1. april 1915. Forsvundne hundehvalpe ved Vladsloo

Niels Lustrup fra Aabølling ved Frifeldt gjorde krigstjeneste ved Bataljon 36, en reservebataljon, på Vestfronten.

Foraar et 1915 var kommet med mildt, ja, næsten sommerligt Vejr. Bataillon 36 ligger stadig i Stillingen ved Diksmuiden. For Tiden ligger Bataillonen dog i Ro i de gamle Kvarterer i Vladsloo. Mandskabet nyder rigtig Friheden efter den sidste seks Dages Tur ude i Stillingen. Solen skinner atter, Humøret er hos de fleste steget et Par Grader, akkurat ligesom Varmen. Overalt høres Kammeraternes muntre Latter.

Der er sket noget nyt hos Staben, siden vi sidst var i Ro. Vor gode Gamle har lagt sig et Par Hundehvalpe til. Gud maa vide, hvor han har faaet fat i dem; men Fakta er altsaa, at han har dem. Kaptajnen har sammen med Mertens, Oppasseren travlt med at faa de uartige Hvalpe dresseret; endnu har de to Dressører ikke naaet at faa Dyrene gjort „stuerene”, som de mere fine vist kalder det. Dét skal kort bemærkes, at Kaptajnen allerede har givet de uartige Køtere Navne. Han har døbt dem „Vlads“ og „Loo“, efter Byen her. Under vilde Hyl og Bjæffen farer de rundt i Haven, medens Kaptajnen højlydt giver sig hen i Legen med dem. At det gaar ud over Willi Franks Løg og Bede, skænker han ikke en Tanke. Han morer sig.

Ved Bataillonen er der ingen, der kunde finde paa at fortrædige de to Hvalpe. — Ak nej! — Men en lille Spøg kan man godt være med til.

Er det ikke ham Heine, der siger noget lignende som: „En god Spøg paa Tid og Sted er ikke til at forkaste”, bemærker Hein Witfoot, en af de gamle, som de gerne ser, at vi andre benævner dem. Det er en Dag over Middag. Maden er sat til Livs, og de sidste af Kammeraterne er ved at gøre Kogekarrene xene. De fleste er dog allerede krøbne i Køjen for at faa en lille Lur til at modstaa Nattens Anstrengelser med. Arbejdstjenesten i Nattens Mulm og Mørke kan være ret anstrengende. Ude: fra Gaden lyder der pludseligt stærk Hundeglam.

Hannes Tidemann, der har kastet et Øje ud af Døren for at se, hvad Grunden kan være, udbryder nu: „He-hej, Kammerater, nu ska’ vi ha’ Sjov for! Det er Hundene, og han farer hen til sine Sager, og lidt efter staar han parat med sin Kogekedel, hvori han har en Rest af Middagens Bønnesuppe. Nu kommer Hundehvalpene nærmere, og da de naar hen til vort Kvarter, begynder Hannes at friste dem med Maden. Hvalpene standser virkelig op i deres Leg, og lidt efter har han narret Hundene ind i Stuen, og snart er de i Gang med Bønnemaden.

Ikke et Øjeblik for tidligt. Snart høres en Raaben og Kalden oppe fra Bataillonskvarteret. — „Vlads og Loo. — Hvor er I!“ Vi linder Døren lidt og ser til vor store Forbavselse, at det er Gamle selv, der i ikke forskriftsmæssig Paaklædning er paa Vej ned ad Gaden for at finde sine to Kæledægger, der jo saa let kunde komme noget til. Igen og igen kalder han og stikker af og til Hovedet ind ad de aabentstaaende Døre, naturligvis uden at faa noget positivt ud af det. Oppe, hos os morer vi os kosteligen.

Kaptajnen farer forbi vor lukkede Dør, og da han er godt forbi, lindes hos os atter Døren. Saa — nu kommer Mertens, Kaptajnens Oppasser, ogsaa til Syne. Mertens er gnaven. — Saadan at skulle forstyrres af et Par Køtere i sin søde Middagssøvn. Sindig kommer han luntende bagefter sin Herre og Mester, der nu er naaet ned til Byens anden Ende, hvorfor han vender og kommer bekymret raabende tilbage. — „Aah, mine søde Dyr. Hvor kan de dog være”.

Mertens er nu kommet nærmere. Frantz Mäger viser den ene af Hvalpene frem. — Naa, saadan, — I Lømler! lyder det fra Mertens, da han faar Øje paa Hvalpen; Mertens sætter yderligere Farten ned. — Ikke et Ord, Mertens, udbryder Hannes med et lunt Blink i Øjet. Mertens, Mertens! — Mine Hunde, raaber Kaptajnen længere nede. „Die Hunde …“, længere naar Oppasseren ikke, før han afbrydes af Kaptajnen, der nu næsten brøler: „Hold Kæft — Mand! Se at faa fat i de arme Dyr; Hvis ikke du finder dem snarest, faar du din Afsked, Fertig!“.

Hannes Tidemann finder nu, at Spøgen havde varet længe nok, derfor gaar han bærende paa den ene Hvalp ud paa Gaden og kalder: „Hr. Kaptajn! Hr. Kaptajn!” Her er Hundehvalpene. Vi har lige fundet dem ude i vor Have, hvor de løb rundt og legede.

At det kunde falde Kaptajnen ind at tvivle paa Hannes’s ikke helt sandfærdige Historie, skulde vise sig at slaa til. Kaptajnen kommer leende og ser saa glad og lykkelig ud. Næsten havde han omfavnet os alle. Kære, kære Venner! Mine søde Unger. Han staar og klapper Hvalpene og er saa glad, som om han havde vundet det store Lod i Lotteriet.

— „Hør, sagde endelig den Gamle. Kære Venner, hvad skal jeg nu byde eder? — Øl! var der en eller anden der foreslog. — Øl! siger Kaptajnen; ja, det har I ærligt fortjent. I kan gaa om i Kantinen og drikke et Glas Øl paa min Regning. Har I forstaaet!

Javel, Hr. Kaptajn, sagde Frantz Mäger paa alles Vegne.

Saa listede Kaptajnen og Mertens af med de to Hundehvalpe. Lidt efter sidder vi bænkede i Korporal Harms „Bude”. Hver af os er forsynet med et dejligt koldt Glas Øl, — Belønningen for vor lille Spøg med Kaptajnens to søde Dyr.

DSK-årbøger, 1944

Hundehvalpe 6a44-077
Soldater med hundehvalpe et sted på Vestfronten

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *