Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Sidst i august bliver byen hvor Eskildsen og hans regiment arbejder bombarderet af en fransk flyvemaskine.
Den 25. August trækkes Regimentet sammen i Byen Réville, og Staben flytter derhen. Til Skrivestuen har man gjort Kvarter i en Hønsesti; men vi erobrer et lille Rum med et Vindue ud til Gaden.
Den følgende Dag er en Søndag, en straalende Solskinsdag. Oberstløjtnanten er vendt tilbage, hilst med oprigtig Glæde af hele Regimentet. Soldaterne har bygget sig Telte ude paa Bjergskraaningen, Livslysten er vaagnet, efter at de er sluppet ud af de mørke Gaskløfter. En fransk Flyver kredser over Byen, ingen lader sig forstyrre af det. Det var dumt!
Han har iagttaget Menneskemyldret i Réveille, og nu faar vi Kanel, saa det forslaar noget. Franskmanden strør hele Byen over med Granater; Folkene flygter fra Teltene op i Ly under Bjerget. De har det for en enkelt Gangs Skyld bedre end Trainmandskab og Skrivere, der ikke saadan kan løbe fra det hele.
Vi bliver siddende og arbejder — indtil Franskmanden sætter et kraftigt Punktum.
Paa een Gang faar vi Vindue, Glas, Jord, Støv, Kalk, Røg, Os, Damp lige ind i Ansigtet. Bordet med Papirer og Blæk er dækket til, min ene Hjælpeskriver klasker bagover med samt sin Bænk, vi styrter ud af Stuen, blødende alle sammen. Men vi er alligevel ogsaa denne Gang sluppet med Skrækken.
Granaten gik ned lige foran vort Vindue, men vore Saar stammer alle sammen fra Glassplinterne. Til Gengæld er der mange, vi piller i Hundredevis af Glasstumper ud af Huden paa hverandre. Den ene efterlod paa min Finger et Ar, der ses endnu. Selv en Skriver kommer arret hjem fra Krigen.
Oberstløjtnanten sender oppe fra Bakken et Par Mand ned for at hjælpe os. De har deroppe fra set det hele og tror, at vi er døde eller Saarede alle til Hobe.
Han befaler, at vi med det samme skal flytte tilbage til Brandeville. Vi pakker og forlader Byen. Den ser uhyggelig ud. Paa den ene Side af Gaden svømmer to Heste i deres Blod, paa den anden Side ligger der en blodig Masse, som ved nærmere Eftersyn viser sig at Være en Menneskekrop, uden Arme, uden Ben, uden Hovede. Over 100 døde og Saarede samler man sammen i Byen.
Den Søndag i Réveille glemmer vi aldrig.
Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 181-183