Iver Henningsen gjorde gennem det meste af 1915 tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60, der var tilknyttet 80. Reserve-Division på den nordlige del af Østfronten.
“Krylatka, 25. februar 1915
Til I kære hjemme!
Så er vi komne så vidt. Hvor længe det varer, ved vi ikke. Vi er jo et farende folk og kan hver øjeblik få marchordre. I aftes da vi allerbedst efter en lang march havde lagt os til rette, blev vi jagede ud af artilleriet og måtte søge nye kvarterer. Jeg vil forsøge at sætte kortfattet vore oplevelser ud af hinanden. Alt må vi jo ikke skrive, og det har jeg jo også skrevet på postkort.
Den første tid var en tid på savn og streng arbejde. Det var en forandring at se det lystige sanitetskorps blive til rolige og alvorlige mænd. Vi vidste alt for godt vor svaghed, da vi vare på feltlazarettet. Havde russerne haft anelse derom, kunne de rolig have taget os til fange uden betydelig modstand, men deri ligge just tyskernes snuhed. Som jeg har beskreven, kom omsider forstærkningen og friheden. Nu kom tre dages streng march, før vi fik forbindelse med kompagniet, hvor jeg fik syv breve, tre kort, to pakker med cigarer fra Peter. Dog er det en utaknemmelig artikel at sende, de går alle itu. Scheg og skrå kan bedre lade sig sende. Forplejningen har i de sidste dage været storartet, mere som vi har kunnet spise. Kakao om morgenen, flæsk til frokost, god middag, te med rom om eftermiddagen, Edammer-ost og suppe om aftenen. Det er alt, hvad man kan forlange, men der er også bleven forlangt meget af os. Heldigvis har jeg haft det godt med fødderne, også maven er i god orden.
Alt på tysk grund er fuldstændigt afbrændt og udplyndret. Smukke byer med elektriske strassenbaner, store hoteller, varehuse, kirker er en stor grushob. Russerne har også i deres egne byer dreven beboerne ud og plyndret alt spiseligt. Skarnsstreger for ikke at sige grusomheder er dagens tema. Al respekt for den tyske soldat, ingen udskejelser, alt med overlagt mod udfører han sine gerninger. Russiske sårede bliver behandlede som vore egne. De undrer sig over det, da de i deres uvidenhed kun kender germanen som et vilddyr.
Jeg fører udførlig dagbog, det er ikke tilladt, men går nok. Kall og jeg er, så vidt vi kan, altid sammen. Der fortælles at russerhæren er fuldstændig sprængt. Vi får intet at vide, men I må jo have det i eders blade. […]
Der tales jo meget om vi snart er færdige her, dog ved ingen noget bestemt. Vi kunne alle nok have lyst at komme til Frankrig. Fra Axel har jeg haft et kort, han mener også, at vi endnu kommer derover. Russerne har vi svært i maven nu. Det er et nederdrægtigt kor, de ligger for deres helgenbilleder og beder, og i næste øjeblik skyder de i baghold en eller anden ned. Bliver de fangede – straks en kugle og han er væk. Der gøres kort proces med de hunde, de er ikke bedre værd.
Nu skal jeg hen at hente flæsk til korporalskabet. Nu får I, så vidt jeg kan, kort hver dag. Nu Gud være med eder alle, dig, børnene, fader og alle som er vore venner og bekendte. Det gør mig ondt for Giortz, men værre har vi hørt her af familiefædre, som har måttet dø i hænderne på os. Nu med Gud en venlig hilsen fra Rusland
eders fader Iver.”
Dagsbogsuddraget er taget fra bogen “Sanitetssoldat på østfronten”, der udkommer den 27. februar.