Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den tyske erobring af Riga i Letland (Det russiske Riges 4. støres by) – med artilleriledelse af Georg Bruchmüller (kendt som “Durchbruchmüller”). På den russiske hjemmefront fortsætter urolighederne med bolsjevikkerne i en stadig mere fremtrædende rolle. Der er også udskiftninger i den franske regering – og kampe ved Lens, hvor canadierne angriber. På den italienske front er det 11. slag om Isonzo stadig i fuld gang. På den rumænske front kører rumæneres og russernes offensiv fast. På havet viser konvojsystemet sin styrke, og det tyske forsøg på at udsulte Storbritannien med ubådskrig fejler. Tyskerne har større succes med at bombe England med bombefly

Johannes Tjørnelund fra Bovlund deltog som ung mand i Første Verdenskrig.

Hør ham selv fortælle i et interview fra 1988. Han fortæller om granater – og om, hvordan det var at være under granatild ved Yserkanalen i 1917.

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan. Her tilbragte han det meste af 1917 ved fronten i Makedonien nær Gevgeli. I august 1917 blev han imidlertid syg af malaria og kom på lazaret.

(… fortsat)

Efter en Maaneds Forløb blev jeg udskrevet og kom paa Rekreation i Vranje. Her boede vi i Træbarakker, men de var saa smækfulde af store, fede Lopper, saa der var ikke til at være om Natten, ikke hvis man skulde sove. De fleste af os sov paa den bare Jord under Træerne i en Park. Det kan man ogsaa vænne sig til. Hvad jeg derimod ikke godt kunde vænne mig til, var, at vi nu skulde eksercere og marchere igen som i Rekruttiden. Det passede mig afgjort ikke at gaa og vade rundt i den „makedoniske Sne”, som det flere Tommer tykke Lag Støv, der ligger paa Gader og Landeveje om Sommeren, bliver kaldt.

Det ene med det andet gjorde, at jeg meldte mig frivillig tilbage til Fronten igen, da der engang blev spurgt, om nogen vilde melde sig. Maaske var Grunden den, at jeg, inden jeg blev syg, havde faaet Lov til at rejse hjem paa Høstorlov.

Mine Kammerater forude naaede jeg ikke mere ud til, for da jeg meldte mig paa Skrivestuen ved Batteriet, laa Orlovsbevillingen paa tre Uger parat til mig. Samme Aften snakkede jeg med nogle af vore Underofficerer, og vi drøftede ogsaa min forestaaende Rejse helt op til den danske Grænse.

De mente, at jeg nok stak af til Danmark, men jeg sagde til dem, at det ikke var min Hensigt, da jeg i saa Fald kunde have gjort det saa mange Gange før.

Dengang var det mit ramme Alvor, at jeg vilde komme igen. Hvad Underofficererne saa har tænkt og sagt om mig, da jeg ikke kom, lader jeg staa hen.

Dagen efter rejste jeg, dog uden at føle nogen Glæde over det lige straks. Jeg vidste, hvor svært det vilde falde mig at løsrive mig fra Hjemmet igen. Tre Uger hjemme gik alt for hurtigt, det vidste jeg, og saa skulde der siges Farvel igen. Saa var det næsten lige saa godt at blive herude.

Fra Miletkovo skulde Jernbanerejsen begynde. Her havde jeg engang i Foraaret en forunderlig Oplevelse, som jeg ikke glemmer. Det var endda kun noget saa almindeligt som en hvidmalet Jernbanevogn i et Tog, der kørte forbi. Men Vognen var dansk, der stod „Kødvogn” malet med røde Bogstaver paa den. Det var som at faa en Hilsen fra Danmark, som laa deroppe i Nord, ca. 2000 km borte.

Jeg kunde ikke løsrive mig fra Synet og stirrede efter Toget, saa længe det var at øjne.

Inden Orlovstoget kørte, fik hver tiende Mand en Riffel udleveret til Forsvar, hvis der skulde ske Overfald undervejs. Vore egne Karabiner og Geværer maatte ikke tages med. Der skete dog ikke noget, og efter en grundig Aflusning paa en østrigsk Station kørte vi ind i „das grosse Vaterland”.

Hvor effektiv en saadan Aflusning er, kan diskuteres, i hvert Fald stolede de civile Tyskere, særligt Kvinderne, ikke alt for godt paa den efter deres Omhu at dømme for ikke at komme i for nær Berøring med os i Toget.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt i 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten og senere indsat i den særlige krigsfangelejr for sønderjyder og andre venligtsindede nationaliteter i Rusland, Jurjeff-Polski. I august 1917 skrev han til Pastor N.J. Jensen om sit indtryk af de tjekkiske fanger.

Jeg fulgte dem til Banegaarden. Det gik med sang. “I kamp! I kamp!
lød det begejstret fra deres Læber.” Jeg tænkte paa, om man kunde
gaa i Kampen for Friheden med saadanne Kammerater. Da kunde
man frejdigt gaa Kuglerne i Møde og falde med den danske Menigmands Ord paa Læberne: O Herre Gud, saa skulde jeg endda i dette Liv den glæde ha’. For efter min Mening er det den dejligste død, for Fædreland og Frihed.

Men den glæde faar vi nok ikke. Den Tid, da man tænkte paa Landets nød og Smærte før paa sig – i Danmark – det var ott’ og fyrre. Det er beklageligt, at vi Danske skal søge det store i Fortiden. Danmark vil helst købe Sejre uden Blod og Sværd, men derved vil Idealerne gaa tabt, og vi vil ende som en Gullaschnation, vi, den stolte Vikingeslægt …

Men tilbage til Tjekkerne. Den halve By fulgte dem. Unge Piger bragte de Frivillige Blomster; selv havde de allerede smykket sig før.

Saa sang de Marseillaisen og den bøhmiske Hymne: Hvor er mit hjem? En af dem holdt en Tale, jeg kyssede vore 5 Venner fra Huset og gav dem alle et fast Haandtryk med inderlige ønsker om Sejr og Hæder og en lykkelig Hjemkomst til et lykkeligt og frit Fædreland. –

Stemningen hos de Frivillige var glad, begejstret og alvorlig. Naar man blot har været 3 Dage ved Fronten ved man, hvad det vil sige at gaa frivilligt ud til det igen, og nu er det værre end før.

Men de holder nok ud. Det vil ikke være rart for de Tyskere, der  falder i deres Hænder, men Danskerne har de lovet mig at give pardon.

Tænk, om ens Forbøn kunne redde en Landsmand!

Ja, saa er der endnu et udmærket Træk. Af de Menige maatte Skrædderne og en Snedker ikke komme med. Men de havde dog faaet Tilladelse til at gaa med paa Stationen. Man anede, at de vilde
smutte med og passede derfor godt paa dem, men alligevel smuttede en af dem med. Er det ikke storartet! Russerne løber bort fra Fronten, men disse løber bort for at komme tilbage til den.

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.

J. J., Spandet, fortæller i DSK-årbøgerne årgang 1948 denne historie.

Ja, hvem husker ikke denne – for Spøg mente Betegnelse – “Batteri Brinkmann”, den blev da ret ofte brugt ogsaa hos Fodtudserne (Infanteriet).

Det Batteri, hvortil jeg hørte, var i Sommeren 1917 blevet indsat i det paa denne Tid rasende Flandernslag. Da Batteriet hørte til det sværtkalibrede Skyts, stod vi temmelig langt ude bag Fronten.

Kanonerne stod i Stilling i Houtholster-Skoven, medens Bespændingen og den dertil hørende Bagage laa i Kvarter i den idylliske lille By Zieghem.

Det er fra denne Tid, jeg vil fortælle en morsom lille Oplevelse.

Batteriets Mandskab var en ret broget Blanding, bragt hid fra hele det store tyske Rige. Bl. a. var der da ogsaa to Mand, der havde hjemme i Berlin. Kun de to Mænds Fornavn husker jeg, det var Adolf og Heinrich eller bare Heini. Nu var det en god gammel Skik hos os, at vi delte ondt og godt sammen – alt som dette nu kunde flaske sig. Heri var ogsaa indbefattet de “Liebesgaben”-Pakker, som vi Tid efter anden fik tilsendt.

Dog, her gaves der ogsaa en Undtagelse, og det var denne Berliner-Adolf. Ikke saadan, at han ikke vilde være med til at fortære vore Pakkers Indhold; det vilde Fyren nu nok, men fik han selv tilsendt en Pakke, ja, saa ragede det ikke os. Han beholdt den for sin egen Mund.

Derfor vil ingen vist fortænke os i, at vi saa med en vis Skepsis paa den gode Adolf og pønsede paa at give Kammeraten en lille Streg, som han ikke saa let skulde glemme.

– Kære Ven, tænkte jeg -, vi faar nok Ram paa dig en Dag -, og sandelig, om vi ikke gjorde det, og det endda næsten før vi anede det.

Paa en eller anden Maade var den gode Adolf kommet i Besiddelse af en hel Del Flasker med belgisk Landvin. Vinen vilde han nu sende hjem til Familien i Berlin, og han bad mig være behjælpelig med Indpakningen af de mange dejlige Flasker med Indhold. – Jeg slog til og lovede ham dette. Ja, ja, tænkte jeg i mit stille Sind, mon der ikke byder sig en Lejlighed til at faa dukket Fyren.

Medens den gode Adolf gik sig en Tur om til Bagagen for at faa fat i de nødvendige Indpakningsmaterialer, lovede jeg at holde godt øje med hans kære Skat. Men næppe var Fyren ude af Døren, før jeg tilkaldte de i Nærheden værende Kammerater. Efter en kort Raadslagning enedes vi om, at den dejlige Vin aldrig skulde komme til Berlin, og saa slog vi den uden Betænkning i vore tørre Halse. –

Saa var den lavet, hvorefter Flaskerne igen blev paafyldt rent Brøndvand. Proppen blev sat i, og nu saa det hele saa uskyldigt og tilforladeligt ud.

Berliner-Adolf var vendt tilbage med en solid Trækasse. Saadan lidt afsides stod vi og viklede Flaskerne ind i Papir, hvorefter de forsigtigt blev anbragt i Kassen. Det var hurtigt gjort, og Kassen blev sendt af Sted.

Der gik et Stykke Tid – vi havde næsten glemt Sagen.

– Men saa en Dag sprang Bomben.

Berliner-Adolf kom farende, viftende med et Brev, han lige havde modtaget. Manden saa rent forstyrret ud – han skulde da vel aldrig være blevet tosset – Du store, skreg han. – Hvem Fanden har nu her været paa Spil?

– Hvad er der i Vejen? – Hvad mener du? spurgte jeg ret deltagende.

– Åh, I ved vistnok ret god Besked, men – læs selv her, skreg han arrigt: med dirrende Haand holdt han den lige ankomne Skrivelse hen under mine øje, saa jeg selv kunde læse Brevets Indhold. Bl. a. stod der: … takker, du burde skamme dig, du maa vide, dette her er alt andet end Spøg – Vand har vi endnu nok af her …. Farvel!

Og det – røg det ud af den ulykkelige Adolf – kan ikke være andre end jer, der har lavet mig denne forbandede Suppedas!

Haa-haa-haa, hvor vi lo, for det havde Manden da saa fuldkommen Ret i.

DSK-årbøger, 1948