23. februar 1915. “Det er da løgn, Tømmermand!” Med Christian den X. og dronning Alexandrine om bord

Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til tysk Østafrika

Den næste Morgen laa Nordsøen udbredt omkring os uden et eneste Skib, ja, uden saa meget som en Røgsøjle i Horisonten. Vejret var stille og glædeligt usigtbart, og det maatte jo forbedre vort Chancer, hvis vi havde nogen.

Nu kunde jeg se, hvad det var, Matroserne og Tømmermanden havde haft saa travlt med om Natten. De havde lavet helt om paa Skibet. Bogstaverne var forsvundet fra Skorstenen, der nu var okkergul, og Kommandobroen havde skiftet Form ved, at en Mængde Camouflage var brudt ned.

Men den største Overraskelse var dog Flaget, som var hejst agterude. Nu sejlede vi ikke længer under det tyske Marineflag, men under Dannebrog, det gamle danske Flag, som min Bedstefader havde kæmpet under baade i Treaarskrigen og i 1864. I det lille Kammer, som min Broder og jeg havde, da vi var smaa, hang der to Dannebrogsflag paa Væggen, og jeg kom til at tænke paa dem, da jeg saå dette Slag. Jeg kom ogsaa til at tænke paa min Broder, som nu kæmpede paa Vestfronten, og som jeg sidst havde mødt i Bremen, kort før vi afsejlede fra Wilhelmshafen. Gud ved, hvordan han nu havde det — han var blevet Underofficer og lod meget ivrig i Tjenesten. Han skulde bare vide, at jeg nu sejlede under Dannebrog paa Befaling. Det vilde jeg aldrig kunne faa ham til at tro paa.

Jeg selv havde Besvær nok med at tro det. Jeg tilhørte et Slægtled, for hvilket Drømmen om Danmark var ved at blegne overfor den haarde og klare Virkelighed, som vi saa os Ansigt til Ansigt med i de tyske Kaserner — Tysklands uhyre, uovervindelige Magt. Og nu sejlede jeg under dansk Flag midt under, Krigen!

Andenstyrmand kom hen til mig, og vi talte lidt sammen. Han fortalte, at vi nu sejlede med S/S „Kronborg“ af København, paa Vej fra Sverige til La Plata med Træ. — Ka’ du nu huske det, hvis der skulde komme nogen og spørge dig om det, grinede han.

Jeg talte ogsaa med Tømmermanden om det, og han fortalte mig, at der selvfølgelig fandtes et Skib i den danske Handelsflaade, der hed „Kronborg“ . — Vi kan jo ikke saadan hitte paa et Navn, sagde han, og Englænderne er lige saa kloge som andre Mennesker. De har Papirerne i Orden, og de kender hvert Skib, der løber ud fra de skandinaviske Havne. Den rigtige „Kronborg“ skal sikkert nok være paa Vej fra Sverige til La Plata, og ligger nok i Kattegat nu. Det kan være, vi møder den i Skagerak. Nej, her til Søs er der ikke noget, der gaar paa Slump.

— Ser du, fortsatte Tømmermanden hemmelighedsfuldt, vi har to Telegrafister om Bord, men ikke nogen traadløs, og véd du hvorfor?

Nej, det vidste jeg ikke.

— Det er selvfølgelig, fordi den rigtige „Kronborg“ ikke har Radio — men vi har det alligevel, for hvad skulde vi ellers bruge Telegrafisterne til …

Tømmermanden saa ud til at være uhyre stolt af denne Bevisførelse. — Den ligger nede mellem Kullene i et særligt Rum, som blev bygget, før vi tog Kul ind. Tømmermesteren docerede nu med en stor Pegefinger lige foran min Næse.

— Indgang gennem Kaptajnens Kahyt den høje. Man trykker paa en Knap, og en Kommode svinger til Side som en Dør, og saa er du nede i Telegraf stationen. Lige over  Kommandobroen hænger et Billede af Slottet Kronborg, og paa hver Side af det Kong Christian den Tiendes og Dronning Alexandrines Billeder.

— Det er da Løgn, Tømmermand!

— Gu’ er det ikke Løgn — jeg har fortalt mange Løgne, men dette her er den rene og skære Sandhed!

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Blokadebryder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *