker og dyr samt materiel på begge sider af kørebanen. Alle køretøjer kørte i skarp trav eller galop. Ingen holdt unødvendig længe på kørebanen eller ved vejen, det gjaldt bare med at komme bort. De fleste fodgængere, det være sig fra eller til fronten, enkelte eller i trop, gik over markerne 1 – 200 m ved siden af landevejen.
I byen traf jeg sammen med Feldwebel Zeidler. Ham var der ingen, der syntes om, han var brutal, men her i disse omgivelser kunne han nedlade sig til at tale venligt til mig. Han sagde endda kammerat til mig (Han var menig, da vi lå sammen i Flandern 1917).
Han tilbød mig, at vi kunne gå sammen; javel sagde jeg. Men for en gangs skyld fik jeg lejlighed til at drille ham lidt. Han ville nemlig gå oppe på marken, medens jeg ville gå på landevejen. Ganske vist var jeg bange, men Feldwebelen var dog mere bange end jeg; det kunne jeg tydeligt mærke. Det endte med, at vi fulgtes ad på landevejen, han kunne jo ikke være bekendt, at han var bange for at gå på landevejen.
Da vi kom ca. 1500 m fra Troissy, mødte vi eller kom vi til et steds, hvor der lå en franskmand på landevejen. Han lå med hovedet ned imod landevejen, det var forbundet med gazebind, og jeg sagde, lad os se ham efter, han må have været såret, ellers ville han ikke have været forbundet.
Feldwebelen sagde: ”Lad ham bare ligge – det er kun en franskmand!” Jeg gik imidlertid hen til ham og så på ham. Han lukkede så øjnene op og så bedende på mig. Feldwebelen gik videre. Jeg tog fat i ham og rejste ham op. Han kunne dårligt gå, men jeg tog ham under armen, og så listede vi ind efter byen.
Et par minutter efter at jeg havde fået ham på benene, kom et artilleribatteri forbi i fuld galop, så hvis han var blevet liggende, var han sikkert blevet kørt over. Vi nåede omsider ind til byen, men det sidste stykke vej måtte jeg næsten bære ham. Han stønnede og klagede sig, og han var meget syg. Han var såret oppe på hovedet og han havde småskrammer hist og her.
Det allerførste hus på højre hånd var uskadt. Jeg satte franskmanden på trappen, medens jeg hentede en god lænestol inde fra stuen. Det var en finere villa med fornemme møbler og en flot indgang. Jeg fik lænestolen anbragt i indgangsdøren, en stor dobbeltdør, som jeg slog op til begge sider. Franskmanden satte jeg i stolen, for når ambulancen kom, kunne de straks få øje på den sårede og muligvis tage ham med.
Da han nu sad i stolen, pegede han på min feltflaske – altså han ville have noget at drikke. Drikkevarer var en meget sparsom artikel, for det var meget varmt i disse dage. Jeg hældte noget af min sure kaffe ud i drikkebægeret og holdt det op foran munden på ham; han smagte lige på den, så sagde han ”pøj”, og spyttede den ud og slog til drikkebægeret, så det fløj langt hen, idet han sagde ”vin, Monseur”. Han ville altså have vin.
Jeg blev noget ærgerlig i øjeblikket, fordi han forkastede min i forvejen meget knap tilmålte kaffe. Jeg tog fat i ham og ruskede ham lidt, bagefter fortrød jeg det, jeg tænkte som så, at han havde sikkert høj feber, var syg osv., og jeg begyndte så at søge i kældrene, og i en ejendom lidt længere henne i gaden fandt jeg vin i en kælder; men her i denne kælder lå et lille barn i en kurv, der lignede noget de danske klædekurve.
Barnet var vel ca. 4 – 8 måneder gammelt. Det lå ganske stille og sov med en tyk skorpe af kommisbrød ved siden af hovedet. Dette havde en tysk soldat sikkert lagt hen til det. Jeg kunne imidlertid ikke tage mig af barnet, men rekvirerede et par flasker vin og gik hen til den sårede franskmand i døråbningen med dem.
Han var faldet i søvn. Jeg vækkede ham, skænkede af vinen til ham, og han drak. Han drak over en halv flaske vin; men jeg lod ham beholde hele resten. Jeg rakte ham hånden til farvel. Men da græd han og sagde mig mange tak. Jeg var glad over, at jeg havde fået lejlighed til at redde ham, ellers var han sikkert blevet kørt ihjel.
Jeg gik dernæst gennem byen, fandt Protzensammelstelle, afleverede min ordre, ventede et stykke tid på en anden ordre, som jeg skulle have med tilbage til batteriet igen. På tilbagevejen så jeg efter franskmanden i døren, men da var han borte. Man kan antage, at han var blevet transporteret hen på et feldlazaret.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
18. juli 1918 – De faldne
Clausen, Peter (FAR402) – Chateau Thieny, Frankrig.
Eeg, Chresten Peter – Gent, Flandern.
Jensen, Hans Jacob – La Neuville, Frankrig.
Jensen, Philipp Lauritz (/8) – Corcy, Frankrig.
Juhl, Jørgen Jørgensen (IR397/2) – Sous le Bois, Frankrig.
Leinweber, Marius Otto – Chartillon, Frankrig.
Petersen, Christian (FAR502) – Schlucht bei Saconin, Frankrig.
Petersen, Heinrich Andreas Peter (IR426/7) – Champagne, Frankrig.
Ravnskjær, Hans (IR362/12) – Rethel, Frankrig.
Sass, Wilhelm Johannes – Dardanellen, Tyrkiet.
Tüchsen, Andreas.
Tüchsen, Jacob (RFAR14) – Vierzy, Frankrig.
Witter, Karl Friedrich Gerhard (IR409/12) – Prunay, Reims, Frankrig.
Zapik, Ernst Richard (SHS “Kaiserin Augusta”) – Sønderborg.
17. juli 1918 – De faldne
Carstensen, Niels Lauritzen (GGR1) – Chatillou sur Marne, Frankrig.
Clausen, Christian (FAB155) – St. Souplet, Aubérice, Frankrig.
Colmar, Christian Knudsen (RJB2/1) – Oncourt, Frankrig.
Dall, Johannes (FAR223) – Ville, Frankrig.
Thomsen, Magnus Peter (MIR2) – Arelny, Frankrig.
16. juli 1918 – De faldne
Albes, August Ludwig Emil – Sønderborg.
Andersen, Friederich Christensen (RJB18/4) – Treloup, Frankrig.
Gadegaard, Marinus – Frankrig.
Jørgensen, Rasmus (GR3/1) – La Neuville, Frankrig.
Winther, Niels Ingvart Petersen (IR18/6) – Bretonneux, Frankrig.
15. juli 1918. Angrebsbølgerne forblødte foran de britiske og franske linjer
Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.
I juli dukkede der rygter op om divisionens snarlige indsats. De viste sig korrekte. Divisionen skulle straks efter et stort fremstød i Champagne deltage i et angreb ned ad højdedraget Kemmel, der skulle bringe Ypern (Ypres) til fald og rulle den fjendtlige stilling op helt til Nordsøen.
Englænderne lå her beredt til forsvar. De bedste divisioner var udvalgt til denne opgave. Det kom ikke så vidt. Det store fremstød i Champagne den 15. juli mislykkedes.
Fjenden var åbenbart ved forræderi, enten forsætligt eller ved sløseri, underrettet om angrebsområde og -tidspunkt, og havde rømmet de forreste stillinger, som vi nu formålsløst spildte vor ammunition på.
De ventede på angriberne i en bagvedliggende og ubeskadiget stilling. Mens angrebsbølgerne forblødte foran dem, førte de allieredes øverstbefalende, marskal Foch, to dage senere fra Villers-Cotteret skoven flankestødet ind i vor sårbare angrebsbue.
Dybt trængte de ind i vore linjer; buen måtte trækkes tilbage, franskmændenes yderligere fremtrængen standses. Nye divisioner måtte frem.
Angrebet ved Kemmel blev opgivet, 18. division blev sammen med andre den 22. juli i al hast transporteret i retning af det nye brændpunkt. Fjenden havde igen taget initiativet fra os. Det var begyndelsen til enden.
Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”
15. juli 1918 – De faldne
Bonnichsen, Hans Jessen (IR410/11) – Reims, Frankrig.
Christiansen, Jeef Jensen (IR426/6) – Perthes les Hurles, Frankrig.
Griesbach, Alfred Gustav (FAR7) – Barsy-Gripny-Verneuil, Frankrig.
Hansen, Christian (FAR37) – Champigny, Frankrig.
Hansen, Hans Peter (FAB63) – Moronvillers, Frankrig.
Hansen, Heinrich Detlef (IR372/11) – Jaulgonne, Marne, Champagne, Frankrig.
Hundewadt, Carl (IR400/12) – Allibaudieres, Frankrig.
Iversen, Christian – Rusland.
Janot, Emil (IR410/5) – Beine, Frankrig.
Jensen, Daniel (GGR1/4) – Anthenay, Frankrig.
Jensen, Jørgen (IR410/3) – Benil, Frankrig.
Jensen, Lorenz Heinrich (IR372/2) – Jaulgonne, Marne, Frankrig.
Keller, Willy Karl Fritz (IR426/4) – Tahure-Sonain, Frankrig.
Kissov, Karl Hansen – Frankrig.
Koch, Albert Hugo (/1) – Sønderborg.
Mathiesen, Jørgen (RIR32/11) – Frankrig.
Moos, Christen Petersen (IR399) – Heutregiville, Frankrig.
Nissen, Anders Sørensen (IR410/9) – Beine, Frankrig.
Ohlsen, Jürgen Christian (IR393) – Perthes, Frankrig.
Pedersen, Peter Wilhelm (IR410/8) – Prunay, Frankrig.
Quick, Hans August Heinrich (GRzF1) – Dormans an der Marne, Frankrig.
Schmitt, Alfred Ferdinand (GR1/3) – St. Hilaire, Frankrig.
Weiss, Albert Heinrich (IR357/11) – Champagne, Moronvilliers, Frankrig.
Winther, Peter Martin Bernhard (IR409/2) Pruney, Frankrig.
14. juli 1918 – De faldne
Der er ikke registreret faldne sønderjyder 14. Juli
1918