Så er endnu et år afsluttet og der er tid til at komme med en status over websitet i det sidste år og ikke mindst arbejdet på og bag websitet, men det vigtigste kommer dog først, nemlig:
en meget stor TAK til alle de frivillige,
der på hver sin vis bidrager eller har bidraget til hjemmesidens indhold. Nogle få arbejder direkte på websitet med at oprette, redigere og supplere personsider, mens andre forbereder og udarbejder de personskemaer, som siden offentliggøres, og andre afskriver kilder f.eks. breve, brevsamlinger eller erindringer.
Det store arbejde, der lægges af de frivillige både bag og mere synligt på websitet, udgør et værdifuldt bidrag til manges familiehistorie, tilgængeliggør kilder og øger opmærksomheden på denne del af den sønderjyske historie. Der kommer jævnligt kommentarer på websitet og mails til Sønderborg Slot med ros til de frivillige fra slægtninge, som har fundet en eller flere personsider med relation til deres familier.
Det er sagt og skrevet før, men tåler gentagelse: Uden jeres indsats og store arbejde ville der langt fra være så meget at finde på websitet. Tak.
Hvad er der sket på websitet i 2025?
Her skal kun nævnes et par af de større tilføjelser til siden:
Personsider:
Der var pr. 1. januar 2026 i alt 14.175 personsider på websitet. Heraf er der i 2025 ”kun” oprettet 461 helt nye personsider på websitet (ca. 1,2 pr. dag i gennemsnit). Det er færre end i tidligere år, hvor der i 2023 blev oprettet 615 nye personsider og 2024, hvor der blev oprettet 650.
Når der i 2025 ikke er offentliggjort flere personsider, skyldes det dels at nogle frivillige holder en meget velfortjent pause fra at udarbejde personsider, dels har nogle frivillige – herunder undertegnede – i 2025 været ramt af arbejdsmæssig travlhed og/eller sygdom, ligesom en del frivillige har skiftet fokus til andre opgaver.
Derudover er der de senere år blevet mulighed for at søge i en del nye digitaliserede kilder, som de frivillige så vidt muligt forsøger at inddrage i arbejdet med at udarbejde personsider. Det er nogle af de årsager, der ”skubber” selve offentliggørelsen af personsiden på websitet.
Der er fortsat lang vej til personsider for de omkring 30.-35.000 sønderjyder, der blev indkaldt under 1. verdenskrig. Men oplysninger om krigsdeltagere er altid velkomne. Læs mere herom på siden ”Indsend oplysninger”.
Kommentarer i 2025:
Der blev i løbet af 2025 skrevet ca. 740 kommentarer til indlæg og personsider. Mange kommentarer indeholder desuden ofte supplerende oplysninger, nye kilder eller en ros til de frivillige. Tak for det.
Vi når desværre ikke altid at besvare kommentarerne på websitet, men kommentarerne bliver gemt og inddrages når en personside skal redigeres.
Simple rettelser som trykfejl og lignende kan som regel rettes ret hurtigt, men kommentarer med mange oplysninger medfører ofte et større redigeringsarbejde, særligt hvis det involverer flere personsider, links og kilder. Det har de frivillige ikke altid tid til at gøre med det samme.
En del kommentarer kommer som følge af serien ”Den gotiske Udfordring”, der giver læserne mulighed for at prøve kræfter med at læse gotisk håndskrift. Det er det imponerende når det lykkes sidens læsere at identificere afsendere af f.eks. postkort og breve. Det giver jævnligt anledning til, at der kan oprettes nye personsider, oprettes linkes mellem slægtninge eller at de viste ”Udfordringer” kan knyttes til en allerede oprettet krigsdeltager. Tak for jeres indsats på dette punkt.
Besøgstallet på websitet er fortsat fint med mellem ca. 10.-18.000 besøgende på måned, hvilket udmønter sig i mellem 20.- 28.000 sidevisninger pr. måned. Der ses større udsving i antallet af besøgende fra måned til måned, som dels skyldes det svingende antal indlæg og nyheder, men også ferieperioder kan tydeligt aflæses i besøgstallet – særligt i sommermånederne og i december.
Der blev i 2025 offentliggjort 229 indlæg og nyheder (svarende til 4,4 pr. uge i gennemsnit).
Der var i december 2025 igen overskud til at lave en ”julekalender” i form af daglige indlæg, der bl.a. viste nogle af de genstande og arkivalier, der er indkommet til Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot de sidste par år.
Fremtiden på websitet:
Den korte version er: Vi fortsætter arbejdet på og bag websitet.
De frivillige fortsætter med at udarbejde personskemaer på baggrund af indsendte oplysninger og forskellige gennemgåede kilder. Men der er fortsat en del indsendte oplysninger og andre opgaver, der ligger længere end ønsket. Det skyldes simpelthen det meget begrænsede antal af aktive frivillige, der arbejder direkte på websitet. Men ethvert bidrag til siden er fortsat velkomment. Se evt. siden ”Om” for at se, hvem der er / har været frivillig.
Foreløbig arbejdes der pt. med at redigere og offentliggøre personskemaer for krigsdeltagere, hvortil der enten er indsendt oplysninger om til museet, eller som de frivillige har fundet. Derudover indsendes der fortsat mange mails med personoplysninger om krigsdeltagere til Sønderborg Slot, som videresender oplysningerne til de frivillige. Så der kommer definitivt også mange nye personsider i 2026.
3 af de frivillige udarbejder fortsat personsider for de ca. 5000 medlemmer af DSK, der er omtalt som afdøde medlemmer i DSK Årbøgerne. Desværre er det ikke altid muligt entydigt at identificere alle, da der dels er en del mangler eller trykfejl i både navne og datoer mm. i listerne. Samtidig er medlemmerne ikke altid medlem af den lokale DSK-afdeling, hvor de er bosat. Derudover er en del medlemmer døde efter 1969, hvilket betyder, at kirkebøgerne ikke er tilgængelige digitalt.
Der står stadigt meget på listen over opgaver både på og bag websitet, men der er kommet gang i flere projekter, der i perioder har ligget stille – f.eks. offentliggørelsen af fotos af sønderjyske soldatergrave i primært Frankrig og Belgien, men også en del fra Tyskland. En særligt tak skal derfor lyde til de få frivillige, der har brugt og fortsat bruger megen tid på, at identificere sønderjyske gravsteder via forskellige kilder, og siden bruger tid på, at besøge og systematisk fotografere disse grave i udlandet.
Læs mere om dette projekt på siden ”Fotos af sønderjyske grave i udlandet”.
Der vil også fortsat kommer regelmæssige indlæg som “Den gotiske Udfordring” og “5 udvalgte krigsdeltagere“, ligesom der vil være omtaler af nye udgivelser, foredrag eller lignende primært med fokus på 1. verdenskrig eller tiden omkring denne periode.
Tak for at du har fulgt arbejdet på siden i 2025 – og måske helt siden starten i sommeren 2014.
Det håber vi, at du vil fortsætte med.
Hanne C. Christensen
Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.
Tusind tak for jeres store og værdifulde arbejde.